2. å

rgan

g n

r. 16

- 1

9. m

aj 2

010

Euroens sande ansigtDer er kun to fremtidsscenarier: at EU dikterer

Eurolandenes finanslove eller at visse lande udelukkes, skriver Morten Messerschmidt fra Bruxelles

Bent Winther og Erik Meier Carlsen om S-SF Danmark: Skal staten styre kommunerne?

UK: En koalition af modsætningerHaiti: Fire måneder efter

Ukraine: Hvorfor en pro-russisk præsident kan være god for Vesten

RÆSON udkommer på tryk to gange årligt og udsender i den politiske højsæson dette gratis ugemagasin på nettet. Årsabonnement: 250 kr. RÆSON er uafhængigt (enhver artikel er kun udtryk for skribentens holdninger) og non-profit (alle indtægter investeres i magasinet); bladet blev startet i 2002 og har siden bragt flere end 500 artikler. Chefredaktion: Eske Vinther-Jensen (ansv.), Emma Knudsen (daglig redaktør), Nikolaj Vitting Hermann, Jonas Parello-Plesner og Clement Behrendt Kjersgaard (udgiver). Foto credits bl.a.: The Conservative Party, Socialdemokraterne, DF, Røde Kors, Flickr Commons, Wiki Commons. EVERYBODY WINS

Grækenland er reelt sat under administration: landets borgere bliver ikke længere regeret fra Athen, men fra Bruxelles og Frankfurt – og det er nøjagtigt den skjulte dagsorden med euroen.Men så længe de grundlæggende konstruktionsfejl i eurosamarbejdet ikke er blevet udbedret, er det sikkert at krisen vil vende tilbage.Af Morten Messerschmidt (MEP, DF)

Berlingske Tidende bragte den 11. maj en glimrende artikel om de store budgetunderskud i eurolandene. En af illustrationerne var et stort kort over Europa, som viste de enkelte landes budgetunderskud, og hvor det var påfaldende, at ingen lande inden for eurozonen lever op til de stabilitetskrav, som gælder for euroen. Underskuddene rækker fra 3,8 % af BNP – for Finlands vedkommende – til 9,8 % for Spaniens vedkommende. Og budgetunderskuddet må maksimalt udgøre tre procent af BNP. Det er påfaldende, at flere lande uden for zonen – heriblandt Danmark – generelt kan fremvise langt pænere budgetter. Men i Danmark tager vi alligevel EU’s løftede pegefinger i forhold til det beskedne danske underskud 5,5 % gravalvorligt. Jeg siger ikke, at vi ikke skal tage vores underskud alvorligt, men jeg er træt af de evige henvisninger til EU. Som om vi skulle have noget som helst at skamme os over i forhold til de sydeuropæiske lande, hvis økonomiske uansvarlighed har bragt euroen i fare, og som nu skal reddes ud af suppedasen via en fælles EU-hjælpefond, som også Danmark bidrager til med ca. ti milliarder kroner. På den baggrund har jeg svært ved at se, hvad vi skal leve op til. Det burde omvendt være eurolandene, der skulle lære økonomisk ansvarlighed af os.

MEN hvis nogen for alvor tror, at den netop afværgede alvorlige krise har fået danske eurotilhængere til at tænke sig om, så tager de fejl: Repræsentanter fra den danske regering med finansminister Claus Hjort Frederiksen i spidsen, mener tværtimod ikke, at det kan gå hurtigt nok med en dansk tilslutning til euroen. Det underlige rationale synes at være, at nu hvor danske skatteydere via hjælpefonden er blevet tvunget til at spænde et sikkerhedsnet ud under uansvarlige og

reformfjendtlige sydeuropæiske økonomier, så kan vi lige så godt tage det sidste skridt og tilslutte os euroen fuldt og helt. Det rigtige svar havde naturligvis været, at vi ikke skulle have ydet en krone til hjælpefonden – dels fordi ingen reelt ved, hvor stort behovet for hjælp bliver, dels fordi den medvirker til at forlænge krisen yderligere, idet den bliver en sovepude for inkompetente sydeuropæiske regeringer. BILLEDLIGT talt minder uroen om en gigantisk cykelslange med flere og flere lapper. Hjælpen til Grækenland lappede et stort hul, men da finansmarkederne gik i panik over mulige sammenbrud i Portugal og Spanien, begyndte der straks at sive luft ud et nyt sted, og så satte man endnu en lap på slangen med den nuværende hjælpefond. I øjeblikket holder slangen luft, men det er kun et spørgsmål om tid, førend dækket bliver fladt igen. Ganske vist kan man prøve at pumpe varm luft i slangen – det er det, EU’s politikere løbende gør, når de gennem højstemte besværgelser forsikrer tvivlsomme iagttagere om det ukuelige sammenhold i EU, og hvor Danmark ivrigt medvirker, fordi vi bilder os ind, at det er i vores egen interesse. Men som regel rækker den varme luft ikke alene, og der skal sættes flere lapper på. Det siger sig selv, at der skal sættes en helt ny slange i dækket. Euroen skal genopfindes, hvis den skal fungere, uden at det resulterer i en total umyndiggørelse af medlemslandene. Der er to muligheder: Enten tager EU den logiske konsekvens af en fælles valuta og gennemfører en total ensretning af medlemslandenes finanspolitik og udøver dermed reel kontrol over landenes indenrigspolitik. Det er naturligvis alle eurokraters hemmelige drøm, fordi det vil sætte medlemslandenes regeringer uden for indflydelse i alle økonomiske anliggender. Og det er

BR

EV

E F

RA

BR

UX

ELL

ES

19.

maj

201

0 KRISENEuroens sande ansigt

da også tanken bag Kommissionens seneste forslag om, at alle medlemslande skal sende deres finanslovsforslag til Bruxelles, inden de debatteres i de nationale parlamenter. Alternativet er, at euroen ændres grundlæggende, hvilket vil være en vanskelig manøvre, som vil munde ud i en udelukkelse af visse landes deltagelse i samarbejdet. Den første løsning er for eurokraterne den mest populære, men samtidig demokratisk dybt problematisk. Da euroen i sin tid blev introduceret, blev den præsenteret med en masse fornem pynt og sukkersød glasur. Det hed sig, at en fælles valuta ville lette samhandelen og skabe stabilitet. Men man byttede om på rækkefølgen, som den burde have været: Først stabilitet og jævnbyrdighed derefter fælles valuta. Euroen er endnu et eksempel på EU’s tendens til at konstruere taget først for derefter at bygge mure og fundament. Når først en fælles valuta er en realitet, vil resten komme af sig selv – det var rationalet. De første år gik det også ganske godt, men det skyldes udelukkende den globale vækstbølge, som brat blev bremset i 2008 – herefter blev virkeligheden og de store forskelle inden for eurozonen et stadig større problem. NU viser den fælles valuta sit "virkelige ansigt". I Grækenland betyder det, at landet reelt er sat under administration, og at landets borgere ikke længere bliver regeret fra Athen, men fra Bruxelles og Frankfurt – og det er nøjagtigt den skjulte dagsorden med euroen. På den måde er krisen vand på eurokraternes mølle – for det er lige præcis krisen, som vil gennemtvinge de yderst upopulære tiltag og den uønskede kontrol, som man ihærdigt forsøgte at skjule, da euroen blev introduceret. Nu kan tilhængerne sige, at der ikke er nogen vej tilbage, og at hele Europas økonomiske fremtid er afhængig af euroen. En selvopfyldende profeti er hermed en realitet. Det danske bidrag til EU-hjælpefonden – og fonden som helhed – er i medierne med held blevet præsenteret som et sine qua non for dansk vækst og økonomi. Samtidig er angsten på finansmarkederne verden over blevet dæmpet betydeligt. På kort sigt er det muligvis rigtigt, men på langt sigt er danske skatteydere via milliardstøtten med til at forlænge euroens krise, fordi hjælpefonden bliver en sovepude for reformfjendtlige sydeuropæiske regeringer. Krisen er i øjeblikket udsat på ubestemt tid, men så længe de grundlæggende konstruktionsfejl i eurosamarbejdet ikke er blevet udbedret, er det sikkert som amen i kirken, at krisen vil vende tilbage. Og det kan ske i morgen, i næste måned eller om et halvt år. Et dystert budget fra Portugal, Spanien eller et af øvrige eurolande kan pludselig forårsage en genopblussen af krisen – og så må finansministrene igen komme ilende for at sætte en

