vi ses deroppe af pierre lemaitre læseprøve

38 mm155 mm90 mm 90 mm155 mm

231

mm

En gribende skæbneberetning om to overlevende soldaters kamp for et

værdigt liv i 1920’ernes Paris.

Frankrig, november 1918. Første verdenskrig raser, og rundt om i skyttegravene sidder i hundredtu-sindvis af bange unge mænd. Kort før våbenhvilen

er en realitet, kæmper soldaterkammeraterne Albert Maillard og Édouard Péricourt for deres liv på slagmar-ken. Mirakuløst overlever begge, men ikke uden mén, og hjemme i Paris må de to soldater sammen hutle sig igennem tilværelsen. Drømmen om et bedre liv og et ønske om retfærdighed og hævn får dem til at udtænke et svindelnummer af gigantiske proportioner, som vil sætte landet på den anden ende, hvis det opdages.

Vi ses deroppe er historien om to mænd, der overlevede første verdenskrigs uhyrligheder og e� erfølgende følte svigtet fra staten, samfundet og familien. Og det er histo-rien om genopbygningen af et land, der mistede over en million landsmænd i krigen. Om moral, korruption og patriotisme – og om drømme og overlevelse.

„Et mesterværk.” – Page

„Fængslende, dyb, rørende. Vi ses deroppe viser Lemaitres store talent som forfatter. Hans sprog er levende, kontrolleret, originalt. Dette er fantastisk

� ktion, der ikke går ubemærket hen.” – Lire

„Lemaitre leger med skyld, svindel og bedrag ... Den er umulig at lægge fra sig.”

– Livres Hebdo

„Historisk, psykologisk og sociologisk læses bogen som en thriller.”

– Le Figaro

„Et mesterligt komponeret portræt af e� erkrigstidens Frankrig.” – Le Monde des Livres

„Denne roman om en tabt generation, som på én gang er et eventyr og en personlig, social ’og politisk tragedie, er en af sæsonens mest

markante udgivelser.” – La Croix

„Denne bog vil helt sikkert få en plads i litteratur-historien. Lemaitre kunne skrive tusind ekstra

sider, og vi ville stadig ønske os mere.” – Paris-Match

„Af de nominerede [til Goncourtprisen] er dette den roman, der bedst forener det

litterære med det populære.” – RTL

PIERRE LEMAITRE (f. 1951) bor i Paris og har i mange år undervist i litteratur. Han har skrevet fem anmelderroste og prisvindende krimier, hvoraf Alex udkom på dansk i 2013 og vandt Crime Writers Association International Dagger Award.I 2013 blev Lemaitre også hædret med den største litterære pris i Frankrig, Prix Goncourt, for romanen Vi ses deroppe.

Pier

re

Lemaitr

evi ses d

ero

pp

eVi ses

deroppeVi ses

deroppe

r o manl i n d h a r d t o g r i n g h o f

V I N D E R A F G O N C O U R T P R I S E N 2 0 1 3

Pierre LemaitrePierre Lemaitre

L I N D H A R D T O G R I N G H O F. d k

PIERRE LEmAItRE

VI SES DEROPPE

På dansk vedKarsten Nielsen

Lindhardt og Ringhof

Vi ses deroppe.indd 3 24/06/14 13.26

Vi ses deroppeer oversat fra fransk efter

Au revoir là-hautCopyright © Èditions Albin michel, 2013

All rights reservedDansk copyright © Lindhardt og Ringhof A/S, København

this book is published by arrangement withLiterary Agency Wandel Cruse, Paris

Omslag: ImperietOmslagsillustration: A la Gloire de l’Infanterie Française Poster

– Image by © Swim Ink 2, LLC/CorbisBogen er sat med minion hos Lymi DtP-Service

og trykt hos Livonia Print, 2014

ISBN 987-87-11-34951-91. udgave, 1. oplag 2014

Bag i bogen findes der en kort liste overnavne m.m., som forekommer i romanen og ikkekan forudsættes bekendte for en dansk læser. O.a.

Cet ouvrage a bénéficié du soutien des Programmes d’aide à la publication de l’Institut Français.

Kopiering fra denne bog må kun finde stedpå institutioner, der har indgået aftale med Copydan,

og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

www.lindhardtogringhof.dk

Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont


“Jeg sætter dig stævne i himlenog håber, at Gud vil genforene os dér.

Vi ses deroppe, min elskede hustru ...”

De sidste skrevne ord fra Jean Blanchards hånd,4. december 1914


NOVEmBER 1918


11

1

Alle dem, der mente, at krigen snart fik ende, var for længst døde. I krigen, naturligvis. Albert så derfor også på det med en sund skepsis, da han i oktober hørte rygterne om en våbenhvile. Han tillagde dem ikke større sandhedsværdi end den propagan-da, der blev udbredt ved krigens begyndelse, og som for eksem-pel havde hævdet, at tyskernes kugler var så bløde, at de bare splat tede ud som overmodne pærer på uniformsjakkerne og fik de franske styrker til at knække sammen af grin. I løbet af de se neste fire år havde Albert set temmelig mange, der var døde af grin, når de blev ramt af en tysk kugle.

Han var udmærket klar over, hvorfor han nægtede at tro på en forestående våbenhvile – det handlede om overtro: Jo mere man håber på freden, jo mindre tør man fæste lid til nyheden om, at den er på vej, som for at afsværge, at ens bange anelser kunne gå i opfyldelse. Der var bare det ved det, at for hver dag, der gik, blev rygterne mere og mere vedholdende, og alle gentog med overbevisning, at krigen virkelig snart var ovre. man hørte endda tale om – selvom man næsten ikke kunne tro sine egne ører – at de ældste soldater, som havde henslæbt år ved fronten, skulle hjemsendes. Da det altså langt om længe virkede til, at en våbenhvile var inden for rækkevidde, begyndte håbet om rent faktisk at slippe levende derfra at gnave i moralen på de mest pessimistiske. Derfor var der heller ikke rigtig nogen, der var


12

varme på ideen om en offensiv. Det forlød, at den 163. infan-teridivision skulle forsøge at krydse meuse-floden. Nogle talte endda om, at man skulle gå i clinch med fjenden, men efter de allieredes sejr i Flandern, befrielsen af Lille, østrigernes tilba-getog og den tyrkiske kapitulation var man i det store og hele mindre opsat på den slags end officererne, hvis man ellers be-fandt sig nederst i hierarkiet, sådan som Albert og hans kamme-rater gjorde det. Succesen i den italienske offensiv, englænderne ved tournai, amerikanerne ved Châtillon … Det var åbenlyst, at man var på rette vej. Størsteparten gav sig til at trække tiden ud, og der gik en tydelig skillelinje mellem dem, der, som Albert, med glæde havde sat sig til at vente stille og roligt på krigens ophør i sit soldaterkluns, mens han fik tiden til at gå med at ryge og skrive breve, og så dem, der brændte efter at benytte sig af de sidste dage til en afsluttende slåskamp med tyskerne.

