20 15 Kristeligt Forbund for Studerende

LTC 25 år » 4

Bedeliste: Bed med os » 5

KFS for videregående » 7

Assist: Når taknemmligheden går to veje » 9

Tema: Natur

Løssalg : 25 ,-

herstår

du

Refleksioner

1014

12

3

22

LTC i nyrenoverede

rammer

KFS forvideregående

Guds usynlige

væsen

Når taknem-meligheden

går to veje

En naturstridig

gåtur

Jesu almagtog afmag

Bøger

30 31

TEMA:Verden

GeneralensMedier

To do:

Not to do: 27

20

herstår

du

5

Intothe

Wild

LTC står som forvandlet. KFS’ ledertræningscenter i Ødsted har si-

den maj måned været under renovering. Håndværkerbilerne har

konkurreret om pladserne ved døren til LTC. Trafikken af hånd-

værkere – frivillige såvel som lønnede - overgår næsten trafikken

på trapperne, når stedet er fyldt op af elever. Køkkenet fra ple-

jehjemstiden og de to badeværelser fra skolens opstart er denne

sommer undergået en totalrenovering. Alt det gamle skrøbelige

puds, der lystigt rutsjede ned bag tapeterne, så snart man rørte

det ’rigtige’ sted er skrabet ned og erstattet af ny spartel og væv.

De mørnede stofledninger som løb på vægge og i gulve i overflod

er blevet udskiftet med nye installationer og det overflødige pillet

ned. De mønstrede brune klinker i køkkenet er erstattet af tids-

svarende hvide. Det revnede og rådne træværk er båret ud, og nyt

er båret ind.

Jeg håber, at billederne, der er lagt på Facebook undervejs i hele

forløbet, og dem der, kan ses her i bladet, kan give en fornemmelse

af, hvor meget der er sket med LTC hen over sommeren. Nu står

det færdige projekt klar til det nye LTC-hold og til årsfesten, hvor

vi glæder os til at vise det frem, når vi fejrer LTC’s 25 års jubilæum.

Nu kan vi så gøre status over de ting, vi har sat i søen og samti-

dig kan vi takke for det, der er kommet ind i jubilæumsgave indtil

nu. Jubilæumsindsamlingen nåede den første fjerdedel af vejen

inden sommerferien nemlig en kvart million. Der er friske opda-

terede oplysninger om status på jubilæumsindsamlingen på LTC’s

hjemmeside. Og der er stadig brug for en god håndsrækning til

indsamlingen. Så følg op på de muligheder der er for at lave lokale

indsamlinger i dit nærmiljø og omgangskreds og tag også gerne en

god gave med til jubilæumsfesten!

Det er et vigtigt skridt, KFS har taget med denne fremtidssik-

ring af LTC. Det bidrag, som eleverne giver, når de er på LTC, er en

uvurderlig del af KFS’ samlede arbejde. Alle de skoler, der bliver

besøgt på teamperioder, ville være svære at nå på samme måde

uden LTC’erne. Derfor er det naturligt at investere i gode forhold

for kommende LTC-hold i forlængelse af den vision, vi arbejder

med i KFS om at gøre Jesus kendt i studieverdenen. Og tak fordi

I bærer med!

UdgiverKristeligt Forbund For StuderendeRibevej 71, Ødsted 7100 VejleTlf: 35 43 82 82Fax: 35 43 48 04E-mail: kfs@kfs.dkTIL TRO: tiltro@kfs.dkKonto: 9544-0004054954

AbonnementDet koster 100 kroner om året at abonnere på bladet. Abonnementet er gratis for medlemmer samt givere, som sidste år har givet over 500 kroner til KFS. Medlemskab koster 100 kroner.Det er gratis at modtage den elektroniske udgave af bladet. Tilmelding sker via KFS.dk

RedaktionenStudentersekretær Kristian Nakskov Kappel (ansvarshavende redaktør)Kommunikationsmedarbejder Jens Jørgen Jensen (redaktionssekretær og nyhedsredaktør)Lærerstuderende Mikkel Haahr AndersenStud.scient.soc. Mathilde MølgaardStud.mag. i retorik Ida Esmarch PedersenStud.psych. Anna StaalSygeplejestuderende Rasmus DysagerStud.scient. i matematik Janus Rønn LindStud.theol. Louise Høgild Pedersen

LayoutHenrik Elias Kristensen

TrykØko-Tryk

ISSN1395-9786

Hjemmesidewww.tiltro.dk

DesignMartin Luckmann & Klaus Juul Jensen

AnnoncerKontakt KFS på tlf. 35 43 82 82 eller kfs@kfs.dk

LTC-forvandling

Leder

Af Lars Bjerregaard,

sekretariatsleder, lars@kfs.dk

4 TIL TRO · # 4 · 2015 · nyheder

Nyt skoleår = nye mål

LTC

Nyrenoverede rammerI løbet af sommeren har KFS’ ledertræ-

ningscenter undergået en underfuld

forandring.

Alle vinduer er blevet skiftet ud. Der er

lagt nyt gulv i adskillige rum. Hele køkkenet

er revet ned og bygget op i en helt ny og

tidssvarende udgave. Der er kommet en ny

dør direkte fra spisesalen til køkkenet. En

trappe er revet ned, hullet dækket til, og er

blevet erstattet af en bedre trappe et bedre

sted. Flere badeværelser revet ned og nye,

bedre er sat op.

Det trængte også gevaldigt til det. Flere

af de ting, der er skiftet ud, har i det store

hele set ens ud i årtier og har haft behov

for renovering i nogle år.

Ledertræningscentrets 25-års jubilæum

var en god anledning til den gennemgri-

bende renovering.

Du kan støtte renoveringsprojektet via

donationsmodulet STØT KFS på kfs.dk (den

blå knap i højre side) eller selv arrangere en

kreativ indsamling til formålet.

Læs mere på ltc.kfs.dk

To LTC'ere hjælper med at rive det gamle telefonrum nedDet gamle køkken med nedgang til kælder Det nye køkken med dør til spisesal

93

142

1311

11

275

9

5

studiestedsgrupper

kontaktpersoner

aktive deltagere

åbne bibelstudiegrupper

apologetiske events

tværkulturelle events

tværkulturelle fællesskaber

2014 - 2015 - 2016 - 2017

Hvert skoleår i målsætningsperioden vil

vi overgå det seneste skoleårs resultat på

en række parametre. Da det nu er august

er det blevet tid til at opdatere tallene for

første gang.

Målet for skoleåret 2015-16, som vi har

foran os, er at se flere apologetiske events,

flere aktive studerende, flere åbne bibelstu-

diegrupper, end vi havde talt til i maj, hvor

sidste skoleårs optælling sluttede.

Du kan se de nye mål for de forskellige

områder i tabellen her til

højre.

Vi har brug for forbøn.

Riv bedelisten ud af bladet

her, og bed sammen med os

om, at vi i det kommende år

må se endnu flere studeren-

de, der er grebet af Bibelen,

og som derigennem engage-

rer sig i studieverdenen.

I perioden 2014-17 er målsætningen, at vi hvert skole-år overgår det sidste. Vi har nu opdateret målene og nulstillet tælleren.

nyheder · 2011 · # 6 · TIL TRO 5nyheder · 2015 · # 4 · TIL TRO 5

Bedeliste: Bed med os

Af LTC-forstander, Jakob Skovgård Højlund

Af kommunikationsmedarbejder Jens Jørgen Jensen, jens@kfs.dk

LTC og fremtidenPå LTC vil vi kende Jesus og gøre Jesus

kendt. Sådan har det været i 25 år, og sådan

fortsætter vi i – ja, kun Gud ved, hvor man-

ge år! Men personligt håber jeg på mindst

25 år mere. Det er mit håb, fordi jeg ser, at

KFS’ motto om at kende Jesus og gøre ham

kendt ikke blot er ord, men levet virkelig-

hed. Og dette Jesusliv skal fortsætte sin

gang her på LTC af to væsentlige grunde:

For det første: I skrivende stund når

LTC’erne cirka 5000 gymnasieelever om

året med evangeliet. Det sker blandt andet

gennem religionstimer, dialogarrangemen-

ter og skolebesøg. Men vi kan nå endnu

flere. LTC og KFS’ sekretærer arbejder hele

tiden for flere religionstimer, flere dialogar-

rangementer og skolebesøg. Det gør nemlig

en forskel, når en almindelig dansk gym-

nasieelev møder en autentisk kristen, som

vidner om, hvad Jesus betyder for hende på

en håndgribelig og stærk måde. Fra vores

elever ved vi, at disse møder er igangsæt-

tere for, at gymnasieelever begynder at

komme i KFS og at åbne bibelstudiegrupper

startes op. Det vil vi have mere af!

For det andet: Vores elever tager fra LTC

med en masse kompetencer og redskaber,

som de investerer i KFS-arbejdet, kirker

og missionsbevægelser. I alt dette arbejde

bærer de Jesus med sig. Han sætter retnin-

gen for dem. LTC’erne kan en hel masse,

ja, men vigtigst af alt er, at Jesus sætter

sig igennem i deres indsats. LTC’erne skal

nemlig mere end noget andet være bærere

af budskabet om Jesus som frelser. Det vil vi

også have mere af!

Vi sender traditionen tro en bedeliste

ud i begyndelsen af skoleåret, som er en

oversigt over de forskellige aktiviteter og

ansatte, så du kan nå hele vejen rundt i

løbet af en måned.

Vi håber igen i det kommende år at

være omsluttet af trofaste støtters forbøn.

Bøn er nemlig vigtig for KFS’ arbejde.

I løbet af en måned, når vi sammen

– hvis du vil være med – omkring nogle

væsentlige mennesker og arbejdsområder

i KFS, hvor de særligt bliver bedt for. Det

er trygt at vide, at studerende, færdigud-

dannede, forældre til studerende og andre

fra det store bagland bag KFS støtter med

forbøn.

Bedelisten er en måde, hvorpå vi forsø-

ger at gå sammen jer i forbønnen for KFS.

25 årsJUBILÆUM

I dette nummer af Til Tro har vi hæftet KFS’ bedeliste ind. Riv den ud og bed sammen med os i en månedlig rytme.

01. Tak og bed for KFS-sekretær Hans-Christian

Pettersson. Bed for studenter- og gymnasiearbe-

jdet i Aarhus og Østjylland.

02. Bed for studerende, som ikke kender Jesus

endnu. Bed om, at Gud må se til dem i svære og

gode tider i studietiden.

03. Tak og bed for kommunikationsmedarbejder

Jens Jørgen Jensen. Bed for KFS’ interne og

eksterne kommunikation.

04. Tak og bed for KFS’ere, der arrangerer

events og leder fællesskaber inden for apologe-

tik, åbent bibelstudium og tværkulturelt arbejde.

Bed om, at Gud må sende flere kristne studer-

ende til studieverdenen.

05. Bed om, at udlandspraktik.kfs.dk må gøre,

at flere kristne studerende rejser ud og gør en

forskel samtidigt med deres studier.

06. Tak og bed for KFS’ bestyrelse og ledelse.

Tak for formand Peter Rask og for gener-

alsekretær Robert Bladt. Bed om, at de må

træffe kloge, modige og gode beslutninger efter

Guds vilje.

07. Tak og bed for dialogsekretær Carsten

Kofoed Espersen. Bed om, at samtalen om de

vigtigste spørgsmål må trives hos forskere,

undervisere og studerende på videregående

uddannelser.

08. Tak og bed for KFS’ store og små lejre og de

glædelige ting, der sker omkring dem. Bed om,

at arrangører og deltagere må tage del i både

arbejdet og glæden.

09. Tak og bed for sekretariatsleder Lars Bjer-

regaard Pedersen. Bed for vis administration og

dygtig ledelse af sekretariatet.

10. Tak og bed for CREDO. Bed om, at CREDO-

redaktionen må få visdom til at vælge udgiv-

elserne, så arbejdet kan styrke studerende.

11. Tak og bed for eleverne på LTC. Bed om, at

Gud må virke gennem dem på teamperioder og i

skoleperioder. Bed for ansøgerne til kommende

hold.

12. Bed om, at stab og KFS’ere må holde fast i

bønnen og fællesskabet med Gud. Tak for de

trofaste forbedere for KFS.

13. Tak og bed for gymnasiesekretær Lisa Rom

Boye og volontør Mie Frederikke Bauer. Bed for

gymnasiearbejdet øst for Storebælt.

Vi kan ikke drive et levende KFS-arbejde uden bøn.

Derfor ønsker vi at bede - sammen med KFS’ere og KFS’ bagland. Vi laver hvert år denne bedeliste,

så vi i en måneds rytme sammen kan bede for arbejdsområder i KFS.

BEDELISTE 2015-2016

Bøn er KFS’ åndedræt!

Vi er nemlig dybt afhængige af Guds hjælp,

hvis målet om at kende Jesus og at gøre

ham kendt skal lykkes.

Riv derfor listen ud ved perforeringen

og læg den, hvor du holder din daglige

bedestund. Det gør en reel forskel!

TIL TRO · #5 · 2012 · nyheder66 TIL TRO · # 4 · 2015 · nyheder

Studenterkonference i Israel I foråret ´15 var jeg udsendt af Israelsmis-

sionen som volontør ved Danske Kirke i

Jerusalem. I den anledning deltog jeg midt i

maj på FCSI (israelsk KFS) Joint Conference

for de hebraisk-, arabisk- og engelsktalende

studerende. Vi var 150 deltagere, som

kommer i bibelstudiegrupper rundt på de

forskellige universiteter og studiesteder i

Israel. Vi skulle på lejren være sammen på

trods af vores forskellige kulturer, sprog og

holdninger.

Temaet under konferencen var ”The

kingdom of God” med udgangspunkt i

bjergprædiken.

Møderne blev indledt med en halv times

lovsang på enten hebræisk, arabisk eller en-

gelsk. Det er interessant at opleve forskel-

lene på lovsangsmåder. En arabisk stil med

fart på, hvor man klapper hele tiden til den

hebræiske, hvor man har meget fokus på en

lovprisende tekst, som er taget direkte ud

fra Bibelen.