ny lap på slangen. Euroerne vil populært sagt fosse ud af kassen igen, fordi hjælpefonden ikke er tilstrækkelig.  I DANMARK fortsætter selvpineriet imidlertid med uformindsket styrke. Som middelalderens flagellanter pisker vi os selv med skyldfølelse over, at vi ikke er "bedre europæere", at vi står uden for euroen, og at vi stadig har vore fornuftige forbehold. Ja, til tider fornemmer jeg endda, at danske ministre skammer sig over for deres europæiske kolleger. For en gangs skyld kunne vi tage ved lære af Sverige, hvor både statsminister Frederik Reinfelt og oppositionens leder Mona Sahlin håndfast afviser at tage en afstemning om euroen. Ja, den tidligere så glødende EU-tilhænger Mona Sahlin går endda så langt som til at pege på, at eurolandene ikke har magtet opgaven, og at Sverige er bedst tjent med at stå udenfor. Desuden skal svenskernes nej fra 2003 – i modsætning til det danske i 2000 – respekteres. For en enkelt gangs skyld kan jeg næsten blive helt misundelig på de svenske vælgere. Det ville pynte på de danske politikeres anseelse både herhjemme og i udlandet at stå fast på de danske vælgeres afvisning af euroen – og samtidig ville det klæde Danmark at stoppe det grænseløse selvpineri en gang for alle. Vi har intet at skamme os over. Vi har en af de bedste og stærkeste økonomier i Europa, og vi sender et ufatteligt dårligt signal ved at lovprise en falleret fælles valuta som euroen. Det er ikke på nogen måde i Danmarks interesse at deltage. I stedet skal vi glæde os over, at vi har valgt at beholde kronen – og dermed vores selvbestemmelse.   Og må jeg så ikke afslutningsvis tilføje, at jeg ikke accepterer eurotilhængernes anklager om, at Dansk Folkeparti skulle være tilhængere af inflation og devalueringer, fordi vi vil holde Danmark uden for euroen. Flere steder i eurozonen forlød det under krisen flere gange, at man glædede sig over euroens lave kurs over for den amerikanske dollar. Er det ikke præcis udtryk for den tankegang, man prøver at skyde os i skoene; nemlig at man skubber problemerne over på sine handelspartnere? Åbenbart gjorde det ikke noget, at euroen blev billigere. Det er endnu et eksempel på den dobbeltmoral, der præger det europæiske samarbejde – og spørgsmålet er i virkeligheden, om ikke globaliseringens virkelige udfordringer er ved at forvandle EU til en provinsiel anakronisme?

Fra Bruxelles skriver i UGENS RÆSON: Dan Jørgensen, Anne E. Jensen, Morten Messerschmidt, Emilie Turunen og Bendt Bendtsen

DERFORRåd om løn, vilkår og kontrakter

Vi kender dit arbejdsmarked bedre end nogen andre. Du behøver ikke vide alt om barselsregler eller aktie-optioner – det gør vi. Brug os før lønforhandlingen, og før du skriver under på kontrakten.

Juridisk hjælp, hvis du bliver fyretDu er ikke alene, hvis du bliver fyret eller løber ind i problemer på jobbet. Vi har erfaring med de problemer, du kan støde på, og vores advokater står 100 pct. bag dig.

Din sparringspartner til karrierenUanset om du læser, overvejer nyt job eller bliver fyret, giver sparring og individuel rådgivning fra vores karrierekonsulenter dig det bedst mulige grundlag for at træffe valg om fremtiden.

Danmarks stærkeste netværkVores medlemmer er Danmarks stærkeste netværk. Mød dem til debatmøder og kurser, få dig en mentor eller lær af andre djøfere i et fagligt netværk, skræddersyet til dig og dine udfordringer.

djoef.dk

DJØF er her for at sikre dig den bedste løn, de bedste ansættelsesvilkår og optimale muligheder for at komme videre med din karriere.

DJØF er en uafhængig faglig organisation.

Vi er over 70.000 medlemmer, som studerer

eller arbejder med ledelse, økonomi, jura,

marketing, salg, kommunikation, organisa-

tion eller administration i både det private

og det offentlige.

Sidste mandag trak Gordon Brown stikket ud på 13 års styre under New Labour. I stedet dannede De Konservative og De Liberale til manges overraskelse en koalitionsregering. Koalitionen er dog præget af dybe modsætninger – og spørgsmålet er, om regeringsdannelsen er holdbar på sigt.Af Christian Severin Larsen

Valgresultatet den 6. maj var en enorm skuffelse for både De Konservative og De Liberale. Til trods for økonomisk krise og en historisk upopulær premierminister vandt Camerons Konservative kun tre procentpoint flere stemmer end ved Michael Howards katastroferesultat i 2005. Dette var ikke nok til at give De Konservative det forventede flertal i Underhuset. Og Nick Clegg, der var spået et kanonvalg efter en fremragende valgkamp, endte med at tabe hele fem mandater. Begge partiledere havde derfor en stor interesse i at indgå i en koalition for at kunne danne et regeringsgrundlag. For Cleggs vedkommende fik han kompenseret for det dårlige valgresultat ved til gengæld at få De Liberale med i regering for første gang siden 1945. Og Cameron fik lagt en dæmper på den intense interne kritik af sit lederskab og valgkampagne ved at tvinge Gordon Brown ud af Downing St. Men koalitionen er præget af dybe modsætninger. De to partier er lysår fra hinanden politisk. Siden regeringssamarbejdet blev annonceret, har hverken pressen, politikerne eller partimedlemmerne derfor kunnet blive enige om, hvorvidt koalitionsregeringen var en god eller en dårlig ide. Blandt De Konservative mener nogle, at Cameron har solgt alt arvesølvet – mens andre er overbevist om, at aftalen indvarsler, at 13 års konservativ ørkenvandring endegyldigt er slut. Hos De Liberale går bølgerne endnu højere. Enten jubler partimedlemmerne over, at de er i regering for første gang i 60 år – eller også river de rasende deres medlemskort i stykker over Cleggs forræderi. For at kunne forstå og vurdere potentialet i det kommende regeringssamarbejde er det relevant at se nærmere på sammensætningen af regeringen og den mulige politik – samt se på perspektiverne for både regering og de to partier hver især frem mod næste valg.

Mange liberale ministre, men små ministerierRegeringens sammensætning er noget af det, der har vakt mest vrede blandt De Konservative. Cameron har strakt sig langt – for langt, vil nogle mene – for at få De Liberale med, og Nick Cleggs parti sidder nu på en fjerdedel af regeringsposterne. Det skal ses i lyset af, at De Konservative i Underhuset er over seks gange så store som De Liberale. Men den massive overrepræsentation af liberale på regeringstaburetterne er dog ikke nok til at vække ubetinget glæde i det liberale bagland. For det første er mange liberale af den opfattelse, at ”man er gået i seng med fjenden”, og at man ikke burde være med i regeringen i det hele taget. For det andet har De Liberale fået nogle af de mindst attraktive poster i regeringen, fx Klimaministeriet samt Ministeriet for Skotland. De Konservative er derimod løbet med de fire tungeste poster i regeringen, både premier-, finans-, udenrigs- og indenrigsministerposterne. Den liberale leder, Nick Clegg, er godt nok blevet vice-premierminister – problemet er blot, at posten som vice-premierminister er ret løst defineret og traditionelt set ikke er særlig magtfuld. De Liberale har med andre ord fået mange ministerposter, men mangler nogle store ministerier, fx uddannelse, som vil de kunne profilere sig af. Den udbredte modstand mod regeringssamarbejdet i det liberale bagland betyder, at Nick Clegg står i en svag position internt i sit eget parti. Derfor har han i fordelingen af de liberale ministerposter været tvunget til at tilgodese partiets venstreorienterede, socialliberale fløj. Fx har han gjort Chris Huhne, som stillede op mod Clegg i formandsvalget 2007, til klimaminister. Clegg prøver at undgå et fremtidigt oprør ved at give ministerposter til dem, der ellers ville gå forrest med oprørsfanen. Den stærkt kritiske Steve Webb

EU

RO

PA 1

9. m

aj 2

010 UK

En koalition af modsætninger

har fået en mindre ministerpost, til trods for at Clegg ifølge interne kilder ”ikke kan udstå ham” og har udtalt, ”at vi bliver nødt til at have ham med i regeringen (…) som menigt parlamentsmedlem vil han være a pain in the arse, og et samlingspunkt for venstrefløjen”.

