tysk periode konsekvenserne af den subjektive … · tysk periode opgaven er giver en flot og...
TRANSCRIPT
Tysk periode Opgaven er giver en flot og overbevisende sammenlignende analyse af Tiecks Der gestiefelte Kater og den anonyme Nachtwachen von Bonaventura med udgangspunkt i Fichtes subjektive idealisme. Opgaven udmærker sig ved en god tekstforståelse samt kompetent redegørelse og applikation af den konsekvenserne af den subjektive idealismes hypostasering af indbildningskraften. Kontekstualisering er yderst relevant uden uvedkommende omveje. Strukturen og sproget er klart og upretentiøst; og opgaven er desuden overordentlig velinformeret gennem en omfattende og selvstændig brug af sekundærlitteratur.
Syddansk Universitet
Litteraturvidenskab │ Litterær periode – tysksproget
Sammenlignende analyse og fortolkning af Tiecks Der gestiefelte
Kater og Bonaventuras Die Nachtwachen med inddragelse af
Fichtes filosofiske idealisme
5. juni 2015 │ 27.113 anslag inkl. mellemrum
Underviser: Benjamin Boysen
Centralfag, foråret 2015
Studieordning 2014
Eksamensopgave med intern censur
Navn: xxx
Cpr-nummer: xxx
Eksamensnummer: xxx
Adresse: xxx
Tlf.: xxx
xxx Litterær periode – tysksproget 5. juni 2015 Litteraturvidenskab Syddansk Universitet
1
Indledning Det var karakteristisk for den tidlige, tyske romantik, frühromantikken, omkring det attende
århundredeskifte, at digtningen var gennemsyret af filosofi – en filosofi, som var fyldt med fantasi1. Det gør
sig også gældende for Ludwig Tiecks Der gestiefelte Kater og Die Nachtwachen, som er skrevet af en anonym
forfatter under pseudonymet Bonaventura. I denne opgave vil jeg lave en sammenlignende analyse af de to
tekster med udgangspunkt i deres fælles filosofiske baggrund og deres gennemgående brug af ironi. Det er
min overordnede tese, at begge tekster afspejler en verden baseret på Johann Gottlieb Fichtes tanker om
jeget som det, der sætter verden. Teksterne viser imidlertid to forskellige mulige konsekvenser af
tankegangen, nemlig henholdsvis den totale frihed og en værditom verden på randen til galskab. Det vil jeg
vise ved at gennemgå, hvordan teksterne på hver deres måde gør brug af ironi og herunder også bl.a.
theatrum mundi-metaforen og parabase. Indledningsvist vil jeg redegøre for den filosofise idealisme, som de
begge udspringer fra.
Kant og Fichtes filosofiske idealisme Fichtes filosofiske idealisme var en stor inspiration for den litterære romantik omkring 18002, og Der
gestiefelte Kater og Die Nachtwachen er ingen undtagelse. Fichtes intention var at videreføre Immanuel Kants
kritiske filosofi, men ved at fornægte eksistensen af das Ding an sich, den objektive verden, bevægede han
sig ind i en verden, hvor tingene var ophørt med at have et objektivt fundament og kun var produkter af et
almægtigt jeg3.
Ifølge Kant er den virkelighed, vi oplever, subjektiv, hvormed verden forbliver ukendt for mennesket, der
kun kan erfare den igennem sin subjektivitet. Ikke desto mindre eksisterer der altså en objektiv verden, den
er bare ikke tilgængelig med menneskets erfareapparat4. Denne skelnen mellem verden, som den tager sig
ud for os, og verden, som den egentlig er, indikerer en dualisme5, og det er denne splittelse, Fichte forsøger
at gøre op med i sin søgen efter en enhedsgrund6. Fichte forkaster derfor forestillingen om en objektiv verden
og betragter den i stedet som noget, jeget skaber. I Die Bestimmung des Menschen7 udtrykker han det
således:
1 Jansen (2002), s. 1 2 Jansen et al. (1972), s. 23 3 Jansen et al. (1972), s. 23 4 Jansen (2002), s. 4 5 Jansen et al. (1972), s. 24 6 Jansen (2002), s. 2 7 Denne tekst udkom først i 1800, men opsummerer filosofien fra Fichtes Grundlage der gesammten Wissenschaftslehre, der udkom i 1794, altså før Der gestiefelte Kater (1794) og Die Nachtwachen (1804)
xxx Litterær periode – tysksproget 5. juni 2015 Litteraturvidenskab Syddansk Universitet
2
Alle Versuche, einen solchen Zusammenhang an sich, ein Ding an sich, das mit dem Ich an sich
zusammenhängt, zu denken, sind lediglich ein Ignoriren unseres eigenen Denkens, ein sonderbares
Vergessen, dass wir keinen Gedanken haben können, ohne ihn – eben zu denken. Jenes Ding an
sich ist ein Gedanke; der – ein stattlicher Gedanke seyn soll, und welchen doch niemand gedacht
haben will.8
Der er altså intet andet i verden end repræsentationer, som har deres udspring fra jeget. Det, vi opfatter som
virkelighed, er blot en illusion, og det giver derfor ingen mening at skelne mellem indre og ydre, da alt
betragtes som indre. Fichtes jeg er et absolut jeg og ikke et erfaringsbestemt jeg, og han tillægger således
jeget al den magt, man tidligere har tillagt en guddom9. Dette giver mennesket en rolle, der kan minde om
en teaterinstruktørs, hvilket jeg vil komme nærmere ind på senere, når jeg redegør for theatrum mundi-
tanken.