Denne demarkationslinje svarede præcis til den, der gik midt ned mellem officererne og alle de andre mænd. Alt er ved det gamle, sagde Albert til sig selv. Cheferne er opsat på at erobre så meget land som muligt, så de kan komme til at stå stærkt ved forhandlingsbordet. Det var lige ved, at de prøvede at bilde alle ind, at hvis man kunne vinde yderligere tredive meter, kunne det rent faktisk ændre konfliktens resultat, og at det var endnu mere nyttigt at dø i dag, end det havde været at dø i går.

Løjtnant d’Aulnay-Pradelle tilhørte denne kategori. Ingen brugte hans fornavn, når de talte om ham, heller ikke den ade-lige partikel, “Aulnay” eller bindestregen, man sagde ganske en-kelt “Pradelle”, og alle vidste, at det gjorde ham rasende. man løb ikke den store risiko, for han satte en ære i ikke at vise det. typisk reaktion for hans samfundsklasse. Albert brød sig ikke om ham. måske fordi han var en smuk mand. Høj, slank, ele-gant, med en tyk, mørkebrun og bølget hårmanke, lige næse og tynde, beundringsværdigt svungne læber. Og mørkeblå øjne. Et rigtigt kødhoved, ifølge Albert. Oven i hatten så han altid vred ud. Han var en af den slags utålmodige typer, som aldrig skred


13

frem i normal hastighed. Enten accelererede han, eller også bremsede han op. Intet derimellem. Når han gik, var det med den ene skulder skudt frem, som om han skulle flytte nogle tun-ge møbler, han kom en i møde med en svimlende hastighed, og når han satte sig ned, var det i en pludselig bevægelse, sådan var hans naturlige rytme. Det var en underlig blanding. Hans aristokratiske udseende forekom på én gang både forfærdelig civiliseret og grundlæggende brutalt. Lidt ligesom denne krig. Og det var måske derfor, han befandt sig så godt midt i den. Og så den der atletiske skikkelse, roning, uden tvivl, og tennis.

Albert brød sig heller ikke om hans kropsbehåring. Der var sorte hår overalt, helt ud på hans fingerled, og hårtotter, der stak op over kraven lige under adamsæblet. I fredstid barberede han sig garanteret adskillige gange om dagen for ikke at komme til at se lurvet ud. Visse kvinder reagerede helt sikkert på den slags – alle de hår, hans maskuline udstråling, det dyriske, hans virili-tet, det, at han godt kunne minde lidt om en spanier. Han turde slet ikke tænke på Cécile i den sammenhæng ... Og selv hvis han ikke tog hende i betragtning, kunne han ikke fordrage løjtnant Pradelle. Især nærede han mistillid til ham. Fordi han elskede at gå til angreb. Støde frem, gå løs på, erobre … det kunne han godt lide.

I et stykke tid havde han hængt mere med mulen end vanligt. Udsigten til våbenhvile og en begrænsning af hans patriotiske udfoldelser fik tydeligvis hans moral til at styrtdykke. tanken om, at krigen meget vel kunne slutte, gjorde løjtnant Pradelle vanvittig.

Han udviste en bekymrende form for utålmodighed. De me-niges mangel på begejstring generede ham voldsomt. Når han skridtede forbindelsesgangen mellem skyttegravene af og tal-te til soldaterne, var det med opbydelsen af al den entusiasme, han kunne mønstre, men lige lidt hjalp det, han fremmanede et billede af den udslettede fjende, og hvordan et sidste angreb ville give dem nådestødet, men den eneste reaktion var en svag


14

brummen rundtomkring, og nogle få af de mere kvikke mumle-de samtykkende, mens de stirrede stift ned på deres skosnuder. Det var ikke så meget tanken om at dø som tanken om at dø nu. At være den sidste, der dør, sagde Albert til sig selv, er det samme som at dø først, og begge dele er lige tåbelige.

men det var lige præcis det, der kom til at ske.Selvom man indtil da havde levet sine dage i nogenlunde fred

og ro, mens man ventede på våbenhvilen, gik det hele pludselig over gevind. Der var udstedt en ordre ovenfra om, at man skulle overvåge tyskernes gøren og laden på tæt hold. man behøvede ikke ligefrem være general for at regne ud, at de gjorde ligesom franskmændene, nemlig ventede på, det skulle slutte. men ikke desto mindre måtte man over og forsikre sig om det. Fra da af var der ikke længere nogen, der kunne gøre rede for, hvad der egentlig skete.

Det var svært at sige hvorfor, men Løjtnant Pradelle udvalgte i hvert fald Louis thérieux og Gaston Grisonnier til at tage ud og rekognoscere, en ung og en gammel soldat, måske fordi de tilsammen repræsenterede både livskraft og erfaring. Under alle omstændigheder var disse egenskaber nyttesløse, eftersom in-gen af dem var i live en halv time efter, at de var blevet udvalgt. Normalt havde de ikke behøvet at støde langt frem. De skulle bevæge sig langs en nordøstgående linje, efter to hundrede me-ter skulle de klippe et par gange med metalsaksen, derpå krybe frem til næste række pigtråd, kaste et enkelt blik på sagerne og vende tilbage med en forsikring om, at alt var i den skønneste orden, eftersom alle var overbeviste om, at der ikke var noget at se. De to soldater var i øvrigt ikke bekymrede over sådan at skulle nærme sig fjenden. I betragtning af de seneste dages sta-tus quo ville tyskerne, hvis de ellers fik øje på dem, ganske en-kelt lade dem gøre deres observationer og så vende tilbage igen, det ville blot være en form for mindre forstyrrelse. men da de krøb frem med kroppen trykket så langt ned mod jorden som overhovedet muligt, blev de beskudt som et par kaniner. man


15

hørte larmen fra tre skud, derpå var der stilhed. I fjendens øjne havde man ordnet sagerne. man forsøgte straks at få dem inden for synsvidde, men da de havde bevæget sig nordpå, kunne man ikke få øje på det sted, hvor de var faldet.

Alle omkring Albert havde tabt mælet. men så begyndte skri-gene. Svin. Sådan er tyskerne, beskidte øgleyngel! Barbarer, og så fremdeles. Og ikke nok med det, det var en ung og en gammel! Som om det gjorde nogen forskel, men alle var af den opfattelse, at tyskerne ikke var tilfredse med blot at dræbe to franske sol-dater, det havde også været en symbolsk handling. Kort sagt var der stor opstandelse.

I de følgende minutter besvarede artilleristerne i baglandet prompte den tyske ild med adskillige salver fra deres 75’ere, hvordan de så end var i stand til det, og man måtte desuden spørge sig selv, hvem der havde informeret dem om situationen.

Derefter udviklede tingene sig efter deres egen logik.tyskerne svarede igen. På den franske side var man ikke læn-

ge om at samle hele styrken. Nu skulle man for alvor give de forbandede svin en lærestreg. Det var den 2. november 1918. På daværende tidspunkt vidste man endnu ikke, at krigen ville være slut ti dage senere.