Camerons kontrol over De Konservative I den konservative lejr er der udbredt utilfredshed med, at Cameron har givet så mange ministerposter til De Liberale. Derudover har det vakt vrede, at Cameron – i modsætning til Nick Clegg – har fyldt regeringen med sine egne støtter, der bakker op om Camerons midtersøgende linje. ’Fornyerfløjen’ i partiet, der ønsker et opgør med den neoliberale linje fra Thatcher-tiden, har Cameron placeret på de tungeste poster. Denne fløj tæller især folk som finansminister George Osborne, uddannelsesminister Michael Gove og indenrigsminister Theresa May. Derimod er den tidligere så magtfulde neoliberale fløj, ”The No Turning Back Group”, stort set ikke repræsenteret i regeringen. Camerons kabale skal ses som et forsøg på at erobre den totale kontrol over regeringen og Det Konservative parti. Men det er samtidig risikabelt at stille højrefløjen uden for indflydelse. Når den første sejrsrus har lagt sig, vil de forsøge at trække Cameron til højre og skubbe De Liberale ud af regeringen – især hvis meningsmålingerne pludselig går den forkerte vej.

Kampen om regeringsgrundlagetDet mest kontroversielle i koalitionsaftalen er imidlertidig ikke fordelingen af ministerposterne, men derimod selve regeringsgrundlaget, der udstikker regeringens politiske kurs. De Liberale og De Konservative er traditionelt meget langt fra hinanden på de afgørende politiske spørgsmål, og derfor er aftalen også et kludetæppe af kompromiser. Vigtigst af alt lægger regeringsgrundlaget op til økonomiske reformer og massive besparelser i de offentlige udgifter for at komme den britiske statsgæld på 162 milliarder pund til livs. Både blandt pressen og politikerne har der været udbredt enighed om, at regeringsgrundlaget er fyldt med liberale fingeraftryk, og De Liberale har stolt udbasuneret af det er ”80 % liberal politik”. Det er ikke en helt urimelig iagttagelse, for på afgørende områder har De Liberale fået store indrømmelser: Miljøpolitikken er blevet mere grøn, konservative skattelettelser for de rige er taget af bordet, og der lægges op til store forfatningsmæssige reformer, herunder af valgsystemet. Reformer af valgsystemet er hjerteblod for De Liberale, fordi det britiske valgsystem med flertalsvalg i enkeltmandskredse rammer partiet hårdt. Fx fik De Liberale ved det just overståede valg 24 % af stemmerne, men kun 10 % af pladserne i parlamentet. Men netop derfor har de bebudede reformer af valgsystemet også vakt vrede hos De Konservative, da det nuværende valgsystem er en fordel for dem.

Men De Liberale bør dog ikke glæde sig for tidligt. For det første lægges der ikke op til forholdstalsvalg, som vi har det i Danmark. I stedet er man blevet enige om en mindre reform, kendt som ”The Alternative Vote”-system. Dette valgsystem vil ’kun’ få en afgørende betydning i cirka 10 % af valgkredsene og vil dermed ikke flytte voldsomt rundt på partiernes mandatmæssige styrke. For det andet skal det nye valgsystem gennemføres ved en folkeafstemning – og De Konservative har forbeholdt sig retten til at anbefale et ’nej’ ved denne afstemning. Labour vil sandsynligvis sidde med hænderne i skødet uden noget ønske om at hjælpe Nick Clegg, som altså alene skal hive en sejr hjem ved folkestemningen. Det kan blive svært, hvis regeringen i almindelighed og De Liberale i særdeleshed bliver upopulære blandt deres vælgere.

Stor liberal indflydelse, men lille vælgerappelDerudover bør De Liberale – trods de massive indrømmelser, som Clegg har fået trumfet igennem – ikke hvile på laurbærrene. At de har fået stor indflydelse på regeringsgrundlaget er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at deres vælgertække bliver tilsvarende stort. Det er der tre grunde til. For det første har De Liberale givet sig på nogle af de centrale politiske punkter, hvor partiet havde en stærk profil. Deres modstand mod atomkraft, begejstring for EU og humanistiske udlændingepolitik var blandt de politiske punkter, der skabte gennemslagskraft hos venstreorienterede vælgere. Men disse punkter er opgivet til fordel for at indgå i regeringen. For det andet bestemmer De Konservative stadig hovedlinjerne i den økonomiske og internationale politik. De største indrømmelser, som Cameron har givet Clegg, har ikke været at liberale forslag blev skrevet ind i regeringsgrundlaget, men snarere at de mest højreorienterede konservative forslag blev pillet ud. Fx blev ét af de konservatives vigtigste valgløfter, fjernelsen af ”the inheritance tax” [arvebeskatning for de allerrigeste, red.], taget af bordet. Problemet er blot, at det næppe giver gevinst hos svingvælgerne, at ens væsentligste indflydelse i en regering med De Konservative er, at den førte politik blev lidt mindre konservativ. Sidst, men ikke mindst, har mange af de indrømmelser, som De Liberale har fået, ikke appel til vælgerne. De forfatningsmæssige ændringer, fx valg til Overhuset og faste femårige parlamentsperioder, synes måske vigtigt i Westminster, men ikke i vælgernes verden. Clegg har ikke fået trumfet populære liberale politikområder igennem, som eksempelvis fjernelse af brugerbetalingen på universiteterne og et mere socialt skattesystem. Dermed er der en overhængende risiko for, at når De Liberale skal møde vælgerne næste gang, vil de blive straffet hårdt for, at de har støttet konservativ politik uden at have sat tydelige liberale

fingeraftryk. Og hvis de samtidig ikke har fået reformeret valgsystemet, kan vælgernes straf blive meget hård.

Camerons fornyelse Nick Clegg kan derfor gå en meget hård tid i møde. Hvis han fejler i at ændre valgsystemet, eller meningsmålingerne går i den forkerte retning, kan der meget vel udbryde et åbent oprør i hans eget parti. Dette kan føre til, at han bliver nødt til enten at trække sig som leder af partiet eller trække De Liberale ud af regeringen. Mange venstreorienterede vælgere vil under alle omstændigheder aldrig tilgive De Liberale, at de indgår i et samarbejde med den historiske arvefjende – og når regeringen samtidig lægger op til massive besparelser i den offentlige sektor, vil vælgerne vandre mod Labour i hobetal. Eller som en Labour-veteran med fornøjelse udtrykte det, da koalitionsaftalen mellem Clegg og Cameron blev annoncereret: ”today is the day the Liberal party died”. Derimod indeholder koalitionsregeringen store strategiske muligheder for Cameron på lang sigt, fordi han kan bruge samarbejdet til at trække partiet ind mod midten. I brede dele af den britiske befolkning er De Konservative de sidste 15 år blevet opfattet som ”the nasty party”: Et parti, der var ekstremt, intolerant og asocialt. Siden Cameron blev valgt som leder i 2005, har hans strategi været rettet mod at forny dette inficerede image og blødgøre partiets brand ved at præsentere ”De nye Konservative” som et moderne, moderat og midterorienteret parti. At denne strategi hidtil er mislykkedes, var valget for to uger siden et bevis på. Men ved at fylde regeringsbænkene med De Liberale, holde sin egen højrefløj uden for magten og fremlægge et midtersøgende regeringsgrundlag, tvinges vælgerne til at se på Cameron med friske øjne. Cleggs deltagelse i regeringen bliver for Cameron både en undskyldning over for sit konservative bagland til at føre en midtersøgende politik – men samtidig også et bevis over for vælgerne på, at Cameron har ændret sit parti fra ”the nasty conservatives” til ”the new conservatives”.

Det er økonomien, dummernik!Dog står og falder denne strategi med den økonomiske udvikling. Storbritannien er et af de lande, der er hårdest ramt af finanskrisen: Statsgælden er enorm, arbejdsløsheden stigende, og behovet for reformer og besparelser er stort. Hvis Cameron og Clegg ikke har fået vendt det billede inden næste valg, har de ikke en chance over for Labour, der allerede nu taler om ”a coalition of cutters”. Hvis økonomien til gengæld er blevet forbedret, kan Cameron sige, at han overtog et fallitbo fra Brown, men at hans regering har reddet landet fra bankerot. Britisk politik har aldrig været mere uforudsigeligt, og spillet er fuldstændig åbent for alle tre partier. Hvis De Liberale får gennemført en valgreform, er britisk politik ændret for altid og topartisystemet endegyldigt fortid. Hvis Cameron får genoprettet økonomien og placeret sit parti på midten i britisk politik, vil den konservative ørkenvandring, som startede da New Labour i 1997 påførte John Major det største konservative valgnederlag siden 1832, endelig ophøre. Men hvis regeringen skærer ned i den offentlige sektor og ikke får genoprettet økonomien, kan Labours katastrofevalg i 2010 blive forvandlet til et kæmpe comeback i 2015. Før valget udtalte den britiske nationalbankdirektør, at dem, der vandt valget og dannede regering, ville skulle lave så hårde nedskæringer og ville blive så upopulære, at de automatisk ville være i opposition de næste 25 år. Clegg og Cameron er derfor tvunget sammen i et akavet, politisk ægteskab for at sikre, at det ikke sker.

