den lille ven af donna tartt læseprøve

90 mm 90 mm34 mm153 mm 153 mm

226

mm

Den lille ven

T a r T TD o n n a

L i n d h a r d t o g r i n g h o f r o m a n

»Usædvanlig velskrevet.« – Politiken

h o s f a m i L i e n C L e v e ta L e r m a n o m a Lt, u n d ta g e n r o b i n .

Familien var i færd med at forberede middagen den skæbnesvangre dag for tolv år siden:

Charlotte kaldte på barnet, men Robin kom ikke. Det var nabokonen, der opdagede ham, hængende fra et træ i haven.

De uklare omstændigheder omkring drengens død kaster tunge skygger over familien. Da Robin døde, var hans søster Harriet nyfødt. Men nu er hun en stædig tolvårig og fast besluttet på at undersøge alle detaljer omkring sin storebrors død.

Med sin afdækning af en families længsel og sorg har Donna Tartt skrevet en ambitiøs og atmos- færefyldt sydstatsroman, fyldt med indsigtsfulde, nuancerede portrætter. Den lille ven er en skræm-mende skildring af det at vokse op og forstå menneskers overlevelsesmekanismer.

D e n h e m m e l i g eh i s t o r i e »medrivende og besættende debutroman om

de modstridende sider i mennesket, bundet

op omkring to uopklarede mord … sjældent

får man en så spændende, livlig, velskrevet

og miljøsikker roman i hånden … læsningen

er den rene henrykkelse.« – Det fri Aktuelt

D e n l i l l e v e n»Donna tartt har begået en monsterroman,

emmende af atmosfære, svimlende suverænt

turneret … vital, underholdende og vittig, og

med en nærgående stoflighed i sansningerne

… Fornemt, fornyende og selvstændigt

lægger Den lille ven sig i traditionen fra

William Faulkner for store familiedramaer

i sydstaterne…« – Jyllands-Posten

s t i l l i D s e n»hvis Donna tartts store roman havde været

et møbel, vil jeg tro, den havde været et

chatol fra 1800-tallet. lavet i hasselnød

eller en anden smuk træsort med et indlagt

mønster af lindeblomster og masser af

skuffer til hemmeligheder og smukke gen-

stande ... Donna tartt har med omhu og

frækhed restaureret Dickens’ arv.«

– Politiken

D o n n a Ta r T T

Er født i 1963 i Greenwood, Mississippi. Hun

debuterede i 1992 med Den hemmelige historie,

der blev en enorm international succes. I 2003

udkom Den lille ven og i 2014 den Pulitzer-

vindende roman Stillidsen. Donna Tartt er

også essayist og kritiker.

Omslag: henriettemork.dk

med omslagsfoto af © Geoff Spear

Forfatterfoto: Beowulf Sheehan Lindhardtogringhof.dk

Den

lille ven

Den lille ven_satsOK_34mm.indd 1 19/06/14 14.57

donna tartt

Den lille venPå dansk ved

Annelise Schønnemann

Lindhardt og Ringhof

Den lille ven.indd 3 12/06/14 13.59

Den lille vener oversat fra amerikansk efter

The Little FriendCopyright © 2002 by Donna Tartt

All rights reservedThis translation published by agreement withAlfred A. Knopf, a division of Random House

Udgivet af Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, KøbenhavnOmslag: Henriette Mørk med illustration af Geoff Spear

Bogen er sat med Adobe Garamond Prohos Lymi DTP-Service

og trykt hos Livonia PrintPrinted in Latvia 2014

ISBN 978-87-11-33969-53. udgave, 1. oplag

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner,der har indgået aftale med Copydan,

og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

www.lindhardtogringhof.dkLindhardt og Ringhof Forlag A/S – et selskab i Egmont


Den ringeste viden man kan erhverve sig om de højeste emner, er mere ønskværdig end den sikreste viden man kan erhverve sig om lavere em-ner.

– THOMAS AQUINAS,SUMMA THEOLOGICA I, 1, 5 AD 1.

Mine damer og herrer, jeg er nu spændt fast i et par håndjern som det har taget en britisk håndværker fem år at fremstille. Jeg ved ikke om jeg kan frigøre mig fra dem eller ej, men jeg kan forsikre Dem for at jeg skal gøre mit bedste.

