TABULA

UndergrUnd på liåHvem gemmer sig i kælderen på liå, hvem laver sort arbejde - og er det sociale miljø under afvikling?

UndergrUnden i omverdenenTabula tager dig med til dødsmetal, thaimassage, Færøerne og et skraldemekka. Tabula definerer undergrunden!

...tabula GOES uNDERGROuND

s“vi ser nærmere på temaet: undergrund

LIÅ KVARTALSMAGASIN APRIL 2011 UDGAVE #04 - fra studerende til studerende

Lea StidsenSkribent109041@viauc.dk

Lene KjærgaardKasserer, Korrektur94761@viauc.dk

Daniel Nielsen Skribent94085@viauc.dk

Anne HammerKorrektur, Skribent140641@viauc.dk

Anders SchunkSkribent94294@viauc.dk

Mathias NedergaardTegner94096@viauc.dk

Lykke ElmoseTegner, Skribent139679@viauc.dk

Charlotte SøndergaardTegner94886@viauc.dk

Jeppe LindstrømSkribent138058@viauc.dk

Penille NielsenPR, Skribent108800@viauc.dk

Kirstine LyaSkribent94986@viauc.dk

Agnete ByrielSkribent, Korrektur94930@viauc.dk

Jonas Nielsen Skribent94237@viauc.dk

Morten ChristensenSkribent94818@viauc.dk

Dorte KølbækSkribent, Korrektur109215@viauc.dk

Anne Sofie VellingSkribent94037@viauc.dk

Asbjørn BundesenSkribent94758@viauc.dk

Jacob ChristophersenSkribent109318@viauc.dk

sBliver man ved med at grave og grave ned i undergrunden så kommer man igennem til Kineserne. - Ukendt

Adresse:VIA - Læreruddannelsen i Århus Trøjborgvej 82 8200 Århus N87 55 30 00 FB: TABULA - LIÅ

Oplag:500 stk. 10.04.2011-15.05.2011.samt online tilgængelig. Redaktionen af d. 1. marts er afsluttet d. 4.april 2011.

Næste blad udkommer i september 2011. Deadline tildette blad d. 4. april.

Forside:Lars Kirkegaard

Layout/opsætning:www.bonw.dk

Jonas JakobsonSkribent109429@viauc.dk

Indhold

Andreas Vind Redaktør94897@viauc.dk

Lars KirkegaardLayout, PR140637@viauc.dk

Alle er velkommen til at bidrage med stof til bladet. Send materialet til:Andreas Vind - 94897@viauc.dk

LI’PÅ

Cool-Tour

De’batter

Semi-naren

Tabula redaktionenså kan du lige tjekke os ud

#04 Færøerne-udveksling - Spæk, strik og snak#06 Undergrund-rengøringen - Hvem gemmer sig i kælderen?#07 Det sorte samfund - Kul, jern og sort arbejde#08 Lektier Online - Meningsfyldt lektiehjælp#09 Eventyret fra undergrunden - Fritid for flytninge, er det dig?

#10 Thaimassage - Uden underbukser#11 Megadeth slayer - Tung rock, høj hanekam#12 Sweeney tood - Teateranmeldelse#13 Rune Kidde - En blind øjenåbner#14 Musikanten - Om undergrundsmusik#15 NYT SITE: Madfinder.dk - Snart ved overfladen#16 Interview med beatpoet - Mød Claus Høxbroe#18 Leftovers-anmeldelser - Schunks sidste anmeldelser#19 Højskolesang og bål - Og kaffe, øl og hygge

#20 Hvad ville du bruge 60.000 på? - Bibliotekstyveri på LIÅ

#21 Mad med kærlighed - Undergrundsmad#22 Storbyens skraldemekka - Et møde med en “skralder”#24 Hvor langt har I gravet jer ned? - Det studiesociale miljø

Tabula graver i dette blad et spadestik dybere ned i undergrunden. Vi vil ned i mørket, hvor man sjældent kommer. De fleste sidder i denne tid med studieprodukter, bacheloropgaver og andre opgaver, og det er en kærkommen mulighed for netop at grave et spadestik dybere. Det er nu, man har chancen for at fordybe sig – især hvis man i årets løb har bekla-get sig over, at undervisningen er for overfladisk og ligegyldig.

Men foråret skal ikke forsømmes. Det er ikke meningen, at man skal stresse over fordybelse og føle sig gemt væk fra omverdenen. Det er netop nu, at bøgen springer ud, at skoven dufter af forår, at solen giver fregner. Som lærerstuderende er vi på mange måder langt mere privi-legerede end dem, der knokler i de røde bygninger på den anden side af vejen, for vi skal hverken bruge tid på vinter-eksamen eller udenadslære. Det hele spirer, og vi skal huske at sætte pris på det, vi har – ellers for-sømmer vi foråret.

Der er masser af gode muligheder for at nyde foråret i den kommende tid. Bak op om det stærke musikalske miljø på LIÅ ved at komme til årets store MGP-fest d. 29. april. Tag en kaffekande og et tæppe under ar-men d. 4. maj, hvis du kan lide at synge fra højskolesangbogen –læs mere om dette arrangement i bladet.

Nyd solen og opsigtsvækkende skulpturer ved Tangkrogen til sommer, når Sculpture by the Sea igen rammer Århus. Sidst – men ikke mindst – skal du glæde dig til et brag af et Kick-Off d. 26. august, når seminariet igen skal fyldes med liv og glade studerende.

Hyg dig med bladet når du trænger til en pause. Vi er blevet tilfredse med resultatet, men det kan sagtens blive bedre, så giv os gerne respons på bladets indhold og layout.

Nyd foråret – og forsøm det ikke. Tabula ønsker dig held og lykke med eksamener, opgaver og sommerferie. Vi ses til august.

MGP FESTHar du sat kryds i kalen-

deren fredag d. 29. april til

det store MGP med god

musik og fede moves?

så kan du lige tjekke os ud

Opslags-tavlen

Det forsømte forår- ned i undergrunden

af: aNDREaS ViND

Har du noget på hjertet?Tabula vil altid gerne imødekomme foreslag til emner eller materiale. Især stof fra udvalg som vedkommer studerende på LIAA.

LI’ P

Å(lo

kalt

LIÅ

-sto

f)

#04

SPæk, STrIk, Snak…Og megeT, megeT mere

af : ChaRlOttE SøNDERGaaRD

Ved årsskiftet 2010/2011 hoppede jeg ind i det nye år to gange. Først ved mid-nat efter færøsk tid og igen en time efter, efter dansk tid. Hoppet tog afsæt fra en lilla-blomstret velourlignende hjørnesofa sammen med fem medstuderende. Hoppet var ikke kun en markering af nytåret, men også starten på seks ugers praktikophold på Færøerne.

Flere gange har jeg været ved at kaste op over ordene: fælles mål, trinmål, test, elevplaner og evaluering. Men efter flere ugers praktik på en færøsk skole, synes jeg pludselig, at ordene smager lidt bedre. Det skolesystem,

som jeg oplevede på Færøerne, var meget laissez faire. Her er intet krav om individuelle elevplaner, og der findes ingen overordnede Fælles Mål. Hermed ikke sagt, at dette er ensbetydende med, at al undervisning på Færøerne er dårlig. Men jeg har fundet ud af, hvor nødvendige faktorer som mål og evaluering kan være, for at kunne opleve en progression i forhold til elevers læring og til ens egen un-dervisning.

På Færøerne ”tar’ man tingene, som de kommer” – og det kunne vi godt lære noget af her i Danmark, hvor mange af os lever ud fra en presset og propfyldt kalender, og hvor vi planlægger alting ned i mindste detalje. ”Typisk dan-skere”, fik vi flere gange at vide, når vi eftersøgte struktur, planlægning eller dokumentation. Personligt arbejder jeg

#05

bedst under klare og strukturerede rammer, men det var en god udfordring at praktisere undervisning under an-derledes forhold. Det danske skolesystem kan helt sikkert lære noget af det færøske ved at skrue lidt ned for krav og tempo i forhold til diverse test og uddannelsesplaner, som danske elever bliver udsat for.

Det har været utroligt lærerigt at opleve og afprøve kræfter med et udenlandsk skolesystem. Mit praktikop-hold på Færøerne har udvidet min horisont, både fagligt og personligt, og skærpet mit blik på den danske folkeskole.

Helikoptertur, folkedans, koncert, vandreture og mas-sevis af fantastiske naturoplevelser er blot nogle af de oplevelser, som jeg, udover praktikerfaringer, har med mig

hjem fra Færøerne. Oplevelser som jeg deler sammen med en håndfuld skønne medstudiner. Under opholdet delte vi praktikerfaringer og inspirerede hinanden fagligt. Men hyggede, g jorde vi i høj grad også. Der blev snakket, strik-ket… og ja, spist spæk! Og grindehval og tørret fårekød, for den sags skyld.

Det kan på alle måder anbefales at tage sin 3.årspraktik i udlandet – så er du 1. eller 2.årsstuderende, så kig forbi det internationale kontor og hør nærmere.

Praktik på Fæ

røerne

Det har været utroligt

lærerigt at

opleve og afp

røve kræfter m

ed et uden-

landsk skole

system. Mit prak

tikophold

på Færøerne

har udvidet

min horisont,

både fagligt o

g personligt,

og skærpet

mit blik på den

danske folke

skole.

