askeblomster læseprøve

L I N D H A R D T O G R I N G H O F

PATRICK MODIANO (f. 1945) er en

fransk forfatter og er blevet kaldt vor

tids Marcel Proust. Patrick Modiano

har mere end 20 romaner bag sig, og

de fl este har Paris og erindringen som

ramme. Hans værker er oversat til

mere end 30 sprog.

FRA BOGEN

”Denne søndag aften i november be-

fandt jeg mig i rue de l’Abbé-de-l’Épée.

Jeg fulgte døvstummeinstituttets høje

mur. Til venstre stræbte Saint-Jacques-

du-Haut-Pas-kirkens klokketårn mod

himlen. Så vidt jeg erindrede, lå der en

café på hjørnet ved rue Saint-Jacques,

hvor jeg ofte gik hen efter at have været

inde og se en fi lm i Studio des Ursuli-

nes. På fortovet ligger der visne blade.

Eller nogle forkullede sider fra en gam-

mel Gaffi otordbog. Det er skolernes og

klostrenes kvarter. Jeg kom i tanke om

nogle forældede navne: Estrapade,

Contrescarpe, Tournefort, Pot-de-Fer ...

Jeg nærede betænkeligheder ved at

færdes på steder, hvor jeg ikke havde

sat benene, siden jeg var atten og gik i

gymnasiet på Montagne-Sainte-Gene-

viève. Det var, som om disse steder var

forblevet uforandrede, siden jeg havde

forladt dem i begyndelsen af 1960’erne,

og at de var blevet forladt omkring

samme tidspunkt, for mere end femog-

tyve år siden.”

ASKEBLOMSTER er en historie om Paris, set gen-ASKEBLOMSTER er en historie om Paris, set gen-ASKEBLOMSTER

nem fortællerens øjne en søndag aften, hvor han

går en tur i byen. De forskellige parisiske steder

fremkalder minder, og en række mystiske skæbner

fra fortiden vækkes til live.

PATRICK MODIANO blev i 2014 tildelt Nobelpri-

sen i litteratur ”for den erindringskunst, med hvil-

ken han har fremmanet de mest uhåndgribelige

menneskeskæbner og afdækket besættelsens livs-

verden.”

”Askeblomster er en drømmesløret historie om

fortid og identitet, om mennesker man mødte og

hvis historier, man opfattede brudstykker af. Stem-

ningen af Paris, skyggernes Paris, er aldeles frem-

ragende fanget.”

– Ekstra Bladet

PA

TR

ICK

MO

DIA

NO

Ask

eb

lom

ster

L I N D H A R D T O G R I N G H O F. D K

Patrick

MODIANO Askeblomster

N O B E L P R I S E N I L I T T E R A T U R 2 0 14

”Modiano er og bliver mageløs.” – Politiken

FO

TO

: NIC

OL

AS

GU

ER

IN

O M S L AG : H A R V E Y M AC AU L A Y / I M P E R I E T

Patrick Modiano

ASKEBLOMSTER

Roman

På dansk ved

Frants Iver Gundelach

Lindhardt og Ringhof

Askeblomster.indd 3 20/10/14 14.54

Askeblomsterer oversat fra fransk efter

Fleurs de ruineCopyright © Éditions du Seuil, 1991

Dansk copyright © 2014 Lindhardt og Ringhof, KøbenhavnBogen er sat med Garamond hos Lymi DTP Service

og trykt hos Nørhaven A/SOmslag: Harvey Macauley/Imperiet

ISBN 978-87-11-45010-92. udgave, 1. oplag

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner der har indgået aftale med Copydan

og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

www.lindhardtogringhof.dkLindhardt og Ringhof Forlag A/S et selskab i Egmont


Et gammelt snakkehoved

En grå postillon

Et æsel der kigger

På rebet i en brønd

Liljer og roser

I en sennepskrukke

Det er vejen

Som fører til Paris.

LAMARTINE


9

Denne søndag aften i november befandt jeg mig i rue de l’Abbé-de-l’Épée. Jeg fulgte døvstumme-instituttets høje mur. Til venstre stræbte Saint-Jacques- du-Haut-Pas-kirkens klokketårn mod himlen. Så vidt jeg erindrede, lå der en café på hjørnet ved rue Saint- Jacques, hvor jeg ofte gik hen efter at have været inde og se en film i Studio des Ursulines.