– HARRY HOUDINI, LONDON HIPPODROME,SANKT PATRICKS DAG, 1904


11

Prolog

Resten af livet gav Charlotte Cleve sig selv skylden for sin søns død fordi hun havde besluttet at servere middagen på Mors Dag klokken seks om aftenen i stedet for midt på dagen, efter kirketid, som var det tidspunkt familien Cleve plejede at indtage den på. Der var blevet udtrykt util-fredshed med det nye arrangement af de ældre i familien; og mens dette hovedsagelig havde at gøre med en principiel mistillid til fornyelse, følte Charlotte at hun burde have bemærket understrømmen af mukkeri, at det havde været en svag, men uheldssvanger advarsel om det der ville ske; en advarsel som, om end dunkel selv i bagklogskabens lys, måske var den bedste man overhovedet kan håbe på at modtage her i livet.

Selv om familien Cleve elskede at fortælle hinanden om selv de mind-ste begivenheder i familiens historie – hvor de ord for ord, med stiliseret fortællekunst og retoriske afbrydelser, gentog hele scener fra dødslejer eller frierier som havde fundet sted hundrede år tidligere – blev begiven-hederne på denne forfærdelige Mors Dag aldrig drøftet. De blev ikke en-gang drøftet i fordækte tomandsgrupper, ført sammen af en lang biltur eller af søvnløshed i et køkken sent om aftenen; og dette var usædvanligt, for det var disse familiedrøftelser som fik verden til at give mening for familien Cleve. Selv de grusomste og mest tilfældige katastrofer – en af Charlottes små kusiner der var død i en ildebrand; jagtulykken hvor Charlottes onkel var død mens hun stadig gik i de små klasser – blev konstant indstuderet blandt dem, og hendes bedstemors blide og mo-derens strenge stemme blandede sig harmonisk med bedstefaderens ba-ryton og tanternes pludren, og visse dekorative stumper, improviseret af dristige solister, blev ivrigt opsnappet og udformet af koret, indtil de til slut, ved gruppens indsats, nåede frem til en enkelt sang; en sang som derpå blev lært udenad og sunget af hele holdet igen og igen, hvilket


12

langsomt undergravede erindringen og kom til at erstatte sandheden: den vrede brandmand, som det trods anstrengelser ikke var lykkedes at genoplive den lille bitte krop, blev sødt forvandlet til en grædende mand; den sløve hønsehund, som i ugevis havde været forvirret over sin herres død, fik en ny rolle som familiesagaens sorgtyngede Queenie der uophørligt ledte huset igennem efter sin elskede og hylede utrøsteligt i hundehuset hele natten; der gøede sin glade velkomst hver gang det kære genfærd nærmede sig gården, et genfærd som kun den kunne fornemme. “Hunde kan se noget vi ikke kan se,” intonerede Charlottes tante Tat altid, som på stikord, på det rigtige tidspunkt i historien. Hun var lidt af en mystiker, og genfærdet var hendes nyskabelse.

Men Robin, deres kære, lille Robs. Mere end ti år senere var hans død stadig pinefuld; der var ikke noget med at pynte på detaljerne; rædslen var ikke genstand for udbedring eller ombytning ved hjælp af nogen af de fortællekneb som familien Cleve kendte til. Og eftersom dette bevid-ste hukommelsestab havde forhindret Robins død i at blive oversat til det søde, gamle familiesprog der udglattede selv de bitreste mysterier til en behagelig, forståelig form, havde mindet om den dags begivenheder en kaotisk, fragmenteret beskaffenhed, klare spejlskår af mareridt der ly-ste flammende op ved duften af blåregn, den knagende lyd fra en tøjsnor, et særligt uvejrspræg ved forårslyset.

Somme tider forekom disse livfulde erindringsglimt at være stumper af en ond drøm, som om intet af det nogen sinde var sket. Men på mange måder var det som om det var det eneste virkelige der var hændt i Charlottes liv.

Den eneste fortælling hun kunne påtvinge dette roderi af billeder, var ritualets fortælling, uforanderlig siden hun var barn; familiesammen-komstens rammer. Men selv dette var ikke til megen hjælp. Det år var procedurer blevet afvist, huslige regler ignoreret. Alting pegede i tilbage-blikket i retning af katastrofen. Middagen var ikke blevet afholdt i bed-stefaderens hus som man plejede, men hjemme hos hende. Brystbuket-ter af småblomstrede orkideer i stedet for de sædvanlige rosenknopper. Kyllingekroketter – som alle kunne lide, Ida Rhew var virkelig god til at lave dem, familien Cleve spiste dem til fødselsdage og juleaften, men de havde aldrig før fået dem til Mors Dag, havde aldrig, så vidt nogen over-hovedet kunne huske, fået andet end grønærter, majsbudding og skinke.


