2. å

rgan

g n

r. 15

- 1

2. m

aj 2

010 Venstre:

baglandet skrider“Det er i miniformat den situation, vi havde i begyndelsen af 1973, hvor der var en underliggende utilfredshed. Der var ingen, der med fornuft kunne forudse, at Glistrup ville kunne komme i Folketinget med 28 mandater, og vi er lidt i samme situation. Hvordan bliver denne her utilfredshed opsamlet?”

- Professor Poul Erik Mouritzen

RÆSON udkommer på tryk to gange årligt og udsender i den politiske højsæson dette gratis ugemagasin på nettet. Årsabonnement: 250 kr. RÆSON er uafhængigt (enhver artikel er kun udtryk for skribentens holdninger) og non-profit (alle indtægter investeres i magasinet); bladet blev startet i 2002 og har siden bragt flere end 500 artikler. Chefredaktion: Eske Vinther-Jensen (ansv.), Emma Knudsen (daglig redaktør), Nikolaj Vitting Hermann, Jonas Parello-Plesner og Clement Behrendt Kjersgaard (udgiver). Foto credits bl.a.: The Conservative Party, The White House/Pete Souza, SF, Venstre, Flickr Commons, Wiki Commons. EVERYBODY WINS

Storbritannien: Et valg uden vinder Verden på vej mod en ny krise? Interview med Stig Ørskov“Grækenland har brug for respekt – og hård kærlighed”Vinder Iran valget i Irak?Japan: Alliancer består – premierministre forgårØkonomiforhandlingerne: En ”fuldstændig konfliktfri sag”?Udviklingsbistand: Har Pind glemt mikro-finansieringen?

DERFORRåd om løn, vilkår og kontrakter

Vi kender dit arbejdsmarked bedre end nogen andre. Du behøver ikke vide alt om barselsregler eller aktie-optioner – det gør vi. Brug os før lønforhandlingen, og før du skriver under på kontrakten.

Juridisk hjælp, hvis du bliver fyretDu er ikke alene, hvis du bliver fyret eller løber ind i problemer på jobbet. Vi har erfaring med de problemer, du kan støde på, og vores advokater står 100 pct. bag dig.

Din sparringspartner til karrierenUanset om du læser, overvejer nyt job eller bliver fyret, giver sparring og individuel rådgivning fra vores karrierekonsulenter dig det bedst mulige grundlag for at træffe valg om fremtiden.

Danmarks stærkeste netværkVores medlemmer er Danmarks stærkeste netværk. Mød dem til debatmøder og kurser, få dig en mentor eller lær af andre djøfere i et fagligt netværk, skræddersyet til dig og dine udfordringer.

djoef.dk

DJØF er her for at sikre dig den bedste løn, de bedste ansættelsesvilkår og optimale muligheder for at komme videre med din karriere.

DJØF er en uafhængig faglig organisation.

Vi er over 70.000 medlemmer, som studerer

eller arbejder med ledelse, økonomi, jura,

marketing, salg, kommunikation, organisa-

tion eller administration i både det private

og det offentlige.

“Det er i miniformat den situation, som vi havde i begyndelsen af 1973, hvor der var en underliggende utilfredshed. Der var der ingen, der med fornuft kunne forudse, at Glistrup ville kunne komme i Folketinget med 28 mandater, og vi er lidt i samme situation. Hvordan bliver denne her utilfredshed opsamlet?” Sådan spørger professor Poul Erik Mouritzen fra SDU. Sammen med politisk redaktør på Fyens Stiftstidende, Troels Mylenberg vurderer han overfor RÆSON oprøret i Udkantsdanmark, hvor Venstre kæmper for at holde på medlemmerne, ikke mindst i Vestjylland. Mylenberg: “Man har overset, hvor meget kernen for et parti betyder: Venstres medlemstal er på 10 år dalet fra ca. 80.000 til ca. 50.000”.

Af Mads Godballe

DA

NM

AR

K 1

2. m

aj 2

010

Udkantsdanmark har på det seneste fået mediernes opmærksomhed, jf. Danmarks Radios serie "Danmark Knækker". Regeringspartiet Venstre kritiseres for at have mistet forbindelsen med partiets traditionelle bagland, mens de lokalt forankrede Fælleslister har fået vind i sejlene som Udkantsdanmarks stemme. “Fælleslisterne” er lokalt forankrede, uden ideologisk grundlag og oftest et resultat af en lokal konflikt. Den Vestjyske Fællesliste er således opstået i protest mod den nye sygehusstruktur i Midt- og Vestjylland.

Den Vestjyske Fællesliste er blevet landsdækkende. Hvad er det et udtryk for? Troels Mylenberg (TM): At der pludselig er kommet mediemæssig vind i sejlene for de synspunkter, som gør opmærksom på Udkantsdanmarks problemer. Mange mennesker har oplevet sig som værende glemt i den politiske debat. Poul Erik Mouritzen (PEM): Vi har nogle undersøgelser af folks tillid til politikerne på de her områder: meningsmålinger, der er lavet i begyndelsen af 2009, og allerede på det tidspunkt kan vi se en helt ekstrem utilfredshed med politikerne i regionen [Vestjylland, red.]. Groft sagt er tilliden halveret i de tre kommuner, hvor man har været mest aktiv omkring supersygehuset, nemlig Holstebro, Lemvig og

Struer. En utilfredshed med de folkevalgte, som vi ikke har set andre steder.

Venstres partiforening i ’Naur-Sir Nordvest’ nær Holstebro har offentligt udtalt, at de vil oprette en hjemmeside, der hedder: Passivt medlem af Venstre (www.passivmedlemafvenstre.dk), som et udtryk for deres vrede mod partitoppen. Hvordan vurderer modstanden i Venstres traditionelle bagland? PEM: Det er en manifestation af den underliggende utilfredshed. Den er så intensiveret på grund af det forløb, der var i efteråret, og er i ekstrem grad rettet mod Christiansborg og specielt Venstre. TM: Venstre har i mange år søgt politisk succes i byerne – underforstået, at Venstres kernebagland af landmænd og beboere i Udkantsdanmark var uden noget politisk alternativ, hvorfor man ikke behøvede at interessere sig for dem. Venstre gik efter at få stemmerne i byerne, hvor alle midtervælgerne var, men det er ikke lykkedes. Med undtagelse af en kort trumfperiode med borgmesterpost i Århus, så har man tabt Ålborg, Odense og København. Venstre har derfor ikke nogen base i byerne, og det gør derfor endnu mere ondt, når de traditionelle sikre baglandsområder rør på sig.

VESTJYLLAND VS. VENSTREOptakt til jordskred?

Venstre skulle for at fastholde magten finde nogle nye vælgergrupper, og det har man gjort i gennem en årrække. Men benene – hele fundamentet for Venstre – er nu spredt, så bukserne er sprækket. Da Anders Fogh for 1½ år siden trak Venstre i en mere grøn retning, var det bemærkelsesværdigt lidt modstand fra det traditionelle bonde-Venstre. Denne utilfredshed kommer med nogen forsinkelse, og mange spørger sig selv: ”hvor er vores gamle Venstre blevet af ?”

Adskiller Venstres problemer med baglandet sig fra de andre partiers? PEM: Over en meget lang årrække er Venstres bagland blevet relativt mindre og mindre i det Vestjyske. Relativt fordi Venstre har fået et nyt bagland blandt den yngre nyliberale generation i byerne. Fra midten af 1980erne, da Uffe Elleman Jensen som repræsentant for handelshøjskole-Venstre vinder kampen om at blive leder af Venstre, begynder partiet langsomt at blive et mere liberalistisk parti i økonomisk forstand, og de får nogle nye bastioner. Det så man specielt ved kommunalvalget i 1994, hvor Venstre havde en fantastisk fremgang i hele hovedstatsområdet. V har derfor grundlæggende det samme problem som S: den klasse, der bar partiet i gennem mange år, er blevet absolut mindre. Gruppen af kernevælgere er forsvundet for både Venstre og Socialdemokratiet og i nogen grad gået til DF. TM: De andres partiers bagland er ikke så geografisk betinget. Venstre har ikke passet og plejet partiets bagland, fordi der ikke var så mange, så det betød ikke så meget. Men man har overset, hvor meget kernen for et parti betyder: Medlemstallet er dalet fra ca. 80.000 til ca. 50.000 på 10 år. Regeringsperioden har altså haft en negativ effekt på baglandsreserven. Det er en enorm nedgang af medlemstallet, og det får selvfølgelig konsekvenser, fordi det dem, der skal bære partiet frem. Socialdemokratiet er derimod ved at gå stille og roligt frem. Det er ikke noget, der dominerer den offentlige debat, men det skal ikke undervurderes, at der er nogle mennesker, der betaler penge for at være med i et parti. Der er masser af mennesker, der går rundt og definerer sig i forhold til et parti, og det forpligter. Når 30.000 medlemmer så melder sig ud, er det et klart tegn.

Kan der ligge et problem i at formulere reel politik til Udkantsdanmark, fordi det simpelthen ikke er bæredygtigt? PEM: Set over en årrække siden 1950, da den første egnsudviklingslov bliver vedtaget, så er reformer i den offentlige sektor kørt inden for nogle snævre områder f.eks. politireformer, domstolsreformer, reform af sygehusstruktur. Store reformer, der alle sammen har været iværksat ud fra et rationale om økonomisk effektivisering. Men ingen af dem har formået at bevare den offentlige service i de gamle købstæder og Udkantsdanmark. Man prøver så med lappeløsninger – ved hjælp af

det man i mange år har kaldt egnsudviklingspolitik – at købe sig aflad hos en befolkningsgruppe. TM: Det, at sige, at det ikke er økonomisk bæredygtigt, det er et storby-argument. Nutidens generation af politikere er fra en tid, hvor det ikke har handlet om at vende hver femøre, men alene om hvor mange af dem man skulle bruge. Nu er denne udvikling vendt, og politisk succes kan ikke længere defineres ud fra, hvor meget man vil give, men hvor god man er til at prioritere – og derfor må det accepteres, at nogle bliver sure. Nu har Udkantsdanmark så fået nok. Spørgsmålet er om nogen tør tage noget fra de her kernegrupper i storbyerne, som dét ikke berører. Der er ingen tvivl om, at det også er kommunalreformen, der rammer Venstre. Lige meget hvor mange gange det hævdes, at der er kastet ekstra milliarder i den offentlige service, så er det ikke noget, nogen har oplevet. Samtidig er der også kommet et forventningspres på velfærdstaten – når noget bliver bedre, står man ikke og klapper af det, men siger: ”dDt manglede da også bare”. Regel nr. 1 i spindoktorens håndbog er: ‘hvad der ikke kan forklares kan ikke forsvares’. Den centralisering, som kommunalreformen var udtryk for, er den, der bliver betalt tilbage for nu, fordi ingen har kunnet se kvalitetsreformen som et kvalitetsløft af den offentlige service. Det her er vulkanudbruddet, der skyr en askesky af ringeagt udover Christiansborg-miljøet.