På fortovet ligger der visne blade. Eller nogle for-kullede sider fra en gammel Gaffiotordbog. Det er skolernes og klostrenes kvarter.

Jeg kom i tanke om nogle forældede navne: Estra-pade, Contrescarpe, Tournefort, Pot-de-Fer ... Jeg nærede betænkeligheder ved at færdes på steder, hvor jeg ikke havde sat benene, siden jeg var atten og gik i gymnasiet på Montagne-Sainte-Geneviève.

Det var, som om disse steder var forblevet ufor-andrede, siden jeg havde forladt dem i begyndelsen af 1960’erne, og at de var blevet forladt omkring


10

samme tidspunkt, for mere end femogtyve år siden. Rue Gay-Lussac – denne stille gade, hvor man den-gang havde brudt brostensbelægnin gen op og byg-get barrikader – den tilmurede dør til et hotel, hvor de fleste af vinduesruderne var væk. Men skiltet hang stadigvæk på facaden: Hôtel de l’Avenir. Hvil-ken fremtid? En fremtid, som for længst var borte, og som havde tilhørt en student i 1930’erne, der le-jede et lille værelse på dette hotel efter at være ble-vet færdig på École Normale Supérieure, og hvortil han lørdag aften inviterede sine kammerater. For så, senere, at tage turen rundt om husblokken for at se en film i Studio des Ursulines. Jeg gik forbi gitteret og det hvide hus med persiennerne, hvor biografen ligger i stueetagen. Der var lys i forhallen. Jeg kunne være fortsat hen til Val-de-Grâce, til det stille område, hvor vi havde gemt os, Jacqueline og jeg, så markis’en ikke ville have den mindste chance for at finde hende igen. Vi boede på et ho-tel for enden af rue Pierre-Nicole. Vi levede af de penge, Jacqueline havde skaffet ved at sælge sin pels. Den solbeskinnede gade søndag eftermiddag. Ligustrene, der omgav det lille murstenshus over for Sévigné-privatskolen. Hotellets vedbenddække-de balkoner. Hunden, der lå og sov i korridoren lige ved indgangen.

Jeg nåede hen til rue d’Ulm. Den var øde. Selv om jeg sagde til mig selv, at det ikke var særlig usæd-vanligt en søndag aften i dette provinsielle studen-


11

terkvarter, så føltes det alligevel, som om jeg ikke længere var i Paris. Foran mig lå Panthéons kuppel. Jeg blev pludselig bange for at komme til at stå ale-ne i måneskinnet for foden af dette gravmonument, og jeg begav mig ned ad rue Lhomond. Jeg gjorde ophold foran Collège des Irlandais. En klokke, må-ske den fra Saint-Esprit-kirken, hvis massive facade hævede sig til højre for mig, slog otte slag. Nogle skridt til, og jeg kom ud på place de l’Estrapade. Jeg ledte efter rue des Fossés-Saint-Jacques nr. 26. Dér, lige foran mig, lå en moderne boligejendom. Den oprindelige ejendom var formentlig blevet re-vet ned for snart tyve år siden.

Den 24. april 1933. Et ungt ægtepar begår selv-mord under mystiske omstændigheder.

Det er en meget mærkelig historie, der udspandt sig i går nat i ejendommen rue des Fossés-Saint- Jacques nr. 26, lige i nærheden af Panthéon, hos hr. og fru T.

Urbain T., en ung ingeniør, der gik ud af École de chimie som den bedste i sin årgang, giftede sig for tre år siden med den 26-årige Gisèle S., som var et år ældre end han. Fru T. var en høj, slank og køn, lyshåret kvinde. Hendes mand var mørkhåret og så godt ud. I juli sidste år flyttede parret ind i stueeta-gen i rue des Fossés-Saint-Jacques nr. 26, i et atelier, som de indrettede som lejlighed. Det unge ægtepar virkede meget glade for hinanden. Ingen bekymrin-ger syntes at true deres lykke.