13

En uvejrsagtig, strålende forårsaften; lave, udviskede skyer og gyldent lys, med mælkebøtter og løgblomster glitrende på plænen. Luften dufte-de frisk og spændt, ligesom regn. Latter og snak inde i huset, Charlottes gamle tante Libbys kværulantiske stemme der et øjeblik hævede sig højt og klagende: “Jeg har sandelig aldrig gjort den slags, Adelaide, jeg har sandelig aldrig i livet gjort den slags!” Alle familiemedlemmerne elskede at drille tante Libby. Hun var gammeljomfru, bange for alt, for hunde og tordenvejr og frugttærter tilberedt med rom, for bier, mandlige negre, politiet. Et hurtigt vindstød fik tørrestativet til at skramle og blæste det høje ukrudt fladt på den tomme grund ovre på den anden side af vejen. Netdøren smækkede i. Robin løb udenfor, hvinende af latter over en vittighed bedstemoderen havde fortalt ham (Hvorfor var bordet vådt? Fordi der var dug på) mens han sprang ned ad trappen to trin ad gangen.

Der burde have været mindst én udenfor til at holde øje med den lille. Harriet var under et år dengang, en kraftig, dyster baby som aldrig græd og med en masse sort hår. Hun var ude på havegangen, spændt fast i den transportable gynge som gik frem og tilbage hvis man trak den op. Hen-des søster Allison, der var fire år, legede stilfærdigt med Robins kat, Wee-nie, på trappen. I modsætning til Robin – som, da han var på samme alder, havde talt uafladeligt og urkomisk med sin lille, hæse stemme og var faldet omkuld af munterhed over sine egne vittigheder – var Allison genert og ængstelig, og græd når nogen prøvede at lære hende ABC; og børnenes bedstemor (der ikke kunne holde den form for adfærd ud) tog ikke synderlig notits af hende.

Tante Tat havde været udenfor på et tidligt tidspunkt for at lege med den lille. Charlotte, der løb frem og tilbage mellem køkken og daglig-stue, havde selv stukket hovedet udenfor et par gange, – men hun havde ikke holdt særligt øje, for Ida Rhew, husholdersken, (som havde besluttet at tage tidligt fat på mandagsvasken) gik ind og ud af huset og hængte tøj op. Charlotte havde fejlagtigt følt sig beroliget af dette, for på den normale vaskedag, mandag, var Ida altid inden for hørevidde – hvad enten det var i haven eller ved vaskemaskinen på bagverandaen, – så at man fuldkommen trygt kunne lade selv de mindste børn være udendørs. Men Ida var plaget den dag, skæbnesvangert plaget, med gæster hun skulle sørge for og et komfur hun skulle holde øje med, foruden den lille; og hun var i et forfærdeligt humør fordi hun som regel kunne tage hjem


14

klokken et om søndagen, og ikke alene måtte hendes mand, Charley T., selv sørge for middagsmad, men hun, Ida Rhew, kom ikke i kirke. Hun havde insisteret på at få radioen ud i køkkenet så hun i det mindste kun-ne lytte til gospelkoret fra Clarksdale. Hun bevægede sig gnavent rundt i køkkenet i sin sorte gallakittel med det hvide forklæde og havde lukket stædigt højt op for gospelprogrammet mens hun skænkede iste i høje glas, og de rene skjorter ude på tørresnoren fægtede og vred sig og løftede armene i vejret i fortvivlelse over regnen der nærmede sig.

Robins bedstemor havde også været ude på verandaen på et tidspunkt; så meget var sikkert, for hun havde taget et billede. Der var ikke ret mange mænd i familien Cleve, og halsstarrige, maskuline aktiviteter såsom træ-beskæring, reparationer i hjemmet, at køre de gamle til købmanden eller i kirke, havde for det meste påhvilet hende. Hun udførte arbejdet muntert, med en rask selvtillid som var til stor undren for hendes forsagte søstre. De kunne ikke engang køre bil; og stakkels tante Libby var så bange for redskaber og mekanisk apparatur af enhver slags at hun græd ved udsigten til at skulle tænde for en gasvandvarmer eller skifte en elektrisk pære. Selv om de var meget optaget af kameraet, var de også på vagt over for det, og de beundrede deres søsters friske og dristige håndtering af denne man-dige indretning som skulle lades og lægges an og affyres som et gevær. “Se Edith,” sagde de altid når de så hende spole filmen tilbage eller indstille afstanden med rask professionalisme. “Der er intet Edith ikke kan.”