Christian Severin Larsen (f. 1983) er statskundskabsstuderende ved Københavns Universitet og tidl. medlem af DSU’s Forbundsstyrelse 2006-2008.

RÆSON følger i forlængelse af S-SFs økonomiske udspil op på interviewserien om oppositionens planer, muligheder og udfordringer med iagttagere både på venstrefløjen og udenfor. I denne uge svar fra: Erik Meier Carlsen og Bent WintherAf RÆSONs redaktion

1. S-SF har nu fremlagt deres økonomiske kriseplan. Hvordan vurderer du indholdet overordnet set – er det en sammenhængende og progressiv plan? Erik Meier Carlsen: Planen er et ganske imponerende og modigt udspil. Det er originalt og stærkt at tilbyde en alliance med fagbevægelsen om forøget arbejdstid. Den samlede plan er mindre imponerende - det gælder ikke mindst skattedelen. Bent Winther: Det er først og fremmest en politisk plan, som på afgørende områder lægger en kant til regeringen. For det første siger S og SF, at de vil undgå nedskæringer i den offentlige sektor og forringelser af velfærdsgoder som eksempelvis efterlønnen. Til gengæld sættes skatten op på udvalgte områder, almindelige lønmodtagere skal arbejde mere, studerende skal gøre deres studier færdigt hurtigere og et par andre ting. Det er et klart valg i forhold til regeringen, som på det korte sigt kun har valgt nedskæringer til at bringe de offentlige budgetter i balance. På den måde er den både sammenhængende og med et klart alternativt bud på at løse økonomiske samfundsproblemer.

2. Planen indeholder blandt andet et forslag om at øge arbejdsugen til 38 timer. Hvorvidt er det et holdbart forslag, og vil det rykke noget videre? EMC: Det skal vise sig, hvor effektfuldt og hurtigt en arbejdstidsforøgelse af så store dimensioner kan sættes igennem via forhandlingssystemet. Forsinkelsen og strategien med at øge gælden på forventet efterbevilling er et afgørende sårbart punkt.  BW: At sætte arbejdstiden op vil bidrage væsentligt til at løse de langsigtede strukturproblemer på det danske arbejdsmarked, hvor der i fremtiden bliver mangel på arbejdskraft og ved at sætte arbejdstiden op, frigøres der hænder til at tage de ledige jobs, og beskatningsgrundlaget øges. Om det kan lade sig gøre afhænger af parterne på arbejdsmarkedet. S-SF har tydeligvis taget LO-fagbevægelsen i ed, før man fremlagde forslaget, og de positive meldinger herfra tyder på, at man i

hvert fald på lønmodtagerside er klar. Arbejdsgiverne, må man gå ud fra, kan kun være interesserede i denne løsning. Hvordan man skruer arbejdstidsforøgelsen sammen er op til disse trepartsdrøftelser, men hvis det fælles mål er at finde 15 milliarder, betyder det mindre, hvordan og hvem der skal arbejde mere.

3. Hvad betyder det, at både LO og KL har bakket op om forslaget om den forlængede arbejdsuge? EMC: S-SF mobiliserer kommuner og fagbevægelse på en måde, der giver S-SF alternativet øget troværdighed som regerings-alternativ. Manglende erfaring er et alvorligt handicap for S og SF, men alliancen med de stærke, veletablerede samfundsinstitutioner råder bod herpå. Samtidig er der tale om en form for "Socialdemokratiet Classic", et brand, DF ellers har vundet ejerskab til. BW: Det betyder, at der er realisme bag forslaget, og at man fra fagbevægelsens side er parat til at tage et ansvar. Man skal samtidig lægge mærke til, at LO-formand Harald Børsting siger, at han ikke kan forestille sig at lave denne aftale med en borgerlig regering, fordi han ikke stoler på dens økonomiske politik. Det betyder, at Lars Løkke Rasmussen ikke blot kan "stjæle" ideen og gennemføre den selv, som det er set tidligere med S-udspil.

4. S-SF har desuden lanceret en række tiltag på uddannelsesområdet. Er det den slags ændringer der skal til – og vil de have den ønskede effekt? EMC: Forslagene på uddannelsesområdet er tvetydige, grundtanken om en hurtigere gang gennem systemet ledsdaget af garantier om optagelse og praktikpladser har dog megen logik og rimelighed i sig. BW: Det er svært at vurdere, om de har den ønskede effekt, og tiltagene minder en del om dem, som regeringen har i tankerne. Der er med sikkerhed en del at hente ved at få de unge hurtigere igennem uddannelserne.

INT

ER

VIE

W 1

9. m

aj 2

010 DANMARK

En ‘fair løsning’?

Danmark er et af de lande, hvor man studerer flest år. Et af S-SF'’s forslag om at lægge pant på uddannelse ser dog ud til at få en meget svær gang på jord. Tanken er, at kandidater, der rejser ud af landet umiddelbart efter endt uddannelse, skal betale en pant tilbage for den uddannelse, som den danske stat har betalt for dem. Den har mødt stor modstand og sammenlignes med en stavnsbinding af de studerende.

5. Viser S-SF med planen økonomisk ansvarlighed? Vil det kunne flytte stemmer til blokken eller vil de udelukkende opleve opbakning fra deres egne? EMC: Det er klart at der med  forslaget om øget arbejdstid, der går mod den generelle tendens og manges forhåbninger er et markant element af "ansvarlighed" og vilje til også at vælge besværlige og risikable løsninger, som peger i retning af øget ansvarlighed. Det er måske mere egnet til at generobre tabte socialdemokratiske kernevælgere, men dem er der også mange af. BW: Det viser ansvarlighed i forhold til at løse de langsigtede økonomiske problemer. Men oplægget kritiseres med rette for ikke at tage tilstrækkeligt fat på de akutte problemer med et budgetunderskud, der er højere end tre procent af BNP. Det er regeringens vigtigste angrebspunkt, og om det er ansvarligt afhænger af, hvordan man opfatter EU's konvergenskrav. Men EU vil næppe komme efter Danmark med den store kanon, der er andre problemer, som er mere presserende, fx i Sydeuropa. Udspillet signalerer styrke og lederskab og kan på den måde være med til at trække midtervælgere over til S og SF.

6. Står S-SF overordnet set styrket med planen – udgør de et reelt alternativ til regeringen? Og hvor står De Radikale ift planen? EMC: S-SF styrker sig som alternativ, og planen skaber en afgørende ny accept af S-SF hos De Radikale. Der er vel tale om et reelt alternativ til regeringen Løkke, men sejren er dog langtfra i hus. Løkkes solide erfaringer som administreter af velfærdssamfundet vil være en betydelig fordel når  først vælgerne indttræder i stemmeboksenes stille alvor, mens krisen stadig rumsterer derude. De Radikale er næppe indstillet på at binde sig definitivt til S-SF, og et valgresultat med Liberal Alliance i FT kan skabe helt nye samarbejdsmønstre. BW: Ja, de står overordnet styrket, fordi man nu har svar på de fleste spørgsmål og planer på næsten alle områder, som giver svar på aktuelle problemstillinger. Og så er man oveni købet i front, når det gælder den langsigtede økonomi. Derfor er alternativet mere klart i dag - der er tale om to forskellige retninger. De Radikale har forhandlet gennem et stykke tid om at være med i et fælles udspil, måtte til sidst sige nej, men har modtaget det positivt og har også fået flere indrømmelser. De Radikale er derfor fortsat i en fri position, men forventningen er, at partiet på et

eller andet tidspunkt vil signalere villighed til at indgå i en kommende S-SF-R regering. Hvornår og hvordan er helt uvist.

Erik Meier Carlsen (EMC) er politisk kommentator, journalist og forfatter.

Bent Winther (BW) er konstitueret chefredaktør på Information. Han har tidligere været redaktør ved A4 og Berlingske Tidende.