Af Christian Vestergård, volontør i Israelsmissionen foråret 2015

Den 22. – 30. juli afholdt International Fel-

lowship of Evangelical Students sin verdens-

konference, World Assembly. Konferencen

afholdes hvert fjerde år, og det foregik i år i

Mexico. Her deltog studerende og stabs-

medlemmer i kristne studenterbevægelser

fra hele verden, og KFS sendte også en

delegation af sted.

World Assembly gav studenterorganisa-

tioner mulighed for at fejre Gud trofasthed,

godhed og generøsitet over for studenterar-

bejdet i hele verden. På konferencen lyttede

deltagerne til Gud på ny gennem hans ord,

diskutede og formede bevægelsens vision

og mission og opmuntrede hinanden og fa-

ciliterede internationalt fællesskab, netværk

og læring.

Læs mere om konferencen her: http://ifes-

world.org/en/world-assembly

KFS på verdenskonferenceI slutningen af juli sendte KFS en delegation af sted til Mexico, hvor de skulle deltage i den internationale studenterorganisations IFES’ konference World Assembly.

Talerne foregik på arabisk og

hebræisk. Jeg må erkende her

bagefter, at jeg på trods af det

vigtige emne ikke fik meget ud

af forkyndelsen. Det skyldes pri-

mært en meget dårlig oversæt-

telse, men også et i øvrigt lidt

rodet program. Alligevel blev det

en konference, som jeg kommer

til at huske.

Den sidste aften inden

hjemrejse stod vi alle sammen i en stor

rundkreds. Først blev alle repræsenterede

sprog bedt om at stille sig i midten og læse

Matthæusevangeliet kapitel 6, vers 33.

Her blev læst på indisk, kinesisk, arabisk,

dansk, finsk (lille parentes: hvor er finsk et

mærkeligt sprog), engelsk, tysk, spansk,

portugisisk, fransk, hebraisk og polsk. Det

var meget fascinerende, men også sigende:

ét og dog så forskellige.

Bagefter erklærede vi hånd i hånd, at vi

først vil søge Guds rige.

I denne situation blev Guds rige konkret

for mig. Selvom jeg ikke fik noget ud af for-

kyndelsen, blev jeg mindet om, at vi er ét i

Kristus, og at Guds rige er langt vigtigere og

større end kulturer, historie, grænser, sprog

og holdninger.

Men søg først Guds rige og hans retfærdighed,

så skal alt det andet gives jer i tilgift. Mat-

thæusevangeliet kapitel 6, vers 33.

Robert Bladt, generalsekretær i KFS

Peter Rask, formand for KFS’ bestyrelse

Sara Friis, religionsstuderende, Aarhus

Camilla Kaltoft, sygeplejestuderende,

København

Ann Østermark, journaliststuderende

og bestyrelsesmedlem

Delegationen fra Danmark var:

nyheder · 2011 · # 6 · TIL TRO 7nyheder · 2012 · #5 · TIL TRO 7nyheder · 2015 · # 4 · TIL TRO 7

OdenseDet er altid dejligt, når kristne vælger at

studere i Odense. Os der er her i forvejen op-

lever det som en velsignelse, når flere ønsker

at være med i fællesskabet.

Du er velkommen her, det skal du vide :-)

I Odense er der flere forskellige kristne

ungdomsfællesskaber, blandt andet KFS. Vi

er en blandet flok af (overvejende) stude-

rende fra forskellige kirkebaggrunde. Derfor

er fællesskab meget præget af dialog og

åbenhed, og det er godt, også hvis man har

lyst til at invitere sin ikkekristne studiekam-

merat med.

Vi mødes hver torsdag klokken 19.30

i Sankt Hans kirkes menighedshus, hvor

vi beder sammen, hygger, spiller, læser i

Bibelen, lytter til gode talere, synger, deler

liv... Med et ønske om at blive mødt af Gud,

så han kan få lov at tale sandhed ind i vores

liv - også sandheden om at vi er kaldet til at

dele evangeliet om ham. Én gang i måneden

har vi bibelstudiegrupper, og derudover er

der ofte en KFS'er, der finder på noget socialt

at invitere til :-) Både ift. KFS-aftenerne og

sociale arrangementer er der masser af plads

til dig, dine ønsker og idéer.

Du kan finde os på Facebook "Odense

KFS" eller på www.odense.kfs.dk

Christina Damgaard, formand for Odense KFS

AarhusI Aarhus StorKFS prøver vi at skabe et rum,

hvor relationen til Jesus, vores brænd for

studerende og passionen for vores studie

kommer i spil. Vi mødes til aftenmøder om

torsdagen i Studenterhuset på Universitet

klokken 19.30, i lilleKFS-grupper et par gange

i måneden, synger lovsang efter mødet, spil-

ler spil om fredagen og meget mere.

For nye KFS’ere er der IntroKFS (kon-

takt Morten Højlund Wibe), som hjælper

nye KFS’ere ind i det store KFS-fællesskab.

Find os på Facebook, både som gruppe og

side, søg Aarhus KFS og læs mere på vores

hjemmeside: aarhus.kfs.dk, hvor du også kan

finde flere oplysninger.

Jeg håber meget på at se dig og byde dig

velkommen til byen. God studiestart!

Sara Friis, formand for Aarhus KFS

KøbenhavnDet er fedt at begynde at studere og spe-

cialisere sig, og det er fedt at kunne dele

det med en masse andre, som er i samme

situation. StorKFS i København er et fælles-

skab for studerende, som ønsker at udnytte,

at vi er forskellige. Vi er læger, skolelærere,

humanister, ingeniører, teologer og så videre.

Vi ønsker at bringe vores faglighed i spil

og se, hvordan Gud bruger os der, hvor vi

er. Derudover har vi et ønske om, at flere

studerende i København kommer til at møde

evangeliet. Vi mødes mandag aftener, hvor vi

får besøg af spændende talere og giver rum

for gode snakke. Her er plads til forskellige

meninger og plads til at komme, som man er.

Du skal være hjertelig velkommen til at kigge

forbi og være med!

Find os på Facebook "KFS København" eller

på www.kfskbh.dk

Filip Børty Nielsen, formand for KFS København

KFS for videregåendeKFS har foreninger i Aarhus, Odense og København for videregående studerende. Så hvis du flytter til en af disse studiebyer, kan du blive en del af fællesskabet omkring studieliv, fag og tro.

TIL TRO · #5 · 2012 · nyheder88 TIL TRO · # 4 · 2015 · nyheder

Plads til mening på FolkemødetRobert Bladt og Jens Jørgen Jensen fik delt budskabet på Folkemødet om, at det er vigtig for Danmark og ikke mindst studerende, at der er plads til mening i studieverdenen.

Af kommunikationsmedarbejder Jens Jørgen Jensen, jens@kfs.dk

Da generalsekretær Robert Bladt og jeg

drog til Bornholm midt i juni for at deltage

denne sommers udgave af Folkemødet, var

det med et enkelt budskab i baggagen:

Danmark skal have plads til mening

i studieverdenen – og dermed også til

dialogen om tro og livssyn på alle landets

studiesteder.

Folkemødet er en politikfestival, hvor

politikere, græsrødder, djøf’ere, unge,

gamle og mange andre – i år 100.000

gæster – kommer for at lytte til og tale med

hinanden.

I de to dage, hvor KFS var repræsenteret

på Folkemødet, havde vi selv to events,

deltog vi i andres debatter og foredrag og

delte nogle af livets store spørgsmål ud til

forbipasserende.

Samtale om religiøs fanatismeDe to events, vi selv stod for, var velbe-

søgte, og vi oplevede, at der var tid til at

fortælle, hvad KFS tænker.

KFS var en del af Folk og Tro-teltet, som

var stillet til rådighed af de lokale missi-

onsforeninger på Bornholm, Indre Mission,

Luthersk Mission og Evangelisk Luthersk

Missionsforening.

Det første event skulle som tidligere

annonceret have været en samtale mellem

kirkeordføreren for Dansk Folkeparti, Chri-

stian Langballe, og Robert Bladt. Langballe

meldte dog fra, så vi besluttede, at lave

et live-interview med Robert om samme

emne, Folkekirken og Jesu opstandelse.

Til det andet event havde vi inviteret

formanden for Trykkefrihedsselskabet og

sognepræst Katrine Winkel Holm til en snak

med Robert om religiøs fanatisme.

Samtalen tog udgangspunkt i tre cases.

Den første var Trykkefrihedsselskabets

kontroversielle invitation af den hollandske

politiker og islamkritiker Geert Wilders. Den

anden var KFS’ erfaring med flere grup-

per, der ikke får

lov at benytte

studiestedernes

lokaler til at mø-

des i frikvarteret

af frygt for reli-

giøse fanatikere.

Den tredje del

af samtalen tog

udgangspunkt

i deres egne

erfaringer med

at blive kaldt

fanatikere.

Det var en

god og konstruk-

tiv samtale, hvor der var plads til begges

meninger, og hvor vi også fik givet gode

argumenter for at give plads til aktiviteter

med mening på studiet, som fx KFS-grupper

og Veritas-events.

Inspirerende debatterDer var heldigvis også tid til at deltage i

nogle få af de over 2700 andre events på

Folkemødet. Blandt andet deltog vi begge

i en debat om ensomhed hos studerende.

Her satte Robert gennem en kommentar fo-

kus på, at fællesskaber på studiestedet – fx

KFS-grupper – netop kan give mulighed for

at se sine medstuderende i øjnene i stedet

for, at studietiden blot foregår i læsesale og

store auditorier.

Vi satte også gang i gode snakke ved at

tilbyde forbipasserende et spørgsmål, som

fx ”Hvorfor er der så meget ondt i verden,

hvis mennesker grundlæggende er gode?”

Jeg snakkede blandt med nogle om, hvor-

dan vores livssyn har indflydelse på vores

valg og værdier, og at det derfor er vigtigt

at gå i dialog omkring, hvad vi grundlæg-

gende tror på.

Alt i alt oplevede vi, at der var lydhørhed

for vores budskab, og at vi satte tanker i

gang om, hvor vidt der er plads til mening i

studieverdenen – samtidigt med at vi også

selv fik ting med hjem til eftertanke.

Hør eller se de to events:

Du kan høre de to event på KFS’ Podcast.

Du kan også se dem som video på

bornholmim.dk/godcast

nyheder · 2011 · # 6 · TIL TRO 9nyheder · 2012 · #5 · TIL TRO 9nyheder · 2015 · # 4 · TIL TRO 9

Af Peter Kobbersmed, medievidenskabsstuderende.

Som debuterende assister/assistianer/as-

sistingenser (eller hvad det nu hedder)

vidste jeg ikke rigtig, hvad jeg gik ind til.

Jeg er helt pjattet med sommerferie: tid til

venner og grillhygge, lange og imponerende

frisbeesessioner, afslapning på sofaen med

Wimbledon eller Tour de France rullende

på skærmen, sommerhuse, jordbærtærter,

strandture osv. Engang imellem kan det

imidlertid være tiltrængt at foretage sig

noget, som man ikke plejer at gøre, og

derfor tog jeg på Assist 2015. Det har jeg

ikke fortrudt.

Assist er spækket med godt humør,

brede smil og stærke personhistorier, og det

føles helt igennem meningsfyldt at være

aktivt udrettende og opsøgende i et lokal-

område – både som KFS’er og som kirke.

Man ville sikkert kunne lave en forholdsvis

svulstig konklusion: Assist handler om

tjenersind, at være ordets gørere, ikke blot

dets hørere. Man kunne også bevæge sig i

den mere banale ende af skalaen og synge

i kor med Justin Timberlake: ”What goes

around, comes around”.

Der er sikkert noget rigtigt at hente

begge steder, men min egen erfaring er

imidlertid forholdsvis umiddelbar: Man

bliver bare glad i låget af at hjælpe andre

mennesker. Og når man samtidig får lækker

forplejning, hyggeligt lejrfællesskab og

møder med mennesker, som har de mest

utrolige historier (hvor kirken på en eller

anden måde har spillet en rolle), er det

svært ikke at være begejstret.

Som studerende spenderer jeg rigtig

mange timer på at bruge mit hoved, og

jeg må erkende at også min kristentro i

perioder bliver behandlet som en intellek-

tuel disciplin, hvor de svære spørgsmål ikke

rigtig bliver besvaret, og grublerierne hober

sig op.

På Assist fik jeg lov til at erfare, at

kristendommen måske fungerer allerbedst,

når ordene og de kognitive udfoldelser ude-

lades og erstattes af knofedt og hækklippe-

re. Når jeg er til stede og møder mennesker

med tid, interesse og en hjælpende hånd,

får de måske en lille smag af evangeliet,

og jeg får selv lov til at opleve, at taknem-

melighed ikke behøver at være envejskom-

munikation.

Når taknemmelighedengår to veje I uge 27 deltog cirka 40 studerende på Assist ved Grønnevang Kirke i Hillerød. Det blev en uge med høj solskin og endnu højere humør, hvor de lokale beboere fik ordnet utallige hække og haver, og de deltagende assister blev adskillige gode oplevelser rigere. Peter Kobbersmed deler sine refleksioner.

KFS’eren

TIL TRO · # 4 · 2015 · KFS’eren10

Intens undervisning på STiKSommerens STiK-lejr har igen sat gode tanker og samtaler i gang hos gymnasiale stude-rende. Læs her, hvad tre KFS’ere siger om lejren.

Rebekka Riis, HTX Sukkertoppen i København (til venstre)Hvordan har det været at være på STiK?

”Det er virkelig, virkelig fedt. Der er helt vildt meget åndeligt fæl-

lesskab, og der er også helt vildt godt fællesskab ellers. Og Gud har

været nærværende her, synes jeg. Vi har virkelig sat Gud i centrum.

Vi havde en vidneaften, hvor der kom nogle vidnesbyrd, der i hvert

fald sagde mig rigtig meget. Jeg har haft nogle samtaler med leder-

ne, hvor det virkelig har sagt mig noget. Og talerne… Det har bare

ramt rigtig godt ind.”

Dorthe Vestergaard Olsen, Frederiksborg Gymnasium og HF, Hillerød (midt for)Hvad har været det bedste ved STiK?

”Det må nok være det med, at der har været undervisning hele

tiden. Så man er bare blevet fyldt på med Gud, lige fra man stod op,

til man gik i seng. Og så har det også været fedt, at vi har været et

lille hold, så man kunne komme tæt på nogle mennesker og snakke

sammen i forhold til, hvis det havde været en stor lejr, at det har

været et lille fællesskab.

