erik w nielsen og hans bidrag til efterkrigstidens danske missionsteologi - harald nielsen

Harald N

ielesn: E

rik W. N

ielsen - og hans bidrag til efterkrigstidens m

issionsteologi

Erik W. Nielsen var ikke blot en dygtig teolog og missionsteoretiker,

men i høj grad også en praktiker med sans for organisation og stra-

tegi. Både hans tid i Det Danske Missionsselskab og hans virke for

Kirkernes Verdensråds Theological Education Foundation vidner

om et specielt talent for at omsætte en teologisk vision til organisa-

torisk virkelighed. Beretningen om hans liv og virke er derfor ikke

kun et vigtigt stykke dansk og international missionshistorie, men

også en beretning, der på en gang inspirerer og aktiverer den selvkri-

tiske refl eksion her i 2012. Dette gælder ikke mindst hans afgørende

overvejelser over gensidigheden mellem Danmark og den 3. verden

i missionsarbejdet og hans tanker om missionsarbejdets – herunder

særlige Det Danske Missionsselskabs (nu Danmissions) – rolle i for-

hold til den folkekirkelige hverdag og struktur.

Peter Fischer-Møller, biskop i Roskilde Stift,

formand for Danmissions bestyrelse

Erik W. Nielsen var én af det 20. århundredes største danske teolo-

giske begavelser, selvkritisk til det pinefulde. Samtidigt forstod han

klarere end andre i samtiden, at kirken kun lever i mission. Hans alt

for tidlige død blev prisen for hans eminente indsats som dansk og

international missionsteolog. Det er en kæmpegave til teologien og

kirken i Danmark, når denne bog nu 40 år efter tydeliggør, hvordan

Erik W. Nielsen levede sig dybt ind i de udfordringer, vi stadig står

med. På den måde kan hans solidariske ildsjæl fortsat have sin virk-

ning i blandt os.

Hans Raun Iversen, lektor, Det Teologiske Fakultet,

Københavns Universitet

Harald Nielsen

- og hans bidrag til e� erkrigstidens missionsteologi

Erik W.Nielsen

Dansk Missionsråd

Harald Nielsen, f. 1946, cand. theol.

fra Aarhus Universitet 1975, tidli-

gere sognepræst i Viby J., Højskole-

forstander Løgumkloster Højskole

og generalsekretær i Det Danske

Missionsselskab/Danmission.

Har været undervisningsassistent i

kirkehistorie ved Aarhus Universitet

og lærer i kirkehistorie ved Teologi

for Lægfolk.

Var medredaktør af L. P. Larsen,

Theology for Mission (Bangalore

1982), og Det Begyndte i København

(Odense 2005). Har bl.a. udgivet

Tålmodighed Forpligter, 9 kapitler

af Danmissions Islamhistorie (Kø-

benhavn 2005) og redaktør af Dan-

missions historieserie 2003-2006.

Dansk Missionsråd

ISBN: 978-87-87052-09-2


Erik W.Nielsen

Dansk Missionsråd

Harald Nielsen

Erik W. NiElsEN- og hans bidrag til

efterkrigstidens

missionsteologi

Dansk Missionsråd

Til Jørgen, Per, Lis og Flemming

Harald Nielsen

- og hans bidrag til efterkrigstidens missionsteologi

Erik W.Nielsen

Dansk Missionsråd

4

Harald Nielsen

Erik W. Nielsen- og hans bidrag til efterkrigstidens missionsteologi

© 2012 Harald Nielsen

E-mail: [email protected]

Layout og tilrettelæggelse: Jens Riishede

Tryk: Akaprint A/S, Århus

Forsidefoto: Lis Schøler ©

1. udgave, 1. oplag

ISBN: 978-87-87052-09-2

Hvor intet andet er anført stammer bogens fotos og malerier

fra Erik W. Nielsen ©

Bogen er udgivet af Dansk Missionsråd i anledning af dets

100 års jubilæum med tilskud fra

Jubilæumsfonden af 12. august 1973

G.E.C. Gads Fond

DANSK MISSIONSRÅD

Peter Bangs Vej 1 D

2000 Frederiksberg

Tlf: 39 61 27 77

E-mail: [email protected]

www.drm.org

Kopiering fra denne bog må kun ske på institutioner, der har indgået

aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.

5

INDHOLD

Tidslinje for Erik W. Nielsen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 10

Forkortelser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 12

Udgiverens forord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 15

Forfatterens forord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 16

Kapitel 1:

BARNDOM OG UNGDOM . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 22

1.1 Hundborg – herfra min verden går . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 22

1.1.1 Barndom

1.1.2 Åndelig afklaring

1.1.3 Arven

1.2 Rønde . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 26

1.2.1 På skolebænk igen

1.2.2 Studenterfesten

1.3 Teologisk student i København . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 28

1.3.1 Den flittige student

1.3.2 Et moderne menneskes nødråb

1.4 Krigen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 30

1.5 Erik og Marie . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 32

1.6 Hjælpepræst i Skjern . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 34

1.6.1 Ordination i Aarhus

1.6.2 Skal vi drive mission

1.6.3 DMS spotter talentet

Kapitel 2:

STUDIESEKRETÆR OG MISSIONSSKOLE . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 38

2.1 En lærke letted . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 38

2.2 Studiesekretær . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 39

2.1.1 En idealstilling

2.2.2 Mission og folkeoplysning

2.2.3 Hvordan gik det så

2.3 Rendtorff og Malmstrøm . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 42

2.4 Ud af buret . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 44

2.4.1 Nye muligheder

2.4.2 Første møde med det internationale missionsmiljø

2.4.3 Ny missionslitteratur – Kraemer

2.4.4 Ny missionslitteratur – Merle Davies

2.5 Selskabet for missionsforskning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 47

I N D H O L D

6

2.6 Mission i en sådan verden . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 48

2.6.1 En ny verdensorden

2.6.2 En ny kirkeorden

2.6.3 En ny missionsorden

2.7 Missionsskolen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 51

2.7.1 DMS’s missionsskoler

2.7.2 Fælles missionsskole i DMR

2.7.3 Missionsskolen på Scherfigsvej

2.8 Missionshistorie . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 56

2.9 Kirke og mission . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 57

2.10 Disputatsstudier – England 1949 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 59

2.10.1 Arkivstudier

2.10.2 Research Secretary i IMC

Kapitel 3:

VERDEN SET FRA LONDON . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 64

3.1 International Missionary Council . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 64

3.1.1 Fra Edinburgh til Jerusalem

3.1.2 Jerusalem og Tambaram

3.1.3 Whitby 1947

3.1.4 Research Secretary

3.2 Dannelsesrejse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 68

3.3 I skole hos Hendrik Kraemer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 70

3.3.1 Mødet med Hendrik Kraemer

3.3.2 Missionens opgave

3.3.3 Forholdet mellem gamle og unge kirker

3.3.4 Præsteuddannelsen i de unge kirker

3.4 Det økumeniske som hermeneutisk princip . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 75

3.4.1 Mødet med LWF

3.4.2 Det økumeniske er ikke evangeliet

3.5 Neuendettelsau august 1950 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 78

3.6 Kirke – Mission – Eskatologi . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 80

3.7 Missio Dei . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 82

3.8 London kalder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 83

3.8.1 Hvor skal vi bo

3.8.2 Ind i arbejdet

3.9 Den store amerikarejse 1952 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 86

3.9.1 Med Queen Mary

3.9.2 Mødet med amerikansk mission

3.9.3 Til gudstjeneste i Harlem

3.9.4 Politiske spændinger mellem Amerika og England

3.9.5 Mødet med amerikanske universiteter

I N D H O L D

7I N D H O L D

3.10 Kom hjem . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 92

3.11 Afgørende tider i afrika . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 94

3.11.1 Rejsens formål

3.11.2 Midt i en racekamp

3.11.3 Kirkens stilling i racekampen

3.11.4 Præsteuddannelsen i Sydafrika

3.11.5 Præster skal være Kristi tjenere

3.12 Den kristne kirke foran islams gåde . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 103

3.12.1 Islam udfordrer vor teologi

3.12.2 Aden

3.12.3 Begyndelsen til Church of South Arabia

3.12.4 Aden – et missionalt kludetæppe

3.13 IMC’s femte assembly i Ghana . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 109

3.13.1 Fra Whitby til Ghana

3.13.2 Debatten om integrationen i WCC

3.13.3 Partners in obedience

3.14 En ombejlet herre . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 113

3.14.1 I spil som generalsekretær for IMC

3.14.2 Missionshistorie på Aarhus Universitet

3.14.3 Chicago frister

Kapitel 4:

DANSK INTERMEZZO . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 118

4.1 Vejen tilbage . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 118

4.1.1 En klar opgave

4.1.2 Rendtorffs plan

4.1.3 Biskop Høgsbros plan

4.1.4 Uklar beslutning i DMS

4.1.5 Høgsbros manglende mandat

4.1.6 To generaler er én for mange

4.2 Dansk Missionsråd . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 122

4.2.1 Mulighederne i DMR

4.2.2 Konfessionel eller økumenisk

4.2.3 Forhøjet aktivitetsniveau

4.3 Den missionerende kirke . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 124

4.3.1 Arven fra Tambaram

4.3.2 Centrum og periferi

4.3.3 Erik W. Nielsens kritik af biskop Baun

4.3.4 Biskop Bauns svar

4.3.5 Mission kan kun ske i et mellemkirkeligt mønster

8 I N D H O L D

4.4 Partnere i mission . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 130

4.4.1 Det 19. århundredes missionsmodel

4.4.2 Den nye missionsmodel fra Whitby

4.4.3 Unge kirker eller nye kirker

4.4.4 Erik W. Nielsens partnerskabsteologi

4.5 Partnerskab med Arcotkirken og Japan . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 134

4.5.1 Vil de unge kirker påtage sig partnerskabets ansvar

4.5.2 Neyveli som case på partnerskabets begrænsning

4.5.3 Identitet i partnerskabet – Japan som case

4.6 Konsulentopgaver . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 139

4.7 Mission og udviklingshjælp . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 140

4.7.1 U-landshjælpens præludium

4.7.2 Kampmann i DMR

4.7.3 Skal/skal-ikke

4.7.4 Hal Kochs mageløse opdagelse

4.7.5 Hvorfor lytter staten ikke til erfaringen

4.7.6 Europæerne er verdens skæbne

4.7.7 Kirkens ansvar

4.7.8 Den store landsindsamling

4.8 Opbrud . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 151

4.8.1 Voksende frustration

4.8.2 New Delhi 1961

4.8.3 EW dropper DMR

4.8.4 Studieorlov

4.8.5 Hal Kochs død

4.8.6 Tilbud fra Theological Education Fund

Kapitel 5:

TIL VERDENS ENDE . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 160

5.1 Theological Education Fund . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 160

5.1.1 Grundlæggelsen af TEF

5.1.2 Valget af Erik W. Nielsen

5.1.3 Status på TEF’s arbejde op til 1964

5.1.4 Arbejdsprogram for den anden periode

5.1.5 Første ansøgning

5.2 Teologisk uddannelse i et gammelt kristent land . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 167

5.2.1 Den koptisk ortodokse kirke

5.2.2 Protestantisk mission i Egypten

5.2.3 Biskop Shenouda og ortodoks spiritualitet

5.2.4 Biskop Samuel

5.2.5 Forsøg på samarbejde mellem to konfessioner

5.2.6 De koptiske og islam

9I N D H O L D

5.3 Libanon . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 176

5.3.1 Et folkeligt og religiøst kludetæppe

5.3.2 Near East School of Theology

5.3.3 ATENE

5.4 Indien . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 183

5.4.1 Serampore

5.4.2 Bangalore

5.4.3 Assam

5.4.4 Madurai

5.4.5 Evaluering af arbejdet

5.5 Mission i en forandret verden . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 190

5.5.1 Evangelisk anfægtelse

5.5.2 Afstanden i den globale landsby og fremmedgørelsen

5.5.3 Sekulærteologi

5.5.4 Det funktionelle sandhedsbegreb og virkeligheden

5.5.5 Ved vi hvad kærlighed er

5.6 Mission og dialog . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 196

5.6.1 Er Kristus frelsesbetingelse

5.6.2 Frihed til dialog

5.6.3 Religionsteologi

5.6.4 Hvad er sandhed

5.7 Indigeneous teologi . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 201

5.7.1 Ris og fisk

5.7.2 Hvad er indigeneous teologi

5.7.3 Mission er oversættelse

5.8 Fortsatte tilbud . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 205

5.8.1 Biskop? – Nej tak

5.8.2 Disputatsdrømmen brister

5.9 Forberedelse af den tredje mandatperiode . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 209

5.9.1 EW overtager ledelsen

5.9.2 Sidste rejse

Kapitel 6:

DET ER EN STOR TID VI LEVER I . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 214

6.1 London – hertil min verden gik . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 214

6.2 Erik W. Nielsens betydning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 216

NOTER . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 220

KILDER . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 239

LITTERATURLISTE . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 240

BIBLIOGRAFI . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 244

IMC/WCC KRONOLOGI . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 250

PERSONINDEX . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 251

10 T I D S L I N I E F O R E R I K W. N I E L S E N

TIDSLINJE FOR ERIK W. NIELSEN

1917 11. september – fødes Erik William Nielsen, Hundborg, Thy

1931 Konfirmeret – derefter i lære som karetmager

1934 Begynder som elev på Rønde Kursus

1938 Klassisk sproglig student fra Rønde Kursus og demiteres til

Det teologiske Fakultet, Københavns Universitet

1939 Forloves med Marie Schøler Kjær

1944 Teologisk kandidat fra Københavns Universitet

Gift med Marie Schøler Kjær

Ordineret til præst i Sct. Lukas Kirke, Aarhus

1944-45 Hjælpepræst i Skjern

1945 Januar, begynder at skrive små klummer i Dansk Missionsblad under

overskriften: Begynderens side

1. september: ansat i DMS som studiekredssekretær, udvikler skriftlige

kurser

1946 Deltager for første gang i en international missionskonference, High

Leigh, England

Sønnen Jørgen fødes

1947 Leder af Dansk Missionsråds missionsskole i Hellerup, samtidig studie-

kredssekretær i DMS

1948 Udgiver bogen: Paa Pionermission i Arabien (genudgives 1950)

Udgiver bogen: Linier i Missionens Historie

Sønnen Per fødes

1950 Udgiver bogen: Der Kæmpes om Arabien

Udgiver bogen: Den Missionerende Kirke

Juli-august: Dannelsesrejse rundt i Europa

1. september: Tiltræder som Research Secretary i International Missio-

nary Council og flytter til England

Datteren Lis fødes

1951 Februar: familien flytter til England og bosætter sig i Bromley

1952 Januar-februar: Den store Amerikarejse

Medleder af IMC’s fjerde Assembly, Willingen, Tyskland

1953 DMS opfordrer ham til at komme hjem og blive missionssekretær, afslår

1953-54 Den store rejse til Afrika og Aden

1954 Deltager i Kirkernes Verdensråds andet Assembly i Evanston, USA

1957-58 Deltager i IMC’s fjerde Assembly i Ghana

11T I D S L I N I E F O R E R I K W. N I E L S E N

1958 Foretager en større undersøgelse af kirke og mission i Aden for Church

of Scotland og DMS, fører til dannelsen af Church of South Arabia

Udgiver bogen: Kristendom og Islam i Afrika

Udgiver bogen: Raceproblemet i Afrika

Sønnen Flemming fødes

1959 1. januar: Tiltræder som generalsekretær i DMS for missionsområderne

1. marts: Tiltræder desuden som sekretær for Dansk Missionsråd

Rejse til Japan og Taiwan

Rejse til Indien

Udgiver bogen: De store Verdensreligioner, oversættes til svensk og

norsk

1960 Deltager i Luthersk Verdensforbunds møde i Tanganyika

Er i fem uger udlånt til de sydafrikanske kirker til oprettelse af en teolo-

gisk uddannelse for lægfolk

1960-61 Deltager sammen med Hal Koch i den store debat om mission og u-

landshjælp

1962 Udnævnes til observatør i Styrelsen for Teknisk bistand til U-landene

Udnævnes til medlem af Rådet for Teknisk bistand til U-landene

31. december: fratræder stillingen som sekretær i Dansk Missionsråd

1963 Studieorlov – opholder sig det meste af året i London

1964 1. november: Tiltræder som vicedirektør i Theological Education Fund

1965 Sommer: familien flytter til London og bosætter sig igen i Bromley

1970 Juli: opgiver disputatsdrømmene

1. august: Tiltræder som adm. direktør i Theological Education Fund.

1971 Februar: sidste rejse til Geneve og Rom

6. marts: blodprop i hjertet og indlægges på hospital i London

7. marts: dør.

12 F O R KO RT E L S E R

FORKORTELSER

AJS-PA Alice Johansen-Stolts privatarkiv

ALC Arcot Lutheran Church

AME African Methodist Episcopal Church

AM-RA Biskop Axel Malmstrøms privatarkiv i Rigsarkivet

ANC African National Congress

ATENE Association for Theological Education in the Near East

CSI Church of South India

CMS Church Missionary Society (nu: Church Mission Society)

COS Coptic Orthodox Seminary in Cairo

CR-PA Conrad Rendtorffs privatarkiv

DFM Division on Foreign Missions – det amerikanske missionsråd

DMB Dansk Missions Blad

DMR Dansk Missions Råd

DMR-RA Dansk Missionsråds arkiv i Rigsarkivet

DMS Det Danske Missionsselskab

DMS-RA Det Danske Missionsselskabs arkiv i Rigsarkivet

DRC Dutch Reformed Church

DWME Division on World Mission and Evangelism

ETSC Evangelical Theological Seminary in Cairo

EW Erik W. Nielsen

EW-RA Erik W. Nielsens privatarkiv i Rigsarkivet

IMC International Missionary Council

KD Kristeligt Dagblad

KMA Kvindelige Missions Arbejdere

LWF Lutheran World Federation

13F O R KO RT E L S E R

MSN Marie Schøler Nielsen

MSN-PA Marie Schøler Nielsens privatarkiv

NECC Near East Council of Churches (i dag: Middle East Council of Churches,

MECC)

NEST Near East School of Theology, Beirut, Libanon

NMS Det Norske Misjonsselskap

NMT Nordisk Missions Tidsskrift

NTM Norsk Tidsskrift for Misjon

RA Rigsarkivet

SMT Svensk Missions Tidsskrift

SOAS School of Oriental and African Studies, University of London

TEF Theological Education Fund

TELC Tamil Evangelical Lutheran Church

UTC United Theological College, Bangalore, Indien

WCC World Council of Churches

15u D G I V E R E N S F O R O R D

uDGIVERENS FORORD

Dansk Missionsråd er glade for at kunne udgive nærværende bog. Den direkte anled-

ning er fejringen af Missionsrådets 100-års jubilæum i 2012. Bogen om Erik W. Niel-

sens tanker og virke er et godt eksempel på den udvikling, som missionsforståelsen og

missionspraksis har udviklet sig i løbet af denne periode. Ligesom Erik W. Nielsen var

født i og voksede op i den ‘gamle’ kolonialistiske verden, sådan også med den interna-

tionale missionsbevægelse. På samme måde som Erik W. Nielsen kom til at virke i den

‘nye’ verden efter kolonitiden, og kom til at stå med udfordringer fra partnerskabs-

tænkningen og kontekstuel teologi, sådan har den internationale missionsbevægelse i

tiden efter Anden Verdenskrig måttet tilpasse sig den samme ‘nye’ verden. Der er derfor

meget at lære af Erik W. Nielsen gennem hans teologiske tænkning og organisatoriske

virke.

Vi er taknemmelige over, at Harald Nielsen på et tidligt tidspunkt kontaktede Mis-

sionsrådet med henblik på bogen. Det førte til et frugtbart og interessant samarbejde.

Harald Nielsen har påtaget sig det store arbejde med at forfatte bogen. Det har indebå-

ret mange timers arkivarbejde og kontakt til mange personer, og uden Harald Nielsens

entusiasme og ihærdighed var bogen ikke blevet nogen realitet. Derfor vil vi gerne rette

en stor tak til Harald Nielsen for hans indsats og for tilliden.

Sidst men ikke mindst vil Missionsrådet takke for den økonomiske støtte fra G.E.C.

Gads Fond og Jubilæumsfonden af 12. august 1973, som har muliggjort udgivelsen af

bogen.

På Dansk Missionsråds vegne,

Generalsekretær Jonas Adelin Jørgensen

16 F O R FAT T E R E N S F O R O R D

FORFATTERENS FORORD

Uden nogen sinde personligt at have mødt Erik W. Nielsen (1917-1971) synes jeg altid

at have kendt ham. Han var, da jeg var ung student, en stor inspirator for os unge mis-

sionsinteresserede teologistuderende. Jeg læste en del af det, han skrev – ikke mindst

hans lille bog: „Mission i en forandret verden.“ Her mødte jeg en evangelietolkning, som

kom til at få skelsættende betydning for mit senere liv.

Da jeg så i 2002-2005 samlede materiale til min bog: „Tålmodighed forpligter, 9 kapitler

af Danmissions Islamhistorie,“ opdagede jeg, at Erik W. Nielsen var her og der og alle

vegne, og jeg blev mere og mere klar over, hvor mærkeligt det var, at der aldrig var

blevet skrevet en biografi om denne mand, der desværre døde alt for ung. Og fordi han

i så stor en del af sit liv lagde sin arbejdsindsats i international mission, måtte jeg også

konstatere, at blandt mine yngre kolleger i mission, var han så godt som glemt. Derfor

besluttede jeg, at jeg ville skrive bogen om Erik W. Nielsen (EW), når jeg blev færdig

med bogen om den danske islamhistorie.

Ganske kort tid efter, at min bog var udkommet i 2005, fik jeg på Danmissions kontor

besøg af Erik W. Nielsens søn, professor, dr. Jørgen S. Nielsen, der på det tidspunkt var

direktør for Det Danske Institut i Damaskus. Jeg forelagde ham idéen, og uden be-

tænkningstid svarede han, at så skulle han sørge for, at jeg fik adgang til faderens arkiv

i Rigsarkivet. Det var jo en tillid, som det var svært at sidde overhørig.

Desværre faldt dette tidsmæssigt sammen med, at få uger tidligere havde Morgenavisen

Jyllands-Posten udgivet de famøse tegninger af profeten Muhammad, og der skulle kun

gå ganske få uger, før hele den store krise brød ud i lys lue. Som leder af Danmissions

islamarbejde og ansvarlig for vort arbejde i Mellemøsten ændrede det min dagsorden

totalt i flere år. Der var pludselig ikke længere tid ind imellem til missionshistorisk

forskning. Al min tid gik med at følge med i den rivende udvikling, som dialogen med

muslimer rundt om i verden krævede.

Derfor udskød jeg tanken om at skrive bogen om Erik W. Nielsen, indtil jeg i 2010

kunne frigøre mig fra min stilling i Danmission og gå på pension. Ved min afskeds-

reception kom Jørgen S. Nielsen og fortalte, at man kort tid forinden havde fundet to

store, gule Netto bæreposer i forbindelse med, at en af hans brødre, Per, skulle flytte. Da

man begyndte at undersøge indholdet fandt man ud af, at det faktisk var alle faderens

breve til deres mor, Marie Schøler Nielsen, fra alle årene fra hans mange og lange rejser

rundt om i verden. Disse breve havde hun omhyggeligt gemt sammen med en del andre

17F O R FAT T E R E N S F O R O R D

personlige arkivalier og breve helt fra Erik W. Nielsens barndom. De manglede blot at

blive ordnet, så de kunne indleveres til Rigsarkivet og indgå i det i forvejen omfattende

privatarkiv, som findes der. Uden nok rigtigt at vide, hvad han sagde, så lovede Jørgen,

at når de havde gjort det, kunne jeg jo få nogle fotokopier af de vigtigste breve. Der gik

nogle måneder uden, at der skete noget, og i sommeren 2010 henvendte jeg mig til Jør-

gen og foreslog, at jeg kunne sortere og registrere brevene, så de blev afleveringsklar til

Rigsarkivet. Få dage senere ringede Per og spurgte om jeg var hjemme, for så ville han

komme med hele herligheden.

Og hvilken herlighed! Det viste sig at være en sand guldgrube, der her dukkede op. Her

havde vi den mest spontane og ufiltrerede tilgang til Erik W. Nielsen. Her fortalte han

frit fra leveren til sin kone om, hvad han oplevede – ikke blot faglige overvejelser, men i

høj grad følelsesmæssige udbrud, der ikke var beregnet for andre øjne. Desværre har vi

ikke Maries breve til EW bevaret. De ville have kunnet fortælle historien om den meget

mere sindige kvinde, som ofte gød olie på vandene, når han var for højt oppe og hev

ham op, når han sank ned i dybet. Men disse breve er tilsyneladende gået tabt.