”..og for enden af den gang var der..?”Ja, hvad gemmer der sig egentligt i vores undergrund her på Liå? Det har jeg sat mig for at finde ud af. Af:Lea Nørskov Stidsen

Det er onsdag, og jeg er stået tidligt op for at kigge lidt nærmere på semina-riets kælder. Nedenunder alle trappetrinene – langt væk fra læsesalens båse og bogorme – er der nemlig liv i kludene allerede fra kl. 4.30For enden af en lang gang finder jeg ”Vaskehuset”.

En frisk radiovært runger ud mod de golde betonmure, som er pyntet med di-verse plakater. I loftet hænger der en hekse-stråkost, og på en hylde står der en pokal og et par plastikblomster – med fare for at overdrive, så føltes det nærmest som at træde ind i et helt lille hjem.

Men hvem holder til her? I Vaskehuset møder jeg Gitte Christiansen. Hun sørger for, at Liå kan starte hver eneste dag på en frisk klokken 4.30, hvor den første maskinfuld beskidte klude sættes over i kælderen.

3 timer til det vælter ind med studerende!!! Fra klokken 5 og frem gør Gitte kantinen ren….”lige så lang tid som det tager”.

”Sviner vi?” spørger jeg kækt. Dertil for jeg som fortjent et prompte – ”Ja!”….”Men det er nu især med al den sne og salt” tilføjer Gitte formildende.(stilhed i kælderen imens jeg studerer den nærmeste plakat)

…så konstaterer Gitte: ”Ellers har jeg det godt nok – ellers havde jeg vel heller ikke været her så længe”

Kl. 11.30, når alle vi studerende atter kaster maden ind ved kantinens borde – har Gitte derimod ”g jort rent bord” i kælderen – og kan nyde timerne indtil kl. 21.00, hvor hendes dag er omme.Gitte Christiansen har til maj arbejdet 17 år på Liå!

”Hun sørger for, at LIÅ kan starte hver eneste dag på en frisk klok-ken 4.30….”

I en kælder sort som kul allerdybest nede, finder jeg kimen til noget meget sort og stort. Her møder jeg LIAs smedende mænd og kvinder, som i da-gens anledning er trukket i pænt tøj og har ladet kullene og jernet ligge. Velkommen til det sorte samfund.

”Ja, lad os bare sætte os her”. Lasse viser rundt nede i materielt design og peger på et bord dækket af patch-workstof. ”Nå, Lasse, der er jo hyggeligt hernede. Hvad er det helt præcist det sorte samfund er for en størrelse?””Håndværksmæssige traditioner forenet med en god portion hygge. Her smedes på samme måde som

det blev g jort for mange hundrede år siden. Vi mødes, tænder op i nogle kul, og så går vi ellers i gang med at pro-ducere alt fra ottearmede lysestager til bæltespænder, samuraisværd og grill-/båludstyr.”Hvem er det, der mødes?””Alle der har lyst til at være med. Vi plejer at lægge beskeder på face-bookgruppen (”Det sorte samfund”, red.) og studienet, hvornår og hvor vi mødes. Sådan en otte-ti-stykker er vi som oftest samlet. Vi smeder udendørs og er enkelte gange taget op til Peter undervisers eldorado ved Randers for at smede.””Så man skal ikke sådan være ud-dannet smed eller kunne løfte noget tungt?””Nej, nej – det behøver man skam ikke,

I en kælder sort som kul allerdybest nede, finder jeg kimen til noget meget sort og stort. Her møder jeg LIAs smedende mænd og kvinder, som i dagens anledning er trukket i pænt tøj og har ladet kullene og jer-net ligge. Velkommen til det sorte samfund.

”Ja, lad os bare sætte os her”. Lasse viser rundt nede i materielt design og peger på et bord dækket af patch-workstof. ”Nå, Lasse, der er jo hyggeligt hernede. Hvad er det helt præcist det sorte samfund er for en stør-relse?””Håndværksmæssige traditioner forenet med en god portion hygge. Her smedes på samme måde som det blev g jort for mange hundrede år siden. Vi mødes, tænder op i nogle kul, og så går vi ellers i gang med at pro-ducere alt fra ottearmede lysestager til bæltespænder, samuraisværd og grill-/båludstyr.”Hvem er det, der mødes?””Alle der har lyst til at være med. Vi plejer at lægge beskeder på face-bookgruppen (”Det sorte samfund”, red.) og studienet, hvornår og hvor vi mødes. Sådan en otte-ti-stykker er vi som oftest samlet. Vi smeder udendørs og er enkelte gange taget op til Peter undervisers eldorado ved Randers for at smede.””Så man skal ikke sådan være ud-dannet smed eller kunne løfte noget tungt?””Nej, nej – det behøver man skam ikke,

der er plads til alle niveauer. Og pi-gerne kan også være med. Vi hjælper hinanden, så alle får en god oplevelse med kul, jern og hammer.””Det lyder da bare lidt farligt med de der varme kul og store hamre?!””Ja, men vi har altså aldrig oplevet én eneste, der kom alvorligt til skade, og nu er det alligevel på 10. år, at det sorte samfund har gang i kullene. Det fede ved det her er, at man kan bruge de kundskaber, man tilegner sig hernede, når man engang bliver lærer. Dét at smede er så simpelt, at selv 5.-6.klasserne kan være med. Og så er det jo bare en sjov hobby.””Er det også en dyr hobby?””Det koster ingenting at være med i det sorte samfund. De praktisk-mu-siske fag betaler kullene, og alt det jern, vi bruger, er gamle fjedre, som vi henter hos en autoophugger.””Så man kan godt sige, at I tænker lidt grønt midt i alt det sorte?””Ja, det kan man godt – genbrug, når det er bedst. Til gengæld kræver det ret meget vand og sæbe at blive ren efter sådan en eftermiddag som smed. Man sveder helt vildt og bliver beskidt – crossfit i historisk udgave.””Kan du putte nogle bonusord fra seminarieverdenen på det sorte sam-fund””Dialogisk klasserum. Alle har en stemme i det sorte samfund, og stemningen er rar. Situeret læring er da også et rigtigt bonusord – det har vi også gang i her. Og så er der tværf-agligheden. Der er noget historisk i at udføre et gammelt håndværk, idræt

er integreret i den fysiske brug af kroppen, og hjemkundskab kan vi også godt skrive på, hvis altså man bruger det grilludstyr, man smeder, til noget madlavning.””Er der noget, du gerne vil have med her på falderebet?””Vi har også en ”tag og giv-buffet”, hvor alle tager lidt spiseligt med til deling. Så man går ikke sulten hjem – kun sort og glad.””Så vil jeg gerne sige dig tak for at have kastet lidt lys over det sorte samfund.””Selv tak – jeg håber, det vækker no-get interesse hos folket”.Jeg tager afsked med Lasse og bev-æger mig op i stueplan igen. Indvendig kan jeg ikke lade være med at smile over, at det er den samme Lasse, der for et par uger siden var i TV2 Østjylland. Her blev han interviewet, mens han med strikkepinde og garn i hænderne fortalte om en kammerat, der havde sagt til ham i forbindelse med strikningen, at Lasse ”nogen gange var utrolig lidt mand”. Den kam-merat kan efter dette interview godt tage sine ord tilbage – Lasse fremstår i essens skær som en rigtig mand. Hold øje med studienet og facebook-gruppen ”Det sorte samfund”, hvis din indre smed er vågnet!

”Og pigerne kan også være med. Vi hjælper hinanden, så alle får en god oplevelse med kul, jern og hammer.”

af: aGNEtE byRiEl bENDtSEN

Det sorte samfund

#07

af: aNNE hammER

”Velkommen til Lektier Online, hvad kan jeg hjælpe dig med?” Fra kælderen på Statsbiblioteket sidder otte unge mennesker og giver gratis lektiehjælp til unge i 7. – 10. klasse. Det er især unge fra landets udsatte boligområder, som får hjælp med deres lektier. Unge mennesker, som ofte ikke har en voksen til at hjælpe sig med lektierne.

”Det er fedt at være med til at gøre en forskel. Man kan mærke, at eleverne får noget ud af den hjælp, vi giver. Pludselig går det op for dem, hvordan man løser en ligning, og det er sjovt at se”, fortæller Mikkel Pedersen, der til daglig læs-er økonomi på Aarhus Universitet.Fire gange om ugen kommunikerer de i alt 70 lektiehjælpere med elev-erne på lektier-online.dk. Her kan de både tale, skrive og tegne sammen om lektierne. Elev-erne logger ind på sitet og stiller sig i kø til det fag, de vil have hjælp til. Lektiehjælperne er typisk stu-derende, der af forskellige grunde har valgt at blive frivillige.

Hvorfor være frivillig lektie-hjælper?For det første giver det god er-faring til cv’et. Som lektiehjælper får man undervisningserfaring, in-terkulturel forståelse, forbedrede IT- og kommunikative kompetenc-

er og erfaring med anerkendende pædagogik. Derudover hjælper man unge, som har svært ved at få hjælp til lektierne andre steder fra. Man ud-vider også sit netværk blandt andre studerende i Århus. Lige nu består Lektier Onlines frivillige af studer-ende fra Handelshøjskolen, Lærerud-dannelsen og Det naturvidenskabe-lige, samfundsfaglige og humanistiske fakultet på Universitetet.

