Håkan Jaensson

Høst & Søn

CICERO FORUM HØST&SØN PRETTY INK ROSINANTE SAMLEREN

9 7 8 8 7 6 3 8 3 1 8 4 0

Dødsikker er en livsbekræftende, sjov og alvorlig bog om livet og døden. Og om Pelle, som overrasker alle. Ikke mindst sig selv.

Da Pelle en dag ser et program i fjernsynet, tror han, at han har lige netop den lumske sygdom, som tv-lægen snakker om. Endnu mærker han ikke noget. Men snart er han død.Hvordan skal han bruge den korte tid, han har tilbage? Uden at involvere andre går Pelle i gang med nedtællingen, der påvirker både hans tanker og handlinger – men ikke kun i negativ retning. Forestillingen om at døden er nær, kan nemlig give et helt nyt blik på livet her og nu.

En dag skal vi alle dø. Alle de andre dage skal vi ikke

DØDSIKKER

Håkan JaenssonDØDSIKKER

HJaensson_dodsikker_CVR.indd 1 25/01/14 00.46

6 7

Tvilling

De to mænd stoppede på samme tid, på samme måde. De sænkede armene og løftede hovedet samtidigt, det var, som om de gjorde nar af hinanden eller dansede en aftalt dans. Kata knugede sin mors hånd. Hun klemte tilbage, men hendes blik var rettet mod mændene på bakken. Kata ruskede i morens hånd, hun hviskede. »Jeg kan ikke fi nde ud af, hvem der er hvem. Hvad er det, de laver?« »Finde ud af hvad? Hvad snakker du om?« Moren lød irriteret. »Jeg kan ikke se, hvem af dem der er Holo,« sagde Kata dæmpet. »Jo, du kan!« »Nej, mor ... jeg er bange!« Moren stillede sig bag hende og tog om hendes skuldre. »Du så, at Holo kom ovre fra skoven, du vin-kede til ham. Så Holo er stadig ham, du kan se til venstre på bakken, ikke, Kata?« »Hvorfor skal vi se på det her, mor?« »Fordi ... fordi hvis vi ikke så på det, ville vi aldrig vide, om Holo ... nej, nu skal du tie stille. Holo er ham til venstre, Holo er ... Holo!«

DØDSIKKER

Håkan Jaensson

Høst & Søn

DØDSIKKERPå dansk ved

Kina Bodenhoff

Titel_dodsikker.indd 1 19/12/13 11.03

høst & søn

Håkan Jaensson

DØDSIKKER

På dansk ved Kina Bodenhoff

Håkan Jaensson

Høst & Søn

DØDSIKKERPå dansk ved

Kina Bodenhoff

Titel_dodsikker.indd 1 19/12/13 11.03

Dødsikkerer oversat fra svensk

af Kina Bodenhoff efter Dödsknäpp

Copyright © Håkan Jaensson og Alfabeta Bokförlag AB, Stockholm

Denne udgave: © Høst & Søn/rosinante&co, København

1. udgave, 1. oplag, 2014

Omslag: Dick Aschenbrenner

Dansk versionering af omslag: Jette Aagaard Enghusen

Sat med Utopia hos Christensen Grafisk

og trykt hos Livonia Print, Riga

ISBN 978-87-638-3184-0

Printed in Latvia 2014

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov

om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Høst & Søn er et forlag i rosinante&co

Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K

www.rosinante-co.dk

5

1

Han kunne godt tænke sig et par rulleskøjter.

Ikke inliners, for de har alle hjulene på rad

og række og vrikker for meget, når man løber.

Akkurat ligesom almindelige hockeyskøjter.

Rulleskøjter.

Det ville være sjovt.

Måske.

Han har ikke ret lang tid tilbage. To uger, så-

dan cirka. Fjorten dage eller seksten eller tretten.

Sådan cirka.

Der er selvfølgelig også andre sjove ting, man

kunne gøre, tænker han. I massevis.

Han skal nok finde på noget.

Rejse, måske? Der er mange steder, man kan

rejse hen.

To uger tilbage.

Han kan i hvert fald begynde med rulleskøj-

terne. Forsøge at lære det.

Inden ... inden løbet er kørt.