Andreas Nørgård Pedersen, Aarhus Katedralskole (til højre)Hvad tager du med herfra?

”Det har virkelig været en stor oplevelse for mig at komme på

STiK. Jeg kan mærke, at jeg har rykket mig et godt stykke. Det, at

det hele er så intensivt med undervisning, det gør på en måde, at de

refleksioner, man har været igennem det sidste halve år, de kommer

lige frem, og så får man lige de spørgsmål op at vende igen. Det har

bare været fedt. Virkelig! Ja, det har bare givet mig meget.”

Natur er et flertydigt ord. Dels kan det referere

til det, som er ude i skoven, nede på stranden

eller oppe i luften, men det kan også referere

til det inderste væsen af noget.

”Guds natur er smuk” kan altså betyde to

vidt forskellige ting. Samtidigt er der en sam-

menhæng mellem de to betydninger. Guds na-

tur afspejler Guds natur, kan man sige.

Men også menneskets natur er interessant.

Hvad der kommer fra naturens hånd, og hvad

der er kommet bagefter, står stadig til diskus-

sion.

Og så er der alt det unaturlige og overna-

turlige.

Særligt ét sted er Guds og menneskers na-

tur samtidigt i spil. Nemlig i ham, som er både

mand og Gud, Jesus. Marias søn og Guds søn.

Fra Nazaret og fra før tiderens morgen.

God fornøjelse!

Tema: Natur

12 TIL TRO · # 4 · 2015 · Natur · artikel

Guds usynlige væsenKan du genkende følelsen af inderligt at ønske, at du helt konkret og fysisk kunne se Gud? Gud har åbenbaret sig i historien, i naturen og i menneskets samvittighed, men det, vi ser, er hans usynlige væsen.

Af Christian Maymann, lærer på Luthersk Missions Højskole, christian@maymann.net

Kan du se noget usynligt? I udgangspunktet

er det naturligvis ikke muligt. Men ikke des-

to mindre, er det præcis det, Paulus hævder,

når han taler om Gud. I Romerbrevet kapi-

tel 1, vers 20 siger Paulus om Gud, at Guds

”usynlige væsen, både hans evige kraft og

hans guddommelighed, har kunnet ses si-

den verdens skabelse og kendes på hans

gerninger.”

Den første del af Romerbrevet handler

om Guds dom over mennesker. Han indleder

delen med at sige, at Guds vrede åbenbares

over vores ugudelighed og uretfærdighed

(kapitel 1, vers 18), og han afslutter afsnit-

tet med at konstatere, at ”Hele verden står

strafskyldig overfor Gud.” (kapitel 3, vers

20)

Et af de spørgsmål, der kan opstå i den sam-

menhæng er: Er det rimeligt, at Gud døm-

mer mennesker, der ikke ved, han findes?

Og er det rimeligt, at han dømmer menne-

sker efter en lov, de ikke vidste eksisterede?

Romerbrevet kapitel 1, vers 19-21 indgår som

et svar på disse indvendinger. Det samme

gør noget af det, han skriver i kapitel 2. Når

Gud har vidnet om sig selv og vidnet om

sine bud, så er Guds dom rimelig. Det svar

rejser et nyt spørgsmål: Hvordan kan man

se, at Gud har åbenbaret sig?

At se det usynligePaulus tager udgangspunkt i, at det faktisk

er muligt at erkende Gud. Man kan nemlig

se hans usynlighed. Umiddelbart virker det

meget besynderligt. Hvordan skulle man

kunne se noget usynligt. Definitionen på, at

noget er usynligt er vel netop, at det ikke

kan ses. Ikke desto mindre er det, hvad Pau-

lus hævder, og han udfolder faktisk også lidt

af, hvad man kan se. Man kan se hans evige

kraft, og man kan se hans guddommelighed.

Den måde, man kan se det på, er, at det

”kendes på hans gerninger.” Dermed for-

svinder paradokset, som Paulus lagde op

til: Hvordan kan man se noget usynligt?

Grunden er klar nok: Den usynlige har vist

sig gennem sine gerninger. Vi kan ikke se

Gud, men vi kan se, at han er der, og at han

er Gud gennem de gerninger, som vi kan se.

Den usynlige Gud har givet sig til kende gen-

nem nogle synlige gerninger.

Guds gerning i historienHvad tænker Paulus på her? Det forklarer

han faktisk ikke her. Men hvis man ser på

nogle af de prædikener, han holder på sine

missionsrejser, får vi en del mere at vide. Da

Paulus prædiker blandt folket i Athen, er det

en pointe for ham, at Gud har skabt alle folk,

og at han styrer historiens gang.

En af de tekster, Paulus sandsynligvis har

haft i baghovedet, da han skrev dette, er sal-

me 19. Her siger David, at ”Himlen fortæller

om Guds herlighed, hvælvingen beretter om

hans hænders værk.” Her tænker han ikke

kun på, at det er, hvad ”den troende” ser, for

lidt længere nede i salmen siger David: ”De-

res røst når ud over hele jorden, deres ord til

verdens ende.”

Det andet sted, Gud har åbenbaret sig,

er i historien. Her tænker jeg ikke på Israels

historie, men på hans ledelse og styrelse af

verdens gang.

Til de religiøse i Athen siger Paulus om

Gud: ”af ét menneske har han skabt alle folk

og ladet dem bosætte sig overalt på jorden

og fastsat bestemte tider og grænser for,

hvor de skal bo” (Apostlenes Gerninger ka-

pitel 17, vers 27). Formålet med den måde at

styre på er, at mennesker på den baggrund

”skulle søge Gud, om de kunne famle sig

frem og finde ham.” (samme vers)

Den usynlige Gud har givet sig til kende

gennem nogle synlige gerninger.

artikel · Natur · 2015 · # 4 · TIL TRO 13

Gud har åbenbaret sig i naturenPaulus siger til folkene i Lystra, at Gud har

”vidnet om sig selv ” (Apostlenes Gerninger

kapitel 14, vers 17). Gud lader mennesker op-

leve en række velgerninger som vidnesbyrd

om ham selv. Han peger på flere vidnesbyrd,

Gud har givet om sig selv til mennesker.

Det første vidnesbyrd er naturens gang. At

verden er skruet sådan sammen, at der er

betingelser for føde til mennesker, er et vid-

nesbyrd om Gud. Paulus kalder det for ”regn

fra himlen og frugtbare årstider” (samme

vers).

Vores planet rummer de betingelser, der

skal være til stede for, at vi kan leve her. Her

kommer Paulus og de seneste ateistiske

strømninger meget på kant med hinanden.

Den nye (og den gamle) ateisme vil bruge

tilfældighedsbegrebet til at forklare, hvorfor

der er betingelser for liv her. Her er Paulus’

teologi: Det er Gud, der har givet betingel-

serne for, at liv findes i denne verden.

I den nyere debat med nyateismen har krist-

ne videnskabsfolk peget på, at den måde

vores univers er sat sammen på vidner om

det, man kalder fin-tuning. Der er mange

små detaljer, der skal passe sammen for, at

livet kan findes – og de passer faktisk. Og

balancen mellem de forskellige bestanddele

af universet skal ikke skubbes meget, før

livet umuliggøres. Denne fin-tuning vidner

om, at der er en, der har fin-tunet det.

Gud har åbenbaret sig i voressamvittighedEt tredje sted, Gud har åbenbaret sig, er, at

han har lagt sin lov i vores hjerte. Gud har

skrevet den i hjertet på hedninger og i deres

samvittigheder. Selve det, at mennesker er

udstyret med en samvittighed og dermed

muligheden for at kende godt og ondt, er

også et vidnesbyrd om Guds eksistens.

Hvad er det, at mennesket har en mo-

ral, udtryk for? Og hvad er det, der gør, at

vi har en moral, som de fleste vil hævde er

universelt gældende? Paulus placerer be-

grundelsen for moralens gyldighed hos Gud

selv: Han har skrevet den i vores hjerter.

Men hvis man så afviser Gud, kan man så

have en gyldig moral? Hvordan kan man på

den ene side afvise noget absolut og på den

anden side fastholde en almengyldig moral?

Og hvordan kan man forklare, at der er så

relativ ens moral rundt omkring? Når man

læser Paulus, er svaret klart nok: Den sam-

menfaldende moral er udtryk for, at den er

gudgivet i og med menneskets samvittig-

hed. Gud har skrevet sine love ind i vores liv.

Her er også et af de større clash mellem

den nye ateisme og Paulus’ tækning. Det

spændende er nemlig, at den nye ateisme

faktisk vil operere med en absolut moral

uden en Gud, der kan sikre den. Og det viser

sig faktisk ganske vanskeligt at argumentere

for en absolut moral uden at have en Gud,

der kan sikre den. Et bibelsk svar vil være:

Det kan man heller ikke – eksistensen af en

absolut moral vidner om en absolut Gud.

Naturen, historien og menneskets samvit-

tighed bærer vidnesbyrd om Guds eksistens.

Hvorfor ser så få mennesker Gud? Hvis det virkelig er så indlysende, som Pau-

lus skriver i Romerbrevet, så opstår spørgs-

målet let: Hvorfor ser vi mennesker ikke det,

der er så indlysende? Hvorfor findes der så

mange, der forsker og undersøger naturen

uden at finde Gud? Og hvorfor

omvender folk sig ikke sådan

uden videre, når naturens stor-

hed går op for dem? Når Paulus

skriver og siger, som han gør,

burde der jo gå en motorvej fra

de naturvidenskabelige fakulte-

ter direkte til menighederne...

Hvis man ser godt efter i det,

Paulus skriver i sammenhæn-

gen, får vi faktisk en forklaring

på, hvorfor denne motorvej ikke findes.

Den første grund er, at mennesker un-

dertrykker denne erkendelse. Paulus siger,

at mennesker undertrykker erkendelsen af

Gud ”med uretfærdighed” (Romerbrevet ka-

pitel 1, vers 18). Det er, som om menneskers

levemåde blænder dem for Guds eksistens.

De har faktisk erkendelsen af Gud, men de

undertrykker den.

Den næste grund finder vi i samme af-

snit. Menneskets afvisning af Gud er ikke en

statisk størrelse. I vers 21 forklarer Paulus,

at menneskets afvisning af Gud førte dem

ind i en proces, der forklarer noget af denne

manglende erkendelse af Gud. Paulus siger

først, at skønt mennesker kendte Gud, så

ville de ikke ære og takke ham. Det fik fatale

konsekvenser for dem: Deres tanker endte

i tomhed, og deres hjerte blev formørket.

Denne afvisning tager mennesker som ud-

tryk for visdom, men i praksis var den det

modsatte: De blev tåber. Her er der en væ-

sentlig pointe: Menneskets afvisning af Gud

har medført en ødelæggelse af muligheden

for at erkende ham. Det er en væsentlig for-

klaring på, hvorfor mennesker nok kan se

skaberværket, men ikke kan se skaberen.

Gud har vist sig. Han har skrevet tegn

på sin eksistens ind i vores hjerter, og han

har skrevet dem på himlen. Men det ser ud

som om, at rigtig mange mennesker stirrer

på himlen – og de ser ingenting, fordi de-

res hjerte er blevet formørket. Derfor må vi

hjælpe vore medmennesker (og os selv) ved

at pege på eksistensen af dem – og pege på,

at det største fodaftryk i denne verden har

Gud ikke sat på himlen, men i Jesus Kristus

af Nazaret.

... det største fodaftryk i denne verden har Gud ikke sat på himlen, men i Jesus Kristus af Nazaret.

14 TIL TRO · # 4 · 2015 · Natur · artikel

Den verden, vi lever i, består af rigtig me-

get natur. Naturen er smuk, voldsom, frygt-

indgydende, livgivende og meget kompleks

– og derfor svær at kopiere eller forbedre.

På det seneste har vi også fundet ud af, at

naturen kan være sårbar.

Engang var alt natur. Efterhånden har men-

nesker skabt alternativer til natur: Hightech

løbetrøjer supplerer bomulds T-shirten, be-

tonbyggeri vinder over træhytten. Men det

er stadig federe at røre ved et rosenblad,

at svøbe sig i silke end at ae en betonflise,

trække i neopren dragten. Sidstnævnte er

dog rigtig god, når man skal dykke i koldt

vand.

Naturvidenskaben undersøger naturen for

at lære af den. Vi er blevet gode til at forstå

og udnytte sammenhænge i naturen. Samti-

dig er naturen udgangspunkt for det meste

naturvidenskabelige forskning og udvikling.

Det er svært at finde ligeværdige menneske-

skabte alternativer til det, naturen kan give:

Marmelade af hindbær er nu engang bedre

end det syntetiske alternativ, selvom de

syntetiske smagsstoffer er naturidentiske.

Kroppens interne kommunikationssystem

er mega avanceret og ikke tilnærmelsesvis

fuldt forstået. Det får en supercomputer til

at ligne primitivt ragelse, en robot til at ligne

ynkelig junk.

I naturen hænger tingene sammen. Vores

afstikkere ind i den syntetiske verden fører

os som regel tilbage til det mere naturlige,

fordi vi føler os mere hjemme der. Vi er skabt

til det naturlige og hænger sammen med na-

turen.

I den fascinerende storby er det parker-

ne, der tiltrækker folk, der vil slappe af. Uden

parker er der trist. Vi må indrømme, at natu-

ren er overbevisende god for mennesker at

være i, kigge på og bruge. Den flotteste sky-

skraber kan alligevel ikke konkurrere med at

se på himlen gennem en trækrone.

Naturen inklusive mennesker inspirerer os.

Er der andet? Det er i hvert fald ikke mobil-

telefonen eller Punto’en i garagen.

Paulus hævder, at Gud er synlig i naturen. Så

er det jo Gud selv, der inspirer os gennem sit

skaberværk, naturen med mennesket som

en integreret del. Det er en tanke, man næ-

sten kan røre ved: Fordi Gud har skabt na-

turen omkring os og mennesket i den, så er

Gud også vores inspirationskilde til det liv,

vi skal leve.