Mikkel Pedersen tænkte også på sit cv, da han valgte at blive lektiehjælper. ”Jeg tror, det er godt at have frivilligt arbejde på CV’et, og jeg tror, at lek-tier online samtidig kan give mig nogle kompetencer inden for undervisning og pædagogik.”

Brug for flere lektiehjælpereLektier Online har vokseværk. Hver uge bruger flere og flere elever lek-tier-online.dk. Derfor er der løbende brug for flere lektiehjælpere. ”Sommetider er der rigtig travlt. Når man er færdig med en elev, må man skynde sig videre til den næste”, siger Mikkel Pedersen og understreger, at han synes det er sjovt, når der er rigtig travlt. ”Tiden går hurtigere, når der er noget at lave.”

Eleverne kan få lektiehjælp i dansk, matematik, engelsk samt ”andre fag” i 7. – 10. klasse fra et callcenter på Statsbiblioteket. Lektiehjælperne har vagter to til tre gange om måneden og callcentret har åbent hver søndag, mandag, onsdag og torsdag fra kl. 17 – 20.

Socialt samværLektiehjælperne er gode til at arran-gere fester og sammenkomster. Som lektiehjælper får man gode oplevelser og sjovt samvær med andre lektie-hjælpere. Desuden får man lov til at tage socialt ansvar for at styrke un-ges uddannelsesmuligheder.

”Hver gang vi er på vagt, får vi for-plejning. Rugbrødsmadder, kaffe, te, frugt og sommetider kage”, fortæller Mikkel Pedersen. ”Jeg kan kun anbe-fale alle at blive lektiehjælper. Det er et studiejob, der giver mening.”

Lektiehjælp der giver mening

#08

#09

Lektiehjælp der giver mening

Mange mennesker får lidt nervøse trækninger når man taler om undergrundskultur, men i virkeligheden vokser nærmest al kultur op fra undergrunden og bliver med tiden ‘mainstream’.Dette er eventyret om ideen, der blev plantet i under-grundens livgivende muld, blev opfostret af frivillige il-dsjæle, klarede sig gennem svære tider og til sidst vok-sede sig stort nok til at blive en del at det etablerede system.

Eventyrets hovedperson er den frivillige organisation, Fritid For Flygtninge (FFF).Organisationen blev født, da jeg i foråret 2010 mødtes med to piger, der netop havde lavet en dokumentarfilm om livet på asylcenteret i Ebeltoft, Mariesminde. De var utrolig motiverede efter at have oplevet det meget mon-otone liv på asylcenteret, men også fordi de havde fået venner på centeret. Jeg derimod var lige kommet hjem fra en “red verden”-tur i de varme lande og opdagede til min forundring at flygtninge i Danmark har mindst lige så meget brug for medmenneskelighed som de mennesker, jeg havde mødt på min tur. Det fik mig til at læse en del litteratur om emnet og søge nogle kontakter, hvorpå jeg så mødte dem.

De første nogle måneder var som en nyforelskelse. Alt-ing lykkedes. Vi fik en bestyrelse med 7 medlemmer og en gruppe af frivillige på ca. 20., men da euforien var løjet lidt af og resultaterne ikke var kommet helt så hurtigt som vi havde ventet, var vi nødt virkelig at trække i arbejd-støjet for at få vores frø til at spire. En god organisatorisk struktur og vores grundlæggende kærlighed til projektet blev det bærende element i den videre proces.

Ideen med Fritid For Flygtninge - ideen vi lod spire er, at det ikke skal være et stort opslået integrationsprojekt. Det skal handle om den gode oplevelse og om mennesk-er. Konkret foregår det ved, at vi laver arrangementer to gange om måneden for en gruppe unge fra Aarhus og en flok unge mænd fra asylcenteret i Ebeltoft. Vi spiller fod-bold sammen, tager til Aarhus og oplever ting sammen og frem for alt hygger vi os sammen. Vi er selvfølgelig som udgangspunkt motiverede af et filantropisk ønske om at give næstekærlighed til mennesker, der måske har brug for det, men det er ikke hvad projektet baserer sig på. Vi gør det primært fordi vi er blevet venner med de unge mænd derudefra og fordi vi selv har nogle super timer til arrangementerne. Det handler for os om at turde tro på det ubureaukratiske menneskelige nærvær og lade det være nok.

Nu kommer det til at lyde så højtsvævende og idealistisk, så jeg tror, at det her er passende at fortælle slutningen. Efter at vores hovedperson havde kæmpet sig igennem en del prøvelser, blev den som enhver god eventyrhelt moden og giftede sig ind i et kongerige. Fritid For Flygtninge nåede som projekt tidligt i dette forår til et punkt, hvor vi i bestyrelsen følte, at vi havde fået skabt en velfun-gerende organisatorisk struktur, et godt netværk og afholdt flere særdeles vellykkede arrangementer. Så for at sikre at andre hænder kan varetage projektet når vi en dag gerne vil så nye frø, arbejder vi nu sammen med Dansk Flygtningehjælps Ungenetværk.

Det er ganske vist ikke ligeså revolutionerende og vildt som da DJ Kool Herc startede hip hip-kulturen - overho-vedet ikke. Men på den anden side tror jeg heller aldrig det var blevet til noget, hvis vi i stedet var gået til Dansk Røde Kors og bedt om en plads i geleddet. Den frivillighed, initiativrighed og energi, der findes i undergrunden, er en fantastisk livgivende kraft. Således endte det hele med en morale og begyndelsen på en ny spændende historie.

Til sidst skal lyde en velment invitation: Hvis du har lyst til at være en del at vores stadig dynamiske og spændende projekt, hvor der, set med et lærermæssigtsynspunkt, er rig lejlighed til at få prøvet ‘dansk som andet sprog’ af. kan du skrive til: thomasthorin@hotmail.com

Eventyret fra undergrunden- FRITID FOR FLYTNINGE

Udsnit af program

27/04/11: frivilligmøde (for alle frivillige i FFF)

30/04/11: minigolf (i Aarhus)

08/05/11: rundbold, spil og hygge på Mariesminde

20/05/11: fodboldkamp: AGF vs. Næstved (i Aarhus)

25/05/11: frivilligmøde (for alle frivillige i FFF)

...

af : thOmaS thORiN, fff-fORmaND

#10

B.S. Christiansen siger, at man skal se frygten i øjnene. Han siger sik-kert det samme, når det handler om fordomme. Dette er historien om mit besøg hos en thai-massør.

En varm duft af ris og parfume ram-mer min næse øjeblikkeligt, da jeg træder ind af døren. En ualmindelig smilende thaipige tager imod mig og spørger, hvad hun kan hjælpe mig med. På thai-engelsk, naturligvis. Hun kalder mig konsekvent for ”sir”.Jeg bliver lukket ind i en kabine. Der er lyserødt tapet, en briks fyldt med håndklæder og dæmpet belysning. Jeg overvejer et kort sekund, om det er nu er klogt, at jeg opholder mig her, men jeg overbeviser mig alligevel om, at en butik, der skilter med ”tradi-tionel thai massage”, har gode og or-dentlige intentioner.

Ingen underbukserJeg tager tøjet af og lægger mig på briksen iført underbukser. Da massøren kommer ind i kabinen, peger hun på mine underbukser og siger ”off” med et stort smil. Jeg panikker et kort øjeblik. Jeg forstår, at hun me-ner, hvad hun siger, så jeg skynder mig at smide underbukserne og lægge mig på maven på briksen. Min numse og ben bliver dog hurtigt dækket af håndklæder, og jeg kan ånde lettet op. Det er alligevel lidt for mærkeligt, at

en fremmed kvinde skal kigge på min hvide numse – om end jeg nok ikke er den første hvide numse, hun skal massere.Der er et hul til mit hoved på briks-en, og mens min massør begynder at oversprøjte mig med massageolie, kan jeg nyde synet af røde slyngroser på det slidte vinylgulv.

Hun begynder med at nusse mig un-der fødderne. Jeg panikker igen. Jeg fik selvfølgelig ikke fortalt hende, hvor kilden jeg er – at jeg faktisk har et traume fra barndommen, hvor mine søskende holdt mig fastspændt, mens de kildede mig under tæerne, og siden har jeg ikke kunnet udstå, når andre har rørt mig under tæerne. Jeg fremstammer gennem hullet i briksen et ”no-no – not my feet”, og hun stop-per heldigvis med det samme.De små thaihænder bevæger sig op ad benene, og mine lår bliver æltet godt igennem. Håndklæderne bliver fjernet, og min numse får samme tur som lårene. Det er ret grænseover-skridende, men jeg indrømmer, at det var behageligt.

Turn aroundMin ryg får også en ordentlig omgang massage, men jeg synes nu godt, hun kunne tage hårdere fat. Det ændrer sig, da hun kort efter kravler op på min ryg. Med hænder og knæ kravler

hun rundt på min ryg, og især skul-dermuskulaturen bliver trykket godt igennem.Dernæst får arme, skulder og hoved-bund massage, og jeg nyder virkelig massagen.Jeg er nærmest faldet i søvn, da hun prikker til mig og siger ”turn around”. Jeg panikker med endnu større kraft end tidligere, og der går nogle sekunder, før jeg reagerer. Hun har fjernet håndklæderne, så jeg kan ikke rigtig dække mig til, men jeg vender mig om, og hun finder heldigvis hur-tigt nogle andre håndklæder og dæk-ker mig til. Det er nok noget af det mest grænseoverskridende, jeg no-gensinde har oplevet.