Dødsikkerer oversat fra svensk

af Kina Bodenhoff efter Dödsknäpp

Copyright © Håkan Jaensson og Alfabeta Bokförlag AB, Stockholm

Denne udgave: © Høst & Søn/rosinante&co, København

1. udgave, 1. oplag, 2014

Omslag: Dick Aschenbrenner

Dansk versionering af omslag: Jette Aagaard Enghusen

Sat med Utopia hos Christensen Grafisk

og trykt hos Livonia Print, Riga

ISBN 978-87-638-3184-0

Printed in Latvia 2014

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov

om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Høst & Søn er et forlag i rosinante&co

Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K

www.rosinante-co.dk

6

Det er ikke så underligt, tænker han. Det sker

for alle mennesker, før eller siden.

Men de fleste når at blive større end mig.

Sådan tænker Pelle. Roligt og fornuftigt.

Men så vælder angsten op i ham. Han har lyst

til at skrige, men han gør det ikke.

Pelle hører ikke til dem, der skriger.

En mand i hvid kittel. Lille, blank isse, blege

kinder, udstående øjne. Han ligner en snegl, og

lige så langsomt som en snegl bøjer han sig hen

mod Pelle, nærmest svæver ud af tv-skærmen.

Pelle er omtåget af feber. Kan ikke nå fjern-

betjeningen. Har ikke kræfter til at slukke.

Sneglemanden ser lige ind i Pelle.

Han er alvorlig, og han snakker.

Siger, hvordan det står til.

Med Pelle.

Måske har du feber? siger han.

Pelle hører efter. Lægen er en verdensberømt

ekspert. Pelle har feber. Masser.

Det-er-formodentlig-kun-begyndelsen, siger

lægen.

Underteksterne hakker. Nogle ord er svære.

7

Pelle halter bagefter. Det er svært at forstå det

hele. Og han vil heller ikke. Vil ikke forstå det.

Den hvide snegl flimrer som et hologram i

halvmørket.

Den snakker og snakker.

Desværre, står der, at den siger. Der er intet

at gøre. Det gør mig ondt.

Ajm sårri.

Pelle stirrer på tv-skærmen.

Snottet løber.

Altså, det er ikke sådan, at ekspertsneglen på-

står, at det handler lige præcis om netop ham,

Pelle (Petter) Nilsson, Götgatan 102 i kvarteret

Söder i Stockholm. Det ville være umuligt, for

han ved jo ikke, hvem Pelle er.

Men han peger på Pelle, og der er ingen andre

i stuen, kun en spyflue, som summer desperat

mod vinduet.

Og det er ikke fluer, det handler om.

Pelle fryser, selv om han har feber.

Det er helt skørt.

Alt stemmer.

Pelle er klar over, hvad det betyder.

8

Mor og far bliver kede af det, tænker han.

Enormt kede af det.

De havde nok håbet, at han ville vokse op

og bliver stor og dygtig, sådan en pæn fyr, som

snakker og griner og dyrker idræt og i det hele

taget er, som man skal være.

Blive alt det, han ikke er.

Det havde alligevel ikke fungeret. Forud sæt-

nin gerne er ligesom for dårlige: en spinkel krop

med blå øjne, masser af krøllet hår og en ret lille

mund med fortænder, der er næsten lige så store

som Nickes.

Og noget geni er han jo ikke.

Ikke engang sjov.

Pelle snøfter, tørrer lidt snot af i ærmet.

Gult snot.

39,7 i feber.

Snot på termometeret.

Gult er grimt.

Men det går over. Alting går faktisk over, så-

dan cirka i slutningen af oktober.

Der bliver ingen fødselsdag, ingen jule-

aften.

Ingenting.

Pludselig kommer tårerne, sammenkrøbet på

9

rya tæppet foran fjernsynet græder han, så han

ryster. Klynker, borer sit snotvædede ansigt ned

i det støvede tæppe.

Han er bange.

Bange, bange.

Fluen summer. Pelle græder.

Da han vågner, er mørket faldet på. Han tæn-

der nogle lamper, vakler ud på badeværelset og

vasker sig i ansigtet.

Føler sig rolig. Træt, men rolig.