Både Der gestiefelte Kater og Die Nachtwachen er gennemsyret af Fichtes idealistiske subjektivisme. Et
konkret eksempel på denne tankegang i Der gestiefelte Kater møder vi allerede i prologen, hvor en af de
kritiske tilskuere, Fischer, udtaler: ”Ich muβ wenigstens gestehn, daβ ich nie an Hexen oder Gespenster habe
glauben können, viel weniger an den gestiefelten Kater“10. Den satiriske undertone afslører Fischer som en
sørgelig og snæversynet repræsentant for oplysningstiden, der ikke har fantasi til at skabe sig en fantastisk
verden. Forinden har han med de andre tilskuere Müller og Schlosser brokket sig over, at stykket skulle være
”ein Kindermärchen”11, og hvad repræsenterer den livlige indbildningskraft bedre end børnene? I Die
Nachtwachen kommer subjektivismen blandt andet til udtryk gennem Kreuzgangs medpatient på
galeanstalten, der modsat Fischer har en ekstrem almagtsfantasi og tror, han har skabt verden12. Da
Kreuzgang kommenterer på denne medpatients lidelse over for Doktor Oehlmann, nævner han sågar Fichte
eksplicit: ”es ist fast gefährlich für uns andere Narren, daβ wir den Titanen unter uns dulden müssen, denn
er hat ebensogut sein konsequentes System wie Fichte und nimmt es im Grunde mit dem Menschen noch
geringer als dieser“13.
Et litterært greb, der peger direkte på denne filosofiske idealisme, og som man finder i begge tekster, er
ironien, som jeg vil redegøre for i den næste afsnit.
8 Fichte (1800), 2. bog: Wissen 9 Jansen et al. (1972), s. 24 10 Tieck (1797), s. 50 11 Tieck (1797), s. 50 12 Bonaventura (1804), s. 148-154 13 Bonaventura (1804), s. 152
xxx Litterær periode – tysksproget 5. juni 2015 Litteraturvidenskab Syddansk Universitet
3
Den romantiske ironi Det kreative aspekt af den filosofiske idealisme kulminerer i den romantiske ironi. Den må ikke forveksles
med den sokratiske ironi, hvor man gør sig dummere, end man er, for gennem spørgsmål at få en anden til
selv at opnå erkendelse14, eller den klassiske retoriske ironi, hvor man udtrykker noget ved at fremsætte dets
modsætning15. Romantisk ironi, som blev defineret af Friedrich Schlegel, handler derimod om at fremsætte
to meninger samtidig, som man ikke kan vælge imellem16.
Schlegel var uenig i Kants konklusion om, at det var meningsløst for mennesket at beskæftige sig med
uendeligheden, og i hans deraf afledte princip om, at selvmodsigende meninger var ugyldige17. Ligesom
Fichte søgte Schlegel en heling af Kants splittelse mellem menneske og verden. Rent kunstnerisk er det
imidlertid problematisk at udtrykke denne enhedsgrund, for det sprog, man har til rådighed, er i sagens natur
ikke andet end en betinget repræsentation skabt af jeget. Schlegel forsøgte at løse dette problem ved at
udvikle et ironibegreb, hvor man hele tiden veksler mellem modsætninger: I ironien er begge poler i et
modsætningspar til stede på samme vilkår, og illusionerne bliver således brudt. Via denne dobbelte
bevidsthed mente han, at ironien kan pege på den uendelige, forsonende enhed, der kan give verden
mening18. I det 48. Lyceum-fragment, som oprindeligt blev trykt i Schlegel-brødrenes tidsskrift Athenaeum,
beskriver Schlegel det således: ”Ironie ist die Form des Paradoxen. Paradox ist alles, was zugleich gut und
groß ist”19. Ironien bliver en måde, hvorpå man gennem en uendelig approksimation kan beskrive
enhedsgrunden, og den udtrykte dermed den helhed, som ingen entydig meddelelsesform kunne20.