Hvem vil vinde Udkantsdanmark politiske opbakning? PEM: Det kan der kun gættes om. Det er i miniformat den situation, som vi havde i begyndelsen af 1973, hvor der var en underliggende utilfredshed efter VKR-regeringen. I begyndelsen af 1973 var der ingen, der med fornuft kunne forudse, at Glistrup ville kunne komme i Folketinget med 28 mandater, og vi er lidt i samme situation, hvordan bliver denne her utilfredshed opsamlet? Problemet for Fælleslisten er, at de mangler en stor kendt og samlende figur, hvor det lykkedes for Glistrup i løbet af kort tid at blive meget kendt med sine meget provokerende udtalelser. TM: Nu ved man jo ikke endnu, hvor høj grad det kan lykkedes Venstre at vinde dem tilbage – de er jo ikke tabt endnu. Der er to partier, der er de eneste, der er dygtige til at mobilisere i øjeblikket - det er SF og Dansk Folkeparti. Så hvis man skal svare entydigt på det, er det SF og DF, der kan fiske stemmerne op i det her oprørte hav. Troels Mylenberg er politisk redaktør ved Fyens Stiftstidende og selv bosat i Udkantsdanmark, nemlig Thurø. Han har tidligere arbejdet som politisk reporter og redaktør på bl.a. Berlingske Tidende, Weekendavisen, Dagen og Ekstra Bladet.

Poul Erik Mouritzen er professor i Statskundskab ved Syddansk Universitet, hvor han blandt andet forsker i velfærdstaten og forholdet mellem stat og kommuner.

Den konservative-liberale alliance sikrer ikke den politiske stabilitet.Af Kristian Bøg

Da briterne vågnede fredag morgen, hang mørke skyer over landet i mere end en forstand. Efter et nærmest kaotisk valg dagen før, 6.maj 2010 – hvor flere hundrede vælgere i Liverpool måtte gå forgæves, da valgstederne havde for få stemmesedler, og henmod 600 vælgere i Chester ikke kunne stemme, fordi listen over stemmeberettigede ikke var blevet opdateret – endte valget fredag morgen i et ’hung parliament’; en situation, hvor ingen af partierne kan fremvise et absolut flertal i parlamentet alene. David Cameron vandt flest stemmer og mandater, men ikke nok til at mønstre de 326 mandater, der kræves for et absolut flertal i parlamentet (reelt kræves 323, da det forventes at det nordirske parti Sinn Féin, som fik fem mandater, vil boycotte underhuset, som de plejer). Gordon Brown fik hevet nogle af de usikre stemmer hjem, men ikke nok til at undgå et af de værste nederlag i Labours historie. Nick Clegg så sin ’clegg-mania’ svinde bort, og på trods af en lille stigning i stemmer på 1% mistede De Liberale fem mandater og to af deres mest prominente politikere. Det var et valg uden vinder. Kutymen ved et ’hung parliament’ er normalt, at den siddende premierminister i en sådan situation har førsteretten til at prøve at danne en regering, men det blæste de to andre partier højt på. Fredag morgen trådte de tre store partiers ledere frem én efter én og fremlagde deres ønsker og forslag til regeringsdannelse: Nick Clegg var tidligst oppe, han slog hurtigt fast, at han ville samarbejde med det bedst egnede parti. Ikke længe efter fulgte Gordon Brown fra Downing Street 10, som han en stund endnu kunne beholde. Brown gav en sidste indrømmelse på sit dødsleje: "Vi vil give en folkeafstemning om en valgreform i handel for en koalition”, men gav plads til at De Liberale kunne snakke med De Konservative først. Endelig kl 15:30 rakte Cameron hånden frem og inviterede De Liberale med i en koalition med et vagt løfte om at igangsætte en undersøgelse af valgsystemet. Koalitionsregeringer er almindelige på det kontinentale Europa, hvor det oftere er reglen end undtagelsen, at en regering består af flere partier. For Storbritannien er det Terra incognita, en vandring over ukendt land – uden kort.

Hvad der afholdt De Liberale Demokrater fra en aftale med LabourGordon Brown havde en plan. Som han sagde på dørtrinnet til Downing Street 10 fredag formiddag, "De skal have lov til at tage sig al den tid de vil" til at finde en løsning. Hans gambling var at jo længere forhandlingerne mellem De Konservative og De Liberale varede, jo større var chancen for at bolden ville blive skudt over på hans bane. I Labours valgmanifest står der klart at de ønsker en folkeafstemning om at skifte til 'Alternative stemmer'-valgsystemet uden forbehold for at føre kampagne imod. Det er ikke det proportionale valgsystem, men et system, der på sigt vil give De Liberale flere mandater. Et bedre tilbud end De Konservatives. Men Browns plan slog fejl, Labours forhandlinger med De Liberale blev stoppet igår tirsdag og ikke længe efter gik Gordon Brown af som premierminister, og leder af Labour. Det var anden gang på 24 timer at Brown bedyrede sin afsked, mandag eftermiddag [10.maj, red] erklærede han også sin exit. En exit hæftet på at få en aftale med De Liberale i hus. For hvis der er noget Nick Clegg og Cameron nogensinde kan blive enige om noget, er det deres fælles foragt for Brown: Clegg gjorde det klart under valgkampen, at et samarbejde med Labour kun ville være muligt, hvis Brown gik af. Kandidaterne til partiformandsposten begyndte allerede igår at hyre folk til den forestående partivalgkamp. Favoritterne til posten er pt. udenrigsminister David Miliband og børn-, skole- og familieminister Ed Balls. Det kan undre at Clegg og De Liberale ikke indgik en koalition med Labour da De Liberale klart ville have følt sig bedre tilpas i en regnbuekoalition med Labour og mindre partier som SDLP og SNP. En Labour-Liberal alliance ville dog have været endnu mere ustabil end en Konservativ-Liberal-alliance, og en konsensus mellem de mange partier næsten umulig. Alliancen ville have været konstant truet af politisk afpresning fra det skotske højland eller fra presbyritanske prædikanter fra den anden side af det irske hav. Derudover ville det have været taktisk uklogt at sidde i regering med et parti, vælgerne har dømt ude. En folkeafstemning om en valgreform ville hurtigt have vendt sig til at blive en afstemning om, hvor upopulær man kan blive

EU

RO

PA 1

2. m

aj 2

010 UK

Et valg uden vinder

ved at tillade Labour at fortsætte som regeringsmagt. Det ville have været katastrofalt for De Liberale at tabe denne 'once-in-a-lifetime'-chance for reformer på gulvet.

Hvad siger de to baglande?Fra Cameron ville Clegg ikke lade sig spise af med et løfte om at "se på" mulighederne for en valg-reform. De Liberale er før blevet snydt med den form for retorik, da Blair lovede det samme. Det liberale bagland er stærkt skeptiske over for valg-systemet, og som en fremtrædende MP anonymt har udtalt: "Hvordan kan De Liberale få 23% af stemmerne og færre end en ud af ti af mandater-ne? Der er en tydelig følelse i vores parti af, at det her er en skandale. Systemet er tydeligt i stykker. Det er ikke længere et baggrundsproblem, men et centralt problem for den næste regerings legitimi-tet. Det her er ikke skuffelse. Jeg er virkelig sur." De Liberales bagland holdt en hård linje over for De Konservative, de ville have et klart ja for en valgreform. Et ja, Cameron nødtvunget gav mandag. Han er villig til at give en folkeafstemning om at skifte til 'Alternative Stemmer' (alternative vote) på den bekostning, at De Konservative får lov til at føre kampagne imod en ændring. Derudover har Cameron forsøgt at tilgodese De Liberale med øget indflydelse igennem ministerposter. David Camerons bagland, som i forvejen kun har holdt sig i ro for at give Cameron chancen for at bevise, han kunne vinde valget, vil ikke gå stille med dørene, hvis dette bliver en realitet. De Liberale og De Konservative er i forvejen lodret uenige på mange punkter. Fra immigrationspolitik, over EU til forsvarspolitikken. Men de kan også komme til enighed omkring skattereformer og en fælles modstand mod Labours forslag til id-kort med biometriske data og fingeraftryk med backup i et nationalt register. Alligevel skulle det vise sig sent igår tirsdag at De Konservative var villige til at gå på kompromis på mange punkter for at få en koalition i hus. Fremtrædende Liberale forhandlere kunne erklære at de næsten havde udskiftet De Konservatives manifest med deres eget. Kl. 20:45 britisk tid kunne Cameron foran Downing Street 10 erklære, at han og Nick Clegg ville danne en regering sammen. Men denne koalition med Cameron vil afstedkomme et ramaskrig fra de vælgere, der stemte på De Liberale for at holde Cameron ude af Downing Street. Camerons økonomiske kartoffelkur vil være så upopulær, at De Liberale risikerer at miste opbakning, fordi de er i regering med De Konservative. Tim Horton, der er forskningsleder for The Fabian Society har udledt, at De Liberale vil fremmedgøre mellem hver tredje og op til halvdelen af deres vælgere, hvis de er med i en Konservativ-Liberal koalition. Det ville betyde et tab på op til 15 mandater som vil gå til Labour istedet. Cameron har til gengæld nu forpliget sig til en valgreform. Et højst upopulært træk i hans baglands øjne, da mange er overbevist om at en valgreform kan betyde at De Konservative aldrig mere får chancen for at sidde i regering. Cameron

vil dog være nødt til at gennemføre det hvis han vil beholde De Liberales mandater.

Valg igen om 6 månederHistorisk har et hung parliament ikke ført til koalitionsregeringer - tværtimod har partiet med flest mandater oftest forsøgt at regere i en minoritetsregering, med støtte fra ideologisk ligesindede mindre partier til de enkelte lovforslag. Sidst der var et hung parliament i 1974 kunne Harold Wilson kun sidde i otte måneder, før situationen var for ustabil, og der blev udskrevet valg igen. Et valg, der gav en sølle majoritet på tre mandater og resulterede i en politisk ustabilitet, som varede helt frem til valget i 1983. Hvis Cameron var endt i en minoritetsregering, vil han ikke have haft nok mandater til de store armbevægelser og Labour og De Liberale havde gjort deres for at nedlægge veto mod forslag, de er uenige i. Cameron skal nu som sin første opgave overbevise finanssektoren om, at han har en plan for at bremse recessionen. Han har nu sikret sig det flertal i parlamentet han skal bruge for at kunne gennemføre sin økonomiske redningsplan. Med en græsk tragedie under opsejling ville det have været katastrofalt for en regering ikke at have et stærkt mandat for at lede Storbritannien ud af krisen. Cameron skal dog ikke tro at han sikret stabilitet i parlamentet. Hvis man skal tro De Liberale forhandlere har De Konservative givet afkald på en stor del af deres politik til fordel for et stærkt mandat. Det kan lede til et internt oprør mod Cameron som i forvejen kun har holdt ro i geledderne med et løfte om en valgsejr. Den nuværende situation vil næppe tælle som en sejr for De Konservatives bagland. Derudover vil der opstå gnidninger mellem de to partier på områder, hvor de er ideologisk uenige. Der er derfor en stor sandsynlighed for at Cameron kommer i så store vanskeligheder at han vil være tvunget til at udskrive valg efter 6-12 måneder. Et nyt valg vil koste partierne millioner i omkostninger. De Konservative har forudset den risiko og allerede i april begyndte de at kontakte donorer om støtte til endnu en valgkamp. Labour ville tilgengæld være afhængig af fagforeningerne til at føre valgkamp. Det siges, at Labour i forvejen skylder £11.5 millioner til deres støtter. Alligevel vil et nyt valg komme Labour til gode, da Cameron vil tage skraldet for alt, der går dårligt i mellemperioden. Det giver også De Konservative og Labour muligheden for at beskylde De Liberale for at være ude af stand til at tage politisk ansvar og give dem skylden for kaoset. I sidste ende sidder Nick Clegg med aben. Uanset hvem han besluttede at støtte, ville han risikere a ttabe. Den tidligere leder af De Liberale, Paddy Ashdown, har engang sagt, at et hung parliamentet ikke var en drøm for De Liberale som kongemager, men et mareridt. Nick Clegg vil næppe være uenig.

