nationalparkprojekt kongernes...

Nationalparkprojekt Kongernes Nordsjælland

Landskabsanalyse

Johnny Grandjean Gøgsig Jakobsen Tine Falkentorp

Vibeke Nellemann Ole Hjorth Caspersen

Frederiksborg Amt – Skov & Landskab – Roskilde Universitetscenter

Skov & Naturstyrelsen 2005

Registreringsblad Titel: Nationalparkprojekt Kongernes Nordsjælland – Landskabsanalyse. Forfattere: Johnny Grandjean Gøgsig Jakobsen (Institut for Geografi, RUC), Tine

Falkentorp (Frederiksborg Amt), Vibeke Nellemann (Skov & Landskab) og Ole Hjorth Caspersen (Institut for Geografi, RUC).

Grafik og redaktion: Johnny Grandjean Gøgsig Jakobsen. Udgiver: Skov & Naturstyrelsen. Bedes citeret: Johnny Grandjean Gøgsig Jakobsen, Tine Falkentorp, Vibeke

Nellemann og Ole Hjorth Caspersen (2005): Nationalparkprojekt Kongernes Nordsjælland : Landskabsanalyse, Skov & Naturstyrelsen, København, 2005.

Forsidefoto: Udsigt over Esrum Sø imod Gribskov. Dette og alle øvrige fotografier i

rapporten er taget af Tine Falkentorp.

2


Landskabsanalyse I forbindelse med nationalparkprojektet Kongernes Nordsjælland er der gennemført en landskabs-analyse for de potentielle, involverede dele af Nordsjælland. Landskabsanalysen skal medvirke til at kvalificere grundlaget for den fremtidige landskabsplanlægning og –forvaltning i området. Formålet har været at kortlægge og beskrive landskabskarakteren og oplevelsesmulighederne i hele området, idet landskabsanalysen beskæftiger sig med såvel de egentlige kerneområder som med de omgivende landskaber. Landskabsanalysen er foretaget i samarbejde mellem Skov & Landskab (KVL), Institut for Geografi (RUC) og Frederiksborg Amt. Den tager udgangspunkt i den allerede foretagne kortlægning og beskrivelse af landskabet i Frederiksborg Amt (Landskabsbeskrivelse, Frederiksborg Amt 1992), der er blevet kombineret med en ny, supplerende kortlægning og beskrivelse foretaget efter en metode til analyse af landskaber (Landskabskaraktermetoden), som også er blevet anvendt eller anvendes ved flere af de øvrige potentielle nationalparkprojekter (Møn, Mols Bjerge og Vadehavet); se evt. Landskabsanalyse – Pilotprojekt Nationalparken Mols Bjerge, Skov & Landskab 2004. I henhold til landskabskaraktermetoden er der indledningsvist udarbejdet en naturgeografisk beskrivelse, der har resulteret i en udpegning og kortlægning af landskabstyper. Denne beskrivelse findes vedlagt som bilag Beskrivelse af landskabstyper med en serie tilhørende kortbilag. Derefter er der foretaget en inddeling i forskellige landskabskarakterområder, som danner udgangspunkt for arbejdet med kortlægning og beskrivelse af landskabets særpræg og oplevelsesmuligheder, dets tilstand og udviklingstendenser samt de forhold, der betyder noget for at fastholde landskabs-værdierne. Området er således blevet inddelt i 25 forskellige landskabskarakterområder, der er beskrevet i det følgende (Beskrivelse af landskabskarakterområder). For hvert landskabskarakter-område er der medtaget en sammenfattende beskrivelse af områdets særlige landskabskarakter og landskabstype, med en supplerende fremhævelse af dets geomorfologiske karakteristika, historisk-geografiske forhold med betydning for landskabskarakteren, og områdets tilstand, udviklings-tendenser og sårbarhed. Beskrivelsen afsluttes med en redegørelse for, hvorledes landskabskarakter-området indgår i det potentielle nationalparkprojekt i forhold til dettes kerneområder og mulige landskabsstrøg. Som det primære kerneområde i nationalparkprojektet Kongernes Nordsjælland regnes Gribskov og Esrum Sø. Dertil kommer et antal supplerende, potentielle kerneområder, der kan sammenfattes som værende regionens øvrige skove og søer ejet af staten. Jævnfør nationalparkprojektets tema indgår også regionens statsejede slotte (Frederiksborg, Fredensborg og Kronborg) som potentielle nøglepunkter. På baggrund af karakterområdebeskrivelsen er der som analysens tredje trin udpeget potentielle landskabsstrøg imellem nationalparkprojektets centrale og supplerende kerneområder. Også disse strøg er beskrevet i det følgende (Beskrivelse af landskabsstrøg). Landskabsstrøgene skønnes at have særlig betydning for det landskabelige samspil og de oplevelsesmæssige sammenhænge i undersøgelsesområdet. Det drejer sig dels om særlige landskabselementer, der forbinder de enkelte landskaber. Herudover drejer det sig om særligt kontrastrige oplevelsesforløb med en variation i naturgrundlag, arealanvendelse, landskabsrum og udsigtsmuligheder.

3

Geografisk afgrænsning Landskabsanalysen er rettet på brug i nationalparkprojektet Kongernes Nordsjælland og omfatter derfor ikke hele Frederiksborg Amt, idet der fokuseres på landskaberne i følgende syv kommuner inden for projektets potentielle udbredelsesområde: Frederiksværk, Helsinge, Græsted-Gilleleje, Helsingør, Hillerød, Fredensborg-Humlebæk og Karlebo (analysen omfatter dog ikke hele arealet i samtlige kommuner). Også inden for undersøgelsesområdet kommer fokuseringen til udtryk ved forskellig vægtning af de enkelte lokaliteter i beskrivelserne, således at de potentielle kerneområder og landskabsstrøg er givet ekstra vægt. Der vil derfor forekomme karakterområdebeskrivelser i analysen, der er mere uddybende end andre.

Datagrundlaget Landskabsanalysen tager som nævnt udgangspunkt i den eksisterende kortlægning af amtets landskaber (Landskabsbeskrivelse, Frederiksborg Amt 1992). Oplysningerne herfra er for de for nationalparkprojektet mest interessante områder blevet kontrolleret gennem nye besigtigelsesture i felten (foretaget november-december 2004), ajourført i forhold til eventuelle ændringer i landskabet og/eller den regionale landskabsforvaltning, og dertil suppleret med en serie områdeanalyser gennem brug af digitale kortlægninger. Inddelingen af Nordsjælland i landskabstyper er baseret på eksisterende digitale kortlægninger af geomorfologi, jordbundsforhold, terrænforhold, hydrologi (vandløb, søer og vandhuller), samt i supplerende omfang tillige den nutidige arealanvendelse (f.eks. åbent agerland, bymæssig bebyggelse og skov) jf. de topografiske kort. Nogle af lokalitetsbeskrivelserne er suppleret med Vilhelm Milthers’ geologiske beskrivelse af regionen fra 1935, samt i enkelte tilfælde tillige Kristian Rørdams forudgående beskrivelse fra 1893. Det geomorfologiske kort eller landskabselementkortet fra Danmarks Jordbrugsforskning er en landsdækkende kortlægning af landskabets dannelsesmæssige baggrund, som den kommer til udtryk i forskellige hovedtyper af geomorfologiske landskabselementer. I alt indgår 18 hovedtyper, hvor de i Nordsjælland mest dominerende er yngre moræneaflejringer (dvs. fra Weichsel), randmorænelandskaber og dødislandskaber (begge underinddelt i markante og mindre markante), issøbakker og -lavninger, samt klitter (dannet af flyvesand). Kortlægningen er baseret på andre (analoge og digitale) kortlægninger af topografi og arealanvendelse, geomorfologiske landskabsforhold (Smed og Schou), og geologiske jordbundsforhold. Mens de bagvedliggende kortlægninger varierer i målestoksforhold fra 1:50.000 til 1:750.000, vurderes det geomorfologiske kort at kunne anvendes i målestoksforholdet 1:100.000. Analysen af jordbundsforholdene er baseret på to forskellige kortlægninger. Jordartskortet eller Det geologiske kort fra DGU/GEUS er en kortlægning af jorden i en dybde af ½-1 m. I denne dybde er f.eks. glaciale aflejringer kun i begrænset omfang påvirket af jordbundsdannede processer siden istiden, og man kan derfor forvente, at jorden er relativt identisk med udgangsmaterialet. I kortlægningen indgår både en bedømmelse af selve jordens fysiske beskaffenhed og af den bagvedliggende geomorfologi; i alt skelnes imellem 44 jordartstyper. Kort-lægningen er baseret på en mængde boreprøver, hvor jordarten er blevet bestemt på stedet og indtegnet på et feltkort. Der er gennemgående foretaget en jordartsbestemmelse for hver 100-200 m, men i områder, hvor geologien er særligt varieret, er der anvendt kortere intervaller. Også vurderingen af grænseforløbet mellem de forskellige jordarter er foretaget i felten. Kortlægningen har resulteret i kortserien Foreløbige Geologiske Jordartskort, der hovedsageligt er tegnet i målestoksforholdet 1:25.000. Der findes digitaliserede udgaver af jordartskortet i to målestoksforhold, dels en meget forenklet version i 1:200.000 og dels den oprindelige version i 1:25.000. Sidstnævnte er anvendt her. Landskabstypebeskrivelsens anvendelse af betegnelser som moræneler (ML), smeltevandsler (DL), smeltevandssand (DS), smeltevandsgrus (DG) og ferskvandstørv (FT) stammer fra denne digitale jordartskortlægning.

4

Som et supplement hertil står jordtypekortet fra Danmarks Jordbrugsforskning, der er en kortlægning af de øverste omkring 30 cm af jordoverfladen, også kaldt overjorden, pløjelaget eller jordtypen. Denne øverste del af jordbunden kan betragtes som et kombineret resultat af to forhold: Udgangsmaterialet (jordarten) og efterfølgende påvirkninger, der omfatter naturlige jordbunds-dannende processer og menneskelig jordbehandling. Kortlægningen af jordtyperne tager i modsætning til jordartskortlægningen kun hensyn til jordens nuværende fysiske beskaffenhed, hvilket vil sige teksturen og indholdet af organiske humusstoffer og kalk. Ligesom jordartskortet er jordtypekortlægningen baseret på prøver taget i felten, men betydeligt færre (omtrent én prøve pr. 70-90 ha). Kortlægningen er endt ud i 8 såkaldte farvekoder (FK1-FK8), hvor koderne FK1-FK6 dækker over jordtyper med en tekstur varierende fra ekstremt sandet til ekstremt leret. Dertil kommer FK7 (jorder med mere end 10% humus opgjort i vægtprocent) og FK8 (atypiske jorder, typisk jorder med et stort kalkindhold). På baggrund af de analoge jordtypekort er udviklet to digitale kortværker i størrelsesforholdene 1:200.000 og 1:50.000. Nærværende afhandlings analyser er baseret på det detaljerede jordtypekort (1:50.000). Terrænkortet anvendt i denne undersøgelse er baseret på en digital højdemodel udviklet af Kort & Matrikelstyrelsen, der kort fortalt bygger på den traditionelle kortlægning af terrænets højdekurver (2,5 m ækvidistance) indskannet fra de topografiske kort, og ud fra denne viden har interpoleret sig frem til højderne på hele kortfladen i form af gennemsnitshøjder i enkelte grids, der hver svarer til et areal på 25 m². Højdemodellen er beregnet på brug i målestoksforholdet 1:50.000. Endelig skal her nævnes de topografiske kort fra KMS, der foruden kystlinier og højdekurver viser arealanvendelsen med forskellige inddelingstyper og detaljeringsgrad i de forskellige kort, der indgår i serien. Her er som udgangspunkt anvendt kortbladene i 1:100.000 (“1 cm-kortet”), der for mere detaljerede studier af arealanvendelsen og bebyggelsesstrukturen i de enkelte områder er suppleret med kortbladene i 1:50.000 og 1:25.000; alle er de tilgængelige i digital rasterform baseret på de tilsvarende analoge kortværker. Af 4 cm-kortet (1:25.000) fremgår som det eneste også, om skovbevoksninger er domineret af løv- eller nåleskov, hvilket er blevet anvendt i Beskrivelse af landskabskarakterområder. De anvendte digitale kortlægninger af vandløb og vandhuller er baseret på indskanninger af de topografiske kort fra KMS. Til Beskrivelse af landskabskarakterområder er foruden datagrundlaget i landskabstypebeskrivelsen anvendt forskellige historiske landskabsoplysninger. Disse omfatter dels sognebeskrivelserne i Trap, dels bebyggelses- og navneoplysninger i Danmarks Stednavne (sidstnævnte suppleret med Bent Jørgensen 1980). Dertil kommer to kortlægninger af kulturlandskabet i henholdsvis 1768 (jf. Videnskabernes Selskabs Kort) og 1682-88 (jf. Matriklen 1688). Videnskabernes Selskabs Kort (VSK) kan betegnes som den første systematiske, komplette og nogenlunde troværdige kortlægning af Danmarks landskab, og er baseret på et for datiden særdeles omfattende og imponerende opmålingsarbejde, der for Nordsjællands vedkommende stammer fra i 1768. Kortet viser beliggenheden af veje, skove, kirker, byer, enkeltgårde, møller, søer, åer, moser og enge. Kortene er blevet digitaliseret i forskellige temaer, hvor der til nærværende undersøgelse er anvendt bebyggelseskortet og arealanvendelseskortet. Selve VSK-kortene tilhører KMS, mens digitaliseringerne er foretaget af forskellige instanser og i dag kan benyttes frit. Matriklen 1688 er ikke en kortlægning i kartografisk forstand, men en landsdækkende, skatteøkonomisk registrering af samtlige kongerigets gårde og huse i årene 1682-83, hvilket i 1688 endte ud i en stor skattematrikel. Hoveddataene fra denne matrikulering blev udgivet i et tabelværk af Henrik Pedersen i 1928, med oplysninger om de enkelte bebyggelsers størrelse opgjort i antal gårde, opdyrket areal og hartkorn. Disse oplysninger er blevet digitaliseret i form af et punktkort med de enkelte bebyggelsers konkrete, geografiske placering. Digitaliseringen er foretaget af Peder Dam (RUC) og kan benyttes frit.

5

Kildereferencer Danmarks Stednavne bind 2 (Frederiksborg Amts Stednavne), Stednavneudvalget, København

1929. Det geomorfologiske kort; Landskabselementer (1:100.000), Danmarks Jordbrugsforskning 1996. Jordartskortet; Danmarks geologiske jordartskort 1:25.000, GEUS 2003. I supplerende omfang er

tillige anvendt Danmarks geologiske jordartskort 1:200.000, GEUS 1999. Jordtypekortet; Den landsomfattende jordklassificering (1:50.000), Danmarks Jordbrugsforskning

1996. Jørgensen, Bent (1980): “Dansk Stednavneleksikon - Øerne øst for Storebælt”, Gyldendal,

København. Landskabsanalyse – Pilotprojekt Nationalparken Mols Bjerge, Skov & Landskab, Hørsholm 2004. Landskabsbeskrivelse, Teknisk Forvaltning, Frederiksborg Amt, Hillerød 1992. Matriklen 1688; Digitalisering af Matriklen 1688, Peder Dam, Roskilde Universitetscenter 2004. Milthers, Vilhelm: Nordøstsjællands Geologi, Danmarks Geologiske Undersøgelse, København

1935. Rørdam, Kristian (1893): “De geologiske Forhold i det nordostlige Sjælland - Beskrivelse til Kort-

bladene »Helsingør« og »Hillerød«”, Danmarks geologiske Undersøgelse, Kjøbenhavn. Terrænkortet; Top10DK-Højder (1:15.000-1:40.000), Kort & Matrikelstyrelsen 2000. De topografiske kort; DTK/1cm (1:100.000), DTK/2cm (1:50.000) og DTK/Kort25 (1:25.000), Kort

& Matrikelstyrelsen 2001. Trap, J.P.: Kongeriget Danmark bind 2, 4. udgave, G.E.C. Gads Forlag, København 1920. Trap, J.P.: Danmark bind 3:1 (Frederiksborg Amt), 5. udgave, G.E.C. Gads Forlag, København

1953. Videnskabernes Selskabs Kort, kortblad 14, tegnet af Caspar Wessel 1768, digitaliseret til GIS-brug

af Peder Dam 2003. Anvendte kildeforkortelser DS : Danmarks Stednavne. J200 : Jordartskortet (1:200.000). VSK : Videnskabernes Selskabs Kort.

6


Beskrivelse af landskabsstrøg Landskabsstrøgene har to hovedformål. De skal dels forbinde det centrale kerneområde (Gribskov og Esrum Sø) med de supplerende kerneområder (især statsskove og -søer) inden for det potentielle nationalparkområde. Dertil skal de også selv udgøre områder af stor landskabelig værdi. Dette krav kan opfyldes ved, at strøgene vurderes at danne...: A. Større, uforstyrrede landskabelige helheder. B. Større landskabelige sammenhænge i form af... 1. Store landskabsdannelser (f.eks. litorinafjorde, søer og åse). 2. Kontrastrige, oplevelsesmæssige forløb (f.eks. søer, skove og overdrev).

3. Store vigtige landskabsrum (f.eks. søer og skove med terrænmæssigt tilgrænsende indblikszoner). 4. Oplevelsesmæssige forbindelser mellem kerneområderne og kysten.

Udpegningen af de potentielle landskabsstrøg har taget sigte på at skabe landskabsforbindelser imellem det centrale kerneområde og de vigtigste supplerende kerneområder og -punkter jf. de i oplægget udpegede områder og lokaliteter. I beskrivelsen og på præsentationskortene er dette gjort ved, at strøgene inkluderer de respektivt relaterede statsejede områder, som strøgene ønskes at skabe forbindelse til. Det betyder så også, at ikke samtlige statsejede skove er inkluderet i strøgene og strøgbeskrivelserne, men ofte vil sådanne ligge op til eller ganske tæt på “hovedstrøgene” og således i praksis let kunne forbindes dertil. Udpegede landskabsstrøg i nationalparkprojektet Kongernes Nordsjælland:

Landskabsstrøg 1: Mårum-Valby Hegn-Heatherhill-Ellemosen-Tisvilde Hegn .............................8 Landskabsstrøg 2: Søborg Sø-Gilleleje-Gilbjerg Hoved ...............................................................10 Landskabsstrøg 3: Esrum-Villingerød-Rusland-Dronningmølle ...................................................11 Landskabsstrøg 4: Såne-Gurre Sø-Hellebæk-Hornbæk.................................................................13 Landskabsstrøg 5: Arresø...............................................................................................................15 Landskabsstrøg 6: Pibemølle-Pøle Å-Alsønderup-Bendstrup .......................................................17 Landskabsstrøg 7: Frederiksborg Slot-Store Dyrehave-Tokkekøb Hegn......................................19 Landskabsstrøg 8: Fredensborg Slot-Grønholt-Langstrup Mose-Nivå..........................................21 Landskabsstrøg 9: Kystlinien Nivå-Liseleje ..................................................................................23

Oversigtskort med samtlige strøg og centrale kerneområder findes vedlagt som Kortbilag 1. Efter en gennemgang af de enkelte landskabsstrøg s. 8-24 er strøgenes generelle sårbarhed og potentiale er beskrevet s. 25, fulgt af et forslag til landskabsstrøgenes forvaltningsmæssige status på s. 26.

7

Landskabsstrøg 1: Mårum-Valby Hegn-Heatherhill-Ellemosen-Tisvilde Hegn

Strøget udgår fra det nordvestlige Gribskov over Mårum, Harager Hegn og Valby Hegn til Valby. Nord for Laugø deler strøget sig i to: Dels gennem Ellemosen til Tibirke Bakker, Tisvilde Hegn, Asserbo Plantage, Melby Overdrev og Liseleje; dels langs Højbro Å til Heatherhill. Følgende landskabskarakterområder indgår helt eller delvist i landskabsstrøget:

• Valby - Harager Hegn (karakterområde 1): Kombineret skov- og agerlandskab i kuperet terræn med en del hovedveje på de åbne stræk.

• Vejby agerland – Ellemosen (karakterområde 2): Åbent agerland omkring en større åben litorinafjord med mosedannelse, samt klinter og sommerhusbebyggelse langs kysten.

• Tisvilde Hegn (karakterområde 12): Kystnært plantagedækket flyvesandslandskab af såvel fladt som stærkt kuperet karakter med klitstrand og sommerhusområder.

Landskabsstrøget rummer et forløb af afvekslende, kontrastskabende landskaber med mange særlige oplevelsesværdier. Mellem Gribskov og Harager Hegn, samt igen mellem Harager Hegn og Valby Hegn byder landskabet på et særligt samspil imellem løvskov og mellemliggende åbne lommer af agerland, hvor løvskovbrynenes fligede forløb giver forskellige rumdannende virkninger. Placeringen af kirke-landsbyen Mårum med sit jordtilliggende omkranset af skov illustrerer den historiske landsby-dannelse i skovbygder. Det lukkede landskab gør, at udsigterne overalt er begrænset af skovbryn. Kirkelandsbyen Valby har en kulturhistorisk klassisk beliggenhed på kanten mellem skov-, ager- og overdrevslandskab. Terrænmæssigt ligger byen på skellet mellem en moræneflade nord for Helsinge, hvor byen har haft sin ager, og et dødislandskab mod nordøst, hvor byen har haft sine dyr

8

gående på overdrev. Overgangen mellem de to landskabstyper kan endnu fornemmes såvel terræn –som arealanvendelsesmæssigt. Fra Valby følger et sidestrøg Højbro Å ud til Heatherhill kystklint, hvorfra der haves en storslået udsigt over Kattegat. De stejle kystklinter er karakteristiske for hele nordkysten og viser hvor meget landet har hævet sig siden stenalderen, og hvordan havet efterfølgende har gnavet sig ind i skrænten. Ved udsigtspunktet Heatherhill findes en åben kile i sommerhusbræmmen omkring en lille rest af den tidligere så udbredte kysthede. Fra Valby fortsætter hovedstrøget i vestlig retning gennem Holløse Bredning og Elle-mosen, der i stenalderen dannede en fjordarm af Litorinahavet. Den markante ådalssænkning med store, delvist åbne moseflader danner her et landskabeligt orienteringspunkt, idet det omkring-liggende, småkuperede terræn overvejende hælder ned mod mosen. Ellemosen har en særlig kontrastrig beliggenhed ved foden af de markante lyng- og skovklædte Tibirke Bakker med Tibirke Kirke. Fra det åbne og højt beliggende terræn syd for Ellemosen er der vidt udsyn over Arresø, mosen og det omgivende landskab. Længst mod vest ender strøget ud i Sjællands største flyvesandslandskab, hvor sandflugten i 1500- og 1600-tallet satte markant præg på landskabet med et tykt dække af sand over såvel rand-morænen i øst som den flade litorinafjord i vest. Begge de af sandet ødelagte landskabstyper er efterfølgende blevet beplantet med plantageskov i form af Tisvilde Hegn og Asserbo Plantage. Skoven opleves meget varieret pga. de vekslende terrænformer og bevoksningens særlige karakter. Skovdækket åbner sig ved to store overdrev på henholdsvis litorinafladen (Melby Overdrev) og på randmorænen (Tibirke Bakker). En rolle for områdets landskabskarakter spiller endvidere den ensomt beliggende Tibirke Kirke i udkanten af det tilplantede flyvesandsområde. Gode udsigts-punkter findes på de åbne dele af Tibirke Bakker, fra Tibirke Kirke og ud over havet fra Melby Overdrev. For en nærmere beskrivelse af de enkelte landskabskarakterområder henvises til Beskrivelse af landskabskarakterområder.

Udsigt fra Tibirke Kirke over Holløse Bredning og Ellemosen til Arresø.

9

Landskabsstrøg 2: Søborg Sø-Gilleleje-Gilbjerg Hoved

Strøget udgår fra det nordlige Gribskov over Søborg Sø (med Dragstrup og Søborg) og langs Søborg Kanal til Gilleleje. Syd for Gilleleje går et lille sidestrøg vest om byen op til Gilbjerg Hoved. Følgende landskabskarakterområder indgår helt eller delvist i landskabsstrøget:

• Gribskov nord (karakterområde 13): Kuperet skovlandskab med overdrevsrydninger. • Søborg sødal (karakterområde 4): Åbent ådals- og bakkelandskab med bakkeland omkring

drænet søbund, samt kystklinter, stationsbyer og sommerhusområder. Strøget tager sin begyndelse i den nordlige udkant af Gribskov (Nyhegn), hvor skovområdet tager et jævnt fald ned mod den udtørrede Søborg Sø. Her findes en karakteristisk, delvist skovomkranset rydning, der fungeret som skovoverdrev for den nord for liggende landsby Saltrup. Nord for skoven ligger et stort, sammenhængende vådområde bestående af moser, drænet søbund (Søborg Sø), kanaler og grøfter. Den åbne lavbundsflade er omkranset af forholdsvis kuperet bakkeland, hvilket især danner et markant terrænskifte nord og vest for den udtørrede sø. Den gamle søbund er visuelt præget af de retlinede dræningsgrøfter og omkransning af en trærække, der markerer søbreddens forløb. Af særlig kulturhistorisk værdi er ruinerne af det middelalderlige Søborg Slot. Der findes flere gode udsigtspunkter i bakkelandskabet nordøst for den drænede sø. Fra selve ”søen” fortsætter strøget langs Søborg Kanal op til Gilleleje ved kysten. Syd for byen fører et lille sidestrøg ud til kystklinten og udsigtspunktet Gilbjerg Hoved, hvor en grøn kile

10

går gennem et lille område med åben overdrevsbevoksning (Strand Børstrup). Fra de åbne kiler på kystklinterne haves en god udsigt ind over området såvel som ud over Kattegat. For en nærmere beskrivelse af de enkelte landskabskarakterområder henvises til Beskrivelse af landskabskarakterområder.

