Pilotprojekt

Nationalpark Kongernes Nordsjælland Kulturhistorisk undersøgelse

Holbo Herreds Kulturhistoriske CentreGilleleje Museum

2005

KONGERNES NORDSJÆLLAND Holbo Herreds kulturhistoriske centre

2

Kulturhistorisk undersøgelsePilotprojekt

Nationalpark Kongernes NordsjællandLiv Appel (red.) 2005

Layout og grafi k: Kjartan Langsted Holbo Herreds Kulturhistoriske Centre

Gilleleje Museum, Vesterbrogade 56, DK-3250 Gillelejewww.holbo.dk

Kortene i rapporten er gengivet efter aftale med Frederiksborg Amt

Formål med pilotprojekt Nationalpark Kongernes Nordsjælland

Formålet med pilotprojektet er, at udarbejde en vision med plan for afgrænsning og indhold af en nationalpark med Grib-skov / Esrum Sø som kerneområde, som kan indgå i grundlaget for de videre overvejelser og beslutninger om etablering af nationalparker i Danmark.

Projektet skal omfatte Esrum Sø og Gribskov og fl ere af de andre større, statsejede arealer og etablering af korridorer mellem arealerne.

Korridorer er forbindelsesarealer, der giver mulighed for både spredning af dyr og planter og for at sikre de rekreative passage-mligheder. Korridorerne skal søges etableret med størst mulig anvendelse af allerede fredede arealer, arealer uden for almindelig omdrift eller lignende.

Pilotprojektet skal pege på løsninger, der afgørende styrker naturen og dens muligheder for udvikling, som styrker va-retagelsen af de kulturhistoriske værdier og som fremmer befolkningens muligheder for at opleve naturen.

Forside billede: Den 6 år gamle prins Frederik klædt på til jagt. Under navnet Frederik III, efterfulgte han sin far som konge. Pieter Isaacsz 1615. Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg, Hillerød.

3

1.Indholdsfortegnelse

1. Indholdsfortegnelse........................................................................................................................3

2. Indledning.......................................................................................................................................4

2.1 En nationalpark i Nordsjælland..................................................................6 2.2 Det nationale perspektiv.............................................................................6 2.2.1 Frederik II’s kongelige vildtbane i Nordsjælland.......................................7 2.2.2 Baggrunden for etableringen af Frederik II’s vildtbane i 1560...................9 3. Sammenfatning, konklusioner og anbefalinger.............................................................................12 3.1 Konklusion................................................................................................13 3.2 Sammenfatning af kulturhistoriske værdier..............................................14 3.3 Sammenfatning af kulturhistoriske korridorer..........................................14 3.4 Sammenfatning af forslag til kulturhistoriske projekter............................18 4. Historien i landskabet. Status over kulturværdier og potentialer i undersøgelsesområdet.......24 4.1 Naturgrundlaget........................................................................................24 4.2 Kulturudviklingen.....................................................................................26 4.2.1 Oldtiden....................................................................................................26 4.2.2 Middelalderen...........................................................................................39 4.2.3 Nyere tid...................................................................................................50

5. Visionen om en nationalpark i Nordsjælland................................................................................62

5.1 Kerneområdet Gribskov-Esrum Sø...........................................................64 5.2 Korridoren Søborg-Esrum-Rusland..........................................................76 5.3 Korridoren Høbjerg-Valby-Bakkebjerg.....................................................86 5.4 Korridoren Tisvilde-Æbelholt-Frederiksværk...........................................96 5.5 Korridoren Frederiksborg-Fredensborg–Nivå........................................108 5.6 Korridoren Kronborg–Gurre-Krogerup..................................................120

6. Forslag og anbefalinger.............................................................................................................132

6.1 Forvaltning af kulturmiljøer i nationalparken.........................................133 6.2 Formidling af kulturhistorien i nationalparken.......................................134 7. Litteratur...........................................................................................................................................136

4

2. Indledning

Denne tekniske rapport er den første præsentation af den nordsjællandske kulturarv i forbindelse med pilotprojektet Nationalpark Kongernes Nordsjæl-land. Rapporten skal sammen med de andre tekniske rapporter, som blandt andet omhandler de landska-belige, biologiske og rekreative værdier, indgå i en samlet vurdering af mulighederne for at etablere en nationalpark med udgangspunkt i kerneområderne Gribskov og Esrum Sø.

Undersøgelsesområdet omfatter de seks nordligste kommuner i Frederiksborg Amt, nemlig Helsingør, Fredensborg-Humlebæk, Hillerød, Græsted-Gil-leleje, Helsinge og Frederiksværk kommuner, som for helhedens skyld er suppleret med tilstødende områder syd for Arresø i Skævinge kommune og Nivå-ådalen i Karlebo kommune.

På grundlag af en bred præsentation af undersøgel-sesområdets kulturhistorie fra istid til nutid peges der på kulturmiljøer, som afspejler væsentlige træk af samfundsudviklingen. Ved et kulturmiljø forstås en helhed, som opstår, når det stedlige naturgrund-lag og flere kulturminder, for eksempel fortidsmin-der, sten- og jorddiger, historiske vejforløb samt fredede og bevaringsværdige bygninger, sættes ind i en sammenhæng.

Udvalgte kulturmiljøer kan sættes sammen til kul-turhistoriske korridorer, som kan fungere som re-kreative forbindelseslinier mellem nationalparkens kerneområde, Gribskov-Esrum Sø området, og an-dre statsejede arealer i Nordsjælland. Kerneområdet og det system af landskabskorridorer, som præsen-teres i rapporten, foreslås som geografisk afgræns-ning af Nationalpark Kongernes Nordsjælland. In-den for dette område bør man fremover arbejde på at forbedre beskyttelsen, synligheden og formidlin-

gen af kulturmiljøerne og de kulturhistorisk betin-gede naturtyper.

Den tekniske rapport er udarbejdet af Holbo Her-reds Kulturhistoriske Centre i samarbejde med Fre-deriksborg Amt og de berørte kulturhistoriske mu-seer. Arbejdet er udført under ledelse af museumsin-spektør mag. art. Liv Appel. Arbejdsgruppen består desuden af arkæologiassistent stud. mag. Kjartan Langsted, som står bag kortmaterialet i rapporten, samt museumsinspektør mag. art. Søren Frandsen og historikeren Erik A. Jarrum, som har ydet rele-vante historiske bidrag og oplysninger.

Det meget korte tidsrum fra oktober 2004 til januar 2005, som har været til rådighed for arbejdet med den tekniske rapport, har medført at ny forskning, besigtigelser og dokumentation af kulturmiljøer kun har været mulig i begrænset omfang. Den tekniske rapport er således en forundersøgelse, der i tilfælde af et egentligt nationalparkprojekt må suppleres og præciseres.

Den kulturhistoriske undersøgelse bygger først og fremmest på det kendskab til kulturhistorien i Nord-sjælland, som er opbygget ved Holbo Herreds Kul-turhistoriske Centre. Denne viden er suppleret med kulturhistoriske data fra Frederiksborg Amt, herun-der den foreløbige udpegning af kulturmiljøer til regionplan 2005. For oldtidens og middelalderens vedkommende er Kulturarvsstyrelsens database ”Fund og Fortidsminder” anvendt, men suppleret med oplysninger fra bl.a. Skov- og Naturstyrelsen.

Da Holbo Herreds Kulturhistoriske Centre ved løs-ningen af denne opgave har arbejdet på tværs af fle-re kulturhistoriske museers geografiske og faglige ansvarsområder, har vi bl.a. taget disse kulturhisto-riske institutioner med på råd. Herved har vi modta-get værdifulde indspil og idéer til rapporten.

Jagtscene fra von Langens kort over Jægersborg Dyrehave i 1700 tallet.

Indledning

5

I forbindelse med den tekniske rapport for kul-turhistorien har der været møder med:

• Jagt- og Skovbrugsmuseet ved museumsdirek-tør Jette Baagøe.

• Helsingør Kommunes Museer ved museumsin-spektør Lone Hvass, museumsinspektør Anne Majken Snerup Rud og museets samarbejds-partner i forbindelse med de ”grønne korrido-rer” Per Godtfredsen fra teknisk forvaltning.

• ”Industrimuseet Frederiks Værk” ved muse-umsleder Henrik Harnow.

• Hørsholm Egnsmuseum ved museumsinspektør Ole Lass Jensen.

• Arbejdsgruppen bag den tekniske rapport om friluftsliv i pilotprojekt ´Nationalpark Konger-nes Nordsjælland ved Jette Hansen-Møller og Sandra Gentin.

• Frederiksborg Amt, Landskabsafdelingen ved Tine Falkentorp og Hanne Wagnkilde.

• Driftplaner for skovbruget, Skov- og Natursty-relsen ved etnologistuderende Mette Broch Ja-cobsen.

Vi har desuden haft kontakt med:

• Nordsjællandsk Folkemuseum ved museums-chef Finn Erik Kramer.

• Slots- og Ejendoms Styrelsen ved driftsplanlæg-ger John Nørgaard Nielsen, som var behjælpelig med at arrangere en tur til Ødammen i Frede-riksborg Slotspark.

• Nationalmuseet ved museumsinspektør Kjeld Borch Vesth vedrørende de middelalderlige rui-ner i Nordsjælland.

• Kronborg Slot ved slotsforvalter Lars Holst.• Frederiksborg Slot ved museumsinspektør Stef-

fen Heiberg.• Frederiksborg Statsskovdistrikt ved skovløber

Carsten Carstensen, som bl.a. har været be-hjælpelig med digitale kort over kulturminder i Gribskov.

• Arbejdsgruppen bag den tekniske rapport om landskabelige forhold i pilotprojekt National-park Kongernes Nordsjælland ved cand. scient. Johnny Grandjean Gøgsig Jacobsen

6

2.1 En nationalpark i Nordsjælland

Selvom der altid har været meget skov i Nordsjæl-land, vil en nationalpark på ingen måde blive pla-ceret i et uberørt naturområde. Nordsjælland er et kulturlandskab med kulturskov.

Den danske urskov forsvandt for mange tusinde år siden. Man forbinder således begrebet urskov med den selvsåede og tætte løvskov af lind, elm, ask, eg, el, hassel, birk og fyr, som i den atlantiske klimape-riode dækkede indlandsområderne i det nuværende danske område, før menneskene i Nordsjælland gav sig i kast med agerbrug og husdyrhold. Man kan dog forestille sig, at der kan have vokset bøg lige siden bronzealderen i de mest kuperede skovom-råder, som kun delvist har været landbrugsmæssigt udnyttet.

Det nordsjællandske kulturlandskab og skoven i dette område er resultatet af samspillet mellem men-nesker og naturen. Ikke som et resultat af bevidste planer, men som summen af årtusinders kulturpå-virkning. Lige siden træerne indvandrede efter isti-den, har mennesket således udnyttet græsset, løvet, træerne, frugterne og dyrelivet i skoven.

Siden stenalderbønderne begyndte at rydde skov med stenøkser og ild for ca. 6.000 år siden, har der været forskydninger i balancen mellem åbent land og skov. Omkring år 1800 var der kun ca. 3 % skov tilbage i Danmark. Skoven som ressource var tæt på at være udtømt, men en ny skovforordning i for-ening med landboreformerne vendte udviklingen, så skovarealet i dag udgør 12 % og fortsat stiger.

Samspillet mellem natur og menneske har imidler-tid ikke alene præget skovens areal, men også dens geografiske placering og artssammensætning. Si-den Fredskovsforordningen i september 1805, der bestemte at de arealer, der for al fremtid blev udpe-get til at være skov, skulle indhegnes og friholdes for husdyr, har begrebet skov været forbundet med indhegnede træbevoksninger med forstmæssig ved-ligeholdelse. I ældre tid eksisterede det nuværende skarpe skel mellem landbrug og skovbrug ikke. Man talte om skov, når bare der var træer. Hvis der f.eks. var træer mellem bøndernes agerstriber regnedes området for både skov og mark.

Omvendt fandtes der ofte spredte enge og agre i de tættere skove, og mange steder, hvor der i dag er skov, lå der gårde og marker.

Statens ejendomsret over de nordsjællandske skove har langt hen ad vejen forhindret at skove er blevet fjernet til fordel for landbrug og byudvikling. Da der ikke har været dyrket i skovene, siden skovbebyg-gelserne blev nedlagt, er sporene bevaret i skovbun-den. Også spor efter de danske kongers brug af de nordsjællandske skove er synlige i et omfang, som er unikt i europæisk sammenhæng. Mens f.eks. de kongelige parforcejagtveje fra 1600- og 1700- tallet i andre europæiske lande er gået tabt i forbindelse med udvidelse af byerne, eksisterer dette vejnet sta-dig i Nordsjælland.

Når den danske stat i dag ejer så store skovarealer i Nordsjælland, at det er muligt at etablere en natio-nalpark, er det i høj grad et resultat af den særlige kulturhistoriske udvikling i området.

2.2 Det nationale perspektiv

Navnet Nationalpark Kongernes Nordsjælland er et vidnesbyrd om, at Nordsjælland i historisk tid har haft kongernes særlige interesse. Slottene Søborg, Dronningholm, Gurre, Krogen og Kronborg samt Frederiksborg og Fredensborg vidner om den dan-

Den 6 år gamle prins Frederik klædt på til jagt. I bag-grunden ses Christian IV’s nye Frederiksborg Slot.Under navnet Frederik III (1648-70) efterfulgte han sin far som konge. Pieter Isaacsz 1615. Det National-historiske Museum på Frederiksborg, Hillerød.

7

ske kongemagts bestræbelser på at besidde denne landsdel nord for Roskilde og København ud til Øresund. Med Københavns overgang til residens-stad og administrativt centrum i løbet af 1400-årene, kom Nordsjælland med de store skovstrækninger til at ligge bekvemt for kongerne ikke mindst i forbin-delse med jagt.

Det blev Frederik II (1559-1588), der for alvor så jagtmulighederne i Nordsjælland. Skovene var do-minerende i den midterste og nordøstlige del af området, mens de bedste jorder i den vestlige del nogle steder havde karakter af sletteland med man-ge større landsbyer og store dyrkede arealer. Dette var imidlertid ikke en hindring for Frederik II, som ønskede uhindret at kunne dyrke sin store jagtin-teresse. Jagten ville kaste glans og herlighed over kongemagten, og samtidig var vildtet af meget stor betydning for kødforsyningen til hoffet. Han iværk-satte en storstilet plan, der gik ud på at få hele Nord-sjælland i sin besiddelse. Hensigten var at oprette en kongelig vildtbane, dvs. et område hvor jagten var forbeholdt kongen.

Frederik II’s etablering af den kongelige nordsjæl-landske vildtbane i 1560’erne og 1570’erne er så-ledes et tidligt nationalpark projekt med rekreative undertoner, der nu 450 år efter tages op i en ny nu-tidig sammenhæng.

2.2.1 Frederik II’s kongelige vildtbane i Nordsjælland

Ved Christian III’s død, den 1. januar 1559, arvede Frederik II store besiddelser i Nordsjælland. Godset var samlet af hans forfædre gennem middelalderen (jf. kap. 2.2.2). Christian III havde i 1551 ansat den første jægermester Borchard von Pappenheim som skov- og jagtadmininistrator for sine nordsjælland-ske godser. Pappenheim fortsatte sin tjeneste under Frederik II (Nielsen 1975:6f).

Den ny konge havde store planer om at råde over hele Nordsjælland til brug for sine jagter, der var hans store fritidsinteresse. Allerede den 2. novem-ber 1559 bad Frederik II derfor fire adelsmænd tage kontakt til ejerne af Asserbo gods, Gert Jensen Ulf-stand og hans hustru Gørvel Abrahamsdatter Gyl-denstjerne, med henblik på en besigtigelse til brug for et mageskifte. Ifølge Eyler Hardenberg, der fore-tog flere besigtigelser for kongen, var baggrunden for mageskifterne, at kongen ønskede at indrette en vildtbane på Halsnæs og ”der omkring”.

Hvad kongen mente med udtrykket ”der omkring” fremgår af et brev dateret 27. marts 1560 til Herluf Trolle på Hillerødsholm. Trolle skulle undersøge, hvilket godser universitetet, kapitlet i Roskilde, adelen og andre havde som arvegods eller forlening ved Krogen (det nuværende Kronborg) og ved Kø-benhavn, den egn, som kongen agtede at mageskifte sig til. Den 25. april skrev Trolle til Frederik II, at hans bud nu på tredje uge havde besigtiget godser-ne, men endnu ikke var nået til vejs ende.

I bytte for ejendommene i Nordsjælland ville kon-gen afstå klostergods i Skåne. Kongen havde fået meget gods ved reformationen, hvor alle kirkelige ejendomme overgik til kronen.

Mageskiftet af Asserbo den 6. juni 1560 var det før-ste og et af de største, som Frederik II gennemførte. Ved denne lejlighed kom kongen i besiddelse af As-serbo hovedgård med to vandmøller (Grubbe- og Rolandsmølle) og en vindmølle. Desuden fik han landsbyen Torup med 12 gårde og 4 gadehuse, Tis-vilde med 13 gårde med 4 øde jorder og et gadehus, Holløse med 13 gårde og et gadehus, Tågerup med 2 gårde, Tibirke med 12 gårde og et gadehus, Salt-boleje (Tisvildeleje) med 16 boder, Nejlinge med 7 gårde, Roland med 2 gårde og Grønholt kirkeby med 13 gårde og 4 ødejorder - degneboligen und-taget.

Få dage senere, den 17. juni 1560 foretog Frederik II et mageskifte med Fru Thale Ulfstand (Poul Lax-mands enke), hvorved han fik Stenholt Hovedgård, Stenholt Mølle og det tilhørende gods: Røde Mølle i Lynge herred, 9 gårde i Langstrup, 2 gårde i Højsa-ger, 2 gårde i Baadstrup, 2 gårde i Langerød, 1 gård og en mølle i Thulstrup, 1gård i Gammel Grønholt, 1 bol i Lille Grønholt, 2 gårde i Thovolt, 11 gårde i Dageløkke og 2 fiskeboder, hvoraf den ene lå foran på Strandbakken med 12 bundgarn i stranden, samt Fielholtgård.

Nu blev også Herluf Trolle selv pålagt at mageskifte sit gods i Try herred (dvs. Jørlunde, Lynge og Strø herreder) og Holbo herred med Frederik II. Mage-skiftet den 1. juli 1560 omfattede: Hillerødsholm og Græse hovedgårde med 17 gårde, 8 gårdsæder og 9 pengehuse i Græse by. Dertil kom Græse Mølle, her-ligheder af 2 kirkegårde i Græse og Siersløv, 2 gårde i Oppesundbye, 1 gård i Påstrup, 1 gård i Jørlunde, 1 gård i Ølstykke, 1 gård og 1 pengehus i Sperristrup, 1 gård i Lyngerup, 1 gård i Landerslev, 1 gård og 2 pengehuse i Lynge og 1 gård i Kaastruppe. Endelig

8

Hillerød by med 6 gårde og 4 pengehuse, 1 gård i Filckinstrup, 6 gårde og 1 gårdsæde i Ølskøb og 7 gårde i Lønholt.

Ud over disse 3 store mageskifter blev i juni og juli måned 1560 foretaget en række mindre mageskifter, der betød, at Frederik II i sommerens løb alt i alt overtog 4 hovedgårde og omkring 200 bøndergårde. Godshandlerne standsede en tid, mens statholderen på Københavns Slot Mogens Gyldenstjerne udar-bejdede en liste over det gods i Try og Holbo her-reder, der endnu ikke var overtaget af kronen. Den 29. november var listen færdig med specifikation af skovgods og slettegods.

Oversigten dannede grundlaget for de 21 mindre mageskifter, som kongen frem til 1574 gennemførte med kirkelige og adelige godsbesiddere. Ved ud-gangen af 1574 ejede kongen 5 hovedgårde (herre-gårde) og omkring 350 bøndergårde. Området sva-

rede til Frederiksborg Amt - Horns herred undtaget, dertil kom Sokkelund og Smørum herreder i Kø-benhavns Amt. Frederik II havde nået sit mål. Han havde etableret en kongelig vildtbane i Nordsjæl-land. Projektet havde samtidig den fordel, at kongen i tidens ånd fik samlet sit gods til fordel for en ratio-nel ladegårdsdrift tillagt de kongelige slotte.

Erhvervelsen af Hillerødsholm fra Herluf Trolle den 1. juli 1560 fik stor betydning i denne sammenhæng. Hovedgården, der lå på en naturlig beskyttet holm i en sø ved landsbyen Hillerød, var Herluf Trolle kom-met i besiddelse af gennem giftermålet med Birgitte Gøye i 1544. Til fornyelse af de forfaldne bygnin-ger opførte Herluf Trolle et nyt tidssvarende anlæg, der havde lighed med vennen Frants Brochenhuus`s nybyggede Egeskov på Fyn.

Videnskabernes Selskabs kort 1768. Den sydlige afgrænsning af den nordsjællandske vildtbane følger det nordvest/sydøst gående mosedrag fra Køge Bugt til Roskilde Fjord. Bemærk de fem markeringer af ”Vildtbane pæle”.

9

Det var derfor oplagt for Frederik II, at han mage-skiftede sig til denne ejendom, der lå centralt i vildt-banen og samtidig havde et godt beskyttet hovedhus, hvor omgivelserne gav plads til opførelsen af et pas-sende kongeslot med tilhørende ladegårdsfaciliteter til indlevering og administration af de mange natu-ralieafgifter fra fæstebønderne. Da det var lettere at skaffe vildtkød fra indhegnede dyrehaver, anlagde Frederik II ”Lille Dyrehave”, som blev omgivet af et plankeværk. Den lå i den nuværende slotspark og rummede ikke alene hjortevildt, men også vildsvin, elsdyr, fasaner mm.

Ved Frederik II’s død i 1588 blev den kun 11 årige Christian IV formelt konge. Han arvede faderens slotte og omfattende besiddelser med vildtbanen i Nordsjælland. Christian IV udbyggede Frederiks-borg Slot til det udseende, vi kender i dag . Traditio-nen tro benyttede kongen sig i sin lange regeringstid frem til 1648 af jagtmulighederne i Nordsjælland. Under Christian IV blev ”Store Dyrehave” syd for Frederiksborg anlagt. Omkring 1620 blev den indhegnet med sten- og risgærder. Store Dyrehave skulle foruden jagten også tjene som græsning for hestene fra det frederiksborgske stutteri.

Under Svenskeskrigene, 1658-1660, gik vildtbe-standen voldsomt tilbage. Da Frederik III blev ene-voldskonge blev jagten omdannet til et regale, dvs. en kongelig rettighed, som nogle steder i landet blev skænket bort. I Nordsjælland holdt kongen imidler-tid strengt på sin jagtret. Ansvaret for jagt- og skov-væsen blev lagt på en overjægermester Vincentz Joakim Hahn (1661-1680), der fortsatte under Christian V. Hahn stod for udbygningen af vildtba-nen ved anlæg af jagtstjerner til parforcejagt i Store Dyrehave, ved ladegården Østrup (det nuværende Fredensborg Slot) øst for Esrum Sø og i den sydlige del af Gribskov.

For lokalbefolkningen fik kongerne som godsbesid-dere både positive og negative konsekvenser. Ad-ministrationen af bøndergodset gennem amtmand, amtsforvaltere og ladefogeder havde ikke den sam-me hårdhændede karakter, som den havde på de private herregårde. Derimod måtte kronens bønder i Nordsjælland leve med de ødelæggelser, som den fredede og hastigt voksende vildtbestand forårsa-gede på kornmarkerne.

Efter landbrugsreformerne og især efter landbrugs-krisen 1813-1830 sejrede hensynet til bønderne og forstvæsenet. I 1848 blev det besluttet, at alt kron-

og dåvildt skulle bortskydes udenfor Jægersborg Dyrehave, og i 1851 kom loven om ”Jagtrettens af-løsning og udøvelse”, som gav grundejeren jagtret-ten – også inden for den kongelige vildtbane (Niel-sen 1975:28).

Bøndergodset i Nordsjælland var blevet privat eje, men staten beholdt i det store og hele skovene. Statsskovene i området må betragtes som den sidste rest af den kongelige vildtbane, og i dem beholdt kongen jagtretten.

2.2.2 Baggrunden for etableringen af Frederik II’s vildtbane i 1560

Når Frederik II i 1560 havde mulighed for at etablere en vildtbane i Nordsjælland, skyldtes det at kronen i løbet af middelalderen var kommet i besiddelse af store godsbesiddelser. Meget af dette gods havde tilhørt klostrene og kirken, særlig Roskildebispen, men efter reformationen i 1536 blev det krongods. Tilbage var ca. 15-20 pct. af jorden, der tilhørte adel og selvejerbønder (Nielsen 1975:6).

Kulturhistorisk er det af stor interesse at se nærmere på baggrunden for etableringen af vildtbanen. Den historiske dokumentation for kronens overtagelse af ejendom er udført af historikeren Erik A. Jarrum fra Gilleleje Museum og kan ses på side 11.

Området ved Frederiksborg. Udsnit af kort fra 1700-tallet. Nord for Frederiksborg Slot ses Lille Dyrehave.

10

I den tidligste middelalder, hvor samlingen af det danske rige i princippet var en realitet, gjaldt det princip, at den jord, som ikke ejedes af andre, til-hørte kronen, dvs. kongen. Da der ved middelal-derens begyndelse fandtes store, tyndt befolkede skovarealer i Nordsjælland, kom kongemagten på denne måde til at råde over betydelige skovområder i landsdelen.

I middelalderen lå adelens og kronens bøndergods meget spredt som såkaldt strøgods. Arvedelinger gennem generationer havde medført, at en enkelt

ejer kunne have sit gods fordelt over hele riget. Dette var ikke mindst tilfældet for godsejere i Nordsjæl-land, hvor kirken og klostrenes besiddelser gennem gaver fra selvejere var med til yderligere at kompli-cere ejendomsforholdene.

Det var hensigtsmæssigt at samle sit gods, og i løbet af middelalderen var de danske konger involveret i mageskifter på en række større ejendomme i Nord-sjælland:

Frederiksborg Slot. Parti ved Møntbroen i 1835. Christen Købke (1810 - 1848) (Voss 1976:108).

11

Godset Annisse• 1292: Jakob Olufsen ejer adelsgården på Hovgårds Pynt

ved Arresø.• 1366: Ridder Niels Ågesen Galen til Karsholm i Skåne

skøder (dvs. overdrager) gods i Annisse og andre steder på Sjælland til Kong Valdemar 4. Atterdag for at indfri gældsposter. Godset omfatter: Annisse hovedgård, Annisse by og An-nisse Fang med vandmølle, agre, enge, græsgange, skove og fiskevande. Valby og 1 gård i Høbjerg. Byen Evetofte og torpen Hågendrup på Halsnæs samt Kratmølle ved Slangerup. Samt andet strøgods på Sjælland.

• 1397: Hans Nielsen (Niels Ågesens søn) ejer godset ved sin død. Familien må have fået godset tilbage fra kon-gemagten. Godset øst og vest for Øresund bliver skiftet (dvs. delt) mellem hans bror væbner Peder Nielsen Husøn og hans søster Ingeborg Nielsdatter, der får Annisse-god-set.

• 1399: Dronning Margrethe I køber godset i Annisse, Val-by og Høbjerg. Hun vil flytte augustiner nonneklosteret fra Gladsaxe i Skåne til Annisse. Paven giver tilladelse, men klosteret placeres i stedet på Gavnø.

• 1409: Dronning Margrethe I køber jord i Annisse af væb-ner Erik Jepsøn Due.

• 1523-33: På Frederik I’s tid er Annisse stadig et kongeligt len. Lenet består af 12 gårde og øde gods i Annisse, 3 gårde og 2 øde gårde i Alsønderup, 6 gårde i Ammindrup, 8 gårde og ødegods i Valby, 2 gårde i Høbjerg, 2 gårde i Gørløse og 2 møller.

• 1540’erne: Annisse lægges under Københavns len.• 1562: Annisse overføres til det nyoprettede Frederiksborg

len under Frederiksborg Slot.

Godset Dronningholm • 1202-1241: Valdemar 2. Sejr skal efter traditionen have

bygget slottet til sin dronning Dagmar. • 1340-75: På Valdemar den 4. Atterdags tid bliver slottet

centrum i et kongeligt len.• 1375: Godset forlenedes på Gurre Slot (dvs. gives som

len) til Henneke Preen og dennes hustru Fru Beke. Efter deres død skal lenet tilbage til kronen.Godset omfatter landsbyerne Avderød, Brederød, Vinde-rød, Kassemose og nogle møller.

• 1380: Heeneke Preen sælger sine rettigheder til Henning Podebusk til evig besiddelse.

• 1388: Henning Podebusk dør og hans tre sønner Brandt, Hans og Predbjørn overtager godset.

• 1397: Predbjørn Podebusk skøder (dvs. overdrager) på Søborg retterting og Gurre Slot hele godset til Dronning Margrethe I og Kong Erik VII af Pommern.

• 1539: Anders Bille bliver lensmand på Dronningholm• 1540’erne: Dronningholm lægges ind under Københavns

len.• 1557: Der gives tilladelse til at tage sten og tømmer fra

det forfaldne hus på Dronningholm til opbygning af en afbrændt mølle i lenet.

• 1564: Godset overføres til Frederiksborg len under Frede-riksborg Slot.

Godset Ramløse• Ca. 1140: Ramløse er Roskilde-bispens gods. Harald

Kesja`s søn Oluf dræber Roskildes biskop Ricco og bræn-der bispegården.

• 1170: Konrad er bryde (dvs. forvalter) i Ramløse iflg. Es-rum Klosters brevbog.

• Ca. 1370: Godset omfatter jf. Roskildebispens jordebog: 20 fæstere (dvs. lejere af jord) og nogle gårdsæder (dvs. mindre brug, der leverede arbejdskraft til godset) i Ram-løse By. Jord i Ågerup, Tågerup og en mølle i Høbjerg (den gamle vandmølle ved Pibe Mølle) og det fjernere liggende Bjørnstrup.

• 1536: Efter reformationen overtager kongen kirkens gods i Ramløse. Der indsættes en lensmand som forvalter.

• 1560: Frederik II tager godset tilbage til kronen, da det ligger i ”kongens fredejagt” (dvs. indenfor vildtbanen, hvor hjortevildtet blev skånsomt jaget så bestanden kunne vokse). Dette til trods for at lensmand Hans Lauritzen har livsbrev på Ramløse fra Christian III. Ramløse lægges un-der Kronborg len.

• I slutningen af 1500-tallet: Godset omfatter jf. jordebø-gerne: Hovgården (dvs. den gamle bispegård), 30 fæstere, 9 gårdsæder og 2 huse i Ramløse.

Godset Søborg Slot og købstad• 1161: Valdemar den Store (1157-1183) indtager jf. Saxo

Grammaticus’ Danmarkskrønike ærkebiskop Eskil af Lunds borg i ”den letriske mose”, der tolkes som Søborg Sø. Søborg bliver kongeslottet i Nordsjælland.

• 1294-1295: Ærkebiskop Jens Grand, der i striden med Erik VI Menved hævder kirkens selvstændighed over for kongeriget, er kongens fange på Søborg.

• I begyndelsen af 1340’erne: Kong Valdemar den 4. At-terdag ødelægger Søborg Slot og købstaden, som var grundlagt i 1200-årene, i forsøget på at samle riget efter en årrække med rigsopløsning og pantsættelser til de hol-stenske grever. Søborg tilbageerobres.

• 1520: Lensmænd administrerer den kongelige besiddelse, som jfr. kansler Claus Gjordsens optegnelser omfatter Sø-borg sogn, Vokstrup, Saltrup og Akerop (Øverup)

• 1534-1536: Under Grevens Fejde ødelægges Søborg Slot og byen mister sine købstadsrettigheder og lægges under Krogens Len.

Esrum Kloster gods• Ca. 1150: Landsbyen Esrum nedlægges, og klosteret an-

lægges på gammelt krongods, skænket af Kong Erik III Lam til ærkebiskop Eskil af Lund, der indkalder munke fra udlandet. Klostergodset omfatter over 300 gårde, fortrinsvis i Nordsjælland. I begyndelsen ligger besiddelserne næsten udelukkende beliggende i Tikøb, Asminderød og Grøn-holt sogne. Senere udvides de med landsbyer og gårde i Esbønderup, Nødebo og Tjæreby sogne, hvor Esrum i det sidste sogn kom i konflikt med Æbelholt kloster. Der-til kom erhvervelser i andre sogne i Holbo herred, bl. a. Vejby, Tibirke, Blistrup, Søborg og Græsted sogne.

• 1536: Ved reformationen overgår klosteret med det om-fattende gods til kronen.

12

3. Sammenfatning, konklusioner og anbefalinger

Denne del af rapporten indeholder de sammenfat-tende og konkluderende afsnit.

Nationalparken Kongernes Nordsjælland skal sam-menfatte områdets kulturlandskaber, de menneske-skabte miljøer, som man anser for særligt beva-ringsværdige. Kulturlandskabet er fremkommet af en vekselvirkning mellem natur og kultur. Kulturen er afhængig af naturen, der bl.a. leverer råstoffer, energi og vand, og landskabet præges af kulturlivet og den tekniske udvikling.

Derfor er det nu magtpåliggende, at nationalparken bliver etableret, så man kan nå at redde og sikre kul-turlandskabet og det kulturhistoriske miljø. De statsejede arealer er fikspunkter i nationalpar-kens struktur. Fra kerneområdet Gribskov-Esrum Sø strækker de kulturhistoriske landskabskorrido-rer sig ud som fangearme, der griber ud efter de statsejede arealer.

Forslagene til kulturhistoriske landskabskorridorer præsenteres på et oversigtskort sammen med en li-ste over mulige kulturhistoriske projekter, som tæn-kes gennemført i regi af en eventuel Nationalpark Kongernes Nordsjælland. Mange af disse projekter

Sammenfatning, konklusioner og anbefalinger

Frederik den II. Gobelin fra Krongborg. Foto fra Lars Holst.

13

vil kunne gennemføres som integrerede natur- og miljøprojekter.

Da der er tale om en kulturhistorisk forundersøgelse, som i hovedsagen bygger på foreløbige observatio-ner og erfaringer, er afgrænsningen af korridorerne omtrentlig, og projekterne har ikke kunnet beskri-ves i detaljer.

3.1 Konklusion

Den tekniske rapport om kulturhistorie viser, at det kulturhistoriske grundlag for en nationalpark i Nordsjælland er til stede.

Navnet Nationalpark Kongernes Nordsjælland skal signalere, at Nordsjælland i århundreder har haft kongernes særlige interesse. Slottene Søborg, Dronningholm, Gurre, Krogen og Kronborg samt Frederiksborg og Fredensborg er magtsymboler, men også udtryk for kongernes ambitioner. Da Kø-benhavn i løbet af 1400-tallet blev residensstad og administrativt centrum, blev det kuperede og skov-rige Nordsjælland kongernes foretrukne jagtterræn, og slottene blev udgangspunkter for kongernes jagt. Noget, som bidrager til, at Nordsjælland har en sær-lig status i danskernes bevidsthed.

Frederik II (1559-1588) etablerede den kongelige nordsjællandske vildtbane i 1560’erne og 1570’erne. Kongen var interesseret i jagten som rekreativ ud-foldelse, men også fordi vildtet udgjorde en vigtig del af kødforsyningen til hoffet. Han iværksatte en storstilet plan for at gøre hele Nordsjælland til sit krongods, således at der kunne oprettes en konge-lig vildtbane, dvs. et område, hvor jagten var forbe-holdt kongen.

Med grundloven i 1848 blev de skovområder, som kongemagten havde samlet i Nordsjælland, til stats-skov. Med forslaget om en nationalpark i Nordsjæl-land, som omfatter i de statsejede arealer, især stats-skovene, får Frederik II’s vildtbane efter 450 år en renæssance, men i en ny sammenhæng. Det nordsjællandske landskab er gennem årtusin-der påvirket og ændret af menneskets virksomhed. I Nordsjælland har mennesket således siden sten-alderen grebet ind i den vegetation og det dyreliv, som jordbundsforhold, terrænforhold og klima var naturlige forudsætninger for.

Der har altid været meget skov i Nordsjælland, men den har ikke altid været lige tæt, og den har ikke altid vokset på samme sted. Sammenlignes skov-arealet på Videnskabernes Selskabskort fra 1768 med vore dages skovareal, kan man konstatere, at der er sket en tydelig formindskelse siden 1768. Formindskelsen skyldes særligt udskiftningen, hvor hele skove forsvandt. Omkring år 1800 blev sko-venes udstrækning endeligt fastlagt og indhegnet, mens bebyggelserne i skovene blev nedlagt og de-res marker blev tilplantet. Heraf kommer efterled-det ”Hegn” i mange af vore skovnavne, f.eks. Valby Hegn, Harager Hegn og Høbjerg Hegn.

Når mange af vore skove, f.eks. Gamle Grønholt Vang og Gurre Vang og Egebæks Vang, har navne sammensat af ”vang”, er det tegn på, at områderne tidligere var dyrkningsvange i landsbyejerlav, dvs. mere åbene landskaber med marker og enge.

Mange skovarealer rummer en slags fossilt land-skab, der afspejler menneskelige aktiviteter, før den nuværende skov groede op, f.eks. oldtidsgrave, høj-ryggede agre og spor af nedlagte bebyggelser. Den nordsjællandske skov er kulturskabt, dvs. plantet. Den er altså ligeså kulturpåvirket som agerlandet. Den særlige opfattelse af skov som natur må derfor tilskrives, at skoven har større rigdom på dyre- og planteliv end agerlandet.

Skovområderne i Nordsjælland udøver stor tiltræk-ning på folk, der i fritiden søger ud i naturen. Sna-rere end selve skoven er det afvekslingen mellem skov og det åbne land, der tiltaler os. Når de mere monotone dyrkningsfelter brydes, giver det indtryk-ket af landskabelig skønhed.

Dette smukke kulturlandskab og de mange fine strande har gjort Nordsjælland til københavnernes foretrukne ferieland. De kongelige slotte i Nordsjæl-land er besøgsmål for tilrejsende fra hele Danmark og fra udlandet. Derfor blev Nordsjælland allerede i 1979 netop på grund af sine kulturhistoriske og rekreative værdier udpeget af den daværende Fred-ningsstyrelse som et af ”Danmarks større nationale naturområder” (Miljøministeriet 1984).

En nationalpark i Nordsjælland må derfor ikke blive en naturpark, men et område, hvor hensynet til na-tur, kultur og friluftsliv vægtes ligeligt.

14

3.2 Sammenfatning af kulturhistoriske værdier

På grundlag af en bred præsentation af undersøgel-sesområdets kulturhistorie fra istid til nutid peges der i denne tekniske rapport på de kulturmiljøer, som afspejler væsentlige træk af samfundsudviklin-gen. Kulturhistorien i Nordsjælland er omfattende og al-sidig. I den skildring af kulturhistorien, som indgår i denne rapport, har vi valgt at tage udgangspunkt i bebyggelsesudviklingen og menneskets påvirkning af skoven. De kulturhistoriske værdier i nationalpar-ken er kulturmiljøerne og kulturminderne. I denne sammenhæng er et kulturmiljø defineret som et om-råde, der viser kulturspor fra én bestemt periode.

I rapporten præsenteres et udvalg af kulturmiljøer, som er knyttet til de korridorer, som er foreslået. Det har altså ikke været hensigten, at alle områder i Nordsjælland, der har vigtige kulturhistoriske vær-dier, skal knyttes til nationalparken.

Ved udvælgelsen er der lagt vægt på kulturmiljøer, der repræsenterer de enkelte tidslag i landskabet, og som egner sig til at blive vist frem. Derfor skal de udvalgte kulturmiljøer være velbevarede og synli-ge samtidig med, at fortælleværdien er opretholdt. Hvert enkelt af de udvalgte kulturmiljøer fortæller således noget afgørende om det liv, som mennesker har levet i denne del af Nordsjælland fra istidens slutning og frem til i dag.

Hver landskabskorridor omfatter et repræsentativt udsnit af kulturmiljøer fra flere perioder, således at kulturhistorien i området bliver fortalt. Kulturmiljø-erne er afmærket på kortene under hver korridor i kapitel 5.

Kulturmiljøerne skal være bærende elementer i na-tionalparken. Det er derfor vigtigt, at man både i regional og i lokal planlægning tager hensyn til om-rådets særlige byggeskik, til strukturen i det histori-ske vejnet og til karakteristiske kulturlandskabsele-menter, som f.eks. gravhøje. Således vil kulturland-skabets særpræg kunne bevares og tilgodeses i den generelle samfundsudvikling.

3.3 Sammenfatning af kulturhistoriske korridorer

I dette afsnit er alle de kulturhistoriske korridorer, som forbinder de statsejede arealer præsenteret.

Formålet med pilotprojektet er bl.a. at der skal etab-leres korridorer fra Esrum Sø og Gribskov til flere af de andre større, statsejede arealer. Sådanne korri-dorer skal være landskabsbånd, forbindelsesarealer, der kan fungere som rekreative natur- og kulturstier, men også som spredningskorridorer for planter og dyr. Det skal det tilstræbes, at korridorerne, hvor udvalgte kulturmiljøer forbindes, i størst muligt omfang lægges hen over fredede arealer og gennem områder uden for den almindelige omdrift.

Nationalpark Kongernes Nordsjælland begrænses geografisk til nationalparkens kerneområde Gribs-kov-Esrum Sø området og det system af landskabs-korridorer, som præsenteres i rapporten.

Det er vigtigt, at der i de kulturhistoriske korridorer findes sammenhængende gang- og cykelstier samt mindre befærdede bilveje, så det er muligt at bevæ-ge sig gennem områderne og opleve kulturhistorien og kulturlandskabet. For hver korridor har vi derfor udarbejdet et forslag til, hvordan man kan færdes i denne.

Gravhøj i Gribskov. Foto: Kjartan Langsted.

15

Kerneområdet Gribskov–Esrum Sø (jf. kapitel 5.1)

Kerneområdet i Nationalpark Kongernes Nordsjæl-land i Gribskov ved Esrum Sø er rigt på kulturspor og kulturmiljøer. Medens mange fortidsminder, der lå i landbrugsområderne, er ødelagt ved dyrkning i løbet af de sidste 200 år, er fortidsminderne bevaret i skoven, men i dag udgør maskinel skovdrift en ny trussel mod fortidsminderne i skoven.

I skoven kan man endnu se de diger, der i 1500-1700-tallet omgav stutterivangene til ladegården ved Esrum Kloster. Man kan se kanalsystemet, som ledte vand frem til Frederiksborg Slot, og man kan finde systemet af kongelige parforcejagtveje fra 16-1700-tallet, som er et enestående fænomen i euro-pæisk sammenhæng.

Gribskov ligger på en kuperet højderyg af randmo-ræner. De er adskilt af lavninger med vådområder, adskilt af små, sandede moræneflader, som bønder-ne helt frem til udskiftningen i slutningen af 1700-tallet udnyttede til dyrknings- og græsningsarealer. De mange bebyggelsesspor i Gribskov har national betydning, fordi der ingen andre steder i landet er bevaret hustomter og højryggede agre i et omfang, som kan give et helhedsbillede af bebyggelsen på denne tid. Samtidig repræsenterer bebyggelsesspo-rene et uvurderligt arkæologisk kildemateriale til belysning af skovbøndernes levevilkår.

Stednavnene kunne tyde på, at de små moræneflader i Gribskov først blev opdyrket i vikingetid og tidlig middelalder, men et pollendiagram fra Store Gribsø viser, at disse bebyggelser blev lagt i delvist åbne områder af Gribskov, hvor der tidligere havde ligget oldtidsbebyggelser. Der synes at være tale om en fremadskridende skovrydningsproces, som starter i begyndelsen af bondestenalderen for ca. 6000 år siden og slutter i 15-1600tallet, hvor ca. 10 procent af skovens areal er dyrket.

Korridoren Søborg-Esrum-Rusland (jf. kapitel 5.2)

Landskabskorridoren omfatter kulturspor og kultur-miljøer i de tidligere store vådområder omkring den nu tørlagte Søborg Sø, langs Esrum Å og Pande-have Å i Græsted-Gilleleje og Helsingør kommu-ner. Korridoren udgør et sammenhængende kultur- og naturmiljø, som forbinder de statsejede arealer

i Gribskov og Esrum Sø med de statsejede arealer langs kysten ved Gilbjerg, Nakkehoved og Villin-gebæk.

Nærheden til havet og de fossile stenalderfjorde præger kulturhistorien i korridoren. Blandt boplad-serne langs de fossile stenalderfjorde er der flere lokaliteter, der er berømte inden for dansk stenal-derforskning, men de er alle alvorligt truet af som-merhusudstykning, pløjning og dræning. Vådom-råderne tiltrak tidligt stenalderens fiskere og blev i middelalderen den lokaliserende faktor for klo-stergrundlæggelsen ved Esrum, som var baseret på vandmølledrift, og for placeringen af Søborg Slot på en naturligt beskyttet holm i Søborg Sø. Ligesom bronzealderens gravhøje på højderyggene langs med nordkysten vidner om den tids kontakter over havet til fjerne egne, er også nyere tids kulturhistorie rettet mod havet. Efter år 1500 blev kysten således præget af en mere permanent fiskerbebyggelse, og allerede i 1772 blev det første fyrtårn tændt på Nakkehoved øst for Gilleleje.

Kanal i Frederiksværk. Foto: Liv Appel 2004.

16

Korridoren Høbjerg-Valby-Bakkebjerg (jf. kap. 5.3)

Landskabskorridoren strækker sig fra Høbjerg Hegn og Valby Hegn og videre op langs Tobro Å og Højbro Å til de fredede arealer omkring gravhøjene på Bakkebjerg ved Rågeleje og de offentligt ejede arealer ved Heatherhill på Kattegatkysten.

De mange bevarede gravhøje fra bondestenalderen og bronzealderen sætter et særligt præg på kultur-landskabet i denne korridor. I Valby Hegn ligger en imponerende samling af store stendysser fra bonde-stenalderen, og ved Bakkebjerg bag Rågeleje ligger én af Sjællands smukkeste grupper af bronzealder-høje, Maglehøje.

De store vådbundsarealer, som i jægerstenalderen var fjorde, gav i middelalderen gode muligheder for vandmølledrift. Råge Mølle lå ved udløbet af Højbro Å nær det gamle fiskerleje, Rågeleje. Oven for kyst-klinten ligger de ældre sommerhuse på Orrebjerg, hvis små stribede omklædningsvogne på stranden giver associationer til sommergæsterne i begyndel-sen af 1900-tallet. Vest for fiskerlejet afbrydes kyst-klinten ved Heatherhill, opkaldt efter en for længst nedreven sommerbolig. Det bakkede hedelandskab er opstået ved intensiv afgræsning.

Korridoren Tisvilde-Æbelholt-Frederiksværk (jf. kapitel 5.4)

Landskabskorridoren forbinder de statsejede area-ler rundt om Arresøen med kerneområdet Gribskov-Esrum Sø. Nord for søen ligger Ellemosen, Tisvilde Hegn og Brødremose Skov, vest for ligger Vinderød og Arrenæs, og syd for ligger Lyngby Skov og Lille Lyngby Mose ved Æbeltholt Å. Ved Nejede Vester-skov lukkes kredsen omkring Arresø, og korridoren strækker sig herfra videre langs Pøle Å til Høbjerg Hegn og Gribskov ved Kagerup.

Der er sket store ændringer i landskabet ved Arresø siden stenalderen. I jægerstenalderen var Arresø en fjord, der udgik fra sundet mellem Roskilde Fjord og Kattegat. Det smalle sund, som gik fra Haneho-ved ved Frederiksværk til Melby Enghave, tiltrak stenalderjægerne. Karakteristiske er de såkaldte køkkenmøddinger, dvs. affaldsdynger af muslinge-skaller fra jæger-fiskernes måltider.

Som følge af landhævningen var Arresø i bondesten-alderen omdannet til en ferskvandssø, der afvande-des via Bydinge Å. Morænebakkerne, der omgiver Arresø, krones af imponerende bronzealderhøje ved Lille Lyngby, Ramløse, Melby, i Tisvilde Hegn og på Arrenæs. I Ellemosen mellem Ramløse og Tibir-ke kan man se en brolagt vej fra jernalderen.

Ved Esrum Sø. Foto: Liv Appel 2005.

17

Korridoren Frederiksborg-Fredensborg-Nivå(jf. kap. 5.5)

Landskabskorridoren omfatter dele af Hillerød, Fredensborg-Humlebæk og Karlebo kommuner. Som et bølget bånd strækker den sig fra Hillerød-området over Store Dyrehave og derefter mod nord via Grønholt Hegn til Gammel Grønholt Vang syd for Fredensborg. Herfra følger korridoren Nive Å’s nordlige forgrening østpå via Knurrenborg Vang, Langstrup Mose og Langstrup landsby til åmundin-gen ved Nivå.

I ældre stenalder var Langstrup Mose og ådalen langs Nive Å’s nedre løb en fjord, og Hørsholm Egns Mu-seum har her udgravet flere vigtige bopladser med hyttekonstruktioner og grave fra jægerstenalderen.

I Nordsjælland har der kun været få adelsgodser sammenlignet med det øvrige Danmark. Det er der-for bemærkelsesværdigt, at der har ligget tre hoved-gårde med få kilometers afstand, nemlig Stenholt, Hillerødsholm og Faurholm. Derudover ligger der et voldsted fra tidlig middelalder ved Grønholt. Alle steder synes vandmølledriften at have været af af-gørende betydning for bebyggelsernes placering.

Denne landskabskorridor er i høj grad præget af de kongelige slotte Fredensborg og Frederiksborg med de tilhørende lystanlæg på Louises Ø i Frederiks-borg Slotshave og på Fantasiens Ø i Store Dyreha-ve. Skovene er gennemskåret af vejsystemer fra den kongelige parforcejagt i 16-1700-tallet.

Korridoren Kronborg-Gurre-Krogerup(jf. kap. 5.6)

Denne vidt forgrenede landskabskorridor omfat-ter særdeles bevaringsværdige kulturlandskaber i Helsingør og Fredensborg-Humlebæk kommuner. Landskabet er kuperet og skovrigt med mange våd-områder og har traditionelt været præget af spredt bebyggelse og små landsbyer. Vejene har deres egen historie i denne landskabskorridor, der både gen-nemskæres af alveje, kongeveje og nye motorveje.