Ifølge familiens erfaring havde Edith, trods sine blændende og varie-rede kompetenceområder, ikke nogen heldig hånd med børn. Hun var stolt og utålmodig, og hendes væremåde tilskyndede ikke til et varmt forhold; Charlotte, hendes eneste barn, løb altid hen til sine tanter (Lib-by, især) når det gjaldt trøst, hengivenhed, beroligelse. Og selv om Har-riet, den lille, endnu ikke havde vist synderligt tegn på at der var nogen hun foretrak, var Allison rædselsslagen over bedstemoderens raske forsøg på at pirke hende ud af tavsheden, og hun græd når hun blev bragt over til hendes hus for at være der. Men hvor havde Charlottes mor dog elsket Robin, og hvor havde han dog også elsket hende. Hun – en værdig, mid-aldrende dame – legede tagfat med ham i forhaven, og fangede slanger og edderkopper i sin have til ham så han kunne lege med dem; lærte ham sjove sange hun havde lært af soldaterne da hun var sygeplejerske under anden verdenskrig:


15

I knew a girl named PegWho had a wooden leg

som han sang sammen med hende med sin hæse, søde lille stemme.EdieEdieEdieEdieEdie! Selv hendes far og søstre kaldte hende Edith,

men Edie var det navn han havde givet hende da han dårligt var gammel nok til at kunne tale, og han kom løbende over plænen som en vildbasse mens han skreg af fryd. Engang da Robin var omkring fire år, havde han helt alvorligt kaldt hende gamle tøs. “Stakkels gamle tøs,” havde han sagt, alvorlig som en ugle, mens han klappede hende på panden med sin lille, fregnede hånd. Charlotte ville aldrig have drømt om at optræde så familiært over for sin skrappe, forretningsmæssige mor, i hvert fald ikke mens hun lå i sit soveværelse med hovedpine, men hændelsen morede Edie særdeles, og nu var det blevet en af hendes yndlingshistorier. Hun var gråhåret da han blev født, men da hun var ung, havde det været lige så ræverødt som Robins eget: Til Robin Rødkælk eller Min Egen Røde Robin skrev hun på gavemærkaterne til hans fødselsdag og til jul. Kærlig hilsen fra din stakkels gamle tøs.

EdieEdieEdieEdieEdie! Han var ni år gammel, men nu var det en fa-milievittighed, hans traditionelle hilsen, hans kærlighedssang til hende; og han sang den tværs gennem haven sådan som han altid gjorde, da hun trådte ud på verandaen den eftermiddag hun så ham for allersidste gang.

“Kom og giv den gamle tøs et kys,” råbte hun til ham. Men selv om han plejede at kunne lide at få taget sit billede, var han somme tider uro-lig – blev til en rødhåret tågeklat, spidse albuer og knæskaller der masede for at slippe væk – og da han så kameraet om Edies hals, for han af sted, hikkende af latter.

“Kan du så komme tilbage her, din slubbert!” råbte hun, og efter en pludselig indskydelse løftede hun kameraet og tog alligevel et billede af ham. Det var det sidste billede de havde af ham. Ude af fokus. Et fladt stykke grønt taget lidt på skrå, med et hvidt stakit og den bølgende glans fra en gardeniabusk skarpt i forgrunden ved kanten af verandaen. Mørk, uvejrsklam himmel, skiftende, flydende farver af indigo og skifer, kog ende skyer med solglimt af lysende eger. I hjørnet af billedet løb en uskarp skygge af Robin, med ryggen til beskueren, hen over den uklare


16

plæne for at møde døden der stod og ventede på ham – næsten synlig – på det mørke sted under tupelotræet.