Landskabsstrøg 3: Esrum-Villingerød-Rusland-Dronningmølle

Strøget udgår fra nordbredden af Esrum Sø over Esrum Kloster, Snævret Skov, Villingerød og Rusland. Syd for Dronningemølle opsplittes strøget i to arme langs hver af åernes udløb i Kattegat. Følgende landskabskarakterområde indgår helt eller delvist i landskabsstrøget:

• Esrum ådal (karakterområde 5): Kystnært åbent ådalslandskab med deltapræg. Landskabsstrøget udgør i vidt omfang en landskabelig helhed præget af et stort, deltaagtigt vådområde i form af moser og enge langs et net af vandløb, der overordnet er orienteret nord-syd mellem Esrum Sø og Kattegatkysten. Vådområderne omgiver to større og flere mindre plateauer med åbne marker og omkranses også selv af tilsvarende agerland med landsbyer. Nordøst for Villingerød ligger hedeområdet Rusland. Af særlig kulturhistorisk værdi indeholder strøget Esrum Kloster (med møllegård) og Esrum Kanal. Bortset fra Snævret Skov er landskabet åbent og giver vide udsigter over selve området, Esrum Sø og over Kattegat til Kullen. Områdets egen åbne flade og dennes fortsættelse mod nord og syd over henholdsvis havet og søen giver en stærk visuel orientering i retningen nord-syd. Omtrent midtvejs oppe i området på dettes vestkant findes et oplagt udsigtspunkt ved bakken

11

Firhøj. Dertil findes adskillige fritliggende højdepunkter inde i området på såvel den nordlige som den sydlige holm; bl.a. Grønhøj beliggende i hedeområdet Rusland. For en nærmere beskrivelse af de enkelte landskabskarakterområder henvises til Beskrivelse af landskabskarakterområder.

Udsigt fra hedeområdet Rusland ud over det hegnsbevoksede ådalslandskab.

12

Landskabsstrøg 4: Såne-Gurre Sø-Hellebæk-Hornbæk

Strøget udgår fra nordøstbredden af Esrum Sø over skålen omkring Såne via Tikøb til Gurre Sø-skovene og Borsholm. Nord for skovene deler strøget sig i to: Dels over Horneby Ås til Hornbæk; dels over Bøgeholm Sø og Hellebæk Kohave til Hammermølle. Følgende landskabskarakterområder indgår helt eller delvist i landskabsstrøget:

• Esrum Sø (karakterområde 14): Sølandskab med tilknyttet “skål” på nordøstbred med sparsom spredt gårdbebyggelse i åbent kuperet terræn.

• Gurre sø- og skovland (karakterområde 7): Skov- og sølandskab i jævnt terræn omgivet af generelt ekstensivt bebygget overdrevslandskab i vekslende terræn.

• Horneby ager- og overdrevsland (karakterområde 6): Åbent, ager- og overdrevsland i jævnt terræn med åse og tunneldal omkranset af skovbevoksninger. Langs kysten sommerhus-bebyggelse, større feriebydannelser og plantage på inaktiv klint.

• Teglstrup Hegn (karakterområde 9): Skov- og overdrevslandskab med småsøer i kuperet terræn, samt bebygget/skovklædt kystskrænt.

Landskabsstrøget udgør en landskabstematisk helhed præget af samspillet mellem søer og skove, samt de der imellem liggende åbne områder, der tilsammen rummer et forløb af afvekslende oplevelsesværdier. Strøget tager sin begyndelse ved Esrum Sø, der set fra den tilknyttede søbred har en markant baggrund i form af den skovdækkede randmoræne (Gribskov). Relationen mellem sø og land forekommer særlig stærk netop her (dvs. på nordøstbredden), hvor det urolige terræn danner en tragt eller skål ned mod søbredden. Det urolige bakketerræn byder på flere gode udsigtspunkter, bl.a. Højbjerg ved Såne.

13

Fra ”Såne-skålens” kuperede kant fortsætter strøget over Tikøb til skovene omkring Gurre Sø. Et markant karaktergivende element i Gurre Sø-området er det flade landskabs næsten skydeskive-lignende opbygning med søen i midten, omgivet af skove, der igen er omgivet af åbent land, som dernæst igen i vidt omfang er omsluttet af skov. Områdets skove har særdeles fligede bryn med adskillige og ofte ganske dybe indhak, der rummeligt inddeler det i forvejen omkransede land i flere mindre, indbyrdes adskilte lommer. Nord for Horserød Hegn deler strøget sig i to. Det nordvestlige delstrøg går over herregårdslandskabet ved Borsholm og Horneby Ås til Hornbæk. Området er præget af åbent land omkring to små skovklædte åshøje, der opnår en ganske markant fremtræden i det ellers meget flade slettelandskab, der endvidere er visuelt afskærmet fra regionens mere kuperede egne pga. omkransende skovbryn; dette præg er tydeligst omkring Borsholm. I kystplantagen omkring Hornbæk er morænesletten svagt faldende ud mod kysten, indtil terrænhøjden pludselig falder brat fra 20-30 m ned til havniveau. Der er tale om en gammel kystklint, der har ændret karakter siden kystsikringen har stoppet erosionen. Det nordøstlige delstrøg går fra Horserød Hegn op til udkanten af Teglstrup Hegn, hvor Hellebæk Kohave ligger som en åbning i skoven omkring Bøgeholm Sø og Hellebæk Avlsgård i et landskab af græsningsskov og overdrev, der holdes åbent med køer gående ude hele året. Et par velegnede udsigtspunkter findes på bakketoppe sydøst for søen. Fortsætter man videre nordpå til kysten skråner terrænet betydeligt ned mod Kattegat, hvilket giver et kraftigt fald til de bække, der afvander de små og ofte opstemmede damme i skoven. Denne mulighed for vandkraft har givet energi til en af landets ældste industrier; som et levn herfra findes endnu vandmøllen Hammermølle. Det kan endvidere påpeges, at landskabsstrøget støder op til flere statsejede skove: Klosterris Hegn i nordvest, Teglstrup Hegn i nordøst og Danstrup Hegn-Krogenberg Hegn i syd (karakterområde 8). For en nærmere beskrivelse af de enkelte landskabskarakterområder henvises til Beskrivelse af landskabskarakterområder.

Udsigt i Hellebæk Kohave til Bøgeholm Sø.

14

Landskabsstrøg 5: Arresø

Strøget udgør et samlet landskabsrum omkring Arresø. Af landdele langs søbredden indgår Annisse, Lille Lyngby (mose og by), Kregme (mose og by), Arrenæs, Vinderød og udkanten af Ramløse (med kirke). Strøget støder i nord til landskabsstrøg 1, i sydøst til landskabsstrøg 6. Følgende landskabskarakterområder indgår helt eller delvist i landskabsstrøget:

• Arresø – Arrenæs (karakterområde 21): Stor, åben sø med kuperet tange- og næslandskab med stejle fjord- og søskrænter, større bymæssig bebyggelse og åbent agerland med små-bevoksninger.


• Vejby agerland – Ellemosen (karakterområde 2): Åbent agerland omkring en større åben litorinafjord med mosedannelse, samt klinter og sommerhusbebyggelse langs kysten.

• Ramløse – Annisse agerland (karakterområde 11): Åbent agerland i jævnt til kuperet terræn med blandet bebyggelse og skrænter ned mod Arresø.

• Alsønderup ager- og overdrevsland (karakterområde 17): Åbent ager- og overdrevsland i kuperet terræn med decentral landbebyggelse omkring ådal med betydeligt engområde.

• Æbelholt ådal (karakterområde 23): Engpræget ådalslandskab med middelalderkloster og tilstødende åbent, småbakket agerland med landsbyer og decentral landbebyggelse.

• Lyngby ager- og overdrevsland (karakterområde 22): Sønært, åbent ager- og overdrevsland i fladt terræn med betydelige vådområder og decentral landbebyggelse, samt større landsbyer på omkransende højere terræn.

15

Landsskabsstrøget udgør en landskabelig helhed bygget op omkring søen. Samtidig rummer det i sin passage rundt om søen et forløb af afvekslende, kontrastskabende landskaber med mange særlige oplevelsesværdier. Hele landskabsstrøget er overordnet præget af den store åbne sølandskab, der i vest rejser sig i et smalt, højtliggende bakkeland beliggende mellem Roskilde Fjord og Arresø, hvori den østlige halvdel af landområdet stikker ud som Arrenæs. Næsset og området nordøst for Frederiksværk kan karakteriseres som åbent agerlandskab med mange markant beliggende småskove. Som et markant karaktertræk i landskabet bør endelig nævnes områdets mange, højtliggende og iøjnefaldende bronzealderhøje. Af udsigtspunkter kan særligt fremhæves Vinderød Kirke, Arrenakke og stisystemerne ved Sonnerup. Fra Arrenakke og Vinderød Skov skråner de åbne landbrugsarealer ned mod den nord for liggende litorinaflade og mod Arresø. I strøget indgår på litorinafladen et syd for Asserbo liggende engområde omkring Ryå. Strøget fortsætter nord om Arresø til Ellemosens delvist tilsandede udløb i søen og herfra videre ned langs østbredden, hvor der findes flere forholdsvis stejle skrænter op mod det bagvedliggende åbne, småbakkede agerland mellem Ramløse og Annisse. De to byers kirker danner iøjnefaldende orienteringspunkter i landskabsstrøget, ligesom der fra samme kirker haves et godt udsyn over strøget. Fra Annisse går søstrøget over det sump- og engprægede delta ved Pøle Å’s udløb til et markant, terrænmæssigt højdepunkt ved søens sydøstlige hjørne, hvor der gives en storslået udsigt fra Vittenbjerg, der rejser sig 24 m over Arresøs flade. Efter Vittenbjerg følger et nyt ådelta med et større moseområde (Lille Lyngby Mose), samt et engpræget ålandskab op mod ruinerne af det middelalderlige Æbelholt Kloster. Begge de inkluderede stræk af Pøle Å og Æbelholt Å udgjorde i stenalderen indre fjordarme af den store ”Arrefjord”, hvoraf nu kun Arresø endnu er vanddækket. Området syd for Arresø er præget af et overvejende fladt hedeslettelandskab med et net af vandløb og vådområder. I dette åbne landskab ligger den lille idylliske kirkeby Lille Lyngby på en knold helt ud til søbredden. Endnu en højtplaceret kirkeby, Kregme, slutter strøgets tur rundt om Arresø af i dennes sydvestlige hjørne, hvorfra der haves en storslået udsigt. I alt rummer landskabsstrøget fem middelalderkirker med ind- og udsyn til Arresø. For en nærmere beskrivelse af de enkelte landskabskarakterområder henvises til Beskrivelse af landskabskarakterområder.

16

Landskabsstrøg 6: Pibemølle-Pøle Å-Alsønderup-Bendstrup

Strøget udgår fra det sydvestlige Gribskov fra Pibemølle i nord til Bendstrup i syd via Pøle Å, Alsønderup Enge, Alsønderup og Nejede Vesterskov til Arresø, hvor strøget står i forbindelse med landskabsstrøg 5. Følgende landskabskarakterområde indgår helt eller delvist i landskabsstrøget:

• Alsønderup ager- og overdrevsland (karakterområde 17): Åbent ager- og overdrevsland i kuperet terræn med decentral landbebyggelse omkring ådal med betydeligt engområde.

Landskabsstrøget udgør i overordnet skala én sammenhængende helhed, idet der er tale om et åbent og kuperet, dødislignende landskab omkring Pøle Å. Selve landskabskarakteren inden for denne helhed rummer endvidere en række afvekslende oplevelsesværdier. Strøget kan siges at tage sin begyndelse i nordøst, hvor Pøle Å forlader Gribskov og breder sig ud til Solbjerg Engsø, der er en nyere anlagt sø i et gammelt engområde langs åen kort før dennes nordlige krumning. Geologisk set ligger søen i en oprindelig issølavning. På vestsiden af Pøle Å’s nordlige vendepunkt ligger Pibemølle, der med sin højtplacerede vejrmølle danner et markant punkt i strøgets nordlige halvdel. Kulturhistorisk er der tale om et af mange dobbelte mølleanlæg med både vejrmølle og vandmølle. Bygningerne til vandmøllen kan sammen med den gamle dæmning ved mølledammen endnu ses nedenfor stubmøllen ved Pøle Å. Lidt syd for Pibemølle breder åen sig igen ud til et betydeligt eng- og moseområde i Alsønderup Enge, hvor den oprindelige vandstand (før dræningsindsatsen) er genetableret ved et naturgenopretningsprojekt. Dette har medført et større, lavvandet søområde med omliggende græssede engarealer, hvilket har tiltrukket et betydeligt fugleliv. Efter engene fortsætter åen sit løb mod sydvest ud i Arresø.

17

Syd for Alsønderup Enge findes den eneste bevarede rest af det engang så udbredte skovdække i bakkelandet mellem Gribskov og Arresø, nemlig den lille Nejede Vesterskov. Skoven har med sin beliggenhed højt i terrænet stor visuel betydning for det omgivende landskab. Fra Nejede Vesterskov kan strøget siges at dreje tilbage østpå i retning mod Gribskov gennem det åbne bakkelandskab omkring Alsønderup og Bendstrup, der til trods for landskabets manglende egnethed til agerbrug ligger åbent og skovryddet hen som et klassisk overdrevslandskab. På nogle af lokaliteterne omkring oldtidens gravhøje findes endnu rester af overdrevenes lyng-vegetation. De mange bakketoppe og orienteringen imod såvel ådalen som Arresø giver mange potentielle udsigtspunkter. Eksempler herpå er bakken ved Pibemølle og Bavnebakke øst for Alsønderup, mens der fra Alsønderup Kirke er udsyn over bakkeformationerne ved Pøle Ådal og til Nejede Vesterskov. Flere steder hæmmes den potentielle udsigt dog af de mange små nåletræsbeplantninger. For en nærmere beskrivelse af de enkelte landskabskarakterområder henvises til Beskrivelse af landskabskarakterområder.

Udsigt fra Pibemølle til den nordlige krumning på Pøle Å. Gribskov ses i baggrunden.

18

Landskabsstrøg 7: Frederiksborg Slot-Store Dyrehave-Tokkekøb Hegn

Strøget udgår fra det sydlige Gribskov over Frederiksborg Slot gennem det østlige Hillerød til Præstevang, Store Dyrehave, Kirkelte og Donse til Tokkekøb Hegn. Fra Frederiksborg Slot udgår to smalle sidestrøg: Dels ud gennem det vestlige Hillerød til Rønnevang og Freerslev Hegn; dels ud gennem det østlige Hillerød til Præstevang, Store Hestehave og Hammersholt. Følgende landskabskarakterområder indgår helt eller delvist i landskabsstrøget:

• Frederiksborg jagtskove (karakterområde 18): Kuperet skovlandskab med præg af kongelig jagtskov omkring slot og større bymæssig bebyggelse.

• Karlebo agerland (karakterområde 25): Overvejende åbent, kuperet agerland med landsbyer, vandhuller og spredte småbevoksninger, samt større bymæssig bebyggelse i østlig udkant.

• Freerslev agerland (karakterområde 24): Åbent agerland på moræneslette med åer, enge, landsbyer og udflyttede gårde, samt større vejanlæg og bymæssig bebyggelse.

Landskabsstrøget er generelt præget af relationen mellem skov og skovomkranset åbent land i nær forbindelse med byen Hillerød. Frederiksborg Slot danner et landskabeligt bindeled mellem den sydlige del af Gribskov og Store Dyrehave, der begge er markant prægede af deres historiske tilhørsforhold til slottet som jagtskove et karakteristisk stisystem af retlinede “jagtstjerner” velegnet til fortidens parforcejagt. Skovbrynene i Dyrehaven er endvidere ganske retlinede, hvilket styrker det anlagte, jagtskovsagtige præg. Helt tæmmet bliver skovlandskabet omkring slottet med dettes barokhaveanlæg. Åbningen på tværs af området ved Hillerød gør det muligt at få et indblik i terrænets opbygning, ikke mindst hvor de tværgående veje er lagt i et mere jævnt niveau end terræn-

19

overfladen. Her er det således tydeligt, hvordan terrænet i et tværsnit bølger op og ned som overfladen på et vaskebræt; dette tydeliggøres af det gamle, markante stendige langs skovbrynet. Parallelsystemet af bakker og lavninger syd for slottet går nordvest-sydøst. I en smal åben bræmme mellem sydøstkanten af Store Dyrehave og bevoksningen Kirkelte Hegn ligger den lille landsby Kirkelte tæt omsluttet af skov. Kirkelte Hegn og Donse Overdrev er to mindre løvskovsbevoksninger omkring søerne Donse Storedam og -Lilledam i strøgets sydøstlige ende, hvor de nævnte småskove står i forbindelse med Tokkekøb Hegn mod syd. De to smalle sidestrøg i vestlig og sydvestlig retning går fra slottet ud gennem smalle og delvist grønne kiler til henholdsvis Freerslev Hegn og Hammersholt. Begge udgør de relativt små bevoksninger i det ellers åbne og forholdsvis jævne slettelandskab sydøst for Hillerød. Ikke mindst den langstrakte Freerslev Hegn giver med sine løvskovsbryn en stærk landskabelig virkning i det flade, åbne landbrugsland. For en nærmere beskrivelse af de enkelte landskabskarakterområder henvises til Beskrivelse af landskabskarakterområder.

20

Landskabsstrøg 8: Fredensborg Slot-Grønholt-Langstrup Mose-Nivå

Strøget udgår fra sydøstbredden af Esrum Sø over Fredensborg Slot, Sørup, Gamle Grønholt Vang, Lønholt, Langstrup Mose og langs åen ud til udløbet ved Nivå. Følgende landskabskarakterområder indgår helt eller delvist i landskabsstrøget:

• Søholm ager- og overdrevsland (karakterområde 15): Åbent ager- og overdrevsland i kuperet terræn med decentral bebyggelse og mindre krat- og hegnsbevoksninger; dertil parkanlæg omkring kongeligt sommerslot ved søen.

• Grønholt ager- og skovland (karakterområde 19): Kombineret ager- og skovlandskab i moderat kuperet terræn med skovomsluttede landsbyer og gårde.

• Nive ådal (karakterområde 20): Kystnært ådalslandskab med indre engbredning omkranset af åbent agerland med bymæssig bebyggelse, vejanlæg og lystbådehavn i kystområdet.

Landskabsstrøget rummer et forløb af afvekslende, kontrastskabende landskaber med mange særlige oplevelsesværdier. Strøget tager sin begyndelse ved sydøstbredden af Esrum Sø, hvor Fredensborg Slot ligger i et større parkanlæg i en blanding af engelsk og fransk stil, der inddrager et større landskab med sigtelinier over søen og til Kongens Bøge i Gribskov. Fra Sørup drejer strøget mod sydøst, hvor landskabet præges af samspillet mellem små skove og mellemliggende åbne lommer af ager- og overdrevsland. Kombinationen af skovbrynenes delvist fligede forløb og de mange spredtliggende småbevoksninger giver forskellige rumdannende virkninger. Placeringen af landsbyerne Grønholt og Lønholt mellem skovvangene illustrerer den historiske landsbydannelse i skovbygder; især kirkelandsbyen Grønholt er et illustrativt eksempel

21

på en rydningsby med agre og overdrev omsluttet af skov. Der er vide ind- og udsyn til og fra Grønholt Kirke. Fra det skovomsluttede agerlandskab bevæger strøget sig ind i den øvre del af Nive Ådal, hvor vandløb fra det kuperede opland samler sig i en bredning med Langstrup Mose. Både pga. terrænets hældning og den visuelle blokering ud mod kysten (af by, veje og strandbevoksning) er landskabet også visuelt orienteret ind mod mosen. Landskabet er som helhed åbent med ganske små landsbyer og mange spredtliggende gårde og huse. Selve mosen er ligeledes næsten helt åben, og delvist drænet. Der er vide udsigter over det åbne agerland i Nivådalen ved Langstrup og Vejenbrød. Fra mosen følger strøget Nive Å’s videre løb ud mod Øresund, hvor den undervejs får tilløb sydfra af Usserød Å. Ådalen er her forholdsvis smal og dyb. Syd for åen ligger Nivå Kirke og Nivågård Museum; førstnævnte med vide ind- og udsyn. Selve landskabsstrøget omfatter Gamle Grønholt Vang og Knurrenborg Vang, men står mod øst og syd dertil i forbindelse med Stenholts Vang og Grønholt Hegn. For en nærmere beskrivelse af de enkelte landskabskarakterområder henvises til Beskrivelse af landskabskarakterområder.

22

Landskabsstrøg 9: Kystlinien Nivå-Liseleje

Strøget løber langs hele den ydre kystlinie fra Nivå til Liseleje. Undervejs gør det langs Øresundkysten indfald i kystlandet ved Nivå Teglværk, Laveskov og Dageløkke, Krogerup og Egebæksvang. Omkring Helsingør indgår de bøgeskovsklædte kystskrænter og Kronborg, langs nordkysten de gamle fiskerlejer. Følgende landskabskarakterområder indgår helt eller delvist i landskabsstrøget:

• Nive ådal (karakterområde 20): Kystnært ådals-landskab med indre engbredning omkranset af åbent agerland med bymæssig bebyggelse, vejanlæg og lystbådehavn i kystområdet.

• Humlebæk byområde med småskove (karakter-område 15): Åbent ager- og overdrevsland i kuperet terræn med decentral bebyggelse og mindre krat- og hegnsbevoksninger; dertil parkanlæg omkring kongeligt sommerslot ved søen.

• Helsingør byområde (karakterområde 10): Bymæssig bebyggelse på kuperet kystterræn med inaktive klinter, marint forland og kongeligt slot.

• Teglstrup Hegn (karakterområde 9): Skov- og overdrevslandskab med småsøer i kuperet terræn, samt bebygget/skovklædt kystskrænt.

• Horneby ager- og overdrevsland (karakterområde 6): Åbent, ager- og overdrevsland i jævnt terræn med åse og tunneldal omkranset af skovbevoksninger. Langs kysten sommerhus-bebyggelse, større feriebydannelser og plantage på inaktiv klint.

• Esrum ådal (karakterområde 5): Kystnært åbent ådalslandskab med deltapræg. • Søborg sødal (karakterområde 4): Åbent ådals- og bakkelandskab med bakkeland omkring

drænet søbund, samt kystklinter, stationsbyer og sommerhusområder. • Blistrup ager- og overdrevsland (karakterområde 3): Åbent ager- og overdrevsland i kuperet

dødisterræn med en overvejende decentral bebyggelse, samt bælte af sommerhuse, plantager og overdrev langs kysten.

23

• Vejby agerland (karakterområde 2): Åbent agerland omkring en større åben litorinafjord med mosedannelse, samt klinter og sommerhusbebyggelse langs kysten.


Landskabsstrøget udgør dels en helhed ved sit forløb langs hele undersøgelsesområdet kyststræk ud mod Øresund og Kattegat. Dertil rummer strøget undervejs et forløb af afvekslende, kontrastskabende landskaber med mange særlige oplevelsesværdier. I det marine forland nord for Niveåens udløb går en lunke af en større issølavning helt ud til kysten med aflejringer af smeltevandsler (“issøler”), der i eftertiden er blevet udvundet og nu har resulteret i de karakteristiske, vandfyldte lergrave på kystsiden af Niverød i overgangszonen mellem bybebyggelsen og strandengene. Sidstnævnte har en karakteristisk strandengsflora. Øresundskysten mellem Nivå og Helsingør er gennemgående præget af en terrænmæssig jævn overgang mellem land og hav, hvor store bymæssige bebyggelser i et bredt kystbælte går næsten helt ud til vandet. Flere steder brydes bebyggelsen dog af åbne og/eller skovbevoksede kiler ind til det bagvedliggende landskab. Sådanne findes fra syd mod nord ved Laveskov – Dageløkke, Krogstrup, Egebæksvang – Rørtang. De små løvskove er reminiscenser af fortidens brede skovbælte langs Øresundskysten mellem København og Helsingør. Bag disse rester af kystskove kan findes forbavsende velbevarede ager- og overdrevslandskaber i miniformat mellem byer og hovedveje. Omkring Helsingør Pynt rejser kystlandskabet sig i et geologisk kompliceret bakke-landskab, hvor der neden for en gammel kystklint er dannet et marint forland, hvorpå Kronborg Slot og de ældste dele af Helsingør er anlagt. Oprindeligt begge, men nu især den nordlige kystskrænt, er bøgeskovsklædt og fungerer som en landskabsmæssig flot omkransning af byen og slottet, der især opleves fra søsiden. Dertil kommer sammenhængen mellem det flade, lavtliggende areal ved pynten, der adskiller Kattegat fra Øresund, og det højtliggende bakkeland lidt længere inde. Regionens nordkyst er markant anderledes end østkysten med en vekslen mellem klitprægede sandstrande og høje, skarpe kystklinter, hvor der på de lavestliggende steder – ofte ved åers udløb – er anlagt havnebebyggelser ved gamle fiskerlejer. Dertil er nordkysten stærkt præget af sommerhusområder og sandflugtsdæmpende klitplantager. De her i analysen udpegede nordgående landskabsstrøg går ud til Kattegatkysten ved nogle af dennes særligt interessante landskabslokaliteter, som f.eks. Hellebæk med Hammermølle (strøg 4), Pandehave Å med Rusland (strøg 3), Gilbjerg Hoved med Strand Børstrup (strøg 2), samt Heatherhill, Tisvilde Hegn og Melby Overdrev (strøg 1). For en nærmere beskrivelse af de enkelte landskabskarakterområder henvises til Beskrivelse af landskabskarakterområder.