Og så havde man oven i købet indledt et angreb på De Dødes Dag. men man skal passe på med at tillægge begivenhederne for stor en symbolværdi …

Nå, så skal vi til det igen, tænkte Albert og gjorde sig klar til at stige op på skafottet (det kaldte man de stiger, der blev brugt til at komme op af skyttegravene med – det må man da sige sætter tingene i perspektiv) og stikke hovedet frem mod fjendens linjer. Alle drengene stod på rad og række, spændte som flitsbuer, og helt tørre i halsen. Albert befandt sig i tredje række, bag Berry og den unge Péricourt, der vendte sig om som for at sikre sig, at alle var, hvor de skulle være. De udvekslede blikke, Péricourt sendte ham et smil, et af den slags smil som et barn har på læberne, når det skal til at lave gale streger. Albert for sin del forsøgte at smile


16

tilbage, men det lykkedes ikke for ham. Péricourt vendte sig igen om. De ventede på ordren om at angribe, man kunne næsten skære i nervøsiteten. De franske soldater, som var oprevne over tyskernes opførsel, koncentrerede sig nu om deres vrede. Oven over dem trak granaterne striber over himlen i begge retninger og sendte rystelser gennem jorden helt ned i løbegangene.

Albert kiggede hen over Berrys skulder. Løjtnant Pradelle stod på en lille forpost og betragtede fjendens linjer gennem en kik-kert. Albert fandt igen sin plads i rækken. Hvis der ikke havde været sådan en larm, ville han have kunnet tænke nærmere over, hvad det var, der plagede ham, men den hvinende piften blev ved, af og til afbrudt af eksplosioner, der gennemrystede hele kroppen. I den situation blev man nødt til at koncentrere sig.

I dette øjeblik venter gutterne på angrebsordren. Det giver os god lejlighed til at betragte Albert på nærmere hold.

Albert maillard. En tynd fyr med et lettere indolent tempe-rament og et blidt sind. Gjorde ikke meget væsen af sig. Han forholdt sig for det meste tavs og var god til tal. Før krigen havde han været kasserer i en af investeringsbanken Banque de l’Union Parisiennes filialer. Han var ikke særlig glad for sit job, men var blevet i banken for sin mors skyld. Fru maillard havde kun én søn, og hun elskede chefer. Så selvfølgelig skulle Albert være di-rektør i en bank, det siger sig selv, hun havde med det samme været stærkt optaget af mulighederne og var overbevist om, at “med hans intelligens” ville det ikke vare længe, før han nåede toppen. Denne overdrevne respekt for autoriteter havde han arvet fra sin far, der havde været assistent for den stedfortræ-dende kontorchef i ministeriet for postale anliggender, og som betragtede rangordenen i administrationen som en metafor for universet. Fru maillard elskede alle chefer, uden undtagelse. Hun var ikke nøjeregnende med deres kvaliteter eller baggrund. Hun havde en række fotos stående af Clemenceau, maurras, Poincaré, Jaurès, Joffre, Briand … Efter at hun havde mistet sin mand, der befalede over en deling uniformerede museumsvag-


17

ter på Louvre, havde disse store mænd været en kilde til over-vældende sindsbevægelse for hende. Albert var ikke vild med banken, men han havde ladet emnet falde, for med hensyn til moren var det nu det, der fungerede bedst. Han var alligevel begyndt at lægge planer. Han ville rejse bort, han havde en drøm om tonkin, selvom den var noget vag, indrømmet. men det handlede i hvert fald om at forlade stillingen som kasserer, lave noget andet. Albert red dog ikke samme dag, som han sadlede, alt tog den tid, det tog. Og inden han så sig om, var Cécile der, den helt store passion, Céciles øjne, Céciles mund, Céciles smil, og senere, selvfølgelig, Céciles bryster, Céciles bagdel, hvordan skulle man kunne tænke på andre ting.

Efter nutidens målestok var Albert maillard ikke særlig høj, en meter og treoghalvfjerds, men for hans egen tid var det gan-ske fint. Før i tiden havde pigerne set på ham. Især Cécile. El-ler rettere sagt, Albert havde set meget på Cécile, og fordi hun havde følt sig set på næsten hele tiden, kom det tidspunkt na-turligvis, hvor hun blev klar over hans eksistens og for sin del fik øje på ham. man blev rørt, når man betragtede hans ansigt. Den højre tinding var blevet strejfet af en kugle under slaget ved Somme. Han havde været meget bange, men var sluppet med et ar af form som en parentes, der trak hans øje en smule skævt og gav ham karakter. Da han efterfølgende fik orlov, havde Cécile drømmende og sværmerisk kærtegnet det med spidsen af sin pegefinger, og det havde heller ikke ligefrem hjulpet på hans moral. Som barn havde Albert et lille, blegt og næsten rundt an-sigt med tunge øjenlåg, som fik ham til at ligne en trist Pjerrot. Fru maillard afstod fra selv at spise, så hun kunne give ham rødt kød, eftersom hun var overbevist om, at hans bleghed skyld-tes blodmangel. Albert havde forgæves forklaret hende de før-ste hundrede og sytten gange, at det ikke havde noget med det at gøre, men hans mor var ikke typen, der sådan vendte rundt på en tallerken og skiftede mening, hun fandt altid eksempler og grunde, hun hadede at have uret, og selv i sine breve vendte


18

hun ofte tilbage til ting, der havde år på bagen, det var virkelig pinsomt. man kan spørge sig selv, om ikke det var derfor, Albert havde meldt sig som soldat, da krigen begyndte. Da det kom fru maillard for øre, var hun begyndt at skrige højt, men hun var så let bevægeligt et menneske, at det var meget svært at afgøre, om hun skreg af angst, eller om hun spillede teater. Hun havde skreget og revet hår ud af hovedbunden, men hun faldt hurtigt ned igen. Eftersom hun havde en noget antikveret ide om, hvad en krig indebar, havde hun hurtigt overbevist sig selv om, at Al-bert “med hans intelligens” ville udmærke sig fra første færd, stige i graderne, hun så ham for sig gå til angreb fra frontlinjen. I hendes forestillingsverden begik han heltegerninger, inden læn-ge var han officer, kaptajn, major, eller allerhelst general, det er den slags, man ser under en krig. Albert lod hende snakke, mens han pakkede kuffert.

med Cécile var det ganske anderledes. Krigen skræmte hende ikke. I første omgang var den en “patriotisk pligt” (Albert blev overrasket, han havde aldrig hørt hende sige de ord før), og der-på hed det sig, at der i virkeligheden ikke var grund til at være bange, det var nærmest en formalitet. Det sagde alle.