Måske vil nogen sige: Naturen er fanta-

stisk, ja! Men bare fordi vi endnu ikke forstår

os fuldt ud på alt det, der foregår i den, be-

tyder det jo ikke, at Gud står bag. At operere

med Gud som skaber svarer bare til en an-

tagelse om, at livet oprindeligt kom fra det

ydre rum, en bekvem løsning på vores for-

ståelsesproblemer, der ikke kan efterprøves.

Over for denne påstand står rosenbladet,

silken, medlidenhed, kærlighed, som taler

deres eget sprog. Paulus siger ligefrem, at vi

er uden undskyldning for ikke at anerkende

Guds storhed, som vi kan se i naturen. Det

hævdes af og til, at selve den naturvidenska-

belig metode udelukker at operere med Gud

som skaber af det hele. Det har jeg aldrig

forstået. Udgangspunktet fra Gud er jo ikke

spor begrænsende for nysgerrigheden eller

trangen til at belyse og forstå lidt mere. Som

forsker ser man ofte på en meget lille del af

et hele. Ingen totaloplevelse her; men mas-

ser af arbejde! Forskningsresultater er frag-

menter, der skal stykkes rigtigt sammen for

at kunne udnyttes eller give ny indsigt.

Men metoden kan altså ligeså godt føre til

samme konklusion, som Paulus fremsætter.

Selv det, vi forstår af naturen, overgår jo

langt det, vi selv kan finde på.

Er naturen så perfekt for os mennesker?

Ikke ubetinget. Naturen er også farlig og kan

slå os ihjel i jordskælv og uvejr. En lille smule

utilregnelig kan man vel sige, akkurat lige-

som vi selv kan være det. Det er simpelthen

et livsvilkår. Det bør ikke forhindre os i at se

vidnesbyrd om Gud i den natur, der omgiver

os. Det er ikke altid nemt, men Paulus har en

stærk sag.

Overgået af naturenHvad har en kristen mand, der lever af at beskue Guds skaberværk med viden-skabelige briller at sige om naturen?

Af Bernd Heinrich, cand.polyt., Ph.D., bernd@heinrich.dk

... Gud har skabt naturen omkring os og mennesket i den, så er Gud også vores

inspirationskilde til det liv, vi skal leve.

15artikel · Natur · 2015 · # 4 · TIL TRO

Af Anna Stølen Due, psykologistuderende, annastoelen@gmail.com

Vi er en del af et samfund, hvor idéen om køn konstant bliver udfordret. Er køn noget naturgivent eller er det en social konstruktion? Er der kun de to muligheder?

Forleden dag spurgte jeg min morfar – som

har fire børn - om han nogensinde har skif-

tet en ble. Han svarede grinende: ”Nej, stort

set ikke. Kun når det var højst nødvendigt.”

Min morfar er fra en tid, hvor kønsrollerne

var givet på forhånd. Min mormor stod for

de ”kvindelige” ting som husholdning og

børnepasning, mens min morfar lavede det

”mandlige” arbejde i marken.

Nyere kønsteori – køn som en social konstruktionInden for nyere kønsteori tager man afstand

fra en mere traditionel opfattelse af køn

som biologisk betinget, og det er en ud-

bredt antagelse, at køn er socialt og kultu-

relt konstrueret. Kønnene forstås som mere

frigjorte fra deres biologiske udgangspunk-

ter og mere ligestillede, end de historisk

set har været tidligere. Fra dette socialkon-

struktionistiske perspektiv mener man, at

køn skal forstås diskursivt. I enhver kultur

er der forestillinger om og forventninger til,

hvordan man kan opføre sig som henholds-

vis mand og kvinde. En given kønsdiskurs

er med til at påvirke den måde, vi tænker

køn på og dermed også vores livspraksis

som henholdsvis mand og kvinde. At være

stærk – både fysisk og psykisk – kan eksem-

pelvis betragtes som et mandligt ideal. Der

er en kulturel forventning om, at en ”rigtig”

mand er stærk. Hvis en mand ikke lever op

til dette ideal og fx græder, kaldes han må-

ske en tøsedreng. En sådan formulering kan

siges at afspejle en forestilling om, at føl-

somhed er noget feminint. Modsat vil man

ofte sige, at en pige, der spiller fodbold og

klatrer i træer, er en drengepige. Dette er

også et eksempel på, hvordan vi forbinder

en særlig adfærd med det ene køn frem for

det andet, og at disse forestillinger om sær-

ligt kønnede egenskaber kommer til udtryk

sprogligt. En væsentlig pointe inden for det

socialkonstruktionistiske perspektiv er, at

disse opfattelser og forventninger til, hvad

Køn er en konstruktion

16 TIL TRO · # 4 · 2015 · Natur · artikel

der er særligt feminint og maskulint ikke

er endegyldige sandheder. De er sociale og

kulturelle konstruktioner, som afhænger af

kontekst, tid og sted. Det at se køn som en

social konstruktion er et forsøg på at gøre

op med kønsdeterminismen, og kønsrelate-

rede problemstillinger forstås altså ikke som

statiske, biologisk begrundede størrelser,

men som problemstillinger, der kan ændres.

Opfattelsen af køn som en social konstruk-

tion har vundet indpas på flere kanter. Euro-

parådet har i en nyere konvention defineret

køn som: ”[…] de socialt konstruerede roller,

opførsler og egenskaber, som et givent sam-

fund finder passende for mænd og kvinder”.

I vores naboland Sverige har man på bag-

grund af en socialkonstruktionistisk køns-

forståelse ligeledes etableret kønsneutrale

børnehaver. Her forsøger man at undgå, at

børnene bliver begrænset i deres udfoldelse

ved at blive puttet i særlige kønsstereotype

kasser og kategorier. De skal have frihed til

at vælge selv. Man forsøger blandt andet at

neutralisere kønnene ved at erstatte beteg-

nelserne han og hun med betegnelsen hen.

Disse tendenser kan siges at være i tråd med

en senmodernistisk tendens til at afvise, at

noget skulle være givet på forhånd. Alt skal

være et frit og personligt valg for det enkel-

te menneske.

Køn som en guddommelig konstruktionHvordan kan vi fra et kristent perspektiv

forholde os til forestillingen om køn som

en social konstruktion? Det grundlæggende

budskab i Bibelen er, at alle mennesker har

værdi. I Første Mosebog, kapitel 1, vers 26-

27 står der følgende: ”Gud sagde: ”Lad os

skabe mennesker i vort billede, så de ligner

os! […] Gud skabte mennesket i sit billede;

i Guds billede skabte han det, som mand

og kvinde skabte han dem.” Det kristne ud-

gangspunkt er, at Gud har skabt mand og

kvinde på lige fod – som to mennesker, der

sammen afspejler Gud. Ifølge Bibelen er køn

altså ikke blot en social konstruktion, men

en guddommelig konstruktion – et skaber-

værk. Man kan derfor fra dette perspektiv

kritisere nyere kønsteori for at underkende

de biologiske forskelle på kønnene og for

at relativere noget, som der er en højere

mening bag. Måske er der netop en dybere-

liggende visdom bag vores forskelligheder.

For at et nyt liv kan blive til, skal vi – med

vores forskelligheder – smelte sammen og

blive ét. Ud af komplementariteten opstår

liv. Man kan sige, at der i forskelligheden

måske opstår en forbundethed – for hvis

vi slet ikke er forskellige, har vi så brug for

hinanden?

Netop det relationelle aspekt er en rød

tråd gennem hele Bibelen. Manden og kvin-

den skabes for Gud og for hinanden. Ja, for-

holdet mellem mand og kvinde bliver endda

et gennemgående billede – en analogi – på

forholdet mellem mennesket og Gud. Bi-

belen fornægter altså ikke det relationelle

aspekt – tværtimod. Vi er skabt som relatio-

nelle væsener, der præger og bliver præget

af hinanden. Som Bjørn Eidsvåg synger: ”Jeg

bliver til mig i mødet med dig”. Kønnet og

kønsforskellen er ikke ligegyldig.

Frihed eller begrænsning?Man kan også kritisere det socialkonstruk-

tionistiske perspektiv for at reducere vores

oplevelse af frihed. Selvom intentionen er

at skabe større frihed og fleksibilitet, så kan

dette perspektiv paradoksalt nok være med

til at skabe det modsatte. Fx er mænd – fy-

sisk set – stærkere end kvinder, hvorfor de

kan have nemmere ved at lave hårdt fysisk

arbejde. Det ville være paradoksalt og ufrit,

hvis kvinder – i ligestillingens og kønsneu-

tralitetens navn – skulle lave samme type

fysisk krævende arbejde som mænd, blot

fordi vi ikke vil anerkende, at der er biolo-

giske forskelle på mænd og kvinder. Hvis vi

ganske enkelt ikke må have lov til at vælge

det, som føles mest naturligt – fordi det er

kønsladet – reduceres friheden.

Ligeledes kan ønsket om at give børn

frihed til at vælge køn virke som et sympa-

tisk projekt, idet man forsøger at undgå, at

dem, der ikke passer ind i de præfabrike-

rede kasser, føler sig stemplet som afvigere

og dermed forkerte. På den anden side kan

man forholde sig skeptisk til, hvorvidt det

kønsneutrale ord hen kun skaber en positiv

frihed. Der er ingen tvivl om, at vores sprog

er med til at forme den måde, vi tænker og

opfatter verden på, men man kan forholde

sig kritisk til, hvorvidt det at lægge restrik-

tioner på børnenes sprog opleves frit for

disse børn. Man risikerer, at et af de mest

grundlæggende særpræg ved børnene –

som mange børn netop er optaget af i de

år - bliver udvisket og underkendt. Hvordan

opleves det mon for et barn, når det erfa-

rer, at det rent fysisk ser forskelligt ud fra

et andet barn, men ikke rent sprogligt kan

kategorisere den forskel og dermed skabe

mening i sin opdagelse?

Jesus siger: ”I skal lære sandheden at

kende, og sandheden skal gøre jer frie” ( Jo-

hannesevangeliet kapitel 8, vers 32). Fra et

kristent perspektiv er sandheden den, at vi

er skabt som mand og kvinde, og der kan

være noget frigørende i at vide, at det er

sådan, det er. Vi lever i en tid med uanede

muligheder. Vi kan skifte studie, job, bopæl,

partner, venner med videre, og fleksibilite-

Ifølge Bibelen er køn altså ikke blot en social konstruktion, men en guddommelig

konstruktion – et skaberværk

Ved at hvile i at vi er mænd og kvinder, kan vi bruge vores mentale energi til at være

noget for vores medmennesker.

17artikel · Natur · 2015 · # 4 · TIL TRO 17

ten er enorm. Alt dette er spændende, men

det kan også være stressende, fordi alt, der

er til debat og forhandling, kræver mental

energi og refleksion. Det kan gøre os am-

bivalente, usikre og stressede. Hvis vi så

oveni købet også skal forholde os refleksivt

til vores køn og dermed også skal forholde

os til noget, der tidligere har været en tryg

og tydelig identitetsmarkør, kan forvirringen

blive total. Jesus udstikker mange steder

retningslinjer for det gode liv og siger noget

om, hvad der ikke er godt for mennesket.

Selvom dette kan lyde begrænsende, så kan

man også tolke det anderledes: at begræns-

ning er en forudsætning for frihed. At det er

i nogle tydelige rammer, at vi trives bedst og

oplever mest frihed. Det at være sig sit køn

bevidst kan være en identitetsmarkerende

begrænsning, som reducerer refleksivitet

og dermed optimer tryghed og frihed. Ved

at hvile i at vi er mænd og kvinder, kan vi

bruge vores mentale energi til at være no-

get for vores medmennesker. I stedet for at

pille i egen navle, kan vi begynde at vende

blikket udad: mod de syge, ressourcesvage

og fattige.

Ikke et enten-ellerDebatten om, hvorvidt køn er en social

konstruktion eller noget naturligt, minder

på nogle måder om den debat, der handler

om, hvorvidt vores liv er betinget af arv eller

miljø. Ofte giver denne type debatter anled-

ning til, at man tænker enten-eller: at man

kun kan tillægge den ene faktor betydning.

Men det behøver ikke at være enten-eller.

Det behøver ikke at være modsætningsfyldt

at forstå køn som en social konstruktion –

det kan bare ikke forstås alene som sådan.

Kønnet kan siges at være en biologisk faktor,

som både er gudsskabt og gudsvillet paral-

lelt med, at vores kønsopfattelse kan være

præget af sociale og kulturelle tendenser.

Vi er stærkt påvirkede af biologiske for-

hold som fx hormoner og gener. Ligesom vi

også er påvirkede af det samfund og den kul-

tur, vi lever i, og den opdragelse, vi får. Man

kan komme til at overse kompleksiteten, hvis

man blot forstår køn som en biologisk stør-

relse uden at medtænke det sociale aspekt,

og ligeledes hvis man blot forstår køn som

en social konstruktion uden at medtænke

biologien. Det bliver en reduktionistisk op-

fattelse af, hvad et menneske er.

Forskellige kønsroller er ikke i sig selv

problematiske, men de kan blive problema-

tiske, hvis de bliver værdsat forskelligt, og

hvis mennesket bliver fastlåst i uhensigts-

mæssige kønsroller med henvisning til, at

det er det naturlige. Der er gennem tiden

blevet sagt mange nedladende ting om kvin-

der, som har været uværdigt for den kristne

kirke, og som har præget generationer af

kvinder. Samfundsstrukturen har historisk

set været mandsdomineret, og man har

blandt andet hentet sin begrundelse i biolo-

giske og naturalistiske forklaringer. Det so-

cialkonstruktionistiske perspektiv kan hjæl-

pe os til at forholde os kritisk og nuanceret

til vores egne normer og selvfølgeligheder,

og hvorvidt de er meningsfulde eller ej. Et

socialkonstruktionistisk perspektiv kan give

anledning til, at vi bliver mere bevidste om,

hvad der præger os, og det giver os mulig-

hed for, at vi kan tænke og handle anderle-

des. For det, vi er bevidste om, kan vi gøre

noget ved, mens det vi ikke er bevidste om,

gør noget ved os.

Parallelt med dette – ikke i modsætning

til – er det godt at tænke på, at Gud har

ønsket, at vi skulle have et køn, og han har

ønsket, at vi skulle hvile i og være stolte af

vores kønsdefinerede identitet. Han har øn-

sket, at der skulle være mænd og kvinder, og

at der skulle være forskelle imellem os. For

det er, når forskelle mødes, at der opstår liv.