Karakteristisk for kulturlandskabet i korridoren Kronborg-Gurre-Krogerup er de mange storstens-grave fra bondestenalderen, som er bevaret i sko-vene. I Hornbæk Plantage, som blev plantet i for-bindelse med sandflugtbekæmpelsen i slutningen af 1700-tallet, ligger også flere bronzealderhøje.

Tikøb sogn er ét af de største sogne i Danmark. Landsbykirken i Tikøb er antagelig bygget oven på et hedensk kultsted fra jernalder og vikingetid. Ste-det kaldes i 1100-tallet for ”Tiwithcop”, hvilket kan betyde den indviede skov for krigsguden Tyr.

Landskabskorridoren har to befæstede anlæg fra middelalderen, Valdemar Atterdags Gurre fra 1300-tallet og Erik af Pommerns fæstning Krogen/Kron-borg ved Helsingør fra 1400-tallet. I Helsingør er meget store dele af den ældre bebyggelse bevaret, og uden for byen ligger lystslottet Marienlyst, som blev ombygget i 1760’erne.

Ved Hellebæk ligger ét af de bedst bevarede tidlige industrimiljøer, som blev grundlagt af Frederik II og Christian IV i slutningen af 1500-tallet. En stor del af bygningsmiljøet i Hellebæk stammer fra 1770’erne. Hellebæk Klædefabrik fra 1873 var i drift helt frem til 1976.

Langs kysten præges korridoren af de gamle fiskerle-jer Humlebæk, Espergærde, Snekkesten, Hellebæk, Ålsgårde, Boderne, Ellekilde, Hornbæk og Villin-gebæk, som i takt med den forbedrede infrastruktur i løbet af 18-1900-tallet blev forvandlet til attraktive feriesteder med sommervillaer og pensionater.

Hvis Bydinge Å var sejlbar til op i middelalderen, kan dette have muliggjort sejlads op i Arresø. Be-byggelsesmønsteret omkring Arresø i yngre jern-alder minder på mange måder om ladepladserne med grubehuse og spor af håndværksaktivitet, som kendes fra Roskilde Fjord. Omkring Arresø ligger mange middelalderlige anlæg: 5 sognekirker, Æbel-holt Kloster og de befæstede anlæg: Dronningholm, Annisse på Hovgårds Eng og Asserbo. Helt op i ny-ere tid har folk valfartet fra Sankt Helene Kilde til Sankt Helene Grav ved Tisvilde i håb om helbre-delse fra sygdom.

Sandflugten hærgede i 15-1700-tallet, og lagde flere landsbyer øde, bl.a. Torup, mens Tibirke landsby blev flyttet, og Tibirke kirke blev gravet fri. Efter mange års kamp mod sandflugten anlagde man i 1730´erne den første klitplantage i Danmark, Tis-vilde Hegn.

Da afløbet fra Arresø tilsandede og medførte over-svømmelser, gravede man 1717-19 en kanal, der dannede grundlag for fremvæksten af et tidligt in-dustrisamfund i Frederiksværk med kanonstøberi, krudtfabrik, jernstøberi og kobberværk.

18

3.4 Sammenfatning af forslag til kulturhistoriske projekter

Pilotprojektet skal pege på løsninger, der skal sikre de kulturhistoriske værdier og give befolkningen muligheder for at opleve det kulturhistoriske miljø.

Gennem kulturhistoriske projekter kan man f.eks. genskabe sammenhænge mellem kulturminderne i landskabet, beskytte kulturminder gennem forslag til ændring af driftsformen, eller man kan fremhæve kulturspor, så befolkningen bedre får mulighed for at opleve kulturmiljøerne i Nationalpark Kongernes Nordsjælland.

Projektforslagene i denne rapport er dels vore egne og dels forslag, der er opstået i samråd med de øvri-ge kulturhistoriske museer i undersøgelsesområdet, Frederiksborg Slot, Kronborg Slot, Nationalmuseet, og med andre samarbejdspartnere.

I diverse rejsehåndbøger/ vejvisere nævnes mange fortidsminder og middelalderlige kulturminder, men det er ikke altid muligt at komme helt tæt på kulturminderne. Mens man før i tiden beskæftigede sig med det en-kelte kulturminde som et monument, lader man i dag fortidsmindet indgå i en sammenhæng med an-dre kulturhistoriske anlæg. Man er ligeledes blevet opmærksom på den måde, hvorpå fortidsminderne er indpasset i landskabet.

Forslag til kulturhistoriske projekter i Nationalpark Kongernes Nordsjælland

Kerneområdet Gribskov-Esrum Sø (jf. kapitel 5.1)

1. Kagerup: Storstensgrave. Undersøgelse, sik-ring, synliggørelse og formidling af gravanlæg-gene fra bondestenalderen.

2. Glarborg: Tilflugtsborg. Opmåling, magneto-metermåling og prøvegravning af tilflugtsbor-gen i Burresø med henblik på en datering og formidling af borgen i sin rette sammenhæng.

3. Skovbebyggelser: Opfølgning ”projekt Gribs-kov” med henblik på dokumentation, bevaring og formidling af middelalderens og renæs-sancens agersystemer og bebyggelser i bl.a. Gribskov.

4. Trustrup: Nedlagt landsby. Der bør udarbej-des en plejeplan for at bevare og synliggøre de velbevarede hustomter fra landsbyen ved min-destenen fra 1912.

5. Parforce-jagtveje: Dokumentation, synliggø-relse og fremtidig sikring og bevaring af syste-met af parforcejagtveje – også uden for skove-ne.

Kort som viser de fortidsminder og middelalderlige kulturminder i Nordsjælland, som er omtalt i diverse rejsehånd-bøger (Thorvildsen og Kehler 1963; Bang 1994; Falkentoft 1994; Dehn-Nielsen 1999; Matthiesen 1999).

19

6. Stenholt Mølle: Vandmølle og fiskeri. En un-dersøgelse af det kongelige nordsjællandske ferskvandsfiskeri knyttet op mod istandsættelse og formidling af Følstrup Damme.

7. Kanalsystem til Frederiksborg Slotssø: En dokumentation, formidling og plan for fremti-dig sikring og bevaring af kanalsystemet – også udenfor Gribskov.

Korridoren Søborg-Esrum-Rusland (jf. kapitel 5.2)

8. Esrum Å, Pandehave Å og Ålekistebro: Sten-alderbopladser. Formidling og anskueliggø-relse af de fossile fjorde og af jægerstenalderens bopladser.

9. Rusland: Kulturhistorien. På baggrund af en systematisk registrering af kulturminder, bør man foretage en præcisering af den eksisteren-de landskabsfredning med henblik på at bevare kulturhistorien.

10. Hesbjerg: Sti. Oprette stiforbindelse fra Nak-kehovedkilen til gravhøjene på Hesbjerg.

11. Firhøj: Voldsted. Området lægges ud til per-manent græsning, og volden markeres i terræ-net. Projektet kan kombineres med et naturgen-opretningsprojekt ved Hulsø.

12. Esrum Kanal: Kanalen og trækstien ryddes for bevoksning, så man kan færdes langs den fre-dede kanal fra Esrum Sø til Væltningen i Snæv-ret skov. Også de bevarede dele af en kanal fra 1500-tallet, som leder fra Esrum Å forbi vand-møllen i Dronningemølle, bør oprenses og sik-res/fredes.

13. Esrum Kloster: Vandmølle. Den middelalder-lige vandmølle formidles sammen med dæm-ningen på engen syd for klosteret.

Korridoren Høbjerg-Valby-Bakkebjerg (jf. kapitel 5.3)

14. Valby Hegn: Dysser. Udvide de åbne områ-der omkring dysserne ved Tobro Å, så man får indtryk af åens nærhed. Tursti med information langs Tobro Å frem til langdyssen uden for sko-ven.

15. Valby: Vandmøller. Formidling af de middel-alderlige vandmølleanlæg ved Galje-mosen syd for Valby. Mosen kan tages ud af dyrkning, dræ-ningen ophøre, og man genetablerer det oprin-delige åløb.

16. Bakkebjerg: Bronzealderhøje. Der er behov for en præcisering af fredningen af højgruppen Maglehøje, som stammer fra 1945 og 1966, da fredningen ikke beskytter gravhøjene mod land-brugsdrift.

17. Ludshøj: Bronzealderhøj/ vadested. Istand-sættelse af bronzealderhøjen Ludshøj, som in-deholdt en rig høvdingegrav, i sammenhæng med vadestederne ved Øllemose Å..

18. Ølshøj: Bronzealder lurfund. Offermosen, hvor ”Blistrup-lurerne” bør braklægges og knyt-tes til det fredede område omkring dobbeltjæt-testuen Ølshøj.

Kirkedøren i Tibirke kirke. Mindepladen markerer hvor til sandet gik under sandflugten i 1700- tallet.

Foto: Kjartan Langsted.

20

Korridoren Tisvilde - Æbelholt - Frederiksværk (jf. kap. 5.4)

19. Brederød og Sonnerup: Bronzealderhøje og landsbyer. Man bør vurdere at udvide det fre-dede område, for at sikre landskabet ved grav-højene og de to bevaringsværdige landsbyer.

20. Frederiksværk: Krudttårnsbakkerne. Lægge en kultursti gennem området, opsætte informa-tionsskilte og markere fundamentresterne fra krudttårnene.

21. Dronningholm: Middelalder borg. Ellebe-voksningen syd og sydøst for voldstedet fjernes eller tyndes, så der skabes en visuel forbindelse mellem voldstedet og det åbne vand og ellesum-pen.

22. Arrenakke Å og Rye Å: Sti. Oprette stiforbin-delse langs med ådalen og opsætte informations-skilte om stenalderbopladserne og sandflugten i 15-1700-tallet.

23. Tisvilde Hegn: Flyvesand. Registrere flyve-sandets tykkelse i skoven og dermed fortidsmin-dernes sårbarhed, som del af grundlaget for en driftsplan for skovbruget.

24. Æbelholt Klosterruiner: De nærmeste arealer omkring klosterruinen, hvor der findes bygnin-ger i dyrket mark, bør omlægges til permanent græsning og eventuelt inddrages i formidlingen af klosteret.

25. Asserbo Slotsruin: Middelalder voldsted. Der bør skabes visuel forbindelse mellem voldstedet og den oprindelige ladegårdsbanke i vest og det tidligere vådområde i syd.

Korridoren Frederiksborg - Fredensborg - Nivå (jf. kap. 5.5)

26. Nivå: Stenalderbopladser. Foretage en arkæ-ologisk udpegning af arealer langs Nive Å og Langstrup Mose, med henblik på at tage dem ud af landbrugsmæssig omdrift, så de eskalerede pløjeskader på bopladserne bringes til ophør. Magnetometer/ georadar bør foretages for at lo-kalisere bopladser i det ydre fjordområde.

27. Nive Mølle: Vandmølle. Genetablering af møl-ledam og rydning af opvækst på Nive Mølle-høj.

28. Gammel Tulstrup Mølle: Vandmølle. Gran og anden træbevoksning bør ryddes ved vandmøl-lens mølledamme og kanalanlæg i Gamle Grøn-holt Vang.

29. Kongeveje: Kongevejene tegnes ind på et kort og formidles ved hjælp af de tilhørende anlæg f.eks. milepæle og broer. Der kan opsættes in-formationsskilt ved de bedst bevarede broer.

30. Langstrup landsby: Etablere opholdsareal ved Langstrup landsby og opsætte oplysningsskilt, der fortæller om udskiftningen i 1788 og ud-stykningen af Langstrup Mose.

Nive Mølle. Foto: Liv Appel.

21

31. Louises Ø i Ødammen: Romantisk havean-læg i Frederiksborg Slotshave. Frederik VII’s norske bjælkehytte med udhuse dokumenteres og istandsættes. Kontrolleret publikumsadgang.

32. Fantasiens Ø: Romantisk haveanlæg fra Fre-derik VII’s tid i Brededam i Præstevangen syd for Hillerød. Lystøen vedligeholdes som et park-anlæg. Endvidere bør stenhøjen restaureres.

33. Parforcejagtveje: Dokumentation, synliggø-relse og fremtidig sikring og bevaring af syste-met af parforcejagtveje – også uden for Store Dyrehave.

Korridoren Kronborg-Gurre-Krogerup (jf. kap. 5.6)

34. Egebæks Vang: Nedlagt landsby fra 1500-tal-let ved Egebækken syd for Snekkersten. Huse-nes grundplan kan markeres med græstørv på grundlag af en mindre arkæologisk undersøgel-se.

35. Flynderupgård: Lysthave. Reetablere det lille søanlæg og stiforbindelsen mellem den ”vilde” skov og det dyrkede land. Langs med stien bør den nu dyrkede mark overgå til græsning.

36. Nyrup Hegn: Kongevej sydøst for Gurre: Fre-derik II’s brolagte kongevej fra 1584-85 beskyt-tes mod de ødelæggelser, der forårsages ved tværgående færdsel med tunge landbrugsmaski-ner. Vegetationspleje på Ole Rømers milepæls-høj fra 1681. Opsætning af kopi af milesten.

Marienlyst Slot med have. W.A. Müller 1767.

37. Lappestens Batteri: Militært anlæg. Den sto-re bygning fra 1960’erne, som tidligere husede Teknisk Museum, og som ligger midt i Lappe-stensbatteriet, bør nedrives.

38. Marienlyst Slotshave: Formidle Marienlyst Slots funktion som lystslot for Kronborg til be-søgende på Kronborg, således at besøg på de to slotte i højere grad kan kombineres. Reetablering af det romantiske haveanlæg fra 1790’erne.

39. Gurre Slot: Middelalder borg. Genskabe den visuelle forbindelse mellem borgen og Gurre Sø. Den ydre mur og smedjen markeres med græstørv. Opsætning af informationsskilte ved ruinen af Sankt Jacobskapel.

40. Teglovnskrogen: Teglovne. Der bør opsættes et informationsskilt på stedet, der fortæller om teglovnene fra 1300-årene på Gurre Sø’s syd-vestlige bred.

41. Krogerup - Humlebæk: Gammelstrandvej bør lukkes for uvedkommende trafik. Formidling af kulturlandskabet ved Krogerup og Humlebæk, f.eks. ved information i restauranten i Louisiana Museun for Moderne Kunst og et samarbejde med Krogerup Højskole.

22

Fors

lag

til k

ultu

rhis

tori

ske

land

skab

skor

rido

rer.

1) K

erne

områ

det G

ribs

kov-

Esr

um S

ø, 2

) K

orri

dore

n Sø

borg

-Esr

um-R

usla

nd, 3

) K

orri

dore

n H

øbje

rg-V

alby

-B

akke

bjer

g, 4

) K

orri

dore

n T

isvi

lde-

Æbe

lhol

t-Fr

eder

iksv

ærk

, 5)

Kor

rido

ren

Fred

erik

sbor

g-Fr

eden

sbor

g–N

ivå,

6)

Kor

rido

ren

Kro

nbor

g–G

urre

-Kro

geru

p

23

Kor

t ove

r N

ordø

stsj

æll

and

med

fors

lag

til k

ultu

rhis

tori

ske

proj

ekte

r. N

umre

ne h

envi

ser

til s

ider

ne 1

8 -

21.

24

4. Historien i landskabet

Status over kulturværdier og potentialer i undersøgelsesområdet

Landskabet har op gennem tiden udgjort menne-skets livsgrundlag, og natur- og kulturbetingede for-hold har haft indflydelse på landskabsudnyttelsens og bebyggelsens karakter. I middelalderen og nyere tid har København som økonomisk og administra-tivt center i stigende grad påvirket det nordsjæl-landske områdes produktions- og ejendomsforhold og bebyggelsesmønster. Den historiske udvikling afspejles i kulturminderne, der giver hver egn sit særpræg.

4.1 Naturgrundlaget

Ved istidens slutning foregik gletscherafsmeltnin-gen langs en næsten nord-sydgående front. Den efterlod et jævnt kuperet morænelandskab vest for Øresundsgletscherens rand. Et ret fremtrædende is-randsstrøg, der er udtryk for isfrontens rykvise til-bagesmeltning, går gennem Gribskov og egnen syd for Hillerød som rækker af langstrakte grusbakker.

Bag denne israndslinie, på østsiden af Gribskov, dannedes en dyb og langstrakt sænkning i terrænet, en inderlavning. Her ligger Danmarks vandrigeste sø, den ca. 20 meter dybe Esrum Sø. Herfra hæver landskabet sig til et let kuperet dødislandskab med den fladvandede Gurre Sø og større skovområder, der gennemskæres af smalle ådale.

Øresundsgletscheren afsluttede den glaciale land-skabsudvikling i Nordsjælland med en nordgående gletschertunge, der udformede Øresundslavningen, medens dens vestflanke gav Øresundskysten en sid-ste afrunding.

Vest og nord for Gribskov findes et småkuperet mo-rænelandskab, som bl.a. omfatter den nu tørlagte Søborg Sø og landets største sø, Arresø. En højryg-get morænehalvø, Arrenæs, skyder sig ud i søen. Arresø var ligesom Søborg Sø tidligere en lavvan-det fjord. Via et sund med stejle kystklinter ved Tibirke og Arrenakke strakte ”Arresø-fjorden” sig ind i landet. Efter stenalderen sandede forbindel-sen til Kattegat til, og i middelalderen medførte en klimaændring i kombination med overdreven græs-ning og omfattende skovhugst i skovene en udbredt sandflugt mellem kysten og søen.

Sandflugten er en vigtig del af Nordsjællands kul-turhistorie, og de store sandfugtsplantager Asserbo Plantage, Tisvilde Hegn og Hornbæk Plantage vid-ner om hvordan man i 17-1800-tallet forsøgte at standse sandflugten ved at plante kulturskov.

Historien i landskabet

Tisvilde Hegn. Johan Thomas Lundbye, 1841. Den Hirschsprungske Samling.

25

Tisvilde Hegn. Johan Thomas Lundbye, 1841. Den Hirschsprungske Samling.

Kattegatkysten er en gammel udligningskyst. Fra Kikhavn ved Hundested til Gilbjerg Hoved ved Gilleleje er kystlinien rettet ud ved havets erosion og akkumulation, støttet af landhævning. Istids-landskabets moræneaflejringer danner stedvis høje littorina-skrænter, der veksler med kystklitter og brede sandstrande.

Bag Tisvilde Hegn ligger Tibirke Bakker med re-ster af hede- og enebevoksninger og den langstrak-te, delvis tilvoksede Ellemose. Kystheden er en sjælden kulturlandskabstype i Østdanmark, men er repræsenteret flere steder ved nordkysten på Melby Overdrev, Ruslands bakker ved Villingebæk og i Heatherhill ved Rågeleje.

26

4.2 Kulturudviklingen

Det nordsjællandske landskab er i dag præget af skov. Når skovens udbredelse langt fra er jævn, skyldes det i høj grad jordbundsmæssige forhold, men op gennem tiden har ændringerne i udbredel-sen og sammensætningen endvidere været præget af klimatiske faktorer og af menneskers aktivitet.

Ligesom mennesker i dag overfører planter og dyr til andre egne og områder på kloden, hvor de i det nye miljø kan få stor udbredelse, har mennesker også fra gammel tid medvirket til spredning af plante- og dy-rearter. Ligeledes har menneskets landbrugsdrift fra første færd omkring 4.000 f. Kr. påvirket natursko-vens vilkår. Således er oldtidens, middelalderens og nyere tids historie på en gang både landskabets og skovens historie.

I det følgende vil kulturhistoriske forhold i relation til landskabet kort blive fremlagt for de forskellige hovedperioder.

4.2.1 Oldtiden (ca. 12.800 f.Kr. – 1.050 e.Kr.)

Stenalderen (ca. 12.800 f.Kr.-1.800 f.Kr.)

Nordsjælland ligger nord for den såkaldte ”vippe-linje”, omkring hvilken det sydvestlige Danmark sænker sig, medens de nordøstlige egne hæver sig. I Nordsjælland er landhævningen siden stenalde-ren på mellem 6 og 7,5 m. Det betyder dels, at en stor del af de udstrakte vådområder i perioden ca. 7.000-3.000 f.Kr. var fjordarme, dels at stenalder-bopladser, som i dag ligger langt inde i landet og adskillige meter over havets overflade, oprindeligt var kystbopladser.

Stenalderen opdeles i to hovedfaser, ældre (palæo- og mesolitikum) og yngre stenalder (neolitikum), som i rapporten kaldes jægerstenalderen og bonde-stenalderen. Jægerstenalderen er den periode hvor mennesket ernærer sig ved jagt, fiskeri og indsam-ling, mens bondestenalderen er den efterfølgende periode, hvor mennesket får kendskab til agerbrug og/eller kvægavl.

Kulturudviklingen

Udsigt over gravhøjene ved Bakkebjerg. Foto: Trine Wandall.

27

Jægerstenalderen (ca. 12.800 f.Kr.-3.900 f.Kr.)

Jægerstenalderen inddeles i fire underfaser rens-dyrjæger-, Maglemose-, Kongemose- og Ertebøl-letiden.

Rensdyrjægertid (ca. 12.800 f.Kr.-9.000 f.Kr.)

Stenalderens kulturhistorie i Nordsjælland tager sin begyndelse ved sidste istids slutning for ca. 13.000 år siden. Da smeltede resterne af de store ismasser, der gennem tusindvis af år havde dækket landska-bet, og et tundralignende landskab åbnedes for men-neskelig bosættelse.

Temperaturstigningen på overgangen fra senglacial- til postglacialtid var overraskende hurtig. I Sydsve-rige har man således kunnet påvise, at det subark-tiske klima for omkring 11.000 år siden i løbet af bare 100 år blev afløst af et tempereret klima med sommertemperaturer på 15-17 °C (Lemdahl 1988).

Kultursporene fra denne periode er yderst sparsom-me i Nordsjælland. Dette skyldes, at befolkningstal-let var meget lavt, og at menneskenes afhængighed af de skiftende naturressourcer, der var årstidsbe-stemte, ikke skabte grobund for faste bopladser. Hertil kommer, at datidens kystlinie lå flere kilome-ter længere ude end den nuværende, og alle kyst-nære bopladser derfor er borteroderet af havet.

Rensdyrjægernes indlandsbopladser vil man typisk kunne finde højt i terrænet i nærheden af de van-dringsruter, som rensdyrflokkene har fulgt. I to våd-områder, Bremelandsgård ved Valby og ved Søborg Sø, er der således fundet rensdyrgevirer. De gen-standsfund, der stammer fra rensdyrjægertid, er i reglen løsfundne skafttunge-spidser, der er gået tabt i forbindelse med jagten. Sådanne spidser er fundet enkelte steder i området f.eks. Højbro ved Bedsmo-se Å og Indelukkegård ved Esrum Å.

• Attemosen: Boplads fra Brommekulturen for ca. 11.000 år siden. Den senglaciale periode på godt 5.000 år opdeles i en række pollenzoner: ældste dryas, Bølling, ældre dryas, Allerød og yngre dryas. Bølling og Allerød var to varmeperioder der afbrød dryas kuldeperioderne. Bosættelsen i Attemosen lå på en holm i varmeperioden Alle-rødtid. De fundne skrabere, stikler og pilespid-ser var aflejret i et tyndt tørvelag i mosen (Kra-mer 1996:8f).

Maglemosetid (ca. 9.000-6.400 f. Kr.)

Kystlinien lå et godt stykke nord for nutidens ero-sionsskabte stejle kyst mod Kattegat. De bopladser, man finder nær kysten i dag, må derfor karakterise-res som indlandsbopladser. Det er såkaldte sumpbo-pladser, der findes i og ved moser, ved søer og langs større vandløb. Maglemosetidens kystbopladser er borteroderet, og resterne må søges på betydelig dybde ude i Kattegat.

Skovfyr og hassel var de første nye træarter som indvandrede i præborealtid mellem 8.700-8.500 f.Kr. I Østdanmark dannede de en tæt skov. Has-sel optræder 500 år tidligere i Østdanmark end i Vestdanmark. Der er fundet mange knækkede has-selnødder i de hytter fra Maglemosekulturen, som arkæologer har udgravet, og det er sandsynligt, at hasselens spredning til Jylland, skyldes at men-neskene har medbragt nødder på deres vandringer (Aaby 1994:29). Omkring 7.500 f. Kr., i den boreale klimaperiode, indvandrer elm efterfulgt af eg, el, lind og ask.

Tidstavle

28

• Området Øerne i Tikøb sogn havde i Magle-mosetiden karakter af sø- og sumpområder. I 1991-1992 udgravede Nordsjællands Folkemu-seum 30 m2 af en maglemoseboplads, hvor man fandt rester af et ildsted og en teltring bestående af en buet række af større sten (Tikøb sb. 52-54) (Hvass 1999:10).

Kongemosetid og Ertebølletid (ca. 6.400-3.900 f.Kr.)

I Atlantisk Tid indtraf en meget markant havstig-ning, littorina-transgressionen, som var forårsaget af afsmeltning fra områder, som på dette tidspunkt endnu var dækket af iskapper fra sidste istid. Her-ved blev det fastlandsprægede danske område med store floder splittet op i et ørige med dybe fjorde og mindre flodløb. Denne markante landskabsæn-dring falder tidsmæssigt sammen med ændringer i kulturmønsteret. Maglemosekulturen var knyttet til fastlandstiden, Kongemosekulturen til tiden, hvor landet ændrede udstrækning, og Ertebøllekulturen til det nye kystlandskab fra midt i atlantisk tid.

Lind var den fremherskende træart i atlantisk tid. Derfor kaldes perioden også Ældre Lindetid. Sidst i jægerstenalderen var Nordsjælland ligesom resten af Danmark dækket af urskov. Urskoven bestod af en række plantesamfund, hvis sammensætning skif-tede efter jordbundens beskaffenhed. Kystskovens bryn var tæt og rigt på arter med blandt andet eg, elm, hassel, kornel og kvalkved. Men inden for det

solbeskinnede skovbryn var der skygge. Man måtte bevæge sig frem mellem gamle væltede træer og rådne stammer. Først højt oppe i trækronerne var der lys og liv. Selv efter større stormfald slap der ikke meget lys ned til jordoverfladen, og det var kun i tilknytning til vådområderne inde i landet, at der fandtes træløse flader (Iversen 1967).

Kongemose- og Ertebøllekulturens mennesker ud-nyttede skovens ressourcer. Frø og frugter blev samlet til forråd. Skeletter af nedlagte jagtdyr ken-des fra arkæologiske udgravninger. Men fisker-jæ-ger-samler samfundene bosatte sig særligt i de små fjordarme, som skar sig ind i landet. Det omfattende fiskeri bekræftes af kulstof 13-analyser af knogle-væv fra periodens grave. Sådanne bopladser kendes fra Nivå, Vedbæk og Villingebæk.

Forekomster af skaldynger fra Ertebøllekulturen og bondestenalderen knytter Arresøområdet til Roskil-defjord- og Issefjordområdet, hvor de mange vige frembød egnede steder for jagt- og fiskepladser. Ved Havelse Mølle mellem Frederiksværk og Frederiks-sund undersøgte man midt i 1800-tallet en skaldyn-ge, som havde ligget på en lille ø i atlantisk tid. Ved undersøgelsen påviste man, at der var tale om men-neskelige aflejringer af muslingeskaller, en såkaldt køkkenmødding.

I stenalderen var Halsnæs en ø, afskåret af et sund, der gennem Melby Overdrev (Asserbo Plantage) forbandt den salte Arresø med Kattegat. Sølager køkkenmøddingen på sydsiden af Halsnæs, hvor Isefjord møder Roskildefjord, fik siden internatio-nalt ry, da den var besøgsmål for den internationale arkæologkongres i 1869. Det danske ord ”køkken-mødding” blev et begreb i europæisk stenalder-forskning.

Der kendes efterhånden en del mesolitiske grave i form af skeletgrave og brandgrave. Mange af dem stammer fra bopladserne ved den fossile Nivå-fjord, mens en enkelt er fra Melby. Hørsholm Egns Mu-seum har fået fremstillet en rekonstruktion af an-sigtet af den 5-årige dreng, hvis grav blev fundet på Nivågård-bopladsen i 1992. Vi står bogstavelig talt ansigt til ansigt med stenalderfolket.

Forekomsten af en særlig type slebne bjergartsøkser, de såkaldte Limhamn-økser i Nordsjælland viser, at man i yngre Ertebølletid havde kulturforbindelse med Skåne (Petersen 1984).

Skjold af sumpskildpadde. Tilstedeværelsen af varmeel-skende dyr som europæisk sumpskildpadde og krøltop-pet pelikan og planter som kristtorn, kaprifolie, vedbend, hornnød og mistelten viser, at atlantisk tid var en varm periode. Foto: Gilleleje Museum.

29

• Bergmandsdalen mellem Helsingør og Snek-kersten: På bopladsen er fundet mange fornem-me jagtvåben og redskaber bl.a. tre hjortetaks-redskaber med indridsede ornamenter, harpuner af rådyrtak, stenøkser og flintredskaber. Hertil kommer skeletrester af tre mennesker foruden knogler af bl.a. hval, sule, kongeørn og geirfugl (Petersen m.fl. 1978).

• Salpetermosen: Mesolitisk boplads, som ligger på en holm midt i et tidligere moseområde, som i dag delvis er dækket af Hillerød by. Gode be-varingsforhold for dyreknogler har betydet, at mere end 50 arter af pattedyr, fugle og fisk er repræsenteret. Kronhjort, herunder mange ny-fødte kalve, dominerer. Jagten på Kronhjort i forårsmånederne er antagelig baggrunden for, at jægere fra Kongemosekulturen og Ertebøllekul-turen har opsøgt lokaliteten. Knogler fra sæl og fisk viser, at der har været forbindelse til kysten (Kramer 2001a).

• Melby Enghave: Delvis forstyrret øst-vest ori-enteret jordfæstegrav fra Ertebøllekulturen, ca. 4.800 f. Kr. En 158 cm høj mand på 35-50 år lå udstrakt på ryggen, og ved hovedet lå der to trindøkser (Hansen 1972).

• Kassemose: Køkkenmødding vest for Arresø. Skaldyngen strækker sig langs den gamle strandvold fra den tid, hvor havet lå 4,5 m hø-jere end nutidens, og Arresø stod i forbindelse med Kattegat gennem et sund, som i dag er en-gene Kassemose og Melby Overdrev. National-museet undersøgte skaldyngen i 1906 og fandt redskaber fra Ertebøllekulturen og tidlig bonde-stenalder. Man fandt også skelettet af en mand, som var gravlagt i skaldyngen i stenalderen (Busch 1963:67f).

• Nivå Fjorden: Fossil stenalderfjord, som i Er-tebølletid skar sig fire km ind i landet. 24 sen-mesolitiske bopladser kendes fra det lave næs ved fjordens ydre og midterste del, mens kun få af bopladserne lå på holme i fjorden. Carl Ne-ergaard gravede i 1912 på Nivågårdbopladsen. Udgravningerne er senere fortsat af Hørsholm Egns Museum, hvorved der er fremkommet en barnegrav og en mulig mesolitisk hustomt (Jen-sen og Hansen 1999). På Nivå 10 bopladsen har museet ligeledes påvist spor af flere hyttetomter og grave (Jensen 1998 og 2001).

• Søborg Sø, Esrum Ådal og Villingbæk: Her var i stenalderen lavvandede fjorde. Jæger- og samlerbefolkningen boede langs bredderne, på små holme og ved fjordmundingen. I de tidli-gere fjordområder er der gjort spredte fund af fiskespyd og ruser.

Indridsede ornamenter og boreornamentik på genstande af hjortetak fra Bergmansdal (efter Petersen og Peter-sen 1978).

Rekonstruktion af ansigtet af den 5-årige stenalderdreng fra graven på Nivågård. Foto: Unit of Art in Medicine, University of Manchester.

30

Man kender omkring hundrede bopladser, men kun få har været i brug samtidig. Omridset af de tidligere fjorde og deres bredder ses tydeligt i terrænet. Villingebæk- og Ålekistebro boplad-sen har givet navn til faser af Kongemosekultu-ren og Ertebøllekulturen (Kapel 1969; Petersen 1984).

Bondestenalderen (ca. 3900-1800 f. Kr.)

Pollendiagrammerne viser tydelige ændringer i skovnaturen, da mennesker tidligt i subborealtid begyndte at anlægge marker i urskoven til dyrk-ning af hvede og byg, og de fodrede deres husdyr med løv. I begyndelsen var dyrehold et supplement til jagt, fiskeri og indsamling. Overgangen til ager-brugssamfund i bondestenalderen medførte i Nord-sjælland ligesom overalt i landet en ekspansion fra kysten ind i indlandet. De fundrige bosættelser ved fjordene, der kendes fra jægerstenalderen, forsvin-der næsten i bondestenalderen.

Bondestenalderen inddeles i tre tidsfaser: tidlig- mellem- og senneolitikum (dolktid). Ældst er den tidligneolitiske tragtbægerkultur, som i mellemneo-litikum får selskab af den grubekeramiske kultur, som er en mellemsvensk/sydnorsk variant af tragt-bægerkulturen, hvor hovederhvervet er fiskeri og jagt.

Tragtbægerkulturen

Den almindelige bondebefolknings bo-pladser lå i grupper, ofte i tilknytning til ådalene, navnlig hvor flere vandsyste-mer mødtes. Man ryddede dyrknings-områder i urskoven, men man foretrak de lette jorde, som kunne pløjes med ard, en let plov. Et typisk bosættelses-territorium var et område, hvor der på samme tid var gode muligheder for agerbrug, husdyrhold, jagt, fiskeri og indsamling af føde.

Botanikeren Johannes Iversen gjorde opmærksom på, at et fald i elmens pollenhyppighed, det såkaldte ”el-mefald”, kunne være en konsekvens af menneskers direkte eller indirekte påvirkning af skoven ved fældning, løvhøst, barkskrælning mm. (Iversen

1941). I dag vil man nok mene, at elmesyge var år-sagen. Lindens maksimale udbredelse falder sam-men med tidspunktet for elmefaldet, men derefter aftager den gradvist.

I de første århundreder af bondekulturen, tidlig neo-litikum, (3.900-3.300 f.Kr.) åbner man små arealer i lindeskoven til dyrkning af hvede og byg og in-tensiv kvæggræsning ved gentagne afbrændinger, svedjebrug. Pollenanalyser af græstørv fra dysser og jættestuer har vist (Andersen,S 1993:91), at tid-lig neolitikum, er sammenfaldende med det såkald-te ”birkemaksimum”. Dette ses som et udtryk for, at birken spreder sig hurtigt på ryddet skovbund og at den efter afbrænding let forynger sig ved selvså-ning.

Tilsvarende er den efterfølgende mellemneolitiske periode (3.300-2.800 f. Kr.) sammenfaldende med det såkaldte ”hasselmaksimum”, som er udtryk for en helt anden arealanvendelse, nemlig den kultur-påvirkede kratskov. Større partier af lindeskov bli-ver ryddet, så græsningsarealerne øges. Det omflyt-tende ”kratlandbrug” fremmer hassel, idet sekun-dære kratskove anvendes til kortvarig korndyrkning og efterfølgende kreaturgræsning (Aaby 1996 og 1994:38).

Den større bofasthed, der var en følge af bondekul-turen, medførte, at man i løbet af ca. 500 år opførte talrige monumentale storstensgrave, dysser og jæt-testuer. Nogle af storstensgravene har været brugt

Kort over stenalderfjorden ved Nivå i slutningen af Ertebølletid ca. 4.000 f.Kr., hvor fjorden havde sin største udstrækning. Alle kendte bopladser fra jægerstenalderen er vist. Tegning: Ole Lass Jensen.

31

gennem adskillige århundreder. Det er typisk inde i skovene, at storstensgravene er bevaret, – på land-brugsarealerne er de for længst fjernet. På grundlag af oplysninger om eksisterende og fjernede stor-stensgrave og fund af offernedlæggelser af særlig økser og lerkar ser det ud til, at man kan afgrænse små bebyggelsesenheder med 3-4 kilometers mel-lemrum.

• Valby Hegn har otte langdysser, der ligger som perler på en snor langs Tobro Å. Herfra ken-der man to samtidige økseofferfund og en yngre jættestue ( Appel eds. 2003:24)

• Ølshøj ved Smidstrup. Indtil for et par hundrede år siden fandtes her to dysser, fem jættestuer og en noget yngre hellekiste. Stedets status som lo-kalt ceremonielt centrum fortsatte op i bronzeal-deren (Appel og Jørgensen 2002). Dobbelt-jæt-testuen og en hellekiste (stenkiste) er de eneste tilbageværende gravminder (Fabricius 1952).

• Risby Vang ved Borsholm. Af en oprindelig storhøjgruppe er fire bevarede dysser og én jæt-testue (Hvass 1999:16).

• Horserød Hegn med seks gravhøje, hvoraf de fem har synlige stenkamre. Højene har ét eller to kamre. Den mest markante af dem er ”Vide-dyssen” (Hvass 1999:16).

Yngre stenalders offerfund i vådområderne er også rigt repræsenteret i undersøgelsesområdet (Koch 1998). Det er dels økseofre, dels de såkaldte mo-sepotter (madofre). Endvidere ofredes mennesker som f.eks. den trepanerede dreng fra Skindersø Mose (Hvass 1999:14) og to menneskeofre fra Tue-

mosen i Hesselbjerg. Fra denne mose kendes også tre mosepotter, et stort offerfund af flintdolke fra senneolitikum og diverse dyreofre.

Offernedlæggelserne fortsætter op til stenalderens slutning, som kaldes senneolitikum eller dolkti-den. Tæt ved Rishøj, som er én af gravhøjene i den velkendte højgruppe Maglehøje ved Råge-leje, er der fundet et stort lerkar fra sennolitikum (Ebbesen 1980). Fra samme periode er depotfun-det fra Gilbjerghoved med bl.a. 100 fladehuggede flintsegle (Norling-Christensen 1940) og de 25 tyknakkede, uslebne og hulæggede flintøkser fra Horneby Fælled (Hvass 1999:19).

Langdysse i Valby Hegn. Foto Gilleleje Museum.

Hængekar fra begyndelsen af bondestenalden. Karret var nedsat i en mose ved Kaglebjerggård i Græsted sogn. Offernedlæggelser af denne type var særligt almindelige i Nordsjælland. Foto: Kjartan Langsted.

32

Bronzealderen (ca. 1.800-500 f.Kr.)

Medens bondestenalderens storstensgrave ofte lå ved ådalene i nærheden af tidens bopladser, synes bronzealderens gravhøje at have ligget på de kyst-nære højdedrag i kanten af de beboede områder. Gravhøjene blev rejst som monumenter over de døde og markerede samfundets hævdvundne ret til landområdet. På den måde kunne gravhøjene på samme tid markere en indre grænse mellem lokal-samfundene og en ydre grænse mod havet. Når man ser gravhøje ligge på lange rækker længere inde i landet, kan det være en markering af datidens land-færdselsårer.

Mange gravhøje har helt op i nyere tid fungeret som pejlemærker for skibsfarten, og er afmærket på søkortene fra 1800-tallet. For at den sociale magt-struktur i bronzealderen kunne opretholdes, var det vigtigt, at forbindelserne til fjerntliggende områder, hvorfra man kunne erhverve bronze og guld, blev holdt ved lige. Den besværlige landfærdsel blev derfor erstattet af skibsfart. Skibsfartens betydning kommer til udtryk i gengivelser af datidens både – de store havgående kanoer. Et godt eksempel er hel-leristningsstenen med to skibsbilleder fra Birkerø-gelgård ved Gilleleje (Pedersen 1993:83). Et motiv, der er blevet logo for Græsted-Gilleleje Kommune.

Ligheder i gravskikken viser, at skibsfarten også forbandt bronzealdersamfundene på hver side af Øresund. I modsætning til resten af landet begra-vede man således i Nordsjælland og Skåne de døde med hovedet mod øst.

Når man i bronzealderen opførte store kuplede gravhøje på bakketoppene, var det utvivlsom, fordi-man ønskede, at de skulle være synlige i landskabet. Bronzealderhøjene blev ofte bygget ovenpå lave gravhøje fra senneolitikum. Således giver udbre-delsen af bronzealderhøjene os et indtryk af, hvor græsning og rydning af skov havde skabt skovløse overdrev omkring bopladserne i løbet af bonde-stenalderen og ældre bronzealder.

Gravhøjene viser, at bosættelsen i ældre bronzeal-der koncentrerede sig på de lettere jorde omkring de større fjordlandskaber, hovedsagelig inden for en radius af 10 km fra kysten. Særligt landskaberne omkring Arresø synes at have været intensivt udnyt-tet. Bopladserne ligger i nærheden, men er endnu dårligt kendt i Nordsjælland. I modsætning til sten-alderens bopladser lader de sig stort set kun lokali-sere ved arkæologiske prøvegravninger.

Bronzealderhøje ved Sonnerup i 1887. A.P. Madsen (1822-1911).

Helleristning fra Birkerøgelgård ved Gilleleje. Foto: Kjartan Langsted.

33

I dag er hovedparten af bronzealderhøjene i Nord-sjælland sløjfet. Andre ligger klemt inde mellem sommerhusbebyggelse og er derfor mindre egnede til kulturformidling. Enkelte steder langs kysten og særligt omkring Arresø kan man dog stadig opleve gravhøjene i et åbent landskab. Der ligger en vigtig fremtidig opgave i at bevare disse kulturlandskaber åbne.

• Maglehøje ved Bakkebjerg på Rågeleje-egnen er et imponerende gravfelt, selv om kun 11 gravhøje er bevaret til i dag. De store bronze-alderhøje ligger tæt i et åbent landskab. Træer forhindrer dog udsigten til havet. Mod nord og vest ser man de store vådområder, der dannede bebyggelsesområdets grænse. Højgruppen er fredet, men højene ligger i dyrket mark og er vanskeligt tilgængelige for offentligheden. Der pløjes stadig meget tæt på de fredede gravhøje, og de overpløjede høje, som endnu kan fornem-mes i terrænet, høvles for hvert år ca. 1 cm ned af ploven. Også eventuelle bopladser, som vil-le kunne fortælle om det samfund, der opførte gravhøjene, er truet af pløjning.

• Tisvilde Hegn. I Tisvilde Hegn er der beva-ret 59 gravhøje, bl.a. Kong Hans’ Høj, Søhøj, Bangshøje og Harehøje, og man får indtryk af hvor tæt bronzealderhøjene før i tiden lå langs kysten. Da sandflugten hærgede Tisvilde i 15-1600 tallet, blev markerne gradvist opgivet og dækket af sand. Dette sand nåede imidlertid at-ter at flytte sig, før området blev tilplantet med træer som led i sandflugtsbekæmpelsen i 1700-tallet. Ingen af gravhøjene er undersøgt bortset fra en tilsandet bronzealderhøj, der blev fundet i forbindelse med Gilleleje Museums udgravning af en middelaldergård i Torup (GIM 1100).

• Arrenæs. På Arrenæs ligger 12 fredede bronze-alderhøje. Maglehøj ved Karlsgave er det høje-ste punkt på Arrenæs. Imponerende er også høj-rækken ved Dragebjerggård nord for Sonnerup skov. Frem til 1945 lå her 10-12 høje i et åbent lyngklædt landskab. I dag er adskillige høje overpløjede og ødelagte. Georg Sarauw har ved udgravninger omkring år 1900 udgravet flere af højene og gjort meget omfattende fund (Aner og Kersten 1973:68ff).

• Ramløse. Egnen var tidligere meget rig på bron-zealderhøje. I dag ligger kun enkelte tilbage bl.a. de to imponerende store høje, Handskehøj og Hyrdehøj, men på de dyrkede marker mellem højene ses spor af overpløjede gravhøje. Nord for Ramløse ligger Attershøje. Ud af de oprin-delig fem høje er kun to bevaret, de øvrige kan anes som forhøjninger i markskellet. I én af hø-jene er fundet en mandsgrav med sværd, dolk, fibula, dobbeltknap og ildslagningssten (Aner og Kersten 1973:16).

Husurne fra Smidstrup. I bronzealderen boede man i langhuse, men byggeskikken i Nordsjælland er endnu dårligt belyst. Dette lerkar, som i yngre bronzealder blev anvendt som urne for brændte ben, har form som et lille hus med dør (Broholm 1943:153 ).

Fordelingen af historisk kendte gravhøje i Nordsjælland.

34

• Lille Lyngby. På gammel præstegårdsjord øst for Lille Lyngby, ligger 11 imponerende grav-høje på et bakkedrag med vid udsigt over Ar-resø. Fra Tvillingshøje kendes en brandgrav, el-lers er der ingen oplysninger om fund (Aner og Kersten 1973:74f).

I Nordsjælland fortsætter vådmarksofringerne med til dels meget rige nedlæggelser af bl.a. bronzelurer, hesteseletøj, kultøkser og smykker af bronze og guld igennem hele bronzealderen. Her skal blot nævnes nogle få eksempler. På Stokkerup Mark ved Græ-sted fandt en skrædderkone i 1857 ved én af rand-stenene omkring en langdysse en bred guldmanchet, som vejede 406 g (Appel 2004a:123ff), og i et lille mosehul ved Ølshøj ved Smidstrup fandt husmand Christian Hansen året efter to bronzelurer, ”Bli-

strup-lurerne”, og et par kvinde bæltesmykker fra yngre bronzealder (Appel og Jørgensen 2002:53ff).

I sommeren 2000 indbragtes en 29,7 cm lang og 2,2 kg tung kultøkse fra ældre bronzealder, fra ca. 1500 f. Kr., som danefæ til Nationalmuseet. Øksen, der var fundet 25 år tidligere, var kommet til syne ved harvning på et bakkedrag ved Bredebækgård ved Fredensborg. Bemærkelsesværdigt er det, at også to andre af Nationalmuseets kultøkser synes at stamme fra Hillerød-Fredensborg området (Kaul 2001:50ff).

Jernalder og vikingetid (ca. 500 f.Kr.-1050 e.Kr.)

I århundrederne efter Kristi fødsel skete der en me-get intensiv opdyrkning af Nordsjælland, antagelig pga. en stadig stigende befolkningsmængde. Bosæt-telsen blev udvidet til de svære lerjorder - også læn-gere inde i landet. Grundlaget for den fordeling af skov- og agerjord, som man kan afl æse på de ældste kort fra 1600-1700 tallet, blev lagt i jernalderen. Så-ledes blev de gode landbrugsområder i det vestlige Nordsjælland gradvist omdannet til slettebygder, mens store dele af det østlige område forblev skov-bygder. Det må være denne del af Sjælland, som den nordtyske klerk Adam af Bremen omkring år 1070 beskrev som et øde, folketomt område med meget uopdyrket land.

Det nordsjællandske skovområde havde aldrig tid-ligere i oldtiden været så lille, som det blev i løbet af ældre jernalder. Det åbne landskab skyldtes dels græssende dyr, der holdt trævæksten nede, og dels et pladskrævende agerbrug. Agerbruget var baseret på dyrkning i små, kvadratiske marksystemer, såkald-te ”celtic fi elds”, som var omgivet af volde (Aaby 1994:41). Disse oldtidsagre er kun undtagelsesvis bevaret i Nordsjælland som følge af, at senere dyrk-ning har slettet sporene (Meyer 1984).

”Bøgens potentielle voksested er (…) sammenfal-dende med det land, bonden gerne vil dyrke” (Aaby 1994:41). I ældre bronzealder ca. 1.400 f. Kr., ind-vandrede bøgen på de næringsrige, veldrænede jorder, og i ældre jernalder bredte den sig hurtigt i græsningsskoven og på den landbrugsjord, der lå udyrket hen som følge af ændringer i dyrknings-systemet. Senere i jernalderen, omkring 400-500 e. Kr., fi k bøgen endnu større udbredelse pga. kli-maændringer og jernalderbøndernes påvirkning af økosystemet (Baagøe 1998b:4).

Guldarmbånd fra Stokkerup ved Græsted (Jensen 2002:219).

Bronzealderlur fra Blistrup sogn (Jensen 1998).

35

I løbet af de sidste 10-15 år har man fundet jern-alderbopladser i hele Nordsjælland i takt med, at de kulturhistoriske museer har udført prøveunder-søgelser for kommuner og andre bygherrer forud for bygge- og anlægsprojekter. Bopladserne ligger fortrinsvis på jævnt skrånende, naturligt drænede morænejorder i nærheden af enge, som kunne ud-nyttes til græsning og høslet. Udbredelsen tyder på, at udviklingen i Nordsjælland stort set følger den, man kan iagttage andre steder i landet. I førromersk og romersk jernalder var bebyggelsen kystnær, men i folkevandringstiden efter ca. år 400 e. Kr. blev den trukket længere ind i landet, måske for at undgå fjendtlige angreb fra søsiden.

Den landsbyudvikling, som man ser i Jylland i jern-alderen, finder tilsyneladende ikke sted i Nordsjæl-land, hvorfor bebyggelsen ser ud til at have bestået af enkeltgårde. Det er imidlertid ikke muligt at af-gøre om klynger af hustomter nogle steder kan re-præsenterer flere samtidige gårde, da man ikke fin-der spor af omgivende hegn i Nordsjælland.

En jernaldergård bestod af et langhuse på 20-30 me-ters længde med beboelse i den ene ende og stald i den anden. Til gården kunne yderligere høre et min-dre langhus og et udhus. Nedenfor er nævnt nogle eksempler på jernaldergårde, som i de seneste år er udgravet i Nordsjælland.

• Sindshvile, Espergærde: Bopladsområde udgra-vet af Nordsjællandsk Folkemuseum i 1991-1992. På et højdedrag, der mod nordøst og øst falder ned mod en fugtig mosestrækning lå i pe-rioden fra Kristi fødsel til ca. 700 e.Kr. en gård, som bl.a. fremstillede jern af myremalm fra mosen. Der blev fundet spor efter ni langhuse på 28-33 meters længde og to staklader. I elleve af affaldsgruberne på bopladsen blev der fundet jernslagger, som stammer fra delvist nedgravede jernudvindingsovne (Hvass 1999:23).

• Stæremosen, Gilleleje: Et gårdanlæg fra ca. 600 e.Kr. udgravet af HHKC, Gilleleje Museum i år 2004. Gården bestod af tre parallelle øst-vest orienterede bygninger, der sandsynligvis har ligget med vestgavlen op mod et hegn. Hoved-bygningen var 36 m lang og havde let krumme langvægge med indgang midt i sydvæggen. Syd for lå en 26,5 m lang økonomibygning og længst mod syd en 6 m lang værkstedsbygning. Nordøst for gården er undersøgt en brønd, som er samtidig med gården.