24

Landskabsstrøgenes sårbarhed og potentiale De centrale og supplerende kerneområder i det nordsjællandske nationalparkprojekt består for en meget stor dels vedkommende af skove og søer. De her i analysen udpegede potentielle landskabs-strøg består – bortset fra de inkluderede statsskove – overvejende af helt eller delvist åbne landskaber på såvel vådbunds- som tørbundsarealer. Det er vigtigt for landskabsgruppen at pointere, at vi med de udpegede strøg hverken ønsker disse åbne områder beplantet med skov eller generelt fredet for menneskelig påvirkning. Således er f.eks. en fortsat landbrugsdrift med agerbrug og græsning ofte en meget vigtig faktor for bevarelsen af de værdifulde landskabskarakterer i landskabsstrøgene. I det følgende oplistes en række generelle observationer og overvejelser angående regionens forskellige landskabers tilstand og sårbarhed, samt deres potentiale for en mulig landskabskarakterstyrkende indsats. Skal det landskabelige særpræg ved faktisk samtlige landskabsstrøg fastholdes, er det væsentligt at sikre landskabets åbne karakter. Dette gælder ikke mindst små, åbne arealer i skovomkransede karakterområder. Landsbyernes afgrænsning mod det åbne land bør fastholdes. Ny landbrugs-bebyggelse bør respektere den karakteristiske bebyggelsesstruktur og placeres i tilknytning til eksisterende bebyggelse. Mange af regionens mindre vådområder er under tilgroning med el og pil. Enge og moser langs åløb og på litorinaflader i strøgområderne bør sikres imod såvel tilgroning som tilplantning. Det samme gælder helt eller delvist drænede litorinaflader, der desuden sammen med deres ind- og udsyn bør friholdes for bebyggelse og anlæg. De ubevoksede, uopdyrkede og ubebyggede dele foreslås sikret som åbne enge ved hjælp af græsning. Samme overvejelser gælder de bevarede overdrev og hedearealer i de udpegede landskabs-strøg, der både bør friholdes for bebyggelse, anlæg og beplantning, samt sikres imod tilgroning ved hjælp af græsning. Et flot eksempel på hvordan det kan gøres er Hellebæk Kohave (landskabsstrøg 4). Særligt sårbare og bevaringsværdige er de små kystkiler af lynghede og overdrev i det ellers så sommerhus- og plantageprægede stræk langs nordkysten, der også generelt bør sikres imod yderligere sommerhusbebyggelse længere ind i området. De mange eksisterende og potentielle udsigtspunkter i landskabsstrøgene inde i landet bør holdes frie for bevoksning, hvor mange af dem i dag enten selv eller i deres udsyn er spærret af nåletræsbevoksninger. De åbne bakker bør friholdes for bevoksning og bebyggelse, og ikke mindst udsynet til og over Arresø og Esrum Sø har her stor betydning. Det samme gælder ind- og udsyn til markant beliggende kirker, møller og gravhøje i strøgområdene med potentiale for at fremtræde synligt i det åbne land. Langs regionens mange skove bør en eventuel skovtilplantning ikke lokaliseres, så den udligner de fligede skovbryn eller udfylder skovlysningerne, men derimod placeres så de rumdannende virkninger forstærkes. Dertil bør man opretholde skovenes løvskovsbryn, samt fastholde de enkelte skoves løvskovsandel. Samtidig bør eksisterende bøgeskov på åshøje og kystskrænter bevares, ligesom de tilbageværende rester af kystskoven langs Øresund bør bevares. Også fritstående træer og naturskov langs diger vurderes at have stor vigtighed for landskabskarakteren og bør derfor sikres ligesom eventuelle jord- og stendiger. Af mere specifikke anbefalinger kan fremhæves en bevarelse af træbevoksningen langs den gamle søbred af Søborg Sø (strøg 2), samt en generel forbedring af tilgængeligheden til både Arresø og Esrum Sø ad eksisterende markveje, evt. suppleret med naturstier. I flere markante vådområder kan de landskabelige karakteristika forstærkes ved en eventuel genskabelse af græssede engarealer på delvist drænede litorinaflader, som i landskabet syd for Arresø (strøg 5) og langs Nive Å (strøg 8). En genskabelse af Søborg Sø ville have særdeles stor værdi for styrkelse af landskabskarakteren. Endelig kan anbefales, at der omkring Hillerød bør ske en sikring af den karakteristiske mosevegetation i skovene imod tilgroning. Dertil kommer en bevarelse af det karakteristiske stisystem i såvel Store Dyrehave som den sydlige Gribskov. Endelig ville en forstærkning af landskabsforbindelsen mellem slottet og skovene ville være ønskelig.

25

Forslag til landskabsstrøgenes planlægnings- og beskyttelsesmæssige status Landskabsanalysegruppen anbefaler, at de til nationalparken udpegede landskabsstrøg (uden for de statsejede områder) tildeles en planlægnings- og beskyttelsesmæssig status svarende til kategori 5 i det internationale system af landskabsbeskyttelsesklasser fra The World Conservation Union (IUCN), der er en organisation under United Nations Environment Programme (UNEP). Neden for er IUCN’s beskrivelse af den pågældende kategori gengivet i sin fulde ordlyd. Guidelines for Protected Area Management CATEGORY V Protected Landscape/Seascape: Protected area managed mainly for landscape/seascape conservation and recreation Definition Area of land, with coast and sea as appropriate, where the interaction of people and nature over time has produced an area of distinct character with significant aesthetic, ecological and/or cultural value, and often with high biological diversity. Safeguarding the integrity of this traditional interaction is vital to the protection, maintenance and evolution of such an area. Objectives of Management • to maintain the harmonious interaction of nature and culture through the protection of landscape and/or seascape and the continuation of traditional land uses, building practices and social and cultural manifestations; • to support lifestyles and economic activities which are in harmony with nature and the preservation of the social and cultural fabric of the communities concerned; • to maintain the diversity of landscape and habitat, and of associated species and ecosystems; • to eliminate where necessary, and thereafter prevent, land uses and activities which are inappropriate in scale and/or character; • to provide opportunities for public enjoyment through recreation and tourism appropriate in type and scale to the essential qualities of the areas; • to encourage scientific and educational activities which will contribute to the long term well-being of resident populations and to the development of public support for the environmental protection of such areas; and • to bring benefits to, and to contribute to the welfare of, the local community through the provision of natural products (such as forest and fisheries products) and services (such as clean water or income derived from sustainable forms of tourism). Guidance for Selection • The area should possess a landscape and/or coastal and island seascape of high scenic quality, with diverse associated habitats, flora and fauna along with manifestations of unique or traditional land-use patterns and social organisations as evidenced in human settlements and local customs, livelihoods, and beliefs. • The area should provide opportunities for public enjoyment through recreation and tourism within its normal lifestyle and economic activities. Organizational Responsibility The area may be owned by a public authority, but is more likely to comprise a mosaic of private and public ownerships operating a variety of management regimes. These regimes should be subject to a degree of planning or other control and supported, where appropriate, by public funding and other incentives, to ensure that the quality of the landscape/seascape and the relevant local customs and beliefs are maintained in the long term.

26


Beskrivelse af landskabskarakterområder

Landskabskarakterområde 1: Tisvilde Hegn......................................................................................28 Landskabskarakterområde 2: Vejby agerland og Ellemosen............................................................30 Landskabskarakterområde 3: Blistrup ager- og overdrevsland..........................................................32 Landskabskarakterområde 4: Søborg Sødal.......................................................................................34 Landskabskarakterområde 5: Esrum Ådal .........................................................................................37 Landskabskarakterområde 6: Horneby ager- og overdrevsland ........................................................39 Landskabskarakterområde 7: Gurre skov- og søland.........................................................................41 Landskabskarakterområde 8: Danstrup - Nyrup Hegn ......................................................................43 Landskabskarakterområde 9: Teglstrup Hegn ...................................................................................45 Landskabskarakterområde 10: Helsingør byområde..........................................................................47 Landskabskarakterområde 11: Ramløse-Annisse agerland ...............................................................48 Landskabskarakterområde 12: Valby - Harager Hegn.......................................................................50 Landskabskarakterområde 13: Gribskov nord ...................................................................................52 Landskabskarakterområde 14: Esrum Sø...........................................................................................54 Landskabskarakterområde 15: Søholm ager- og overdrevsland ........................................................56 Landskabskarakterområde 16: Humlebæk byområde med småskove ...............................................58 Landskabskarakterområde 17: Alsønderup ager- og overdrevsland..................................................60 Landskabskarakterområde 18: Frederiksborg jagtskove....................................................................62 Landskabskarakterområde 19: Grønholt ager- og skovland ..............................................................64 Landskabskarakterområde 20: Nive Ådal..........................................................................................66 Landskabskarakterområde 21: Arresø - Arrenæs...............................................................................68 Landskabskarakterområde 22: Lyngby ager- og overdrevsland ........................................................71 Landskabskarakterområde 23: Æbelholt Ådal...................................................................................73 Landskabskarakterområde 24: Freerslev agerland.............................................................................75 Landskabskarakterområde 25: Karlebo agerland...............................................................................77

27

Landskabskarakterområde 1: Tisvilde Hegn Kystnært plantagedækket flyvesandslandskab af såvel fladt som stærkt kuperet karakter med klitstrand og sommerhusområder.

Landskabskarakter Karakterområdet er præget af tætte plantagebevoksninger, der stammer fra bekæmpelsen af den sandflugt, der tidligere hærgede regionens nordkyst og endnu markerer sig med et dække af flyvesand i hele området. Der er store terrænforskelle indenfor området, idet den vestlige del består af flad, tidligere fjordbund, mens den østlige del er ganske kuperet. I den sydlige del af området (ned mod Arresø) og mod nordøst (Tisvilde) findes betydelig sommerhusbebyggelse. Langs plantagen ud mod kysten ligger amtets længste sandstrand. Skoven har karakter af en sandflugtsplantage, hvor bevoksningen for en stor dels vedkommende består af fyr, men der indgår også løvskov i form af bøg, eg og birk, samt i lysåbne områder tillige enebær. Skoven opleves meget varieret pga. de vekslende terrænformer og bevoksningens særlige karakter. Skovdækket åbner sig ved to store overdrev med store oplevelsesværdier, nemlig Melby Overdrev, der åbner sig ud mod kysten og det sommerhus-bebyggede Tibirke Bakker, der hæver sig lige over Ellemosen. Endelig findes længst mod syd (ned mod Arresø) et åbent og ubeboet mindre engområde omkring Ryå uden flyvesand. En rolle for områdets landskabskarakter spiller endvidere den ensomt beliggende Tibirke Kirke i udkanten af det tilplantede flyvesandsområde, samt de gamle fiskerlejer Tisvildeleje og Liseleje. De bedste udsigtspunkter i området findes på de åbne dele af Tibirke Bakker, hvorfra der er udsigt i sydlig retning over Ellemosen, Arresø og Arrenæs til Roskilde Fjord, samt kystudsigterne fra Melby Overdrev. Fra Tibirke Kirke kan man se mod øst ud over engområdet Holløse Bredning til det bagvedliggende åbne agerland og videre mod bl.a. Valby Hegn; fra samme opland haves et godt indsyn til kirken. Landskabskarakteren er upåvirket af nyere bymæssig bebyggelse og større tekniske anlæg. De store sommerhusområder ved Arresø og Tisvilde fremtræder udadtil som en del af plantage-områderne. De gamle fiskerlejer har dog i dag har karakter af helårsbeboelse.

28

Landskabstype Karakterområdet omfatter to landskabstyper: Flyvesandsdækket litorinafjord (område Fl1 Ydre Arrefjord) og flyvesandsdækket randmoræne (Fr1 Tisvilde bakkeland), begge med plantage-bevoksning og sommerhuse; se evt. Beskrivelse af landskabstyper.

Naturgeografiske forhold med betydning for landskabskarakteren Geomorfologisk er der tale om to ganske forskellige landskabstyper, dels en flad smeltevandsdal eller -slette i vest, der i stenalderen var dækket af fjord som en del af Litorina (Stenalderhavet), dels et højtliggende stykke randmoræne i øst. Men efter middelalderen begyndte en sandflugt af materiale fra den blotlagte fjordbund at lægge sig over hele området, hvorved nu kun terrænet udgør en forskel. Terrænforskellen er i nyere tid sløret noget ved plantageanlæggelsen. Den oprindelige jordbund er ved sandflugten blevet dækket af et tykt lag homogent finsand, der ikke er helt så ufrugtbart, som man måske skulle forvente. Det skyldes, at flyvesandet oprindeligt er havaflejret sand, der fra sin tid som fjordbund indeholder et ikke ubetydeligt indhold af knuste muslingeskaller, hvorfor kalkindholdet kan være ganske betragteligt; ofte er flyvesandet typisk heller ikke helt blottet for næringsstoffer (Rørdam 1893, 64-65). Sandjorden er imidlertid næsten umulig at anvende til ageropdyrkning, da de ublandede sandkorn er stærkt udsatte for vindtransport i et åbent, kystnært landskab.

Historisk-geografiske forhold med betydning for landskabskarakteren Området har både stor kulturhistorisk, naturgeografisk og landskabelig værdi som det mest betydelige flyvesandslandskab på Sjælland. Flyvesandet i Tisvilde Hegn stammer fra den hævede fjordbund i områdets vestlige del ud mod Liseleje. Endnu i middelalderen var området beboeligt med anlæggelsen af Asserbo Kloster (senere en herregård), der opførtes lige på kanten af den gamle kystskrænt omtrent midt i området, men fra midten af 1500-tallet begyndte sandfygning at ødelægge landbrugsbetingelserne. En medvirkende årsag hertil kan være, at den gamle skov på fjordbunden var blevet fældet. Asserbo og flere landsbyer måtte helt eller delvist opgives i de følgende århundreder. Foruden herregården (hvis ruiner endnu kan findes på en voldgravsomkranset holm) gik det værst ud over landsbyen Torup, der lå ca. 1 km NØ for Asserbo, men forsvandt i løbet af 1600-tallet. Et endnu synligt resultat af ødelæggelsen er den ensomt beliggende Tibirke Kirke i områdets østlige udkant, der oprindeligt havde adskillige landsbygårde liggende på sydsiden, men i 1717 var disse væk, mens sandet meldtes at nå op til kirkens tag. Fra 1723 sattes endelig en effektiv offensiv ind imod sandflugten, der herefter blev standset i løbet af en snes år. I første omgang anvendtes manuel bortkørsel af sand, overdækning med tang og ler, udplantning af klitgræs og opstilling af risgærder (Milthers 1935, 178-180; Trap 1920, 113-115). I udkanten af området (syd for Tibirke Kirke) løber endnu sandflugtsdiget “Rumpen” langs vejen. Først fra 1700-tallets slutning begyndte man i større stil at plante nåletræer som værn imod sandflugten, efter at staten havde opkøbt området. Plantagens anlæggelse startede i 1792 og arealmæssigt nåede den sin nuværende udbredelse ca. 100 år senere. Alene de gamle husmandslodder på Melby Overdrev blev friholdt fra beplantning og i stedet overdraget til militæret, der frem til nyere har tid har anvendt det som øvelsesterræn. I hver sin yderkant af områdets kystlinie findes bebyggelserne Liseleje og Tisvildeleje. Af sådanne leje-bebyggelser findes flere langs regionens nordkyst (også Rågeleje og Gilleleje), og der er som regel tale om gamle fiskerlejer fra slutningen af middelalderen, hvor tilrejsende fiskere slog sig ned i sæsonen og opførte midlertidige boliger (DS, XIII). Dette er imidlertid ikke tilfældet for Liseleje, der er en yngre bebyggelse anlagt af J.F. Classen (se evt. omtalen under område 21) og opkaldt efter hans hustru (DS, 94) - dog muligvis på resterne af et ældre fiskerleje. Mens bebyggelsen Tisvildeleje er gammel, er navnet også her relativt nyt, hvor det oprindelige navn Salteboleje refererer til de boder, hvor fiskene blev nedsaltet (DS, 67-68). Sidst i 1800-tallet fik de gamle fiskerlejer en ny anvendelse som hjemsted for tidens nye badehoteller, og i løbet af 1900-tallet har de forvandlet sig til små feriebyer, nu efterhånden præget af helårsbeboelse.

29

Landskabskarakterområde 2: Vejby agerland og Ellemosen Åbent agerland omkring en større åben litorinafjord med mosedannelse, samt klinter og sommerhusbebyggelse langs kysten.

Landskabskarakter Karakterområdet er præget af åbent, intensivt opdyrket agerland i et jævnt til småbakket terræn med små landsbyer og mange udflyttede gårde. En stor ådal i områdets sydvestlige del (Ellemosen) sætter markant præg på landskabet. I den østlige del udjævnes terrænet til en næsten jævn flade omkring den engprægede Tannemose Ådal. Ud mod kysten findes et bælte af sommerhuse, længst ude en kystklint. Det primære karaktergivende element i området er det vide udsyn over det åbne agerland og dettes sammenhæng med de store vådområder. Dette gælder på de jævne flader i øst såvel som omkring den mere markante ådalssænkning i sydvest med Ellemosen og Holløse Bredning. Den store, delvist åbne moseflade kan betegnes som områdets landskabelige orienteringspunkt, idet det småkuperede terræn overvejende hælder ned mod mosen. Ellemosen har en særlig kontrastrig beliggenhed ved foden af de markante lyng- og skovklædte Tibirke Bakker (område 1). Fra det åbne og højt beliggende terræn syd for Ellemosen er der vidt udsyn over Arresø, mosen og det omgivende landskab. Et karakteristisk landskabspræg på denne side af mosen gives af landbrugs-ejendommene, der ligger placeret langs vejen på bakkekammen, hvor de skrånende åbne arealer ned mod mosen er friholdt for bebyggelse. Nede i selve ådalen er den vestlige (nedre) halvdel af Ellemosen tilgroet af birk og pil, mens den nordøstlige, højereliggende del er præget af græssede engarealer afbrudt af drænede, opdyrkede arealer. I hele mosen findes en mængde grøfter. I sydvest har ådalen forbindelse til Arresø og det brede, flyvesandsdækkede dalstrøg ud mod Kattegat (område 1); selve forbindelsen er præget af flyvesand og er derfor henlagt til førnævnte område. Den nære relation mellem åbent agerland og vådbundsflader aftager ud mod kysten, hvor der findes et tæt bælte af sommerhusbebyggelse sammen med stationsbyen Tisvilde. Længst ude ligger en kystklint, hvor de højeste punkter langs den nordøstlige del findes ved Engelhøj (26 m), Truebjerg (25 m) og Heatherhill (23 m). Længere mod sydvest stiger kystklinternes højde flere steder til over 30 m langs Vejby Strand med 38 m som det højeste punkt i toppen af en gammel issøbakke. Ved udsigtspunktet Heatherhill findes en enkelt åben kile i sommerhusbræmmen

30

omkring en lille rest af den tidligere så udbredte kysthede. Herfra haves en storslået udsigt over Kattegat. De stejle kystklinter er karakteristiske ved deres lave urtevegetation, og hvor kysten nedbrydes ved deres ubevoksede klintekarakter. Bortset fra sommerhusbebyggelsen i de mest kystnære dele er landskabskarakteren forholdsvis upåvirket af bymæssig bebyggelse, større veje og andre tekniske anlæg. Dog har Vejby mistet en del af sit oprindelige landsbypræg, efter at den i 1920’erne blev stationsby; området gennemkrydses således af lokal jernbane.

Landskabstype Karakterområdet omfatter flere landskabstyper. Først og fremmest bakket morænelandskab (Mb1 Vejby bakkeland), smeltevandsdal og litorinafjord (Sl3 Ellemosen), og aktiv kystklint (K1 Heatherhill kystklint). Dertil udkanten af to tilstødende landskabstypeområder af bakket morænelandskab (Mb2 Helsinge bakkeland) og dødislandskab (D1 Blistrup dødislandskab). Langs kysten findes tæt sommerhusbebyggelse, mens landskabet i den indre del ændres til åbent agerland omkring landsbyer og fritliggende gårde, men dertil også enge og vådområder i forbindelse med moser og åer.

Naturgeografiske forhold med betydning for landskabskarakteren Terrænet er jævnt til let kuperet, dog ganske fladt i vådområderne. Stenalderens litorinafjord har i Ellemosen gået helt op til Holløse Bredning. Jordbundsforholdene er gennemgående gode med henblik på agerbrug, mod syd og øst bliver jorden dog mere sand- og grusholdig. Længst ude ved kysten findes klinter frembragt ved landhævning og haverosion, hvor de højeste klinter er gennemskårne bakker, der fortsætter ind i det bagvedliggende landskab.

Historisk-geografiske forhold med betydning for landskabskarakteren Kulturhistorisk er der tale om gammelt agerland, hvor endelsestypen -by (Vejby, Valby, Ørby) indikerer en større kolonisation i vikingetiden. Koncentrationer af by-bebyggelser findes ofte i agerbrugsegnede kystnære områder. Dette præg finder støtte i naturgeografien, hvor det forholdsvis rolige terræn er kombineret med lerholdige og frugtbare jorder. Også Laugø fremstår som en gammel agerby, muligvis endda ældre end by-byerne. Laugø har endnu i dag bevaret en del af sit gamle landsbypræg med bl.a. en smedje. Den højtliggende kirke i Vejby (40 m ) blev af Trap (1920, 111) nævnt som sømærke; dette var dog inden den tætte sommerhusbebyggelse anlagdes mellem kirken og kysten. I oldtiden har der været anlagt en vej tværs over Ellemosen på dens smalleste sted, hvoraf rester endnu anes.

31

Landskabskarakterområde 3: Blistrup ager- og overdrevsland Åbent ager- og overdrevsland i kuperet dødisterræn med en overvejende decentral bebyggelse, samt bælte af sommerhuse, plantager og overdrev langs kysten.

Landskabskarakter Karakterområdet er præget af åbent land i et forholdsvis kuperet terræn. Kulturhistorisk er der tale om et gammelt overdrevslandskab, der endnu er relativt ekstensivt opdyrket sammenlignet med f.eks. område 2. På nær to udbyggede ældre landsbyer er den indlandske bebyggelse yderst fragmenteret og spredt over området. Det terrænmæssige dødispræg er stærkest i sydøst, hvor der findes flere mindre mosedannelser. Langs kysten ligger et bælte af nyere sommerhusbebyggelse. Det primære karaktergivende element i området er det urolige terræn af bakker og ofte vådbundsprægede lavninger, der til trods for sin manglende egnethed til agerbrug ligger åbent og skovryddet hen som et klassisk overdrevslandskab. Helt frem til nyere tid har bebyggelsen været yderst begrænset, men i dag er området præget af mange, spredtliggende huse og gårde. Orienteringsmæssigt kan området siges at samle sig omkring det moderat kuperede, men højest-liggende landskab omkring Blistrup (med Blistrup Kirke og Mølle). Områdets karakterpræg er stærkest omkring Blistrup og i området syd og øst herfor. Bortset fra det brede bælte af sommerhusbebyggelse langs kysten, der afskærer forbindelsen mellem det åbne land og kysten, og helt har opslugt landsbyen Smidstrup, er landskabskarakteren forholdsvis upåvirket af bymæssig bebyggelse og større tekniske anlæg. Dog er også Blistrup i dag ganske udbygget og har mistet sit oprindelige landsbypræg.

Landskabstype Karakterområdet består i den indre del af landskabstypen dødislandskab (D1 Blistrup dødislandskab) med åbent overdrevspræget land og decentral bebyggelse, mens den knapt så kuperede kystnære del indgår i et større bakket morænelandskab (Mb1 Vejby bakkeland) med et bredt bælte af sommerhusbebyggelse, hvori der længst ud mod vandet indgår partier af plantagebevoksning.

32

Naturgeografiske forhold med betydning for landskabskarakteren Terrænet er kuperet i hele området, dog desto mere jo længere væk fra kysten man kommer, hvor der syd for sommerhusbæltet er decideret dødispræg med en mængde større og mindre bakker mellem ofte afløbsløse lavninger med små og delvist bevoksede moser. Mens jordbundsforholdene ude mod kysten er særdeles sand- og grusholdige, er de “normalt dødisprægede” nede i områdets indre del, dvs. overvejende moræneler med mindre samlinger af smeltevandsler, sand, grus og tørv. I den vestlige del af dødisområdet er der dannet en mere lerholdig jordtype (FK4 og FK5) end østpå (FK3).

Historisk-geografiske forhold med betydning for landskabskarakteren Stednavnemæssigt bærer især den sydvestlige del af området præg af, at have fungeret som overdrev for agerlandsbyerne på den anden side af områdegrænsen (i område 2). Dette fremgår således af navne som Valby Overdrev, Valby Huse og Mønge Huse, hvor de to sidstnævnte dækker over husmandssteder anlagt på landsbyernes overdrevsjorder efter udskiftningen. Til trods for den generelt sene opdyrkning synes hele området dog relativt tidligt ryddet for skov og var således helt skovløst i 1768. Rydningen synes senest kommet til den centrale del af indlandet, der i sin bebyggelse i 1688 og 1768 (mange enkelthuse) bærer præg af at være tidligere skovbygd, ligesom landsbyerne Højelt og Udsholt med deres navneendelse (-holt) indikerer gammel skov; formentlig ryddet i middelalderen. Områdets ældste bebyggelsesnavne, Blistrup og Smidstrup, tyder på en begyndende kolonisation i slutningen af vikingetid/tidlig middelalder (c.900-1200). En langt ældre beboelse fremgår af en af landets fineste bronzealderhøjgrupper ved Bakkebjerg vest for Blistrup.