Fluen i vinduet ligger død med benene i vej-

ret. Pelle lader den ligge.

Måske skulle han gå ned til frisøren i Ringen

og blive klippet. Altid noget. Hvis han så pæn

og ordentlig ud, behøvede mor i hvert fald ikke

være ked af det.

Han vil også ordne sine negle, klippe sørge­

randene af. Og altid have rene underbukser på.

Pelle skænker mælk op og hælder en dobbelt

portion O’boy i.

Lev stærkt, dø ung! som far plejede at sige, når

han kørte for hurtigt.

Og grinede.

10

Pelle ser kakaopulveret drukne i mælken lidt

efter lidt, tager skeen og sænker det sidste. Nede

på gaden hyler en ambulance på vej mod syge-

huset ved Ringvejen.

På det sygehus ligger Pelles morfar på en stue

sammen med nogle andre gamle mænd og har

det enormt dårligt. Mor siger, at det kan være

forbi, hvornår det skal være.

Uretfærdigt, synes hun. Morfar er ikke en-

gang halvfjerds og har hverken røget eller ... jo,

drukket har han. Temmelig meget. Men dran-

kerne nede ved Systembolaget ser jo ud til at

have evigt liv!

Mor får det dårligt over at se morfar så syg.

Derfor er det mest Pelle, der besøger ham.

Morfar, som engang har været svensk mester

i sværvægtsboksning, ligger der i sengen og bli-

ver mindre og mindre.

Sygehusapparaterne piber og hvæser, er-

næringsvæske løber ind i morfar gennem en

slange, tisset løber ud gennem en anden.

»Hvordan går det med Betty?« kan morfar

spørge.

Betty var Pelles undulat. En morgen lå den i

bunden af buret uden at røre sig.

11

Død.

Mor syntes ikke, at Pelle behøvede at græde

over det. Han vidste da, at fugle ikke lever

så længe? De kunne købe en ny, sagde mor og

puttede Betty ned i en frysepose, som hun lagde

i spanden med brændbart køkkenaffald.

Pelle græd alligevel.

»Betty har det godt,« plejer Pelle at svare, når

morfar spørger. »Smaddergodt. Snakker dagen

lang.«

»Det er godt selskab for dig,« siger morfar.

»Ja,« siger Pelle.

Ellers tier de mest stille.

Pelle rører rundt i mælken, så den bliver jævnt

mørkebrun, tager en slurk og kigger ud over

gaden. Bare almindelig kedelig trafik og al-

mindelige triste mennesker. Så er det sjovere,

når der er gadeløb. Eller når bilerne med blå

blink rykker ud for at slukke brande eller fange

tyveknægte.

»Ouiouiouioui,« hvisker Pelle.

Sådan lyder de.

Han savner Betty. Stakkels Betty, gul og blå

og dum som en due.

12

Men den kunne i hvert fald sige »hej«, og Pelle

kunne godt lide, at der var nogen, der sagde det,

når han kom hjem fra skole.

Far arbejder som sædvanlig. Han er journalist

på den gule lokalavis i Söder. Han fik jobbet

efter en, som flyttede til Korpilombolo.

Det ville Pelles glade og ret søde far aldrig

gøre, for han elsker Stockholm og Hammarbys

fodboldhold.

Hvis Bajen, som fodboldklubben bliver kaldt,

vinder noget i år, har han lovet at barbere sit

overskæg af.

Mor blev engang valgt til Söders Lucia, selv

om hun havde knaldrødt hår på det tidspunkt.

Hun er stadig pæn, synes Pelle. Men blondine.

Og træt og ked af det en gang imellem, men det

er ikke Pelles skyld. Siger hun.

Mor arbejder i Socialstyrelsen på den an-

den side af Västerbron. Hun er socialinspek-

tør og rejser hid og did for at tjekke, hvordan

børn på forskellige slags institutioner klarer

sig.

Nogle gange sidder hun i køkkenet med et glas

vin og er deprimeret.

13

»Hvis du bare vidste, Pelle ... hvor forfærdeligt

mange børn har det.«

Så plejer Pelle at give hende et lille kram.

