metro 2033

Download Metro 2033

Post on 31-Mar-2016

221 views

Category:

Documents

4 download

Embed Size (px)

DESCRIPTION

Dmitry Glukhovsky startede Metro 2033 som et onlineeksperiment, og efterfølgende har den som en levende og spændingsmættet roman taget flere millioner russiske læsere med storm. Nu er den her på dansk. År 2033. Atombomber har lagt verden i ruiner. Nogle få tusinder overlevende har søgt tilflugt dybt under jorden i Moskvas metrosystem, væk fra den kontaminerede jordoverflade og solens farlige stråler. Da den nordligste udpost angribes fra de ubeboede stationer længere ude i tunnelsystemet, er det op til Artjom at redde menneskene fra total undergang. En mission, der går gennem den underjordiske labyrint af fugtige tunneller, skumle skakter og sidespor, hvor mørket og rædslen hersker, og hvor ingen ved, hvad der venter om det næste hjørne.

TRANSCRIPT

  • Metro 2033

  • Oversat fra russisk afJan Hansen

    CICERO

    D m i t r y G l u k h o v s k y

    D e t s i D s t e t i l f l u G t s s t e D

  • Copyright by Dmitry GlukhovskyOriginaltitel: 2033

    Published by arrangement with Nibbe & Wiedling Literary Agency, Germany, www.nibbe-wiedling.de

    in cooperation with OKNO Literary Agency, Sweden, www.okno-agency.comSats: Cicero, Kbenhavn

    Tryk: CPI Clausen & Bosse, LeckOmslag: stoltzedesign

    ISBN: 978-87-7079-114-4Frste danske udgave

    Printed in Germany 2011

    CICEROer et forlag i Rosinante&Co

    Kbmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | DK-1019 Kbenhavn Kwww.rosinante-co.dk

  • Kre moskovitter og hovedstadens gster!Moskvas Metropolitain er et offentligt transportselskab, der har forpligtet sig til at arbejde p at forbedre passagerernes sikkerhed. Skilt i togene i Moskvas Metro

    Den, der har dristigheden og tlmodigheden til hele livet at kigge ind i mrket, vil som den frste se et glimt af lys. Khan

  • 7KAPITEL 1

    Ved verdens ende

    Hvem der? Artjom! Se lige efter! Artjom kiggede modstrbende op fra sin plads ved blet, trak ma-skinpistolen om p brystet og gik hen mod mrket. Stende i kanten af lyskredsen tog han ladegreb p sit vben og rbte hst: Stands! Ko-deordet? Inde fra mrket, hvorfra de et jeblik inden havde hrt en mrke-lig skraben og en pibende hvisken, ld der hurtige, lette trin. En eller anden skyndte sig dybere ind i tunnelen, skrmt af Artjoms hse stem-me og klikket, da han afsikrede maskinpistolen. Artjom satte sig hur-tigt tilbage til blet. Han kom ikke frem i lyset. Sagde ikke engang no-get, men stak bare af, sagde han til Pjotr Andrejevitj. rh! At du ikke bliver klogere! Hvor mange gange har du ikke fet det at vide: Hvis nogen ikke svarer, s skyd! Hvordan skal du ellers finde ud af, hvem det er? Mske er det de sorte, der planlgger et angreb p os. Nej Og jeg er ikke engang sikker p, at det var et menneske Lydene var for mrkelige. Det ld ikke som menneskeskridt. Tror du ikke, jeg kan hre forskel p et menneske og et dyr? Og hvis det havde vret de sorte, tror du s, at de bare var stukket af? Du ved godt, at de sorte p det seneste er begyndt at g til angreb, med de bare hnder endda, og ikke engang er bange for maskingevrerne. Men den her stak af med det samme Det var nok bare et dyr af en eller anden slags, ikke et menneske, et skrmt dyr. Du er ved at blive lidt for klog til dit eget bedste, Artjom. Nr du har fet en ordre, har du vrsgo at flge den uden at tnke selv. Mske var det en jger? Og han s, at vi ikke er ret mange og vil vre et let ml Mske er de allerede p vej tilbage for at udrydde hver eneste n af os, ligesom dengang p Polezjajevskaja Station, og kun fordi du ikke skd svinet i tide. Se p mig, nr jeg taler til dig! Nste gang har du vrsgo at forflge dem ind i tunnelen! Artjom gs og forestillede sig, hvordan der mtte se ud s langt som