Schlegels romantiske ironi er et udtryk for beruset begejstring for den uendelige frihed og tiltro, til at vi
kan skabe og finde en verden i os selv som erstatning for den verden, vi ikke længere kan spejle os i. Ifølge
Georg Wilhelm Friedrich Hegel, som har forelæst om den romantiske ironi, kan denne schlegelske ironi kaldes
den geniale guddommelige ironi21. Denne ironi dyrker friheden og selvnydelsen. Når jeget kan sætte og
tilintetgøre alt, er der intet, det kan tage alvorligt, da alt blot er selvfrembragt skin. Man kan kun tage en
substantiel sag alvorligt, og sådan en findes ikke. Det kræver en guddommelig genialitet at kunne
gennemskue dette, og hvis man har den, vil man opleve en formel frihed, hvor man er skaber for sin egen
14 Schlegel (1797): Lyceum-fragment 108, hvori der bl.a. står: ”[Die sokratische Ironie] soll niemand täuschen, als die, welche sie für Täuschung halten, und entweder ihre Freude haben an der herrlichen Schalkheit, alle Welt zum besten zu haben, oder böse werden, wenn sie ahnden, sie wären auch wohl mit gemeint”. 15 Albert (1993), s. 826 16 Albert (1993), s. 826 17 Albert (1993), s. 825, 827 18 Jansen (2002), s. 2, 27, Albert (1993), s. 827 19 Schlegel (1797): Lyceum-fragment 48 20 Jansen (2002), s. 44 21 Hegel (1835-38)
xxx Litterær periode – tysksproget 5. juni 2015 Litteraturvidenskab Syddansk Universitet
4
verden22. Umiddelbart er det denne muntre ironi, vi møder i Der gestiefelte Kater, men der har været
diskussion herom. Den vil jeg uddybe nærmere i det følgende afsnit om Tiecks brug af ironi.
Ifølge Hegel fandtes der imidlertid også en anden type ironi i romantikken, som også udsprang af Fichtes
filosofi23. Dette er forfængeligheden og intethedens ironi, som er mere dyster. For jeget forekommer alt,
foruden dens egen subjektivitet, betydningsløst. Denne selvoptagethed munder imidlertid også ud i
forfængelighed og hulhed. Jeget oplever en mangel ved sig selv og kan ikke finde sig tilfreds i selvnydelsen.
Det føler sig fanget og ensom i sin egen inderlighed og længes efter det substantielle, som ikke findes24.
Denne mere værdinihilistiske ironi møder vi i Die Nachtwachen, hvor galskaben hele tiden lurer under
overfladen. Denne påstand vil jeg uddybe og argumentere for i et senere afsnit om Bonaventuras brug af
ironi.
Theatrum mundi og parabase I Der gestiefelte Kater såvel som i Die Nachtwachen hænger brugen af ironi uløseligt sammen med Theatrum
mundi-metaforen og parabase. Derfor vil jeg kort redegøre for disse begreber her, inden jeg går videre med
den egentlige analyse af teksterne, hvor de vil indgå.
Theatrum mundi betyder verdens teater og er idéen om, at livet blot er en teaterforestilling eller illusion.
Tanken har man set mange steder i litteraturhistorien fra Platon til Shakespeare og igen i den tyske
romantik25. Denne metafor er oplagt i forbindelse med Fichtes subjektivisme, hvor jeget netop kan ses som
en teaterinstruktør for sin egen verden. Her er det kun fantasien, der sætter grænser. Rammen for Der
gestiefelte Kater er et udtryk for denne theatrum mundi-tanke: Der er et teaterstykke i et teaterstykke,
hvilket kan ses som et billede på, at virkeligheden måske også bare er et skuespil. I Die Nachtwachen ser man
det, da Kreuzgang skriver således i et af sine breve til Ophelia: ”Grübele degleichen Dingen nicht so tief nach,
Teure, denn sie sind so verworrener Natur, daβ sie leicht zum Tollhause führen könnten! Es ist alles Rolle, die
Rolle selbst und der Schauspieler […] Alles ist auch nur Theater“26.