Herfra gik turen videre til Rigsarkivets læsesal, hvor jeg i flere måneder dagligt ind-

fandt mig for at grave mig igennem kasse efter kasse med værdifulde informationer.

Tak til medarbejderne på Rigsarkivets læsesal for altid venlig hjælp.

Den væsentligste hovedkilde til denne bog er således Erik W. Nielsens værdifulde og

omfattende privatarkiv. Heraf spiller ikke mindst de overfor omtalte breve til hustruen

en afgørende rolle, fordi vi her møder ham helt tæt på og uden filter. De var alene be-

regnet for Marie og ingen andre. Derfor kunne han her være hundred procent ærlig og

spontan. Men også dagbøgerne, som han omhyggeligt førte fra 1950 til sin død i marts

1971 har spillet en stor rolle. Metodisk må man altid overveje, hvilken vægt man skal

tillægge dagbøger, da de let kan få et drag af efterrationalisering. Dette har naturligvis

indgået i mine overvejelser om og brug af dagbøgerne. Primært førte EW ikke dagbog,

for at den skulle læses af andre, men for at fastholde sit billede af en bestemt forhand-

lingssituation til næste gang, han mødte de samme mennesker, eller for at have et sted,

hvor han frit kunne reflektere over teologiske og strategiske spørgsmål. Men ud over

regulære dagbøger ført i små kladdehæfter, førte han også, hvad han kaldte „dagbogs-

blade.“ De ser ud til at være indtalt på bånd og sendt hjem til renskrift af sekretæren.

Derfor har disse „dagbogsblade“ en anden karakter end dagbøgerne og brevene, og det

må formodes, at de i nogle tilfælde har fungeret som en slags rejserapporter. Desuden

skrev han regelmæssigt fællesbreve til familie og venner/kolleger i Danmark. I noterne

har jeg skelnet mellem de forskellige typer af kilder.

Til dette kildemateriale kommer naturligvis mere officielle breve og rapporter, en del

foredrag fra især de helt unge dage i hans første ansættelse i DMS, samt trykte artikler

og bøger. Så vidt muligt er EW’s egne arkivalier holdt op mod oplysninger, der har

18

kunnet indhentes fra såvel DMS’s og DMR’s arkiv i Rigsarkivet, samt i et vist omfang

med biskopperne Axel Malmstrøms og Halfdan Høgsbros privatarkiver i Rigsarkivet.

Der er foretaget et bevidst valg med hensyn til vinklen på denne historie. Andre ville

kunne fortælle en anden historie ud fra de samme kilder om manden, teologen, missio-

næren og administratoren Erik W. Nielsen end den, jeg har valgt at fortælle. Sådan må

det være. Fordi vi aldrig kan tegne et billede i størrelsesforholdet 1:1 af en person, der

har levet i så mange år. Jeg vedstår mig det valg, jeg har foretaget, og som er sket med

henblik på den danske målgruppe, som jeg har fortalt historien til. Ansvaret for dette

valg er alene mit. Derfor er der ud af de mange projekter, EW arbejdede med bevidst

valgt at fokusere på projekter, der kunne relateres til dansk mission.

Erik W. Nielsens liv kom til at skræve over en omfattende retskrivningsreform i 1948.

Man gik fra at skrive navneord med stort begyndelsesbogstav til at skrive med småt,

man udskiftede ‘aa’ med ‘å’ og flere andre ændringer indtraf samtidig. Jeg har valgt

at bruge nutidig retskrivning konsekvent i citater, da jeg ikke har opfattet bogen som

en litteraturhistorisk undersøgelse, men som en missionshistorisk historiefortælling.

Derimod har jeg ladet afspejle den teologiske ændring, der er indtruffet over tid i Erik.

W. Nielsens periode. Det var lige så naturligt i de tidligere kilder at tale om „muhame-

danere“ som senere at tale om „muslimer.“ Det har jeg ikke harmoniseret. Der er ikke

hos Erik W. Nielsen tale om en kvalitativ forskel i brugen af de to ord, men alene ud-

tryk for, hvorledes man benævnte muslimer før og nu. Tværtimod var Erik W. Nielsen

blandt de første danskere, der skiftede til at bruge benævnelsen: muslimer. Derfor har

jeg beholdt de to udtryksformer, der ikke må forstås stødende eller nedværdigende for

nutidige muslimer. På samme måde har jeg heller ikke ændret, at han i kilderne fra

50’erne brugte det i dag så politisk ukorrekte „neger“ i stedet for afrikaner. Det var et

udtryk for datidens sprog, som jeg ikke har villet ændre.

Erik W. Nielsen var 1950-1958 Research Secretary i International Missionary Council.

Jeg har valgt at bruge den engelske titel, da den indeholder noget andet, end hvad man

i et dansk missionsselskab ville forbinde med en studiesekretær. På samme måde har

jeg også valgt at bruge den teologiske term „indigeneous“ teologi i stedet for en af de

dårlige danske oversættelser, der findes af dette begreb.

Samtidig med at jeg dykkede ned i EW’s privatarkiv, søgte jeg hjælp fra de efterhånden få

nulevende personer, som fagligt havde arbejdet sammen med EW. De fleste måtte melde

tilbage, at de ikke rigtig havde noget at bidrage med, men især tre vil jeg her fremhæve

som væsentlige informanter. Det drejer sig om EW’s personlige sekretær i Dansk Mis-

sionsråd og senere i Theological Education Fund, Alice Johansen-Stolt, tidligere landsse-

kretær i DMS, pastor Palle Dinesen og tidligere elev på Dansk Missionsråds missionsskole

og missionær i Aden, pastor Erik Stidsen, der hver for sig har været til stor hjælp, og som

jeg skylder en tak for samarbejdet. Sidstnævnte skylder jeg også en stor tak, fordi jeg fik

F O R FAT T E R E N S F O R O R D

19

lov at få hans utrykte erindringer stillet til rådighed. Det drejer sig også om overlæge Her-

mann Rendtorff, der begyndte at dykke ned i familiens efterladenskaber fra faderen, pa-

stor Conrad Rendtorff, der var generalsekretær i DMS, da EW første gang var ansat i DMS

og senere formand for DMS, da EW var generalsekretær. Jeg skylder overlæge Rendtorff

en stor tak for adgang til det sparsomme privatarkiv, der findes efter Conrad Rendtorff.

Professor, dr. phil. Holger Bernt Hansen har venligt givet konstruktive kommentarer til

afsnittet om „Mission og U-landshjælp,“ hvilket jeg siger en stor tak for.

Når man arbejder med sådan en opgave, kan man let blive meget ensom. I modsætning

til at være ansat i en moderne missionsorganisation som Danmission, hvor man dagligt

har et fagligt team omkring sig til at drøfte og vurdere dagligdagens opgaver sammen

med, så sidder man i en missionshistorisk forskningsopgave meget alene med sin viden

og sine vurderinger. Derfor er jeg meget tak skyldig til universitetslektor, dr.theol. Hans

Raun Iversen, pastor, dr. theol. Anders Nørgaard og konsulent, PhD Mogens S. Mogen-

sen, fordi de så beredvilligt og uden betænkning sagde ja til at være fagkyndigt udvalg

til støtte for mit projekt. Tak for mange værdifulde input og forslag til håndtering af

det store stof. Tak for jeres utrættelige hjælp med at læse med på materialet. På samme

måde vil jeg gerne takke min tidligere formand i Danmission, pastor Lars Mandrup, og

min tidligere kollega i Danmission, afdelingsleder, Henrik Sonne Pedersen, PhD, fordi

I ville læse med og give jeres kritiske kommentarer.

Dansk Missionsråd ved dets generalsekretær, Jonas A. Jørgensen, PhD, skylder jeg en

stor tak, fordi man valgte at udgive bogen som et led i fejringen af Dansk Missionsråds

hundrede års jubilæum i 2012. Ligeledes skal der lyde en tak til Jubilæumsfonden af

12. august 1973 og G. E. C. Gads Fond for økonomisk støtte til udgivelse af bogen.

Bogens smukke layout skyldes min tidligere kollega i DMS, grafiker Jens Riishede, som

jeg hermed gerne vil takke for hans generøse medarbejderskab på dette projekt, for

spændende drøftelser og et smukt resultat.

Mange andre har på en eller anden måde undervejs været mig til hjælp på forskellig vis.

Det vil føre for vidt at nævne alle, men her skal lyde en stor tak til jer alle.

Men den største tak skylder jeg Erik W. Nielsens fire børn, som jeg nævner i kronolo-

gisk rækkefølge: Jørgen S. Nielsen, Per S. Nielsen, Lis Schøler og Flemming S. Nielsen.

Lige fra første dag har I vist projektet en enestående interesse og generøsitet ved at vise

mig den tillid at åbne jeres forældres privatarkiver for mig. Samtidig har I givet mig

fuldstændig frie hænder til at fortælle den historie, som jeg valgte at fortælle. På intet

tidspunkt, har I bedt om at læse med eller kommentere på arbejdet. Det kræver takt

at se andre mennesker over skulderen og læse deres mest private efterladenskaber. Tak

at I viste mig denne tillid. Jeg håber, jeg har levet op til den. Og tak, fordi I aldrig blev

trætte af at svare på utallige små og store spørgsmål, som dukkede op. Derfor tilegner

jeg denne bog til jer og håber, at I derigennem må få et klarere billede af jeres far.


20

Livet igennem havde Erik W. Nielsen et brændende ønske: at skrive en disputats om

forholdet mellem mission og kolonialisme i det 19. århundrede. Disputatsen blev aldrig

færdig. I et dagbogsnotat fra juni 1970 konkluderede han med smerte, at han måtte

opgive denne drøm. Han kunne ikke få det til at hænge sammen med sit travle liv. Vi

andre må dele denne smerte med ham, for hvor ville vi gerne have haft dette værdifulde

arbejde gjort færdigt.

Sidst men ikke mindst vil jeg takke min kære hustru, Rita, som hele vejen igennem har

opmuntret mig til at kaste mig ud i dette projekt og interesseret og medlevende har

fulgt med hele vejen med kritiske spørgsmål og konstruktive kommentarer.

Mørkhøj og Højerup

1. marts 2012

Harald Nielsen


Barndomog ungdom

B A R N D O M O G u N G D O M22

KAPITEL 1

BARNDOM OG uNGDOM

1.1 HUNDBOrG – HErFrA MiN VErDEN GÅr1.1.1 Barndom

Noget af det bedste i verden var at komme ud i fars værksted. Her havde han sin egen

høvlebænk oppe i den nordre ende. Tidligt og sent søgte han herud – og arbejdede.

Lavede svæveflyvere – og drømte drømme om, hvor disse flyvere kunne bære ham hen.

Tænkte tanker – om det han lige havde læst i en af de bøger, han havde lånt på Thi-

sted Folkebibliotek. Om astronomi – han konstruerede sin egen stjernekikkert. Og om

mennesker i fjerne lande i Asien og Afrika. Mennesker, som far havde læst om – som

nu i aftes, da de sad efter aftensmaden i stuen, og far tog Dansk Missionsblad frem,

som posten netop var kommet med. Han havde læst om Kina – det store, fjerne og

mystiske land, hvor danske missionærer levede og bragte budskabet om Gud ud til ver-

dens ende. Eller mennesker, som pastor Nielsens missionselever havde fortalt om. De

kom ofte i hjemmet hos karetmager Nielsen. De var under uddannelse hos Hundborgs

sognepræst, H.P. Nielsen1, til en gerning som missionær i Sudan Missionen. De gjorde

missionen konkret. For drengen var mission ikke noget teoretisk eller abstrakt. Mission

var mennesker, der åbnede et vindue ud til den store verden.

Drengen er Erik William Nielsen, som blev født midt under Første Verdenskrig, den

11. september 1917 i den lille landsby Hundborg i Thy som søn af karetmager Niels

Kristian Nielsen2 og hustru Ingeborg3. Han blev døbt seks uger senere, den 21. oktober

1917 i Hundborg Kirke af stedets sognepræst. Da Erik var et år fik han en lillesøster,

som døde kun 5 dage gammel. Der kom ikke flere børn i ægteskabet. Faderen beskrives

som en festlig mand – men samtidig var han også en alvorligt tænkende mand, der

spillede en væsentlig rolle i Indre Mission og egnens KFUM og var meget anvendt som

lægprædikant. I sine unge dage havde han og hans søster ønsket at rejse ud som mis-

sionærer, men de var ikke blevet antaget på grund af helbredsproblemer. Derfor blev

han karetmager, ligesom sin far og farfar havde været karetmagere i Hundborg før ham.

Han havde haft et stort ønske om at kunne læse til præst, men det mål havde også været

for stort til at kunne opfyldes. Moderen var oprindelig lærer og tjente i mange år som

organist ved Hundborg kirke.

Det åndelige liv i det lille landsogn var præget af såvel den indre missionske pietistiske

vækkelse med centrum i sognemenigheden, som den grundtvigske, folkelige vækkelse,

Den lille familien Nielsen – Erik er

her 1½ år – privateje

B A R N D O M O G u N G D O M 23

der havde etableret sig som valgmenighed. Bemærkelsesværdigt er det, at begge væk-

kelser var præget af ydre mission. Den indre missionske del af sognet var knyttet til

Sudan Missionen og Det Danske Missionsselskab (DMS), og siden er flere missionærer

udsendt af DMS fra sognet. Den grundtvigske del af sognet støttede Anne Marie Peter-

sens4 mission i Sydindien, ikke langt fra Tranquebar og DMS’s arbejdsområde i Arcot.

Faktisk blev netop denne støtte til Anne Marie Petersen årsag til, at grundtvigianerne

i sognet gik fra at være valgmenighed til at danne en frimenighed. Anledningen var, at

Anne Marie Petersen under et hjemmeophold besøgte sognet på møderejse. Ved den

lejlighed ønskede grundtvigianerne, at hun skulle prædike i deres kirke. Men folkekir-

ken – som valgmenigheden juridisk hørte under – havde endnu ikke på dette tidspunkt

kvindelige præster, og Aalborgs biskop, Christian Ludwigs,5 forbød derfor Anne Marie

Petersen at prædike i kirken. Det ville de grundtvigske thyboer ikke finde sig i. De skulle

nok selv bestemme, så de meldte sig ud af folkekirken og dannede en frimenighed, hvor

Anne Marie Petersen kunne prædike! Menigheden eksisterer for øvrigt stadig med 30

medlemmer – og egen præst!! Desuden var sognemenigheden og frimenigheden fælles

om en Santalkreds6.

Både sognemenigheden og frimenigheden var karakteriseret ved vækkelsernes lav-

kirkelighed. Centrum var ordets forkyndelse. Man var kirkekristne, men såvel missi-

onshus som forsamlingshus stod stærkt i det åndelige liv med et udpræget lægmands

initiativ i ledelse og forkyndelse. Denne teologiske tradition voksede Erik W. Nielsen

aldrig ud af. Livet igennem havde han lettere ved at finde sig hjemme ved en gudstjene-

ste i en lille afrikansk hytte eller en sidegade menighed af afroamerikanere i New York,

end ved de pompøse gudstjenester i verdens store katedraler. Og livet igennem fulgte

Hundborgs to åndelige retninger med ham i en vekselvirkning mellem den pietistiske

og folkelige teologi.

Erik var i sin tidlige barndom (6-9 år) ofte syg og indlagt i længere perioder på såvel

Thisted sygehus som i Juelsminde – flere hundrede kilometer fra hjemmet. Det var

problemer med maven, og hele livet led han af dette. Det gav sig bl.a. udtryk i, at han

under sine senere lange rejser i Afrika og Asien ofte måtte afbryde sit program, når

problemerne blev for voldsomme. Det var et hårdt afsavn for ham at måtte undvære

hjemmet og kammeraterne i længere perioder på 2-3 måneder – men det var også en

tid, hvor han blev vænnet til at læse og fordybe sig. Ikke blot drengebøger – men også en

masse faglitteratur, bl.a. om mission. Da han mange år senere under en møderejse for

DMS kom til Thisted for at tale, kom den gamle bibliotekar fra Thisted Folkebibliotek

og hørte ham. Han havde medbragt en fortegnelse over de bøger, drengen Erik i sin tid

havde hjemlånt. Da han så denne liste, blev han synligt glad og imponeret.7

Da han var 11 år begyndte han at cykle til Thisted, hvor han blev FDF’er, og hvor han

begyndte at gå til violinspil. Han var bl.a. med på FDF’s store landslejr i 1932, Marse-

lisborglejren. FDF fællesskabet fik betydning, da han begyndte på Rønde Kursus, hvor


han hurtigt fandt sammen med en gruppe andre FDF’ere. Og det musikalske blev en

livslang passion for ham.

Erik blev konfirmeret i efteråret 1931 af sognepræsten, Søren Bækgaard9, som kom til

at betyde meget for ham.

1.1.2 Åndelig afklaring

Da Erik var blevet konfirmeret gik han ud af folkeskolen, som skik og brug var på den

tid. Han kom i lære som karetmager og var udset til en dag at skulle føre virksomhe-

den videre – i slægtens spor. Men tankerne fløj langt uden for savmøllen, som hans

fars værksted blev kaldt. Han tumlede med de største af livets spørgsmål. Han var et

barn af sin tid – og af Indre Missions forkyndelse. Hedningernes frelse var ikke blot et

akademisk spørgsmål – det var et ansvar for den enkelte kristne, som ikke bare kunne

vente til bedre tider. Eller som den store tyske missions- og diakonileder, Fr. von Bodel-

swingh,10 havde udtrykt det: „Nicht so langsam – sie sterben darüber!“ (Ikke så langsomt

– de dør jo imens!) Evangeliet skulle forkyndes. Ligesom hans far gjorde det, når han tog

rundt og talte til møder i missionshusene i Thy. Og ligesom de missionærer, der som

missionselever havde siddet hjemme i deres stue og fortalt om hedningerne, gjorde i

Afrika. Evangeliet skulle forkyndes – og Erik følte stærkere og stærkere, at han skulle

påtage sig sin del af ansvaret.

En dag, da Erik som så ofte var ude at spadsere med sin far, åbnede Erik for posen. Han

begyndte at tale med faderen om, at måske skulle han alligevel ikke være karetmager.

Han manglede et år af sin læretid på dette tidspunkt, men det spørgsmål trængte sig

mere og mere på hos ham, at han skulle være præst eller missionær. Men kunne han

klare det? Han der kun havde syv års skolegang fra Hundborg skole? Her møder vi et

træk hos Erik, som fulgte ham hele livet: hans manglende tro på sig selv – eller selvkri-

tik, kunne man også kalde det. Da brød faderen ham af og sagde: „Pas nu på, at du ikke

bliver dum, Erik! Hvordan det går dig og dine planer, betyder overhovedet egentlig ingen

ting. Der er kun én eneste ting, som betyder noget: det er at være dér, hvor Gud vil have

dig, og dér skal du arbejde, til sveden driver af dig!“ – og så henviste karetmageren til en

missionær i Arabien, der døde som 30-årig og fortsatte så: „Hvad ved vi om, hvornår vi

skal herfra? Om vi lever kort eller længe, betyder intet, kun dette ene: at være, hvor Gud vil

have os og have fred i det. Andre fører gerningen videre efter os!”11

1.1.3 Arven

Mange år senere skrev Erik i et brev til sin mor få dage efter, at han havde begravet sin

far, der døde af dårligt hjerte (i øvrigt lige som han selv): „….hvor er jeg taknemmelig

for alt det, som Far kom til at betyde for mig, og jeg undrer mig stadig, jo mere jeg tænker

på det. Det er jo alligevel ganske mærkeligt, at jeg kan sige, at Far, lægmand, karetmager,

måske er den, som har betydet mest for mig, rent studiemæssigt. Det siger dog noget. Hvor

ofte har Far ikke sat mig i gang igen, har opmuntret mig til at fortsætte, og – hvad jeg be-

Erik forlod folkeskolen i Hund-borg med følgende udtalelse:”Erik William Nielsen har gået i

skolen her og var i alle måder en

flink og god elev. Han er særdeles

godt begavet, flittig og samvit-

tighedsfuld i enhver henseende

og i høj grad pligtopfyldende,

hvorfor jeg kan anbefale ham på

det bedste.

Hundborg skole,

den 23. januar 1935

L. C. Sunesen, skoleinspektør8


undrer ham mest for af alt – har aldrig set på mine studier som noget mindre væsentligt,

noget skrivebords pusleri, som intet betød, men han har hele tiden vist den mest levende

interesse og har hele tiden ladet skinne igennem, at dette var mit job, som jeg skulle passe.

Fars udtryk: Det er en stor tid vi lever i! – er måske det, som har betydet allermest for

mig, når jeg tænker på Far, altså alt, hvad dette udtryk rummede for Far. Han har atter

og atter, ved en bemærkning eller i et foredrag åbnet mine øjne for storheden i det at leve,

og for Far var selve det at leve inderligt forbundet med „at leve er mig Kristus….“ Dette

ord fra Filipperbrevet (1,21) var da også det bibelord, som Erik tog udgangspunkt i, da

han prædikede i Hundborg Kirke ved sin fars begravelse den 28. april 1950. Ordet er

indstreget i den udgave af Det Nye Testamente, som livet igennem fulgte ham overalt i

verden, og som han også bad om at få bragt, da han lå på hospitalet i London den sidste

dag, før han døde.

Skal man prøve at sammenfatte, hvilken arv Erik tog med sig fra sit hjem, så er det

indeholdt i samtalen med faderen, den dag de var ude at gå – og det netop citerede sted

fra hans brev til moderen efter faderens død. Teologisk kan man sige, at det var den

lutherske kaldstanke, som var så central i den indre missionske forkyndelse. Vær dér,

hvor Gud vil have dig! Gang på gang kan man i hans breve til hustruen se, at selv om

han altid længtes så forfærdelig hjem, når han var på sine mange og lange rejser, så var

det denne forpligtelse, der holdt ham på sporet.

Erik skulle nu i gang med at indhente den manglende skolegang. Et års tid læste han

engelsk hos sin konfirmationspræst, pastor Søren Bækgaard i Hundborg. Og i 1934

forlod Erik så Hundborg – så at sige for altid. I bogstaveligste forstand rejste han ud i

verden. Og selvfølgelig kom han af og til hjem igen på besøg – men hans hjem var ikke

længere i Hundborg. Hans hjem var den store verden, som han havde stået og drømt

om så ofte ved sin høvlebænk i savmøllens nordre ende. Han var på vej med evangeliet

til verdens ende. Men jo længere han rejste, jo mere erkendte han, at verdens ende ikke

var et geografisk begreb. Det var langt snarere et oversættelsesbegreb – et spørgsmål

om at gøre evangeliet eksistentielt for det enkelte menneske på det sted, hvor dette

Da Erik blev optaget på rønde kursus fik han følgende udtalelse med sig:„Erik William Nielsen, født 11. 9. 1917 i Hundborg, har jeg konfirmeret og fulgt i årene derefter. Han har været medhjælper i faderens for-

retning og værksted. Men desuden har han dyrket boglige sysler. Gennem et års tid har jeg undervist Erik Nielsen i engelsk, ligesom jeg de

sidste måneder før hans optagelse på Rønde Artiumskursus har forberedt ham i enkelte fag.

Jeg kan give ham det vidnesbyrd, at han er en meget opvakt ung mand, som forener gode evner med et energisk arbejde. Hans karakter er

redelig og åben, og hans væsen er elskværdig og høflig. Han er en brav og tiltalende ung mand, som jeg venter, skal gøre god fyldest, hvor

han kommer, og som jeg medgiver mine bedste anbefalinger.“

Hundborg Præstegård pr. Sjørring, 22.1.1935

Søren Bækgaard, sognepræst14


enkelte menneske end lever i verden12. Eller som Ole Bertelsen skrev i sin nekrolog i

Dansk Missionsblad: „Karetmagerens søn fra Hundborg havde hørt evangeliet. Det var så

dyrebart, at det skulle verden rundt. Men det afslørede samtidig mennesket som dyrebart.

Derfor kunne mennesket aldrig spises af med en sludder for en sladder.“ 13

1.2 rØNDE

1.2.1 På skolebænk igen

Rønde Kursus – eller Rønde Artiumskursus, som det undertiden hedder i samtidige be-

skrivelser – var oprettet i 1917 af forstanderen på Rønde Højskole, Kristian Herskind15

for at hjælpe vakte unge mænd uden boglig dannelse til at få en studentereksamen –

først og fremmest den klassisk sproglige – så de kunne blive optaget på universitetet og

læse teologi. I løbet af få år voksede Rønde Kursus ud af højskolen og blev en stor og

selvstændig skole, der samlede unge fra hele landet, dog hovedsageligt fra Jylland. Utal-

lige danske præster og teologer har i tidens løb hentet deres boglige basiskundskaber

her.