Om eftermiddagen kan Pelle gå hen i Agurken,

skolens fritidsklub. Men det vil han ikke, og det

er ikke kun, fordi idioter som Kurt og Filip spiller

billard derhenne.

Pelle kan godt lide at være alene. Slippe for at

konkurrere, slippe for at slås, slippe for at sysle

med noget.

Perleplader! Han afskyede dem allerede i bør-

nehaven.

Og at lege ... hvad sjovt er der ved det?

Sådan kan han tænke. Det er ikke normalt,

han ved det.

Mor og far er tilfredse, for Agurken er ikke

gratis, og indimellem kniber det med pengene.

Det kostede enormt meget at købe den her

fireværelses med nyt køkken og ismaskine i

køleskabslågen. Plop-plop-plop. Nogle gange

sætter Pelle maskinen til at ploppe isterninger

ud, bare fordi det lyder så sjovt.

Is er sikkert godt mod feber, men Pelle gider

ikke prøve efter.

14

Det fineste i Pelles værelse er motorcykelplaka-

terne og et lille fjernsyn, som han kan kigge på,

hvis mor og far er hjemme og vil have det store

i stuen for sig selv.

Pelle har også en lille computer, en cd-afspil-

ler, treogtyve bøger, femten plader, syv compu-

terspil og en hel årgang af Allt om MC. Samt et

tomt fuglebur.

Næsten alle møblerne er skrammede IKEA-

ting, præcis ligesom i resten af lejligheden.

»Hvem bekymrer sig om det?« plejer mor at

sige.

Pelle, måske, for det er mest ham, der er

hjemme. Men han klager ikke, det gør han sjæl-

dent.

Han ved, at mor bekymrer sig om det. I virke-

ligheden. Hvis hun vinder i lotto, vil hun købe

en masse nye møbler og begynde at invitere folk

hjem. Det har Pelle hørt hende sige til far.

Huset, de bor i, er brunt, beige og rustfarvet

og har store altaner, hvor folk kan stå og ryge.

Det fylder hele kvarteret, og i underetagen lig-

ger Ringen, et temmelig lille indkøbscenter med

madbutikker, telefoner, tøj og en hel del andet.

I garagen under alle butikkerne står deres

15

gamle Volvo i et hjørne og er i stykker med en

rottefamilie, der er flyttet ind på bagsædet.

Det er ikke noget problem, synes far. Han

behøver ikke engang at cykle for at komme på

arbejde ved siden af Åhléns på den anden side

af gaden. Og mor tager bussen.

Fire værelser er egentlig et for meget, men ...

tænk, hvis Pelle skulle få en lillesøster eller en

lillebror?

Måske, måske! Det er vi ikke for gamle til

endnu, synes mor og far.

Denne gang vil de have en pige.

Jeg håber, de får sådan en, tænker Pelle. En

der er glad og rask og normal. I lyserødt tøj.

De har nok ikke lyst til at være barnløse. Trods

alt.

Han ved jo godt, hvad der skal ske, men det er,

som om han ikke rigtigt har forstået det endnu.

Det kan heller ikke ses, ikke som på morfar.

I spejlet i entreen står den sædvanlige, grim-

me, blege unge, lige nu lidt uhyggeligt rød i kin-

derne.

Hul i blusen, englehår.

16

Mors lille engel, som hun plejer at sige.

Måske bliver han til sådan en. En engel.

Andre børn, tænker han, andre børn ville have

grædt og skabt sig, fortalt det til mor og far, ledt

på nettet efter hjælp af en art, ville være gået til

skolesygeplejersken ... Hvad som helst.

Ikke han.

Pelle er for sej til den slags. Eller for dum. Eller

for sløv.

Han mærker, at den sorte panik lurer i maven.

Han kan faktisk ikke gøre noget.

Det er der ingen, der kan.

Derfor nytter det heller ikke noget at sige det.

Folk ville bare blive ked af det. Eller også ville

de ikke.

Han er ikke som andre. Det er måske derfor, han

skal herfra. Men findes der nogen, som er som

andre?

Pelle ved det ikke. De få, han kender, virker

ret forskellige.

Nogle gange går det slet ikke, når han prøver

at tænke.

Er det umagen værd at købe rulleskøjter?