Se det er en køn tanke.

... Gud har ønsket, at vi skulle have et køn

18 TIL TRO · # 4 · 2015 · Natur · artikel

Selvfølgelig kan man tro, at der er en Gud.

Det er fint. Hvad du ønsker at tro på, generer

ikke nogen. Men hvis du tror, at denne Gud

virkelig er i live og rent faktisk viser sig…

hvordan kan det lade sig gøre?

Tror jeg virkelig, at Gud handler i verden

på samme måde, som han gjorde i Bibelen?

Ja. Ja jeg gør. Tror jeg virkelig, at han gør

fantastiske og naturforandrende ting i dag,

ting vi virkelig kan se og opleve? Jep. Jeg tror

også, at vi er blevet et folk, der er både utro-

ligt generte ved at tale om ting, som Gud gør

i vores liv, mens vi samtidig er meget skepti-

ske over for andres vidnesbyrd om, hvad de

har oplevet, især når det involverer Gud.

Vores skepsisVi er kommet til et punkt i vores samfund,

og i den danske kirke generelt, hvor det er

meget svært at tro på mirakler. Vi er bange

for fortælle om det, vi ser, fordi de vil synes,

vi er sindssyge, eller gøre grin med os. Hvis

vi hører om mirakler fra andre, har vi svært

ved at tro på det. Og lige her har vi en god

begrundelse for, hvorfor vi har brug for et

magasin som dette, fyldt med artikler om,

hvad Gud har gjort og gør. Vi har brug for

at huske, at Gud ikke gik på pension, efter

han oprejste Jesus fra døden (selvom det må

have været fristende ). Han er levende og

i stand til at gøre, hvad han altid har gjort, i

dag, og han handler både åndeligt og fysisk i

alle troendes liv.

Bøn i EtiopienJeg har personligt haft det privilegium at se

nogle virkelig utrolige ting fra Gud i de 34

år, jeg har eksisteret. En af de oplevelser, jeg

aldrig vil glemme, og som jeg ikke kan bort-

forklare, skete for mig, under en gåtur på vej

hjem fra kirke i Viborg i april 2013. I januar

det år var jeg så heldig at lede en gruppe

IMU’ere (Indre Missions Ungdom) til Etio-

pien. Vi tog derned for at lære Mekanu Jesus

Kirke, der er en af de hurtigst voksende lu-

therske kirker i verden, at kende. Vi ønskede

at lære af deres tro og blive inspireret af den

måde, de lovpriste, bad til og var sammen

med Herren. Vi ønskede at tilbede og bede

sammen med dem samt se deres fantastiske

land.

Det, som slog mig mest ved hele turen,

var måden, de bad til Gud på. Det lyder så

simpelt, men for dem betød det at give ti-

ende (en udbredt praksis blandt kristne i

hele verden, der næsten altid fortolkes som

at give 10 procent af sine penge til kirken)

også at give 10 procent af deres tid. At være

kristen betød at bede mindst to og en halv

time om dagen. Hver dag. Og hvilken bøn!

Jeg hentyder ikke til noget bestemt de gjor-

de fysisk. De bad simpelthen bare til Gud og

forventede et svar uden at kræve et svar. Da

jeg spurgte præsten, hvad de gjorde, når de

bad til Gud uden at få svar, kiggede han for-

virret på mig og svarede ganske enkelt: ”Så

beder jeg igen.” Denne forståelse af bøn som

det at snakke til en far, der lytter, som er ak-

tiv og i stand til hvad som helst, forandrede

den måde, jeg beder på.

En gåtur i ViborgI april 2013 besluttede jeg at gå fra mit hus

i Viborg til Domkirken. Det er en firekilome-

ters tur, jeg går en til to gange om måneden

for at snakke med Gud eller klare hovedet

eller bare for at nyde det gode vejr. På denne

dag var himlen klar, solen lys og vejret varmt.

Jeg nød min gåtur og min bedetid i kirken, og

da jeg bagefter gik opløftet ud af bygning for

at gå hjem, lagde jeg mærke til noget. Mørke

skyer, store tunge regnskyer kom tættere og

tættere på, og jeg var overbevist om, at jeg

ikke havde nogen chance om at nå hjem, før

de ramte mig.

Jeg havde en læderjakke på, normalt tøj

og nye sko. Jeg havde hverken regntøj eller

paraply, og jeg kunne allerede se mig selv

fuldkommen gennemblødt og jakken øde-

I løbet af de næsten elleve år, jeg har været engageret i kristent arbejde, dukker et bestemt type spørgsmål op igen og igen: Tror du på mirakler? Tror du virkelig, at Gud er i stand til – og vil – række ind i vores lille verden og rent faktisk ændre noget?

En naturstridig gåtur

Vi har brug for at huske, at Gud ikke gik på pension, efter han

oprejste Jesus fra døden

Jim Pfrogner, ungdomskonsulent i IMU, jim@imu.dk

19artikel · Natur · 2015 · # 4 · TIL TRO

lagt. Jeg kom pludselig i tanker om min tid

i Etiopien, og hvad de ville have gjort, og

besluttede at bede til Gud om hjælp. I Etio-

pien opfordrede de til, at man var konkret i

sin bøn og ikke bare sagde ”Gud hjælp mig.”

Fortæl ham i stedet, hvad du ønsker skal

ske, og lad så ham tage den derfra. Vov at

bede, men vær tydelig i ,hvad du beder om.

På den måde er det langt lettere at se, hvor-

dan han svarer. Jeg begyndte at tænke på,

hvad jeg skulle bede om. Jeg ønskede ikke

bare hjælp, jeg ønskede at komme tør hjem.

Jeg er ikke imod regn som sådan, vi har brug

for regnen. Jeg ønskede bare ikke at stå ude

midt i det og blive gennemblødt og muligvis

syg.

En konkret bønSå jeg vendte mig mod Gud og bad: ”Far, vil

du ikke nok lade mig komme tør hjem? Be-

var mig fra at blive gennemblødt af denne

regn. Jeg ved, at du kan gøre dette. Hvordan,

er op til dig. Amen.” I det øjeblik begyndte

jeg at gå hjem i forventning om, at skyerne

på mirakuløs vis ville spredes. Det gjorde

de ikke, de blev større og kom tættere på.

Jeg gik videre og ventede i forhåbning om,

at der, mens jeg nærmede mig den vej, der

leder væk fra kirken, ville komme nogen og

give mig et lift hjem… det gjorde der ikke.

Jeg så til, mens regnen kom tættere og tæt-

tere på, jeg kunne faktisk se vandmuren

komme i retning af mig. Jeg havde intet sted

at gå hen, intet læ. Jeg begyndte at blive

vred. Jeg begyndte at råbe ad Gud, en sur to-

årig, der ikke forstår, hvorfor han ikke kan få

slik, før han skal i seng. Jeg råbte: ”Jeg ved,

du kan gøre det. Det er ikke svært for dig at

få mig tør hjem. Kom nu!”

Jeg håbede mismodigt, at en forbipasse-

rende cyklist ville stoppe op og tilbyde mig

en paraply eller måske et lift, men nej, intet

af den slags skete, og jeg fortsatte med at

nærme mig regnen. Den begyndte langsomt

med store dryp her og der. Jeg kunne høre

dem slå mod fortovet og forme mørkere

pletter på vejens sorte overflade. Og så var

jeg midt i stormen og kunne mærke den slå

mod mig. Jeg var en blanding af modløs og

vred, men også accepterende. Det var en

åndssvag bøn, tænke jeg. Selvfølgelig vil

Gud ikke ændre på vejret, fordi én idiot ikke

har fået sin regnjakke på.

En møgunges bønnesvarMens jeg tænkte dette, opdagede jeg no-

get… Jeg blev ikke våd. Jeg stod her midt i

en kraftig storm…jeg blev overhovedet ikke

våd. Regnen prellede af på mig. For det var

ikke længere regn. Det var hagl. Jeg stod

midt i en kraftig storm… og jeg var fuld-

stændig tør. Regnen havde ændret sig til

hagl, netop som den ramte mig. Gud havde

ikke bare lyttet til min bøn, han havde gjort

det på en sådan måde, at jeg ikke ét sekund

kunne være i tvivl om, at det var ham. Jeg

begyndte at grine. Dybt og højt. Jeg stod

midt på fortovet, midt i en kraftig storm,

og grinede og grinede. Et ældre ægtepar,

der klyngede sig sammen under en paraply,

så mig og gik øjeblikkeligt over på den an-

den side af vejen for at komme væk fra den

vanvittige person, der stod og grinede midt

i stormen. Alligevel kunne jeg ikke stoppe.

Det var ikke det, at Gud havde lyttet til mig

og handlet til min fordel, der overvældede

mig. Det var det, at han gjorde det, mens

jeg var sådan en møgunge, mens jeg bad

om noget temmelig egoistisk. Det var som

om, han gjorde det for at sige: ”Hey, jeg hø-

rer alle de ting, du siger, og tro det eller lad

være, jeg bekymrer mig faktisk om, hvad du

ønsker. Så højt elsker jeg dig. Så stor er jeg.

Jeg er den store JEG ER.”

Jeg tror på mirakler. Jeg tror, at Gud kan,

vil og har gjort større ting end dette, og han

gør det hele tiden. Jeg tror, at vi har brug for

at turde bede ham om det, vi har på hjertet,

turde blive ved med at bede og turde for-

tælle andre, hvad han gør i vores liv.

En naturstridig gåtur

Gud havde ikke bare lyttet til min bøn, han havde gjort det på en sådan måde, at jeg ikke ét sekund

kunne være i tvivl om, at det var ham.

20 TIL TRO · # 4 · 2015 · Natur · artikel

Jesu almagt og afmagt

Jesus Kristus er både Gud og menneske samtidig. Problemet med dette er, at for den menneskelige snusfornuft kan det ikke lade sig gøre. Man kan ikke være både almægtig og afmægtig samtidig. Man kan være begrænset i sin magt. I så fald har man nogen magt, men ikke al magt.

Siden den sene oldkirke har vi formuleret

det sådan: Jesus har to forskellige naturer,

men han er kun én person. Den Athana-

sianske Trosbekendelse fra omkring år 500

sammenligner Jesu to naturer med et men-

neskes sjæl og legeme: ”Som den fornuftige

sjæl og legemet er ét menneske, sådan er

Gud og menneske én Kristus.” (stk. 35)

Ethvert menneske består jo af to meget

forskellige dele; nemlig en legemlig del og

en ikkelegemlig del. Men disse to meget for-

skellige naturer i mennesket udgør til sam-

men kun én person. Det forholder sig ikke

sådan, at jeg kun er min sjæl, og at denne

sjæl så bor i et legeme. Nej, jeg er både min

sjæl og mit legeme.

På samme måde er Bibelens Jesus både gud-

dommelig og menneskelig. Det vil sige, at

han har alle de guddommelige egenskaber:

Almagt, alvidenhed, allestedsnærvær, evig-

hed og så videre. Men samtidig har han også

alle menneskelige egenskaber: Han har be-

grænset magt og viden, og han er afgrænset

af både rum og tid. Det er på denne dob-

belte måde, vi møder ham i evangelierne.

Snart får vi det indtryk, at Jesus ved alt og

kan alt. Han siger da også om sin egen evig-

hed: ”Jeg er, før Abraham blev født” ( Johan-

nesevangeliet kapitel 8, vers 58). Snart får vi

det modsatte indtryk: Jesus sulter, lider og

dør, og hvis han vil fra Jerusalem til Betania,

må han spadsere de tre kilometer på lande-

vejen.

Gud eller menneske?Efter sin undfangelse i Jomfru Maria er Guds

Søn også Menneskesønnen. Guds Ord blev

virkelig kød og tog bolig iblandt os ( Johan-

nesevangeliet kapitel 1, vers 14). Men det

er sket ”ikke ved, at guddommen har for-

vandlet sig til kød,” som Den Athanasianske

Trosbekendelse siger (stk. 33). Der skete

derimod det, at Guds evige Søn antog sig

menneskelig natur. Han fandtes nemlig, før

han blev kød. Med et latinsk udtryk kalder

vi dette for inkarnationen (in carno, ’i kød’).

Vi må skelne mellem tre ting i den in-

karnerede Jesus Kristus: 1) Personen, 2) den

guddommelige natur og 3) den menneske-

lige natur.

Før inkarnationen fandtes personen.

Han er og har altid været den evige Gud selv.

Denne person havde guddommelig natur fra

evighed af. Men i tiden antog han sig des-

uden menneskelig natur. Da opstod den pa-

radoksale situation, at den Almægtige antog

sig afmagt, mens han samtidig bevarede sin

almagt. Den Alvidende antog sig uvidenhed,

men han bevarede samtidig sin alvidenhed.

Den Allestedsnærværende antog sig lokal

afgrænsning, men bevarede samtidig sit

allestedsnærvær. Der er altså ikke to perso-

ner; en guddommelig og en menneskelig, i

samme krop. Nej, det er én og samme per-

son, der samtidig er guddommelig og men-

neskelig.

En middelalderlig hymne formulerer det så-

dan:

”Født er han ved midnatstid,

skabte sol og måne,

han, som ejer verden vid,

hus i stald vil låne;

han, som på skyerne

ager blandt stjernerne,

svøbes som de spæde!

Ham, som på dommedag

taler med tordenbrag,

nu man hører græde!”

(Den danske Salmebog nummer 107, vers 2).

ParadoksetHer har vi paradokset: Jesus Kristus er sam-

tidig den almægtige Skaber og det afmæg-

tige spædbarn. Han er samtidigt den, ”der

fylder både himmel og jord” ( Jeremias’ Bog

kapitel 23, vers 24), og den, der ligger i en

krybbe med våd ble.

Det var din Herre og din bror, der døde

for dig på Golgata. Var han kun et menne-

ske, kunne han ikke frelse dig fra Guds dom.

Var han ’kun’ Gud, kunne han ikke dø.

Hvis vi skal forstå evangeliernes beskri-

velse af Jesus, må vi fastholde denne spæn-

ding mellem almagt og afmagt, alvidenhed

og uvidenhed og så videre. Dette kan vi ikke

Var han kun et menneske, kunne han

ikke frelse dig fra Guds dom. Var han ’kun’ Gud,

kunne han ikke dø.