Kristian Bøg (f. 1985) studerer engelsk ved Københavns universitet og har tidligere skrevet artikler om England til RÆSON.

På RÆSONs årsdag i november diskuterede chefredaktør Leif Beck Fallesen (Børsen) og chefredaktør Stig Ørskov (Politiken) risikoen for, at finanskrisen ville vende tilbage – det såkaldte 'double dip' – og vurderede samstemmende, at aktiekursernes betragtelige stigning igennem 2009 ikke havde basis i virkeligheden. RÆSON har nu igen spurgt Stig Ørskov.Af RÆSONs redaktion

VE

RD

EN

12.

maj

201

0

 1. Situationen i Grækenland har i løbet af ugen bidraget til voldsom uro på både de europæiske børser og på Wall Street. Viser dette, at jeres vurdering var korrekt – aktiemarkedet SKAL falde for at nå et 'rimeligt' niveau? Hvor langt skal det ned?De voldsomme reaktioner på aktiemarkedet viser, at den massive kursstigning er kommet alt for hurtigt. I forhold til marts 2009, hvor aktiemarkederne var hårdest ramt af finanskrisen, er det toneangivende globale aktieindeks S&P 500 steget med 80 procent. Den stigning er alt for voldsom, når man tager den massive usikkerhed om den realøkonomiske udvikling i betragtning. Som vi har set de seneste uger, er der stadig masser af skeletter i finanssektorens skabe – herunder en stor eksponering over for gældsplagede stater. Derfor er det også alt for tidligt at afblæse krisen. Og selv om de gældsplagede europæiske lande – herunder Grækenland – nu er sikret finansiering, er der stadigvæk en stor risiko for, at de ikke kan tilbagebetale deres gæld eller få gang i den økonomiske vækst. Dertil kommer, at der stadig er store mængder af dårlige erhvervslån i verdens banker. Med andre ord: Opsvinget er i gang, men det er et skrøbeligt et af slagsen, og derfor kan de massive aktiekursstigninger heller ikke forsvares. Vi ved simpelthen ikke, om opsvinget er tilstrækkeligt holdbart til at retfærdiggøre de vækstforventninger, der er indbygget i det nuværende kursniveau. Den såkaldte price/earning rate, der afspejler aktiernes pris i forhold til virksomhedernes indtjening, er i øjeblikket over 20. Skal man tro den amerikanske professor Robert Shiller, som forudsagde dotcom-krakket, og som var en af de første til at advare om den

amerikanske boligboble, er en price/earning rate på over 20 ensbetydende med, at der en boble på aktiemarkedet. Så ja, aktiekurserne befinder sig med stor sandsynlighed på et uholdbart niveau. Og kursstigningerne i kølvandet på EU’s store lånepakke har ikke gjort de nuværende niveauer mere holdbare.

2. I USA diskuterer man om en decideret tastefejl bidrog til ugens meget voldsomme kursfald. Hvor meget er nervøsitet? Hvor meget er reel 'eksponering' over for Grækenland? Og hvor meget er frygt for, at I har ret – boblen skal briste?Den voldsomme reaktion på aktiemarkedet blev udløst af usikkerheden om, hvorvidt Grækenland og andre gældsplagede lande kunne tilbagebetale deres gæld. Men set i lyset af hvor lille græsk økonomi er, har der været tale om en overreaktion. Og en overreaktion, som helt klart afspejler, at mange investorer – med god grund – er nervøse for, at de nuværende kursniveauer for aktierne er uholdbare. Vi kommer til at opleve et yderst nervøst aktiemarked i lang tid fremover. Der kan sagtens gå et par år, før vi ved, om det igangværende økonomiske opsving er selvbærende.

3. Er EU's nye fond til nødstedte økonomier (vedtaget søndag d.9/5) udtryk for en 'varig' løsning, eller svarer det, med Morten Messerschmidts (MEP) udtryk, til at 'tørre op under en dryppende vandhane'?EU’s og IMF’s lånepakke sikrer i første omgang, at Grækenland, Spanien, Irland og Portugal kan få finansieret deres lånebehov. Lånepakken giver finansiel ro og er med til at holde renterne i ave. Dermed får de gældsplagede økonomier et

KRISEN IRÆSON spørger: Hvad er risikoen for en ny krise?

tiltrængt pusterum, som gør det muligt for dem at tilpasse de offentlige finanser og vise over for finansmarkedet, at der er styr på sagerne. Men der venter en svær opgave. Det er for eksempel meget svært at se, hvordan man skal få den græske økonomi på fode igen. Især i en situation, hvor man er tvunget til at gennemføre store offentlige besparelser og dermed trække vækst ud af økonomien. Det eneste rigtige virksomme middel, når man skal have afviklet sin gæld, er at få gang i væksten. Det viser al erfaring. Grækenland bliver nødt til at gøre det modsatte for at leve op til aftalerne med EU og IMF, og samtidig har Grækenland jo ikke muligheden for at devaluere sin valuta. Det er ellers et af de mest virksomme redskaber, når en nødstedt økonomi skal hjælpes i gang igen.   4. I RÆSON vurderede professor Christen Sørensen i onsdags (5/5 2010), at euroen (kun) kan overleve ved, at den økonomisk-monetære union for alvor bliver 'økonomisk' - dvs. ved at medlemslandene i højere grad koordinerer deres økonomiske politik; Connie Hedegaard har argumenteret for den samme logik (9/5). Har de ret?Det er i hvert fald svært at forestille sig, at eurolandene ikke gennemfører en opstramning af vækst- og stabilitetspagten. Og det er svært at forestille sig, at Tyskland ikke kræver en betydelig større finanspolitisk disciplin, når man skal stille op med så store garantier, som tilfældet er. Omvendt er det også svært at forestille sig, at store lande som Frankrig, Spanien, Italien og Tyskland vil afgive deres finanspolitiske uafhængighed. Og det er i den sammenhæng værd at huske, at Tyskland tidligere har set stort og flot på vækst- og stabilitetspagten.

5. Professor Finn Østrup (CBS) kritiserer EU's statsledere for at have udvist ringe politisk håndværk, fordi de ikke havde forberedt håndteringen af Grækenland-krisen mere omhyggeligt (DR2 Deadline 8/5 2010). Har han ret?Det er rigtigt, at EU kom lidt sent ud af starthullerne, hvilket bidrog til at forværre uroen. Til gengæld må man tage hatten for den reaktion, der nu er kommet. Det viser et handlekraftigt og effektiv EU, som absolut ikke har dæmpet sine ambitioner om at skabe en stærk økonomisk og monetær union.

6. Mange iagttagere har understreget, at den økonomiske fremgang over det sidste år i høj grad skyldtes massive statslige hjælpepakker. Kan den allerseneste tids positive meldinger - bl.a. de amerikanske jobtal - ikke tages til indtægt for, at forbedringen nu er reel?De seneste amerikanske jobtal peger helt klart i retning af, at opsvinget er ved at blive selvbærende. Men både OECD og IMF har flere gange advaret om at skrue ned for den offentlige stimulering af økonomien for tidligt. Som vi har set den seneste tid, er opsvinget stadig skrøbeligt, og tilbageslag er næsten uundgåeligt. I den situation vil det være uansvarligt at skrue ned for den aktive finanspolitik for tidligt, som f.eks. den danske regering har gjort. Omvendt giver finansmarkedernes fokus på svage statsfinanser begrænsninger i forhold til, hvor meget de enkelte stater kan gøre uden at påkalde sig negativ opmærksomhed. Det er en svær balance, og derfor er det også for tidligt at påstå, at opsvinget kan bære sig selv. Læs interviewet med chefredaktør Leif Beck Fallesen (Børsen) og chefredaktør Stig Ørskov (Politiken) fra november, om risikoen for, at finanskrisen ville vende tilbage: www.raeson.dk

Jeg er ikke den store fan af Euroen. Men hverken Danmark eller nogle af de øvrige EU-lande kan holde til, at euroen kollapser. Enten rejser vi os sammen, eller vi går til bunds sammen. Øget gensidig kontrol skal forhindre skjulte underskud. Men finanslovene skal fortsat være landenes egne anliggender: Hvordan skal et land som Danmark ellers kunne forsvare og forklare sin meget store og omkostningstunge velfærdsstat uden at blive mødt af krav om besparelser?Af Emilie Turunen (MEP, SF)

Sympatien med Grækenlands håbløse økonomiske situation kan hos de fleste europæere ligge på et lille sted i disse dage. Stats- og regeringscheferne mødtes i weekenden til hastemøde om euroens krise med det sigte at få stabiliseret valutaen og få ro på spekulationen. Og i sidste time – med en kugle for panden fristes man til at sige – blev de enige om opsætningen af en lånepakke til en værdi af 720 milliarder euro, svarende til 5.360 milliarder kroner. Aktiemarkederne reagerede positivt næste morgen. Men ud over den akutte krise er stats- og regeringscheferne nødt til at forholde sig til valutasamarbejdets fremtid og morgendagens institutionelle set up.

Jeg er hverken uddannet økonom eller den store fan af euroen. Til gengæld er jeg dybt bekymret over det uvejr, som eurosamarbejdet er inde i for øjeblikket. Både set med europæiske og med danske briller. Europas økonomier står over for store udfordringer i disse år under en finansiel, økonomisk og social krise – og det bliver mere og mere tydeligt, at nogle lande har trukket så længe på kassekreditten, at det ikke alene truer det enkelte land, men også udgør et alvorligt problem for den fælles valuta. Det gælder ikke kun Grækenland, som er centrum for opmærksomheden nu, men også en række andre lande, som fx Portugal og Spanien. Samtidig har vi ladet et valutasamarbejde udvikle sig side om side med en finanskrise. En finanskrise, der for alvor har afsløret de manglende initiativer for at sikre euroen mod spekulation og sårbarhed. Selvom Danmark ikke er fuldbyrdet med i euro-samarbejdet – og nok ikke bliver det foreløbig – så

er dansk økonomi bundet op på euroen i så stor en grad, at det også rammer Danmark, når Grækenland og eurozonen har økonomiske problemer. Det letteste og umiddelbart mest logiske ville være at sige til de lande, som har opført sig uansvarligt, at de selv må rage kastanjerne ud af ilden, og at der ikke er hjælp at hente fra andre lande, uagtet at de måtte gå bankerot. Sådan har logikken tilsyneladende været hos Fru Merkel, der har nølet og tøvet på grund af indenrigspolitiske hensyn. Og, nå ja – måske også det faktum, at størstedelen af den tyske befolkning ikke mener, det er deres ansvar at redde grækerne. I et Europa, hvor vi både økonomisk og politisk i dag er tæt forbundet, er en sådan slutning imidlertid en falliterklæring. Det er ikke nogen hemmelighed, at SF ikke støtter dansk tilslutning til euro-samarbejdet, men uanset om man bakker op om euroen eller ej, så er det i dag den centrale økonomiske rygrad i Europa. Hverken Danmark eller nogle af de øvrige EU-lande kan holde til, at euroen falder sammen, og derfor har vi alle et stærkt incitament til at bakke op om det europæiske fællesskab. Enten rejser vi os sammen, eller vi går til bunds sammen. Det europæiske samarbejde må og skal hvile på en fælles solidaritet alle landene imellem. Ikke kun for de svage økonomiers skyld, men i høj grad for at sende et klart signal til spekulanterne om, at de godt kan droppe enhver tanke om at spekulere mod den fælles valuta og gøre os alle fattigere, fordi nogle få lande kommer i vanskeligheder. Vi må sikre nogle nye instrumenter, der bringer Europas økonomier sammen, og som garanterer, at