Flere dage senere, mens Charlotte lå i sit værelse med lukkede skodder, var en tanke faret gennem hovedet på hende gennem pilledisen. Hver gang Robin var gået nogen steder – i skole, hen til en ven, for at være sammen med Edie om eftermiddagen – havde det altid været vigtigt for ham at sige farvel, på blide og ofte ret langvarige og højtidelige måder. Hun havde tusind minder om små sedler han havde skrevet, fingerkys sendt fra vinduer, af hans lille hånd der snakkede til hende, op og ned fra bagsædet af biler der kørte væk: Farvel! Farvel! Dengang han var helt lille, havde han lært farvel længe før goddag; det var sådan han både hilste på og tog afsked med andre. Det forekom Charlotte særlig grusomt at der ikke havde været noget farvel denne gang. Hun havde været sådan ude af det at hun ikke rigtig kunne huske de sidste ord hun havde udvekslet med Robin, eller bare den sidste gang hun havde set ham, når det hun havde brug for, var noget konkret, et sidste lille minde som ville lægge sin hånd i hendes og ledsage hende – blind nu, snublende – gennem denne pludselige ørken i tilværelsen som strakte sig foran hende fra dette øjeblik til hendes liv var omme. Halvgal af smerte og søvnløshed havde hun plapret løs til Libby (det var tante Libby som havde fået hende gen-nem den tid, Libby med sine kølige klude og sin aspic, Libby der hav-de holdt sig vågen sammen med hende nat efter nat, Libby som aldrig var veget fra hende, Libby der havde reddet hende); for hverken hendes mand eller nogen anden kunne give hende den ringeste trøst; og selv om hendes egen mor (som for udenforstående så ud til at “klare det hele godt”) var uforandret hvad vaner og udseende angik og stadig tappert klarede dagens gøremål, ville Edie aldrig blive den samme igen.

Sorg havde forvandlet hende til sten. Det var frygteligt at se. “Stå ud af den seng, Charlotte!” brølede hun og flåede skodderne op; “her, drik noget kaffe, børst dit hår, du kan ikke blive liggende sådan for evigt;” og selv uskyldige, gamle Libby gøs somme tider ved den strålende kulde i Edies blik når hun vendte sig om fra vinduet for at betragte sin datter der lå ubevægelig i det mørke soveværelse: grum, skånselsløs som Arcturus.

“Livet går videre.” Det var et af Edies yndlingsudtryk. Det var løgn. Det var de dage da Charlotte stadig vågnede i et bedøvet delirium for


17

at vække sin døde søn så han kom i skole, da hun for op af sengen fem-seks gange om natten og råbte hans navn. Og somme tider, i et kort øjeblik, troede hun at Robin var ovenpå og det hele en ond drøm. Men når hendes øjne vænnede sig til mørket, og til det afskyelige, fortvivlede rod (Kleenex, pilleglas, visne blomsterblade) strøet ud over natbordet, begyndte hun igen at hulke – selv om hun havde hulket til hendes bryst-kasse gjorde ondt – fordi Robin ikke var ovenpå eller noget sted han nogen sinde ville vende tilbage fra igen.

Han havde sat papstykker fast i egerne på sin cykel. Selv om hun ikke havde været klar over det mens han levede, var det på grund af deres skramlen hun havde haft føling med hans kommen og gåen. Et eller andet barn i kvarteret havde en cykel der lød nøjagtig ligesådan, og hver gang hun hørte den i det fjerne, hoppede hendes hjerte i vejret i et svæ-vende, vantro, pragtfuldt-grusomt øjeblik.

Havde han kaldt på hende? At tænke på hans sidste øjeblikke var sjæls-ødelæggende, og alligevel kunne hun ikke tænke på andet. Hvor længe? Havde han lidt? Hele dagen lang stirrede hun på loftet i sovevæ-relset indtil skyggerne gled hen over det, og så lå hun vågen og stirrede på skæret fra den selvlysende urskive i mørket.

“Du er ikke til gavn for nogen som helst i verden når du ligger der i sengen og græder hele dagen,” sagde Edie skarpt. “Du ville få det meget bedre hvis du tog noget tøj på og gik hen og fik håret sat.”

I drømme var han undvigende og fjern, holdt noget tilbage. Hun længtes efter et ord fra ham, men han mødte aldrig hendes blik, talte aldrig. Libby havde på de værste dage mumlet noget til hende igen og igen, noget hun ikke havde forstået. Det har aldrig været meningen vi skulle have ham, skat. Han var ikke én vi måtte beholde. Vi var heldige at han var hos os så længe.

Og det var den tanke som meldte sig hos Charlotte, gennem en nar-kotisk tåge, hin hede morgen i det tilskoddede værelse. At det Libby havde sagt til hende, var sandheden. Og at Robin, på en eller anden underlig måde, lige siden han var en lille baby, havde prøvet at sige farvel til hende hele sit liv.

Edie var den sidste som så ham. Derefter blev alle forklaringer tågede. Mens hendes familie snakkede sammen i dagligstuen – længere tavsheds-


18

perioder nu, mens alle skottede elskværdigt rundt og ventede på at der blev sagt værsgo – lå Charlotte på alle fire og gennemrodede buffeten i spisestuen for at finde de pæne hørlærredsservietter (hun var kommet ind og havde opdaget at bordet var dækket med hverdagsservietter af bomuld; Ida – typisk – påstod at hun aldrig havde hørt om de andre, sagde at de ternede picnicservietter var de eneste hun kunne finde). Charlotte havde lige fundet de fine servietter og skulle lige til at råbe til Ida (kan du se? lige der hvor jeg sagde de lå) da hun med ét blev overbevist om at noget var galt.