• Kildegård, Græsted: Et gårdanlæg fra ca. 400 e.Kr. udgravet af HHKC, Gilleleje Museum i 2001. Ved udgravning blev påvist seks hustom-ter, der tolkes som to faser af samme gårdanlæg. Gården består af en 24 m lang hovedbygning mod syd og en 15-19 m lang økonomibygning mod nord samt mindre økonomibygninger. På gårdspladsen fandt man en brønd (Grønnegaard 2002).

Guldbrakteaterne fra Stenholt Vang syd for Esrum Sø (Jensen 2003:128).

36

Selv om myremalm er almindeligt forekommende i de nordsjællandske moser, har man kun slagger fra jernudvinding på ganske få jernalderbopladser. Det er bemærkelsesværdigt, at alle de kendte lokaliteter ligger indenfor et mindre område mellem Nivå og Espergærde: På Brolandsgård syd for Niverød (Pa-ludan-Müller og Vestergaard 1987:32), Sindshvile ved Espergærde (Hvass 1999:23f) og på fundloka-liteten Lyngebæksgård III lige syd for Nivå (Jensen 1997:125).

Grubehuse kendes efterhånden også fra en hel del nordsjællandske bopladser f.eks. ved Kregme og Store Lyngby (Bodilsen 1993:115ff; Kramer 2001b:5). I forbindelse med en undersøgelse, som

nylig er foretaget af HHKC, Gilleleje Museum, på Sankt Helenevej i Tisvilde, afdækkedes et par gru-behuse, som kan keramikdateres til vikingetiden. Et grubehus er en lille bygning, som delvis er nedgravet i jorden. Det er bygget med en stolpe i hver gavlen-de, som har båret et saddeltag ved hjælp af en tagås. Grubehusene har været anvendt til værksteder. De kan have været særlig velegnede til vævehytter pga. den store luftfugtighed. Grubehusene optræder fra yngre romersk jernalder i 3. århundrede e.Kr., men de fleste østdanske grubehuse stammer fra vikinge-tiden (ca. 800-1.050 e.Kr.) (Bodilsen 1993:117f).

De ældste af vore stednavne går tilbage til jernal-deren, hvor bebyggelserne endnu ikke var blevet

stationære, men flyttede rundt på mark-området, når husenes jordgravede stol-per alligevel skulle udskiftes med 30-50 års mellemrum. Man fik nu en god land-brugsjord, godt gødet af mennesker og dyr omkring det sted, hvor bebyggelsen havde ligget. Sådanne flyttelandsbyer afløstes af de permanente landsbyer da de første kirker blev bygget.

Landsbyer, hvis navn ender på -lev, -løse, -inge, -sted og -um, anses for at være de ældste. Landsbynavnene er antageligt overtaget fra yngre romersk og germansk jernalders mobile bebyg-gelser, fra tidsrummet omkring år 200 - 700/800 e. Kr. Stednavne med disse endelser findes særligt i den vestlige del af Nordsjælland, hvor landskabet tidligt blev opdyrket. Til denne gruppe tidlige

Plantegninger af jernal-dergårdene fra Sindshvile ved Espergærde, Stæremosen ved Gilleleje og Kildegård ved Græsted (tegninger 1:1000).

I nederste højre hjørne ses en rekonstruktion af en indhegnet jernaldergård, som er tegnet af K. Faye Poulsen (Fonnesbech-Sandberg 1992)

Jernaldervejen ved Tibirke under udgravningen i 1943 (Kunwald 1944).

37

Ramløse skatten fra 900 tallet er en af Danmarks største vikingetidsskatte. Foto Gilleleje Museum.

stednavne hører f.eks. Kregme, Helsinge, Mårum, Alme og Mønge.

Landsbyer med endelsen –by og -toft, stammer fra vikingetiden omkring år 800 – 1050 e.Kr. I Nord-sjælland er stednavne af denne type særligt udbredt i det gamle Strø herred, hvor der tilsyneladende ske-te en bebyggelsesmæssig ekspansion med byer som f.eks. Melby, Lille Lyngby, Vejby, Ørby og Valby. Der synes at være gode muligheder for, at man kan forbedre udbredelseskortene over stednavne ved at studere markbogen fra 1681-82. Alene i Holbo herred har Erik A. Jarrum fra Gilleleje Museum på denne måde kunnet lokalisere to ”nye” -byer, nem-lig Mayby ved Ferle og Kalleby ved Nejlinge. Sted-navne som er sammensat af hedenske gudenavne, f.eks. krigsguden Tyr, der indgår i navne som i Ti-køb, Tisvilde og Tibirke, giver os indtryk af jernal-derens og vikingetidens kultiske landskab.

Jernalderens gravpladser er meget spinkelt repræ-senteret i Nordsjælland og kendes bedst i form af sekundære urnebegravelser i bronzealderhøjene. Grave under flad mark er vanskelige at lokalisere. Metalgenstande herunder fibler (dragtspænder), som findes med metaldetektor på markerne, er især i de sidste 15 år blevet hovedkilde til ny viden om yngre jernalder. De mange detektorfund er bl.a. et

udtryk for, at fladmarksgrave i stort tal pløjes i styk-ker i disse år.

Ellemosen, som ligger mellem Tibirke bakker og højdedraget nord for Ramløse, er en fossil stenal-derfjord til Arresøen. Ved tørvegravning fandt man i 1943 vejanlæg fra bondestenalderen og førromersk jernalder. Jernaldervejen på tværs af ådalen er 150 m langt og stenbygget. I tilknytning til vejen blev fundet er par fibler, som daterer vejen (Kunwald 1944).

Også i jernalderen blev der foretaget deponeringer af værdigenstande, bl.a. i vådbundsområder. Ca. 2,5 km mod sydvest for jernaldervejen er der i 1941 fundet to hundeskeletter 1,2 m under mosens over-flade. De to hunde er sandsynligvis ofret i mosen (Becker 1972:40f). Blandt de andre særlige fund fra Nordsjællands jernalder kan nævnes en importeret romersk kasserolle fra Søborg Sø og guldbrakteat-smykkerne fra Stenholdt Vang og Esrum Sø (Ap-pel og Carstensen 2003). Den hidtil største sølvskat fra Nordsjællands vikingetid blev fundet i 1994 ved Ramløse, og omfattede ca. 1 kg sølv og 100 g guld. I skatten lå arabiske sølvmønter og ituklippede gen-stande, særligt dele af armbånd. Den yngste mønt i skatten stammer fra år 923 e.Kr. (Christiansen 1999).

38

I det tidligere søbassin nord for Søborg Slotsruin er der gjort forskellige våbenfund fra jernalderen, bl.a. dolke, lansespidser, økser og sværd (Boye 1882). Våbnene kan muligvis tolkes som offernedlæggel-ser, ligesom fundene fra Tissø i Vestsjælland, hvor sværd og andre våben blev fundet i søkanten neden for en bebyggelse fra yngre jernalder og vikinge-tid (Jørgensen og Pedersen 1996). Bortset fra en-kelte anlægsspor på Mellemholmen er man endnu ikke stødt på bopladser fra jernalder/vikingetid ved Søborg. Dobbeltvolden foran Søborg Slot har væ-ret undersøgt i forbindelse med udgravningerne i 1980’erne på borgruinen og i købstaden, uden at en

Kort over stednavne fra yngre jernalder og vikingetid, dvs. stednavne med endelser på -lev, -løse, -inge, -sted, -um, -by og -toft.

egentlig datering af voldene kunne fastslås. Mens den ene vold sandsynligvis må ses i lyset af borg-byggeriet i 1100-årene, kan den anden imidlertid sagtens være ældre og stamme fra en tilflugtsborg eller lignende.

Både ved Søborg og Esrum Sø er der fundet nedlæg-gelser af våben fra middelalderen, bl.a. med kristne inskriptioner, hvilket tyder på at våbendeponerin-gerne fortsætter efter kristendommens etablering (Lund 2004:211).

Kort over fund fra yngre jernalder og vikingetid.

39

4.2.2 Middelalderen (ca. 1050 e.Kr.– 1536 e.Kr.)

Det nordsjællandske kulturlandskab har gennemgå-et store forandringer siden middelalderen. Vådom-råder, bække og skove, som i middelalderen gjorde landfærdsel i Nordsjælland besværlig, er forsvun-det.I dag, hvor Søborg Sø er tørlagt, ligger Søborg Slotsruin midt i et landbrugsområde med græssende heste, og det kan være svært at forestille sig, at bor-gen har ligget godt sikret, omgivet af vand.

Middelalderen, der følger efter oldtidens sidste pe-riode, vikingetiden, omfatter tidsrummet mellem ca. 1060 og 1536, hvilket stort set svarer til den ka-tolske tid i Danmark. Med kristendommen indgår det danske område i en ny europæisk sammenhæng. Stilhistorisk skelner man mellem romansk stil frem til 1275 og gotisk stil frem til renæssancen midt i 1500-tallet.

Man inddeler den danske middelalder i tre faser:• Tidlig middelalder (ca. 1060-1250)• højmiddelalderen (ca. 1250-1400) • senmiddelalderen (ca. 1400-1536)

I den tidlige middelalder under kong Niels (1104-1134) voksede et egentligt centralstyre frem med faste embeder. Embedsmænd sad rundt om i landet og opkrævede skat, håndhævede ret og forvaltede krongodset. Erik af Pommern (1412-1439) var den første danske konge, der interesserede sig for køb-stæderne, som fik eneret på handel og håndværk. Han indførte Øresundstolden som erstatning for Skånemarkedets svigtende indtægter og som mod-træk til Hansaens magt. I 1416 gjorde Erik af Pom-mern København til rigets hovedstad, og dette fik i de følgende århundreder stor betydning for Nord-sjællands økonomiske og kulturelle udvikling.

Bortset fra landsbykirkerne, hvis ældste dele stam-mer fra 11-1200-tallet, er der kun bevaret få byg-ninger fra Nordsjællands middelalder. En enkelt fløj af sidebygningerne fra det store cistercienserkloster i Esrum er bevaret ligesom Karmeliterklosteret og enkelte huse i Strandgade og Stengade i Helsingør. Æbelholt Kloster, voldstederne Asserbo og Grøn-holt samt de middelalderlige borganlæg Søborg, Gurre og Dronningholm er kun bevaret som ruiner og anlægsspor.

Herreder

Administrativt var landet i middelalderen delt op i herreder. Herredsbegrebet går helt tilbage til yng-re jernalder og vikingetid og har haft betydning i forbindelse med mobilisering af væbnede styrker. Ved landets opdeling i herreder dannedes der admi-nistrative områder, hvis grænser endnu genfindes i inddelingen i rets- og politikredse, provstier samt kommunegrænser.

Projektområdet for Nationalpark Kongernes Nord-sjælland dækker Strø og Lynge herred jfr. indde-lingen fra ca. 1240. Som det fremgår af et brev fra 1285 i Æbelholt Klosters brevbog, var Holbo her-red udskilt af Strø herred. Tinget i Holbo Herred lå i Valby. Strø og Lynge herreder kom senere til sam-men med Jørlunde herred til at indgå i det nye Try (= tre) herred, som fik fælles tingsted i Slangerup, der fik købstadsprivilegier i 1252.

Købstæder i projektområdet

• Helsingør: Omkring 1200 var Helsingør en lil-le by med sildefiskeri og sparsom handel. Den havde et meget begrænset opland med spredte skovbebyggelser. Ad søvejen havde man kon-takt med fiskerlejerne nord og syd. Helsingørs købstadsrettigheder omtales første gang i 1231, og i forbindelse med opførelsen af Krogen og indførelsen af Øresundstolden gav Erik af Pom-mern byen nye privilegier i 1426. Skibe, der passerede Øresund, skulle ankre op på Helsin-gør Red. Opholdet gav skibene lejlighed til at proviantere, og Helsingør udviklede sig i løbet af 1500-tallet til en international handelsby.

Herredsinddelingen frem til ca. 1285.

Mange nye borgere slog sig ned i byen, herun-der hele tre ordener af tiggermunke: sortebrødre, gråbrødre og karmelittermunke. Karmelitternes kloster fra ca. 1430 blev genopbygget efter en brand i 1450 og fuldførtes i 1493. Karmelitter-klostret er Nordens bedst bevarede middelalder-lige klosteranlæg. I Strandgade og Stengade er bevaret flere huse fra den sene middelalder, bl.a. Oxernes Gård, som er opført efter 1459 af lens-mand Johan Oxe.

• Søborg: Bebyggelsen, på det sted hvor Søborg landsby i dag ligger, havde købstadsstatus fra ca. 1270-1551. Købstaden voksede op i ly af Søborg Slot samtidig med, at den store teglstenskirke, som endnu består, blev bygget. Købstadsbebyg-gelsens størrelse er ukendt, da man kun har haft anledning til at foretage arkæologiske udgrav-ninger enkelte steder. Men de arkæologiske un-dersøgelser tyder dog på, at Søborg var ganske tæt bebygget.

Af et kongeligt brev fra 1341 fremgår det, at Sø-borg havde været udsat for et bombardement fra kastemaskiner. Grev Johan af Plön, ”den milde greve”, modsatte sig ikke, at den unge kong Val-demar Atterdag indløste det pantsatte Sjælland, men det gjorde Plöns høvedsmænd derimod. Derfor måtte Valdemar Atterdag skaffe sig kontrol over deres fæstninger. Ved hjælp af tyske lejetropper belejrede han Søborg og erobrede borgen tilbage med store øde-læggelser til følge.

Det må have været ved samme lejlighed, at købstaden brændte. En årringsdatering (dendrokronologi) af kirkens tagværk vi-ser, at kirken fik nyt hvælv og tagværk umiddelbart efter år 1357, hvilket tyder på, at også kirken gik op i flammer ved borgens og byens brand omkring 1341. I det ovennævnte brev fra 1341 mageskif-ter kongen og Roskildebispen Søborg med Københavns Slot, idet kongen lover, at borgen bliver genopført. De arkæologi-ske undersøgelser i perioden 1978 - 1989 viser imidlertid at byen efter 1340’erne udelukkende lå på inderholmen. I kil-derne nævnes adskillige lensmænd på Sø-borg i perioden fra ca. 1341 til 1530’erne, hvilket viser at borgen var i brug indtil Grevens Fejde.

Borge og voldsteder

I middelalderen opførte kongerne og nogle få adels-mænd flere borganlæg i Nordsjælland, men også Roskildebispen stod bag et anlæg i Ramløse. De tidligste af borgene blev anlagt i den urolige periode med borgerkrig midt i 1100-tallet. Funktionsperio-den af de større borge Søborg, Gurre, Dronningholm og Krogen overlapper i nogen grad hinanden, men de havde hver deres storhedstid.

Søborg lå kun 14 km nordvest for Gurre, men mens Søborgs vigtigste funktionsperiode var i tidlig mid-delalder (11-1200-tallet), fik borgen Gurre først for alvor betydning i 1300- og 1400-tallet under Val-demar Atterdag, dronning Margrethe I og Erik af Pommern.

Omkring 1500 var Søborg, Gurre og Dronningholm afløst af fæstningen Krogen, som Erik af Pommern opførte omkring 1420 ved det snævreste sted i Øre-sund. På den anden side af sundet havde det kon-gelige borganlæg Helsingborg siden slutningen af 1000-tallet håndhævet kontrollen over Øresund. Med opførelsen af Krogen kunne man nu ved hjælp af de to fæstninger gennemføre en effektiv inddri-velse af Erik af Pommerns nyindførte Sundtold.

Helsingør i begyndelsen af 1600-tallet (Skov- og Naturstyrelsen 2000).

40

• Gurre: Navnet betyder sump/dynd, og henviser til at borgen lå på en holm imellem den indsnæv-rede del af Store Gurre Sø (Slotssøen) og den nu tørlagte Lille Gurre Sø. Det ældste borganlæg bestod af et firkantet stenhus/-tårn med kælder og mindst en etage i tegl (Andersen 1991b:11). Det er ifølge Nationalmuseets og Helsingør By-museums undersøgelser i 2001 og 2003 næppe ældre end Erik Menveds tid ca. 1300. Gurre omtales i 1361, da Valdemar Atterdag (1340-75) stiftede et kapel til Sankt Jakob. I sine re-geringsår befæstede han centraltårnet med en ydermur med fire tårne (Hvass 2004:23). Mod nord anlagde han desuden en forborg med byg-ninger på kunstige øer bl.a. en 48 m lang byg-ning, som muligvis var hestestald. Hele borg-området på ca. 230x180m, dvs. ca. 42.000 m2, var afgrænset af en ydre ringmur (Etting m.fl. 2003:73; Hvass 2004:26). I 1525 blev Gurre len lagt sammen med Krogen, og Gurre Slot fik lov til at forfalde (Etting m.fl. 2003:62).

• Dronningholm lå afsides ved Arresø i en lille vig på Avderødhalvøen. Borgen var lensmands-sædet i Dronningholms len frem til 1540, hvor lenet blev lagt sammen med Københavns len. Borgen havde kun begrænset strategisk betyd-ning, og det fine jagtterræn kan have været årsag til dens placering (Andersen 1991a:5). Borgen var omgivet af volde og voldgrave på vest-, syd- og østsiden, mens Arresø gik helt op til nordsi-den af borgbanken. Ladegården skal have ligget øst for. På den nordøstlige side af borgbanken har man udgravet et tofløjet anlæg i romansk stil med palatium og flere kældre. En port med fremspringende porttårn lå midt i østfløjen. På bankens vestside fandt man fundamenterne af et ottekantet tårn. Valdemar II Sejr skal have op-ført borgen i begyndelsen af 1200-tallet, men man hører først om Dronningholm i 1342, da Albrecht Moltke får den i forlening af Valde-mar Atterdag. I 1400- og 1500-tallet ejes borgen af flere stormænd, og i en kort periode af kon-gerne. Fra 1557 anvendes borgen som stenbrud, bl.a. for Christian IV’s byggeri på Frederiksborg Slot.

Kortet viser de middelalderlige kongeborge og voldsteder, klostrene, kirkerne og de betydeligste byer i Nordsjælland.Kirkerne er markeret med rød firkant. De sorte streger viser sognegrænserne i middeladeren.

Sværd fra Søborg Sø (Efter Boye 1882:20).

41

42

• Krogen ved Helsingør: Samtidig med sund-toldens indførelse i 1429 anlagde Erik af Pom-mern fæstningen Krogen, der var et kvadratisk anlæg, omgivet af en 10 m høj ringmur med en vægtergang. Der var flere større stenhuse, og op til muren lå bl.a. salsbygningen med de repræ-sentative rum med store gotiske vinduer ud mod borggården og ”hans majestæts hus” med kon-gelige beboelsesrum.

• Søborg Slot: Søborg Slotsruin på den yderste af tre holme i Søborg Sø omfatter kun ca. 3000 m2. Men selve borgen udgjorde kun en mindre del af det ca. 40 ha store Søborg kompleks, som des-uden omfattede forborgen på Mellemholmen og købstaden på Inderholmen. Udgravninger har vist, at det ældste borganlæg bestod af et otte-kantet stentårn omgivet af vold, voldgrav og en forborg med voldanlæg. Borgen skal formentlig dateres til 1150’erne. Tårnet blev revet ned kort efter, da borgen blev ombygget til en ringmurs-borg med palatium og et rundt kapel (Jarrum 2003:104). Engang i 13-1400-tallet - måske ef-ter ødelæggelsen i 1340’erne - blev der opført en ny ringmur med tilstødende bygninger. Det ældste borganlæg knyttes til ærkebiskop Eskil omkring 1150, men allerede i 1161, overgik borgen til Valdemar den Store. Frem til Erik af Pommerns tid, i begyndelsen af 1400-tallet, var borgen én af den danske kongemagts vigtigste

rigsborge. Søborg var lensmandssæde og dom-stol, og her sad stormænd fængslet. Dronning Margrethe I skal være født på Søborg. Det er muligt at Søborg Slot lige som Gurre Slot blev ødelagt og opgivet i 1500-tallet efter Grevens Fejde, og i 1580´erne fremstod Søborg Slot som en ruin.

• Asserbo: Roskildebispen Absalon etablerede i 1163 et karteuserkloster på stedet, men allerede i mellem 1170 og 1186 mageskiftede Absalon området med cistercienserklosteret i Sorø, som frem til 1432 drev en grangie, dvs. en ladegård på stedet. Oprindelig lå der sandsynligvis kun nogle klosterbygninger og en ladegård på bak-ken ved det nuværende skovfogedhus. Det er usikkert, hvornår det befæstede anlæg blev op-ført, men det kan være sket i forbindelse med, at klosteret lod landbrugsdriften bortforpagte til stormænd som f. eks. væbneren Jacob Øpsen, som boede på Asserbo i 1357 og senere adels-slægten Oxe, som lejede Asserbo fra 1432. Fra omkring 1490 og frem til kronen overtog ejen-dommen i forbindelse med oprettelsen af vildt-banen i 1560, havde familien Laxmand ejen-domsretten over Asserbo - dog afbrudt af en periode med krongods fra 1502-1526. Der blev foretaget arkæologiske undersøgelser af Asser-bo i 1849, 1974-76 og i 1990-92. Herved blev afdækket fundamenter af et firfløjet anlæg, som

Gurre Slot som det kan have set ud på Valdemar Atterdags tid (Etting m.fl. 2003).

43

Kong Knud (1182-1202) skrev sine breve i 1194 og 1196. Det er muligt, at voldstedet kan have tilhørt adelsslægten Lunge (Kramer 2005:14). • Flynderborg voldsted: Lige syd for Helsingør

ligger resterne af et voldsted kaldet Flynder-borg. Man ved ikke om det var en privat borg eller en forgænger til Erik af Pommerns Krogen. Anlægget er i dag gennemskåret af jernbanen, men bestod af en tårnbanke ud mod Øresund og mod vest en halvcirkelformet gårdsbanke omgivet af en voldgrav. Ved en udgravning af borgbanken i 1937 fandt man fundamentet af en senmiddelalderlig bygning (la Cour 1952; Et-ting m.fl. 2003:34).

• Grønholt: Voldstedet ved Grønholt består af en kvadratisk banke på ca. 15 x 15 m, omgivet af en ca. 7 m bred voldgrav (la Cour 1951). Ved Frederik VII’s primitive udgravning af borg-banken i 1851 blev der ikke fundet stenfunda-menter, hvorfor man antager at bygningerne har været bygget af træ.

• Hovgårds Eng: Overpløjet voldsted på et næs i Arresø. På bakken ved Annisse Kirke er der fun-det genstande fra vikingetid og tidlig middelal-der. Det kan være stormandsgården, Hovgård, som ca. 1250 af strategiske grunde blev flyttet ud på næsset. Hovgård nævnes første gang i 1292. I 1399 sælges den til dronning Margrethe I, som påtænkte at bygge et nonnekloster. Vold-stedet var omgivet af vådområder på tre sider, og en kilometerlang dæmning over vådområdet, der nu er delvist tørlagt. To grøfter vinkelret på dæmningen markerer overgangen til voldstedet. Det var antagelig på forborgen lige inden for grøfterne, at man i 1885 observerede en rektan-gulær bygning på ca. 18 m x 6 m, som kan have været resterne af et porttårn eller en vagtbygning (Rendsbro 2003: upubliceret udgravningsrap-port GIM 3406). Der er også påvist sporadisk bevarede fundamentrester på voldstedets høje-ste punkt. I år 2000 gennemførte Holbo Herreds Kulturhistoriske Centre en prøvegravning af den sydlige del af voldstedet, hvor man fandt stolper fra to bygninger og en stensat mødding (Rens-bro og Christiansen 2001:125). Det er muligt at Hovgården i senmiddelalderen flyttede til områ-det ved Annissegård nordøst for Annisse Kirke.

var opført omkring en brolagt gårdsplads på ca. 35 x 33 m. I nordfløjen lå der muligvis et tårn og umiddelbart øst herfor et portrum, hvorfra en bro førte over voldgraven.

Under og efter de krigslignende tilstande i perio-den ca. 1240-1340, begyndte også adelen at befæ-ste sine storgårde f.eks. Asserbo, Hovgårds Eng ved Annisse, Stenholt, Hillerødsholm og Faurholm. Så-danne voldsteder har pga. fokuseringen på konge- og bispeborge i Nordsjælland været noget oversete.Det er muligt at også voldstederne Flynderborg og Grønholt tilhørte stormænd. Således er det for nyligt påpeget, at voldstedet Grønholt helt op i 1700-tallet lå i Tulstrup Vang, og næppe kan være det sted, hvor

Klostergangen omkring fratergården i Karmelitter-klosteret i Helsingør. Foto: Kjartan Langsted.

44

• Firhøj vest for Dronningmølle: Øst for Hulsø var Vilhelm Boye på besigtigelse i 1886: ”Nord for Vejen til Søborg har Søborg Ladegård lig-get; der er ikke fundet Spor af Grundstene, men Munkestene. Tidligere har der været Spor af Volde omkring Bygningen”. I markbogen fra 1681 nævnes Lade-/lae-gaards Agrene i Hulszöe Wang. Også på udskiftningskortet over Firhøj fra 1787 ses et uregelmæssigt ottekantet vold-anlæg. Nutidens opdyrkning har udvisket alle spor af voldanlægget, men man vil sandsynlig-vis kunne finde spor under pløjelaget. Firhøj tid-ligere hed Ferhöy, og voldstedet kan være iden-tisk med adelsgården Ferrilborg, som er kendt fra folkevisen ”Hr. Ivers dom”, hvor ridder Iver henrettes efter at have bortført og voldtaget en fru Ingerlille (Olrik 1907: 95).

Klostrene Der er bygninger og ruiner efter tre klostre: Esrum Kloster, Æbelholt Kloster og Karmeliterkloste-ret i Helsingør. I Asserbo lå der i en kort periode i 1160’erne et kloster, som biskop Absalon i Roskilde skænkede til en gruppe munke af Karteuserordenen, som er opkaldt efter det franske kloster i Chartes (Chartreuse). Klosteret lå med sin vandmølle ved Tovebæk på kanten af en moræneø ud til det store sumpede engområde, som i dag er Kassemosen og Tibirke Overdrev (Hvass 2003:27).

Mens de tre klostre i Esrum, Asserbo og Æbelholt blev stiftet i midten af 1100-tallet er Karmeliter-klosteret i Helsingør betydeligt yngre, idet det først blev stiftet af Erik af Pommern omkring 1430.

• Esrum Kloster: På initiativ af ærkebiskop Eskil i Lund grundlagde munke fra det franske

kloster i Clairvaux omkring 1150 et cistercien-serkloster ved det tidligere benediktinerkloster (ca. 1137-1151) i Esrum. I løbet af nogle få ge-nerationer opførtes Nordens største kloster på omtrent 23.000 kvadratmeter i den frodige dal nord for Esrum Sø. Esrum Å var en lokalise-rende faktor for byggeriet. Bygningerne bestod af store firfløjede anlæg, og man havde planer om en klosterkirke på 105 meters længde med samme grundplan som moderkirken i Clairvaux, men disse planer blev aldrig fuldført. Efter 1559 blev klosterkirken og de fleste andre bygninger nedrevet.

• Æbelholt Kloster: I 1165 tilkaldte biskop Ab-salon abbed Vilhelm fra Sankt Genevieve-klo-steret ved Paris for, at han kunne reformere klosteret på Eskilsø i Roskilde Fjord. Det var dette augustinerkloster, som i 1175 blev flyttet til Æbelholt i Tjæreby sogn, hvor Absalon gav dem jord og penge. Omkring en fratergård op-førte man en sydfløj med spisesal og en østfløj med kapitelsalen. En kirke af træ blev senere afløst af en treskibet kirke i nordfløjen. Foran alteret i denne klosterkirke blev abbed Vilhelm

Æbelholt Kloster som det kan have set ud i 1300-tallet (Møller-Christensen 1982).

45

begravet i 1203. I 1224 fik Vilhelm helgensta-tus, og folk valfartede hvert år i dagene 15.-29. juni til helgengraven i Æbelholt Kloster for af-lad. Fra 1265 har man oplysninger om, at der i juni også blev holdt midsommermarked ved klosteret. Æbelholt kloster blev nedrevet i 1560, og to år senere flyttede kongen klostermarkedet til Frederiksborg.

• Karmeliterklosteret i Helsingør: Klosteret blev stiftet af Erik af Pommern i 1430, men

brændte ned i 1450. Kirken genopførtes ca. 1485, medens resten af anlægget genopførtes ca. 1500. Klosterkirken Sankt Maria udgør syd-fløjen i klosterkomplekset. Sammen med de tre øvrige fløje omgiver den klostergården. I nord-fløjen var spisesalen, reflektoriet, og i østfløjen lå kapitelsalen (Laxmandssalen) med munkenes sovesal, dormitoriet, ovenover. Karmeliterhu-set på hjørnet af Sankt Annagade og Hestemøl-lestræde blev opført som hospital for fremmede søfolk i 1516. Efter reformationen blev hele klo-steret omdannet til hospital, mens kirken funge-rede som stald, indtil den blev skænket til byens tyske og hollandske menighed. Efter en kraftig restaurering fremstår klosteret i dag som det må have set ud omkring reformationen.

Helligkilder

Helligkilder er kilder, hvis vand – særligt på Sankt Hans aften - antages at indeholde overnaturligt læ-gende kraft, når det drikkes eller når man bader i det. Kildedyrkelsen har oprindelse i oldtiden, men i katolsk tid blev kilderne ofte indviet til helgener og sattes i forbindelse med deres dyrkelse. Således lå der næsten altid helligkilder i nærheden af mid-delalderens klostre. Ved Esrum kloster fandtes to kilder, Essekilde og Danielskilde, og i Abbed Vil-helms Levned omtales en syg mand fra Annisse, der ønskede at drikke af en helligkilde, som abbed Vil-helm på Æbelholt Kloster havde ladet rense, inde-lukke og bevogte (Møller-Christensen 1982:88).

I Danmark kender man ca. 700 helligkilder. De ri-tualer, som blev udført ved kilderne i nyere tid, kan føres langt tilbage i tiden. Helt op i 1900-tallet var Helene kilde i Tisvilde den mest populære helligkil-de i Danmark, og Christian IV’s gamle kongevej fra Frederiksborg over Helsinge til Tisvilde bærer sta-dig navnet ”Kildevejen” (Topsøe-Jensen 1970:19). Søren Kierckegaard har beskrevet begivenhederne i Tisvilde Sankt Hans aften 1835. Efter at have druk-ket vand af Helene kilde bevægede de syge sig til ”Helene grav”, hvor de tilbragte natten i håb om helbredelse. Ved en arkæologisk udgravning har stenene, som skulle markere ”Helene grav”, vist sig at være et vægforløb i et senmiddelalderligt kapel (ca. 1400-1536). Stednavnet Tisvilde, ”krigsguden Tyrs kilde”, viser, at der allerede fandtes en kilde-helligdom i hedensk tid, Kildemarkederne ved hel-ligkilderne tiltrak også mange mennesker.

Sankt Helene Grav i Tisvilde. Stenene midt i billedet markerer sydvæggen i et kapel fra semmiddelalderen. Foto: Liv Appel.

46

Vandmøller

De ældste danske vandmøller stammer fra vikinge-tiden, hvor de allerede var almindelige i England og i Normandiet (Fischer 1993:54). Men det var først i 1100-tallet, at vandmølle-teknologien fik større udbredelse. Muligheden for mølledrift kan have været en lokaliserende faktor, når et kloster skulle bygges. Ved Esrum Kloster nævnes to vandmøller, Sode Mølle og Esrum Mølle, ved Æbelholt Kloster nævnes Ebbelholtz Mølle og ved Asserbo formoder man, at der har været mindst én vandmølle i Tove-bæk (Hvass 2003:29; Møller-Christensen 1982:95)

Efterhånden blev der anlagt i hundredevis af møl-ler ved alle større vandløb. Ved en systematisk gen-nemgang af markbøgerne fra 1681-82 og udskift-ningskortene fra 1700-tallet har Erik A. Jarrum fra Gilleleje Museum påvist et stort antal vandmøller i Holbo Herred. Det viser sig, at kun fremtrædende personer i lokalsamfundet f.eks. præster og selv-ejerbønder kunne eje skvatmøller og opdæmmede damme (Appel red. 2003). I 1500-tallet overtog kronen de fleste ejendomme i Nordsjælland - og dermed også driften af de større vandmøller, me-dens skvatmøllerne gik af brug.

Klostrene som godsbesiddere

Klostrene fik doneret jord fra konger, dronninger, ærkebiskopper, biskopper og stormænd som beta-ling for, at munkene til evig tid skulle bede og messe for deres frelse. Æbelholt Kloster og Esrum Kloster

synes at have delt Nordsjælland imellem sig. Æbel-holt Kloster havde det vestlige Nordsjælland, Horns herred og egnen ind mod København, mens de fleste af Esrum Klosters ejendomme lå mod nord og øst. Begge klostre ejede desuden jord i Holbo herred og i de gamle danske områder Halland og Skåne.

Æbelholt Klosters landbesiddelser kan belyses ud fra Æbelholt Klosters Brevbog (Suhm 1786). Absa-lon lagde grundlaget for klosterets rigdom, da han i anden halvdel af 1100-tallet skænkede store gaver i form af jordejendomme og landsbyer. I løbet af de næste århundreder kom mange nye større og mindre besiddelser i klosterets eje.

Tilsvarende findes oplysninger om Esrum Klosters tilliggender i en jordebog fra 1497 og kopier af ad-komstbreve fra grundlæggelsen ca. 1150 (Frandsen 2002: 57ff; Jørgensen 1989 og 1997:98ff; Hjortlund m.fl. 1992: 30ff). I senmiddelalderen ejede Esrum Kloster mere end 300 gårde og hørte dermed til de største gejstlige godsejere i Danmark.

I perioden 1150-1200/1250 nedlagdes flere lands-byer, bl.a. landsbyen Villingerød, og jorden blev lagt ind under store avls- eller ladegårde såkaldte ”grangier”, som blev drevet af en lægbroder under opsyn af en munk og andre lægbrødre. I 1180 havde Esrum Kloster syv grangier og i 1230 mellem ti og tretten (Jørgensen 1997:101f). I årene 1208-24 fik cistercienserne lov til at udleje jord til både livs- og arvefæste. Da Esrum Kloster fra 1302 ikke længere skulle betale tiende af den jord, som de ikke selv dyr-kede, og der samtidig blev mangel på arbejdskraft

Kalkmaleri fra Karmeliterklosteret i Helsingør fra 1500 tallet (Broby-Johansen 1948).

47

Nordsjælland i vikingetid og tidlig middelalder.

Mens de ældste landsbykirker blev opført af lokale frådsten eller al-mindelige marksten, brugte man i 1100-tallet bl.a. skånske sandsten til kirkerne i Vejby og Valby. Tegl-stenens indførelse sættes i Danmark til tiden omkring 1150-60, bl.a. på grundlag af indskriften på blypla-den på Valdemar den Stores grav i Sct. Bendts Kirke i Ringsted, hvor det nævnes, at kongen bl.a. byg-gede Dannevirke af ”bagte sten”, dvs. teglsten (Liebgott 1989:127), hvilket bekræftes af en datering af en teglovn fra Mellemholmen i Søborg (Larsen 1993:148). Også andre steder i Nordsjælland er der registreret og udgravet middelal-derlige teglovne, bl.a. ved Æbel-

holt Kloster, Grønholt, Gurre og Trolles-minde ved Hillerød (Larsen 1993, Møl-ler-Christensen 1982:117).

De mange velbevarede middelalderkirker og deres kirkegårde udgør en arkitektonisk og kunsthistorisk skat. Det er vigtigt, at der tages hensyn til middel-alderkirkerne, således at nyt byggeri i de kirkenære omgivelser respekterer og bevarer det frie indsyn til kirken fra det åbne land. Også inde i kirkerne fin-des middelalderlige kunstskatte i form af romanske granitdøbefonde og kalkmalerier. De ældste kalk-malerier inden for projektområdet for Nationalpark Kongernes Nordsjælland findes i Kregme kirke, og stammer fra den romanske periode ca. 1100-1275. I kirkerne i Blistrup, Søborg og Esbønderup, Sankt Olai i Helsingør og Nødebo er bevaret gotiske kalk-malerier fra perioden ca. 1275-1550.

Landsbyer og udflytterbebyggelser i Nordsjæl-land

De ældste af vore nuværende landsbyer blev sta-tionære i 900- og 1000-tallet, og det er sandsynligt at de mange naturgivne grænser (f.eks. vandløb og vådområder) mellem ejerlavene, dvs. landsbyerne med deres jordtilliggender, stammer fra jernalderen og vikingetiden.

til grangierne, blev grangierne udstykket til mindre brug, som blev fæstet bort. Herved kunne landsbyer, der tidligere var sløjfet, genopstå. Således fremgår det af jordebogen fra 1497, at den tidligere nedlagte landsby Villingerød blev reetableret og havde hele ni gårde (Christensen m.fl. 2002:355).

Den kirkelige inddeling

Norden var en del af ærkestiftet Hamburg-Bremens interesseområde, og herfra udgik Ansgars mission i 826. Allerede i midten af 900-årene blev de første bispestole i Danmark oprettet, og Nordsjælland blev en del af Roskilde Stift. I 1103 blev Danmark et eget ærkestift med sæde i Lund (Jønsson 2002:14). Eskil var fra 1134 bisp i Roskilde og fra 1137 ærkebiskop i Lund. Eskil var en meget aktiv bygherre i Nord-sjælland, hvor han var involveret i byggerierne ved Esrum Kloster og Søborg Slot.

Landet blev på denne tid inddelt i sogne. Et sogn bestod af et eller flere ejerlav, dvs. landsbyer med jordtilliggender. Da der var meget skov i Nordsjæl-land, var sognene større end landsgennemsnittet. De største sogne lå i de tyndest befolkede områder med små dyrkede arealer og meget skov, hede og våd-områder. Sognenes størrelse giver os således et ind-tryk af befolkningstætheden i de forskellige dele af

Kort over klosternes godsbesidelser i slutningen af middelalderen. Esrum Klosters besiddelser: blå og Æbelholt Klosters besiddelser: rød.

48

I middelalderen lå gårdene samlet i landsbyerne, et mønster som blev brudt med udskiftningen i slut-ningen af 1700-tallet. I landsbyen lå gårdene i en ring, rækker eller klynger omkring den åbne plads ”forten”, som var det fælles, grønne areal ved gade-kæret. Reminiscenser af den middelalderlige grund-plan og det tilhørende vejanlæg kan stadig spores i de eksisterende landsbykerner f.eks. i Valby, Pårup, Saltrup, Mårum, Udsholt, Ørby, Vejby, Villingerød og Esbønderup. Landsbykirkerne, hvis ældste dele stammer fra 11-1200-tallet, er ofte bevaret frem til i dag.

I middelalderen var der ingen permanente fiskelejer ved kysten i Nordsjælland. Man drev overvejende ferskvandsfiskeri i søer og damme, men folk fra landsbyerne, kunne i sæsonen slå sig ned ved ky-sten for at fange sild, torsk og andre saltvandsfisk.

Fra vikingetiden og frem til ca. 1250 var landet præget af en gunstig økonomisk udvikling og der-med af en befolkningsvækst. Man regner med, at Danmarks befolkning i løbet af tidlig middelalder fordobledes fra en halv til en hel million mennesker (Jensen og Tortzen 1991:8).

I slutningen af 1000-tallet afløste hjulploven old-tidens ard. Hjulploven muliggjorde opdyrkning af selv tunge morænejorde, og den vendte jorden

så gødning kunne pløjes ned. Det var en fordel for bønderne, at der arbejdedes i dyrkningsfællesska-ber, idet der f. eks. skulle 6-8 heste eller okser til den tunge hjulplov, som desuden var svær at vende. Derfor blev markerne op til flere hundrede meter lange og kun 10-20 m brede. Ploven vendte hele ti-den furerne ind mod midten, og efterhånden opstod de højryggede agre, som stadig kan ses mange ste-der, hvor der i dag er skov eller udyrket terræn.

På de eksisterende landbrugsarealer og overdrev blev på denne tid anlagt nye udflyttergårde, såkaldte torper. Som regel blev torperne opkaldt efter deres grundlægger, der kunne have et kristent navn. Disse nye navne kan have erstattet ældre stednavne fra tidligere bebyggelser på stedet. Af Jyske Lov fra første halvdel af 1200-tallet fremgår det, at adels-byen (dvs. moderbyen), som torpen flyttede ud fra kunne ”hjemkalde” udflyttergården indtil 2 år efter grundlæggelsen. Endelsen –torp er i tidens løb ble-vet forvansket til –rup eller -strup. Landsbyer med disse endelser er talrige i Nordsjælland, bl.a.: Drag-strup, Esbønderup, Blistrup, Smidstrup, Alsønde-rup, Pederstrup, Jonstrup og Mørdrup.

Andre nye bebyggelser opstod på samme tid ved rydning af skov. Disse har navneendelserne –rød, og –holt. Rød betyder rydning, og holt betyder træ eller skov. Denne navnetype er særlig almindelig i

Stednavne med endelserne -torp og -rød er angivet med henholdsvis blå og røde prikker. Randmorænerne i Nordsjælland er markeret med sort.

49

den østlige del af Nordsjælland, hvor nye landbrugs-områder blev ryddet i skovene ved f.eks.: Græsted (Græsholte), Grønholt, Skærød, Horserød, Vinde-rød og Avderød.

De arkæologiske udgravninger af oldtidsgrave og –bebyggelser viser, at bebyggelsesudviklingen i Nordsjælland er langt mere nuanceret end tidligere antaget. Arden egnede sig bedst på de lette jorde, og det er naturligt, at sådanne områder først blev opdyrket. Udbredelsen af de ældste navnetyper fra jernalderen i sletteområderne i den sydlige og vest-lige del af Frederiksborg Amt er imidlertid ikke ens-betydende med, at der var urskov uden bebyggelse nord- og østligt i amtet.

Bebyggelserne i disse områder var imidlertid ikke så stabile, som bebyggelserne på den bedre land-brugsjord, og de blev derfor i tidlig middelalder af-løst af bosættelser med yngre navne.

Det er bemærkelsesværdigt, at de åbne områder i Gribskov tilsyneladende er ældre end rydningerne i de tidligere skovområder syd for. Således er skov-bebyggelserne i Gribskov stort set torper, som sy-nes anlagt i landbrugsområder fra oldtiden. Dette bekræftes af pollendiagrammet fra Store Gribsø (se kapitel 5.1).

Anderledes forholder det sig i det kuperede område syd for Gribskov, hvor stednavne på –rød er tal-rige f.eks. Hillerød, Lillerød, Allerød og Birkerød. Stednavnene tyder på, at disse områder først blev ryddet i middelalderen, da befolkningspresset blev tilstrækkeligt stort, og introduktionen af hjulploven gjorde det muligt at opdyrke større arealer i dette område.

I denne opdyrkningsproces indskrænkedes det nord-sjællandske skovareal gradvist. Desuden anvendte bønderne i stigende grad skoven som overdrevs- el-ler udmarksskov. Kvæg græssede i skoven og svin gennemrodede skovbunden på jagt efter olden, rød-der og svampe.

Efter 1250 indtrådte en kriseperiode, som varede frem til midten af 1400 årene. Der var problemer med udpining af jorden, med pest og med politisk ustabilitet, der førte til oprør og krige. Folketallet faldt drastisk til en halv million, og steg kun lang-somt igen. Ved den første folketælling i 1769 var Danmarks folketal således kun vokset til 850.000 (Jensen og Tortzen 1991:8).

Byplanen over Vejby, som den så ud i 1700-tallet. Vejby er stadig et godt eksempel på en byplan, hvor ikke

meget har forandret sig siden middealderen. Tikøb Kirke. Foto: Kjartan Langsted.

50

4.2.3 Nyere tid

Dette afsnit omhandler tiden efter reformationen i 1536. Slutningen af 1500-tallet og de første årtier af 1600-tallet blev en relativ god tid for landbefolknin-gen i Nordsjælland. Der var gode priser på korn og kvæg, og bønderne fik mulighed for at købe luksus-produkter i købstæderne. Men i fiskerlejerne blev 1600-tallet en katastrofe. Sandflugt og svigtende til-gang af fisk reducerede fiskernes antal.

Tabet af Skåne i 1658 havde medført en tilflytning fra den anden side af Sundet, og befolkningstallet var i begyndelsen af 1700-tallet atter begyndt at sti-ge. Derfor blev de ledige fæstegårde fra perioderne med krig og misvækst i sidste halvdel af 1600-årene efterhånden besat, og efter år 1700 begyndte over-skudsbefolkningen af fattige bønder fra landsbyerne at slå sig ned i fiskerlejerne, hvor fiskeriet igen var blevet bedre.

Klostrene ved Æbelholt og Esrum efter reformationen

Ejendomsstrukturen gennemgik store forandringer efter reformationen i 1536. Kirke- og klostergods overgik til kongen. Dette gjaldt også godserne, der tilhørte klostrene Æbelholt og Esrum.

Æbelholt Klosters historie efter reformationen er kort. Klosterbygningerne fungerede som lensmands-sæde i perioden 1544-60, og klosterkirken var en tid sognekirke for Tjæreby og Alsønderup menigheder. Klosteret blev revet ned i 1561 og klostermøllen i 1572, men i 1743 var klosterruinen stadig synlig i terrænet. Klosterområdet fungerede som stut-terivang, ”Æbelholt vang”, under Hillerødsholm, indtil den i 1830 blev udstykket til jordbrug og de sidste rester af ruinerne blev fjernet (Christensen 1982:96).

På Esrum Kloster blev munkene boende indtil de blev forflyttet til Sorø i 1559. Kongen, der kun fandt anvendelse for en mindre del af klosterbygningerne, lod de øvrige nedrive. Stenene fra Esrum Kloster og Æbelholt Kloster blev brugt ved byggerierne på Frederiksborg og Kronborg.

Forflytningen af munkene var foranlediget af kon-gens planer om, at der skulle oprettes en ladegård i Esrum og, at jagtområderne i Nordsjælland skulle samles til en kongelig vildtbane. I den forbindelse blev sognegrænsen mellem Esbønderup og Tikøb og dermed også herredsgrænsen mellem Holbo og Lynge Herred flyttet.

En stor del af kongens stutterivirksomhed blev sam-let på Esrum Kloster, og i over 100 år var Esrum centrum for hesteavl. Anlæggelsen af stutterivan-gene betød, at man allerede i 1540’erne begyndte at nedlægge bebyggelser i skoven omkring Esrum. De enkelte avlslinjer af Frederiksborgheste stod adskilt i vange/stod på vestsiden af Esrum Sø. Her gik hop-perne, og de nøje udvalgte hingste blev lukket ind i vangene til dem. Resultatet blev føl, der fik farver og fysiske egenskaber, som var ønskelige for kon-gerne og deres hof.

Fra 1680’erne til 1857 var Esrum tingsted for Kron-borg birk, hvor man havde arrest i klosterkælderen. Ved ryttergodsreformen i 1717 blev Esrum Kloster militærforlægning for en del af det nordsjællandske rytterregiment, og stutterivirksomheden blev som helhed forlagt til de store staldbygninger ved Fre-deriksborg Slot.

Frederiksborghesten. Esrumhesten havde været et mere rigtigt navn på denne berømte danske hesterace, fordi avlen startede omkring 1600 i Esrum. Først i begyndel-sen af 1700-tallet flyttedes stutteriet til Frederiksborg. Billedet er udlånt af Hanna Andersen.

Kronborg ca. 1700 (Efter Mikkelsen 1977:16).

51

Slottene i nyere tid

Kronborg, som har rødder i 1400-tallets slot Kro-gen, blev i modsætning til Frederik II’s og Frederik IV’s lystslotte i Hillerød og Fredensborg opført af strategiske grunde.

På Frederiksborg er det lille Badstueslot i slotspar-ken samt længerne og de to runde tårne på den syd-ligste slotsholm de eneste bygninger, som i dag står tilbage fra Frederik II’s slot. Resten af slottet lod Christian IV nedrive, og fra 1602 til 1625 opførtes i stedet den trefløjede hovedbygning. I 1629 brændte Kronborg, men Christian IV lod det straks genop-føre og modernisere.

Således fortsatte slotsbyggerierne på Frederiksborg og Kronborg i Christian IV’s regeringstid, en peri-ode, hvor kongens deltagelse i de europæiske krige betød øgede skattebyrder for landbefolkningen.

Dertil kom, at bønderne i stor udstrækning måtte yde kørselshoveri ved slotsbyggerierne samt andre hoveriydelser som fangst af ferske fisk på de kon-gelige dambrug og Arresø samt leverancer af trækul til slottene og de kongelige smedjer. Det var forplig-telser, der fortsatte og øgedes stærkt gennem 1700-tallet.

1719-22 lod Frederik IV Fredensborg Slot opføre samtidig med, at den store nordiske krig ophørte. Heraf navnet.

• Kronborg Slot1574-85: Frederik II ombyggede det tidligere kongelige slot Krogen til det firfløjede renæs-sanceanlæg Kronborg.1629: Store dele af Kronborg gik op i flammer. Efter branden i 1629 genopbyggedes slottet frem til 1639. Interiøret blev dog aldrig erstattet fuldstændigt, da Christian IV havde flyttet sin residens til de mere moderne slotte Rosenborg og Frederiksborg.1658: Efter tre ugers belejring lykkedes det svenskerne at trænge gennem Kronborgs for-svarsværker og at erobre slottet. I årene efter freden i 1660 blev forsvarsværkerne forstærket til en af Europas stærkeste fæstninger. En frem-skudt forsvarslinie, Kronværket kom til i årene 1688-90 og snart efter blev der rejst endnu en række volde uden om dette. 1801: Under Napoleonskrigene lykkedes det den engelske flåde at passere Kronborg.

• Frederiksborg Slot1560: Frederik II overtog hovedgården Hille-rødsholm fra Herluf Trolle, som havde påbe-gyndt en del nye bygninger. Frederik II fortsatte byggeriet og gav det nye slot navnet Frederiks-borg.1600-20: Christian IV opførte størstedelen af det nuværende slotsanlæg. Det er bygget i neder-landsk renæssancestil med svungne gavle, rig sandstensudsmykning og kobbertage og -spir. 1720-25: Under Frederik IV anlagde Johan Cor-nelius Krieger barokhaven nord for slottet .1859: Frederiksborg Slot brændte, men genrejs-tes 1860-75 med bevarelse af de gamle ydermu-re. Brygger J.C. Jacobsen fra Carlsberg-bryg-

Den danske kongerække fra 1014 tili 2004

52

gerierne bekostede den indre udsmykning og indretningen af Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot.