BR

EV

E F

RA

BR

UX

ELL

ES

12.

maj

201

0 KRISEN IIFem lektier af Grækenlands krise

det vil koste spekulanterne dyrt, hvis de forsøger at spille os ud mod hinanden. Det er nødvendigt at have fem forhold in mente i den videre debat om eurozonens økonomi:

For det første er den stadige nølen og tøven fra stats- og regeringscheferne stærkt kritisabel. Vi kunne for flere måneder siden se, at den var gal i Grækenland. Den græske statsminister, George Papandreou, bad allerede i marts om at få ”a loaded gun on the table” i form af et færdigforhandlet lån, der kunne få markederne til at reagere positivt, og som kunne udløses med det samme om nødvendigt. Den tyske kansler, Angela Merkel, har som dronning af Europas økonomi været mere end almindeligt tilbageholdende. Hun er fornuftig nok til at vide, at eurolandene er nødt til at træde til og hjælpe Grækenland – og at Tyskland skal trække en stor del af læsset. Men omvendt er hun så hårdt presset af indenrigspolitiske hensyn, herunder delstatsvalg, den tyske befolknings modstand og de øvrige partiers mere eller mindre ultimative krav, at hun har forhalet en beslutning i eurogruppen. En uskøn proces, der har udviklet sig til en selvstændig trussel for euroen i form af øget spekulation og manglende tillid – og som i værste fald kan føre til endnu en krisebølge i den europæiske økonomi. Først i weekenden d.8.-9.maj trådte EU’s stats- og regeringsledere i karakter. Det var i sidste time, at der kom penge og handling på bordet.

For det andet må Grækenland forandre sig. Der er ingen tvivl om, at Grækenland har store strukturelle og korruptionsmæssige problemer. Grækenland må og skal reformere sig hen imod en stabil og bæredygtig økonomi. George Papandreou har gentagne gange vist, at han er klar til at levere sin del af aftalen med skrappe reformer af økonomi, arbejdsmarked og velfærd. Det er værd at huske på, at hans valgsejr for kun et halvt år siden inkluderede den tvivlsomme ære at overtage det økonomiske rod fra den tidligere borgerlige regering. Men han leder ikke efter en syndebuk – i stedet er han gået i gang med arbejdet. Det bliver en hård omgang. Men spørgsmålet er, hvor hårdt og socialt uretfærdigt det behøver være? Det er EU og IMF med til at afgøre gennem deres lånebetingelser. For strenge krav fra EU og IMF kan ende med at spænde ben for målet om en sundere økonomi pga. social uro, social elendighed, manglende mobilitet og forhøjede sociale udgifter. En IMF-hestekur har sjældent løftet et land i økonomiske problemer videre. Hvis lånet tænkes som en straf, er der måske mening i galskaben – ”så kan de lære det”. Men hvis lånet er tænkt som en start på en bedre økonomisk styring, er jeg ikke sikker på, at IMF’s dogmer er vejen frem.

Papandreou skal have ro til, sammen med fagforeningerne, arbejdsgiverorganisationerne og sociale ngo’er, at formulere vejen frem for Grækenland – det er kun dem, der kan bære reformprocessen succesfuldt igennem, og kun dem, der kan bane vejen for forandring. Mark Mazower, britisk historiker og professor ved Columbia University, beskrev det ganske præcist i Financial Times: Det, som Grækenland har brug for er ”respect and tough love”. Vi har set, hvordan løftet om medlemskab af EU har sikret demokratiets gennembrud i først Sydeuropa og sidenhen det kommunistiske Øst. Hvis den politiske autonomi i disse lande ikke skal undermineres af euroens og IMF’s begrænsninger, hvis ikke vi alle skal trækkes ned i faldet, og hvis ikke griske spekulanter skal kunne tjene styrtende summer – ja, så må en mere solidarisk tilgang til at forsvare den fælles valuta findes frem. For det tredje er der behov for at sikre en skrappere kontrol med landenes overholdelse af de fælles regler (konvergenskravene). Det skal ikke igen være muligt for at land at lyve eller skjule sig uden om et underskud, sådan som vi har set det med Grækenland. Efter min mening må EU lave al den kontrol, de vil – også af Danmarks husholdning. Men jeg vil på det kraftigste modsætte mig, at landene skal lave aktiv indblanding i hinandens finanslove, sådan som det har været på tale fra tysk side. Det er stærkt bekymrende, hvis man arbejder i en retning, hvor der skal en godkendelse af de nationale finanslove til fra de øvrige lande. Det betyder jo, at man ikke længere kun kan udfordre store underskud på de enkeltes landes budgetter (som der skal holdes øje med i et valuta-samarbejde), men også, at man kan stille spørgsmålstegn ved fordelingen mellem de enkelte poster. Hvordan i alverden skal et land som Danmark kunne forsvare og forklare sin meget store og omkostningstunge velfærdsstat uden at blive mødt af krav om besparelser? Hvordan skal vi kunne opretholde råderum og disponeringer, der har et længere sigte? Med de økonomiske dogmer, der hersker i EU for tiden, kan det blive et ubehageligt bekendtskab at harmonisere finanslove. Nej tak herfra!

For det fjerde bør EU-landene i forlængelse af den netop fastlagte lånepakke skabe et nyt instrument, der kan sikre os mod lignende situationer i fremtiden – nemlig en Europæisk Valutafond. Valutafonden skal fungere som Europas selvstændige fælles instrument til at komme lande i alvorlig krise til hjælp og fungere som værn mod spekulation. Fonden kunne fx finansieres således, at hvert enkelt euro-land lægger en del af sine valutareserver i og derved også

har ret til at trække på den i de tilfælde, hvor det er nødvendigt. Det afgørende er dog, at der bliver tale om lån kombineret med betingelser, der sikrer, at landene på sigt kan betale lånene tilbage, men som ikke underminerer deres økonomiske genopretning. Der skal også være klare forhåndsgivne sanktioner i tilfælde, hvor et euroland, som har modtaget lån, ikke overholder betingelserne. Dette kunne være fastholdelse af penge, landet skulle have haft i strukturfondsmidler. På den måde vil landene næppe se en Europæisk Valutafond som en åben invitation til at køre på frihjul på andre eurolandes bekostning. Valutafonden ville være noget, ethvert land ønsker at undgå, men som trods alt kan være den sidste redningsplanke.

For det femte bør alle progressive kræfter samles om kravet om skat på finansielle transaktioner. Hvor skal pengene komme fra, spørger mange (tyskere) i disse dage. Hvordan skal vi komme ud af krisen og finansiere velfærd og social sikkerhed med de store gældsposter? Lige nu prædikes der grønthøster-nedskæringer i hele Europa. En start kunne være at lægge skat på de finansielle transaktioner og derved indkassere milliarder af kroner til de europæiske statskasser. Man kunne endda lægge dele af disse midler i en Europæisk Valutafond.

En oplagt finansieringskilde, som ingen stats- og regeringsledere tør at tage rigtig fat på. Det handler ikke om at straffe bankerne efter at milliardbeløb er blevet overført fra statskasserne til bankerne. Nej, det handler om et fair samfund, hvor alle (også bankerne!) bidrager til at fordele væksten, og hvor ingen får lov at køre frihjul på fællesskabets bekostning. Hvad stopper os fra at gå i gang?

Situationen er kompleks. Ja, Grækenland har ført en uansvarlig økonomisk politik. Ja, Merkel har nølet og tøvet. Og ja, det bliver ikke en dans på roser. Alligevel skal vi da for søren gøre dét, som er både politisk og økonomisk klogest: At arbejde med Europas økonomier ud fra et solidarisk og respektfuldt udgangspunkt og at bringe de nødvendige reformer, nye tiltag og kontrolmekanismer i spil på en socialt retfærdig måde. Men lad os ikke forvilde os til at harmonisere vores finanslove. Dét kan kun blive en (græsk) tragedie.

Fra Bruxelles skriver i UGENS RÆSON: Dan Jørgensen, Anne E. Jensen, Morten Messerschmidt, Emilie Turunen og Bendt Bendtsen

Meget står på spil for Irak og for Mellemøsten ved regeringsdannelsen i Bagdad. Regeringsdannelsen vil hverken være styret af demokratiske principper eller befolkningens røst; hvad der var et forholdsvist legitimt valg til det irakiske parlament 7. marts risikerer nu at få et illegitimt efterspil. Ayad Allawi – vinderen af valget – står nemlig svagt i forhandlingerne om en ny regering, og overfor en stærk shiitisk alliance, der nyder Irans støtte. USA’s diplomatiske engagement er derfor stigende, men det kan være for sent: Iran ser ud til at løbe med sejren i Irak. Tør Obama gøre det, der skal til for at konsolidere Iraks demokrati, og de sidste 3 års fremskridt?Af Christian Bayer Tygesen

VE

RD

EN

12.

maj

201

0

Ganske vist er det endnu alt for tidligt at spekulere i den præcise sammensætning af Iraks kommende regering, men siden valget har udviklingen tegnet et klart overordnet mønster: Premierminister Nouri al-Malikis State of Law-koalition (SoL) og den shiitisk-islamistiske ”Iraqi National Alliance” (INA) har sat sig tungt på forhandlingerne. En ekskluderende, illegitim og shiitisk-domineret koalitionsregering kan være i støbeskeen. Dét udfald kan få store konsekvenser for udviklingen i Irak og regionen. I Irak vil det kunne genskabe den sunnitiske afmagt og sekteriske polarisering, der i 2006 bidrog til at eskalere volden. Regionalt ville Iran høste en stor strategisk sejr. Magtforskydningen fra sunnitisk til stigende shiitisk dominans ville blive øget i både Irak og i Mellemøsten generelt. Endelig vil et pro-iransk Irak [Iran er shiamuslimsk, red.] trække Mellemøstens shiitisk-sunnitiske skel endnu skarpere op i en tid, hvor Irans stræben efter atomvåben risikerer at starte et regionalt våbenkapløb. Meget står derfor på spil ved Iraks regeringsdannelse. Magtkampen raser i Bagdad – både mellem nationale og regionale aktører.