Det var på denne skole, at Erik blev indskrevet i efteråret 1934. Da han kun havde

folkeskolens syv års grundskole som forudsætning samt et års privatundervisning hos

pastor Søren Bækgaard i Hundborg, blev han optaget på et forberedelseskursus, der

efter halvandet år blev kronet med præliminæreksamen. Studiemæssigt kastede han

sig over opgaven med den flid og entusiasme, som resten af livet karakteriserede hans

virke. Af hans karakterbog16 kan vi se, at alle hans karakterer lå på ug- eller mg+, der

må have placeret ham i den absolutte top i klassen. Bundskraberen var „orden,“ der

bevægede sig mellem mg- og g+ – og når man læser hans håndskrift i noter, dagbøger

og de mange breve, der er bevaret, forstår man udmærket denne karakter. Hans klo var

og vedblev at være svær at læse. Den tyder på, at det tankemæssigt gik meget hurtigere

med at tænke end hans nedskrivning kunne følge med.

30’erne var i åndelig forstand en brydningstid. Både i den store verden – og i det unge

menneske, der måtte kæmpe sig frem til sin egen identitet og tro. Det var også i de år

Oxfordbevægelsen (eller som den helt præcist hed: Oxford Gruppe Bevægelsen) op-

trådte i Danmark som en personlig vækkelsesbevægelse, der appellerede til den enkelte

kristne om at leve et aktivt og rent kristenliv ved at praktisere de såkaldte fire moralske

absolutter: ærlighed, renhed, uselviskhed og kærlighed. Vi ved ikke præcist, hvorledes

Erik har mødt denne bevægelse, men det kunne tænkes, at den har haft repræsentanter

blandt skolens elever, og/eller har mødt op på skolen for at præsentere sit program.

Men bevægelsens absolutter har anfægtet det unge menneske. I et brev til sine forældre

betroede han, at han havde begået „en stor synd, … fordi han gerne ville leve et rent

ungdomsliv, og så alligevel havde han bukket under for fristelsernes overmagt,“ der dog

ikke blev defineret yderligere. Brevet viser tydeligt det tætte forhold, han havde til sine

forældre, og den tillid han havde til dem om at kunne betro sig til dem om alt. Foræl-


drene drøftede sagen med Pastor Søren Bækgaard, der skrev et varmt sjælesørgerisk

brev til ham: „…. I alt, hvad jeg har hørt fra dig og om dig, ser jeg ikke andet, end hvad

Gud er med i og vil dig. Jeg er sikker på, at Oxfordbevægelsen har været dig som mange

andre til velsignelse. Men hvis jeg må formane dig, vil jeg sige, den har sine farer. Man

kan ligesom Paulus komme så højt op i sine følelser, at man synes bortrykket til den tredje

himmel. Men der er ikke vor daglige plads. Man skal nok komme ned på jorden igen…“17

Forældrene svarede på samme måde. Der er ikke yderligere spor efter Oxfordbevægel-

sen i Eriks liv.

1.2.2. Studenterfesten

Rønde Kursus var ikke blot en god og effektiv undervisningsinstitution. Det var en

kostskole, og tidens dårlige samfærdselsmidler gjorde, at eleverne tilbragte mange uger

i træk på skolen. Det betød, at livet på skolen ikke kun var undervisning. Fritiden be-

tød også meget. Og selv om Erik var yderst flittig, var han også hurtig med i et stærkt

kammeratskab – bl.a. af FDF’ere, som han hurtigt fandt sammen med. Nogle af kam-

meraterne fra Rønde blev venner for livet. En af dem var klassekammeraten, Anders

Melgaard Kjær18 – senere sognepræst i Korup ved Odense.

I juli 1938 bestod Erik den klassisk-sproglige studentereksamen ved Rønde Kursus

med et gennemsnit på 7,27, hvilket rakte til at være årets bedste eksamen – og tæt på

udmærkelse. Så skulle der festes. Ved studenterfesten deltog blandt andre vennen An-

ders’ forældre og storesøster, Marie. Hun fortæller senere om hendes oplevelse af denne

studenterfest: „… Jeg var med Mor og Far til studenterafslutning i Rønde. Der mødte

jeg for første gang de kammerater, han [Anders] så ofte havde skrevet om – de havde

nemlig et godt sammenhold… Anders havde især ofte nævnt Holm og Nielsen. Jeg blev

især ret interesseret i Nielsen, men jeg tror nu ikke, han så mig…“19 Det skulle nu vise

sig, at det havde han.

Med sig fra rønde kursus fik han følgende udtalelse fra forstander, k. Herskind:Erik W. Nielsen, Hundborg, har i juni 1936 taget alm. forberedelseseksamen ved eksamenskommisionen efter 1½ års forberedelse her på

Rønde Kursus, hvorefter han gik på det 2-årige hold til klassisk-sproglig studentereksamen, hvilken eksamen han nu i maj-juli eksamens-

termin har bestået med det ganske smukke resultat 7,27 points.

udover eksamensbevisets oplysninger om Erik Nielsen skal jeg udtale, at han efter de 3½ års ophold her har givet mig det indtryk, at han

er en overmåde velbegavet ung mand, der med enestående flid, påpasselighed og opmærksomhed har varetaget sine pligter. Han forener

overblik over helheden med sans for detaljer, hvad der sikrede ham hans gode standpunkt i de klassiske fag. Jeg er overbevist om, at han er

i særlig grad egnet for at studere, og at han under sine videre studier stadig vil vedblive at være blandt de allerførste. Hans åbne, redelige

og venlige væsen har her gjort ham afholdt af alle. Han har i det hele taget helt igennem været en mønsterelev, hvorfor Kursus også med

glæde medgiver ham sin allervarmeste anbefaling, også til at opnå den størst mulige hjælp til at gennemføre sine studier.

Rønde, den 11. juli 1938

K. Herskind, Kursusforstander20

Klassisk-sproglig student i som-

meren 1938 med skolens højeste

gennemsnit – privateje


1.3 TEOlOGisk sTUDENT i kØBENHAVN

1.3.1 Den flittige student

Efter sommerferie hjemme i Hundborg rejste Erik i eftersommeren 1938 til Køben-

havn, hvor han først flyttede ind i et værelse i Holsteinsgade 34 på Østerbro. Senere

samme efterår flyttede han til et værelse i Blågårdsgade på Nørrebro for så den 1. marts

1940 at flytte til et værelse i Studiestræde, inden han efter bestået forprøve fik et legat

til at bo på Regensen. Samtidig gik han i gang med de indledende teologiske studier og

filosofikum. Han har været en flittig student, der arbejdede målrettet og samvittigheds-

fuldt, hvilket karaktererne ved eksamen efter et år viste. Filosofikum blev bestået den 8.

juni 1939 med karakteren: udmærket godt. Den 14. juni var han oppe i hebræisk, hvor

han fik karakteren: admissus com laude egregie (altså udmærkelse). Og endelig var han

efter et par hektiske uger den 22. juni oppe i den sproglige prøve i nytestamentlig græsk,

som han bestod med karakteren ug. Dermed var fundamentet til et frugtbart videre

teologisk studium lagt.

Efter den teologiske forprøve i 1940 var vejen åbnet til det egentlige teologiske studium,

som med hans baggrund i den pietistiske vækkelse og de solide sproglige færdigheder,

han havde med sig fra dels Rønde, dels de første års forberedelser inden for hebræisk og

nytestamentlig græsk, kom til have en hovedvægt inden for de bibelske fag i såvel Det

Gamle Testamente som i Det Nye Testamente. Desuden havde han en stærk interesse for

historie. Derfor var kirkehistorie også et af hans store fag. Her kom han under indflydelse

af de to professorer Hal Koch21 og Lorenz Bergmann22. Hos Hal Koch lærte han metodisk

at se kirkens historie i sammenhæng med det omgivende samfund. Kirken var i samfun-

det på godt og ondt. Der var en sammenhæng og en vekselvirkning mellem samfund og

kirke. Og hos Bergmann kunne han arbejde fagligt med sin interesse fra barndommen,

missionen. Dette medførte, at han i 1943 afleverede et speciale om forholdet mellem mis-

sion og kolonialisme i 1800-tallets Indien, som han fik ug- og megen ros for. Derimod

var dogmatik ikke hans fag. Hvad enten det var et resultat af, at fagets professor havde

svært ved at holde ham fanget, eller det var en teologisk skepsis over den indsnævring, der

kan ligge i dogmerne, kan ikke afgøres. Sikkert begge dele spiller ind. I et brev til foræl-

drene fra 1943 skriver han: „….at han nu skal til dogmatik hos professor Plum23, der skal

„forplumre“ det en hel time. „Ak. Hvad har vi da gjort, at vi skal straffes så hårdt?....24“

Livet igennem bevarede han denne distance til den dogmatiske kristendom og konfes-

sionalisme, som han fandt, var alt for statisk set i forhold til den dynamik, livet krævede.

Samtidig med studiet fulgte han i 1942-43 undervisningen på Pastoralseminariet med

henblik på, at han til sin tid kunne blive ordineret til præst. I forårssemesteret 1942

deltog han i undervisningen i kirkeret, og efteråret samme år var det de kateketiske

(konfirmandundervisning) øvelser hos den navnkundige forstander, Holmens provst,

dr. theol. Michael Neiiendam25, og endelig gennemførte han undervisningen i homi-

letik26 (prædikenlære) hos Diakonissestiftelsens forstander, dr. theol. Svend Hauge27.


Dermed var vejen åbnet til, at han kunne indstille sig til teologisk embedseksamen,

som traditionelt blev afviklet først med de skriftlige eksamener i vinteren 1943/44 og

derpå de mundtlige eksamener i sommeren 1944. Midt i juni var det hele overstået – og

resultatet blev særdeles smukt. Meget tæt på udmærkelse. Alle var glade og lettede over,

at eksamen var forløbet så godt.

Økonomisk var han i de første år afhængig af forældrene, der hver måned sendte ham

et beløb til kost og logi samt lidt lommepenge, som han omhyggeligt gjorde rede for

brugen af i breve til forældrene. Men hurtigt begyndte han at tjene lidt ekstra ved at

undervise andre studenter i græsk. Det lønnede sig at have et godt fundament med

sig fra Rønde. Det gav 65 øre i timen pr. student at undervise i græsk, og Erik havde

normalt 5-6 studenter på et hold. Det kunne godt blive til ekstra lommepenge i en tid,

hvor pengene var små. Da han så i november 1941 blev optaget på Regensen fik han ud

over kost og logi også 80 kr. månedlig i lommepenge. Det blev næsten opfattet som helt

fyrsteligt. Erik formåede at gennemføre sit teologiske studium uden gæld.

1.3.2 Et moderne menneskes nødråb

Åndeligt var han stadig ved begyndelsen af sit ophold i den store by, som for mange

pietistiske jyder blev opfattet som syndens by, præget af et lignende pessimistisk syn på

storbyen og dens liv. Den var overvældende, og han var ved at blive væk i den, syntes

han. Det var den sekulære by, han blev bekendt med – og menneskene i den. Det var

stenørkenen, som han opfattede som modstridende med hele skabelsens mening. Der

foreligger et lille notat fra efteråret 1938, der på fin vis karakteriserer den nybagte stud.

theol.:

„Et moderne menneskes nødråb28

Det er fredag aften. Jeg står her på Nørrebro og ser på den utrolige trafik, på menneske-

masserne, som går frem og tilbage på fortovene tilsyneladende uden noget bestemt mål. Jeg

gribes af en følelse, som var jeg ved at drukne; det gyser i mig. Hvor bliver mennesket af i

dette her? Jeg har en fornemmelse, som om jeg må snappe efter vejret for ikke helt at for-

svinde i det uhyre mylder. En forfærdelig larm fra trafikken i de snævre gader sløver mine

sanser. Jeg kigger på menneskene omkring mig; en forvirrende mængde ukendte ansigter

glider forbi i endeløse rækker. Kloge, livstrætte ansigter; de hører ikke larmen fra trafikken,

de hører intet; de er sløvede. Jeg forsvinder i massen; her eksisterer intet personligt men-

neske; ingen ener, kun masse, kun individer, ukendte navne, ukendte glæder og sorger. Jeg

har intet ansvar her; ingen kender mig, og jeg kender ingen. Folk står i kø foran teatret for

at komme ind og få to timers „opløftende“ musik og skuespil; de myldrer ind på danse-

salonerne for at få nogle timers sanselig glemsel fra det daglige livs hektiske travlhed eller

ødelæggende arbejdsløshed; jeg forstår såmænd, det er ikke det, som er det farlige. Det er

massen, optagetheden, civilisationen uden Gud. Man føler sig revet med og hvirvlet rundt

som i en malstrøm og sanser intet, før man finder sig selv liggende sønderslået og fortabt.

Det kan ikke have været bestemmelsen, at menneskene skulle stuves sammen i stenørkenen,


hvor alt personligt forsvinder, hvor alt er facade og politur, intet naturligt eller ægte, hvor

man bliver transportbåndsmenneske. Vi er det 20. århundredes højt udviklede slægt, vi

har med vor teknik præsteret, hvad ingen tidligere har formået, vi har med vor forfinede

videnskab formået „næsten“ at fravriste Gud skabelsens hemmeligheder – og dog! Vi er

ulykkelige – vi degenererer. Hvor er Gud? Kristendommen er det eneste, som kan redde os

i vor utrolige hastværk, det, som er lige ved at tage vejret fra os.

Jeg går et lille stykke hen ad Nørrebro og ned ad Dosseringen. Hvor forandret er ikke hele

billedet! Her er et lille stykke natur, her er stille. Jeg hører kun fjernt larmen fra de over-

fyldte gader. Bilernes tuden og spasmagernes ringen. Lysene fra Dronning Luises Bro og fra

Fredens Bro kaster glans ned i søens stille vand og skaber et vidunderligt smukt spejlbillede.

På den anden side ser jeg Domkirkens projektørbelyste guldkors; det hæver sig enkelt og

majestætisk over den larmende, urolige by og er ligesom et symbol på livet, det eneste liv,

som er værd at leve, på redningen fra at gå ned og forsvinde i mylderet. Jeg ser ligesom byen

fra en anden side her; den er indbydende og venlig; her kan jeg tænke; her er det mig selv,

ikke blot et individ, et bundt sanser og drifter. Midt i den fjerne larm hører jeg pludselig

ambulancen komme tudende over broen. En tanke, som ellers forekommer mig så fjern

derinde i mylderet, griber mig. Her er de to uundgåelige realiteter: livet – døden. En tredje

ligeså uundgåelig realitet er korset derinde på Domkirken. De tre holder en prædiken for

mig herude ved søen. En prædiken, som jeg sent vil glemme.“

Samlingspunktet eksistentielt for ham i denne nattevandring bliver korset på Dom-

kirken, der lyser op i natten. Det kors, der livet igennem kom til at stå som udtryk for

Guds inkarnation, sådan som han mange år senere udtrykker det i en artikel i Dansk

Missionsblad29. Det centrale i det kristne budskab, at Gud er kærlighed er: „…evangeli-

ets tale om et kors, som mødepunktet mellem Gud og mennesket….. Derfor blev ordet ikke

bog, men kød – Gud kom selv ind i vores verden og mødte os til sin yderste konsekvens i

selve korset …… hvem han er, ser vi ingen steder klarere end i korset i det øjeblik, da Gud

selv i Jesus Kristus gik ind i og gik ind under syndens sidste forbandelse og ensomhed og

råbte: „Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?“ I en udateret dagbogsnote fra

december 1970 uddybede han sin korsteologi med følgende ord: „Hvorfor er der altid

kun ét kors i en kirke? Der burde være tre – det er Kristus, der blev menneske – dette billede

eller rettere den virkelighed, som er de tre kors, det er den sande menneskelighed - Kristi

menneskelighed og vor, min. Jeg er en del af dem på de kors!”30

Der går en lige linje fra den unge teologiske students nattevandring på Nørrebro til den

sene Erik W. Nielsens refleksioner over korset.

1.4 kriGEN

Eriks studentertid faldt for det meste sammen med Anden Verdenskrig og den tyske

besættelse. Det betød, at hans muligheder blev begrænsede. Danmark var på mange


måder et lukket land, fordi verden omkring lå i krig. Det var svært at få den nyeste

udenlandske litteratur – ikke mindst den engelsksprogede, som var det sprog den ny-

este missionslitteratur var på. Han følte sig i de år som fange i et bur.

Eriks faster og onkel boede i København sammen med deres fire børn. Dem besøgte

han ofte. To af fætrene var tidligt med i modstandsbevægelsen – den ene af dem, var

med i den allerførste sabotageaktion, som fandt sted ved Emdrup Sø. Han blev i den

forbindelse taget af tyskerne og sad i halvandet år i ungdomsfængsel i Nyborg. Fasteren

gemte drengenes våben i kælderen, mens onklen ikke vidste noget.31

I marts 1943 var Erik på session. Det var ikke et brændende ønske for ham at komme

til at aftjene sin værnepligt. Derfor gik han sig en lang tur, inden han mødte op på ses-

sionen. Det bevirkede, at hans åreknuder svulmede op. Desuden havde han svært ved at

klare synsprøven, hvilket bevirkede, at han blev erklæret „betinget tjenstdygtig til svært

artilleri eller sanitetstjeneste32.“ Han blev aldrig indkaldt til militærtjeneste, og da han

flyttede til England i 1950 blev han slettet af lægdsrullen.

En aften ligeledes i foråret 1943 havde han været til møde i Teologisk Forening. Afte-

nens gæst var den jødiske overrabbiner Max Friediger33. At invitere netop den jødiske

overrabbiner til et offentligt møde i Teologisk Forening under den tyske besættelse var

i sig selv en provokation. Overrabbineren indledte derfor også sin tale med at takke for

invitationen og sagde, at forsamlingen måtte forstå, hvor stor en ære, det var for ham

netop på denne dag at kunne stå på en fri dansk talerstol som jøde, og føjede så til: :

„De, mine herrer, må tro, det er ikke let at være Israel i dag; men Abrahams Gud velsigne

Dem for, hvad De tilkendegiver ved at indbyde en rabbiner som foredragsholder.“ – Efter

foredraget takkede professor K. E. Skydsgaard34 med ordene: „De skal vide, at vi – som

Jesu disciple – aldrig kan gå med i den bølge, som nu vælter ind over Europa. Vi er af

samme slægt som De.“ Hvorpå hele forsamlingen rejste sig op35.

Den 29. august 1943 blev en stor gruppe fremtrædende danskere arresteret af tyskerne

og interneret i Horserød statsfængsel. Blandt disse var professor Hal Koch, som Erik

havde et nært forhold til. Interneringen af de fremtrædende danskere og politiet med-

førte et sammenbrud i samarbejdspolitikken. Samtidig blev de danske jøders stilling

mere og mere usikker. Og i september førte det til, at den tyske besættelsesmagt for-

anstaltede en systematisk arrestation af de danske jøder. Men aktionen mislykkedes

delvist, da informationer om jødeaktionen var sivet ud i dagene op til aktionen, hvorfor

en storstilet hjælpeaktion blev iværksat til at evakuere jøderne til Sverige.

Aktionen mod jøderne var kendetegnet ved, at den vakte meget bred forargelse36 - og

dermed også vilje til at hjælpe de forfulgte - hos folk, som ikke ellers havde forbindelse

med organiseret modstandsarbejde. Størst mulighed for at hjælpe andre end personlige

bekendte havde grupper som læger og præster, som kunne drage fordel af deres profes-


sionelle netværk. Hjælpen formede sig typisk som en kæde, der startede ved spontane

hjælpere i form af naboer, kolleger eller folk, som var blevet vakt af den almindelige

forargelse til at yde en indsats her og nu, og endte ved de organiserede modstandsfolk,

som håndterede kontakten til fiskerne om transporten. Familien har en uklar viden om,

at Erik var med i denne aktion.37 Men hvor meget, han har været med i, står hen i det

uvisse. Det er sandsynligt, at han har ladet sig engagere i den akutte situation, uden at

han er blevet en del af det organiserede modstandsarbejde.38

Der er meget, der tyder på, at Erik er blevet engageret af Egon Johannesen39, der var

præst ved Husum Kirke og sekretær i Israelsmissionen. Mange år senere udtalte Erik

om denne Egon Johannesen, „at han var leder af den gruppe, jeg var med i til at evaku-

ere jøder til Sverige.40“ Eriks forlovede, Marie, formulerer sig på denne måde mange

år senere i en utrykt erindringsskitse til deres børn: „Hvor meget Far havde fingre i,

ved jeg ikke, men ofte måtte han sove på Thielesvej [hvor hun boede], da de ventede

razzia på Regensen. En dag lå en bombe inden for døren hos studenten, der boede oven

over Far.”41

1.5 Erik OG MAriE

Samtidig med at Erik flyttede til København og begyndte sit teologiske studium, flyt-

tede vennen Anders Melgaard Kjær også til København. Han lejede en lejlighed på M.

Thielesvej på Frederiksberg sammen med storesøsteren Marie samt en fætter. Denne

lejlighed blev samlingspunkt for mange af Anders’ venner. Også Erik kom glad og gerne

her. Måske ikke kun tiltrukket af Anders – men af Marie, som han jo første gang havde

mødt ved studenterfesten i Rønde samme sommer. Selv om Marie ikke troede, han

havde lagt mærke til hende, så havde han. Langsomt begyndte de at nærme sig hinan-

den og tale sammen, og den 5. november 1939 blev de forlovet42. Tre dage senere rejste

Erik til Hundborg – for at spare penge til værelse og varme. Han kom først tilbage igen

i slutningen af februar det følgende år.

Marie Schøler Nielsen43 var født 26. oktober 1915 i Vinding ved Holstebro som dat-

ter af Peder Vad Kjær44 og hustru Andersine Kjær45. Da hun blev født, var faderen

husmand i Vinding, men få år senere solgte han sit landbrug for at blive missionær for

Indre Mission. Det betød, at familien med seks børn flyttede en del rundt i landet, så at

Marie ikke følte sig særligt knyttet til et enkelt sted som hendes barndomsby. I 1930 tog

hun mellemskoleeksamen og kom derefter ud og tjene – først i huset, senere på kon-

tor. Da hun flyttede til København sammen med broderen i 1938 fik hun arbejde ved

Københavns Kommune. Og som nævnt blev hun i november 1939 forlovet med Erik.

Marie fortæller, at det unge par ofte mødtes på Thielesvej, hvor Erik flittigt sad og læ-

ste, mens Marie strikkede. Undertiden fortalte han om sine studier. Især kirkehistorie

syntes hun var spændende, når han fortalte. Om søndagen gik de undertiden i Tivoli,

Marie og EW blev forlovet i no-

vember 1939, hun var søster til

en af Eriks klassekammerater –

privateje


hvor de gik til koncert eller måske fik en øl på Færgekroen. Og så cyklede de ofte ud

til Dyrehaven nord for København, hvor de kunne opleve den fredfyldte natur, så helt

forskellig fra byens stenørken.

Da Erik i juni 1944 havde afsluttet sin embedseksamen, var vejen åbnet for, at det unge

par kunne blive gift. Da Erik var enebarn – og da Marie ikke følte sig tilknyttet et be-

stemt sted i landet – blev det bestemt, at brylluppet (imod tidens skik) skulle holdes i

brudgommens hjem og ikke i brudens. Efter 5½ års forlovelse blev de viet i Hundborg

Kirke den 14. juli 1944. Krigen betød, at det var vanskeligt at skaffe det nødvendige

udstyr til brylluppet. Maries søster, der arbejdede i en manufakturforretning, skaffede

stof „under bordet,“ som det hed, når man fik varer uden om de autoriserede kanaler.

Marie syede selv sin brudekjole. Og brudebuketten måtte hun også selv købe sammen

med Eriks mor. Det kunne Erik ikke finde ud af!

Krigen betød også, at samfærdsel mellem landsdelene var særdeles besværlig – og far-

lig. Der var en snes gæster, som kom tilrejsende til brylluppet. De blev indkvarteret

rundt om i Hundborg hos venner og familie, og brylluppet varede som et ordentligt

landsbybryllup flere dage. Det fandt sted midt under den store generalstrejke, som

lammede København og flere af de andre store byer i Danmark. Dagen efter brylluppet

kørte hele selskabet i tre hestevogne ud til Vesterhavet. Bryllupsrejsen foregik på cykel

fra Hundborg via Viborg med overnatning på missionshotellet til Grenå, hvor Maries

forældre boede. „Alt dette var starten på 27 begivenhedsrige år, som også for mig blev både

ensomme og krævende år!“ skrev Marie mange år senere46.