Kommunerne har overskredet deres budgetrammer og Finansministeren truer nu med at staten må ”diktere de økonomiske vilkår for hver enkelt kommune”. Og i forvejen er det kommunale selvstyre under pres. Et område, der illustrerer dilemmaerne: digitaliseringen af kontakten til borgerne.Af Rasmus Edelberg [forfatteren er ansat i KL, men skriver i RÆSON som privatperson, og holdninger udtrykt i denne artikel er dermed ikke nødvendigvis KLs]

OP

INIO

N 1

9. m

aj 2

010

Mens Europa rykker sammen og, grundet overskredne budgetrammer, lige har stillet store lånegarantier til rådighed for at dække uansvarlige økonomier, så er der kommet nye tal fra Danmarks Statistik, der viser, at kommunerne i Danmark heller ikke har kunnet holde sig inden for budgetrammerne. Det har fået finansminister Claus Hjort Frederiksen til at slå på den store tromme – nu hvor regeringens krav om nulvækst allerede er løbet ind i problemer, der truer genopretningsplanen for Danmark. Som forudsagt af flere uafhængige eksperter, har kommunernes budgetdisciplin sjældent levet op til finansministerens ambitioner – og da slet ikke til nulvækst. Den brudte aftale vil få konsekvenser for kommunerne, og finansministeren truer nu med, at i værste fald ”må staten diktere de økonomiske vilkår for hver enkelt kommune”. Det bliver en presset forhandlingsdelegation fra KL igen i år! På den anden side vil hverken oppositionen eller Dansk Folkeparti lægge ryg til besparelser på ”kernevelfærd i forhold til børn og ældre”, så spørgsmålet er, hvilke muligheder finansministeren reelt har tilbage for at gennemføre regeringens politik? Ud over statsliggørelse af den kommunale sagsbehandling for at sikre kontrol og effektivisering af den objektive sagsbehandling [jf. RÆSON #15, red.], øget kvalitet og kompetenceudvikling på ledelsesområdet; så er den fælles kommunale digitaliseringsstrategi en af måderne, hvorpå den kommunale sektor kan rykkes op i gear. Med en fælles strategi samles

trådene på tværs af forvaltningsenhederne til en koordineret indsats. Men hvad handler digitalisering om? Og hvor svært kan det være?

Science fiction i VæggerløseEt eksempel er Rudersdal kommune, som lige har vundet Digitaliseringsprisen (der har til formål at øge opmærksomheden om succesfulde og værdiskabende digitaliseringsinitiativer i den offentlige sektor) for sit koncept ”MobilRude”. MobilRude samler information om den enkelte borger og præsenterer det, fx via mobiltelefoner. Det er håbet, at forældre bliver bedre til at huske aftaler med kommunen i fx tandpleje og biblioteker og dermed kan spare kommunen for udgifter til glemte aftaler. Kommunen er altså kommet ind i mobiltelefonen for alvor. Et andet eksempel er fra i tirsdags [d. 11.maj 2010, red.], hvor jeg var til europæisk premiere på den fjernbetjente borgerservice i Væggerløse. Væggerløse er en lille landsby i Guldborgssund kommune på Falster. For at undgå at fjerne service fra lokalområdet havde kommunen besluttet at installere fjernservice. Man havde simpelthen erstattet den personlige modtagelse med en virtuel service via en fjernsynsskærm. Ved at flytte medarbejderne til det fælles center, sparede man 30 % af ressourcerne. Det virker nemt nok. Pensionisten, som skulle aflevere sine kvitteringer og få indsat medicintilskuddet på sin nemkonto, satte sig i stolen og mødte et skærmbillede af sin sædvanlige sagsbehandler. Han lagde papirerne

KOMMUNERNE VS. STATEN Skal staten drive kommunerne?

Kommunerne har de seneste år været under et økonomisk pres. I forbindelse med de årlige økonomiforhandlinger, som afsluttes i starten af juni, sætter RÆSON fokus på kommunernes situation.

på bordet – og så kunne de affotograferes via kameraet i loftet og afleveres digitalt til kommunen. Som der står i indbydelsen: ”Altså god gammeldags borgerservice – bare på 25 km afstand”. Teknologien er kendt i forvejen fra blandt andet videokonferencer. Det nye er, at borgerne mærker konsekvensen af, at der ikke er offentligt ansatte nok til at levere den personlige service, som man plejer. Enten må der gøres noget ved forventningerne, eller også må man øge antallet af ansatte. Det sidste kan ikke lade sig gøre i den nuværende budgetkrise – så er der kun forventningsafstemning tilbage. Så selvom de ældre medborgere skældte borgmesteren ud for at være for moderne, viser eksemplerne, hvordan kommunerne er klar til at gå nye veje og tage teknologien i brug på nye måder for at undgå nedskæringer på personalet, hvor det er muligt. KL har nu taget initiativ til at udbrede konceptet til flere kommuner, som sammen kan udvikle en tværkommunal model. Kommunerne mangler kompetencer, men kan opnå kritisk masse ved at slå sig sammen. Mange troede, at strukturreformen ville løse problemet. I stedet er der sket et skred i forventningerne til kommunerne, som skal levere standardiseret service i stedet for den lokale tilpassede version fra 1998. Men hvis man fortsætter i den dur, og alle kommunerne fx slår sig sammen om et fælles video- og callcenter, hvordan kan man så opretholde illusionen om kommunal selvbestemmelse? Endnu ved ingen, hvor grænsen går.

Kommunernes egen plan for digitaliseringSkismaet mellem valget af statslig eller kommunal styring blev illustreret, da kommunernes uden sammenligning mest benyttede it-leverandør KMD gik på banen og foreslog øget privatisering af egentlige forvaltningsområder, som en helt tredje mulighed (dog uden at myndighedsudøvelsen fulgte med). KMD anbefaler på sin hjemmeside, at ”KL og regeringen retter fokus mod andre løsningsmodeller, der tager højde for den indsigt, erfaring og ikke mindst den teknologiske og organisatoriske infrastruktur, som markedet allerede har frembragt til at håndtere opgaven. KMD peger på en række forskellige indsatser, der som minimum vil frigøre et potentiale på 500 mio. kr.”. Strategisk set er fordelen ved KMD’s model, at de hurtige beslutningstagere i kommunerne tilbydes en ”first mover advantage”. Den kommune, som først ville skrive kontrakt med KMD, kunne regne med at få lagt et af de planlagte ti centre i sin kommune og dermed sikre arbejdspladser.

KMD vil tilsyneladende gerne ”hjælpe” kommunerne til at effektivisere, uden at det går ud over det kommunale selvstyre. Men kommunernes egen strategi er at skabe konkurrence på it-service-markedet ved hjælp af det nyoprettede KL-selskab, KOMBIT. En sådan konkurrence vil selvsagt bryde med KMD’s monopol, som de facto eneleverandør på områderne for objektiv sagsbehandling. Lige inden den første kommune skulle til at skrive kontrakt med KMD, blev kommunens kommunaldirektør fritstillet og meldt til politiet, fordi han ikke havde givet rigtige oplysninger om, at en kommende kontrakt med KMD skulle i udbud. Han sagde senere selv op og undgik en tjenestemandssag. Dermed gik projektet vedr. privat konkurrencedannelse til den offentlige centralisering mere eller mindre i stå.

Statens planDen statslige model for centralisering af udvalgte borgerserviceområder og dens business case er fremlagt på folketingets hjemmeside. ’Business case’ er udtryk for de forventede udgifter til implementering og effektiviseringspotentialet. Det fremgår af dokumentationen, at der i en planlagt statslig centraliseringsmodel vil være 150 årsværk tilbage i kommunerne til at yde den nødvendige personlige vejledning. I gennemsnit giver det 1,5 årsværk per kommune. Regeringen antager, at eksempelvis mellem 4% til 9% af boligstøtteansøgerne og 3% til 10% af pensionisterne har nødvendigt behov for ansigt til ansigt-kontakt (ATA-borger) modsat fx per telefon eller e-mail. Med baggrund i disse tal kan finansministeren argumentere for, at der kan nedlægges flere stillinger i den kommunale borgerservice end kommunerne mener, er forsvarligt. Problemet for kommunerne er, at folk forventer en personlig service, når de møder op hos kommunen med et problem omkring fx pension eller barseldagpenge. Kommunerne har ikke nogen effektiv måde at forhindre folk i at møde op og er samtidig forpligtet til at betjene dem, som kommer. KL har anslået, at op mod 40 % af folkepensionisterne beder om personlig assistance. Den enkelte kommune vil have endog meget svært ved overhovedet at opretholde en bemanding til at servicere borgerne i den statslige model med så få medarbejdere til rådighed, som staten foreslår. Konsekvensen bliver sandsynligvis, at kommunerne ender med at skulle samle regningen op for de borgere, som de ikke kan tvinge til at bruge de digitale kanaler.

