22 | april 2010 | LIXEN FOKUS

Pludselig står man på grænsen til dødenOg kigger sig omkring og skriver om tårerne, afskeden og men-nesket, der er lige så livløs som papiret, der skrives på. Hvor tæt kan man gå på mennesker, der ikke lever, og pårørende i deres dybeste sorg?Kisten knirker, kameraerne knipser, kuglepennen kradser og kirkeklokkerne kondolerer en lør-dag formiddag, da Etta Cameron bliver begravet.

Jakob Balthazar Munk

BEGRAVELSE. Klædt i sorte kjoler, nypudsede sko og jakkesæt med slips står en flok mennesker ude fo-ran indgangen til Christians Kirken i København. Klokken er kvart i et lørdag formiddag, og vinden rusker i deres medbragte blomsterbuketter. De snakker fåmælt. Veksler blikke, kondolerer og kigger sig omkring. Deres øjne er trætte og tomme, og deres foldede hænder hviler trygt på maven.

Blot et par meter fra dem i et hjørne af kirkens forgård står de medlem-mer af den danske presse, der er ble-vet sendt til begravelse for at bringe læseren helt tæt på Etta Cameron.

Med tykke jakker, et par kameraer, der hænger skødesløst om halsen, og et par blokke, der stikker op af lom-men, adskiller de sig fra de andre gæster. De tripper. Skutter sig. Kig-ger sig omkring og skraber deres sko mod småstenene.

»Nu venter vi på, at der kommer nogle pårørende,« fortæller Helle Kastholm fra Ekstra Bladet. Det er hende, jeg følger for at se, hvor grænserne går, når de mennesker man skal skrive om, er lige så liv-løse som papiret, det skal trykkes på. Hvad kan man tillade sig, og hvad kan man ikke? Mens vi venter»Men det er koldt at stå og vente, ikke?« Hun ler, mens en kraftig mand kommer hen til gruppen. Han har en grøn jakke på og en hue på hovedet. Han stikker hånden frem og hilser. Det er præsten.

»Det bliver en to timer lang cere-moni i dag,« forklarer han og veksler yderligere et par ord og nikker og smiler, da en journalist med glimt i øjet spørger, om han har fået ny præsteuniform.

»Ja, så mangler huen bare et kors.«

Han går hen imod kirken igen, og Helle Kastholm henvender sig til mig.

»Grænserne bliver lynhurtigt lagt af sig selv. « Hun tilføjer:

»Og det er så præsten, der funger-er som et slags mellemled mellem de pårørende og pressen.«

Et solo skudEn fotograf tager et par hurtige skridt,

da han genkender et ansigt, der kom-mer gående igennem forgården op mod kirken. Peger linsen mod ansig-tet og knipser et par hurtige gange. Klik, klik, og manden går videre mod kirken. Fotografen smiler, da han kommer tilbage til gruppen.

»Så fik jeg ham sgu lige solo.« Tak for igårEn kvinde stiger afbalanceret ud af en stor Audi. Hun har en sort kjole med nylonstrømper, et sort hårbånd og en gul buket blomster, der hviler ganske roligt på hendes højre arm. Hun går langsomt op mod kirken. Hendes øjne er blanke, randerne under dem dybe, og hun kigger tomt frem. Æn-ser ikke den lille flok pressefolk, der nu også tæller en kameramand fra TV2 samt to journalister, der ikke har været lang tid væk fra hinanden.

»Tak for i går.« »Ja, selv tak, det var hyggeligt.« »Jeg synes, du har lidt røde øjne.« De ler, alt imens den sørgmodige

kvinde forsvinder ind i kirken, som præsten kommer ud af. Han har nu fuld mundering på. Den sorte præstekjole, den hvide krave og kor-set, der hænger fra hans hals.

»Der går lige fem minutter, så kan I gå ind og tage de billeder, I skal have.«

Han deler et par hvide sedler ud med titlerne på de sange, der skal synges. Helt tæt påMidt i kirken står den. Hovedat-traktionen. Kisten. Den er lysbrun, symmetrisk, og på toppen hviler et dannebrogsflag sammen med stars and stripes. Rundt omkring er der blomster. I alverdens farver og for-

mer. Lange, gule, korte, røde, ovale, lilla og dem, der er spidse, hvide og de krøllede.