Brylluppet, den 14. juli 1944 blev

holdt i Thy hos Eriks forældre og

varede flere dage – privateje


1.6 HJÆlPEPrÆsT i skJErN

1.6.1 Ordination i Aarhus

Efter embedseksamen ville Erik helst fortsætte studierne ved Universitetet. Men krigens

tid var usikker – og der var ikke økonomiske midler til at ansætte ham i et forsknings-

stipendiat, hvor han kunne fortsætte sit arbejde fra specialestudiet. Derfor blev det i

stedet et etårigt embede som hjælpepræst, der blev vejen frem. Så kunne man jo altid

se, hvordan situationen var om et år.

To dage før Maries og Eriks bryllup gav Kirkeministeriet i brev meddelelse om, at Erik

var blevet ansat som hjælpepræst hos sognepræst Søren Bækgaard i Skjern i perioden

1. september 1944 til 31. august 1945 til en løn af 200 kr. pr. måned + et tillæg på 25%.

I brevet meddelte Kirkeministeriet desuden, at det bemyndigede biskoppen i Ribe til

enten selv at foretage ordinationen eller overlade den til en anden af biskopperne, som

måtte være villig hertil47.

Det blev biskoppen i Aarhus, dr. theol. Skat Hoffmeyer48, som kom til at forestå Eriks

ordination, som fandt sted i Sankt Lukas Kirke, i Aarhus, den 27. august 194449. Bi-

skoppen var så involveret i modstandsbevægelsen, at han var „gået under jorden.“ Men

denne dag vovede han sig frem for at foretage ordinationen, og han var også med til

frokosten i Bispegården, hvor begge de nygiftes forældre var til stede50. Hvorfor ordina-

tionen fandt sted i Aarhus og ikke i Ribe har ikke kunnet besvares ud fra de tilgængelige

kilder. Heller ikke undersøgelser i Aarhus Stiftsarkiv i Bispegården i Aarhus eller Lands-

arkivet i Viborg har kunnet kaste lys over dette spørgsmål.

Det var en stor omvæltning for det nygifte par at flytte fra storbyen København til den

lille vestjyske by. I løbet af krigsårene skete der mere og mere i København. Sabotage og

Schalburgtage skete ofte – også i nærheden af Marie og Erik. Nu blev Erik hjælpepræst

hos sin gamle konfirmationspræst, Søren Bækgaard. Ud over gudstjenester og kirkelige

handlinger kom Erik til at lede fire studiekredse om mission – dels i Skjern, dels i de

omkringliggende sogne. Det var stoffet fra specialet, der dannede grundlag for disse

studiekredse.

1.6.2 Skal vi drive mission

Allerede i 1943 havde han – uopfordret – sendt en artikel til redaktionen af Dansk Missi-

onsblad med overskriften: Skal vi drive mission?51 Artiklen er interessant, fordi den anslår

nogle toner, som han følger livet igennem. Den er holdt med en ungdommens friskhed,

der ligger et stykke fra den normale tone i Dansk Missionsblad på dette tidspunkt.

Han besvarer sit eget spørgsmål med et dobbelt selvfølgelig. For de allerfleste kristne er

det en selvfølge, at der skal drives mission. Og for de allerfleste kristne er det en selv-

følge, at missionsarbejdet ikke kommer dem ved. Derefter argumenterer han – med

På grund af krigen kunne Erik ikke

få et stipendium til at studere

videre efter kandidateksamen

og blev så i stedet hjælpepræst i

Skjern – privateje


henvisning til Luther – om at intet i skaberværket er selvfølgeligt. Men mission er gået

ind i vor kristne begrebsverden som en skuffe, vi trækker ud, så har man alle spørgs-

målene og svarene klar, og han spørger: „Mon det ikke er på tide her og der at tage vort

grundforhold til missionsarbejdet op til revision…?“

Han henviser til den indiske teolog, Sadhu Sundar Singh52: „Jeg begyndte at sammen-

ligne beboerne i de hedenske lande og i de kristne lande. De første er hedninger, fordi de

tilbeder gudebilleder, dannede med hænder; i de såkaldte kristne lande opdagede jeg imid-

lertid en værre art hedenskab: Menneskene der tilbeder sig selv…. Jeg tænkte tidligere:

Hvor er jeg dog ulykkelig, jeg, som er født i et hedensk land. Men efter at jeg havde rejst i

andre lande, måtte jeg ændre min anskuelse; nu priser jeg Gud, fordi han lod mig blive født

i et hedensk land; thi derfor var jeg utilfreds og søgte Gud, medens de kristne landes beboere

lever i den tro, at de har fundet alt og intet har at søge efter.“

Han imødegår missionsromantikken, der forestiller sig missionslandene som fattige

og tilbagestående, og „vi bliver næsten skuffet, når vi hører, at der er radio, biografer,

sporvogne, biler, moderne betonhuse osv. i storbyerne i Indien…“ og han slutter sin første

del med: „..det er et ubegribeligt paradoks, at kristendommen skulle være den eneste sande

religion, at der skulle være en Gud, som kræver, at alle folkeslagene skal ind gennem samme

snævre port, Jesus af Nazareth. … Vor stilling herhjemme i øjeblikket viser med al ønskelig

tydelighed, at vi trænger til en revision:”

I den anden del af artiklen ser han på de såkaldte missionsmotiver:

1) Civilisationsmotiv – den kristne mission er berettiget, fordi den bringer Vestens

højtstående kultur og glimrende oplysning ud til folkeslag, som lever i barbari og uvi-

denhed. Hertil svarer han, at vi skal ikke kaste vrag på de fremskridt, der sker i kølvan-

det på mission, men som missionsmotiv er det forkasteligt.

2) Kærlighedsmotiv eller medlidenhedsmotiv – vi skal af kærlighed til afrikaneren

bringe ham budskabet, som for os er blevet det dyrebareste af alt. Det får ham til at

spørge: kan missionen bygges på kærlighed til ikke kristne, som jeg ikke kender og

hurtigt kan kølnes?

3) „Kristus har sagt det!“ der for Erik er det eneste sikre missionsmotiv.

I den forbindelse peger han på, at missionsmotiverne kun drejer sig om ydre mission,

mens missionsarbejdet herhjemme (Indre Mission) ikke behøver nogle særlige moti-

ver. Det er ulogisk, siger han og påstår, at der er sket en skæbnesvanger adskillelse mel-

lem indre og ydre mission.

På den baggrund spørger han, om vi ikke skulle arbejde mere med tanken om „Kristi

kirke“ i forbindelse med ydre og indre mission. Det vil oprulle en række væsentlige


perspektiver, opgaver som skal løses – nogle derude – nogle herhjemme. Det vil give

ansvar for helheden, hvor den enkelte er vigtig.

Så vender han sig igen til missionsbefalingen, Matt 28, og spørger, om det er nok autori-

tet, at det står i Biblen? Og svarer – ja, hvis jeg gennem Biblen erfarer Guds tale til mig.

Det får ham til at påstå, at det eneste missionsmotiv, der har gyldighed, er, at Kristus

er det kraftcentrum, hvorom alt drejer sig – at korset er tilværelsens centrum – og han

spørger: „Er Kristus virkelig frelsesbetingelse for alle folkeslagene? Kan en Inder ikke

frelses uden gennem at møde Kristus?“ – og han giver intet svar. Han lader spørgsmålet

stå hen til læserens egne overvejelser.

Det er en bemærkelsesværdig selvstændig tænkende artikel i betragtning af, at dens

forfatter var en kun 26 årig stud. theol. Han anslår en række temaer, som vi vil se dukke

op igen og igen i hans liv. Det er temaer, som anviser nye veje i missionstænkningen

– veje, som han på grund af krigen ikke har kunnet prøve af på internationale mis-

sionsteologer.

Hvis vi sammenligner denne artikel med hans note som nybagt teologisk student om

„Et moderne menneskes nødråb,“ så noterer vi os en markant ændring. Nu er det ikke

„kristendommen,“ der er den eneste, der kan redde os. Nu lader han spørgsmålet om

indernes frelse stå åben (se kap. 5.6.3).

1.6.3 DMS spotter talentet

Artiklen gav genlyd. I DMS lagde man mærke til den unge mand og de evner, han

lagde for dagen. Da han blev hjælpepræst i Skjern, kom han – uden at vide det – tæt

på DMS’s bestyrelse. For i Skjern boede der to bestyrelsesmedlemmer, bogtrykker Jens

Strandbygaard53 og den tidligere Kina missionær Johanne Jensen54. De lagde mærke til

den unge præst og hans studiekredse i ydre mission. Selv om de skulle anstrenge sig for

at følge med i hans undervisning, så var de to bestyrelsesmedlemmer klar over, at her

var noget ud over det sædvanlige.55 Sammenholdt med den opmærksomhed artiklen

i Dansk Missionsblad i 1943 havde vakt i DMS’s ledelse, besluttede man at kontakte

ham. Og en dag dukkede den ene af DMS’s to generalsekretærer, Harald P. Madsen56,

op hos det unge par i Skjern. DMS havde under krigen opsparet en del penge, som ikke

kunne sendes ud af landet. Derfor var man interesseret i at indlede et fremstød med

folkeoplysning om mission. Det skulle ske ved ansættelse af en studiekredssekretær.

Denne satsning havde man tiltænkt Erik W. Nielsen. Men inden han tiltrådte som se-

kretær, begyndte han allerede i januar 1945 at skrive små artikler i Dansk Missionsblad

under den fælles overskrift: „Begynderens Side.“ Dette blev begyndelsen til hans senere

arbejde med udarbejdelse af skriftlige kurser.

Studie-sekretær og

missions-skole

ST u D I E S E K R E Tæ R O G M I S S I O N S S KO L E38

KAPITEL 2

STuDIESEKRETæR OG MISSIONSSKOLE

2.1 EN lÆrkE lETTED

I foråret 1945 fik Erik W. Nielsen – eller EW som han ofte blev kaldt57 - seks ugers stu-

dieferie fra embedet som hjælpepræst i Skjern. Det var en fortsættelse af de studier, som

havde ført til specialet i missionshistorie i 1943, der stod på dagsordenen. Drømmen var

at skrive disputats om forholdet mellem kolonimagt og mission i det 19. århundrede.

Derfor tog Marie og EW i begyndelsen af maj til København. På grund af meget van-

skelige trafikforhold i krigens sidste del måtte de cykle. Det tog tre dage. Kort før de

nåede Odense, mødte de en mand, der netop havde hørt nyheder i radioen. Det var

spændende dage, fordi rygterne gik, at general Montgomery58 var ganske tæt ved den

danske grænse. I denne middagsudsendelse blev det meddelt, at der var mulighed for,

at englænderne ville gå ind i Danmark i løbet af den næste dag.

Det unge par fortsatte mod København. Da de kom til Nyborg, hvor de skulle over-

natte, så de den store kortege af „Hvide Busser”, der var på vej til Sverige med danske

koncentrationslejrfanger, der var blevet befriet i krigens sidste dage takket være den

svenske Greve Folke Bernadottes59 diplomatiske indsats. Uden at vide det, krydsedes

EW’s vej igen på dette sted med overrabbiner Max Friedigers – den mand, der havde

gjort så dybt et indtryk på ham i Teologisk Forening i foråret 1943. Overrabbineren var

nemlig med de Hvide Busser – på vej hjem fra koncentrationslejren Theresienstadt,

hvor han havde været fange siden oktober 1943.

Efter nogen ventetid kom de med færgen over Storebælt. Midt ude på Storebælt så de et

skib fyldt med flygtninge med kvinder og børn. Hvor de skulle hen, vidste de ikke, men

det gjorde et stort indtryk at se de magre, forstenede ansigter, helt uden håb.

Turen fortsatte mod København. Klokken 20.30 den 4. maj om aftenen havde de lige

passeret Damhussøen på Roskildevej, da de hørte frihedsbudskabet fra London i ra-

dioen. Pludselig kom der nogen farende ud på en altan og råbte: „Tyskerne har kapitu-

leret!“ Og straks strømmede mennesker ud fra alle husene, og gaden forvandledes til et

„En lærke letted, og tusind fulgte,

og straks var luften et væld af

sang.

De tusind tårne tog til at tone,

så landet fyldtes af klokkers

klang,

og byer blomstred i rødt og hvidt,

og det var forår og Danmark frit.“

(Mads Nielsen)

ST u D I E S E K R E Tæ R O G M I S S I O N S S KO L E 39

menneskehav. Det unge par var klar over, at dette kunne blive farligt, så de skyndte sig

ind mod det sted i byen, hvor de skulle bo. I krydset ved Pile Allé var Roskildevej spæret

af en sporvogn, der var sat på tværs af vejen af frihedskæmperne, der var forberedt på,

at de tyske soldater kunne finde på at skyde.

Men de oplevede ikke Montgomerys indtog i København. Den dag måtte de to unge

mennesker til begravelse af EW’s fætter, der sammen med sin mor og søskende havde

været aktive i modstandsbevægelsen. En rengøringskone havde fundet en håndgranat

i kælderen og pillet ved den. Den sprang i luften mellem hænderne på hende. EW’s

fætter smed sig på gulvet over hende og reddede hendes liv. Men han selv blev dræbt60.

2.2 sTUDiEkrEDssEkrETÆr

2.1.1 En idealstilling

Ud over studier fik EW under dette besøg i København også tid til at mødes med DMS’s

ledelse og repræsentanter fra bestyrelsen vedrørende planerne om at ansætte ham i

DMS’s tjeneste pr. 1. september 194561 som studiekredssekretær.

I Dansk Missionsblad62 kunne generalsekretær Harald P. Madsen63 i efteråret 1945

konstatere, at der glædeligvis var en voksende interesse for at studere ydre missions

arbejde og problemer. Det var især ungdommen, der ønskede en saglig og velunderbyg-

get viden om kirkens mission – og dermed også om DMS’s arbejde. Han henviste til to

studiebøger, som var udkommet på DMS’s forlag om henholdsvis Indien og Kina. De

var begge blevet solgt i store oplag.

For at sætte yderligere gang i studiekredsarbejdet i DMS var det, at man ansatte Erik W.

Nielsen – foreløbig for en 3-årig periode.

I sin præsentation af den nye studiekredssekretær64 kunne Harald P. Madsen oplyse,

at EW’s arbejde ville komme til at samle sig om to væsentlige grene. Den ene var selv-

studium og dygtiggørelse. Den andet var inspiration til studiekredse og oprettelse af nye

studiekredse. Formålet var at sætte mennesker i gang med at studere missionens arbejde

i fortid og nutid. Og så blev det understreget kraftigt, at EW skulle ikke bruge tid på

almindelige missionsmøder i større eller mindre kredse.

Dette blev indledningen til en travl og produktiv tid. EW befandt sig som fisk i vandet i

sin nye stilling, hvor han til en vis grad var sin egen herre. Der fulgte ikke tjenestebolig

med til stillingen, så arbejdet foregik fra det unge pars hjem. I første runde flyttede

de ind i en lille lejlighed i Ballerup, som Maries far skaffede dem. Men i december

1945 kunne de flytte i eget hus på Mellemtoftevej 14 i Glostrup65, der kom til at danne

ramme om den lille, men voksende familie i de kommende år, og her fødtes sønnen

Jørgen (1946).


Ser vi på det første formål med stillingen: selvstudium og dygtiggørelse, så har man for-

nemmelsen af, at han så dette som en idealstilling. Han læste med en glubende appetit.

Og han læste altid. Tidligere missionær Gudrun Vest66 erindrer, at EW boede på dansk

KFUK i London under en senere studieorlov, mens hun var husmor på stedet. „EW

læste altid,“ – siger hun, „selv når han spiste, sad han og læste i en bog!“ Litterært var det

en særdeles frugtbar tid. Ud over månedlige artikler til Dansk Missionsblad, blev det til

artikler i Nordisk Missions Tidsskrift, kronikker i Kristeligt Dagblad, artikler i forskel-

lige publikationer og bøger. Og en række væsentlige foredrag holdt forskellige steder i

landet med stor teologisk tyngde. Og endelig var det i disse år, han foretog de grundige

studier, der resulterede i en række bøger, der kom som perler på en snor.

2.2.2 Mission og folkeoplysning

Tiden var en rig tid for folkeoplysningen. Folkehøjskolerne var stadig et vægtigt og

centralt element i hele den danske kulturdannelse, og forlængelsen af disse fandt man

lokalt i de forskellige oplysningsforbund, AOF, FOF, LOF med stærk tilknytning til ti-

dens tre store politiske partier, Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti og Ven-

stre. Og på herregården Krogerup i Nordsjælland etablerede professor Hal Koch sin

moderne højskole for demokratiet. Studiekredse, foredragsrækker, sprogundervisning

og undervisning i almindelige skolefærdigheder stod på programmet i de lokale oplys-

ningsforbund. Efter krigen var man virkelig på vej fremad i en generel dygtiggørelse af

befolkningen. Hvert sogn landet over havde sine aftenskoler.

Det var ind i dette rige oplysningsmiljø, at Erik W. Nielsen skulle forsøge at finde plads

til sin niche – så at sige skabe sig et „ydre missions oplysningsforbund.“ Og der var

blandt den kirkelige ungdom lydhørhed for hans budskab.

Den senere missionær i Aden, Erik Stidsen67, fortæller følgende: „Mit kendskab til Erik W.

Nielsen går tilbage til 1940’erne, da han blev ansat som studiesekretær i DMS og begyndte

at holde foredrag om ydre mission. Netop i de år begyndte jeg selv at interessere mig for ydre

mission og lyttede gerne til de foredrag, jeg kunne komme til om ydre mission. Hans foredrag

adskilte sig fra de fleste foredrag, der blev holdt af missionærer og sekretærer. De talte mest om

oplevelser derude fra – det kunne godt være spændende. Erik W. Nielsen trak de store linjer op

om ydre missions fortid, nutid og fremtid. Hans foredrag vidnede om, at han var meget belæst

og havde tilegnet sig stor viden. Han talte hurtigt, så man skulle koncentrere sig for at følge

med.“ For at give disse studiekredse noget materiale at arbejde med – og samtidig give

enkeltpersoner lejlighed til også at være med – introducerede Erik W. Nielsen ved ind-

ledningen til 1946 de skriftlige kurser68.

Selv præsenterede han det nye tiltag i Dansk Missionsblad69 på følgende måde: „Der

gives for tiden skriftlig undervisning i næsten alle mulige fag. Der undervises pr. brev i:

sprog, regning, skrivning, tegning og mange andre ting – endog musik kan man få under-

visning i pr. korrespondance. – Der findes skriftlige bibelkursus – hvorfor ikke prøve med


skriftlige kursus i mission? Her er noget vi trænger til. Vi trænger alle til – og de fleste af

os længes efter – at få mere at vide om ydre mission; selve missionsarbejdet, forholdene på

missionsmarkerne, problemerne i de unge kirker derude – og efter at komme dybere ind i

Bibelens tale om „alle folkeslagene“ – mine disciple.”

Til at begynde med blev der tilbudt fire kurser: a) Kina, b) DMS i Indien, c) missionsbefalin-

gen, og d) aktuelle problemer i de unge kirker. Til hvert af de fire kurser blev der udarbejdet

seks arbejdsark. Hvert ark var tænkt som grundlag for en aften i studiekredsen, og det var

så meningen, at man skulle besvare en række spørgsmål i relation til det præsenterede emne

og sende dem tilbage til lederen (EW), der rettede hvert ark og sendte dem tilbage igen til

deltagerne. Det kostede 4 kr. pr. kursus at deltage. Alle fire kurser henvendte sig til studie-

kredsene, men de to sidste kunne man også med fordel arbejde med på individuel basis.

2.2.3 Hvordan gik det så

I et manuskript til DMS’s årbog for 1946-47 giver EW sin vurdering: „Det er ikke så

ganske let at give en „Årsberetning“ for Studiekredsarbejdet. Der foregår ikke mange store

ting her – ikke mange særlige begivenheder. Arbejdet er ganske småt – et „undergrundsar-

bejde“ på meget langt sigt. Og der vil gå meget lang tid, før der kan vises „resultater.“ Vi

kan lige så godt se i øjnene, at det er et arbejde, som ikke på langt nær kan tjene sig selv ind

økonomisk – ikke for øjeblikket i hvert fald og formodentligt heller ikke i fremtiden…… Og

dog skal dette arbejde vist gøres. Vi skal formodentlig give oplysning om forholdene derude

– måske også under studiekredsform. Men det er ikke ganske let at finde den rigtige form.

Endnu efter snart to års arbejde med dette, står jeg ganske famlende over for opgaven og

kan stadig ikke klart se, hvor linjerne vil komme til at gå, og hvad der er rigtigst at gøre…

Foreløbigt ser det ud til, at de korrespondancekursus, som blev startet i februar 1946, er

den rigtige vej. De har haft mange deltagere, og der er masse af forespørgsler ang. emnerne

for de nye kursus til efteråret. Disse kurser har måske været temmelig svære, men måske

har det dog også betydet noget for deltagerne, at der blev krævet noget af dem. En deltager

skrev: „Endelig et kursus for voksne. Her regnes da ikke med, at vi er analfabeter.“ ……”70

Selv gennem EW’s selvbeskedne formuleringer – „arbejdet er ganske småt“ – „står jeg

ganske famlende“ – kan han ikke skjule, at de skriftlige kurser har været en succes – og

så trækker han igen lidt i land med at sige, at de „har måske været temmelig svære.”

Erik Stidsen fortæller, at efterhånden blev arbejdet med at administrere de skriftlige

kurser så stort, så en dag spurgte EW ham, om han ikke ville være hans sekretær. I

første omgang drejede det sig om selve administrationen af de mange deltagere, men

efterhånden også arbejdet med at rette besvarelserne71.

At der var behov for de skriftlige kurser og studiekredsene fremgår af en meddelelse i

Dansk Missionsblad i 1948, hvor det hedder: „ Der er nu 1105 deltagere i DMS’s skriftlige

kursus. 100 Studiekredse er i gang med dette arbejde, og der arbejdes flittigt overalt. Der

sendes skemaer til næsten alle egne af landet; selv til Færøerne finder skemaerne vej.


Det er ofte en stor fornøjelse at gennemse de grundige og dygtige besvarelser. Og det er op-

muntrende at mærke deltagerens glæde ved et stykke arbejde, selv om det ikke altid er helt

let at gå til. Men man tager kursus for at dygtiggøre sig, og derfor må der jo naturligvis lidt

arbejde til. ……Vi kan endnu nå at modtage flere indmeldelser. Kun ét af de fire kursus

er helt udsolgt (kursus C: Paulus som missionær); men indmeld Dem snarest, hvis De vil

være sikker på deltagelse…..“ 72

Da Erik W. Nielsen i 1947 blev leder af Missionsskolen blev han ved med også at have

ansvaret for studiekredsene og de skriftlige kurser, indtil han forlod stillingen i DMS.

Da blev arbejdet med de skriftlige kurser overladt til en frivillig medarbejder.

2.3 rENDTOrFF OG MAlMsTrØMTo personer kom til at spille en afgørende rolle for den unge Erik W. Nielsen. Det var

Det Danske Missionsselskabs næstformand, biskop Axel Malmstrøm73, og generalse-

kretær Conrad Rendtorff74.

Conrad Rendtorff var som gene-

ralsekretær den, der fik knyttet

EW til DMS og de to udviklede

over årene et nært og fortroligt

forhold til hinanden


Rendtorff var redaktør af Dansk Missionsblad, da den unge teologiske student, Erik W.

Nielsen i 1943 uopfordret indsendte en artikel til bladet. Det gjorde indtryk. Først og

fremmest på grund af artiklens velargumenterende stil. Fra det øjeblik var EW i Rend-

torffs søgelys. Der var tale om et talent, som ikke måtte gå tabt for DMS.

Efter ansættelsen i DMS i efteråret 1945 udviklede der sig meget hurtigt et dybt fortro-

lighedsforhold mellem Rendtorff og den unge sekretær – nærmest et far-søn forhold.

På den tid var den almindelige omgangsform i DMS mellem såvel ansatte indbyrdes

som i forholdet til bestyrelsen at være „De’s”. Men meget hurtigt blev Rendtorff og EW

„dus”. Og tidligt så Rendtorff i EW en naturlig afløser som generalsekretær, den dag,

han ikke selv skulle beklæde denne post.

Rendtorff havde inden sin ansættelse som generalsekretær i DMS været udsendt af

KFUM’s Missionskomité i samarbejde med DMS til Indien (1926-34), hvor han de før-

ste seks år gjorde tjeneste som KFUM sekretær i Cuddalore i Arcot distriktet. De sidste

to år havde han en ledende sekretærfunktion i hele Tamil Nadu. Efter hjemkomsten til

Danmark var han 1937-47 medlem af KFUM’s verdensbestyrelse.