Hun starter med at massere min overkrop, og det er egentlig dejligt. Kort derefter bliver håndklædet over mit skød fjernet, og det øverste af lårene bliver masseret. Dét er græn-seoverskridende, og jeg begynder at frygte, at denne massage ender ud i noget meget upassende og uskønt. Hun virker dog meget ugeneret af situationen, og hun arbejder kon-centreret med mine muskler. Resten af benene får en tur, og efter ca. 40 minutters massage spørger hun hur-tigt ”anything else?” Jeg skynder mig at sige ”no no” og signalerer, at jeg er færdig. Jeg når derfor ikke at finde ud af, om hun vil vide, om der er andre muskler, der skal masseres, eller om hun har beskidte hensigter. Jeg håber det første.

Jeg hopper af briksen og får en våd klud og nogle håndklæder, så jeg kan tørre noget af olien af. Det går ikke specielt godt, og mit tøj glider nærm-est på, da jeg stadig er fyldt med olie. Jeg stikker thai-pigen de aftalte 300 kr. og siger tak.

Da jeg kommer hjem og står under bruserhovedets terapeutiske stråler bliver jeg enig med mig selv om, at det var en grænseoverskridende og an-derledes oplevelse. Jeg tror ikke, jeg kommer igen, men omvendt var det heller ikke så ulækkert som forventet. Jeg følte mig hverken misbrugt el-ler snydt, men det var heller ikke så professionelt, som jeg måske havde drømt om.

af: aNDREaS ViND

FAKTA-BOKS:

Tabulas udsendte besøgte en thai-massør på Jordbrovej – tæt ved Stjernepladsen.Traditionel thaimassage med olie koster 300 kr.

Man kan ikke få en kvittering, men hver 10. besøg er gratis, hvis man husker stem-pelkortet…

CO

OL-

TOU

r(a

nm

eld

else

r, f

ilm, m

usi

k, f

ore

dra

g, m

ad

, fo

rdyb

else

mm

.)

Massage på thailandsk

Af: Asbjørn Bundesen

Det er vildt, det er tung rock, høj hanekam og nitter. Tabula var med, da 3000 mennesker samledes til heavykoncert med Megadeth og Slayer. Nyd stemningsbilledet herunder. Sorte T-shirts, langt skæg, hanekam, nitter, blåt hår og frem for alt gutterale stemmer. I aften er de kommet ud af deres huler. Et folkefærd man ikke ofte falder over og sjældent så talstærke som i af-ten. Der bliver lagt mærke til dem i gadebilledet, når et par stykker kommer gående – men her snakker vi tre tusinde!

De er samlet som muslimernes Hadj, strømmet til fra store dele af landet, alle med et ritual i tankerne.Vi bliver gennet sammen i den enorme foyér – og venter... venter og venter. Med mere end en times forsinkelse åbner dørene til det uhelligste.

Folk er utålmodige og finder på deres egne ritualer midt i salen. Nogen sid-der og snakker, andre danser, nogen drikker grådigt af den gyldne drik, og andre synger. En sang man kender - og så alligevel.

”Oh, we’re halfway there OOOOOHhhh – MEGADETH AND SLAYER, take my

hand we’ll make it I swear OOOOHh-hh MEGADETH OG SLAYER!” Flere og flere istemmer denne hyldest til nogle af de største i deres genre, men på en forskruet og ildevarslende måde. Bon Jovi lægger melodi til denne næsten hymne-agtige messen, der bliver højere, højere, højere.

”Numre der bliver spillet i et hæs-blæsende tempo med stortrom-mebeats, der kan få pulsen efter en løbetur til at føles som en blid vals.”

Men så sker det. Megadeth går på scenen med den infernalske lyd, som kun kan opnås ved utallige timers in-tensiv træning. Fingrene på gribe-brættet er hurtigere, end det blotte øje kan følge. Trommer dundrer, og bassens hamren bringer publikum i en trance. Der bliver gået til den, rockmusik af allerhøjeste kaliber bliver spillet på et niveau, hvor pub-likum næsten glemmer deres vild-skab, og henført bliver der sunget med på sange, kastet djævlehorn med hænderne, mens ’hey’-råbene følger

musikkens beat. Efter 70-80 minut-ters tung hård rock, hvor de tunge melodier, har pumpet os varme, følger aftenens andet band. Et band hvis navn er langt mere kendt end deres musik – ”SLAYER”.

Nu går salen amok. Mildest talt. En stor mosh-pit etablerer sig, og folk hopper og danser ind i hinanden, her bliver ikke lagt fingre imellem, og anta-llet af publikummer, der bliver hjulpet over bølgebryderne og ud i sikkerhed, stiger for hvert nummer. Numre der bliver spillet i et hæsblæsende tempo med stortrommebeats, der kan få pulsen efter en løbetur til at føles som en blid vals. Det går hurtigt, og det er kraftfuldt. Som en pacemaker er subwooferen, der akkompagneret af powertab og powerchords giver den infernalske effekt, som bandet søger. Efter mere end to timer i helvedes forgård med de dygtigste inden for deres genre er det endnu engang slået fast – Heavy er fedt. Det er den vildeste koncert undertegnede har været med til, og det har været en oplevelse ud over det sædvanlige.

Efter koncerten siver folk langsomt tilbage til deres undergrundshuler, in-dtil det igen bliver tid til at lufte nitter og hanekam. Tak for musikken!

#11

Aarhus Teater søger med deres nyeste (og dyreste) opsætning at ramme det store musical-publikum, som i de senere år er strømmet til teatrene i hele Danmark. Castet byder på Flemming Enevold (bl.a. Flammen og Citronen) som den djævelske barber, og Lotte Andersen (bl.a. Oh Happy day) som hans side-kick, postejbageren Ms. Lovett. His-torien handler, kort fortalt, om hævn, der går over gevind og afstedkommer en sindsforvirret barber, der barberer endog meget tæt, og en postejbager-ske, der bager barberens kunder. Dette er ikke, hvad man vil kalde den typiske musicalhistorie, mere noget der ligner oplægget til en firser-gys-er i stil med ”Nightmare on Elm st.” eller ”Fredag d. 13” – den er dyster og mørk og nok også derfor Tim Bur-tons valg til en filmmusical. For det er en musical – og en meget original en af slagsen. Sondheim (kendt for bl.a. West Side Story) har skrevet musik-ken, og har selv kaldt det for ’en film til teatret’, og dette mærkes tydeligt gennem hele forestillingen, hvor rep-likker er få, og sangene er mange, men

skrevet på en underfundig måde, så musikken i sangene hele tiden virker som underlægningsmusikken i en film. Disharmonier er der mange af, altså i musikken, men de underbygger hele tiden den syrede historie, der udspiller sig på scenen - det er gennemtænkt til mindste detalje.

I Aarhus Teaters opsætning bliv-er selv den kræsne teatergænger tilfredsstillet, her er scenografi og specialeffects nok til en mindre dansk filmproduktion, der bliver brugt com-puterteknik, digitale billeder, filmklip, wiretræk og tre etagers sceneop-bygning til at give skuespillerne rum til at udfolde sig. Der er danseopsæt-ninger og ensemblesatser, der binder stykket sammen til en velfungerende forestilling. Stykket veksler smukt mellem at være tårevækkende, grinagtigt og gysende. Det hele inklusive pause varer næsten 3 timer. Det er lang tid at skulle hol-de et helt publikum fokuseret, inter-esseret og indlevet i det, der foregår på scenen. Ikke desto mindre kedede undertegnede sig slet ikke på trods

#12

Sweeney Todd - Den djævelske barber fra Fleet Street

af : aSbjøRN buNDESEN

af udeblivelsen af energizers, eller afbræk i forestillingen, måske noget man som lærer kan skrive sig bag øret – at det kan lade sig gøre. Uden dog at skulle bruge overskårne struber og teaterblod til at fange sine ele-vers opmærksomhed. Se den, og bliv inspireret – og SKRÆMT.

#13

Sweeney Todd - Den djævelske barber fra Fleet Street

Rune T. Kidde besøgte LIÅ en tors-dag aften i marts inviteret af kul-turudvalget. Det blev en aften i en dygtig fortællers univers.

Ind træder en spøjst udseende mand, som mest af alt ligner en sørøver, der er mærket efter et barskt liv til søs. Hans hår er karseklippet, skægget vildt og utæmmet, øjenbrynene mar-kante og buskede, og hans ene øje er kridhvidt. I sin ene hånd bærer han en hvid stok med røde bånd, og ved sin side har han en kvinde, der hjælper ham til rette i en stol midt på gulvet i Trøjborgsalen. Men det er ikke en sørøver. Det er Rune T. Kidde, som en torsdag aften i marts gæster Lære-ruddannelsen i Aarhus.

Fra sin stol i salens lyse omgivelser vil han den næste omtrent halvanden time tage de tilhørende, inklusive mig selv, med på en fantastisk rejse gennem sit univers af mangfoldige fortællinger. En rejse som strækker sig fra Den Sorte Bastian i Saharas ørken, over Arabien, hvor vi møder Ali Baba og hans otte kameler samt vis-manden Hipsomhap Kebab, til Dracu-las første og eneste forelskelse i

Transylvanien, Peter i Rusland og to frøer i Vietnam, gennem skove be-boet af diverse skabninger her iblandt bjørne, hunde, hejrer, svaner, dumme svin og så selvfølgelig Pulven og Den Lilla Møghætte.