Schlegel beskriver ironien som en permanent parabase27. Parabase er illusionsbrud som f.eks.
læserhenvendelser eller stilbrud. Oprindeligt henviste begrebet til koret i det antikke drama, som netop brød
illusionen og henvendte sig direkte til publikummet, men Schlegel moderniserede det, så det også dækkede
22 Hegel (1835-38) 23 Hegel (1835-38) 24 Hegel (1835-38) 25 Den Store Danske: ”theatrum mundi” 26 Bonavetura (1804), s. 208 27 Müller (1995), s. 63. Parabase er synonym til parekbase. Schlegel indførte egentligt parekbase for at markere, at det ikke længere handlede om det antikke kor.
xxx Litterær periode – tysksproget 5. juni 2015 Litteraturvidenskab Syddansk Universitet
5
den nyere litteratur28. Tematisk er parabase også tæt beslægtet med theatrum mundi-tanken, som jo netop
stiller spørgsmålstegn ved, hvad der er virkelighed, og hvad der er fiktion. Der gestiefelte Kater er fyldt med
den slags illusionsbrud. F.eks. da skuespillerne i det indre stykke giver sig til kende som skuespillere. Det sker
bl.a. i begyndelsen af tredje akt, hvor forfatteren til stykket taler med maskinisten om, hvordan stykket ikke
længere følger manuskriptet. Narren, Hanswurst, udnytter muligheden og stiller sig selv frem på scenen med
disse indledende ord: ”Verzeihen Sie, wenn ich mich erkühne, ein Paar Worte vorzutragen, die eigentlich
nicht zum Stücke gehören”29.
Analyse af Der gestiefelte Kater
Tiecks brug af ironi
Det er blevet diskuteret, hvorvidt Tieck benyttede sig af Schlegels romantiske ironi eller fulgte den ældre
tradition for ironi, der var inspireret af bl.a. Cervantes og Shakespeare30. Når det er vanskeligt at afgøre,
skyldes det, at Der gestiefelte Kater er bygget op som et skuespil i et skuespil, hvori der også indgår et fiktivt
publikum, der kommenterer på det indre stykke. Roger Pierce, der er en af dem, der ikke mener, at dette er
et udtryk for schlegelsk ironi, argumenterer bl.a. med, at der ikke er tale om egentligt parabase, når det fiktive
publikum i stykket afbryder det indre skuespil, da dette publikum indgår i illusionen31. Pierce argumenterer
videre for, at det primære omdrejningspunkt for stykket er spændingen mellem det indre skuespil og det
fiktive publikum, idet det indre stykke aldrig formår at opnå det virkelige publikums indlevelse. Det indre
skuespils karakterer er ikke individualiserede og har ingen følelsesmæssig dybde, hvilket er nødvendigt, hvis
de skal vinde det virkelige publikums empati32. De illusionsbrud, der ellers kunne ses som udtryk for den
schlegelske ironi, sker ifølge Pierce kun for det fiktive publikum og når altså aldrig det virkelige publikum, der
ser et helt andet stykke, end publikummet på scenen gør33. Modparten i denne diskussion argumenterer for,
at der er tale om reel parabase, men at illusionsbruddet blot sker på et metaplan. Den holdning finder vi bl.a.
hos Georgia Albert, der peger på dobbelttydigheden i, at både det egentlige stykke og det indre stykke hedder
Der gestiefelte Kater, hvormed der også peges på det virkelige publikum34. Som jeg var inde på i forbindelse
med theatrum mundi-metaforen, kan publikum ikke vide, om de er del af et mise en abyme af skuespil – en
endeløs række af repræsentationer. På metaniveau peger stykket altså også på de virkelige tilskuere og gør
dem opmærksomme på dem selv som betragtere. Ifølge Albert er ironikeren den, der indser, at han altid
28 Müller (1995), s. 63 29 Tieck (1797), s. 108 30 Gillespie (2013) s. 34-36 31 Pierce (1969), s. 64 32 Pierce (1969), s. 65 33 Pierce (1969), s. 65-66 34 Albert (1993), s. 842-843
xxx Litterær periode – tysksproget 5. juni 2015 Litteraturvidenskab Syddansk Universitet
6
allerede er en skuespiller i et stykke. Hans handling og sågar hans bevidsthed om, at han er en del af et stykke,
tilhører stykket, og sådan kan spiralen fortsætte i det uendelige35. Den lærde Leander og narren i Der
gestiefelte Kater diskuterer sågar Der gestiefelte Kater, hvilket afslører, at selv karaktererne i det indre stykke
er bevidste om disse lag af teater36. Jeg er enig med Pierce i, at det indre stykkes karakterer er for flade, til at
et virkeligt publikum vil kunne leve sig ind i dem. Ikke desto mindre mener jeg, at stykket i kraft af sin
egenskab som spejl for publikummet, altså theatrum mundi-metaforen, og det deraf følgende metaniveau
er et klart udtryk for Schlegels romantiske ironi. Stykket er sammensat af paradokser, som jeg vil vise i det
følgende afsnit.