I Indelukket og Lille Dyrehave vest for barokha-ven, indrettede Frederik VII omkring Badstue-slottet en romantisk landskabshave med slyngede stier, kanaler og søer. På den lille ø i Ødammen an-lagde kongen en norsk bjælkehytte, hvor Frederik VII og grevinde Danner yndede at opholde sig.

• Fredensborg Slot1678: Den jagtglade Christian V lod i 1678 ud-hugge et system af jagtveje til parforcejagt i skoven Østrup Vang, som var en del af gården Østrup. Gården lå nord for den nuværende Fre-densborg by. Jagtvejene udgik stråleformet fra en plads kaldet Stjernen.1720: Ved afslutningen af Store Nordiske Krig (1709-20) lod kong Frederik IV i 1719-22 Jo-han Cornelius Krieger bygge et sommerslot på det sted, hvor ladegården Østrup havde ligget. Slotskomplekset bestod af et næsten kvadratisk hovedslot og foran en ottekantet slotsgård om-kranset af enetages fløje til tjenestefolkene. Til slottet hørte bl.a. et orangeri og en slotskirke. Christians V’s jagtveje blev grundstrukturen i Kriegers parkanlæg, således at alléerne udgik stjerneformet fra slottet. Senere i 1700-tallet foretog Eigtved, Thurah og Harsdorff ændrin-ger og tilføjelser ved bygningerne, medens N.H. Jardin 1759-69 omdannede parken og skabte Marmorhaven og Nordmandsdalen.

Kongevejene

Mens alfarveje som f.eks. Helsingør–Esrumvejen var offentlige veje, som var anlagt og blev vedlige-holdt af bønderne, benyttede kongen sig af hoveriet fra selvejere og kronens tro tjenere ved anlæggelsen af ”Kongevejene” (Wittendorff 1973). Kongevejene gik gradvist gennem 1700-tallet over i alment brug. I modsætning til Frederik II’s kongeveje fra 1500-tallet, som var forbeholdt kongen, var de ”nye” kongeveje, som Frederik V byggede i 1700-tallet, offentlige hovedveje.

I Nyrup Hegn er der bevaret dele af Frederik II’s brolagte kongevej fra Hillerød til Helsingør. Kon-gevejen København-Frederiksborg-Kronborg blev påbegyndt i 1584 som forbindelsesvej mellem re-

På billedet til venstre ses vejnettet i Nordsjælland ca. 1770. Frederik II’s kongeveje (grønne linier), hoved- og alfarveje iflg. Videskabernes Selskabs kort fra 1768 (sorte og brune linier), Frederik V’s kongeveje (røde linier).

1) Hammermøllen, 2) Kronborg, 3) Fredensborg, 4) Frederiksborg. Til højre ses Frederik II’s kongevej i Nyrup Hegn. Foto: Kjartan Langsted.

Frederiksborg Slotshave har landets største og bedst be-varede barokanlæg. Foto: Liv Appel 2004.

53

sidensbyen København og hans store nybyggede slotte Hillerødsholm/ Frederiksborg og det ombyg-gede Krogen/ Kronborg samt det kongelige havean-læg Lundehave/ Marienlyst. Vejen, som oprindelig var spærret med bomme og porte, kunne kun åbnes med kongens nøgler. Endnu en del af denne gamle kongevej blev i år 2000 fundet ved Spidsbjerg i for-bindelse med anlæggelsen af fjernvarmledningen mellem Helsingør og Tikøb.

Da Ole Rømer efter Christian V’s ønske i 1681 fore-tog en opmåling af det eksisterende hovedvejsnet med sin målevogn, var Frederik II’s kongevej mel-lem Frederiksborg og Kronborg stadig forbeholdt kronen (Jørgensen 2001:27). Frederik II’s trætav-ler med hele og halve mil var forsvundet så Rømer satte markeringer for hver fjerdingvej (1/4 mil). Milepælshøjen i Nyrup Hegn er den eneste beva-rede i Danmark, men desværre mangler selve mi-lestenen. Højen markerer to mil fra Frederiksborg og Hørsholm og fem en halv mil fra Københavns Østerport.

Kulsvierne

I selve Gribskovområdet og i ejerlavene Mårum, Nellerød, Helsinge, Annisse, Vassingerød, var kulsvieri en særlig vigtig binæring. Fra 1500-tal-let havde nordjællandske bønder leveret trækul til Mølleåindustrierne, til krudtværker og slotte i den københavnske nordegn, til håndværkere og til bor-gerskabets boliger i København. I de hektiske år un-der den Gram-Langenske forstforordning og under Napoleonskrigene var det kongelige forstvæsen ak-tiv indenfor kulsvidning (Petersen 1987:60).

I løbet af 1700-tallets anden halvdel faldt forbruget af trækul i takt med, at stenkulimporten steg. Med skovforord-ningen i 1805 forsvandt bøndernes mu-lighed for at hente træ i skoven. Mang-len på importerede stenkul til Køben-havn betød et midlertidigt opsving for kulsviervirksomheden, men efter Na-opleonskrigenes afslutning i 1814, blev trækul næsten helt erstattet af stenkul, og kulsvidningen ophørte næsten (Peter-sen 1987; Schjøtt-Olsen 1987a). Enkelte husmænd bl.a. på Karlebo Overdrev og ved Esbønderup Skovhuse sviede dog kul helt frem til begyndelsen af 1900-tallet (Schjøtt-Olsen 1987b).

Sandflugten

Klimatiske forhold i form af hyppige storme og overgræsning i kystzonen igangsatte i begyndelsen af 1500-tallet sandfygning så jorderne flere steder langs Nordkysten blev dækket af sand. Sandflugten startede på egnen ved Melby Overdrev, hvor vege-tationen på den hævede havbund var særlig sårbar for overgræsning. Herfra bevægede sandet sig mod øst forbi Vejby og Blistrup til Hornbæk. Ved Gil-leleje og Villingebæk kendes sandflugten først fra anden halvdel af 1600-tallet.

I 1724 blev holsteneren Johan Ulrich Røhl kaldt til landet for at lede soldaternes og de lokale bønders arbejde med at stoppe sandets vandring. Midlerne mod sandflugten var tilplantning med klitplanter samt gravning af grøfter, der kunne hindre sandets vandring ind i landet. Det skete i sammenhæng med udlægning af tang på sandfladerne til gavn for plan-ternes vækst. Det lykkedes Røhl at standse sandflug-ten i 1730’erne. Til minde om dette projekt rejste man i 1738 et sandflugtsmonument på højdedraget Stuebjerg i Tisvilde Bys sydlige udkant (Bernichow 2003:53ff).

Sandflugten var også voldsom omkring Hornbæk, hvor sandet nåede ind til Skibstrup og Saunte, før det blev bremset ved Horneby Ås. Det lille fisker-leje Ræveleje mellem Ellekilde og Hornbæk var opslugt af sandet allerede i begyndelsen af 1600-tallet (Madsen 2003:161). Man forsøgte forgæves at fremelske skovbevoksning i første halvdel af 1700-årene, men den blev ædt af kreaturerne. Først efter, at skoven blev adskilt fra bøndernes marker og over-

Strandengene ved Ellekilde og den endnu spæde Hornbæk plantage. Johan Thomas Lundbye, 1848 (Madsen 2003:162).

54

drev med stengærder, fik man held med udsåning af skov- og bjergfyr, rødgran, lærk og eg. Således blev Hornbæk Plantage, der anlagdes i perioden 1793 til 1850’erne, et effektivt middel mod sandflugten.

Landboreformerne

Mod 1700-tallets slutning skete voldsomme ændrin-ger i det middelalderlige landskab i Nordsjælland. Ændringerne skete med gennemførelsen af landbo-reformerne, der skulle omdanne kulturlandskabet til sammenhængende, rationelle gårdbrug og herved gøre bønderne mere selvbevidste og initiativrige.

Første led i disse reformer var Frederik V’s befa-ling fra 1761. De danske hovedlandeveje skulle udgå fra residensstaden København, og siden skulle de udbredes til alle provinser, inklusive Norge og hertugdømmerne. Dette reformarbejde blev i 1793 fulgt op af C.D. Reventlows store vejforordning. Fredensborg var Frederik V’s yndlingsslot, og han ønskede derfor, at den første strækning i hovedvej-nettet skulle blive Fredensborgvejen/ Kongevejen. Frederik II’s hidtidige kongevej på denne strækning var ikke forsynet med bærelag og kunne derfor ikke indgå i det nye vejanlæg (Jørgensen 2001:43).

Den lille landbokommission for Frederiksborg og Kronborg amter blev nedsat i 1784, og Nordsjæl-land blev således forsøgsområde for udskiftningen. Allerede i 1790 var de fleste landsbyer udskiftet. Bønderne havde hidtil drevet byens jorde i fælles-skab, men dette var ikke foreneligt med tidens krav om, at landbruget skulle effektiviseres og forbedres. Bønderne skulle opgive det gamle landsbyfælles-skab og landbruget organiseres efter nye ideer. Som en følge af skovforordningen i 1805, som fastlagde at skovene fremover skulle være forbeholdt forstvæ-senet og kongernes jagt, blev de sidste skovlandsby-er nedlagt, og bønderne blev flyttet til bebyggelser uden for de indhegnede skove.

Middelalderens kulturlandskab med sluttet landsby-bebyggelse, der var omgivet af opdyrkede marker og udyrkede overdrev, blev afløst af det opdyrkede landskab med spredte gårdbebyggelser. Stengærder eller levende hegn kom til at omgive de blok- og/el-ler stjerneudskiftede marker. Samtidig udviskedes det karakteristiske mønster med store landsbyer på sletteegnene i vest og mindre landsbyer i skovom-råderne mod øst.

Sandflugtsmonumentet i Tisvilde. Monumentet bærer tekster og digte på dansk, tysk og latin, som nævner de involverede konger og embedsmænd. Foto: Liv Appel 2004.

”Her saa det ilde ud for nogle Tider siden,med Sand var alting skiult og Faren var ei liden.Sandbjerge voxte op fløy frem,naar Vinden kom og dref saa mangen een fra Huus og Eiendom.

Hvorfor Kong Frederich til Landets gavn og beste,lod gribe Verket an med Vogne og med Heste,og lod saa vidt man kom den løse Grund besaae,at der hvor intet var opvoxer Græs og Strå.

Vor Siette Christian vor Herlighed i Norden,ved ham det hele Verk til ende bragt er vorden.O, hans Æt og Sæd så længe blifve maae,som mand kand Støf og Sand omkring ved Hafvet faae.

Om nogen spørge vil og hafver lyst at vide,paa hvem i denne sag Monarchen kunde lide,da hafver Amtmand Gram ei hvilet med sit Øye, og Røhl som vel fortient er lønnet for sin Møye”.

Indskrift på sandflugtsmonumentet af præsten i Helsinge, Jørgen Friis 1738.

55

Udskiftningskort fra 1780’erne for Laugø by.

Medens bonden hidtil havde haft sine agre spredt ud over bymarken, fik hver bonde nu samlet sin jord, bortset fra eng- og tørveskærsarealer. Når gårdene ikke blev flyttet ud fra landsbyen, blev landbrugsarealerne udskiftet så jordene udgik fra gårdene og dannede en vifte rundt om landsbyen. Hvis en gård flyttedes ud, blev den genopført på den tildelte jord i en blokudskiftning.

Signatur: Marker før udskiftningen (lysegrønne), vådområder (mørkegrønne), skov (gulgrønne) og de nye matrikler efter udskiftningen (sort linie).

56

Skovens udvikling i nyere tid

Det tidligste kort, der viser skovens udbredelse i Nordsjælland, er udført ca. 1680 af universitetets kobberstikker Johan Husman. På kortet ser man, at skoven dækker store dele af Nordsjælland. Særligt iøjnefaldende er de store skovområder ud mod Øre-sundskysten, omkring Helsingør, ved Frederiksværk og mellem Arresø og Gribskov.

Ved sammenligning af Husmans kort med kort fra de følgende århundreder er det muligt at følge sko-vens tilbagegang fra egn til egn. Man skal imidler-tid være opmærksom på, at der er visse begræns-ninger forbundet med at benytte historiske kort fra 16-1700-tallet. Grænsen mellem skoven og de dyr-kede marker er i realiteten flydende, samtidig med at skoven både kan omfatte områder med tæt skov og åbent overdrev.

• Skoven ca. 1680: Det billede, som Husmans 1680-kort giver af

skovens udbredelse i Nordsjælland, er et re-sultat af skovudviklingen i løbet af 1600-tallet. Under flere fjendtlige besættelser var de danske skove blevet udsat for voldsomme forhugnin-ger, men efter freden i 1660 voksede nye træer op. Dette skyldtes et fald i folketallet og en ned-gang i antallet af husdyr. Men der skulle bruges meget tømmer til genopbygningen (Fritzbøger 2001:55).

• Skoven i perioden ca. 1680-1768: Sammenligner man skovarealerne på Husmans

kort fra ca. 1680 med kaptajn Abraham Chri-stian Villars kort fra 1720 over rytterdistrikterne i Københavns, Frederiksborgs og Kronborgs Amt og kortet som Caspar Wessel i 1768 frem-stillede for Videnskabernes Selskab ser man, at skovområderne mellem Gribskov og Arresø, på Arrenæs og ved Frederiksværk er gået markant tilbage.

På trods af dette er det nordsjællandske skovareal ifølge diagrammet tilsyneladende næsten uændret (ca. 300 km2 ) i denne periode. Ganske vist bevarede skoven sin udstrækning, men der blev stadig færre store træer. Bøndernes græssende husdyr forhindre-de, ligesom løv- og gærdselshugst, en fornyelse af højskoven. Derfor gik det tilbage for kongens tøm-merproduktion i Nordsjælland.

Særlig hårdt gik det ud over skoven i 1740’erne, da kvægpestepidemier bragte landbruget i krise. Bøn-derne så intensivering af korndyrkningen som en vej ud af krisen, og de forhuggede derfor skoven, så dyrkningsområdet voksede (Fritzbøger 2001:66f).

Oldentaksation er en beskatningsform, som er base-ret på en vurdering af, hvor mange svin, der det på-gældende år kunne fedes i skoven på olden, dvs. bog og agern. Fra 16- til 1700-tallet viser oldentaksterne et fald på over 75 %. Dette tyder på, at oldentræerne var blevet yngre (de sætter først frø i 40-50 års alde-ren) og, at der var blevet større afstand mellem dem (Fritzbøger 2001:56). Tilsvarende indførte kongen i sine bestræbelser på at kontrollere bøndernes udnyt-telse af skoven i løbet af 16-1700- tallet en afgift på kulmilebrænding.

I midten af 1700-tallet, da landbrugsreformerne var i deres vorden, gennemførtes der dyrkningsforsøg med såning, udplantning og selvforyngelse af skov, og der udvikledes forskellige skovgenopretnings-projekter. Det mest lovende var ledet af det konge-lige skovvæsen ved overjægermester Carl Christian von Gram, som i 1762-63 ansatte den højt ansete tyske skovbrugsekspert Johan Georg von Langen. I løbet af 13 år introducerede von Langen nye træsor-ter og driftsprincipper.

Landboreformerne

1769 Selvejerforordningen 1781 Udskiftningsforordningen 1788 Stavnsbåndets ophævelse 1793 Vejforordningen 1799 Hoveriforordningen 1805 Fredskovsforordningen 1814 Landsbyskoleloven

Diagram over skovens areal i Nordsjælland fra 1680 til i dag.

57

1680 1720

1768 1820

1890 2000

Skovens udbredelse på Johan Husmans kort fra 1680’erne. Husmans kort dækker ikke den nordøstligste del af området, som er rekonstrueret udfra 1720-kortet.

Skovens udbredelse på Abraham Christian Villars kort fra 1720 over rytterdistrikterne i København, Frederiksborg og Kronborg Amt.

Skovens udbredelse på Videnskabernes Selskabs kort fra 1768, fremstillet af Caspar Wessel.

Skovens udbredelse på generalstabskortet fra 1820, fremstillet af premierløjtnant F.C. von Hertel.

Skovens udbredeslse på generalstabskortet fra 1890. Skovens udbredelse i 2000 efter top-10.dk

58

De var baseret på hugst i inddelte skovparter, taksa-tion af vedmassen og skøn over tilvækst og fremti-digt forbrug (Fritzbøger 2001:67).

• Skoven i 1820:Premierløjtnant F.C. von Hertels kort fra 1820 viser, at det nordsjællandske skovareal er halve-ret til omkring 150 km2 i forhold til Videnska-bernes Selskabs kort fra 1768. Dette var mær-keligt nok en direkte følge af udskiftnings- og fredskovsordningerne af 1781 og 1805, der hav-de til hensigt at stabilisere skovdriften, – men først virkede på længere sigt:

Fredskovsordningen bestemte, at det delte ejen-domsforhold til højskov, underskov og græsning i skovene skulle ophøre inden fem år, og at den fremtidige skov skulle indhegnes og friholdes for husdyr. Den tidligere ejer af overskoven fik den nye fredskov, mens bønderne fik kompensation for den mistede underskov og græsningsret i form af skov-lodder, som bønderne dog straks ryddede til græs-ningsareal (Fritzbøger 2001:70).

Den umiddelbare reaktion på reformerne blev såle-des, at man oplevede den mest omfattende reduktion i skovarealet nogensinde, idet ca. 1/3 af den danske skovareal forsvandt på bare 30 år!

• Skoven i perioden 1820-2005:I begyndelsen af 1800-tallet, da det danske skovareal havde nået sit hidtidige minimum, indtraf et vendepunkt for skovbruget. Ved ad-skillelsen af de nye fredskove fra det omkring-liggende agerland med fredskovsdiger af jord og sten havde den naturlige foryngelse medført en voldsom tilvækst. Skovbruget havde imidler-tid også selv hjulpet til ved at beplante de træ-tomme arealer inden for skoven. I Gribskov var alle åbne arealer inden for skovgærdet tilplantet ca. 1850.

Som en følge af englænderne tog den danske flåde i 1807, blev der fældet mange egetræer til bygning af nye skibe. For at sikre sig ”flådeege” i fremtiden plantede man derfor et stort antal egetræer i kronens skove. På forstkort over Gribskov fra 1820’erne kan man tydeligt se, at flådeegen blev plantet på de jor-der, der havde tilhørt de fraflyttede skovlandsbyer.

Von Langen havde eksperimenteret med bl.a. lærk og rødgran i Nødebo Holt, Gribs Plantage og Ting-hus Plantagen, hvilket den såkaldte ”Moderlærk” i

dag minder os om. Men det var små arealer i for-hold til de beplantninger som fandt sted i 1800-tal-let. Da blev f.eks. hele den store ”Gadeslette” ved Gadevang tilplantet med rødgran ifølge et skovkort fra ca. 1810.

Når man betragter generalstabskortet fra 1890 frem-går det, at det nordsjællandske skovareal voksede i løbet af 1800-tallet. Dette skyldtes bl.a., at plan-tagerne i Tisvilde og Hornbæk, der var plantet i forbindelse med 1700-tallets sandflugtsdæmpning, voksede op.

Sammenligner man dernæst 1890-kortet med et mo-derne kort vil det fremgå, at skovarealet stadig øges. I dag arbejder man således på at fordoble Danmarks skovareal på bekostning af landbrugsarealet (Fritz-bøger 2001:94). I Nordsjælland foregår en stor del af skovrejsningen i privatregi med statsstøtte. Incita-mentet er især grundejerens ønske om mere ”natur” og bedre jagtmuligheder på ejendommen. I farten glemmer man alt for ofte at tage hensyn til kultur-landskabet, og man planter skov på steder, hvor der gennem årtusinder har været tradition for et åbent landskab.

Bøgeskov i maj malet af P.C. Skovgaard i 1857. For guldaldermalerne var bøgeskoven symbol på det ægte danske (efter Scavenius 1994:10)

59

En anden utilsigtet, negativ konsekvens af skov-rejsningen er dybdepløjningen. I modsætning til det traditionelle skovbrug, hvor man er optaget af det lange tidsperspektiv, fokuserer man ved privat skov-rejsning kortsigtet på en hurtig og sikker opvækst. For at opnå dette dybdepløjer man og laver stygge sår i kulturlandskabet, idet dyrkningslaget destru-eres, deformeres og fyldes med store sten. Samtidig tilintetgøres tusindvis af fortidsminder, som ligger skjult under jordoverfladen.

Byerne

• HelsingørI 1200-tallet var Helsingør kun en lille bebyg-gelse, men i 14-1500-tallet udviklede den sig til en blomstrende handelsby, som gennem in-ternational skibsfart var forbundet med det øv-rige Norden og Europa (se kapitel 4.2.4). I 1577 gav Frederik II sin nye fæstning og sit nye slot navnet Kronborg. Byggearbejderne satte gang i byens erhvervsliv og i 1625 var Helsingør Dan-marks næststørste by med ca. 10.000 indbyg-gere. Svenskekrigene og pesten medførte dog en voldsom nedgang i folketallet som satte sine spor fra midten af 1600-tallet til op i 1700-tallet (Skov- og Naturstyrelsen 2000:7).

Herefter fulgte ”den florissante periode”, hvor handel, håndværk og velstand blomstrede i byen. I 1759-63 udvidedes og ombyggedes Fre-derik II’s lystslot Lundehave, opført 1587-88, til det nuværende Marienlyst Slot på Lappen med N.H. Jardin som arkitekt.

Industrialiseringen var begyndt i slutningen af 1700-tallet med rebslagerier og sukkerraffinade-rier, og i perioden 1840-50 oprettedes Wibroes

Bryggeri, jernstøberiet og maskinfabrikken. Afskaffelsen af Øresundstolden i 1857 betød imidlertid en nedgangstid for byen, en udvikling som vendte med etableringen af den nye havn, jernbanen til København i 1864 og ikke mindst Helsingør Skibsværft i 1882. Fra slutningen af 1800-tallet blev turismen og den stadigt øgede færgetrafik af stor betydning for byen.

• FrederiksværkHavnebyen Frederiks Værk, der er opkaldt efter Frederik V, opstod ved den nordlige del af Ros-kilde Fjord omkring udmundingen af kanalen fra Arresø. Arresø havde oprindeligt været en fjord ud mod Kattegat, men ved landhævning, tilsanding og sandflugt var fjorden omdannet til en sø, der gik over sine bredder og ødelag-de bøndernes engarealer. I 1717-19 iværksatte Frederik IV gravningen af kanalen fra Arresø til Roskilde Fjord, således at kanalen kunne regu-lere vandspejlet i Arresø.

Kanalen gav også mulighed for at anlægge in-dustrier, der fik stor betydning for hærens og flå-dens forsyninger. I 1729 grundlagdes et agatsli-beri og senere fulgte et kanonstøberi, der i 1761 blev overtaget af generalmajor Johan Frederik Classen. Han udviklede virksomheden, så den desuden kom til at omfatte en krudtfabrik, et jernstøberi og et kobbervalseværk. I 1840 over-gik virksomheden til staten, der beholdt krud-tværket frem til 1965. Det Danske Staalvalse-værk A/S er i dag byens største virksomhed.

• HillerødHillerød er en slotsby, en købstadsbebyggelse, der voksede op omkring Frederiksborg Slot, cen-tralt beliggende i den nordsjællandske skovegn. Handel med kreaturer, heste og håndværksmæs-sige ydelser gav basis for årlige markeder med beværtninger og andre afledte funktioner. Med en gradvis voksende befolkning i Hillerød op-stod en række købmandsgårde, der i løbet af 1800-tallet fik øget betydning. Byen blev han-delscentrum for oplandet. Byen Slangerup, der ligger sydvest for Hillerød, mistede sine køb-stadsrettigheder i 1809 efter, at Hillerød havde overtaget rollen som centralby.

Buste af Frederik Classen foran Arsenalbygningen i Frederiksværk. Foto: Liv Appel 2004.

60

Landområderne

Med den nye næringslov af 1857 blev handel og håndværk i princippet givet fri på landet uden for købstæderne. Dette medførte en blomstringstid for håndværk, handel og servicefagene, som flere steder satte gang i landsbyernes udvikling. Samtidig betød næringsloven et opsving for landbefolkningen, som udnyttede den nye andelsstruktur inden for landbru-get til fælles bedste. Alene i Holbo herred blev der i årene 1888-1903 grundlagt 7 andelsmejerier.

Kort før år 1800 påbegyndtes udtørringen af Søborg Sø, der ligger syd for Gilleleje. Projektet kunne dog først gennemføres i 1870`erne. På den tidligere sø-bund opstod en række gårde og husmandssteder, der i det marsklignende landskab drev et noget specielt jordbrug. Der blev også bygget nye havneanlæg i de største fiskerlejer, så de kom ind i en vækstperiode.

Rundt omkring i landdistrikterne skød nye virk-somheder op, bl.a. mange teglværker f.eks. i Nivå, Ejlstrup, Ålsgårde og Dronningmølle (Frandsen og Jarrum 1993). Ved Hellebæk blev Kronborg Gevær-fabrik i 1870 afløst af Hellebæk Klæde- og Tæppe-fabrik, og her lå i årene1849-95 også flaskeglasvær-ket Godthaab.

I årtierne efter 1860 gav de to nye jernbanelinier fra København til Helsingør hurtig adgang til Nord-sjælland. Man kunne enten køre ad Kystbanen el-ler via Hillerød. Senere kom også togforbindelserne fra Hillerød til Gilleleje via Græsted, til Tisvilde via Helsinge og til Frederiksværk. Flere steder langs disse ruter udvikledes stationsbyer.

Nordsjællands sommerglæder

Romantikken søgte i reaktion mod oplysningstidens fornuftsdyrkelse livets oprindelige, åndelige værdi-er. Forfatteren Søren Kierkegaard havde i 1835 et sommerophold i Gilleleje, hvor han studerede fol-kelivet og færdedes ved havet og i skoven, mens han tænkte dybsindige tanker.

I løbet af 1800-tallet fandt også landskabsmalere som f.eks. C.W. Eckersberg, P.S. Krøyer, Carl Lo-cher, P.C. Skovgaard og J. Th. Lundbye motiver i Nordsjælland. Bøndernes dagligliv i landsbyerne blev emne for mange, men også kystbefolkningen i de idylliske fiskerlejer trak kunstmalere til.

Malernes lærreder blev vist på udstillinger i Køben-havn, hvor man lagde mærke til den landskabelige skønhed i Nordsjælland. Med 1800-tallets sværmeri for det romantiske i naturen var det nærliggende at tage på søndagstur i de nordsjællandske skove, hvor man kunne nyde stilheden med træernes spejlinger i Store Gribsø og Esrum Sø.

Mindesten for Søren Kierkegaard i Gribskov. Foto: Liv Appel 2004.

På billedet til venstre ses et motiv fra Gribskovsbanen ved Store Gribsø ca. 1880 (Efter Frandsen 1997). Til højre ses et kort over jenbanelinerne og deres anlæggelsestid. København-Hillerød-Helsingør (rød), Hillerød-Græsted-Gilleleje(sort- grå), Hillerød-Helsinge-Tisvilde (sort og grå), Kystbanen (grøn), Hornbækbanen (blå), Hillerød-Frederiksværk-Hundested (gul).

61

Når Frederik VII og grevinde Danner boede på Fre-deriksborg Slot, kom de meget i Gribskov ved Esrum Sø og på Nordkysten ved Nakkehoved. Frederik VII tog ofte på jagt, men skovturene og fisketurene på Esrum Sø, afspejlede en hidtil ukendt folkelighed i de kongelige kredse.

Ironisk nok faldt denne romantiske dyrkelse af sko-vens vilde natur tidsmæssigt sammen med indførel-sen af den rationelle skovdrift i løbet af 1800-tallet. Også landboreformerne havde medført hurtige og voldsomme ændringer i det danske kulturlandskab. Ændringer, som guldalderens kunstnere i stort om-fang valgte at overse, fordi man ønskede at styrke og genopbygge Danmark gennem illusionen om det ægte, uberørte, gamle danske landskab. Således blev bøgeskoven fremhævet som ægte dansk, mens forstfolkenes nåleskovsplantager blev udeladt (Ba-agøe 1998a:213).

Efter det danske nederlag ved Dybbøl i 1864 begyndte man at arrangere store folkelige fester i skovene til fordel for velgørende formål. I Gribskov var der to vigtige festpladser på Fruebjerg og på Tingbakken ved Esrum.

Denne udvikling faldt sammen med de nye holdninger inden for lægevidenska-ben. Fra midten af 1800-tallet blev den friske søluft opfattet som helsebringende af læger, som anbefalede, at man rekre-erede sig i den friske luft ved havet. Al-lerede i 1858 åbnede den driftige Hel-singør-vekselerer J.S. Nathanson således Marienlyst Kur- og Søbadeanstalt. Omgi-velserne ved den stejle kystskrænt gjorde det ud for Harzens bjergskråninger (Mad-sen 2003:23). H.C. Andersen var tilsyne-ladende alene om sin negative opfattelse af Nordkysten. Han blev altid forkølet under sine ophold i 1870’erne hos fami-lien Collin i Ellekilde og sammenlignede klimaet her med Nordpolens.

Fra 1880’erne og frem til begyndelsen af 1950’erne boede mange landliggere til leje i fiskernes huse. Velhavende kø-benhavnere, skuespillere, sangere og mu-sikere begyndte at feriere ved havet, og

dette inspirerede mange andre fra hovedstaden til at tage ud til kysten i sommerperioden. Hoteller og talrige pensionater skød op i de gamle fiskerlejer langs Øresundskysten og på Nordkysten, og samti-dig begyndte man at udstykke grunde med henblik på sommervillaer, som blev bygget af velstillede københavnere. Det var store huse, tegnet af tidens bedste arkitekter i nordisk drage- eller schweizer-husstil.

I perioden 1900-1940 blev der opført mange som-merhuse ved kysten. Efter 2. verdenskrig kom der for alvor gang i udstykningerne i den kystnære zone, som følge af den generelle velstandsstig-ning. På grund af restriktionerne efter krigen var de første sommerhuse meget små, men i løbet af 1960’erne vandt typehusene indpas (Olsen og Wulff 1995:15).

Reklameplakat for Gilleleje Hotel og Badepensionat fra omkring 1900. Gilleleje Lokalhistoriske Arkiv.

62

5. Visionen om en nationalpark i Nordsjælland.

Nationalparken Kongernes Nordsjælland begrænses geografisk til nationalparkens kerneområde, Gribs-kov-Esrum Sø området, og det system af landskabs-korridorer, som her præsenteres i rapporten.

Områdets kulturmiljøer kan indpasses i kulturhisto-riske korridorer, som kan fungere som rekreative forbindelseslinier mellem nationalparkens kerne-område, Gribskov-Esrum Sø området, og andre statsejede arealer i Nordsjælland.

Formålet med pilotprojektet er bl.a. at der skal etab-leres korridorer fra Esrum Sø og Gribskov til flere af de andre større, statsejede arealer. Sådanne korri-dorer skal være landskabsbånd, forbindelsesarealer, der kan fungere som rekreative natur- og kulturstier, men også som spredningskorridorer for planter og dyr. Det skal tilstræbes, at korridorerne, hvor ud-valgte kulturmiljøer forbindes, i størst muligt om-fang lægges hen over fredede arealer og gennem områder uden for den almindelige omdrift.

For hver korridor er det kulturhistoriske indhold be-skrevet. Desuden har vi registreret de vigtigste kul-turmiljøer og anført de kulturhistoriske projekter, som kan gennemføres med henblik på, at de kultur-historiske værdier styrkes, ligesom befolkningens

muligheder for at opleve kulturhistorien i landska-bet fremmes. Derfor gøres der opmærksom på de bestemmelser, der er knyttet til beskyttelsen af de fredede fortidsminder, digerne og middelalderkir-kerne. Her udover er der for hvert af korridorfor-slagene lavet en liste over fredede områder, kultur-arvsarealerne, og over værdifulde kulturmiljøer, der er udvalgt af amtet.

Når de kulturhistoriske projekter ikke altid figurerer på listerne over de vigtigste kulturmiljøer, skyldes det, at disse kulturmiljøers formidlingsmæssige po-tentiale først må styrkes.

Det er vigtigt, at der i de kulturhistoriske korrido-rer findens sammenhængende gang- og cykelstier samt mindre befærdede bilveje, så det er muligt at bevæge sig igennem områderne og opleve kulturhi-storien.

I hvert korridorforslag har vi derfor i samarbejde med naturvejleder Niels Henriksen og skovløber Carsten Carstensen udarbejdet forslag til, hvordan man kan færdes i landskabskorridoren, der på sine steder behøver ikke nødvendigvis at være bredere end vejen. Enkelte steder må der dog som et led i nationalparkprojektet anlægges nye forbindelses-stier. Der er således primært lagt op til færdsel til fods, men på visse strækninger kan man også cykle eller køre i bil og tog.

Visionen om en nationalpark i Nordsjælland

I granskoven. Johan Thomas Lundbye, 1848. Den Hirschsprungske Samling.

63

Stort piletræ ved Esrum Sø. Svend Otto Sørensen, 1959.

64

Kulturhistorisk beskrivelse

Gribskovs kulturhistorie er en broget blanding af sagn og fortællinger om blandt andet skovtyverier, krybskytteri, sagnkvinden Mor Grib og de iltre kul-sviere. Mange markante kulturspor sætter stadig deres præg på Gribskov, f.eks. gravhøje, hulveje, trækulsmiler fra kulsviervirksomhed, parforce-jagt-veje og jord-/stendiger, der tidligere indhegnede stutterivange og skovbebyggelser med deres ager-systemer.

Gribskov ligger på en stærkt kuperet højderyg, der er højest i den sydlige del af skoven og omfatter bl.a. Multebjerg på 89 m’s højde. Højderyggen be-står af et nord-sydgående system af randmoræner. Disse langstrakte sandede, grusede og stenede mo-rænebakker er adskilt af dybe lavninger med små-søer, moser og enge (Frederiksborg Amt 1992:52). Indimellem findes der dog små, magre, sandede moræneflader, som helt frem til slutningen af 1700-tallet er blevet udnyttet til dyrknings- og græsnings-områder.

Kerneområdet Gribskov - Esrum Sø

5.1 Kerneområdet Gribskov - Esrum Sø

Beliggenhed

Esrum Sø og Gribskov er kerneområdet i pilotpro-jektet Nationalpark Kongernes Nordsjælland. De ejes begge af staten, og administreres af Frederiks-borg Statsskovdistrikt.

Esrum Sø er ca. 8 km lang, ca. 3 km bred og op til 22 m dyb. Med sine 1738 ha er den Danmarks næst-største sø. Esrum Sø, hvis vandspejl ligger ca. 9,4 m over havet, har i nordenden afløb til Esrum Å. Ved søens østlige bred ligger blandt andet Fredensborg Slotspark, medens Gribskov går op til vestsiden. Da søens opland kun er ca. 59 km2, er tilløbene små. 40 procent af oplandet ligger i Gribskov (Høy m.fl. 1996:135ff).

Gribskov, der er 12 km i nord-sydlig retning og 7 km i øst-vestlig retning, dækker et areal på ca. 5.600 ha, og er dermed et af Danmarks største skovom-råder. Plantede nåletræer udgør knap halvdelen af skovens areal, mens bøgen vokser på omkring en tredjedel af arealet.

De højryggede agre fra skovlandsbyen Ostrup er stadig let synlige som parallelle forhøjninger i skovbunden. Landsbyens jorder blev tilplantet med bøg i 1856. Foto: Liv Appel 2004.

65

Gravhøjene i Gribskov

Af et kort, som viser tætheden af grav-høje i Nordsjælland i 1880’erne (se ka-pitel 4), fremgår det, at de fl este gravhø-je lå i de nuværende landbrugsområder, mens Gribskovområdet var sparsomt belagt med gravhøje. Når man i dag kan få det omvendte indtryk, skyldes det, at de fl este af gravhøjene der lig-ger i skov er bevaret, mens dem der lå i landbrugsområderne er forsvundet. At aktiviteten i Gribskov var relativ lille afspejles også i tætheden af fund og fortidsminder, som i Gribskov opgøres til under én fundlokalitet pr. km2, mens gennemsnittet på landsplan er lidt over tre fundlokaliteter pr. km2 (Rasmussen m.fl . 1998:110).

Mens stenalderjægerne kunne fl ytte rundt for at udnytte fl ere sæsonbetin-gede ressourcer, blev de senere stenal-derbønder afhængige af deres afgrøder og husdyr og derfor mere stedbundne. De monumentale storstensgrave i Grib-skov, de såkaldte dysser og jættestuer, er udtryk for, at der i bondestenalderen lå bebyggelser.

Af storstensgravene i Gribskov er jættestuen ”Mor Gribs hule” sydøst for Store Gribsø den bedst kend-te. De mange store gravhøje kan ikke dateres nær-mere, men stammer sandsynligvis fra slutningen af stenalderen eller ældre bronzealder. Udbredelsen af gravhøjene fra bondestenalderen og ældre bronze-alder i Gribskov viser, at man undgik de højest lig-gende partier i skovens sydlige halvdel og i området længst mod nord.

Storstensgravene ligger på grænsen mellem det lave og det højere liggende terræn, i udkanten af det nuværende skovområde ved Esrum Sø og ved Må-rum, Kagerup og Gadevang. Man kan forestille sig, at storstensgravene knyttede sig til en bebyggelse, hvis jorder delvis lå uden for den nuværende skov. Dysserne ved Tagmosevej i skoven nord for Kage-rup kan have tilhørt den samme bebyggelse som dysserne i området nord for Solbjerg Engsø. Der er ikke indberetninger om fund fra storstensgravene ved Tagmosevej.

De mange bronzealderhøje tyder på, at bebyggelsen i den nordlige del af Gribskov voksede. De fl este af højene ligger i området mellem Nødebo-Ostrup i den østlige del af Gribskov og Mårum-Kagerup i den vestlige del af Gribskov. Bronzealderhøjene i Gribskov viser, at der fandtes store arealer med sparsomt træbevokset overdrev, hvor man kunne skære græstørv til højbyggeriet. Det er sandsynligt at landskabet omkring højene var så åbent, at der var visuel forbindelse mellem gravhøjene, og at man kunne se dem fra Esrum Sø.

Da der sjældent gennemføres arkæologiske prøve-undersøgelser i skovene, er bopladser fra oldtiden ikke kendt. Man kender derimod et par tilfl ugtsbor-ge fra jernalderen, som på grund af deres forsvars-volde er let synlige i skovbunden ved Burresø og i Nødebo Holt.

Gribskov og Esrum Sø er kerneområdet i pilotprojekt Nationalpark Kongernes Nordsjælland.

De farvede områder markerer statsejede arealer.

66

Oldtidsbebyggelsen i Gribskov

Det billede af oldtidsbebyggelsen i Gribskov, som fortidsminderne tegner, udbygges af en pollenana-lyse, som er lavet ud fra bundprøver fra Store Gribsø i den sydlige del af Gribskov. Der er tale om et re-gionalt pollendiagram, som viser vegetationsudvik-lingen inden for en radius af ca. 5 km fra søen. Stør-stedelen af Gribskov ligger inden for disse 80 km2. Pollendiagrammet viser de relative pollenmængder i de forskellige bundlag, og tegner således et billede af vegetationssammensætningen og -ændringerne gennem tiden. Samtidig giver diagrammet også ind-tryk af landbrugsintensiteten og den generelle kul-turpåvirkning af skoven.

Pollendiagrammet viser, at landskabet i Store Gribsø-området ved jægerstenalderens slutning var dækket af urskov, der bestod af en blanding af lind, elm, ask, eg, el, hassel, birk og fyr. Lind dominerede på den veldrænede jordbund. Den mørke urskov gav kun mulighed for en sparsom bundvegetation af græs, bynke og rødknæ (Rasmussen m.fl. 1998:103). De små jægersamfund på denne tid udnyttede ganske vist skovene til sæsonvis jagt på bl.a. vildsvin og hjorte (urokse og elg var udryddet på øerne), men opholdt sig især ved kysterne og indsøerne, hvor de kunne fiske.

Forholdet mellem træpollen og urtepollen i bundprøver fra Store Gribsø afspejler i grove træk relationen mellem skovland og åbent land (Rasmussen 1998:fig. 4).

I begyndelsen af bondestenalderen ca. 3.900 f. Kr. viser pollendiagrammet, at der indtraf vigtige vege-tationsændringer i Gribskov. Elm og lind gik tilbage, mens birk og hassel blev mere almindelig. Samtidig dokumenterer pollen fra byg, hvede og lancetbla-det vejbred den første landbrugsaktivitet med korn-dyrkning og græssende husdyr i området omkring Store Gribsø. Man drev et omflyttende svedjebrug, dvs. at man afbrændte skov og dyrkede nogle år i asken, indtil jorden var udpint (Rasmussen m.fl. 1998:104).

I begyndelsen af bondestenalderen var der endnu ikke pres på dyrkningsarealerne i Nordsjælland. Når stenalderbønderne alligevel valgte at slå sig ned i Gribskov, må det derfor skyldes, at de ud fra deres driftsmetoder værdsatte den sandede morænejord.

Pollendiagrammet viser, at de åbne arealer i skoven øgedes sidst i ældre bronzealder, hvilket kan tolkes som en bebyggelsesekspansion. Det var på samme tid, at de store bronzealderhøje byggedes og bøgen vandt indpas i Gribskov. Da gravhøjene blev opført af græstørv, må højbyggeriet have ødelagt store dele af græsnings/dyrkningsarealet i Gribskov, og det var måske bl.a. på disse områder, at bøgen bredte sig eksplosivt i løbet af yngre bronzealder.

Midt i ældre jernalder, i vikingetiden og i tidlig mid-delalder blev yderligere arealer ryddet i Gribskov. Udvidelsen af de åbne arealer i vikingetid og mid-delalder kan hænge sammen med intensivering af korndyrkningen, og at man udsåede rug som vinter-sæd (Rasmussen m.fl. 1998:105).

Stednavnene i det nuværende Frederiksborg Amt afspejler en udvidelse af bebyggelsen fra vest mod øst. De fleste stednavne på nedlagte bebyggelser i Gribskov ender på –torp, der med tiden er blevet forvansket til -strup, -trup, -rup. Ud fra disse sted-navne har man dateret bebyggelsen til vikingetiden og tidlig middelalder. Man har tidligere antaget, at enestegårdene og landsbyerne i Gribskov blev an-lagt i forbindelse med bebyggelsesekspansionen i løbet af vikingetid og tidlig middelalder

Betragter man imidlertid forholdet mellem mæng-den af pollen fra urter og træer i pollendiagrammet fra Store Gribsø, får man et mere nuanceret billede af skovrydningen i Gribskov. Der er tale om en kon-tinuerlig skovrydningsproces, som starter i begyn-delsen af bondestenalderen for snart 6000 år siden, hvor perioder med nyrydninger afløses af stagnation

67

Bebyggelser og agre i Gribskov i slutningen af 1700 tallet. Grænserne mellem skovbebyggelser og stutterivange er mar-keret med sorte linier. Markerne er markeret som hvide felter. Høj-dekoter er markeret. Kortet er udarbejdet på grundlag af Fensmarks kort fra 1782 samt ryt-terdistrikts kortet fra 1790.

Af Kjartan Langsted

Fortidsminder i Gribskov.

Af Kjartan Langsted

68

og fremgang for skoven. Hvis man ser den procent-vise andel af urtepollen som udtryk for andelen af åbne arealer i Gribskov, udgjorde disse i stenalde-ren ca. 5 procent af skovens areal, i bronzealderen ca. 6 procent, i jernalderen ca. 8 procent og i tidlig middelalder ca. 10 procent, hvilket næsten svarer til størrelsen af de historisk dokumenterede dyrknings-arealer i 15-1600-tallet.

Bortset fra gravhøjene kender man i dag ingen old-tidsbebyggelse i Gribskov. Pollendiagrammet fra Store Grib Sø, dokumenterer imidlertid en kontinu-erlig landbrugsudnyttelse i Gribskov fra stenalderen og frem til 17-1800- tallet. Oldtidsbebyggelsen må med andre ord være der.

Det er tankevækkende, at det ryddede areal i jernal-deren var næsten lige så stort som i historisk tid. Det er sandsynligvis på denne baggrund, at jernalderens tilflugtsborge i Burresø og på Nødebo Holt skal for-stås. Et andet spektakulært jernalderfund blev gjort i 1886, da man i forbindelse med rydning af krat på en lille holm i en mose ved Sophienborg syd for den nuværende Gribskov, fandt dele af en bronze-kedel fra førromersk jernalder (500 f.Kr.). Den var udsmykket med tyrehoveder og menneskeansigter i keltisk stil.

Ligesom de berømte kedelfund fra Rynkeby på Fyn og Gundestrup i Vesthimmerland var kedlen fra So-phienborg sandsynligvis hensat i mosen som et of-fer til de højere magter.

Man må forestille sig, at udflytterbyggelserne i vi-kingetiden og middelalderen blev lagt i delvist åbne områder af Gribskov, hvor der tidligere havde væ-ret oldtidsbebyggelse med ryddede og opdyrkede agre. Man kender kun ét eksempel på en oldtidsager i Gribskov, der aldrig blev omdannet til en højryg-get ager. Den ligger nord for jættestuen, ”Mor Gribs Hule”.

Skovbebyggelser fra nyere tid

Første led i skovens navn er ordet ”at gribe”, hvil-ket kan hentyde til, at Gribskov oprindelig var en skov, som man måtte gribe i eller tage af. Gribskov var altså en alminding, hvor alle frit kunne opdyrke jord eller bruge af skoven. Da Danmark blev en stat og kongemagten snart hævdede sin ejendomsret til al jord uden ejer, blev skovbønderne, som boede i Gribskov, automatisk fæstebønder hos kongen. Dette fremgår af Kong Valdemar Sejrs jordebog fra 1200-tallet: ”Gripscogh med sit tilliggende (dvs. bebyggelser) ”hører til kongelev på Sjælland”.

I Gribskov ligger en række velbevarede bebyggelser med tilhørende dyrkningsarealer fra middelalderen og renæssancen. Disse har national betydning, da man intet andet sted i landet har bevaret hustom-ter sammen med systemer af højryggede agre, som både giver et helhedsbillede af bebyggelsen på den-ne tid, og som repræsenterer et uvurderligt arkæolo-gisk kildemateriale til belysning af skovbøndernes levevilkår.

Bortset fra resterne af Trustrup landsby, hvor der i 1912 blev rejst en mindesten over den sidste ejer, var alle andre gårdes og landsbyers beliggenhed ukendt, da ”Projekt Gribskov” startede i 1980’erne. Det var planen, at man ville kortlægge alle bebyggelser i det daværende Esrum Skovdistrikt og dernæst foretage udgravninger af udvalgte hustomter og højryggede agre. Registreringen i den nordlige del af skoven, der tidligere var delt mellem Mårum og Esbønderup sogne, blev foretaget af Erik A. Jarrum for Skov- og Naturstyrelsen. Jarrum kortlagde alle synlige højryggede agre og hustomter, og kunne ved sam-menligning af sine iagttagelser med oplysninger fra Rigsarkivet, Landsarkivet, markbøgerne fra 1681

Kort over nedlagte bebyggelser fra 16-1700-tallet i Gribskov. Af Kjartan Langsted.

69

mm., rekonstruere et kort over de forsvundne be-byggelser og deres agre.

Gilleleje Museum og Nationalmuseet foretog i for-bindelse med ”Projekt Gribskov” prøvegravninger af hustomter i Krogdal og Sibberup (Frandsen og Jarrum 1987; Jarrum 1989), og senere har Holbo Herreds Kulturhistoriske Centre ved Gilleleje Mu-seum i 2003 og 2004 gennemført prøveundersøgel-ser på enestegården Glarborg (Appel 2004b).

Skovløber Carsten Carstensen har i løbet af 1990’erne gjort en stor indsats, idet han har sup-pleret registreringerne med oplysninger om bebyg-gelser og højryggede agre i andre dele af Gribskov, Stenholtvang i Selskov, Store Dyrehave, Tirsdags-skoven og Brødeskov. Carstensen har dog begræn-set sig til at kortlægge de tydeligste agersystemer (Carstensen 2003).

I 1500-tallet var 10 procent af Gribskov lagt under plov. Arealerne med de højryggede agre blev dre-vet af omkring 30 enkeltgårde og landsbyer, som sandsynligvis ikke alle var i drift samtidig: Sigge-

rup, Nørre Sørup, Hiernerup, Torup, Kistrup, Sib-berup, Hallendrup, Holgerskøb, Krogdal, Nødebo, Pederstrup, Skallerød, Strø, Svendstrup, Sponholt, Følstrup, Stenholt, Habjergs Mølle, Skt. Mortens Huse, Tokkerup, Kollerup, Trustrup, Glarborg, Bo-land, Ostrup, Oddergård, Stenholt Mølle, Boesgård, Bjørnstrup og Tibberup.

Gårdene i Gribskov blev nedlagt eller flyttet ud af skoven i fire omgange. Først blev gårdene nærmest Esrum Kloster nedlagt:

• 1540’erne: Christian III opretter stutterivangene Krogdals Vang og Munke Vang. Hermed ned-lægges landsbyen Krogdal, der har fire gårde, som første gang omtales i 1189 som Cracadal.

• 1608-1610: Christian IV indhegner fire stutte-rivange Tumling Vang, Fændrik Vang, Graver Vang og Piber Vang. Tre enestegårde nedlæg-ges: Siggerup, første gang omtalt i 1555, Nørre Sørup, første gang omtalt i 1322 og Hiernerup, første gang omtalt i 1189. I 1701 inddrages også Skallerød som Stutterivang.

Kort over nyere tids kulturminder i Gribskov. Baseret på oplysninger fra skovløber Carsten Carstensen.

70

• 1715-1720: Arealer i Gribskov inddrages som ”kobler” til græsning for heste fra rytteriet på Esrum Kloster. Fire enestegårde og to landsbyer nedlægges: Holgerskøb med 12 tdr. land første gang omtalt i 1555, Hallendrup med 16 tdr. land første gang omtalt i 1290, Boserup, Torup med 14 tdr. land og oprindelig to gårde, første gang omtalt i 1158, Kistrup med 12 tdr. land, Sib-berup landsby med oprindelig fire, men senere kun to gårde, første gang omtalt i 1211, Ostrup landsby med seks små gårde første gang omtalt i 1555.