Rendtorffs missionsbaggrund var således økumenisk, og denne teologiske grundhold-

ning tog han med sig over i DMS, der før Anden Verdenskrig stadig var så godt som

identisk med Indre Mission – med Indre Missions pietistiske vækkelsessyn som sit mis-

sionssyn. Rendtorff var i sin tid en af de danske præster, der fik størst betydning for det

økumeniske arbejde. I 1948 deltog han i det stiftende møde for Det Lutherske Verdens-

forbund (LWF). Fra initiativtagernes side var der lagt op til, at LWF også skulle have en

missionskomité, der skulle koordinere de lutherske missionsselskabers arbejde rundt

om i verden. Til dette punkt havde Rendtorff et væsentligt indlæg, hvor han talte imod

en sådan komité med den begrundelse, at det ville blive en konkurrerende virksomhed

til International Missionary Council (IMC), som dansk mission var aktivt medlem af.

For Rendtorff ville det være et tab for dansk mission, om det skulle stå uden for det

økumeniske arbejdsfællesskab i IMC. Og det ville være for ressourcekrævende at være

med begge steder75.

Også biskop Malmstrøm så meget hurtigt, hvilket stort potentiale Erik W. Nielsen be-

sad. Derfor tilskyndede han ham hurtigt til at skrive artikler til Nordisk Missions Tids-

skrift, ligesom han fik udvirket, at EW blev sendt til missionskonferencen i High Leigh

i 1946 som DMR’s repræsentant, for at han kunne få international erfaring og netværk.

Biskop Malmstrøm deltog i missionskonferencerne i Jerusalem 1928, Northfield, USA,

1935, Tambaram 1938 og Whitby, Canada, 1947 og viderebragte hver gang sine indtryk

i foredrag, artikler og bøger. I forbindelse med Tambaram konferencen besøgte han

sammen med sin hustru DMS’s missionsområder i Indien. På den tid var det ganske

bemærkelsesværdigt. På grund af de langsommelige og kostbare rejser, var det kun gan-


ske få fra Danmark, der nogensinde fik et førstehåndskendskab til missionsområderne.

De ledige aftener under besættelsen resulterede i det omfattende missionshistoriske

samleværk Evangeliet til Alverden I-III, hvoraf sidste bind udkom kort før hans død.

Som næstformand i DMS gjorde han en stor indsats for at overbevise DMS om, at man

umiddelbart efter Anden Verdenskrig skulle fusionere med Dansk Kirkemission til Ara-

bien (Aden) og dermed se islammissionen som den nye store udfordring. Malmstrøms

bror var i øvrigt formand for Østerlandsmissionen, der senere også fusionerede med

DMS.

Det var afgørende for Erik W. Nielsen på et så tidligt tidspunkt at komme i nær kontakt

med de to danske personligheder med det største internationale og økumeniske net-

værk, som de glad og gerne delte med den unge EW.

2.4 UD AF BUrET

2.4.1 Nye muligheder

„Vi mærkede de åbne døre, da vi begravede os i de første stabler af engelske, amerikan-

ske og svenske bøger; Vi frydede os bare at se titlerne og omslagene; jo sandelig, der var

ved at gå nogle døre op.“

Ordene stammer fra en begejstret studiekredssekretær Erik W. Nielsen fra det tidlige

efterår 1945. Befrielsens realitet har knap nok sat sig i hans sind. Verden åbner sig. Han

var en del af verden. Han kunne kommunikere. Han kunne få udenlandsk litteratur,

som han kælede for som en anden dukke. Alt det umulige var nu muligt. Ikke igen

muligt – for hans generation havde ikke haft muligheden før. De blev fanget i buret,

mens krigen stod på. Nu åbnede dørene sig. Nu lå muligheder klar til at udnytte. Og

han udnyttede mulighederne.

„Så er dørene ved at gå op. Vi har følt os lukket inde i de sidste fem år. Vi havde længtes efter

freden så længe, at vi næsten ikke turde tro på, at fred var mulig. Men en dag var den der, og en ny

tid begyndte. Det var, som faldt der pludselig tunge lænker af os, og vi kunne ånde frit igen. Vi så –

ganske bogstaveligt – fængselsdørene gå op, og vi mærkede, at Danmark var ikke noget fængsel

længere; dørene var sprængt; der kom frisk luft ind igen. Alt det nye var lige ved at kvæle os; vi følte

det, da vi så de engelske, amerikanske og russiske flag gå til tops, da vi så de første jeeps komme

farende, da vi så Montgomerys Ørkenrotter, og vi ligesom mærkede ørkenluften. Og vi mærkede

de åbne døre, da vi begravede os i de første stabler af engelske, amerikanske og svenske bøger; vi

frydede os bare ved at se titlerne og omslagene; jo sandelig, der var ved at gå nogle døre op…“

EW i NMT 1945/3, p. 162-69


2.4.2 Første møde med det internationale missionsmiljø

I sommeren 1946 afholdt de britiske missionsselskaber for første gang efter krigen en

større missionskonference i High Leigh i England76. Til denne konference var indbudt

en række repræsentanter fra missionsselskaberne på kontinentet. Dansk Missionsråd

havde besluttet at sende Erik W. Nielsen som dansk repræsentant. Det var DMR’s for-

mand, biskop Axel Malmstrøms fortjeneste, at EW blev sendt til denne konference.

Det var første gang, EW var uden for landets grænser – og hans første møde med det

internationale missionsmiljø, hvor han en aften skulle tale på engelsk i en internatio-

nal forsamling og give en orientering om den aktuelle situation i dansk mission. Det

huede ham ikke, og famlende begyndte han sit indlæg med ordene: „I don’t like this

here!“ (hvilket er en direkte oversættelse af det jyske: jeg kan ikke lide det her!). Senere

lærte han at begå sig ubesværet på engelsk og mestrede sproget på et højt niveau – både

mundtligt og skriftligt. Men efter den famlende start, kom han i gang og talte om de

åbne døre, om de nye store muligheder for den unge generation i såvel Vesten som

Østen, og om det store kald, som lød. Det hele blev sagt på en frisk, vindende og char-

merende måde, som gjorde dybt indtryk på deltagerne. International mission havde

fået øje på den unge dansker og ville gerne have ham tilbage.77

2.4.3 Ny missionslitteratur - Kraemer

Sulten efter den internationale missionslitteratur drev ham. Den litteratur, der i 1938

med IMC’s andet Assembly i Tambaram, Indien, havde været i støbeskeen, men som i

vid udstrækning også havde ligget underdrejet på grund af det tempotab, som krigen

havde betydet.

Den bog, som Erik W. Nielsen prioriterede højest af de mange internationale bøger,

han i denne tid havde stiftet bekendtskab med, var den hollandske teolog Hendrik Kra-

emers78 bog: „The Christian Message in a non-Christian World“ (1938), der var blevet

udsendt som forstudium før mødet i Tambaram.

Kraemers teologi er klart åbenbaringscentret, i tilknytning til den schweiziske teolog

Karl Barth79 – kristendommens hele væsen er et vidnesbyrd, som Gud har givet af sig

selv i Kristus og kun i Kristus. Kraemer kalder dette for den „radikale bibelske realisme.”

Kraemer gjorde i sin bog op med den verdenserobrende missionsstrategi fra den store

missionskonference i Edinburgh i 1910, der kom i betydelig modvind under Første

Verdenskrig og den efterfølgende krise. Den gjorde også op med det pessimistiske syn

på materialismen som religionernes store fjende, der kom til udtryk ved IMC’s første

Assembly i Jerusalem i 1928. Over for dette hævdede Kraemer, at missionens eneste

udgangspunkt er Kristi åbenbaring. Herudfra bestemte Kraemers sit syn på de andre

religioner, hvor han afviste nogen som helst tilknytningspunkter.


Kraemer sagde det så skarpt: „Dette evangelium betyder den totale omvæltning af alt,

hvad alle andre religioner i verden ellers lærer om vejen til Gud….. Det er ikke bare dom-

men over andre religioner, men også over kristendommen, over vor religion …. Vi – Ve-

stens folk – har intet at være stolte af over for de folk, blandt hvilke vi driver mission. I

hvert fald bør vi ikke indbilde os, at vor såkaldte religion med nødvendighed skulle stå

højere end deres. Korsets evangelium er dommen over både vor og deres religion, og det

er dette, som gør missionen uangribelig.“ Senere blødte Kraemer dog lidt op i forholdet

til tilknytningspunkter, når han skrev: Der findes i de fremmede religioner intet tilknyt-

ningspunkt for evangeliets tale, det eneste tilknytningspunkt, der findes er – missionærens

personlighed – og her igennem må vejene findes til folkenes udtryksmåde, tænkemåde og

forestillingskreds. Evangeliet skaber selv berøringsfladen.”80

I dette referat af Hendrik Kraemers bog, ser vi Erik W. Nielsens tilslutning til Kraemers

teologi, når det gælder åbenbaringsteologien. Kristusbegivenheden er den totale om-

væltning af, hvad religionerne lærer om Gud. Og igen er det korsets evangelium, han

fremhæver som dommen over såvel vor kristne religion som de andre religioner.

Hendrik Kraemer kom i de kommende år til at spille en mere og mere afgørende rolle

for Erik W. Nielsen, så han efter et møde med Kraemer under en rejse til USA i 1956

kunne skrive i sin dagbog: „Jo mere jeg kommer til at kende Kraemer personligt, jo mere

forstår jeg, at det er et privilegium at have kendt den mand personligt, have arbejdet sam-

men med ham – og – i hvert fald i nogen grad – have vundet hans venskab.”81

2.4.4 Ny missionslitteratur – Merle Davies

En anden af de internationale missionsteologer, som EW beskæftiger sig med i denne

første tid efter krigen, er J. Merle Davies82, der var sekretær i IMC, og som i 1945 udgav

bogen: New Buildings on Old Foundations83.

Bogen var en kritisk analyse af hele spørgsmålet om de unge kirkers stabilisering i deres

kulturelle og åndelige omgivelser med særlig vægtlæggen på problemet: selvunderhold,

her lige efter Anden Verdenskrig. Tiden var den store forandrings tid. Politisk og fol-

keligt trådte lande og folk i Asien og Afrika ud af krigen i en selvstændiggørelse fra ko-

lonimagterne. Det var kun et spørgsmål om tid, før den vestlige verdens herredømme

var brudt. Derfor var det væsentligt at forberede de unge kirker og de gamle missions-

selskaber på, hvad det gamle ord om selvunderhold betød i virkeligheden.

EW fremhæver, at dette var en bog af største værdi. Bogen trak linjerne op i det store

kulturmøde, som fandt sted lige nu ved overgangen til den nye fredstid. Her var missio-

næren en vigtig kulturbærer: „Missionens strategi må være at skabe et socialt og kulturelt

medium, som er gunstigt for modtagelsen og rodfæstelsen af dens budskab. Kirken skal

være en ny bygning, men byggende på det gamle fundament, også rent kulturelt. Vi må

ikke betragte de ikke-kristne landes sociale og kulturelle forhold som hindringer, der skal


overvindes, men langt snarere som „oplagsrum for den erfaring, som racerne har indsamlet

under deres anstrengelser for at nå selvunderhold – og som sådan må disse kulturelle og

sociale forhold gøres til genstand for et grundigt studium.”

For EW pegede beskæftigelsen med J. Merle Davies frem mod hans senere dybe opta-

gethed af spørgsmålet om indigeneous teologi (se kap. 5.7) og ligeledes hans arbejde

med de unge kirkers selvstændighed og dermed partnerskabstanken (se kap. 4.4).

Erik W. Nielsen uddybede J. Merle Davies’ tale om kirken et andet sted, hvor han også

arbejdede med samme bog84. Her understregede han, at kirken er en organisme, som

må leve af den luft og den jordbund, hvori den er plantet. Den kristne kirke er ikke blot

et enestående religiøst fænomen, men også et enestående socialt fænomen, hed det.

Men netop derfor må kirken som organisme plantes dybt i folkets egen jordbund. Det

er af afgørende betydning for kirkens fortsatte liv og vækst, at den drager sin næring fra

de rigtige kilder – også rent kulturelt. Derfor tvinges missionæren ind i et studium af

folkets liv og tænkemåde. Ellers er han uduelig. Og det understreges, at mange proble-

mer i missionen ikke løses ved et frontalt angreb – f.eks. mod polygami, forfædredyr-

kelse osv. Det understreges, at Gud har åbenbaret sig for dem. Modtagelsen af denne

åbenbaring har været ufuldkommen, men „den er til stede i hver race.”

Det er nærliggende her at minde om Grundtvigs85 tese i Nordens Mythologi (1832),

hvor Grundtvig netop ser myterne som Nordens gamle testamente, der går forud for

åbenbaringen i Jesus Kristus. Er der efterklange fra Hundborgs grundtvigske missions-

syn bundfældet hos EW?

2.5 sElskABET FOr MissiONsFOrskNiNG

Den 21. maj 1946 mødtes en lille kreds efter indbydelse for at drøfte oprettelse af et sel-

skab for missionsforskning. Man vedtog efter en forhandling ikke foreløbig at oprette

et selskab, men at henstille til Dansk Missionsråd at nedsætte et „Udvalg for missions-

forskning“ med opgaver på linje med det foreslåede selskab.

Dansk Missionsråds forretningsudvalg behandlede dette forslag ved sit møde på Hotel

Hebron i København dagen efter ovennævnte møde, og man tog med glæde mod den-

ne opfordring og foreslog et udvalg for missionsforskning nedsat med følgende sam-

mensætning: Biskop Axel Malmstrøm (formand for DMR), professor L. Bergmann,

generalsekretær C. Rendtorff, pastor Poul Hartling86, cand. theol. Laurits Stampe87 og

studiekredssekretær Erik W. Nielsen. Udvalget skulle drage omsorg for gennem lejlig-

hedsvise møder for en særlig indbudt kreds at fremme forbindelsen mellem praktiske

missionsarbejdere og dem, der var interesserede i missionsforskning. Desuden skulle

de indkalde udenlandske missionsforskere som foredragsholdere og også på det litte-

rære område virke til, at der blev udgivet missionsvidenskabelige skrifter.


Forretningsudvalget anmodede DMR’s medlemmer om at udtale sig skriftligt om for-

slaget, idet man regnede med, at alle medlemmerne ville tilslutte sig et sådant udvalg,

som man ønskede ville kunne komme i gang med arbejdet hurtigst muligt.88

Dette blev indledningen til dannelsen af Dansk Missionsråds Studieudvalg, som har

eksisteret siden.

2.6 MissiON i EN sÅDAN VErDEN

2.6.1 En ny verdensorden

Ud af Anden Verdenskrigs ruiner voksede ikke kun en fri verden, som den unge Erik

W. Nielsen kunne rejse ud i og opleve – og hvorfra han kunne rekvirere den nyeste og

spændende missionslitteratur. Der var også en verden i ruiner – og en verdensorden i

opløsning, hvor det politiske tyngdepunkt blev flyttet fra London til Moskva og Wa-

shington.

Dermed var der også ved at fremvokse en politisk baggrund for missionen,89 som var

totalt anderledes end den, man kendte før år 1900. Op gennem det 19. århundrede var

missionen generelt beskyttet af kolonimagterne. Med den voksende selvstændige natio-

nalfølelse, ændredes dette. EW påpegede, at rundt omkring i Asien voksede der fra slut-

ningen af 1800 tallet en stadig stærkere selvbevidsthed, der i en slags selvforsvar over

for den fremherskende vestlige kultur søgte med fornyet iver ind til folkets gamle reli-

giøse og kulturelle kilder. Man genopdagede sin egen kultur og dens egenart på en ny

måde. Vestens oplysning og frihedsbegreb gav Østen de våben, man havde savnet. Og

„…Vi aner, at en ny verden er ved at rejse sig. Vi kan endnu ikke klart se konturerne af denne nye bygning, kan ikke klart se, hvad den vil

rumme, hvilke love, der vil blive de herskende. Støvet fra sammenstyrtningerne af den gamle verden skjuler endnu denne nye bygning

for os. Måske næste generation klarere vil kunne skimte grundtrækkene i denne nye verden. Vi aner, at vi står i et tidsskifte. …….Vi har

ligesom anet et ansvar, som ligger på os, det 20. århundredes mennesker, et ansvar, som gør os bange. Vi har måske forstået, at denne nye

tid, som vil – med usvigelig sikkerhed – opstå af denne, denne tid vil blive præget af os, af vore unge. Vi aner, at linjerne for de kommende

århundreder lægges måske allerede nu … ligegyldigt hvor passiv du end bliver, ligegyldig hvor meget du end trækker dig ud af det hele,

siger, du ikke vil have med den rådne politik at gøre osv. – så er du dog alligevel aktiv. Du er med til at forme denne tid. Du er ansvarlig for

fremtiden…. Vi aner, at et mægtigt skuespil opføres foran os …. et drama, et blodigt, uhyggeligt drama, hvor kanonerne tordner, hvor der

dræbes og myrdes, hvor musikken i baggrunden er stønnen og rallen fra millioner, der ligger i dødskamp hver dag ud over Europa og ud

over verden – af sult og nød – hvor kulisserne er sønderskudte bygninger i Bremen, i Tokyo, i London. Dette drama er forfærdende, fordi

det er kampen om menneskesjælen, en kamp mellem liv og død, mellem Gud og Djævel. Men – læg meget vel mærke til dette – der findes

ingen tilskuerpladser i dette teater.“

Foredrag holdt af EW april 1947 i Glostrup, EWN-RA, kasse 4


han fortsatte: „Den Anden Verdenskrig, hvor 97% af hele menneskeheden var indblandet,

har bragt en voldsom tilspidsning af hele denne problemstilling. Det er, som om mægtige

kræfter er kommet ud af balance og nu kæmper og arbejder for at finde ny ligevægt. Der er

vigtige hovedtræk i billedet. Nationernes træer er blevet rystet gennem de sidste års storme,

og frugterne er ved at falde af; kolonierne tilriver sig selvstændighed – magtbalancen for-

skydes. Det er den halve jordklode, som i øjeblikket er på vej ud af den koloniale sfære, ud

til en ligeberettiget stilling med Europas og Amerikas nationer. Vi forstår måske vanskeligt,

hvad hele denne bevægelse indebærer økonomisk og socialt for hele verden….

2.6.2 En ny kirkeorden

Jævnsides med den politisk kulturelle udvikling gik der en tilsvarende forskydning af

tyngdepunktet fra mission til kirke. Det var ikke de politiske forhold, som skabte de

unge kirker; det var evangeliet selv - og dog, de politiske kulturelle strømninger spillede

i højeste grad en vigtig rolle også for disse kirker, som i årene efter Anden Verdenskrig

i stadig stigende grad krævede deres selvstændighed i forholdet til den fremmede mis-

sion. Disse nye kirkedannelser voksede frem ikke mindst i Indien. De var ikke længere

„åndelige kolonier“ af kirkerne i Vesten. De stod rodfæstet i deres folk og ønskede, at

kristendommen i højere grad end tidligere skulle kaste sin vesteuropæiske klædedragt

og gå ind i folkets leve- og tænkemåde. Han citerer i den forbindelse en resolution fra

det indiske nationale kristne råds møde i Nagpur i 1944, der præciserede denne unge

kirkes indstilling til missionen: „Tiden er nu kommet, da missionerne fra Vest skal udføre

deres arbejde i og gennem kirkens organisationsformer – og ophøre at virke gennem missi-

onsråd og andre organisationsformer, som ikke er en integrerende del af den indfødte kirkes

liv og arbejde. Missionærerne bør udvælges og udsendes på begæring og kaldelse af kirken

i Indien – kirken i Indien bør anvise missionærerne det arbejde, som vil sætte dem i stand

til at gøre deres bedste indsats …. Missionærerne bør udføre deres arbejde som medlemmer

af og tjenere for den indiske kirke …. Ansvaret bør hurtigere end hidtil sket overflyttes på

indiske ledere.“ EW stillede sig med disse tanker i direkte forlængelse af de tanker, der

havde domineret missionskonferencen i Whitby samme sommer (se kap. 3.1.3).

Dermed var banen kridtet op til fortsat debat om forholdet mellem klassisk mission og

de unge kirker – om ejerskab og partnerskab. Det var i virkeligheden diskussionen om

de tre selv’er: selvstyre, selvunderhold, selvudbredning. Var de vestlige missioner i vir-

keligheden selv modne til at tage konsekvensen af deres egen missionsstrategi? Og EW

konstaterer, at hele spørgsmålet om selvunderhold sandsynligvis var vigtigere, end man

måske hidtil havde regnet med. For det var ikke blot et økonomisk spørgsmål, men et

åndeligt spørgsmål af yderste vigtighed.90

Samtidig rejste den nye verdensorden en teologisk udfordring til missionen og dens

sprog. Skulle de unge kirkers forkyndelse være en kopi af Vestens teologi, så forskel-

lig den var, eller skulle den ske på de unge kirkers egne præmisser? For EW var svaret

klart, at forkyndelsen til enhver tid på ethvert sted skulle tale ind i den befolknings livs-


situation, som man befandt sig midt i. Derfor blev hans livs projekt dels den teologiske

uddannelse, der skulle myndiggøre de unge kirker til at lede sig selv, dels den teologiske

søgen efter at finde den rette oversættelse af evangeliet ind i menneskers liv, hvad enten

disse mennesker levede i Danmark eller i Indien. Indigeneous teologi – eller som det

hedder i en noget kunstig oversættelse: stedegen teologi – kredsede han resten af sit liv

omkring for at finde ud af, hvordan man skulle oversætte budskabet om Jesus Kristus.

For EW var mission hverken politisk erobring eller udbredelse af vestlig kultur.

I den forbindelse lod han sig anfægte af den verden, der trådte sønderknust ud af An-

den Verdenskrig – og udfordre. Evangeliet skulle forkyndes over for mennesker, der

havde mistet det mest dyrebare de havde, familie, hjem, tro og håb. Ud af Anden Ver-

denskrigs ruiner voksede også sekularismen og den moderne ateisme, der lige så fuldt

var en udfordring teologisk for kirken i den nye verdensorden. Derfor var der ikke

længere råd til at tale om indre mission og ydre mission (se kap. 5.5).

2.6.3 En ny missionsorden

En epoke i missionens historie var ved at være afsluttet. Man stod over for et ganske nyt

helhedsbillede i missionsarbejdet. Den ensidige strøm fra Vest til Øst var ved at være

slut. Det ville ikke længere være Vesten, som drev mission i Østen, ikke længere de hvi-

de, som arbejdede blandt de gule, brune og sorte. Det ville ikke længere være de gamle

kirker i Vesten, som havde „åndelige kolonier“ ude i den farvede verden. På en afgø-

rende måde var frontstillingen forandret. Fronten gik ikke længere mellem Øst og Vest.

Fronten gik nu ubrudt fra Calcutta og Rangoon, fra Nanking og Tokio, fra Numan og

Aden til Moskva, Berlin, Washington og København. I stadig højere grad ville eftertryk-

ket fra nu af være flyttet fra ydre mission til verdensmission. Der ville ikke længere være

tale om en territorial bevægelse, men om kristendommens budskab til hele verden, til

ét menneske, inderen, kineseren, europæeren, afrikaneren og amerikaneren. Missionen

vil ikke længere være knyttet til en bestemt politisk verdensmagts magtsfære. Med dette

udsagn foregriber han den trend, som blev afgørende ved Kirkernes Verdensråds mis-

sionskonference i Mexico 1963.

Mission var kirkens livsfunktion. Kirken kunne ikke være kirke uden at være i mission.

Den missionsforpligtelse, der var talt om ved de store verdensmissions konferencer i

Tambaram 1938 og Whitby 1947, var ikke en akademisk diskussion, men kirkens ene-

ste eksistensberettigelse. Kirken er en missionerende kirke i EW’s forståelse91 (se. Kap.

4.3). I denne forbindelse var det vigtigt at forstå, at EW ikke forstod kirken som en

institution eller frelsesanstalt, men som de troendes forsamling. Det var altså den en-

kelte kristne, der var kaldet til at være budbringer for evangeliet.92 Der går en lige linje

fra den unge Erik W. Nielsens foredrag i 1947 til hans sidste bog: Mission i en forandret

verden (1968).


2.7 MissiONsskOlEN

Marie skriver til sine børn:

„En dag var Far tilsagt til et møde med nogle fra Dansk Missionsråds bestyrelse. Han blev

derinde om aftenen og kom ret sent hjem. Vi havde selvfølgelig ikke telefon dengang, der

var lang ventetid. Jeg sov min søde søvn, men jeg tør nok sige, at jeg vågnede op, da han

fortalte, hvad han havde været der efter.