Af Peter Olsen, Cand.theol. Ph.D., po@dlm.dk

21artikel · Natur · 2015 · # 4 · TIL TRO 21

tænke os frem til, for den menneskelige for-

nuft stritter imod af al magt. Derfor må vi

tro det på Den hellige Skrifts autoritet.

Tror vi dette, er vi på vej ind i en tanke-

verden, der sprænger alle vore kategorier og

fører os dybere og dybere ind i Guds tanker,

som er langt over vore forudfattede menin-

ger om tilværelsen.

Det er blevet sagt, at al teologi er kristo-

logi. Det vil sige: Hvis du skal lære at tænke

Guds tanker, må du begynde med læren om

Kristus. Det er vejen ind i Bibelens paradok-

sale struktur.

Naturernes enhedDet næste, som Bibelen lærer dig om

Kristus, er, at enheden mellem hans to na-

turer blev stadigt mere integreret, mens

han levede her på jorden. Vi formulerer det

gerne sådan, at udvekslingen af egenskaber

mellem de to naturer ikke blev tilendebragt

ved hans undfangelse. Vi hører om Guds evi-

ge Søn, at han ”blev stærk og fyldt med vis-

dom” (Lukasevangeliet kapitel 2, vers 40).

”Jesus gik frem i visdom” (vers 52). Vi hører

om den syndfrie, at han lærte lydighed af

det, som han led (Hebræerbrevet kapitel 5,

vers 8).

Disse ting siger vi om ham på grund af

hans menneskelige natur, for som Gud kan

han ikke blive stærk. Som Gud kan han ikke

blive fyldt med visdom eller lære lydighed.

Alt dette havde han på forhånd. Men som

menneske kunne han vokse både i styrke,

i erkendelse og på mange andre måder. Al-

ligevel fastholder vi, at der helt fra inkar-

nationen kun var én Jesus Kristus. Det var

altså ikke bare ’mennesket i ham’, der blev

fyldt med visdom. Bibelen siger disse ting

om hele personen. På grund af sin guddom-

melige natur var han almægtig og alvidende

lige fra starten. Men på grund af sin menne-

skelige natur kunne han gå frem i styrke og

visdom, indtil han også som menneske var

fuldt ud almægtig og alvidende.

Udvekslingen af egenskaber mellem Jesu

to naturer kulminerer med hans død og op-

standelse. Derfor er det først efter opstan-

delsen, han siger: ”Mig er givet al magt i

himlen og på jorden” (Matthæusevangeliet

kapitel 28, vers 18). Det var som menneske,

han blev givet denne magt. Som Gud havde

han den hele tiden. Samtidig fastholder vi,

at der kun er én gud-menneskelig person.

Noget lignende gælder Jesu Kristi allesteds-

nærvær. Inkarnationen ophørte ikke med

Jesu himmelfart. Han er fortsat både vores

Herre og vores bror, både Gud og menneske.

Men fordi udvekslingen af egenskaber nu er

bragt til ende, har hans menneskelige natur

nu del i alle guddommelige egenskaber. Je-

sus er derfor allestedsnærværende ikke bare

som Gud, men også som menneske.

Dette er baggrunden for læren om Jesu

legemlige nærvær i nadverens brød og vin. I

nadveren kommer vores Herre og vores bror

til os og forener sig inderligt med os. Dette

gør han ikke bare, når vi hører om ham eller

tænker på ham, men også når vi spiser og

drikker hans virkeligt nærværende legeme

og blod. Jesus kommer konkret og håndgri-

beligt til os. Det skal vi tænke på og takke

ham for, så vi ikke forsynder os mod Herrens

legeme og blod (Første Korintherbrev kapi-

tel 11, vers 27-32).

Han kommer også til os, når vi læser i Bibe-

len, når vi lytter til en sund forkyndelse, når

vi samles til samtale, bøn og sang, for ”hvor

to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er

jeg midt iblandt dem” (Matthæusevangeliet

kapitel 18, vers 20). Og så bor din Herre og

din bror i dit hjerte, når du tror på Ham (Efe-

serbrevet kapitel 3, vers 17).

Inkarnationen ophørte ikke med Jesu himmelfart. Han er fortsat både vores Herre og vores bror,

både Gud og menneske.

22 TIL TRO · # 4 · 2015 · Natur · artikel

Gennem indre og ydre landskaberFor fire år siden rejste jeg til Spanien for at gå på den spanske Camino. Fuld af forventning, spænding og uvi-denhed drog jeg af sted på en færd, der skulle vise sig at blive en ny åbning for indsigt, fred og åndelige rytmer.

Af Anika Follmann, kandidatstuderende i socialt arbejde, anikafollman@gmail.com

Caminoen tilbød en for mig hidtil ukendt re-

træteform – pilgrimsvandringen – der siden

er blevet en tilbagevendende begivenhed i

mit liv.

El Camino – en vej til GudEl Camino betyder vejen på spansk. Op igen-

nem historien har et utal af kristne pilgrim-

me gået denne vej, der er en fysisk vej igen-

nem landskaber og en indre åndelig vej. For

mig er pilgrimsvandringen blevet en vej for

tilbagetrækning fra hverdagens støj, forbru-

gerisme og høje tempo. Med et minimum af

oppakning og en daglig rutine, der gentager

sig dag efter dag, bliver Caminoen en vejvi-

ser til enkelthed, stilhed og bøn. På vandrin-

gen igennem byer og dale, bjerge og skove

bliver jeg tømt og oplever skridt for skridt

at gå hverdagen af mig. Som en slags ånde-

lig udrensning. Ved at gå den ene kilometer

efter den anden kommer jeg i kontakt med

min krop og mit sind, og jeg bliver ledt til en

indre ro og fred – dér i bevægelsen, rytmen

og friheden møder jeg Gud. Når tankerne får

frit løb og dagens daglige arbejde så at sige

bliver at gå, etableres der naturlige rytmer

og discipliner, der skaber rum for fordy-

belse, ny indsigt og åndelige erfaringer. Jeg

bliver stille i mit sind, stopper op ved umid-

delbare indfald og lytter til Gud.

En beretning fra CaminoenDet er tidlig morgen, alt ånder fred og ro. Jeg

har pakket min sovepose sammen og snø-

ret vandreskoene. Selvom klokken endnu

ikke er 6.30, er jeg den sidste, der forlader

herbergets sovesal. Det bliver en varm dag

ligesom i går, hvor solen bagte ned fra en

skyfri himmel. Hver morgen er det udsigten

til morgenkaffe, der får mig i gang. Mine

morgener er lidt tunge. Som om der hviler

en skygge over mig. Jeg kan være præget

af ambivalens, modløshed, kedsomhed el-

ler ensomhed. Men hen på de sene mor-

gentimer begynder det at lysne i mit sind.

Ligesom solen hver dag kommer og varmer

mig, oplever jeg, at Jesus kommer og går

sammen med mig og forløser sin glæde og

frihed over mig. Forude venter en dag med

nye landskaber, Ånden indgyder nyt håb, og

jeg lader mit sind fyldes af disse linjer:

Ja, en gang mine øjne skal

se kongen i hans pragt,

tilbede i hans tempelhal

han nåde og hans magt.

I et krystalklart hav af lys

forsvinder tidens nat og gys,

forvandlet bliver hver gåde her

til lovsangsjubel der.

(Den Danske Salmebog nummer 569, vers 1)

Efter at have tilbagelagt dagsrutens første 5

km gør jeg holdt i en lille spansk landsby,

hvor jeg drikker min morgenkaffe og i stil-

hed reflekterer over det ydre landskabs af-

smitning på mit indre landskab. Jeg tænker,

at Caminoen lige så meget er en indre rejse

som en ydre fysisk rejse – naturen danner

ramme om en begivenhed, hvor landskabet

og kroppens fysiske arbejde smelter sam-

men til en åndelig indre erfaring. Jeg tænker

på, hvordan gårsdagens tur ud af byen gen-

nem industri og trafik er et billede på den

indre pilgrimsrejse, hvor hverdag, stress

og larm stille pilles af en som flere lag, der

omgiver den inderste kerne. Jeg har været

undervejs i mere end 18 dage nu, så jeg

genkender, at lagene omkring mit inderste

er skrællet af. Jeg oplever, at Gud taler igen-

nem andre pilgrimme, jeg møder på min vej,

igennem naturen og igennem den daglige

rutine på vandringen. Der er blevet stille i

mit indre, og igennem bøn former Gud mine

tanker, sanser og refleksioner. Det er som

at se igennem en ny linse, og jeg mediterer

over dette smukke vers:

Og salighedens tonevæld

skal bruse som et hav,

som sus af skov en sommerkvæld,

når himlen er som rav,

Ligesom solen hver dag kommer og varmer mig,

oplever jeg, at Jesus kommer og går sammen

med mig og forløser sin glæde og frihed

over mig

og al naturen genfødt er,

og ingen skygger falder mer.

Og alt, hvad skønt mit øje så,

ny glans og glød vil få.

(Den Danske Salmebog nummer 569, vers 2)

Imens jeg har drukket min morgenkaffe har

solens lys og varme spredt sig. Jeg binder

mine vandresko og tager rygsækken med

mine få ejendele på ryggen. Imens jeg be-

væger mig ud af den lille landsby og ind i et

frodigt grønt dalområde letter skyggen, og

jeg begynder at tænke over, hvorfor jeg op-

lever, at Gud hele tiden taler. En af de første

ting, Caminoen lærer mig, er at lytte til min

krop. Hvis jeg ikke holder pauser og drikker

vand, bliver vandringen besværet. I starten

har kroppen brug for flere og længere hvil.

Det er vigtigt at lytte til kroppens signaler,

så den ikke overbelastes og får skader. Jeg

mærker dag for dag, at det bliver lettere at

gå. Kroppen bliver mindre træt, der er læn-

gere imellem pauserne, og efter mere end

tre ugers vandring og 600 tilbagelagte kilo-

meter er det helt ubesværet at gå de mange

kilometer hver dag. Jeg tænker på, om jeg

samtidig med, at jeg lærer at lytte til min

krop og dens signaler, lærer at lytte til Gud

og kende hans tegn i naturen og indskydel-

ser i mit indre. På et tidspunkt bliver det helt

naturligt at genkende Guds Ånd, ligesom det

bliver naturligt for kroppen af gå. Imens jeg

har bevæget mig længere ind i den grønne

dal, er det blevet langt op ad formiddagen.

Jeg sætter mig under et træ, tager skoene af

og spiser lidt frugt. Min ånd er fredfyldt og

opløftet. Inden jeg rejser mig fra min hvile,

læser jeg disse vers fra Jeremias’ Bog kapitel

33, vers 3: ”Kald på mig, så vil jeg svare dig

og fortælle dig om store og ufattelige ting,

som du ikke kender.” Med disse vers i mit

hjerte begiver jeg mig videre ud på dagens

sidste 15 kilometer.

Over middag har jeg bevæget mig ud af

dalen ind i et åbent landskab med marker.

Formiddagens tanker, bønner og bibelord

har efterladt mig i tilbedelse og taknemlig-

hed. Jeg bliver slået af forundring over, hvor-

dan Jesus beskytter mig fra ondt og holder

mit sind lyst. Jeg takker for at erfare, at jeg

er afhængig af fællesskabet med ham. Ud på

de sidste kilometer denne dag, slår det mig,

at Caminoen lærer mig tillid til Gud.

Jeg er fremme, eftermiddagssolen ba-

ger ned fra en skyfrihimmel, og jeg er glad

for endnu en gang at finde frem. Jeg skriver

mig ind på et lille kloster, der tager imod de

vandrende. Her får jeg en seng, et bad og et

fælles måltid mad med de andre pilgrimme.

Til klostret hører en klosterhave, hvor jeg

sætter mig for at bearbejde dagens indtryk

og nedskrive mine refleksioner. Dag for dag

kommer jeg nærmere denne Caminos ende-

mål – katedralen i Santiago de Compostela.

Jeg glædes over at vandre på Caminoen, li-

gesom jeg glædes over, at Guds rige allerede

er kommet nær. Samtidig længes jeg efter

at nå frem til katedralen på samme måde,

som jeg længes efter himlen. For første

gang vækker salmens sidste to vers rigtig

genklang i min ånd:

Men skønnest er det dog at se

Guds underfulde Lam

med mærkerne fra korsets træ

og sejrens glans om ham.

Og denne glans er mer end sol,

den er Guds gyldne nådestol,

og støvets dragt, som her mig bandt,

blir klar som diamant.

Så er jeg frelst, så er jeg fri,

så har jeg vundet frem.

Så er min strid med ét forbi,

så er jeg i mit hjem.

Det hjem min frelser lovet har

hver den, som korset med ham bar,

Guds Paradis, vort rette hjem,

det ny Jerusalem.

(Den Danske Salmebog nummer 569, vers 3-4)

Ud på de sidste kilome-ter denne dag, slår det

mig, at Caminoen lærer mig tillid til Gud

23artikel · Natur · 2015 · # 4 · TIL TRO

24 TIL TRO · # 4 · 2015 · Natur · artikel

Into the WildJeg vil forsøge at fortælle jer om, hvad filmen Into The Wild har gjort ved mig. Hvordan det har skabt en udlængsel, hjulpet mig med at få sprog for en masse følelser, sat mig i gang med mere eventyr, og hvordan det gav mig en lyst til at få handlet der, hvor jeg før ventede på, at omstændighederne skulle tage mine valg for mig.

Skrevet af Frederik Svinth, grundlægger af SNAK, svinth@kaospilot.dk

Into the Wild, er en film om en ung mands

flugt fra denne verdens normer, en flugt fra

menneskers løgne og en jagt efter noget be-

friende og sandt.

Filmens hoved person Christopher

McCandles (Chris) rejser igennem USA og

møder mange mennesker, som han hver rø-

rer ved, og som rører ved ham. Han ender

sin rejse i Alaskas vildmark, alene, stærk og

med mange tanker.

Sean Penn som instruerede filmatisering af

bogen Into The Wild, sagde i et interview,

at han skrev storyboard og manuskript til

Into The Wild 10 år efter at have læst bo-

gen, uden at kigge i den igen. Efterfølgende

læste hans så bogen igennem for at se, om

havde glemt noget. Men det viste sig kun at

være småting.