“de skæve abrupte slutninger og om-skrivelser af kendte folkeeventyr, som ofte ender i det helt bizarre, leger med normerne for og vores forståelse af fortællingen som genre.

Fælles for Rune T. Kiddes fortællinger er den humoristiske absurditet, som præger dem. De skæve abrupte slut-ninger og omskrivelser af kendte fol-keeventyr, som ofte ender i det helt bizarre, leger med normerne for og

vores forståelse af fortællingen som genre. Som tilhører føres man ind i en velkendt verden af historier, som derefter bliver vendt på hovedet, pro-vokerer os og tvinger os til at undres og se tingene i et andet perspektiv, end vi er vant til. Det er det, der gør historierne underholdende.

Rune T. Kidde fortæller endvidere sine fortællinger med en entusiasme og indlevelse, som griber publikum og holder dem fast. Som når han efter en lavmælt indskudt sætning plud-selig bryder ud i højlydt sang eller ændrer sin stemme for at tilpasse den en af de mange karakterer, som indgår i hans fortællinger. Kiddes stemmeføring og verbale tilføjelse af lydeffekter og underlægningsmusik er med til at gøre fortællingerne dramatiske og tilføre dem stemning. En stemning, som kan mærkes helt ned på de bagerste rækker, hvor man på trods af den lyse og formelle at-mosfære i salen inviteres indenfor i et hyggeligt rum af historier, hvor den voksne barndom trives.

Mit indre barn siger tak for en fan-tastisk rejse!

Rune Torstein Kidde: - Den blinde øjenåbner

Af: Mathias Helbo Nedergaard

I denne omgang af musikkanten har vi valgt at kigge på undergrunds-musik. Ikke nødvendigvis musik fra New Yorks hippe og beskidte klubber, men nærmere musik der ikke bliver spillet i Boogie eller MTV, musik der ikke bliver lavet små dårlige cov-ers af i X-factor – altså musik der ikke har fået den opmærksomhed den fortjener. Så hop ind og følg de myspace-links vi har vedhæftet el-ler hop ind på YouTube, og prøv noget nyt undergrundsmusik.

go’ fornøjelse fra musikkanten!

Seasick Stevehttp://www.myspace.com/seasicksteve

gamle slidte, stumpede overalls, et ikke særlig velholdt men stort skæg, en lille kasket på toppen af et hoved, som sandsynligvis ikke har mødt so-lens stråler de sidste 25 år. det er den korte ydre beskrivelse af rockblues-Kongen, Seasick Steve. i forhold til beskrivelsen, overrasker navnet nok de færreste. men hvad er det så, der gør denne mand, hvad man skulle tro var en afdanket Texas-ranger, til noget helt specielt? Jo, han kan un-derholde med sin guitar og tromme: en gammel, matrød, slidt guitar med blot 3 strenge og trommen, som han kalder ”mississippi drum” – en lille, forholdsvis flad kasse, som han styrer med sit ene ben i høje men taktfaste bevægelser. når Seasick Steve bliver nævnt her i musikkanten, skyldtes det simpelthen vores fascination af, hvordan en super karikeret bonderøv

af: jONaS thauDal jakObSON OG jEppE liNDStRøm

musikanTener nået hele vejen fra præriens en-somme lænestol til flere totalt ud-solgte koncerter i royal Albert Hall i london, som ellers er et nonchalant sted, hvor artisterne oftest er sup-pleret med et stort symfoniorkester. Seasick Steve indtog spillestedet flere gange, ene mand, klædt i hans sædvanlige truckerdress, og folk blev i den grad underholdt.

lé Bandmaskhttp://www.myspace.com/lebandmask

lé Bandmask er 4 gutter fra Stock-holm, Sverige, med en forkærlighed for blip-blop musik. de kombinerer 64-bit lyden med tekno-genren – hvilket ifølge dem selv, er fremra-gende at drikke pilsnere til. deres ”største” hit må siges at være: ”vi sitter här i Källarn och spelar lite gameboy”, hvor lé Bandmask, som titlen lettere antyder, har piftet et Basshunter hit op med deres retro-lyd.

Snothttp://www.myspace.com/snot

Snot er et funk/punk/metal band fra Santa Barbara, USA. resultatet af denne kombination mellem disse gen-rer, bliver en energisk symbiose. en symbiose der klart kan sammenlignes med bands som rage Against the machine. desværre døde frontmand lynn Straint i 1998 efter udgivelsen af deres første studie album. rest-erne af bandet blev dog atter samlet i 2008, og startede bandet Tons (nB! at læse omvendt).

”når Seasick Ste-ve bliver nævnt her i musikkanten, skyld-tes det simpelthen vores fascination af, hvordan en super ka-rikeret bonderøv er nået hele vejen fra præriens ensomme lænestol til flere to-talt udsolgte kon-certer.”

#14

Ser snart dagenslys og rejser sig fra undergrunden

2 lærerstuderende på liå har netop fået tildelt en startvækst pakke til at

fortsætte projektet. Kunne du tænke dig at teste systemet og vinde gratis mad.

Så send en mail til lbk@madfinder.dk / 140637@viauc.dk

Lad madportalen ‘madfinder’ finde maden for dig næste gang du skal bestille. Online sker det hele nemt, hurtigt, overskueligt og sikkert.

På beatet med Claus Høxbroe

BeatAt være beat er

at gå ned af gaden med en smøg i kæften

rytmen i kroppenog en snotter svævendemellem læber og fortov

at være beat er at stå på travbanen

se hestene nærme sig målstregenog hører Coltrane spille sig selv ud af stalddøren

at være beat erat stå sanseløs høj i supermarkedet

og hører Gregory Corso hviske fra fryseboksenat være beat er

at vågne om morgenen vel vidende at dagen er sin egen, aldrig har været der før

og aldrig dukker op igenat være beat er

at se det i øjnene uden bekymringaf : lykkkE ElmOSE

Når jeg sidder overfor Claus, gør jeg det både i ærefrygt for den hyldede poet og forfatter og samtidig som en ven, der møder manden bag ti-tlerne, priserne og berømmelsen. På cafe med Claus er det manden man drikker kaffe med og ikke hans navn.

Claus er født d. 23. oktober 1980 og han er, som man læser skrevet i huden over hans fingre, BEAT POET. Han har udgivet en lang række digtsamlinger og CD’er, og han er en af de mest ak-tive spokenword-poeter i Danmark. Cafeen, vi har sat os på, er næsten tom, men stemningen er varm og hyggelig. Vi har sat os i cafeens dy-brøde sofa, og mens vi venter på ser-vitricens kaffebryg starter Claus fra begyndelsen.

”Beat er rent teknisk en genre af

digtning, men selve det at være beat, for mig, er 100 % at lade din skrift flyde sammen med selve livet. Det lyder måske storladent, men beat er ikke noget, du kan gå til som spejder eller bas på musikskolen. Det er en konstant dygtiggørelse i at få den bedste skrift ud af livet, og dermed bliver du også nødt til at blive god til at leve; iagttage, mærke, føle, sanse og suge alt ind. Beat er at omsætte dine egne tårer til en klump i halsen hos din læser.”

“Jeg tror, det betyder en del for ens skrift, om du som barn løb på små naive barnefødder mod kiosken for at købe det nye tidsskrift med digte, eller du så den type løbe forbi, da du stod på hjørnet, hang ud og røg smøger. Jeg er typen, der hang på hjørnet.

Min første note: Beat-poeter er lige-ud-af-posen-poetiske – og det rammer! Mens vi sidder sofasunken i bevidsthedsudvidende kaffedampe, trækker fortiden i vores hyggelige

samtale om Beatpoesi. Det er nemlig en genre, der har mere end 50 år på beatet og opstod i USA sammen med undergrunds-bølgen.

For lige at dvæle ved det historiske, vil jeg hurtigt ridse samtiden op. Denne er en efterkrigs-, kapitalistisk og vel-standstid for den amerikanske be-folkning, hvor hovedtemaerne er for-brug, karriere og muligheder. I dette overskudssamfund vokser en ny gen-eration op i mulighedernes og forbru-gets land med kuldegys i 2. verden-skrigs paddehatteskygge. Sammen med Peyote, Psilocybin, mescalin, LSD, marihuana og hash tog den nye gen-eration til. De satte spørgsmålstegn ved alt og intet, og samtidigt ville de finde nogle nye svar. Det udmundede i ungdomsoprøret, hippier og alt det andet vi så mange gange har lavet plancher om.

For at vende tilbage til Claus og de farvede fingre, så var beatpoesien altså med til at starte hele det for-friskende mudderskred, og i dag sid-der jeg så foran en sønnesøn af denne. Er det mon de samme temaer, der stadig skrives om?

”For mig er beatpoesi en levet skrift. De emner, der berøres, er følt, suget til sig og trukket gennem et filter - håndværket, at skrive digte. Så om det stadig er materialismen eller for-brugersamfundet, der skrives om, så er det personlige tanker/oplevelser om disse emner, der er det vigtige. Som beatpoet kan man godt få skudt i skoene, at man er lidt slumroman-tisk, hvilket måske heller ikke er helt forkert. Ønsket om at blive lige så klog på skyggesiderne, baggårdene, stemmerne man normalt ikke hører fra, fylder meget. Ikke at kigge ned på dem, udstille dem, men ved at færdes i miljøerne og blive en del af det. Dermed kan man skrive om, hvordan blandt andet materialismen påvirker et samfund, også blandt de mennesk-er vi normalt aldrig hører fra. Skriften vil nok altid rotere om det, samfundet optages af.”