Bevidsthedens frihed til at skabe sin egen verden
Med Der gestiefelte Kater har Tieck lavet en ironisk dramatisering af et gammelt folkeeventyr. Eventyret
symboliserer ikke bare den barnlige fantasi, men også noget mere universelt menneskeligt37. Psykologer har
peget på, at eventyr beskriver den indre virkelighed38, hvorfor det er oplagt at inddrage genren sammen med
Fichtes subjektivisme. Kombineret med den romantiske ironi tilføjes et ekstra lag af modsætninger og
paradokser til denne fantastiske verden.
Det fantasifulde står i kontrast til den tidligere oplysningstid, hvor fornuften havde forrang for følelserne.
Som jeg allerede har været inde på, bliver det skeptiske og konservative publikum repræsentanter for denne
tids realitetsbaserede og snæversynede fornuft. Denne ordveksling indikerer f.eks., at tilskuerne kun kan
rumme de fornuftige illusioner:
DIE KUNSTRICHTER (im Parterre). – Der Kater spricht? – Was ist denn das?
FISCHER. Unmöglich kann ich da in eine vernünftige Illusion hineinkommen.
MÜLLER. Eh’ ich mich so täuschen lasse, will ich lieber zeitlebens kein Stück wieder sehn.39
Tilskuernes verden fremstår altså begrænset af fornuften modsat romantikerne, der med deres
guddommelige genialitet formår at være fri i deres uendelige og ubegrænsede verden.
Teksten er fyldt med paradokser og nuancer, og romantikerne står således også for skud, der laves satire
over, hvordan de idealiserer naturen i deres kunst. Det ser man i en scene, hvor kongen og prinsessen er
draget ud over deres hjemlands grænser. Kongen klatrer op i et træ for at nyde den frie udsigt i denne skønne
natur, men til hans beklagelse bliver hans udsyn blokeret af bjerge. Hvad der mere er til kongens beklagelse
er, at træet viser sig at være fyldt med insekter. Til det forklarer prinsessen: ”Das macht, es ist eine Natur,
35 Albert (1993), s. 843 36 Tieck (1797), s. 118-120 37 Tatar (2005), s. 516, 520 38 Tatar (2005), s. 520 39 TIeck (1797), s. 60
xxx Litterær periode – tysksproget 5. juni 2015 Litteraturvidenskab Syddansk Universitet
7
die noch nicht idealisiert ist, die Phantasie muβ sie erst veredeln“40. Selvom vi gennem bevidstheden og
indbildningskraften kan skabe vores verden, kan vi altså ikke idyllisere den, for som vi erfarer andre steder i
teksten, kan man ikke løbe fra sin natur. Det kommer bl.a. til udtryk under en af Hinzes jagtture, hvor han –
iført støvler og med stok og sæk – hører en nattergals smukke sang. Hinze udbryder da: ”– Es ist fatal, daβ
ich nichts kann singen hören, ohne Lust zu kriegen, es zu fressen: Natur! Natur! warum störst Du mich
dadurch immer in meinen allerzartesten Empfindungen, daβ Du mich so eingerichtet hast?“41. Selvom Hinze
forsøger at fralægge sig sin kattenatur, lever den stadig i ham. Det kan ses som et udtryk for, at skønhed blot
er noget, vi projicerer ind i naturen.
Den frihed, der følger med Fichtes subjektivisme medfører altså ikke kun et ensidigt eventyr, den
medfører en mangesidet verden, som afspejler vores mangesidede sind – og ikke mindst natur. Der
gestiefelte Kater er således en hyldest til den uendelige frihed, selvet og alt, hvad det indeholder på godt og
ondt. Det begrænsede og regelrette kritiseres med munter satire, som udtrykker en selvtilstrækkelighed hos
jeget og således også en selvnydelse.
Analyse af Die Nachtwachen
Bonaventuras brug af ironi
Ligesom Der gestiefelte Kater er ironien i Die Nachtwachen bygget op omkring parabase, og også denne tekst
har flere lag af skuespil. F.eks. kan den anonyme forfatters brug af pseudonym tolkes, som om han har taget
en maske på og spiller med i de uendeligt mange lag af skuespil og repræsentationer. Et andet eksempel er
beskrivelsen af den afdøde poets tragedie, Der Mensch, som passer forbløffende godt på Die Nachtwachen
selv. Den beskrives som en tragedie, ”worin die großen Geister der Menscheit […], die Liebe, der Haß, die
Zeit und Ewigkeit als hohe, geheimnisvolle Gestalten auftraten, durch die statt des Chors ein tragischer
Hanswurst, eine groteske und furchtbare Maske, hinlief”42. Her får man ligesom i Der gestiefelte Kater en
oplevelse af et stykke i stykket.