Chris havde brændt sig godt fast og gjort

et stort indtryk, ligesom han gjorde på mig

for seks år siden, da jeg så filmen og senere

læste bogen.

UdlængselDa jeg så den i 2009, kan jeg huske den

længsel, den vækkede i mig. Først en læng-

sel efter fysisk at komme ud, ud af byen væk

fra mennesker, finde et sted at lære at være

sammen med mig selv og sammen med na-

turen. Og så fascinerede det mig utroligt

meget, hvor mange ord der blev sat på en

masse tanker og følelser.

Jeg tror, at jeg som mange andre har en

oplevet, at det at være alene var ensomt, og

det kan som sådan være ganske sundt, tror

jeg. Ikke hvis det betyder, at man aldrig er

alene, for det er i stilheden og fordybelsen,

at vi giver plads til at lytte til, hvor vi er på

vej hen, lytte til, hvor Gud vil have os hen. Så

hvis aldrig der er plads til at lytte, så kan vi

ikke finde en meningsfuld vej her i livet. Ikke

at jeg tror meningen er i os selv. Jeg tror, den

ligger i det, vi giver. Men for at kunne give

skal vi kende os selv, for det er vel sådan, vi

ved, hvad vi har at give.

Ture til skoven alene og sammen med ven-

ner har været enormt givende for mig igen-

nem de sidste år, hvor jeg ofte har taget et

par venner med på tur. Og de aftener står

enormt stærkt for mig.

Jeg læste engang om, at modsat fjernsyn

så forstærker naturen rent faktisk vores op-

levelse af tid. Det har jeg tydeligt oplevet og

vil opmuntre dig til også at skabe rum til.

Det er i naturen, at Guds uspolerede

skaberværk står klarest. For mig bliver kon-

trasten til al den larm, der er min verden så

utrolig tydelig, og det hjælper mig med at

finde vej.

Det er i naturen, at Guds uspolerede skaberværk

står klarest.

25artikel · Natur · 2015 · # 4 · TIL TRO 25

At skabe sprog Jeg kom ind i en tid, hvor jeg ville skabe et

sprog for det, der var og skete i min verden.

Ved at se ham i filmen, læse om ham i bogen

og efterfølgende finde alle de bøger, som

han slæbte med sig rundt – og også læse

dem – så begyndte der at danne et sprog

for netop alt det inden i mig. Det var, som

om der var meget, der var usagt. Men endnu

mere at jeg havde tanker, som jeg ikke kend-

te, og følelser, der ikke kunne formuleres til

sætninger, og derfor ikke bearbejdes.

For dem der kender til det, jeg laver med

SNAK, har netop denne iver efter at skabe

sprog været en kerne for mig.

Ansvar skaber eventyrJeg har mødt forskelige mennesker igennem

mit liv, som har stor indflydelse på mit liv.

Og det har givet mig en æresfrygt for det, at

vi påvirker hinanden. Jeg har indflydelse på

andre, om jeg vil det eller ej.

Det er en erkendelse, som er både hård

at sluge, fordi den stiller mig til ansvar, men

også en erkendelse som i mine øjne gør livet

langt mere interessant. At vi har et ansvar

gør på en eller anden måde den her lidt grå-

tonede verden til noget, hvor jeg kan få lov

at gøre en forskel – både for det værre og

for det bedre. Det er mest af alt op til mig jo.

Og at møde en person i bog og film, som

ikke engang er her mere, men som fik sat

mig på en kurs, jeg er meget glad for, det er

da ret vildt.

At komme i gangEn ting er, når man oplever noget, der po-

tentielt kan vende skuden, noget andet er,

når man griber potentialet.

Jeg kan ikke tælle, hvor mange gange jeg

har set nogen dyrke parkour eller skate helt

vildt, hvor jeg sagde til mig selv: ”Nu gør jeg

det. Jeg kommer i form. Jeg bliver som Spi-

derman bare uden edderkoppekræfterne.

Lige nu. Eller også kunne jeg lige vente til i

morgen, for jeg har lige hentet snacks.”

Og så går det jo, som det gør, der sker

ikke noget som helst. Ligesom følelsen af at

været i kirke og tænke, ”Wow! Det han siger

ham i kjolen, det vil jeg efterleve,” hvorefter

vi kommer hjem og

ser den der helt vildt

vigtige tv-serie.

Jeg var heldigvis

determineret nok

til, at der skulle ske

en forandring. Jeg

var blevet træt af at

vente på, at jeg kom

ind på den rigtige

uddannelse. Træt af

vente på at valg skul-

le blive taget for mig.

Jeg gik i gang ved

at skrive en journal

hver dag. Hver mor-

gen tog jeg valg for

ting, jeg vil gøre den

dag, og ting, jeg ikke

ville gøre. Hver dag

sluttede jeg af med

at skrive refleksioner ned i min lille bog,

som jeg døbte "A Journey into extremism",

for det var netop ekstremismen, der beta-

gede mig ved Chris. Jeg besluttede blandt

andet hver dag, at jeg ikke ville købe nyt tøj.

Og nogle dage var det små ting, som kun

at drikke vand, eller smile ekstra meget til

fremmede, og det virkede rigtigt godt. Nog-

le af tingene blev ved det små, men skabte

en følelse af mådehold. Andre ting skabte en

vedvarende effekt.

Chris og andre mennesker, jeg læste om i

den tid – såsom forsangeren fra bandet Me-

WithOutYou og Shane Claiborn – de havde

alle et stort behov for at slippe væk fra ma-

terialisme. Og det var noget, jeg også kunne

mærke i mig selv.

Jeg havde brug for at finde hen til nok, så

det ikke altid handlede om at finde mere her

på jord. Derfor gik jeg hjem og afleverede

min DVD-samling og halvdelen af mit tøj

til en genbrugsbutik, for at sætte en stop-

per for nogle af de behov jeg havde skabt

mig, hvilket resulterede i, at jeg i det næste

halvandet år ikke købte tøj, og den dag i dag

aldrig mere går ned i en tøjbutik for at finde

et behov, jeg ikke vidste, jeg havde.

Metoden vidste sig at have stor effekt,

fordi den satte krav til mig, men ikke til uop-

nåelige højder. Jeg kunne ændre fokus fra

dag til dag.

Vi kan dog ikke altid kontrollere livet, og

det har jeg også oplevet på hård vis. Ulykker

og kriser kan indtræffe, men som en af de

mænd, jeg læste bøger af i den tid Joseph

E. Frankl skrev efter sin tid i holocaust: ӎn

frihed kan ingen tage fra os, nemlig friheden

til at vælge attitude i forhold til et givet sæt

af omstændigheder”

Det er store ord, som ikke giver mening

i selve tiden, hvor en krise indtræffer. Men

det kan give virkelig mening efterfølgende.

Vi har altid et valg.

En ting er, når man oplever noget, der potentielt kan vende skuden, noget andet

er, når man griber potentialet.

“Make a radical change in your lifestyle and begin to boldly do things which you may previously never have thought of doing, or been too hesitant to attempt. So many people live within unhappy circumstances and yet will not take the initiative to change their situation because they are conditioned to a life of security, conformity, and conservation, all of which may appear to give one peace of mind, but in reality nothing is more damaging to the adventurous spirit within a man than a secure future" Christopher McCandles

To do:Not to do:

26

De overbeviste

Henrik Højlund og Carsten Andersen216 sider199,95 kronerCredo 2015

BØGER

26

Af Mikkel Haahr Andersen, lærerstuderende, mikkelhaahr@gmail.com

Denne bog er ikke som nogen anden

credo-udgivelse, jeg har læst. Én ting er, at

den består af e-mails skrevet hen over en

periode på tre år. Noget andet er de to pen-

nevenner, eller hvad man skal kalde dem.

Det er et ganske unikt makkerpar, der nogle

gange er respektfuldt spørgende og tilbage-

holdende og andre gange griber de verbale

boksehandsker og går til den. Respekten

vinder dog og går som en rød tråd gennem

hele bogen.

PræmisTil sagens kerne: Makkerparret i denne

bog er sognepræsten Henrik Højlund og

ateisten Carsten Andersen. Bogen er blevet

til på en lidt spøjs præmis, nemlig den at

Carsten udfordrede forlaget til at udgive en

bog, der skulle handle om kritiske ind-

vendinger imod kristendommen. Forlaget

mødte ham på halvvejen og gik med på at

give ham 50 procent taletid, hvis en kristen

fik den resterende taletid. Det er blevet til

en spændende og udfordrende bog, hvor

to mænd med benene solidt plantet i hver

deres lejr taler om de klassiske argumenter

for og imod den kristne tro.

En sur ateist?Jeg ser indimellem YouTube-videoer, hvor

kristne filosoffer som for eksempel William

Lane Craig debatterer med nyateismens

store kanoner. Noget, som praktisk talt altid

præger sådanne debatter, er, at nyatei-

sterne simpelthen er så sure. Tonen er hård

og ofte enormt disrespektfuld, og det kan

udvikle sig til en mudderkastning, der i sine

værste øjeblikke ligner dansk politik.

Carsten går ikke ind under kategorien

sur ateist! Han er ikke bange for at gå

kristendommen på klingen, men gør det

på en sober måde. Han står også i kontrast

til nyateister i dét, at han er opvokset med

den kristne tro og derfor har en god for-

nemmelse for det grundlæggende tankesæt

i kristendommen. Jeg kan se mig genkendt

i hans fremstilling af kristne, og det giver

mig lyst til at høre, hvad han har at sige.

En elitær apologet?For at fastholde referencen til den klassiske

trosdebat, adskiller denne bog sig på endnu

et punkt. Apologeten (kristen trosforsva-

rer) er ikke William Lane Craig-typen, der

med højtflyvende, filosofiske argumenter

sætter alle indvendinger mod kristendom-

men til vægs. Henrik er en kristen, jeg kan

genkende mig selv i. Det er naturligvis ikke

for at nedgøre hans intellekt, for han har et

fantastisk, fabulerende sprog og knivskarpe

pointer. Jeg kan bare føle mig fremmed-

gjort, når kristendommen bliver kogt ned

til ontologiske argumenter og abstrakte

tankeeksperimenter i stedet for levet liv og

tillid. Henrik er ikke bange for at sige, når

han ikke har et svar, og det giver ham en

forbilledlig autenticitet.

En lykkelig afslutning?Mens jeg læste bogen, havde jeg mange

gange lyst til at bladre frem til slutningen

i håb om at læse, at Carsten "gav sig" og

vendte tilbage til den kristne tro. Spoiler

alert: Det sker ikke.

Det kan man stadig håbe på, han en dag

gør, men ikke desto mindre er det endnu

en årsag til, at bogen fremstår troværdig.

Jeg har lært meget af at læse den. Jeg er

blevet provokeret, anfægtet og opmuntret.

Indimellem savnede jeg, at Henrik svarede

mere konkret på Carstens spørgsmål, og at

Carsten godtog gyldigheden i Henriks svar.

Jeg vil ikke uden forbehold anbefale denne

bog til alle kristne, for hvis du virkelig

kæmper med tvivlen, kan det måske være

en for stor mundfuld. Ikke desto mindre

vil jeg anbefale denne bog til alle ateister,

da den er et pragteksemplar på, hvordan

respektfuld trosdialog ser ud. Så hvis du

føler dig rustet til det, synes jeg, du skal

købe bogen, læse den og låne den ud til din

yndlingsateist – og så bede Gud om at gøre

resten.

artikel · Bibelen · 2012 · #5 · TIL TRO 27bøger · 2015 · # 4 · TIL TRO 27

Til syvende og sidst. Skabelse, tempel og hvile i Bibelen og det gamle Orient (2015)

Jens Bruun Kofoed405 sider375 kronerMuseum Tusculanums Forlag

Af Mathias Wibo Kure, stud.mag. i dansk og religionsvidenskab, mathiaswibokure@gmail.com

Tidligere på året udkom professor i Gammel

Testamente Jens Bruun Kofoeds monstrøse

kleppert af en bog Til syvende og sidst.

Bogen, der beskæftiger sig med de første

kapitler i Bibelen, Urhistorien, og særligt

skabelsen, har været lang tid undervejs

– over 20 år, og bogen kan, med Kofoeds

egne ord, ses som et udtryk for forfatte-

rens foreløbige(!) arbejde med de bibelske

skabelsestekster. Til Syvende og sidst er

uhørt grundig, dristig i sine konklusioner,

indsigtsfuld og introducerende (fx ind-

drages et hav af – for de fleste, denne

anmelder inklusiv – ukendte, ikkebibel-

ske kilder), fintfølende i sin omgang med

andre forskeres arbejde, men også kras og

polemisk, når det synes nødvendigt. Bruun

Kofoeds arbejde er prisværdigt og vigtigt.

Det er simpelthen god, indførende forsk-

ningslitteratur, og bogens vidtrækkende

indsigter fortjener afgjort både udbredelse

og liv. Også uden for en fagteologisk forsk-

ningskreds. Hermed anbefalet; lad os nu se

lidt på indhold og tilgang.

Kontekstuel tilgangKofoed arbejder strengt kontekstuelt. Han

er interesseret i tankemønstre og (for)

forståelser i det gamle Orient, og bruger

mange kræfter (og sider) på at inddrage sin

læser i disse. Han er kort sagt på jagt efter

skabelsesteksternes idémæssige kontekst,

og hvordan denne, særligt fokuseret om

templets rolle og betydning, kan bidrage til

forståelsen af de bibelske skabelsestekster.

Her skal en kort kommentar til bogens

metodiske fremgang indskydes. For nok er

Kofoed kontekstuel i sin tilgang, men han

er det ikke i klassisk, religionshistorisk for-

stand. Selvom der kan findes masser af ske-

matisk opstillede oversigter over forskel-

lige paralleller forskellige tekster imellem,

tjener de enkle komparative nedslag aldrig

som afsæt for letkøbte konklusioner (sådan

som megen religionshistorisk forskning

– særligt om Bibelens Urhistorie – ellers

kan have for vane). Kofoed er interesseret

i et større perspektiv og vil på baggrund

af sin møjsommelige mentalitetshistoriske

rekonstruktion genrebestemme, ja, genre-

kalibrere Første Mosebog kapitel 1 i lyset af

dette totalkontekstuelle blik. Netop dette,

generebestemmelsen og den følgelige tolk-

ning af teksten, er det nye og overraskende

i Kofoeds arbejde.