33

Landskabskarakterområde 4: Søborg Sødal Åbent ådals- og bakkelandskab med bakkeland omkring drænet søbund, samt kystklinter, stationsbyer og sommerhusområder.

Landskabskarakter Karakterområdet er præget af et stort, sammenhængende og centralt placeret vådområde bestående af moser, drænet søbund (Søborg Sø), kanaler og grøfter. “Søen” afvandes nordefter gennem Søborg Kanal. Den åbne lavbundsflade er omkranset af forholdsvis kuperet bakkeland, hvilket især danner et markant terrænskifte nord og vest for den udtørrede sø. Ud mod kysten findes en del sommerhuse, samt byen Gilleleje ved kanalens udløb. På begge sider af byen hæver kystlinien sig i to markante kystklinter. Den gamle søbund er visuelt præget af de retlinede dræningsgrøfter og omkransning af en trærække, der markerer søbreddens forløb. Arealanvendelsen på selve søbunden er forsøgt dyrket forholdsvis intensivt, men dertil findes adskillige ubenyttede og ekstensivt udnyttede moser og enge i sidearmene og langs kanalen. De til området medtagne bakker og plateauer er alle ved deres hældning orienteret ind mod det centrale vådbundsområde, hvor de skaber en markant kontrast til den nærliggende søflade; dette er især tydeligt nord for Søborg Sø. Det overvejende åbne landskab rummer mindre krat- og hegnsbevoksninger i flere moser og langs diger i agerlandet. Bebyggelsen er ganske decentral med en mængde gårdsamfund og fritliggende gårde - men derimod få egentlige landsbyer. Klinternes umiddelbare bagland er præget af sommerhusbebyggelse eller forstads-bebyggelse til Gilleleje, men omkring Gilbjerg Hoved er området holdt åbent med overdrevs-bevoksning (Strand Børstrup). Længst ude på klinterne er disse beplantet. De højeste punkter ved den vestlige klint er Gilbjerg Hoved (33 m) og Børstrup Hage (25 m), hvor sidstnævnte udgør Sjællands nordligst beliggende (naturligt dannede) punkt, mens det højeste punkt i den østlige klint hæver sig 41 m over det foranliggende Kattegat og er hjemsted for Nakkehoved Fyr. Fra de åbne kiler på kystklinterne haves en god udsigt ind over området såvel som ud over Kattegat. Dertil findes flere gode udsigtspunkter i bakkelandskabet nordøst for den drænede sø, f.eks. i landsbyen Dragstrup (38 m) og på Lundebakke (41 m). Landskabskarakteren er delvist upåvirket af større tekniske anlæg og bymæssig bebyggelse. Den nordlige del ud mod kysten er dog kraftigt påvirket af sommerhuse og byen

34

Gilleleje, hvorfra en jernbane gennemkrydser området i østlig og sydlig retning. Også to større landeveje fører sydfra op til Gilleleje. I sydvest ligger stationsbyen Græsted med jernbanen næsten helt ned til søkanten.

Landskabstype Karakterområdet består primært af landskabstypen smeltevandsfloddal og litorinafjord (Sl4 Søborg floddal). Det omkransende bakkeland er karakteriseret som bakkede morænelandskaber (Mb1 Vejby bakkeland og Mb4 Firhøj bakkeland) og dødislandskab (D1 Blistrup dødislandskab). Ud mod kysten er medtaget to områder af landskabstypen aktiv kystklint (K2 Gilbjerg Hoved og K3 Nakkehoved). Langs kysten findes et bælte af sommerhuse, mens de indre dele af “højlandet” er præget af åbent agerland.

Naturgeografiske forhold med betydning for landskabskarakteren Karakterområdets centrale del er en oprindelig smeltevandsdal og litorinafjord, der i sin indre del frem til historisk tid har rummet den nu bortdrænede Søborg Sø. Vådområdets mange sidearme indikerer, at udstrømningen til Kattegat gennem tiden er foregået ad skiftende veje. I sydvest findes således en sidearm med Maglemose, mens en større nordvestlig sidearm oprindelig har gået helt ind til Smidstrup (område 3), men i dag fremstår som en forholdsvis drænet slette. I sin indre del synes floddalen engang at have stået i forbindelse med vådområdet nord for Esrum (område 5). Jorden i vådbundsområderne er overvejende lerholdig, idet der siden istiden er aflejret betydelige mængder ferskvandsler i det rolige søvand. Især den kunstigt drænede søbund er endvidere yderst kalkholdig pga. de skaldyr, der har levet i vandet. Vådbundsjorderne har alligevel i dag en temmelig sandet tekstur i overfladen (overvejende FK3), hvilket kan hænge sammen med sandfygningen i historisk tid. Det omgivende terræn har karakter af bakkede morænelandskaber, hvor der i de indre dele af moræneknolden nordøst for søen endog er dødispræg. Kystklinterne er ligesom K1 (område 2) dannet ved landhævning og haverosion, hvor de højeste klinter er gennemskårne bakker, der fortsætter ind i det bagvedliggende landskab. For at beskytte klinterne mod yderligere nedbrydning er der anlagt høfder ud for Børstrup Hage, mens en lang mole i Gilleleje Havn skal sikre kysten øst herfor.

Historisk-geografiske forhold med betydning for landskabskarakteren Antageligt frem til vikingetiden var det muligt at sejle ind til Søborg Sø via en å ude fra kysten, men i takt med landhævningen aftog åens vandføring og søens dybde. Udtørringen af Søborg Sø påbegyndtes i slutningen af 1700-tallet ved gravning af en kanal i det gamle åleje til Gilleleje, hvilket skete for at forhindre de årlige oversvømmelser af tilstødende marker. Dræningen fortsatte indtil der kun lå en lille sø (Klaringen) tilbage omgivet af sump og mose. I 1872 solgtes søen til greven af Frijsenborg, der 1873-87 lod dræningen fuldføre. I 1915 lod grevens datter den tidligere søbund udstykke og sælge i parceller (Trap 1920, 104). På en holm i den nordlige del af Søborg Sø lå i middelalderen borgen Søborg, hvoraf nu kun ruiner er bevaret. Borgen stammer i sin ældste del fra midten af 1100-tallet og hører til vore ældste munkestensbyggerier. Ifølge Saxo var bygherren ærkebiskop Eskil, men han måtte snart efter afstå den til kongemagten, der lod borgen udbygge og omdanne til krongods. Ved borgen kendes fra midten af 1200-tallet en by Søborg med købstadsrettigheder, som mistedes igen i midten af 1500-tallet. I middelalderen fungerede borgen som kongesæde og var et af rigets mest brugte fængsler for særligt prominente fanger. Slottet menes ødelagt under Grevens Fejde, hvorved også byens betydning synes tabt (Trap 1920, 101-103). Bebyggelseshistorisk synes området i vidt omfang koloniseret i senvikingetid og ældre middelalder med en række torp-bebyggelser (bl.a. Børstrup, Fjellenstrup, Pårup, Hågendrup, Saltrup og Dragstrup, mens navne som Græsted (af Græsholt), Holt og Bregnerød indikerer middelalderlig skovrydning. Kolonisationen kan foruden Søborg være udgået fra den enlige sikre jernalderlige landsby i området; Alme (af Alheim; “hjemmet ved elletræerne”). Landsbynavnet Dragstrup rummer et interessant forhold i sit forled, idet ’drag’ både kan referere til den

35

umiddelbart sydfor liggende landtange, hvor vejen ind til Gribskov har gået siden oldtiden, men også kan indikere et dragsted, hvor man har trukket bådene over land fra Esrum Å til Søborg Sø (DS 51). Byen Gilleleje er oprindeligt et fiskerleje, der kendes fra middelalderens slutning (se evt. omtale af fiskerlejer under område 1). På VSK (1768) lå en vandmølle ved kanalens udløb i havet ved Gilleleje. En egentlig havn anlagdes i 1870. Nakkehoved Fyr blev oprettet i 1722 og var oprindeligt drevet med kul. Det nuværende tårn er fra 1898 (Trap 1920, 104-105).

36

Landskabskarakterområde 5: Esrum Ådal Kystnært åbent ådalslandskab med deltapræg.

Landskabskarakter Karakterområdet er præget af et stort, deltaagtigt vådområde i form af moser og enge langs et net af vandløb, der overordnet er orienteret nord-syd mellem Esrum Sø og Kattegatkysten. Vådområderne omgiver to større og flere mindre plateauer med åbne marker og landsbyen Villingerød liggende midt i området. Tilsvarende agerland omkranser vådbundsjorderne med en række landsbyer. Nordøst for Villingerød findes et hedeområde kaldt Rusland. Ud mod kysten ligger et bredt bælte af sommerhuse brudt af en åben grøn kile. Kysten har klitter og brede sandstrande. På en tange mellem Esrum Å og Esrum Kanal ligger den lille Snævret Skov. Længst mod syd ligger resterne af det middelalderlige Esrum Kloster med Esrum Møllegård. Landskabeligt omkranses ådalslandskabet af åbent bakkeland mod nordvest og øst, samt af Gribskov og Esrum Sø mod syd. Mod nord den sommerhusdækkede kyst ud mod Kattegat. Bortset fra Snævret Skov er landskabet åbent og giver vide udsigter over selve området, Esrum Sø og over Kattegat til Kullen. Områdets egen åbne flade og dennes fortsættelse mod nord og syd over henholdsvis havet og søen giver en stærk visuel orientering i retningen nord-syd, hvilket understøttes af vandløbenes hovedretning. Længst mod syd har det åbne agerland en grad af herregårdspræg, idet jorderne ned mod søen er samlet under godserne Esrumgård og Sonnerupgård. Et potentielt udsigtspunkt findes længst mod syd på det delvist hegnsbevoksede Høbjerg (41 m) nær Esrumgård. Omtrent midtvejs oppe i området på dettes vestkant et oplagt udsigtspunkt ved bakken Firhøj med gravhøj (38 m). Dertil adskillige fritliggende højdepunkter inde i området på såvel den nordlige som den sydlige holm; bl.a. Grønhøj (21 m) beliggende i hedeområdet Rusland. Landskabskarakteren er generelt upåvirket af større tekniske anlæg og bymæssig bebyggelse. Den nordlige del ud mod kysten er dog kraftigt påvirket af sommerhusbebyggelse, hvor også jernbanen løber på tværs af området.

37

Landskabstype Karakterområdet består først og fremmest af landskabstypen smeltevandsfloddal og litorinafjord (Sl5 Esrum floddal). Omkring ådalen er til karakterområdet inddraget de omkransende bakkekråninger mod vest og øst i landskabstypeområderne Mb4 (bakket morænelandskab), Så2 (åsdannelse) og D3 (dødislandskab). Arealanvendelsen syd for sommerhusområdet kan beskrives som en kombination af ekstensivt udnyttede vådområder i dalsænkningerne og overvejende åbent agerland på øerne og op ad skråningerne med landsbyer og fritliggende gårde.

Naturgeografiske forhold med betydning for landskabskarakteren Området består af to forbundne dalsænkninger mellem Esrum Sø og Kattegat omkring en moræneknold. Den østlige ådal har forbindelse til Gurre Sø. I dag har Esrum Sø kun afløb via den vestlige ådal (Esrum Å, samt den udgravne Esrum Kanal), men afløbsretningerne synes at have ændret sig fortløbende under landhævningen siden istiden.

Historisk-geografiske forhold med betydning for landskabskarakteren Oprindeligt et krongodsområde, som ærkebiskop Eskil mageskiftede sig til i midten af 1100-tallet, hvilket førte til opførelsen af det cisterciensiske Esrum Kloster. Klosteret blev et af de såvel godsrigeste som politisk vigtigste klostre i middelalderens Danmark. Efter Reformationen overgik klosteret til Kronen, der gennem tiden har anvendt det til forskellige formål - herunder som jagtslot - men efterhånden lod man bygningerne nedrive. Tilbage står nu kun sydfløjen. På VSK (1768) findes to vandmøller ved henholdsvis klosteret (Esrum Møllegård) og ved åens udløb oppe ved stranden (Dronningmølle); sidstnævnte er senere afløst af den endnu bestående vejrmølle. Centralt i området, syd for Villingerød, har ligget en lille nu udtørret sø Kjeldsø, hvortil endnu en mølle nævnes i 1462. Esrum Kanal løber omtrent parallelt med Esrum Å og tæt ved denne fra søen og op til deres sammenløb nord for Snævret Skov. Kanalen blev udgravet i 1802-05 og anvendtes til hestetrukken pramtransport af brænde fra de kongelige skove ud til kysten frem til 1873, hvor jernbanen overtog opgaven. Stednavnet Snævret Skov kan vidne om en ellers ukendt forsvunden landsby Snæverød, der indirekte nævnes i markbogen 1681 som Snefvereds Marck (DS 77-78). Cistercienserklostrene er kendt for at have nedlagt mange bondelandsbyer på deres tilegnede jorder, hvilket også vides at være sket for adskillige landsbyer nær Esrum Kloster. Foruden de sikre belæg antyder også navnene Villingerød og Villingebæk eksistensen af en forsvunden bebyggelse Villinge, der kan have rødder tilbage til jernalderen. I 1100-tallet omtales tillige en skov Villingehoved (DS 79). Villingerød Kirke derimod er en moderne anlæggelse fra 1906.

38

Landskabskarakterområde 6: Horneby ager- og overdrevsland Åbent, ager- og overdrevsland i jævnt terræn med åse og tunneldal omkranset af skovbevoksninger. Langs kysten sommerhusbebyggelse, større feriebydannelser og plantage på inaktiv klint.

Landskabskarakter Karakterområdet er præget af åbent ager- og overdrevsland i jævnt terræn omkranset af mindre skovbevoksninger (i de tilstødende områder) og sommerhusbebyggelse langs kysten. Området selv omkranser et lille ås-/tunneldalsystem (Horneby Ås) midt i områdets længderetning med to mindre skovklædte åse syd for Hornbæk. Mens bebyggelsen i områdets sydøstlige del er meget decentral, er den anderledes samlet i landsbyer i sydvest og nordøst - ikke mindst i landsbyen Skibstrup. De kystnære egne er præget af udvoksede landsbyer, sommerhuse, havnebyerne Hornbæk og Ålsgårde, samt Hornbæk Plantage på et brat fald ned mod kysten. Det primære karaktergivende element er dels det åbne og næsten flade land, der omslutter de to små bøgeskovsklædte åshøje og i forlængelse heraf en bæk på tværs gennem området, dels ager- og overdrevslandets egen situation som omkranset af skov i de tilstødende områder. De to relativt beskedne åse opnår en ganske markant fremtræden i det ellers meget flade slettelandskab, der endvidere er visuelt afskærmet fra regionens mere kuperede egne pga. de omkransende skovbryn. Dette præg er tydeligst i områdets centrale del omkring Borsholm, samt generelt i den østlige del, hvor åshøjene dog mangler og kun åen samler landskabet. Et andet karaktergivende element er bebyggelsesstrukturen, der i primærområdet enten ligger samlet i stjerneudskiftede landsbyer (Borsholm, Saunte og Skibstrup), eller ligger spredt i fritliggende gårde og huse på samme tre landsbyers oprindelige overdrev i områdets sydøstlige del. En medvirkende årsag til den sjældent centrerede bebyggelse omkring landsbyerne er dog givetvis også forekomsten af betydelige herregårde (Borsholm og Sauntegård). “Primærområdet” er næsten fuldkomment omsluttet af skov og bevoksninger, idet Hornbæk Plantage (overvejende skovfyr med indslag af bøg og eg) lukker området af ud mod kysten. På hver side af plantagen danner Hornbæk og Ålsgårde to bebyggelsesmæssige hjørner af det åbne område. I kystplantagen findes et supplerende karaktergivende landskabselement, idet morænesletten er svagt faldende ud mod kysten, men her falder terrænhøjden pludselig brat fra 20-30 m ned til havniveau. Skrænten markerer den gamle kystlinie i Litorina, og har engang været en stejl kystklint ligesom længere vestpå ad kysten, men ændrede strømforhold og opsætning af en mængde høfder langs dele af kysten har gjort klinten “inaktiv”, hvorefter den er blevet til en mere moderat faldende skrænt pga.

39

sammenskridninger, og er blevet dækket af bøgeskov. Træerne har dog i dag mange steder måttet vige pladsen for bebyggelser og ikke mindst for sådannes udsigt. Det primære karakterområde (det skovomkransede åbne land) er forholdsvis upåvirket af bymæssig bebyggelse og større tekniske anlæg. I den nordlige del gennemløbes området dog af jernbanen mellem Ålsgårde og Hornbæk, mens der fra sydøst og op øst om Saunte er ført højspændingsledninger. I karakterområdet som helhed er de nordvestlige og nordøstlige hjørner mest forstyrrede. Som nævnt ovenfor er den gamle skrænteskov ud mod kysten blevet udtyndet til fordel for bebyggelsen i Ålsgårde. Selve det marine forland er yderst forstyrret af vejanlæg, havn, bymæssig bebyggelse og høfder.

Landskabstype Karakterområdet består af landskabstyperne moræneslettelandskab (Ms5 Gurre moræneslette), ås- og tunneldalsystem (Så2 Horneby ås- og tunneldal) og inaktiv kystklint med flyvesandsdækket marint forland (Fl2 Hornbæk Strand) med åbent ager- og overdrevsland med landsbyer omkranset af skovbevoksninger; langs kysten sommerhusbebyggelse, større feriebydannelser og plantage.

Naturgeografiske forhold med betydning for landskabskarakteren Karakterområdets centralt beliggende ås- og tunneldalsystem har overvejende retning langs kysten. Mod nord står systemet i forbindelse med Kattegatkysten gennem en eller flere mindre sidedale, der gennemskærer det bratte terrænfald frembragt af landhævningen. I dalenes deltaer findes litorina-aflejringer, mens der mellem udløbene er dannet et marint forland, som efterfølgende er blevet udsat for et begrænset flyvesandsdække i den østlige del. Jordbundsmæssigt findes større flader med moræneler omkring Borsholm, Skibstrup og Stenstrup, mens resten er præget af sand og grus. Betegnelsen “moræneslette” kan ikke retfærdiggøre sammenligninger med sådanne i almindelighed på Sjælland, idet der ifølge Milthers snarere er tale om en oprindelig hedeslette præget af sorterede smeltevandsaflejringer med et ganske tyndt, sandet og stenet dække af moræne (Milthers 1935, 71), mens Rørdam betegnede overfladen som kraftigt udvasket moræneler, der havde resulteret i et øvre lag af såkaldt “rullestensgrus” (Rørdam 1893, 60-61).

Historisk-geografiske forhold med betydning for landskabskarakteren Morænesletten omkring og nord for Gurre Sø har gennemgået en yderst unormal kulturgeografisk udvikling for et sjællandsk moræneslettelandskab, hvilket utvivlsomt finder sin primære årsag i ovennævnte naturgeografiske baggrund; at morænelaget nok hører til øens absolut lerfattigste og mest ufrugtbare. Dette er især tilfældet nede i de fortsat skovdækkede egne omkring Gurre Sø (område 7), men også sletten nord for søen bærer i sine stednavne præg af relativ sen rydning og bebyggelse. Ældst er formentlig landsbyen Horneby mellem åsen og kysten, der kan være vikingetidig. Den lille Risby syd for åsen (område 7) er derimod næppe videre gammel. Bebyggelsen præges i stedet af torp-navne (Stenstrup, Skibstrup, Apperup) fra sen vikingetid og tidlig middelalder, mens den skovindikerende endelsestype -rød (Horserød) ligesom -holm (Borsholm) generelt hører et lidt yngre middelalderlag til. Det noget atypiske stednavn Saunte er ikke let-tolkeligt, men de foreslåede endelser -tved og -holt relaterer sig begge til middelalderlige skovrydninger (DS 14; Jørgensen 1980, 101-102).

40

Landskabskarakterområde 7: Gurre skov- og søland Skov- og sølandskab i jævnt terræn omgivet af generelt ekstensivt bebygget overdrevslandskab i vekslende terræn.

Landskabskarakter Karakterområdet består af skove i fladt terræn omkransende Gurre Sø. Omkring skovene (i vest, syd og øst) findes åbne ager- og overdrevsarealer med en generelt begrænset og decentral bebyggelse i form af fritliggende gårde og huse. I yderkanterne omsluttes området dog af tre udvoksede landsbyer (Tikøb, Gurre og Nygård). På næsten alle sider omsluttes det åbne land også på ydersiden af skov, mod vest dog af bakker. De primære karaktergivende elementer i området er landskabets næsten skydeskive-lignende opbygning med søen i midten, omgivet af skove (Horserød Hegn og Gurre Vang), der igen er omgivet af åbent land, som dernæst igen i vidt omfang er omsluttet af skov. Yderskovene omfatter dels Klosterris Hegn i områdets nordvestlige del, dels skovene mod syd og øst i område 8 og 9. Dertil kommer terrænet, der såvel i selve Gurre Sø-skovene som det omgivende åbne land mod syd og øst er særdeles fladt, hvilket på Sjælland er temmelig atypisk i kombinationen med udstrakte skove, søer og overdrev. Søskovene består overvejende af nåletræer, men dog med betydelige indslag af løvtræer. Hvor de omkransende skove har forholdsvis retlinede bryn og dermed kan fremstå som et hegn omkring området, har områdets egne skove særdeles fligede bryn (ofte af løvskov) med adskillige og ofte ganske dybe indhak, der rummeligt inddeler det i forvejen omkransede land i flere mindre, indbyrdes adskilte lommer. I områdets vestlige del er terrænet ganske kuperet, og den sydlige vestgrænse dannes faktisk af et højtliggende, uroligt bakkeland, der adskiller Gurresletten fra Esrum Sø. Karakterområdet er delvist upåvirket af bymæssig bebyggelse og større tekniske anlæg. Dog omgærdes søen på alle sider af større veje, men kun på nordsiden går vejen igennem selve søskoven (Horserød Hegn); ved denne vej ligger i øvrigt inde i skoven Horserød Fængsel. Områdets østlige åbne del gennemkrydses af højspændingsledning i nord-sydlig retning. Generelt kan man sige, at landskabskarakteren er mindst forstyrret i områdets centrum, mens veje og bymæssig byggelse fylder stadig mere, jo længere ud mod hjørnerne man kommer.

41

Landskabstype Karakterområdet består af landskabstyperne moræneslettelandskab (Ms5 Gurre moræneslette) og dødislandskab (D3 Esrum dødislandskab) med skovbevoksning, overdrevspræget åbent land og sparsom/decentral bebyggelse.

Naturgeografiske forhold med betydning for landskabskarakteren Landskabstypebetegnelsen “moræneslette” dækker jf. omtalen af område 6 her snarere over en hedeslette med et meget tyndt morænedække. Der er således tale om en jævn slette, der omkranser en stor centralt beliggende gryde, hvori Gurre Sø er dannet. Når sletten aldrig er blevet ryddet og opdyrket i nævneværdig grad skyldes det formentlig, at jordbunden i overvejende grad består af grus. Det kuperede, dødisprægede landskab i områdets vestlige del gennemskæres i nordvestlig retning af Gurre Å, der afvander søen til deltalandskabet i område 5. Her er jorden mere lerholdig end på sletten, men det stærkt kuperede terræn i vest har resulteret i samme ekstensive arealanvendelse og bebyggelsesstruktur som på de grusede jorder omkring søskovene.

Historisk-geografiske forhold med betydning for landskabskarakteren Den under område 6 beskrevne sammenhæng imellem jordbundsforhold, kulturhistorisk udvikling og nutidig arealanvendelse gælder også her, blot i endnu mere udtalt grad. Den sparsomme bebyggelse viser sig endvidere ved, at Tikøb Sogn (som hele området indgår i) indtil slutningen af 1800-tallet udgjorde Sjællands største landsogn (Trap 1920, 65). En medvirkende årsag til skovenes bevarelse omkring søen kan være det højmiddelalderlige tilhørsforhold under Esrum Kloster, idet cistercienserne oftere nedlagde landsbyer end anlagde nye. Fra klosterets skrifter kendes til flere i middelalderen forsvundne bebyggelser i sognet. Et senere skovbevarende element kan være anlæggelsen af det sagnomspundne kongeslot Gurre ved søens sydøstlige hjørne, hvortil skovene kan have tjent som jagtrevir. Slottet menes opført i 1300-tallet og indtog i senmiddelalderen en betydelig position som kongelig residens og møntsted, men umiddelbart efter Reformationen blev det revet ned. Ruinerne kan endnu besigtiges (Trap 1953, 99-102).

42

Landskabskarakterområde 8: Danstrup - Nyrup Hegn Kuperet, langstrakt skovlandskab af sammenhængende hegn omkring indhug med åbne overdrev.