Claus er en høj mand med kort, mørkt hår og et langt fuldskæg. Han er nydeligt klædt i jakkesæt, mens kasketten og de tatoverede fingrer minder mig om hvilken person, jeg sidder overfor. Er det sådan, en beat-poet ser ud i dag?

”Der er ikke nogen bestemt måde at se ud på, men der er måske en anden glød i blikket. Et rutineret glimt i øjet, høj på det sekund, samt alle de saft-ige røverhistorier, der er blevet sam-let op på vejen igennem livet. ”

Og alle disse røverhistorier. Er det nogen, man kun får i ”undergr-undsmiljøet”? Er beatpoesi stadig un-dergrund, Claus?

”Jeg går ikke så meget op i, hvad der er undergrund, men mere hvad der er stærk skrift. Ting bliver ikke nødven-digvis gode, bare fordi mange kan lide dem, men de bliver heller ikke nødven-digvis dårlige af det.

God kunst er ikke demok-ratisk, men udspringer fra hjertet samt modet til at være tro mod det.”

Claus har et blik og en rolig væremåde, der bekræfter mig i, at han er én af de digtere, der har modet. Jeg læner mig tilbage i sofaen og kigger op mod loftet. Det må være én af grundene til, han for nyligt modtog Dan Turéll prisen 2011. De første beatpoeter havde et udtryk af at være ”beaten” altså slået og nede, men det kan man da ikke mene om Claus.

”Jeg lever min skrift - skrift er mit liv. Digtningen er det sidste, der strøm-mer gennem mig, inden jeg går i seng, og skrift er det første, der kommer ud gennem fingrene på tastaturet om morgenen. Ikke bare i en periode, men mit liv er indrettet, så skriften er førsteprioritet. Det er en priori-tering at “leve som man skriver, og skrive som man lever”; det er for mig at være beat.”

Claus og jeg tømmer kopperne og glider længere ned i sofaen og over i hverdagssnak. På cafebordet ligger nu en samling noter, der skal blive ar-tiklen til jer, kære læsere. Jeg håber, I har nydt cafebesøget med Claus Høx-broe!

#17af : lykkkE ElmOSE

#04#18

Den grådige boganmelder er ham, der bestiller flere bøger ved for-lagene, end han kan nå at anmelde. Sådan en anmelder har jeg været dette studieår. Men jeg kan lige nå at få nævnt de sidste bøger, inden Tabula lukker ned for i år, og jeg siger farvel til læreruddannelsen.

Det er en fordel at skrive bogan-meldelser for et studieblad, hvis man elsker litteratur og ikke har så mange penge. Forlagene sender nemlig altid bøgerne gratis ved blot den mindste henvendelse, og det har jeg udnyttet med stor glæde. Det er blevet til fem anmeldelser i dette studieårs tre første udgivelser, og her i den sidste udgave af Tabula inden sommerferien vil jeg samle op på de bøger, jeg ikke har nået at nævne. Det drejer sig om fire bøger, der af forskellige grunde ikke er kommet med før nu. Jeg gør det kort.

Soldater græder ikke

Den første bog er ungdomsromanen ”Soldater græder ikke” af roman-debutanten Jesper Nicolaj Chris-tiansen. Bogen udkom på Høst og Søn tilbage i oktober 2010. Det er en barsk fortælling om pigen Elektra, hvis far er meldt savnet i Afghanistan. Det hele starter med, at Elektra bliver tvangsfjernet fra sin alkoholiserede mor og anbragt på børnehjemmet Solsikken. Her møder hun en gruppe unger, der også har mærket bagsiden af livet. Sammen stikker de af og tager ud på en vild rejse for at finde

ud af, hvad der i virkeligheden skete med Elektras far. Bogen diskuterer, hvad der sker, når børn bliver svigtet. Elektra er ekstremt mistroisk overfor alle, og hun føler sig kun rigtig tryg, når hun har sin fars soldaterhjelm på hovedet. Lidt en kliché, men det fun-gerer i bogen. Det er en fortælling i højt tempo, og det er bestemt ikke kedeligt. Bogen vil med stort udbytte kunne læses i udskolingens første år. Der sker meget, og man er som læser godt underholdt.

Elefantpassernes børn

En bog, der bestemt ikke underholder, er Peter Høegs seneste roman ”Ele-fantpassernes børn” fra september sidste år. Det er uden tvivl noget af det værste litteratur, jeg længe har læst. Efter 156 sider er jeg stoppet med at læse, hvilket jeg ellers aldrig gør. Men jeg gider simpelthen ikke mere. Høeg er på forunderlig vis blevet dårlig til at skrive. Den kant og energi, der er i en bog som ”De måske egnede”, ek-sisterer ikke i ”Elefantpasserne børn”. Alt er ligegyldigt og fjollet. Vi befinder os i et underligt halvfiktivt miljø på en opdigtet ø i Kattegat. Her følger vi tre søskende, der prøver at finde ud af, hvad der er sket med deres foræl-dre, som pludselig er forsvundet. Persongalleriet er pinligt karikeret, og bogens stil skifter konstant mel-lem at være lommefilosofisk, plat og børnebogsagtig. Desuden kan Høeg ikke lave en sætning uden af komme med en eller anden dum metafor som eksempelvis: ”Hans laver en lyd,

og hestene standser, som om de er gået ind i en betonvæg”. Eller endnu værre: ”Rednings-John er hos os i næste øjeblik, som en skygge i natten, men en skygge af den slags, en ølvogn kaster, for det er den størrelse, John har.” Flot Peter Høgh. Du skal nok få en god karakter i skriftlig dansk ved afgangsprøven i 9. klasse.

Min kamp 3

Helt anderledes subtil er tredje udg-ivelse af Karl Ove Knausgårds stor-værk ”Min kamp”. I denne tredje bog er vi tilbage i Knausgårds barndom, og han fortæller igen om forholdet til sin far. Det er som de to foregående bøger en elegant skildring af minder og erindring. I bogens begyndelse skriver Knausgård som altid, om den svære proces det er at skrive selvbi-ografisk: ”Hukommelse er ikke nogen tilregnelig størrelse i et liv. Og det er den ikke af den enkle grund, at hu-kommelsen ikke sætter sandheden højest. Det er aldrig sandhedskravet der afgør, om hukommelsen gengiver en hændelse korrekt eller ej. Det gør egennytte. Hukommelsen er pragma-tisk, den er lumsk og snedig, men ikke på nogen fjendtlig eller ondskabsfuld måde; tværtimod gør den alt for at tilfredsstille sin vært. Noget skubber den ud i glemslens tomme intet, no-get fordrejer den til ukendelighed, no-get misforstår den galant, noget, og dette noget er så godt som ingent-ing, husker den skarpt, klart og kor-rekt. Hvad det er der huskes korrekt, se, det vil du aldrig kunne afgøre.”

Leftovers-boganmeldelser af anders Schunk

Sommeren uden mænd

Jeg har tidligere anmeldt romanen ”Sunset Park” af den amerikanske forfatter Paul Auster, der udkom på forlaget Per Kofod sidste år. I slut-ningen af april udkommer endnu en amerikaner på samme forlag med en længe ventet bog. Det er Austers kone, den talentfulde Siri Hustvedt, der udkommer med romanen ”Som-meren uden mænd”. Det var menin-gen, at jeg skulle have haft bogen inden Tabulas deadline, men bogen er blevet forsinket fra forlaget, så jeg kan desværre ikke sige meget om den. Læsere, der kender Hustvedts for-fatterskab, ved, at der er noget at glæde sig til. Hun betragtes af mange som en langt bedre forfatter end sin mand, og hun har haft stor succes med blandt andet romanen ”Det jeg elskede” fra 2003. Jeg venter med spænding på den kommende bog, men er dog blevet en smule betænkelig efter at have læst et interview i Infor-mation fra den 31. marts – mon bogen er noget for mig, eller skal dette an-meldereksemplar blot overdrages til min mor? Information beskriver bogen med følgende ord: ”Sommeren uden mænd, hendes nye roman, handler om et emne, der er mange kvinders værste frygt: ikke kun, at deres mand skal forlade dem som midaldrende til fordel for en, der er langt yngre, men også at bruddet bliver så grusomt, at de vil komme i tvivl om, hvorvidt de no-gensinde har kendt hans sande jeg.”

Leftovers-boganmeldelser af anders SchunkHØJSKOLESANG OG BÅLHar du gode minder fra fx din eft-erskole- og højskoletid, og kan du lide at synge?

Så kom til højskolesang, bål og kaffe på Lærerud-dannelsen i Århus onsdag d. 4. maj 2011 kl. 19.00. Bålets flammer og pinsesolen vil danse, og du kan se frem til godt selskab, hyggelig stemning

og alle de gode sange.

Copernicus tænder bålet. Kaf-fen eller den kolde øl medbringer du selv. Måske du bager en kage, måske du laver snobrød… Alle er velkomne, så tag vennerne med til en hyggelig aften. Det foregår på Læreruddannels-en i Århus, og vi giver snarest besked om, hvor præcist bålet tændes. Læs mere på

Facebook – søg under ”Højskole-sang og bål i Århus”.