Den lille. Det var hendes første instinkt. Hun sprang op, lod serviet-terne falde ned på tæppet og løb ud på verandaen.

Men Harriet havde det fint. Stadig fastspændt i gyngen stirrede hun på sin mor med store, alvorlige øjne. Allison sad på fortovet med tom-melfingeren i munden. Hun rokkede frem og tilbage og kom med en hvepseagtig, summende lyd – uskadt, tilsyneladende, men Charlotte kunne se at hun havde grædt.

Hvad er der i vejen? sagde Charlotte. Har du slået dig?Men Allison rystede benægtende på hovedet, stadig med tommelfin-

geren i munden.Ud ad øjenkrogen så Charlotte et glimt af bevægelse i udkanten af

haven – Robin? Men da hun så op, var der ingen.Er du sikker? sagde hun til Allison. Har killingen revet dig?Allison rystede på hovedet. Charlotte lagde sig på knæ og så hende

hurtigt efter; ingen buler, ingen blå mærker. Katten var forsvundet.Stadig urolig kyssede Charlotte Allison på panden og tog hende med

ind i huset (“Hvorfor går du ikke ud og ser hvad Ida laver i køkkenet, skat?”) og gik så ud igen efter den lille. Hun havde fornemmet disse drømmeagtige glimt af panik før, som regel midt om natten og altid når et barn var under et halvt år, hvor hun var røget op af en tung søvn for at styrte ind til vuggen. Men Allison var ikke kommet til skade, og den lille havde det fint ... Hun gik ind i dagligstuen og anbragte Harriet hos tante Adelaide, samlede servietterne op fra tæppet i spisestuen, og traskede – stadig halvt søvngængeragtigt uden at vide hvorfor – ud i køkkenet for at hente den lilles glas med abrikoser.

Hendes mand, Dix, havde sagt de ikke skulle vente med maden. Han var på andejagt. Det var i orden. Når Dix ikke var i banken, var han som


19

regel ude på jagt eller henne hos sin mor. Hun puffede køkkendørene op og slæbte en skammel hen for at få fat på den lilles abrikoser fra skabet. Ida Rhew stod sammenkrummet og var ved at tage en plade varme boller ud af ovnen. Gud, sang en smældende negerstemme fra transistorradio-en. Gud ændrer sig aldrig.

Det gospelprogram. Det var noget som plagede Charlotte, selv om hun aldrig havde omtalt det for nogen. Hvis Ida ikke havde haft det rabalder skruet så højt op, ville de måske have hørt hvad der var foregået ude i haven, ville have vidst at der var noget galt. Men det var jo hende selv (tænkte hun mens hun kastede sig uroligt rundt i sengen om natten og hvileløst prøvede at spore begivenhederne til en mulig kilde) der hav-de fået den gudfrygtige Ida til at arbejde om søndagen. Kom hviledagen i hu at du holder den hellig. Jehova i det Gamle Testamente slog altid folk til jorden for meget mindre end det.

De her boller er næsten færdige, sagde Ida Rhew og ludede igen ned mod ovnen.

Ida, jeg tager dem ud. Jeg tror det er ved at regne. Hvorfor henter du ikke tøjet og kalder Robin ind til aftensmaden.

Da Ida – gnaven og stivbenet – kom knirkende ind igen med en arm-fuld hvide skjorter, sagde hun: Han vil ikke komme.

Sig han skal komme ind lige på minuttet.Jeg ved ikke hvor han er. Jeg har kaldt mindst ti gange.Han er måske ovre på den anden side af vejen.Ida lod skjorterne falde ned i strygekurven. Netdøren knaldede i. Ro-

bin, hørte Charlotte hende gjalde. Kan du så komme, ellers skal jeg svirpe dig over benene.

Og derpå igen: Robin!Men Robin kom ikke.Åh, bevar mig vel, sagde Charlotte, tørrede hænderne i et køkken-

håndklæde og gik ud i haven.Da hun først var derude, blev hun med en let uro, der mere var irrita-

tion end noget andet, klar over at hun ikke anede hvor hun skulle lede. Hans cykel stod lænet op mod verandaen. Han vidste godt han ikke måtte forsvinde så tæt på spisetid, især når de havde gæster.