Dansk Missionsråd havde før krigen arvet 1.000.000 kr. fra en grev Moltke,93 som havde

været meget interesseret i mission og KFUM. Disse penge skulle nu bruges til en kombineret

missionsskole og kursussted for KFUM sekretærer. Nu var man sammen med Dansk Bibel-

skole blevet enige om at starte dette, da man kunne købe en stor ejendom, lige passende til

formålet. Det var på Scherfigsvej i Hellerup, lige ned til vandet.

Ejendommen havde tilhørt en direktør, som havde været for meget iblandet med tyskerne

– Göring94 havde været til selskab der under krigen. Da han vidste lidt for meget, var han i

slutningen af krigen blevet likvideret i Tyskland, og staten havde overtaget det hele. Derfor

kunne det købes for en billig penge, og det havde man så gjort.

De skulle nu have en forstander og en økonoma til dette projekt, og det var det, vi blev bedt

om. Man havde foreslået, at jeg skulle stå for husholdningen og ellers holde huset. Det var

jo en ordentlig en at få besked om, tidlig om natten. Det varede længe inden jeg faldt i søvn

den nat, og selvfølgelig værende mig begyndte jeg straks at planlægge noget, som jeg egent-

lig ikke havde mindste begreb om, ud over at jeg havde set, hvordan man kørte en højskole

– som jeg havde set som elev. Så havde jeg vel også en smule praktisk sans.“

MSN-PA, utrykte erindringer

Missionsskolen fik til huse i en

palævilla på Scherfigsvej i Hel-

lerup – foto: Erik Stidsen


2.7.1 DMS’s missionsskoler

Den første missionsskole i DMS blev åbnet den 2. juni 186295 med dr. phil. T. Skat

Rørdam96 som forstander. Der var optaget 5 elever. Ved indvielsen talte blandt andre

kultusminister D.G. Monrad97. Med afbrydelser havde DMS en missionsskole frem til

1903, da man besluttede at nedlægge den for en tid. Blandt missionsskolens forstandere

kan nævnes prominente præster som Henry Ussing98 og Gabriel Koch99. I 1912 fik man

i samarbejde med Indre Mission og KFUK en missionsskole for kvinder. Denne skole

blev senere til Marthabo Menighedshøjskole i forbindelse med Diakonissestiftelsen på

Frederiksberg.

Med jævne mellemrum dukkede tanken om en missionsskole igen op i DMS – men

hver gang blev det ved tankerne.

2.7.2 Fælles missionsskole i DMR

I 1944 kom der igen debat om planen, og nu var der lidt mere hold i den. Denne gang

var det i Dansk Missionsråds regi, man overvejede en missionsskole, og årsagen var, at

Greve Joachim Moltke, der siden 1892 havde været en central figur i dansk kirkeliv, var

død barnløs den 29. december 1943 og havde efterladt et testamente, der tilgodeså de

forskellige arbejdsgrene i dansk kirkeliv, som han havde stået nær. I testamentet havde

han blandt andet ønsket, at der skulle afsættes midler „til oprettelse af et pensionat for

mandlige studenter – fortrinsvis for sådanne, som ønsker at melde sig til tjeneste i Det

Danske Missionsselskab eller har til hensigt at blive KFUM-sekretærer. Det påtænkte

pensionat må ikke indrettes som en del af et andet pensionat, det skal have karakter

af et hjem og ledes af en troende mand og en troende kvinde, helst et ægtepar, der er

egnet til at vejlede de unge mænd til udvikling af deres personlighed, væsentlig i åndelig

henseende.”100

Ved Dansk Missionsråds møde den 10. november 1944 drøftede man spørgsmålet om

en fælles missionæruddannelse, og man nedsatte et udvalg bestående af blandt andre

Sudanmissionens Niels Brønnum101, Halfdan Høgsbro102 og DMS’s generalsekretær

Conrad Rendtorff, der samtidig var sekretær for Dansk Missionsråd.103

Ved det følgende møde i Dansk Missionsråd havde man indhentet respons fra de en-

kelte selskaber. På den baggrund førtes der en indgående forhandling om det fremsatte

forslag om missionæruddannelsen. Forslaget gik ud på en uddannelse på to år af kvin-

delige missionærer og en på fire år af mandlige missionærer, som ikke havde nogen

akademisk uddannelse. Missionsrådet vedtog at tilslutte sig forslaget, som derefter blev

sendt til de enkelte selskaber med anmodning om, at de ville tage stilling til det snarest

muligt og eventuelt meddele, om de for øjeblikket havde kvindelige missionærer, som

ønskede at begynde en uddannelse samme efterår på Menighedshøjskolen Marthabo.

Her kunne uddannelsen nemlig begynde straks. Den 4-årige uddannelse af mandlige

missionærer, forventede man, kunne først begynde det følgende år. Uddannelsen af de


mandlige elever skulle foregå i samarbejde med Dansk Bibelskole, der formelt skulle

forestå uddannelsen104.

Men så nemt gik det ikke. Der manglede mandlige elever, så man kunne ikke begyn-

de så hurtigt som forventet, medens skolen på Marthabo for kvinder blev sat i værk

september 1945. Vi skal helt frem til 1. september 1947, før man kunne begynde den

planlagte undervisning. Man havde købt en villa på Scherfigsvej 8 i Hellerup, og Dansk

Bibelskoles forstander blev også forstander for missionsskolen, mens man ansatte Erik

W. Nielsen som daglig leder og husfader, og hans kone, Marie Schøler Nielsen som

skolens økonoma. EW blev lønnet som hidtil, idet Dansk Bibelskole betalte halvdelen af

lønnen, medens DMS betalte den anden halvdel, da EW fortsat skulle varetage arbejdet

som studiekredssekretær.105

2.7.3 Missionsskolen på Scherfigsvej

Der var 9 elever, der mødte op på Scherfigsvej den 6. september 1947 for at påbegynde

den 4-årige uddannelse. Der var seks elever antaget af DMS, blandt disse var Jens Ene-

voldsen106, Jens Møller107 og Erik Stidsen. Brødremenighedens Danske Mission havde

antaget to elever: Johannes Lund108 og Georg Sørensen109. Desuden havde DMS taget

sig af en jugoslav, der tidligere havde været sergent i Den Røde Armé, men var deser-

teret og nu var statsløs.110 Seks af de optagne elever gennemførte i 1951 den planlagte

eksamen ved Det teologiske Fakultet.

Undervisningen var gratis for eleverne, der selv skulle betale for kost og logi, hvilket

skete ved, at de enten optog et lån hos missionsselskabet, der senere blev afskrevet i takt

Missionsskolens elever på hoved-

trappen – foto: Erik Stidsen


med den tid, de var missionærer, eller deres familie eller hjemmemenighed betalte for

dem. I tilfælde af, at eleven ikke blev udsendt som missionær – eller afbrød sin udsen-

delse, måtte han betale det lånte beløb tilbage til missionsselskabet.

„Formålet var at give eleverne et klart og fyldigt kendskab til det budskab, som de skulle

bringe på missionsmarken“, blev det meddelt i Dansk Missionsblad111. Videre hed det,

at „som danske missionærer må de gøres fortrolige med deres egen åndelige arv, og

samtidig må de lære at kende og forstå de folk, de sendes til, og de nye muligheder, de

skal tjene. Missionsselskabets ledelse har derfor bestemt, at de unge mænd skal have et

4-årigt kursus, der tager sigte på det almindelige evangeliserende arbejde på missions-

marken. Det kursus skal føre til adgang til ordination.”

Indholdet af missionsskolens undervisning var tilrettelagt i samarbejde med Det teolo-

giske Fakultet ved Københavns Universitet, hvor eleverne efter de fire års undervisning

aflagde missionseksamen, der gav adgang til ordination inden udsendelse som mis-

sionær, og videre til dansk præsteembede i folkekirken efter mindst syv års tjeneste på

missionsmarken. Adgangskravet til undervisningen var realeksamen eller præliminær-

eksamen – eller tilsvarende uddannelse. Det første år blev betragtet som et prøveår, og

ved årets afslutning skulle eleverne bestå en prøve for at kunne fortsætte studiet. Alle

elever boede på skolen.

På Scherfigsvej voksede familien,

der ud over Marie og Erik bestod

af Jørgen, Per og Lis – privateje


Marie og Erik W. Nielsen solgte deres hus på Mellemtoftevej i Glostrup og flyttede til

deres nye hjem på første sal på Scherfigsvej 8 i Hellerup. I disse år voksede familien med

to børn, Per i 1948 og Lis i 1950.

Ud over en række lærere fra fakultetet stod Erik W. Nielsen selv for undervisningen i en

række fag: græsk (først klassisk, senere nytestamentlig), latin, nytestamentlig tidshisto-

rie og eksegese, missionshistorie og religionspsykologi. Desuden stod han som husfader

for vedligeholdelse af den store have, der fulgte med.

Erik Stidsen husker samværet med EW i denne tid som meget værdifuld. „Han var så at

sige altid i nærheden, og han var meget dygtig og inspirerende. Hver morgen indledte han

dagen med en kort morgenandagt, hvor han tog afsnit fra NT, som han sagde nogle få ord

om. De fleste af os fik nok også især i det første år og senere brug for ham som sjælesørger.

Han kunne både tugte, trøste og vejlede. Og det var der i høj grad brug for især i det første

år, hvor der var så meget nyt, vi skulle vænne os til, og hvor der også blev sat spørgsmålstegn

ved en del af det, vi før havde taget for givet.”112

EW var ikke den type lærer, der sad bag sit kateder og læste op fra sit manuskript. Han

gik hele tiden rundt i klassen imellem eleverne, mens han underviste, og han lod sig

afbryde, hver gang en elev havde et spørgsmål til stoffet. Det lille elevhold gjorde det

muligt at gennemføre en meget intensiv undervisning, hvor den enkelte elev havde let

ved at komme til orde.

I 1948 blev missionsskolen udvidet til også at være en skole for kommende sekretærer i

KFUM. Denne undervisning blev også lagt hen til Erik W. Nielsen.

Det viste sig dog hurtigt, at man havde slået for stort et brød op med købet af den

store villa på Scherfigsvej i Hellerup. Økonomisk kunne det ikke hænge sammen. Der

kom for få elever, og et forsøg på at holde korte kurser løb ligeledes ud i sandet. I 1950

besluttede Dansk Bibelskole sig for igen at sælge Scherfigsvej. Og missionsskolen var

nu hjemløs. Den flyttede til DMS’s bygning på Strandagervej, hvor man sluttede un-

dervisningen året efter og førte de seks tilbageblevne elever op til missionseksamen

ved Københavns Universitet. En af eleverne, Jens Enevoldsen, besluttede at forsætte

sine studier ved Det teologiske Fakultet, hvor han tog teologisk embedseksamen året

efter.

Erik W. Nielsen forlod i sommeren 1950 sit arbejde ved missionsskolen for at fortsætte

– som vi skal se i næste kapitel – som Research Secretary i IMC i London. Hans kone,

Marie Schøler Nielsen, fortsatte dog som økonoma og husmor, indtil februar 1951.

Der blev kun gennemført dette ene hold elever på missionsskolen.


2.8 MissiONsHisTOriE

På baggrund af undervisningen på missionsskolen udgav EW i 1948 bogen: Linier i

Missionens Historie, der vidner om et enestående overblik over hele missionshistorien.

Gennem et par kapitler gennemgår han først missionens hvorfor, og udviklingen fra

apostlenes dage gennem middelalderen frem til den moderne missionstid. I det store

og hele er han i sin fremstilling af middelalder og reformationstid afhængig af Lorenz

Bergmanns kirkehistorie. Bergmanns idealistiske historiesyn skinner igennem fremstil-

lingen i denne del af bogen.

Det ændrede sig, da EW kom frem til fremstillingen af det 19. og 20. århundrede. Her

markerede han metodisk sin selvstændighed ved at inddrage de politiske forhold i sin

beskrivelse af baggrunden for den protestantiske mission. Det var nyt i missionshisto-

rien. Der er ingen tvivl om, at han metodisk her stod i gæld til Hal Koch, der netop i kir-

kehistorien havde inddraget det omkringliggende sammenfund i sin tolkning af kirken

i historien. Kirkens – og dermed missionens historie – er ikke en historie „indenfor“

kirkerne, det er en historie midt i verdens historie.113

Et eksempel herpå er EW’s fremstilling af kampen mellem det katolske Spanien og

det protestantiske England omkring år 1600 med Den Store Armada (1588) som det

afgørende vendepunkt for Englands verdensherredømme. Med Englands nye politiske

dominans blev det Engelsk-Ostindiske Kompagni dannet i 1600, hvormed man tog

kampen om Indien (Bengalen) op mod portugiserne, hvilken englænderne vandt en-

degyldigt i 1757 med sejren ved Plassey.

Det blev det eneste hold, som tog

missionseksamen fra Københavns

universitet i sommeren 1951


Det fik EW til at konkludere: „Hele denne mægtige ekspansion – begyndende med den

Spanske Armadas undergang og strækkende sig langt videre end til de få antydninger,

vi her har kunnet give, - blev af uvurderlig betydning for den protestantiske mission. Vi

forstår simpelt hen ikke denne mission, om vi ikke samtidig kaster blikket på den politi-

ske baggrund. Det var jo det protestantiske England, som her tog magten fra det katolske

Spanien og de andre katolske stater. Her blev skabt den politiske baggrund, som til sin tid

skulle muliggøre et protestantisk missionsarbejde. De protestantiske kirker blev tvunget

til at overveje deres stilling og ansvar over for den indfødte befolkning i koloniområderne.

Her – i Englands voksende herredømme på havet og det stadig mere omfattende engelske

kolonirige – ligger et andet af udgangspunkterne for den nye verdensmission”.114

Sammenligner vi hans fremstilling af den tidlige missionshistorie i oldtid og middelal-

der hen over reformationstiden inspireret af Bergmann på den ene side, og hans selv-

stændige fremstilling af den moderne missionshistorie, der i høj grad var afhængig af

hans egne disputatsstudier om mission og kolonialisme i det 19. århundrede på den

anden side, fremstår der i bogen en indre spænding mellem Bergmanns idealistiske

historiesyn og Erik W. Nielsens kontekstualisme. Dette greb, vil vi se, følger ham i hele

hans fremtidige virke. Professor Bengt Sundkler115 peger på, at EW med denne kontek-

stualisme foretog et nyt metodisk greb, som ikke hidtil havde været anvendt i fremstil-

linger af missionshistorien.116 Eller som EW selv formulerer det i kursus for præster i

Viborg Stift: „Moderne storpolitik skal en moderne missionsstuderende ikke gå for let

hen over.”117

2.9 kirkE OG MissiON

Siden IMC’s andet Assembly afholdt i Tambaram, Indien, 1938, havde forholdet mel-

lem kirke og mission stået højt på dagsordenen. Ved konferencen i Tambaram havde to

teologer spillet en afgørende rolle for debatten på mødet og de efterfølgende resolutio-

ner118. Det var hollænderen Hendrik Kraemer og englænderen W.W. Cash119.

I tiden efter Anden Verdenskrig optog emnet medlemmerne af Dansk Missionsråd,

både i dets principielle og i dets praktiske form. Det praktiske sigtede ikke mindst på,

hvordan man fik kirken mere engageret i ydre missions arbejde – og dermed også gjort

mere økonomisk ansvarlig for arbejdet.

Ved Dansk Missionsråds efterårsmøde den 15. november 1946 holdt EW et foredrag

med titlen: „Skal vi ønske en anden plads for missionen i kirkens liv og organisation i

Danmark?”120

I foredraget viste han, at han tydeligt var inspireret af netop Kraemer og Cash. Han

indledte med at slå fast, at mission er kirkens livsfunktion. Derpå henviste han til er-

faringerne i Danmark med mission, drevet af den officielle kirke, nemlig missionen i


Grønland og Tranquebar. Disse to missioner sygnede ifølge EW hurtigt hen, fordi de

ikke havde nogen plads i menighedens hjerte. Menighedens ejerskab i mission er derfor

livsnødvendigt for den ydre mission.

Derpå vendte han sig praktisk til forholdet i Danmark, hvor han pegede på, at sådan

som missionen var organiseret i den danske folkekirke, så var missionsselskaberne bån-

det mellem kirken og missionen. Derfor konkluderede han, at en forandring i dette

forhold næppe var ønskeligt, da det let ville gå ud over missionernes bevægelighed og

evne til at rette sig efter forholdene på missionsmarkerne. Derimod slog han til lyd for

en samling i dansk ydre mission. De mange missionsselskaber var ikke befordrende for

at skabe et stærkere bånd mellem folkekirken og ydre mission.

Alligevel var han anfægtet af, at dansk mission var blevet et speciale for de få. I realiteten

var det ikke den danske kirke, som stod bag. Missionsforpligtelsen var ikke levende i

det danske kirkefolk.

Når han derfor skulle svare på, hvilken stilling ydre mission skulle indtage i kirkens liv

og organisation, måtte han gribe tilbage til selve det principielle grundspørgsmål: hvad

er kirken?

I den forbindelse definerede han kirken ved hjælp af den Augsburgske Bekendelses

artikel 7, hvori det siges, at „kirken er de helliges samfund i hvilken evangeliet for-

kyndes rent, og sakramenterne forvaltes ret.“ I dette udsagn siges det som det første,

at kirken er de helliges samfund – på latin: communio sanctorum. Den latinske tekst

kan oversættes på to måder: 1) fællesskabet af de hellige, altså alle Kristus-troende, og

2) fællesskabet om det hellige, altså sakramenterne. Netop denne dobbelte oversæt-

telse lagde EW til grund, når han sagde, at kirken er „en organisme, hvor det konsti-

tuerende er nådemidlerne – det fra Gud givne. Kirken er det levende samfund mellem

Kristus og hans menighed – en kirke i bevægelse. Den er ikke en lægmandskirke – eller

en præstekirke. Det er ikke embedet, som er konstituerende. Men den er en uløselig enhed

af begge, et legeme, hvor lemmerne har forskellige opgaver. Kirken er ikke folkekirken i

modsætning til de små kredse, ikke statskirken i modsætning til frikirkedannelser…..

Kirkeorganisationen er en tidsbestemt form – såvel som missionsorganisationen. …. At

missionen er kirkens livsfunktion siger intet om organisationsspørgsmålet, forudsætter

ikke konsekvent kirkemission. Dette synspunkt siger i virkeligheden „kun”, at missionen

ikke er en frivillig sag, men at jeg er sat ind i en sammenhæng, i en organisme, hvis in-

derste nerve er mission.”

Som en konsekvens af, at mission er kirkens livsfunktion, påpegede EW, „at missions-

kaldet må nå ind til selve menigheden – missionen må kirkeliggøres.“ Derfor må mis-

sion ind i selve det teologiske studium, ikke kun gennem et særligt fag med særlige

forelæsninger, men det må integreres i de forskellige teologiske hovedfag, i eksegesen af


de bibelske skrifter og i dogmatikken. Derved vil mission komme ind i forkyndelsen, i

konfirmandforberedelsen, skoleundervisningen og menighedsarbejdet.

2.10 DisPUTATssTUDiEr – ENGlAND 1949

2.10.1 Arkivstudier

I sommeren 1949 fik Erik W. Nielsen fri i tre uger til at rejse til England med henblik på

at samle stof til den disputats, som han livet igennem drømte om at skrive. Det var for-

holdet mellem mission og kolonialisme i det 19. århundrede, der var emnet. I forhold

til specialet havde han udvidet sit projekt til at undersøge dette forhold i tre områder:

Indien, Kina og Nigeria. Derfor måtte han til England for at samle stof i forskellige ar-

kiver og biblioteker. Planen var, at efter de tre uger skulle Marie følge efter, og så skulle

de sammen holde ferie i England og Europa.

Men han fik også tid til andet end arkivstudier. Det blev til besøg på IMC’s kontor,

hvor han traf Bengt Sundkler, der havde sat god tid af til mødet. De havde allerede tre

år tidligere mødtes ved missionskonferencen i High Leigh, og Sundkler havde fulgt den

unge danske teolog. Sundkler var interesseret i hans studieprojekt og lovede at hjælpe

ham så meget, han kunne.121 Efter nogle dage foreslog Sundkler ham et emne fra Indi-

ens missionshistorie, som han havde vældig lyst til at gå i gang med, men så opdagede

han, at Max Warren122 allerede var i gang med at skrive om netop dette emne, hvorfor

han opgav det.123

Samme dag besøgte han generalsekretæren for China Inland Mission for at søge hjælp

her til arkivmateriale, og oplevede også dette besøg positivt og hjælpsomt.

På det store kirkemissionsselskab, Church Missionary Society, samlede han vigtigt ma-

teriale om Arabien. Det var stof til den bog, som han arbejdede på, og som udkom

året efter: Der kæmpes om Arabien (1950). I samme anledning var han nogle dage på

Ud i den store, frie verden„…Her kort om turen. Glæd jer til den tur. Den er pragtfuld. Glem hele stadset hjemme, forretning

og skole, og nyd øjeblikket, når I rejser. Lad være at spekulere på told og pas og sprogvanskelig-

heder (de skal nok komme af sig selv! – om ikke før så i den franske spisevogn gennem Belgien!)

Jeg mærker det hele. Nyd det at høre engelsk, fransk, tysk, polsk, flamsk, svensk, dansk svirre om

ørerne. Jeg ryster sammen og havde interessante samtaler med: en tysk sygeplejerske på vej til

England for at blive gift, en tysk studine (præstedatter) på vej over for at lære engelsk, en mexica-

ner ansat i den mexicanske legation i Oslo, en englænder på vej hjem fra soldatertjeneste i England.

Det giver luft. Masser af frisk luft….“

Brev til Marie 9. juni 1949, MSN-PA


en konference, hvor han mødte to missionærer fra Mellemøsten, der indbød ham til

private møder, hvor de kunne dele deres erfaringer med ham.124

2.10.2 Research Secretary i IMC

Men Bengt Sundkler havde en anden sag, som han gerne ville drøfte med Erik W. Niel-

sen. Det drejede sig om hans egen stilling som Research Secretary i IMC. Sundkler

havde i en årrække været missionær i Tanzania. Efter Anden Verdenskrig var han ble-

vet ansat som Research Secretary i IMC. Men her i sommeren 1949, hvor EW besøgte

ham i London, vidste Sundkler, at han skulle forlade stillingen i sommeren 1950 for

at overtage et professorat i missionshistorie ved Uppsala Universitet. Derfor følte han

sig frem og spurgte, om EW kunne tænke sig at overtage hans stilling fra 1950. EW var

meget klar og hurtig i mælet, da han svarede afgjort nej tak til forespørgslen. Han skulle

ikke nyde noget af at overtage en stilling, som han ikke følte sig kvalificeret til. Først

disputatsen – så kunne man snakke om det. Ifølge EW var Sundkler enig med ham i

dette synspunkt.125

Englandsrejsen blev en stor oplevelse for Erik W. Nielsen. Han mødte en række vigtige

personer, der blev betydningsfulde i hans videre netværk. Og man sporer klart hans be-

gejstring for at være ude i den store verden. Der var ingen tvivl om, at han trivedes ved

at rejse og opleve. Men det faglige udbytte med materiale til disputatsen stod ikke mål

med det øvrige udbytte af rejsen. Han kom ikke hjem med et formuleret studieprojekt,

som han havde håbet, og skuffelsen skinner igennem i brevene til Marie.

Og lysten til at komme hjem til missionsskolen var ikke overvældende. I et brev til Ma-

rie spurgte han, hvordan det gik med eleverne. „Går det bedre nu, jeg er væk?“ – Og han

fortsatte: „Det er desværre ikke med udelt glæde, jeg tænker på at begynde et nyt semester.

Det er med meget blandede følelser, jeg bliver præsenteret overalt som leder af missions-

skolen (vel, det er meget godt, for jeg får indgang mange steder på den konto!); for jeg ved

jo, at det i praksis er så som så med det lederskab. Bare jeg vidste, hvad jeg skulle gøre ved

de kære missionselever, som jeg jo holder så meget af og spekulerer på tidligt og sent, men

som jeg bare ikke magter – hverken at hjælpe eller være leder for, - og som i dag er mere

end klare over dette. Jeg liver op med at komme her over og komme væk fra det hele; men

jeg gyser i virkeligheden for at komme i gang igen.”126

Hvorvidt denne holdning har bund i virkeligheden, eller den er et udtryk for hans

manglende selvbevidsthed, som han led under hele livet, er svært på det foreliggende

grundlag at afgøre. Men en ting står fast. EW’s vurdering af sig selv om leder af missi-

onsskolen er ikke identisk med den vurdering, som vi har set Erik Stidsen give, og som

også var det indtryk, DMR’s formand og DMS’s generalsekretær havde af hans arbejde

med missionseleverne. Dette blev tydeligt, da DMS’s generalsekretær i december 1949

modtog følgende brev fra den daglige leder af IMC’s kontor i London, dr. Norman

Goodall127:


„Min kære Rendtorff,

Jeg går ud fra, at De er klar over, at vi leder alvorligt efter en efterfølger for Bengt Sundkler

som Research Secretary for IMC. Vi har undersøgt mange navne, men er stadig uheldig-

vis uden udsigt til nogen afgørelse. Jeg har, imidlertid, netop modtaget et brev fra biskop

Malmstrøm, hvori han foreslår navnet på pastor Erik Nielsen, der er studiesekretær i Det

Danske Missionsselskab, som en mulig kandidat til denne stilling. Nielsen er uden tvivl

velkendt for Dem, og jeg vil meget værdsætte at få Deres bedømmelse af ham som efterføl-

ger for Sundkler. Enhver oplysning, som De føler Dem i stand til at give angående ham, vil

være af stor hjælp for os i vor overvejelse af hans navn.“128

Rendtorffs svar er desværre ikke bevaret i DMS’s arkiv, men indirekte kender vi hans

svar. Såvel DMR’s formand biskop Malmstrøm som DMS’s generalsekretær C. Rend-

torff anbefalede den unge danske missionsteolog129.