Stordrift er en international tendensStordrift af den offentlige forvaltning i store enheder er en international trend, som bl.a.

kendes fra Storbritannien. Her har store it-serviceleverandører som IBM, EDS (nu HP enterprise services) og CSC leveret en stor del af den offentlige service fra store BPO-centre (Business Proces Outsourcing, altså egentlig udlicitering af driften af serviceorganisationen eller en del heraf) til udbetaling af bl.a. kontantydelser, beskæftigelsesindsats, it-drift og sygesikring. Flere danske kommuner er allerede i gang med at forbedre arbejdsgangene, men skal have fjernet lovgivningsbarriererne for, at systemerne kan udveksle oplysninger, som er nødvendige for at tildele ydelsen, hvad enten det er boligstøtte, folkepension, barseldagpenge eller andet. Ved at overflødiggøre papirarbejde, skabes der bedre plads til borgerkontakt (regeringen har påtaget sig dette ansvar, KL har stillet konkrete forslag, men kommunerne mangler stadig at se resultater i form af forenklet lovgivning.) Digitaliseringen vil finde stedSelvom finansministeren kaldte det ”en fuldstændig problemfri sag”, så spurgte Socialdemokraterne i Folketingets Kommunaludvalg under samrådet 6.maj 2010 gentagne gange finansministeren om, hvad han havde tænkt sig at gøre for at sikre personlig hjælp til udsatte borgere. For at demonstrere, hvordan Socialdemokraterne er med på de nye sociale medier, åbnede Rasmus Prehn sin pc under mødet, og læste et indlæg, han fik på sin facebook profil live under debatten. Det handlede vist om en handicappet, nylig fraskilt førtidspensionist, som skal ansøge om boligstøtte i forbindelse med en flytning. Vedkommende havde ikke adgang til internet og ville gerne have personlig hjælp. Men det havde kommunen tilsyneladende ikke ressourcer til. Finansministeren garanterede ihærdigt, at: ”Det er regeringens mål at gøre så mange borgere som muligt digitale. Men ingen skal berøves sin ret. Garantien for adgang til personlig service ligger i kommunens borgerservice”. Hvor meget er den garanti værd, hvis kommunerne tvinges til at aflevere de ansatte til staten, som skulle have leveret den personlige service? Der er ingen tvivl om, at digitalisering er vejen frem, også for kommunerne. Fx har kommunerne fået fjernet flytteblanketten i flyttemappen på posthuset og erstattet den med en henvisning til hjemmesidens digitale flytteanmeldelse for dermed at effektivisere sagsbehandling af flytninger. Fremadrettet handler diskussionen for i mindre grad om, hvorvidt man er for eller imod brugen af ny teknolog. Det er vigtigere at få afklaret standarden for service, altså hvorvidt borgerne kan få afklaret deres sag i kommunen, når de henvender sig – ligegyldigt om det er en personlig henvendelse eller ej

Faldgruber

Det fremgår, at regeringen forventer at bruge op til 368 mio. kr. til at implementere den statslige model – heraf ca. 50 mio. kr. i 2010. Kommunerne må forventes at skulle bruge et lignende beløb på deres model. Forudsat at regeringen og KL får forhandlet sig frem til et valg af model i løbet af den næste par uger i økonomiforhandlingerne, forudsætter den statslige business case, at centeret kan være i drift d. 1.januar 2012. Men er det realistisk? Hvad nu, hvis staten skal tage it-platformen i udbud? Så vil det vel tage mindst fire-fem år at udarbejde kravspecifikation, gennemføre udbuddet, udvikle og implementere systemerne? Hvad betyder det så for tidslinjen og dermed den business case, som skal retfærdiggøre hele projektet? Det svarede finansministeren ikke ”Hr. Rasmus Prehn” på. Vi får se. Spørgsmålet er relevant, når nu kommunerne allerede har kontrakt med en it-leverandør, nemlig KMD. Hvis man ikke laver en ny kontrakt – så skal man heller ikke i udbud. Dermed har kommunerne en potentielt afgørende fordel i forhandlingerne med regeringen, når man skal afgøre, hvem der hurtigst og sikrest kan levere de ønskede effektiviseringsgevinster ved stordrift. Men den kommunale model står dog som sagt heller ikke uden udfordringer. Kommunerne skal blive enige om et politisk bindende mandat til at implementere den fælles sagsbehandling. Det indebærer placering af center. Her vil Udkantsdanmark gøre sin stemme gældende. Samtidig vil adgangen til infrastruktur og de relevante kompetencer i storbyerne indgå i overvejelserne, når denne meget følsomme diskussion skal tages. Desuden er der lige ”detaljerne” om den fælles finansiering og overførsel af medarbejdere. Det er nok ikke nogen helt problemfri sag alligevel.

Rasmus Edelberg (f. 1974) er cand.scient.pol. og ansat i KL. Han har tidligere bl.a. arbejdet i London med innovation, kvalitet og effektivisering for den globale it-virksomhed EDS (Electronic Data Systems), hvor han startede i Danmark med at udvikle it-løsninger til den offentlige sektor og varetog tillidsposten som formand for EDS europæiske samarbejdsudvalg.

Hvad med Haiti? Fire måneder efter en af historiens mest dødbringende og voldsomme naturkatastrofer, der dræbte 300.000 mennesker, er det stadig det basale nødhjælpsarbejde, der præger indsatsen i Haiti. RÆSON har talt med lederen af FN’s mission i Haiti, Edmond Mulet, der afviser kritikken af nødhjælpsarbejdet: katastrofen har et omfang, hvor basal sikkerhed har højeste prioritet – og den egentlige genopbygning ligger flere år ude i fremtiden.Af Peter Keldorff og Johanne Hesseldahl Larsen

VE

RD

EN

19.

maj

201

0

Tirsdag den 12. januar blev Haiti ramt af det altødelæggende jordskælv, der målte 7.0 på richterskalaen. Haitis præsident, René Préval, anslog i slutningen af april, at dødstallet ville ende på omkring 300.000. Lederen af FN’s mission på Haiti, Edmond Mulet, gør efter fire måneder efter jordskælvet status over nødhjælpsarbejdet: ”I mange henseender er vi stadig i den første fase af nødhjælpsarbejdet. Selvom vi på nogle punkter har bevæget os over i anden fase med at få flyttet folk væk fra deres primitive telte, så er det slet ikke færdiggjort endnu. Og tredje fase, med egentlig genopbygning af Haiti, er flere år ude i fremtiden”, lyder de dystre meldinger fra Edmond Mulet. Han overtog ledelsen af MINUSTAH, FN’s mission på Haiti, den 14. januar. Hans forgænger, Hedì Annabi, blev sammen med 100 andre FN-ansatte dræbt, da deres bygning styrtede sammen under jordskælvet. Men trods de umiddelbare dystre udtalelser, mener Edmond Mulet ikke, at arbejdet kunne være nået længere: ”Man bliver nødt til at tage katastrofens omfang i betragtning, når man diskuterer status på nødhjælpsarbejdet. Hvis man tænker på, at det meste af regeringen, en tredjedel af alle offentligt ansatte og en stor del af FN’s ledelse i landet blev dræbt under jordskælvet, så er det klart, at det efterfølgende giver problemer med at organisere nødhjælpsarbejdet i så enorm en katastrofe, som det var. Hvis vi tager alle de ting i betragtning, så syntes jeg egentlig, at arbejdet er rimelig fremskredent”.

Sikkerhed og stabilitetMINUSTAHs vigtigste job i de foregående fire måneder har været at skabe sikkerhed og stabilitet

på Haiti, så nødhjælpsarbejdet kunne foregå så gnidningsfrit som muligt. Det har været et arbejde med mange udfordringer. ”Vi har arbejdet en del med organiseringen i de fire måneder. Det har været meget svært, når Haiti har mistet så mange mennesker, der var en del af statsapparatet. Så er det vanskeligt at tage beslutninger og få dem ført ud i livet. FN’s egen organisering af udenlandsk nødhjælp, læger, sygeplejersker og andre nødhjælpsarbejdere har også været en stor udfordring, og så har det selvfølgelig også været besværligt at få skaffet og organiseret de midlertidige telte til de hjemløse,” fortæller Edmond Mulet. Nu arbejder MINUSTAH primært på at få oprettet nye og bedre lejre, hvor de en million mennesker, som nu bor i meget nødtørftige teltlejre, kan få sig noget der minder om et ordentlig sted at sove og bo. ”Vi har flyttet omkring 9.000 personer over i de nye lejre, der ligger uden for Port-au-Prince. Planen er, at alle de mennesker – en million – der nu bor i teltlejrene, skal blive tilbudt at komme over i en bedre lejr. Men det tager meget lang tid”, siger Edmond Mulet. I modsætning til de nuværende lejre er der i de nye indlagt vand, elektricitet og ordentlige sanitære forhold.