Som man også fornemmer i ovenstående citat, er der ikke tale om den samme muntre ironi, som vi møder
i Der gestiefelte Kater, men derimod om en mørkere version: forfængeligheden og intethedens ironi med
Hegels ord. Denne dystre grundstemning udtrykker Kreuzgang bl.a. i denne ironiske replik: ”Ich hatte jetzt
aufgehört, alles andere zu denken, und dachte nur mich selbst! Kein Gegenstand war ringsum aufzufinden
als das groβe schreckliche Ich, das an sich selbst zehrte und im Verschlingen stets sich wiedergebar”43.
Ligesom Der getiefelte Kater er Die Nachtwachen gennemsyret af ironi, og jeg vil derfor løbende give
40 Tieck (1797), s. 124 41 Tieck (1797), s. 86 42 Bonaventura (1804), s. 126 43 Bonaventura (1804), s. 212-214
xxx Litterær periode – tysksproget 5. juni 2015 Litteraturvidenskab Syddansk Universitet
8
eksempler herpå i de følgende afsnit. Et enkelt eksempel vil jeg dog give her. Kreuzgangs sidste ord i teksten,
som kommer, efter han har gravet sin fars grav op, lyder således:
Ich streue diese Handvoll väterlichen Staub in die Lüfte und es bleibt – Nichts!”
Drüben auf dem Grabe steht noch der Geisterseher und umarmt Nichts!
Und der Widerhall im Gebeinhause ruft zum letzten Male – Nichts! – 44
Man kan diskutere, hvorvidt dette er ironisk eller et udtryk for nihilisme. Jf. Schlegels definition af ironi som
paradoksets form vil jeg mene, at det udtrykker begge dele på en og samme tid.
Afsløringen af verdens hykleri og meningsløshed
Die Nachtwachen består af seksten Nachtwachen, eller kapitler om man vil, hvori vi i hører om Kreuzgangs
aktuelle oplevelser som nattevægter blandet men fortællinger fra tidligere perioder af hans liv. Som Mary-
Neal Richterson også påpeger, er teksten opbygget ganske ukronologisk45. F.eks. hører vi først om, hvordan
Kreuzgang kom til verden i sekstende nattevagt. I fjerde nattevagt hører vi om hans opvækst ved en
skomager, og i de næste kapitler hører vi om hans ungdom. I syvende nattevagt hører vi, hvordan han er
blevet anklaget for bagvaskelse og erklæret delvist sindssyg, og fra niende nattevagt hører vi om hans liv på
en galeanstalt. I femtende nattevagt optages Kreuzgang i en dukketeatertrup, men hans dukker ender med
at blive konfiskeret af myndighederne, anklaget for at være politisk undergravende. Udmattet af verdens
prøvelser finder Kreuzgang nu det mere solide arbejde som nattevægter i sekstende nattevagt, og vi nærmer
os fortælletiden. Under vejs hører vi om hans natlige vandringer som nattevægter, hvor han bl.a. møder en
præst, der forsøger at omvende en døende fritænker (første nattevagt), opdager nogle præster, der
udklædte som djævle, vil stjæle den afdøde fritænkers lig (anden nattevagt), møder byens poet, der begår
selvmord, da hans manuskript ikke antages af et forlag (ottende nattevagt), og portneren til et kloster, hvor
en ung nonne, der netop har født et barn, begraves levende (tiende nattevagt). Endeligt slutter vi i en scene,
hvor Kreuzgang møder sine biologiske forældre: en sigøjnerkvinde og en nu afdød alkymist, hvis grav han
graver op.
Med denne overfladiske og langt fra komplette gennemgang af værket og mine angivelser af
hændelsernes placering i teksten vil jeg illustrere, hvor rodet teksten er opbygget. Denne stil er naturligvis
helt bevidst, og Kreuzgang proklamerer da også, at han foretrækker kaos frem for orden46 og kommenterer
på den komplicerede struktur: ”Du erinnerst dich noch an meine Narrenkämmerchen, wenn du anders den
Faden meiner Geschichte – die sich still und verborgen, wie ein schmaler Strom, durch die Fels- und
44 Bonaventura (1804), s. 246 45 Richterson (1976), s. 3-4 46 Bonaventura (1804), s. 96. Denne pointe findes også hos Richterson (1976), s. 3
xxx Litterær periode – tysksproget 5. juni 2015 Litteraturvidenskab Syddansk Universitet
9
Waldstücke, die ich umher aufhäufte, schlingt – nicht verloren hast”47. Det fragmentariske udtryk peger på
det uafsluttede, det uendelige, som netop ligger i Fichtes filosofiske idealisme. Når jeget sætter verden, så
kan verden indeholde alt (og intet), og fornuftens regler definerer ikke formen.