Albert selv var lidt i tvivl, men i sidste ende mindede Cécile en smule om fru maillard, hun havde nogle temmelig faste over-bevisninger. Ifølge hende var den krig hurtigt overstået. Det var lige før, Albert troede på hende. Lige meget hvad Cécile sagde til Albert – med sine hænder, med sin mund, det hele – kunne hun bilde ham hvad som helst ind. man kan ikke forstå det, hvis ikke man kender hende, tænkte Albert. For os ville denne Cécile blot være en køn pige, ikke mere end det. For ham var det noget helt andet. Hver enkelt pore i Céciles hud var opbygget af et helt specielt molekyle, hendes ånde havde en speciel duft. Hun havde blå øjne, fint nok, det siger ikke dig noget, men for Albert var disse øjne et dyb, en afgrund. Hør her, lad os se på hendes mund og et øjeblik sætte os i den gode Alberts sted. Fra denne mund havde han modtaget kys, der var så varme og blø-


19

de, at hans mave slog volter og var ved at eksplodere, han havde følt sit mundvand løbe, han havde drukket hende med en bræn-dende lidenskab, hun havde skabt så mange små vidundere, at Cécile ikke bare var Cécile. Så … Ja, med ét kunne hun støtte den opfattelse, at krigen, den var bare en himmerigsmundfuld, og Albert havde i den grad drømt om at være en himmerigs-mundfuld for Cécile …

I dag så han naturligvis anderledes på den sag. Han vidste, at krigen var et kæmpe lotteri med rigtige kugler, og hvis man overlevede den i fire år, var det basalt set et mirakel.

Og hvis man endte med at blive levende begravet lige før kri-gens afslutning, ville det ærlig talt være lidt af en suppedas.

men det er netop, hvad der kommer til at ske.Stakkels Albert bliver begravet levende.temmelig “uheldigt”, som hans mor ville udtrykke det. Løjtnant Pradelle er vendt tilbage til sin deling, han kigger de

nærmeste af sine mænd direkte i øjnene, og hans underordnede for deres del betragter ham, som om han er messias. Han nikker og giver sig tid til at få pusten.

Et par minutter senere er Albert i løb på vej igennem et scene-ri, der giver mindelser om jordens undergang, med tunge skridt og en knude i maven mellem faldende granater, og med kug-lerne piftende om ørerne, han knuger sit gevær ind til sig, lette-re skrutrygget og med hovedet nede mellem skuldrene. Jorden er tung under hans klodsede støvler, for det har regnet meget på det sidste. Rundt omkring ham skriger folk op som gale for at fylde sig med kampgejst, for at indgyde sig selv mod. Andre derimod kæmper sig ligesom ham fremad med ængstelig kon-centration og halsen snøret sammen. Alle kaster sig frem mod fjenden bevæbnet med en uimodsigelig vrede og hævngerrig-hed. Rent faktisk er det nærmest sygeligt sådan at annoncere en våbenhvile. De har lidt for meget til at se krigen slutte på denne måde, så mange af deres kammerater er døde, og så mange af deres fjender er stadig levende, at man næsten får lyst til en lille


20

massakre for at gøre en ende på det én gang for alle. Hvem som helst kan få en tur på slagtebænken.

Albert er skrækslagen for at dø, og selv han ville gladeligt sprætte maven op på den første, den bedste. men han er stødt på adskillige problemer: mens han har løbet, er han drevet mod højre. I starten har han fulgt den rute, som løjtnanten har ud-stukket, men det siger sig selv, at man zigzagger sig frem, når kugler og granater fløjter om ørerne på én. Det bliver ikke bedre af, at Péricourt, der løb lige foran ham, netop er blevet mejet ned af en kugle og er landet så godt som på alle fire, så Albert kun lige kan nå at springe over ham. Han mister balancen og indtil flere skridt, før han falder over gamle Grisonnier, hvis død så uventet gav startskuddet til blodbadet.

Selvom kuglerne flyver omkring ørerne på Albert, stopper han lige på stedet, da han ser ham ligge der.

Han kan genkende hans soldaterkappe, fordi han altid har den her røde tingest siddende i knaphullet, min “fortjenstme-dalje”, kaldte han den. Han var ikke den forfinede type, Grison-nier. Han var ikke nogen åndsfyrste, men en gæv fyr, og alle kunne godt lide ham. Det er helt sikkert ham. Hans store hoved er plantet direkte i sølet, og resten af kroppen ser ud, som om den bare er landet dér i én stor klump. Lige ved siden af ligger der én til, og han kan se, at det er den unge Louis thérieux. Han er også delvist dækket af mudderet, krummet sammen, næsten i fosterstilling. Det giver en klump i halsen, tænk at dø så ung, og så ende i den stilling …

Albert ved ikke, hvad der går af ham, måske er det ren intui-tion, men han griber i hvert fald fat i skulderen på den gamle og skubber til. Den døde vælter tungt til siden og ender på ma-ven. Der går nogle sekunder, før det går op for Albert. Så er det, som om sandheden nærmest springer op og griber ham i stru-ben: Når man rykker frem mod fjendens linjer, bliver man ikke dræbt af to kugler i ryggen.

Han skræver over liget og fortsætter nogle skridt fremad, mens


21

han stadig krummer sig sammen, selvom det ikke giver nogen mening, eftersom man lige såvel kan blive ramt af en kugle, når man dukker sig, som når man står oprejst, men det er ren refleks at formindske målskiven så meget som muligt, det var som om, at når man var i krig, frygtede man hele tiden himlen. Nu står han foran den unge Louis’ lig. Hans hænder er knyttede foran munden, det er virkelig vanvittigt, så ung han ser ud, toogtyve år. Albert kan ikke se hans ansigt, der er helt smurt ind i mudder. Han kan kun se hans ryg. Én kugle. Hvis man dertil lægger de to kugler fra den gamle, bliver det tre. Så er der gjort regnskab.

Da Albert rejser sig, er han stadig helt rundt på gulvet over denne opdagelse. Over det, den betyder. I betragtning af at vå-benhvilen var så snublende nær, og at gutterne derfor ikke var særlig vilde med tanken om at drille tyskerne, kunne man kun drive dem til at angribe, hvis man fyrede godt op under dem: Og hvor var Pradelle egentlig henne, da de to kammerater blev skudt i ryggen?

Vorherre til hest …Da det går op for Albert, vender han sig lamslået om, og blot

nogle meter væk ser han løjtnant Pradelle, der kommer styr-tende mod ham lige så hurtigt, som hans soldaterudrustning tillader.

Hans bevægelser er beslutsomme, og hans holdning er fuld-kommen rank. men Albert lægger især mærke til løjtnantens klare og direkte blik. Fuldstændig determineret. Der går pludse-lig en prås op for ham, han forstår det hele.

Og i dette øjeblik indser Albert, at han skal dø.Han forsøger at flytte sig, men der er ikke længere noget, der

virker, hverken hjernen eller benene, ingenting. Det hele går alt for hurtigt. Jeg har sagt det før, Albert hører ikke til dem, der har en hurtig reaktionsevne. tre skridt, så er Pradelle over ham. Lige ved siden af dem er der et stort gabende granathul. Løjtnantens skulder rammer Albert lige i brystkassen, og han får vejret slået ud af sig. Benene forsvinder under ham, han forsøger at gen-


22

vinde balancen og falder bagover med armene over kors, ned i hullet.