Derfor rejste EW allerede i januar 1950 igen til London. Denne gang var det med hen-

blik på at føre ansættelsessamtaler med en række personer inden for IMC. I et brev til

Marie130 fortæller han om et hæsblæsende program, hvor han farer fra den ene til den

anden. Det er professorer, kirkemænd og missionsledere, som nok kan give den unge

dansker åndenød og udfordre hans selvbevidsthed. Han følte sig „som et vist dyr mel-

lem to negle,“ som han skriver. Afgørende var det, at Norman Goodall den første aften

havde inviteret ham til møde hos sig i sin private bolig, hvor EW også overnattede. Han

havde gjort et godt og positivt indtryk på ham og han fortsætter: „Han mener, der er

meget store chancer. Største – eller rettere eneste vanskeligheder: min ungdom (mindre væ-

sentligt) og mine manglende erfaringer i arbejde på missionsmarken (det vigtigste). Nu får

vi se. Jeg ved rent ud ikke, hvad jeg selv mener. Det er frygteligt beklemmende, forstår jeg.

Ærlig talt, jeg tør ikke. Men det står for mig som om, at tilbyder de mig det, så må jeg ikke

sige nej. Men det bliver bestemt ingen skuffelse, hvis de siger nej tak – og så måske alligevel.

Får vi det, er det Goodalls plan, at jeg skal til Amerika 3-4 måneder senest begyndelsen af

næste år – og derefter måske et halvt år senere til Afrika. Uha!!

Ja, det blev afgørende dage for EW og hele familien. Resultatet blev, at IMC valgte at an-

sætte den unge dansker til stillingen som studiesekretær for International Missionary

Council fra 1. september 1950, hvilket blev meddelt DMS’s bagland af generalsekretær

Harald P. Madsen: „Det er altid noget af en begivenhed, når Det Internationale Missions-

råd ansætter nye folk i sin tjeneste. Rådet, hvor alle trådene fra den protestantiske verdens-

mission løber sammen, hvor man har det store overblik over stillingen i missionslandene

og i missionernes hjemlande, har siden dets oprettelse i 1921 fået en stedse større betydning

både som rådgivende og som inspirerende faktor i den internationale missionssamhæng.

Det var derfor en stor glæde og ære for nordisk ydre mission, da dr. theol. Sundkler, Sverige,

efter krigen blev ansat som studiesekretær i Det Internationale Missionsråd; og nu da dr.

Sundkler er blevet professor i kirke- og missionshistorie ved Uppsala universitetet, er det

– set fra dansk side – en om muligt større glæde og ære, at den nye studiesekretær i rådet


er blevet pastor Erik W. Nielsen, som efter opfordring af missionsrådet har sagt ja til at

overtage sekretariatet efter dr. Sundkler…”131 Der blev ikke ansat en ny studiesekretær i

stedet for EW, hvis arbejde blev overtaget af en sognepræst og tidligere Kinamissionær

på frivillig basis. Missionsskolens undervisning blev det sidste år ledet af generalsekre-

tær C. Rendtorff.

Verden set fra London

V E R D E N S E T F R A LO N D O N64

KAPITEL 3

VERDEN SET FRA LONDON

3.1 iNTErNATiONAl MissiONANY COUNCil

3.1.1 Fra Edinburgh til Jerusalem

Ved den store verdensmissionskonference i Edinburgh132 i 1910 besluttede man at ned-

sætte en Fortsættelseskomité, der havde til formål at fortsætte konferencens arbejde og

danne et internationalt organ for det voksende samarbejde i mission. Dette var noget

helt nyt i internationalt kristent samarbejde og indledte den økumeniske bevægelse.

Det internationale samarbejde samlede sig i de følgende år i tre hovedlinjer: 1) ud-

bygning af samarbejde og fælles planlægning i verdensmissionen, 2) kirkernes samtale

omkring spørgsmål vedrørende tro, (fra 1927 organiseret i Faith and Order) og 3) kir-

kernes ansvar i sociale spørgsmål (fra 1925 organiseret i Life and Work).

Den første linje var verdensmissionen. Allerede meget tidligt – i nogle tilfælde før 1910

– var der i adskillige lande dannet lokale missionsråd. I Danmark blev Dansk Mis-

sionsråd dannet i 1912133, efter at der i nogle år havde eksisteret et forberedende fæl-

lesudvalg. Debatten efter Edinburgh medførte, at man ved et møde i Lake Mahonk,

New York, i 1921 stiftede International Missionary Council (IMC) med det formål at

stimulere missionstænkningen, hjælpe med at koordinere missionsorganisationernes

arbejde og, hvor det var nødvendigt, at støtte en fælles indsats og medvirke til at skabe

retfærdighed i internationale og inter-raciale relationer134. Medlemmerne af IMC var

hverken kirker eller missionsselskaber, men nationale missionsråd. I 1921 var der 17

medlemsråd, hvoraf de 13 var fra vestlige lande. Antallet af medlemsråd voksede frem

mod 1961, da IMC blev integreret i Kirkernes Verdensråd (WCC), til 38 medlemsråd,

hvoraf 14 var fra Vesten. Det viser, hvordan udviklingen i disse cirka 50 år foregik i de

unge kirker. Den store personlighed i afholdelsen af konferencen i Edinburgh samt

dannelsen af IMC var amerikaneren, dr. John R. Mott135 i samarbejde med sekretæren

J. H. Oldham136, der var den økumeniske bevægelses store arkitekt.

Det var selve ideen med IMC, at det ikke skulle være en stor og strømlinet organisation,

men arbejdet skulle være centreret omkring de lokale råd, der fik støtte af en ganske lille

central stab på 5-7 sekretærer fordelt på et kontor i New York og et i London.

3.1.2 Jerusalem og Tambaram

I påsken 1928 afholdt IMC sit første Assembly. Det var i Jerusalem. Det var tiden efter

V E R D E N S E T F R A LO N D O N 65

Første Verdenskrig. Sekulariseringen havde for alvor sat ind i Vesten, og i Afrika og

Asien begyndte den moderne industri at vinde fremgang. Dette prægede konferencen

i Jerusalem, der udtrykte kirkens ansvar over for samfundet: „Evangeliet om Kristus

indeholder ikke blot et budskab for den individuelle sjæl, men for hele det mønster af

sociale organisationer og økonomiske forhold, hvori individet lever,“ hed det i en af

resolutionerne. Samtidig udtrykte man en pessimisme med hensyn til sekulariserin-

gen, og man opfordrede til at sætte ind med bymission. Ved mødet i Jerusalem blev

det besluttet at oprette en afdeling for „social og industriel forskning,“ der efterhånden

udviklede sig til IMC’s studieafdeling. Axel Malmstrøm deltog som dansk delegat i mø-

det og udgav efterfølgende sammen med lægemissionær Christian Frimodt-Møller137,

Indien, bogen: „Et Udsyn fra Oliebjerget“ (1928).

Den næste Assembly fandt sted i Indien i Tambaram uden for Madras i julen 1938.

Oprindeligt var det planen, at mødet skulle være afholdt i Kina, men kort før man

skulle samles, udbrød der krig mellem Japan og Kina. Baggrunden for dette møde var

det stigende antal selvstændige kirker i Asien og Afrika. Samtidig var verden præget af

den åndelige brydning omkring de totalitære statsbegreber i bl.a. Tyskland, Italien og

Japan. Anden Verdenskrig truede i horisonten. I denne sammenhæng samlede mødet

i Tambaram sig om to brændpunkter: 1) man talte om missionen som hørende uløse-

ligt sammen med kirkens eget væsen, og 2) om kristendommens forhold til de andre

religioner. Debatten var under stærk indflydelse af Hendrik Kraemer, der kort inden

konferencen udgav bogen: „The Christian Message in a non-Christian World,“ der blev

anvendt som grundbog i Tambaram. Også i denne konference deltog Axel Malmstrøm

som delegat og beskrev mødet i bogen: „Kirkens Verdensmission“ (1939).

3.1.3 Whitby 1947

Det tredje Assembly i IMC fandt sted i Whitby i Canada i 1947. Nu var det tiden ef-

ter Anden Verdenskrig, og man var spændt på, hvordan repræsentanter fra lande, der

havde ligget i skånselsløs krig med hinanden, skulle kunne mødes og arbejde sammen.

Men alle bekymringer blev gjort til skamme. Whitby konferencen var samlingens tid.

Allerede i 1937 blev de første skridt taget til dannelsen af Kirkernes Verdensråd (WCC),

men processen var blevet bremset af Anden Verdenskrig. Nu blev der arbejdet målret-

tet mod konferencen i Amsterdam i 1948, hvor WCC blev dannet. Dette arbejde kom

også til at præge mødet i Whitby, hvis hovedtema var „The Word of Redemption,“ og

som bekræftede Tambarams understregning af missionen som et udtryk for kirkens

inderste væsen. Et andet påtrængende spørgsmål i denne forbindelse var, om missions-

selskaberne dermed havde udspillet deres rolle? Det blev fra de unge kirker slået fast,

at man absolut havde brug for, at der fortsat måtte blive sendt missionærer til at støtte

de unge kirker og til at understrege samhørigheden med de gamle kirker. De unge

kirker advarede mod en overbetoning af de tre principper om selvstyre, selvunderhold

og selvudbredelse med den begrundelse, at det let ville flytte fokus fra kirkens missio-

nale arbejde til økonomisk tænkning. Man var klar over i de unge kirker, at man ikke


kunne klare sig økonomisk uden de gamle kirkers støtte. Omvendt var de gamle kirker

betænkelige ved at afgive fuld suverænitet til de unge kirker uden samtidig at beholde

en økonomisk kontrol over kirkerne138. I denne spænding og balancegang mellem de

unge og de gamle kirker var linjen lagt til udviklingen af partnerskabstanken, som i den

kommende tid voksede sig stærkere og stærkere i missionssamarbejdet. Det blev på

Whitby konferencen sagt igen og igen, at kirkens og missionens opgave dybest set ikke

handlede om sociale planer, humanitære foranstaltninger, hygiejniske metoder og alt

muligt andet socialt arbejde, men ganske enkelt og direkte om forkyndelsen af Kristus

som verdens frelser. Det sociale skulle også være der, men hele tiden i diakoniens funk-

tion af tjeneste – som et udtryk for evangelieforkyndelsen. På konferencen stod det

klart, at hovedspørgsmålet til den kristne kirke i en verden under hurtig forandring

var dette: „Har kirken et budskab til verden? Har kirken virkelig noget at sige ind i den

eksisterende situation, eller eksisterer den bare som et vist kulturfænomen?”139 Det var

på denne frontlinje, at kirken befandt sig. På den baggrund sammenfattede Charles

Ranson140, der var generalsekretær i IMC missionsopgaven på følgende måde: „Hele

kirken må vove at se dette frontperspektiv lige i øjnene. Det vil sige, den må blive en

bevægelig, missionerende hær, som er rede til et liv i vildnisset. Den må være rede til at

drage til de steder, hvor de virkelige problemer findes, og hvor de mest skæbnesvangre

afgørelser skal tages….Vi må ikke blive endnu mere institution, end vi er i forvejen,

netop i en tid, som bliver mere og mere flydende og uklar. Med andre ord: Kirken må

erkende, at med mindre den er missionerende, er den ganske enkelt ikke kirke. I det

øjeblik, den kristne kirke bliver et mål i sig selv, ophører den at være Guds tjener og

bliver i stedet Guds rival.”141

Årene efter Anden Verdenskrig bragte en ny dynamik ind i den økumeniske bevægelse.

Arbejdet voksede med grundige studier af de unge kirker og deres muligheder for at

stå som selvstændige og autonome kirker i et stærkt fællesskab med de gamle kirker142.

Samtidig så man en ny udvikling i økumenisk samarbejde. 1947 dannedes Church of

South India som en økumenisk kirke af anglikanere, presbyterianere, metodister m.fl.

– men ikke lutheranere. Dette blev indledningen til en række lignende unionsforhand-

linger rundt om i Asien – bl.a. dannedes Church of Pakistan i 1970, denne gang også

med deltagelse af lutheranerne.

3.1.4 Research Secretary

Det var dette IMC, der pr. 1. september 1950 ansatte Erik W. Nielsen som Research Se-

cretary til en årsløn på 750£ om året, hvortil kom 60£ i børnepenge og 50£ skattefrit til

uforudsete udgifter – eller i alt 17.200 kr.143 Dertil kom et rentefrit lån til at købe et hus i

Bromley syd for London. Ansættelsen var i første omgang for en periode på tre år indtil

1953. Der var tre hovedopgaver, som lå og ventede på ham i London. Den ene var en

vidtgående undersøgelse af ægteskabsproblemer i Afrika i samarbejde med University of

London og den engelske regering. Den anden var en grundig undersøgelse af præsteud-

dannelsen ligeledes i Afrika. Og den tredje var en bredt anlagt undersøgelse af missionens


væsen og opgaver i den kommende tid – altså en videreførelse af Whitby konferencens

resolution om „the missionary obligation of the church.“ Endelig ville det blive hans

opgave som Research Secretary at igangsætte studier, koordinere missionsvidenskabelige

studier, der skulle foretages i de forskellige lande, stimulere folk til at give sig i kast med de

store problemer, der lå for, og endelig foretage forskellige ad hoc undersøgelser.144

Der ville ikke blive plads til at kede sig med en sådan arbejdsbeskrivelse! Det lignede

unægtelig en stillingsbeskrivelse fra en kirkelig organisation. Man læssede rigeligt på –

ville det hele, og var forberedt på, at Research Secretary ikke nåede det hele. Og sådan

gik det da også. Der måtte prioriteres. Og det blev der – af Erik W. Nielsen selv. Men

stillingsbeskrivelsen rummede to væsentlige emnekredse, som kom til at fylde resten af

hans liv. Det ene var præsteuddannelsen – ikke blot i Afrika, men i høj grad også i Asien.

Det andet var spørgsmålet om missionens væsen og opgaver i den forandrede verden

– „the missionary obligation of the church.“ I forbindelse med arbejdet med præsteud-

dannelsen i Afrika og Asien skulle han også spille en væsentlig rolle for koordineringen

af de missionsvidenskabelige studier. Og det indebar da også konstante selvstændige

studier. Han var altid i gang. Men det var hverdagens krav, der styrede hans studier.

Derfor blev der aldrig tid til hans store personlige mål: systematiske disputatsstudier.

Kun i drypvise tidslommer blev der plads for disputatsstudierne, men det blev aldrig

til, at han fremlagde et dybtgående forskningsprojekt. Og ægteskabsstudierne i Afrika

overlod han til andre at arbejde med. Mon de i virkeligheden fængede ham? Tilsyne-

ladende var han langt mere optaget af missionens opgave og dermed kontekstualitets-

problemet. Og ægteskabsstudierne havde en tydelig bismag af en videreførelse af en

imperialistisk kopitænkning i missionsarbejdet, som han dybest set gjorde op med.

„…Hvad har disse bjerge her ikke set. Det var jo i disse egne, Trediveårskrigen rasede for århundre-

der siden; netop de egne her hørte til dem, der led mest. Og vor kære fælles ven, Napoleon masede

ind her. Studenterne har siddet i Heidelbergs kældre og diskuteret den forrykte Luther. Troeltsch145

var professor i Heidelberg. Første og Anden Verdenskrig har disse bjerge oplevet. Men de står der

endnu. Måske et enkelt bombekrater hist og her minder lidt om, hvad der hændte; men på disse

kæmper er det kun ubetydelig myggestik, som endnu stærkere understreger, at dette kan krig og

århundreders menneskehistorie ikke udrydde. Vidunderligt betryggende; Quid est veritas? Quid

est homo? Et lille bitte fnug, skabt af Gud inde i dette mægtige, vidunderlige, frygtelige univers,

et lille fnug, der har en besynderlig vane til at overvurdere sin egen betydning og kun se sig selv. Et

mærkeligt lille menneske, som er i stand til midt i en verdensbrand, midt imellem andre menneskers

undergang, midt i en natur så vidunderlig smuk og gribende, i stand til der at sidde med korslagte

ben, på ægte Buddha manér, og ganske simpelt betragte sin egen navle og sine egne svagheder, og

– sandelig! – herudfra bedømme den hele verden…“

Dagbogsblad fra Sydtyskland, udateret begyndelsen af juli 1950:146


3.2 DANNElsEsrEJsE

Inden Erik W. Nielsen tiltrådte sin stilling som Research Secretary i International Missionary

Council, blev han sendt på dannelsesrejse rundt i Europa i juli-august 1950. Med tog kørte

han ned gennem Tyskland, der stadig var hårdt medtaget af Anden Verdenskrigs ødelæggelser.

Undervejs mødte han mennesker, som han hurtigt kom i samtale med. EW var dialogens

menneske – og netværkets. Han havde en enestående evne til at komme ind på livet af helt

fremmede mennesker og suge indtryk ud af dem – og opbygge kontakter til senere brug.

Rejsen blev en meditativ proces for ham. Fordelen ved den klassiske togrejse er tid.

En togrejse tager den tid, den tager. Det gør den stadig. I denne tid havde han rigelig

lejlighed såvel til at læse som til at undre sig og betages. Som det historiske menneske

han var, kunne han ikke lade være med at relatere historiske begivenheder til de egne,

som han passerede igennem. Her i hjertet af Europa var ikke blot lokale menneskers

skæbne afgjort. Her var også hans egen historie grundfæstet. Det var Trediveårskrigenes

egn, der fik så afgørende betydning for den konfessionelle opdeling af Europa. Og det

var her Napoleon kæmpede nogle af sine store kampe. Det var Luthers og mange andre

store ånders egn, der havde sat så dybe spor i dansk selvforståelse. Og han spurgte: Quid

est veritas? Quid est homo? [Hvad er sandhed? Hvad er et menneske?]

Det blev samtidig også et berusende møde med Alpernes skønhed, sådan som den tog

sig ud set fra togets bagperron. Da de kørte ud af en tunnel, og han for første gang i sit

liv så, hvordan bjergene foldede sig ud med Geneve søen liggende lige foran ham, blev

han dybt betaget. Indtrykket er så voldsomt, at det næsten gør ondt. Siden slutningen

af Anden Verdenskrig havde han fundet hvile i at tegne – og senere male med olie – li-

gesom han på sine mange rejser var en flittig og dygtig fotograf. Man aner i hans dag-

bogsoptegnelse af denne oplevelse kunstneren, der ser livets voldsomhed i former og

farver udfolde sig i sceneriet med de stejle bjerge og farvespillet fra søen og den truende

tordensky over de modsatte bjerge.

Det er ind i denne spænding af historiske begivenheder og naturens majestæt han ser

sin opgave i det liv, der ligger foran ham. Her i dette spændingsfelt ligger kirken og mis-

sionens virkelighed. Med historiens ballast er han på vej ind i fremtidens udfordringer.

Her står det klart for ham, at der efter Anden Verdenskrig ikke længere findes noget

kristent Vesten, ingen kristendom i den forstand, at den bestemmer Vestens folkeslags

helhed som en religiøs magt. Perioden fra Konstantin den Store til Vestens folkekirker

er udløbet. Kirken er i tilbagetog i alle de lande, der hidtil har sendt missionærer. Af-

standen mellem stat og kirker vokser. Derfor er missionens opgave også ændret radi-

kalt. Mission kan ikke længere misforstås som en spirituel udvidelse af det politiske im-

perium. Mission er ikke længere den sikrede underbygning af Europas verdenspolitik.

Den nye opgave for mission i denne forandrede verden ligger i et samarbejde mellem de


Det første, berusende møde med Alperne – en kunstners indtryk:„…umiddelbart inden Lausanne kommer vi ind i en lille tunnel, og da toget pludseligt farer ud af mørket, ligger Geneve søen dybt nede.

Dette kan ikke beskrives. Indtrykket kommer så voldsomt, at det næsten gør ondt. Jeg står ude i bagerste vogn, helt ude på bagperronen

og stirrer på alt dette her. Vi kommer ud af tunnelen. Oppe til højre går bjerget stejlt op, ikke særligt højt, men til venstre! Skråningen går

stejlt ned; små bitte huse, en etage på den ene side, – to-tre på den anden, ligger spredt omkring. Vejene snor sig som serpentiner op ad

bjergsiden. Det hele er en eneste stor vinmark. Og dybt nede ligger Genevesøen, næsten lige under os. Vandet står dybblå, spiller over i

det grønlige. Og på den anden side søen rejser bjergene sig, svimlende høje, mørke, truende; række efter række. Helt inde bagved aner man

violette konturer af kæderne omkring Mont Blanc. Fantastisk smukt. Solen er ved at stå lavt. Det trækker op til torden. De mørke, næsten

sorte skyer ligesom koger op over bjergene ude i det fjerne. Men endnu skinner solen. Der er skygge, hvor vi kører. Men på den modsatte

side af søen skinner solens lave rødlige stråler endnu. Hist og her kastes strålerne tilbage fra en vinduesrude over på bjergsiderne. Bjerg-

siderne står rødgule i solskæret. Det hele er mørkt tonet, blødt – og gigantisk. Dybe skygger kastes ind mellem bjergene. Bjergene spejles

ned i søen. Solstrålerne står lavt hen over vandfladen, og det er, som kan man se dybt ned i vandet.

Gang på gang siger jeg til mig selv: det er løgn dette her. Det må være fantasi; der findes ikke noget så smukt og betagende i vores verden.

Men det er der stadigt. Jeg har aldrig set noget tilsvarende, et sådant fantastisk farvespil. Jeg må derop igen; jeg vil se det igen. Men jeg

får vel aldrig den lejlighed til at se netop denne situation, solnedgang, optrækkende torden over bjergene, denne mærkelige blanding af

naturens truende, dystre vælde og så det bløde, milde dernede over søen.“

Dagbogsblad, EWN-RA, kasse 2

Alperne var berusende i al deres

skønhed for den unge EW, da han

første gang oplevede dem


gamle kirker og de unge kirker – i et partnerskab, hvor man lærer af hinanden og støtter

hinanden i opgaven: at begrunde det evige evangeliums sandhed i den nuværende situ-

ation. I ruinerne efter Anden Verdenskrig lå også ophævelsen af skellet mellem indre og

ydre mission. Mission er i den nye tid kirkens livsnerve. Formålet med dannelsesrejsen

var, at EW skulle møde centralt placerede missionsteologer og gennem drøftelser med

disse få et dybere indblik i IMC’s arbejde.

3.3 i skOlE HOs HENDrik krAEMEr

3.3.1 Mødet med Hendrik Kraemer

Første station på rejsen var Kirkernes Verdensråds studiecenter, Chateau de Bossey, nær

Geneve. Gennem en uge skulle han bo her for at tale med lederen, professor Hendrik

Kraemer. EW beskriver professor Kraemer som en „uhyre venlig og tiltalende mand. Ligner

mest en lidt ældre dansk gårdejer fra Jylland; lidt kantet i sin skikkelse, ingen dikkedarer eller

„optræden.“ Professor, bestemt ikke! Vi sidder oppe på mit værelse og sludrer hyggeligt over

en pibe tobak. Om otte dage rejser hans datter og svigersøn til Indonesien (Java) som missio-

nærer. „The political situation?? You just have to trust God and go where your duty is. That is

my philosophy.“ – Jeg glæder mig til at lære den mand nærmere at kende……”147 Dermed

var tonen slået an til et fortroligt forhold mellem den gamle og unge missionsmand – et

forhold, der udviklede sig over de følgende år mere og mere i retning af et venskab.148 De

to mænd faldt godt i spænd sammen. Professor Kraemer var så tilpas usnobbet, at han

indgav den unge sekretær mod og selvtillid. Omvendt så Kraemer den unges talent, der

for ham kompenserede for hans manglende teologiske meritter. Og så havde de kaldstan-

ken som fælles teologisk basis: „You have to trust God and go where your duty is. That is

my philosophy.“ Her var en from tone, som EW kunne føre tilbage til sin egen far, da han

sendte ham ud i verden. Der var tryghed i dette møde.