Landskabskarakter Karakterområdet består af et langstrakt bælte af sammenhængende, mindre skovbevoksninger (Danstrup Hegn, Krogenberg Hegn og Nyrup Hegn) i et overvejende kuperet terræn. På sydsiden og østsiden findes større åbne indhug i skovbevoksningen med et noget ekstensivt, overdrevsagtigt præg. Det primære karaktergivende element i området er det langstrakte skovbælte i et uroligt, bakketerræn, samt skovens/“hegnenes” sammenhæng med de åbne indhug af gamle overdrev. Hvor overdrevsrelationen er bevaret i stednavnene i det østlige Nyrup Hegn (Gurre- og Rørtang Overdrev), så er det landskabeligt bedst bevaret mod syd med overdrevet nord for Nyrup mellem Nyrup Hegn og Krogenberg Hegn. Mens de østlige overdrev således nu er forholdsvis bebyggede og indlemmet i Helsingørs yderste forstæder, er bebyggelsen fortsat sparsom nord for Nyrup, hvor jorden er samlet under et par større gårde. Skovene består af en blanding af nåle- og løvskov, hvor nåleskoven (især rødgran) dominerer mod øst og løvskoven mod vest, hvilket især er tydeligt i skovbrynene. Karakterområdet er som helhed forholdsvis upåvirket af bymæssig bebyggelse, veje og større tekniske anlæg. Dette gælder især for selve skovene, der dog gennemskæres af to nord-syd-gående hovedveje. Overdrevene øst for Nyrup Hegn er områdets mest forstyrrede med en del mindre veje, nyere forstadsbebyggelse og tekniske anlæg som et kraftvarmeværk og et biogasanlæg. Overdrevsområdet nord for Nyrup er dog tillige gennemkrydset af højspændingsledning. Hele området afgrænses i syd af en større hovedvej, der syd for Nyrup Hegn har forbindelse til Helsingørmotorvejen.

43

Landskabstype Karakterområdet består af landskabstyperne dødislandskab (D3 Esrum dødislandskab), moræneslettelandskab (Ms5 Gurre moræneslette) og bakket morænelandskab (Mb5 Helsingør bakkeland) med skovbevoksning og overdrev, samt nyere bebyggelse i den østlige del.

Naturgeografiske forhold med betydning for landskabskarakteren Geomorfologisk kan karakterområdet groft sagt inddeles i tre svarende til de tre navngivne hegn. Danstrup Hegn ligger således i den nordøstlige udkant af det større dødisområde øst for Esrum Sø, mens Nyrup Hegn indgår i det noget komplekse bakkelandskab omkring Helsingør; bakkerne her synes at indgå i en mindre randmorænestruktur. Det midterste skovområde, Krogenberg Hegn, har det mindst kuperede terræn af de tre og står i forbindelse med den store moræneslette omkring Gurre Sø (se område 6 og 7). Jordbundsforholdene er overvejende grusholdige, med større lommer af sand og moræneler, hvor lerforekomsterne især dominerer i den vestlige del af Danstrup Hegn (hvor også løvskovsdækket er mest udtalt). Overalt i området findes endvidere et tæt net af tørvedannelser i de mange lavninger mellem bakkerne.

44

Landskabskarakterområde 9: Teglstrup Hegn Skov- og overdrevslandskab med småsøer i kuperet terræn, samt bebygget/skovklædt kystskrænt.

Landskabskarakter Karakterområdet er præget af et større, sammenhængende skovområde (Teglstrup Hegn), der i den centrale del ligger i et særegent terræn med langstrakte bakker og sø- eller mosefyldte lavninger. I nordvest åbner landskabet sig i græsningsskov og overdrev omkring Bøgeholm Sø. Langs nord-kysten findes moderat bebyggelse, bl.a. med kulturhistoriske levn af tidlig-moderne industri. Det primære karaktergivende element i området er den særegne terrænform i områdets centrale del, hvor landskabet har en tydelig orientering i nordvest-sydøstlig retning i form af langstrakte bakker vekslende med ligeledes langstrakte lavninger, hvori der mange steder er dannet små søer. Søerne er også et markant landskabselement i områdets nordlige del, hvor terrænformen dog bliver mere uregelmæssig. Her findes endnu et markant karaktergivende islæt i en åbning af skoven omkring Bøgeholm Sø og Hellebæk Avlsgård til græsningsskov og overdrev (Hellebæk Kohave), der holdes åbent med køer gående ude hele året. Et par velegnede udsigtspunkter findes på bakketoppe sydøst for søen. Et tredje vigtigt karakterelement findes i skoven ud mod kysten, hvor terrænet skråner betydeligt ned mod Kattegat, hvilket giver et kraftigt fald til de bække, der afvander de små, ofte opstemmede damme i skoven. Denne mulighed for vandkraft har givet energi til en af landets ældste industrier; som et levn herfra findes endnu vandmøllen Hammermølle. I syd spidser skoven til og ender ud i en smal forbindelse til Nyrup Hegn. Skovlandskabet i denne sydlige del er væsensforskellig fra de centrale og nordlige dele, idet terrænet flader kraftigt ud (derfor heller ingen søer) og bevoksningen er kraftigt domineret af nåletræer (dog med løvtræer i de vestlige bryn), hvor løvskoven (især bøg) dominerer længere nordpå. Karakterområdet må i vidt omfang betegnes som upåvirket af bymæssig bebyggelse, veje og tekniske anlæg. Dette gælder ikke mindst i de primære karaktergivende delområder. En hovedvej går gennem den sydlige del af skoven, mens kystvejen og privatbanen løber langs nordkysten. Omkring Hellebæk ved kysten er opstået en bymæssig bebyggelse af ret begrænset omfang. Mod nord grænser skoven derimod op til større bymæssig bebyggelse i Apperup-Ålsgårde (område 6).

45

Landskabstype Karakterområdet består af landskabstypen bakket morænelandskab (Mb5 Helsingør bakkeland) med skovbevoksning, græsningsoverdrev og mindre bebyggelse langs kysten.

Naturgeografiske forhold med betydning for landskabskarakteren Området kan med sit urolige terræn umiddelbart minde om dødispræg, men de langstrakte lavninger og parallelbakker i den centrale del indikerer randmoræne - muligvis med dødislandskab nord herfor og hedeslette syd herfor. Også jordbundsforholdene er ganske vekslende, men med en hovedtendens til overvejende grusede jorder mod syd, sandede jorder i midten og lerholdige jorder mod nord. Dertil en mængde ofte langstrakte striber af vådbundsprægede jorder. Jordernes grusholdighed mod syd afspejles af nåleskovsdominansen i skovdækket her, mens løvskoven især relaterer sig til de lerede jorder mod nord. Langs kysten findes en skovbevokset og/eller bebygget skrænt, der kan betegnes som en “inaktiveret kystklint” med et smalt marint forland; inaktiveringen er i nyere tid forstærket vha. høfder.

Historisk-geografiske forhold med betydning for landskabskarakteren Kulturhistorisk er der tale om en af de senest opdyrkede dele af Nordsjælland, som endnu i 1688 og 1768 lå næsten helt ubeboet hen til trods for, at der i 1768 fandtes mindre skov end i dag; især den sydlige nåleskov er af yngre dato. De ryddede områder anvendtes til overdrev for landsbyer i naboområderne og diverse hovedgårde. Navnet Teglstrup stammer fra en forlængst nedlagt fæste- og ladegård af samme navn (kendt fra 1500- og 1600-tallet) under krongodset Kronborg. På VSK afbildes endvidere hele fem vandmøller på den knap 1 km lange Hellebæk mellem Bondedammen og Kattegat; af disse findes endnu Hammermølle. Allerede i slutningen af 1500-tallet blev den traditionelle melmaling suppleret med mere industrielt orienteret mølleri, bl.a. til manufaktur-, papir- og våbenproduktion, hvortil der indførtes jern og tømmer fra Norge (Trap 1953, 108).

46

Landskabskarakterområde 10: Helsingør byområde Bymæssig bebyggelse på kuperet kystterræn med inaktive klinter, marint forland og kongeligt slot.

Landskabskarakter Karakterområdet bærer markant præg af bymæssig bebyggelse, idet områdegrænsen reelt er sammenfaldende med bygrænsen. I byens vestlige bagland findes et par mindre, åbne områder af rekreativ karakter inden overgangen til skovene i område 8 og 9. Langs nord- og sydkysten står to skovklædte kystskrænter. Af primære karaktergivende elementer i området kan fremhæves de to bøgeskovsklædte kystskrænter, der fungerer som en flot omkransning af Helsingør og Kronborg, der især opleves fra søsiden. Dertil kommer sammenhængen mellem det flade, lavtliggende areal ved pynten, der adskiller Kattegat fra Øresund, og det højtliggende bakkeland lidt længere inde. Karakterområdet er stærkt påvirket af bymæssig bebyggelse, veje og større tekniske anlæg.

Landskabstype Karakterområdet består af landskabstypen “inaktiv kystklint med marint forland” (K4 Helsingør kystklint) og bakket morænelandskab (Mb5 Helsingør bakkeland) med omfattende bymæssig bebyggelse; på nordklinten dog tillige mindre bøgebevoksning.

Naturgeografiske forhold med betydning for landskabskarakteren Terrænmæssigt ligger de ældste dele af byen på et lavtliggende, marint forland til den oprindelige pynt fra istiden, hvorfra byen efterhånden er vokset ind- og opefter. Kystklinterne kan betegnes som inaktive, da der ikke længere borteroderes materiale langs deres underkant; tværtimod fortsætter opbygningen af det marine forland. Jorden nede på det marine forland består af aflejret havgrus, mens det bagvedliggende “højland” overvejende består af sand, dog med flere mindre partier af ganske fint ler, hvilket gennem tiden har ført til oprettelsen af flere teglværker. I den sydlige forstad Snekkersten består jorden af moræneler.

47

Landskabskarakterområde 11: Ramløse-Annisse agerland Åbent agerland i jævnt til kuperet terræn med blandet bebyggelse og skrænter ned mod Arresø.

Landskabskarakter Karakterområdet er præget af åbent agerland i et jævnt til kuperet terræn med blandede bebyggelsesformer gående fra fritliggende gårde til større bymæssig bebyggelse. I sydvest støder området op til Arresø. Af primære karaktergivende elementer i området kan fremhæves terrænet, åbenheden i landskabet, bebyggelsesstrukturen og den visuelle orientering imod Arresø. Det generelt småbakkede terræn fremstår således nærmest indrammet af et højtliggende, smalt plateau i nordvest og et mere kuperet landskab i sydøst. Hele dette småbakkede landskab er præget af åbent agerland beliggende imellem tre gamle kirkelandsbyer (Annisse, Ramløse og Helsinge) i hver sin yderkant af området, hvor Helsinge i nyere tid har udviklet sig til større bymæssig bebyggelse; de højtliggende middelalderkirker i Ramløse og Annisse fremstår markant i landskabet som hjørnepunkter for området. Af ældre landsbyer inde i området er reelt kun Skærød bevaret, dog primært af navn, da selve landsbypræget næsten helt er tabt i ny bebyggelse. En anden gammel landsby Huseby ved søkysten er reduceret til enkelte huse, mens Ammendrup nær Helsinge er ved at være opslugt af denne. Til gengæld er flere moderne bebyggelser opstået, først og fremmest Annisse Nord og Ramløse Søkrog. Inde i området præges landskabet af spredte, fritliggende gårde og huse i det åbne land. Således indrammet af bymæssig bebyggelse og mere kuperede/højtliggende naboområder kan karakterområdet visuelt siges at være orienteret i retning mod Arresø. Langs søkysten findes forholdsvis stejle skrænter ned mod vandet med flere gode udsigtspunkter, bl.a. ved Annisse Kirke. Bortset fra betydelig bydannelse omkring den gamle landsby Helsinge i områdets nordøstlige hjørne er karakterområdet relativt upåvirket af nyere byggeri og anlæg. Dog findes der flere områder med ny, koncentreret bebyggelse, ikke mindst langs Arresø i form af Ramløse Søkrog, Ramløse Bakker og Bakkelandet, mens Annisse Nord er en nybebyggelse i områdets sydøstlige del. Af de ældre landsbyer har foruden Helsinge især Skærød oplevet en yngre udbygning. Mod nord gennemkrydses området af hovedvejen mellem Helsinge og Frederiksværk.

48

Landskabstype Karakterområdet består af landskabstyperne bakket morænelandskab (Mb2 Helsinge bakkeland) og dødislandskab (D4 Alsønderup dødislandskab) i åbent agerland med en bebyggelsesmæssig blanding af nyere bymæssig bebyggelse, ældre landsbyer og fritliggende gårde og huse.

Naturgeografiske forhold med betydning for landskabskarakteren Geomorfologisk kan området beskrives som en overgang mellem decideret dødislandskab (som i område 17) og et mere moderat kuperet bakkelandskab med elementer af dødispræg. Mens dødispræget aftager i nordvestlig retning, så kan det omvendte siges om terrænhøjden, således at der mod nord findes et relativt højtliggende, jævnt terræn, mens terrænet mod syd bliver mere uroligt og lavtliggende. Den generelle højdeforskel spiller ind på oplevelsen af landskabet, idet det højereliggende terræn let opleves mere kuperet end det egentlig er. Jordbundsmæssigt findes de bedste agerbrugsbetingelser midt i området og ind mod Helsinge, mens yderkanterne er forholdsvis sandede.

Historisk-geografiske forhold med betydning for landskabskarakteren Kulturhistorisk bærer området præg af forholdsvis tidlig kolonisation, nok tidligst ned mod søen. De gamle kampestenskirker i Ramløse og Annisse har begge såkaldte romanske vesttårne, dvs. kirketårne opført allerede i højmiddelalderen, hvilket ikke var så udbredt og i hvert fald sjældent er bevaret frem til i dag. Tårnene og kirkernes alder indikerer sammen med adskillige belæg for højmiddelalderlige hovedgårde, at området langs søen allerede da har været relativt koloniseret og beboet af velhavende stormænd. Senest i 1768 var området jf. VSK næsten helt ryddet for skov. Ud for Annisse stikker næsset Hovgårds Pynt ud i Arresø. Næsset er både naturgeografisk og kulturhistorisk interessant, da der er tale om hævede søbundsaflejringer, som allerede i middelalderen lagde grund til en betydningsfuld hovedgård kaldt Hovgård. Stedet var i starten af 1400-tallet udset til et kongeligt anlagt nonnekloster, som dog i stedet endte med at blive anlagt på Gavnø ved Næstved. Den oprindelige landsby og senere stationsby Helsinge har først fået sit købstadslignende præg inden for det sidste halve århundrede, bl.a. som sammenfletningscentrum for flere af regionens hovedveje.

49

Landskabskarakterområde 12: Valby - Harager Hegn Kombineret skov- og agerlandskab i kuperet terræn med en del hovedveje på de åbne stræk.

Landskabskarakter Området har karakter af kombineret ager- og skovlandskab i et gennemgående kuperet terræn, hvor agerlandet findes i løvskovsomkransede lommer og bælter langs de gennemgående hovedveje. Bebyggelsen består af meget små landsbyer/gårdsamfund, samt fritliggende gårde og huse. Det primære karaktergivende element i området er samspillet mellem de små løvskove og de mellemliggende åbne lommer af agerland. Skovdækket er samlet i fire hegn (Aggebo, Valby, Høbjerg og Harager Hegn), hvor sidstnævnte i øst er forbundet til Gribskov. Landskabet bliver særligt oplevelsesrigt pga. løvskovbrynenes fligede forløb, der giver forskellige rumdannende virkninger. Skovene har meget smukke løvtræsbevoksninger, der går helt tilbage til skovplantnings-tiden i 1770’erne, fortrinsvis bøg, men også eg, ask og lærk. Der er endvidere registreret flere naturskovsarealer med bl.a. hasselbevoksninger og oprindelige, forgrenede vandløbssystemer. Placeringen af landsbyer i skovrydningerne illustrerer den historiske landsbydannelse i skovbygder. Kirkelandsbyen Mårum med sit jordtilliggende omkranset af skov er et eksempel herpå. Mere end landsbyer er området dog præget af en decentral bebyggelsesstruktur med mange fritliggende gårde og husmandssteder; ofte er de små landbrug indbyrdes afgrænset af levende hegn. Det lukkede landskab gør, at udsigterne overalt er begrænset af skovbryn. Selve karakterområdet er forholdsvis upåvirket af nyere bymæssig bebyggelse, men sådanne presser sig på både mod nordøst (Græsted) og sydvest (Helsinge). De åbne stræk gennemskæres endvidere af flere hovedveje, hvorom bebyggelsen kan siges at samle sig. Den sydlige del af området gennemskæres af jernbane.

Landskabstype Karakterområdet består af landskabstypen bakket morænelandskab (Mb3 Valby bakkeland) med skovbevoksninger omkransende åbent agerland med overvejende decentral bebyggelse.

50

Naturgeografiske forhold med betydning for landskabskarakteren Geomorfologisk, terræn- og jordbundsmæssigt er den nordlige del af karakterområdet tæt beslægtet med det nordvest for liggende dødisområde (D1). Når den nordlige del af bakkelandet med sit dødispræg - der bl.a. viser sig ved mange afløbsløse lavninger mellem småbakkerne - alligevel her er slået sammen med det mindre kuperede morænebakkeland mod syd skyldes det den fælles arealanvendelse med småskove og åbent land, der vurderes at give området et stærkt fælles landskabspræg. Der findes issøbakker i hele området. Jordbundsmæssigt er den sydlige del meget kompleks, mens den nordlige overvejende består af moræneler med et net af små vådbunds-dannelser. Områdets sydlige del gennemstrømmes af Hessemose Å, der står i forbindelse med Pøle Å (område 17).

Historisk-geografiske forhold med betydning for landskabskarakteren Sammenlignet med naboområderne mod øst er der tale om et relativt sent opdyrket område. Kulturhistorisk bærer den sydlige del af området præg af tidligst at være bebygget, men endnu i 1768 var området stærkt præget af skov - i øvrigt betydeligt mere end i dag, ikke mindst i det nordøstlige hjørne, der endnu bærer overdrevsnavne og bebyggelsesmæssigt er præget af 1800-tallets udstykninger i husmandslodder. Områdets issøbakker har med deres indhold af smeltevands-ler givet grundlag for flere teglværker, der i nutidens landskab ofte har efterladt vandfyldte lergrave.

51

Landskabskarakterområde 13: Gribskov nord Kuperet skovlandskab med overdrevsrydninger.

Landskabskarakter Karakterområdet er præget af stort et sammenhængende skovdække i særdeles kuperet terræn med et antal små lysåbne overdrevsrydninger, samt enkelte større indhug langs skovbrynet. Det østlige skovbryn løber langs markant skråning ned mod Esrum Sø. Det primære karaktergivende element i området er skoven og det kuperede terræn, samt de kulturhistoriske relikter af tidligere tiders rydningsbebyggelser, der primært viser sig i form af stednavne og små bevarede overdrev. Karakterområdet omfatter den nordlige og vestlige del af Gribskov, der er et stort, sammenhængende skovlandskab (Sjællands største) beliggende på en langstrakt højderyg i nord-syd-gående retning med et forholdsvis brat fald på østsiden ned mod Esrum Sø. Mod nord har skovområdet et jævnt fald ned mod den udtørrede Søborg Sø. I vest afgrænses området af et mere åbent, kuperet agerland med mindre hegnsbevoksninger. Mod syd fortsætter Gribskov, men har her antaget en noget anderledes karakter (se område 18). Langs den nordlige og vestlige udkant findes flere delvist skovomkransede rydninger, hvoraf den største har tilhørt kirkelandsbyen Esbønderup og nu rummer dennes udbygning (Esbønderup Kohave). Også inde i skoven optræder lysåbne overdrev og vænger, hvor der i ældre tid har ligget gårde og mindre rydningsbyer - i dag findes kun mindre huse. Skoven består overvejende af løvtræer med en del nåletræsbevoksninger i de indre dele; langs de ydre skovbryn, søkanten og vejen dominerer løvskoven dog klart. Terrænet i skoven er ret uroligt, da langstrakte højderygge veksler med relativt dybe, vådbundsprægede lavninger. Det store skovklædte højdedrag udgør et iøjnefaldende element i det nordsjællandske landskab og kan ses viden om i regionen. På mere lokalt plan danner især den 12-14 m høje terrænkant ned mod Esrum Sø en skarp kontrast, men også landskabsovergangen i nord er markant. Ligesom selve Gribskov og den tilstødende Esrum Sø er orienteret i nord-sydlig retning, så giver også terrænet inde i skoven en udpræget nord-sydlig orientering, hvor landskabet er opbygget af parallelt løbende bakkerygge og lavninger. Dette er især udpræget i områdets

52

sydlige, centrale og østlige del, mens orienteringen aftager i nordvest, hvor bakkelandskabet bliver mere vilkårligt. Trods flere ganske højtliggende punkter på bakkeryggen centralt i skoven (f.eks. Multebjerg, 89 m) er det næsten umuligt herfra at få et overblik over landskabet. Fra en sti langs skovbrynet ud mod Esrum Sø er det til gengæld muligt at få et flot udsyn over søen. Fra Ruttebakke i Esbønderup Kohave haves desuden en god udsigt over det tilstødende landskab mod nord. Landskabskarakteren er næsten helt upåvirket af bymæssig bebyggelse. Dog er skovbrynslysningen Esbønderup Kohave i nord efterhånden udbygget. Kun en enkelt større landevej fører op igennem Gribskov, hvor den nordlige del tillige gennemkrydses af en nordøst-sydvest-gående hovedvej. Den vestlige del af området gennemskæres endvidere af jernbane.

Landskabstype Karakterområdet består af landskabstypen randmoræne (R1 Gribskov randmoræne) med større, sammenhængende skovbevoksning med enkelte lysåbne overdrevsrydninger.

Naturgeografiske forhold med betydning for landskabskarakteren Karakterområdet udgør den nordlige del af den store nordsjællandske randmorænebue, der tilsyneladende er dannet af større isfremstød fra øst. At dømme ud fra terræn, hydrologi og jordbundsforhold er områdets nordvestlige del geomorfologisk snarere at betegne som dødislandskab end som randmoræne, men pga. det sammenhængende skovdække er hele området dog landskabstypemæssigt regnet som ét. Højeste punkt findes midt i Gribskov ved områdets sydgrænse med Multebjerg (89 m). Jordbundsmæssigt er randmorænen langt overvejende klassificeret som smeltevandsgrus, der ifølge Vilhelm Milthers dækker over udvasket moræneler (Milthers 1935, 66). Området er dertil oversået med en mængde små vådbundsområder af ferskvandstørv i lavningerne. I den nordlige dødisprægede del består bakkerne af moræneler og smeltevandssand med ligeledes tørvefyldte smålavninger. I bakkerne findes flere kildeudspring, bl.a. Grønnekilde og Hvidekilde.

Historisk-geografiske forhold med betydning for landskabskarakteren Midt gennem Gribskov løber en øst-vest-gående sognegrænse mellem Esbønderup Sogn i nord og Nødebo Sogn i syd. Selvom denne retlinede sognegrænse stammer fra en sognereform af 1904, hvor den sydlige del af Gribskov hidtil havde indgået i Esbønderup Sogn, så kan det moderne sogneskel alligevel hævdes at markere et betydeligt kulturhistorisk skel. Dette på trods af, at hele skoven i middelalderen hørte under Esrum Kloster og efter Reformationen overgik til Kronen. Såvel i oldtiden som i middelalderen fremstår de nordlige og til dels vestlige dele af skoven således mere beboede end de sydlige dele. Karakterområdet Gribskov nord har i tiden under Esrum Kloster udviklet sig som en traditionel skovbygd med små (og nu forsvundne) rydningsbebyggelser (f.eks. Kistrup, Sibberup, Boland, Boserup, Torup, Østrup, Truestrup, Glarborg og Kollerup, samt i den sydvestlige enklave Tibberup og Tokkerup), om hvilke der endnu på VSK i 1768 fandtes små åbne områder. Også efter overgangen til Kronen fortsatte den markante forskel på nord og syd, hvor skoven syd for den nuværende sognegrænse kom under Frederiksborg Slot og i denne tid fik et meget udpræget stisystem af såkaldte ”jagtstjerner” (se område 18). I områdets centrale del findes en mængde gravhøje - formentlig overvejende bronzealderlige - der understøtter indtrykket af et knapt så udpræget skovlandskab i oldtiden. Endnu flere er sløjfede. Såvel sløjfede som bevarede gravhøje mangler i den sydlige Gribskov. Foruden de nedlagte skovbebyggelser bærer stednavne-materialet i det hele taget præg af, at området i vidt omfang består af senere opgivne vange, dyrehaver og overdrev, der har ligget i rydninger af den egentlige højskov. Pollenanalyser skulle endvidere indikere en ikke ubetydelig korndyrkning i tidlig jernalder og igen i middelalderen.

53

Landskabskarakterområde 14: Esrum Sø Sølandskab med tilknyttet “skål” på nordøstbred med sparsom spredt gårdbebyggelse i åbent kuperet terræn.