• 1781: Forordningen om skovudskiftning med-fører at fire enestegårde og én landsby nedlæg-ges og flyttes ud af skoven: Boland med 23 tdr. land, Glarborg med 17 tdr. land, Kollerup med 9 tdr. land i Mårum overdrev, Pederstrup med 15 tdr. land og Trustrup landsby med 57 tdr. land og fire små gårde.

Stenholt Mølle

I modsætning til de øvrige bebyggelser i Gribskov var Stenholt på grund af sin vandmølle, en betyd-ningsfuld ejendom. Landsbyen blev omkring 1160 skænket af kong Valdemar I den Store (1157-82) til klosteret, og den fungerede som grangie under Es-rum Kloster. Men i 1497 blev den overdraget Poul Laxmand, som omdannede den til en hovedgård og centrum for adelsfamiliens gods, som strakte sig til Øresund (Beyer og Jarrum 1991). Frederik II mage-skiftede sig til godset i 1560 for, at han kunne lægge det ind i sin kongelige vildtbane (Jensen og Tortzen 1991:44ff).

Mølleanlægget ved Stenholt med velbevarede fi-skedamme, kanaler og vandløbssystemer er en an-lægstype, der sjældent er bevaret i det åbne land. Når anlægget er bevaret ved Stenholt, skyldes det i væsentlig grad, at Pederstrup, Skallerød og Stenholt blev udlagt til stutterivange, dvs. indhegnede græs-ningsarealer til heste. Vangene udgjorde en del af skoven og blev fredet ved skovforordningerne om-kring 1800 (Beyer og Jarrum 1991)

Stutterivangene

Man begyndte at etablere stutterivange i Gribskov kort tid efter, at Esrum Kloster ved reformationen var blevet omdannet til en kongelig ladegård med bl.a. opstaldning af heste. I 1540’erne anlagde Christian III de første stutterivange Krogdal Vang og Munke Vang. Christian IV supplerede i årene 1608-10 disse vange med fire nye: Tumlinge Vang , Fændrik Vang, Graver Vang og Piber Vang. Vangene var omgivet at stengærder og risgærder. Stednavne som den Blå Port og Sandporten viser, hvor der var åbninger i vangegærderne. Fire skovløberhuse ”Munkevangs-hus”, ”Tumlingehus”, ”Fændrikshus” og ”Graver-hus” markerer i dag stederne, hvor tilsynsmænde-nes eller ”vangemændenes” boliger lå. Som nævnt blev også Stenholts-, Skallerød og Pederstrupvang udlagt til hestevange senere i 1600- og 1700-tallet.

Kanalsystemet til Frederiksborg Slotsø

Også store dele af et andet, endnu større kanalsystem ligger delvis bevaret i Gribskov. Systemet havde til formål at lede vand fra moser og søer frem til Slots-møllen og fiskedammene ved Frederiksborg Slot (Steensberg 1992:15f). Ligesom fiskedammene ved Stenholt Mølle, skulle dette system af søer og dam-me forsyne hoffet med ferskvandsfisk. Damme, an-

Frederik VII yndede at lystfiske på Esrum Sø og indtog sin frokost i en pavillon ved Kongens Bøge

(efter Mikkelsen 1982).

71

lagt med henblik på fiskeri af bl.a. karusser, kendes allerede i middelalderen fra f.eks. Æbelholt Kloster. Men det var i 15-1600-tallet, da karpeavlen vandt indpas, at ferskvandsfiskeriet fik sin storhedstid. I 1682 omfattede det kongelige dambrug i Frederiks-borg og Kronborg Amt 30 damme. De kongelige fi-skemestre sørgede helt op i 1700-tallet for, at hoffet blev forsynet med ferskvandsfisk fra opdrætsanlæg, som strakte sig fra Søsum Sø i sydvest til Hellebæk i nordøst (Fritzbøger 2004; Hofmeister 2004:76f).

Kanalsystemet til Frederiksborg Slotssø omfatter to hovedlinier. Den sydlige forløber fra Allerød Sø via Teglgårdssøen, og den nordlige fra Store Gribsø til dammene ved Fruebjerg, derfra vest om Gadevang til Selskov. Herfra førte den til Ødammen i indeluk-ket og frem til Slotssøen. Den nordlige kanal blev påbegyndt i 1576, og er særlig synlig nord for Frue-bjerg.

Parforcejagtvejene i Gribskov

De kongelige jagtveje som i 16-1700-tallet blev an-lagt med henblik på parforcejagt, er særligt knyt-tet til den sydlige del af Gribskov. Dette hænger sammen med nærheden til Frederiksborg Slot, men sandsynligvis også med de ulemper, som jagt imel-lem de tættere liggende skovbebyggelser og stutte-rivangene på de mere frugtbare arealer i den nord-lige del af skoven ville medføre.

Ottevejskrydset var centrum i parforcejagtsystemet i Gribskov. Da Gribskov er større end Store Dyre-have, har jagtvej-systemet også en større målestok. Således måler de to nordligste vej-kvadrater i Grib-skov 1,425 km på hver led. Ligesom i Store Dyreha-ve og Hareskoven var vejene nummererede. Endnu kendes navnene Femvejskorset og Ottevejshuset.

Parforcejagten er nærmere omtalt i forbindelse med beskrivelsen af landskabskorridoren Frederiksborg–Fredensborg–Nivå (se kapitel 5.4).

De vigtigste kulturmiljøer i Gribskov

1. Kagerup: I skoven nord for Kagerup ligger to stendysser og en jættestue på række. Jættestuens gang vender mod øst, og i bunden af kammeret ses dele af en dæksten.

2. ”Mor Gribs Hule”: Jættestue fra bondestenal-deren ca. 3.200 f.Kr. Overliggeren mangler. Sagnet fortæller, at gravkammeret var bolig for troldkvin-den Mor Grib, som bl.a. vildledte de vejfarende på Helsingevejen.

3. Glarborg: Et voldanlæg på en halvø på vestsi-den af Burresø (= borgsø) i Gribskov er kendt under stednavnet ”Borgen”. Placeringen giver en naturlig beskyttelse, dog ikke på vestsiden, hvor der har væ-ret opført mure af marksten og sandsynligvis palisa-der. Frederik VII har ladet anlægget undersøge. Det er blevet tolket som en tilflugtsborg fra jernalderen. Umiddelbart nordvest for Borgen kan man se rester-ne af den sammenstyrtede skorsten i den ældste af enestegårdene på Glarborg. Der nævnes i 1555 og blev nedlagt i slutningen af 1700-årene.

4. Margrethes Vold/ Biertingsborg: I den østli-ge del af Nødebo Holt ligger en nord/syd gående jordvold, der delvist afsnører en halvø i Esrum Sø. Bag volden ligger rester af et hus, der på skovkort kaldes ”Dronning Margrethes hus”. Anlægget kan være identisk med den forsvundne bebyggelse Bier-tingsborg, som i 1500-tallet hørte under adelsgodset Stenholt.

Der ligge i Grib Skov et sted, som kaldes Ottevejskrogen; kun den finder det, som søger værdeligen; thi intet Kort angiver det. Navnet selv synes ogsaa at indholde en Modsigelse, thi hvorledes kan et Sammenstød af otte Veje danne en Krog, hvorledes kan det Alfarne og Befarne forliges med det Afsides og Skjulte? -- Og dog er det saaledes: der er virkelig otte Veje, men dog meget ensomt. Modsigelsen i Navnet gjør da Stedet blot mere ensomt, som Modsigelse altid gør ensom. De otte Veje, den megen Færdsel er kun Mulighed, en Mulighed for Tanken. Ingen færdes paa denne Vej uden Vinden, om hvem det ikke vides, hvorfra den kommer, eller hvor den farer hen... Selv den, der fulgte den snævre Fodsti, som frister ind i Skovens Indelukke: selv han er ikke der saa ensom , som man er det ved de otte Veje, paa hvilke ingen rejser. Otte Veje og ingen Rejsende. Det er jo, som var Verden uddød, og den Efterlevende bragt i den Forlegenhed, at der var ingen til at begrave ham; eller som var det hele Folkefærd vandret ud ad de otte Veje og havde glemt den Ene!

Søren Kierkegaard ”Stadier på Livets Vej”

72

5. Trustrup: I 1912 rejstes en sten over den sidste gårdejer Niels Jensen, som flyttede fra stedet i 1790. Der er spor af den nedlagte skovlandsby, som havde fire gårde, gadekær, brønde, gærder og højryggede agre. Til landsbyen hørte 57 tdr. land. I forbindelse med forordningen om udskiftning i 1781 blev går-den flyttet ud af skoven.

6. Sibberup: Spor af skovlandsby, nedlagt i 1717 i forbindelse med etableringen af kobler til hestene ved rytteriet på Esrum Kloster. Sibberup er i dag én af de bedst bevarede bebyggelser i Gribskov. Op-rindelig havde landsbyen fire gårde med tilsammen 47 tdr. land. Før nedlæggelsen af landsbyen var der kun to gårde tilbage i Sibberup. Disse hustomter kan stadig ses i skovbunden. Gilleleje Museum har foretaget en prøvegravning i den ene hustomt fra 1600-tallet, som viste sig at dække over en noget ældre bygning (Frandsen 1989:46).

7. Søvej: Krogdal- Munke- Tumling- Fændrik- Graver- og Piber Vang, anlagt som stutterivange til ladegården på Esrum Kloster af Christian III i 1540’erne og Christian IV i årene 1608-10. Vange-ne har været omgivet at sten- og risgærder. Stednav-nene Blå Port og Sandport hentyder til åbningerne i vangegærderne. Vangemændenes boliger lå ved ”Munkevangshus”, ”Tumlingehus”, ”Fændrikshus” og ”Graverhus”.

8. Frederik II’s kanal: Gravet kanal fra Store Gribsø til Fruebjerg påbegyndt 1576. Kanalen er en del af et større kanalsystem, som havde til formål at lede vand fra moser og søer frem til Slotsmøllen og fiskedammene ved Frederiksborg Slot (Steensberg 1992:15f).

9. Stenholt Mølle: Mølledammen er i dag tørlagt. Følstrup damme er et område med kanaler og dam-me, som skulle lede vand frem til Stenholt Mølle. Der er spor af fisketrapper, dæmninger og stig-bord, skvatmøller og fiskedamme (Beyer og Jarrum 1991).

10. Rødepælsstjernen: Således kaldes den otte-ar-mede vejstjerne lige nord for Ottevejskrydset, som er centrum i parforcejagtsytemet i Gribskov. Søren Kierkegaard besøgte Gribskov og dette vejkryds. Stedet inspirerende til fordybelse og eftertanke. I vejkrydset står en mindesten for Søren Kierkegaard, udformet som en stendysse, som blev rejst hundrede år efter hans fødsel af National Forfatterforening i 1913.

11. Fruebjerg: En mindesten er rejst på Fruebjerg i den sydøstlige del af Gribskov, hvor højskoleman-den Holger Begtrup i perioden 1896 til 1935 arran-gerede ”De nationale Fruebjergmøder”. Fra 65 m’s højde er der flot udsigt til Arresøen. Udsigten er dog i færd med at forsvinde bag trækronerne.

Potentialer

1. Storstensgrave ved Kagerup: Gruppe på tre storstensgrave bestående af to dysser og en jætte-stue. Undersøgelse, sikring, synliggørelse og for-midling af gravanlæggene.

2. Glarborg borg: Opmåling, magnetometermå-ling og prøvegravning af tilflugtsborgen i Burresø med henblik på en datering og formidling af borgen i sin rette sammenhæng.

3. Skovbebyggelser: Opfølgning ”Projekt Gribs-kov” med henblik på undersøgelse, dokumentation og bevaring af middelalderens og renæssancens agersystemer og bebyggelser i Gribskov. Erik A. Jarrums og Carsten Carstensens registreringer bør udvides til også at omfatte de andre statsejede skove i nationalparkområdet.

3. Trustrup: Plejeplan med henblik på at bevare og synliggøre de velbevarede hustomter fra landsbyen ved mindestenen fra 1912.

4. Parforce-jagtveje: En gennemgang, beskrivelse og dokumentation af de bevarede parforcejagtveje. Der bør særligt arbejdes med de upåagtede jagtveje langs vestbredden af Esrum Sø. Desuden genopret-ning og synliggørelse af de delvis ødelagte vejlinier, og endelig en plan for fremtidig sikring og bevaring af vejsystemet – også uden for skovene.

Kulsviere i Gribskov ca. 1932. Gilleleje Lokalhistoriske Arkiv.

73

5. Stenholt Mølle/ Følstrup Damme: Det kongelige nordsjællandske ferskvandsfiskeris store betydning er et stort set ubehandlet emne, og kun få kender Stenholt Mølles velbevarede kanal- og damanlæg i Skallerød, Pederstrup og Stensholtvang. Dette om-råde kunne indgå i en undersøgelse af det kongelige nordsjællandske ferskvandsfiskeri. I den forbindelse kunne anlægget istandsættes og formidles.

6. Kanalsystem til Frederiksborg Slotssø: En re-gistrering, beskrivelse og dokumentation af de be-varede kanaler. Det er vigtigt at afmærke, synlig-gøre og formidle de bevarede dele af kanalerne og at lave en plan for fremtidig sikring og bevaring af kanalsystemet – også udenfor skovene. Man kan af-mærke en sti, så man f.eks. kan følge kanalen fra Store Gribsø i retning af Slotsparken.

Beskyttelse, fredninger og udpegninger

• Fortidsminder og deres 100 m sikringszone er be-skyttet i medhold af museumsloven kapitel 8 a og må ikke ændres eller tilplantes. Der må ikke dyrkes nærmere end to meter fra foden af et fortidsminde.

• Jord- og stendiger er beskyttet i medhold af muse-umsloven kapitel 8 a.

• I landskabskorridoren indgår fredningerne (fred-nings nr. og navn) : 219-203 (Hovmoase Gadevang), 219-202 (Gadevang mose), 219-201 (Gadevang kir-ke), 219-211 (Møllekrog), 219-105 (Hejreholm)

• Dele af området er udpeget som kulturarvsarealer (Sb.nr. og navn): 010103-112 (Sibberup), 010103-113 (Krogdal vang), 010108-62 (Skallerød), 010108-63 (Stenholt).

• Dele af området er udpeget som særligt værdifuldt

kulturlandskab (nr. og navn): 10 (Esrum ejerlav), 108 (Nederste Kobbel - Grib Skov)

Tilgængeligheden

Forslag til passagemuligheder i landskabskorridoren:

• Frederiksborg Slot - Stenholtvang - Syv Stjernen - Glarborg - Kongens Bøge - Krogdal Vang - Esrum

• Selskov - Sophienborg - Fruebjerg - Boland Vang - Glarborg - Boland Vang - Sibberupvang i Gribskov

• Sleteltehus - Tinghus - Kistrup Kobbel Man følger gangstier, cykelstier, markveje og mindre befærdede bilveje. Der er således primært lagt op til færdsel til fods, men på visse strækninger kan man også cykle eller køre i bil.

Kortet på side 75 viser de eksisterende stier og veje markeret med rødet, mens stier som foreslås etableret er markeret med blåt.

Tørlagt kanal i Gribskov. Foto: Liv Appel.

74

Kor

t ove

r de

stat

seje

de a

real

er i

ker

neom

råde

t Gri

bsko

v - E

srum

Sø.

75

Kor

t med

fors

lag

til p

assa

gem

ulig

hede

r i k

erne

områ

det G

ribs

kov

- Esr

um S

ø. E

ksis

tere

nde

veje

(rød

lini

e), f

orsl

ag ti

l nye

vej

e (b

lå li

nie)

, kor

rido

rens

afg

ræns

ning

(s

ort l

inie

). N

umre

ne h

envi

ser t

il af

snitt

et ”

De

vigt

igst

e ku

lturm

iljøe

r i G

ribs

kov”

på

side

71.

76

Søborg - Esrum- Rusland

5.2 Korridoren Søborg-Esrum-Rusland

Beliggenhed

Korridoren omfatter de tidligere store vådområder omkring den nu tørlagte Søborg Sø og fortsætter langs Esrum Å og Pandehave Å i Græsted-Gilleleje og Helsingør kommuner. Korridoren udgør et sam-menhængende kultur- og naturmiljø, som forbinder de statsejede arealer i Gribskov og Esrum Sø med de statsejede arealer langs kysten ved Gilbjerg, Nak-kehoved og Villingebæk.

Kulturhistorisk beskrivelse

Esrum Å og Pandehave Å forløber i to nord/syd-gående smeltevandsdale, som er dannet af istidens smeltevandsstrømme. Et højt beliggende plateau af storbakket moræne adskiller de to dalstrøg. I dette område, der i dag er et hedelandskab med enebær, ligger Tegners Museum. Esrum Sø afvandes gen-nem Esrum Å i den vestlige ådal, mens Pandehave Å (Villingebækken) følger den østlige.

På strækningen fra Esrum Sø til Kjeldså Å nord for Snævret Skov gravede man i 1805 delvist parallelt med Esrum Å en kunstig kanal til fragt af brænde på pramme fra Gribskov til kysten ved Dronningmølle (Hansen 1986; Richter-Friis 1981).

Stenalderbopladserne

I den senere del af jægerstenalderen, især i løbet af Kongemosekulturen og Ertebøllekulturen (ca. 6.400-3.900 f.Kr.), indtraf flere meget markante havstigninger, littorina-transgressioner, som var forårsaget af afsmeltning fra områder, der på dette tidspunkt endnu var dækket af iskapper. Havniveau-et var dengang 6-7,5 meter over nutidens. Arealer, som i dag er tilgroede ådale og dyrkede marker, var dengang brede fjorde, der skar sig langt ind i landet. Fra Kattegat strakte littorinahavet to fjordarme ind i landet til Villingerød og Havreholm. Også Søborg Sø var en fjordindskæring fra Kattegat.

Tidevandsstrømmene frigav næringsstoffer, som mikroorganismerne kunne udnytte og videre i føde-kæden danne grundlag for et rigt muslinge-, fiske-

Nakkehoved vestre Fyr under arbejdet med at forhøje fyret. Christian Zacho, 1898. Gilleleje Lokalhistoriske Arkiv.

77

og fugleliv. Fjordene tiltrak stenalderens fangstfolk, som bosatte sig på holme og langs bredderne af fjordene. Herfra kunne de sætte ruser og fi skegærder og fange sæler og marsvin i Kattegat. Ind-landet var dækket af urskov afvekslende med store mose og sumpområder, men lejlighedsvis søgte jægerne også ind i skovene på jagt efter bl.a. kronhjort, rå-dyr og vildsvin. Området har således stor fortælleværdi med hensyn til landskabs-dannelsen og de fossile stenalderfjorde.

Sænkningen syd for Dragstrup må i sten-alderen have været sejlbar med udhulede stammebåde og har kulturhistorisk knyt-tet de fossile fjordsystemer i Esrum-Pan-dehave ådalene til Søborg Sø bassinet. Fra sænkningen syd for Dragstrup ken-des fl ere mosepotter fra bondestenalde-ren (ca. 3.900-1.800 f.Kr.) (Koch 1998, katalog nr. 3-6). På denne tid udnyttedes fjordområdernes ressourcer stadig, men nu af et specialiseret fangstfolk, kaldet den grubekeramiske kultur (ca. 2.900 -2.500 f.Kr.), som også kendte til hus-dyrhold og agerbrug.

Søborg Slot

Søborg slotsruin og købstad er lige som Esrum Klo-ster gode steder at illustrere middelalderens magt-forhold med konge, kirke, adel og bønder. Ifølge traditionen var det ærkebiskop Eskil (død år 1181), som var med til at etablere begge anlæg i en urolig periode med borgerkrig midt i 1100-tallet. Eskil, der i 1134 var blevet biskop i Roskilde og i 1137 ærke-biskop i Lund, var en ivrig deltager i det politiske og militære magtspil, som fulgte efter mordet på Knud Lavard i 1131.

Han arbejdede målbevidst på at styrke kirkens magt på bekostning af den verdslige og på at frigøre den danske kirke fra tysk indfl ydelse. Eskil erhvervede personligt gods i Nordsjælland bl.a. landsbyen Es-rum og muligvis også Søborg, som gaver fra kongen Erik Lam (1137-46) (Jarrum 2003:119f).

Af forsvarsmæssige hensyn blev Søborg anlagt på den yderste og nordligste af tre holme i Søborg Sø. På Mellemholmen blev der opført to volde og to voldgrave, og på den inderste holm voksede en køb-stad op i ly af borgen omkring år 1200. Ifølge Saxo

Grammaticus’ Danmarks krønike blev Eskilds Sø-borg allerede ca. 1161 belejret og indtaget af Valde-mar den Store. Frem til begyndelsen af 1400-tallet fungerede Søborg, som en af den danske konge-magts vigtigste rigsborge, men i 1580’erne var Sø-borg slot opgivet og henlå som en ruin.

Søborg har med jævne mellemrum været genstand for arkæologiske udgravninger, siden præsten Chri-stoffer Schröder i 1790 og senere Frederik VII i 1850 foretog de første arkæologiske undersøgelser af borgen (Smidt 1930; Wegener 1851).

Landskabskorridoren Søborg-Esrum-Rusland. De farvede områder markerer statsejede arealer.

Litorinahavets maksimale udstrækning ca. 6.400 f.Kr. Bopladser fra jægerstenalderen (rød),

bondestenalderen (blå) .

78

Senest foretog Nationalmuseet og Gilleleje Museum undersøgelser af borgen og købstaden i årene 1978-89 (Jarrum 2003). Takket være disse udgravninger, er det i dag muligt at udskille flere bygningsfaser, som kan ses ved et besøg på slotsruinen. Selvom Søborg Sø i dag er afvandet, kan man stadig ane søens bredder, som fulgte littorina-skrænterne.

Søborg Sø-området viser således også en vigtig del af 1800-tallets landbrugshistorie. Det var i forbin-delse med udskiftningen i slutningen af 1700-tallet, at man fik øje på, hvilke muligheder for nyt land-brugsland, der lå i det mere end 1200 tdr. land store fladbundede Søborg Sø område. Man gravede en kanal til Gilleleje og forsøgte at afvande Søborg Sø. Da man under mottoet ”Hvad udad tabes skal indad vindes” efter tabet af Sønderjylland i 1864, atter satte fokus på områder som kunne tørlægges til landbrugsjord, gennemførte løjtnant Feilberg den endelige tørlægning af Søborg Sø i 1870’erne. Ef-ter 2. verdenskrig blev vandstanden i søen yderli-gere sænket ved hjælp af en elektrisk pumpestation. På den tidligere søbund opstod en række gårde og husmandssteder, der i et marsklignende landskab, gennemskåret af afvandingskanaler, drev et specielt jordbrug (Petersen og Meyhoff 1986).

Esrum Kloster

Da Eskil modtog landsbyen Esrum i gave fra Erik Lam, lå der allerede et benediktinerkloster på stedet. Dette omgjorde Eskil til et cistercienserkloster, som udnyttede tidens topmoderne teknologi – vandmøl-len. Esrum kloster var moderkloster for cistercien-sermunkene i Norden. Efter reformationen i 1536 konfiskerede Christian III klosterets gods, men de sidste munke flyttede først ud i 1559. De dele af klo-steret og ladegården, som ikke blev nedrevet for at skaffe byggematerialer til Kronborg og Frederiks-borg Slot, indrettedes til hestestutteri og ladegård. Ved ryttergodsreformen i 1717 blev Esrum Kloster militærforlægning for en del af det nordsjællandske rytteriregiment.

Den bevarede sydfløj af Esrum Kloster og de ikke synlige, men afmærkede ruiner af klosterkirken og fratergården, samt Esrum Møllegård ligger ca. en kilometer fra bredden af Esrum Sø. Det mellemlig-gende område fremstår som en konsekvens af en landskabs- og plejeplan fra 1994 som et sammen-hængende engområde. Området afgrænses i øst af den kunstigt gravede Esrum Kanal fra 1805, og Mølleåen følger det løb, som blev gravet i 1605 i forbindelse med opførelsen af Esrum Møllegård. I middelalderen så engområdet foran klosteret an-derledes ud. Det havde præg af et stort vådområde, fordi Esrum Å jævnligt gik over sine bredder og medførte store oversvømmelser.

Kystzonen

Frem til ca. år 1500 var der primært tale om sæsonfiskeri efter sild i efter-årsmånederne, først herefter begynd-te de mere permanente fiskerbebyg-gelser at udvikle sig. Bl.a. fiskerlejet Villingebæk, som i 1528 bestod af 27 huse (Frandsen og Jarrum 1993). Da området blev hærget af sandflugt i 1600- og 1700 tallet anlagde man sanddiger. Den østlige del af sanddi-get kan stadig ses syd for strandvejen op til Pandehave Å. Engene i Pan-dehave Ådal var nemlig vigtige pro-duktionsområder for hø til hestene på Esrum Kloster, og det var bønder, husmænd og fiskere i Kronborg len, som slog høet for kongen. Villinge-bæk fiskerleje fortsatte med at eksi-

Matrikelkort over Søborg sogn fra midten af 1800-tallet. Gilleleje Lokalhistoriske Arkiv.

79

stere på trods af fiskerikrisen og sandflugten, som navnlig i 1700-årene hærgede fiskerbebyggelserne på Nordkysten. I dag er de fleste huse i Villingebæk desværre forsvundet, som følge af lergravningen ved grosserer Ferdinand Andersens nu nedrevne teglværk, som fungerede i perioden 1897-1947.

På steder hvor kystskrænterne er afbrudt af naturli-ge lavninger, f.eks. ved åudløb, kendes der inden for Søborg-Esrum-Rusland korridoren flere steder spor af fiskepladser. Sæsonfiskeri fra 1300-tallet er bl.a. påvist på det marine forland øst for Fabers Grav ved Nakkehoved (Engberg og Frandsen 1989), og i skrænten ved Gillbjerghoved skrider hvert år kul-turlag ned fra fiskerbebyggelsen Krogskilde, som blev nedlagt omkring år 1600.

Gilleleje fiskerleje ligger ved udløbet af Søborg Å (Søborg Kanal) på det marine forland mellem Nak-kehoved og Gilbjerghoved. I slutningen af 1500-tal-let var Gilleleje med 70 huse det største fiskerleje på nordkysten. Gilleleje Havn er i dag Sjællands største fiskerihavn, men den har ikke skæmmet den gamle bydel øst for Søborg Kanal, som sammen med stej-lepladserne stadig udgør et vigtigt kulturmiljø (Bey-er m.fl. 1989). Takket være Strandbakkeselskabets indsats siden 1918 med opkøb af bl.a. Strandbak-kerne øst for byen er fiskerlejet aldrig blevet klemt i den stærke byudvikling, der har fundet sted siden slutningen af 1800-tallet ikke mindst pga. sommer-turismen. Vigtige forbindelsesliner langs kysten er Fyrstien og Gilbjergstien. Disse stier førte Gillele-jes første sommergæster mod øst til Nakkehoved og mod vest til Gilbjerghoved, hvor der blev opsat en mindesten for Søren Kierkegaards besøg i 1835.

Nakkehovedkilen er et unikt kulturlandskab, der si-den 1772 har været præget af de to fyr på Nakkeho-ved. Under Englandskrigene i begyndelsen af 1800-tallet stod der en signalstation øst for det østre fyr. Fra samme krig stammer også kystmilitsens skanser ved Klithuset, der ligger ved udløbet af Esrum Å. Også Gilleleje var plaget af sandflugt, og fyrmester Faber på Nakkehoved arbejdede gennem hele sin tjeneste fra 1824 til 1845 på at dæmpe flyvesandet og tilplante området mellem fiskerlejet og fyrene. Hans haveanlæg ”Fabers Have” var en del af denne beplantning, men den omfattede også en gravhøj, hvor han selv blev begravet i 1845, en grotte og pavilloner, som tiltrak prominente gæster herunder Frederik VII og grevinde Danner (Burchardt 2004). Sommeren 1850 boede grevinden således på fyret, mens kongen ”residerede” i sit telt og foretog ud-gravninger på Søborg Slotsruin. Gilleleje Museum er i skrivende stund ved at indrette et fyrmuseum i den tidligere fyrmesterbolig på Nakkehoved vestre Fyr.

De vigtigste kulturmiljøer omfattet af korridoren

I denne sammenhæng har vi valgt at definere kultur-miljøer som områder, der viser kulturspor fra en be-stemt periode. Korridoren omfatter er repræsentativt udsnit af kulturmiljøer fra flere perioder, således at kulturhistorien i området bliver fortalt. Kulturmiljø-erne er vist på kortet over korridoren.

Esrum Kloster set fra syd. Foto: Liv Appel 2004

80

Kulturmiljøer med fortidsminder

Blandt fortidsminderne i Søborg-Esrum-Rusland korridoren er fangstbopladserne fra stenalderen tal-rigst repræsenteret og et udtryk for de fossile sten-alderfjordes store betydning. Gravhøjene fra bonde-stenalderen og bronzealderen er karakteristiske for de kystnære områder.

1. Pandehave Å og Esrum Å: Kulturmiljø med fangstbopladser fra jægerstenalderen på holme i og langs bredderne af den fossile stenalderfjord. Særligt må fremhæves de mange bopladser fra kongemosekulturen, herunder den klassiske bo-plads (Esbønderup sb. 64), som har givet navn til kongemosekulturens mellemste periode ”Villin-gebæk-fasen”(6000-5700 f.Kr.). Denne boplads er meget velbevaret, fordi den er overlejret af et lerlag fra en senere havstigning. Foran boplad-sen i den tidligere fjord fandt man udsmidslag med genstande af organisk materiale, bl.a. Dan-marks hidtil ældste åleruse (Kapel 1969).

2. Ålekistebro ved Søborg Kanal: Kulturmiljø med bopladser fra Ertebøllekulturen ved den fossile Søborg Sø/ fjords snævre nordlige udløb på tærskelen mellem Søborg Sø og de store lavt-liggende vådområder mod nord (Bedsmosen). En af bopladserne definerer Ertebøllekulturens yngste fase ”Ålekistebro-fasen” (ca. 4.500-3.900 f.Kr.). Kun en mindre del af den meget fundrige boplads er udgravet i 1946-47 og i 1986 (Græ-sted sb. 25 og 43).

3. Hesbjerg - Firhøj: Kulturmiljø fra bondestenal-der og bronzealder med rester af større højræk-ker på bakkedraget mellem de to fossile stenal-derfjorde Søborg Sø og Esrum Å. Gravhøjene ligger i et åbent kulturlandskab, som dog trues af tilgroning. - Senest er der givet tilladelse til at plante fredskov ved Bøgelundsgård. Fra de be-varede gravhøje er der udsyn til Kullen og Kat-tegat.

4. Torshøjgård: Kulturmiljø med oprindeligt flere gravhøje fra bronzealderen på bakkedraget syd for Dronningmølle. Gården har fået navn efter gravhøjene, som muligvis hentyder til gudenav-net Thor. Højene har ligget ved en øst-vest gå-ende færdselsåre, som længere mod øst har slidt sig ned i terrænet som hulveje i skrænten ned mod Pandehave Å.

Kulturmiljøer med middelalderlige anlæg

5. Søborg Slotsruin og købstad: Kulturmiljø, som omfatter den tidligere Søborg Sø, hvor tre sammenhængende holme i middelalderen skød sig et par hundrede meter ud i søen. Ruinerne af Søborg Slot kan stadig ses på den yderste holm, mens den eneste synlige rest af købstaden på den inderste holm er den store kirke fra omkring år 1200.

6. Voldsted ved Firhøj: Arkæologen Vilhelm Boye besigtigede i 1886 området ved Hulsø mellem Søborg Sø og Esrum Å. Han fandt mun-kesten men skrev, at man tidligere også havde kunnet se spor af volde omkring bygningen (Sø-borg sogn sb. 32). På et kort fra 1787 fremstår ladegården som et stort uregelmæssigt ottekan-tet voldanlæg, tæt op til østsiden af Hulsø.

7. Esrum Kloster: Kulturmiljø, som omfatter re-sterne af det middelalderlige kloster. I dag er kun klosterets sydfløj bevaret. Bygningen rum-mer en permanent udstilling om klosterets hi-storie, men anvendes også til foredrag og sær-udstillinger. De nuværende bygninger på Esrum Møllegård stammer fra 1800-tallet og anvendes til miljøskole, udstillinger og café.

Kulturmiljøer fra nyere tid

Blandt kulturmiljøerne fra nyere tid er her medtaget særligt velbevarede landsbyer. Hele ejerlav er kun undtagelsesvis medtaget i landskabs-korridorerne, da dette ville medføre, at store dyrkningsarealer vil-le indgå i nationalparken. En vigtig del af nyere tids kulturhistorie er rettet mod havet, idet kysten efter år 1500 blev præget af en permanent fiskerbebyg-gelse, og for at skibsfarten kunne sikres, blev fyrtår-nene på Nakkehoved øst for Gilleleje tændt i 1772.

8. Esbønderup landsby med kirke fra 1100-tallet og gadekær. Kaldes Esbiernstorp i 1178. Amtets første sygehus anlagt her i 1755.

9. Søborg landsby med den største teglstenskirke i Holbo Herred. Kirken blev opført i købsta-dens tid ca. 1200 i romansk stil. En munkesten i kirkens sydmur bærer runeindskriften ”Thæn fyrstæ”, dvs. den første. Inde i kirken findes en kampesten med runeindskriften ”Ave Maria” fra ca. 1100. Byen var købstad fra ca. 1270 til ca.

81

1550. Fra 1405 er der oplysninger om et råd-hus og fra 1485 om en gildesgård/-lade. Indtil ca. 1740 var der flere brolagte gader i byen. Om Søborgs historie fortæller også flere mindesten, som er rejst for bl.a. Christian IX i 1937, provst Christopher Schröder og P.B. Feilberg, som tør-lagde Søborg Sø. Missionshuset, andelsmejeriet og skolehuset er også dele af landsbyens nyere historie.

10. Nakkehoved Fyr: To kulfyr opstillet 1772. Om-bygget til lampefyr (olie-) i 1834 og i 1898 til blinkfyr. Samtidig nedlagdes østre fyr (ved Fyr-kroen) og vestre fyr forhøjedes til 22 m. Fyrme-ster Christian Faber blev udnævnt i 1824. Han bekæmpede sandflugten i området og plantede ”Fabers Have” øst for fyrene, hvor han i 1845 blev begravet i en oldtidshøj.

11. Gilleleje fiskerleje opstod i forbindelse med silde- og torskefiskeriet i 1500-tallet. I middel-alderen havde der kun været drevet sæsonfiskeri på stedet. Rester af den ældste fiskerbebyggelse ligger i området ved Fabersvej. Fiskelejet havde kirke med egen præst i perioden 1538-84. Kir-ken af bindingsværk afløstes i 1746 af en kirke af teglsten. Sandflugt hærgede Gilleleje frem til begyndelsen af 1800-tallet. Den første anløbs-bro byggedes i 1820 og i 1872 kom den første havn, som udvidedes i 1902 og i 1923. I 1896 kom Gribskovbanen til Gilleleje, og i 1916 blev

Hornbækbanen åbnet. Jernbanerne fik betydning for byudviklingen vest for Søborg Kanal og for transport af sommergæster fra København. Jø-detransporterne til Sverige under 2. verdenskrig er en vigtig del af Gillelejes nyere historie.

12. Esrum Kanal og Væltningen: Esrum Kanal blev gravet fra Esrum Sø til Dronningmølle ved Kattegat i perioden 1802-1805 med henblik på tømmertransporten mellem Gribskov og kysten. Herfra blev tømmeret udskibet til København. Arbejdet blev udført under ledelse af oberst Dietrich Adolph von der Recke (1755-1811). Al-lerede fra 1850’erne blev kanalen mindre brugt, og pramfarten ophørte helt i 1870’erne. Kanalen var 9 km lang, 9 m bred og 1,5 m dyb. Ved Vælt-ningen blev tømmeret omlastet til pramme for videre transport på Keldsø Å og Esrum Å.

13. Søborg Sø og Søborg Kanal: Afvandingssy-stem fra 1800-tallet, der blev gennemført for at indvinde nye landbrugsarealer efter udskiftnin-gen og krigen i 1864. Anlægget består af kryd-sende drængrøfter, en pumpestation og en dy-bere afvandingskanal til Kattegat.

Potentialer

Nedenfor følger en liste over forslag til kulturhisto-riske projekter inden for korridoren Søborg-Esrum-Rusland. Forslagene er beskrevet i kapitel 6 ”Rea-lisering af potentialer”. Denne korridor falder geo-grafisk inden for projektområdet for Esrum-Søborg områdedelplan. For Frederiksborg Amt udarbejdede Holbo Herreds Kulturhistoriske Centre i 2003 en forundersøgelse af de kulturhistoriske forhold i den vestlige del af delplanområdet, og vi foreslog i den forbindelse en lang række kulturhistoriske projekter (Appel red. 2003). Flere af forslagene vil kunne ud-vikles i forbindelse med et nationalparkprojekt.

1. Esrum Å, Pandehave Å og Ålekistebro: For-midling og anskueliggørelse af de fossile fjorde og af jægerstenalderens bopladser.

2. Rusland: Foretage en præcisering eller revision af den eksisterende fredning. Formålet med fred-ningen er at bevare og forbedre biologiske og landskabelige værdier, bevare kulturhistorien og regulere den offentlige adgang. Landskabsfred-ningen skal således også sikre de landskabelige og kulturhistoriske værdier, men dette kan være

En gruppe børn spiller rollespil ved Søborg slotsruin. Foto: Liv Appel 2003.

82

vanskeligt/ umuligt, når der ikke er foretaget en systematisk registrering af f.eks. hulveje, diger og bopladser. Det er meget vigtigt, at landbrugs-driften langs Pandehave Å ikke forurener eller medfører dræning og sænkning af vandstanden, således at stenalderbopladsernes organiske ud-smidslag nedbrydes. Gravhøjene ved Torshøj-gård bør plejes.

3. Hesbjerg: Oprette stiforbindelse fra Nakkeho-vedkilen til gravhøjene på Hesbjerg.

4. Voldsted ved Firhøj: Voldstedet ligger i dyrket mark og er ikke synligt. Området lægges ud til permanent græsning, og volden markeres i ter-rænet. Projektet kan kombineres med et natur-genopretningsprojekt ved Hulsø og de omkring-liggende vådområder.

5. Esrum Kanal: Kanalen fremtræder i dag tørlagt og delvis tilgroet. Selve kanalen og trækstien ryddes for bevoksning, så man kan færdes langs den fredede kanal fra Esrum Sø til Væltningen i Snævret skov. I landskabs- og plejeplanen fra 1994 findes et endnu ikke realiseret forslag om, at vandføringen i Esrum kanal genskabes. Også de bevarede dele af kanalen fra 1500-tallet, som leder fra Esrum Å forbi den gamle vandmølle-bygning i Dronningemølle (”Slottet”), bør ryd-des, istandsættes og fredes.

6. Esrum Mølle: Den middelalderlige vandmølle formidles sammen med dæmningen på engen syd for Esrum kloster. Projektet kan evt. knyt-

tes sammen med en undersøgelse af middelalde-rens vandtilførsel til klosteret og det gamle løb af Esrum Å.

7. Esrum Kloster og Klosterkirke: Præcisering/revision af eksisterende fredning.

8. Søborg Slot: Reetablere den oprindelige ad-gangsvej fra Søborg købstad over mellemvol-dene og mellemholmen til selve slotsholmen. I den forbindelse må et mindre trekantet areal syd for borgruinen erhverves.

9. Søborg Bygrav: dokumentere og genskabe by-graven øst for Søborg middelalderlige købstad.

10. Nakkehovedkilen og Fabers Have: Der bør laves en plejeplan for fyrområdet med henblik på, at haveanlægget og landskabet fra midten af 1800-tallet genskabes.

Skovtur på Esrum Kanal i året 1813 (efter Bjørn 1994:20).

83

Beskyttelse, fredninger og udpegninger

• Fortidsminder og deres 100 m sikringszone er be-skyttet i medhold af museumsloven kapitel 8 a og må ikke ændres eller tilplantes. Der må ikke dyrkes nærmere end 2 m fra foden af fortidsmindet.

• Jord- og stendiger er beskyttet i medhold af muse-umsloven kapitel 8 a.

• Kirker i området (anlæggelsesår omtrentligt): Gilleleje (1538), Søborg (1200), Esbønderup (1100),

Villingrød (1906). Bygningerne og inventaret er be-skyttet af den kirkelige lovgivning, ”Loven om kir-ker og kirkegårde” fra 1992 (rev. 2001). Hertil kom-mer Exner-fredningerne fra 1950’erne af arealerne omkring middelalderkirkerne.

• I korridoren indgår fredningerne (frednings nr. og navn) : 213-201 (Esbønderup Kirke), 213-501 (Sø-borg Kirke), 213-301 (Gilleleje Kirke), 213-303 (Gilleleje Strandbakker), 213-304 (Fabersvej-Sø-stræde), 213-302A (Gilbjergstien), 213-302B (Gil-berghoved, Gilbjergstien), 213-403 (Matr.1a og 1e, Strand-Esbønderup by), 213-502G (Nakkehovedki-len), 213-502D (Nakkehoved, Passebæk), 213-502B (Nakkehovedkilen, Lyshøjgård), 213-502C (Nak-kehovedkilen), 213-502F (Nakkehovedkilen, Mun-kerupgård), 213-502A (Nakkehoved, Hesbjerg),

213-209 (Esrum kanal), 213-208 (Esrum kloster), 213-207 (Esrum Sø), 213-205 (Rusland), 213-204 (Dronningmølle), 217-402 (Esbønderup Strand).

• I korridoren er udarbejdet plejeplan for Ruslands fredningen, plejeplan for Tegners museumspark (Område B i Ruslandsfredningen), landskabs- og plejeplanen for Esrum Møllegård–Esrum Kloster, Plejeplan for Esrum Klosters omgivelser (Frederiks-borg Amt 2003.)

• Dele af området er udpeget som kulturarvsarealer (Sb.nr. og navn): 010110-116 (Ålekiste Bro, Høj-bro, Bedsmose Å), 010110-118 (Søborg Slotsruin), 010110-117 (Hesbjerg), 010110-119 (Rødkilde, Es-rum Å), 010110-120 (Firhøj), 010103-108 (Esrum Kloster), 010103-111 (Villingebæk, Pandehave Å, Månedalen).

• Dele af området er udpeget som særlig værdifuldt kulturlandskab (nr. og navn): 3 (Søborg ejerlav), 5 (Holt ejerlav og Fredbogård), 6 (Pårup ejerlav), 7 (Søborg Sø og Kanal), 8 (Dragstrup ejerlav), 9 (Ferle ejerlav), 10 (Esrum ejerlav), 11 (Esrum Å og Esrum Kanal), 12 (Hesbjerg-Firhøj), 13 (Villingerød ejerlav), 14 (Havreholm ejerlav), 15 (Horneby Fæl-led), 16 (Pandehave Ådal), 18 (Bøtterup ejerlav), 19 (Plejelt ejerlav).

Tilgængeligheden

Forslag til passagemuligheder i korridoren:

• Sibberup Vang i Gribskov – Søborg Sø – Gilleleje – Gilbjerg.

• Gilleleje – Nakkehoved Fyr – Hesbjerg – Firhøj – Snævret – Esrum. Fra Snævret er der også forbin-delse til østsiden af Søborg Sø.

• Munkerup – Pandehave Å – Rusland Havreholm – Klosterris Hegn.Fra Rusland er der forbindelse over Villingerød til Snævret.

Man følger gangstier, cykelstier, markveje og mindre befærdede bilveje. Der er således primært lagt op til færdsel til fods, men på visse strækninger kan man også cykle eller køre i bil.

Kortet på side 85 viser de eksisterende stier og veje markeret med rødt, mens stier, som foreslås etableret, er markeret med blåt.

Tegning af området ved Søborg slotsruin, øverst i venstre hjørne. Den blå linie marker den oprindelige adgangsvej fra Søborg købstad over mellemvoldene og mellemholmen til selve slotsholmen. Denne vej foreslås genetableret. Arealet som bør erhverves er rødskrav-eret. Fredet område med rød linie.

84

Kor

t ove

r de

stat

seje

de a

real

er i

Søb

org-

Esru

m-R

usla

nd k

orri

dore

n.

85

Kor

t med

fors

lag

til p

assa

gem

ulig

hede

r i S

øbor

g-Es

rum

-Rus

land

kor

rido

ren.

Eks

iste

rend

e ve

je (r

ød li

nie)

, for

slag

til n

ye v

eje

(blå

lini

e), k

orri

dore

ns a

fgræ

nsni

ng

(bru

n lin

ie).

Num

rene

hen

vise

r til

afsn

ittet

”D

e vi

gtgt

ste

kultu

rmilj

øer o

mfa

ttet a

f kor

rido

ren”

på

side

79

- 81.

86

Høbjerg-Valby-Bakkebjerg

5.3 Korridoren Høbjerg - Valby -Bakkebjerg

Beliggenhed

Landskabskorridoren Høbjerg-Valby-Bakkebjerg udgør et sammenhængende kultur- og naturmiljø fra Høbjerg Hegn og Valby Hegn og videre op langs Tobro Å og Højbro Å til de fredede arealer omkring gravhøjene på Bakkebjerg ved Rågeleje og de of-fentligt ejede arealer ved Heatherhill på Kattegat-kysten. I stenalderen var vådbundsområderne langs Højbro Å og i Hanebjerg Mose fjorde med forbin-delse til Kattegat. Gravhøjene ved Bakkebjerg og på Heatherhill vidner om den senere oldtidsbebyg-gelse langs disse fossile stenalderfjorde. Korridoren omfatter områder i Græsted-Gilleleje og Helsinge kommuner.

Kulturhistorisk beskrivelse

Midt gennem Rågeleje by løber den nu delvist rør-lagte Højbro Å, der afvander det større lavtliggende

område mellem Mønge, Laugø og Ørby. I slutningen af jægerstenalderen var dette vådområde et fjordsy-stem, som vest om Unnerup strakte sig ind mellem Heatherhill og Hesselbjerg. Dette fjordsystem har sandsynligvis tiltrukket fangstfolk, men der har kun været gennemført få arkæologiske undersøgelser i området (Pedersen 1991:7).

Landskabskorridoren Høbjerg-Valby-Bakkebjerg er særlig rig på gravhøje. De fleste gravhøje ligger i Blistrup sogn. Gravhøjene blev bygget over stor-stensgrave og stenkister i bondestenalderen (3.900 - 1.800 f.Kr.) eller over egekister og stenkister i æl-dre bronzealder (1.800-1.000 f.Kr.). Disse gravhøje har præget landskabet i bronzealderen, hvor de ofte blev genanvendt til nye begravelser.

De gravhøje, som arkæologen Vilhelm Boye fra Na-tionalmuseet registrerede ved herredsberejsningen i 1886, udgør grundlaget for Kulturarvsstyrelsens database ”Fund og Fortidsminder”. Hertil kom-mer de gravhøje, som er beskrevet i markbogen fra 1680’erne, og som er gengivet på de ældste kort fra 17-1800-tallet.

Heatherhill. Foto: Liv Appel 2004.

87

Dysser og jættestuer

Bondestenalderens bopladser på de højere liggende morænefl ader lå ofte oven for en å, der var hoved-færdselsåren gennem landskabet. Storstensgravene (dysser og jættestuer) opførtes oven for ådalene, og der lå tidligere en koncentration af storstensgrave ved Unnerup, hvor Højbro Å snævrer kraftigt ind, men ingen af disse høje er bevaret.

Længere inde i landet ved Valby Hegn ligger der fl ere stenaldergrave. Langs nordsiden af Tobro Å ligger syv langdysser. Tæt herved i det åbne land-skab nord for Valby Hegn ligger der en langdysse på 55 m’s længde, medens der vest for Valby Hegn ligger en sløjfet jættestue på Bavnehøj. Det er sand-synligt, at de to religiøse nedlæggelser af stenøkser, man har fundet, stammer fra stenalderbebyggelsen i Valby Hegn.

Inde i Høbjerg Hegn, syd for vandskellet, ligger resterne af en stor langdysse på 43 m’s længde og 17 m’s bredde. Allerede ved herredsberejsningen i 1886 var begge dysse kamrene fjernet, og man kan formode at langdyssen oprindelig var del af en høj-gruppe ligesom dysserne i Valby Hegn.

Bronzealderhøje

I Rågelejes bagland ligger én af Sjællands smukke-ste højgrupper på et højdedrag, der strækker sig fra nord til syd. Højdedraget er omgivet af vådområder. Af et stort gravfelt på mere end 20 store bronzeal-derhøje er der i dag kun bevaret 11 gravhøje.

Der er stor interesse for, at landskabet og de even-tuelle bopladser, som måtte fi ndes i området om-kring Maglehøjene bevares. Fredningen omkring fortidsminder dækker en 100 m zone. Men da der ikke ved landskabsfredning er forbud mod maskinel dyrkning, medfører dette, at den landskabelige sam-menhæng mellem højene brydes. Samtidig udsættes gravhøje og evt. bopladser for en stadig nedbryd-ning på trods af fortidsmindefredningen

Gravfeltet ligger lige ved turistcentrene i Rågeleje og Nordsjællands Sommerpark. Hvis der ikke blev pløjet mellem gravhøjene, kunne arealet åbnes og vises frem til glæde for fastboende og tilrejsende.

Moselig og mosepotter

Menneskeskeletter og i særdeleshed menneskekra-nier er velrepræsenterede i de nordsjællandske mo-ser. I ældre jernalder (500 f. Kr. – 400 e. Kr.) ofrede man således mennesker og lerkar i moserne, som man gjorde i bondestenalderen fl ere tusinde år tidli-gere (Becker 1972). Medens der i de jyske moser er velbevarede lig, de såkaldte ”moselig”, som følge af kemiske forhold i moserne, har man i de sjælland-ske moser kun fundet skeletdele.I Hesselbjergmose fandt man ved tørveskæring under 2. verdenskrig tre skeletter af børn eller unge. Det var tilsyneladende menneskeofringer.

Landskabskorridoren Høbjerg-Valby-Bakkebjerg. De farvede områder markerer statsejede arealer.