  • 8700 meter inde i tunnelen. Bare tanken om at g s dybt ind var skrm-mende. Deres vagtpatruljer vovede sig hjst 500 meter ind p drsi-nen, lyste hurtigt rundt p grnseplene med deres lommelygter for at sikre sig, at den ene eller anden slags kryb ikke havde slet sig ned der-inde, og skyndte sig tilbage til perronen. Selv vagtsoldaterne der var forhenvrende elitesoldater fra svrnet vovede sig hjst ind til 680-meter-mrket, hvorefter de med cigaretten skjult med den ene hnd, s glden ikke kunne ses, og et solidt greb om natkikkerten med den anden hnd langsomt trak sig tilbage uden at slippe tunnelen med blikket eller vende ryggen til den. Den niche i tunnelsystemet, hvor deres lejr l, befandt sig ved 450-meter-mrket, et halvt hundrede meter fra den nrmeste grnse-pl. Men grnserne flyttede sig dagligt, og det var allerede et par timer siden, deres vagter havde vret derinde sidst. Deres lejr var en af men-neskehedens yderste, og i lbet af de timer, der var get siden den sid-ste patruljering, havde dyrene nsten med garanti sneget sig nrmere. Tiltrukket af ilden og menneskenes kropsvarme. Artjom, der igen sad p sin faste plads, spurgte: Hvad skete der da p Polezjajevskaja Station? Selvom han havde hrt den gruopvkkende historie fr fortalt af omvandrende gamle vagabonder p perronerne havde han den sam-me trang til at hre den igen, som brn har til at f genfortalt skrkhi-storier om monstre og hovedlse mutanter, der kommer listende om natten for at stjle sm brn. P Polezjajevskaja? Har du ikke hrt det? Det var faktisk en mr-kelig historie. Mrkelig og uhyggelig. Frst begyndte deres vagter og rekognosceringsfolk at forsvinde. De gik ind i tunnelerne og kom ikke tilbage. De havde ganske vist ogs elendige rekognosceringsfolk, ikke forhenvrende elitesoldater, sdan som vi har, men stationen er jo ogs mindre end vores, og de var frre end os N, men de boede alts dr, og s begyndte deres rekognosceringsfolk at forsvinde. Frst den ene gruppe, s den nste. I begyndelsen troede folk, at de bare var ble-vet forsinket derinde, for tunnelerne deromkring er nsten lige s sno-ede som her den oplysning fik det til at lbe Artjom koldt ned ad ryggen og man kunne ikke se dem fra stationen, uanset hvor mange tndte lommelygter de havde med. Men de kom alts ikke tilbage. Der gik en halv time, s en hel, s to. Det var svrt at forestille sig, hvor de kunne vre forsvundet hen derinde, for de kunne hjst vre get en ki-lometer ind, da de havde forbud mod at g lngere vk, og desuden var ingen af dem dumme nok til at gre det Til sidst ville de ikke