Landskabskarakter Karakterområdet er præget af Esrum Sø og dennes samspil med de tilstødende bredder - dels den i området medtagne, skålformede nordøstbred, dels den set herfra imponerende overgang mellem søens vestkyst og Gribskov. Landskabet er forholdsvis åbent med begrænset bebyggelse og bevoksning. Karakterområdet domineres af den langstrakte Esrum Sø, der set fra den tilknyttede søbred i nordøst har en markant baggrund i form af den skovdækkede randmoræne (Gribskov). Relationen mellem sø og land forekommer særlig stærk netop her (dvs. på nordøstbredden), hvor det urolige terræn danner en tragt eller skål ned mod søbredden. Dette medfører, at den visuelle orientering i området i høj grad er rettet ned mod søen, hvortil det faktisk er muligt at se fra hele området trods det urolige terræn. Samme terræn har endvidere bevirket, at kystlinien her har et forholdsvis slynget forløb, bl.a. med den lille Kobæk Vig ved Jonstrup, hvilket kan siges at forstærke relationen med det bagvedliggende land, idet skålen opleves at fortsætte ud i søen. Da området i vidt omfang er holdt åbent for større bevoksninger, er udsynet over søen godt. Det urolige bakketerræn byder på flere gode udsigtspunkter, bl.a. Højbjerg ved Såne. Bebyggelsen er yderst sparsom og begrænser sig til fritliggende gårde og huse langs søvejen. Området er upåvirket af bymæssig bebyggelse, større veje og andre tekniske anlæg.

Landskabstype Karakterområdets landmæssige del består af landskabstypen dødislandskab (D3 Esrum dødislandskab) med mindre krat- og hegnsbevoksninger, og spredtliggende gårde og huse.

54

Naturgeografiske forhold med betydning for landskabskarakteren Landskabet på østsiden af Esrum Sø kan i vidt omfang betegnes som et dødislandskab, dvs. præget af uroligt terræn og en mængde afløbsløse vådbundslavninger med små moser og vandhuller. I karakterområde 14 gælder det især den indre (østlige) del, mens dødispræget aftager i vestlig retning ud mod søkysten. Det relativt store terrænfald ned mod søen har endvidere bevirket, at der findes flere mindre bække (bl.a. Kobæk), hvilket ellers normalt ikke er hjemmehørende i dødis-landskaber. Omkring Såne er jorden forholdsvis sandet, mod nord og især syd mere leret.

Historisk-geografiske forhold med betydning for landskabskarakteren Kulturhistorisk synes stednavnet Såne aldrig at have dækket over nogen større bebyggelse. I 1688 fandtes to gårde, som dengang kaldtes Sandegårde, hvilket også er den etymologiske betydning af navnet - og hvilket passer ganske godt på jordforholdene.

55

Landskabskarakterområde 15: Søholm ager- og overdrevsland Åbent ager- og overdrevsland i kuperet terræn med decentral bebyggelse og mindre krat- og hegnsbevoksninger; dertil parkanlæg omkring kongeligt sommerslot ved søen.

Landskabskarakter Karakterområdet er præget af åbent land i et kuperet, uroligt terræn, decentral bebyggelse, små spredte bevoksninger og ditto vandhuller. I den vestlige del ud mod Esrum Sø ligger Fredensborg Slot med tilhørende skov og park. Endelig findes to lidt større bymæssige bebyggelser i områdets udkant. Karakterområdet kan betegnes som et typisk eksempel på “skovløst dødislandskab”, dvs. et overvejende åbent ager- og overdrevslandskab i et uroligt terræn af stejle småbakker vekslende med en mængde små, afløbsløse lavninger, hvori der mange steder er dannet moser eller vandhuller. Til disse vådområder, samt på nogle af bakkerne, er der flere steder knyttet småbevoksninger i form af mindre krat eller hegn (både nåletræer og løvtræer); udplantede hegn kan også findes langs skel, veje og jernbane. Generelt er bebyggelsesstrukturen i området tilsvarende klassisk dødispræget, dvs. særdeles decentral med mange ganske små landsbyer, gårdsamfund, og fritliggende gårde og huse. Det åbne bakkeland giver mange potentielle udsigtspunkter, hvorfra områdets landskab kan beskues. Et iøjnefaldende punkt i området er den højtliggende og omtrent centralt placerede Højsager Mølle. Generelt er udsynet ud af området derimod begrænset af terræn, bybebyggelse og bevoksninger. En for området større hegnsbevoksning af overvejende løvtræer findes i nordvest (Endrup Hegn), men størst af sådanne er løvskovsanlægget ud mod Esrum Sø omkring Fredensborg Slot; parkanlægget i en blanding af engelsk og fransk stil inddrager et større landskab med sigtelinier over søen og til Kongens Bøge i Gribskov. De centrale dele af karakterområdet er upåvirket af bymæssig bebyggelse, mens to gamle landsbyer i områdets udkant i dag er udvidet med en betydelig nyere bebyggelse (Endrup i nordvest og Kvistgård i nordøst). Det kuperede terræn har tilsyneladende også reddet områdets centrale del fra større vejanlæg, mens sådanne (bl.a. Helsingørmotorvejen) præger landskabet i områdets østligste del. En lokalbane gennemløber områdets nordlige halvdel, mens der er ført to serier af højspændingsledninger i nord-syd-gående retning gennem den centrale og østlige del.

Landskabstype Karakterområdet består af landskabstypen dødislandskab (D3 Esrum dødislandskab) med åbent land og overvejende decentral bebyggelse.

56

Naturgeografiske forhold med betydning for landskabskarakteren Landskabet på østsiden af Esrum Sø kan generelt betegnes som et dødislandskab, hvor terrænet i vidt omfang synes dannet ved nedsmeltning af en ubevægelig is. Dette har medført et uroligt, bakket terræn, en mængde afløbsløse vådbundslavninger og (i modsætning til område 14) ingen vandløb; for en nærmere beskrivelse af dødislandskabers dannelse henvises til Beskrivelse af landskabstyper. Jordbunden i området består overvejende af moræneler afbrudt af større og mindre partier smeltevandssand og -grus. Dertil en mængde småpartier ferskvandstørv i lavningerne. Trods den dominerende udbredelse af jordarten moræneler er der over hele området næsten udelukkende dannet jordtypen lerblandet sandjord (FK3) - en for moræneler relativt sandet jordtype, hvilket dog er ganske karakteristisk for Nordsjælland.

Historisk-geografiske forhold med betydning for landskabskarakteren Dødislandskaber hører pga. det urolige terræn, de ofte vanskelige jorder og de mange spredte vådbundsområder generelt til vore sent (om overhovedet) opdyrkede egne. I dag er næsten hele karakterområdet ryddet og koloniseret, men endnu i 1768 var en del af områdets nordvestlige del skovdækket. Områdets sydlige halvdel synes tidligst ryddet og opdyrket - af stednavnene at dømme dog næppe tidligere end vikingetiden. At området formentlig først blev koloniseret i løbet af middelalderen viser sig også ved, at ikke én eneste af de ellers ganske mange middelalderlige landsbyer er blevet hjemsted for en kirke; næsten hele området hørte i middelalderen under Asminderød Kirke (område 19). Fredensborg Slot er en kulturhistorisk set relativ ung anlæggelse fra 1720. Inden da lå der en enegård (Østrup) tilhørende Kronen, der nu omdannedes til kongelig sommerresidens. Endnu i anden halvdel af 1600-tallet havde gården fået tilført den omkringliggende skov (Østrup Vang), hvori der udhuggedes jagtstjerner ligesom i Gribskov og Store Dyrehave (område 18); ved ombygningen af bygningerne i 1720 omdannedes også jagtskoven til egentlig slotspark med alléer (Trap 1953, 112-121).

57

Landskabskarakterområde 16: Humlebæk byområde med småskove Kystnær bymæssig bebyggelse afbrudt af mindre bevoksninger og åbent agerland i jævnt hældende terræn med betydelig infrastrukturel anvendelse.

Landskabskarakter Karakterområdet består af kystnær moræneslette med betydelig bymæssig bebyggelse (Espergærde og Humlebæk), der gennemløbes af adskillige store veje og jernbaner. Mellem byerne findes mindre skovbevoksninger. Det i landskabelig sammenhæng mest karakteristiske forhold ved området er terrænet, der er forholdsvis jævnt og med sin hældning giver landskabet en klar orientering ud mod kysten, der dog forstyrres noget af den omfattende bebyggelse og øvrige tekniske anlæg. Man kan næsten - som i område 14 - tale om en landskabelig terrænskål, idet området på alle sider på nær kysten er omkranset af opadgående skråninger. Et supplerende landskabselement af betydning er de små løvskove, der adskiller byområderne, og især nord for Espergærde går helt ud til kysten. Karakterområdet er som allerede antydet stærkt påvirket af bymæssig bebyggelse, veje og tekniske anlæg.

Landskabstype Karakterområdet består af landskabstyperne bakket morænelandskab (Mb5 Helsingør bakkeland) og moræneslettelandskab (Ms1 Humlebæk moræneslette) med omfattende bymæssig bebyggelse.

Naturgeografiske forhold med betydning for landskabskarakteren Karakterområdet udgør en overgangszone mellem det kuperede og det jævne morænelandskab. Terrænet falder relativt jævnt i østlig retning ud mod kysten, mens det ved grænsen i vest stiger betydeligt ind mod de bagvedliggende bakkelandskaber (område 8 og 15). Langs sydgrænsen adskiller et højdedrag området fra et floddalslandskab orienteret mod syd (område 20). Flere mindre vandløb (såsom Egebæk og Humlebæk) fører fra de bagvedliggende højdedrag ned over den

58

hældende kystslette ud til Øresund. Jordbunden er forholdsvis grusholdig i den nordlige halvdel, mere lerholdig mod syd.

Historisk-geografiske forhold med betydning for landskabskarakteren Området var endnu i 1768 forholdsvis skovdækket med små torp-rydninger (Nyrup, Mørdrup, Tibberup, Nederste Torp og Øverste Torp) inde i landet og ganske små fiskerlejer ude ved vandet (Lokkerup, Espergærde, Humlebæk og Sletten); desuden lå den endnu eksisterende Tibberup Vejrmølle som nu ude ved kysten. Efterhånden som landevejstrafikken langs Øresundskysten mellem København og Helsingør tog til, og attraktiviteten af at bo i de naturskønne landskaber langs Strandvejen øgedes, er de førhen så sparsomt beboede kystskove blevet kraftigt reduceret og erstattet af bybebyggelse, kystvillaer og infrastruktur; denne udvikling begyndte for alvor i midten af 1800-tallet og er taget til det seneste halve århundrede. En effekt af denne voldsomme tilflytning er områdets to sognekirker i Humlebæk og Egebæksvang, der begge er fra 1800-tallets anden halvdel; i ældre tid måtte beboerne i disse øde kystegne søge kirkerne i Asminderød og Tikøb inde ved Esrum Sø. Krogerup kan betegnes som en gammel proprietærgård, der aldrig har haft hovedgårds-status. Den er sammenlagt af flere øde bøndergårde engang i 1500- eller 1600-tallet.

59

Landskabskarakterområde 17: Alsønderup ager- og overdrevsland Åbent ager- og overdrevsland i kuperet terræn med decentral landbebyggelse omkring ådal med betydeligt engområde.

Landskabskarakter Karakterområdet er præget af et uroligt, åbent landskab med småbakker og lavninger omkring en større ådal, der omtrent midt i området udvides til et stort mose- og engområde. Bebyggelses-mæssigt er området præget af en række mindre landsbyer og en mængde fritliggende gårde; en større bymæssig bebyggelse haves i Tulstrup ved områdets sydgrænse. De primære karaktergivende forhold i området er dels diverse landskabselementer traditionelt knyttet til skovløse dødislandskaber (jf. område 3 og 8), dvs. en mængde små og ofte stejle bakker vekslende med ofte vådbundsprægede lavninger, der til trods for landskabets manglende egnethed til agerbrug ligger åbent og skovryddet hen som et klassisk overdrevslandskab. Bebyggelsen er tilsvarende typisk for denne type landskab med en forholdsvis decentral og fragmenteret struktur, herunder med mange småbrug på de senest opdyrkede, oprindelige overdrevsarealer. På nogle af lokaliteterne omkring oldtidens gravhøje findes endnu rester af overdrevenes lyngvegetation. Det andet primære karaktertræk er landskabets markante orientering omkring Pøle Ådal, hvorom hele området kan siges at forme sig som et omvendt C. Ådalen fører den nedre del af Pøle Å ud i Arresø, mens åens øvre løb i vidt omfang danner områdets østgrænse ind mod Gribskov. I ådalen nordvest for Alsønderup findes et betydeligt eng- og moseområde i Alsønderup Enge, hvor den oprindelige vandstand (før dræningsindsatsen) er genetableret ved et naturgenopretningsprojekt. Dette har medført et større, lavvandet søområde med omliggende græssede engarealer, hvilket har tiltrukket et betydeligt fugleliv. Som nævnt er landskabet trods det meget urolige terræn næsten helt skovløst, hvor den eneste bevoksning af betydning er Nejede Vesterskov vest for Alsønderup. Der er overvejende tale om løvskov (primært bøg), men på bakkerne op mod Alsønderup Enge dominerer nåletræerne. Skoven har med sin beliggenhed højt i terrænet stor visuel betydning for det omgivende landskab. Det sydlige skovbryn består af selvsåede og knap 200 år gamle bøge, samt en rig buskvegetation. Dertil findes en mængde ganske små bevoksninger, primært af jagtmæssig og kommerciel værdi, ofte omkring vandhuller og på bakketoppe, og næsten alle bestående af nåletræer. De mange bakketoppe og orienteringen imod såvel ådalen som Arresø giver mange potentielle udsigtspunkter. Eksempler herpå er bakken ved Pibemølle (22 m) og Bavnebakke (37 m med gravhøj) øst for Alsønderup, mens der fra Alsønderup

60

Kirke er udsyn over bakkeformationerne ved Pøle Ådal og til Nejede Vesterskov. I områdets sydvestlige hjørne er der en storslået udsigt fra Vittenbjerg, der rejser sig 24 m over Arresøs flade. Flere steder hæmmes den potentielle udsigt dog af de mange små nåletræsbeplantninger. Karakterområdet er forholdsvis upåvirket af bymæssig bebyggelse, større veje og tekniske anlæg. Dog er især Tulstrup i dag udvidet betydeligt og har mistet sit oprindelige landsbypræg, der derimod endnu fornemmes i Alsønderup. En større hovedvej gennemskærer områdets nordligste del, mens der sydfra og op omtrent midt i området er ført højspændingsledninger.

Landskabstype Karakterområdet er i Beskrivelse af landskabstyper klassificeret som dødislandskab (D4 Alsønderup dødislandskab) med åbent land og decentral landbebyggelse; se dog kommentarer nedenfor. Ådalen er af typen smeltevandsdal og litorinafjord (Sl2 Pøle og Æbelholt floddale) med større engdrag.

Naturgeografiske forhold med betydning for landskabskarakteren Trods det umiddelbare dødispræg i landskabet omkring ådalen (uroligt terræn, en mængde afløbsløse vådbundslavninger og særdeles mange issøaflejringer af smeltevandsler), er der næppe tale om et typisk dødislandskab. Der er således tegn på en nord-syd-gående israndslinie øst om Alsønderup, hvor landskabet er karakteriseret ved en serie grusbakker, som Pøle Å synes at slynge sig nord om. Et par andre atypiske forhold for et dødislandskab er selve åløbet, samt den meget sandede jordbund omkring de talrige småpartier af smeltevandsler og ferskvandstørv. Forklaringen er formentlig, at landskabet skal ses som en blanding af et dødislandskab og et randmoræne-landskab med en foranliggende hedeslette og smeltevandsfloddal (Pøle Ådal). Randmorænen kan således repræsentere et mindre isfremstød fra øst, der er blevet bremset af en dødis, hvorpå de to ispartier er smeltet ned mere eller mindre sideløbende. Selvom den mulige “Alsønderup Randmoræne” i dag blegner noget i sammenligning med sin store artsfælle mod øst, så er det stadig muligt ved selvsyn at ane en orienteringsmæssig sammenhæng imellem bakkerne øst for Alsønderup og nordefter op til Pibemølle. I stenalderen nåede Litorinahavets store Arrefjord i øvrigt helt op gennem den oprindelige floddal til samme Pibemølle. Ved Pøleåens nordlige krumning, vest for Kagerup, er i nyere tid anlagt Solbjerg Engsø i en oprindelig issølavning, der i historisk tid ellers blot har været et engområde langs åen og end ikke er markeret på VSK (1768).

Historisk-geografiske forhold med betydning for landskabskarakteren Stednavnemæssigt kan området betegnes som et udpræget torp-land (Kagerup, Bendstrup, Alsønderup, Tulstrup, Tipperup og Tågerup), der pga. manglende adelbyer og naturgeografien tyder på, at være torper af skovrydningstypen. Torpanlæggelsen kan muligvis stå i forbindelse med det syd for liggende Æbelholt Kloster (område 23), og må i så fald henlægges til perioden efter klosterets oprettelse (o.1175). Dette kunne harmonere med byggeriet af områdets eneste sognekirke i Alsønderup, der i sin ældste fase er gotisk og dermed synes at stamme fra 1200-tallet. En del af rydningen er dog forholdsvis sen, idet området endnu i 1768 var præget af betydeligt skovdække omkring åen og syd for ådalen. Flere af middelalderens torper kan tænkes helt eller delvist opgivet igen pga. de magre jorder og det vanskelige terræn. Pibemølle udgør med sin højtplacerede vejrmølle et markant punkt i områdets nordlige halvdel og kan ses videnom. Kulturhistorisk er der tale om et af mange dobbelte mølleanlæg med både vejrmølle og vandmølle, hvor sidstnævnte har erstattet førstnævnte efterhånden som generel landhævning og forbud mod opstemninger (af hensyn til agerbruget) fjernede grundlaget for vandmølledriften. Bygningerne til vandmøllen, der som den eneste af møllerne optræder på VSK (1768), kan sammen med den gamle dæmning ved mølledammen endnu ses nedenfor stubmøllen ved Pøle Å. Et andet interessant kulturhistorisk landskabsforhold kan endvidere udpeges i områdets nordøstlige hjørne, hvor der omkring den middelalderlige rydningstorp Kagerup i slutningen af 1800-tallet er opstået et helt lille industriområde med jernbanestation og savværk ved indgangen til Gribskov, samt grusgrav mod syd ved Tibberup.

61

Landskabskarakterområde 18: Frederiksborg jagtskove Kuperet skovlandskab med præg af kongelig jagtskov omkring slot og større bymæssig bebyggelse.

Landskabskarakter Karakterområdet er præget af to store, sammenhængende skovområder (det sydlige Gribskov og Store Dyrehave) beliggende på et langstrakt system af bakkekamme på hver side af en terrænmæssig udjævning, hvor der omkring kongeslottet Frederiksborg er dannet en betydelig bymæssig bebyggelse i form af Hillerød. Skovene bærer endnu tydeligt præg af deres historiske tilhørsforhold til slottet. Næsten hele karakterområdet er beliggende på en stor bakkeformation, hvor terrænet veksler mellem langstrakte bakkerygge og langstrakte dybe, vådbundsprægede lavninger. På nær det centrale område omkring slottet er landskabet skovdækket, og til forskel fra nærliggende og tilstødende skove (f.eks. Gribskov nord, område 13) rummer skovene her et meget karakteristisk stisystem af retlinede “jagtstjerner” velegnet til fortidens parforcejagt. Områdets visuelle fremtræden i landskabet er til dels som for Gribskov nord, men den sammenhængende profil brydes af den bymæssige bebyggelse omkring Hillerød og Frederiksborg Slot, hvor også terrænet flader ud, ligesom kun den nordligste del støder op til Esrum Sø, hvor terrænfaldet endvidere er mindre brat end længere nordpå. Sammen med stisystemet medfører dette et naturmæssigt mindre vildt og markant præg end for Gribskov nord. De indre, højtliggende dele af den sydlige Gribskov er særdeles præget af nåleskov, mens Store Dyrehave har en omtrent ligelig fordeling mellem løvskov og nåleskov; begge steder dominerer løvtræerne (især bøg) dog i brynene. Skovbrynene i Dyrehaven er endvidere ganske retlinede, hvilket styrker det anlagte, jagtskovsagtige præg. Helt tæmmet bliver skovlandskabet omkring slottet med dettes barokhaveanlæg. Åbningen på tværs af området ved Hillerød gør det muligt at få et bedre indblik i terrænets opbygning, ikke mindst hvor de tværgående veje er lagt i et mere jævnt niveau end terrænoverfladen. Her er det således tydeligt, hvordan terrænet i et tværsnit bølger op og ned som overfladen på et vaskebræt; dette tydeliggøres af det gamle, markante stendige langs skovbrynet. Parallelsystemet af bakker og lavninger går nord for slottet omtrent nord-syd, mens orienteringen syd for slottet er nordvest-sydøst. Som i Gribskov nord rummer området en mængde højtliggende punkter, men pga. skovdækket er der sjældent tale

62

om egentlige udsigtspunkter. Et af de få eksempler er Fruebjerg (65 m) i områdets nordvestlige hjørne, gennem mange år et samlingssted for grundlovsmøder, hvorfra man kan se mod vest til Arresø; bakken giver endvidere en god følelse af den markante terrænforskel pga. sin stejle hældning og med den nedenfor liggende Sidseldam. En særlig oplevelse af det karakteristiske præg i jagtskoven opnås fra de mange “stjernepunkter” i stisystemet, hvor op til 8 retlinede stier og veje samles. Et centralt beliggende udsigtspunkt uden skovdække findes i Hillerøds østlige bydel på Skansebakken (80 m). Landskabskarakteren er i skovområderne relativt upåvirket af tekniske anlæg og bymæssig bebyggelse. I den nordlige skovdel indgår to mindre byområder Gadevang og Nødebo forholdsvis harmonisk med landskabet, og i begge skovdele indgår landevejene i et vist omfang ligefrem i det karakteristiske stisystem. Sammenhængen med det centralt liggende Frederiksborg Slot sløres derimod af den betydelige bebyggelse og vej- og jernbaneføring omkring Hillerød.

Landskabstype Karakterområdet består af landskabstypen randmoræne (R1 Gribskov randmoræne og R2 Store Dyrehave randmoræne) med to større, sammenhængende skovbevoksninger adskilt af bymæssig bebyggelse.

Naturgeografiske forhold med betydning for landskabskarakteren Geomorfologisk synes der at være tale om samme store randmoræne som i den nordlige Gribskov (område 13), men jordbunden er gennemgående mere grusholdig her; kun omkring slottet og længst mod sydvest dominerer lerjorden. Området rummer adskillige mindre søer og moser i lavningerne, bl.a. Store Gribsø, ligesom flere kildevæld har deres udspring. De mange mosedannelser inde i Gribskov syd er ofte blevet anvendt til tørvegravning. I terrænsænkningen sydvest for sydspidsen af Esrum Sø skærer et større vådområde (Stenholts Indelukke med bl.a. Fønstrup Dam) sig ind i det skovklædte bakkeland i forlængelse af søen.

Historisk-geografiske forhold med betydning for landskabskarakteren Den sydlige del af Gribskov bærer langt mindre præg af forhistorisk og historisk beboelse end den nordlige. Eneste middelalderbebyggelse af betydning er Nødebo ved Esrum Sø. Dertil tyder stednavnematerialet dog også på enkelte nedlagte rydningsbebyggelser omkring Nødebo (Pederstrup, Skallerød og Følstrup). Gadevang derimod er næppe ældre end 1800-tallet; kirken i Gadevang er fra 1903 (eneste middelalderlige landsbysognekirke i området findes i Nødebo). Også Stenholt var en lille middelalderlig rydningsby, hvortil der hørte en vandmølle ved vådområdets udløb i sydspidsen af Esrum Sø; den inderste vig af søen er opkaldt efter denne (Møllekrogen). Endnu i 1688 fandtes to gårde i den nu helt nedlagte landsby, som kun skovnavnene Stenholtsvang og Stenholts Indelukke bærer vidne om i dag. Møllegården eksisterer endnu, men selve vandmøllen blev nedlagt i 1916 (jf. Trap 1920, 99). I skoven bag Stenholt Mølle findes et anlagt kanalsystem til de kongelige fiskedamme og til møllen selv. Frederiksborg Slot ved Hillerød Sø har en middelalderlig forgænger i hovedgården Hillerødsholm, som Herluf Trolle i midten af 1500-tallet lod ombygge til en egentlig borg med egen kirke. I 1560 mageskiftede Frederik II sig til borgen og godset. I den forbindelse fik borgen navneændring til Frederiksborg og gennemgik i starten af 1600-tallet en større ombygning til renaissanceslot. Stedet har i perioder fungeret som jagtslot, og systemet af jagtstjerner i skovene til parforcejagt stammer fra 1700-tallet. Slottet nedbrændte i 1859, og bl.a. finansieret ved en stor national indsamling gennemførtes en genopbygning over de følgende årtier. Blandt bidragsyderne var J.C. Jacobsen, der imidlertid forudsatte, at slottet kun måtte benyttes af kongefamilien ved særlige lejligheder og at der skulle afgives rum til et nationalhistorisk museum, hvilket stod færdigt i 1884. Byen Hillerød oprettedes i anden halvdel af 1500-tallet ved Frederiksborg Slot, bl.a. på resterne af en lille landsby Ølskøb; købstadsrettighederne kom til ca. 100 år senere.

63

Landskabskarakterområde 19: Grønholt ager- og skovland Kombineret ager- og skovlandskab i moderat kuperet terræn med skovomsluttede landsbyer og gårde.