88

Kor

t ove

r udb

rede

lsen

af g

ravh

øje i

Blis

trup

sogn

. Ark

æol

ogen

Vilh

elm

Boy

e ind

hent

ede i

188

6 op

lysn

inge

r om

118

grav

høje

i Bl

istr

up so

gn (b

lå ci

rkle

r og

firk

ante

r). A

f de

gam

le k

ort f

ra 1

7-18

00-ta

llet f

rem

går

det i

mid

lert

id, a

t 38

grav

høje

var

fjer

net f

ør B

oyes

regi

stre

ring

, hvi

lket

sva

rer

til c

a. 1

/3 a

f gr

avhø

jene

(rød

e ci

rkle

r). I

dag

er k

un 2

3 gr

avhø

je i

Blis

trup

sogn

fred

et, h

vilk

et sv

arer

til c

a. 1

5 %

af g

ravh

øjen

e om

krin

g år

180

0 (b

lå fi

rkan

ter)

.

89

Middelalderens vandmøller

I markbogen fra 1680’erne er der oplysninger om flere vandmøller i landskabskorridoren Høbjerg-Valby-Bakkebjerg. De er sandsynligvis fra mid-delalderen. Derimod har man kun oplysninger om én enkelt vindmølle, som ifølge Esrum Klosters brevbog i 1304 lå ved Ludshøj ved Blistrup (Appel 2003).

Markerne stod tit under vand om foråret. I nyere tid er grundvandsspejlet sænket ved dræning, og man-ge små vandløb er lagt i rør. I dag er sporene efter de fleste af vandmøllerne og mølledammene slettet ved dyrkning eller sommerhusudbygning.

Hvor der var mulighed for, at man kunne opstemme vandet, anlagdes små vandmøller (Linde-Laursen 1989). Kværnen bestod af en møllesten med overlig-ger, som blev drevet af et vertikalt vandhjul (Fischer 1993:38). Sådanne små møller lå f.eks. ved Gamle Møllevad mellem Vejby og Mønge og i området syd for Valby, hvor man i kulturlandskabet kan se om-ridset af mølledammen og dæmningerne ved de to vandmøller (se under potentialer nedenfor).

Råge Mølle var engang én af Nordsjællands større vandmøller. Den lå ved udløbet af Højbro Å ved Rå-geleje. I dag er alle spor af møllen væk, men da møl-len var i drift, opstemmede man vandet i Unnerup Mose og Hanebjerg Mose. Råge Mølle omtaltes i 1500-tallet som en græsmølle, der har tilhørt kon-gen Den anvendtes kun om vinteren og kaldtes der-for også for en vintermølle. Stigbordet skulle fjernes 1.maj af hensyn til græsafgrøden. I 1610 var ”Roge-mølle aldeles øde og afbrudt” (Jarrum 1991:22ff).

Rågeleje

I bondestenalderen gik havet helt op til foden af kystklinten. Siden hævede landet sig, hvorved der opstod et marint forland, der gennem tiden er ble-vet stærkt eroderet af havet. De dele af det marine forland, som i dag ligger tilbage, er enten bebygget eller udlagt som offentlige rekreative arealer. Kyst-sletten ved Smidstrup og Udsholt Strand strækker sig mod vest frem til Højbro Ås udløb ved det gamle fiskerleje, Rågeleje, der brugte åmundingen som na-turlig havn. Vest for fiskerlejet fortsætter kystklinten til Tisvildeleje, kun afbrudt ved Heatherhill.

I ældre tid lå det marine forland hen som forblæste strandenge og hedelignende strækninger. Skrænter-ne var afbrudt af lavninger, der gav adgang til ky-sten. Oftest var der her adgang til ferskvand fra de bække eller åer, som løb ud i havet. Her slog lokale sig ned for at drive fiskeri. Frem til ca. 1500 var der primært tale om sæsonfiskeri efter sild i efterårsmå-nederne, men på dette tidspunkt begyndte de nuvæ-rende fiskerlejer som helårsbebyggelser at udvikle sig (Frandsen 1987; Frandsen og Jarrum 1992).

I 1588 havde Rågeleje fiskerleje 15 huse. Bebyg-gelsen forsvandt næsten helt i begyndelsen af 1600-tallet på grund af fiskerikrisen, men genopstod i 1700-tallet, og omkring år 1800 lå der 12 huse langs Højbro Å i Rågeleje (Frandsen og Jarrum 1992).

Under en kraftig storm i 1923 forsvandt den del af bebyggelsen i Rågeleje, som lå nord for Gilleleje-vejen, i havet. Rågeleje mistede herved en del af sin oprindelige identitet (Frandsen 1991b). Siden er der foretaget gentagne kystsikringsarbejder med tekniske løsninger, som passer dårligt til det gamle fiskerleje. Det er vigtigt, at man ved fremtidige an-lægsarbejder i Rågeleje i langt højere grad tilpasser nybyggeriet til atmosfæren i det gamle fiskerleje, som er bedst bevaret vest for åen i retning af Heat-herhill og Tisvildeleje. Her breder sommerhusområ-derne sig oven for skrænten.

Længere inde i landet ligger der flere landsbyer med gamle navne. Nejlinge, Mønge og Laugø anses for at være opstået i yngre romersk og germansk jernal-der i tidsrummet ca. 200-700/800 e. Kr, mens sog-nebyerne Vejby og Valby er lidt yngre navneformer fra vikingetiden, ca. 800-1050 e.Kr. Stednavne med disse endelser er karakteristiske for den vestlige del af Nordsjælland, hvor landskabet tidligt blev opdyr-ket.

Den østlige del af Rågeleleje i begyndelsen af 1900-tallet. Helsinge Lokalhistoriske Arkiv.

90

Stednavnet Laugø har skiftet gennem tiderne, og nævnes første gang i 1241 som ”Lacghø”. I middel-alderen var Laugø med 14 gårde den største af Hel-singe sogns landsbyer (Sørensen 1988:11), og det kan derfor undre, at sognekirken blev opført i den mindre landsby Helsinge. Flere ejendomme i Laugø tilhørte adelige personer og Æbelholt Kloster. Ved udskiftningen i 1788 var der 17 gårde i Laugø, som sammen med Vejby var den 6. største by i Kronborg Amt, hvor de største landsbyer var Ramløse, Lang-strup, Annisse, Holløse og Lønholt. I nyere tid har der ligget tre meget store gårde i Laugø: Bøgeskov-gård, Slettegård og Tranegård.

De vigtigste kulturmiljøer omfattet af korridoren

Et kulturmiljø kan defineres som et område, der vi-ser kulturspor fra én eller flere perioder. Korridoren omfatter et repræsentativt udsnit af kulturmiljøer fra flere perioder, således at kulturhistorien i området bliver fortalt. Kulturmiljøerne er vist på kortet over korridoren.

1. Valby Hegn har otte langdysser, der ligger på række langs Tobro Å. Herfra kendes desuden to offerfund med stenøkser og en jættestue. Områ-det er udpeget til kulturarvsareal.

2. Maglehøje/Bakkebjerg er et attraktivt fortids-mindeområde hvor 10 store gravhøje ud af op-rindeligt over 20 høje er bevaret til i dag. Der er gjort flere fine gravfund i gravhøjene (Aner og Kersten 1973:6ff). Tuemosen nord for gravhø-jene udmærker sig dels ved ofringerne fra bon-destenalderen, dels ved sin variation: tre fund af mosepotter, to menneskeofre, hvoraf mindst ét kan dateres til bondestenalderen, et stort of-ferfund af flintdolke fra dolktid samt diverse dyreofre. Området er kulturarvsareal, men er på

trods af dette i 2004-2005 yderligere blevet ud-bygget med sommerhuse.

3. Nejlinge: På landevejen mellem Helsinge og Mårum ved Møllebækgård, blev der i 1957 un-der vejarbejde fundet rester af en brolagt vej. Muligvis er vejen en del af den middelalderlige herredsvej fra Halsnæs over Helsinge og Esrum Kloster til Kronborg. Vejstumpen blev fredet af Frederiksborg Amts Vejvæsen.

4. Valby landsby med middelalder kirke. Holbo Herreds ting lå i Valby, og galgebakken lå ved vejen syd for kirken. Kirken blev opført af skån-ske sandsten i angelsaksisk-normannisk stil i begyndelsen af 1100-tallet. Landsbyens grund-plan viser træk fra middelalderen. Valby Huse er den husmandsudstykning, som ligger nordligt i ejerlavet.

5. Vejby landsby med middelalderkirke. Kirken blev ligesom Valby Kirke opført af skånske sandsten i angelsaksisk-normannisk stil i begyn-delsen af 1100-tallet. Vejby landsbys grundplan viser træk fra middelalderen.

6. Blistrup kirke og præstegård. Kirken i Bli-strup er opført af rå og kløvede kampesten, og stammer fra første halvdel af 1100-tallet. Den er sandsynligvis opført i tilknytning til en storgård

7. Laugø landsby har en velbevaret udskiftnings-struktur. Navnene i markbogen ”Galle Agre” og ”Tingbierg Aas” i Laugø ejerlav, tyder på, at Holbo Herredsting kan have ligget i Laugø, hvor også galgen stod, før herredstinget blev flyttet tilValby. Holbo Herreds Kulturhistoriske Centre driver et hestevognsmuseum og en gam-mel smedje i Laugø.

Jættestuen Ølshøj. Johan Thomas Lundbye, 1843. Den Hirschsprungske Samling.

91

8. Mønge landsby: Velbevaret fladt kulturland-skab med gode dyrkningsmuligheder og enge til kvæghold. Landsbyen viser træk fra middel-alderen. Mønge Huse er den husmandsudstyk-ning, der ligger nordøstligt i ejerlavet.

9. Heatherhill var fra 1947 navnet på den velha-vende engelske direktør Vincent’s sommerbo-lig. I dag er bygningerne revet ned og området er åbnet for offentligheden. Det bakkede istids-landskab, som desuden er præget af sandflugten i nyere tid, er del af en større fredning, som også omfatter dele af Hanebjerg Mose og sommer-husområdet på Hanebjerg. Hede- og overdrev-splanter dækker hovedparten af Heatherhill. Sådanne hedearealer med lyng, revling og lave enebærbevoksninger, udvikledes som et resultat af intensiv afgræsning, og var indtil for et par hundrede år siden almindelige i Nordsjælland.

10. Rågeleje: Fiskerleje fra 1500-tallet, som næsten forsvandt i 1600-tallet på grund af fiskerikrisen, men atter blev befolket i løbet af 17-1800-tallet. Rågeleje har været er populært feriested siden begyndelsen af 1900-tallet.

11. Ølshøj: Dobbelt-jættestuen Ølshøj og en hel-lekiste (dvs. en stenkiste) er de eneste tilbage-værende gravminder, men indtil for bare et par hundrede år siden lå der inden for et ganske lille område omkring Ølshøj yderligere to dys-ser og fem jættestuer (Fabricius 1952). Stedets status som lokalt ceremonielt centrum fortsatte op i bronzealderen (Appel og Jørgensen 2002). Skov- og Naturstyrelsen har etableret parke-ringsplads, adkomststi og opsat et informations-skilt ved dobbeltjættestuen.

12. Ludshøj er den eneste bevarede høj af en høj-gruppe syd for Blistrup. Den ligger på en bak-keknold ved Øllemose Å og er selv i sin nuvæ-rende afgravede form synlig på lang afstand. I forbindelse med grusgravning stødte man i 1871 på en meget rig grav fra yngre bronzealder, som indeholdt et sværd, en pilespids, et beslag til et pilekogger, en ragekniv af bronze samt en pin-cet, en dobbeltknap og en nål af guld (Terslin 1959).

Potentialer

Nedenfor følger en liste over forslag til kulturhisto-riske projekter inden for korridoren Høbjerg-Valby-Bakkebjerg.

1. Valby Hegn: Dysserne langs Tobro Å i Valby Hegn lå oprindeligt i et dyrket landskab nær åen, men i dag ligger de i tæt skov. De plejes i dag af Skovdistriktet og er tilgængelige for of-fentligheden ad skovstier. Formidlingen kunne dog forbedres. Man kunne således udvide de åbne områder omkring dysserne, således at man får indtryk af åens nærhed. Der kunne endvidere etableres en ca. 3 km lang tursti gennem Valby Hegn og videre gennem det åbne kulturlandskab langs Tobro Å frem til langdyssen. Ud over in-formationstavlerne ved parkeringspladsen kan der også opsættes informationstavler ved fund-stederne for flintøkse-depoterne (Appel 2003), og der kan fremstilles en brochure om turstien.

Nejlingevejen øst for Helsinge. Foto: Kjartan Langsted.

92

2. Valby: I Claus Gjortsens optegnelser fra 1520’ erne nævnes to møller i Valby, der begge tilhørte kongen. Flere navne i markbogen fra 1682 ty-der på, at den ene vandmølle lå ved Sigersbro sydøst for Valby, og at den anden vandmølle lå ved Højbro/ Tobro Å syd for Valby. Øst for den sidst nævnte vandmølle løb vandet fra Tobro Å og Sigersted Å sammen i mosebassinet, ”Gallie Mossen”, der fungerede som mølledam. Tobro Å er i dag stærkt uddybet for at kunne dræne de omliggende arealer. Gennem naturgenopretning har man en enestående mulighed for, at middel-alderens vådområde syd for Valby kan genska-bes. Hvis mosen tages ud af dyrkning, drænin-gen ophører, og man genetablerer det oprindeli-ge åløb, vil de middelalderlige vandmølleanlæg kunne anskueliggøres og formidles. Dette pro-jekt kan eventuelt knyttes sammen med et kul-turhistorisk projekt for dysserne i Valby Hegn (se nr. 1).

3. Bakkebjerg: Højgruppen Maglehøje er fre-det. Formålet med fredningen er, at højgrup-pens omgivelser skal bevares (jfr. Frederiksborg Amts frednings-nr. 213-103A). Der er behov for en præcisering af fredningen, som stammer fra 1945 og 1966, da fredningen ikke beskytter kulturminderne fra bronzealderen mod moderne landbrugsdrift. Således pløjes der helt indtil de

fredede gravhøje, som derved beskadiges. Hvert år høvler ploven 1 cm af de overpløjede grav-høje, som fortsat kan ses i terrænet og de bo-pladser, som ville kunne fortælle om livet i det bronzealdersamfund, der opførte gravhøjene. Arealet omkring gravhøjene bør udlægges til vedvarende græsning. Dette vil samtidig åbne mulighed for, at man kan etablere offentlig ad-gang til gravhøjene ad stier med færiste eller skrålåger.

4. Ludshøj: Anlæggelsen af Ludshøj tyder på, at høvdingen i dette område havde kontrol med færdslen over vadestederne ved Øllemose Å. Det kunne derfor være et kulturhistorisk projekt at istandsætte og formidle Ludshøj i sammen-hæng med vadestederne.

5. Ølshøj: I et lille mosehul vest for dobbeltjæt-testuen Ølshøj ofrede man i yngre bronzealder et lur-par, ”Blistrup-lurerne”, og et sæt kvinde-smykker af bronze (Appel og Jørgensen 2002). Gilleleje Museum lokaliserede for et par år si-den en boplads fra bronzealderen på Jydebjerg-gård i Udsholt kun ca. 500 m fra offermosen ved Ølshøj. Et kulturhistorisk projekt kunne være at braklægge offermosen, som i dag ligger i dyrket mark, og knytte den formidlingsmæssigt til det fredede område omkring Ølshøj.

Vandmøllerne ved Valby. Rekonstruktion af mølleåer og mølledamme (blå) med tilføjede marknavne fra Markbogen. Møllernes placering er angivet med røde crikler.

93

Beskyttelse, fredninger og udpegninger

• Fortidsminder og deres 100 m sikringszone er be-skyttet i medhold af museumsloven kapitel 8 a og må ikke ændres eller tilplantes. Der må ikke dyrkes nærmere end 2 m fra foden af fortidsmindet.

• Jord- og stendiger er beskyttet i medhold af muse-umsloven kapitel 8 a.

• Kirker i området (anlæggelsesår omtrentligt): Vejby (1100), Valby (1100), Blistrup (1140). Bygningerne og inventaret er beskyttet af den kirkelige lovgiv-ning, ”Loven om kirker og kirkegårde” fra 1992 (rev. 2001). Hertil kommer Exner-fredningerne fra 1950’erne af arealerne omkring middelalderkirker-ne.

• Ι korridoren er udarbejdet plejeplan for Heatherhill (94.07), plejeplan for Ølshøj (Frederiksborg Amt 2003).

• I korridoren indgår fredningerne (frednings nr. og navn) : 213-102 (Kystskrænter, Rågeleje), 213-103 A (Maglehøjene), 213-103B (Maglehøjene), 213-103C (Maglehøjene), 213-103D (Maglehøjene), 213-104 (Udsholt Strand), 213-105 (Smidstrup Strand), 215-601(Valby Kirke), 215-701 (Område ved Musehøj), 215-702 (Røde Kilde), 215-703 (Heather Hill), 215-706 (Areal i Unnerup), 215-707 (Vejby kirke), 215-708, 215-709 (Unnerup)

• Dele af området er udpeget som kulturarvsarealer (Sb.nr. og navn): 010106 50 (Valby Hegn, Tobro Å, Tingbierg Aas, Galle Agre, Mölle Skoufs Ass), 010102 105 (Maglehøj, Hesselbjerg).

• Dele af området er udpeget som særlig værdifuldt kulturlandskab (nr. og navn): 33 (Mønge ejerlav),

43 (Tisvilde By - del af ejerlav)

Tilgængeligheden

Forslag til passagemuligheder i korridoren:

• Høbjerg - Nejling - Valby Hegn - Sletteltehus - Valby Hegn - Mønge - Unnerup - Bakkebjerg - Heatherhill – Udsholt Strand .

Man følger gangstier, cykelstier, markveje og mindre befærdede bilveje. Der er således primært lagt op til færdsel til fods, men på visse strækninger kan man også cykle eller køre i bil.

Kortet på side 95 viser de eksisterende stier og veje markeret med rødt, mens stier, som foreslås etableret, er markeret med blåt.

Langdysse i Valby Hegn. Foto: Gilleleje Museum.

94

Kor

t ove

r de

stat

seje

de a

real

er i

Høb

jerg

-Val

by-B

akke

bjer

g ko

rrid

oren

.

95

Kor

t med

fors

lag

til p

assa

gem

ulig

hede

r i H

øbje

rg-V

alby

-Bak

kebj

erg

korr

idor

en. E

ksis

tere

nde

veje

(rød

lini

e), f

orsl

ag ti

l nye

vej

e (b

lå li

nie)

, kor

rido

rens

afg

ræns

ning

(grå

lini

e).N

umre

ne h

envi

ser t

il af

snitt

et ”

De

vigt

igst

e ku

lturm

iljøe

r om

fatte

t af k

orri

dore

n” p

å si

de 9

0 - 9

1.

96

Tisvilde-Æbelholt-Frederiksværk

5.4 Korridoren Tisvilde-Æbelholt-Frederiksværk

Beliggenhed

Tisvilde-Æbelholt-Frederiksværk korridoren forbin-der Arresøområdet med kerneområdet Gribskov-Esrum Sø. Rundt om Arresøen er der forbindelse mellem - de statsejede arealer i Ellemosen, Tisvilde Hegn og Brødremose Skov på nordsiden af Arresø,- arealerne ved Vinderød og Arrenæs på Arresøs vestside og - Lyngby Skov og Lille Lyngby Mose ved Æbeltholt Å på sydsiden af Arresø. Med Nejede Vesterskov lukkes kredsen omkring Ar-resø, og korridoren strækker sig herfra videre langs Pøle Å til Høbjerg Hegn og Gribskov ved Kagerup.

Kulturhistorisk beskrivelse

Arresø-området har gennemløbet Sjællands mest omfattende landskabsudvikling siden stenalderen. I

jægerstenalderen gik et sund fra Roskilde Fjord lige mod nord ud i Kattegat; Halsnæs var en ø. På sam-me tid var Arresø en vidt forgrenet fjord, der udgik fra sundet mellem Roskilde Fjord og Kattegat, ”Ar-refjorden” var omgivet af høje morænebakker. Om-rådet tiltrak jæger-, fisker- og samlersamfund, som slog sig ned ved de smalleste steder af fjorden bl.a. ved Arrenakke og ved udløbet af større åer f.eks. ved Lyngby Å’s udløb ved Ubberup.

Det smalle sund, som gik fra Hanehoved ved Fre-deriksværk til Melby Enghave, havde dog størst til-trækningskraft på stenalderjægerne pga. de fordele, som dette strømsted gav for fiskeri og jagt. I dette område ligger stenalderbopladserne meget tæt, og på flere af disse bopladser ligger køkkenmøddinger, dvs. affaldsdynger af muslingeskaller fra stenalder-jægernes måltider. En stenalderjæger blev ca. 4.800 f.Kr gravlagt ved Melby Enghave med to stenøkser (Hansen 1972).

Som følge af landhævningen i løbet af jægerstenal-deren indsnævredes sundet mellem Halsnæs og Ar-renakke. I bondestenalderen var Arresø omdannet til en ferskvandssø, og Arrefjordens udmunding i

De syge ved Sankt Helene Kilde i Tisvilde. Jørgen Sonne, 1847 (Jensen 1994:78).

97

Kattegat indsnævredes til en å, der ledte store mængder vand ud af søen. Langs med denne å, som Saxo Grammaticus kalder ”Bythinga”, dvs. Bydinge Å, lå der i middelalderen to vand-møller ”Nedre Mølle” og Øvre Mølle”.

Bronzealderhøjene

Morænebakkerne, der omgiver Arresø, krones af bronzealder-høje, og der er ikke tvivl om, at gårdene i bronzealderen lå meget tæt. Der er bevaret fl e-re større højkoncentrationer i landskabskorridoren ved Lille Lyngby, Ramløse, Melby, i Tisvilde Hegn og på Arrenæs. Mange af gravhøjene er anlagt nær Kattegat, Roskilde Fjord og Arresø. Fra fl ere af disse gravhøje kendes mange og tildels rige gravfund. En stor gravhøj, som museumsas-sistent G. Sarauw udgravede ved Sonnerup på Ar-renæs i 1909, indeholdt således ikke færre end 15 grave fra bronzealderen og jernalderen (Aner og Kersten 1973:68f).

Tibirkevejen

I jægerstenalderen strakte ”Arrefjorden”s forgrening sig helt op til Holløse Bredning vest og syd for Ørby. Den smalle tidligere fjordarm udviklede sig ved de senere landhævninger til en mose, Ellemosen, der fi k afl øb til Arresø gennem Ramløse Å. Over Ellem-osen fører en brolagt oldtidsvej, der blev udgravet af Nationalmuseet i 1943. Vejen er ved hjælp af et par fi bler dateret til førromersk jernalder (ca. 500 f.Kr.- 0). Den over 100 m lange brolagte vej stræk-ker sig fra Horsebjerg ud til en mindre forhøjning i Ellemosen. Vejens videre forløb kendes ikke, men det er sandsynligt at den forbandt Ramløse med Ti-birke-Tisvilde-højlandet, som i ældre jernalder lå som ret isoleret, omgivet store vådområder (Kun-wald 1944:81). Overraskende nok fandt man også rester af en pælerække, som viser, at der allerede i yngre stenalder gik en træbro ud til en stenalderbo-plads på forhøjningen i Ellemosen.

Tibirkevejen var et af mange fund, som fremkom i Ellemosen forbindelse med tørvegravningen under 2. verdenskrig. To skeletter af hunde blev fundet sammen med fl ere mosepotter fra romersk jernal-der i Ellemosen ca. 2 km sydvest for oldtidsvejen, og man har fundet to menneskeskeletter fra Holløse Dam (Becker 1971:43).

Bebyggelsen i yngre jernalder og tidlig middelalder

Allerede i yngre jernalder og tidlig middelalder har Arresø-området været tæt bebygget. Ved Store Lyngby, Kregme og Tisvilde har man udgravet gru-behuse fra yngre jernalder. I Kregme fandt man ikke mindre end seks grubehuse, som bl.a. indeholdt brudstykker af klæberstenskar fra Norge (Bodilsen 1993). Bebyggelsesmønsteret omkring Arresø min-der på mange måder om det, som man har kortlagt ved Roskilde Fjord. Her har man fundet ladeplad-ser med grubehuse og spor af håndværksaktivitet (Ulriksen 1997). Mange landsbynavne stammer fra denne tid. Har Bydinge Å været sejlbar til op i mid-delalderen, har dette muliggjort fjernsejlads.

Landskabskorridoren Tisvilde-Æbelholt-Frederiksværk. De farvede områder markerer statsejede arealer.

98

I 1994 har man fundet en sølvskat ved Ramløse. Dateringen af skatten til omkring år 1000 på grund-lag af mange daterbare arabiske Dirhem-mønter kan give den tanke, at nedgravningen kan skyldtes uro-ligheder omkring kristendommens indførelse i Dan-mark. Ramløse, Annisse, Lille Lyngby, Kregme og Vinderød har middelalderlige sognekirker.

Sankt Helene Kilde og Grav

Den netop fundne bebyggelse med grubehuse og langhuse fra yngre jernalder i Tisvilde ligger bare få hundrede meter fra Sankt Helene grav. Fra nyere tid har man oplysninger om, hvordan folk valfartede fra Sankt Helene Kilde til Sankt Helene Grav, hvor man tilbragte Sankt Hans nat under åben himmel i håb om helbredelse fra sygdom. Arkæologiske ud-gravninger har vist, at de stenblokke, som man tro-ede stammede fra Sankt Helene Grav, er dele af et senmiddelalderligt kapel (Jensen 1926:7ff).

Æbelholt Kloster

Ejerforholdene i Nordsjælland var i høj grad præ-get af de to store klostergodser, Esrum og Æbelholt. Æbelholt kloster, der ligger i Tisvilde-Æbelholt-Frederiksværk landskabskorridoren, blev grundlagt ca. 1170 af abbed Vilhelm, der var en personlig ven af biskop Absalon. Klosteret, som tilhørte Augusti-nerordenen, havde tidligere ligget på Eskilds Ø i Roskilde Fjord. Efter abbed Vilhelms død blev han udråbt til helgen, og tilstrømningen af pilgrimme fik stor betydning for klostrets økonomi (Christensen 1982) .

Ved de store udgravninger mellem 1930 og 1950’erne ved Æbelholt Kloster fremkom bl.a. knap 800 ske-letter, hvoraf nogle er udstillet på det lille museum ved klosteret. I 2003 blev der foretaget en magne-tometer-måling af området uden om den fredede klosterruin, og der blev konstateret bygningsspor på det areal, som dyrkes i dag (se www.folkemuseet.dk).

De befæstede middelalderlige anlæg

Langs med Arresøs bredder blev der i middelalde-ren anlagt tre befæstede anlæg: Dronningholm, An-nisse på Hovgårds Eng og Asserbo.

Dronningholm Slot var et kongeligt anlæg, som mu-ligvis opførtes af Valdemar II Sejr i begyndelsen af 1200-tallet (se kap. 4.2.3). Borgen ligger på vestsi-den af Arrenæs. Den var omgivet af volde og vold-grave på vest-, syd- og østsiden, men Arresø nåede ind til borgbankens nordside. Borgarealet på Dron-ningholm måler 70 m øst-vest og er betydelig større end borgarealet på f.eks. Søborg Slot. Ladegården skal have ligget øst for borgen.

Voldstedet på Hovgårds Eng var omgivet af vådom-råder på tre sider med en kilometerlang dæmning til Annisse over et nu tørlagt vådområde (se kap. 4.2.3). Omkring 1250 blev stormandsgården Annis-se flyttet ud på næsset ved Arresø, Hovgårds Pynt. Hovgården nævnes første gang i 1292 (Rendsbro 2003: upubliceret udgravningsrapport, GIM 3406).

Plan over Æbelholt Kloster. Den røde linie markerer området, der foreslås udlagt til permanent græsning.

99

I 1160’erne blev der anlagt et karteuser-kloster ved Asserbo på den østligste kant af morænebakkerne, som i dag ligger i Tisvilde Hegn (se kap. 4.2.3). I løbet af få år overgik ejendommen til cistercienser-klosteret i Sorø, som frem til 1432 drev gården som en grangie. Senere blev der opført et voldsted ved Asserbo, som bl.a. tilhørte den berømte Poul Lax-mand (Hvass 2003).

Sandflugten

Voldstedet og ladegården Asserbo blev formentlig nedlagt i slutning af 1500tallet på grund af proble-mer med sandflugten, som i de følgende århundre-der kom til at præge Nordkysten. Landsbyen Torup blev forladt inden 1610 (Bernichow 2003:21).

Landsbyerne Tibirke og Tisvilde blev også vold-somt påvirket af sandflugten, som langsomt dæk-kede landsbyernes jorde. Omkring 1700 var Tibirke by og kirke delvist tilsandet. I 1735 blev byen flyt-tet ca. 400 m mod øst til Klokkestensåsen i Nørre Vang, medens kirken blev gravet fri.

Frederik IV nedsatte i 1703 en kommission, som skulle stå for bekæmpelsen af sandflugten. I 1724 tog amtmand Friedrich von Gram (1664–1741) og Johann Ulrich Røhl (ca. 1675-1754) opgaven op. Røhls dæmpningsarbejde med såning af hjelme og marehalm og pålægning af tang virkede godt. Han forsøgte også med træplantning.

I 1730´erne anlagdes Danmarks første klitplantage, Tisvilde Hegn (Bernichow 2003: 20ff).Afløbet fra Arresø, Bydinge Å, tilsandede. Derved steg vandstanden, og landbrugs arealer og landsbyer blev oversvømmet. I begyndelsen af 1700 tallet var situationen så alvorlig, at man i 1717 besluttede sig for at grave en kanal, der stod færdig i 1719 (Høy mfl. 1996:116). Den udvidedes senere til kanalen ved Frederiksværk.

Frederiksværk og Arresødal

Med kanalen skabtes samtidig én af Danmarks bed-ste vandkraftkilder, som blev basis for en omfat-tende og tidlig industri i området. Frederiksværk hænger således kulturhistorisk sammen med Ar-resø og Roskilde Fjord, og kanalen og byen udgør en kulturhistorisk enhed. Hertil kommer den større landskabelige sammenhæng med det gods, som ge-neralmajor Johan Frederik Classen med tiden kom til at råde over i omegnen af Frederikværk med bl.a. landsbyerne Kregme, Vinderød, Melby og Torup.Ved kanalen blev der bl.a. anlagt en agatslibemølle med sluseværk i nærheden af den nuværende Ar-resødalbro. Agatslibemøllen var i drift i perioden 1728-46, hvor den fremstillede knapper og kniv-skæfter af agatsten til hoffet. I 1751 gjorde fransk-manden Etienne Jandin de Peyrembert et mislykket forsøg på at etablere en kanonfabrik ved Roskilde Fjord.

Jacob Owens kort fra 1708 over Arresøs afløb og de sandflugt hærgede områder (efter Hvass 2003).

100

Det var først efter 1756, da Frederik V kom i for-bindelse med generalmajor J.F. Classen, at der kom gang i tingene. I løbet af de følgende år udbygge-des kanonstøberiet. Virksomheden kom desuden til at omfatte krudtfabrikation, et jernstøberi og et kobberværk. Af hensyn til krudtmøllernes drift var det nødvendigt, at der gravedes en sidekanal til den gamle langs den nuværende Allégade til krudt-værksområdet.

I 1768 erhvervede Classen et omfattende bønder-gods i Frederiksværks nære omegn. Det blev styret fra de nyoprettede hovedgårde Arresødal og Grøn-næssegaard. Fra godsets landsbyer kom mange af de arbejdere, der fik ansættelse i industrivirksomhe-derne. Byen Frederiksværk voksede til, og den blev handelsmidtpunkt for Halsnæs, egnen nordligst ved Arresøen og den vestlige del af Holbo Herred. Ved Classens død i 1792 blev hans ejendomme overdra-get til landgreve Carl af Hessen, men i 1840 blev besiddelserne statsejendom. Staten beholdt krudt-værket, men i 1857 afhændede staten den øvrige del af virksomheden. Fæstegodset blev 1854-55 solgt til selveje, mens Arresødal og Grønnæssegaard blev afhændet 1855 og 1859. Frederiksværks beliggen-hed ved fjorden gav mulighed for anlæg af en god

havn, der fik stor betydning for varetransporten. I 1907 blev Frederiksværk ophøjet til købstad som én af de sidste byer i Danmark.

På trods af saneringerne af ældre bygninger og af store industrianlæg som ”De forenede Jernstøberi-er” har Frederiksværk stadig bevaret mange spor fra sin grundlæggelse som industriby. Sammenligner man således det moderne bykort med I.G. Wincklers kort fra 1766 og professor C.A. Lorentzens prospekt fra 1773, vil man genfinde gadeplanen, kanalen, Gjethuset, torvet og krudtværksområdet med flere bygninger fra 1760’erne. Frederiksværk har også mange bygninger fra 1800- og 1900tallet, som har tilknytning til byens industrielle udvikling, og som stadig præger byen. Krudtværket har været i statens eje som Hærens Krudtværk til 1965, hvorefter det kom på private hænder. I dag er Stålvalseværket, der blev anlagt i 1940, Frederiksværks betydeligste industrivirksomhed.

C.A. Lorentzens prospekt af Frederiksværk fra 1773 (Christensen 1926:49).

101

Sommerhusområder

Jernbanen kom til Frederiksværk i 1897, og i 1916 førtes linien videre ud over Halsnæs gennem Mel-by til Hundested. Byens fabrikker havde gavn af jernbanen. Men den fremmede også tilflytning og bidrog til, at området åbnedes for sommerturisme. Pensionater og feriekolonier skød op i og omkring Frederiksværk, og tidligere herskabsboliger som Ar-resødal blev omdannet til hvile- og rekonvalescent-hjem. Den første udstykning af sommerhuse fandt sted i Liseleje i 1897. De ældre sommerhuskvarterer er præget af stor variation.

Et andet spændende sommerhusområde i Tisvilde-Æbelholt-Frederiksværk korridoren er Tibirke Bak-ker. Gennem en række servitutter vil man bevare bakkedragenes landskabelige skønhed og bebyg-gelsens karakter.

De vigtigste kulturmiljøer omfattet af Tisvilde-Æbelholt-Frederiksværk korridoren

Et kulturmiljø defineres her som et område, der vi-ser kulturspor fra én eller flere perioder. Tisvilde-Æbelholt-Frederiksværk korridoren omfatter et

repræsentativt udsnit af kulturmiljøer fra flere pe-rioder, således at kulturhistorien i området belyses. Kulturmiljøerne er vist på kortet over korridoren.

1. Melby: Kulturmiljøet i den østlige del af Melby præges af mange gravhøje. Navnet Toftevang antyder, at landsbyen Melby har ligget et andet sted. Kirken er fra middelal-deren. Kulturmiljøet i Melby Enghave om-fatter bopladser og køkkenmøddinger. Man har fundet en grav fra Ertebøllekulturen.

2. Sonnerup og Maglehøj: Kulturmiljøet på den sydvestlige del af Arrenæs omfatter to imponerende koncentrationer af gravhøje ved Karlsgave og Sonnerup. Maglehøj (70 m.o.h.) er den største og højest beliggende gravhøj på landtangen mellem Arresø og Roskilde Fjord. Blandt landsbyerne Sonne-rup, Brederød og Auderød er der både ek-sempler på udskiftede og ikke-udskiftede landsbyer.

102

3. Kregme og Nørremose-området: Landska-bet ned mod Arresø er velegnet til at illustre-re forholdene for samfundet i vikingetid og den tidlige middelalder og dets handels- og kulturforbindelser med omverden. I Kreg-me ses den højtliggende middelalderkirke.

4. Ellemosen, Holløse Bredning og de om-kringliggende områder i Ramløse og Tibirke har spor fra de fleste oldtidsperioder. Old-tidsvejen fra ældre jernalder og bronzealder-højene ved Ramløse er de mest markante, medens Ramløseskatten fra vikingetiden er ét af Sjællands større skattefund.

5. Tisvilde Hegn er anlagt oven på en moræne, som er overlejret af flyvesand. Den påbe-gyndtes i 1793. Troldeskoven, hvor vinden har tvunget fyrrestammerne til at antage de mærkværdigste former, hører til de ældste beplantninger og vidner om sandflugtsbe-kæmpelsen i 1700-tallet (Bernichow 2003). Sandflugten i 1600- og 1700-tallet var præ-get af klitter, der vandrede ind over landska-bet. Hvor klitsandet blæste bort, afdækkedes det tidligere landskab. I skoven nord for As-serbo ligger fremgravede hustomter fra den tilsandede landsby Torup. Landsbyen er ud-peget som nationalt kulturarvsareal. Da der ikke har været landbrugsaktivitet i Tisvilde Hegn siden 1600-tallet, er der bevaret 76 gravhøje. Her får han et indtryk af, hvor tæt gravhøjene kan have ligget langs hele Kat-tegatkysten.

6. Lille Lyngby med kirke fra middelalderen er en velbevarede landsby, der ligger ud til Arresø. Ved landsbyen ligger to større grup-per af gravhøje. Området er udpeget til na-tionalt kulturarvsareal.

7. Dronningholm: Udgravede ruiner fra en kongelig borg fra 1200 til 1500- tallet på Ar-renæs.

8. Æbelholt Kloster: Det fredede område med de udgravede fundamenter af Æbelholt Kloster er overdraget Nationalmuseet. I til-knytning til klosterruinerne ligger en muse-umsbygning og en urtehave. Hvert år holdes der klostermarked på Sankt Vilhelms dag den 16. juni. I stenalderen var Æbelholt Å-dalen en fjordarm, der har været beboet af stenalderjægerne.

9. Hovgårds Eng: Voldsted fra 1200-tallet. Området er udpeget til nationalt kulturarvs-areal.

10. Asserbo: Landsbyen Asserbo omtales før-ste gang i 1158. Middelalderlig ladegård og voldsted.

11. Sankt Helene Kilde og Grav: Stenlagt kil-devæld i kystskrænten neden for Tisvilde. Kilden var én af de vigtigste helligkilder i Danmark, og Christian IV byggede en kon-gevej fra Frederiksborg frem til kilden, ”Kil-devejen”. Stenene i ”Sankt Helene Grav” er en del af væggen i et senmiddelalderligt ka-pel. Der udvikledes i løbet af middelalderen til et meget besøgt kildemarked.

12. Frederiksværk og Arresødal : Frederiks-værk er anlagt som fabriksby i 1756 i forbin-delse med Johan Frederik Classens kanonfa-brik, der var af overordentlig stor betydning for det dansk-norske forsvar. Kulturarvs-styrelsen har udpeget Frederiksværk til ét de 25 vigtigste nationale industrimiljøer i Danmark. Nær kanalens østlige indløb lig-ger Arresødal, som opførtes af J.F. Classen i 1783.

Pibemølle syd for Helsinge. Foto: Liv Appel.

103

Plan over Asserbo. Borgruinen ses i det nederste højre hjørne, den røde line markerer forbogen, den røde skravering markerer de træer, som skal fjernes for at åbne landskabet.

Luftfoto over Dronningholm. Den røde skravering markerer området, der ønskes ryddet for træer. Nationalmuseet.

104

13. Annisse og Ramløse er velbevarede lands-bymiljøer med middelalderkirker. Den syd-for liggende ådal til Pøle Å var en fjordarm i jægerstenalderen.

14. Pibemølle ved Høbjerg er en stubmølle, der afløste en ældre vandmølle. En mølle omta-les i Roskilde-bispens jordebog ca. 1320, og navnet Pibemølle kendes fra 1500-tallet.

15. Kagerup Savværk: Fungerende savværk med velbevarede ældre bygninger og ma-skiner.

16. Tibirke kirke og landsby: Middelalder-kirke og tilsandet landsby fra 1700-tallet. Området er udpeget til nationalt kulturarvs-areal.

17. Sandflugtsmomentet rejst syd for Tisvilde i 1738. Monumentet er udført i barokstil og bærer Frederik IV’s og Christian VI’s navnetræk. Et digt på dansk, latin og tysk fortæller om sandflugtsbekæmpelsen. Ka-staniealléen til monumentet er fredet.

Potentialer

1. Brederød og Sonnerup: Man bør overveje en udvidelse af det fredede område, således at landskabet ved gravhøjene bevares, og at de to bevaringsværdige landsbyer sikres.

2. Krudttårnene ved Frederiksværk var op-bevaringssted for det producerede krudt, der skulle anbringes i sikker afstand fra den øvrige bebyggelse. Krudttårnene forfaldt, og de sidste blev først revet ned i 1960’erne. Der er kun fundamentrester tilbage. I dag er området fredet. Man bør visualisere en spændende del af Frederikværks historie. En kultursti bør lede besøgende gennem området, hvor der opsættes informations-skilte, og hvor krudttårnenes fundamentre-ster markeres.

3. Dronningholm lå i middelalderen i en vig helt omgivet af vand. I dag er borgområdet delvist landfast mod øst og vest. Mod nord ligger Arresø, medens der mod syd delvist er åbent vand. Ellebevoksningen der gror syd og sydøst for voldstedet bør fjernes el-ler udtyndes. Herved kan der skabes en vi-

suel forbindelse mellem voldstedet, det åbne vand og ellesumpen.

4. Arrenakke Å og Ryå: Man kan lægge en stiforbindelse langs med ådalen og opsætte informationsskilte om stenalderbopladser-ne og landskabet i jægerestenalderen. Ved Arrenakke bakker kan man også beskrive sandflugtsproblemerne i 1500-1700tallet.

5. Tisvilde Hegn: Der bør skabes et mere åbent landskab omkring Asserbo slotsruin. Samtidig bør man illustrere flyvesandetla-gets tykkelse på udvalgte steder i skoven.

6. Æbelholt Klosteruiner blev skænket til Nationalmuseet af en gruppe borgere i Nord-sjælland. Efter restaureringen af ruinerne etableredes et klostermuseum, som imid-lertid kun omfatter den centrale del af klo-steret. Men der drives stadig landbrug uden for klostermuseets område. Under markar-bejdet løsrives og oppløjes bygningsdele fra bygningsanlæg, der stadig ligger skjult under jorden omkring de frilagte ruiner. De nærmeste arealer omkring klosterruinen bør derfor omlægges til permanent græsning og eventuelt inddrages i klostrets formidling.

7. Asserbo Slotsruin ligger i skellet mellem sommerhusområdet og skoven. Ruinen lig-ger smukt plejet, omgivet af sin voldgrav, men det er i dag vanskeligt at få indtryk af voldstedets placering i landskabet. Der bør skabes visuel forbindelse mellem voldstedet og den oprindelige ladegårdsbanke i vest og til det tidligere vådområde mod syd.

Beskyttelse, fredninger og udpegninger

• Fortidsminder og deres 100 m sikringszone er be-skyttet i medhold af museumsloven, kapitel 8a og må ikke ændres eller tilplantes. Der må ikke dyrkes nærmere end 2 m fra foden af fortidsmindet.

• Jord- og stendiger er beskyttet i medhold af muse-umsloven, kapitel 8a.

• Kirker i området (anlæggelsesår omtrentligt): Kreg-me (1100), Lille Lyngby (1100), Annisse (1150), Ramløse (1150).

105

• I korridoren indgår fredningerne (frednings nr. og navn) : 211-205 (Kregme Kirke), 211-206 (Magle-høj), 211-207 (Areal ved Arre Sø), 211-209 (Birke-mosegård), 211-210 (Auderød Bebyggelse), 211-211 (Areal ved Sonnerup Skov), 211-212A (Strandarea-ler), 211-212B (Strandarealer), 211-212C (Strand-arealer), 211-213, 211-214 (Areal ved Arresø), 211-215 (Dunkehus), 211- 216, 211-309A (5 grav-høje), 211-309B (5 gravhøje), 211-311 (Brødemo-sen, Arealer ved Arrenakke Å), 211-312 (Arrenakke Bakker), 215-101 (Bakkelandet), 215-102 , 215-103 (Dalenborg), 215-104 (Hovgårds Næs ved Arresø), 215-106 (Smedebjerg), 215-207, 215-401 (Ege-høj), 215-402 (Bækkegård), 215-403 (Hyrdegår-den), 215-413 (Ellemosen, Bækkekrog), 215-414, 215-501 (Fredning af bakke ved Tisvildeleje), 215-502 (Sankt Helene Kilde), 215-503 (Sankt Helene Kilde), 215-504 (Trægruppe ved Tisvilde Skovrid-dergård), 215-505 (Fogedgården), 215-506 (Sand-flugtsmonument), 215-508 (Præstebakkegård), 215-509 (Oldtidsvejen), 215-510 (Tibirke Bakker), 215-511 (Rumpen, Sandflugtsdiget), 215-512A (Tibirke Bakker), 215-512B (Tibirke Bakker, matr.nr. 14ac), 215-512C (Tibirke Bakker, matr.nr. 14bn), 215-513 (Tibirke Bakker, Ellemose), 215-515 (Tibirke Kirke, stendiger), 215-517 (Ryengen ved Arresø), 219-104 (Nejede), 219-106 (Lille Lyngby mose), 231-202 (Lille Lyngby mose), 281-201.

• Ι korridoren er udarbejdet plejeplan for Melbyhøj-ene, Ellemosen, Revision af Arrenæsplanen, Melby Skydeterræn og Arrenakke Bakker.

• Dele af området er udpeget som kulturarvsarealer (Sb.nr. og navn): 010503-72 (Birkely), 010503- 71 (Arrenæs) , 010503-70 (Brederød, Buskhøj, Carls-høj, Lille Maglehøj, Maglehøj, Skrædderhøj), 010505- 89 (Melby Enghave), 010505-88 (Lerbjerg-gård øst, Lerbjerggård), 010510- 23 (Grønnehave-gård, Arrenakkegård), 010508- 1 (Æbelholt stenka-pel, Æbelholt stenkirke, Æbelholt kloster), 010504 – 102 (Store Lyngby ), 010101-75 (Hovgårds Eng, Annisse), 010109- 112 (Ramløse, Kræmmergård), 010111-99 (Tibirke, Toftegård), 010111-100 (Tibir-kevejen, Ellemose Å), 010111-101 (Toelt Gadekær, Torup).

• Dele af området er udpeget som særlig værdifuldt kulturlandskab (nr. og navn): 39 (Ramløse ejerlav), 40 (Huseby ejerlav), 41 (Annisse ejerlav, del af), 42 (Nejede ejerlav, del af), 43 (Tisvilde By - del af ejer-lav), 53 (Arrefjord - Vinderød Enghave), 56 (Brede-rød ejerlav, del af), 57 (Sonnerup ejerlav), 58 (Aude-rød ejerlav, del af), 115 (Lille Lyngby).

Tilgængeligheden

Forslag til passagemuligheder i Tisvilde-Æbelholt-Fre-deriksværk korridoren:

• Solbjerg Engsø - Høbjerg - Pibemølle - Annisse - Ramløse - Tibirke Kirke - Tisvilde – Tisvildeleje - Tibirke Kirke - Brantebjerg - ”Torup” - Bækkekrog - ”Torup”

• Anisse - Lykkesholm - ”Æbelholt Kloster” - Lille Lyngby – Grimstrup - Kregme - Sonnerup - Auderød skov - Sonnerup - Frederiksværk - Melby Enghave - Melby - Melby Enghave – Arrenakke - ”Asserbo Slotsruin” - ”Torup”

Man følger gangstier, cykelstier, markveje og mindre befærdede bilveje. Der er således primært lagt op til færdsel til fods, men på visse strækninger kan man også cykle eller køre i bil.

Kortet på side 107 viser de eksisterende stier og veje markeret med rødt, mens stier, som foreslås etableret, er markeret med blåt.

Mosepotter fra Ellemosen. Ved randen af lerkar nr. 3 og 4 fandt man to tilskårne træpinde. Det første lerkar in-deholdt sandsynligvis også tre småsten. Omkring lerkar nr. 2 og 4 lå knogler af to hunde (C.J. Becker 1972:41).

106

Kor

t ove

r de

stat

seje

de a

real

er i

Tisv

ilde-

Æbe

lhol

t-Fre

deri

ksvæ

rk k

orri

dore

n.

107

Kor

t med

fors

lag

til p

assa

gem

ulig

hede

r i T

isvi

lde-

Æbe

lhol

t-Fre

deri

ksvæ

rk k

orri

dore

n. E

ksis

tere

nde

veje

(grø

n lin

ie),

fors

lag

til n

ye v

eje

(blå

lini

e), k

orri

dore

ns a

fgræ

nsni

ng (r

ød li

nie)

. Num

rene

hen

vise

r til

afsn

ittet

”D

e vi

gtig

ste

kultu

rmilj

øer”

på

side

101

- 10

2.

108

Frederiksborg -Fredensborg-Nivå

5.5 Korridoren Frederiksborg- Fredensborg-Nivå

Beliggenhed

Landskabskorridoren Frederiksborg-Fredensborg-Nivå omfatter dele af Hillerød, Fredensborg-Hum-lebæk og Karlebo kommuner. Som et bølget bånd strækker den sig fra Hillerødområdet over Store Dyrehave og derefter mod nord via Grønholt Hegn til Gammel Grønholt Vang syd for Fredensborg. Herfra følger korridoren Nive Å’s nordlige forgre-ning østpå via Knurrenborg Vang, Langstrup Mose og Langstrup landsby til åmundingen ved Nivå.

Der er mange landsbyer i dette område, hvis navne ender på -rød, navne fra 11-1200-tallet, f.eks. As-minderød, Auderød, Niverød og Vejenbrød, Hessel-rød. Disse rydningslandsbyer har ligger i Nordsjæl-lands vidtstrakte skovområder, sådan som det endnu fremgik af Kongelige Videnskabers Selskab’s kort fra 1768.

Beskrivelse

Langstrup Mose og ådalen langs Niveåens nedre løb var en fjord i ældre stenalder. Man har fundet mange bopladser fra jægerstenalderen langs fjordens bred-der og på holmene ude i fjorden. Hørsholm Egns Museum har i de senere år foretaget arkæologiske udgravninger som nødudgravninger langs Nive Å. De arkæologisk vigtige stenalderbopladser doku-nemteres, inden de ødelægges af jordarbejder. Man har konstateret, at store dele af de bopladser, som blev registreret i begyndelsen af det 1900-tallet, al-lerede er gået tabt.

På ”Nivå 10”-bopladsen fra Kongemose- og Erte-bøllekulturen, der har ligget på en lille holm i fjor-den, er der bl.a. fundet en grav fra ældre Ertebøl-lekultur med skeletrester af en voksen mand og af-dækket en meget velbevaret hyttetomt.

Hytten har haft oval grundplan på ca. 3,2 x 2,4 m. Den har været forsænket 35 cm i terrænet. Langs grubens yderkant blev der fundet pælehuller fra vægkonstruktionen og fra hytteindgangen, der har været vendt mod stranden. Hyttens beboere har til-syneladende renholdt gulvet foran indgangen. Også

Fredensborg Slot. Foto: Liv Appel 2004.