Kriminelle på flugtEdmond Mulet bad for nylig FN’s Sikkerhedsråd om 300 ekstra politiofficerer til at hjælpe med sikkerheden på Haiti. Årsagen er, at sikkerheden ved de syv store lejre i Port-au-Prince ikke er god nok. Lejrene har set en stigning i vold, tyveri og voldtægter. ”Jeg kan ikke få patruljeret i tre ud af de syv store lejre, fordi vi ikke har mandskab nok. Derfor har jeg bedt FN’s Sikkerhedsråd om nogle ekstra

HAITIFire måneder efter

politiofficerer. De skal bruges til at sørge for sikkerheden ved transport og uddeling af humanitær hjælp og fodpatruljer i de tre lejre, som nu må klare sig uden”, siger Edmond Mulet. De ekstra politiofficerer kan falde på et meget tørt sted, for ifølge Edmond Mulet kan Haiti måske forvente en stigning i kriminalitet i den nærmeste tid. Årsagen er, at 5.200 bandemedlemmer flygtede fra Haitis fængsler i kaoset efter jordskælvet. Hele 4.200 af dem stak af fra Haitis nationale fængsel i Port-au-Prince: Bygningen faldt ikke sammen, men det gjorde flere af ydervæggene, så de indsatte nemt kunne flygte. Kun 500-600 af bandemedlemmerne er fanget igen, og nu forsøger de berygtede bandeledere at tilkæmpe sig deres tidligere positioner. ”De mennesker har levet af kriminalitet hele deres liv. Det er det eneste, de kan finde ud af, så det er klart, at de vil forsøge at gøre det igen. Og vi har set tegn på, at de er på vej til at reorganisere sig. Men heldigvis har de ikke nær så meget opbakning hos den lokale befolkning, som før de oprindeligt blev fanget”, siger Edmond Mulet. Afviser kritikken af FNDe seneste fire måneder har FN været udsat for en del international kritik – blandt andet for dårlig og langsom organisering af nødhjælpsarbejdet, ingen forståelse for lokale nødhjælpsorganisationers ønsker og svag samt mangelfuld håndtering af sikkerheden. ”Jeg forstår godt den kritik, der blev rettet mod os i starten. Det var meget kaotisk, og der var ikke specielt meget styr på det. Nødhjælp strandede uden at komme frem til de sultende og sårede, og sikkerheden omkring teltlejrene var ikke på plads. Men det var kun i starten i de første par uger. Nu syntes jeg, at der er kommet styr på det” siger Edmond Mulet. De mange ngo’er, som arbejder med nødhjælpsarbejdet sammen med FN, har også fået en del kritik. Her har kritikken har blandt andet lydt på, at der ikke er gennemsigtighed med brugen af alle de mange nødhjælpspenge, som er blevet doneret. Haiti har tidligere oplevet, at nødhjælps-dollars i forbindelse med ødelæggende orkaner er forsvundet, og at kun en lille del af pengene nåede frem. Så der er begrundet frygt for, at de mange millioner, som er blevet rejst gennem både private og statslige initiativer, strander et sted undervejs eller havner i de forkerte lommer.

CNN er rejst videreFire måneder efter jordskælvet er Haiti stadig katastrofalt ramt, men omverdenens fokus på den lille ø-stat er væsentlig mindre, end det var i starten. ”Vi kan ikke fastholde interessen fra CNN, BBC og de andre. De skal videre efter et stykke tid og dække andre katastrofer og begivenheder. Sådan er det bare”, siger Edmond Mulet om mediernes mindre fokus på Haiti. ”Og de udenlandske hjælpearbejdere tager også hjem efter et stykke tid. Vi ved, at det er sådan”, siger han. Men også hans egen organisation, FN, har fået kritik for ikke at fokusere nok på Haitis problemer efter de første kaotiske måneder. Haitis præsident, René Préval, jokede ifølge New York Times i afmagt med situationen, da han var til den seneste fundraising-konference for Haiti i FN’s hovedkvarter i New York: ”Skal jeg virkelig til at udvikle et atomprogram, så vi kan komme tilbage til at tale om Haiti?”, spurgte han. Mens Mulet svarer: ”FN har stadig stor fokus på Haiti. Der er klare ordrer fra generalsekretæren om, at Haiti er øverst på dagsordenen. Og internt i organisationen er det absolut det, som der fokuseres mest på”.

Orkansæson kan forværre katastrofenHaiti står over for en mulig kommende katastrofe oven i elendigheden, som jordskælvet bragte med sig. Orkansæsonen er nemlig på vej. Sæsonen starter officielt omkring 1. juni, og Haiti har en skæbnesvanger historie med dødbringende orkaner bag sig. I 2004 blev Haiti ramt af orkanen Jeanne. De efterfølgende oversvømmelser dræbte 3.000 mennesker. Så sent som i 2008 blev østaten ramt af ikke færre end fire voldsomme orkaner: Fay, Gustav, Hanna og Ike, som tilsammen dræbte 800 mennesker i landet. Over 20.000 hjem blev fuldstændig ødelagt, og omkring 85.000 boliger blev beskadiget af orkanerne i 2008. 70 procent af Haitis afgrøder forsvandt i de voldsomme vindstød, mudderskred og vandmasser. En situation, hvor en orkan rammer den million mennesker, der stadig lever i telte, er nærmest for umenneskelig til at forestille sig. Den direkte skade og det mulige dødstal vil i sig selv være forfærdeligt, men en indirekte skade på landets fødevareproduktion og -distribution vil efterfølgende kunne skabe endnu en humanitær katastrofe, fordi den vil øge den nuværende mangel på mad til hjemløse og jordskælvsramte.

Normalt kommer de voldsomme orkaner ikke før august, men det er set før, at der udvikles voldsomme orkaner tidligt på sæsonen. Og lige meget om det er til juni eller august, så har FN travlt med at forberede Haiti på en mulig orkan. ”Vi har allerede flyttet omkring 9-10.000 mennesker, der lå i teltlejre på et område, der er meget udsat, hvis der skulle komme en orkan. Og flere vil blive flyttet i den nærmeste fremtid. Lige nu arbejder vi hårdt på at reducere risikoen for de mange mennesker i lejrene”, siger Edmond Mulet. Det arbejde går blandt andet ud på at sikre teltlejrene mod eventuelle oversvømmelser og mudderskred. Et arbejde, der har højeste prioritet, fordi selvom Haiti forhåbentlig undgår store orkaner, vil orkansæsonen bringe ekstra regn og storme med sig. Så Haiti, og teltlejrenes en million mennesker, skal være forberedt på mudderskred og oversvømmelser. ”Vi ved det vil ske. Det er helt sikkert”, lyder det fra Edmond Mulet. Edmond Mulet (f. 1951) er leder for FN’s mission på Haiti og har tidligere været FN’s generalsekretærs assistent for fredsbevarende operationer. Han er fra Guatamala og har arbejdet en årrække som diplomat og som Guatemalas ambassadør i EU, USA, Belgien og Luxemburg. Han har siddet 12 år i Guatemalas parlament og har desuden været præsident for parlamentet.

Vesten frygtede Janukovitj, der i februar blev Ukraines præsident. Men han kan formentlig bibringe en større politisk og økonomisk stabilitet end sine pro-vestlige forgængere. Og et godt forhold til Rusland udelukker ikke et godt forhold til EU.Af Ota Tiefenböck

VE

RD

EN

19.

maj

201

0

Ukraine under ledelse af Viktor Janukovitj? Dét var før det ukrainske præsidentvalg i februar et skrækscenarium for de fleste pro-vestlige demokratiske kræfter i Ukraine, og for de EU-kræfter i og uden for Ukraine, som arbejder for landets tættere tilknytning til EU. Janukovitj står for de fleste for en russiskvenlig politik og er udtryk for landets orientering mod øst. Hans valgsejr og første politiske skridt tyder på, at antagelsen om et ukrainsk ryk mod øst var rigtig – men det er ikke hele historien. Ukraine ønsker at knytte tættere bånd til landets store nabo mod øst og har valgt en mere russiskvenlig linje. Paradoksalt nok kan netop Janukovitjs russiskvenlige politik dog vise sig at være et af præsidentens stærkeste kort og en chance for en harmonisk udvikling i Ukraine og Europa generelt. Hans politik tager i højere grad hensyn til landets geografiske placering, indenrigspolitiske forhold og befolkningssammensætning end hans forgængeres gjorde, og derfor kan hans linje ende med at være mere politisk forsonende for både øst og vest. Den forekommer på mange måder mere realistisk end hans forgængeres, og kan bringe Ukraine på rette spor igen, både økonomisk, indenrigspolitisk og udenrigspolitisk.