Måske. Hvis de ikke er for dyre. For det er du

17

værd, som de plejer at sige i tv-reklamen. Bikås

jur wørth it.

Hvis han vil finde på noget andet sjovt, skal

det gå stærkt. Ellers kan han ikke nå det.

Han har en deadline, sådan en som far plejer

at snakke om. Det er et bestemt klokkeslæt, hvor

far skal være færdig med at skrive, hvis artiklen

skal nå at komme med i avisen.

Deadline. Dødslinje.

Det er, som det er. Sådan noget kan de ikke

lyve om i tv. Den hvide snegl har talt til Pelle. To

uger tilbage til deadline. Sådan cirka.

Panden er hed og svedig mod hans kolde hånd.

Snottet løber.

Pelle pudser næse, drikker ud og sætter glas-

set i opvaskemaskinen.

Han kommer til at savne O’boy.

Og varme pølser. Og grønne oliven med røde

propper i.

Pelle står med panden mod vinduet og ser ud

på aftenens glitrende lys nede på gaden. Lys-

skilte, udstillingsvinduer, billygter, cyklister i

gule refleksveste, de røde og grønne lys i fod-

gængerovergangene.

18

Og et sted derude synger en fugl, sådan lyder

det i hvert fald. En lille grå fugl.

»Jeg vil leve,« hvisker han.

Det lyder skørt, men der er alligevel ingen, der

hører ham.

Han vil leve. Ja, det vil han vel.

19

Og et sted derude synger en fugl, sådan lyder

det i hvert fald. En lille grå fugl.

»Jeg vil leve,« hvisker han.

Det lyder skørt, men der er alligevel ingen, der

hører ham.

Han vil leve. Ja, det vil han vel.

2

Hundegøen på trappen. Det ringer på døren.

Pelle åbner uden at kigge i kighullet.

Mor. Allerede?

»Se, hvad jeg har med til dig, Pelle!«

På terrassogulvet står en lille smudsighvid,

forpjusket tingest. Den pruster. Tungen hænger

ud, og de brune øjne stirrer bistert frem under

pandelokken.

»Skal du ikke klappe den?«

Pelle bøjer sig ned og klapper den lidt. Pelsen

er strid og varm.

Hunden slikker Pelles hånd, så han må tørre

den af i bukserne.

Mor står der i sin nye efterårsfrakke, rød i

kinderne og nye lyse striber i håret. Og glad.

»Han hedder Otto! Han er en lille ... jeg tror,

de sagde, at han er en slags terrier.«

»Hej Otte,« siger Pelle.

20

Hunden glor olmt på Pelle, fuldstændig lige-

som et menneske (Kurt, for eksempel). Og ræk-

ker tunge!

Pelle giver hunden fingeren, men det ser mor

ikke.

»Schæfere og den slags æder enormt meget,«

siger hun. »Så det måtte blive en lille ... vovse.«

Mor haler Otte med ind i entreen og giver

Pelle et knus.

»Og nu er han din! Værsgo!«

»Min?« siger Pelle.

»Ja, så du ikke skal være så meget alene, nu

hvor Betty ikke er her mere.«

Mor krænger støvlerne af, Otto tisser på gul-

vet i entreen.

»Det syntes vi, far og jeg. At vores dreng træn-

ger til lidt selskab. Ups!«

Mor er kommet til at træde i søen.

Pelle går ud i køkkenet efter køkkenrullen.

Han vil ikke have nogen hund. Tørre tis op og

være tvunget til at gå ud med den blandt alle

mulige underlige mennesker, som slæber rundt

på små rottehunde eller store bæster, som skider

overalt i byen. I tonsvis.

21

Og som gør ad en.

Pelle har andet at lave. Ikke på den måde at

han hænger ud på Facebook eller spiller tv-spil

som så mange andre.

Nej, efter skole plejer Pelle at se fjernsyn,

drikke kakaomælk og zappe mellem reklame-

kanalerne.

Der er meget at se: sammenvoksede tvillin-

ger (siamesiske), hvordan glødelampen blev

opfundet, motorcykelløb, madprogrammer,

slankeprogrammer, tegnefilm, boligprogram-

mer, fulde teenagere, shows med folk, der skal

skilles, Englands fedeste mennesker, de værste

oversvømmelser ... den slags, om hvad der sker

i verden.