Robin! kaldte hun. Gemte han sig? Der boede ingen børn på hans alder i kvarteret, og selv om der af og til strejfede usoignerede børn –


20

sorte og hvide – op fra floden til George Streets brede fortove med de skyggefulde egetræer, kunne hun ikke se nogen nu. Ida forbød ham at lege med dem, men somme tider gjorde han det nu alligevel. De mind-ste var ynkelige, med deres skorpede knæ og snavsede fødder; skønt Ida Rhew kyste dem brutalt væk fra haven, gav Charlotte dem somme tider mønter eller et glas lemonade. Men da de blev ældre – tretten-fjorten år – var hun glad for at kunne trække sig tilbage og lade Ida være så skrap hun ville når hun jog dem væk. De skød på hundene med haglgeværer, stjal ting fra folks verandaer, talte grimt og løb rundt på gaderne på alle tidspunkter af natten.

Ida sagde: Nogle af de møgunger løb ned ad gaden for et stykke tid siden.

Når Ida sagde møgunger, mente hun hvide unger. Ida hadede de fat-tige hvide børn og gav dem skylden for alle uheld i haven med ensidig hårdhed, selv dem Charlotte var sikker på de umuligt kunne have haft noget at gøre med.

Var Robin sammen med dem? sagde Charlotte.Nix.Hvor er de nu?Jeg smed dem ud.Hvad vej?Ned mod stationen.Gamle mrs. Fountain fra nabohuset var kommet ud i haven i sin hvi-

de cardigan med sine harlekinbriller på for at se hvad der foregik. Tæt bag ved hende kom hendes affældige puddel, Mickey, som hun havde en komisk lighed med: spids næse, stive, grå krøller, mistænksom fremskudt hage.

Nå, råbte hun muntert. Har I stor fest derovre?Bare familien, råbte Charlotte tilbage, mens hun lod blikket glide

langs den mørknende horisont bag Natchez Street hvor jernbanesporene strakte sig fladt ud i det fjerne. Hun burde havde indbudt mrs. Fountain til middag. Mrs. Fountain var enke, og hendes eneste barn var blevet dræbt i Koreakrigen, men hun brokkede sig altid og var ondskabsfuld og nævenyttig. Mr. Fountain, som havde haft et renseri, var afgået ved døden ret ung, og folk spøgte med at hun havde snakket ham ihjel.

Hvad er der galt? sagde mrs. Fountain.


21

De har vel ikke set Robin?Nej. Jeg har været oppe ovenpå hele eftermiddagen for at rydde op i

loftsrummet. Jeg ved godt jeg ser frygtelig ud. Kan De se alt det skram-mel jeg har slæbt ud? Jeg ved skraldemanden først kommer på tirsdag, og jeg kan ikke fordrage at lade det ligge ude på gaden sådan her, men jeg ved ikke hvad jeg ellers skal gøre. Hvor er Robin blevet af? Kan De ikke finde ham?

Jeg er sikker på han ikke er gået ret langt væk, sagde Charlotte, og gik ud på fortovet for at kigge ned ad gaden. Men det er spisetid.

Det trækker op til torden, sagde Ida Rhew der stod og kiggede op på himlen.

De tror da vel ikke han er faldet i fiskedammen, vel? sagde mrs. Foun-tain nervøst. Jeg har altid været bange for at en af de små skulle falde i den dam.

Den er ikke engang tredive centimeter dyb, sagde Charlotte, men hun vendte alligevel om og satte kurs mod baghaven.

Edie var kommet ud på verandaen. Noget galt? spurgte hun.Han er ikke omme bagved, skingrede Ida Rhew. Jeg har allerede set

efter.Da Charlotte passerede forbi det åbne køkkenvindue på siden af hu-

set, kunne hun stadig høre Idas gospelprogram:

Blidt og ømt os kalder JesusKalder ømt på dig og migSe, han venter os ved porten ...

Baghaven var forladt. Døren til redskabsskuret stod på klem: tomt. En slimet hinde af grønt skum flød roligt over guldfiskedammen. Da Char-lotte kiggede op, glimtede en flosset lynwire i de sorte skyer.

Det var mrs. Fountain der først fik øje på ham. Skriget fik Charlot-te til at stivne. Så vendte hun om og løb tilbage, hurtigt, hurtigt, ikke hurtigt nok – den tørre torden rumlede i det fjerne, alt blev ejendom-meligt oplyst under uvejrshimlen, og underlaget slog op mod hende når skohælene sank ned i den mudrede jord, koret sang stadig et sted, og en stærk, brat blæst, kølig på grund af regnen der nærmede sig, fejede gen-nem egetræerne ovenover med en lyd som af kæmpemæssige vinger, og


plænen rejste sig helt grøn og kvalmende og bølgende rundt om hende ligesom havet mens hun snublede blind og rædselsslagen hen mod det hun vidste – for det hele var dér, alting, i mrs. Fountains skrig – ville være det allerværste.