Lidt koldt, ikke?Bagved i gangen ind mod kirken har en journalist fået fat på sønnen, og de snakker roligt sammen. Han bevæger hænderne forsigtigt,

rokker hovedet ganske langsomt og kigger på journalisten med fokuserede øjne. Hendes pen bev-æger sig over den hvide blok, hun nikker og kigger ham i øjnene, da hun stiller et nyt spørgsmål.

I entreen går præsten rundt. Han hilser på de sørgende, der bliver ved med at komme ind ad døren. En af kirketjenerne henvender sig til en kvindelig journalist.

»Det er lidt koldt, ikke?«Kvinden smiler og svarer:

»Jo, men jeg har engang været her i halvanden time i snestorm.« Tjeneren griner kort.

»Ja, så er alting jo relativt.«

Afskeden»Velkommen«, siger præsten med en klar og høj stemme. Han kigger sig omkring.

På de mange mennesker, der sid-der på bænkerækkerne. På dem, der sidder på de øvre etager, og måske på de journalister, der står i hjørnerne. Han gør tegn til, at en kvinde skal

komme op på forhøjningen, der fun-gerer som en scene.

Kvinden stiller sig og rømmer sig en gang, inden hun begynder at synge.

Der bliver klappet. Nogle rejser sig op. Hovederne svinger frem og tilbage, og på forreste række sidder sønnen og tripper med foden. Hans

hoved bevæger sig i forsigtige stød, og hans hænder er foldede.

En fredelig en af slagsenEt par klik lyder fra en fotografens linse. Et par hurtige vip med fingeren for at fange scenen, livet og afskeden med det menneske, der ligger i kisten i midten.

Ude i siden står en kvindelig jour-nalist og skriver ned. Det er Helle Kastholm, og det er ikke hendes første begravelse, men heldigvis en mere fredelig én af slagsen. Det fortæller hun efterfølgende:

»Hvis nu det havde været en be-gravelse af et barn, der blev slået ihjel af sin far, så havde det jo set helt anderledes ud. Det kalder jo på nogle helt andre følelser, også hos de efterladte, og derfor bliver tonen helt anderledes. «

Tænk dig omSammenligningen bunder i et minde. Om en tragisk begivenhed og en voldsom begravelse. En far havde

dræbt sine børn og stukket ild til hu-set efterfølgende, og Helle Kastholm stod som reporter og skulle dække begivenheden. En udfordring både som menneske og journalist.

»Det var jo hamrende sørgeligt, og i det tilfælde er det rigtigt svært at være presse, fordi det er så nemt at komme galt af sted, fordi alle følelserne sidder uden på huden på alle mennesker.«Hun tilføjer:

»Og mennesker reagerer jo for-skelligt, når de er i krise.« Der er en kort pause.

»Så der skal man virkelig tænke sig om.« Virkeligheden overgår fiktionen Helle Kastholm fortæller videre. Om, hvordan pressen i sådanne situ-ationer tager sine forholdsregler. Fotografen placerer sig på det mod-satte fortov med en telekanon. Jour-nalisten er så anonym som muligt og sniger sig ind i kirken, når ceremo-nien går i gang, og ud igen, når den er slut. Og de pårørende får ikke stuk-ket en mikrofon op i hovedet, for det er ikke nødvendigt for historien. Der er en nøgtern reportage rigeligt. For som Helle Kastholm udtrykker det:

»Der er tidspunkter, hvor virke-ligheden næsten overgår fiktionen.«Og selvom man som journalist står på sidelinjen med sin blok som skjold og med kuglepennen som sværd, kan man alligevel ikke un-dgå at blive ramt følelsesmæssigt.

»Det gør jo ondt i maven. Jeg har været til to børnebegravels-er i min karriere, og dem husker jeg begge,« siger Helle Kastholm.

jamun09@student.sdu.dk

Hvor går grænsen for hvad pressen kan tillade sig til en begravelse? Vi er med en lørdag formiddag da Etta Cameron bliver begravet. Foto: Benjamin Kürstein, Ekstra Bladet

”Det var jo hamrende sørgeligt, og i det tilfælde er det rigtig svært at være presse fordi det er så nemt at komme galt af sted Helle Kastholm, Ekstra Bladet