Vinderen står svagt Siden parlamentsvalget den 7. marts har Ayad Allawi set sine bestræbelser på at danne regering blive forpurret af politiske manøvre og udemokratiske kneb. Først blev hans førsteret til at danne regering ophævet; siden har den suspekte ”Accountabiliy and Justice”-kommission

sået tvivl om Allawis sejrsmargin ved at drøfte nye diskvalificeringer af hans partifæller. Senest har Maliki sikret en genoptælling af Bagdad-provinsens 2,4 millioner stemmer til trods for, at Iraks valgkommission og internationale observatører havde erklæret valget for legitimt. Selvom genoptællingen udføres i den internationale zone og blandt andet overværes af lokale diplomater, åbner den op for manipulation af valgresultatet i en grad, der kan ændre udfaldet i Malikis favør. Malikis SoL tabte oprindeligt snævert med 89 mandater mod Allawi og Iraqiyya-koalitionens 91 mandater. De mange forhalinger forskyder Bagdads politiske kalender. Iraks højesteret kan først godkende det endelige valgresultat, når samtlige klager er behandlet. Genoptællingen ventes tidligst færdig i løbet af næste uge. I bedste fald vil valgresultatet således ligge klart slutningen af maj. Herefter indledes regeringsforhandlingerne for alvor. Vanskelige kompromisser om premierminister- og præsidentposten, fordelingen af Iraks olieressourcer og graden af kurdisk autonomi vil komplicere og forsinke drøftelserne. Selv hvis valgresultatet certificeres i maj, skal Iraks kaotiske politiske proces skride overraskende hurtigt fremad, hvis en regering skal stå klar, før Ramadanen indtræffer den 11. august. I det lys anslår flere irakiske politikere allerede nu, at en ny regering tidligst træder i kraft til efteråret. Den tidslinje skaber dybe panderynker i Allawis lejr. Desto mere regeringsdannelsen forhales, desto højere sandsynlighed for, at Maliki

IRAKVinder Iran valget i Irak?

formår at udnytte sin magtposition til at udmanøvrere Allawi og sikre en forlængelse af sit eget mandat. Dertil kommer, at tidslinjen falder sammen med USA’s planlagte troppereduktion frem mod september. Til den tid ventes USA at have nedtrappet troppeniveauet til 50.000. I en irakisk indenrigspolitisk kontekst præget af stor usikkerhed vil USA’s troppereduktioner gøre det endnu vanskeligere for Allawi at mønstre et sekulært og tværsekterisk regeringsalternativ til det Maliki-dominerede politiske status quo. Mulige koalitionspartnere vil nemlig føle sig nødsaget til at støtte status quo i dag for at gardere sig mod at blive marginaliseret i fremtiden, når USA’s tropper trækkes helt ud. Den nyligt annoncerede alliance mellem INA og SoL svækker Allawis chancer yderligere. Med alliancen er INA og SoL tilsammen blot seks mandater fra at opnå flertal i det nye parlament. Holder alliancen, vil den være næsten umulig at omgå i regeringsforhandlingerne. Af frygt for at blive isoleret er det sandsynligt, at den største kurdiske koalition, med dens 40 mandater, også vil søge at tilslutte sig INA-SoL-alliancen. Det ville skabe en storkoalition med et markant flertal og dermed en klar risiko for, at Iraks sunnitter reelt igen ekskluderes fra den politiske magt. Irakisk politik er dog uforudsigelig og afgøres oftest først i 11. time. Meget kan afspore INA’s og SoL’s planer. INA og SoL har i over otte måneder – altså også længe før valget – været dybt uenige om hvem, der skulle have premierministerposten. Den nationalistiske Sadr-blok i INA, som alene tegner sig for 39 ud af INA’s 68 mandater, har et meget anspændt forhold til Maliki. Derfor har Sadr-loyalister peget på tidligere premierminister Ibrahim al-Jaafari. Alt tyder imidlertid på, at Maliki fastholder sit krav om premierministerposten. Da premierministerposten langtfra er den eneste anstødssten mellem parterne, har INA og SoL aftalt, at indbyrdes tvister skal afgøres af Storayatollah Ali al-Sistani og det øvrige shiitiske religiøse lederskab i Irak, den såkaldte Marjaiyah. Men Sistani vægrer sig kraftigt mod en politisk aktiv rolle og har i offentlige udtalelser appelleret til at Iraks næste regering bør dannes på tværs af sekteriske og etniske skel og dermed bane vejen for ægte national forsoning – næppe et succeskriterium, som SoL-INA-alliancen opfylder. Regeringsdannelsen i Irak har som nævnt implikationer for hele regionen. Bagved det irakiske persongalleri i magtkampen i Bagdad står derfor indflydelsesrige eksterne aktører – herunder især Saudi-Arabien, Iran og USA.

Saudi-Arabiens genetablerede engagement i IrakMed saudiske øjne er INA-SoL-alliancen stærkt bekymrende, da den kan skabe det politiske fundament, der på længere sigt forsegler Iraks skæbne som en iransk vasalstat. Bag kulisserne arbejder Saudi-Arabien derfor intenst på at styrke Allawis forhandlingsposition. Det saudiske engagement vidner om, at Riyadh har lært lektien fra 2005. Ligesom Iraks sunni-arabiske befolkning så Riyadh dengang med stor skepsis på Iraks politiske udvikling og vendte derfor ryggen til valget i 2005. Som en konsekvens blev Saudi-Arabien, ligesom Iraks sunni-arabiske befolkning, hensat til tilskuerpladserne i irakisk politik. Og Saudi-Arabiens indflydelse i Irak blev yderligere stækket af et yderst anstrengt forhold mellem Kong Abdullah og premierminister Maliki. Trods omfattende amerikanske bestræbelser på at fremme tættere irakisk-saudiske bånd indså frustrerede amerikanske diplomater efterhånden, at et tøbrud i det frosne bilaterale forhold var udelukket, så længe både Maliki og Abdullah sad ved magten. Men idag har Riyadh lagt taktikken om. Saudiske midler har fyldt adskillige sunnitiske og kurdiske politikeres lommer. Senest har Kong Abdullah inviteret valgets hovedaktører (bortset fra Maliki) til konsultationer i Riyadh. De saudiske bestræbelser er imidlertid hæmmet af to forhold: For det første har Saudi-Arabien et smalt fodfæste i Irak. Selvom Saudi-Arabien og Irak, som stolte arabiske lande, deler en etnisk affinitet, udgør Iraks sunni-arabere blot 15% af befolkningen. I kontrast udgør Iraks shiitisk-arabere hele 60%. For det andet blev en stor andel af Riyadhs netværk i Irak opbrudt af de kaotiske år fra 2003 til 2007. Derfor har Saudi-Arabien måttet etablere nye bånd til Iraks sunnitiske elite, som i dag er langt fra magten i Bagdad.Irans to ansigter i IrakForholdet mellem Iran og Irak tegner et kontrastfyldt billede: et arabisk-persisk modsætningsforhold på den ene side, et shiitisk-domineret fællesskab på den anden. Iran møder derfor Irak med to ansigter. Det første er konstruktivt. Iran-Irak-forholdet er spundet ind i et væv af tætte kulturelle, historiske og religiøse bånd og fæstnet til en række vigtige shiitiske moskeer i Najaf, Karbala og Qom. Deres samhandel steg fra $1,5 milliarder i 2006 til over $4 milliarder i 2009. Også i

Washington anerkendes det derfor, at Iran udgør en naturlig og vigtig drivkraft bag Iraks udvikling. Det andet ansigt er destruktivt. Iran fremmer også sine interesser via destabiliserende aktiviteter i Irak, såsom omfattende støtte til shiitiske militante, unilaterale interventioner samt infiltrering af Iraks centraladministration. Landenes militære samarbejde er minimalt og præget af dyb mistro. Mistroen er velbegrundet: i december 2009 fordelte Irans militære ledelse en intern liste med 600 irakiske officerer, der ønskedes dræbt for deres anpart i Iran-Irak-krigen. Irans to ansigter gør landet til den klart mest indflydelsesrige eksterne aktør i irakisk politik. Forud for parlamentsvalget kanaliserede Iran, ifølge amerikanske efterretninger, ca. $17 millioner om måneden til INA. Også SoL vurderes at have modtaget massiv støtte fra Iran, som fra 1982 til 1990 var et sikkert eksil for Maliki. Storkoalitionen mellem INA og SoL ligger således helt i forlængelse af Irans engagement i Irak: I alliancen har Iran en magtfuld platform til at styrke sin indflydelse i Irak. Set med iranske øjne vil ny shiitisk-kurdisk koalitionsregering, hvor Iraks sunnitter ekskluderes, være ideel. Den ville cementere den shiitiske dominans i Irak og reelt kaste Irak i armene på Iran, da et shiitisk-islamisk Irak ville få svært ved at fortsætte sin integration i den sunnitisk dominerede arabiske verden.

Hvad gør USA?Obama-administrationen er kommet under beskydning fra iagttagere som Henry Kissinger, Kenneth Pollack og Fred Kagan for at underprioritere Irak – en kritik, jeg grundlæggende deler [jfr. RÆSON ugemagasin, nr. 10, 2010, red.]. Kritikken hviler bl.a. på en frygt for, at USA ser for passivt til, mens en illegitim og ekskluderende shiitisk domineret regering etableres i Bagdad, og Iraks udvikling undermineres. Af den grund efterspørges et intensiveret engagement fra Obama-administrationen top, mens enkelte går videre og foreslår, at tidslinjen for USA’s tilbagetrækning genovervejes. Præsident Obama står i et dilemma. På den ene side har han forsikret en krigstræt amerikansk befolkning om at USA’s militære tilstedeværelse reduceres til 50.000 inden september i år. Med

midtvejsvalget 2. november er Obama under stort pres fra sit Demokratiske bagland for at bevare tilbagetrækningsplanen intakt. Og bedømt alene ud fra fremgangen i Iraks sikkerhed er tilbagetrækningen nok også forsvarlig. Trods sporadiske terrorangreb mod civile mål er terrorbevægelserne presset solidt i defensiven. Den 18. april blev Abu Ayyub al-Masri og Abu Omar al-Baghdadi, lederne af henholdsvis den militære og politiske fløj i “al-Qaeda i Irak”, dræbt i en fælles amerikansk-irakisk aktion. Og i sidste uge blev Abu Abdullah al-Shafi, lederen af Ansar al-Islam, der har tætte bånd til al-Qaeda i Irak, pågrebet. På den anden side skeler Det Hvide Hus bekymret til den politiske udvikling. To års generelle fremskridt er under pres af en splittende og vanskelig regeringsdannelse. Et tilbagefald nu vil ikke blot rulle Iraks politiske udvikling tilbage, det risikerer også at underminere Iraks stabilitet. Derfor har Obama-administrationen optrappet engagementet over for Bagdad på højeste embedsmandsniveau. De amerikanske talepunkter bakker op om demokratiske principper, men holder sig klogt ude af personpolitiske spørgsmål: Washington ønsker ikke at blive draget ind i en irakisk mudderkamp, der hurtigt kan sværte Obamas image til og forpurre administrationens forhold til det kommende lederskab i Bagdad. USA’s tilgang er pragmatisk, realistisk og nøje afbalanceret med amerikansk indenrigspolitik. Den risikerer imidlertid også at være utilstrækkelig: Hvis målet er en inklusiv og legitim regering i Bagdad, er det i mindste fald nødvendigt med et amerikansk engagement på politisk niveau. Iran er allerede godt på vej til at vinde valget i Irak. Lykkes det, vil Iraks fremskridt siden 2007 være truet. USA har stadig muligheden for at efterlade et varigt fingeraftryk, der kan sikre Iraks demokratiske fremtid. Men det kræver, at præsident Obama tør investere mere politisk kapital i Irak. Christian Bayer Tygesen (f.1984) er uddannet cand.scient.pol og har skrevet speciale om Iraks civil-militære relationer (baytyg@gmail.com). Han bidrager løbende til RÆSON.