Gennem Kreuzgangs mangfoldige oplevelser går visse temaer igen: teateret, hykleriet, klovnen og den
lurende galskab. Vanviddet og theatrum mundi-metaforen smelter sammen, da Kreuzgang beskriver,
hvordan galeanstalten blot er en miniatureudgave af verden:
Die Menschheit organisiert sich gerade nach Art einer Zwiebel und schiebt immer eine Hülse in die
andere bis zur kleinsten, worin der Mensch selbst denn ganz winzig steckt. […] – Ebenso ist es mit
dem allgemeinen Irrhause, aus dessen Fenstern so viele Köpfe schauen, teils mit partiellem, teils
mit totalem Wahnsinne; auch in dieses sind noch kleinere Tollhäuser für besondere Narren
hineingebaut. In eins von diesen kleinern brachten sie mich jetzt aus dem groβen, vermutlich weil
sie dieses für zu stark besetzt hielten.48
Hans beskrivelse af verden som et mise en abyme med uendeligt mange lag og sammenligningen med et løg
gør hele billedet ironisk, altså flertydigt.
Kreuzgangs mange afsløringer af samfundet og hans medborgeres hykleri peger ligeledes på denne
flertydighed i verden. Kreuzgang fremstiller dem, som ellers anses for at være normale og ordentlige
samfundsborgere, som både hykleriske og gale. F.eks. fortæller han satirisk, hvordan han, da han levede af
at underholde folk med sange om grufulde ting som mord, regnede sig selv som en af samfundets nyttige
borgere. I den forbindelse uddyber han, hvem der mere tilhører denne gruppe: ”Fechtmeistern,
Gewehrfabrikanten, Pulvermüllern, Kriegsministern, Ärzten usw., die alle offenbar dem Tode in die Hand
arbeiten”49. Rettens folk, der altid går fri for straf, står også for tur. Da Kreuzgang forsvarer sig selv i retten,
drejer han sin tale, så den kommer til at handle om rettens folks hykleri: ”[…] in kleineren Vergehungen […]
sprechen Sie die Gesetze frei, so erlaubt Ihnen die lex 13. §. 1. und 2. de iniuriis geradezu diejenigen zu
injuriieren, die Sie selbst wegen Injurien in Ihrem Gerichtsgarn gefangen halten”50, siger han blandt andet.
Kreuzgang føler sig ensom i denne verden af hyklere, hvilket han beskriver således: ”Eins ist nur möglich:
Entweder stehen die Menschen verkehrt, oder ich. Wenn die Stimmenmehrheit hier entscheiden soll, so bin
ich rein verloren”51. Det er et udtryk for den nihilisme, som teksten udtrykker som konsekvens af Fichtes
verden uden en objektiv verden med normer og værdier. Når subjektet selv sætter verden, er der ikke
længere grænser eller faste normer, og så kan det hele kamme over i galskab.
47 Bonaventura (1804), s. 198. Dette tekststykke fremhæves også hos Richterson (1976), s. 3 48 Bonaventura (1804), s. 142-144 49 Bonaventura (1804), s. 118 50 Bonaventura (1804), s. 120 51 Bonaventura (1804), s. 112
xxx Litterær periode – tysksproget 5. juni 2015 Litteraturvidenskab Syddansk Universitet
10
Kreuzgang blev kun erklæret delvist sindssyg, og han balancerer hele tiden på kanten til galskab. Måske
derfor har han et særligt talent for at spille klovn – og vanvittig, men på et tidspunkt er han ved at blive
virkeligt gal. Til Ophelia skriver han således:
[…] ich bin für dieses Mal wirklich toll – so sehr liegt alles in uns selbst und ist auβer uns nichts
Reelles, ja, wir wissen nach der neuesten Schule nicht, ob wir in der Tat auf den Füβen oder auf
dem Kopfe stehen, auβer daβ wir das erste durch uns selbst auf Treu und Glauben angenommen
haben52
Her laver Kreuzgang en direkte forbindelse mellem Fichtes subjektivisme og sin egen galskab, for som han
siger, aner vi ikke, om vi står på vores fødder eller på hovedet, vi har blot antaget, at det er det første. Det er
vores indbildningskraft, der har gjort denne antagelse.