Flåden og gassenDet første konkrete eksempel på Janukovitjs orientering mod Rusland er aftalen med russerne, som forlænger den russiske Sortehavsflådes tilstedeværelse på Krim frem til år 2042. Aftalen blev indgået med den russiske præsident Dimitrij

Medvedev den 21. april og er siden blevet hårdt kritiseret af oppositionspolitikkerne Julia Thymoshenko og den tidligere præsident Viktor Justjenko, som mener, at aftalen undergraver Ukraines uafhængighed og territoriale sikkerhed. Det er dog tvivlsomt, hvorvidt Janukovitj har haft en reel valgmulighed, og hvorvidt  det overhovedet har været realistisk, at russerne forlod Krim efter den oprindelige aftales udløb i 2017. Aftalen indlemmer Ukraine i et russisk interesseområde og udelukker mere eller mindre ukrainsk medlemskab af NATO, men da medlemskab af alliancen hverken har haft opbakning hos flertallet af den ukrainske befolkning eller stor prioritet i NATO, har dette en mindre betydning for landet. Den positive del af aftalen, der sikrer Ukraine billige gasleverancer, har til gengæld en stor betydning for Ukraines hårdt trængte økonomi og vil komme både ukrainerene samt de europæiske lande, som er afhængige af stabile leverancer af russisk gas, til gode. Den billige gas betyder ligeledes, at landet vil være i stand til at holde budgetunderskuddet på de statslige finanser under seks procent. Det er en forudsætning for, at Ukraine kan få udbetalt næste portion af lånet bevilget til landet af Den Internationale Valutafond (IMF). Lånet er livsnødvendigt for at få den ukrainske økonomi på fode igen, efter den globale økonomiske krise ramte Ukraine hårdt med deraf følgende voldsom nedgang i landets bruttonationalprodukt og høj arbejdsløshed.

UKRAINEHvorfor Janukovitj kan bygge bro mellem Rusland og EU

Derudover vil de billigere gasleverancer betyde et tiltrængt løft til den ukrainske industri. Sidst, men ikke mindst, er aftalen i overensstemmelse med den seneste ukrainske meningsmåling fra marts i år, som viser, at hele 61 procent af ukrainerne støtter den russiske flådes fortsatte tilstedeværelse i landet. 

Rusland ønsker mere samarbejdeDen ukrainsk-russiske gas- og flåde-aftale lægger op til et bredere samarbejde mellem Ukraine og Rusland, og russerne har ikke lagt skjul på, at de ønsker at udbygge samarbejdet med Ukraine yderligere. Blandt andet ved at styrke de to landes samarbejde på energiområdet, herunder kernekraft, samt – som foreslået af den russiske premierminister Vladimir Putin – ved at fusionere det russiske energiselskab Gazprom med det ukrainske Naftogaz. Mens selve aftalen for Ukraine betyder flere fordele end ulemper, er et styrket samarbejde på energisektor-området straks mere kompliceret. Russiske investeringer i Ukraines energisektor kan uden tvivl lyde fristende for Janukovitj, men en eventuel aftale vil binde Ukraine til russerne og afskære landet fra muligheden for at samarbejde med andre parter, herunder EU-landene. En sådan afskæring er klart imod ukrainske erhvervsfolks interesser, da det i høj grad vil begrænse deres egne forretningsmuligheder. Janukovitj kan derfor risikere at komme på kollisionskurs med flere af sine egne støtter, hvis opbakning er livsnødvendig for ham – flere fremtrædende ukrainske forretningsmænd har nemlig forbindelser til Janukovitjs eget parti, Regionernes Parti. Løsningen af situationen vil derfor i høj grad afhænge af Janukovitjs evner for balancegang. En balancegang, som på den ene side tilfredsstiller de russiske interesser og på den anden side tager hensyn til de ukrainske forretningsmænd. Et stærkt kort i hånden på Janukovitj kan igen vise sig at være hans erklærede pro-russiske politiske linje. Den vil gøre det svært for russerne at fremkomme med kritik af ham, da Janukovitj nyder stor popularitet blandt den russisktalende og dermed russiskvenlige befolkning i landet, hvis støtte og positive indstilling russerne ikke ønsker at miste. Dermed kan Janukovitj også her opnå større politiske resultater end hans forgængere, som var erklæret pro-vestlige og dermed upopulære, både hos russerne og hos den russiskvenlige ukrainske befolkning i den østlige del af landet.

Janukovitj glemmer ikke VestenInteresserne blandt de rige ukrainere er formentlig også en garanti for, at Janukovitj, samtidig med at have et godt og afklaret forhold til Rusland, vil forsøge at knytte Ukraine tættere til EU. Det vil formentlig afspejle sig i en øget harmonisering af ukrainsk lovgivning med EU og ved forsøg på at forhandle sig frem til en visumaftale med EU. Et fremskridt på dette felt vil gøre det muligt for Janukovitj at bevise, at et godt forhold til Rusland ikke udelukker et godt forhold til EU. Det vil desuden med sikkerhed skaffe ham politisk anerkendelse i både Ukraine og Europa. I EU-sammenhæng vil en sådan anerkendelse bane vejen for nye samarbejdsformer mellem EU og tidligere postsovjetiske lande i det russiske interesseområde og formentlig til et bedre og mere afklaret forhold til Rusland. At indføre visumfrihed med EU har stor betydning for ukrainerne og vil skaffe Janukovitj stor popularitet, og det vil ganske automatisk mindske forskellene og spændingerne mellem den per definition russisk-orienterede østlige del af landet og den vestlig-orienterede vestlige del landet. Og på den indenrigspolitiske scene vil anerkendelsen af Janukovitjs politiske evner være en stabiliserende faktor for landet som helhed og sikre Janukovitj øget popularitet i det vestlige Ukraine. Ukrainerne er blevet trætte af deres politikeres evindelige slagsmål og manglende evne til at løse landets problemer og ønsker en politiker, som kan bibringe landet mere stabilitet.

De demokratiske spilleregler – og spændingerne på Krim-halvøenDer er dog risiko for, at Janukovitj med sin politiske linje og i sin iver efter at gennemføre reformer kommer til at tilsidesætte de demokratiske spilleregler og efter russisk forbillede udvikle en slags diktator-stabilitet i landet. Janukovitjs politiske modstandere, herunder tidligere premierminister Julia Thymoshenko, vil formentligt heller ikke stille sig tilfredse med deres oppositionsrolle og stiltiende acceptere Janukovitjs styre, og de vil gøre alt for at få Janukovitj væltet af tronen. Thymoshenko nyder opbakning i en stor del af befolkningen og vil uden tvivl stille sig i spidsen for protester og demonstrationer, som kan have en destabiliserende effekt på landet og udgøre en potentiel risiko for politisk ustabilitet i hele landet.

Aftalen om den russiske Sortehavsflådes tilstedeværelse på Krim frem til 2042 indebærer også en vis risiko for Ukraine; især for stabiliteten på den ukrainske halvø Krim, hvor flåden er udstationeret, og hvor den kan styrke pro-russiske separatistiske kræfter og øge spændingerne mellem den russisktalende befolkning på Krim og krim-tatarerne. Krim-tatarerne blev efter Anden Verdenskrig anklaget for at samarbejde med tyskerne og deporteret til Uzbekistan af Stalin i 1944. Efter Sovjetunionens opløsning i begyndelsen af halvfemserne er de vendt tilbage til Krim og udgør i dag omkring 13 % af befolkningen på halvøen. På grund af de historiske begivenheder har tatarerne et anspændt forhold til den russisktalende befolkning på Krim, som vil opfatte den russiske flåde som en form for støtte. Tatarerne vil omvendt opfatte russernes tilstedeværelse på Krim som en trussel og en potentiel risiko for en russisk invasion. Hovedparten af den russiske befolkning på Krim har både russisk og ukrainsk statsborgerskab, og det får forholdene på halvøen til at ligne situationen i de georgiske områder Sydossetien og Abkhasien. Desuden udgør aftalen en generel sikkerhedsmæssig risiko for landet, da den, i tilfælde af krigshandlinger, hvor den russiske Sortehavsflåde skulle blive involveret, sådan som det skete i krigen mod Georgien i 2008, giver fremmede lande en legitim mulighed for at angribe ukrainsk territorium. Den kommende tid vil vise verden Janukovitjs evner for balancegang mellem øst og vest. Ota Tiefenböck (f. 1957) er freelancejournalist med speciale i Balkan og Øst- og Centraleuropa. Han har tidligere skrevet til RÆSON og skriver desuden til Information og Kristeligt Dagblad.