Den japanske premierminister Hatoyama blev valgt sidste år som et frisk demokratisk pust. Han lovede under valgkampen et mere ligeværdigt forhold til USA - og at flytte den amerikanske base på øen Okinawa. Nu må han vælge mellem USA eller folkets vrede, da han ikke har kunnet finde en alternativ placering til basen. Hatoyama har ikke andre muligheder end at ydmyge sig over for vælgerne og får derved sin egen taburet til at vakle. Af Jens Sejrup

VE

RD

EN

12.

maj

201

0

Spørgsmålet den store amerikansk flådebase på øen Okinawa, 1500 km sydvest for Tokyo, truer med at få store politiske konsekvenser for Hatoyama selv og hans DPJ-regering [Democratic Party Japan, red.], der kom til magten for første gang ved en jordskredssejr ved underhusvalget i august sidste år. Hatoyama slog sig i valgkampen især op på to løfter: Indadtil at reformere den offentlige sektor for derved at bekæmpe bureaukratiet, og udadtil at justere landets helt afgørende forsvarsalliance med USA, som Hatoyama ønskede at gøre mere ”ligeværdig”. Hvordan dét konkret skulle forstås blev aldrig rigtig klart, men opmærksomheden samlede sig hurtigt om den store amerikanske militære tilstedeværelse på Okinawa og befolkningens ønske om at få reduceret antallet af både baser og udstationerede soldater. Okinawa, landets sydligste provins, var under direkte amerikansk administration helt frem til 1972, og der er i dag udstationeret hen ved 25.000 tropper på hovedøen, som er på størrelse med Lolland. Dette har gennem tiden afstedkommet mange konflikter med lokalbefolkningen, der ved flere lejligheder har følt sig forulempet og chikaneret af basens personel. Disse konflikter dækkes intenst af de japanske medier og nåede ramaskrigshøjder tilbage i 1995, hvor tre amerikanske soldater kidnappede og voldtog en 12-årig lokal skolepige. Blandt andet som følge af spændingerne mellem lokalbefolkningen og de amerikanske styrker har det i Okinawa længe været politisk

fordelagtigt at argumentere for at flytte eller reducere baserne. Provinsens populære guvernør Hirokazu Nakaima har været særdeles højrøstet i sin kritik af USA's tilstedeværelse og Tokyo-regeringens uvilje imod at konfrontere USA direkte i spørgsmålet. Takket være mediernes store bevågenhed er spørgsmålet også politisk varmt i resten af Japan, og det blev derfor hurtigt kædet sammen med Hatoyamas ønske om en mere ”ligeværdig” alliance med USA. Jo længere valgkampen skred frem, jo mere direkte forholdt Hatoyama sig til spørgsmålet: Soldater og baser skulle flyttes, allerhelst helt ud af Japan og i det mindste væk fra Okinawa. Fokuspunktet blev den store flådebase Futenma 10 km fra Okinawas hovedby Naha. Det lå allerede på forhånd klart, at den skulle flyttes længere væk, men lokalbefolkningen på det nye, aftalte sted var voldsomt imod, så Hatoyama og hans regering øjnede en mulighed for at få basen helt fjernet og dermed signalere den tiltagende ”ligeværdighed” i forholdet til USA, som han havde lovet vælgerne.

Splittet mellem indenrigs- og udenrigspolitiske hensynI mellemtiden har den udenrigspolitiske og militærstrategiske virkelighed så ramt den nye regering og premierminister. Hatoyama og hans folk har ikke kunnet overtale en mere og mere irriteret Obama-regering til at genåbne forhandlingerne om basen, endsige fjerne den fra

JAPANAlliancer består – premierministre forgår

Japan. Det seneste forslag fra Tokyo var så i det mindste at flytte dele af basen nordpå til den lille ø Tokunoshima. Forslaget var upopulært: Sidste fredag måtte Hatoyama tage imod øens tre rasende borgmestre på sit kontor i Tokyo, der kunne overbringe ham en protestskrivelse underskrevet af 80 % af øens 27.000 indbyggere. I weekenden har der desuden været protestdemonstrationer i byen Kagoshima, der er nabo til øen. Det er en rigtig møgsag for en allerede presset premierminister. De japanske medier har nu i månedsvis overdænget Hatoyama og hans udenrigsminister Katsuya Okada med kritik, og meningsmålinger viser tydeligt, at de japanske vælgere allerede er ved at miste tålmodigheden med deres nye DPJ-regering. Således er tilslutningen til Hatoyama styrtdykket fra over 70% ved regeringsskiftet til omkring 20% nu. Og helt galt så det ud, da Hatoyama i sidste uge under sit første besøg på Okinawa som premierminister måtte renoncere yderligere og over for guvernør Nakaima bede om forståelse og ”anmode befolkningen på Okinawa om at bidrage til at bære de byrder”, baserne medfører. Med andre ord: Sagen er gået i baglås. Stillet overfor valget imellem enten at ydmyge sig over for vælgerne eller øge konfrontationen med USA valgte Hatoyama det mindst katastrofale: Ydmygelse. Alliancen med USA er af så afgørende strategisk og sikkerhedspolitisk betydning for Japan, at det er helt utænkeligt, at man vil satse den på et spørgsmål om flytning af en flådebase.

Japan har ingen realistiske alternativer til USA-forbindelsen, og i en region, hvor problemer og konflikter hele tiden ulmer – Nordkorea, Taiwan-spørgsmålet, Kinas militære vækst – er det alt for farligt for Japan at stå uden militær beskyttelse og opbakning fra USA. Men det ser efterhånden ud, som om Hatoyama kan få vanskeligt ved at vriste sig fri af de problemer, han delvist selv har skabt ved at profilere sig så stærkt i Futenma-sagen. Retter meningsmålingerne sig ikke snart, frygtes det, at han vil få svært ved at lede partiet effektivt gennem det meget vigtige overhusvalg til juli. En hel del tyder på, at Hatoyamas dage som Japans politiske leder meget vel snart kan være talte, og at toppen i DPJ lige nu bestræber sig på at undgå, at Futenma-fadæsen smitter af på partiet, men kun klæber til Hatoyama selv. At partiet presser ham blev i hvert fald tydeligt under hans besøg på Okinawa, hvor han torsdag [6.maj 2010, red.] ligefrem understregede, at dét med at flytte Futenma-basen ud af Okinawa altså ikke var et valgløfte, DPJ havde udstedt, men udelukkende stod for hans egen regning. Den regning kunne godt gå hen at blive premierministerposten. Jens Sejrup er ph.d.-stipendiat på Asien-afdelingen, Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier (ToRS) ved Københavns Universitet med speciale i Japan.

Kommunernes økonomi er sat under voldsomt pres af den aktuelle økonomiske krise. Kommunerne gør, hvad de kan for at effektivisere, få mere ud af deres ressourcer og undgå yderligere nedskæringer. Men hvordan skal effektiviseringerne tilrettelægges? Hvem høster gevinsterne, og hvem bestemmer tempoet?Af Rasmus Edelberg, KL

OP

INIO

N 1

2. m

aj 2

010

”Det er en fuldstændig konfliktfri sag. Dem, der har behov for personlig hjælp, får hjælp, dem, der kan betjene sig selv, kan gøre det, og regeringen får penge i kassen.” Sådan faldt ordene fra finansminister Claus Hjort Frederiksen som afslutning på et to timer langt samråd i Folketingets Kommunaludvalg i torsdags [6.maj 2010, red.], da Rasmus Prehn (S) stillede spørgsmål til regeringens projekt ”objektiv sagsbehandling”. Socialdemokraterne havde kaldt ministeren i samråd for at debattere konsekvenserne af ”centraliseret sagsbehandling for borgere, der ikke har it-kundskaber”. Samrådet, som blev tv-transmitteret, havde, da Claus Hjort svarede, varet omkring to timer, og engagementet var stort fra begge sider. Finansministeren fremhævede undervejs på mødet, at han da godt kunne svare på de samme spørgsmål fra Rasmus Prehn (S) for tiende gang, uden at blive irriteret af den grund. Inden da havde finansministeren ellers provokeret ”Hr. Rasmus Prehn” og beskyldt ham for at lyde ”maskinstormeragtig” og imod enhver teknologisk landvinding, hvilket Prehn selv naturligvis benægtede. Prehns version er, at han gerne vil forstå finansministerens konkrete planer og opnå tillid til, at de kan levere varen på forsvarlig vis. Men Claus Hjort hverken kan eller vil levere konkrete planer bl.a. med henvisning til, at der er tale om ”igangværende forhandlinger med KL”.

Objektiv sagsbehandling?For at forstå, hvorfor der bruges så meget energi på en ”fuldstændig konfliktfri sag”, skal vi tilbage til 2008, dengang statsminister Lars Løkke

Rasmussen var finansminister og lancerede ideen om objektiv sagsbehandling. Med “objektiv” henvises til opgaver, hvor kommunerne ikke skal foretage et forvaltningsretligt skøn. Beslutningerne om boligstøtte hviler fx på en række, generelle, objektive kriterier om husstandens størrelse, indkomst og lejlighedens areal. Oplysninger, der ikke kræver faglig stillingtagen. Dengang aftalte regeringen og KL at igangsætte en analyse af potentialet ved at lave stordriftsenheder for den såkaldte objektive sagsbehandling. Ideen var simpel: ved at samle administrationen i større enheder kunne man opnå stordriftsfordele. Eftersom der var tale om ”back office opgaver” (opgaver, som ikke er vendt direkte mod borgeren, men handler om systemindtastninger eller kontakt til andre dele af forvaltningen), ville det heller ikke gå nævneværdigt ud over den borgernære service, hvis man afviklede stillinger som resultat af effektivisering ved stordrift. Nu skulle det bare dokumenteres, så man kunne gå i gang. Analysen afdækkede kommunernes ressourceforbrug til administration i forbindelse med opgaver som boligstøtte, folkepension, barseldagpenge, økonomisk friplads og forskudsvist udbetalt børnebidrag. Det er alle områder, som optager de berørte borgere, og som kommunerne møder i borgerservice. Ifølge analysen udbetales der samlet set over 100 mia. kr. om året til de over 1 million danskere, som modtager disse kontantydelser. Inklusive udgiften til it-fagsystemer bruger kommunerne omkring 1,2 mia.kr svarende til godt 2000 fuldtidsansatte til at administrere disse opgaver.

ØKONOMI-FORHANDLINGER En ”fuldstændig konfliktfri sag”?

Kommunerne har de seneste år været under et økonomisk pres. RÆSON har i forbindelse med de årlige økonomiforhandlinger, som afsluttes i starten af juni, valgt at sætte fokus på kommunernes situation.

Ligeledes ynder finansminister Claus Hjort Frederiksen at minde om, at der ikke behøver at være 98 steder i landet til at afgøre om en person har passeret de 65 år og dermed har ret til folkepension. Og det kan han jo have ret i. Men er virkeligheden så enkel? Er en sådan omkalfatring af kommunernes borgerservice virkelig ”fuldstændig konfliktfri”? Og hvis ikke, hvori består så problemet set med kommunernes øjne?

Vil borgerne stadig kunne få personlig service?Ligesom med SKAT vil regeringen altså samle sagsbehandlingen af fx pension, boligstøtte og barseldagpenge i fem centre under en fælles organisation. Alt sammen for at øge effektiviseringen. Desuden lukkes der effektivt ned for borgerens adgang til personligt møde med en sagsbehandler i centeret. Og netop kommunernes mulighed for at kunne levere service ansigt til ansigt med borgeren har forårsaget betydelige uenigheder mellem staten og kommunerne. Gældende for alle de fem områder er sagsvolumen den væsentligste forklaring på forskellene i kommunernes produktivitet. De mest produktive kommuner er ifølge rapporten næsten dobbelt så produktive som de mindst produktive, målt på antallet af sager, man behandler per fuldtidsansat. Undersøgelsen så også på en række andre faktorer i de statistiske analyser for at kunne afvise, at sammenhængen mellem sagsvolumen og produktivitet ikke reelt har andre forklaringer (som f.eks. befolkningens sammensætning, andelen af indvandrere, osv. ) Analyserne bekræftede således, at sagsvolumens klare og stærke påvirkning af produktiviteten grundlæggende ikke påvirkes af disse andre faktorer [resultatet af analysen, der blev udført af Deloitte, er offentliggjort af HK, red.] Senere har regeringen taget førtidspension ind i planerne da det øgede potentialet, og reducerede problemet med sammenhængende opgaver for pension og førtidspension. Ifølge regeringens business case er der et besparelsespotentiale på 280 mio. kr. årligt ved at centralisere sagsbehandlingen af disse områder. Der antages et fremtidigt produktivitetsniveau svarende til produktiviteten i den tredjebedste kommune på opgaveområderne i dag. Kommunerne er enige med staten i, at der kan være et stordriftspotentiale, samt at man bør høste det i kombination med en aktiv kanalstrategi, der opfordrer borgerne til at benytte de billige kanaler som telefon og digital selvbetjening i stedet for personligt fremmøde. Men vil der være nok medarbejdere tilbage i kommunerne til de borgere, som fortsat gerne vil have personlig service?