Konklusion Selvom Der gestiefelte Kater og Die Nachtwachen udspringer af samme filosofiske idealisme og benytter
mange af de samme litterære greb og tematikker, udtrykker de to tekster vidt forskellige stemninger og
budskaber. I Der gestiefelte Kater bliver den muntre ironi et udtryk for menneskets ultimative frihed til at
sætte sin egen verden. De snæversynede – om det er oplysningstidens regelrethed eller romantikkens
idealisering af naturen – bliver kritiseret, mens indbildningskraften og den barnlige fantasi bliver symbol for
ubegrænset frihed. Tieck hylder jeget og det frie liv og den uendelige verden, det kan skabe.
Bonaventura derimod udtrykker et mere pessimistisk syn på denne frihed, som i Die Nachtwachen hele
tiden grænser til ren galskab. I denne tekst afspejler ironien verdens meningsløshed frem for verdens mange
muligheder. Det er ikke kun oplysningsmanden, småborgen eller samfundets top, der nedgøres, men hele
verden i Kreuzgangs evindelige forsøg på at afsløre dens hykleri og inhumanitet. Kun klovnen går fri for kritik,
for den har – med guddommelig genialitet – gennemskuet verdens absurditet og mangel på faste
holdepunkter. For klovnen, for Kreuzgang, lurer vanviddet hele tiden under overfladen, og derfor forsøger
han hele tiden at holde sin indsigt i verdens tomhed på afstand.
52 Bonaventura (1804), s. 204-206
xxx Litterær periode – tysksproget 5. juni 2015 Litteraturvidenskab Syddansk Universitet
11
Litteraturliste
Primærlitteratur
· Bonaventura (1804/1972): ”Die Nachtwachen”, i Die Nachwachen des Bonaventura, s. 27-247 (red.
Gerald Gillespie), Edinburgh Bilingual Library, Edinburgh University Press, Edinburgh
· Fichte, Johann Gottlieb (1800/1846): Die Bestimmung des Menschen, Zeno.org, Berlin. Link:
http://www.zeno.org/nid/2000916779X (gyldigt 5.6.15)
· Schlegel, Friedrich (1797/1967): ”Kritische Neuausgabe”, i Kritische Friedrich-Schlegel-Ausgabe, bind 2,
side 147-167, München, Paderborn, Wien, Zürich, Link: http://www.zeno.org/nid/20005618886 (gyldigt
5.6.15)
· Tieck, Ludwig (1797/2013): ”Der gestiefelte Kater”, i Ludwig Tieck’s ‘Puss-in-Boots’ and Theater of the
Absurd: A Commentated Bilingual Edition, s. 47-141 (red. Gerald Gillespie), Peter Lang, Bruxelles
Sekundærlitteratur
· Albert, Georgia (1993): ”Understanding Irony: Three Essais in Friedrich Schlegel”, i MLN, vol. 108, no. 5,
Comparative Literature, s. 825-848, The John Hopkins University Press
· Gillespie, Gerald (2013): Ludwig Tieck’s ‘Puss-in-Boots’ and Theater of the Absurd: A Commentated
Bilingual Edition (red. Gerald Gillespie), Peter Lang, Bruxelles
· Hegel, Georg Wilhelm Friedrich (1835-1838): ”Die Ironie”, i Vorlesungen über die Ästhetik, Historische
Deduktion des wahren Begriffs der Kunst, textlog.dk, Tyskland. Link: http://www.textlog.de/3636.html
(gyldigt 5.6.15)
· Jansen, F. J. Billeskov, Hakon Strangerup og P. H. Traustedt (1972): Verdens litteratur historie, bind 7,
Politikens Forlag, København
· Jansen, Pernille Louise (2002): Liebhaberei fürs Absolute – om filosofisk romantik & Friedrich Schlegels
romantiske ironi, Litteraturkritik & Romantikstudiers Skriftrække 29, Aarhus Universitet, Aarhus. Link:
http://www.romantikstudier.dk/downloads/skriftraekke/29.pdf (gyldigt 5.6.15)
· Müller, Marika (1995): Die Ironie: Kulturgeschichte und Textgestalt, Königshausen & Neumann
· Pierce, Roger (1969): ”Irony in Schlegel’s fragments, Tieck’s puss in boots, and Kleist’s Amphitryon”, i The
Southern Speech Journal, vol. 35, no. 1, s. 61-70
· Richterson, Mary-Neal (1976): Satirical and Nihilistic Elements in Bonaventur's Nachtwachen, ph.d.-
afhandling fra The Pensylvanian State University
· Tatar, Maria (2005): “Folklore and Cultural Identity”, I A New History of German Literature (red. Judith
Ryan), s. 516-521 Harvard University Press, Cambridge
Opslagsværk
· Den Store Danske, Gyldendal. Link: www.denstoredanske.dk (gyldigt 5.6.15)