Lørdag aften besluttede Urbain T. at gå ud og spise sammen med sin kone. De forlod sammen deres bolig ved syv-tiden. De kom først tilbage om-kring klokken to om natten, sammen med to andre par, som de havde mødt i aftenens løb. De larme-de usædvanligt meget og vækkede naboerne, som ikke var vant til så støjende en adfærd fra de ellers yderst stilfærdige lejere. Festlighederne tog formo-dentlig en uventet drejning.

Gæsterne tog af sted ved fire-tiden om natten. I løbet af den efterfølgende halve time, hvor der ellers endelig var blevet ro, lød der to dumpe brag. Klokken ni om morgenen gik en nabo, en kvinde, forbi parrets dør. Hun hørte nogen jamre. Hun kom pludselig i tanke om nattens brag, blev bekymret og bankede på døren. Denne blev åbnet, og Gisèle T. kom til syne. Der piblede blod frem fra et sår under hendes venstre bryst. Hun hviskede: “Min mand! Min mand! Død.” Kort efter ankom politi kommissær Magnan. Gisèle T. lå og klynkede på en sofa. I det tilstødende værelse fandt man liget af hendes mand. Han holdt stadigvæk en revolver knuget fast i sin knyttede hånd. Han havde skudt sig selv i hjertet.

Ved siden af ham, en hastigt nedfældet besked: “Min hustru har begået selvmord. Vi var fulde. Jeg skyder mig. Prøv ikke at forstå ...”


L I N D H A R D T O G R I N G H O F

PATRICK MODIANO (f. 1945) er en

fransk forfatter og er blevet kaldt vor

tids Marcel Proust. Patrick Modiano

har mere end 20 romaner bag sig, og

de fl este har Paris og erindringen som

ramme. Hans værker er oversat til

mere end 30 sprog.

FRA BOGEN

”Denne søndag aften i november be-

fandt jeg mig i rue de l’Abbé-de-l’Épée.

Jeg fulgte døvstummeinstituttets høje

mur. Til venstre stræbte Saint-Jacques-

du-Haut-Pas-kirkens klokketårn mod

himlen. Så vidt jeg erindrede, lå der en

café på hjørnet ved rue Saint-Jacques,

hvor jeg ofte gik hen efter at have været

inde og se en fi lm i Studio des Ursuli-

nes. På fortovet ligger der visne blade.

Eller nogle forkullede sider fra en gam-

mel Gaffi otordbog. Det er skolernes og

klostrenes kvarter. Jeg kom i tanke om

nogle forældede navne: Estrapade,

Contrescarpe, Tournefort, Pot-de-Fer ...

Jeg nærede betænkeligheder ved at

færdes på steder, hvor jeg ikke havde

sat benene, siden jeg var atten og gik i

gymnasiet på Montagne-Sainte-Gene-

viève. Det var, som om disse steder var

forblevet uforandrede, siden jeg havde

forladt dem i begyndelsen af 1960’erne,

og at de var blevet forladt omkring

samme tidspunkt, for mere end femog-

tyve år siden.”

ASKEBLOMSTER er en historie om Paris, set gen-ASKEBLOMSTER er en historie om Paris, set gen-ASKEBLOMSTER

nem fortællerens øjne en søndag aften, hvor han

går en tur i byen. De forskellige parisiske steder

fremkalder minder, og en række mystiske skæbner

fra fortiden vækkes til live.

PATRICK MODIANO blev i 2014 tildelt Nobelpri-

sen i litteratur ”for den erindringskunst, med hvil-

ken han har fremmanet de mest uhåndgribelige

menneskeskæbner og afdækket besættelsens livs-

verden.”

”Askeblomster er en drømmesløret historie om

fortid og identitet, om mennesker man mødte og

hvis historier, man opfattede brudstykker af. Stem-

ningen af Paris, skyggernes Paris, er aldeles frem-

ragende fanget.”

– Ekstra Bladet

PA

TR

ICK

MO

DIA

NO

Ask

eb

lom

ster

L I N D H A R D T O G R I N G H O F. D K

Patrick

MODIANO Askeblomster

N O B E L P R I S E N I L I T T E R A T U R 2 0 14

”Modiano er og bliver mageløs.” – Politiken

FO

TO

: NIC

OL

AS

GU

ER

IN

O M S L AG : H A R V E Y M AC AU L A Y / I M P E R I E T

askeblomster læseprøve

Documents