I den statslige model er der kun afsat 150 årsværk til generel vejledning og drift af den nye snitflade mellem de statslige centre og kommunerne. Det svarer i gennemsnit til 1,5 årsværk per kommune, hvilket ikke er nok til at løfte opgaven, hvis der også skal være plads til personlig sagsbehandling. Derfor har kommunerne udviklet et alternativ til statslig centralisering, som i første omgang fokuserede på digitalisering:

Kommunernes eget alternativ til regeringens planSidste år, under økonomiforhandlingerne i 2009, kunne regeringen og KL ikke blive enige om, hvordan potentialet skulle realiseres. Og hvor hurtigt det kunne ske. Kommunerne ville effektivisere via regelforenkling og digitalisering af f.eks. brugen af indkomstoplysninger, da det er mest holdbart, mens regeringen insisterede på stordrift, fordi gevinsten efter statens opfattelse kommer hurtigere, end hvis der skal gennemføres regelforenkling. Desuden mangler man statslige kompetencer til store digitaliseringsprojekter. Et par måneder senere, i efteråret 2009, lod regeringen forstå, at staten kunne overtage opgaverne og ”DUT’e” kommunerne for det fulde beløb, hvis kommunerne ikke selv ville skabe fælles driftscentre (DUT = Det Udvidede Totalbalanceprincip, hvor kommunerne kompenseres økonomisk for nye opgaver, som regeringen pålægger dem; og omvendt: hvis opgaver forsvinder reduceres bloktilskuddet til den kommunale økonomi). I den statslige model ville man helt fratage kommunerne deres myndighedsudøvelse på de objektive sagsbehandlingsområder for at undgå flere myndighedsniveauer i sagsbehandlingen. Daværende formand for KL’s bestyrelse Erik Fabrin (V) udtalte tidligt i sagen, at statslig centralisering ville gå stik imod princippet bag kommunalreformen om kommunen som borgerens indgang til det offentlige. Kommunerne var derfor tvunget til at acceptere forsinkelsen af digitaliseringen og udarbejde et kommunalt centraliseringsalternativ til regeringens trusler om at statsliggøre administrationen af disse borgerserviceområder. Rundt omkring i kommunerne var der stor skuffelse: nu havde man lige gennemført en kæmpe reform [strukturreformen, red.] for at opnå kritisk masse af kompetencer til at give god borgerservice – og så var det alligevel ikke nok. Nogle mente sågar, at hvis regeringen ville have det på den måde, så kunne den bare tage og rode med det selv. Man ville ikke frivilligt hjælpe til at undergrave det kommunale selvstyre. På den anden side kunne de fleste kommuner godt se risikoen for at det ville ende ligesom med SKAT. Her var kommunerne blevet reduceret til

et henvisningskontor, når det gjaldt den egentlige sagsbehandling, hvilket efterlod frustrerede borgerservicemedarbejdere, når de skulle besvare mange af borgernes spørgsmål, uden at have kompetence til at afgøre sagen. Desuden scorede staten hele den økonomiske fordel ved besparelsen. Dermed sad kommunerne tilbage i ’fangernes dilemma’: [‘Fangernes dilemma’ er et spilteoretisk udtryk for en bestemt situation med ufuldstændig information. Dilemmaet spilles af to parter, som er taget til fange, og ikke kan kommunikere indbyrdes: Hvis de begge nægter sig skyldige, vil de begge gå fri - men fordi de ikke ved, hvad den anden fortæller, vil de være fristede til at modarbejde hinanden. red.] Hvis kommunerne samarbejdede og lavede en kommunal model uden at blande den statslige myndighed ind i sagen, kunne de minimere de negative konsekvenser. Hvis store og små kommuner gjorde fælles front mod staten og stod sammen om en kommunal model, undgik de måske, at staten tog opgaven og decimerede borgerservicen. Sådan kunne regeringen jo få opfyldt sit mål om effektivisering, uden at skulle tage ansvar for den efterfølgende daglige drift endsige evt. problemer med implementeringsprojektet. Dét ville være op til kommunerne at levere succesfuld forandring. Men de ville også stå med ansvaret, hvis noget gik galt under implementeringen. På den måde var der kun udsigt til en halvgod løsning. Enkelte kommuner overvejede, hvorvidt de hellere skulle opgive den fælles sag og lade staten tage opgaven: Måske kunne regeringen lokkes til at placere det statslige center i ens egen (store) kommune, og dermed vandt man alle arbejdspladserne? Arbejdspladser giver økonomisk råderum (og svarer til friheden i ’fangernes dilemma’). Hvis kommunerne skal blive enige med hinanden, kræver det indrømmelser til Udkantsdanmark. Således opstod en ’free rider’-problematik, som lagde sten i vejen for en kollektiv løsning. Ligesom i fangernes dilemma er det afgørende, om parterne indbyrdes kan kommunikere effektivt og træffe fælles beslutninger. Her er det således spændende om KL kan opfylde sin nøglerolle som facilitator af de fælles kommunale beslutninger. Spilteoretikerne spørger også hvad der sker hvis dilemmaet gentages – dvs. hvis fangerne placeres i det samme valg igen og har haft muligheden for at lære af fortidens synder? Det er relevant: i dette tilfælde havde kommunerne nemlig god grund til at tro, at det ikke var sidste gang, man ville møde krav om effektivisering via centralisering og stordriftsfordele. Derfor satte 10 kommuner sig sammen, assisteret af KL, og beskrev, hvordan kommunerne både kunne levere effektiviseringsgevinster i samme størrelsesorden som regeringens plan OG bedre garantere kvaliteten af den personlige service. Resultatet – det kommunale forslag –

adskiller sig primært fra den statslige ved at lade myndighedsansvaret blive i kommunen og bevare et større antal ansatte til at besvare personlige henvendelser end forudsat i den statslige model. Kommunernes mål var at dokumentere, hvordan de ville levere gevinster svarende til den statslige model gennem oprettelse af fælles stordriftscentre for sagsbehandling af områderne for objektiv sagsbehandling. KL’s bestyrelse godkendte modellen på vegne af alle kommuner, og regeringen viste sig klar til at ville overveje alternativer til statsliggørelse. Men kan regeringen stole på, at det kommunale samarbejde virker effektivt nok?

“Fri mig fra mantraet om, at småt er godt”Lars Løkke Rasmussen sagde i 2008, mens han endnu var finansminister: "Der er behov for nogle rene organisatoriske beslutninger i stil med, at nu samler vi de her funktioner for x-antal kommuner”. Og det skulle ske i samarbejde med kommunerne. Men i modsætning til sidste års forhandlinger sidder regeringen nu med kortene tæt til kroppen op til økonomiforhandlingerne, og bestemmer hvordan effektiviseringen gennem stordrift skal ske. Finansministeren vil være sikker på at høste gevinsterne uden yderligere forsinkelser. Den nye Pensionsstyrelse, med en tidligere afdelingschef fra Finansministeriet som direktør, er blevet oprettet under Beskæftigelsesministeriet og har fået samlet alle områderne for objektiv sagsbehandling under sig. Embedsmændene i centraladministrationen sidder klar til at overtage kommunernes ansvarsområder. Den store gevinst, som først kommer ved digitalisering, vil dermed også falde i regeringens kasse. Så selvom sagen ikke er helt konfliktfri, så havde Claus Hjort alligevel delvist ret. Rationalet bag kommunalreformen var, at Danmark havde behov for større enheder i det kommunale landskab for at skabe kritisk masse af kompetencer og effektiv ensartet service. Ifølge regeringen er behovet der stadig. Kommunerne er ellers klar til at lave fælles driftcentre, men taler allerede om statslig centralisering som første skridt i en kommunalreform 2.0, og risiko for en nedsmeltning i det kommunale selvstyre som vi kender det i dag. For som Lars Løkke Rasmussen også udtalte ”Fri mig for det der mantra om, at småt er godt!”

Rasmus Edelberg (f. 1974) er cand.scient.pol. og ansat i KL. Han har tidligere bl.a. arbejdet i London med innovation, kvalitet og effektivisering for den globale it-virksomhed EDS (Electronic Data Systems), hvor han startede i Danmark med at udvikle it-løsninger til den offentlige sektor og varetog tillidsposten som formand for EDS europæiske samarbejdsudvalg. Edelberg skriver i RÆSON som privatperson, og holdninger udtrykt i denne artikel er dermed ikke nødvendigvis KLs.

Den nye strategi for udviklingsbistand er fyldt med mange smukke ord, men der kan også påpeges betydelige mangler. Mikrofinansiering har givet en enorm økonomisk udvikling i mange lande, og det kan undre, at det ikke er gjort til et stort tema i den nye strategi. Og burde man ikke se nærmere på Kinas håndfaste og effektive strategi i Afrika?Af Hugo Gaarden, freelancejournalist

OP

INIO

N 1

2. m

aj 2

010

Søren Pinds strategi for udviklingsbistand lægger i højere grad end tidligere vægt på økonomisk vækst. Tilgangen er med ham blevet mere ideologisk orienteret; der tales om ”frihed fra fattigdom” og ”frihed til forandring". Kernen i strategien er dog, at ”økonomisk vækst og beskæftigelse er en forudsætning for fattigdomsbekæmpelse”. Det har sin berettigelse, det gøres dog halvt – og der er værktøjer, der bliver glemt. Det fremgår blandt andet, at den danske strategi ”vil sætte særlig fokus på at fremme markedsbaseret økonomisk vækst og beskæftigelse, bl.a. gennem en markant forøgelse af støtten til udvikling af den private sektor i ulandene.” Indsatsen skal, som også Afrikakommissionen har foreslået, lægge vægt på at yde lån til små og mellemstore virksomheder i Afrika, prioritere adgang til energi samt udvikling af unge afrikanske entreprenører eller iværksættere og på at gøre uddannelserne mere erhvervsrettede. Det er et markant strategiskifte i forhold til dengang, hvor bistanden primært havde et socialt sigte med at opbygge f.eks. sundheds- og undervisningssektoren. Det er den rigtige vej at gå, hvilket netop er blevet understreget af World Economic Forums møde i Dar es Salaam, hvor afrikanske statsledere og vestlige industrifolk var enige om, at der er behov for at få det afrikanske erhvervsliv integreret i den globale økonomi, og at der samtidig er behov for en markant opbygning af en afrikansk erhvervsstruktur. Tendensen med et øget fokus på vækst og erhvervsudvikling har været undervejs gennem mange år, det ser dog ud til, at erhvervs- og

vækstvinklen får en tand ekstra med Søren Pind som udviklingsminister. Det er på mange måder positivt; men det gøres halvt. Bistanden bør gøres endnu mere operativ for at skabe vækst – flotte ord er ikke nok. Der må ske en omprioritering af den milliardstore bistand, så flere midler direkte kanaliseres over i vækstfremmende projekter. Samtidig er der behov for at satse endnu mere på mikrofinansiering, ligesom vi bør drage lære af Kinas vækststrategi.