Hvor havde Ida været da hun kom derhen? Hvor var Edie? Det eneste hun kunne huske, var mrs. Fountain, en hånd med en krøllet Kleenex presset mod munden og vildt rullende øjne bag perlemorsbrillerne; mrs. Fountain, og den gøende puddel, og – skingrende intetsteds fra, og et eller andet sted, og alle steder på én gang den stærke, ujordiske vibrato fra Edies skrig.

Han hang med en stump reb om halsen, slynget over en lav gren på det tupelotræ der stod nær den vildtvoksende ligusterhæk mellem Charlottes og mrs. Fountains hus; og han var død. Tæerne på de slappe tennissko dinglede femten centimeter over græsset. Katten, Weenie, lå på maven oven på en gren, med benene strittende ud til siden mens den med en behændig, fintende pote daskede til Robins kobberrøde hår der krusede og glimtede i brisen og var det eneste ved ham der endnu havde den rigtige farve.

Kom hjem, sang koret i radioen melodiøst:

Kom hjem ...I, som er trætte, kom hjem

Sort røg væltede ud ad køkkenvinduet. Kyllingekroketterne var brændt på. De havde været familiens livret, men efter den dag var der ingen som nogen sinde kunne røre dem igen.


90 mm 90 mm34 mm153 mm 153 mm

226

mm

Den lille ven

T a r T TD o n n a

L i n d h a r d t o g r i n g h o f r o m a n

»Usædvanlig velskrevet.« – Politiken

h o s f a m i L i e n C L e v e ta L e r m a n o m a Lt, u n d ta g e n r o b i n .

Familien var i færd med at forberede middagen den skæbnesvangre dag for tolv år siden:

Charlotte kaldte på barnet, men Robin kom ikke. Det var nabokonen, der opdagede ham, hængende fra et træ i haven.

De uklare omstændigheder omkring drengens død kaster tunge skygger over familien. Da Robin døde, var hans søster Harriet nyfødt. Men nu er hun en stædig tolvårig og fast besluttet på at undersøge alle detaljer omkring sin storebrors død.

Med sin afdækning af en families længsel og sorg har Donna Tartt skrevet en ambitiøs og atmos- færefyldt sydstatsroman, fyldt med indsigtsfulde, nuancerede portrætter. Den lille ven er en skræm-mende skildring af det at vokse op og forstå menneskers overlevelsesmekanismer.

D e n h e m m e l i g eh i s t o r i e »medrivende og besættende debutroman om

de modstridende sider i mennesket, bundet

op omkring to uopklarede mord … sjældent

får man en så spændende, livlig, velskrevet

og miljøsikker roman i hånden … læsningen

er den rene henrykkelse.« – Det fri Aktuelt

D e n l i l l e v e n»Donna tartt har begået en monsterroman,

emmende af atmosfære, svimlende suverænt

turneret … vital, underholdende og vittig, og

med en nærgående stoflighed i sansningerne

… Fornemt, fornyende og selvstændigt

lægger Den lille ven sig i traditionen fra

William Faulkner for store familiedramaer

i sydstaterne…« – Jyllands-Posten

s t i l l i D s e n»hvis Donna tartts store roman havde været

et møbel, vil jeg tro, den havde været et

chatol fra 1800-tallet. lavet i hasselnød

eller en anden smuk træsort med et indlagt

mønster af lindeblomster og masser af

skuffer til hemmeligheder og smukke gen-

stande ... Donna tartt har med omhu og

frækhed restaureret Dickens’ arv.«

– Politiken

D o n n a Ta r T T

Er født i 1963 i Greenwood, Mississippi. Hun

debuterede i 1992 med Den hemmelige historie,

der blev en enorm international succes. I 2003

udkom Den lille ven og i 2014 den Pulitzer-

vindende roman Stillidsen. Donna Tartt er

også essayist og kritiker.

Omslag: henriettemork.dk

med omslagsfoto af © Geoff Spear

Forfatterfoto: Beowulf Sheehan Lindhardtogringhof.dk

Den

lille ven

Den lille ven_satsOK_34mm.indd 1 19/06/14 14.57

den lille ven af donna tartt læseprøve

Documents