Tempel, skabelse og hvileTemplets rolle som garant for gudens nær-

vær og hvile, og dets snævre sammenhæng

med skabelsen, er en af de grundtanker fra

det gamle Orient Bruun Kofoed kalibrerer

frem. Mønstre som reflekteres i de bibelske

tekster, men som også sprænges. Således

genrebestemmes kapitlet som en ”kosmisk

tempelindvielsestekst”, som ”beskriver

hvordan Gud skaber kosmos, så det er ’or-

dentligt’ som en markering af, at det oprin-

deligt var Guds hensigt at opretholde eller

vedligeholde dette, men at denne oprethol-

delse […] måtte foregå rituelt i tabernaklet

og templet med Israel som repræsentation

for menneskeheden…” (side 316)

Kofoed læser altså ikke kun på tværs i

forhold til andre gammelorientalske kilder;

han eftersøger også idéerne og deres

senere liv – deres virkningshistorie – i

både Gammel Testamente såvel som den

rabbinsk-jødiske, og atter senere kristne,

nytestamentlige kontekst. Her finder han,

at tempelsymbolikken ekspliciteres og

udfoldes.

Kilde og kanonDermed er det også illustreret, hvordan

Bruun Kofoed balancerer sine vurderinger

mellem grundteksten, som den forelægger

– med de uoverensstemmelser og (oversæt-

telses)problematikker den indebærer – og

den senere kanoniske forståelse eller brug.

Genrebestemmelsen giver (sammen

med lingvistiske argumenter) selvsagt

Bruun Kofoed et grundlag for at positionere

sig selv i forhold til de mange spørgsmål,

teksten rejser: hvordan skal de syv skabel-

sesdage forstås, skabte Gud af intet, og er

det Guds vind og ikke ånd, der svæver over

vandene. Ligesom han altså også med om-

fangsrig, kontekstuel ræson kan udstille og

gendrive fx Jens-André Herbner, og folkene

bag den såkaldt ”videnskabelige bibe-

loversættelse” fra 2001, når de glemmer at

Første Mosebog kapitel 1 – om man vil det

eller ej – til syvende og sidst er indfældet i

en kanonisk GT-sammenhæng, den ikke kan

løsrives fra. Til syvende og sidst er lige så

velformuleret, som den er velargumenteret.

Den er både sober fremstilling og passione-

ret polemik. Den er anbefalelsesværdig.

TIL TRO · #5 · 2012 · Bibelen · artikel2828

REFLEKSIONER

Det er sommertid. Om alt går vel, tiden

for varme, is og strandtur. Ferie og andre

gode ting forstyrrer vores vante dagligdag.

Ofte byder sommeren også på forandringer

i vores liv. Fra arbejdsliv til studieliv. Fra

studieliv til arbejdsliv. Fra det ene arbejde

til det andet. Måske endda flyttetid. Måske

for første gang egen lejlighed. Måske

opstår der en sommerflirt, eller en kæreste

bliver til en ægtefælle. Måske forandrer en

sommerlejr eller en bog vores liv.

Fremtidens uvishedVi kan ikke undgå dem, disse forandringer.

På et tidspunkt melder de sig og gør lar-

mende opmærksom på sig selv. De er ikke

altid rare. Ofte særdeles irriterende. Især

hvis man er meget til det vante og trygge

og dagligdagen og de velstrukturerede

rammer. Vi vil gerne vide, hvad fremtiden

bringer. Vide, hvor vi ender, hvad vi ender

som, og hvem vi ender sammen med. Vi

længes efter slutningen på historien og

har utrolig meget lyst til at læse foran i

vores livs bog. Vi har brug for at vide, at

det ender godt. Hvordan skulle vi ellers

kunne slappe af eller finde hvile midt i den

utrygge forandring?

Hunden på stienFor nogle år siden havde jeg et weekend-

job på et plejehjem og cyklede på en sti

noget af turen derhen. Jeg mødte ofte en

mand og hans arrige schæferhund. Hunden

gøede af mig og løb efter mig, når jeg

overhalede dem. Jeg kunne heldigvis køre

fra den, men næste gang var den der igen.

Jeg prøvede at overhale dem hurtigere,

men det blev hunden bare mere arrig af.

Jeg begyndte at frygte mødet med hun-

den og tænkte onde tanker om manden,

som ikke havde styr på sin hund. På et

tidspunkt fik jeg dog den idé at prøve at

overhale dem i lav fart.

Til min overraskelse fungerede det godt.

Hunden løb ikke efter mig, men passede

sin morgensnusning, og jeg lærte noget om

hundepsykologi.

Forandringer kan være som en arrig

schæferhund, vi frygter at møde. Vi prøver

at undgå dem eller at ræse forbi dem med

høj fart, så vi kan få dem overstået hurtigst

muligt og komme trygt til målet. I foran-

dringen møder vi frygten, og i særlig grad

vores egen sårbarhed.

Vi kan ikke kontrollere alt og ikke

forhindre, at livet rammer os med alt,

hvad det er. Og der findes ingen garanti

for, at der venter ren lykke på den anden

side. Vi kan håbe og bede. Vi kan vente og

udholde. Og fortsætte stille og roligt frem

ad stien.

Løft blikketNår man går igennem en forandring, er

det utroligt let at blive optaget af sig selv.

Fremtidsdrømmene, frygten og sårbarhe-

den bliver meget nærværende. Vi holder

vågent øje efter tegn, som kan give os bare

den mindste antydning af, hvor vi er på vej

hen. Spejlet og det indre barometer tjekkes

ofte.

I forandringen kan det være godt at

løfte blikket. Blive opmærksom på noget

andet end denne proces og overgang,

vi er midt i. Vi gennemgår nemlig ikke

forandringer for vores egen skyld, men

for andres. Gennem forandringer vokser

vi som mennesker, lærer mere om os selv,

om livet, om andre mennesker og om Gud.

Vi bliver udrustet til fremtiden og modnet

til den opgave, som i alle tilfælde venter

forude: et liv i tjeneste for andre.

Og Gud? Han kender selv til forandrin-

ger. Jesus forlod sin himmelske herlighed

hos Gud Fader og blev menneske med

alt, hvad det indebærer af angst, valg og

sårbarheder. Større forandring er det svært

at forestille sig. Derfor kan vi også trygt

henvende os til ham med vores foran-

dringsangst. Han lytter. Han kender. Han

går med.

Af Mikael Kongensholm, cand.theol., mikaelkongensholm@gmail.com

REFLEKSIONER

28

Forandring

artikel · Bibelen · 2012 · #5 · TIL TRO 2929

MEDIER

USA – Land of opportunity. Landet som

har givet os Martin Luther King, poliovac-

cinen, hamburgeren og Creed... USA er på

mange måder et vestligt fyrtårn, og landets

indflydelse og magt gennem de sidste 100

år er uomtvistelig. Amerikanisering bliver

ikke længere fanget af stavekontrollen, og

også i danske kirkesammenhænge henter vi

(med god grund) inspiration på den anden

side af Atlanten.

Tro og kristendom udgør en helt central

del af den amerikanske identitet, og det

politiske og det religiøse sprog (hvis man

overhovedet kan tale om to separate

størrelser) er tæt sammenvævet. Den

kirkelige højrefløj har en stærk stemme,

mange tilhængere og store stjerner. 21 af de

sidstnævnte findes i den berømte Duggar-

familie.

Tv-show og familietragedieJim Bob, Michelle og deres 19 børn udgør

Duggar-klanen; en familie som gennem 10

sæsoner og 227 episoder har været omdrej-

ningspunktet i reality-programmet ”19 Kids

and Counting” – som før hed henholdsvis

”18 Kids…” og ”17 Kids…”. Programmet

har over 2.4 mio. fans på Facebook og har

gennem de senere år været fast inventar

i særligt mange republikaneres mediefor-

brug. Det er familien ikke længere.

Den ældste søn, Joshua, er blevet afsløret

som sexkrænker over for blandt andet sine

søskende, hvilket har fået tv-stationen TLC

til at fjerne programmet fra sendefladen.

Selve sagsforløbet er uskønt, og både

forældre og kirke er under beskydning for

at have dækket over sønnens handlinger.

Jeg skal ikke gøre mig til dommer i den

konkrete sag, som dybest set er en sørgelig

familietragedie. Sagen rejser imidlertid en

række interessante spørgsmål til kirkens og

den kristnes forankring i populærkulturen.

To verdnerDuggar-familien har været talsmænd for

mange amerikanere og nyder stadig stor

opbakning i store dele af befolkningen.

Deres tv-show er et blandingsprodukt, hvor

underholdning møder dokumentarisk skil-

dring og politisk agitation, og programmet

har været dagsordenssættende i dele af

den amerikanske populærkultur. Kunne jeg

drømme om et lignede reality-program i en

dansk kontekst, hvor en kristen storfamilie

(lad os bare sige med cirka syv børn) sætter

ord og ansigt på kristentroen? Nej tak.

Duggar-familien er et amerikansk

koncept, og tv-programmets succes hænger

nøje sammen med den amerikanske kultur.

Det gælder alt lige fra historisk og politisk

udvikling til det gældende tv-marked over

there.

Jeg har endnu ikke mødt mennesker,

som konkret har ønsket, at ”19 Kids and

Counting” kunne blive oversat til danske

forhold, men jeg møder jævnligt folk

(herunder KFS’ere), som drømmer om, at

den amerikanske kirkes tydelighed – også i

populærkulturen – kunne blive efterlignet

her til lands.

At blive kød Jeg skal ikke kunne sige, om Duggar-fami-

lien er et værre eller bedre forbillede for

mig, end så meget andet semifesent reality-

tv. Jeg kan konstatere, at fejlbarligheden

har det med at finde ind, hvor mennesker

er engagerede. Set fra min stol er den

karikerede kristne kendis imidlertid ikke et

stort savn i en dansk kontekst.

Helt centralt i kristendommen står

inkarnationen: Gud blev menneske i en

jødisk kontekst. Jesus forstod sin samtid

og levede et liv i både med- og modkultur,

og jeg tænker, at han er et ret godt bud på

et forbillede. Jeg må også forsøge at forstå

den kultur, som jeg lever i, og det betyder,

at jeg ikke bare kan kopiere, hvad kirken

gør i USA eller i Kina. Det betyder også, at

jeg ikke nødvendigvis skal lade være.

Af Peter Kobbersmed, medievidenskabstuderende, kobbersmed90@gmail.com

29

MEDIER

De kristne megastjerner

TT # 4 - 2015

Frederiksborg ApotekSlotsgade 26, 3400 Hillerød

Tlf: 48 26 56 00Apoteker Troels Ingemann

www.frederiksborg-apotek.dk

Apoteket har døgnvagt

GRATIS app til bibellæsning Vælg et tema du vil fordybe dig i Læs selv eller sammen med dine venner ...og bliv fortrolig med Bibelen

5

10100

50

BibelTidEn ressource til dig, der vil læse i Bibelen

25 årsJUBILÆUM

Kom til LTC-jubilæum29. augusti Brunmosehallen, Mølkærparken 5,Ødsted, 7100 Vejle

Læs mere på ltc.kfs.dk

”www.imb.dk

Dennis Plougmann,

Videbæk F15

STUDIETUREFORÅR ETIOPIENEFTERÅR ISRAEL

”www.imb.dk

Din annonce her? kfs@kfs.dk, 35 43 82 82

TT # 4 - 2015

Ta´ på bibelskole Tid til Gud Tid til andre Tid til dig selv

DK-3400 Hillerød · Tlf. 48 26 07 66 · lmh@lmh.dk · www.lmh.dk

luthersk missions højskole

Til Tro abonnementGavebrevFastgiverAlmindelig gaveOplys cpr.nr.

kr. __________kr. __________kr. __________kr. __________

______________________________

Kristen i et demokrati

Generalens

Magasinpost SMP • • ID-nr. 42728 • •

6. oktober begynder et nyt folketingsår. De 179 fol-

kevalgte skal lovgive om blandt andet skat, velfærd,

sundhed, miljø og kirke. Deres forhandlinger og be-

slutninger sætter retningen for samfundsudviklingen.

Der er imidlertid kristne, som principielt undlader

at tage del i demokratiet. De stemmer ikke, tager ikke

del i drøftelser af samfundsforhold og engagerer sig

ikke i politik eller interesseorganisationer. Argument:

Guds rige er ikke af denne verden. Denne verden er

bestemt til at brænde op og forgå. Derfor skal vi ude-

lukkende fokusere på at forkynde evangeliet.

Selv om det lyder besnærende, er det ikke desto

mindre en selvmodsigelse. Vil vi tage det kristne håb

om den kommende verden alvorligt, må vi netop en-

gagere os i denne verden. Uden håbet om en kom-

mende verden, er vores liv i denne verden uden anden

dybere mening end at optimere vores nydelse, reali-

sere os selv og om nødvendigt gøre det på de andres

bekostning. Der er ingen grund til at engagere sig i at

gøre denne verden til et bedre sted for de andre, hvis

jeg ikke har et håb, der rækker ud over denne verden.

Det kristne håb giver mig derimod et nyt perspektiv.

Det lader mig forstå, at mit og mine medmenneskers

liv i denne verden er ladet med betydning og mening.

Min forventning om den kommende verdens godhed

tilskynder mig til at arbejde for det gode allerede nu.

At skille de to ting ad er lige så inkonsekvent som en

cyklist, der påstår, at han vil begynde at overholde

færdselsloven, når han får kørekort til bil.

Erfaringen viser det samme. C. S. Lewis sammen-

fatter kirkehistorien på denne måde: ”... alle satte de

deres spor på jorden, netop fordi deres sind i så høj

grad var optaget af Himlen. Det er efter at de kristne

er holdt op med at tænke på den kommende verden,

at de er blevet så ineffektive i denne verden.” (fra bo-

gen Det er kristendom)

I et demokrati lægges rammerne for samfundet

gennem den lovgivning, de folkevalgte vedtager.

Derfor må en kristen være engageret i og optaget af,

hvordan hun kan bidrage til demokratiet. At stemme

er det mindste, man kan gøre.

Af Robert Bladt

generalsekretær i KFS,

robert@kfs.dk