Fra socialpolitik til erhvervspolitikDen erhvervsorienterede bistand har i en vis udstrækning været et fyord i bistandssektoren indtil for få år siden. Før det blev der som bekendt hovedsagligt fokuseret på hjælp gennem udviklings- og socialprojekter, men ikke som redskab til at skabe øget beskæftigelse. En satsning på øget beskæftigelse og øget vækst er dog nu blevet accepteret som en nødvendig drejning af udviklingsbistanden – fra både donorlandene og fra de afrikanske lande. Det viste ikke mindst Afrikakommissionen, som tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen tog initiativ til, og som via et samarbejde med afrikanske regeringschefer lagde nye linjer for den økonomiske udvikling i Afrika. Der er ikke en velfungerende erhvervsstruktur i de fleste afrikanske lande, og derfor er udviklingen afhængig af fortsat støtte fra udlandet og af råstofudvinding. Det er en uholdbar udvikling. Det erkender alle i dag. Derfor er etableringen af et bredt funderet erhvervsliv med juridiske og finansielle rammer og institutioner nødvendige.

UDVIKLINGS-BISTANDHvad blev der af mikro-finansiering?

Også den peruanske økonom Hernan de Soto har påvirket kursændringen ift. den danske opfattelse af udviklingsbistand. Han har i sine anbefalinger lagt afgørende vægt på at satse på fattigdomsbekæmpelse, dog ikke ved traditionel socialhjælp, men snarere ved en erhvervsorienteret satsning, og han har slået stærkt på behovet for ejendomsret for de fattige. De skal have papir på deres jordlod eller deres slumhytte. Når de Soto lægger så stor vægt på ejendomsretten, skyldes det, at det ofte er forudsætningen for at kunne optage lån. Fattige uden ejendom har ikke noget, der kan give sikkerhed for lånene. Uden lån kan de ikke investere i øget produktion og vækst. At sikre ejendomsretten skaber dermed en økonomisk god cirkel. Ejendomsretten er et punkt i den nye strategi, men emnet er ikke gjort operativt. Der er ikke konkrete handlingsforslag. Det kan være en særdeles lang proces at indføre ejendomsretten for de fattige. Danida kan her lære noget af Mellemfolkeligt Samvirke, som forsøger at hjælpe fattige med at sikre ejendomsretten. Men mikrofinansiering har også betydning. Den sikrer ikke ejendomsretten, men den kan skabe et alternativ til ejendomsretten.

Hvor er Mikrofinansiering?Mikrofinansiering har givet en enorm økonomisk udvikling i mange lande, og det kan undre, at det ikke er gjort til et stort tema i den nye strategi. Via mikrofinansielle lån, der udbydes af specialbanker, kan grupper af fattige garantere for hinanden og dermed give bankerne den sikkerhed, de ville have via ejendomsretten. Finansieringsformen har på mange måder kunnet kortslutte den proces, som ofte hindrer de fattige i at udvikle sig – det kan være det offentlige bureaukrati eller bankernes modvilje mod at yde lån til fattige. Grupperne af mikrolåntagere har derimod kunnet optræde som en økonomisk faktor, der får indflydelse. Det passer jo perfekt ind i den nye strategi, der taler om at give frihed fra fattigdom og frihed til forandring. Mikrofinansiering er det mest effektive svar i dag på dette frihedskrav – og det virker her og nu, mens reformer af ejendomsretten har lange udsigter i ulandene. Mangelen på gode finansieringskilder er en betydelig hæmsko for udviklingen, fordi fattige og det eksisterende erhvervsliv har svært ved at skaffe sig lån, og renterne er ekstremt høje. Men dette problem er ikke et stort tema i strategien. Det er besynderligt, eftersom der netop fra dansk side er ved at blive udviklet en større finansieringsindsats fra en finansportal på internettet, MyC4, og fra de danske pensionskasser i et samarbejde med IFU. Derved er privat kapital samt pensionskapital

for første gang ved at blive kanaliseret til Afrika. Det burde være oplagt for en ny erhvervsorienteret strategi at give massiv støtte til de nye finansieringskilder, fordi de vil bidrage til at etablere en mere solid erhvervsstruktur i de afrikanske lande. Både pensionssektoren og MyC4 har vist, at der er grundlag for at kanalisere både pensionskapital og private menneskers småopsparing til ulandsprojekter, hvis der kan sikres et rimeligt afkast fra troværdige projekter. Det er en helt ny udvikling, eftersom finansiering tidligere udelukkende kom fra staterne, multinationale organisationer som FN og Verdensbanken og fra multinationale banker. Danmark er i disse år pionér på finansområdet, og det bør fremmes langt mere aktivt via den erhvervsrettede bistand.

Kun små fremskridt i kampen mod fattigdomDen nye strategi taler om behovet for forandring i både ulandene og hos os selv. Satsningen på erhvervsliv og finansiering vil netop være nogle af de meste effektive værktøjer i en forandring, men de bør gøres mere konkrete, end det fremgår af strategien. Behovet for forandring ses af, at bistandspolitikken i mange tilfælde er groet fast, og at der er stilstand eller tilbagegang i mange ulande. Rapport efter rapport fra danske og internationale økonomer har de seneste mange år vist, at den internationale bistand stort set ikke har nogen effekt, når vi taler om økonomisk udvikling og løsning på fattigdomsproblemet. Selv om hundreder af milliarder dollars er pumpet i ulandene, ikke mindst i Afrika, de seneste 30 år, er der næsten ingen effekt på fattigdommen. FN’s målsætning om en halvering af fattigdommen inden 2015 har vist fremskridt, men i beskedent omfang. Kun i de seneste få år har der været en betydelig stigning i den økonomiske vækst i Afrika, men det kan næppe hævdes at være begrundet i bistanden, der enten er stagneret eller faldet i de vestlige donorlande. Der er heller ikke sket et massivt skifte i strategien fra donorlandene.

Kinas indflydelse bør ikke undervurderesDer er dog én faktor, som har haft betydning, og som kan få overordentlig stor betydning fremover: Kina. Kina har fået ca. 300 millioner mennesker ud af den dybeste fattigdom de seneste 30 år, og det er primært sket ved at satse éntydigt på økonomisk vækst via produktion og en effektiv infrastruktur – og i en massiv skala. Kina var for 30 år siden så fattigt som et afrikansk land. På 30 år har Kina gjort sig til verdens fabrikshal, mens 30 års bistand til Afrika ikke har hjulpet. Der er ingen tvivl om, at vi bør finde et eller et par områder, som vi fokuserer helhjertet på. Hvis

vi virkelig mener, at vi skal hjælpe med opbygningen af en effektiv erhvervsstruktur, så er det nødvendigt at omprioritere bistandsmidlerne: Skal det have en effekt, er det nogle milliarder og ikke nogle millioner kroner, der skal flyttes fra den sociale sektor til erhvervssektoren. Men der står intet om en markant omlægning af midlerne i strategiplanen. Kineserne fokuserer primært på at skabe økonomisk vækst, for det betragtes som forudsætningen for at udvikle resten af samfundet. En forbedring af de sociale forhold kommer således i anden række – når økonomien først er bragt i orden. Det betyder også, at miljøhensyn skubbes til side, indtil der er råd til at løse miljøproblemerne. Mange har påpeget, at Kina fører en hårdhændet strategi, men med den viden, vi har om socialsektorens og miljøets betydning, bør vi kunne afbøde de værste virkninger af en vækstorientering. De sydøstasiatiske lande har de seneste årtier forfulgt en tilsvarende politik, hvor effektiv produktion, herunder i landbruget, har fået førsteprioritet. Det betyder fx at udviklingen af landbrugsproduktion med overrisling samt etablering af effektive vej- og jernbanenet samt en udbredt energiforsyning har været langt kraftigere end i Afrika. Landene vil sikre, at bønder og industrivirksomheder kan få afsat deres varer og hurtigt få de varer, de har brug for. Alle undersøgelser viser, at det er en af de væsentligste grunde til forskellen på Afrika og Asien. Det er en politik, vi bør overføre til Afrika, og der er først og fremmest brug for, at vi på alle leder og kanter hjælper med at etablere en bredt funderet erhvervsstruktur. Ellers falder enkeltstående projekter fra hinanden. Vi skal sende handelsskolelærere, bankfolk og erhvervsfolk og ikke traditionelle bistandsfolk til Afrika.

Et behov for reel forandringFor at få mere styr på udviklingsbistanden har Danmark i de seneste år droppet bistanden til nogle lande for at koncentrere sig om lande, der bruger bistanden effektivt, og strategien lægger op til en yderligere fokusering. Men fokuseringen bør være endnu stærkere, så andre lande kan lære af det. Hvorfor bruger vi ikke alle ressourcer på at sikre mikrofinansiering, alternativ energi og rent vand til samtlige landsbyer i kun et par lande? Hvorfor opbygger vi

ikke en fuldtdækkende erhvervsstruktur med ejendomsret i bare ét land? Den nye strategi taler om behovet for forandringsvilje. Spørgsmålet er, hvorfor strategien ikke kommer med mere eksakte bud på en mere effektiv brug af de danske bistandsmidler. Kun omkring ti pct. af bistanden kan siges at være erhvervsrettet, mens hovedparten går til mere sociale mål, herunder undervisning, samt til internationale organisationer, herunder EU. Den kursændring, regeringen lægger op til, vedrører under alle omstændigheder en beskeden del af bistanden. Strategien lægger vægt på fem punkter: 1) frihed, demokrati og menneskerettigheder, 2) vækst og beskæftigelse, 3) ligestilling, 4) stabilitet og skrøbelighed, 5)miljø og klima. Der fokuseres meget bredt. Man kan undre sig over, at der ikke er udarbejdet en benhård og konkret strategi, som når en virksomhed skal lave en global plan. Og man kan undre sig over, at der ikke sker en beløbsmæssig omprioritering. Hvis målsætningen først og fremmest er at få halveret fattigdommen de næste år, så kan strategien gøres enklere. Det er dét, kineserne har gjort. Og hvis vi satser på vækst, udvikles samfundet så meget, at der hen ad vejen alligevel bliver grundlag for at skabe frihed og demokrati. Der er ingen grund til at lave særlige tiltag for kvinderne, for vækst og erhvervsudvikling kan KUN fremmes via kvinderne. Det viser al erfaring i ulandene. Miljø og klima vil uundgåeligt blive en del af øget vækst og erhvervsudvikling, og på dette område har Danmark stærke kompetencer. Vi kunne også fokusere mest mulig af indsatsen på en region, der er belastet af terrorisme, kriminalitet og religiøse og etniske spændinger, som landene på og omkring Det afrikanske Horn, herunder Østafrika. En superkoncentreret indsats dette sted kan blive til et pilotprojekt med global virkning. Strategien er fyldt med mange smukke ord, men bistanden bør fokuseres endnu mere, netop fordi verden forandrer sig så hurtigt, som strategien påpeger. Donorlandene bør udvikle sig i samme tempo. Hugo Gaarden (f. 1949) er freelancejournalist og rejser i det meste af 2010 gennem Afrika for at skrive om den økonomiske og erhvervsmæssige udvikling i forhold til den traditionelle bistand.