#20

Man skulle tro, det var en aprils-nar, men det er desværre ikke realiteten. En bibliotekar beret-ter om en abnorm stor sum penge, der mistes hvert år som følge af studerendes bog-tyveri.

Fredag d. 1. april 2011Eksamensrusen er over os. Jeg sidder fordybet i eksamenslæsning med en tekst af John Dewey, da jeg overhører en bibliotekar og en stu-derende, der begge febrilsk leder efter en bog, som den studerende på egen hånd ikke formåede at finde. ”Den må desværre være ble-vet ’lånt’ uden at være registreret i maskinen.”, siger bibliotekaren, og den studerende må affinde sig med den frustrerende situation.

For 60.000,- kr. faktaVi kender alle situationen. Vi vil gerne skrive gode, dybdegående opgaver, men hvor er de bøger, vi alle ønsker at benytte som kilder. De er endt på en ukendt, unavngi-ven persons hylde for ikke at vende tilbage igen! Mon ikke denne person trænger til den helt store tur om læreren som forbillede for elever og om moralske og etiske kodekser i vores samfund? På den anden side så kender den ukendte utvivlsomt allerede de argumenter. I stedet vil jeg lede opmærksomheden hen på en mail, jeg fik fra bibliotekar, Gitte Jensen, som skriver: ”I dag (d. 1. april 2011), fredag formiddag, har vi ledt forgæves på hylderne efter omkring 10 bøger!!!”.

Det er fakta, som argumenterer med et yderst magtfuldt logos. Det er jo klart for enhver, at vi ikke har tid til tidsspilde. Og tid spildt er penge tabt. For oveni at Gitte

Jensen og de andre bibliotekarer den dag fik registreret 10 forsvundne bøger, så fik de endnu et bogført tab pga. bog-tyveri, hvilket hvert år beløber sig i omkring 60.000 kr. (Hvilket jo kun er de bøger som reg-istreres forsvundne. Det reelle tal vil være langt højere.)

To ud af fireBog-tyveri er altså ikke en gam-mel skrøne, hvilket Gitte Jensen kan proklamere med et aktuelt eksempel. Hun skriver: ”først på året købte vi 4 eksemplarer af bogen ’Redskabs-gymnastik’ skrevet af henrik taarsted jørgensen, der er idrætslærer her på stedet. bøgerne er registreret i vores system d. 4.2.2011. i dag har vi kun to eksemplarer tilbage. de andre 2 stk. nåede aldrig at blive udlånt, men blev stjålet – sandsynligvis fra vores udstillings-karrusel med nye bøger.”

Mange sager - flere tabereSom følge af de mange bog-tyverier er det ikke kun penge, der kan beteg-nes som tabt. Der findes mange tabere i denne situation: Biblioteka-

rerne, der bruger tid og kræfter på at oparbejde et fyldestgørende bib-liotek (desværre i disse situationer forgæves), de studerende, der med uforrettet sag i søgningen efter en bestemt kilde må finde andre alterna-tiver end den bog, som ikke er udlånt og ej heller at finde på biblioteket.

Men den største taber er og bliv-er den ukendte, unavngivne person, der tilsyneladende ikke har forstået sin kommende rolle som forbillede, ikke følger samfundets moralske og etiske kodekser, men i stedet til sta-dighed bedriver rov på vores fælles tilgængelige midler.

Det 60.000,- kr. årligt unødvendigt mistede beløb er desværre en total realitet, som både bibliotekarerne, jeg og sikkert også du godt kunne bruge på noget mere inspirerende end et bogført tab på bundlinjen.

”I dag har vi kun to eksemplarer tilbage. De andre to stk. nåede aldrig at blive udlånt.

De

’ba

tte

r(p

olit

iske

art

ikle

r, læ

reru

dd

annel

sen g

ener

elt,

ud

dannel

se g

ener

elt

m.m

.)

Gastronomisk quizVinderen af den gastronomiske quiz er fundet. Det er Louise Raabjerg Kjærsgaard, som har vundet en god gasbrænder. Til-lykke Louise.

Den rigtige løsning på de tre lede-tråde til to brændende retter og en brændende råvare var: Crêpe Suzette, crème brûlée og chili.

Se

mI-

na

re

n(t

ant

og

fja

s)

mad med kærlighed Undergrundsmad – en gudespise!

af: aNNE SOfiE VElliNG

Lige under jordskorpen på den danske muld findes der – ingen længe - en skat for madelskere i form af de smukkeste og mest de-likate hvide asparges. Om en lille måneds tid begynder vi at kunne få danske hvide asparges i butikkerne, og tro mig, selvom man nu efter-hånden kan få asparges året rundt indfløjet fra fjerne destinationer som Peru og Ghana, så er der intet, der kan måle sig med de danske af slagsen i sæsonen. En forholdsvis kort sæson, som varer fra starten af maj til Skt. Hans, så det er med at nyde, mens tid er, for en frisk hvid asparges, som ikke er blevet opbevaret og transporteret i time-vis, er en helt unik samgsoplevelse, hvor friskhed parret med kalkagtig fedme forenes perfekt med sødme og let bitterhed. Særligt vil Huskok-ken anbefale hvide asparges dyrket i Lammefjorden, hvor den helt spe-cielle næringsstofrige undergrund er med til at give disse asparges en rig og kompleks smag. Undergrunden og tildækningen med sandet jord er det, der er forudsætningen for dyrkningen af de hvide asparges, som ellers ville vokse over jorden og blive til grønne asparges. Af denne gr-und er de hvide asparges både lidt sværere at dyrke og lidt dyrere end de grønne, men selvom du er på SU, så gør dig selv den tjeneste næste gang, du er på aspargesindkøb, at købe de hvide, for skønt de grønne også er dejlige, så er det altså et helt andet og endnu mere læk-

kert smagsudtryk i de hvide. Huskok-ken vil endda gå så vidt at mene, at

blancherede hvide Lammef-jordsasparges serveret med nypillede fjordrejer og sauce Hollandaise burde være noget, eth-vert menneske skulle have mulighed for at opleve mindst én gang om året, da det sim-pelthen er en gude-spise og smagen af forsommer. Med disse ord og en opskrift på blancherede hvide as-parges vil Huskokken takke af for i år og ønske alle en dejlig eksamens- og aspargessæson <3.

Huskokkens opksrift på blancherede hvide asparges

Ingredienser:- Hvide asparges- Salt - Vand

Fremgangsmåde:1. Først sætter du rigeligt koldt vand over kog.

2. Nu skræller du aspargesene fra hovedet og ned – hovedet skrælles ikke – med en ganske almindelig kar-toffelskræller eller en særlig aspar-gesskræller. En sådan er ikke nødven-dig, hvis din kartoffelskræller er skarp og fleksibel – f.eks. med vippehoved.

#21

3. Derefter skærer du de nederste 3-5 cm af aspargesene, da de er lidt træede at spise. Du kan dog gemme dem og koge en aspargesfond af dem sammen med skrællerne, hvis du er lige så meget krigsbarn, som Huskok-ken er. Aspargesfond laver du ved at koge bunde og skræller i vand, hvor der er tilsat 1 tsk. salt og 1½ tsk. stødt melis pr. liter vand.

4. Når vandet koger tilsættes salt, og du skal bruge forholdsvis meget. 70 g salt pr. liter vand. Af samme grund kan du ikke bruge kogevandet som fond, da det er alt for salt.

5. Aspargesene kommes nu i gryden og koges præcis i 5½ minutter.

6. Hvis aspargesene skal spises varme, serveres de straks, ellers lægges de i isvand for hurtigt at køle af, hvorefter de tages op og tørres, før de sættes på køl.

Bon appétit!

Vi kender det alle sammen. Det er sidst på måneden og du har brugt dine absolut sidste penge på øl og ingenting i weekenden. Der er en uge til der igen går SU ind på kontoen og dit køleskab er mere tomt end Lib-eral Alliances partiprogram. Der er forskellige løsninger på dette prob-lem. Nogen har søde og forstående forældre, der kan hjælpe til i sådanne situationer, nogen vælger at gå i banken og få en kassekredit, nogen finder på 25 spændende måder at spise pasta og havregryn med vand på, nogen går måske i dvale og så er der dem, der finder den indre jæger/samler frem og går på jagt efter mad i supermarkedernes containere eft-er mørkets frembrud. Sidstnævnte type har vi til denne udgave af Tabula, været så heldige at få lov at interviewe. En særlig type væsner kaldet ’skraldere’, der endnu ikke har fortrængt deres jag-tinstinkt, og derfor går på jagt efter mad i supermarkedernes baggårde efter lukketid, bevæbnet med pan-delamper, containernøgler, handsker og blå Ikeanet.

Det er onsdag aften og klokken er 23:11. Jeg står på en tom og mørk parkeringsplads foran min lokale Net-to og venter på August og Luna. De to er kærester og bor i et bofællesskab for studerende, hvor man har tradi-tion for at supplere SU’en ved at sk-ralde, hvilket de 8 beboere så skiftes til.