Og hele vejen ned, al den tid det tager at styrte ned igennem fordybningen, ser han Pradelles ansigt fjerne sig, som i slowmo-tion, han ser ind i de øjne og forstår nu den trods, den selvsik-kerhed og den provokation, de rummer.

Da Albert når ned i bunden af hullet, ruller han rundt, og hans oppakning er dårligt nok i stand til at bremse ham. Hans ben bliver viklet ind i hans gevær, men det lykkes ham at kom-me op at stå, og han trykker sig straks op ad den hældende væg, som om han i huj og hast lænede sig op ad en dør af frygt for at blive hørt eller afsløret. med hælene plantet i den lerhol-dige jord, der er glat som sæbe, forsøger han at få pusten. Hans flygtige og usammenhængende tanker kredser uden ophør om løjtnant Pradelles iskolde blik. Det forekommer ham, at kamp-handlingerne ovenover er mange gange mere heftige end før, og himlen er behængt med guirlander. Den mælkehvide hvælving bliver oplyst af blå eller orange glorier. Granaterne slår ned til alle sider med en øresønderrivende og uafbrudt larm, en regn af bomber, et uvejr af piften og eksplosioner. Albert kigger op. Ved kanten af hullet stikker løjtnant Pradelles lange skikkelse frem i silhuet som en dødsengel.

Albert har det, som om hans fald har varet en evighed. Rent faktisk er der ikke mere end, hvad skal vi sige, godt to meter imellem dem. Sandsynligvis mindre. men det gør hele forskel-len. Løjtnant Pradelle står deroppe, med skrævende ben og hænderne solidt hvilende i sit soldaterbælte. Bag ham kan man skimte flakket fra kamphandlingerne. Han kigger roligt ned i af-grunden. Han står helt stille. Han fæstner blikket på Albert med et svagt smil om læberne. Han gør ikke mine til at hjælpe ham. Albert er målløs, han tror ikke sine egne øjne, han griber fat i sit gevær, glider, holder lige akkurat balancen, med skulderen, men da hans gevær endelig peger opad mod kanten, er der ikke nogen. Pradelle er væk.


23

Albert er alene.Han sænker geværet og forsøger på ny at få åndedrættet til at

falde til ro. Han burde ikke tøve så meget som et sekund, men straks klatre op ad granathullets skråning, løbe efter Pradelle, skyde ham i ryggen og springe på ham. Eller se at komme til-bage til de andre, tale med dem, skrige, gøre et eller andet, han ved ikke rigtig hvad. men han er træt. Han er blevet overmandet af udmattelse. For det hele er så tåbeligt. Det var ellers lige før, han skulle hjem, næsten som om han allerede var der. Han ville så gerne kravle derop, men det ville aldrig kunne lade sig gøre. Han var en håndsbredde fra at slippe fra krigen, og nu befinder han sig på bunden af hullet. Han sætter sig ned, eller falder ret-tere sagt sammen, så hviler han hovedet i hænderne. Han gør et forsøg på at analysere situationen, men hans moral er pludselig smeltet. Som en sorbet. Én af den slags, Cécile elsker, den med citronsmag, der får hende til at skære tænder, så hun ligner en lille kattekilling, og Albert får lyst til at trykke hende ind til sig. Og når nu vi er ved det, hvornår fik han egentlig sidst brev fra Cécile? Det er også det, der gør ham udmattet. Han taler ikke med nogen om det, men brevene fra Cécile er blevet kortere. Eftersom den snart er forbi, krigen, skriver hun til ham, som om den er helt og aldeles slut, og at det ikke længere er umagen værd at skrive udførligt. Det er slet ikke det samme for dem, der har en rigtig familie, de får hele tiden breve, men for ham, som kun har Cécile … Der er selvfølgelig også hans mor, men hun er først og fremmest anstrengende. Hendes breve minder om hen-des enetaler, som om hun kunne tage alle beslutninger på hans vegne … Det er alt det, der er så opslidende for Albert, og som æder ham op indefra, læg dertil alle de døde kammerater, som han ikke har lyst til at dvæle for længe ved. Han har allerede haft sine øjeblikke uden håb, men dette kommer virkelig ubelejligt. Præcis på det tidspunkt, hvor han har brug for al sin energi. Han skal ikke kunne sige hvorfor, men der er noget inden i ham, der pludselig har givet slip. Han kan mærke det i maveregionen. Det


24

føles som en uendelig træthed og er tungt som sten. En ved-holdende modstand, noget grænseløst eftergivende og afklaret. Som om noget er ved sin afslutning. Da han meldte sig, da han prøvede at se krigen for sig, tænkte han som så mange andre og i al hemmelighed, at hvis han kom i problemer, kunne han altid spille død. Han ville lade sig falde eller endda udstøde et skrig af frygt for ikke at virke troværdig, som hvis han havde fået en kugle lige gennem hjertet. Derefter skulle han blot blive liggen-de, indtil tingene faldt til ro. Når mørket faldt på, ville han krybe hen til liget af en af sine kammerater, en af dem, der var rig-tig død, og stjæle hans papirer. Herefter ville han genoptage sin krybdyrfærd, være på farten time efter time og stoppe og holde vejret, når han hørte stemmer i natten. Efter således at have taget alle de nødvendige forholdsregler ville han fortsætte, indtil han fandt en nordgående vej (eller en sydgående, afhængig af den pågældende version af historien). Undervejs ville han indprente sig alle detaljer omkring sin nye identitet. Derpå ville han støde ind i en deling, der var faret vild, og hvis øverstkommanderende, en høj korporal med … Ja, som man kan se, er Albert temmelig romantisk anlagt af en kasserer at være. Det er uden tvivl fru maillards fantasterier, der har sat deres præg på ham. Da krigen lige var brudt ud, delte han denne sentimentale fantasi med ad-skillige andre. Han forestillede sig tropper i velsiddende røde og blå uniformer rykke frem i snorlige rækker mod en panikslagen fjendtlig hær. Soldaternes blanke bajonetter pegede lige fremad, mens spredt røg fra enkelte granater vidnede om fjendens til-bage tog. I virkeligheden havde Albert meldt sig til en krig, der ikke stod tilbage for Stendhals romaner, og han befandt sig midt i et prosaisk og barbarisk slagteri, der igennem halvtreds måne-der havde krævet tusind dødsofre om dagen. Hvis man ønsker et mere retvisende billede af forholdene, skal man bare hæve sig lidt op over det hele og betragte de begivenheder, der udspiller sig rundt om hullet: Al vegetation er fuldstændig væk, og jorden er arret af tusindvis af bombekratre, spredt rundtomkring lig-


25

ger der i hundredvis af lig i opløsning, hvis forpestede lugt får kvalmen til at stige op i halsen dag ud, dag ind. Når det stilner en smule af, piler rotter så store som kaniner grådigt rundt fra kadaver til kadaver for at slås med fluerne om de efterladenska-ber, som ormene allerede gnaver i. Albert er godt klar over alt dette, for han gjorde ambulancetjeneste under slaget ved Aisne, og selvom han ikke mødte nogen skælvende og skrigende så-rede, har han været med til at transportere alle former for lig i forskellige stadier af forrådnelse. På det punkt ved han, hvad han snakker om. Et meget ubehageligt arbejde for en som ham, der altid har haft et letbevægeligt hjerte.