109

sove-/ opholdsarealet i hyttens sydlige del har været holdt rent. Derimod har der omkring ildstedet i den vestlige del af hytten ligget dyreknogler fra mad-lavning og fl intredskaber fra værkstedsaktiviteter. Nærmest døren i den østlige del af hytten lå affald fra fl inthugning.

I yngre Kongemosetid og Ertebølletid lå den store boplads ”Nivågård” på et næs ved fjordmundin-gen knap hundrede meter fra bopladsen Nivå 10. Hørsholm Egns Museum gennemførte i 1992 en ny undersøgelse på Nivågård-bopladsen, som tidligere har været delvist undersøgt af Carl Neergaard fra Nationalmuseet i 1912 (Jensen 2001:124). Udgrav-ningen viste, at stenalderjægerne har boet i hytter mage til Nivå 10-bopladsens (Jensen 2001:125).

Sådanne små hytter med forsænket gulv synes at have været Ertebøllekulturens hustype (Jensen 2001:122).

Man får et godt indtryk af fødegrundlaget for sten-alderjægerne i Nivåfjorden. Fund af knogler viser, at rådyr udgjorde over halvdelen af jagtbyttet, me-dens der var færre knogler fra kronhjort, vildsvin og pelsdyr. Ved kysten fangede man fugle, bl.a. den nu uddøde geirfugl. Der blev også fanget sæler, fl ad-fi sk og torsk.

I en lille grav fandt arkæologerne et velbevaret ske-let af et 5-årigt barn, sandsynligvis en dreng. Skelet-tet er ved hjælp af C14-metoden dateret til ca. 5.450 f. Kr. (Jensen og Hansen 1999:11ff).

I ældre stenalder fl yttede stenalderjæderne efter de årstidsbestemte ressourcer. Fra Nivå-fjorden sejlede man med stammebåde ad Usserød Å ind i landet op til Sjælsø (Palm 2004:32f). Ved Salpetermosen ved Hillerød lå der også en indlandsboplads, hvor der blev drevet jagt på kronhjort i forårsmånederne (Kramer 2001a).

Adelsgodserne i middelalderen

I Nordsjælland har der kun været få adelsgodser sammenlignet med det øvrige Danmark. Det er der-for bemærkelsesværdigt, at der i den centrale del af Nordsjælland har ligget tre hovedgårde med få kilometers afstand, nemlig Stenholt, Hillerødsholm og Faurholm. Derudover ligger der et voldsted fra tidlig middelalder ved Grønholt (se kap. 4.2.3).Rekonstrueret stenalderhytte fra Nivå. Foto: Mette Palm

Landskabskorridoren Frederiksborg-Fredensborg-Nivå.De farvede områder markerer statsejede arealer.

I modsætning til de øvrige landsbybebyggelser i Gribskov var Stenholt på grund af sin vandmølle, en betydningsfuld ejendom. Landsbyen blev ca. 1160 skænket af Kong Valdemar I den Store (1157-82) til Esrum Kloster. I 1497 erhvervede Poul Lax-mand Stenholt af Esrum Kloster og ca. 1540 byg-gede efterkommerne en sædegård (Beyer og Jarrum 1991).

I 1544 giftede Herluf Trolle sig til hovedgården Hil-lerødsholm. Den lå på en naturlig beskyttet holm i en sø ved landsbyen Hillerød. Bygningerne var forfaldne, og han opførte i stedet et anlæg, der lig-nede det nybyggede Egeskov på Fyn. I 1560 ma-geskiftede Frederik II sig til både Stenholt og Hil-lerødsholm, hvorved han kunne lægge jorden ind i sin kongelige vildtbane. I den forbindelse lod han Stenholt hovedgård nedrive.

I Frederiksborg Slotssogn et par kilometer syd for Hillerød ligger Faurholm, som var adelsgods frem til 1364. Det middelalderlige voldsted, som har væ-ret fredet siden 1964, lå på en større banke omgivet af dybe lavninger på engarealerne nord for de eksi-sterende bygninger (Beyer og Jarrum 1995:3).Væb-neren Peder Mortensen Due pantsatte Faurholm til Kong Valdemar Atterdag. Faurholm var krongods fra 1364 frem til 1547, da Christian III solgte Faur-holmgård og Faurholmmølle til den tyske adels-mand Andreas von Barby. I 1554 solgtes det videre til Peder Oxe af Gisselfeld, men da Peder Oxe blev uvenner med Christian III, blev han tvunget til at mageskifte godset i 1558. På Faurholm nedrev Fre-derik II alle bygninger på nær ladegården, ”Store Ladegård”. I dag er der kun to af tre fløje fra 1804-1806 tilbage af den kongelige avlsgård Faurholm.

Vandmøller og vandkraft

Udnyttelsen af vandkraft var i løbet af 11-1200-tal-let blevet af vital betydning for samfundet. I Hil-lerød-området udnyttedes vandkraften fra de mange vandløb, som strømmer ud mod Roskilde Fjord og Øresund fra bakkedraget mellem Søborg Sø og Sjælsø. Adelsgodserne omkring Hillerød havde så-ledes sikret sig kontrollen med vandkraften. (Beyer og Jarrum 1995:6).

I de øverste dele af Nivå-systemets forgreninger fin-des endnu spor af de tidlige mølleanlæg ved Grøn-holt Å i Grønholt Vang (Gammel Tulstrup Mølle) og ved Knurrenborg Vang (Gammel Skære Mølle). Gammel Tulstrup Mølle er omtalt i 1194, og man kan stadig se sporene efter dæmningen, dammen og kanalen inde i Tulstrup Hegn.

I løbet af 1700-tallet afløstes mange mindre vand-møller af større mølleanlæg. Nive Mølle fra 1300-tallet blev i 1767 udbygget til korn- og vadmels-stampe.

Råstofudvinding

Der har været tre teglværker ved Nivå. Nivågårds Teglværk blev etableret i 1701, da Frederik IV’s dronning Louise lod Hørsholm Slot bygge. Teglvær-ket blev i 1870 forsynet med en ringovn, som i dag er et fredet industrielt kulturminde. Fra ringovnen førte et tipvognsspor over Nive Å til havnemolen, hvorfra teglstenene kunne udskibes.

De kongelige slotte

Ved mageskiftet i 1560, hvor Kong Frederik II er-hvervede Hillerødsholm, ændredes navnet ved sam-me lejlighed til Frederiksborg.Ved kanalanlæg og opdæmninger tilførtes der slots-søen mere vand. Dyrehaver blev indhegnet til be-skyttelse for sjældne arter af vildt, og der anlagdes fiskedamme i nærheden.Som midtpunkt i et stort jagtdomæne blev det nye slot et yndet opholdssted for Frederik II (se kap. 4.2.3). Men slottet var ikke kun kongens jagtslot. Det var også en fungerende herregård med land-brug i stor stil. Faurholm blev lagt ind under Fre-deriksborg. Der plantedes frugttræer, og der blev hentet kvæg til ladegården. Endelig blev Frederiks-borgstutteriet grundlagt.

Grønholt Voldsted. Des Asmussen.

110

Omkring år 1600 besluttede Christian IV at opføre et nyt Frederiksborg, der skulle være langt mere pragtbetonet end faderens, Frederik II. Størstede-len af det daværende anlæg blev derfor revet ned. Kun en mindre, men bemærkelsesværdig del af bygningerne fra Frederik II’s tid er bevaret. I årene 1602-20 rejstes det slot, hvis ydre stort set endnu er bevaret.

I 1812 besluttede Frederik VI, at slottet skulle være hjemsted for rigets historiske portrætsamling. Men kort efter, at Frederik VII i 1848 var blevet konge, gjorde han atter Frederiksborg til residensslot, fordi han ønskede at bo udenfor København.

Slottet blev igen indrettet til beboelse og han ind-rettede et rum til sin store oldsagssamling. Slottet brændte i 1859, hvorved størstedelen af hovedbyg-ningens indre blev ødelagt. Det blev genopbyg-get af Christian IV i nederlandske renæssancestil. Barokhaven nord for slottet blev anlagt i Frederik IV’s regeringsår, mens den romantiske have med en norsk bjælkehytte på Louises Ø i Ødammen er fra Frederik VII’s tid.

Hillerød, byen ved slottet, voksede meget lang-somt i de første århundreder. Under Frederik III fik byen privilegier, og den fik langsomt købstads-mæssig karakter, og i løbet af 1800- og 1900-tal-let udviklede byen sig til en moderne provinsby.

Parforcejagtvejene i Store Dyrehave og Grib Skov. Der ligger en vigtig fremtidig opgave i at opretholde linieføringerne i det åbne land omkring Hillerød. Eksistrerende parforceveje

(rød), sløjfede parforceveje (blå), mulige parforceveje (gule).

111

112

I de naturskønne omgivelser ved ladegården Østrup opførte Frederik IV ved afslutningen af Store Nor-diske Krig i 1720 et lystslot i centrum af Christian V’s gamle jagtstjerne. Jagtslottet blev snart for lil-le og blev i løbet af 1700-tallet udbygget til det omfattende slotskompleks, vi kender i dag (se kap. 4.2.3).

Efter Hofrevolutionen i 1784 anvendtes Fredensborg Slot ikke som kongeresidens før efter Frederiksborg Slots brand i 1859. I Christian IX’s regeringstid dan-nede slottet ramme om ”Fredensborgdagene”, hvor Europas fyrster holdt ferie. Med Frederik IX blev Fredensborg fast sommerbolig for de kongelige. Slottet benyttes stadig som sommerresidens, men bliver også brugt under jagterne i Nordsjælland.

Parforcejagtvejene

I 1619 havde Christian IV ladet Store Dyrehave udlægge og indhegne, således at hjortebestanden i skoven kunne fastholdes.

Som kronprins havde Christian V (1670-1699) fået kendskab til parforcejagt under et ophold hos Solkon-gen Ludvig XIV i Paris i begyndelsen af 1660’erne (Appel og Carstensen 2003:67). I 1670’erne og 1680’erne lod Christian V anlægge parforcejagtveje i skovene omkring Frederiksborg Slot.

Det centrale sted i Store Dyrehaves system af par-forcejagtveje kaldes ”Stjernen”. Her krydser fire jagtveje hinanden, hvorved der dannes en ottearmet stjerneform. Hver af stjernens otte veje er numme-rerede og markeret med en ”nummersten”: Etvej - Ottevej. På den store sten på forhøjningen i Stjer-nens midte kan man stadig se rosetten med kompas-rosen og Christian V’s navnetræk.

Fra stjernen fulgte jagtselskabet jagten på den ud-valgte kronhjort, der blev forfulgt til den segnede. Kronhjorten blev fastholdt af hundene. Kongen el-ler den gæst, der var udset til at give kronhjorten dødsstødet med hirschfængeren, tilkaldtes ved jagt-hornsignalet. Jagten blev anset for en forlystelse, hvor man efter den middelalderlige tradition kun anvendte blankvåben. Parforcejagten opretholdtes i Danmark indtil 1777.

Parforcejagtvejene i Store Dyrehave udgør kun en del af parforcejagtsystemet i Nordsjælland. I flere nordsjællandske skove finder man sådanne ”stjer-ner”, der er udgangspunkter for de gamle parforce-jagtlinier, der er ét af de bedst bevarede i Europa. På Videnskabernes Selskabskort fra 1768 fremtræder parforcejagtsystemet meget tydeligt (se side 8).

Romantiske haveanlæg med øer

Romantiske haveanlæg var stadig meget populære på Frederik VII’s tid (1848-1863), og ved Frede-riksborg Slot anlagdes to anlæg: Fantasiens Ø i Brededam i Præstevangen og Louises Ø i Ødammen i Frederiksborg Slotspark.

Fantasiens Ø hed det lille lystfisker-anlæg med pa-villon og køkkenbygning, som Frederik VII i 1859-60 lod opføre på en kunstig ø på ca. 100 x 50 m i Brededam i Præstevangen. Her kunne han og grev-inde Danner være alene eller modtage prominente gæster f.eks. den svenske konge Carl XV i 1862. Frederik VII døde allerede i 1863, og fik kun glæde af øen i få år. Bygningerne blev på grund af forfald revet ned i 1905 og i 1969. I dag står kun en gavl med spidse vinduer tilbage.

Som navnet siger, skulle anlæggene på Fantasiens Ø være meget fantasifulde og forunderlige. Spise-salen på Fantasiens Ø var halvt nedgravet og spar-tansk, men bizart udstyret med lysekroner, lampet-ter og stole, fremstillet af krogede egegrene. Der var en spidsbuet dør og to vinduer i sydgavlen, som

Fra Fantasiens Ø. Foto: Liv Appel 2004.

113

vendte ud mod vandet. Det hvælvede loft og kam-pestensvæggene var både indvendigt og udvendigt udsmykket med østersskaller og glasskår. Loftet og falsene på de små sidevinduer var dækket af lyse rødmalede og mørke østersskaller i et stjerneformet mønster. På gulvet var der lagt sorte og røde fliser i et diagonalt mønster (Andersen 1992:36).

Kongen lod desuden opføre: - en stor stenhøj i hvilken, der lå en vinkælder el-

ler et toilet, - et stendysse-lignende anlæg, ”Offerstenen” eller

”Døbefonten”, der havde en skålformet vand-fyldt fordybning og

- et bauta-anlæg med kongens kronede monogram og årstallet 1860.

Den norske bjælkehytte på Louises Ø i Ødammen ved Badstuen i Frederiksborg Slotspark har haft de

såkaldte ”barfrøstuer” som forbillede. Det er huse med en slags fritstående tårn, som kendes fra Øster-dalen i Norge (Westengaard 2001:90). Den ”laftede” norske bjælkehytte er overraskende spinkelt bygget af ubehandlede granrafter. På indersiden er revner-ne mellem rafterne udfyldt med mos og dækket af smalle lister. Dør- og vindueskarme er udsmykket med ornamenter af birkebark, loftet er rødmalet, og i hjørnerne af stuen står et par simple hjørneskabe, ligeledes af ubehandlede granrafter. Bjælkehytten står der endnu, stråtaget og vindskederne er nødtørf-tigt vedligeholdt, mens resten bærer præg af frem-skredet forfald.

Ud over bjælkehytten består anlægget af to udhuse. Det ene er et køkken opført af kampesten, og det andet opført af rafter og synes at have været et toi-let. Herudover er der en stol af sten med kongens monogram.

Frederiksborg stutteri

Da kronen overtog det danske kirke- og kloster-gods, drejede det sig ikke kun om institutioner med munke og nonner. Klostrene var store landbrug på linje med landets førende herregårde.

F.eks. havde Esrum Kloster omkring 1500 ca. 300 bøndergårde under sit domæne. Klostergodserne blev ofte drevet videre som kongelige lensgårde. I årene efter at munkene havde forladt Esrum Kloster i 1559, blev der oprettet et stutteri, som fungerede helt frem til begyndelsen af 1700-tallet. Herefter blev stutteridriften på Esrum Kloster overført til Frederiksborg.

Den norske bjælkehytte på Louises Ø i Ødammen. Foto: Liv Appel 2004.

Kongen var stolt af at vise sin lille Ø frem for kongelige Gæster, saaledes ogsaa for den svenske Konge, Karl den Femtende. En Dag i straalende Solskin stod de to Konger ved et Vindue paa Frederiksborg Slot, umiddelbart før de skulde age til Fantasiøen.

”Blot det nu maa blive Tørvejr”, bemærkede Kong Frederik, ”men jeg er bange for, at du faar en vaad Trøje”.”Ikke i Dag i dette straalende Vejr”, svarede den svenske Konge, ”jeg tør vædde en Otting Rinskvin paa, at der ikke vanker nogen Vaad trøje i Dag”.”Top”, sagde Frederik den Syvende, ”jeg vædder lige imod”.Da Kongerne ankom til Fantasiøen, slog de sig ned paa en Bænk foran et Buskads.”Fik du Rhinskvinen med?” bemærkede Kong Karl, ”for du har aabenbart tabt Væddemaalet”.”Det skal du ikke være saa sikker paa”, svarede Kong Frederik og listede sin Haand om bag sin Gæsts Ryg og drejede paa en Vandhane, der var skjult her. En Styrtregn faldt i det samme ned over Kong Karl, der rejste sig med et Brøl og rystede Vandet af sig.”Skal vi saa gaa op i Salonen og slaa Hul paa Ottingen”, lo Frederik den Syvende.”

Jensen 1946 “Fantasiøen”

114

Det var Christian IV, der for alvor satte gang i Fre-deriksborgstutteriet. Han udvidede stutteriet og oprettede vange til forskellige stod/stammer. Der nævnes både tyrkiske, ægyptiske og engelske stod. Kongen satte også heste ud i Store Dyrehave, fordi man mente, at de ville blive hårdføre af det vilde liv. Stednavnene Horsebo- og Hingsterhus minder stadig om stutteridriften i denne skov. I 1871 blev stutteriet nedlagt.

Der har i forbindelse med pilotprojektet været for-slag om, at man satte Frederiksborgheste på græs i skoven. Hestene skulle da udsættes på egnede ste-der, hvor fortidsminderne ikke skades, og hvor sko-ven ikke lider overlast.

De vigtigste kulturmiljøer

1. Nivå: Bopladser fra jægerstenalderen ved den fossile stenalderfjord.

2. Nive Mølle i den nordligste del af Usserød Å, kort før den løber ud i Nive Å. Møllen går sand-synligvis tilbage til vikingetiden, men omtales først i de skriftlige kilder i 1300-tallet, hvor den tilhører Roskildebispen. I 1767 blev møllen udbygget til en korn- og vadmelsstampe, og i 1772 blev der opført en vindmølle på møllehø-jen sydvest for vandmøllen (Frederiksborg Amt 1997:38).

3. Nivå landsby med bl.a. Nivå-gårds Teglværk og Nivaagaards Malerisamling. Nivå landsby ligger som det eneste bevarede landsbymil-jø langs den Gamle Strandvej. I Nivå Bugt påbegyndte marinen i 1753 en galejhavn, men den blev dog aldrig færdiggjort (Rosted 1965). Adam von Lüttuchau, der havde opsyn med galejhavnen, overtog i 1767 Ni-vågård og Nivågård Teglværk, som var oprettet i forbindelse med opfø-relsen af Hørsholm Slot. Bag Dron-ning Louises Kro fra 1754 ligger teglværksarbejdernes små gule bo-liger, og nord for teglværket ligger de vandfyldte lergrave. Nivågård var et landsted med haveanlæg, skov og store marker. Bygningerne brændte

i 1878, men blev genopført i 1881. I 1903 lod mæcenen, godsejer Johannes Hage opføre en nyklassicistisk museumspavillon til kunstvær-ker i verdensklasse.

4. Grønholt voldsted var et kvadratisk fæstnings-anlæg med palisader og tårn, som var omgivet af en voldgrav. I nærheden af voldstedet lå går-den. Det stammer sandsynligvis fra 1100-tallet.

5. Grønholt landsby med kirke fra 1100-tallet.

6. Frederiksborg Slot og Slotshave: Siden 1878 har Frederiksborg været Nationalhistorisk Mu-seum under Carlsbergfondet. Ud over pragtrum som Slotskirken, Rosen, Audienssalen og Rid-dersalen rummer museet landets betydeligste samling af portrætter og historiske malerier. Slots- og Ejendomsstyrelsen har 1993-96 gen-skabt den oprindelige barokhave, som kan ses fra Frederiksborg Slot. I Indelukket og Lille Dy-rehave vest for barokhaven indrettede Frederik VII en romantisk landskabshave med bl.a. en norsk bjælkehytte på Louises Ø i Ødammen.

7. Faurholm: Før vandstanden omkring voldste-det kunne hæves i 1996, blev der udgravet re-ster af bropiller fra en renæssancebro, der førte vejforbindelsen fra Slangerup til Hillerød over det middelalderlige voldsted (Frederiksborg Amt 1999:50). Da man i 1720 koncentrerede det kongelige stutteri til Frederiksborg, blev jorde-ne fra Faurholm og Hillerødsholm, der tidligere kaldtes Lille Ladegård, lagt ud til hestevange.

Faurholm syd for Hillerød (Frederiksborg Amt 1999).

115

Med stutteriets dalende betydning i slutningen af 1700-tallet blev en del vange overdraget til forstvæsenet. Resten blev delt mellem Hille-rødsholm og Faurholm Avlsgård, som blev op-ført i årene 1804-06. I dag er Faurholm Avlsgård og Faurholm voldsted fredet. Det ejes af Hil-lerød Kommune, som har udlagt store dele af jordtilliggendet til byudvikling.

8. Fredensborg Slot, Slotshave og by. Fredens-borg Slotshave er et af Danmarks største histori-ske haveanlæg. De lange lige alléer, som udgår fra slottet i stjerneform, er et træk fra havens oprindelige franske barokstil. Alléerne blev som et dansk eksempel på den pompøse stil, som kendes fra Versailles ved Paris, genskabt fra 1970’erne til 1990’erne. En særlig attraktion i haven er barokanlægget Nordmandsdalen med ca. 70 skulpturer af norske og færøske bønder og fiskere. Anlægget blev genindviet efter om-fattende restaurering i september 2002. Haven nærmest slottet, er reserveret den kongelige familie, men åbnes normalt for publikum i juli måned. Her kan man bl.a. besøge urtehaven, som leverer friske grøntsager til den konge-

lige husholdning, og et moderne orangeri, som blev indviet i 1995. Fredensborg by er også historisk spændende, idet der er bevaret en stor del af de huse, der blev opført i perioden 1723-1800 af folk med tilknytning til slottet.

9. Sørup landsby: En samling småhuse ved Es-rum Sø. Vask og blegning af linned var op igen-nem 1800-tallet en vigtig indtægtskilde. Mange kunstnere har holdt til ved Fredensborg og Sø-rup.

10. Fantasiens Ø. Frederik VII’s lystanlæg fra 1859-60 i Præstevangen sydøst for Frederiks-borg Slot.

11. Parforcejagtvejene i Store Dyrehave og Grib-skov. System af jagtveje, hovedsagelig anlagt under Christian V i 1670’erne og 1680’erne med henblik på forfølgelsesjagt på kronhjort. Det er vigtigt at bevare sammenhængen og helheden i anlægget, hvortil der knytter sig bevaringsinte-resser på internationalt niveau.

Teglværksarbejdere foran ringovnen på Nivågårds Teglværk i 1904 (Hage 2001)

116

Potentialer

Neden for følger en liste over forslag til kulturhisto-riske projekter inden for korridoren Frederiksborg-Fredensborg-Nivå. Da denne korridor geografisk falder inden for Nivå- og Havelse- delområdepla-nernes projektområde, vil flere af de endnu ikke gen-nemførte kulturhistoriske projekter fra disse planer kunne integreres i et eventuelt nationalparkprojekt (Frederiksborg Amt 1997 og 1999).

Som en konsekvens af Nivå-delområdeplanen har Hørsholm Egns Museum på opdrag fra Frederiks-borg Amt udarbejdet forslag til et integreret natur- og kulturformidlingsprojekt ved Usserød Å og Nivå (Palm 2004).

1. Nivå stenalderbopladserne: Halvdelen af den meget interessante boplads ”Nivå 10” var øde-lagt ved pløjning før den arkæologiske under-søgelse begyndte. Omfattende pløjeskader er ligeledes dokumenteret på Nivågård-bopladsen (Jensen 2001:124). Det er de yngre bopladser fra Ertebøllekulturen, som bliver pløjet i styk-ker, fordi det høje havniveau på denne tid med-førte, at bopladserne tilsvarende måtte lægges i et højere niveau. De ældste bopladser fra Kon-gemosekulturen har en bedre bevaringstilstand end Ertebøllekulturens, fordi de overlejres af 1,5 m marint sand, men til gengæld er de van-skelige at lokalisere og kan derfor blive ødelagt ved anlægsarbejder. Det er vigtigt at få afgræn-set stenalderbopladserne, således at man på bag-

grund af en arkæologisk udpegning kan tage de berørte arealer langs Nivå og Langstrup Mose ud af landbrugsmæssig omdrift. Især den del af Nivå-dalen, der har udgjort det ydre fjordområ-de, bør gennemsøges for bopladser fra Konge-mosekulturen ved hjælp af magnetometer eller georadar.

2. Nive Mølle: Genetablering af mølledam og ryd-ning af opvækst på Nive Møllehøj (Frederiks-borg Amt 1997:38).

3. Gammel Tulstrup Mølle i Gamle Grønholt Vang: gran og anden træbevoksning bør ryddes ved vandmøllens mølledamme og kanalanlæg.

4. Kongevejene: Frederik V’s kongeveje Hørs-holm-Fredensborg og Hørsholm-Kronborg er bevaret med en stor del af det oprindelige til-behør af milepæle, broer og stenkister. Alle kongevejene i området bør tegnes ind på et kort og formidles ved hjælp af de tilhørende anlæg f.eks. milepæle og broer. Der kan opsættes in-formationsskilt ved de bedst bevarede broer, f.eks. granitbroen Jellebro fra 1787 over Nive Å, hvor man har fundet 1,8 m lange egestolper fra en ældre træbro.

5. Langstrup landsby: Etablere opholdsareal ved Langstrup landsby og opsætte oplysningsskilt, der fortæller om udskiftningen i 1788 og ud-stykningen af Langstrup Mose (Frederiksborg Amt 1997:43).

6. Louises Ø i Ødammen, Frederiksborg Slots-have. Den norske bjælkehytte med tilhørende udhuse bør dokumenteres og skånsomt istand-sættes. Der bør etableres kontrolleret publikum-sadgang.

7. Fantasiens Ø i Præstevangen syd for Hillerød. Den blev anlagt omkring 1858 i forbindelse med en oprensning af Brededam. Frederik VII ønskede, at der blev anlagt et lystø ude i søen, der var truet af tilgroning. En lille ø blev skabt ved, at man udgravede en kanal gennem det lave område mod nord og øst. På øen blev der opført et lysthus i gotisk stil. Desuden opførtes der et kongeligt das, der var kamufleret som en stenhøj, en tegrotte, en ”døbefond” og en min-desten. Ved hjælp at trykvand fra en opstemmet dam blev der anlagt et springvand på øen. Siden istandsættelsen i 1991 er anlægget groet en del

Jellebro, kongevejsbro over Nive Å. Foto: Liv Appel 2004.

117

til. Det bør tilstræbes, at lystøen vedligeholdes som et parkanlæg, hvor man i særlig grad tager hensyn til de store træer, hvoraf nogle kan være fra Frederik VII’s tid. Endvidere bør stenhøjen restaureres.

8. Parforcejagtveje: Med udgangspunkt i en be-sigtigelse bør der foretages en beskrivelse af de eksisterende parforcejagtveje og de tilhørende anlæg. Sporene efter de sløjfede veje bør iden-tificeres. Når hele parforcejagtvej-systemet er kortlagt, er det vigtigt, at linieføringerne ind-arbejdes i kommuneplanen, således at der ikke planlægges nye anlæg oveni de gamle. Uden for skovene bør der udarbejdes en plan for, hvordan parforcejagtvejene kan bevares ved, at man f. eks. bruger dem som cykel- og vandrestier.

Beskyttelse, fredninger og udpegninger

• Fortidsminder og deres 100 m sikringszone er be-skyttet i medhold af museumsloven, kapitel 8 a og må ikke ændres eller tilplantes. Der må ikke dyrkes nærmere end 2 m fra foden af fortidsminder.

• Jord- og stendiger er beskyttet i medhold af muse-umsloven, kapitel 8 a.

• Kirker i området (anlæggelsesår omtrentligt): Asminderød (1100), Grønholt (1100), Fredensborg

Slots kirke (1726), Frederiksborg Slots kirke (1606), Hillerød Kirke (1620), Nivå (1910).

• I korridoren indgår fredningerne (frednings nr. og navn): 208-104 (Endrupgård), 208-105 (Danstrup-lund), 208-106 (Langedam), 208-109 (Kovang, Ter-rasserne), 208-201 (Grønholt Kirke), 208-202 (Udsigt over Esrum Sø, Møllekrog), 208-203 (Sørup Havn, stejleplads), 208-204, 208-205 (Esrum Sø, udsigt),

208-206 (Tibberupsminde, Jespershus), 208-101 (Asminderød Kirke), 217-601 (Esrum Sø, Arealer ved), 217-604 (Danstruplund), 219-201 (Gadevang Kirke), 219-401 (Frederiksborg Slot), 219-402 (Hol-mene), 227-108 (Usserød Ådal og Nivå Ådal)

• Ι korridoren er udarbejdet plejeplan for arealerne omkring Usserød Å, Nivåfredningen, Pleje og vedli-geholdelse for fredet, tidligere lergravsområde nord for Nivå Strandpark.

• Dele af området er udpeget som særlig værdifuldt kulturlandskab (nr. og navn): 24 (Sørup ejerlav - del af), 25 (Grønholt ejerlav), 98 (Nivås nedre løb), 102 (Nivå Lergrave), 109 (Nødebo Overdrev), 137 (Kar-lebo Overdrev - del af ejerlav), 138 (Frederiksborg Slot).

• Dele af området er udpeget som kulturarvsarealer (Sb.nr. og navn): 010305-20 (Salpetermosen), 010401-68 (Langstrup, Lønholt), 010411-84 (Nivå).

Tilgængeligheden

Forslag til passagemuligheder i korridoren:

• Frederiksborg Slot - Fantasiens Ø - Favrholm - Store Dyrehave - Grønholt Overdrev - Gamle Grønholt Vang - Sørup - Fredensborg

• Gamle Grønholt Vang - Knurrenborg Vang - Langstrup - Langstrup Mose - Nivå

Man følger gangstier, cykelstier, markveje og mindre befærdede bilveje. Der er således primært lagt op til færdsel til fods, men på visse strækninger kan man også cykle eller køre i bil.

Kortet på side 119 viser de eksisterende stier og veje markeret med rødt, mens stier, som foreslås etableret, er markeret med blåt.

Fantasiens Ø med Frederik VII´s fiskehal. P. Klæstrup, 1876 (Andersen 1992:12).

118

Kor

t ove

r de

stat

seje

de a

real

er i

Fred

erik

sbor

g-Fr

eden

sbor

g-N

ivå

korr

idor

en.

119

Kor

t m

ed fo

rsla

g til

pas

sage

mul

ighe

der i

Fre

deri

ksbo

rg-F

rede

nsbo

rg-N

ivå

korr

idor

en. E

ksis

tere

nde

veje

(rød

lini

e), f

orsl

ag ti

l nye

vej

e (g

røn

linie

), ko

rrid

oren

s afg

ræns

ning

(b

lå li

nie)

. Num

rene

hen

vise

r til

afsn

ittet

”D

e vi

gtig

ste

kultu

rmilj

øer”

på

side

114

- 11

5.

120

Kronborg–Gurre-Krogerup

5.6 Korridoren Kronborg - Gurre - Krogerup

Beliggenhed

Korridoren Kronborg-Gurre-Krogerup ligger i Hel-singør og Fredensborg-Humlebæk kommuner og omfatter særdeles bevaringsværdige kulturlandska-ber. Det er et kuperet skovrigt landskab med moser, vandhuller og søer. Landskabet har været præget af spredt bebyggelse og små landsbyer, og af de to øst-vest gående alveje fra Helsingør via Esrum og Helsinge til Frederiksværk, og fra Helsingør over Gurre til Tikøb. Senere er kongevejene København-Hørsholm-Kronborg og Frederiksborg-Fredens-borg-Kronborg kommet til og i nyere tid den nord-syd gående Helsingør-motorvej.

Fra de statsejede arealer i Egebæks Vang og Nyrup Hegn nord for Espergærde strækker den forgrenede korridor sig mod:

-nord over Teglstrup Hegn til Hellebæk. Derefter langs nordkysten til Kronborg.- nordvest over Gurre Vang, Horserød Hegn, Risby Vang, Klosterris Hegn og de åbne landskaber ved landsbyerne Saunte og Borsholm mod Hornbæk.- sydvest i retning af Fredensborg via Krogenberg Hegn, Danstrup Hegn og Endrup Hegn.- syd til Krogerup nord for Humlebæk.

Kulturhistorisk beskrivelse

Fra Babyloneskoven i syd til Ellekilde i nord marke-rer de 20-40 m høje skrænter strandlinien i atlantisk tid. I denne del af ældre stenalder nåede havet helt op til skrænten, men siden hævede landet sig flere gange. Kongemose- og Ertebøllekulturens bopladser lå især, hvor fjordarme skar sig ind i landet f.eks. ved Bergmansdal og ved Egebækkens udløb (Hvass 1999:11). De ældre bopladser fra Maglemosekultu-ren finder man længere inde i landet.

Kronborg set fra syd. Foto: Ib Appel 2004.

121

Særlig karakteristisk for kultur-landskabet i korridoren Kronborg-Gurre-Krogerup er de mange stor-stensgrave fra bondestenalderen, som er bevaret i skovene. Den største gruppe på fem stenalderhø-je ligger i Risby Vang. Videdyssen har ligesom mange af stendysser-ne i Horserød Hegn og Hornbæk Plantage to gravkamre, dækket af en langhøj eller en rundhøj. Syd-ligt i Risby Vang ligger en temme-lig ødelagt langdysse. Jordhøjen er noget udskredet, og man ser fl ere væltede randsten og en rest af et kammer. På stenalderhøjens nord-østlige side har man fundet en fl ad sten, på hvis plane overside man har fundet 30–40 skålfordybninger fra bronzealderen (ca. 1.800-500 f. Kr.). Sådanne skålgruber er også fundet på en jordfast sten i områ-det nord for Gurre.

Der ligger mange gravhøje i Hornbæk Plantage. De stammer sandsynligvis fra ældre bronzealder, men fund af bl.a. lerkar og bronzegenstande viser, at gravhøjene også blev anvendt til begravelser i yngre bronzealder (Hvass 1999:20f). Disse gravhø-je tyder på, at bronzealderbebyggelsen lå nærmere kysten end bondestenalderens bosættelser.

Kendskabet til jernalderen i området er endnu man-gelfuldt, men på den frugtbare morænejord ved Saunte, har man udgravet fl ere faser af en gård fra omkring Kristi fødsel (Hvass 1999:23). Ved Sinds-hvile ved Espergærde har man ligeledes fundet fl ere faser af en jernaldergård, hvor der har været udvun-det jern af myremalm (se kap. 4.2.1).

Tikøb sogn er ét af de største sogne i Danmark. Landsbykirken i Tikøb er antagelig bygget oven på et hedensk kultsted fra jernalder og vikingetid. Stedet nævnes 1164-78 som ”Tiwithcop”, som kan betyde den indviede skov for krigsguden Tyr (Hvass 1999:26).

Landskabskorridoren har to befæstede anlæg fra middelalderen, Valdemar Atterdags Gurre fra 1300-tallet og Erik af Pommerns fæstning Krogen/Kron-borg ved Helsingør fra 1400-tallet, (se kap. 4.2.2).

Helsingør

Af de huse, som fandtes i Helsingør i slutningen af 1700-årene, er 85 % bevaret. Den ældste bygning er den romanske kirke Sankt Olai Kirke fra 1200-tal-let. De gotiske bygninger, der hører til Sankt Ma-rie Kirke med Karmeliterklostret samt navnlig de grundmurede stenhuse i Strandgade og Stengade er fra 1400-1500-tallet bl.a. Sundtoldskaréen og de bagved liggende gårde, f.eks. Oxernes Gaard fra ca. 1500 og Dommergården fra ca. 1550 (Skov- og Na-turstyrelsen 2000:14).

David Hansens Gaard fra 1579 og Dahls Gaard fra begyndelsen af 1700-tallet og Putschers Gaard fra midten af 1700-tallet - alle i Stengade - er fi ne eksempler på bygninger i de yngre stilarter renæs-sance, barok og rokoko (Skov- og Naturstyrelsen 2000:33).

Da arkitekt N.H. Jardin tegnede Marienlyst Slot, som Frederik V opførte i perioden 1759-63, valgte han den nye strengt symmetriske Louis Seize-stil, der repræsenterede klassicismens første periode. Flere huse i Helsingør blev frem til ca.1850 bygget i denne harmoniske og enkle stil.

Landskabskorridoren Kronborg-Gurre-Krogerup. De farvede områder markerer statsejede arealer.

122

Kernen i Marienlyst Slot var Frederik II’s om-byggede lysthus Lundehave. Ved ombygningen i 1760’erne udskiftedes parterrehaven med en fransk have med symmetriske hække, alléer, buksbom-hække, springvand og spejldamme. I 1790’erne fik slottet endnu en have, idet man anlagde en roman-tisk have med stisystemer, gravhøje, eremithytter, og et middelalderligt gotisk tårn. Der findes i dag kun svage rester af denne romantiske have (Faye m.fl. 1988, Madsen 1996).

Hellebæk Kohave

Hellebæk Kohave ligger på de jorder, som frem til begyndelsen af 1600-tallet tilhørte Teglstrup lade-gård. I dag er området indhegnet og hører under Kronborg Statsskovdistrikt. Området er fredet og skal bevares som græsningsareal og overdrev. Sam-men med naboskoven Teglstrup Hegn er Hellebæk Kohave udpeget til Natura 2000-område, dvs. et område, der i europæisk sammenhæng rummer en særlig bevaringsværdig natur. På de indhegnede marker græsser 250-300 Hereford- og skotske høj-landskvæg. Her lå kongens hestehave og kalvehave, og man kan sige, at ringen hermed er sluttet. Ved Bøgeholm Sø ligger landarbejderhuset Anes Hus, der drives af en historisk forening. Et tipvognsspor fører til teglværket i Ålsgårde. Her udskibedes teg-len fra Lange Bro ved Skindersøvejen. Det er den sidste udskibningsbro fra Nordkystens teglværker, der er bevaret.

Gamle veje

Flere veje fra middelalderen og nyere tid skærer igennem landskabskorridoren Kronborg-Gurre-Krogerup. Flere velbevarede stykker af Frederik II’s kongevej mellem Frederiksborg Slot og Kron-borg ligger i Nyrup Hegn og ved Marienlyst Slot (Madsen 1996:11). Ved Nyrup løber to af Frederik V’s kongeveje sammen. Det er vejen fra Fredens-borg og vejen fra Hørsholm. Disse lige chausseér fra 1770’erne, som stadig eksisterer som ”Hørs-holmvejen” og ”Helsingørvejen”, fører over fine stenbroer og er flankeret af milepæle med Frederik V’s og Christian VII’s monogrammer (Topsøe-Jen-sen 1970:27ff, 32). Allerede på Christian IV’s tid i 1638-39 blev der imidlertid bygget en kongevej fra Hørsholm til Nyrup. Man kan stadig ane sporene af den i Munkegårde Skov syd for Nyrup (Berthelsen 1992:17f).

Landevejene Gurrevej og Esrumvej, som fører til Krogen/Helsingør, er delvist omlagt, men har sand-synligvis middelalderlig oprindelse. Den brolægning fra et ældre forløb af vejen mellem Helsingør og Es-rum, der kan ses i Teglstrup Hegn, fortsættes måske i vejstykket mellem Nejlinge og Helsinge. Allerede i tidlig middelalder fandtes kystvejen langs Øresund fra Havn (København) til Ørekrog. Ca. år 1800 fik den navnet Strandvejen. Den Søndre Strandvej blev først omkring år 1900 ført videre vestover fra Hel-singør som Nordre Strandvej. Den anlagdes neden for kystskrænten med samme forløb, som den gam-le snorlige transportvej for produktionsvirksomhe-derne i Hellebæk.

Hellebæks kulturmiljø

Hellebækegnen nord for Esrumvejen er et bemær-kelsesværdigt kulturhistorisk miljø, med udnyttede moser, anlagte karpedamme og naturlige søer. Her-fra skaffede kongen ler til teglsten, myremalm til jernudvinding, tørv og træ til brændsel. Allerede Frederik II lod grave kanaler mellem søerne, f.eks. kanalerne Klaresø-Sortesø og Skidendam-Klaresø, som blev gravet af svenske krigsfanger. Han anlag-de også tolv kunstige damme, hvor man opdrættede karper og karusser til det kongelige bord på Kron-borg. Et par teglovne, der endnu er synlige i Tegl-strup Hegn, leverede i 1600-årene byggematerialer til kongens industribygninger.

Det gotiske tårn på den træomkransede ”Tårnhøj” ind-gik i det romantiske haveanlæg ved Marienlyst fra 1790.

Akvarel af Jonquiéres ca. 1800.

123

Ved Hellebækken anlagde Frederik II i 1576 den første kornmølle. I 1597 anlagde Christian IV den første hammermølle på stedet og senere også en kobbermølle og et kanonstøberi, som i nærved 40 år producerede jernvarer og kanoner, bl. a. kanonerne ”De gamle Konger”. I 1743 blev Hammermøllen og våbenfabrikationen overtaget af private. I 1765 overgik produktionen atter til kronen, og der opfør-tes en ny hammermølle, men allerede i 1768 blev virksomheden solgt til Heinrich Carl Schimmel-mann (1724-1782), der videreførte den som Kron-borg Geværfabrik.

I 1770’erne opførte man Mesterboligerne og Skæf-tergården i Bøssemagergade. Disse bygninger dan-ner sammen med De Edsvornes Hus, Probérhuset, hvor geværerne blev afprøvet, mølledammene, møllehuset, slibemøllen og Hammermøllen med dens rekonstruerede mølleri et enestående stykke dansk industrihistorie. Kronborg Geværfabrik luk-kede i 1870, men blev i 1873 efterfulgt af Hellebæk Klædefabrik, som var i drift helt frem til 1976.

Fiskerlejer og fritidshuse

I 1810 besluttede Frederik VI at anlæg en krigshavn ved Humlebækkens udløb, men arbejdet blev ind-stillet efter fem år. Nord for havnen ligger ”Gamle Humlebæk”, en række hvidkalkede og stråtækte fi-skerhuse, der skulle flyttes hertil, inden krigshavnen kunne anlægges (Skadhauge 1981:246f, 270).

Syd for Helsingør er Strandvejen præget af de store sommervillaer fra slutningen af 1800-tallet og be-gyndelsen af 1900-tallet, der ligger oven for små idylliske fiskerlejer, der ligger direkte ud til Øre-sund. De første sommervillaer lå sammen med de oprindelige fiskerhuse langs Søndre Strandvej, f.eks. ”Mary Hill” fra 1848. Allerede i 1885 var der bygget så tæt, at præget af de oprindelige fiskerlejer fra 1500-tallet i Espergærde og Snekkersten næsten var forsvundet (Skov- og Naturstyrelsen 2000:13).

I den gamle havn i Espergærde kan man stadig se fortidens træbåde til kystfiskeri, den gamle stejle-plads, der endnu er i brug, og de huse langs stran-den, der engang blev beboet af fiskerene i Esper-gærde. Længere mod nord ligger Snekkersten, der har navn efter den store vandreblok (sten) af form som en snekke (skib), der ligger på stranden. Det er nu en villaby, der er blevet forstad til Helsingør. Også her er der havn, fiskerbebyggelse og en stejle-plads med tjærelade og rebslageri.

Langs Nordre Strandvej mod Hellebæk, Ålsgårde, Boderne, Ellekilde, Hornbæk og Villingebæk kom byggeriet af fritidshuse først noget senere i gang i takt med, at vejnettet og jernbanen blev udbygget (Madsen 2003). I første halvdel af 1800-tallet var Hornbæk fiskerleje præget af sydvendte huse adskilt af små veje ned mod vandet. Kroen og kirken var de mest betydningsfulde bygninger, og en egentlig havn fik man først i 1875. Turismen satte fra slut-ningen af århundredet sit præg på bebyggelsen.

Hammermøllen ved Hellebæk. Foto: Kjartan Langsted 2004.

124

De vigtigste kulturmiljøer omfattet af korridoren

I denne sammenhæng har vi valgt at definere kultur-miljøer som områder, der viser kulturspor fra en be-stemt periode. Korridoren omfatter et repræsentativt udsnit af kulturmiljøer fra flere perioder, således at kulturhistorien i området bliver fortalt. Kulturmiljø-erne er vist på kortet over korridoren på side 117.

1. Femhøje ved Villingebæk: Fire bevarede bron-zealderhøje; én blev sløjfet i 1942. Arkæologen Vilhelm Boye beskrev lokaliteten i 1884 (Mad-sen 2003:196f).

2. Gurre Slot og Valdemars Vold: Indhegnet borgområde med bygningskompleks fra 1300-1500 tallet (se kap. 4.2.2). Der er opsat skilte, som fortæller om slotsområdet, sagnhistorien og de nyere arkæologiske undersøgelser. Den 48 m lange bygning nordøst for hovedborgen er for nylig blevet markeret med græstørvsvolde. Val-demars Vold i Gurre Vang forløb oprindeligt fra Gurre Sø til den nu udtørrede Munke Sø. Vest for Gurre Sø strakte en tilsvarende vold sig gen-nem Horserød Hegn fra Store Svends Mose til Stenkrog. Voldene er ældre end Gurre Slot, dvs. fra tidlig middelalder eller oldtiden. De kan have fungeret som en slags spærringer eller være vangegrænser omkring nogle af de forsvundne bebyggelser, som nævnes i Esrum Brevbog.

3. Kronborg og byen Helsingør: Borgen Krogen blev bygget af Erik af Pommern i begyndelsen af 1400-tallet som værn for Sundets indsejling. Desuden skulle den sikre opkrævningen af Øre-sundstolden, som kongen indførte 1429.

Under Frederik II ombyggedes fæstningen gen-nemgribende og blev herved Nordens stærkeste og fornemste slot. Kronborg brændte i 1629, men det blev straks genopbygget. Slottet har siden 1915 rummet Handels- og Søfartsmuseet. I disse år gennemføres omfattende arbejder på Kronborgs raveliner. Byplanen for det gamle Helsingør, hvor gaderne skærer hinanden i rette vinkler, går sandsynligvis tilbage til tiden efter Øresundstoldens indførelse i 1400-tallet. En meget stor del af Helsingørs gamle bebyggelse er bevaret.

4. Krogerup Gård rummer i dag Krogerup højsko-le. De nuværende bygninger stammer fra 1837. Gården går tilbage til 1500-tallet, men udvikler sig først til en storgård under Hans Rostgaard omkring 1660. Rostgaard optrådte heltemodigt under et forsøg på at tilbageerobre Kronborg fra svenskerne, og han blev som belønning ud-nævnt til fiskemester i Kronborg Amt. Han fik også skøde på Krogerup, og skovene omkring Krogerup var derfor nogle af de få skove i Nord-sjælland, som var i privat eje under enevælden. I løbet af en årrække udvidede Rostholm sine besiddelser med jord i Tikøb og Esbønderup. I området omkring gården er der opstillet flere mindesten om denne tid.

5. Egebæksvang: Nedlagt landsby fra 15-1600-tallet ved Egebækken. Et par af landsbyens gårde blev i 1960’erne undersøgt af National-museet.

6. Flynderupgård ved Espergærde. Denne lyst-gård var, som det var almindeligt i Nordsjælland i 1800-tallet, ejet af byfolk, der havde forpag-tere/ forvaltere til at tage sig af landbruget. Den ombyggede hovedbygning og avlsbygningerne fra 1915-20 rummer Flynderupgård Museet. Det omgives af et herregårdslandskab med en have i romantisk stil. Til Flynderupgård er i dag knyttet et frilandskulturcenter.

7. Hellebæk: Mesterboligerne og Skæftergården fra 1700-tallet danner sammen med Probérhu-set, De Edsvornes Hus, mølledammene, mølle-huset, slibemøllen og Hammermøllen et enestå-ende stykke dansk industrihistorie. På Hammer-møllen findes en udstilling om geværfabrikken, og i hammersmedjen demonstreres smedning af bøsseløb.

Krogerup. Foto: Kjartan Langsted.

125

Rester af Hellebæk Klædefabriks bomulds- spinderi fra 1800-tallet kan stadig anes ved mø-

ledammen, og vandhjulets overgang til den moderne turbine anskueliggøres i Turbinehu-set. Her er desuden modeller af Hellebæk i 17–1800-årene.

8. Lappestens Batteri lidt nord for Marienlyst blev anlagt af militæret i 1808. Det skulle hindre, at fjendtlige skibe ankede op ved Lappegrunden, da de herfra kunne beskyde Kronborg. Lappe-stens Batteri var med sit næsten fuldstændige bastionære anlæg det største af de kystbatteri-er, der blev anlagt langs Nordkysten i 1807-08 (Madsen 2003:32ff). Andre mindre vinkelfor-mede skanser lå ved Skandseøre og ved Smede-haven syd for Helsingør, ved Helsingør Havn, ved Hellebæk og ved Dronningmølle.

9. Marienlyst Slot: I de nuværende bygninger (1759-63) har Helsingør Kommunes Museer en permanent udstilling af guldaldermalerier og slottets historie. Haveanlægget omkring slottet blev nyanlagt (1919-21), efter at størstedelen af den romantiske have blev ødelagt, da Helsingør

Kommune i 1851 efter at have købte Marien-lyst udstykkede størsteparten af jordene til pri-vate. Senere købte kommunen dele af jordene tilbage og indrettede bl.a. tennis- og fodboldba-ner. Arealet oven for kystskænten er dog næsten urørt og rummer stadig mange spor af Johan Ludvig Mansas romantiske havelandskab fra 1790’erne.

10. Tikøb landsby kaldtes i 1170 for Tiwitcop. Den ligger i en skålformet lavning ved en sø. Før ud-skiftningen i 1776 og 1786 lå gårdene ligesom husene i dag, langs de vejgafler, som den øst-vestgående bygade danner med vejene fra op-landet. Sognekirken er fra 1100-tallet.

11. Borsholm landsby ligger på Tikøb sogns bed-ste jorder. Ved stjerneudskiftningen blev flere af landsbyens oprindelig 9 store gårde liggende i landsbyen. Borsholmgårds gamle toft er i dag indgærdet med enebærris. Struensee og flere af Helsingørs engelske købmænd har været ejere af gården. En fægyde fører ud fra landsbyen, og på markerne syd for landsbyen ligger flere grav-høje.