Og lægeprogrammer.

Mange lægeprogrammer gled ligesom bare

forbi, fulde af rygsmerter, åreknuder, skoldkop-

per, stress, brækkede arme, tarmslyng ...

Men ét var specielt. Det, der handlede om

ham.

Hvor heldigt, at Pelle ikke gik glip af det. Eller

uheldigt.

Fiivøø, havde den hvide snegledoktor sagt.

22

Feber. Det er sådan, det begynder, med høj fe-

ber.

Den syge føler sig også træt. Og sløv og li­

geglad, selv om vedkommende endnu ikke er

kommet i puberteten.

De viste røde, slimede kugler, som pulserede

og voksede, fyldte skærmen.

»Tumorer,« sagde tv-doktoren.

Man skulle tjekke om man havde en knude,

ofte i lysken. Knuden kunne være en tumor, en

livsfarlig cancertumor ...

Pelle var rykket tættere på fjernsynet.

En knude i lysken ...?

Nu kom der en dreng, en snottet, men ret nor-

mal og lyslevende dreng, som susede rundt som

enhver anden og grinede. Og så lå han pludselig

i en sygehusseng med drop.

Ligesom morfar.

Drengen døde i løbet af kun to uger, og man

så, hvordan moren græd øjnene ud af hovedet

til begravelsen.

»En lumsk sygdom,« sagde tv-doktoren.

Drengen havde haft krøllet hår og røde kin-

der. Røde af feber.

Og knuder.

23

»Der er intet at gøre,« sagde tv-doktoren.

»Trods intensiv forskning på området. Syg-

domsforløbet er kort. I næste uge skal vi tale

om ulcerøs kolit.«

Tv-doktoren stirrede på Pelle med sine rød

øjne, vinkede langsomt med sin sneglepote.

Slut for i dag, tid til reklamer.

Pelle trykkede på off. Fjernsynet flimrede og

slukkede.

Han kiggede på den sorte skærm. Det var,

som om hans hjerne var gået i stå.

Så stak han hånden ned i bukserne og mær-

kede på sin knude. I lysken, præcis som sneglen

havde sagt. Knap nok større end en hasselnød,

lidt glat under huden mellem låret og tisseman-

den.

Han havde haft den et stykke tid. Undret sig,

men ikke været urolig.

Nu vidste han besked.

Den gjorde ikke ondt, ikke engang når han

klemte hårdt til. Ikke endnu.

Han følte sig unaturligt træt. Og så varm, at

han var lige ved at besvime.

Og bange.

24

Hunden gør i entreen.

»Skynd dig med køkkenrullen,« råber mor.

To uger tilbage. Når Pelle var borte, ville Otto få

en ny ejer. Hvis nogen ellers ville have en brugt

hund, Pelle vidste ikke, hvad folk plejede at gøre.

Måske ville de skyde Otto. Bare sådan bang.

Mor tørrer op og ser på ham.

»Hvordan har du det i dag, Pelle?«

»Godt.«

»Er du ikke glad? Nu hvor du har fået en lille

vovse!«

»Jo,« siger han og pudser næse.

»Så er du også fri for at sidde og se alt det skidt

i fjernsynet,« siger mor.

Hun fatter ikke, hvor meget han får at vide,

når han ser fjernsyn. Som i dag.

Hvis hun havde haft den mindste anelse om

det, så ... så ville hun i hvert fald ikke have smidt

en masse penge ud på en hund, og så kunne

Pelle have bedt om et par rulleskøjter.

Et par fine rulleskøjter i stedet for en lille for-

pjusket, dum hund, som rækker tunge. Noget

sjovt til hendes dreng, som snart ikke er her

mere.

Ikke eksisterer mere.

Det kan Pelle ikke sige til mor.

Så han siger tak i stedet. Og giver hende et

knus.

»Du er jo helt varm,« siger hun. »Har du fe-

ber?«

25

Ikke eksisterer mere.

Det kan Pelle ikke sige til mor.

Så han siger tak i stedet. Og giver hende et

knus.

»Du er jo helt varm,« siger hun. »Har du fe-

ber?«