Og det er dobbelt uheldigt at lide en smule af klaustrofobi, når nu man om ganske kort tid bliver begravet levende.

Da han var lille, fik han kvalme bare ved tanken om, at døren kunne smække i, når hans mor forlod hans værelse. Han sagde ikke noget om det, men blev liggende i sengen, fordi han ikke ville plage sin mor, som altid hævdede, at hun havde rigeligt med bekymringer i forvejen. men natten og mørket gjorde dybt ind-tryk. Og det hele var blevet aktuelt igen for ikke så længe siden, da han fjollede rundt på lagnerne sammen med Cécile. Når han lå med hovedet nede under dynen, begyndte han at gispe efter vejret og blev grebet af panik. Det hjalp heller ikke på det, at Cécile undertiden holdt ham fast med benene. Bare for at se, hvad der skete, som hun sagde, mens hun lo. Kort sagt er døden ved kvælning den, der skræmmer ham allermest. Gudskelov tænker Albert ikke på den slags, for i sammenligning med det, der venter ham, er det en paradisisk tanke at være fanget mellem Céciles silkebløde lår, selv hvis hans hoved er nede under dynen. Hvis Albert virkelig tænkte på det, ville han have lyst til at dø.

Hvilket ikke er helt ved siden af, eftersom det er det, der kom-mer til at ske. men ikke lige med det samme. Om lidt, når den skæbnesvangre granat slår ned få meter fra hans skjul, så der rej-ser sig en jordvold høj som en mur, som dernæst falder sammen og dækker ham helt, har han ikke langt igen, det er imidlertid


26

alt, vi behøver at vide for at have en ide om, hvad der siden hænder. Albert vil blive grebet af et vildt overlevelsesinstinkt, på samme måde, som det sikkert er tilfældet, hvis man er en la-boratorierotte, der bliver løftet op i bagbenene, en gris, der skal have skåret halsen over, en ko, der skal slås ned, en slags primitiv modstand … men bare vent, vi kommer dertil. Vi kommer der-til, hvor hans lunger skriger efter ilt, hvor hans krop trættes i et desperat forsøg på at komme fri, hvor hans hoved truer med at eksplodere, hvor han bliver grebet af vanvid, hvor … Lad os ikke foregribe begivenhedernes gang.

Albert vender sig om og kigger en sidste gang op – når det kommer til stykket, er der ikke så langt endda. men det er allige-vel for langt for ham. Han prøver at samle kræfter og ikke tænke på andet end at kravle op, komme ud af hullet. Han hanker op i sin udrustning, sit gevær, griber fat, og begynder at bevæge sig op ad skråningen trods sin udmattelse. Det er ikke nemt. Hans fødder glider, glider på det mudrede ler, han kan ikke finde fod-fæste, han borer forgæves fingrene ned i jorden, sparker af fuld kraft med skosnuderne for at grave et trin, men lige lidt hjælper det, han falder ned igen. Derpå letter han sig for sit våben, sin oppakning. Hvis han blev nødt til at tage al tøjet af, ville han ikke tøve. Han vælter rundt på sidevæggen og giver sig så igen til at kravle på maven, hans bevægelser giver mindelser om et egern i et bur, han fægter ud i den blå luft, og hver gang falder han tilbage til sit udgangspunkt. Han stønner, han klynker, og så skriger han. Han bliver panikslagen. Han kan mærke tårerne sti-ge op i øjnene og hamrer på lermuren med de bare næver. Kan-ten er ikke så langt væk, for fanden da, hvis han rækker armen ud, kan han næsten røre ved den, men hans fødder skøjter bare rundt, et skridt frem og et tilbage. Jeg skal altså op af det forban-dede hul! råber han til sig selv. Og det skal nok lykkes ham. Han skal dø en dag, det er rigtigt, men det bliver ikke nu, nej, det ville være for tåbeligt. Han skal nok komme ud derfra, og han vil lede efter løjtnant Pradelle, selv blandt tyskerne, hvis det skulle blive


27

nødvendigt, han skal nok finde ham, og så vil han slå ham ihjel. tanken om at slå ham røvhullet for panden indgyder ham mod.

Han stopper kort op ved følgende triste konstatering: Selvom de har forsøgt i fire år, er det ikke lykkedes tyskerne at slå ham ihjel, men nu skal det ske for en fransk officers hånd.

Fandens.Albert lægger sig på knæ og åbner sit tornyster. Han tager alt

ud og placerer feltflasken mellem sine ben. Han vil brede sin frakke ud over den glatte væg og bruge alt forhåndenværende som modhager, han vender sig om, og netop i det øjeblik høres granaten en snes meter oven over ham. Albert bliver pludselig nervøs og ser op. I løbet af de fire år, der er gået, har Albert lært at skelne de forskellige granater fra hinanden: femoghalvfjerd-sere fra femoghalvfemsere, hundrede og femmere fra hundre-de og tyvere … men ved denne tøver han. Det er muligvis på grund af det dybe hul, eller afstanden, den har en underlig lyd, en ny lyd, den er på samme tid mere dump og dæmpet end de andre, en undertrykt brummen, dernæst en lyd, som om noget er i spin. Alberts hjernevindinger kan lige akkurat nå at kom-me i svingninger. Detonationen er ufattelig voldsom. Jorden gennemrystes af en lammende krampetrækning, den rumler dystert og faretruende, før den skyder ryg. Det er en vulkan. Albert har mistet balancen på grund af rystelsen, desuden er han overrasket, og han kigger op i luften, fordi det pludselig er blevet helt mørkt. Og i stedet for himlen ser han, godt ti meter over sig, en kæmpe bølge af brun jord nærme sig, nærmest som i slowmotion, og dens rullende og bugtede top hælder langsomt ind over ham og truer med at vælte over ham og omslutte ham helt. En fin og næsten tøvende regn af småsten, jordklumper, alskens skærver, vil snart falde. Albert krummer sig sammen om sig selv og holder sig for mund og næse. men det er slet ikke det, han burde gøre, tværtimod, han burde strække sig ud i sin fulde længde, som enhver ved, der har været levende begravet. Derpå følger to til tre standsede sekunder, i løbet af hvilke Albert kigger


28

intenst på tæppet af jord, der hænger over himlen og ser ud til at tøve et øjeblik før sit fald.

Om et øjeblik vil tæppet knuses over ham og dække ham fra top til tå.

Under normale forhold kunne Albert godt ligne et portræt af tintoretto, hvis man skal forsøge at gøre en sammenligning. Hans træk har altid båret en vis smerte i sig, med en skarpt op-tegnet mund, fremstående hage og rynker omkring øjnene, der fremhæver de dybsorte øjenbryn. men i dette øjeblik, hvor hans blik er vendt mod himlen, og han ser katastrofen nærme sig, ligner han snarere Sankt Sebastian. Hans træk er pludselig for-vrængede, hele hans ansigt er fortrukket i smerte, fordrejet af frygt i en form for bønfaldelse, der forekommer temmelig for-gæves, eftersom Albert i hele sit liv aldrig har troet på noget, og det er ikke denne ufordelagtige situation, som han befinder sig i, der vil få ham til det. Heller ikke hvis der var tid.

med en altomfattende knagen og bragen styrter tæppet ned over ham. man kunne måske forvente, at chokket ville dræbe ham på stedet, Albert ville være død, så var den ikke længere. men det, der sker, er værre endnu. Småsten og skærver fortsæt-ter med at hagle ned over ham fra oven, og så kommer jorden, først dækker den ham, så tynger den mere og mere. Alberts krop er naglet til jorden.

Efterhånden som jorden hober sig op omkring ham, bliver han holdt fast, mast, fladtrykt.

Lyset bliver slukket.Alt standser.En ny verdensorden regerer, en verden hvor der ikke mere er

nogen Cécile.Det første, han bliver opmærksom på, lige før han går i panik,

er fraværet af krigens larm. Som om alt pludselig var slået af tavshed, at Gud havde fløjtet kampen af. men det siger sig selv, at hvis han havde været den mindste smule opmærksom, ville han have indset, at der ikke er noget, som er standset, men at


29

lyden ganske enkelt når ham gennem et filter, næsten uhørlig, dæmpet af jordmængden, der dækker ham og holder ham fast. men lige nu har Albert alvorligere bekymringer end at spejde efter lyde, der kan indikere, om krigen fortsætter, for det, der tæller, er det faktum, at den for hans vedkommende er ved at være forbi.

Da først larmen er døet hen, føler Albert sig lammet. Jeg be-finder mig under jorden, siger han til sig selv, og det er egentlig en noget abstrakt tanke. Det er først, da han siger til sig selv, jeg er begravet levende, at det hele bliver skræmmende konkret.

Og i det øjeblik katastrofens omfang går op for ham, hvilket endeligt, der venter ham, i det øjeblik Albert indser, at han vil lide kvælningsdøden, bliver han med ét vanvittig, fuldstændig vanvittig. Alt koger i hovedet på ham, han skriger, og med dét skrig spilder han den smule ilt, han har tilbage. Jeg er blevet begravet, siger han til sig selv igen og igen, og hans bevidsthed hvirvler ned i dette forfærdende faktum med så svimlende fart, at han endnu ikke har tænkt på at åbne øjnene. Han foretager sig ikke andet end at vende og dreje sig i alle retninger. Alle hans tilbageværende kræfter, al hans stigende panik, samler sig i mu-skelkraft. Hans kamp udmønter sig i en utrolig energiudlad-ning. Forgæves.

Og pludselig standser han.For det er netop gået op for ham, at hans hænder bevæger sig.

Kun en smule, men ikke desto mindre. Han holder vejret. Den lerede og vandholdige jord er faldet og har lagt sig som en form for skal rundt om hans arme, skuldre og nakke. Den verden, der har efterladt ham som forstenet, har tilstået ham et par centi-meters råderum her og der. Faktisk ligger der ikke en særlig stor mængde jord oven på ham. Albert er klar over det. Hvor me-get? måske fyrre centimeter. men han ligger neden under det, og dette lag er tilstrækkeligt til at lamme ham og forhindre ham i at bevæge sig, tilstrækkeligt til at han er muret inde.

Overalt omkring ham skælver jorden. Ovenover, i det fjerne,


30

bliver krigen ved, granaterne fortsætter med at få jorden til at ryste og bæve.

Albert slår øjnene op, i første omgang frygtsomt. Det er mørkt, men ikke bælgmørkt. Uendelig små, blege striber af dagslys trænger umærkeligt igennem. En udvisket hvidhed, der dårligt signalerer liv.

Han tvinger sig selv til at trække vejret i korte stød. Han spre-der lårene et par centimeter, får strakt fødderne en smule, det presser jorden sammen i den anden ende. Ganske forsigtigt for-søger han at vriste sit ansigt fri, så han kan ånde, samtidig med at han kæmper mod sin stigende panik. Straks river en jordklump sig løs, som en kugle der eksploderer. Han reagerer instinktivt og spænder i musklerne, mens han krummer sig sammen. men der sker ikke mere. Gad vide, hvor længe han forbliver i denne ustabile ligevægt, hvor luften langsomt tager slut, og han fore-stiller sig den død, der skal komme, hvad det betyder, at man mangler luft og samtidig bliver nødt til at se i øjnene, at sådan er det, hvad det vil sige, at blodkarrene sprænger et efter et som blærer, og man prøver at spærre øjnene op, selvom man ikke kan, som i et forsøg på at se den ilt, der ikke er der. millimeter for millimeter presser han hånden frem, føler sig frem, mens han forsøger at trække vejret så langsomt som muligt og ikke tænke, ikke se den situation, han virkelig befinder sig i. Han kan mærke noget med sine fingre, men selvom den blanke hvidhed er en smule mere intens nu, kan han ikke se, hvad der omgiver ham. Hans fingre rører ved noget blødt, det er ikke jord, ikke ler, det er næsten glat som silke, men også ru.

Det varer lidt, før det går op for ham, hvad han har med at gøre.

Efterhånden som hans øjne vænner sig til lyset, begynder han at kunne skelne det, han har foran sig: to gigantiske læber, hvor-imellem der løber en tyk væske, nogle kæmpestore, gule tænder, nogle store blålige, udflydende øjne …

Et enormt, frastødende, vederstyggeligt hestehoved. Albert


31

rykker uvilkårligt tilbage i en voldsom bevægelse. Hans kra nium støder mod skallen, noget jord river sig igen løs og lægger sig om hans hals, han hæver skuldrene for at beskytte sig, forholder sig atter i ro, holder vejret. Lader sekunderne gå.

Da granaten slog ned, blotlagde den et af disse utallige heste-lig, der ligger og rådner op på slagmarken, og kastede et hoved i favnen på Albert. Så nu står de altså ansigt til ansigt, den unge mand og det døde øg, på det nærmeste forenet i et kys. Efter at jorden er styrtet sammen, kan Albert vriste hænderne fri, men jorden vejer tungt, og den presser mod hans brystkasse. Han begynder på ny at trække vejret stødvist, hans lunger arbejder endnu ikke på fuld kraft. Han er ved at få tårer i øjnene, men forsøger at holde dem tilbage. Han siger til sig selv, at hvis han begynder at græde, er det det samme som at acceptere døden.

Han skulle hellere have givet los, for nu er der ikke langt igen.Det er ikke korrekt, at hele vores liv passerer revy i dødsøje-

blikket. men man ser billeder, det er rigtigt. Og endda nogle gamle nogen. Hans far, hvis ansigt er så fint, så vellignende, at han ville sværge på, at han var der sammen med ham under jorden. Det er uden tvivl, fordi de vil blive genforenet dér. Han ser ham i ung skikkelse, på samme alder som sig selv. tredive somre, før støvets år, og det er rimeligvis støvet, der er det afgø-rende. Han er iført sin museumsuniform, moustachen er blevet vokset, han smiler ikke, som på fotoet på kaminhylden. Albert mangler ilt. Hans lunger smerter, og han får krampetrækninger. Han ville gerne fortabe sig i sine tanker. men den går ikke, kaos får overtaget, den forfærdelige angst for døden griber igen om hans maveregion. tårer løber ned ad kinderne på ham, selvom han ikke ønsker det. Fru maillard stirrer bebrejdende på ham, Albert ved tydeligvis aldrig, hvordan han skal gribe sagerne an, falde ned i et hul, må jeg be’ om mine himmelblå, sådan at dø lige før krigen slutter, godt forsøgt, det er idiotisk, men nu-vel, vi har fattet det: at blive begravet levende foregår i samme position, som hvis man allerede var død! Det er typisk Albert,


32

han er ikke som de andre, alt skal gøres en lille smule dårligere. Og hvad ville ham gutten mon egentlig være blevet til, hvis ikke han var død i krigen? Fru maillard smiler endelig til ham. Når nu Albert er død, er der i det mindste én helt i familien, det er slet ikke dårligt.

Alberts ansigt er næsten blåt, hans tindinger pulserer med ufattelig hastighed, man skulle tro, at alle blodårerne ville spræn-ges. Han hidkalder Cécile, han ville så gerne befinde sig mellem hendes ben, klemt helt fast, men Céciles træk viser sig ikke for ham, det er, som om hun er for langt væk til at nå frem, og det er det, der gør mest ondt på ham, nemlig at han ikke kan se hende for sig i dette øjeblik, at hun ikke er hos ham. Der er kun ordet, Cécile, for den verden, han styrter ned i, har kun ord, ingen krop. Han ville gerne tigge hende om at komme med sig, han er så skrækkelig angst for at dø. men det er nytteløst, han kommer til at dø alene, uden hende.

men så på gensyn, vi ses deroppe, min kære Cécile, om føje tid.

Derpå klinger Céciles navn ud blot for at blive afløst af løjt-nant Pradelles ansigt med det ulidelige smil på læben.

Albert slår om sig til alle sider. Hans lunger tager mindre og mindre luft ind, de piber, når han anstrenger sig. Han giver sig til at spytte, maven trækker sig sammen. Der er ikke mere luft.

Han griber ud efter hestehovedet, og det lykkes ham at få fat i de fedtede læber, hvis kød falder fra hinanden mellem fing-rene på ham, han hager sig fast i de store gule tænder, og med en overmenneskelig kraftanstrengelse lykkes det ham at åbne hestens mund, der udstøder en fordærvet ånde, som Albert hi-ver helt ned i lungerne. Således overlever han nogle sekunder længere, men det vender sig i maven på ham, han kaster op, hele hans krop gennemrystes på ny af spasmer, men det er håbløst at gøre den slags anstalter, hvis man gerne vil finde en smule ilt.

Jorden tynger sådan, der er næsten ikke mere lys, det sidste,


der når ind til ham, er rystelserne i jorden fra granaterne, der stadig regner ned. Derefter intet. Kun en rallen.

Så bliver han overvældet af en mægtig ro. Han lukker øjnene.Han er dårlig, hans hjerte klapper sammen, hans tankevirk-

somhed lukker ned, han synker.menig Albert maillard er lige afgået ved døden.


38 mm155 mm90 mm 90 mm155 mm

231

mm

En gribende skæbneberetning om to overlevende soldaters kamp for et

værdigt liv i 1920’ernes Paris.

Frankrig, november 1918. Første verdenskrig raser, og rundt om i skyttegravene sidder i hundredtu-sindvis af bange unge mænd. Kort før våbenhvilen

er en realitet, kæmper soldaterkammeraterne Albert Maillard og Édouard Péricourt for deres liv på slagmar-ken. Mirakuløst overlever begge, men ikke uden mén, og hjemme i Paris må de to soldater sammen hutle sig igennem tilværelsen. Drømmen om et bedre liv og et ønske om retfærdighed og hævn får dem til at udtænke et svindelnummer af gigantiske proportioner, som vil sætte landet på den anden ende, hvis det opdages.

Vi ses deroppe er historien om to mænd, der overlevede første verdenskrigs uhyrligheder og e� erfølgende følte svigtet fra staten, samfundet og familien. Og det er histo-rien om genopbygningen af et land, der mistede over en million landsmænd i krigen. Om moral, korruption og patriotisme – og om drømme og overlevelse.

„Et mesterværk.” – Page

„Fængslende, dyb, rørende. Vi ses deroppe viser Lemaitres store talent som forfatter. Hans sprog er levende, kontrolleret, originalt. Dette er fantastisk

� ktion, der ikke går ubemærket hen.” – Lire

„Lemaitre leger med skyld, svindel og bedrag ... Den er umulig at lægge fra sig.”

– Livres Hebdo

„Historisk, psykologisk og sociologisk læses bogen som en thriller.”

– Le Figaro

„Et mesterligt komponeret portræt af e� erkrigstidens Frankrig.” – Le Monde des Livres

„Denne roman om en tabt generation, som på én gang er et eventyr og en personlig, social ’og politisk tragedie, er en af sæsonens mest

markante udgivelser.” – La Croix

„Denne bog vil helt sikkert få en plads i litteratur-historien. Lemaitre kunne skrive tusind ekstra

sider, og vi ville stadig ønske os mere.” – Paris-Match

„Af de nominerede [til Goncourtprisen] er dette den roman, der bedst forener det

litterære med det populære.” – RTL

PIERRE LEMAITRE (f. 1951) bor i Paris og har i mange år undervist i litteratur. Han har skrevet fem anmelderroste og prisvindende krimier, hvoraf Alex udkom på dansk i 2013 og vandt Crime Writers Association International Dagger Award.I 2013 blev Lemaitre også hædret med den største litterære pris i Frankrig, Prix Goncourt, for romanen Vi ses deroppe.

Pier

re

Lemaitr

evi ses d

ero

pp

e

Vi ses deroppe

Vi ses deroppe

r o manl i n d h a r d t o g r i n g h o f

V I N D E R A F G O N C O U R T P R I S E N 2 0 1 3

Pierre LemaitrePierre Lemaitre

L I N D H A R D T O G R I N G H O F. d k

vi ses deroppe af pierre lemaitre læseprøve

Documents