Landskabskarakter Karakterområdet består af åbent, småbakket ager- og overdrevsland med landsbyer og spredt-liggende gårde omkranset af vådbundsprægede skove, samt større bymæssig bebyggelse i nord. Ud mod søen desuden fiskerlejet Sørup. Som i område 12 (Valby-Harager Hegn) skønnes det primære karaktergivende element i området at være samspillet mellem de små skove og de mellemliggende åbne lommer af ager- og overdrevsland. Skovdækket er samlet i tre større hegn (Gamle Grønholt Vang, Grønholt Hegn og Knurrenborg Vang) og i flere mindre bevoksninger, typisk omkring moser eller på bakketoppe. Skovene er domineret af løvskov med meget smukke løvskovsbryn, men alle har de større elementer af nåleskov. Gamle Grønholt Vang rummer flere skovmoser bevaret i oprindelig naturtilstand og derfor tillagt stor botanisk værdi. I samme skov findes bevoksning af mere end 200 år gamle bøge, mens der i Grønholt Hegn findes rester af gammel græsningsskov. Et par rene nåletræsbevoksninger uden for de egentlige skovområder findes omkring Lønholt. Mod nordvest øges det skovomsluttede indtryk med Stenholts Vang i område 18. Der er endvidere kun en ganske smal åben stribe imellem Grønholt Hegn og Store Dyrehave. Kombinationen af skovbrynenes delvist fligede forløb og de mange spredtliggende småbevoksninger giver forskellige rumdannende virkninger. Placeringen af landsbyerne Grønholt og Lønholt mellem skovvangene illustrerer den historiske landsbydannelse i skovbygder; især kirkelandsbyen Grønholt er et illustrativt eksempel på en rydningsby med agre og overdrev omsluttet af skov. Foruden landsbyerne er området præget af en decentral bebyggelsesstruktur med mange fritliggende gårde og husmandssteder; sidstnævnte er ikke mindst anlagt ude på de gamle overdrev. Der er en enestående udsigt over Esrum Sø fra højdepunkterne langs søbredden. Desuden er der vide ind- og udsigter til og fra Grønholt Kirke, ligesom der i Asminderød er friholdt en landskabskile til kirken. Der er endvidere udsigter til de friholdte skovbryn i hele området. Landskabskarakteren er især tydelig i områdets sydlige halvdel, hvor den omfattende bymæssige bebyggelse mod nord (Fredensborg og Asminderød) forstyrrer indtrykket kraftigt. I

64

nord og øst gennemkrydses området af større veje, i nord tillige af lokalbane. En flyveplads er anlagt syd for Grønholt.

Landskabstype Karakterområdet består af landskabstypen bakket morænelandskab (Mb6 Grønholt bakkeland) med mindre skovbevoksninger og åbent land med decentral landbebyggelse og større bymæssig bebyggelse.

Naturgeografiske forhold med betydning for landskabskarakteren Karakterområdet kan beskrives som et småbakket morænelandskab beliggende mellem randmorænen i vest og mere markante dødisprægede bakkeområder i nord og syd. Området støder i nordvest op til Esrum Sø og afvandes ellers mod øst gennem åer med forbindelse til Nivå floddal (område 20). Jordbunden består overvejende af smeltevandssand og -grus med et centralt bælte af moræneler. Dertil en mængde sammenhængende og ofte store vådbundsområder med ferskvands-tørv, hvor der langt op i historisk har været moser, der nu ofte er drænede og opdyrkede - hvis de da ikke fortsat er skovbevoksede. De mange oprindelige moser er således nu bedst bevaret i form af skovmoser.

Historisk-geografiske forhold med betydning for landskabskarakteren Kulturhistorisk bærer området tydeligt præg af at være en skovbygd, hvor hele det vestlige område endnu i 1768 var dækket af sammenhængende skov og bebyggelsen var domineret af spredt-liggende huse. Området har tidligere produceret trækul til København, og en betydelig del af skovrydningen skyldes således kulsvierne og deres kulmiler. Landsbynavne som Grønholt, Lønholt og Asminderød tyder på begyndende skovrydning i middelalderen; både i Grønholt og Asminderød opførtes kirker i 1100-tallet. Selvom Asminderød i dag helt har mistet sit gamle landsbypræg, har den kulturhistorisk indgået naturligt i karakterområdets skovbygd som en af dettes rydningsbyer. Asminderød var længe sogneby for et betydeligt område nord og øst for byen helt ud til Øresund. Hvor Asminderød skylder sin betydelige bebyggelsesmæssige vækst til naboskabet med Fredensborg Slot (område 15), har resten af området kun i begrænset omfang oplevet landskabelig påvirkning herfra. Det middelalderlige fiskerleje Sørup blev i yngre tid anvendt som vaskeplads for slottet, mens den snorlige vej gennem Lønholt og områdets østlige del er en gammel kongevej (af chaussé-typen), der førte fra landevejen ude langs Øresundskysten og op til slottet.

65

Landskabskarakterområde 20: Nive Ådal Kystnært ådalslandskab med indre engbredning omkranset af åbent agerland med bymæssig bebyggelse, vejanlæg og lystbådehavn i kystområdet.

Landskabskarakter Karakterområdet er præget af en større ådal omkring Nive Å med udløb i en bugt af Øresund (Nivå Bugt). På nord- og sydsiden er ådalen flankeret af jævnt hældende morænesletter orienteret ned mod dalen. Landskabet er overvejende åbent på nær en smal kystbevoksning. Ådalen breder sig i sin indre del ud til vådbundsområdet Langstrup Mose. I det omgivende højereliggende terræn findes flere mindre landsbyer og fritliggende gårde. Nord for åens udløb i Øresund findes en større bymæssig bebyggelse (Niverød). Det primære karaktergivende element i området er ådalen og dennes samlende funktion, såvel hældningsmæssigt som orienteringsmæssigt og hydrologisk for det omgivende slette- og bakkeland. Hydrologisk samler vand fra et større vestligt afstrømningsopland sig via adskillige åer og bække i den store Langstrup Mose i ådalens indre bredning, hvorefter vandet samlet løber ud gennem en forholdsvis smal og dyb ådal syd om Niverød (hvor den får tilløb sydfra af Usserød Å med forbindelse til Sjælsø) inden sit udløb i bunden af Nivå Bugt. Både pga. terrænets hældning og den visuelle blokering ud mod kysten (af by, veje og strandbevoksning) er landskabet også generelt orienteret ind mod områdets midte omkring ådalen, hvilket ikke mindst gælder i den vestlige del omkring Langstrup Mose. Karakterområdet skæres i nord-syd-gående retning omtrent midt over af store vejanlæg (bl.a. Helsingørmotorvejen), der også rent landskabeligt kan siges at inddele området i to. Øst for vejene domineres landskabet af byen Niverød og relikter af gammelt landbrugsland med adskillige små og ofte bevoksede moser, samt en mindre kystskov (Laveskov) nord for byen; såvel Laveskov som de øvrige bevoksninger er langt overvejende løvskov (især bøg). Et markant landskabspræg dannes her desuden af flere vandfyldte lergrave i overgangszonen mellem bybebyggelsen og strandengene. Sidstnævnte har en karakteristisk strandengsflora. Umiddelbart syd for åen ligger Nivågård Museum. Vest for det gennemskærende vejanlæg fremstår landskabet anderledes upåvirket af det seneste århundrede. Også her findes en del småbevoksninger - primært nåletræer - men landskabet er som helhed åbent med ganske små landsbyer (Langstrup, Hesselrød og Vejenbrød) og mange spredtliggende gårde og huse; husmandssteder vest for mosen er udflyttede på gammel overdrevsjord eller “old”. Karaktermæssigt fortsætter dette billede reelt lidt øst for motorvejen nord for Niverød med landsbyen Dageløkke. Selve mosen er ligeledes næsten

66

helt åben, og delvist drænet med et system af grøfter. Der er vide ind- og udsyn til Nivå Kirke syd for Niverød, og tilsvarende vide udsigter over det åbne agerland i Nivådalen ved Langstrup og Vejenbrød. Karakterområdet er relativt kraftigt påvirket af bymæssig bebyggelse, større veje og andre tekniske anlæg. Dette gælder som nævnt ikke mindst områdets østlige halvdel, hvor også jernbanen København-Helsingør løber. Ved kysten findes lystbådehavn og rensningsanlæg. Midt i Langstrup Mose er anlagt en skydebane. Gennem områdets vestlige del af ført to serier af højspændings-ledninger i syd-nord-gående retning

Landskabstype Karakterområdet består af landskabstypen smeltevandsdal og litorinafjord med marint forland (Sm2 Nivå floddal) med yderkanter af flere tilstødende områder, hvoraf Ms1 Humlebæk moræneslette i nord og Mb7 Karlebo bakkeland i syd er de vigtigste.

Naturgeografiske forhold med betydning for landskabskarakteren Karakterområdet centrerer sig omkring en betydelig øst-vest-gående smeltevandsdal med forbindelse til Øresund, der danner leje for nutidens Nive Å og Langstrup Mose. I stenalderen gik en fjord af Litorinahavet op i dalen til mosen. I deltaet og det inderste af bugtens kyst er der dannet et marint forland i begge retninger nedenfor den gamle, tilbagetrukne litorinakystskrænt. I det marine forland nord for åens udløb går en lunke af en større issølavning helt ud til kysten med aflejringer af smeltevandsler (“issøler”), der i eftertiden er blevet udvundet og nu har resulteret i de karakteristiske, vandfyldte lergrave på kystsiden af Niverød. Hvor terrænet nord og sydøst for ådalen har karakter af en ganske jævn kystslette, hæver det sig i vest til et roligt bakkeland, mens der mod sydvest findes et vist dødispræg. Dette indtryk understøttes af jordbundsforholdene, idet jorden nord og syd for ådalen overvejende er leret, mens bakkerne vest for mosen er sandholdige. I det dødisprægede område syd for mosen (mellem Hesselrød og Vejenbrød) brydes moræneleren af adskillige små tørvedannelser. Selve ådalen er præget af ferskvandstørv.

Historisk-geografiske forhold med betydning for landskabskarakteren At dømme ud fra stednavneendelserne er området påbegyndt skovryddet og opdyrket sidst i højmiddelalderen (1200- og 1300-tallet). Det særprægede stednavn Vejenbrød skulle i øvrigt betyde “den bøjede vej” og henføre til, at landsbyen lå ved et knæk i den oldgamle vejføring; paradoksalt nok er det imidlertid med en omvendt ledmæssig etymologi end man umiddelbart skulle antage, idet forleddet betyder “vige, bøje”, mens det er efterleddet -brøt, der betyder “vej” (Jørgensen 1980, 132). Endnu i 1768 fandtes et sammenhængende bælte af kystskov fra Humlebæk i nord til Nivå i syd; den lille bøgeskov Laveskov på kystskrænten nord for Niverød er en rest heraf. De indre dele af området var derimod ikke skovdækkede i 1768. Niverød og Nivå var i 1768 endnu to selvstændige bebyggelser; Niverød en traditionel landsby, Nivå et fiskerleje. Omtrent syd for Niverød, hvor ådalen er særlig smal og får tilløb sydfra, lå vandmøllen Nivå Mølle. Nordvest for mosen lå ved Langstrup Å både en vandmølle og en vindmølle (Skiære Møller). Umiddelbart efter tegningen af VSK opførtes også en vindmølle ved Nivå, der atter blev revet ned i 1902. Ved Nivå anlagdes desuden i midten af 1700-tallet en kongelig galejhavn, der dog ikke fik lang levetid. Nivå Teglværk, hvor de mange vandfyldte lergrave ligger i dag, oprettedes sidst i 1700-tallet til brug for opførelsen af Hørsholm Slot (Trap 1953, 128). Den voldsomme urbanisering langs Øresundskysten og sammenvoksningen af Niverød og Nivå har samme baggrund og datering som i naboområdet nordpå (område 16). Historien gentager sig også hvad det kirkemæssige angår, idet den iøjnefaldende Nivå Kirke ensomt beliggende på et højdedrag ovenfor sammenløbet af Usserød Å og Nive Å er et relativt ungt byggeri fra 1910; inden da lå der ganske vist et lille kapel, men rent sognemæssigt hørte området nord for åen i ældre tider til Asminderød, syd for åen til Karlebo og vest for mosen til Grønholt.

67

Landskabskarakterområde 21: Arresø - Arrenæs Stor, åben sø med kuperet tange- og næslandskab med stejle fjord- og søskrænter, større bymæssig bebyggelse og åbent agerland med småbevoksninger.

Landskabskarakter Karakterområdet er præget af den store åbne sølandskab, der i vest rejser sig i et smalt, højtliggende bakkeland beliggende mellem Roskilde Fjord og Arresø, hvori den østlige halvdel af landområdet stikker ud som et næs (Arrenæs). Langs fjorden præges landdelen af området betydeligt af en større bymæssig bebyggelse (Frederiksværk) med havn og tungindustri på det nedenfor bakkerne liggende marine forland. Uden for byen er landskabet overvejende åbent med en række småskove og agerland omkring diverse spredtliggende bebyggelser og anlæg. Det primære karaktergivende element i landområdet er terrænet og den nære relation til fjorden og søen. Den blot 2 km brede landtange når således op i efter forholdene imponerende højder (op til 70 m) og har foruden et generelt kuperet og uroligt terræn nogle stejle kystskrænter ned mod vandet på begge sider. Dertil kommer, at der på søsiden haves en efter områdets størrelse særdeles lang kystlinie pga. det i Arresø udstikkende Arrenæs. Områdets kuperede præg forstærkes yderligere af de lavtliggende, tilstødende arealer af (foruden sø og fjord) hævede litorinaflader og hedeslette (område 1 og 22). Den landskabsmæssige forbindelse til Roskilde Fjord lukkes næsten helt af Frederiksværks omfattende bymæssige bebyggelse langs fjorden. En enkelt åben kile ud til kysten findes ved Torsbakke, ligesom også kanalen gennem Frederiksværks gamle bydele kan siges at forbinde søen og fjorden i landskabelig forstand. Uden for byen er landskabet i højere grad orienteret østover imod søen. Området nord og syd for Frederiksværk, samt på Arrenæs, kan karakteriseres som åbent agerlandskab med mange markant beliggende småskove. Af disse kan

68

nævnes Vinderød Skov nord for byen, Arresødal Skov langs kanalen inde i byen, Sørup Vang inderst i vigen, Sonnerup Skov inderst på næsset og Avderød Skov yderst på næsset. Skovene har en usædvanlig høj løvskovsprocent, hvoraf en stor del er gammel naturskov. Især Arresødals Skov har en særlig karakteristisk bestand af 280-årig gammel bøgeskov. Omkring Avderød er der foretaget flere større tilplantninger med nåletræsbevoksninger som afgrænsning for anlæg og bebyggelser. Langs Arresøs bredder er der endnu strækninger med enge, der ikke er sprunget i skov. Fra Arrenakke og Vinderød Skov i områdets nordlige del kan det storbakkede morænelandskab endnu opleves friholdt for bymæssig bebyggelse. Her skråner de åbne landbrugsarealer ned mod den nord for liggende litorinaflade og mod Arresø. På hele Arrenæs ligger morænedannelserne fortrinsvis som åbent agerland med vide udsigter friholdt for bebyggelse. Af områdets oprindelige bebyggelser er Sonnerup som en af de få endnu forholdsvis uberørt af nyere bebyggelse og anlæg. Det tidligere gods Arresødal og Vinderød Kirke ligger som værdifulde bebyggelseselementer i det åbne land. Som et markant karaktertræk i landskabet bør endelig nævnes områdets mange, højtliggende og iøjnefaldende bronzealderhøje. Højgrupperne ved Sonnerup og Maglehøje har en markant beliggenhed med vide udsyn fra de åbne, dyrkede randmorænedannelser i hele området. Særligt kan nævnes udsigterne ved Vinderød Kirke, Arrenakke og fra stisystemerne ved Sonnerup. Karakterområdet er som helhed forholdsvis påvirket af bymæssig bebyggelse og diverse tekniske anlæg. Dette gælder i særhed fjordkysten med Frederiksværk og den nord-syd-gående hovedvej og jernbane, men også i de åbne områder er det svært at opfatte landskabet som videre oprindeligt. Størst landskabelig oprindelighed findes nok langs sydøstsiden af Arrenæs, fra Avderød Skov yderst på næsset via Ravnsbakke og Sonnerup til Sonnerup Skov, hvorfra der er åbent videre vestpå næsten helt ud til fjorden via Torsbakke (højen Torsbakke, vel og mærke, ikke bebyggelsen af samme navn).

Landskabstype Karakterområdets landdel består af landskabstypen bakket morænelandskab (Mb8 Arrenæs bakkeland) med bymæssig bebyggelse, åbent agerland, samt sø- og fjordskrænter. Søen kan betegnes som sødækket smeltevandssænkning og litorinafjord.

Naturgeografiske forhold med betydning for landskabskarakteren Landdelen af karakterområdet kan geomorfologisk betegnes som et bakket morænelandskab af forholdsvis blandet karakter. Yderst på Arrenæs findes således rester af randmoræne, på den indre del af næsset bakker med dødispræg, mens et stykke tunneldal findes på den vestlige side af Arrenakke. De relativt stejle kystskrænter ind mod søen og ud mod fjorden blev dannet i forbindelse med Litorinahavet. Jordbundsmæssigt præges området af smeltevandssand med spredte småpartier af moræneler; i randmoræneknolden yderst på Arrenæs dominerer dog moræneler og ferskvandstørv. Den store, men relativt lavvandede Arresø indgår i det store smeltevandslandskab i regionens vestlige del, og står i geomorfologisk henseende i nær tilknytning til dal- og sletteområderne mod syd og den flyvesandsdækkede litorinafjord mod nord. I Litorina fungerede Arresø således som den dybeste del af Arrefjord med forbindelse nordpå til Kattegat.

Historisk-geografiske forhold med betydning for landskabskarakteren De mange bronzealderhøje indikerer, at området var beboet i oldtiden, hvilket da også skulle undre andet med den nære beliggenhed til både sø og fjord i højtliggende terræn. Sådanne udsatte, kystnære områder blev imidlertid ofte forladt i hele det sydskandinaviske område i jernalder og vikingetid, og områdets daterbare bebyggelsesnavne (Vinderød, Brederød, Avderød og Sonnerup) vidner da også om, at fjordtangen og sønæsset først igen blev begyndt ryddet og befolket i starten af middelalderen - muligvis endda først hen mod slutningen af højmiddelalderen, da vendernes hærgen af kysterne var bragt til ende. Ekspansionen er formentlig kommet sydfra, hvor jernalderlige bebyggelsesnavne som bl.a. Kregme og Ølsted indikerer en ældre kulturbygd ved indgangen til middelalderen. Kolonisterne fik deres egen kirke i Vinderød; den nuværende udgave stammer fra

69

1884, hvor den erstattede en traditionel 1100-talskirke. I dag hører Arrenæs til Kregme Sogn, men i ældre tid sognede også næsboerne til Vinderød. På Dunkebakke, ved bunden af vigen, lå i middelalderen et slot Dronningholm, omgivet af borgbanke og voldgrav. Borgen skulle angiveligt være bygget af Valdemar Sejr til dennes dronning Dagmar i starten af 1200-tallet, men de ældste bygningsspor er omkring 100 år yngre. Op gennem senmiddelalderen fungerede stedet som adelig og kongelig hovedgård med tilhørende gods. Det blev angiveligt nedbrudt efter Reformationen, hvor materialerne bl.a. anvendtes til opførelsen af Frederiksborg Slot (Trap 1920, 126-127; Trap 1953, 198). I middelalderen og tidlig moderne tid gik Arresøs afløb ud til havet gennem en å, der løb rundt norden om Arrenakke og ud til Roskilde Fjord. Åen er formentlig identisk med den af Saxo omtalte å Bythinga (“Bydinge Å”), hvortil en anden kilde fra 1397 omtaler to møller, hvoraf den ene, Øffræbydinghæ møllæ (dvs. “Øvre Bydinge Å Mølle”), formentlig er identisk med den Oure møllegård, der endnu lå ved åen på vestsiden af landtangen i 1688. I 1768 var vandmøllen - ganske fornuftigt jf. nedenstående - erstattet af en vindmølle (Øvre mølle), placeret oppe på de bagved-liggende bakker, hvor navnet endnu er i brug som gårdnavn; selve møllen er dog forlængst væk. I det gamle ånavn Bydinge gemmer sig endvidere muligvis spor af en endnu inden middelalderen nedlagt bebyggelse (DS, 92). Endnu ved middelalderens slutning synes området forholdsvis sparsomt befolket og opdyrket, hvilket kan forklares med de generelt sandede jorder og det vanskelige, kuperede terræn, samt en mangel på oplagte anløbspladser. Med sandflugtens begyndelse i 1500-tallet blev det imidlertid endnu værre, selvom området aldrig blev ramt i samme stil som længere nordpå (område 1). En mærkbar konsekvens var dog tilsandingen af Arrenakke Å (eller rettere ’Bydinge Å’) hen mod starten af 1700-tallet, der ikke blot betød enden på Øvre Mølles tid som vandmølle, men tillige gav problemer i hele Arresøs opland. 1717-19 besluttede kongen derfor at lade grave Frederiksværk Kanal over landtangens smalleste sted til Roskilde Fjord. Dette skete dels for at sikre søens afløb og dermed undgå oversvømmelser af de lavtliggende agerjorder syd for søen (område 22), dels for at kunne udnytte vandkraften industrielt. I de efterfølgende årtier blev sidstnævnte forsøgt med en agatslibemølle og et kanonstøberi, dog uden større held. I anden halvdel af 1700-tallet tog virksomheden imidlertid fart under generalmajor J.F. Classens ledelse, hvor Frederiksværk blev base for en betydelig krigsindustri. Havnen kom pga. vanskelige anlægs- og strømforhold først til i løbet af 1800-tallet. Egentlig bystatus opnåede Frederiksværk først i starten af 1900-tallet, hvor også kirken er fra (Trap 1953, 87-88). Hovedgården Arresødal hed oprindeligt Arresøgård og blev oprettet i 1773 som herskabssæde for ovennævnte Classen med et betydeligt bøndergods. Da den reformvenlige prins Carl von Hessen arvede godset, blev fæsterne givet arvefæste, deres gårde udskiftet og hovedparten af hovedgårdsjorden udparcelleret til husmandsbrug, hvilket her i området bl.a. omfatter bebyggelsen Karlsgave (hvilket også forklarer navnet). Samme prins Carl tog i øvrigt fat på en tiltrængt forbedring af de sociale kår i dette et af Danmarks ældste tungindustriområder. (Trap 1953, 88 og 200)

70

Landskabskarakterområde 22: Lyngby ager- og overdrevsland Sønært, åbent ager- og overdrevsland i fladt terræn med betydelige vådområder og decentral landbebyggelse, samt større landsbyer på omkransende højere terræn.

Landskabskarakter Karakterområdet er præget af åbent ager- og englandskab i et næsten fladt terræn orienteret imod den Arresø. De primære bebyggelser findes i den vestlige og sydlige udkant, hvor terrænet hæver sig på forskellig vis, mens bebyggelsen inde på den vådbundsprægede og sandede flade består af spredtliggende gårde og huse. Området gennemstrømmes af å med omkringliggende engmoser. Det primære karaktergivende element i området er det flade, sletteagtige terræn, der såvel visuelt som hydrologisk orienterer sig nordefter mod Arresø. Begge dele finder sin baggrund i, at området kan beskrives som en halvmåne liggende på ryggen, hvor “maven” vender op mod søen, mens terrænet langs ryggen hæver sig i forskellige terrænformer; mod vest en randmoræne ud mod fjorden, mod syd en smal højderyg i form af åsen Strø Bjerge, og i sydvest et uroligt, småbakket landskab med dødispræg. Langs denne krumme rygsøjle finder vi områdets tre ældste og primære bebyggelser: Kregme, Ølsted og Skævinge, der også alle er gamle kirkebyer. Ingen af dem har dog meget af deres gamle landsbypræg tilbage, da de alle er kraftigt udvidet med yngre bebyggelse, hvilket bl.a. hænger samme med deres status som stationsbyer på jernbanen mellem Hillerød og Frederiksværk. Ikke mindst Strø Bjerge i syd danner en markant baggrund for den flade, foranliggende slette op imod søen. Den østlige og centrale del af området afvandes til Arresø af den snoede Lyngby Å, mens den vestlige del står i hydrologisk forbindelse med søen gennem et stort moseområde (Kregme Mose og Nørremose). Også langs Lyngby Å og på de mellemliggende flader findes trods dræningsindsats endnu en del engbræmmer og småmoser. Alligevel er det dog til at finde spredtliggende, udflyttede gårde og huse på det meste af fladen undtagen de store sammen-hængende moseområder. Omtrent midt i området, delvist omkranset af en sløjfe på Lyngby Å, ligger en mindre løvskovsbevoksning Lyngby Skov rummende et par beskedne bakker og en gravhøj. Umiddelbart øst herfor ligger den delvist drænede Lyngby Mose. Mens den er friholdt for bevoksning, er store dele af Kregme Mose dækket af løvkrat (især pil). Som helhed fremtræder landskabet åbent, hegnsløst og med vide udsyn over agerlandskab, Strø Bjerge og Arresø. I nordvest indtager Kregme Kirke på kanten af bakkekammen langs fjorden og tæt ved Arresø en markant, visuel position, der kan ses viden om; udsigten fra Kregme Kirke er tilsvarende storslået. De indre dele af karakterområdet er forholdsvis upåvirket af såvel bymæssig bebyggelse, større veje og andre tekniske anlæg. Det modsatte kan siges om den sydlige og vestlige udkant (områdets “krumme rygsøjle”), hvor de gamle landsbyer er kraftigt udbygget, og hvor også jernbanen er anlagt. Mellem områdets indre del og jernbanen er der ført serier af højspændings-ledninger. Områdets nordlige og vestlige del gennemskæres af større veje.