  • 9vente lngere og sendte forstrkninger derind, og de ledte efter de for-svundne, kaldte p dem, men uden resultat. De var der ikke. Rekogno-sceringsfolkene var forsvundet sporlst. Og at de ikke kunne finde dem, var n ting, men at ingen havde set eller hrt noget, var helt vildt. Der var absolut ingen spor af, hvad der kunne vre sket. Artjom var allerede begyndt at fortryde, at han havde bedt Pjotr Andrejevitj genfortlle historien om blodbadet p Polezjajevskaja. Pjotr var temmelig velinformeret og digtede nok ogs lidt til, i hvert fald kunne han fortlle detaljer, som ingen af vagabonderne p statio-nerne havde haft med, hvor gode historiefortllere de end var. Disse detaljer gav n myrekryb og fik kulden til at snige sig ind p n trods varmen fra blet, s selv de mindste og mest uskyldige lyde fra tunne-len fik fantasien til at lbe lbsk. N, men da de ikke havde hrt skyderi eller noget, antog de, at re-kognosceringsfolkene bare var stukket af. De mtte have vret utilfred-se med et eller andet og vre get deres vej. Dem om dt. De ville have et lettere liv, foretrak at mnge sig med rosset, med anarkister og de autonome og sdan nogle, og det mtte de da selv om. Det var det let-teste for de tilbageblevne at tro. Den forklaring virkede beroligende p dem. Men inden der var get en uge, forsvandt endnu en gruppe re-kognosceringsfolk, selvom de denne gang havde fet forbud mod at g mere end hjst en halv kilometer ind. Og det var det samme denne gang: ikke en lyd, ikke et eneste spor. De var som sunket i jorden. Da begyndte de at blive urolige inde p stationen. At miste n gruppe re-kognosceringsfolk var til nd til at forklare, men at miste to grupper p en uge fik alarmklokkerne til at ringe. De mtte gre et eller andet. Foretage sig noget. S de oprettede en sprring 300 meter inde i tun-nelen. Slbte sandskke derind, stillede et bemandet maskingevr op. De sendte en budbringer af sted til Begovaja og Ulitsa 1905 Goda, som var de to stationer, de var i alliance med. Tidligere havde Oktjabrskoje Pole Station ogs vret med i alliancen, men s skete der et eller andet derude, et radioaktivt udslip eller en sammenstyrtning, ingen vidste prcis hvad, og det kan ogs vre lige meget, men i hvert fald flygtede alle beboerne derfra. Men de sendte alts en fyr ind til Begovaja for at advare dem og bede om assistance, hvis der skulle ske noget. Bud-bringeren nede dog aldrig frem, og mindre end et dgn senere kom den sveddryppende budbringer nummer to tilbage med besked om, at beboerne p Begovaja Station havde bedt om betnkningstid, men han kunne ogs fortlle, at de forstrkninger, de havde sendt ind, var blevet drbt uden at n at affyre s meget som et eneste skud. De hav-

  • 10

    de fet halsen skret over alle sammen. Det vrste var, at det s ud, som om det var sket, mens de sov for det var jo utnkeligt, at de var fal-det i svn, ikke bare p grund af deres ordrer, men ogs med tanke p, hvor opskrmte alle var. Det gjorde beboerne p Begovaja klar over, at de ogs var ndt til at gre et eller andet, da det ellers kunne tnkes meget snart at blive deres tur. De samlede en slagstyrke p omkring 100 mand, alle krigsveteraner, bevbnet med maskingevrer og granat-kastere Det tog dem noget tid at f det gjort, mske halvandet dgn, men til sidst sendte de alts hjlp. Men da hjlpen nede frem, var in-gen af beboerne fra Polezjajevskaja i live. Der var heller ingen lig. Kun masser af blod overalt. Sdan var dt. Og pokker m vide, hvem der havde gjort det. Jeg har stadig svrt ved at tro p, at mennesker kunne gre sdan noget. Skete der noget p Begovaja? spurgte Artjom, nsten ude af stand til at beherske stemmen. Nej, dem skete der ingenting med. Da de havde set, hvad der var sket, sprngte de tunnelen til Polezjajevskaja i deres egen ende. Den styrtede sammen over en strkning p 140 meter, har jeg ladet mig for-tlle, s man kan ikke komme igennem der uden maskiner, og sikkert heller ikke engang hvis nogen stadig har maskiner, vil jeg tro. Og hvor skulle de f maskiner fra? Det m vre mindst 15 r siden, jeg sidst s en maskine, der kunne kre. Pjotr tav og kiggede ind i ilden. Artjom rmmede sig. Ja Jeg burde have skudt. Det var dumt af mig ikke at gre det, sagde han stille. Syd for dem, fra stationssiden, ld der et rb: Hey, I der ved 450-meter-mrket! Er alt, som det skal vre? Pjotr formede hnderne til en tragt og rbte tilbage: Kom herhen! Jeg skal tale med jer! De kunne se tre skikkelser med tndte lommelygter nrme sig inde fra tunnelen, i retning