Hellebæk år 1824. Kortet angiver de forskellige virksomheder og boliger i området. (Efter Madsen 2003)

1) Skaaningedam2) Hellebæk Dam(fordam)3) Hellebækgaard4) Blegeri, vaskemølle og arbejderboliger5) Hammermøllen (nuværende museum)6) Bøssemagergade7) Caroline Mathildesvej og Gl.Hellebækvej8) Hellebæk Kro9) Kongens Mølle10) Teglværk11) Unmacks Dam 12) Unmacks Dam 13) Store Mørkedam14) Lille Mørkedam15) Det lave Hus, Ndr. Strandvej 112-1616) Riffs og Linds hus m.fl.17) Pinsebakken 18) “Den nye Hammermølle”

126

12. Saunte I den gamle landsbygades østlige del ligger Sauntegård, der er sammenlagt af fire af landsbyens oprindelige gårde. I dag er den kur-suscenter. Til gården opførtes i 1916–18 en ræk-ke arbejderboliger i cottagestil langs landsbyga-den. Landevejen mod Holmene over det gamle overdrev følger en bæk i et smukt dalstrøg og fortsætter ud på den gamle rullestensås, hvor der kun ligger enkelte husmandssteder.

13. Nyrup Vang: Frederik II’s brolagte kongevej

fra 1584-85 forbandt hans to slotte, Frederiks-borg og Kronborg med det kongelige haveanlæg Lundehave. Ved denne vej ligger den eneste be-varede milepælshøj fra Ole Rømers opmåling i 1600-tallet.

14. Hornbæk og Hornbæk Plantage med Ræ-veleje: Den ældste bebyggelse i Hornbæk lig-ger mellem de to flyvesandsområder Hornbæk Plantage i øst og Horneby Sand i vest. Hornbæk Plantage er et resultat af sandflugtsbekæmpel-sen i slutningen af 1700-tallet. Inde i plantagen mellem Ellekilde og Hornbæk har man påvist fem hustomter fra den lille fiskerbebyggelse Ræveleje. I 1987–88 udgravede man et hus på 4 x 8 m, der har været beboet hele året. Fiskelejet, som var blevet anlagt i 1500-tallet, ophørte i be-

gyndelsen af 1600-tallet på grund af fiskerikri-sen og sandflugtsproblemerne. Horneby Sand har karakteristiske parallelle ”tangveje”, som bønderne fra landsbyerne inde i landet brugte, når de skulle hente tang til gødskning. Gen-nem fiskerlejet Hornbæk flyder Vesterbækken og Østerbækken, og omkring stejlepladserne ligger mange velbevarede fiskerhuse. Husene og haverne i Hornbæk bærer i dag præg af 18-1900-tallets sommerturisme, og den nuværende kirke fra 1737 har altertavle med maleri af C.W. Eckersberg fra 1838.

Potentialer

Nedenfor følger en liste over forslag til kulturhisto-riske projekter inden for korridoren Kronborg-Gurre-Krogerup.

1. Egebæks Vang syd for Snekkersten: Nær Ege-bækken lå i 1500-tallet en lille landsby, som blev nedlagt i begyndelsen af 1600-tallet og efterfølgende benyttet til kongens høslet og kreaturgræsning. Nationalmuseet undersøgte i 1960’erne et par af landsbyens gårde, hvor den ene har tilhørt en håndværksmester og den anden en tolder fra Helsingør. Landsbyhusenes grund-plan kan markeres med græstørv på grundlag af en mindre arkæologisk undersøgelse.

2. Flynderupgård: For, at man kan illustrere tid-ligere tiders landskabsbillede, kan man reetab-lere det lille søanlæg i den romantiske have og stiforbindelsen mellem den ”vilde” skov og det dyrkede land. Langs med stien bør den nu dyr-kede mark overgå til græsningsoverdrev gerne for køerne på gårdens historiske landbrug.

3. Nyrup Hegn, sydøst for Gurre: Frederik II’s brolagte kongevej fra 1584-85, som forbandt hans slotte, Hillerødsholm/ Frederiksborg og Krogen/ Kronborg, bør beskyttes mod de øde-læggelser, der forårsages ved tværgående færd-sel med tunge landbrugsmaskiner. Ole Rømers milepælshøj fra 1681 er den eneste bevarede. Højen markerer to mil fra Frederiksborg og Hørsholm og fem en halv mil fra Københavns Østerport. Milepælshøjen og de tyve store sten, som omkranser den, bør holdes fri for vegeta-tion. Selve milestenen på toppen mangler, men den skulle kunne rekonstrueres. En stenkiste un-der kongevejen nær milepælhøjen bør friholdes for vegetation.

Lappestens Batteri var et af de største kystbatterier, der blev anlagt langs Nordkysten i 1807-08. Den stiplede linie angiver konturerne af det tidligere tekniske museum fra 1968 (Efter Madsen 2003:33).

127

4. Lappestens Batteri : Lappestens Batteri var forsynet med to bastioner mod havet og en rave-lin mod land. Den store bygning fra 1960’erne, som tidligere husede Teknisk Museum, og som ligger midt i Lappestensbatteriet, bør nedrives.

5. Marienlyst Slotshave: Marienlyst Slots funk-tion som lystslot for Kronborg bør i højere grad formidles til de besøgende på Kronborg, såle-des at besøg på de to slotte kan kombineres. Man bør reetablere det romantiske haveanlæg på Marienlyst fra 1790’erne med dets stisyste-mer, gravhøje, eremithytte og middelalderlige gotiske tårn, hvis høj er bevaret frem til i dag. Haveanlægget er enestående i Danmark og har sin nærmeste parallel i haven ved Petit Trianon ved Versailles, som blev anlagt to år senere.

6. Gurre Slot: Borgen lå oprindelig omgivet af vand og sump. For, at man kan genskabe den visuelle forbindelse mellem borgen og Gurre Sø, bør ellebevoksningen nord for borgen helt eller delvis fjernes. De seneste års arkæologi-ske undersøgelser omkring Gurre slotsruin har vist, at det samlede anlæg er væsentligt større end tidligere antaget. Bl.a. fandt man en 48 m lang bygning med en 10 m lang tilbygning, som

i dag er markeret i terrænet med græstørvsvolde. Desuden har man fundet en mur eller et kam-pestensgærde, der markerer slotsanlæggets ydre afgrænsning på ca. 230 x 180 m. Uden for muren har der ligget en smedje. For, at man bedre kan formidle anlæggets størrelse og kompleksitet, bør man også markere den ydre mur og smed-jen med græstørv. Ved ruinen af den romanske kirkebygning fra 1200-tallet, som antageligt var det Sankt Jacobskapel, som i 1361 under Valde-mar Atterdag fik status af slotskapel, bør man opsætte informationsskilte.

7. Teglovnskrogen: På Gurre Sø’s sydvestlige bred har der siden 1300-årene været teglbræn-ding til Gurre Slot. Den ene af de to kendte teglovne, som blev udgravet af Helsingør By-museum, kan ses i skrænten og skovbunden. De færdige tegl blev fragtet over til slotsholmen, og på søens bund ligger mængder af munkestens-brokker. Der bør opsættes et informationsskilt på stedet, der fortæller om teglovnene.

Området ved Gurre Slotruin. Den røde linie viser, hvor volden og stalden lå .

128

8. Krogerup - Humlebæk: Området er rigt på kulturhistorie, natur og moderne kunst. Af hen-syn til oplevelsen af kulturmiljøet bør Gammel Strandvej lukkes for uvedkommende trafik. Par-ken ved Louisiana Museum for Moderne Kunst forbinder arkitektur og kunst med Øresunds-kysten og skoven. Gennem information, f.eks. i museets restaurant, og et samarbejde med Krogerup højskole kunne kulturlandskabet ved Krogerup og Humlebæk formidles til de mange tusinde mennesker, der hvert år besøger Loui-siana.

Beskyttelse, fredninger og udpegninger

• Fortidsminder og deres 100 m sikringszone er be-skyttet i medhold af museumsloven, kapitel 8a, og der må ikke ske ændringer eller tilplantning. Der må ikke dyrkes nærmere end 2 m fra foden af et fortids-minde.

• Jord- og stendiger er beskyttet i medhold af muse-umsloven, kapitel 8a.

• Kirker i området (anlæggelses år): Sankt Olai (1200), Sankt Mariæ (1430), Kronbrog slots kirke (1582), Vestervang (1966), Tikøb (1200), Gurre (1917), Hornbæk (1737), Hellebæk (1920), Egebæksvang (1896), Mørdrup (1976), Humlebæk (1868). Byg-ningerne og inventaret er beskyttet af den kirkelige lovgivning, ”Loven om kirker og kirkegårde” fra 1992 (revideret 2001). Hertil kommer Exner-fred-ningerne fra 1950’erne af arealerne omkring middel-alderkirkerne.

• I korridoren indgår fredningerne (frednings nr. og navn) : 217-101 (Egebæksvang kirke), 217-102 (Egebæksvang), 217-103 (Egebækken), 217-104 (Espergærde strand), 217-107 (Kystkilen ved Rør-tang), 217-108 (Kystkilen ved Kelleris), 217-201 (Hellebæk kirke), 217-202 (Ålsgårde/Ellekilde, Skræntarealer), 217-203 (Odinshøj), 217-204

(Ålsgårde, sten), 217-205 (Ålsgårde), 217-208 (Hel-lebækgård) , 217-209 (Hellebæk strand, udsigt), 217-210 (Hellebæk, udsigt) , 217-301 (Gl. Hellebækvej, stengærde), 217-302 (Marienlyst, allétræer), 208-305 (Bergmandsdal), 217-407 (Horneby Ås), 217-409 (Hyrdehøj), 217-606 (Gurre Å), 217-607 (Gurre kirke).

• I korridoren er udarbejdet plejeplan for Tinkerup Mose, Tikøb Langesø, Kobækken og Strandvejen.

• Dele af området er udpeget som kulturarvsarealer (Sb.nr. og navn): 010412-73 (Gurre), 010408- 80 (Hornbæk Plantage).

• Dele af området er udpeget som særlig værdifuldt kulturlandskab (nr. og navn): 20 (Saunte ejerlav), 90 (Gurre), 95 (Krogerup og Humlebæk), 103 (Bors-holm ejerlav), 144 (Kronborg).

Tilgængeligheden

Forslag til passagemuligheder i korridoren:

• Frederiksborg Slot - Endrup - Endrup Hegn - Danstrup Hegn - Nyrup - Kvistgård - Krogerup - Gammel Humlebæk

• Nyrup - Nyrup Hegn - Gurre - Gurre Sø – Tikøb - Horserød Hegn - Havreholm - Klosterris Hegn - Borsholm - Saunte - Hornbæk Plantage - Villingebæk

• Egebæks Vang - Flynderupgård - Nyrup Hegn - Teglstrup Hegn - Kronborg - Helsingør - Teglstrup Hegn - Hellebæk - Ålsgårde - Hornbæk Plantage

Man følger gangstier, cykelstier, markveje og mindre befærdede bilveje. Der er således primært lagt op til færdsel til fods, men på visse strækninger kan man også cykle eller køre i bil.

Kortet på side 131 viser de eksisterende stier og veje markeret med rødt, mens stier, som foreslås etableret, er markeret med blåt.

129

Hornbæk Kirke fra 1737. Foto: Liv Appel 2004.

130

Kor

t ove

r de

stat

seje

de a

real

er i

Kro

nbor

g-G

urre

-Kro

geru

p ko

rrid

oren

.

131

Kor

t med

fors

lag

til p

assa

gem

ulig

hede

r i K

ronb

org-

Gur

re-K

roge

rup

korr

idor

en. E

ksis

tere

nde

veje

(rød

lini

e), f

orsl

ag ti

l nye

vej

e (b

lå li

nie)

, kor

rido

rens

af

græ

nsni

ng (g

rågr

øn li

nie)

. Num

rene

hen

vise

r til

afsn

ittet

”D

e vi

gtig

ste

kultu

rmilj

øer o

mfa

ttet a

f ko

rrid

oren

” på

side

124

- 12

6.

132

6. Forslag og anbefalinger

Den foreliggende rapport omtaler kulturminder, kulturmiljøer og kulturlandskaber, som gennem kulturhistoriske projekter kan sikres for eftertiden og vises frem for offentligheden.

Når nationalparken er etableret, kan de udvalgte kul-turhistoriske projekter gennemføres og formidles til glæde for publikum. For at sikre iværksættelse af nye initiativer og opfølgningen af dem, bør der ned-sættes en styregruppe eller et sekretariat for Natio-nalpark Kongernes Nordsjælland med bred faglig kompetence inden for natur, kultur og friluftsliv.

Uden en målrettet indsats, der kan sikre og bevare de kulturhistoriske værdier i nationalparken for ef-tertiden, vil der med vore dages hastige omformning af samfundet næppe være mange kulturhistoriske værdier at vise frem om få år (Meldgaard 2003:79). Derfor må samarbejdet mellem museerne, stats-skovdistriktet og de nye kommuner i nationalpark-området styrkes.

For de vigtigste kulturmiljøer i nationalparken bør der udarbejdes plejeplaner, som derefter kan indar-

bejdes i statsskovdistriktets driftsplaner og de nye kommuners kommune- og lokalplaner (Skov- og Naturstyrelsen 2001 og 2003). Fra 2007 vil det være kommunerne, som skal bære størstedelen af ansva-ret for sikringen af kulturminderne i byerne og i det åbne land bl.a. gennem plan- og byggesagsbehand-lingen. Sikringen vil kun i begrænset omfang med-føre nye restriktioner i forhold til brugen af land-skabet, da den hovedsagelig bør ske gennem pleje af kulturminderne og ved øget tilsyn, hvor de gæl-dende love og regler håndhæves. Samtidig bør man systematisk gennemgå de gamle landskabsfrednin-ger med henblik på en præcisering af fredningsbe-stemmelserne, som vedrører kulturværdierne.

For de kulturhistoriske museer vil medvirken i pro-jektet betyde, at deres arbejdsbyrde øges, idet der skal opbygges lokale informationscentre på muse-erne og udarbejdes kulturhistoriske oplæg til for-midlere og turguider. Samtidig skal der bruges flere kræfter på samarbejdet med kommunerne og stats-skovdistriktet i sikringen, plejen og tilsynet med kulturminderne. Dette bør der tages højde for ved budgetlægningen af Nationalpark Kongernes Nord-sjælland.

”Denne kommune er en del af Nationalpark Kongernes Nordsjælland”. Kommunerne i nationalparkområdet kan få mulighed for at opsætte informationsskilte om nationalparken ved parkerings- og rastepladser. Med denne satsning på

kultur, natur og friluftsliv kan kommunen markere sin grønne profil.

133

6.1 Forvaltning af kulturmiljøer i nationalparken

Kulturminderne i landskabet fortæller Nordsjæl-lands historie. I landskabet kan man opleve histori-en på det sted, hvor begivenhederne engang udspil-lede sig, og dette kan på en gang gøre historien nær-værende og meningsfuld. På trods af fredninger og andre beskyttelsesforanstaltninger oplever vi i disse år, at kulturminder og kulturlandskaber gradvist for-svinder (Meldgaard 2003). Derfor må bevaringen af kulturmiljøerne og det omgivende landskab være et vigtigt element i projektet for Nationalpark Konger-nes Nordsjælland.

Væsentlige udfordringer ligger i beskyttelsen af de nationale monumenter, de kongelige slotte og de-res omgivelser, mod uheldig byudvikling, vejanlæg mm. Hertil kommer beskyttelsen af kulturmiljøer i historiske bydele, i det åbne land og i kystzonen, hvor der kan være modstridende interesser og øn-sker om arealernes udnyttelse.

Sommerhusene ligger i dag som et bælte langs ky-sten, kun afbrudt af de grønne kiler. Det fortsatte udbygningspres betyder, at bebyggelsen fortættes, og dette kan på længere sigt påvirke kystzonens re-kreative og turistmæssige værdi i negativ retning. Det er derfor vigtigt, at de grønne kiler fastholdes som rekreative områder, men dette skal ske i et sam-spil med de kulturhistoriske bevaringsinteresser.

I det åbne land er fortidsminderne truet af det mo-derne landbrug. Der pløjes ofte tættere på gravhøje-ne end de to meter, som loven foreskriver, og hvergang pløjedybden øges, nedhøvles oldtidsgrave og bopladsernes kulturlag. Trods love og regler, der skal beskytte kulturværdierne i landskabet, medfø-rer manglende tilsyn og pleje, at oldtidsminder og kulturminder fra middelalder og nyere tid forsvin-der, og karakteristiske kulturlandskaber ændres til uigenkendelighed. Mange skader på fortidsminder sker på grund af uvidenhed, og der bør derfor læg-ges særlig vægt på oplysningskampagner om, hvor-dan man beskytter fortidsminder og jord- og stendi-ger i nationalparkområdet.

En ukoordineret lovgivning har medført, at mange af landskabsfredningerne i Nordsjælland, som også inddrager det kulturhistoriske aspekt, ikke har regu-lerende indflydelse på landbrugsdriften. Ofte findes der ikke en oversigt over kulturminderne i det fre-dede område, som muliggør en beskyttelse af dem.

Inden for nationalparkområdet må bestemmelserne i de eksisterende landskabsfredninger derfor præ-ciseres, og der bør foretages en ny registrering af fortidsminder og nyere tids kulturminder i disse områder.

Dræning, dybdepløjning, tilplantning, grusgrav-ning, byudvikling, oprensning af vandløb og vand-huller kan true fortidsminderne i det åbne land (Hovedstadsrådet, udateret arbejdsdokument). In-den for det område, hvor nationalparken skal ligge, plantes der i disse år kilometervis af læhegn, og gennem skovrejsning søges landbrugsarealet redu-ceret. Utilsigtede negative konsekvenser ved dette er bl.a., at kulturlandskabets åbne karakter ændres. Landskabet gror til, og den sammenhæng mellem oldtidens bosætning og naturgrundlaget, som før var let forståelig, udviskes. Samtidig skjules sten- og jorddiger i krat, og fortidsminder ødelægges ved dybdepløjning.

Der bør derfor udarbejdes plejeplaner for udvalgte kulturmiljøer i de enkelte landskabskorridorer med henblik på en differentieret landbrugsdrift og kul-turhistoriske formidling (Fredningsstyrelsen 1984).

For at man kan fastholde kulturlandskabets karakter og understøtte dets udvikling, er det vigtigt, at kom-munerne inden for nationalparkområdet inddrager det lokale kulturhistoriske museum i planarbejdet. Samtidig må kommunerne i arbejdet med bl.a. kom-muneplaner, lokalplaner og byggesager sørge for at tage hensyn til de værdifulde kulturmiljøer, som amtet har udpeget.

Kulturmiljøerne kan tilføre planlægningen en for-tællende dimension om stedets kulturhistorie og tradition, som kan perspektivere og inspirere den fremtidige udvikling. Således kan kulturlandska-bets oprindelige karakter bevares, den lokale byg-geskik kan påvirke udformningen af nyt byggeri, og der kan blive adgang til de grønne områder ad historiske markskel eller stisystemer. Kommunerne bør opfordres til, at de udarbejder bevarende lokal-planer for de vigtige landsbyer og bymiljøer i natio-nalparkområdet (Skov- og Naturstyrelsen 2001 og 2003).

Mekaniseringen af skovbruget er i dag en alvorlig trussel mod de fortidsminder, som i århundreder har ligget beskyttet i skoven. Mange fortidsmin-der er yderst sårbare. Ved registrering i Gribskov i 1980’erne vurderede man således, at mange af de

134

højryggede agre kunne være væk efter næste be-standsforyngelse. Særlig kan perioder med hektisk aktivitet efter stormfald medføre utilsigtede øde-læggelser. Det er derfor vigtigt, at der gennemføres grundige registreringer af fortidsminder i alle stats-skovene i nationalparkområdet, således at skovvæ-senet kan udarbejde detaljerede driftsplaner.

Når man udarbejder driftsplaner, bør man sørge for, at vegetationen i fortidsmindeområderne reguleres. Hvis de ligger skjult i krat, bliver de let overset og ødelagt. I løbet af 1990’erne er 1200 hektar eller ca. 20 % af Gribskov udlagt efter Skov- og Naturstyrel-sens naturskovsstrategi. Med naturskov, mener man en selvgroet bevoksning af naturligt indvandrede træarter.

Naturskoven kan imidlertid være kulturpåvirket i forskelligt grad, f.eks. som græsningsskov og stæv-ningsskov. Hvis en naturskov henligger urørt gen-nem lang tid, opstår der en såkaldt ”urskovsagtig naturskov”, hvor sporene af skovbruget bliver sva-ge, og hvor alders- og artsdiversiteten bliver stor.

Man har ønsket, at Gribskov skal fremstå ”som selvgroet og efterkommer af den oprindelige natur-skov”. Hvis man ikke ved udvælgelsen af områder til ”urørt skov” tager hensyn til fortidsminderne vil vigtige områder med fortidsminder ligge utilgænge-lige i tæt skov. Derfor anbefales det, at man i områ-der med fortidsminder fremover satser på såkaldte ”Bøgesøjle-haller”, hvor den korte bundvegetatio-nen gør det muligt at se fortidsminderne.

6.2 Formidling af kulturhistorien i national-parken

Formidlingen af kulturhistorien i Nationalpark Kongernes Nordsjælland kan bl.a. ske gennem udstillinger, foredrag, ekskursioner, TV, radio, presse og internettet.

Udgangspunktet for formidlingen er de kultur-historiske museers og de lokalhistoriske arki-vers, samlinger, registre, historiske landkort og detaljerede kendskab til lokalområderne. Dette materiale udnyttes allerede i dag, når de kultur-historiske museer efter museumsloven samar-bejder med kommunerne om plansager, og når museerne tilrettelægger guidede ture i kultur-landskabet. Formidlingen af kulturmiljøerne i nationalparken vil naturligt ligge i forlængelse af dette arbejde.

Udstillingerne på de kulturhistoriske museer gi-ver i dag gennem præsentationer af genstande, billeder og kort i tematiske eller kronologiske forløb værdifuld information om kulturlandska-bets opståen og udvikling. Traditionelt har pub-likum først besøgt museet og dernæst bevæget sig ud i landskabet, men det omvendte forløb kan være lige så hensigtsmæssigt. På samme måde forestiller vi os, at udstillingerne på de kongelige slotte og kunstmuseerne i national-området kan suppleres, således at de i højere grad lægger op til, at museumsbesøg kan kom-bineres med en tur i landskabet eller byerne. I Gribskov skal undgå at områder med højryggede agre

udlægges til ”urørt skov” efter naturskovsstrategien. Urørt skov (rød), græsningsskov (grøn), højryggede

agre (vandrette sorte linier).

135

Formidlingen af kulturværdierne i nationalparken vil kræve medvirken af guider, som kan stå til rå-dighed for grupper, der ønsker rundvisning i natio-nalparken. Men først må materialet, som skal ligge til grund for den kulturhistoriske formidling, produ-ceres i et samarbejde mellem formidlere og museer. Hjemstedet for disse aktiviteter bør være formid-lingscentret på Esrum Møllegård, der allerede har naturfaglig ekspertise inden for zoologi, botanik og biologi i området Gribskov-Esrum Sø. Dette fagom-råde omfatter også viden om de økologiske forhold, der siden stenalderen har betinget den erhvervskul-turelle udvikling i området. Esrum Møllegård vil derfor i forbindelse med nationalparken med fordel kunne tilføres kulturhistorisk kompetence og ud-vikles til et kulturhistorisk og naturvidenskabeligt formidlingscenter.

På de kulturhistoriske museer, de kongelige slotte og kunstmuseerne i nationalparkområdet bør der indrettes en informationsstand, hvor der fortælles om nationalparken generelt og specifikt om de aktu-elle tilbud om aktiviteter og guidede ture i lokalom-rådet. På denne måde opstår der en værdifuld vek-

selvirkning mellem formidlingscentret på Esrum Møllegård og de lokale centre på museerne.

Som det fremgår af rapporten, er de danske kon-gers samling af gods til en vildtbane i Nordsjælland forudsætningen for, at man i dag kan etablere en nationalpark. Det ville derfor være naturligt, at der f.eks. i staldlængen på Esrum Kloster etableres en udstilling, der fortæller om dette særlige kapitel af landsdelens historie. Udstillingen bør etableres i et samarbejde mellem flere kulturhistoriske museer og Nationalmuseet.

Vi forestiller os, at udstillingen kan tage udgangs-punkt i de middelalderlige klostre ved Esrum og Æbelholt samt de middelalderlige borganlæg ved Dronningholm, Søborg, Gurre og Krogen, der for-tæller rigshistorie og er vigtige for forståelsen af kirkens og kongernes særlige interesse for Nord-sjælland i middelalderen. På de kongelige slotte Kronborg og Frederiksborg kunne man tænke sig, at udstillingerne suppleredes med udstillinger om den senere udvikling.

Forslag til en formidlingsmodel for Nationalpark Kongernes Nordsjælland. Modellen illustrerer samspillet mellem et formidlingscenter på Esrum Kloster og Møllegård og

de kulturhistoriske museer, kunstmuseerne samt de kongelige slotte i nationalparkområdet. Af Liv Appel.

136

7. LitteraturAndersen, Ingrid Falkentoft 1994. Vejviser til Danmarks oldtid. Århus.

Andersen, Jørgen (red.) 1969. Bogen om Frederiksborg Amt. Hillerød.

Andersen, Lis Strunge 1991a. Dronnigholm ruin – bevaringsarbejdet 1983-86. Danmarks ruiner 2. Skov- og Naturstyrelsen. København.

Andersen, Lis Strunge 1991b. Gurre borgruin – bevaringsarbejdet 1986-88. Danmarks ruiner 4. Skov- og Naturstyrelsen. København.

Andersen, Lis Strunge 1992. Fantasiens Ø – Bevarings-arbejdet 1987-1991. Danmarks Ruiner 9. Skov- ogNaturstyrelsen. København

Andersen, Lis Strunge 1993. Asserbo ruin – bevarings-arbejdet 1990-92. Danmarks ruiner 12. Skov- og Natur-styrelsen. København.

Andersen, Svend T. 1993. Det tidlige landbrug. I: Hvass, S. og Storgaard, B. (red). Da klinger i Muld. 25 års ar-kæologi i Danmark. Århus.

Aner, Ekkehard og Kersten, Karl 1973. Die Funde der älteren Bronzezeit des Nordischen Kreises, Schleswig-Holstein und Niedersachsen. Band 1. Frederiksborg und Københavns Amt. Neumünster.

Appel, Liv Kristine (red.) 2003. Esrum - Søborg delom-rådeplan. Vestlige del. Forundersøgelse af kulturhistori-ske forhold. Holbo Herreds Kulturhistoriske Centre.

Appel, Liv Kristine 2004a. Bronzealderguld fra Stokke-rup Mark ved Græsted. Holbo Herreds Kulturhistoriske Centre. Årbog 2004, s. 123-141.

Appel, Liv Kristine 2004b. Lå Sjællands første glashytte i Gribskov? Kanalen nr. 13. Nyt fra Gilleleje og Omegns Museumsforening.

Appel, Liv Kristine og Carstensen, Carsten 2003. Kong Cristian V’s jagt ved Esrum og den første danske guld-brakteat. Holbo Herreds Kulturhistoriske Centre. Årbog 2003, s. 63-86.

Appel, Liv Kristine og Jørgensen, Jannie 2002. Bronze-lurerne fra Smidstrup i Blistrup sogn – de ældste musik-instrumenter fra Holbo herred. Holbo Herreds Kulturhi-storiske Centre. Årbog 2002

Aaby, Bent 1994. Skovhistorie. Bol og By. Landbohisto-risk Tidsskrift 1994, nr. 1.

Aaby, Bent 1996. Trees as antothropogenic indicators in regional pollen diagrams from eastern Denmark. I: K.-E. Behre (red). Anthropogenic Indicators in Pollen Diagrams, s. 73-93. Rotterdam.

Bang, Carsten Henrik 1994. Guide til danske fortidsmin-der. Miljøministeriet, Skov og Naturstyrelsen. København.

Becker, C.J. 1972. Mosepotter fra Danmarks jernalder. Problemer omkring mosefundne lerkar og deres tolk-ning. Aarbøger for nordisk oldkyndighed og historie 1971, s. 5-61.

Bernichow, Steen 2003. Sandflugten. Røhls kamp for Tisvilde Hegn. Vejby.

Berthelsen, Jørgen G. 1992. ..da kand mand køre fra Kiøbenhaffn henat Chroneborgh ringere end i fire timer. Christian IV’s kongevej fra Hørsholm til Nyrup. På vej. Frederiksborg Amts Historiske Samfund. Årbog 1992.

Beyer, Flemming m.fl. 1989. Historiske huse i Gilleleje fiskerleje. Gilleleje Museum og Nationalmuseet.

Beyer, Flemming og Jarrum, Erik A. 1991. Stenholt Mølle. En kulturhistorisk redegørelse. Nordsjællandsk Folkemuseum. Hillerød.

Esrum Klosters ekslibris i håndskrift fra slutningen af 1100-tallet.

137

Beyer, Flemming og Jarrum, Erik A. 1995. Faurholm. En kulturhistorisk undersøgelse. Udarbejdet af Sophienborg, Nordsjællandsk Folkemuseum for Frede-riksborg Amt. Hillerød.

Bjørn, Claus 1994. Et lidet fattigt land? Guldalderens Danmark. I: Scavenius (red.). Guldalderhistorier 20 nær-billeder af perioden 1800-1850.

Bodilsen, Inge 1993. Kregme i vikingetiden. En under-søgelse ved Museumsgården ”Birkely”. Arkæologi i Frederiksborg Amt 1983-1993. Frederiksborg Amts Mu-seumsråd, s. 115-140.

Boye, Vilhelm 1882. Fund af Gjenstande fra Oldtiden og Middelalderen i og ved Søborg Sø. København 1882.

Burchardt, Lonnie 2004. Jagten på fyrmester Christian Fabers Have. Kanalen nr. 13. Nyt fra Gilleleje og Om-egns Museumsforening, s. 8-13.

Busch, Ebba 1963. Nordvestsjælland og Odsherred. I: Thorvildsen, Elise og Kehler, Stephan. Med arkæologen Danmark rundt. Politikens Forlag. København.

Broholm, H.C. 1943. Danmarks Bronzealder. Bd. 1. Samlede Fund fra den ældre Bronzealder. København.

Broby-Johansen, R. 1948. Den Danske Billedbibel i Kalkmalerier. Gentofte.

Baagøe, Jette 1998a. Det står med brede bøge. Kryds-felt. I: Bencard, M. (red.). Ånd og natur i Guldalderen, s. 201-221.

Baagøe, Jette 1998b. Det står med brede bøge. Særud-stilling i anledning af Guldalderfestival 1998. Dansk Jagt- og Skovbrugsmuseum 5.9-30.11.1998. Katalog. Hørsholm.

Carstensen, Carsten 2003. Fortidsminder på Frederiks-borg Statsskovdistrikt. Miljøministeriet, Skov- og Na-turstyrelsen.

Christensen, Bent m.fl. 2002. Esrum Klosters Brevbog bd. I (oversættelse) og bd. II (kommentar). København.

Christiansen, Dorthe 1999. En 1000-årig vikingeskat fra Ramløse. Holbo Herreds Kulturhistoriske Centre. Årbog 1999, s. 29-37.

Christensen, Carl 1926. Frederiksværk. En dansk fa-briksbys historie. København.

Dahl, Bjørn Westerbeek 2003. 1600-tallets parforce-jagtveje i Nordsjælland. Fra Frederiksborg Amt. Årbog 2003.

Dehn-Nielsen, Henning 1999. Fortidsminder i Dan-mark.

Ebbesen, Klaus 1980. Et offerkar fra Bronzealderen. Fra Frederiksborg Amt. Årbog 1980, s. 41-44.

Engberg, Niels og Frandsen, Søren 1989. Senmiddelal-derens sæsonfiskere og den første helårsbebyggelse på Sjællands nordkyst, s. 71 ff.

Etting, Vivian m.fl. 2003. Gurre slot. Kongeborg og sagnskat. København.

Fabricius, Richard 1952. Dobbeltjættestuen Ølshøj i Smidstrup, Blidstrup Sogn. Fra det gamle Gilleleje 1952, s. 68-77.

Faye, Jan m.fl. (red.) 1988. Marienlyst Slot. Det konge-lige lystanlæg ved Helsingør.

Fischer, Christian 1993. De første vandmøller. Mølle-bygninger i Danmark, s. 37ff. København

Fonnesbech-Sandberg, Eliza 1992. Problemer i Østsjæl-landsk bopladsarkæologi. I Sjællands Jernalder. Beret-ning fra et symposium 24. Bind IV. 1990 i København 1992.

138

Frandsen, Søren 1987. Nordsjællands fiskerlejer. Bygd 18. årgang, nr. 1. 1987.

Frandsen, Søren og Jarrum, Erik A. 1987. Kulsvierbøn-derne i Gribskov. I: Westergaard, Poul (red.). Kulsvier-bønderne i Gribskov. Kulsvierlandet. Kulsvierprojektet. Skoletjenesten, s. 40 - 56.

Frandsen, Søren 1989. Projekt Gribskov. Gilleleje Mu-seum. Årbog 1989, s. 46.

Frandsen, Søren og Jarrum, Erik A. 1992. Sæsonfiskele-jer, åresild og helårsfiskerlejer ved Sjællands nordkyst. Gilleleje Museum. Bd. 29. 1992, s. 105 ff.

Frandsen, Søren 1991a. En Raagelejefisker ca. år 1700. Vejby-Tibirke Selskabets Årbog 1991.

Frandsen, Søren 1991b. Rågeleje i begyndelsen af 1900-tallet. Vejby-Tibirke Selskabets Årbog 1991

Frandsen, Søren og Jarrum, Erik A. 1993. Villingebæk Fiskerleje. Gilleleje Museum, bd. 30. Årbog 1993.

Frandsen, Søren 1997. Toget der blev stærkt forsinket. Gilleleje Museum Årbog 1997, s. 17-33.

Frandsen, Karl-Erik 2002. Esrum Klosters ejendoms-historie. Esrum Klosters Brevbog II. København.

Frederiksborg Amt 1992. Landskabsbeskrivelse. Frede-riksborg Amt. Hillerød.

Frederiksborg Amt 1997. Nivå Delområdeplan. Integre-rede natur- og miljøprojekter. Hillerød.

Frederiksborg Amt 1999. Havelse delområdeplan. Inte-grerede natur- og miljøprojekter. Hillerød.

Frederiksborg Amt 2003. Fredningsstrategi. Hvad vil vi med fredningerne. Nye fredninger. Eksisterende frednin-ger. Information og dialog. Teknik og Miljø. Hillerød.

Fritzbøger, Bo 2001 (1994). Kulturskoven. Dansk skov-brug fra oldtid til nutid. København.

Jarrum, Erik A. 2003. Eskilds borganlæg i Søborg. Holbo Kulturhistoriske Centre. Årbog 2003, s. 105-121.

Fredningsstyrelsen 1984. Plejebogen - En håndbog i pleje af naturområder og kulturlandskaber. København.

Fritzbøger, Bo 2004. Erhvervsfiskeri i de ferske vande siden middelalderen. I: Hofmeister (red.): De ferske vandes kulturhistorie i Danmark. Silkeborg.

Grønnegaard, Tim 2002. Kildegård. Arkæologiske ud-gravninger i Danmark 2001. Kulturarvsstyrelsen. Kø-benhavn.

Hage, Jørgen 2001. Ringovnen ved Nive Å. Kvistgård. Hansen, Povl 1986. Esrums Kanals tilblivelse. Folk og minder fra Nordsjælland 1986.

Hansen, Ulla Lund 1972. A mesolithic Grave from Mel-by in Zealand, Denmark. Acta Archaeologica vol. XLIII. København.

Hildebrandt-Eriksen, Jess P. m.fl. 1998. Bevaringsregi-strant Frederiksværk. Bevaringsværdige byer og bygnin-ger.

Hofmeister, Erik 2004. Fiskeproduktionen ved de fer-ske vande – fra karper til regnbueørreder. I: Hofmeister (red.). De ferske vandes kulturhistorie i Danmark. Sil-keborg.

Hovedstadsrådet (udateret). Kulturhistorie i hovedstads-regionen. Arbejdsdokument. Valby.

Hjortlund, Marianne m.fl. 1992. Esrum Kloster. Frede-riksborg Amt.

Hvass, Lone 1999. ”Ørved og Ævred” – brudstykker af Nordsjællands oldtidsbebyggelser. Helsingør Kommu-nes Museer. Årbog 1998, s. 4-28.

Hvass, Lone 2003. Hovedgården i Asserbo. Folk og min-der fra Nordsjælland. Julen 2003, s.18-33.

Hvass, Lone 2004. Gurre. Skalk nr. 6. December 2004. Århus.

Høy, Thorkild og Dahl, Jørgen 1996. Søerne i Frederiks-borg Amt. Vedbæk.

Iversen, J. 1941. Landnam i Danmarks Stenalder. En pollenanalytisk Undersøgelse over det første Landbrugs Indvirkning paa Vegetationsudviklingen. Danmarks Ge-ologiske undersøgelser II Rk. 66. København.

Jarrum, Erik A. 1989. Forsvundne gårde og landsbyer i Gribskov. Gilleleje Museum, bd. 28. Årbog 1989, s. 29 -46.

Jarrum, Erik A. 1991. Råge Mølle og Rågeleje. Vejby-Tibirke Selskabets Årbog 1991.

Jarrum, Erik A. 2003. Eskils borganlæg i Søborg. Holbo Herreds Kulturhistoriske Centre. Årbog 2003, s. 105-121.

Jensen, C. Axel 1926. Helene grav i Tisvilde. Årbøger for Nordisk oldkyndighed og historie. København.

139

Jensen, Flemming og Tortzen, Christian Gorm 1991. Skovbønderne. Skovene i Frederiksborg Amt fra vikin-getid til enevælde. Frederiksborg Amt. Undervisnings- og kulturforvaltningen. Hillerød.

Jensen, Jørgen 1998. De forsvundne bronzelurer. Om kongelige gaver og arkæologisk diplomati. Nationalmu-seets Arbejdsmark 1998, s. 27-40.

Jensen, Jørgen 2001. Danmarks Oldtid. Bind 1. Stenal-der 13.000-2.000 f.Kr. København.

Jensen, Jørgen 2002. Danmarks Oldtid. Bind 2. Bronze-alder 2.000-500 f.Kr. København.

Jensen, I. Jørgen 1994. En indre sitren. Balancen mellem det klassiske og det romantiske. I: Scavenius (red). Guld-alderhistorier 20 nærbilleder af perioden 1800-1850. Jensen, L. Andkjær 1946. Fantasiøen. En Omtale af Fan-tasiøen i præstevang ved Hillerød.

Jensen, Ole Lass 1997. Lyngebæksgård III. Arkæologi-ske udgravninger i Danmark 1996. København.

Jensen Ole Lass 1998. En stenalderboplads i Nivåfjor-den. Udgravningen af bopladsen Nivå 10 fra yngre Kon-gemose- og ældre Ertebøllekultur. Hørsholm Egns Mu-seum. Årbog 1997, s. 7-24. Hørsholm.

Jensen, Ole Lass 2003. Stenalderdrengens ansigt rekon-struktionen af et 7500 år gammelt barnehoved. Hørsholm Egns Museum. Årbog 2003, s. 7-17.

Jensen, Ole Lass og Hansen, Kjeld Møller 1999. Bar-negraven fra Nivågård. Hørsholm Egns Museum. Årbog 1998, s. 7-21. Hørsholm.

Jensen, Ole Lass m.fl. (red) 2001. Danmarks jægersten-alder – status og perspektiver. Hørsholm 2001.

Jønsson, Jens Henrik 2002. Kulturhistorisk oversigt. Middelalder 1050-1536. Københavns Amt.

Jørgensen, Jack Overgaard 1989. Esrum Klosters gods-drift fra klostrets grundlæggelse til o. 1400. Årbog for Frederiksborg Amts Historiske Samfund 1989.

Jørgensen, Lars og Pedersen, Lisbeth 1996. Vikinger ved Tissø. Gamle og nye fund fra et handels- og håndværks-center. Nationalmuseets Arbejdsmark 1996.

Jørgensen, E. Laumann og Nielsen, F. Chr. 1964. Nord-sjællands skove gennem 200 år.

Jørgensen, Steffen Elmer 2001. Fra chausseé til motor-vej. Det overordnede danske vejnets udvikling fra 1761. København.

Kapel, Holger 1969. En boplads fra tidlig-atlantisk tid ved Villingebæk. Nationalmuseets Arbejdsmark 1969.

Kierkegaard, Søren 1849. Stadier på Livets vej.

Kaul, Flemming 2001. En sjælden kultøkse fra bronze-alderen. Nationalmuseets Arbejdsmark 2001, s. 50-65. København.

Koch, Eva 1998. Neolithic Bog Pots from Zealand, Møn, Lolland and Falster. Nordiske Fortidsminder, ser. B, vol. 16. København.

Kunwald, G. 1944. En oldtidsvej ved Tibirke Bakker. Fra Nationalmuseets Arbejdesmark 1944, s. 79-88.

Kramer, Finn Erik 1996. Udgravningerne i Attemose 1996. Nomus nr. 3. Nordsjællandsk Museumsforening. Hillerød.

Kramer, Finn E. 1999. Æbelholt klosters jordbesiddelser i middelalderen. Nomus nr. 4. Nordsjællandsk Muse-umsforening. Hillerød.

Kramer, Finn Erik 2001a. En mesolitisk indlandsboplads i Salpetermosen, Nordsjælland – en foreløbig meddelel-se. I: Jensen m.fl. (red.). Danmarks Jægerstenalder – sta-tus og perspektiver. Hørsholm 2001.

Kramer, Finn Erik 2001b. På overgangen mellem oldtid og historisk tid i Lille Lyngby sogn – nye brikker til det store puslespil. Nomus nr. 4. Nordsjællandsk Museums-forening. Hillerød.

Kramer, Finn Erik 2003. Jæger, skovbonde og fæstebon-de. Fra stenalderen til enevælde i egnen ved Esrum Sø, Nordøstsjælland. Kulturhistoriske småskrifter fra Folke-museet nr. 2. Hillerød.

Kramer, Finn Erik 2005. Grønholt Voldsted – en ny tolk-ning. Nomus nr. 1. Nordsjællandsk Museumsforening. Hillerød.

La Cour, Vilhelm 1951. Grønholt Voldsted. Fra Frede-riksborg Amt. Aarbog 1951.

La Cour, Vilhelm 1952. Flynderborg. Fra Frederiksborg Amt. Aarbog 1952, s. 3-24.

Larsen, Anne Christine 1993. Nye undersøgelser af teglovne i Nordsjælland. Arkæologi i Frederiksborg Amt 1983-1993, s.141-154.

140

Lemdahl, G. 1988. Palaeoclimatic and palaeoecological studies based on subfossil insects from late Weichselian sediments in southern Sweden. Lundqua Thesis 22, s. 1-11. Lund.

Liebgott, Niels-Knud 1989. Dansk middelalder arkæo-logi. København.

Linde-Laursen, Anders 1989. Danske skvatmøller – ”Fup eller Fakta?”. Fortid og Nutid XXXVI. København.

Lund, Julie 2004. Våben i vand. Om deponeringer i vi-kingetiden. Årbog for Jysk Arkæologisk Selskab. Kuml 2004, s. 197-220. Århus.

Madsen, Lars Bjørn 1996. Den romantiske have ved Ma-rienlyst. Rundt i det gamle Helsingør 11. Helsingør.

Madsen, Lars Bjørn 1997. En beskrivelse af Tikøb Sogn i året 1681. Helsingør Kommunes Museer.

Madsen, Lars Bjørn 2003. Nordkysten fra Helsingør til Munkerup. Mennesker og Huse. København.

Matthiesen, Hans Ole 1999. Ture i middelalderens Dan-mark. København.

Meldgaard, Kirsten 2003. Generelle indikatorer for kul-turmiljøers og enkeltmonumenters tilstand. Park- og landskabsserien nr. 36. Skov og landskab. Hørsholm.

Meyer, T.J. 1984. Prehistoric field boundaries in eastern Denmark. Journal of Danish Archeaology 3, s. 135-163. København.

Mikkelsen, Birger 1977. Kronborg. Helsingør.

Mikkelsen, Birger 1982. Konge til Danmark. En biografi af Frederik VII. Helsingør.

Møller-Christensen, Vilhelm m.fl. 1960. Æbelholt klo-stermuseum. Nationalmuseets blå bøger. København.

Møller-Christensen, Vilhelm 1982. Æbelholt Kloster. Nationalmuseet. København.

Nielsen, P. Christian 1975. Den nordsjællandske vildt-bane. Årbog for Historisk-topografisk Selskab for Glad-saxe kommune.

Norling-Christensen, Hans 1940. Gilbjerghoved-fundet. Fra det gamle Gilleleje 8.

Olsen, Gunnar 1961. Kronborg Vestre Birk. Holbo her-red fra oldtiden til vore dage. København.

Olrik, Hans 1907. En folkevise om en adelsmands kvin-derov og henrettelse. Fra Frederiksborg Amt 1907.

Olsen, Karina og Wulff, Mogens 1995. Sommergæster på Nordkysten. I Gilleleje Museum, bd. 32. Årbog 1995, s. 3-28.

Palm, Mette 2004. Formidlingsprojektet Usserød-Nivå. Hørsholm Egns Museum og Frederiksborg Amt. Hille-rød.

Paludan-Müller, Carsten og Vestergaard, Poul 1987. Kulsvidning i Oldtiden. I: Vestergaard (red.). Kulsvier-landet. Kulsvierprojektet. Skoletjenesten, s. 30-33.

Petersen, Gunvor (red.) 1986. Historiske huse i Frede-riksværk. Frederiksværkegnens Museum og National-museet. København.

Pedersen, Kenno og Madsen, Lars Bjørn 1992. Marien-lyst Slot. Særtryk af Helsingør kommunes Museers år-bog 1991.

Pedersen, Jens-Aage 1991. Rågeleje-egnen i oldtiden. Vejby-Tibirke selskabets Årbog 1991, s. 5-21.

Pedersen, Jens-Aage 1993. Græsted-stenen. En ny hel-leristning fra Gilleleje Museums arbejdsmark. Gilleleje Museum, bd. 30. Årbog 1993.

Petersen, Birthe Skovholm 1987. Kulsvidning 1763-1813. I: Vestergaard (red.). Kulsvierlandet. Kulsvierpro-jektet. Skoletjenesten, s. 56-67.

Petersen, Erik Brinch og Petersen, Peter Vang 1978. Bergmansdal for 7000 år siden. Helsingør Bymuseum. Årbog 1978. Helsingør.

Petersen, Flemming R. og Meyhoff, Gerda 1986. Søborg Sø – gennem sump til agerland. Søborg.

Petersen, Peter Vang 1984. Chronological and Regional Variation in the Late Mesolithic of Eastern Denmark. Journal of Danish Archaeology, vol. 3. Odense.

Rasmussen, Peter m.fl. 1998. Kulturlandskabets udvik-ling i et langtidsperspektiv. To sjællandske områder gen-nem de sidste 6000 år. Nationalmuseets Arbejdsmark 1998, s.101-114. København.

Rensbro og Christiansen 2001. Hovgårds Eng. Arkæolo-giske udgravninger i Danmark 2000, s. 125.

Richter-Friis, Niels 1981. Pramfarten på Esrum Kanal. Folk og minder fra Nordsjælland 1980.

Rosted, H.C. 1965. Galejhavnen i Nivå. Fra Frederiks-borg Amt 1965, s. 19-34.

141

Scavenius, Bente 1994. Guldaldersvenden - et vindue mod virkeligheden. I: Scavenius (red.). Guldalderhisto-rier 20 nærbilleder af perioden 1800-1850.

Schjøtt-Olsen, Claus 1987a. Karlebo Overdrev. Kulsvid-ningen 1800-1880. I: Vestergaard (red.). Kulsvierlandet. Kulsvierprojektet. Skoletjenesten, s. 80-87.

Schjøtt-Olsen, Claus 1987b. Familien Henriksen. I: Ve-stergaard (red.). Kulsvierlandet. Kulsvierprojektet. Sko-letjenesten, s. 98-109.

Smidt, C.M. 1930. Søborg. Fra Nationalmuseets arbejds-mark 1930, s. 5-18.

Skadhauge, Kund 1981. Sletten og Humlebæk. I: Bram-sen, Bo (red.). Strandvejen før og nu. Bd. 2. Vedbæk til Helsingør, s. 222-288.

Skov- og Naturstyrelsen 2000. Helsingør kommune-atlas. Byer og bygninger 2000.

Skov- og Naturstyrelsen 2001. Inspiration til det fremti-dige arbejde med kulturmiljøer i planlægningen.

Skov- og Naturstyrelsen 2003. Kulturmiljøet i kommu-nernes planlægning - til inspiration. Landsplanafdelin-gen. København.

Steenberg, Niels Kristian 1992. Kongens skove. Skove-ne i Frederiksborg amt. Fra 1500 tallet til moderne tid og Det kongelige Frederikborgske Stutteri. Hillerød

Suhm, P.F. 1786. Æbelholt Klosters Brevbog. I: Scrip-tores rerum Danicarum medii ævi VI.

Thorvildsen, Elise og Kehler, Stephan 1963. Med ar-kæologen Danmark rundt. Politikens håndbøger nr. 251. København.

Topsøe-Jensen, Torben 1977. Vejenes udvikling i Frede-riksborg Amt.

Trap, J.P. 1953. Frederiksborg Amt.

Ulriksen, Jens 1998. Anløbspladser. Besejling og bebyg-gelse i Danmark mellem 200 og 1100 e.Kr. Et studie af søfartens pladser på baggrund af undersøgelser i Ros-kilde Fjord.

Vestergaard, Kim 2001. Da Gribskov blev krongods. Fra Frederiksborg Amt. Årbog 2001.

Vestergaard, Poul (red.) 1987. Kulsvierlandet. Skoletje-nesten. Kulsvierprojektet, museumsdelen. Brønshøj.

Voss, Knud. 1976. Guldaldermalerne.

Wegener, C. F. 1851. Om udgravningen af Asserbo og Søborgs ruiner. Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie 1851.

Westengaard, Erik 2001. Tankefulde haver. En vandring i tre havers frimureriske symbolverden. København.

Westengaard, Erik 2003. Badstuen ved Frederiksborg Slot – stuk og frimurersymboler. I: Acta Masonica Scan-dinavica. Nr. 6, s. 87-100.

Wilcke, Birger 1980. Gribskovbanen 1880-1980. Dansk Jernbane-Klub 43.

Wittendorff, Alex 1973. Alvej og kongevej. Studier i samfærdselsforhold og vejenes topografi i det 16. og 17. århundrede. København.

142

143