71

Landskabstype Karakterområdet består som hovedsag af landskabstyperne smeltevandsdal og litorinafjord (Sl1 Kregme Mose) og hedeslette (Sh1 Skævinge hedeslette) med åbne agre og enge bebygget med begrænset, decentral landbebyggelse. I udkanten heraf ligger udkanten af tilstødende, højere-liggende landskabstyper, såsom R3 Roskilde Fjord randmoræne, Så1 Strø Bjerge Ås og Mb10 Tjæreby bakkeland, alle med åbent agerland og bymæssig bebyggelse.

Naturgeografiske forhold med betydning for landskabskarakteren Området kan som helhed betegnes som et glacialt smeltevandslandskab, der formentlig er dannet over en længere periode i forbindelse med nedsmeltningen af isen i det centrale Nordsjælland. Den vedvarende, langsomtflydende afstrømning har udjævnet det forudgående landskab med såvel erosion af ler som aflejringer af sand, hvilket har medført den næsten plane flade - dog ikke så plan som hævede fjordbunde à la Ydre Arrefjord (område 1). Vandet er af Strø Bjerge Ås og randmorænen langs fjorden blevet ledt nordpå op gennem Arresø og ud til Kattegatbassinet. Denne afbøjning fornemmes stadig gennem forløbet af Lyngby Å. Den østlige del af området er af geologerne blevet klassificeret som regionens eneste egentlige hedeslette af betydning. Jordbunden består da også primært af smeltevandssand, men faktisk findes i den østlige del også flere mindre partier af smeltevandsler, hvilket er lidt usædvanligt i denne type landskab, men enten må der være tale om rester af issøbakker eller -lavninger, som vandet ikke har skyllet helt væk, eller også har afstrømningen i perioder været så langsom, at ler har kunnet aflejres på særligt rolige steder. I Litorinahavets tid gik Arrefjorden ind i store dele af områdets vestlige del og dækkede såvel Kregme Mose som den nedre Lyngby Å og Lyngby Mose; til den østlige del af sletten nåede fjorden ikke, hvad der kan være forklaringen på, at leraflejringerne kun har “overlevet” her. Den primære jordart i hele området er dog i dag ferskvandstørv, der siden fjorden trak sig tilbage er dannet af delvist nedbrudt organisk materiale (planter og nedfaldne grene) i ferske moser og søer. I de vestlige vådområder, hvor Litorinafjorden gik ind, har strandskaller gjort jorden ekstra kalk-holdig og dannet grobund for en artsrig engflora. Det flade terræn og de mange vådbundsområder har begrænset de mellemliggende sandjorders udtørring, ligesom adgangen til engjordernes næringsstoffer har gjort det rentabelt at rydde og opdyrke selv de magre hedeslettejorder, hvor der sidst i 1800-tallet flere steder kunne noteres et næsten metertykt muldlag ovenpå sandet (Rørdam 1893, 38). Frem til nyere tid synes sandjorderne dog i vidt omfang primært anvendt som overdrev mellem engområderne.

Historisk-geografiske forhold med betydning for landskabskarakteren Området syd for Arresø er tidligt blevet inddraget til kulturland med jernalderlige bosættelser (Kregme, Ølsted og Skævinge) på højderyggen sydvest og syd for søens moseprægede forland. Engene og de mellemliggende sandøer er nok i vidt omfang blevet ryddet, men næppe anvendt til ager, hvilket hverken den våde eller den sandede jord just opfordrede til; snarere er området blevet anvendt som enge og græsningsoverdrev for landsbyernes kreaturer. Først i vikingetiden forsøgtes en bebyggelsesmæssig ekspansion op i retning af søen, hvor Store Lyngby anlagdes på en bakke tæt ved søen og omgivet af våd- og overdrevsområder; navnet indikerer netop, at byen blev anlagt i et lyngklædt overdrevslandskab. Nord for Ølsted forsøgtes - måske lidt senere - noget tilsvarende med Ubberup, mens en udflyttertorp Grimstrup blev anlagt på bakkekammen mellem Ølsted og Skævinge. Endnu på VSK fra 1768 var området i vidt omfang præget af eng- og mosedannelser, i højere grad end nu også i den østlige del med den senere (delvist) bortdrænede Lyngby Mose og en mose på Skævinge Overdrev. Den næste større landskabelige forandring i områdets bebyggelses-struktur synes først at være sket i 1800-tallet i forbindelse med udskiftningen og dræningen af moserne i den østlige del, hvorved en mængde gårde og husmænd flyttede ud på sletten; til denne periode hører den spredte gårdbebyggelse vest for Skævinge Overdrev, kaldt Jungen, hvor ’jung’ er et typisk eng- og mosenavn, der kan oversættes til “et sted på engen, hvor det gynger” (DS, 87).

72

Landskabskarakterområde 23: Æbelholt Ådal Engpræget ådalslandskab med middelalderkloster og tilstødende åbent, småbakket agerland med landsbyer og decentral landbebyggelse.

Landskabskarakter Karakterområdet er et overvejende åbent agerland i jævnt til let kuperet terræn orienteret ned mod Æbelholt Ådal i nord og Arresø i nordvest. I den lille ådals øvre del findes lidt småmoser, i den nedre del ved udløbet i Arresø en større mosedannelse (Lille Lyngby Mose). Nord for åen lå i middelalderen Æbelholt Kloster. Oplandet syd og øst for åen er præget af åbent agerland med små nålebeplantninger, landsbyer og fritliggende gårde. Det primære karaktergivende element i området er relationen mellem det åbne, let bølgede agerlandskab mod syd og ådalen med dens enge og moser mod nord. Strukturen kan siges at minde om relationen i område 22, men her med en anden arealmæssig fordeling, idet lavbundsområderne er mere koncentreret til en egentlig ådal, mens “højlandet” er strakt ud til et bredere og mindre kraftigt kuperet agerland. Som i område 22 findes også her landsbyerne i det hævede terræn mod syd; Lille Lyngby ved søen, Meløse midtfor og Tjæreby mod øst. Af disse er Lille Lyngby og Tjæreby kirkelandsbyer med en velbevaret, oprindelig landsbystruktur. Imellem landsbyerne findes en mængde udflyttede gårde og huse, hvilket især er markant i områdets sydøstligste del (bl.a. Ny Harløse). Omvendt findes et relativt bebyggelsesløst agerlandskab vest for Ny Harløse omkring herregården Lønsgård. Hydrologisk kan ådalen siges at tage sin begyndelse omtrent midt i området ved Æbelholts Dam, der ligger syd for en terrænhævning, som åen først løber nordøst og nordvest om, for derpå at søge vestover ud mod Lille Lyngby Mose og Arresø. Holmen bærer i navnet Kappelskov vidne om en fortidig bevoksning i relation til klosteret nord for åen, men i dag er hele klosterlokaliteten stærkt præget af større vejanlæg med udfletning, samt adskillige udstykkede husmandssteder. Som helhed fremtræder landskabet åbent, hegnsløst og med vide udsyn over området og Arresø. Flere mindre nåletræsbevoksninger er plantet omkring Æbelholtsvang. De mange mosehuller markerer sig i landskabet som pilekrat. Ligesom i område 22 har de kalkholdige litorinaaflejringer gjort vådbundsdannelserne egnede for en artsrig engflora, hvor den fredede Lille Lyngby Mose er en af amtets fineste botaniske lokaliteter. To højgrupper syd og øst for Lille Lyngby har markant beliggenhed i det flade landskab. Fra højene er der udsigt over Arresø. Ligeledes haves en storslået udsigt fra Lille Lyngby, især på søbrinkerne ved Ladebakke og Lunden. Især de centrale dele af området må siges at være forholdsvis påvirket af nyere bebyggelse og større vejanlæg. “Forstyrrelserne” følger i vidt omfang hovedvejen tværs gennem området fra Tulstrup (område 17) over Kappelskov og Meløse til Store Lyngby (område 22). Tværs gennem

73

området er i syd-nordgående retning ført en højspændingsledning. Derimod er områdets sydøstlige del (omkring Tjæreby, Lønsgård og Æbelholts Dam) og nordvestlige del (omkring Lille Lyngby, Lille Lyngby Mose og overdrevsbebyggelsen Haseje) forholdsvis upåvirkede; dog er der umiddelbart nord for åens udløb i Arresø, på bakkeskråningen ind mod Nejede i område 17, anlagt en større nybebyggelse kaldt Lykkesholm.

Landskabstype Karakterområdet består af landskabstyperne smeltevandsdal og litorinafjord (Sl2 Pøle og Æbelholt floddal) med større eng- og mosedannelser langs åløb, og bakket morænelandskab (Mb10 Tjæreby bakkeland) med landsbyer og decentral landbebyggelse i åbent agerland.

Naturgeografiske forhold med betydning for landskabskarakteren Området kan nok bedst beskrives som en blanding af egentligt smeltevandslandskab og et stærkt smeltevandspåvirket morænelandskab. Mod nord har isens afsmeltning formet en floddal med forbindelse ud til Arresø og videre nordpå til Kattegat. Dalen er forholdsvis kort og bred, og rummer i sin indre del flere store sandøer, hvor f.eks. middelalderklosteret er anlagt på én. I Litorinahavets tid gik Arrefjorden ind i store dele af dalstrøget og dækkede såvel den ydre bredning af Æbelholt Å (Lille Lyngby Mose) som en nu drænet arm af denne i sydlig retning øst for Lille Lyngby. Det omgivende landskab mod syd og vest består af et jævnt til let kuperet terræn med en overvejende sandet jordbund. Der er tale om et småbakket morænelandskab med et vist dødispræg, der både viser sig i det lidt urolige terræn og flere grus- og lerholdige bakker, men det hele synes kraftigt udjævnet i forbindelse med isens bortsmeltning, der dels har slebet kanterne af bakkerne, dels har skyllet en god del af moræneleren igennem og efterladt en noget sandet jordbund mellem bakker og vådbundslavninger.

Historisk-geografiske forhold med betydning for landskabskarakteren Kulturhistorisk bærer slettelandet syd for Arresø op til Æbelholt Å præg af relativ tidlig opdyrkning og bebyggelse, senest i åens umiddelbare opland, der ud fra stednavnene (Lyngby og Tjæreby) tyder på en kolonisation i vikingetiden. Bevægelsen er givetvis kommet syd- og østfra (f.eks. gennem område 22). Ved indgangen til middelalderen fremstår åen som en grænse mellem agerbygd og skovbygd, hvor Æbelholt Kloster anlagdes på nordsiden af åen omkring 1175. Det er oplagt at se torp-kolonisationen i bakkelandet nord for Æbelholt Å (område 17) som udgående herfra. Æbelholt Kloster blev således en betydelig godsejer i området i senmiddelalderen, bl.a. i lokalegnen nord for åen. Til trods for denne aktivitet i senmiddelalderen var områdets østlige del endnu i slutningen af 1700-tallet præget af betydelige skove omkransende kirkelandsbyen Tjæreby og det nedlagte Æbelholt Kloster; sammen med skovene i det nord for liggende område er dette nok en af de senest skovryddede dele af Nordsjælland. I Kappelskov på holmen syd for klosteret lå angiveligt i gammel tid et lille kapel tilhørende klosteret (Trap 1953, 194). Mens augustinermunkene i Æbelholt Kloster havde deres egen klosterkirke, var resten af området sognemæssigt opdelt mellem kirkerne i Lille Lyngby og Tjæreby (hvor kirken i Tjæreby dog var ejet og drevet af munkene). Lille Lyngby ved bredden af Arresø fremstår mindst ligeså gammel som navnefællen mod syd (Store Lyngby), og fik i modsætning til denne sin egen kirke - som også folkene i Store Lyngby sognede til. Vejen over Æbelholt Å synes fra gammel tid (bl.a.) at være gået ved en af dalens smalleste steder, omtrent midtvejs mellem klosteret og åens udløb. Her anlagdes både en bro og en vandmølle, der i navnet Søsterbro Mølle kunne antyde, at dens indtægter i middelalderen gik til et nonnekloster - muligvis cistercienserinderne i Slangerup Kloster, som Æbelholt havde en vis forbindelse til (DS, 88). Vandmøllen eksisterede endnu i 1768. Bebyggelsen Ny Harløse er som navnet antyder relativt ny, idet der er tale om gårde udflyttet på den i område 24 liggende landsby Harløses overdrev i 1800-tallet; navnet er endda endnu nyere end bebyggelsen, idet gårdsamfundet endnu i 1950’erne kaldtes Harløse Overdrev.

74

Landskabskarakterområde 24: Freerslev agerland Åbent agerland på moræneslette med åer, enge, landsbyer og udflyttede gårde, samt større vejanlæg og bymæssig bebyggelse.

Landskabskarakter Karakterområdet er præget af overvejende åbent agerland i et jævnt sletteterræn gennemløbet af åer og med betydelige engdannelser langs disse. Langs sydøstgrænsen løber en markant terrænkant. I nord findes en mellemstor skovbevoksning. Landbebyggelsen er forholdsvis decentral med mange udflyttede gårde. I nordøst er området stærkt præget af bymæssig bebyggelse, hvortil området gennemskæres af flere større veje. Det primære karaktergivende element i området er det åbne, men vådbundsprægede moræneslettelandskab, der ligger nedenfor en markant terrænhævning til en højereliggende slette af omtrent tilsvarende størrelse sydøst herfor; terrassekanten, der kan følges over 6 km, har gennemgående en niveaustigning på 10-15 m. Den højereliggende slette afvandes ned til området ved den store, åbne Attemose, en ca. 1½ km lang udbredning af Havelse Å’s øvre løb langs nævnte terrassekant, hvortil mosen danner en skarp kontrast. Fra Attemose fortsætter åen nordvestover, hvor den får tilløb fra vådområderne i Freerslev Hegn, inden den ved Borup drejer mod sydvest og forlader området i retning mod Roskilde Fjord. Områdets østlige del afvandes gennem den øvre Pøle Å, der her løber i nordvestlig retning langs den øst herfor liggende randmoræne. Åløbet er imidlertid her næsten helt indlemmet i den bymæssige bebyggelse omkring Hillerød, der med sine tilkørselsveje dominerer landskabet i områdets østlige del. Slettelandskabet fremstår indrammet i de fleste retninger, idet Hillerød og den bagvedliggende skovdækkede randmoræne lukker af mod nordøst (område18), terrassekanten rejser sig i sydøst, og forskellige bakkelandskaber (bl.a. Strø Bjerge Ås) danner en visuel grænse i sydvest. Kun mod nordvest fortsætter det jævne terræn, men her spærres udsynet af den langstrakte løvskov Freerslev Hegn, hvis løvskovsbryn giver en stærk landskabelig virkning i det flade, åbne landbrugsland. Mens Hillerød som nævnt sætter sit præg på områdets nordøstlige del, hvor bl.a. den gamle skovrydningsby Ullerød er helt opslugt, er resten af

75

området præget af en temmelig decentral landbebyggelse omkring de efterhånden ganske små rester af gamle landsbyer, hvor hovedparten af gårdene er flyttet ud på marker, overdrev og drænede enge. Det gamle landsbypræg kan endnu anes i Harløse, der dog er langt fra fordums storhed (15 gårde i 1688), mens Freerslev er noget påvirket af en hovedvejs gennemkørsel, og Borup af et par industrianlæg. Den for området centralt placerede landsby Freerslev fremstår dog som helhed fortsat ganske velafgrænset på sin dyrkningsflade i det åbne agerland op til Freerslev Hegn. På den endnu åbne landbrugsflade sydvest for Hillerød præger godset Favrholm landskabet med sine karakteristiske, store markinddelinger; fra denne del af området er der næsten overalt indsyn til Frederiksborg Kirkes markante silhuet. Ovenfor terrænkanten i sydøst er det flere steder til at få et flot overblik over sletten til Freerslev Hegn, eller langs kanten til Store Dyrehave. Karakterområdet er i den østlige del kraftigt påvirket af bymæssig bebyggelse, hvor også store veje, og flere tekniske og rekreative anlæg præger landskabet. Den primære påvirkning i den vestlige del ligger i dennes gennemskæring af en hovedvej. Områdets vestlige og sydlige dele gennemkrydses af højspændingsledninger.

Landskabstype Karakterområdet består af landskabstyperne moræneslettelandskab (Ms4 Nørre Herlev moræneslette) og let kuperet morænelandskab (Mb10 Tjæreby bakkeland) med å- og engdannelser, større bymæssig bebyggelse og decentral landbebyggelse.

Naturgeografiske forhold med betydning for landskabskarakteren Karakterområdet kan i hovedtræk beskrives som en stor moræneslette, hvis geomorfologiske sammenhæng med sletten sydøst for terrassekanten ikke står helt klar. Sletten er forholdsvis jævn med småkuperede partier i yderområderne. Blandt de geologisk mere interessante af disse kan nævnes en klassisk, fladtoppet issøbakke ved Borup i områdets nordvestlige hjørne; bakken er svær at fornemme i dagens landskab, men har dog bevirket anlæggelsen af et teglværk. Jordbunds-forholdene veksler overvejende mellem moræneler på de tørre flader og ferskvandstørv i vådbunds-områderne, hvortil der findes en del sandholdige aflejringer i nordvest og nordøst, hvori der også indgår flere småpartier smeltevandsler - som i issøbakken ved Borup. Sammenlignet med det øvrige Nordsjælland har moræneleren her på sletten dannet en forholdsvis lerholdig jordtype (FK4 sandblandet lerjord), mens en lidt mere sandholdig jordtype er dannet på de store tørvearealer (FK3 lerblandet sandjord); kun i selve moserne er jorden klassificeret som humusjord (FK7).

Historisk-geografiske forhold med betydning for landskabskarakteren Morænesletterne hører generelt til de tidligst skovryddede og bebyggede landskabstyper i Østdanmark, men det gælder kun delvist for sletten omkring Freerslev (netop -lev er i øvrigt den klassiske endelsestype for østdanske slettebyer fra jernalderen). Muligvis pga. de omfattende vådområder blev der aldrig tale om den helt store opdyrkning og bebyggelse, og endnu i 1768 var den nordlige og østlige del af området fortsat at betegne som skovbygd. Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, at der ingen kirkebyer findes på sletten, hvilket er usædvanligt. Det har der dog været, idet netop Freerslev i middelalderen husede en kirke, men ved en større kirkelig sparereform efter Reformationen blev bl.a. Freerslev Kirke lukket i 1555, hvorefter bønderne på den nedre slette måtte søge til nabokirkerne - bl.a. Nørre Herlev Kirke, der endnu troner sejrigt på terrassekanten ovenfor Attemose. Freerslev Kirke var langt fra ene om denne kranke skæbne, men dens udpegning til lukning er endnu en indikation på, at Freerslev Slette ikke var overvældende rig på hverken mennesker eller landbrugsproduktion ved middelalderens slutning - trods de for regionen sjældent lerholdige og plane agerjorder. Til middelalderens Freerslev Sogn hørte foruden skovrydningsbyen Hammersholt også den mellemliggende, gamle herregård Favrholm, der fra 1560 kom til at tjene som ladegård for Frederiksborg Slot. Det oprindelige Favrholm blev revet ned i 1638, hvor dens nutidige afløser blev opført i starten af 1800-tallet lidt syd for forgængerens tomt. I mellemtiden anvendtes jorderne som kongelige stutterivange for avlsarbejdet med de berømte Frederiksborgheste (Trap 1953, 209).

76

Landskabskarakterområde 25: Karlebo agerland Overvejende åbent, kuperet agerland med landsbyer, vandhuller og spredte småbevoksninger, samt større bymæssig bebyggelse i østlig udkant.

Landskabskarakter Karakterområdet kan betegnes som et overvejende åbent agerland med smålandsbyer og fritliggende gårde i et uroligt terræn præget af mange småbakker og vandhuller. I sydvest en mellemstor skovbevoksning, i øst motorvej og betydelig bymæssig bebyggelse. Det primære karaktergivende element i området er det urolige, men overvejende skovløse bakkelandskab, hvor der mellem stejle småbakker, talrige moser og vandhuller, og spredte småbevoksninger ligger en håndfuld gamle landsbyer i agerlandet; Karlebo, Avderød, Brønsholm, Kirkelte og Gunderød. I modsætning til hvad man ofte ser i denne type landskaber, er landsbyerne fortsat forholdsvis intakte, da de dels kun er behersket påvirkede af nyere bebyggelse, dels da de kun i begrænset omfang har oplevet en udflytning i forbindelse med udskiftningen i 1700- og 1800-tallet. Ganske vist ligger der også her fritliggende gårde ude på markerne og huse ude på de gamle overdrev, men slet ikke i samme omfang som i flere af regionens andre områder af tilsvarende landskabstype. Mere traditionelt ser billedet ud i områdets sydøstlige hjørne (vest for motorvejen) med en udpræget decentral bebyggelsesstruktur, men her har der faktisk heller aldrig ligget egentlige landsbyer. Mellem bakkerne findes en imponerende mængde vandhuller i hele området, samt i mindre grad et par åer (Donse Å i sydøst og Bassebæk i nordvest); områdets østgrænse udgøres af den betydelige Usserød Å, der afvander Sjælsø i syd til Nive Å i nord. Området tæller også en hel del småbevoksninger og beplantninger af den sædvanlige type ved vandhuller og på bakketoppe, men dertil også flere ikke helt små frugtplantager. I det sydøstlige hjørne findes en lille løvskov Stasevang, mens Kirkelte Hegn og Donse Overdrev er to mindre løvskovsbevoksninger omkring søen Storedam i områdets sydvestligste hjørne, hvor de nævnte småskove står i forbindelse med Tokkekøb Hegn mod syd og Store Dyrehave mod nordvest. Landsbyen Kirkelte ligger således i en smal, åben bræmme mellem Dyrehaven og Kirkelte Hegn. Den østlige del af området gennemskæres i nord-syd-gående retning af Helsingørmotorvejen. Området øst herfor mellem motorvejen og Usserød Å er næsten fuldkommen optaget af ny, bymæssig bebyggelse i tilknytning til Kokkedal og Usserød; trods et nærmest foruroligende nært naboskab med Kokkedal og en indeklemt placering mellem motorvej og hovedvej har Brønsholm i forbløffende grad bibeholdt sin

77

gamle landsbystruktur. De mange små og ofte stejle bakker i det åbne landskab giver naturligt en mængde potentielle udsigtspunkter. Der er desuden vide ind- og udsyn til Karlebo Kirke og Mølle. Karakterområdet et kraftigt påvirket af bymæssig bebyggelse, større veje og andre tekniske anlæg i den østligste sjettedel, men derudover må påvirkningen betegnes som yderst begrænset. Dog er de centrale og sydlige dele gennemkrydset af tre serier af højspændingsledninger i både nord-syd- og øst-vest-gående retning.

Landskabstype Karakterområdet består af landskabstypen bakket morænelandskab (Mb7 Karlebo bakkeland) med åbent agerland, vandhuller og småbevoksninger, landsbyer og større bymæssig bebyggelse.

Naturgeografiske forhold med betydning for landskabskarakteren Geologisk består karakterområdet af bakket morænelandskab, der generelt hæver sig i vestlig og sydlig retning, hvor det samtidig bliver stadig mere kuperet. I hele området er terrænet forholdsvis uroligt og med mange vådbundsprægede lavninger, hvilket kunne indikere dødispræg, men vådbundsområderne er i vidt omfang indbyrdes forbundne i en mosaik, nogle steder endog med egentlig vandløbsdannelse. Dette gælder dog ikke i de mest kuperede områder i sydvest og syd, men her kunne terrænet og sammenhængen med Store Dyrehave randmoræne tyde på en videreførsel af denne nord om Sjælsø (Milthers 1935, 69-70). I områdets vestlige del findes en større issøbakke og flere issølavninger. Jordbunden består overvejende af moræneler, men med store sammenhængende partier af smeltevandsgrus (hvilket her i vidt omfang må skyldes udvasket moræneler), samt en mængde mindre partier smeltevandsler i vest og syd - bl.a. ved issøerne, hvor der på issølavningen vest for Karlebo endnu ligger et teglværk. I de øvrige lavninger er der overvejende dannet ferskvandstørv.

Historisk-geografiske forhold med betydning for landskabskarakteren Stednavnene indikerer, at områdets bakkelandskab først er påbegyndt ryddet i starten af middelalderen, hvilket primært foregik i den nordlige halvdel, og muligvis tidligst omkring kirkebyen Karlebo. Herfra spredte rydningen sig i især nordøstlig retning med bl.a. rød-byer (Avderød, Gunderød, Hesselrød og Niverød; de to sidstnævnte i område 20, men som de øvrige sognende til Karlebo Kirke). Sydover gik det mere trægt, og endnu i 1768 fandtes et stort sammenhængende skovdække i områdets sydlige del, hvor bebyggelsen alene bestod af enkeltgårde med små rydninger omkring sig. Storedam og Lilledam i områdets i dag mest skovrige hjørne (ved Kirkelte Hegn) hed tidligere Store og Lille Donsedam. Ved disse damme kendes fra starten af 1600-tallet en vandmølle, Donsemølle, der i 1704 blev omdannet til kongelig krudtmølle og indtil 1884 stod for produktionen af krudt til flåden. 1910 blev møllen nedlagt (Trap 1920, 82), men der skulle stadig findes rester af en gammel skvatmølle (Trap 1953, 129). Ifølge VSK fandtes der flere vandmøller i området 1768; foruden Donsemølle således også ved Usserød Å og Karlebo (ved Bassebæk), hvor der ved sidstnævnte tillige stod en endnu eksisterende vejrmølle.

78

nationalparkprojekt kongernes...

Documents