Foråret har endnu ikke fået jaget den kolde vestenvind på flugt, så jeg står og hopper lidt på stedet for at

holde varmen, mens jeg håber på at vores ’mission’ ikke kommer til at vare hele natten. Enkelte biler skynder sig lejlighedsvis forbi, men bortset fra deres korte afbrydelser, er der helt stille og ikke sjæl i sigte. Det er fak-tisk ret hyggeligt. Ud af øjenkrogen ser jeg konturerne af to mennesker, der er på vej i min retning, så jeg går dem i møde. Da jeg møder August og Luna, er det med alle mulige tvivlsomme for-ventninger om, hvordan folk der hiver deres mad op af containere mon ser ud. Disse forventninger bliver hurtigt g jort til skamme, da jeg møder to pæne og velsoignerede unge på min egen alder, der dog, forståeligt nok, tydeligvis ikke har taget deres fineste tøj på til lejligheden. Jeg præsenterer mig og takker for at de vil have mig med på slæb og vi snakker kort om løst og fast, mens vi lister os over mod aftenens første jagtmark; Net-tos containerområde. Klokken er nu 23:22.

Vi ankommer til tre store blå indus-tricontainere, og de to kærester går med militæragtig præcision i gang med arbejdet. August flytter nogen tomme papkasser der spærrer for containerne, mens Luna hiver et blåt Ikeanet, en pandelampe, en lomme-lygte og to sæt arbejdshandsker op af sin røde rygsæk. August påpeger at de ikke engang behøver lygterne, da der i forvejen er masser af lys fra en lygtepæl tæt på. Han åbner den første container, mens han forklarer at al maden som regel ligger i én og at man derfor ikke behøver at rode alle tre igennem. De har tydeligvis været

her før. August udbryder begejstret: ”bingo!”. Jeg går tættere på for at se hvad der ligger i containeren og sam-tidig begynder August at hive ting op af den og det er ikke så lidt. :”Hold kæft hvor er det nemt det her. Man sku’ næsten tro de havde lagt det frem til os” udbryder han, og i løbet af to-tre minutter har han hevet, hvad jeg vil tro der svarer til to fyldte ind-købsposer, op af containeren og lagt det op i en af papkasserne. Luna beg-ynder med et kritisk blik at sorterere i byttet, og selvom hun nøje efterser det frugt og de grøntsager, samt datomærkerne på det brød, August netop har hevet op, er det ikke ret meget der bliver sorteret fra.

”prøv lige at se det her. så smider de det ud, bare fordi et af æblerne er dårlige” siger hun og viser mig en pakke med 8 flotte økologiske æbler, hvoraf et har en brun plet.

I løbet af 5 minutter er byttet sor-teret og Luna har lagt tingene ned i Ikeanettet, der allerede er godt fyldt. August lægger de ting de ikke vil have tilbage i containeren, lukker den og foreslår at vi går videre.

200 m derfra ligger der en Aldi. Vi går ubesværet om i baggården, hvor der er helt mørkt. Så August tager pan-delampen på og roder i sin lomme. Han hiver en trekantet metalnøgle op af lommen, og fortæller mig at det ikke er altid containerne er åbne. Men det er der heldigvis råd for og faktisk be-

På nattejagt i storbyens skraldemekka Af Jonas Brincher Nielsen

I denne faktaboks kan du se video og læse mere om emnet, tankerne bag og få gode råd til at komme i gang, hvis du selv skulle have lyst til at skralde:

Informationer:• http://www.dr.dk/pirattv/klip/pirat-undersoeger-skrald-til-aftensmad/

• http://www.dr.dk/Regioner/Kbh/Nyheder/Hovedstadsomraadet/2010/02/23/070604.htm

• http://www.dr.dk/DRPresse/Artikler/2003/03/24/Mad+fra+skraldespande+i+Nannas+kkken.htm

• http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2011/03/24/224956.htm?rss=true

• http://gratismad.com

#23

høver man ofte ikke engang sin egen, siger han, og peger på én magen til, der hænger i en jernsnor, på siden af containeren. Tingene er ikke helt så let tilgængelige her, så han må hive tre sorte sække op af containeren og kigge dem igennem. Men det ser ikke ud til at bekymre ham og det går næsten lige så stærkt som ved Netto.

Arbejdsgangen gentager sig og efter 10 min, er byttet nedlagt, tjekket, sor-teret og lagt i det blå Ikeanet. De ry-dder pænt op efter sig, mens jeg får lov at låne lommelygten og kaster et hurtigt blik på aftenens fangst. Det er ikke småting der er kommet i nettet og jeg bider mærke i at tin-gene ser forbavsende friske ud. Der er æbler, bananer, pærer, bær, salat, ærter, kartofler, gulerødder, tomater, blomkål, rødkål, hvidkål, løg, rødbeder, pastinakker, pasta, et stort stykke ost, en masse boller og rugbrød og en enkelt honningmelon i posen. Luna fylder godt en tredjedel af tingene over i en gul Nettopose, som sammen med remedierne bliver puttet ned i rygsækken. August tager Ikeanettet over skulderen og foreslår at vi går hjem til dem og drikker en kop te. Jeg tager imod tilbuddet, vi går tilbage, finder vores cykler og kører ud i nat-ten. Klokken er nu 23:45 og jagten er forbi.

Hjemme i deres køkken drikker vi te og jeg spørger interesseret ind til deres lidt unormale måde at fylde køleskabet på. De forklarer, at de har g jort det i godt et halvt års tid og at det, selvom det i starten var noget de g jorde for at spare penge, nu faktisk er meget

mere end det. August forklarer mig, hvordan han mener, at det i vores moderne samfund er blevet for nemt at skaffe føde, og at det derfor på en eller anden måde tilfredsstiller hans indre jæger, selv at gå ud og finde føde. Luna fortæller, at det for hende meget er blevet til noget politisk og ideologisk og påpeger paradokset i, at der er folk der dør af sult og lever i hungersnød, mens fx danske super-markeder smider op mod en tredjedel af den mad der produceres ud igen (det er ifølge DR nyheder omkring 43.000 tons mad om året).

Derudover er de også begge to enige om, at det økonomiske aspekt er en rar del af det. Vi kigger sammen på maden de har skraldet, og som Luna har skyllet og vasket, mens vi har drukket te og snakket. Vi bliver hur-tigt enige om at der i hvert fald er frugt, grøntsager og brød for over 300 kroner, og at det sgu er en god timeløn for en lille halv times arbejde.

Nogen af tingene bliver stillet i køleskabet og meget af brødet ryger i fryseren. Jeg finder min jakke og tak-ker for en hyggelig aften. De inviterer mig med næste gang de skal ud at sk-ralde og jeg får stukket et af de flotte røde og nyvaskede æbler i hånden, som jeg spiser mens jeg cykler hjem. Æblet smager præcis som det skal, og jeg tager mig selv i seriøst at over-veje, at tage med dem ud næste gang den indre jæger trænger igennem og higer mod storbyens jagtmarker.

- God jagt!

af: mORtEN WEStERGaaRD ChRiStENSEN

Hvor langt har I gravet jer ned?Man kunne tro, at denne artikel, som den foregående bagside, ligeledes skulle omhandle udelivet, men her må jeg skuffe ude-entusiaster og andre interesserede. Derimod skal denne artikel omhandle netop entu-siaster; ikke kun ude-slagsen, men hele feltet af entusiaster, der da-gligt, ugentligt, månedligt og årligt giver lidt ekstra af deres tid, så vi kan bruge noget af vores på at lade os underholde, undersøge og måske endda lære noget...

En af styrkerne ved seminariet er vores mange udvalg. Hele tolv af slag-sen er med til at gøre studielivet på Trøjborg noget helt særligt, og fælles for alle er, at de er en del af en større helhed. Lad mig prøve at beskrive det på billedlig vis:

Hvis vi ser seminariets udvalg som en sund menneskelig skikkelse, kan man let konkludere, at et menneske ikke kunne leve uden det vitale organ hjertet. Vores hjerte hedder Par-aplyen og sørger hvert år for at dis-tribuere midler ud til kroppens andre organer og lemmer. På den måde er der plads til, at munden, tungen og smagsløgene én gang i måneden kan blive udfordret sanseligt i skolens hjemkundskabslokaler. Bliver vi i ho-vedet, har hjernen mulighed for at lade inspirere af udefrakommende foredragsholdere, og syns- og høre-sansen har mulighed for stimulation til teaterforestillinger. Endvidere kan benene og leveren komme på over-arbejde, når der skal festes igennem hele natten i den store hal. Eller kan de nu også det?For med kun ca. halvfems betalende og tilmeldte gæster til sidste semi-nariefest, måtte festudvalget sande, at det ikke var nok, og derfor blev fes-ten aflyst. Resultatet var det samme for et par måneder siden, da Schlar-affenland også måtte aflyse deres dag. Schlaraffenland, der ellers giver kroppen chancen for at prøve noget nyt, tilføje evner den ikke vidste den havde og slutteligt også sørge for leverens igangsættelse. Det bedste bud på en højskoledag.

Derfor er det også med en bekymret mine, at to “normalt” sikre og pop-ulære events må aflyses i år. For som en hver anden krop skal seminariets krop også have iltet blod rundt til dets organer, ellers dør de. Og det er her du, kære læser, kommer ind i bille-

det. Det er nemlig dig, dine venner og alle dine medstuderende, der udgør dette blod. Det er dit og deres engagement, der ilter blodet. Så kom ud af hulerne og op af hullerne og støt seminariets sociale liv. Giv de medstuderende, der sørger for tilbud til dig, et skulderklap. Et skulderklap i form af engagement og deltagelse. Så udnyt nu alle kroppens funktioner!

Illustration: