gratis læseprøve - krimi

CAM I LLA

LÄCKBERGE N G LE MAG E R S KE N

K R I M I N A L R O M A N

157,5 mm

23

4 M

m

35 mm 157,5 mm100 mm 100 mm

BLODET VIRKEDE FANTAsTIsK NATURTRO. Angsten i Medinas

blik tolkede man som udsøgt skuespilkunst. Medina kom på be-

nene med et desperat udtryk i ansigtet, som et såret vilddyr. Han

holdt sig for struben og vaklede usikkert hen mod orkestergraven.

Publikum applauderede. Aldrig havde man set større indlevelse hos

en scenekunstner på Den Norske Opera! Så slap han grebet om sin

hals, og hans varme blod pumpede ud ad det åbne sår med en kraft

som en højtryksspuler. En stråle ramte Poikonen i ansigtet.

”Din satan!” råbte dirigenten. ”Hvad er det, du laver?” Poiko-

nen gned ihærdigt sine øjne, men det varme, tyktfl ydende blod

blændede ham. Han spyttede fortvivlet. ”Din perverse tenordjævel!”

Tosca kom styrtende ind på scenen og skreg af fuld hals, et skrig

fyldt af dødsangst. Glemt var alt om skønsang.

”De har slået ham ihjel! De har dræbt James Medina!”

Den verdensberømte tenor James Medina bliver skudt ned for

åbent tæppe, mens han står på scenen i Operaen i Oslo. Drabet bli-

ver optakten til en række voldsomme hændelser, som sender chok-

bølger gennem den internationale operaverden. En forrygende og

hæsblæsende krimidebut fra norske Øystein Wiik, der som interna-

tional operasanger og skuespiller kender miljøet indefra.

”Øystein Wiik skriver næsten til det høje C

i sin debut som krimiforfatter.”

Dagbladet

”En tur i operaen bliver defi nitivt ikke det

samme efter det hér.”

Moss Avis

OPERAKRIMI FOR FULD MUsIK

ØYsTEIN WIIK (f. 1956 i Norge) er uddannet skuespiller og

sanger. Han har arbejdet ved teatre og ope-

rahuse i store dele af Europa. Han slog igen-

nem i 1989-90 som Jean Valjean i musicalen

Les Misérables på Det Norske Teatret i Oslo,

en rolle han ligeledes spillede i Wien og Lon-

don. I 1993 oplevede han stor succes i Dan-

mark som Tordenskjold på Gladsaxe Teater (i

stykket af samme navn skrevet af James og

Adam Price). Han var desuden i to år tilknyt-

tet Den Jyske Opera i Aarhus. Sammen med

komponisten Gisle Kverndokk har Øystein

Wiik skrevet fl ere musicals, blandt andet

Sofi es verden baseret på Jostein Gaarders

roman og Jorden rundt i 80 dage efter Jules

Vernes klassiker. I 2010 debuterede han som

forfatter med dræbende applaus, som blev

modtaget med stående ovationer i Norge

og solgt til udgivelse i Tyskland, Holland og

Danmark. Den blev ligeledes nomineret til

den fornemste norske krimipris, Rivertonpri-

sen. I 2011 udkom Øystein Wiiks anden bog,

Slakteren.

”DRÆBENDE APPLAUs ligner ikke den gængse

nordiske krimiroman, som gerne er socialre-

alistisk anlagt. Der er noget anderledes even-

tyrligt over Wiiks debut (...) Han udviser stor

opfi ndsomhed og legesyge, og bogen har

det, som løfter denne type spændingshisto-

rie: en overraskende og forrygende slutning.

At romanen skildrer noget så eksotisk som

det internationale operamiljø, gør heller ikke

historien mindre interessant, ligesom det er

godt at vide, at den er skrevet af en mand,

som ved, hvad han taler om. Wiiks store

erfaring med opera afspejler sig ikke bare i

hans tekniske kundskab. Man mærker også

hans erfaring i at opbygge dramatiske scener

og hans evne til at lade plottet udvikle sig i

uventede retninger. Wiik holder højt tempo

hele vejen, og resultatet er en sand page-

turner. Hele tiden har han nye overraskelser

i ærmet, og hver gang man tror, man har

regnet drillerierne ud, afdækkes et nyt lag i

historien. Der er ikke andet for end at råbe

dacapo!”

Bokspeilet

”En thriller fra den internationale operaver-

den, som er spækket med energi fra første til

sidste side og med et særdeles opfi ndsomt

plot. Afviklingen af plottet og fi nalen er fuldt

på højde med Henning Mankell.”

Nordic Bookblog

”Bravissimo for en krimidebut.”

Oppland Arbeiderblad

”Jøsses, som Øystein Wiik kan skrive!”

Aftenposten

KRIMI0849937887719

0861267887719

ISBN 9788771086126

K R I M I

143 mm 43,5 mm90 mm 90 mm143 mm

21

9m

m

NINNISCHULMAN

Pigen med sne i håret


NIN

NI

SCHU

LMAN

En kold og snefyldt nytårsaften forsvinder sekstenårige Hedda Losjö fra sit

hjem i byen Hagfors nord for Stockholm. Kort tid efter bliver liget af en ung

pige fundet i en skov få kilometer fra familiens hjem. Pigen er nøgen, dræbt

med et skud i baghovedet.

Sagen lander hos Petra Wilander og Christer Berglund fra den lokale

politistation. De skal fi nde ud af, hvad der er sket, og hvem Hedda er bag

facaden.

Det samme forsøger journalisten Magdalena Hansson. Hun er egentlig

rejst fra Stockholm tilbage til Hagfors med sin seksårige søn for at slikke

sårene efter en hård skilsmisse. Her kan sønnen trygt vokse op, og Magda-

lena få ro til at genfi nde fodfæste. Men sagen om Hedda trækker i hende, og

Magdalena får mistanke om, at byens tilsyneladende idyl dækker over

dystre hemmeligheder.

Pigen med sne i håret er den første selvstændige krimi i serien om

journalisten Magdalena Hansson.

”Ninni Schulman debuterer befriende uprætentiøst med en helt lavmælt traditionel

krimi. Imponerende troværdigt beskriver Ninni Schulman, hvordan hverdagen

ramler for de indblandede … og lykkes på imponerende vis at placere de mistænkte

i ”Pigen med sne i håret”, så jeg råbte ”aha”! om og om igen til jeg havde mistanke

til hver og en.”

Dagens Nyheter

Ninni Schulman

(f. 1972) er svensk forfatter og uddannet

journalist. Pigen med sne i håret er hendes

debut og fi k en fremragende modtagelse af de

svenske anmeldere og læsere. Næste år

udkommer anden bog i serien om journalisten

Magdalena Hansson og politibetjentene Petra

Wilander og Christer Berglund.

Magdalena tænkte ikke.

Panikken fi k hele kroppen til at ryste, da

hun løb ud i entréen og ind på toilettet.

Det her sker ikke, det her sker ikke ...

Hun låste døren og sank ned på toiletbræt-

tet. Hørte, at terrassedøren blev åbnet med en

højlydt knasen og bagefter lyden af tunge skridt

ind gennem stuen.

Dørhåndtaget begyndte at rykke op og ned.

Jeg får kun en chance.

Den voldsomme banken på toiletdøren fi k

hende til at trække knæene op under hagen og

holde sig for ørerne. På vasken stod to hvide

porcelænskrus ved siden af hinanden, i det ene

var Nils’ lille blå tandbørste, i det andet hendes

egen grågrønne.

Jeg skal dø i aften. Jeg bliver slået ihjel.

“

Foto: © Anna-Lena Ahlström.

SOFIE SA

REN

BR

AN

T ug

e 36

TOBBE SAD SOM forstenet på stolen i nøjagtig samme stilling, som da Johanna havde fortalt, at Agnes ikke havde sovet i huset om natten. Han tog mobilen frem og ringede til sin kone. Den ringede fire gange, og så gik telefonsva-reren i gang. Efter endnu et par forsøg opgav han og mærkede samtidig, hvordan en kold bølge af panik strømmede gennem kroppen. Ting som dette skete kun på film og i bøger. Formiddagsaviserne solgte stort på folk, der forsvandt, mord og voldtægter, ting som han selv med vilje undlod at læse. Han koncentre-rede sig i stedet om sporten, en overlevelses-strategi, der fungerede udmærket.

Indtil nu.Da Tobbe havde sundet sig lidt, slog det

ham, at Agnes naturligvis bare havde taget bilen og var kørt et ærinde og havde glemt telefonen. Hun var nok bare kørt en lille tur til Simrishamn. Han så for sig, hvordan hun ville vride sig af latter, i det omfang det nu kunne lade sig gøre for maven, når hun fandt ud af, hvilken tumult hun havde forårsaget fra mor-genstunden.

Han rejste sig fra køkkenbordet og tumlede ud ad døren.

Bilen stod på præcis samme sted, som de havde parkeret dagen før.

”

0872847887719

ISBN 9788771087284

143 mm 32 mm90 mm 90 mm143 mm

21

9m

m

Sommersæsonen i det lille fiskerleje Brantevik er ved at være forbi. For familierne Winter og Malm har det været en regnfuld ferieuge, og stemningen er ikke den bedste. De to veninder Johanna og Agnes er begge højgravide og skal føde om få uger. I et forsøg på at afrunde ferien på en god måde beslutter de to par sig for at gå til karaokeaften på den lokale kro. Men noget går grueligt galt, og da de vågner næste morgen, er Agnes væk. Agnes’ forsvinden bliver ugens store nyhed, og politi og medier arbejder sammen for at løse mysteriet. Det bliver en kamp mod tiden, og det hele tager en uventet drejning, da liget af død kvinde skylles op på stranden ...

K R I M I

NERVEPIRRENDE KRIMI FRA NY SVENSK KRIMIDRONNING

SOFIESARENBRANT

SOFIE SARENBRANT er journalist og fotograf. Hun bor i Bromma i Sverige med sin mand og deres to børn. Hver sommer tilbringer hun sammen med familien i Brantevik. Uge 36 er hendes debut.

PRESSEN SKREV ”I UGE 36 går alt fuldstændig galt. For hovedper-sonen. For læseren venter der en næsten ulideligt spændende krimi om alle vordende forældres vær-ste mareridt. Sofie Sarenbrant har opfundet en ny genre: graviditetsthrilleren.” – Svenska Dagbladet

”Jeg er vild med, at UGE 36 tager så uventet en drejning. Karakteren Göran Rosenlund er lige så underholdende som Leif GW Perssons Bäcklund. En kanongod krimi, som varmt kan anbefales.” – Expressen

”UGE 36 er den mest nervepirrende og ubehagelige bog, jeg har læst siden Stephen King. For alle som har oplevet at blive forældre, er det nærmest uud-holdelig læsning. Men netop derfor er den så læse-værdig. Sofie Sarenbrant ser rar og almindelig ud. Men lad jer ikke narre, hun er syleskarp og satans ubehagelig. Og Sveriges nye krimidronning.” – Marcus Birro

© Lars Tangius

“Der venter læseren en næsten ulideligt spændende krimi om alle forældres værste mareridt.”

– Svenska Dagbladet

157,5 mm

23

4 M

m

35 mm 157,5 mm100 mm 100 mm

BLODET VIRKEDE FANTAsTIsK NATURTRO. Angsten i Medinas

blik tolkede man som udsøgt skuespilkunst. Medina kom på be-

nene med et desperat udtryk i ansigtet, som et såret vilddyr. Han

holdt sig for struben og vaklede usikkert hen mod orkestergraven.

Publikum applauderede. Aldrig havde man set større indlevelse hos

en scenekunstner på Den Norske Opera! Så slap han grebet om sin

hals, og hans varme blod pumpede ud ad det åbne sår med en kraft

som en højtryksspuler. En stråle ramte Poikonen i ansigtet.

”Din satan!” råbte dirigenten. ”Hvad er det, du laver?” Poiko-

nen gned ihærdigt sine øjne, men det varme, tyktfl ydende blod

blændede ham. Han spyttede fortvivlet. ”Din perverse tenordjævel!”

Tosca kom styrtende ind på scenen og skreg af fuld hals, et skrig

fyldt af dødsangst. Glemt var alt om skønsang.

”De har slået ham ihjel! De har dræbt James Medina!”

Den verdensberømte tenor James Medina bliver skudt ned for

åbent tæppe, mens han står på scenen i Operaen i Oslo. Drabet bli-

ver optakten til en række voldsomme hændelser, som sender chok-

bølger gennem den internationale operaverden. En forrygende og

hæsblæsende krimidebut fra norske Øystein Wiik, der som interna-

tional operasanger og skuespiller kender miljøet indefra.

”Øystein Wiik skriver næsten til det høje C

i sin debut som krimiforfatter.”

Dagbladet

”En tur i operaen bliver defi nitivt ikke det

samme efter det hér.”

Moss Avis

OPERAKRIMI FOR FULD MUsIK

ØYsTEIN WIIK (f. 1956 i Norge) er uddannet skuespiller og

sanger. Han har arbejdet ved teatre og ope-

rahuse i store dele af Europa. Han slog igen-

nem i 1989-90 som Jean Valjean i musicalen

Les Misérables på Det Norske Teatret i Oslo,

en rolle han ligeledes spillede i Wien og Lon-

don. I 1993 oplevede han stor succes i Dan-

mark som Tordenskjold på Gladsaxe Teater (i

stykket af samme navn skrevet af James og

Adam Price). Han var desuden i to år tilknyt-

tet Den Jyske Opera i Aarhus. Sammen med

komponisten Gisle Kverndokk har Øystein

Wiik skrevet fl ere musicals, blandt andet

Sofi es verden baseret på Jostein Gaarders

roman og Jorden rundt i 80 dage efter Jules

Vernes klassiker. I 2010 debuterede han som

forfatter med dræbende applaus, som blev

modtaget med stående ovationer i Norge

og solgt til udgivelse i Tyskland, Holland og

Danmark. Den blev ligeledes nomineret til

den fornemste norske krimipris, Rivertonpri-

sen. I 2011 udkom Øystein Wiiks anden bog,

Slakteren.

”DRÆBENDE APPLAUs ligner ikke den gængse

nordiske krimiroman, som gerne er socialre-

alistisk anlagt. Der er noget anderledes even-

tyrligt over Wiiks debut (...) Han udviser stor

opfi ndsomhed og legesyge, og bogen har

det, som løfter denne type spændingshisto-

rie: en overraskende og forrygende slutning.

At romanen skildrer noget så eksotisk som

det internationale operamiljø, gør heller ikke

historien mindre interessant, ligesom det er

godt at vide, at den er skrevet af en mand,

som ved, hvad han taler om. Wiiks store

erfaring med opera afspejler sig ikke bare i

hans tekniske kundskab. Man mærker også

hans erfaring i at opbygge dramatiske scener

og hans evne til at lade plottet udvikle sig i

uventede retninger. Wiik holder højt tempo

hele vejen, og resultatet er en sand page-

turner. Hele tiden har han nye overraskelser

i ærmet, og hver gang man tror, man har

regnet drillerierne ud, afdækkes et nyt lag i

historien. Der er ikke andet for end at råbe

dacapo!”

Bokspeilet

”En thriller fra den internationale operaver-

den, som er spækket med energi fra første til

sidste side og med et særdeles opfi ndsomt

plot. Afviklingen af plottet og fi nalen er fuldt

på højde med Henning Mankell.”

Nordic Bookblog

”Bravissimo for en krimidebut.”

Oppland Arbeiderblad

”Jøsses, som Øystein Wiik kan skrive!”

Aftenposten

KRIMI0849937887719

0861267887719

ISBN 9788771086126

K R I M I

143 mm 43,5 mm90 mm 90 mm143 mm

21

9m

m

NINNISCHULMAN

Pigen med sne i håretP

ige

n m

ed

sn

e i h

åre

t N

INN

I S

CH

UL

MA

N

En kold og snefyldt nytårsaften forsvinder sekstenårige Hedda Losjö fra sit

hjem i byen Hagfors nord for Stockholm. Kort tid efter bliver liget af en ung

pige fundet i en skov få kilometer fra familiens hjem. Pigen er nøgen, dræbt

med et skud i baghovedet.

Sagen lander hos Petra Wilander og Christer Berglund fra den lokale

politistation. De skal fi nde ud af, hvad der er sket, og hvem Hedda er bag

facaden.

Det samme forsøger journalisten Magdalena Hansson. Hun er egentlig

rejst fra Stockholm tilbage til Hagfors med sin seksårige søn for at slikke

sårene efter en hård skilsmisse. Her kan sønnen trygt vokse op, og Magda-

lena få ro til at genfi nde fodfæste. Men sagen om Hedda trækker i hende, og

Magdalena får mistanke om, at byens tilsyneladende idyl dækker over

dystre hemmeligheder.

Pigen med sne i håret er den første selvstændige krimi i serien om

journalisten Magdalena Hansson.

”Ninni Schulman debuterer befriende uprætentiøst med en helt lavmælt traditionel

krimi. Imponerende troværdigt beskriver Ninni Schulman, hvordan hverdagen

ramler for de indblandede … og lykkes på imponerende vis at placere de mistænkte

i ”Pigen med sne i håret”, så jeg råbte ”aha”! om og om igen til jeg havde mistanke

til hver og en.”

Dagens Nyheter

Ninni Schulman

(f. 1972) er svensk forfatter og uddannet

journalist. Pigen med sne i håret er hendes

debut og fi k en fremragende modtagelse af de

svenske anmeldere og læsere. Næste år

udkommer anden bog i serien om journalisten

Magdalena Hansson og politibetjentene Petra

Wilander og Christer Berglund.

Magdalena tænkte ikke.

Panikken fi k hele kroppen til at ryste, da

hun løb ud i entréen og ind på toilettet.

Det her sker ikke, det her sker ikke ...

Hun låste døren og sank ned på toiletbræt-

tet. Hørte, at terrassedøren blev åbnet med en

højlydt knasen og bagefter lyden af tunge skridt

ind gennem stuen.

Dørhåndtaget begyndte at rykke op og ned.

Jeg får kun en chance.

Den voldsomme banken på toiletdøren fi k

hende til at trække knæene op under hagen og

holde sig for ørerne. På vasken stod to hvide

porcelænskrus ved siden af hinanden, i det ene

var Nils’ lille blå tandbørste, i det andet hendes

egen grågrønne.

Jeg skal dø i aften. Jeg bliver slået ihjel.

“

Foto: © Anna-Lena Ahlström.

KRIMIFAN.DK

Her er masser af mord, gerningssteder

og alibier. Og som krimilæser kan du

selv komme til orde med kommentarer,

meninger og anmeldelser.

Skriv dig op til

krimi fans nyhedsbrev

og få Corpus Delicti

som gratis lydbog.

Gælder i marts.

www.krimifan.dk

GRATIS LYDBOG

GR

AT

IS L

ÆS

EP

RØ

VE

KR

IMIE

R F

OR

ÅR

20

12P

eople’sP

ress

GRATIS LÆSEPRØVE

People’sPressISBN 978-87-7108-932-5

GRATIS LÆSEPRØVE

KRIMIER FORÅR 2012

People’sPress

Læseprøve_Krimi_2012.indd 1 17/02/12 09.43

CAMILLA

LÄCKBERGENGLEMAGERSKEN

K R I M I N A L R O M A N • P E O P L E ’ S P R E S S

Oversat fra svensk af Louise Ardenfelt Ravnild

Bog-Englemagersken-Final:Layout 1 10/02/12 10:25 Side 3


DE HAVDE TÆNKT at renovere sig ud af sorgen. Ingen af dem troede på,

at det var en god plan, men det var den eneste, de havde. Alternativet

var at give fortabt og langsomt sygne hen.

Ebba lod skraberen fare hen over husmuren. Malingen løsnede med let-

hed. Den var allerede begyndt at skalle af, hun skulle blot hjælpe den lidt

på gled. Julisolen bagte, pandehåret klæbede til hendes svedblanke pande,

og armene værkede ved at udføre samme monotone bevægelse op og ned

for tredje dag i streg. Hun hilste den fysiske smerte velkommen. Når den

tog til, svandt smerten i hjertet et øjeblik.

Hun vendte sig om og så på Mårten, der stod på græsplænen foran huset

og savede brædder til. Han kunne tilsyneladende fornemme, at hun be-

tragtede ham, for han kiggede op og hævede hånden til hilsen, som var hun

en bekendt, han passerede på gaden. Ebba mærkede sin egen hånd udføre

samme akavede gestus.

Skønt der var gået mere end et halvt år, siden deres liv var styrtet i grus,

vidste de stadig ikke, hvordan de skulle forholde sig til hinanden. Hver aften

lagde de sig i dobbeltsengen med ryggen til hinanden, skrækslagne for, at

en ufrivillig berøring ville udløse noget, de ikke kunne håndtere. Sorgen

fyldte så meget, at der ikke var plads til andre følelser. Ingen kærlighed,

ingen varme, ingen medfølelse.

Skylden hang tung og uudtalt mellem dem. Det havde været lettere, hvis

man kunne sætte ord på den og konstatere, hvor den hørte hjemme. Men

den bølgede frem og tilbage, ændrede styrke og form og angreb ustandse-

lig fra nye vinkler.

7



Ebba vendte sig om mod huset igen og krattede videre. Under hendes

hænder faldt den hvide maling af i store flager, og træet kom til syne. Hun

kærtegnede brædderne med den frie hånd. Huset havde sjæl på en måde,

hun aldrig før havde oplevet. Det lille rækkehus i Göteborg, som hun og

Mårten købte sammen, havde været næsten nyt. Dengang havde hun el-

sket, at alt skinnede og strålede, at det var ufordærvet. Nu var det nye blot

en påmindelse om det, der havde været engang. Det her gamle hus med

alle dets skavanker passede bedre til hendes sjæl. Regnen stod igennem

taget, fyret skulle sparkes i gang med jævne mellemrum, og de utætte vin-

duer gjorde det umuligt at have et tændt stearinlys stående i vindueskar-

men, uden at det blev blæst ud. Det trak og regnede også ind i hendes sjæl.

Måske ville sjælen kunne læges her på Valö. Hun havde ingen minder

herfra, men alligevel var det, som om de genkendte hinanden, hun og øen.

Den lå lige ud for Fjällbacka. Hvis hun gik ned til anløbsbroen, kunne hun

se det lille kystsamfund brede sig ud ovre på den anden side af vandet. Foran

den bratte bjergvæg lå små hvide huse og røde fiskerhuse som perler på en

snor. Det var så smukt, at det næsten gjorde ondt i hende.

Sveden løb ned og brændte i øjnene. Hun tørrede sig med T-shirten og

missede mod solen. Oven over hende kredsede mågerne. De skreg og kaldte

på hinanden, og skrigene blandede sig med lyden af både, der passerede

forbi ude på havet. Hun lukkede øjnene og lod sig føre væk af lyden. Væk

fra sig selv, væk fra …

“Skal vi tage en pause og gå ud at bade?”

Mårtens stemme brød lydkulissen og fik det til at gibbe i hende. Hun

rystede forvirret på hovedet, men nikkede så.

“Ja, lad os det,” sagde hun og klatrede ned fra stilladset.

Badetøjet hang til tørre omme bag huset, og hun smed det svedige ar-

bejdstøj og tog bikini på.

Mårten var hurtigere end hende og stod og ventede utålmodigt.

“Skal vi gå?” sagde han og gik forrest hen mod stien ned til stranden.

Øen var temmelig stor og ikke nær så gold som mange af de mindre øer i

den bohuslänske skærgård. Stien var omgivet af tætte træer og højt græs.

Hun trampede fødderne hårdt i jorden. Frygten for slanger sad dybt i hende,

8



og den var kun blevet værre, da de for nogle dage siden havde set en hug -

orm ligge og varme sig i solen.

Terrænet begyndte så småt at ændre sig ned mod vandet. Hun kunne

ikke lade være med at spekulere over, hvor mange barnefødder der mons -

tro havde gået på stien gennem tiden. Stedet gik stadig under navnet bør-

nekolonien, selvom det ikke havde været børnekoloni siden 30’erne.

“Pas på,” sagde Mårten og pegede på nogle trærødder, der stak op.

Hans omsorg burde bevæge hende, men føltes mest af alt kvælende, og

hun trådte demonstrativt hen over rødderne med lange skridt. Nogle meter

længere henne mærkede hun sand under fødderne. Bølgerne slog ind mod

den lange strand, og hun smed håndklædet fra sig og gik direkte ud i det

salte vand. Tangplanter strøg mod hendes ben. Den pludselige kulde fik

hende til at snappe efter vejret, men inden længe nød hun det kolde vand.

Bag sig hørte hun Mårten kalde på hende. Hun lod, som om hun ikke hørte

ham, og fortsatte udad. Da bunden forsvandt under hende, begyndte hun

at svømme, og kun et par svømmetag efter var hun fremme ved den lille

tømmerflåde, der lå forankret.

“Ebba!” Mårten kaldte inde fra stranden, men hun ignorerede ham fort-

sat og greb fat i stigen op til flåden. Hvis hun lagde sig ned og lukkede øj-

nene, kunne hun lade, som om hun var skibbruden ude på det store, vide

hav. Alene. Uden at tage hensyn til nogen anden.

Hun hørte svømmetag i vandet nærved. Badeflåden gyngede, da Mår-

ten hev sig op, og hun kneb øjnene endnu hårdere sammen for at lukke

ham ude lidt længere. Hun ville være alene for sig selv. Ikke sådan, som det

efterhånden var blevet, når hun og Mårten var alene sammen. Modvilligt

åbnede hun øjnene.

Erica sad ved sofabordet. Rundt om hende så det ud, som om der var eks-

ploderet en legetøjsbombe. Biler, dukker, tøjdyr og udklædningstøj i et syn-

digt rod. Med tre børn, der alle var under fire år, så hjemmet som regel

sådan her ud. Som sædvanlig havde hun prioriteret skrivearbejdet højere

end at rydde op, da hun for en gangs skyld havde et børnefrit øjeblik.

Hun hørte hoveddøren blive åbnet, kiggede op fra computeren og fik

øje på sin mand.

9



“Hej, hvad laver du her? Skulle du ikke hen til Kristina?”

“Mor var ikke hjemme. Typisk, jeg skulle have ringet først,” sagde Pa-

trik og sparkede plastictræskoene af.

“Skal du absolut have dem der på? Og oven i købet køre bil med dem?”

Hun pegede på de afskyelige neongrønne sko. Hendes søster, Anna, havde

foræret Patrik dem for sjov, og nu gik han nærmest ikke i andet.

Patrik gav hende et kys. “De er jo fantastiske,” sagde han og gik hen mod

køkkenet. “Fik de forresten fat i dig fra forlaget? De må have været ret for-

hippede på det, når de ligefrem ringede til mig.”

“De vil vide, om jeg kan komme til bogmessen i år, som jeg lovede. Jeg

kan ikke rigtig beslutte mig.”

“Selvfølgelig skal du da det. Jeg skal nok tage børnene i den weekend –

jeg har allerede sørget for ikke at skulle arbejde.”

“Tak,” sagde Erica, men blev inderst inde vred på sig selv over at være

taknemmelig over det. Hvor tit stillede hun ikke op, når hans arbejde som

politibetjent kaldte ham ud med et minuts varsel, eller når weekender, høj-

tider og aftener blev ødelagt, fordi arbejdet ikke kunne vente? Hun elskede

Patrik, men indimellem føltes det, som om han dårligt nok tænkte over, at

hun tog det største ansvar for hjemmet og børnene. Hun havde jo også en

karriere, oven i købet en ret succesrig af slagsen.

Tit og ofte måtte hun høre på, hvor fantastisk det måtte være at kunne

forsørge sig selv som forfatter. At kunne bestemme over sin tid og være sin

egen chef. Erica blev altid lige irriteret. Selvom hun var rigtig glad for sit

arbejde og godt var klar over, at hun var heldig, var virkeligheden en anden.

Frihed var ikke noget, hun forbandt med at være forfatter. Tværtimod

kunne et bogprojekt sluge al tid og tankevirksomhed døgnet rundt alle

ugens syv dage. Til tider kunne hun godt være misundelig på dem, der gik

på arbejde, lavede det, de skulle i otte timer, og var færdige, når de tog hjem.

Hun kunne aldrig koble af fra sit job, og med succesen fulgte krav og for-

ventninger, der skulle afstemmes med livet som småbørnsmor.

Hun kunne dårligt påstå, at hendes arbejde var vigtigere end Patriks.

Han beskyttede folk, opklarede forbrydelser og bidrog til, at samfundet

fungerede bedre. Hun skrev bøger, der blev læst som underholdning. Hun

forstod og accepterede, at hun som regel trak det korteste strå, også selvom

10



det indimellem gav hende lyst til at stille sig op og skrige af sine lungers

fulde kraft.

Med et suk rejste hun sig og gik efter sin mand ud i køkkenet.

“Sover de?” sagde Patrik og tog ingredienserne til sin yndlingsmad frem:

knækbrød, smør, tubekaviar og ost. Erica gøs ved tanken om, at han bag-

efter ville dyppe maden i varm kakao.

“Ja, for en gangs skyld lykkedes det mig at få puttet alle til middag sam-

tidig. De legede smaddergodt i formiddags, så de var helt færdige alle tre.”

“Herligt,” sagde Patrik og satte sig ved bordet for at spise.

Erica gik ind i stuen for at nå at skrive lidt mere, inden børnene våg-

nede igen. Stjålne stunder. Det var det eneste, hun kunne forlade sig på nu.

I drømmen brændte det. Med rædsel i blikket stod Vincent og trykkede

næsen mod en glasrude. Bag ham så hun flammer skyde op, højere og hø-

jere. De nærmede sig ham, sved hans lyse lokker af, og han skreg lydløst.

Hun ville kaste sig ind mod glasset, smadre det og redde Vincent fra flam-

merne, der truede med at opsluge ham. Men hvor meget hun end forsøgte,

ville kroppen ikke lystre.

Så hørte hun Mårtens stemme. Den var fuld af anklager. Han hadede

hende for, at hun ikke kunne redde Vincent, for, at hun bare stod og så på,

mens han brændte ihjel for øjnene af dem.

“Ebba! Ebba!”

Hans stemme fik hende til at prøve igen. Hun måtte løbe frem og slå

glasset i stykker. Hun måtte …

“Ebba, vågn op!”

Nogen ruskede i hendes skuldre og tvang hende til at sætte sig op. Lang-

somt svandt drømmen bort, hun ville holde på den, kaste sig gennem glas-

set ind i flammerne og et øjeblik mærke Vincents lille krop i sin favn.

“Du er nødt til at vågne. Det brænder!”

Pludselig var hun lysvågen. Lugten af røg prikkede i næseborene og fik

hende til at hoste, så det rev i halsen. Da hun kiggede op, så hun røgen vælte

ind gennem døråbningen.

“Vi er nødt til at komme ud!” skreg Mårten. “Kravl under røgen. Jeg føl-

ger efter. Jeg skal bare se, om jeg kan slukke ilden først.”

11



Ebba væltede ud af sengen og faldt sammen på gulvet. Hun mærkede

gulvbræddernes varme mod kinden. Det brændte i lungerne, og hun var

ufattelig træt. Hvordan skulle hun orke at bevæge sig nogen steder hen?

Hun havde lyst til at give efter og sove. Hun lukkede øjnene og mærkede

en tung døsighed brede sig i kroppen. Her kunne hun hvile sig. Bare sove

lidt.

“Op med dig! Du er nødt til det.” Mårtens stemme var skinger, og hun

vågnede af sin døs. Han plejede aldrig at være bange. Nu hev han hende

hårdhændet i armen og hjalp hende op på alle fire.

Modstræbende begyndte hun at bevæge sig på hænder og knæ. Frygten

var også begyndt at hage sig fast i hende. For hvert åndedrag mærkede hun,

hvordan røgen fyldte hendes lunger mere og mere, som en langsomtvir-

kende gift. Hun ville hellere dø af røg end af ild. Tanken om brændt hud

var nok til, at hun satte farten op og kravlede ud af rummet.

Med ét blev hun forvirret. Hun burde vide, i hvilken retning trappen lå,

men hjernen fungerede ikke. Det eneste, hun så forude, var en tæt gråsort

tåge. Hun begyndte panikslagen at kravle ligeud for at undgå at blive fan-

get i røgen.

I samme øjeblik hun nåede hen til trappen, løb Mårten forbi hende med

en brandslukker i hænderne. Han tog trappen i tre skridt, Ebba kiggede

efter ham. Kroppen lystrede hende ikke længere, det føltes akkurat som i

drømmen. Hendes led nægtede at bevæge sig, og hun blev hjælpeløst stå-

ende på alle fire, mens røgen blev stadig tættere. Hun hostede, det ene ho-

steanfald tog det andet. Øjnene løb i vand, og hun tænkte på Mårten, men

skød tanken fra sig.

Endnu en gang følte hun fristelsen til at give op. At forsvinde bort, eli-

minere sorgen, der sønderrev krop og sjæl. Det begyndte at sortne for hen-

des øjne, og hun lagde sig langsomt ned, hvilede hovedet mod armene og

lukkede øjnene. Rundt om hende var der varmt og blødt. Døsigheden fyldte

hende på ny og bød hende velkommen. Den ville hende intet ondt.

“Ebba!” Mårten hev hende i armen, og hun strittede imod. Hun ville

videre hen mod det fredfyldte sted, hun var på vej til. Så mærkede hun et

slag i ansigtet, et smæld, der fik kinden til at svide, og fortumlet løftede hun

12



sig op og kiggede lige ind i ansigtet på Mårten. Hans blik var på én gang

ængsteligt og vredt.

“Ilden er slukket nu,” sagde han. “Men vi kan ikke blive herinde.”

Han gjorde mine til at løfte hende op, men hun strittede imod. Han

havde frataget hende den eneste mulighed for hvile, og rasende hamrede

hun knytnæverne mod hans bryst. Det føltes skønt at få afløb for vreden

og skuffelsen, og hun slog så hårdt, hun overhovedet kunne, indtil han fik

fat om hendes håndled. Med dem i et fast greb tvang han hende op til sig,

trykkede hendes ansigt mod sit bryst og holdt hende helt tæt. Hun kunne

høre hans hjerte slå hurtigt, og lyden fik hende til at græde. Så lod hun sig

løfte op. Han bar hende ud, og da den kolde natteluft fyldte hendes lunger,

gav hun efter og sank ind i døsen.



Fjällbacka 1908

De kom tidligt om morgenen. Mor var allerede oppe med rollingerne, mens

Dagmar stadig lå og gassede sig i den varme seng. Det var forskellen på at være

mors rigtige barn og en af de horeunger, hun tog sig af. Dagmar var noget sær-

ligt.

“Hvad er det, der foregår?” råbte far inde fra kammeret. Både han og Dag-

mar var blevet vækket af en insisterende hamren på døren.

“Luk op! Det er politiet!”

Tålmodigheden brast tydeligvis, for døren blev knaldet op, og en mand i

politiuniform kom stormende ind i huset.

Dagmar satte sig forskrækket op i sengen og forsøgte at dække sig til med

dynen.

“Politiet?” Far kom ud i køkkenet og fik fumlende knappet bukserne i livet.

Hans brystkasse med tynde totter af gråt hår var indsunken. “Hvis bare jeg

må tage skjorten på, skal vi nok få styr på det her. Der må være sket en mis-

forståelse. Her bor kun hæderlige folk.”

“Men Helga Svensson bor da her?” sagde politimanden. Bag ham ventede

yderligere to mænd. De måtte stå tæt sammen, da køkkenet var trangt og fyldt

med senge. For tiden havde de fem rollinger i huset.

“Jeg hedder Albert Svensson, og Helga er min kone,” sagde far. Han havde

fået skjorten på og stod med armene over kors på brystet.

“Hvor er Deres kone?” Stemmen var opfordrende.

Dagmar så de bekymrede rynker, der var brudt frem mellem fars øjne. Han

blev så let bekymret, sagde mor altid. Sarte nerver.

“Mor er ude i haven bagved. Sammen med rollingerne,” sagde Dagmar, og

først nu lagde politimændene tilsyneladende mærke til hende.

14



“Tak,” sagde den betjent, der havde ført ordet, og drejede om på hælen.

Far fulgte efter betjentene. “I kan ikke bare komme stormende ind hos re-

delige mennesker på den måde. I skræmmer jo livet af os. Nu må I forklare,

hvad det drejer sig om.”

Dagmar slog dynen af sig, satte fødderne ned på det kolde køkkengulv og

skyndte sig efter dem kun iført natkjole. Rundt om hjørnet stoppede hun plud-

selig op. To politimænd holdt mor hårdt i armene. Hun kæmpede imod, og

mændene stønnede af anstrengelse, mens de holdt hende fast. Ungerne skreg,

og i tumulten blev vasketøjet, som mor havde været i færd med at hænge op,

revet ned.

“Mor!” råbte Dagmar og løb hen til hende.

Hun kastede sig over den ene politimands ben og bed ham i låret, så hårdt

hun kunne. Han skreg og slap taget i mor og vendte sig dernæst om og gav

Dagmar en ørefigen, så hun faldt om i græsset. Hun blev forbløffet siddende

og strøg sig over den svidende kind. Hun var aldrig i hele sit otteårige liv ble-

vet slået. Nok havde hun set mor give rollingerne klø, men hun havde aldrig

lagt hånd på Dagmar. Og så turde far heller ikke gøre det.

“Hvad er det, I laver? Skal I slå min datter?” Mor sparkede rasende ud mod

mændene.

“Det er ingenting i forhold til det, De selv har gjort.” Politimanden tog atter

et fast greb om Helgas arm. “De er mistænkt for barnemord, og vi har ret til

at ransage deres hus. Og tro mig – vi skal nok gøre det grundigt.”

Dagmar så mor synke sammen. Kinden brændte stadig som ild, og hjertet

hamrede i hendes brystkasse. Rundt om hende skreg børnene, som om dom-

medag var oprunden. Det var den måske også. Selvom Dagmar ikke helt for-

stod, hvad der foregik, røbede mors ansigtsudtryk, at deres verden netop var

ramlet sammen.



“PATRIK, KAN DU tage ud til Valö? Der er kommet en alarm om en brand

derude, og man har mistanke om mordbrand.”

“Hvabehar? Undskyld, hvad sagde du?”

Patrik var allerede på vej ud af sengen. Han satte hurtigt telefonen op

mellem øret og skulderen, mens han tog cowboybukserne på. Han kiggede

søvndrukken på uret. Kvart over syv. Et kort øjeblik spekulerede han på,

hvad Annika mon lavede på stationen så tidligt.

“Jo, altså – der har været brand på Valö,” sagde Annika tålmodigt.

“Brandvæsenet rykkede ud tidligt i morges, men de mistænker, at der er

tale om mordbrand.”

“Hvor på Valö?”

Ved siden af ham rørte Erica på sig.

“Hvad sker der?” mumlede hun.

“Arbejde. Jeg er nødt til at tage ud til Valö,” hviskede han. Når tvillin-

gerne for en gangs skyld sov længere end til halv syv, virkede det tåbeligt at

vække dem.

“Det er ude på børnekolonien,” sagde Annika i telefonen.

“Okay. Jeg tager båden derud og ringer og vækker Martin, for det er vel

ham og mig, der har tjansen i dag?”

“Ja, det er rigtigt. Så ses vi senere på stationen.”

Patrik afsluttede opkaldet og tog en T-shirt på.

“Hvad er det, der er sket?” sagde Erica og satte sig op i sengen.

“Brandvæsenet har mistanke om, at nogen har stukket ild på den gamle

børnekoloni.”

16



“På børnekolonien? Har nogen forsøgt at brænde den ned?” Erica svin-

gede benene ud over sengekanten.

“Jeg skal nok fortælle mere senere,” sagde Patrik og smilede. “Jeg ved

godt, at det er dit lille projekt.”

“Men det er da et sært sammentræf. At nogen forsøger at brænde ste-

det ned, lige når Ebba er vendt tilbage.”

Patrik rystede på hovedet. Han vidste af erfaring, at hans kone yndede

at blande sig i ting, hun ikke havde noget at gøre med, og fór af sted og drog

alt for vidtrækkende konklusioner. Tit fik hun i og for sig ret, det måtte han

indrømme, men indimellem fik hun også lavet rav i den.

“Annika sagde, at de har mistanke om mordbrand. Det er det eneste, vi

ved, og det behøver ikke betyde, at det er mordbrand.”

“Nej, men alligevel,” indvendte Erica. “Det er da underligt, at der sker

sådan noget lige nu. Skal jeg ikke tage med? Jeg havde alligevel tænkt mig

at tage ud for at snakke lidt med Ebba.”

“Og hvem havde du så tænkt dig skulle tage sig af børnene? Maja er nok

stadig lidt for lille til at lave vælling til drengene.”

Han kyssede Erica på kinden, før han skyndte sig ned ad trappen. Bag

sig hørte han tvillingerne begynde at hyle nærmest som på kommando.

Patrik og Martin vekslede ikke mange ord på vej ud til Valö. Tanken om en

potentiel mordbrand var skræmmende og svær at fatte, og da de nærmede

sig og så ud over idyllen, føltes det endnu mere uvirkeligt.

“Hvor er her smukt,” sagde Martin, da de gik ad stien fra anløbsbroen,

hvor Patrik havde fortøjet den lille båd.

“Du har da været her før?” sagde Patrik uden at vende sig om. “Om ikke

andet, så den jul.”

Martin nøjedes med at mumle et eller andet til svar. Han ville tilsyne-

ladende ikke mindes den skæbnesvangre jul, hvor han var blevet inddra-

get i et familiedrama på øen.

En stor græsplæne bredte sig ud foran dem, og de standsede op og så

sig omkring.

“Herfra har jeg mange gode minder,” sagde Patrik. “Vi var her med sko-

17



len en gang eller to hvert år, og jeg var også på sejlerlejr en sommer. Jeg har

spillet en hel del fodbold på græsplænen derovre. Og rundbold.”

“Ja, hvem har ikke været på lejr her? Spøjst egentlig, at man altid har

kaldt det børnekolonien.”

Patrik trak på skuldrene, mens de i rask tempo gik videre op mod huset.

“Navnet blev vel bare hængende. Der var jo kun kostskole en kort pe-

riode, og ham von Schlesinger, som boede der inden, ville man nok ikke

opkalde stedet efter.”

“Ja, den skøre gamle knark har man hørt om,” sagde Martin og udstødte

en ed, da han fik en gren i ansigtet. “Hvem ejer det nu?”

“Det vil jeg tro, at parret, der bor der, gør. Efter det, der skete i 1974, har

det været forvaltet af kommunen, så vidt jeg ved. Synd, at huset har fået

lov at forfalde sådan, men nu ser det jo ud til, at de er i gang med at reno -

vere det.”

Martin kiggede op mod huset, hvis facade var dækket af stillads. “Ja, det

kan blive virkelig flot. Jeg håber ikke, ilden nåede at få ødelagt alt for meget.”

De fortsatte frem til stentrappen op til hoveddøren. Nogle brandmænd

fra Fjällbackas frivillige brandkorps var i gang med at samle deres ting sam-

men. Alt åndede ro og fred. De måtte svede tran i de store dragter, tænkte

Patrik. Varmen var allerede ved at blive trykkende, selvom det var tidligt

om morgenen.

“Halløjsa!” Chefen for brandkorpset, Östen Ronander, kom hen til dem

og nikkede til hilsen. Hans hænder var sorte af sod.

“Hej, Östen. Hvad er det, der er sket? Annika sagde, at I havde mistanke

om mordbrand.”

“Ja, det ser unægtelig sådan ud. Men vi er jo ikke kvalificerede til at vur-

dere det rent teknisk, så jeg håber, Torbjörn er på vej.”

“Jeg ringede til ham på vej hertil, og de regner med at være her om …”

Patrik så på sit armbåndsur, “cirka en halv time.”

“Glimrende. Skal vi se os omkring indtil da? Vi har bestræbt os på ikke

at ødelægge noget. Ejeren havde allerede slukket med brandslukkeren, da

vi kom, så vi har bare sikret os, at der ikke ligger noget og ulmer. Der var

ikke meget, vi ellers kunne gøre. Nu skal I se.”

18



Östen pegede ind i entréen. Inden for dørtærsklen var gulvet brændt i

et ejendommeligt uregelmæssigt mønster.

“Det må vel have været en form for brændbar væske?” Martin så spør-

gende på Östen, som nikkede.

“Jeg vil tro, nogen har hældt væske ind under døren og derefter antændt

det. At dømme efter lugten vil jeg gætte på benzin, men det kan Torbjörn

og hans gutter nok udtale sig mere sikkert om.”

“Hvor er beboerne i huset?”

“De sidder omme bagved og venter på redderne, der desværre er blevet

forsinkede på grund af en trafikulykke. De virker ret chokerede, og jeg vur-

derede, at de nok havde brug for fred og ro. Desuden gjaldt det om at undgå,

at flere trampede rundt her, før I havde fået en chance for at indsamle be-

vismateriale.”

“Du har styr på sagerne.” Patrik klappede Östen på skulderen og vendte

sig om mod Martin. “Skal vi gå om og tale med dem?”

Han ventede ikke på svar, men begyndte at gå om mod bagsiden af huset.

Da de kom rundt om hjørnet, fik de øje på et havemøbelsæt lidt længere

væk. Møblerne var slidte af mange års vejr og vind. Ved bordet sad et par

i femogtrediveårsalderen. Da manden fik øje på dem, rejste han sig og gik

dem i møde. Han stak hånden frem. Den var ru og barket, som havde den

håndteret værktøj igennem mange år.

“Mårten Stark.”

Patrik og Martin præsenterede sig.

“Vi forstår ingenting. Brandfolkene sagde noget om mordbrand?” Mår-

tens kone var fulgt efter sin mand. Hun var lille og spinkel, og selvom Pa-

trik blot var almindelig af højde, gik hun ham kun til skulderen. Hun så

sart og skrøbelig ud, og hendes krop dirrede.

“Det behøver ikke at være tilfældet. Vi ved ikke noget med sikkerhed

endnu,” sagde Patrik beroligende.

“Det her er min kone, Ebba,” forklarede Mårten. Han strøg sig over an-

sigtet med en træt bevægelse.

“Må vi sætte os ned?” spurgte Martin. “Vi vil gerne høre lidt mere om,

hvad det var, der skete.”

19



“Ja, selvfølgelig, vi kan sætte os herovre,” sagde Mårten og pegede over

mod havemøblerne.

“Hvem opdagede, at det brændte?” Patrik kiggede på Mårten. Han havde

en mørk streg i panden og hænder, der var sorte af sod, ligesom Östens.

Mårten så hans blik og kiggede ned på sine hænder, som om han først nu

så, at de var beskidte. Med langsomme bevægelser tørrede han håndfla-

derne af i cowboybukserne, før han svarede.

“Det var mig. Jeg vågnede og fornemmede en mærkelig lugt. Ret hur-

tigt gik det op for mig, at det måtte brænde nedenunder, og jeg forsøgte at

vække Ebba. Det tog lidt tid, hun sov tungt, men til sidst lykkedes det mig

at få hende op. Jeg løb ud efter brandslukkeren, og der stod kun én ting i

hovedet på mig: at jeg var nødt til at få slukket ilden.” Mårten talte så hur-

tigt, at han blev helt stakåndet, og tav for at få pusten igen.

“Jeg troede, jeg skulle dø. Jeg var helt sikker på det.” Ebba pillede ved

sine neglebånd, og Patrik så medlidende på hende.

“Jeg tog pulverslukkeren og sprøjtede som en gal på flammerne nede i

entréen,” fortsatte Mårten. “Først så der ikke ud til at ske noget, men jeg

blev ved med at sprøjte, og så døde ilden pludselig ud. Men røgen blev hæn-

gende, der var røg overalt.” Hans vejrtrækning var blevet hurtigere igen.

“Hvorfor skulle nogen – jeg forstår ikke …?”

Ebba lød fraværende, og Patrik havde på fornemmelsen, at det forholdt

sig, som Östen havde sagt: Hun var i chok. Det kunne også forklare, hvor-

for hun rystede som af kulde. Når redderne kom, måtte de kigge en ekstra

gang på Ebba og også sikre sig, at hverken Ebba eller Mårten havde taget

skade af røgen. Mange vidste ikke, at røgen var mere dødbringende end

selve ilden. Hvis man trak røg ned i lungerne, kunne det få følger, som man

først mærkede efter et stykke tid.

“Hvorfor tror I, at branden var påsat?” sagde Mårten og gned sig igen i

ansigtet. Han havde nok ikke fået ret mange timers søvn, tænkte Patrik.

“Vi ved som sagt ikke noget med sikkerhed endnu,” svarede han tø-

vende. “Der er visse tegn, der tyder på det, men jeg vil ikke sige for meget,

før teknikerne har kunnet bekræfte det. I hørte ingen lyde tidligere på nat-

ten?”

“Nej, jeg vågnede som sagt først, da det allerede brændte.”

20



Patrik nikkede over mod et hus et lille stykke væk. “Er naboerne hjem -

me? Kan de have set, om der gik en fremmed rundt herude?”

“De er på ferie, så der er kun os på den her side af øen.”

“Er der nogen, der kunne ønske at skade jer?” indskød Martin. Tit lod

han Patrik føre an med spørgsmålene, men han lyttede altid opmærksomt

og iagttog reaktionerne hos dem, de talte med. Hvilket var mindst lige så

vigtigt som at stille de rigtige spørgsmål.

“Nej, ingen, så vidt jeg ved.” Ebba rystede langsomt på hovedet.

“Vi har ikke boet her ret længe. Kun to måneder,” sagde Mårten. “Det

her er Ebbas barndomshjem, men det har været lejet ud gennem årene, og

hun har ikke været tilbage før nu. Vi besluttede os for at sætte det i stand

og bruge det til noget.”

Patrik og Martin udvekslede et flygtigt blik. Husets og Ebbas historie

var velkendt på egnen, men det var ikke den rette lejlighed til at begynde

at tale om den. Patrik var glad for, at Erica ikke var med. Hun havde ikke

kunnet nære sig.

“Hvor boede I før?” sagde Patrik, selvom han kunne gætte sig til svaret

ud fra Mårtens udprægede dialekt.

“I Göteborg sguda,” sagde Mårten på overdrevet göteborgsk uden at for-

trække en mine over sin morsomhed.

“Ingen mellemværender med nogen dér?”

“Vi har ikke noget mellemværende med nogen i Göteborg – eller med

nogen i det hele taget.” Mårtens tonefald var afmålt.

“Og hvad var anledningen til, at I flyttede hertil?” sagde Patrik.

Ebba så ned i bordet og fingererede ved halskæden, hun bar om halsen.

Den var af sølv med en fin engel som vedhæng.

“Vores søn døde,” sagde hun og trak så hårdt i englen, at kæden skar ind

i halsen på hende.

“Vi trængte til luftforandring,” sagde Mårten. “Huset her har fået lov at

stå og forfalde, uden at nogen har bekymret sig om det, og vi så det som en

chance for at starte på en frisk. Jeg er af restauratørfamilie, så det føltes na-

turligt at drive vores eget. Vi havde tænkt os at begynde med en bed and

breakfast og så lidt efter lidt forsøge at lokke konferencegæster til.”

“Der ser ud til at være nok at lave.” Patrik kiggede op mod det store hus

21



med den hvide, afskallede facade. Han valgte med vilje ikke at spørge mere

ind til den døde søn. Smerten i deres ansigter havde været alt for stor.

“Vi er ikke bange for at arbejde. Og vi bliver ved, så længe vi kan. Hvis

kræfterne slipper op, må vi vel hyre noget hjælp, men vi vil helst spare de

penge. Det bliver i forvejen svært nok at få det til at løbe rundt økonomisk.”

“Der er altså ikke nogen, der kunne tænkes at ville skade jer eller for-

retningen her?”

“Forretningen? Hvilken forretning?” sagde Mårten med en ironisk lat-

ter. “Og nej, vi kan som sagt ikke komme på én eneste, der kunne finde på

at gøre sådan noget mod os. Vi har ganske enkelt ikke levet den slags liv. Vi

er helt almindelige mennesker.”

Patrik tænkte et øjeblik på Ebbas baggrund. Der var ikke ret mange helt

almindelige mennesker, der havde et så skæbnesvangert mysterium i deres

fortid. Historierne og spekulationerne om, hvad der var sket med Ebbas

familie, havde været mange og vidtløftige i Fjällbacka og omegn.

“Medmindre …?” Mårten så spørgende på Ebba, der så uforstående på

ham. Han fortsatte med blikket fæstnet på hende: “Det eneste, jeg kan

komme på, er fødselsdagskortene.”

“Fødselsdagskortene?” sagde Martin.

“Siden Ebba var lille, har hun hvert år til sin fødselsdag fået et kort fra

en eller anden, der bare underskriver sig med ‘G’. Hendes adoptivforældre

har aldrig fundet ud af, hvem der sender kortene. De er blevet ved med at

komme, efter Ebba flyttede hjemmefra.”

“Og Ebba har heller ingen anelse om, hvem de er fra?” sagde Patrik, før

det gik op for ham, at han talte om hende, som om hun ikke var der. Han

vendte sig om mod hende og gentog: “Du har ingen idé om, hvem der kan

have sendt dig de kort?”

“Nej.”

“Hvad med dine adoptivforældre? Du er sikker på, at de ikke ved noget?”

“De har ingen anelse.”

“Har denne ‘G’ nogensinde taget kontakt på anden vis? Været truende?”

“Nej, aldrig. Eller hvad, Ebba?” Mårten rykkede hånden over mod Ebba,

som om han ville røre ved hende, men så lod han den synke ned i skødet

igen.

22



Hun rystede på hovedet.

“Nu kommer Torbjörn,” sagde Martin og slog ud med hånden over mod

stien.

“Godt, så synes jeg, vi skal slutte af her, så I kan få hvilet jer lidt. Red-

derne er på vej, og hvis de vil have jer til at tage med ind på sygehuset, så

synes jeg, I skal gøre det. Sådan noget som det her skal man tage alvorligt.”

“Tak,” sagde Mårten og rejste sig. “Giv lyd, hvis I finder ud af noget.”

“Det skal vi nok.” Patrik sendte Ebba et sidste bekymret blik. Hun vir-

kede stadig, som om hun var lukket inde i en boble. Han spekulerede over,

hvordan tragedien fra hendes barndom mon havde formet hende, men

tvang sig selv til at slippe tanken. Nu var han nødt til at koncentrere sig om

det arbejde, de havde foran sig. At fange en mulig mordbrænder.



Udkommer 8. marts 2012kr. 199,95


Kvinde – KliK ind!

Kvinde – KliK ind! cyKelbog for Kvinder

Hvilken cykel skal jeg vælge? Hvad skal jeg have på? Og hvorfor skal cykeltøj være så grimt? Hvem skal jeg cykle sammen med? Hvor skal jeg cykle hen og hvor langt mon jeg kan cykle? Hvad nu, hvis jeg punkterer? I bogen finder du svar på alle dine spørgsmål omkring cykling, og alle kan være med. Frem med cyklen, klik ind og ud i det blå!

Bogen henvender sig til kvinder, der vil cykle på motionsplan og deltage i løb som f.eks. Tøserunden. I bogen er der masser af råd til at finde den rigtige cykel og det smarte cykel- udstyr, facts om cykelteknik og forslag til ruter. Alt sammen blandet med inspirerende historier fra væsentlige cyklende kvinder, bl.a. den firedobbelte VM-vinder, Catherine Marsal og Lone Sand, der har cyklet fra Cairo til Cape Town.

People’sPress ArtPeople.dk

People’s Press

Peo

ple’sP

ress

Gro Høyer Thielst

Cykelbog for kvinder

Kvinde – KliK ind!

isbn 978-87-710-8478-8



NINNI SCHULMAN


KRIMINALROMAN • PEOPLE ’SPRESS

Oversat fra svensk af Kamilla Jørgensen

Bog Schulman-FINAl:Layout 1 18/01/12 11:29 Side 3


Han behøvede blot at åbne bagsmækken, binde rebet om hen-

des smalle ankler op og pege hen mod huset for at få hende

til at bevæge sig op ad bakken. Ingen protester. Ingen gråd.

Hun havde allerede givet op. Eller også orkede hun ikke at

skrige længere.

Mørket faldt hurtigt på. Søen, man plejede at kunne skimte

mellem birketræerne neden for udhuset, lå skjult, men han kunne

høre snescooterne ude på isen.

Små snefnug landede i hendes hestehale, og han bemærkede,

at hun havde svært ved at holde balancen med hænderne bundet

på ryggen. Trods hendes spinkle skikkelse gik sneskorpen flere

gange i stykker under hende. Men hun sagde ingenting, stønnede

bare stille.

En gang drejede hun hovedet for at forsøge at fange hans blik,

men han kunne ikke få sig selv til at hjælpe hende. I stedet puffede

han hende fremad. Han måtte gøre en ende på det, før der kom

nogen.

På trods af at det var så koldt, at åndedrættet stod i en tyk, hvid

sky ud af munden, mærkede han sveden løbe under armene. Han

kunne ikke lade være med hele tiden at se sig om, selvom han nær

havde mistet balancen selv.

Nogle meter fra husgavlen gik sneskorpen igen i stykker under

hende. Hun sank dybere denne gang, stod med sne helt op til lå-

rene. Han fandt pistolen frem. Hans hænder rystede, da han tog

den tykke luffe af og sigtede.

7



Et skud.

Hun faldt forover, landede med ansigtet først i den løse sne og

blev liggende, helt stille. Der kom kun en underlig gurglende lyd

fra hendes mund. Han havde aldrig hørt noget lignende.

Han skyndte sig tilbage til bilen for at slippe for synet af blodet,

der pulserede ud af baghovedet, pløjede sig frem med store skridt.

Nu ingen panik. Ingen panik.

Han rystede, som havde han feber, da han fandt spaden frem fra

bagagerummet. Sveden klæbede under Helly Hansen-trøjen.

Han havde længe overvejet, hvad han skulle gøre med liget, før

han besluttede sig. Den bedste løsning, han var nået frem til, var at

gemme det et sikkert sted og grave det ned i skoven senere, når

frosten var gået af jorden. I nat havde tanken virket logisk. Det

gjorde den ikke længere. Hvordan skulle han kunne vende tilbage

hertil, gå ind og ...

Men nu var der ikke længere noget alternativ. Pigen var alle-

rede død.

Snedækket foran jordkælderen i skovbrynet var mere kompakt

end ved første øjekast, at skovle døren fri tog meget længere tid,

end han havde troet. Da han endelig var færdig, lå den nyfaldne sne

som et tyndt lag pudder over den lille krop ved huset.

Han stillede sneskovlen op ad væggen som en husejer efter vel-

udført arbejde, løftede den grove haspe af og trak døren op. Han

sneg sig tilbage til hende, forsigtigt, som om hun pludselig kunne

sætte sig op og se på ham.

Hendes ben var frosset fast i sneen, og han begyndte at grave sig

ned langs lårene med hænderne. Sneskorpen rev mod håndfla-

derne, han huskede fornemmelsen fra barndommens snehule-

byggerier. Da han vurderede, at hullet var stort nok, tog han fat

under hendes armhuler og trak hende op. Blodet var tykt og blå-

sort og allerede frosset fast i hendes hår, hendes højre øje stirrede

8



forbi ham ind mellem grantræerne. Resten af ansigtet var umuligt

at skelne.

Da han havde fået liget fri af sneen, begynde han at klæde hende

af. Tøjet lagde han i en bunke bag sig. Hun var tynd. Ribbenene var

tydelige under de runde ungpigebryster.

Mens han tog de sorte affaldssække og den lange plasticsnor op

af lommen, hørte han snescooterne nærme sig.

Uden at tænke tog han fat om pigens tynde ankler og begyndte

at slæbe hende over grunden og ned i kælderen. Den lugtede af

kulde og jord. Som barn turde han aldrig gå derind, han var hun-

deræd for edderkopper. Gulvet var fejet rent, og op ad den ene væg

stod en tom, lav reol med to gamle krebsekasser i en ret vinkel mod

reolkanten.

Han trak liget så langt ind i mørket, han kunne, og skyndte sig

foroverbøjet ud ad døren. Han ville væk.

Lyden fra scooterne blev højere og højere, de måtte være lige

ud for søbredden. Han tænkte på blodet i sneen og på bilen par-

keret nede på vejen.

Sneklumper og is havde kilet sig fast i det nederste hængsel og

under kælderdøren, den kunne ikke lukke nu.

Han bandede og svovlede, mens han hakkede løs med spaden.

Da han gav op, var der stadig en ti centimeter bred sprække.

Han så med ærgrelse, at der var kommet blodpletter på jakken,

både på brystet og på ærmerne, selvom han havde forsøgt at være

forsigtig.

Han kastede et par skovlfulde sne over blodpletterne ved hus-

hjørnet og samlede pigens tøj op. Det lange lyserøde spor i sneen

hen til kælderdøren nåede han ikke at gøre noget ved. Nu var det

i hvert fald overstået, tænkte han, mens han skyndte sig tilbage til

bilen.

Nu var det endelig forbi.

9



1

MAGDALENA HANSSON HÆVEDE vinglasset mod sit spejlbillede i

den mørke rude.

“Så godt nytår, da. Skidegodt nytår.”

Hun smilede ironisk, tog en lille slurk og mødte igen sit eget

blik. Smilet stivnede, og hun blev stående. Hun havde sat sit håret

op i en hestehale for at få det af vejen, når hun stod bøjet over flyt-

tekasserne. Selv i ruden kunne hun se randene under øjnene og

malerpletterne på træningstrøjen.

Snefnug så store og vægtløse som mælkebøttehoveder i frø fort-

satte med at falde uden for vinduet. Magdalena slukkede stander-

lampen og så ud over gården. Hun kunne hverken se søen eller

broen. En lang hindbærhæk stak op af snedriverne for enden af

grunden. Hun kunne ane flere bærbuske og to æbletræer, men hun

havde glemt at spørge, hvad det var for en slags bær. Sommeren

havde virket så fjern, da kontrakten blev underskrevet. På alle

måder.

Jeg er nødt til at købe en sneskovl, tænkte hun. Hvis det lykkes

mig at komme ud herfra i morgen.

Hun tændte lampen igen, tog en lille slurk af vinen og stillede

glasset fra sig på den flyttekasse, som stod nærmest.

Den lille udtræksseng så ensom ud i hjørnet. Magdalena for-

søgte at fremmane billedet af en sovende Nils i Spidermanpyja-

mas, men det lykkedes ikke. I stedet fortsatte hun med at sætte

børnebøger på plads i reolen, mens hun anstrengte sig for at holde

tankerne på et roligt, håndterbart niveau. Hun havde næsten tømt

10



en hel flyttekasse, da hun fik øje på albummet fra Hanoi i bunden

af kassen.

Hun tog det langsomt op, strøg over det vatterede omslag med

håndfladen, det omslag, hun havde syet, mens Nils sov til middag

den første vinter. Dernæst bandt hun stofbåndet op og sank ned på

gulvet.

Deres dejlige lille dreng. I gul frottésparkedragt i en tremme-

seng på børnehjemmet, stortudende på hotelværelset den første

nat og senere sovende, formentlig helt udmattet, med sin lille op-

stoppernæse trykket mod Ludvigs hals.

Hun mærkede ikke tårerne, før de dryppede på et af billederne

fra flyveturen hjem.

Da ringede telefonen.

Magdalena for op, løb fra rum til rum for at finde den trådløse

telefon, tørrede ansigtet med trøjeærmet. Hun fandt telefonen

oven på den usorterede postbunke på køkkenbordet.

“Magdalena.”

“Hej, Magda. Det er Gunvor. Gunvor Berglund.”

“Hej,” sagde Magdalena og sank gråden. “Hyggeligt at høre fra

dig.”

“Forstyrrer jeg?”

“Nej, nej, slet ikke.”

“Det her kommer måske lidt pludseligt, men jeg så, at der var

lys, så jeg tænkte på at spørge, om du havde lyst til at komme over?

Nu, hvor vi er blevet naboer og alting.”

“Tak, det kunne være rigtig hyggeligt. Jeg burde egentlig prøve

at komme på plads, men jeg vil gerne komme.”

“Hyggeligt. Ja, det bliver ikke noget særligt, bare os tre. Jeg

sendte for resten Bengt over til dig for at skovle lidt sne. Der er jo

kommet over tyve centimeter bare her til aften.”

Magdalena lænede sig ind over køkkenbordet og kiggede ud. I

den lange garageindkørsel stod Bengt ganske rigtigt med tophuen

11



skudt op i panden. Hun bankede på ruden og mimede et tak for

hjælpen.

“Kom ved ottetiden,” sagde Gunvor.

“Tak. Så ses vi.”

Magdalena lagde på, trak en køkkenstol ud og satte sig.

“Det bliver godt,” sagde hun.

Og denne gang troede hun næsten på det.

Ernst Losjö stod foran spejlet i det store soveværelse og bandt slip-

seknuden med rutinerede bevægelser. Gabriella ville sikkert have

en mening om hans valg, sige noget om, at et andet slips ville stå

bedre til hendes kjole. Naturligvis burde han have spurgt hende

først, men han orkede det ikke.

Han var snart nødt til at fortælle, at det ikke længere gik. At al-

ting, deres liv sammen, var meningsløst. Men det var nytårsaften.

Han satte slipseknuden på plads og trak jakken på, redte det

næsten helt grå hår tilbage med et par hurtige bevægelser og stak

kammen tilbage i inderlommen.

Han blev stående, så på deres soveværelse, som om han var der

for første gang. Den høje dobbeltseng med hvid gavl, det lysegrå

trægulv, de specialsyede bomuldsgardiner som ved hjælp af metal-

ringe og snore kunne hejses op og ned. Det her var formentlig god

smag, selvom han ikke kunne lade være med at spekulere på, hvor

mange gange man magtede at omdanne et helt hjem. Gabriella

kunne bruge timevis på at rive umoderne tapet ned og slidte kork-

gulve op, slibe trægulve, lakere og male. Alting skulle være genuint

og ægte, alligevel blev resultatet aldrig mere end en nervøs kulisse.

Jeg tager kun det vigtigste med og indlogerer mig på hotel nogle

nætter, tænkte han. Bagefter finder jeg en lejlighed inde i Hagfors.

Hedda får lov at blive boende med Gabriella i huset indtil videre.

Men først skulle de spille teater, han ville vise sig fra sin bedste

12



side. Gabriella havde forberedt nytårsfesten længe, og det gik ikke

at ødelægge den for hende. Nede på spisebordet stod bakker med

seks forskellige slags snitter og champagneglas på lige rækker. Nej,

han var ikke noget uhyre. Man skal opføre sig ordentligt.

Ernst gik ud af soveværelset og ned ad den brede – og for øje-

blikket hvidmalede – trappe. I forhallen nedenunder så han Ga-

briella tænde stearinlysene i lampetterne, som han til hendes glæde

havde arvet efter sin farbror Wilhelm. Hun var klædt i en nedrin-

get silkekjole og havde sat sit lange hår op på en usædvanlig avan-

ceret måde. Før havde han elsket at se hende netop sådan og senere

på natten at få lov at pille alle hårnålene ud og se håret falde ned

over ryggen. Nu syntes han mest, at hun så tragisk ud.

“Hvor er du fin,” sagde han.

“Tak.”

Gabriella pustede tændstikken ud og vendte sig om mod ham.

Rynken mellem øjnene blev pludselig dybere.

“Dit slips. Jeg tænkte ...”

“Nu har jeg det her på.”

Ernst gik forbi hende og videre ind i stuen. Der brændte flere

stearinlys, og kaminilden knitrede. Hvordan kunne jeg gå med til

at købe det isbjørneskind? Hvis jeg i det mindste havde skudt dyret

selv. Men nej, ikke engang da havde det været okay.

Gabriella kom klaprende på sine høje hæle med endnu en

bakke.

“Gad vide, hvordan Hedda har det,” sagde hun og stillede bak-

ken på spisebordet. “Tænk, at hun for en gangs skyld skulle til fest.”

“Ja, det lyder hyggeligt,” svarede Ernst. “Hvor var det, hun skulle

hen?”

“Hos en eller anden klassekammerat, tror jeg. Det var godt, at

hun fik et lift af Samuel.”

“Henter han dem også i nat?”

13



“Nej, hun skal sove hos klassekammeraten.”

Ernst nikkede og så ud ad vinduet.

“Det er nok også det bedste, det ser ud til at blive et rigtigt uvejr

i nat.”

Han snuppede en af snitterne og proppede den i munden. Han

vidste, Gabriella ville blive oprørt over det, men han kunne ikke

lade være.

Gabriella rynkede panden igen.

“Hold op, Ernst! Kan du ikke se, at rækkerne bliver ujævne, når

du gør sådan?”

Hun begyndte irriteret at flytte rundt på de dekorerede snitter

med neglelaksfingrene for igen at få orden på bakken.

Jeg er blevet som et oprørsk barn sammen med hende, tænkte

Ernst, en gnaven teenager, som hele tiden er nødt til at markere

sin egen vilje.

Dørklokken ringede. Gabriella klaprede af sted ud i køkkenet,

mens hun bandt forklædet op og trak det over hovedet.

“Åbn du, jeg kommer!”

Ernst slog hoveddøren op med, hvad han håbede lignede et

muntert, lidt uvornt smil i mundvigene, hans standardudtryk i

festlige værtssammenhænge. Lad skuespillet begynde.

Magdalena blev stående på vejen foran Gunvors og Bengts hus.

Stien var perfekt ryddet, ikke en eneste lille sneklump var rullet

ned fra snedrivernes sider, julegardiner hang i vinduerne, og neden

for trappen flakkede to havefakler.

Magdalena holdt hårdt i den æske Aladdinchokolade, hun

havde fundet i spisekammeret. Lidt længere henne ad vejen lød

latter og nytårsraketter.

Brusebadet havde gjort hende i bedre humør. En passende fin

festkjole havde hun ikke fundet, men følelsen af et par rene cow-

boybukser, en nystrøget tunika og duften af parfume var nok til, at

14



hun følte sig smukkere, end hun havde gjort længe. Livsduelig,

tænkte hun og forsøgte at ranke sig, da hun gik op ad trappen.

“Sikke hyggeligt, Magda, at du kunne komme med så kort var-

sel.”

Gunvor var klædt i et rødt forklæde med små rynkede vinger på

skuldrene, da hun åbnede hoveddøren. Det korte hår så nyklippet

ud.

“Tak,” sagde Magdalena og tørrede fødderne et par gange på

dørmåtten, før hun trådte ind i entréen.

Hun gav Gunvor et forsigtigt kram. Hun var meget mindre og

tyndere, end Magdalena erindrede. Dynejakken rakte hun til

Bengt, der var klædt i både skjorte, pullover og slips og stod klar

med en bøjle.

“Hvor er I fine! Og her kommer – jeg taget ud af hverdagen.”

Magdalena rakte chokoladeæsken frem. “Hvad I end gør, må I al-

drig flytte.”

“Får jeg ikke også et kram,” sagde Bengt med udbredte arme og

en påtaget såret mine.

“Selvfølgelig gør du det,” sagde Magda og forsvandt ind i hans

favn. “Og tak for snerydningen, det var virkelig tiltrængt.”

Magdalena slap taget om Bengt og så sig om i entréen. Et par

rådyrhorn mere på væggen på trappen op til første sal, ellers lig-

nede huset sig selv. Ikke engang den særlige lugt af gummistøvler

og grøn sæbe havde forandret sig over femten år.

Gunvor var ved at hælde kartoffelvandet i vasken, da Magda-

lena trådte ind i køkkenet. Elsdyrkød i tynde skiver og små kogte

gulerødder lå allerede på et stort anretterfad.

“Jeg havde tænkt mig, at vi skulle spise i det store rum,” sagde

Gunvor over skulderen, mens hun hældte kartoflerne op i en skål.

“Det gør vi ikke så tit længere.”

Magdalena konstaterede, at slagbænken også stod præcis på

samme sted, som den altid havde gjort. Hvor mange gange havde

15



hun og Tina ikke siddet og dyppet ostemadder i kold O’boy der og

hørt hinanden i lektier, snakket, sladret og betroet sig til hinanden?

“Nej, gud, her står jeg og drømmer. Skal jeg hjælpe dig med

noget, Gunvor?”

“Nej, nej, det behøves ikke, alt er klaret nu. Ja, det skulle lige

være, hvis du kunne bære sovsen ind.”

Bengt havde allerede slået sig ned ved bordet med mågestellet

og en glat, hvid dug. Han så næsten lidt fortabt ud, tænkte Mag-

dalena. Hun stillede sovsen på bordet og satte sig.

“Tænk, at vi er blevet naboer,” sagde Bengt og tog for sig af kar-

toflerne. “Hvem skulle have troet det?”

Magdalena smilede, vidste ikke rigtig, hvad hun skulle svare.

“Ja, vi synes, at det er så hyggeligt, det skal du vide,” sagde Gun-

vor og holdt kødfadet frem. “Hvis der er noget, du har brug for

hjælp til, så bare sig til.”

“Hvor er I søde. Far synes vist, det var lidt overdrevet at købe

så stort et hus helt alene, men jeg kunne ikke modstå fristelsen.”

“Det er et godt hus, du har fået fat i,” sagde Bengt. “Velkommen

hjem til Hagfors.”

De skålede forsigtigt med hinanden, før de drak.

“Mange tak,” sagde Magdalena, tog en lille slurk og stillede glas-

set ned.

Det var heldigt, at Ludvig ikke var med. Han ville have smilet

overlegent ad den der klinken, og bagefter når de var blevet alene,

ville han have kommenteret det og den svulmende lædersofa eller

Gunvors dukkesamling i vitrineskabet. Nu kunne hun bare slappe

af og nyde varmen og følelsen af faktisk at føle sig hjemme.

“Hvad laver Peo og Kerstin i aften?” spurgte Gunvor.

“Kerstins barn kommer. Far ville også gerne have, at jeg kom,

men jeg orkede ikke at tage derhen og være selskabelig.”

“Ja, her kan du være så uselskabelig, du vil,” sagde Bengt og

blinkede.

16



Magdalena grinede og mærkede, hvordan hun begyndte at

slappe af.

Gunvor rakte hende glasskålen med gelé, og Magdalena lagde

et par dirrende klumper på sin tallerken.

“Og at du kunne finde et job her, et rigtigt arbejde,” sagde Gun-

vor. “Det er svært for unge mennesker i øjeblikket. Alle flytter, om

de så har lyst eller ej.”

“Politikerne blæser jo på, at det halve Sverige dør ud,” fortsatte

Bengt. “Skal alle bo i Stockholm? Det kan vel ikke være menin-

gen!”

Magdalena forstod, at dette var et lige så ofte tilbagevendende

samtaleemne hos Gunvor og Bengt, som det var hjemme hos hen-

des far og Kerstin.

“Ja, det er sørgeligt,” svarede hun. “Men Christer bor her da sta-

dig?”

Gunvor nikkede.

“Ja, han var heldig at få en fast stilling her på stationen lige efter

politihøjskolen.”

Magdalena kastede et blik på skolefotografierne af Tina og Cri-

ster, som hang skråt over hinanden ved siden af vinduet, Tina med

permanentet og omhyggeligt touperet hår – et tydeligt duftminde

af Jane Hellen-spray svævede forbi – og Christer med lyst plyshår

og runde kinder.

“Hver anden nat er der indbrud i butikkerne i Hagfors, og de

bliver vrede, når politiet ikke kan nå at gøre noget ved det,” sagde

Bengt og pegede på hende med gaflen. “Du er nødt til at skrive om

det, Magda.”

Magdalena orkede ikke at tale om sin nye hverdag, eller om sig

selv i det hele taget. Hun hældte mere sovs op på tallerknen:

“Og Tina er tilbage i Göteborg?”

“Ja, nu har hun boet der i ni år,” sagde Gunvor. “Hendes lille

Xerxes er lige fyldt et år. Du har jo også en lille dreng? Vi så dåbs-

17



billedet i Veckobladet, men det er nogle år siden nu. Sød som en

lille dukke var han i hvert fald.”

Magdalena trak vejret dybt ind og tog tilløb.

“Nils hedder han. Han blev seks i sommer. Det er lige så meget

for hans skyld, at jeg flytter hjem igen. Jeg vil gerne have, at han

vokser op et mere roligt sted, men nogle gange tænker jeg, at jeg

vist er lidt ...”

Magdalena havde tænkt sig at sige “naiv”, men på en eller anden

måde føltes det forkert. I stedet sagde hun:

“Måske har jeg ikke tænkt det ordentligt igennem.”

“Du gør det helt rigtige,” sagde Bengt og lavede et par bestemte

hug med hånden i luften for at markere den absolutte sandhed i

det, han sagde. “Helt. Rigtige. Selvfølgelig skal drengen forskånes

for trafik og udstødningsgas og rovmord og anden djævelskab. Her

kender vi jo hinanden. Her sker der ingen slemme ting.”

Gunvar drejede sit glas mellem fingrene og spekulerede frem

for sig. Så hævede hun blikket.

“Er han hos sin far i aften?”

Magdalena trak igen vejret dybt ind.

“Han befinder sig på et fly på vej hjem til Sverige. De har være

i Indien i julen, og jeg har ikke talt med ham siden juleaften. “Det

er lidt ... trist. Det hele. Med skilsmissen og alting. Undskyld.”

Hun foldede sin serviet sammen til en lille pakke og trykkede

den mod de nederste øjenvipper.

Bengt lagde bestikket på tallerknen og så på sit armbåndsur.

“Nej, nu tror jeg bestemt, at ‘90-års-fødselsdagen’ begynder,”

sagde han og rejste sig.

“Og jeg sætter vand over til kaffe,” sagde Gunvor og samlede

tallerknerne sammen. “Du drikker vel kaffe, Magda?”

Magdalena nikkede og fremtvang et smil.

“Du,” sagde Gunvor og klappede Magdalena på hånden. “Det

skal nok gå alt sammen, skal du se.”

18



Da Magdalena blev alene ved bordet, lænede hun panden mod

hænderne.

Måske, tænkte hun. Måske skal det nok gå.

Ernst Losjö satte sig i sofaen med whiskyglasset i hånden. Han suk-

kede tungt og løsnede slipseknuden med pegefingeren. Forestil-

lingen var endelig forbi.

Gabriella stod henne ved vinduet med armene slynget rundt

om overkroppen. Festfrisuren var sunket sammen, og en lang hår-

lok hang ned over den ene skulder.

Enkelte raketter fortsatte med at regne ned over søen, selvom

klokken nærmede sig fire om morgenen. Sjökvist havde åbenbart

flottet sig.

Ernst tænkte på, hvor mange sårede nytårsbranderter der ville

komme ind på skadestuen i Torsby i løbet af natten. Lægekollega-

erne havde sikkert nok at gøre.

“Mærkeligt, at hun ikke svarede på min sms,” sagde Gabriella.

“Synes du? Hun har formentlig sjovere ting at foretage sig end

at sende beskeder til sine gamle forældre. Desuden er nettet sikkert

overbelastet i øjeblikket.”

Ernst tog en slurk af whiskyen og lukkede øjnene.

“Tror du, at hun er fuld?” sagde Gabriella, stadig med ryggen til

ham.

“Det er vel ikke usandsynligt,” sagde Ernst. “Hun er snart syt-

ten år. Så godtroende er jeg ikke, at jeg tror, vores Hedda skulle

være anderledes på det punkt.”

Gabriella vendte sig langsomt om mod ham. I den ene hånd

holdt hun et halvfuldt champagneglas med læbestiftmærker langs

kanten.

“Hele efteråret har jeg været bekymret, fordi hun bare har sid-

det inde på sit værelse, og nu kan jeg ikke fordrage, at hun ikke gør

det.”

19



“Det må vi vænne os til,” sagde Ernst og rejste sig fra sofaen.

“Hun er hjemme igen i morgen.”

“Ja, det er hun jo,” sagde Gabriella og smilede stift.



2

TORE ANDERSSON TÆNDTE radioen og sank ned ved bordet i køk-

kenet. Mens kaffemaskinen boblede og hvæsede på køkken-

bordet, fandt han kalenderen frem. Den lå oven på nogle rabat-

kuponer og gårsdagens Värmlandsblad. Det føltes, som om den

lille sorte bog kun modstræbende åbnede sig.

Julegaven fra Jeanette, det digitale termometer, der hvilede op

ad vindueskarmen mellem to figurer af Sankt Paulus, viste minus

sytten grader. Tore tog kuglepennen og begyndte at skrive. Da han

var færdig, så han skeptisk på sine rystede kragetæer.

Og jeg, der fik så megen ros i skolen for min håndskrift, tænkte

han. Men det var dengang. Før jernværket. Han lukkede bogen og

blev siddende lidt, fulgte voksdugens afblegede blomstermønster

med en kroget pegefinger.

Et nyt år, tænkte han. Endnu et. Og nu skulle han desuden

flytte. I god tid inden halvfemsårsfødselsdagen i marts.

Brevet fra Kommunbostäder var ankommet den første uge i

december. Huset skulle rives ned, der var ikke længere nogen vej

udenom. De fleste af naboerne havde allerede bidt på forskellige

tilbud om nye lejligheder, men ikke Tore. Han havde ikke kunnet

få sig selv til at forlade det, der havde været hans hjem i over halv-

treds år. Hans, Weras og børnenes.

De to etageejendomme nærmest skoven var blevet revet ned

for flere år siden. Det eneste, som afslørede den tidligere bebyg-

gelse, var gadelygterne ved den gamle parkeringsplads. Nu rejste de

21



skæve stolper sig umotiveret op fra sneen. Et gyngestativ uden gyn-

ger stod lidt længere væk, midt i birkeskuddene.

På søvnløse nætter virkede mørket og den næsten tomme byg-

ning uhyggelig, men om dagen tænkte han ikke så meget på en-

somheden, selvom han savnede Birger, der havde boet i opgangen

ved siden af. Og Gösta.

Ellers passede han sit. Havde altid gjort det. Men han var tak-

nemmelig for, at lejligheden ovenover i det mindste var beboet, og

at folk stadig kom og gik i opgangen.

Kaffemaskinen tav.

Netop som Tore havde sat sig ved bordet igen med sin kaffe-

kop, lød et højt bump oppefra. Bagefter en mandsstemme og en lys

stemme, der hylede noget uforståeligt.

Tore så op mod loftet, mens han ventede på fortsættelsen, men

der var ikke mere at høre.

Kærlighedsskærmysler, den slags hører livet til, tænkte han.

Han tog en slurk kaffe, rettede på morgenkåben med en ube-

vidst bevægelse og begyndte at bladre i gårsdagens avis.

Ernst Losjö vendte sig om i sengen, skubbede puden ind under

nakken og lukkede øjnene. En høj klirren fra glas og porcelæn nede

fra køkkenet sendte jag igennem hans hoved.

Han lyttede igen, mere koncentreret. Hver eneste klirrende lyd,

hver eneste skabsdør, som blev smækket, var en irriteret irettesæt-

telse, en ordløs kommunikation mellem etagerne, et: her går jeg

og rydder op mens du ligger og sover-budskab.

Soveværelset lå stadig i mørke. Der lugtede af varm søvn, alko-

hol og parfume. Ernst så på clockradioen. 11.03. Modvilligt svin-

gede han benene ud over sengekanten og satte sig op.

Støvsugeren blev tændt dernede. Han kunne konstatere, at Ga-

briellas vrede hang ved, da han hørte mundstykket slå hårdt mod

gulvlister og bordben.

22



Ernst trak i den tykke marineblå julegavemorgenkåbe, hejsede

rullegardinet halvt op og så ud. Himlen var lysegrå, og det sneede

stadig stødt. Var det juleaften, havde vejret været passende, tænkte

han. Det havde givet en hyggelig, tilgivende fornemmelse, en und-

skyldning for at tænde op i pejsen og fortsætte med at prøve at

tænke på noget andet. Men nytårsdag havde noget opfordrende

over sig, og det gjorde ham i dårligt humør. Hvilen var forbi.

Hvad skulle der ske med huset? Gabriella ville aldrig kunne

klare at bo der alene, hverken økonomisk eller praktisk. At han selv

skulle bo her virkede lige så utænkeligt. Det var ikke hans hus,

havde aldrig været det. Gården var Gabriellas livsværk, selv havde

han mest følt sig som inventar, en blandt alle de andre indret-

ningsdetaljer. Og Hedda? Hvad skulle der ske med hende?

Da Ernst gik ned ad trappen, var støvsugeren tavs, afløst af ly -

den fra tv’et. Nytårskoncerten fra Wien.

Gabriella havde slået strygebrættet op inde i stuen og lagt køk-

kenrulle oven på den store Klässbolsdug. Hun førte koncentreret

strygejernet frem og tilbage. Stearinpletter. Hvor mange gange

havde han ikke hørt hende fortælle om dette fantastiske husmortip

til venner og bekendte.

“Godmorgen,” sagde hun uden at se på ham.

“Godmorgen,” svarede han og ignorerede det sarkastiske tone-

fald. “Har du hørt fra Hedda?”

Gabriella stillede strygejernet fra sig for at flytte papiret hen til

næste plet.

“Nej,” svarede hun stadig uden at møde hans blik. “Jeg har rin-

get og ringet, men hun har ikke tændt mobilen.”

“Hun sover sikkert,” sagde han og forsøgte at lyde ubekymret.

“Ligesom sin far, med andre ord.”

Ernst sukkede lydløst, gik ud i køkkenet og skænkede et stort

glas koldt vand.

23



“Hvem var det, hun skulle sove hos?” råbte han og stillede glas-

set på køkkenbordet.

“Stil glasset i opvaskemaskinen. En eller anden Nora. Nora

Vallgren hed hun vist. Eller Vallström.”

“Aldrig hørt om hende.”

“Heller ikke jeg.”

Nej, rolig nu, sagde han til sig selv. Alt er, som det skal være.

Magdalena drejede ned ad Norr Mälarstrand og igen ned ad Sankt

Eriksgatan for syvende eller ottende gang. Hun var for længst holdt

op med at tælle. Den oplyste Västerbron spejlede sig i Riddarfjär-

dens sorte vand. Hist og her flød store flager af is som grå mosaik,

og langt ovenover kørte enkelte biler gennem vintertågen.

Det er smukt, tænkte Magdalena. Vemodigt, men vældig smukt.

Det kan man ikke benægte.

“Er der virkelig ikke en parkeringsplads et sted?” mumlede hun

for sig selv.

Hun fandt en plads mellem en anden Audi og en Volvo Cross

Country på Baltzar von Platens Gata. Der var et stykke at gå, men

det var der ikke noget at gøre ved. Hun var sent på den.

Da Magdalena havde fået parkeret bilen, var hun allerede for-

pustet og varm. Hun trådte ud på gaden og tog dynejakken på,

svingede tasken over skulderen og låste bilen med et bip. Hun

havde kørt hele vejen uden at stoppe, havde ikke haft ro.

Lange driver af snavset is lå langs det sjappede fortov. Magda-

lena hævede blikket og så ind gennem de høje vinduer på den

anden side af gaden. Stilfulde adventslysestager og mønstrede stjer-

ner i lange rækker. Hun forestillede sig lejlighederne indenfor. La-

minolænestole og store tekopper fra Designtorget. Smukke,

afslappede kvinder med plaider svøbt om skuldrene og elegante

efternavne.

Magdalena vidste godt, at de indre billeder stammede fra et vil-

24



kårligt boligblad. Men hun havde set dem i virkeligheden, mange

gange, hjem, der udstrålede en naturlig, medfødt stilsikkerhed.

Klasse, tænkte hun og indså samtidig, hvor umoderne hun selv var.

Hvem talte om klasse i dag? Hun havde nævnt det et par gange i

årenes løb i Stockholm, forsøgt at beskrive den følelse, men var

som regel blevet mødt med uforstående blikke. Hvad mener du? I

dag findes den slags skel da ikke? At forsøge at kokettere med sin

arbejderbaggrund var latterligt. Som om en jernværksarbejder var

noget eksotisk, noget romantisk, noget, der ikke fandtes.

Magdalena småløb det sidste stykke hen til døren. Elevatoren

var allerede nede. Hun gik ind og lukkede gitterlågen bag sig. Knir-

kende og raslende kørte hun langsomt opad.

Tårerne piblede frem, da hun fik øje på sig selv i elevatorspej-

let. Det hvide omkring pupillerne var rødsprængt, huden næsten

grå, og læberne vintertørre og sprukne. Det rødblonde hår hang i

trætte tjavser.

Hun fandt en lipgloss frem fra tasken og gjorde et slapt forsøg.

Der må være grænser, tænkte hun og rakte tunge ad sig selv, inden

hun gik ud af elevatoren.

Magdalena hørte Nils’ hyl og galopperende fødder hen mod

hoveddøren, så snart hun havde ringet på dørklokken. På et øjeblik

var han ude i opgangen, i hendes favn.

“Åh, min skat, hvor har jeg savnet dig,” hviskede hun.

Hans nyklippede hår duftede af shampoo, hun ikke kunne gen-

kende. At trække fingrene hen over nakken føltes som at klappe

en hundehvalp.

“Mor,” sagde han. “Mor, mor, mor ...”

“Var der sjovt i Indien?”

Magdalena hørte et stille “mm” og mærkede det lille nik mod

kinden.

“Det må du fortælle om senere. Jeg vil vide lige præcis alting.”

Da Magdalena så op, stod Ludvig i døråbningen, solbrændt i

25



en lyseblå kortærmet bomuldstrøje med en Lyle&Scott-ørn på bry-

stet. Det solblegede hår så skødesløst uglet ud, men hun vidste, at

det var en vel indstuderet kunst at få det til det hver morgen.

“Hej, gik bilturen godt?”

“Jo, tak,” sagde Magdalena og så væk.

Hvor længe endnu ville det gøre ondt at se på ham?

“Du ... kommer du ikke ind lidt?”

Magdalena rejste sig op med Nils’ arme om halsen og hans

lange ben omkring taljen.

“Nej, tak.”

“Altså, Ebba er ikke hjemme. Jeg tænkte, at du og jeg måske

havde brug for at tale lidt sammen.”

“Jeg troede, at vi havde talt færdigt med hinanden, men okay.”

Ludvig gjorde plads til hende i døråbningen og bakkede ind i

lejligheden. Magdalena var nødt til at slippe taget om Nils for at få

ruskindsstøvlerne af. De efterlod pytter af sjap efter sig. Da hun

var færdig, lagde hun håndfladerne på Nils’ kinder og kyssede ham

på panden.

“Jeg er så glad for at se dig igen. Jeg har tænkt på dig hele, hele

tiden. Forstår du det?”

Nils nikkede.

“Er du ked af det, mor?”

Magdalena rystede på hovedet og smilede, stadig med hæn-

derne omkring Nils’ ansigt. Hun trak tommelfingrene over hans

tindinger og bløde ører.

“Nej, jeg er ikke ked af det. Det er så dejligt endelig at se dig. Det

er derfor, der kommer tårer.”

Magdalena hørte igen Ludvigs stemme.

“Øh ... vil du have noget? Espresso? Latte? Vand, måske?”

“Nej, tak,” sagde hun uden at se på ham.

Han er også nervøs, tænkte hun, rejste sig og tog Nils’ hånd. På

en måde gjorde tanken hende lidt roligere. Inden hun trådte ind i

26



køkkenet, trak hun igen vejret dybt ind, som om hun forberedte sig

på en lang svømmetur under vandoverfladen. Jeg skal nok klare

det her. Det værste er allerede overstået. Om et øjeblik er vi på vej

hjem.

Magdalena satte sig over for Ludvig på køkkenstolen nærmest

døren og trak Nils op på skødet.

“Nils, du ved, mor og jeg har lige brug for at tale selv et øje-

blik,” sagde Ludvig. “Kan du ikke gå ind og se tv så længe.”

Nils sukkede.

“Det tager ikke lang tid. Det lover jeg.”

Modvilligt gled Nils ned fra Magdalenas skød og traskede ud af

køkkenet.

“Hvordan har du det?” sagde Ludvig, da de var blevet alene.

“Fint, tak.” Magdalena kunne godt høre, at hun lød mere iro-

nisk, end hun havde tænkt sig, og fortsatte: “Hvor kommer denne

pludselige omsorg fra?”

Ludvig trykkede pegefingerspidsen mod nogle usynlige brød-

krummer på bordet:

“Du tror måske, at jeg er ligeglad med dig, men det er jeg ikke.

Det er heller ikke så let for mig.”

“Stakkel.”

“Søde Magda, kan du ikke lade være med det der?”

“Med hvad?”

“Den der tone, du bruger hele tiden.”

Magdalena så på ham. Hvor var han dog ynkelig.

“Der var vist noget, du gerne ville tale om.”

Ludvigs blik ville ikke rigtig hvile på hende, det flakkede hen

over væggen bag spisebordet, inden det til sidst stoppede ved hen-

des øjne.

“Ja, det her med flytningen, for eksempel. Ærlig talt, så forstår

jeg ikke, hvad du har tænkt dig.”

“Hvad er det præcist, du ikke forstår? At jeg vil give min søn en

27



mere rolig og dejlig opvækst, tæt på naturen? Mulighed for at gå ud

og lege alene med sine venner, at kunne spille bold uden for huset

uden at risikere at blive kørt over? Kunne gå alene hjem fra skole,

før han er femten år gammel?”

Ludvig rystede på hovedet.

“Der var da ikke noget galt med den lejlighed, du købte i Kri-

stineberg. Det er da et godt område.”

“Det kan jo ikke sammenlignes.”

“Du må da kunne se, at den her kovending er lidt svær at for-

stå. Du elsker byen, Magda.”

Magdalena svarede ikke, Ludvig fortsatte:

“Og med arbejde? Hvor længe tror du, at du kan holde ud at

skrive om skolelukninger, hundeudstillinger og Røde Kors-

møder?”

“Men hold da op. Jeg vil da hellere skrive om ting, der handler

om folks hverdag, end lave rewrites om Hollywoodstjerner uge

efter uge og skrive billedtekster om nye puder.”

“Ja, ja. Det er din egen karriere, du ødelægger, men det virker

ikke gennemtænkt.”

“Din omtanke er rørende, Ludvig. Virkelig.”

“Og du må også tænke på Nils. Han kommer til at sidde i en bus

flere timer hver anden weekend. Hvor morsomt tror du, at det bli-

ver? Han er jo kun seks år.”

Magdalena rejste sig fra stolen og råbte mod køkkendøren.

“Nils, nu har far og jeg talt færdigt, nu skal vi gå. Skynd dig at

tage overtøj på.”

Ludvig rømmede sig.

“Ja, Magda, før du kører. Der ... der var en anden ting, jeg gerne

ville fortælle.”

“Ja?”

“Ebba og jeg venter barn.”

28



0865917887719

ISBN 9788771086591

0865917887719

KNÆKKODENK

NÆ

K K

OD

EN

-og hold dig slank

Am

Alie

Ro

se

n o

g A

nn

so

ph

ie h

An

se

nPe

oP

le’sP

re

ss

Denne her bog vil hjælpe dig med at knække koden til et sundt og hold-

bart vægttab. Slankekure virker... men sjældent ret længe! Alle jer der ved,

hvor vanskeligt det kan være at opnå et sundt og holdbart vægttab, kan

endelig få hjælp her.

Knæk koden – og hold dig slank! guider dig gennem et fire ugers forløb – Knæk koden – og hold dig slank! guider dig gennem et fire ugers forløb – Knæk koden – og hold dig slank!

og er en kickstart til, én gang for alle, at komme de overflødige kilo til livs,

og få en sund livsstil. Bogen baserer sig på enkle principper, og er nem at

følge.

Bogen bygger på den allernyeste forskning inden for vægttab. Du får resul-

taterne fra verdens største kostundersøgelse formidlet på en letforståelig

måde, så de nemt kan blive en del af din hverdag. Undervejs i forløbet får

du små praktiske øvelser, der hver især vil hjælpe dig nærmere målet. Til

hver uge følger en inspirerende madplan, hvor du bliver forkælet med en

masse lækre, sunde og slankende opskrifter.

Hvad venter du på? – Knæk koden!

Amalie Rosen er uddannet Professionsba-

chelor i Ernæring og Sundhed, med speciale

i Human Ernæring, og Ann Sophie Hansen er

uddannet Klinisk Diætist. Tilsammen står de

bag virksomheden Kost Consult, der beskæf-

tiger sig med sundhed til både privatpersoner

og virksomheder.

PEOPLE’SPRESS

AMALIE ROSEN OG ANN SOPHIE HA NSE N



Camillaskøkkenhave

Camilla Plum

FotograFier aF anne-li engström

PeoPle’sPress



S O F I E S A R E N B R A N T

Uge 36Oversat af Julie Top-Nørgaard

P E O P L E ’ S P R E S S

Bog Sarenbrant-2.korr:Layout 1 10/01/12 15:28 Side 3


Hun kiggede med det ene øje igennem den smalle dørsprække. Hunkunne lige ane tremmesengens hvide kanter og holdt vejret. Forsigtigtskubbede hun døren et par centimeter mere op for bedre at kunne se.Ja, det var lige det, hun var ude efter. Endelig kunne hun slappe af.Sengens nye placering ved vinduet tiltalte hende mere end de to tid-ligere forsøg. Nu behøvede hun ikke engang træde ind i værelset for athave fuldstændig kontrol.

Da hun trådte ind over dørtrinnet, mærkede hun, hvordan varmenbredte sig i hele kroppen. Det var kun et spørgsmål om tid, før nogenskulle ligge i den lille seng og sprælle med benene.

Men endnu stod den gabende tom. Hun trak i spilledåsens tynde snor, og den lille bamse begyndte at

spille en vuggevise. Snoren trak sig ind i bamsen, centimeter for cen-timeter. Snart ville det være slut, og bamsen ville tie. Hun fik tårer iøjnene, hun blev så let rørt.

I ni måneder havde hormonerne spillet hende et puds. Allerede fradag et havde hun været nervøs for, at noget skulle gå skævt. Ingentingmåtte gå galt, det ville hun ikke kunne overleve. Så snart babyen varfødt, kunne hun ånde lettet op og endelig begynde at glæde sig over dethele. Indtil da måtte hun bare forsøge at holde ud og stole fuldstæn-dig på sin krop og på skæbnens barmhjertighed.

Hun kunne ikke lade være med at puffe til de farverige legetøjs-dyr, som hun havde hængt op i en snor i loftet over sengen. Fiskene

7



dansede frem og tilbage og snurrede rundt. Babyen ville komme til atelske dem, det kunne kun blive en succes.

Alt var så godt som klart, men babyen måtte ikke komme endnu,værelset stank stadig af maling. Mærkeligt, egentlig, for det var to dagesiden, hun havde strøget det sidste penselstrøg. Måske havde hunmalet i for tykt et lag? Det var blevet malet tre gange, før hun havdeværet tilfreds. Efter alt det slid ville det have været ærgerligt, hvis manstadig havde kunnet se spartelmassen igennem. Hun spekulerede på,om hun virkelig havde ladet farven tørre ordentligt imellem lagene ogtrykkede pegefingeren mod væggen for at få et svar. Væggen føltes fug-tig mod fingerspidsen, og hun følte efter med tommelfingeren, om dersad noget fast.

Nej, nu var de her evindelige forberedelser ved at gå over gevind.Hun havde så meget tid, at hun ikke vidste, hvad hun skulle stille

op med den. Selvfølgelig ville væggene holde op med at lugte, indenværelset skulle tages i brug, punktum. Hun så sig omkring og konsta-terede, at der egentlig kun var to ting, der manglede at blive gjort. Atrede sengen og at hænge billedrammer op.

Hendes mavefornemmelse advarede hende om, at det kunne be-tyde uheld at være fuldstændig færdig med forberedelserne, før barnetkom. Tænk, hvis der skete noget under fødslen. Hun så sig omkring.Alt var perfekt. Sengetøjet lå en armslængde væk fra hende i skabetmed børnetøj, nyvasket med parfumefrit vaskepulver. Resolut rystedehun den ubehagelige følelse af sig. Hun åbnede skabet og tog sengetø-jet frem. Samtidig mærkede hun, at babyen sparkede derinde, og hunkunne ikke andet end at tolke det som en opmuntring. Hun bøjede sigind over sengen og gjorde sit bedste for at glatte det krøllede lagen udover madrassen. Det var ikke så let, maven var i vejen. Nå nej, derskulle jo tisseunderlag under. Hun begyndte forfra og trykkede hån-den prøvende mod madrassen. Var den ikke lovlig hård til sådan enlille, skrøbelig krabat? Hun tog den bløde, flade pude op og trak ho-vedpudebetrækket på. Alt var så småt og kært, at hun blev rørt til tårerigen. Dynebetrækket føltes blødt og fint over dynen.

8



Hun åbnede skuffen med værktøj og fandt boremaskinen frem. Detre tomme billedrammer lagde hun i sengen og skubbede den lidt udfra væggen, så der ikke skulle drysse puds ned i den, når hun borede.Hun lukkede øjnene et øjeblik og så tre sorthvide billeder af barnet forsig: et portræt, et nærbillede af fødderne og et i helfigur. De skullehænge lige over hovedgærdet.

Hun udmålte afstanden, tegnede et kryds og rettede slagboret modbetonvæggen. Første og andet hul klaret. Lige i det øjeblik, hun tryk-kede på knappen for at presse boret ind i væggen for sidste gang, snub-lede hun og ramte sin venstre hånd. Overrasket tabte hun boremaskinen ned på gulvet, heldigvis ramte den ikke hendes fødder. Hunkunne mærke, hvordan det dryppede fra den sårede hånd, og en ene-ste tanke fyldte hendes sind: at blodet ikke måtte komme i berøringmed noget i værelset. Det ville være et dårligt tegn. Hun fik fat i entynd bomuldsklud, der lå i vindueskarmen, som hun hurtigt vikledeom hånden, samtidig med, at hun så sig panikslagen omkring. Ingenrøde pletter på dynebetrækket, gudskelov. Tæppet var intakt. Hunskulle lige til at ånde lettet op, da hun stivnede. Der var noget på enaf rammerne i sengen, den med guldkant, som portrættet skulle hængei. Maven trak sig sammen, og hun måtte bøje sig forover for at ud-holde smerten. Forskrækket løftede hun rammen op og tørrede en storblodplet af glasset.

Spilledåsen tav.



Lørdag den 28. august



KAOSSET VAR TOTALT, da dørene til Hammenhögs Idrætsforenings loppemarked blev slået op et minut før annonceret. De hjælp-

somme sjæle, som arbejdede inden for ladens to porte, blev næstentrampet ned af hidsige loppemarkedsveteraner, der vidste, at detgjaldt om at komme først for at få gaflet de bedste fund. Den sven-ske forsigtighed var som blæst væk. Loppemarkedet lå på tre for-skellige etager, og ved trappen op til første sal blev der trafikprop,fordi folk væltede ind fra to sider. De proppede indfaldsveje tilStockholm virkede nærmest geniale sammenlignet med dette. Enadrenalinpumpet ældre mand pressede sig bestemt forbi alle andrei den kø, hvor folk havde stået og afmærket deres territorium imindst en time. Han skulle først op ad den trappe for enhver pris,og Johanna Winter følte, at hun var på det forkerte sted på det for-kerte tidspunkt.

Det irriterende var, at hun ikke engang var ude efter noget be-stemt, hun ville bare slentre rundt i fred og ro. Og så var hun hav-net i et minefelt. Hammenhögs IF’s loppemarked var altid ethelvede.

Hun forsøgte at skærme sig mod alle de spidse albuer. En høj-gravid mave og et indendørs loppemarked var ikke nogen godcocktail, men det nyttede ikke at fortryde nu. Johanna sad i saksenog måtte pænt følge strømmen. En følelse af klaustrofobi kom sni-gende, og tankerne løb løbsk. Hun fik pludselig en underlig for-nemmelse af, at nogen iagttog hende. Da hun løftede blikket og så

13



op mod etagen ovenover, mente hun at skimte nogen, der forsvandtrundt om hjørnet.

Det var kun på grund af det dårlige vejr, at Johanna stod her in-deklemt på en vakkelvorn trætrappe. Ikke nok med det, tre centi-meter fra hendes lugtfølsomme næse befandt der sig ensvedstinkende armhule, som tilhørte en mand i en træningsdragt ibrune nuancer. Hun kunne ikke røre sig en milimeter og så sig de-sperat om efter Eric, men kunne kun få øje på de 300 andre hove-der. Hormonerne gav hende lyst til at bide træningsdragtfyren iarmen, men fornuften sejrede. I stedet fik hun et surt opstød at spe-kulere på. Hvor skulle hun spytte ud? Der var ikke andet at gøreend bare at synke.

Ugen i Skåne havde været alt andet end fredfyldt, men hunhavde heller ikke regnet med andet, eftersom de var sammen medfamilien Malm, inklusive deres uvorne toårige Nicole. De havde al-ligevel hygget sig. Desværre under regnskyer det meste af tiden,men solen havde af og til tittet frem som en lille påmindelse om, atden faktisk var der et sted bag det grå.

Österlen var noget nyt for dem alle sammen. Formodentlig varde heller aldrig havnet der, havde det ikke været, fordi Johannasforældre havde købt et hus i fiskerbyen Brantevik, fem kilometersyd for Simrishamn. Stedet var perfekt, et stenkast fra en af byensto havne. Ulempen var så, at huset var så lille, kun omkring 50 kva-dratmeter. Når man kom ind igennem entreen, havnede man di-rekte i et kombineret køkken-alrum med åbent til kip ognyistandsatte, hvidmalede træbjælker. Alt var hvidt, i hvert fald ind-til Nicole var gået i gang med sine farver. Til venstre for stuen låbadeværelset og et lille soveværelse. Ovenpå var der en hyggelighems med skråvægge, hvor hun og Eric sov godt, akkompagneretaf regnens trommen på bliktaget.

Minusset var som sagt størrelsen. Først havde Agnes og Tobbetænkt sig at sove sammen med Nicole i stuen. Så fandt de ud af,hvordan forholdene var. Gudskelov havde de bestemt sig for at tage

14



det eneste ledige værelse på Lapphörnan, et Bed & Breakfast, somlå lige ved siden af.

Brantevik var de kreatives smørhul. Det vrimlede med kunst-nere, trofaste gæster, som kom tilbage sommer efter sommer, menhendes gæt var, at Agnes ikke ville komme til at høre til de om-vendte. Bedstevenindens attitude denne uge havde irriteret hende.Agnes blev sur over småting og brokkede sig mere end ellers. Hunorkede ikke at tage med på loppemarked, i stedet for lå hun der-hjemme og surmulede.

På mandag var ferien slut. Johanna sukkede fra sin fastklemteposition på trappen. Eric ville sætte sig foran computeren og ju-stere SGA- og PGA-parametrene i Oracle 10-databaserne. Det varhans job, så det var der ikke noget mærkeligt ved. Når en ORA-600-fejl dukkede op i alert-loggen, sad Eric og fejlsøgte på Metalink.Årets mest spændende begivenhed på jobbet var, når han skullesætte en dataguardløsning med asynkronoverføring op. Så var hanlige så adrenalinpumpet, som hun var, når en af hendes nyhederblev taget op i morgen-tv.

Hun så sig om efter Eric, men kunne stadig ikke få øje på såmeget som skyggen af ham. Hun tænkte længselsfuldt på hansvarme hænder, som masserede hendes spændte skuldre og ømmelænd. Det var hårdt at stå op. Og ubehaget ville ikke rigtig fortagesig. Hun havde en stærk følelse af, at nogen studerede hende frasamme sted som før oppe på overetagen. Forsigtigt hævede hunblikket og så nu, at et hoved forsvandt om bag bogreolerne. Dervar altså rent faktisk nogen, som betragtede hende. Og hendesmobil lå hjemme i huset. Det kunne selvfølgelig være et barn, derlavede sjov med hende, men hun fik mere og mere lyst til at kommevæk derfra.

De havde kun en enkelt dag tilbage i Skåne, før de skulle hjem,forsøgte hun at sige til sig selv. Hun længtes efter at få lov til at værei fred og bare tage den med ro indtil fødslen. Som freelancejour-nalist kunne hun ganske vist sjældent rigtigt koble fra sit arbejde,

15



men hun havde ingen planer om at skulle være fastansat igen. Dahun arbejdede som nyhedsjournalist på Pressen, havde hun følt sigstavnsbundet, nu var hun i det mindste fri.

Kombinationen formiddagsavis og familie virkede også proble-matisk. Visse kollegers mangel på respekt for andre mennesker varen anden grund til, at hun ikke ville blive der. Den mangel på em-pati, som var en del af hele atmosfæren, gjorde hende utilpas. Hunhavde aldrig fortrudt, at hun var holdt op på Pressen, men noglegange savnede hun kollegerne og tempoet.

Lige nu var karrieren i hvert fald ikke i højsædet af naturlige år-sager. Det handlede kun om uger nu, måske endda dage. Hun såfrem mod fødslen med skrækblandet fryd. Den følelse var hun ikkealene om. Det var helt utroligt, at hun og hendes bedste venindevar blevet gravide næsten samtidig. De var begge to i tredje tri-mester, Johanna skulle føde i løbet af nogle uger, og Agnes lidt se-nere. Deres fælles venner var overbevist om, at det var noget, dehavde aftalt, men sådan var det ikke.

Hun gøs af ubehag, og det føltes, som om hun var strandet iloppemarkedshelvedet for altid. Trøstende klappede hun den ud-spilede navle og spekulerede på, hvad det var for en lille fister, dergemte sig bag den. Babyen pressede tilbage med en hæl. Der varikke længere tale om frispark eller cyklen rundt derinde, der varikke så meget som en millimeter tilovers i den bristefærdige mave.Til forskel fra Agnes havde hun valgt ikke at få barnets køn at vide,men inderst inde håbede hun på at få en pige, noget hun ikke en-gang havde røbet over for sin bedste veninde. Hun vidste godt, atdet var tabu at ønske sig et bestemt køn og forstod logikken i det.

Trykket på den vakkelvorne loppemarkedstrappe lettede, og hunpustede ud, da hun var kommet op og kunne gemme sig blandt degamle bøger. Priserne var skyhøje, så hun købte ikke noget. Hunhavde ikke længere fornemmelsen af at blive betragtet, men hunventede alligevel lidt, før hun turde gå mod strømmen ned modudgangen. Hun ville bare væk derfra.

16



Da det endelig var lykkedes hende at slippe ud af fængslet, kon-staterede hun, at hun havde klaret det uden at besvime. Ubehagetforsvandt som dug for solen. Vejret var slået om, himlen var mør-kere, og det blæste koldt. Pludselig føltes det tillokkende med hver-dag og Stockholm igen. Hun ville være på hjemmebane og kunneforberede sig på fødslen. Der var kun én dag tilbage.

“Hej, er du her?” sagde nogen ved hende.Det gav et sæt i Johanna, og hun snurrede omkring.“Du gav mig et chok, Tobbe,” sagde hun og lo lettet, da det gik

op for hende, at det ikke var en galning. “Jeg troede, at du og Agnesville blive i Brantevik?”

Tobbes blik blev mørkt.“Jeg kan ikke holde ud at sidde indenfor hele dagen, så jeg kørte

efter jer. Hun er blevet hjemme med Nicole. Hvor er Eric?”“Her,” sagde Eric, der i det samme kom gående hen imod dem

med en uidentificerbar, rusten kugle i højre hånd. “Jeg har fundeten herrekugle til en tier.”

Johanna grinede. Al Erics ragelse var ved at udvikle sig til en op-bevaringssag for Shurgard, hvilket ville betyde endnu en fast må-nedlig udgift for dem. Hun sukkede og gik med tunge skridt henmod bilen.



HUN SÅ SIG i badeværelsesspejlet og pressede bestemt øjenvip-pebukkeren sammen om øjenvipperne. I dag skulle hun se

ekstra godt ud. Det var trods alt sidste aften på arbejdet. Det føltesvemodigt, men også befriende, at skulle holde op efter alle de in-tensive timer på Branterögens populære kro. Rosita Andersson villekomme til at savne den flok, som hun havde arbejdet sammen medhele sommeren. De var blevet ret tætte på trods af al stressen. Deøjeblikke, de havde kunnet sidde sammen og holde pause, var til atoverskue. Fødderne havde fået stryg, hun havde aldrig stået såmeget op i hele sit liv. Ikke engang de bløde plastiktræsko hjalp.

21-årige Rosita havde sin egen lejlighed på Tullhusgatan i Sim-rishamn, tæt på havnen. Hun pendlede til arbejdet i sin gamle Audi,den var lille, men i nogenlunde stand. Hendes store passion varfyre, men det lykkedes hende aldrig at fange deres interesse særliglænge ad gangen. Hun var havnet i en ond cirkel, hvor hun altidblev udnyttet. Eller måske ikke ligefrem udnyttet, men problemetvar, at hun næsten altid ville mere end bare at gå med nogen hjemfor en enkelt nat. Hun ledte efter en kæreste, som hun kunne delechipsposen med i sofaen foran fjernsynet, men hun havde ikkenogen forventninger om, at han skulle melde sig på banen ligenetop i aften. Hendes bedste veninde Andrea hånede hende ogsagde, at hun var desperat. Sådan var det overhovedet ikke, det varRosita slet ikke enig med hende i. Men lidt bekræftelse kunne vel al-drig skade.

18



Desværre var ingen af kokkene, som hun arbejdede sammenmed, singler, ellers havde hun helt klart forsøgt at sætte tændernei nogen af dem. I hvert fald i Ante, han var den pæneste og sjove-ste, og så lugtede han bedst. Hun blev sulten, når hun så ham.

Det triste ved Hamnkrogen var, at det altid var den samme slagsgæster, der kom. Hver gang en lækker fyr dukkede op, gik der kunfå sekunder, før hans tre sukkersøde unger kom drønende ind meden helt enestående smuk mor i baggrunden. Fuldstændig ligesomi de der kvalmende reklamefilm. Der manglede bare en rapsmarki baggrunden. Nej, kærlighedshungrende, lækre singlefyre holdtikke ferie i Brantevik, de var vel i Båstad og Visby. Her måtte huntage til takke med introverte kunstnere og andet sammenskrab,som ikke bidrog til holde samfundshjulene i gang.

Makeuppen var det eneste, der manglede, før hun tog af sted.Det var trods alt la grande finale, og det ville hun markere. Tøjetkunne hun ikke gøre noget ved, eftersom hun skulle have denstramme sorte T-shirt på. Men hun havde frie hænder, når detgjaldt hår og makeup. Hun redte sine blonde extensions og sattehåret op i en tilpas skødesløs hestehale. Hun ville gerne give ind-tryk af ikke at have gjort noget særligt ud af det, også selv om derikke var en hårtot, der sad tilfældigt. Badeværelset var fuldt af makeup. Hun havde omhyggeligt organiseret krukkerne eftermærke. Hun lagde først foundation og så løs pudder ovenpå, ogderefter lidt ekstra af det hele, især den glitrende highlighter. Måskeville det lønne sig i form af ekstra drikkepenge eller hede blikke.Hun var forvænt med flirtende blikke fra mænd, der holdt øje med,hvornår deres koner kiggede den anden vej. Gifte mænd var ikke såuskyldige, som hun engang havde troet.

Tiden gik hurtigt, og hun begyndte at få travlt, hvis hun skullenå det til tiden. Hun slukkede på badeværelset, gik ud i entreen,stak i skoene, låste efter sig og løb ud til bilen. Den her dag var spe-ciel, så der var sikkert en del at forberede, og det ville ikke være po-pulært, hvis hun kom for sent.

19



Da hun svingede ind og parkerede uden for kroen, kunne hunmed det samme se, at der var fuldstændig kaos. Hendes chef HasseAhl styrtede rundt som en nytårsraket på afveje. Hun blev mødt afHasses panikslagne blik og et for helvede, for helvede, for helvede istedet for det vanlige hej, hej, hej, som han plejede at slynge ud udenat have nogen anelse om, at det gav ham en slående lighed med enDuracell-kanin. Rosita havde på fornemmelsen, at det her ikke vardet rette øjeblik at nævne det.

Bandet, der skulle have spillet, havde aflyst i sidste øjeblik, fikhun at vide. Deraf Hasses stressede ansigtsudtryk.

“Har vi ikke en Plan B til den slags situationer?” spurgte hunforsigtigt og fik fat på et øjenhår, der var ved at gå løs og og irrite-rede inde i øjet, som for alt i verden ikke måtte løbe i vand.

“Plan B er karaoke. Det samme gamle lort.”“Jamen, så skal vi vel bare have ringet til karaokefolkene.”“Det har vi allerede gjort.”“Hvad er så problemet?”“Bandet havde været sjovere. Det er svarer til at love folk

Springsteen og friske rejer, og så i stedet at byde dem på Kikki Da-nielsson og medisterpølse.”

“Nu er du ikke fair. Jeg tvivler på, at nogen, der synger karaoke,kan holde samme niveau som Kikki,” påpegede Rosita oprigtigt.

Hasse sukkede. “Du ved godt, hvad jeg mener.”“Ja, men jeg tror ikke, at folk går særlig meget op i det. Hvad

hed bandet? Christer & Co? Jeg har i hvert fald aldrig hørt omdem.”

“Karlssons Krapyl,” rettede han hende stødt. “Ja, ja, vi kan vellige så godt begynde at stille borde op og gøre maden klar.”

“Så gerne!” sagde Rosita oplivet. Uanset hvad Hasse sagde, såvar karaoke tit ret underholdende, for det var aldrig til at forud-sige, hvad der ville ske.

Ulempen var, at det plejede at være de samme gamle fyldebøt-ter, der indtog scenen hver gang, og som nægtede at indse, hvornår

20



det var på tide at give mikrofonen videre til en anden. Hun håbedeinderligt, at Kenny-fucking-Kjol var syg eller bortrejst, selv om detikke var særlig sandsynligt. Sidste gang, der var karaoke, havde demåttet bære ham ned fra scenen. Med sin blotte eksistens havdehan allerede irriteret Rosita rigeligt denne sommer. Han havdeøjensynlig aldrig hørt tale om selvindsigt. Og så havde han oven ikøbet bildt sig ind, at han og Rosita var venner. Hver dag kom handrønende på sin kiksede damecykel og standsede op lige foran ca-feen for at sludre med hende. Uden at fatte, at hun var ved at blivegodt træt af ham. Den sørgelige skabning.



MIDDAGEN BESTOD AF entrecote, kartoffelgratin og en balsa-micobaseret sauce. Johanna syntes, at det smagte godt, men

skelede misundeligt til rødvinen, som hun og Agnes ikke fik for-nøjelsen af at dele med mændene. Heller ikke Nicole fik lov atsmage, konstaterede den lille pige skuffet. Johanna kunne ikke ladevære med at grine. Nicole var sådan en charmetrold med de som-merblegede lokker, der indrammede ansigtet. Hun var en tro kopiaf sin mor, hvis man så bort fra håret. Johanna havde redt op tilpigen i gæsteværelset, eftersom hun skulle sove hos dem i nat. Detføltes tryggere at have hende der i huset end på Lapphörnan. Pla-nen var at sætte den trådløse babyalarm til, og så gå de 100 meterhen til kroen og synge karaoke, når de havde spist. Eller i hvert faldse på de andre, der sang. Johanna var gået forbi om eftermiddagenog havde fået at vide, at bandet ikke kunne komme, og at der villevære karaoke i stedet for.

Det var ikke noget problem at have Nicole sovende hos dem,tværtimod. Johanna glædede sig til at give Tobbe og Agnes en natpå tomandshånd. De havde været temmelig uvenner i ugens løb ogtrængte til at være sig selv. Når Johanna tænkte efter, syntes hunegentlig, at den anspændte stemning var blevet værre for hver dag,der var gået. Men Agnes havde ikke løftet sløret for, hvad det egent-lig handlede om. Hun sagde bare, at de var trætte.

Efter maden stillede Johanna friske jordbær og vaniljeis frem,og Nicole slugte sin portion på mindre end fem minutter.

22



Tobbe takkede for mad og rejste sig. “Jeg skal lige putte Nicole,”sagde han undskyldende og lirkede sin datter op af stolen.

“Godnat og sov godt!” sagde alle i munden på hinanden, og Ni-cole og Tobbe forsvandt via toilettet ind på gæsteværelset.

Men putteproceduren trak ud, og Agnes begyndte at rykke uro-ligt rundt på stolen. Johanna fattede ikke, hvorfor veninden ikkebare benyttede sig af muligheden for at slappe af, nu hvor hun ikkebehøvede at tage sig af putningen.

“Lad nu være, Agnes, du sidder og tripper til ingen verdensnytte. Tobbe skal nok finde ud af det,” sagde Johanna og forstodmed det samme, da hun så Agnes’ blik, at hun skulle have holdt sinmund.

Agnes gik fra bordet, og det lød, som om hun mumlede noget iretning af “Du fatter ingenting.” Johanna så over på Eric, som trakpå skuldrene og begyndte at tage af bordet. Selv blev hun siddendeog stirrede ud ad vinduet.

Det var så underligt med Agnes og den konkurrence, der altidhavde været mellem dem. Agnes var kommet først med alting, kæ-reste, bryllup og barn. Inden Johanna overhovedet havde mødtsvenskamerikaneren Eric, var Agnes allerede gift. Endda med ver-dens pæneste og sødeste mand, Tobbe, færdiguddannet biomedi-ciner og kommende ph.d.-studerende på Karolinska Instituttet. DaJohanna blev gift, havde Agnes allerede en vidunderlig, bedårendedatter. Nu ventede Agnes sit andet barn, en dreng. En af hver, lige-som i eventyrene. Og som om det ikke var nok, var Agnes ubetin-get den kønneste af dem med sit brede, hvide smil, de klare blå øjneog det store, lyse hår. Selv følte hun sig mørk og kedelig med sit yn-kelige, tynde hår, de brune øjne og de alt for mange fregner. Jo-hanna var aldrig blevet valgt til skolens Lucia. Det lod tilfaldt altidAgnes.

Eric satte en kaffekop foran hende, og hun blev revet ud af sinetanker. Fra gæsteværelset kunne hun høre Tobbes ophidsedestemme.

23



“Hvorfor kommer du ind, hun var lige ved at falde i søvn. Jegsynes, at vi skal gå ud begge to, og så må hun prøve at falde til roselv.”

Johanna kunne høre Agnes sukke.“Nej, for hun har aldrig sovet her før, og jeg vil have, at hun er

tryg. Jeg skal nok sidde hos hende,” svarede Agnes.“Hold nu op, for fanden! Der sker sgu da ikke noget ved, at hun

skriger lidt, det dør hun ikke af,” afbrød Tobbe. “Gå ud til de andre,det trænger du vist til, så skidesur som du har været de sidste pardage!”

“Hvad mener du med det?”“Hvad mener du med det?” vrængede Tobbe. “Hvis du ikke for-

står det, er du sgu da virkelig dum som en dør!”Det sidste hviskede han næsten, men ikke lavt nok til, at Johanna

og Eric ikke kunne høre det.Eric og Johanna så på hinanden, men nåede ikke at sige noget,

før Agnes stod i døråbningen og stirrede ned i gulvet.“Kom og spis de sidste jordbær, de er til dig!” sagde Johanna i et

forsøg på at glatte ud.“Nej, tak,” svarede Agnes med tårer i øjnene, men satte sig alli-

gevel ved bordet.Johanna indså, at der ikke var noget, hun kunne gøre for at

muntre hende op. Straks efter kom Tobbe ud og åbnede en øl, som han drak i én

lang slurk. “Jeg kan godt forstå, hvis I bliver afskrækkede med hensyn til at

have børn, men det er lidt sent at fortryde nu,” sagde han for sjovog nikkede mod Johannas store mave.

Hun syntes overhovedet ikke, at han var sjov. Eric var den ene-ste, som grinede med ad den dårlige vittighed, men han tav straks,da Johanna sendte ham et advarende blik. Den eneste måde, afte-nen kunne reddes på, var ved at bryde op og tage hen på kroen.

“Tror I, at hun sover nu, så vi kan gå et smut derhen?” spurgte

24



hun tøvende og fik et par trætte nik til svar fra alle, bortset fraAgnes, der rejste sig op.

“Jeg går ind og dobbelttjekker,” sagde hun, og Tobbe sukkede.Da Agnes kom tilbage, tog de sko på, og Johanna låste efter dem.“Jeg lægger nøglen her, hvis nogen får brug for at låse sig ind,”

sagde hun og gemte nøglen under en stor sten ved siden af døren.“Så kan man bare lægge den tilbage og låse indefra.”

Det knasede under deres fødder, da de gik over grusvejen til træ-lågen ud til gaden. Agnes holdt babyalarmen ind til øret. I tavshedog med en dæmpet skramlen i babyalarmen gik de over mod hav-nekroen. Johanna fik ondt af Agnes og lagde trøstende armen omhendes skuldre.

“Det varer ikke så længe, min skat, så er det overstået. Det helebliver nemmere, når du bliver i bedre humør igen,” hviskede hun.

“Det er jeg ikke sikker på,” svarede Agnes og rystede på hovedet.På mindre end et minut var de fremme ved den svenskrøde træ-

bygning, som lå få meter fra vandet. Man kunne mærke på vinden,at efteråret nærmede sig. Der var ingen ledige pladser udenfor, såde gik ind i det gamle bådehus, som nu var festlokale. Derinde varder stadig ledige borde. Klokken var halv ti, og scenen var stadigtom. Karaoken var ikke begyndt endnu, og Johanna var glad for, atde var kommet, inden den gik i gang.

En sortklædt mand hoppede op på scenen foran dem og opfor-drede alle til at finde en passende sang i hæfterne, der lå strategiskplaceret på bordene rundt omkring i lokalet. Johanna bladrede iv-rigt for at finde noget, hun kunne lide. Eric var også fordybet i denomfangsrige sangliste.

“Du kunne måske optræde med For fed til at score?” grinede hanog klappede kærligt på Johannas udspændte maveskind.

Hun himlede med øjnene til svar.Tobbe og Agnes sad tavse og stirrede i hver sin retning uden at

røre sanghæftet. De kunne åbenbart ikke give slip på skænderiet.Begge sad stive som statuer ved bordet, og Johanna led med sin

25



veninde, men var ude af stand til at gøre noget. Tobbe ignoreredesin kone helt, men ofrede så meget desto mere opmærksomhed påden blondine, der kom med hans øl. Johanna syntes, at hans op-førsel var usmagelig, og spekulerede på, hvorfor Tobbe havde for-andret sig sådan. Han havde aldrig været så ubehagelig før. Og detblev ikke bedre, når han drak. Hvis han sagde eller foretog sig andetdumt over for Agnes, ville Johanna få svært ved at holde sin mund.

Karaoken gik i gang, og Johanna gav slip på alle sine bekymrin-ger for en stund. En fuld fyr med hat stillede sig op på scenen ogpræsenterede sig som Kenny Kjol. Hun håbede for hans egen skyld,at det var et kunstnernavn. Hr. Kjol lirede to sange af i træk udennogen større reaktion fra publikum. Hvis det havde været i et tv-program, ville dommerpanelet have standset ham, allerede før hannåede til omkvædet i den første sang, og have bedt ham om at gøresine omgivelser en tjeneste ved aldrig nogensinde igen at nærmesig en mikrofon.

Tobbe blev ved med at flirte med den unge servitrice, nu henneved baren. Han tømte sine ølglas i rekordfart for hurtigt at kunnelokke hende hen til sig igen. Det eneste positive, der var at sige omdet, var at Agnes slap for at blive ydmyget, eftersom hun havde for-ladt bordet. Hun var sikkert gået på toilettet og havde taget baby-alarmen med sig, for den stod ikke længere på bordet.

Lidt senere dukkede Tobbe op ved deres bord.“Agnes var træt og er gået i seng. Jeg stoppede hende ikke. Det

er nok bare lidt hvile, der skal til,” sagde han spydigt og løftede sitglas. “Bunde eller resten i håret!”

“Tror du ikke, at jeg skal gå hjem og tjekke, om hun er okay?”spurgte Johanna. “Hun var i ret dårligt humør.”

Tobbe grinede. “Nej, nu fester vi! Det er jo sidste aften,” svaredehan og bestilte en ny guldøl hos den blonde servitrice, som plud-selig stod der igen.

Efter et øjeblik undskyldte han sig og stillede sig igen op i baren.Der var ingen tvivl om, at servitricen var interesseret i ham, det

26



lyste ud af hende på lang afstand. Johanna besluttede sig til, at nuvar det nok.

“Eric, nu får vi Tobbe med væk herfra, okay?” sagde hun be-stemt og rejste sig, inden han kunne nå at svare.

Hun kunne ikke længere holde ud at se på Tobbes flirten, så hungik hen til ham og trak ham til side.

“Tobbe, for fanden, tag dig sammen! Du opfører dig som enteenager, ikke som en kommende far til to små børn. Nu går vi,”sagde hun og kunne mærke, hvordan hun kogte af raseri.

Eric stod bagved hende og så forvirret ud. Meget modvilligtfulgte Tobbe med, samtidig med at han kastede smægtende blikkeefter den unge pige, som skuffet fulgte ham med blikket.

De gik hen til Lapphörnan uden at tale sammen. Tobbe stand-sede op uden for lågen og stod og tøvede et øjeblik. Johanna og Ericgik de få skridt videre, til de stod ved den blåmalede trælåge ind tildet hus, de skulle sove i. Hun vendte sig om og betragtede den pa-tetiske skikkelse, som knap kunne holde sig oprejst.

“Har du brug for hjælp?” spurgte hun.“Nej, for helvede, så galt er det heller ikke. Jeg skal bare lige have

lidt frisk luft. Godnat!” sagde Tobbe og løftede på en imaginær hati et forsøg på at lette stemningen.

Han så ikke helt overbevisende ud, men Johanna orkede ikke atmodsige ham.

“Jeg håber, at I får sovet, nu I har chancen!” sagde hun i stedetog fulgte efter Eric, som var på vej ind.

“Tak,” svarede Tobbe og forsvandt rundt om hjørnet.Johanna og Eric gik ind i huset, de hviskede sammen for ikke at

vække Nicole. “Det føles helt forkert, det her, men hvad skal man stille op? Jeg

kunne jo gå ind og tjekke, om alt er o.k. hos dem?” spurgte hun.“Nej, jeg tror ikke, at der er noget, vi kan gøre,” svarede Eric og

kyssede hende. “Det ordner sig, min skat. Lad os gå i seng.”Men Johanna kunne ikke lægge bekymringen fra sig. Agnes

27



havde måske selv set, hvad Tobbe havde gang i, Johanna var ikkesikker. Hvis hun havde, forstod Johanna godt, hvorfor Agnes vargået tilbage til Lapphörnan uden at sige farvel. Måske havde destørre problemer, end hun havde troet. Når hun tænkte efter, syn-tes hun, at Agnes havde været meget fåmælt hele ugen. Og Tobbehavde været usædvanligt kort for hovedet over for hende. Johannavar hele tiden gået ud fra, at det bare var, fordi de var trætte. Menher til aften havde hun fået en fornemmelse af, at det var mere enddet. Tobbes opførsel gjorde hende bange. Vred, ubehagelig og ond-skabsfuld. Hvis Eric havde opført sig som Tobbe, ville hun havebedt ham om at skride ad helvede til og tage den storbarmede blon-dine med sig.



0824017887719

ISBN 9788771082401

17MM 141mm 90mm141mm90mm

215mm

Tirsdags- brevene

hélène grémillon

CAMILLA FRAMNESfødt 1987, blev landskendt, da hun allerede som

18-årig fik sit første barn og var med i dokumen-

tarserien, De unge Mødre. Siden er der kommet

endnu et barn til, Camilla er flyttet hus – to

gange, er blevet student og begyndt på en vide-

regående uddannelse, har tabt sig mere end 50

kilo – og skal snart giftes med sit livs kærlighed,

Christian.

Camilla har valgt at fortælle sin utrolige

historie i håb om, at det kan give andre et skub i

den rigtige retning. For som hun siger: “Hvis jeg

kan, kan du også.”

KARIN HEURLINfødt 1976, journalist og forfatter. Karin har været

klummeskribent, royal reporter, nyhedsjour-

nalist, skrevet reportager og en lang sække

søndagsinterviews i B.T. Foruden Hvis jeg kan,

kan du også, er Karin medforfatter til Lykke Mays

selvbiografi Mine ni liv, Ole Henriksens selvbio-

grafi, Et ærligt liv, og udgav tidligere på året sin

bog om at blive mor for anden gang, Hvornår er

det min tur til at skrige?

Da jeg begyndte at tabe mig,

sagde Oliver noget, som jeg aldrig

nogensinde vil glemme: “Nu kan

mor lege igen.” Jeg kan godt forstå,

han sagde det. Da jeg var på mit

største, orkede jeg kun at gå rundt i

langsomt tempo, og jeg vovede mig

sjældent ned på gulvet for at lege

med ham. Jeg var så bange for, at

jeg ikke kunne komme op igen.

Det er svært at forstå, hvorfor

jeg ikke tabte mig langt tidligere.

Eller hvorfor jeg overhovedet tillod

mig selv at blive så stor. Mens jeg

skriver denne bog, er det halvandet

år siden, at jeg var på mit største,

så jeg kan stadig mærke smerten,

når jeg tænker på den store

Camilla.

roman People'sPress

CAMILLA FRAMNES

Udkommer 11. april 2012Kr. 299,95


0816717887719

ISBN 9788771081671

EL

IAS

PA

LM“

FORÅRSLIG

MONS KALLENTOFT

EN MALIN FORS-KRIMIEN MALIN FORS-KRIMIEN MALIN FORS-KRIMIEN MALIN FORS-KRIMIEN MALIN FORS-KRIMIEN MALIN FORS-KRIMI

Hvordan afgør man præcis, hvordan et menneske døde?

Corpus Delicti (af latin corpus ’krop’, delicti ’forbrydelse’) er den

første krimi i serien om retsmedicineren Ella Andersson, der har et

særligt talent for at finde svarene i de små detaljer.

Da Ella var seks år gammel mistede hun sin far og sit barndoms-

hjem i en voldsom brand.

Nu, 30 år senere, bliver der i en have fundet et lig, som har lig-

get så længe i jorden, at der er vokset rødder op gennem kraniet.

Da Ella køber et antikt ur, opdager hun, at det er identisk med et,

der stod i barndomshjemmet. Uret burde altså være forsvundet i

flammerne, så Ella indleder, parallelt med sit professionelle arbej-

de som retsmediciner, en privat undersøgelse af sin fortid.

Snart tvinges hun til at indse, at der er nogle sammenhænge

mellem branden, hvor hendes far omkom, og liget i haven, der ikke

kan være tilfældige.

Samtidig opdager Ella, at nogen forfølger hende.

“Palms debutroman er både velskrevet og spæn-

dende. Karaktererne føles troværdige og levende,

især hovedpersonen Ella, en kvinde med humor og

integritet. Ganske enkelt et rigtigt menneske. Jeg

håber virkelig, at jeg snart møder hende igen!”

Sydsvenskan

Hvis liget nogensinde blev fundet, måtte

det i hvert fald ikke kunne identifice-

res, tænkte han og slog af al kraft på

underansigtet med den allerede blodige

hammer. Bagefter kunne han ikke med

sikkerhed sige, hvor mange slag han

havde uddelt, men de små, spredte tand-

stumper røbede, at slagene havde ramt,

hvor de skulle. Han satte sig til rette på

førersædet. Selv i kabinens dårlige belys-

ning kunne han se, hvordan blodet havde

fundet vej ind under neglene. Påpasselig

med ikke at efterlade pletter, satte han

forsigtigt i første gear og kørte ud mod

den store vej.

ELIAS PALM (f.1976) bor i Malmø og

arbejder som retsmediciner i Lund. Til

hverdag udfører han obduktioner, laver

undersøgelser for politi og anklagere,

assisterer kriminalteknikere på gernings-

steder og er sagkyndigt vidne i retssager.

Så han ved, hvad han taler om, når han

siger, at hemmeligheden altid ligger i de-

taljen, og det er dette, der har inspireret

ham til at skrive sin debutkriminalroman

Corpus Delicti.

25MM 141mm 90mm141mm90mm

215mm

K R I M I

Udkommer 14. maj 2012Kr. 299,95


JOBNAME: 3. korrektur PAGE: 3 SESS: 37 OUTPUT: Mon Jan 16 13:32:19 2012/first/Peoples_Press/ODT2/1746_Draebende_Applaus_155x230_palatino/Materie

Øystein Wiik

DRÆBENDEAPPLAUS

Krimi

Oversat fra norsk afJohn Jensen

People’sPress



James Medina

Oslo, Bjørvika, august 2009

Der var pause. De sidste toner fra anden akt af Tosca havde netop lydt,og publikum strømmede ud af teatersalen for at summe sammen,drikke, se og blive set. En forestilling med tenoren James Medina varen mediebegivenhed af de store. James Medina var den nye Pavarotti,og nu sang han for første gang partiet som Mario Cavaradossi i Oslo.

Informationschef Stein Jørgensen nikkede diskret til den elegantekvinde, som stod ved foyerens bardisk i det helt nye operahus i Bjør-vika. Hun tømte sit champagneglas og begyndte at gå hen mod ham.Hun kunne have været en ung topchef inden for en hvilken som helstgren af erhvervslivet: Chanel-spadseredragt i mørkt marineblåt stof ogBruno Magli-sko som en perfekt afslutning på de velformede lægge.Det lyse hår gnistrede selvsikkert rundt om et par smaragdgrønne øjne.Hun passede perfekt til den beskrivelse, han havde modtaget pr. kurérfra Wien. Den var ankommet i en forseglet kuvert. Ikke noget med mailseller sms’er, der kunne spores. Og ingen kunne se, at hun solgte sex.Han holdt døren til venstre for billetlugen, så hun kunne smutte ind. Dahun passerede ham, fik en sensuel duft af Iris, Aqua di Parma ham til attænke: Fanden tage James Medina, man skulle have været tenor. Det var TomHartmann, operaskribenten, som havde gjort ham opmærksom pådenne parfume i en artikel, der havde stået i Opera Today om berømtesangeres yndlingsdufte. Og James Medina foretrak netop Iris. JamesMedinas navn var på alles læber. “Fantastisk”, “overjordisk”, “fremra-gende”, “sexet” – det regnede med superlativer.

Det frydede ham som informationschef, men i sit stille sind tænktehan: Folk skulle bare vide. Han rakte kejtet hånden frem mod den unge

5



kvinde. Måden, hun tøvede på, før hun trykkede den, fik ham med éttil at føle sig meget lidt spændende. Hun virkede ikke uvenlig, menopfattede ham tydeligvis bare som en inferiør biperson i denne sam-menhæng. Det var en deprimerende fornemmelse. De fulgtes hen adgangen mellem Hovedscenen og Scene 2, forbi sceneværkstedet og indpå den såkaldte Operagade. Det var den brede passage, der adskiltehusets “Front” og “Back”.

Der lød en dæmpet fløjten fra scenearbejderne, og de mandlige ko-rister vendte sig om efter parret, mens de bevægede sig længere oglængere ind i labyrinten af gange og døre, der førte hen til tenorenJames Medinas stjernegarderobe. Det bød på visse udfordringer athave en sanger af Medinas format på besøg. Han havde forlangt vand-udsigt fra sin garderobe, hvilket var et problem, eftersom det kun varde kvindelige sangere, der kunne nyde godt af dette privilegium i detnye operahus. Desuden skulle mandens garderobe være forsynet meden sovesofa, og det var langtfra standardudstyr i de spartansk udsty-rede rum bag scenen.

Jørgensen havde tit undret sig over fraværet af æstetik i denne delaf operabyggeriet. De nøgne, hvide gipsvægge og de røde døre mat-chede slet ikke operakunstens overdådige, livsnydende grundtone,tænkte han. Men han var jo heller ikke nogen trendy arkitekt. Løsnin-gen på garderobeproblemet blev, at man midlertidigt inddrog operadi-rektørens kontor. Der blev indkøbt en sovesofa, og man indrettederummet efter stjernetenorens excentriske anvisninger: Persiske tæppertil at skjule gulvets lyse linoleum. Helfigursspejl med barok guld-ramme. UGG-tøfler uden lædersnører. En sprayflaske indeholdendeen blanding af glycerin og vand til at rense den gyldne hals for slim. Toflasker Brunello-rødvin. Rødvinsglas af mærket Riedel. Ét styk Bru-nello Cucinelli-slåbrok i kashmir og silke. Det havde været et helvedeshyr at skaffe én, der var stor nok til Medina. Til sidst havde man måttetrekvirere den specielt fra Perugia i Italien i størrelse XXL. Og så varder Zino Premium-cigarerne med tilhørende specialtændstikker af ce-dertræ. En flaske Rémy Martin XO og cognacglas i bøhmisk krystal.James Medina var tenor med stort T. Det var bare om at hoppe ogspringe, når den store mand forlangte det.

6



Det havde påhvilet Stein Jørgensen at opfylde de mange krav på li-sten, den såkaldte “backstage-rider”, som han fik udleveret af Medinasmanager, Victor Kamarov. Det eneste, der ikke stod på listen, var kvin-den, som gik foran ham lige nu. Hun var arrangeret via en tredjepart,der havde uformelle kontakter med Kamarovs kontor i Wien.

Jørgensen kunne ikke undgå at lægge mærke til hendes balder, derpå skift spændtes en smule for hvert skridt, hun tog. For helvede, hvorhan misundte Medina! I anledning af det fine besøg var direktørensglasruder ud mod gangen blevet blændet af, så ingen kunne kigge ind,og alle døre, der førte hen til kontorområdet, var afspærret. Kun auto-riseret personale fik lov til at passere gennem disse døre. Hvilken gim-mick, tænkte informationschefen. Fortæl folk, at du er stor, og de slu-ger det råt. Han bankede på døren ind til garderoben. “Vieni!” lød detderindefra med klangfulde, tenorale overtoner.

“Pausen varer i tyve minutter,” sagde Jørgensen til hende. “Jegkommer og henter dig, når der er fem minutter tilbage. Du vil velgerne overvære sidste akt?”

Hans stemme lød tør og skrattende i forhold til Medinas sølvklin-gende stemmebånd.

“Meget gerne,” svarede kvinden og lukkede døren bag sig.Stein Jørgensen var henvist til at holde vagt uden for elskovsreden

som en eunuk i en Mozart-opera. Han stak hænderne i lommen og lodblikket glide rundt på gangen i et forsøg på at virke afslappet. Opera-chefen havde omhyggeligt vasket sine hænder og vidste officielt “in-genting om det her”, som han havde sagt med eftertryk. Sexkøb varforbudt i Norge, så hvis det nogensinde slap ud, ville det være ham,informationschefen, som måtte undgælde.



Opvarmning

James Medina lå på sovesofaen iført den elegante slåbrok, han havdebestilt. Et stykke under navlen skød slåbrokken brat i vejret som etfjeld af silkestof. Han var tydeligvis tilfreds med synet. “Buena sera,”sang han og lånte dermed et par takter fra en anden Puccini-opera.Kvinden tøvede et øjeblik, inden hun lod nederdelen dale mod gulvetog derpå afførte sig jakken og den tækkelige hvide bluse. Undertøj fraLa Perla, hofteholder og silkestrømper, alt sammen, som Medinahavde ønsket det. Hun beholdt skoene på. First Business Class tænkteJames Medina og sendte sin impresario, Victor Kamarov, en venligtanke. Den mand vidste, hvad en stjernetenor havde brug for.

Hun havde en fremtoning som en masaikvinde, og de lange,stramme muskler i hoftepartiet røbede, at hun måtte have danset bal-let engang. Medina hadede små, korte hoftemuskler hos kvinder. Detgav dem en gåseagtig gang. Kvinden åbnede slåbrokken, og Medinaudstødte en høj, velklingende latter. Over pikken havde han anbragt etomvendt champagneglas. Han lo på en underlig kunstlet måde af sin“practical joke” og fik latteren til at lyde som en passage i en Schubert-romance.

Selv sine lattermuskler havde James Medina fuld kontrol over, ognår han lo, var det samtidig en øvelse for stemmebåndene. Han place-rede klangen fra latteren i masken, som det hedder, og støttede godtop med mavemusklerne. Han kunne lide, hvad han hørte, og hankunne lide, hvad han så. Stemmen lå, hvor den skulle, og kvindenforan ham var perfekt. Det ville blive en strålende sidste akt.

“Langsomt, dolce, vær sød mod mig, lento, legato,” sagde Medinamed en ‘sotto voce’-blid stemmeføring. Hvert ord faldt som en stem-

8



meøvelse. Han strakte sig ud i al sin pragt og lod kvinden overtage ro-ret.

“E lucevan le stelle – og stjernerne lyste,” nynnede James Medinadæmpet. Han sang af nydelse, hvor andre mænd antagelig ville haveudstødt gutturale lyde af begær. Men for tenoren James Medina varkvinden, som nu satte sig overskrævs på ham, en del af hans dagligestemmehygiejne. Ja, mere end det; hun var selve nøglen til hans be-rømte, og ualmindelig godt betalte, høje toner.

Han havde opdaget det ved en tilfældighed ti år tidligere, hvor hangæsteoptrådte som Edgardo i Lucia di Lammermoor på Teatro Commu-nale i Bologna. En hed tete-a-tete med påklædersken i mellemaktenvar blevet afbrudt midt i det hele, da scenemesteren bankede på hansgarderobedør og meddelte, at tæppet gik om et øjeblik. Han havdeværet stangliderlig, da han gik på scenen til 2. akt. Det havde resulte-ret i stående klapsalver efter Edgardos store afslutningsarie. Aldrighavde han ramt de høje toner mere rent og sikkert, aldrig havde delydt mere funklende og været så fyldt med en slags fløjlsblød sensuali-tet. Siden den aften var han aldrig gået på scenen uden sin specielleform for stimulans. Man skal elske med de høje toner, havde han tænkt.Som med en smuk kvinde. Og orgasmen er det høje C. Når en kvinde havdepirret ham til bristepunktet, afbrød han akten og gik på scenen med alsin uforløste libido. Det gav ham stålnosser, ja, det føltes som at haveen ildkugle i mellemgulvet. Det var på den måde, han havde fundetfrem til det, han med let ironi omtalte som ‘milliondollar-kvarten’. To-nerne fra G og op til det høje C. ‘E olezzava la terra – og jorden duftede’.

Medina frembragte omhyggeligt hver eneste tone med struben ogmærkede efter, om der var de korrekte vibrationer i kraniet og bryst-kassen, mens kvinden bevægede sig stadig hurtigere oven på ham.Hun dækkede hans hals med kys, og han måtte bruge al sin viljestyrkepå at lade være med at give efter. Han skubbede nakken tilbage i denbløde sofa og så ud over Oslo-fjorden. Stjernerne lyste virkelig derude.Men alligevel svagere end mit klangfulde høje register, tænkte Medina. Enstærk kraft begyndte at bygge sig op i ham. Den næsten feberagtigesitren, en slags skælven i hjertet, som han havde brug for til at fyre sineuovertrufne høje toner af med. Følelsen af at give sig helt hen i en eks-

9



plosion af energi. Følelsen af at miste enhver form for kontrol og sam-tidig finde den. ‘O dolce baci, o languide carezze – åh, søde kys, åh vid-underlige kærtegn.’ Han fokuserede intenst på at koble stemmeklangensammen med kraften i sit underliv. ‘E non ho amato mai tanto la vita– aldrig har jeg elsket livet højere.’ Denne gang sang han med fuld stem-meklang. Kvinden standsede op, tryllebundet og forfjamsket. Medinaskubbede hende væk for at undgå at komme. Han trak op i bukserne,tog den iturevne skjorte på, tændte sin cigar med en cedertræstænd-stik, der var stænket til med cognac.

“Tak,” sagde han. “Du har inspireret mig, løftet mig på kærlighe-dens vinger. I aften synger jeg kun for dig. Gud vil komme til at grædeglædestårer.”

“Tusind tak,” svarede kvinden. Hun blussede af rødme over hansros, mens hun igen tog Chanel-spadseredragten på, rettede lidt på hå-ret og smuttede ud til den ventende PR-chef.

“Forestillingen begynder om fem minutter, fem minutter!”. Scene-mesterens stemme skrattede i intercom-systemet. James Medina tog etsidste nydelsesfuldt drag på sin cigar for at bedøve slimhinderne. Såvar han klar til at gå på scenen som Mario Cavaradossi.



Tom Hartmann

Tom Hartmann havde fået billet på sjette række midtfor, en af de orke-sterpladser, der normalt var reserveret til operachefen selv. Det var enære, man sjældent viste bladsmørere. Den fornemme placering kunnehan takke sin gamle ven Stein Jørgensen for, informationschef ved DenNorske Opera og Ballet.

Tom Hartman var i begyndelsen af fyrrerne, af middelhøjde og medmørkeblondt hår, der var kraftigt og krøllet. Skægget, han havde haft sålænge, han kunne huske, var blevet gråstribet på begge sider af hagen.Han var slank, men ikke veltrænet. En intellektuel, lidt lektoragtig type,der virkede alt andet end trendy. Hans blik udstrålede en slags genert,drengeagtig charme lidt i stil med den, man mødte hos Hugh Grant.

Tom Hartmann havde fået tilsagn om et stort, eksklusivt interviewmed Medina dagen efter forestillingen, og med aftalen fulgte en billet.Men tidligere på dagen havde Kamarovs kontor aflyst interviewet,fordi Medina pludselig ombestemte sig. Det var den eneste begrun-delse, han fik. Toms humør lå et sted mellem raseri og fortvivlelse.

To år tidligere havde Hartmann sagt ja til den fratrædelsespakke,som Dagbladet tilbød ham, og realiserede i stedet den drøm, hanhavde båret rundt på længe. Han havde startet sit eget engelskspro-gede tidsskrift, som han døbte Opera Today. Bladet opnåede hurtigt envis status blandt kendere i flere forskellige lande, men Tom, der ikkejust var nogen økonom, havde ikke været i stand til at skabe en fornuf-tig balance mellem indtægter og udgifter, og nu var projektet truet afkonkurs. Hvis James Medina havde stået ved aftalen og ladet sig inter-viewe til Toms magasin, ville han måske have været i stand til athumpe videre, men nej.

11



Det var aldrig lykkedes Tom Hartmann at slå rigtigt igennem somanmelder på Dagbladet. Han vidste alt for meget om opera og elskededenne kunstart for højt til at blive en frygtet anmelder endsige en slag-ter af den kaliber, som en tabloidavis ønsker sig. Han prøvede altid atanskue tingene fra flere vinkler, og det forhindrede de stærke, bastantedomme, som avisen krævede.

De gange, hvor han modvilligt måtte sable en forestilling ned,spredte nyheden sig med lysets hast. Når han forlod sit skrivebord ef-ter sådan en anmeldelse, vidste damen i receptionen det allerede, nårhan passerede hende nede i forhallen. “Jeg hører, at Figaros Bryllupblev rakket ned i aften,” lød det henne fra skranken. Mærkeligt nokforholdt samme receptionsdame sig altid tavs, når han havde rost enforestilling til skyerne. Gode anmeldelser sælger ikke aviser. En skan-dale var derimod en fed nyhed. Så Tom Hartmann tog konsekvensenaf sin kærlighed til operakunsten og sagde sin stilling op. Men i aftenhavde han hvæsset knivene.

“Jeg slagter James Medina, jeg myrder ham,” havde han erklæretover for sin ekskone, Cathrine Price, tidligere på dagen. “Det bliverdet sidste nummer af Opera Today. Skuden synker, men jeg skal sørgefor at trække James Medina med mig i dybet!”

Seks måneder tidligere havde Cathrine forladt ham og taget deresfælles datter, Cecilie, med sig. Hun orkede ikke længere at leve medden elendige økonomi, som Hartmanns karriereskift havde ført demud i. Hun fandt sig i stedet en børsmægler med en prangende PorscheCayenne. Tom havde besluttet, at han aldrig ville tilgive sin ekskonedette svigt. Han hadede tanken om, at hans lille datter skulle vokse opi et hjem, hvor der blev læst erhvervsblade til morgenmaden, og hvorluften var fyldt med aktiekurser og renteniveauer i stedet for Verdi ogMozart.

Der var i øvrigt mange milliarder blandt publikum i aften. Nogle afsponsorerne havde betalt 250.000 kroner for en fast plads i salen – top-folk fra erhvervslivet, der ønskede sig et kulturelt alibi. Overalt klir-rede juvelerne, og det glimtede diskret fra de safirbesatte manchet-knapper.

Her var også en del politikere, som mente sig berettiget til en orke-

12



sterplads, og sågar stand-up-komikere med sangerambitioner. I bag-grunden kunne man hist og her få øje på diskret placerede sikker-hedsvagter. Hartmann tænkte et kort sekund over, hvilken gennem-slagskraft et terrorangreb ville have i disse omgivelser, men hans tan-kerække blev brat afbrudt, da dirigenten steg op på sit podie og mod-tog dagens tredje bifald med samme selvglade smil som før de to fore-gående akter. Han strakte sit øjeblik i solen ved at fastholde publikummed blikket en anelse længere, end han egentlig burde.

Vel var Jorma Poikonen en stor dirigent, men Medina var et størrenavn, og man fornemmede den undertrykte jalousi i mandens tilkæm-pede smil. Medinas charme og stemmepragt havde fuldstændig blæstPoikonen ud over sidelinjen, og det var bestemt ikke et sted, finnenholdt af at befinde sig. Forestillingens instruktør havde desuden over-dækket store dele af orkestergraven med en slags gitter for at trækkesangerne længere ud mod publikum. Han havde tilmed blandet sig imåden, Poikonen skulle dirigere på, og forbudt ham at løfte hænderneover hovedhøjde, fordi det ellers ville forstyrre scenebilledet. Poiko-nen følte sig reduceret til statist. Men det værste var dog, at publikumhavde krævet ‘bis’, eller ‘da capo’, efter Medinas første arie, Reconditaarmonia. Poikonen ønskede at fortsætte, men Medina havde ganske en-kelt stoppet ham og forlangt at synge arien én gang til. Teaterrummethavde knitret elektrisk af magtkampen mellem de to giganter.

En kvinde kom ind i salen i sidste øjeblik og begyndte at bevægesig hen langs den række, hvor Tom sad. Irriterede publikummer rejstesig modvilligt for at lade hende slippe forbi, og deres irritation blevikke mindre af, at hun havde ryggen vendt mod dem, idet hun passe-rede. Én ting var at komme for sent tilbage fra mellemakten, men dether var toppen af uhøflighed, ja, direkte udannet, mente de elitæreoperagæster. Hun havde kurs mod sædet ved siden af Tom, dér hvorinformationschef Stein Jørgensen havde siddet før pausen. Tom regi-strerede, at hun var smuk, klædt i en blå spadseredragt, som dannedeen perfekt kontrast til hendes grønne øjne. Og så duftede hun af Aquadi Parma. Det fik straks Tom til at tænke på Masoko, den henrivende ja-panske sopran, som han havde studeret sammen med i Bologna. Hunhavde altid duftet af Iris Nobile, Aqua di Parma. Han havde gået og væ-

13



ret hemmeligt forelsket i Masako et stykke tid, og en aften tog han om-sider mod til sig og inviterede hende ud på en af byens bedste restau-ranter. Guiseppe Tarquini, hans sanglærer, var dukket op i løbet af af-tenen og havde slået sig ned ved deres bord uden at spørge, om detvar i orden. Den halvfjerdsårige tenor havde sat en kraftig charmeof-fensiv ind over for Masako. Han fortalte anekdoter og sang neapoli-tanske kærlighedsballader til hende, og da Tom havde betalt regnin-gen for dem alle tre, var Tarquini spadseret syngende væk med Ma-sako under armen. På vej ud af restauranten havde hun vendt sig ommod Tom og sendt ham et undskyldende skuldertræk. Dagen efter varTom stoppet som elev hos Tarquini og rejste hjem til Norge medtomme lommer og hjertet fyldt af kærlighedssorg.

Kvinden nikkede til Tom og glattede lidt på håret, inden hun sattesig ned ved siden af ham. Tom kunne mærke, at han et øjeblik mistedekoncentrationen omkring forestillingen og lovede sig selv at spørgeStein bagefter, hvem denne kvinde var. Han var jo trods alt om ikke‘young’ så dog ‘free and single’.



Og stjernerne lyste

Poikonen vendte sig om med en brat bevægelse og satte orkesteret igang uden varsel. Der gik et elektrisk stød gennem de garvede musi-kere i orkestergraven. Poikonen elskede at dirigere så uforudsigeligt,at alle var nødt til at være oppe på tæerne hele forestillingen igennem.Han var elsket og hadet af orkesterets medlemmer. Onde tungermente, at hans største triumf her i operahuset havde været, at han fiksat en stopper for messingblæserne, der sad og læste tegneserier underforestillingen. Men de musikere, som satte pris på ham, spillede medstørre glød end ellers.

“Io de sospiri!”. Den spinkle drengesopran trængte bemærkelses-værdigt godt gennem orkesterlyden. “Io de sospiri – jeg giver jer suk-kene. De er talløse som løvet, der blæser i vinden. I kan foragte mig, og mithjerte sygner hen. Oh, lampe af guld, jeg vil dø for dig.” Smukt, ildevars-lende og fyldt af smerte tonede vogterdrengens røst ud i salen.

Drejescenen bevægede sig, og Medina kom til syne. Den kvindeligedel af publikum lænede sig frem i sæderne så tilforladeligt som mu-ligt, for at deres ægtemænd ikke skulle opdage, hvilken dyrisk tiltræk-ning Medina havde på dem. Han var ren stemme og ren sex.

Også mænd beundrede Medina. De kunne ikke andet. Hans itu-revne skjorte blottede et par svulmende biceps og mavemuskler som etvaskebræt. Den synlige del af hans overkrop var fremhævet med glin-sende olie og sceneblod, og de brune øjne gled langsomt hen over publi-kum, som om de elskede med hver eneste kvinde i salen. Hans mørkekrøller, der nåede helt ned over skulderen, havde enkelte stænk af gråt.

Han var en meget smuk, karismatisk mand på femogfyrre år oghelt på toppen af sin karriere. Der var seksten minutter, til han skulle

15



henrettes. Tom løftede teaterkikkerten for at få et nærbillede afMedina. Sangerens blik var koncentreret og afklaret, men under denafslappede overflade brændte der en sanselig glød fra en indre kilde.Tom nikkede genkendende. Han vidste, hvad kilden til dette intenseblik bestod af. Halsmusklerne lå beskyttende som solide trosser rundtom de verdensberømte stemmebånd. Man kunne næsten ikke se, atMedina trak vejret. Han var oplært i den gamle skole, hvor man måttesynge arie efter arie foran et tændt stearinlys. Endemålet var, at flam-men overhovedet ikke skulle bevæge sig. Det lærte sangeren at beher-ske sit åndedræt i en grad, som kunne sammenlignes med det, avance-rede yogier bedrev under lange meditationsøvelser.

Projektørlyset samlede sig om Medina, og forspillet til E lucevan lestelle, den såkaldte tårnarie, begyndte. En stilhed, man næsten kunnetage og føle på, sænkede sig i teaterrummet.

“E lucevan le stelle – og stjernerne lyste.” Medina halvt hviskede,halvt sang den indledende quasi retitativo-linje, skødesløst, knap hør-ligt og alligevel krystalklart, som et strejf af en tanke, et suk. Jeg giverjer sukkene. De er talløse som løvet, der blæser i vinden.

Tom Hartmann frydede sig. En almindelig tenor ville have fokuse-ret på klang og volumen allerede fra første frase af skræk for ikke at fåvist sin stemmepragt. James Medina var i sandhed anderledes. Næstelinje fik et lillebitte crescendo for derefter at trække sig tilbage. Såledesinviterede han publikum helt ind i sjælens mørkeste kamre.

“E olezzava la terra – og jorden duftede.” Han sang, som om hvertone skulle blive den sidste. Man troede på ham, troede på Cavarados-sis dødsangst og på hans ulykkelige kærlighed til livet i de sidste mi-nutter, inden skuddene skulle falde.

“O dolci baci, o languide carezze” Et fuldendt mezzavoce på denvanskelige fis-tone, der lå i overgangen mellem bryst- og hovedtoner,den såkaldte ‘passagio’. Salen gispede af beundring. Nu fulgte et cre-scendo og decrescendo på et højt A så svimlende smukt holdt, at TomHartmann håbede, at sangeren aldrig ville afslutte tonen. Medina lodden forsvinde langsomt hen i grænselandet mellem ekko og stilhed, såman faktisk ikke vidste, om han stadig sang den, eller om det var selvetavsheden, der vibrerede.

16



“Svani per sempre il sogno mio d’amore – min drøm om kærlighedforsvandt for altid.” Nu kom den dramatiske del af arien, hvor spintote-noren Medina spillede med de vokale muskler. Hans stemme tord-nede ud i salen med en kraft, der fik den mørke egebeklædning til atskælve, og han overdøvede nærmest orkesteret med sit fortissimo.

“E non ho amato mai tanto la vita – aldrig har jeg elsket livet højere.”Og sjældent havde publikum elsket en sanger højere. Bifaldet varedeved i fem minutter. Folk råbte, piftede og græd: – Da capo! – Bis! – Dacapo! Tom Hartmann indså, at slaget var tabt. Han havde ingen andenmulighed end at give denne mand seks guldrandede stjerner. Han varstadig vred og ulykkelig over Medinas afslag, men manden var sim-pelthen guddommelig.

Poikonen hævede taktstokken, tydeligt irriteret, og gjorde tegn tilorkesteret om at komme videre, men publikum fortsatte med at skrigepå da capo. Poikonen vendte sig om. Med vanvid i blikket skreg hantil publikum: Not now, you fools! Buh-råbene haglede ned over dirigen-ten. Publikum havde pludselig forvandlet sig fra en velopdragengruppe, styret af takt og tone, til en glubsk organisme, som tørstede ef-ter Medinas stemmepragt. Men Poikonen kørte nådeløst forestillingenvidere. Ava Armstrong, som sang Tosca, forsøgte tappert at ignorereden disharmoni, der var opstået. Hun var ubestrideligt en dygtig san-gerinde, men sat over for en virkelig mester blev svælget mellem demfor stort. Det haltede i de sidste scener før henrettelsen. Da Tosca tilsidst instruerede Cavaradossi i, hvordan han skulle lade sig falde, nårskuddene blev affyret, var stemningen i salen højeksplosiv. Publikumhavde lagt dirigenten Jorma Poikonen for had.



Tæppefald

Ingen lagde mærke til manden, som lænede sig ind mod skillevæggeni tysk eg til højre på tredje balkonetage. Bag denne væg var der også enkraftig søjle af ammoniakbehandlet egetræ. De seks sæder foran hamstod tomme. Han havde købt billet til dem alle sammen, og heroppefrahavde han et perfekt udsyn over hele sceneområdet uden at eksponeresig. Tre skridt oppe til højre var der en dør, som førte direkte hen tilnødudgangen. Kameraenheden på den splinternye mobiltelefon varaktiveret, og via Bluetooth-funktionen på selve telefonen havde hankontakt med kikkertsigtet, som var anbragt i noget, der lignede en tea-terkikkert. Genstanden var fremstillet i perlemor og messing, og tak-ket være mørket i salen var der ingen, som bemærkede den ekstra en-hed i messing, der nu var koblet til kikkerten. En Derringer med lyd-dæmper. Manden havde brugt kikkerten flittigt under første del afforestillingen for at vænne de nærmestsiddende til synet af den. Atskæbnen skulle komme ham i den grad til hjælp i skikkelse af en diri-gent, som havde fået det samlede publikum på nakken, var en uven-tet, men særdeles velkommen gave.

Han bevægede kikkerten lidt og sigtede sig ind ved hjælp af zoom-funktionen på det krystalklare mobildisplay. Soldaterne, der skulleskyde Cavaradossi, tog opstilling. Løjtnanten gav ham et klæde for øj-nene.

“Fald naturligt,” havde Tosca instrueret ham. “Som Tosca på teate-ret,” havde Cavaradossi svaret med en dæmpet kluklatter. Efter pla-nen skulle der ikke være kugler i soldaternes geværer. Cavaradossiskulle spille død. Bagefter ville han flygte fra fængslet sammen medsin elskede Tosca. Den unge mand på tredje balkonetage rettede al sin

18



koncentration mod et bestemt punkt på James Medinas hals. Han smi-lede for sig selv. Katja havde gjort et godt stykke arbejde. Han havdeinvesteret meget tid i Katja, og nu skulle han så høste frugterne af det.Hun havde fået klare instruktioner om at kysse Medina på halsen forat ‘velsigne’ hans stemmebånd. Han havde forklaret hende, at det varvigtigt for den overtroiske Medina før store og vanskelige arier. Dervar blandet selvlysende partikler i læbestiften, og de blinkede nu somsmå fyrtårne og markerede målet for kuglen både i kikkertsigtet og pådisplayet. Den unge mand koncentrerede sig om at gøre sit åndedrætså roligt og afslappet som muligt. Enhver anspændelse, selv denmindste lillebitte tøven i vejrtrækningen kunne være nok til at sendekuglen på en forkert kurs. Total ydre afslappelse, total indre koncentrationhavde fader Joachim indprentet ham gang på gang. Det vanskeligstevar at forudse nøjagtigt, hvornår skuddene ville falde nede på scenen.Han var nødt til at fyre af på nøjagtig samme tidspunkt, helst enddaen anelse før, soldaterne skød.

Den specialkonstruerede aftrækker sad på siden af selve teaterkik-kerten og udløste skuddet via fjernkontrol. Det tog lidt længere tid,end aftrækkeren på hans Derringer ville have brugt, men omvendtville ingen bemærke, at han affyrede skuddet, når han gjorde det pådenne måde, og det krævede kun en let berøring. På den måde blev ri-sikoen for at misse målet reduceret betragteligt.

“Fyr!” råbte løjtnanten, og skuddene rungede i egeparkettet. Skud-det fra tredje balkonafsnit blev affyret på nøjagtig samme tid, og lydenopslugtes af bragene fra scenen. Cavaradossi faldt lige så naturligt‘som Tosca på teateret’.

Tosca har åbenbart været en god læremester, nåede Tom Hartmann attænke. James Medina faldt virkelig overbevisende til jorden. Måskeendda lidt for overbevisende. Da blodet stod som en fontæne fra ham,reagerede publikum først med latter og beundring. Hvilken special ef-fect!

Blodet virkede fantastisk naturtro. Angsten i Medinas blik tolkedeman som udsøgt skuespilkunst. Medina kom på benene med et despe-rat udtryk i ansigtet, som et såret vilddyr. Han holdt sig for struben ogvaklede usikkert hen mod orkestergraven. Publikum applauderede.

19



Aldrig havde man set større indlevelse hos en scenekunstner på DenNorske Opera! Så slap han grebet om sin hals, og hans varme blodpumpede ud ad det åbne sår med en kraft som en højtryksspuler. Enstråle ramte Poikonen i ansigtet.

“Din satan!” råbte dirigenten. “Hvad er det, du laver?” Poikonengned ihærdigt sine øjne, men det varme, tyktflydende blod blændedeham. Han spyttede fortvivlet. “Din perverse tenordjævel!”

Tosca kom styrtende ind på scenen og skreg af fuld hals, et skrigfyldt af dødsangst. Glemt var alt om skønsang.

“De har slået ham ihjel! De har dræbt James Medina!”To sikkerhedsvagter hoppede op på scenen. Den ene rettede sin pi-

stol ud mod salen, mens den anden løb hen til Medina. Han stak sintommelfinger ind i det gabende sår på Medinas hals for at standseblødningen. Synet af de to vagter fik panikken til at bryde løs blandtpublikum:

“Terror!” Råbet kom fra en ældre dame med minkcape om halsen.Manden på tredje balkonetage tastede et nummer ind på mobilen. Detudløste en lille sprængladning, som han havde skjult i serverrummetU1718 i kælderen. Der blev bælgmørkt på scenen. Manden smilede til-freds. Sprængladningen havde kortsluttet det interne netværk, somstyrede scenelyset.

“Tænd lyset i salen!” Stemmen var myndig og bar godt igennemstøjen fra publikum – et publikum, som nu havde sat sig i bevægelse.Deres flygtende fodtrin lød som tordnende hove hen over savannen,en flok gnuer på vild flugt.

“Lys i salen! Vil nogen så se at få tændt det lys, for helvede!”Men ingenting skete. Manden oppe på balkonen nikkede tilfreds.

Eksplosionen havde også ødelagt den funktion, der styrede lyset iselve teatersalen. Han indtastede en ny kode og bad en stille bøn til, athan havde valgt rigtigt blandt de tolv interne netværk, der kontrolle-rede nødbelysningen på husets forskellige etager. De grønne Udgangs-skilte slukkede brat. Manøvren var lykkedes.

Dødsangsten bredte sig som en skurrende dissonans på orkesterplad-serne og i parterret. På brøkdelen af et sekund forvandledes de tilste-

20



deværende fra et dannet, privilegeret publikum til en bølge af kæm-pende arme og ben, til mennesker, der kun havde én eneste tanke i ho-vedet: Lad mig komme ud herfra! Det var parykken på en kræftsygkvinde, som udløste katastrofen. En mand tog sin lighter frem ogtændte den i et forsøg på at skaffe sig lidt overblik. Et puf i ryggenskubbede hans arm med den tændte lighter over i retning af kvinden,som kæmpede sig fremad foran ham. Der gik omgående ild i hendesnylonparyk. I lyset fra flammerne kunne man se rædslen i øjnene påde nærmeste omkringstående, som opdagede, hvad der var ved at ske.Kvinden flåede panisk parykken af og smed den fra sig. Det var en renrefleks, en reaktion på faren, der truede. Parykken antændte først etchiffonskærf og derpå en jakke af viskose. Folk viftede vildt omkringsig med armene for at kvæle flammerne, men resultatet var bare, at il-den fik yderligere fat.

Smerteskrig blandede sig med den knitrende lyd af stof, der smel-tede, tilsat gråd og angstråb fra mennesker, der væltede over ende ogblev trampet på. Hist og her hørte man lyden af knytnæver, som prø-vede at bane sig vej mod udgangen. Her gjaldt den stærkestes ret til atoverleve. Dannelsen veg for brutaliteten og udløste et totalt kaos ikunstens tempel.

Tom Hartmann kæmpede også for sit liv, mens røgen sved i hanslunger. Han prøvede at kontrollere sin indre panik, selvom han indså,at han formentlig ville blive stegt levende sammen med cremen afnorsk kulturliv. Det var et håbløst projekt at mase sig hen mod udgan-gen langs en af stolerækkerne. De var blokeret i begge retninger afkroppe i vildt slagsmål. Men i skæret fra de levende fakler øjnede hanen åbning i midten op mod scenen, netop dér, hvor klumpen af kæm-pende individer delte sig.

Hans plads var midt for, og menneskehavet strømmede enten modhøjre eller venstre. Der var en snæver passage imellem dem; åbningenbugtede sig som en slange, men den var let at følge, og han ville tilsy-neladende ikke møde modstand undervejs. Han klatrede over den før-ste stolerække, men manglede stadig at forcere yderligere fem. Detkunne han godt klare. Kvinden ved siden af fulgte hans eksempel, ogsynkront manøvrerede de sig op i retning af scenen.

21



Midt i dette kaos følte Tom sig forunderligt rolig. Det var, som omhans sanseapparat havde trukket sig tilbage til et bestemt punkt etsted i ham, hvor han havde fuld kontrol over alle sine reaktioner, etpunkt, hvor der herskede ro og overblik, og hvor det var muligt attænke klart. Nogen greb fat i hans jakke, og han drejede kroppen for atvriste sig løs. Det var kvinden, der havde siddet ved siden af, som nuklamrede sig til ham. Gennem røgen kunne han se, at hun var rædsels-slagen. Tom havde aldrig været nogen helt, og det var heller ikke hansrationelle jeg, men en instinktiv refleks, der fik ham til at række enhånd frem: “Kom!” Hun greb hans hånd med samme styrke, som endruknende klamrer sig til livredderen, en styrke, der kunne dræbedem begge, trække dem ned i infernoet. Tom halede hende over enstolerække. Han så advarselslampen blinke og hørte den kværnendelyd af jerntæppet, der satte sig i bevægelse. Hvis han ikke nåede op påscenen, inden dette jerntæppe delte verden i to, ville han sandsynlig-vis ikke overleve.

Røgudviklingen var voldsom, og han famlede nærmest i blinde,blev væltet over ende og bankede hagen ned i et ryglæn, så det sang ihans tænder og hele kraniet. Kvinden bag ham fastholdt grebet. Hantog fat i ryglænet og fik halet dem begge videre, mens jerntæppet lang-somt og ubønhørligt nærmede sig scenegulvet. De var nået frem til or-kestergraven nu. Tom rev sig løs fra kvinden, greb fat i gitteret, somdækkede hele fordybningen og fik halet sig op på det. Så vendte hansig om og hjalp hende derop. Røgen lå tæt overalt, og de måtte famlesig frem, meter for meter. Det var umuligt at afgøre, hvor tæt jerntæp-pet var nået ned mod scenegulvet. De måtte vælge det ene af to onder:løbe risikoen for at blive kappet midt over eller risikere at blive stegtlevende.

“Ned!” råbte Tom, da han stødte mod jerntæppet med brystet. Hanlagde sig fladt ned og krabbede ind under det. Da han følte kanten afjerntæppet mod skulderbladene, vidste han, at han havde tabt. Det erslut! Han kunne ikke se den arme kvinde, som han havde narret til attage samme vej som han selv. Desperat strakte han en arm frem og fikfat i noget, som kunne være en rekvisit fra forestillingen. Han rev gen-standen til sig og pressede den ind under jerntæppet i håb om, at ma-

22



nøvren kunne udskyde det øjeblik, hvor han blev skåret i to stykker.Der kom en knasende lyd, og jerntæppet standsede sin færd i brøkde-len af et sekund, lige akkurat længe nok til, at Tom fik rullet sig ind påselve scenen. Så kom lyden af en knogle, der blev mast. Først troedehan, at det var den fremmede kvinde, men det efterfølgende skrigkom fra en ældre mand, der havde forsøgt samme flugtmanøvre somhan selv. Jerntæppet skar sig ubarmhjertigt gennem den gamle, blødekrop på sin vej mod gulvet.

Tom Hartmann hev efter vejret. Med ét var lyden af den kæmpendedyreflok ude i teatersalen bare en fjern støj fra en anden virkelighed.Over ham dansede strålerne fra mange lommelygter, og han hørte sik-kerhedsvagternes ophidsede stemmer. Kvinden, havde hun klaret sig?Tom prøvede at dreje hovedet for at kigge efter hende, men hans nak-kemuskler nægtede at lystre. Så blev alting sort.



Rudi Maier

Han havde ikke forudset branden, da han satte det dataanlæg ud afspil, der styrede lyset. Et øjeblik havde han overvejet at vende om oghjælpe til med redningsarbejdet, men så sejrede fornuften og beslut-somheden. Hold dig til den oprindelige plan! Han havde skridtet flugtru-ten af adskillige gange og kunne den i blinde. Mørket var hans med-spiller, og takket være mobilens display havde han lys nok til at be-væge sig hurtigt fremad. Han holdt fast i gelænderet, mens han løbned ad trappen til kælderen. Derfra skulle han bare op ad to trapper iden modsatte ende og derpå gennem to døre, så kom han ud fra byg-ningen på søsiden. Vandet lå bare fem meter væk, og svømmeturenover til containerhavnen var en ren bagatel for hans toptrænede, ungekrop. I en tom container havde han skjult en pose med tørt tøj. Der-efter skulle han bare ud på en kort løbetur, inden han kunne hoppe påsporvognen fra Ljabru ved den gamle søfartsskole. Lyden af udryk-ningssirener begyndte at kunne høres, og de blev stadig kraftigere.Fandens, så effektive de var her i Norge! Var det brandvæsenet eller poli-tiet? Han håbede på det første, men synet, der mødte ham, da han lin-dede på døren, knuste ethvert tilløb til ønsketænkning.

Et inferno af blå blink og udrykningshorn ødelagde alle mulighe-der for en diskret flugt. Dette var et scenarie, han havde gennemgåetflere gange i tankerne, så han vidste, hvad der skulle gøres. Selve dettekaos var hans redningsplanke, hans plan B.

Han vendte sig om og løb ind i bygningen igen. Han kom op aden trappe og fandt en dør, der førte ind til publikumsområdet. Medi-nas morder gled ubemærket ind blandt den råbende, panikslagnefolkemængde. Han skreg op og fægtede med armene ligesom alle de

24



andre, spærrede øjnene op og lagde ansigtet i de rette, martrede fol-der. Han trak vejret dybt for at udstøde et nyt skrig, men i det sammeblev han væltet over ende. Instinktivt krummede han sig sammen ognåede lige at føre hænderne op til hovedet, før han blev trampet nedaf den bissende hjord. Et spark ramte ham så hårdt i nyrerne, at hannæsten besvimede. Strømmen af mennesker forhindrede ham i atkomme på benene. Han havde ikke andet valg end at ligge helt stilleog håbe på, at menneskemængden ikke trampede ham ihjel. Hantalte sekunderne og spændte hver eneste muskel i sin krop for at be-skytte de indre organer mod flere spark og slag. Det det omsider varoverstået, havde han end ikke kræfter til at rejse sig op. Han mær-kede en senet hånd gribe fat i hans ene arm. Han så op og tænkte: Nubliver jeg anholdt. Afsløret.

Men i stedet lyste den unge politimands øjne af bekymring og om-sorg.

“Klarer du dig?” Stærke arme fik ham på benene igen. Han kunneslet ikke fatte sit held. En mere troværdig tilbagetrækning fra opgavenskulle man lede længe efter. Han kunne forlade Operaen som et offer,der var trampet halvt ihjel. Det gjaldt bare om at spille rollen et par mi-nutter til, så var han ude.

Udenfor herskede den skinbarlige Oscar-stemning. Journalister, tv-kameraer, publikum bag afspærringer. Projektører og blå blink. Politi-folk og brandmænd. Han forsøgte efter bedste evne at dreje ansigtetvæk fra de snurrende kameraer.

“Du har brug for at blive undersøgt af en læge,” sagde betjenten oggelejdede ham trygt gennem alle forhindringerne hen mod det om-råde, hvor lægeambulancerne stod klar. Køen af tilskadekomne varlang.

“Kan du klare dig selv nu?” spurgte den unge politimand. “Jeg måind og se, om der er flere, som trænger til hjælp.”

Han nikkede mat og lod, som om han fuldt ud havde forstået, hvadder blev sagt. Så snart betjenten var ude af syne, gled han diskret ud afkøen og blandede sig med de tilskuere, der stod tættest på. Så be-gyndte han at bevæge sig bagud gennem menneskemængden. Hansluttede sig til en gruppe tilskuere, som tydeligvis havde fået set sig

25



mætte og var begyndt at sive tilbage over broen i retning af de små ga-der, der lå hen i sommeraftenens dunkle halvmørke. Det ville tage etstykke tid at spadsere helt ud til den lejlighed, han havde lejet på Dals-veien, men som tingene havde udviklet sig, var det sikrest på denmåde. Han følte sig ikke særlig fristet af tanken om, at en eller andenkvik taxichauffør pludselig skulle fatte mistanke til ham, eller at hanskulle blive fanget af et overvågningskamera.

Han småfrøs, selvom det var en lun og stjerneklar aften. E luccevanle stelle. Han havde klaret det! Euforien fik ham til at ryste over helekroppen. Medina var død. Han havde overstået første akt, og snartskulle spillet gå videre. Der var ingen grund til at føle dårlig samvittig-hed over Medina, tværtimod. Røvhullet havde fået lige præcis det,han fortjente. Det eneste ærgerlige var vel egentlig, at Medina fik lovat dø på toppen af sin karriere. Det kunne desværre gøre ham til enophøjet legende i stedet for den patetiske, forpulede horebuk, han var.Døde stjerner steg til vejrs som det, de var: Varm luft. Han klukkedelidt over sin egen formulering. Det var nødvendigt at beskytte sig medlidt sort humor for at undgå at tænke på alle de andre – de uskyldigemennesker, der var blevet grillet levende. Til Puccinis musik. Det varfor djævelsk. Men det var jo ikke hans skyld. Han havde planlagt detteher ned til den mindste detalje. Det havde taget måneder at forberedesig. Perfektionisten i ham havde krævet, at han tog alle eventualiteter ibetragtning. Med kirurgisk præcision havde han igen og igen indøvetdrabet på Medina, nøjagtig som fader Joachim havde lært ham det. Enplan går aldrig efter planen. Han havde jo kun afbrudt lyset for at slippeuset ud af Operaen, og så spillede skæbnen ham dette makabre puds.Hvor mange var mon døde derinde?

Der ville sikkert være ekstra nyhedsudsendelser natten igennem,som kunne give ham svar på dét spørgsmål.

Han gik hurtigere til. Vinden smøg sig ind gennem de elegantesmokingbukser af Loro Piana-cashmere. Han trak smokingjakken tæt-tere omkring sig. Han lignede en nydelig ung mand fra Oslos Vest-kant, der var på vej hjem fra fest, og slet ikke én, der netop havde for-årsaget kaos og tragedie i Norges nye kulturelle forsamlingshus.GPS’en på hans mobil viste, at han endnu havde lang vej at gå. Han

26



passerede en stor kirkegård til venstre for sig. Der var sat lys ved en-kelte af gravstenene, og synet fik ham til at trække vejret tungere.

“Her bliver snart rift om pladserne,” hviskede han til sig selv. Menlatteren udeblev. Galgenhumoren var ikke længere noget værn modafgrunden i hans indre. I lyskrydset ved krematoriet hjalp han en dår-ligt gående ældre dame over Sørkedalsveien. Det lindrede et øjeblik.Hun lovpriste ham tydeligvis, inden han hastede videre. Han kunneikke forstå, hvad hun sagde, men hendes blik talte sit tydelige sprog:Hun syntes, han var en engel.

Et blåligt lysskær strømmede ud fra vinduerne på de huse, hanpasserede – alle tv-stationerne sendte live fra tragedien i Operaen,mens den skyldige spadserede forbi lige udenfor. Han havde ondt ibrystet nu, og han længtes efter at kunne lukke døren bag sig. Et be-skyttende lag mellem ham og verden. Afstand mindsker smerten, vid-ste han. Dagligt omkom tusindvis af mennesker i tragiske ulykker,men når man selv var tilstrækkeligt langt væk, var man mere interes-seret i sin egen tandpine. Eller restskat. Eller parkeringsbøder. Nårsmerteskrigene ikke når én, bliver det hele bare til en tavs ballet, kore-ograferet af skæbnen. Dalsveien 75. Han var nået frem. I samme øje-blik, han lukkede hoveddøren bag sig, ringede hans mobiltelefon.

“Er du nået hjem?”“Jeg er lige kommet ind ad døren.”Du må hellere tænde for nyhederne.”“Javel.”Dermed var samtalen forbi. Rudi Maier åbnede sin laptop og gik

på nettet.


Kære læserVi håber at vi med denne lille

smagsprøve har vækket inter

essen hos dig og givet dig lyst

til at læse mysterierne. Alle fire

bøger kan netop nu findes hos

din lokale boghandler eller på

nettet.

Fortsat god læselyst!

People’sPress | ArtPeople.dk


gratis læseprøve - krimi

Documents