Erik W. Nielsen opholdt sig en uge på Chateau de Bossey sammen med professor Hend-

rik Kraemer. Der var ikke andre kurser i denne periode, så Kraemer havde tid til at

mødes med den unge kommende Research Secretary til dybdegående samtaler om de

opgaver, der ventede ham i IMC. Det blev til fire møder, som EW refererede grundigt i

de efterladte papirer.149

Ved de fire møder behandlede de tre centrale temaer, som Erik W. Nielsen formulerede.

Derpå fremlagde professor Kraemer sin teologi på området – oftest mere som en ene-

tale, end en egentlig samtale. Men med lejlighed til, at EW kunne stille modspørgsmål

og fremkomme med sin uenighed og kritik. De tre hovedtemaer, man drøftede, var:

1) missionens opgave over for nutidsmennesker, 2) forholdet mellem gamle og unge

kirker, og 3) teologisk uddannelse i de unge kirker.

3.3.2 Missionens opgave

Udgangspunktet for denne samtale var en af de hovedopgaver, der ventede på EW i


IMC: „the missionary obligation of the church.“ Kraemer understregede, at baggrun-

den for dette arbejde var at finde en ny måde, hvorpå man kunne fremlægge missions-

opgaven for nutidsmennesker – især ungdommen, så man ville forstå mission som en

vital opgave. Kraemer mente derfor, at der måtte finde en reformulering sted af selve

missionssynet.

På dette punkt udtrykte EW sin uenighed, der var en uenighed ikke blot med professor

Kraemer, men med hele IMC’s intention med at iværksætte arbejdet med „the mis-

sionary obligation of the church.“ Med tydelig reference til hans synspunkter fremsat i

1947 i foredraget Mission og Kirke (se kap. 2.9) hævdede han, at opgaven var ikke blot

en reformulering af missionssynet, men at trænge ned til en dybere forståelse af selve

sagen, altså et studium af selve kristendommens struktur og væsen, ikke blot ved en

minutiøs gennemgang af skriftsteder, hvor mission blev omtalt, men derimod en grun-

dig indtrængen i hele kristendommens budskab, for ud fra dette at forstå, hvad mission

egentlig er. Dette ville så videre føre til et studium af kirkens væsen. Mission er kirkens

livsfunktion, understregede EW.

Kraemer lyttede til denne kritik og anerkendte dens pointe. På den baggrund påpegede

han, at en grundig gennemtænkning af kristendommens væsen ud fra missionssyns-

punktet nødvendigvis måtte medføre en anden opfattelse af hele kirkens væsen end den

almindelig herskende. Han ønskede en langt mere dynamisk kirkeforståelse. De almin-

delige konfessionelle definitioner af kirken var ifølge Kraemer for klare, for håndfaste,

for immobile. Han pointerede, at i stedet for at spørge: „Hvad er kirken?“ – måtte man

spørge: „Hvad er kirken her for?“ For Kraemer var svaret klart: „Kirkens opgave er mis-

sion, der altid står under Gudsrigets dom.“

I sin refleksion over dette gentog EW sin kirkekritik, som allerede kan spores i hans

foredrag, Kirke og Mission fra 1947, her blot forstærket. Kirken er ikke en organisation,

men en organisme, der danner ramme omkring evangeliets forkyndelse, og han spurg-

te: „Er kirken missionerende, fordi den er apostolisk? – eller er den apostolisk, fordi den

er missionerende?“ – Og han svarede: „Så absolut det første!“ Derfor måtte han også

kritisk konstatere, at hvis vi standsede dette studie af kirken for tidligt, så ville vi havne

i kirkelige ekspansionstanker, som før eller senere ville føre os på vildspor. „Vi må have

blikket rettet frem mod Gudsriget.“ I den forbindelse udtrykte han igen kritik over for

Kraemer, idet denne ganske vist havde understreget det eskatologiske, men kun i dets

futuriske dimension. Det var ikke inkorporeret i hans historiesyn som en eskatologi,

der også er præsentisk og dynamisk her og nu.

Samtalen med Kraemer fremkaldte en refleksion hos EW over konsekvenserne af, at

missionen står under Gudsrigets dom, hvilket fik ham til at skrive: „Hvis dette med, at

missionen står under dommen fra det budskab, som vi selv forkynder, overhovedet er mere

end visse fromme og tilsyneladende rigtige tanker, da må det altså betyde noget ganske


reelt, altså at vi må være villig til at stille hele vor mission, alle vore tanker desangående,

alle vore økonomiske, propagandistiske, organisatoriske tanker ind til korrektion i den be-

lysning. Men dette vil vi ikke, ganske simpelt, vi vil ikke, vi vil tale stort og pænt, men vi

vil ikke tage nogen som helst konsekvens heraf, som eventuelt kan berøre vore egne ideer,

eventuelt tvinge os selv til at indrømme fejl og tage konsekvensen af disse fejl. Der er ingen

steder, mennesker står i en så gennem forløjet tilværelse som i et kristeligt arbejde, også i

et missionsselskab. Vi står ikke med en nødvendighed i en sådan forløjet tilværelse, men

fristelsen er uhyre til at drage en dyb og skæbnesvanger skillelinje mellem vor prædiken,

eventuelt propaganda – grimt ord, men det er også somme tider grimme ting, der sker – og

vort eget liv, som tilsyneladende ikke vedkommer sagen. Uha…. Rart at sidde i Schweiz og

have mod til at nedskrive de ting, som man ikke tør skrive i Danmark! Overdrevet? Måske,

men også kun måske.”150

EW kom i disse refleksioner med en kraftig kritik ikke blot af de teologiske tanker, han

mødte hos Kraemer, men i højere grad af det missionssyn, han kendte fra sin ansættelse

i DMS. Derfor hans slutreplik, at det var rart at sidde i Schweiz og have mod til at skrive,

hvad han ikke turde skrive i Danmark, hvor DMS her i efterkrigstiden stadig var un-

derlagt et pietistisk missionssyn, der i høj grad var båret af kirkelige ekspansionstanker.

Missionens opgave var kirkevækst, hvor man hang fast i et kirkesyn, der ikke blot var

en ramme om evangeliets forkyndelse, men var selve kristendommens sted. Uden for

kirken var der ingen frelse.

3.3.3 Forholdet mellem gamle og unge kirker

Ved Whitbykonferencen havde forholdet mellem de gamle kirker og de unge kirker, der

var et resultat af missionsarbejdet, været i centrum. Anden Verdenskrig havde ændret

verden radikalt. Det var ikke kun de gamle imperier, der måtte se i øjnene, at deres dage

var talte. Missionsarbejdet havde også bevirket, at unge kirker var vokset frem. Det var

en naturlig konsekvens. Det havde hele tiden ligget i kortene, at sådan måtte det gå.

Men hvordan skulle samarbejdet fremover håndteres?

Det stod klart på Whitbykonferencen, at de unge kirker på samme tid var klare over de-

res rolle som selvstændige kirker, der selv skulle være ansvarlige for egen økonomi, og

som også selv skulle være aktivt med i udbredelsen af evangeliet. Samtidig var de også

klar over, at de ikke kunne undvære kontakten og samarbejdet med de gamle kirker.

Deri lå udfordringen.

De gamle kirker havde svært ved at give slip på kontrollen med de unge kirker. Paterna-

liteten var dybt nedgroet i de vestlige kirker – og er det stadigt!

Professor Kraemer kunne ikke stærkt nok understrege nødvendigheden af, at man i

de gamle kirker – og det ville sige i missionsbestyrelserne – tog denne udfordring sær-


deles alvorligt. Han kunne ikke stærkt nok understrege, at man måtte gennemtænke,

hvordan man skulle løse problemet mellem gamle og unge kirker. „Jeg har rejst rundt

i Europa og har besøgt missionernes bestyrelser og har drøftet tingene med dem. Jeg

har set deres missionsmarker og har drøftet tingene der med missionærer og indfødte

kristne. Men bestyrelserne vil ikke se, at de nu skal sætte sig stille hen og ikke halse

rundt med tungen ud af munden for at nå et læs af punkter i en dagsorden. De skal

give sig tid til at tænke deres egen stilling igennem eller sætte folk til det, og så vel at

mærke respektere deres arbejde… Det gælder ikke om at diskutere visse ideer, men

vi vil simpelt hen ikke mere få tid til at arbejde på den gamle måde. Det vil ikke vare

længe, før de missionærer, som arbejder i Asien „will do a lot of dry swimming,“ hvis

vi ikke skifter signaler nu.“

Den proces, der lå foran var ganske svær, for den krævede ikke blot organisatorisk at

give slip, men mentalt at erkende, at missionsmenighederne var vokset op til ansvar og

modenhed. Og det krævede en erkendelse af, at missionsmarkerne reelt ikke var „mar-

ker“ dvs. åndelige kolonier af de vestlige landes kirker, men levende menigheder, der

stod i et fællesskab med Vesten, men havde deres egne problemer at slås med.

Kraemer indrømmede, at han ikke havde et svar på, hvordan denne udfordring skulle

løses, men han vidste, at den skulle løses, og han spillede bolden over til den unge

Research Secretary at tage udfordringen op. For IMC havde hidtil ikke gjort noget sær-

ligt for at gå ind i dette problem. Han så det som en nødvendighed, at man fremover

arbejdede økumenisk med at løse dette problem, og i den forbindelse foreslog han, at

man samlede de mange missionsselskaber i større enheder, ikke blot nationalt, men

internationalt for på den måde at være rustet til at støtte de unge kirker.

Den dagsorden, som Kraemer hermed lagde over til Erik W. Nielsen, var at udtænke

veje for partnerskaber mellem gamle og unge kirker – et arbejde, som EW i de kom-

mende år tog op på forskellig vis. Men allerede her i Schweiz kriblede det i fingrene hos

ham for at komme i gang. „Men giv mig bare lige to år, hvor jeg må få lov at suge ind!“

– sukkede han i sin dagbog.

3.3.4 Præsteuddannelsen i de unge kirker

En vigtig forudsætning for, at de unge kirker kunne blive reelt selvstændige, var præ-

steuddannelsen. Med baggrund i Kraemers 15 år som missionær i Indonesien un-

derstregede han vigtigheden af, at den almindelige præst i sin uddannelse ikke skulle

løsrives fra den menighed, han skulle tjene. Det var ikke opgaven at løsrive præsten

fra sit folk, men snarere at plante ham dybt i denne sammenhæng og gøre ham an-

svarlig dér, pointerede Kraemer. En anden væsentlig pointe var, at der ikke måtte

blive så stor økonomisk forskel mellem denne præst og hans menighed, at man ingen

mulighed havde for at underholde ham. Han måtte føle sig stående i menighedens

og folkets kontekst.


Oven på denne uddannelse måtte nogle enkelte udtages nu og da, som havde evne og

mulighed for at gå videre i en direkte akademisk uddannelse til en universitetsgrad.

Denne akademiske uddannelse måtte være en solid teologisk uddannelse – også i vest-

lig teologi. Men „don’t give him a heavy luggage of European theology but give him

time to penetrate into the real problems behind the curtains; problems – his problems,

not yours!“ Kraemer var af den opfattelse, at den teologiske uddannelse rundt om i de

unge kirker mere eller mindre måtte følge dette skema.

En vigtig pointe i Kraemers plan var, at det var tvingende nødvendigt overalt, at det var

menighedernes egne problemer, som teologien skulle besvare. Man skulle ikke lægge

Vestens problemer ned over dem. Tidligere tiders kopieringsstrategi måtte være et over-

stået stadium.

Dette stemte overens med Erik W. Nielsens egen indstilling til målet med den teologiske

undervisning, og i en refleksion over dette fremhævede han, at uanset hvor indlysende

rigtig denne undervisningsmodel var, så ville den blive uhyre vanskelig at gennemføre.

Problemet, skrev han, var ikke så meget, om de skulle undervises i vestlig teologi, kir-

kehistorie, dogmatik osv. – det undgik man ikke, men sagen var, om man ville dreje

problemstillingen om, så man i denne teologi ikke alene arbejdede med europæiske

problemer, men prøvede i den europæiske teologi at finde svar på indernes og afrika-

nernes problemer. For EW var dette meget vigtigt, men uhyre vanskeligt, i hvert fald

så længe det var europæiske professorer, der skulle undervise. Han forudså, at det ville

kræve, at disse professorer ville skulle gøre et betydeligt arbejde for at sætte sig ind i det

lokale folks religions- og kulturhistorie, og – endnu vigtigere – gennem en uendelig

række samtaler med studenter, hundredvis af almindelige mennesker ganske stille lytte

og atter lytte sig ind til pulsen i deres tankegang. Men dette krævede studium, evne til

at lytte, og han konstaterede, at ikke alle vestlige missionærer havde denne evne. Og så

krævede det solide sprogkundskaber – i virkeligheden kunne der ikke gøres for meget

ud af dette.151

Den model, som her blev skitseret, var udgangspunktet for indigeneous teologi. Når

Erik W. Nielsen så hurtigt så det indlysende i denne teologi, så hang det sammen med

den historiske metode, som han havde tilegnet sig hos Hal Koch i det teologiske stu-

dium, og som han havde anvendt i sin egen bog, Linier i Missionens Historie, 1948. Det

skulle senere blive et centralt punkt i Theological Education Funds tredje mandatpe-

riode (1970-1974) med Erik W. Nielsen som direktør.

For Erik W. Nielsen havde opholdet på Chateau de Bossey været meget berigende.

Det havde været et privilegium for ham at have mulighed for de grundige drøftelser

med Hendrik Kraemer. En del af Kraemers tanker kendte han allerede til fra Kraemers

skriftlige arbejder, men muligheden for at kunne diskutere disse tanker i dybden og

relatere dem til sit eget fremtidige arbejde var af stor betydning og kom til at lægge en


linje for ham i hele hans fortsatte liv. Han fornemmede hos Kraemer – som andre steder

hvor han kom – en skepsis over for ham som Research Secretary uden praktisk erfaring

som missionær og uden en teologisk doktorgrad, som akademisk baggrund. Selv var

EW ikke uenig i dette synspunkt, men han tilbageviste Kraemers skepsis ved frimodigt

at hævde, at han ikke havde bedt om denne stilling. Derfor var det nu IMC’s – og altså

også professor Kraemers – pligt, når IMC nu havde valgt, som de havde, at give ham al

den hjælp og forståelse, som måtte være nødvendig. Dette gav Kraemer ham ret i, og i

de kommende år udviklede der sig et nært og frugtbart samarbejde mellem Kraemer og

Erik W. Nielsen – og et personligt venskab. Det havde med EW’s egne ord været „meget

inspirerende at møde ham og få lokket ham ud af hans sneglehus; det kunne underti-

den være vanskeligt at få ham til at forlade det docerende og gå over til at give noget af

sig selv.“ Men det lykkedes.

3.4 DET ØkUMENiskE sOM HErMENEUTisk PriNCiP

3.4.1 Mødet med LWF

Linjen var allerede ved Whitbykonferencen udstukket til et tættere samarbejde mellem

WCC og IMC – et arbejde, som kom til at vare frem til WCC’s tredje Assembly i New

Delhi i 1961. Formålet med dannelsesrejsen var også at introducere Erik W. Nielsen til

det internationale økumeniske miljø i Geneve152.

I Geneve mødtes EW med LWF’s generalsekretær Sylvester Michelfelder153. Den bog-

glade EW konstaterede ironisk om LWF’s hovedkontor, at man kun havde en lille bog-

reol med Luthers154 samlede værker plus nogle få andre ting.

Mødet gav anledning til en heftig diskussion mellem Michelfelder og EW om baggrun-

den for LWF og den amerikanske indflydelse på LWF. Michelfelder gav en historisk

udredning af baggrunden for LWF’s opståen, der havde sit udspring i den amerikanske

hjælpeaktion til Europa under Anden Verdenskrig. Dette samarbejde hen over Atlan-

terhavet førte i 1948 til dannelsen af LWF.

Det var tydeligt, at EW mødte op hos LWF med en del skepsis. Den stammede uden

tvivl hjemme fra DMS (se kap. 2.3). En anden kilde til EW’s skepsis var det møde, han

netop havde haft med Hendrik Kraemer, der havde overbevist ham om det nødven-

dige i det økumeniske samarbejde, idet det konfessionelle kirkebegreb savnede dyna-

mik. Denne skepsis var Michelfelder ikke i stand til at tage fra ham. Med erfaringerne

og skuffelserne i DMS fra dannelsen af Church of South India, hvor Arcot Lutheran

Church valgte – støttet af LWF – at stå udenfor, spurgte Erik W. Nielsen, hvilken beret-

tigelse konfessionalismen havde i nutiden. Ville LWF ikke blot være en simpel repristi-

nation af tidligere tiders luthersk ortodoksi? Eller ville der være tale om ud fra genuin

luthersk frelsesforståelse at tage ny stilling til vor egen tids problemer? Men i så fald ville

det medføre en ændret stilling til selve konfessionsbegrebet.


Denne tvivl på begrundelsen for det særligt lutherske forlod ham aldrig. I sommeren

1951 forsøgte han at få et samarbejde i stand mellem sit eget arbejde som Research Se-

cretary (og det dermed tilknyttede udvalg) og LWF’s World Missions Committee. Det

lykkedes kun delvist, idet man gik med til et lille udvalg bestående af bl.a. Bengt Sund-

kler, hvorigennem man kunne orientere hinanden gensidigt om, hvad man var i gang

med. Men man ønskede fra LWF’s side på ingen måde noget integreret samarbejde.155

3.4.2 Det økumeniske er ikke evangeliet

I Geneve besøgte han også WCC’s hovedkvarter, hvor han mødtes med en lang række

forskellige mennesker med tilknytning til WCC, pressefolk osv. – der fik karakteristik-

ken i dagbogen: „Møgkedeligt!”

Men så havde han også et principielt teologisk sammenstød med Biskop Stephen

Neills156 assistent. Hun fortalte i samtalen med EW, at hun netop var i gang med at

planlægge en rejse for biskop Neill til Australien, og EW spurgte da interesseret til, hvad

biskoppen skulle lave der – studere eller hvad? Hertil svarede assistenten: „Nej, han skal

blot skabe kontakter og prædike WCC.“ Det fik EW til at spidse ører. „Prædike WCC

– hvad mener De?“ „Ja, netop,“ svarede hun, „det er vores job at prædike økumeni,

koncentreret i WCC – det er vores job – og Deres!“ – „Nej,“ svarede EW, „ikke for mig!

På ingen måde!”

Til EW’s store forbløffelse mente hun virkelig, at man skulle „prædike“ den økume-

niske tanke, som den havde taget form i dannelsen af WCC. Dette fik EW til på det

kraftigste at protestere, og det blev en lang og til tider meget voldsom samtale. Hans

budskab var, at hvis de (dvs. WCC’s ansatte) fortsatte den linje, ville de køre af sporet

og ødelægge deres eget arbejde. Assistenten på sin side var chokeret over EW’s indstil-

ling. Hun mente, at Gud havde åbenbaret denne strålende idé, der rakte på tværs af

alle menneskelige forskelle, og derfor kunne samle menneskeheden. Derfor måtte man

prædike denne idé. Det var deres pligt. Det fik EW til at reagere med følgende: „Hvis

De vover i dag i vor verdenssituation, til mennesket i dag, at prædike nogen form for

menneskelig, aldrig nok så kristelig, idé, vision, drøm osv., så har De overhovedet ikke

forstået, hvad De er her for! Centret i den såkaldte økumeniske bevægelse er overhove-

det ikke i Geneve, men ude i de forskellige små kirker over hele jorden, både de såkaldt

liberale kirker og de fundamentalistiske, som ikke vil have med WCC at gøre. Centret

i den økumeniske tanke er selve evangeliet, og hvis vi ikke binder os fast her, så beder

jeg meget om at få lov at vende tilbage til min gerning i Danmark, for så er WCC og

IMC et af de farligste steder at være i hele kirkens arbejde, for her har vi alle chancer for

at drukne i organisation, vældige foretagender, konferencer og økonomiske hjælpeak-

tioner; netop chancer for at gøre det hele til en idé, en menneskelig aktivitet. Hvis vi

mener, at økumenik er noget afgørende vigtigt, så må vi gøre os klart, hvad vi arbejder

med; at vi netop skal prædike evangeliet og intet andet, absolut intet andet. Vor drøm bli-

ver måske flyttet længere ud i fremtiden; dette betyder overhovedet intet. Spørgsmålet


er ikke, i hvor høj grad kirkerne forstår og tilslutter sig den økumeniske tanke, men om

de er levende, forkyndende kirker!”

Denne ordveksling er central i forståelsen af Erik W. Nielsen og hans bidrag i interna-

tional mission. Han så med skræmmende tydelighed, hvordan det økumeniske kunne

blive en organisation, der havde sit formål i sig selv. For ham var det økumeniske ikke

noget organisatorisk. Succeskriteriet var ikke, hvor mange kirker rundt om i verden,

der tilsluttede sig WCC – eller at WCC blev en ny verdenskirke, der kunne tale med én

stemme. For ham var det økumeniske et hermeneutisk princip – forståelsen af selve

evangeliet. Derfor så han med så stor skepsis på Michelfelders udgave af LWF, der for

EW måtte forstene i konfessionalisme, sådan som DMS havde oplevet det ved dannel-

sen af Church of South India, hvor de lutherske kirker havde valgt at stå uden for. Og

derfor måtte han protestere så voldsomt over de tendenser, han mødte i WCC til at gøre

det økumeniske til selve sagen.

For Erik W. Nielsen er økumenien begrundet i legemstanken (1 Kor 12). Kirken er én,

fordi Kristus er én. Eller som hans gamle professor i kirkehistorie, Hal Koch, udtrykte

det: „Derfor er enheden heller ikke noget, som kirkens historie så at sige skal føre frem

til, et skønt mål, der vinker forude. Nej, enheden ligger bagude…. helt og holdent i den

Herre, som er kirkens grundvold, hvis legeme kirken er.”157 Men kirken er forskellig,

fordi lemmerne er forskellige. Og han tænkte ofte på „gamle Mads Hansen i Hundborg,

på hundreder af hans slags ud over landene; er de ikke nået langt længere på visse punk-

ter her, end vi andre? Gad egentlig vide, om vi ikke fik fat på det, hvis vi begyndte at leve

lidt af det, som vi snakker om og mener at tro på?”158

I en slutbemærkning noterede han, at han havde nedskrevet denne samtale for at have

den, når han selv senere kom til at stå i samme fristelse som de andre i organisationen.

Det er som om, han har holdt oplevelsen i Geneve op foran sig som et spejl gennem

alle årene. I en brevveksling med en norsk katolsk præst, som han havde mødt på Det

Nordiske Økumeniske Center i Assisi, skrev han i 1970, at skønt han havde arbejdet

inden for det økumeniske i tyve år, så skulle han vel nu være „specialist,“ – men sådan

oplevede han ikke sig selv. Tværtimod. „…. Måske er jeg blevet mere radikal med årene

– eller simplere! Jeg er mere og mere overbevist om den helt radikale betydning af det

økumeniske, men samtidig er jeg bange for den økumeniske bevægelse i dens organiserede

form. Det lyder måske mærkeligt, når jeg selv står i denne bevægelse, men organisationen

vokser, bliver mere og mere institutionaliseret og, så vidt jeg kan se, står mere og mere i fare

for at få sin betydning i sig selv, mere og mere optaget af sig selv…..Den økumeniske opgave

i dag og fremover er så vidt jeg kan se, meget mere fornyelse, kampen for at se de ændrede

forhold, de nye brydninger i menneskelig livsforståelse, de nye faktorer på næsten ethvert

felt, som opgaver, kald, evangeliets muligheder – og ikke som trusler mod vort bestående

billede….”159 Tyve år efter kunne han stadig få kuldegysninger af den uniformerede

økumeni.


Det er interessant at sammenholde såvel denne ordveksling fra Geneve som brevet til

den katolske præst med Bengt Sundklers nekrolog over EW fra 1971, hvor Sundkler

bl.a. skrev: „Hvert erhverv har sine særlige risici, sine erhvervsfarer. Det må gælde for

jernbanearbejdere, lastbilchauffører og forfattere. Også økumeniske sekretærer har sine

erhvervsfarer: at de bliver kosmopolitisk blaserte; man taler økumenisk og ved ikke,

om man befinder sig i Malmø eller Manila. Erik W. Nielsen bevarede sjælens friskhed,

formåede at glæde sig, at opdage det karakteristiske og det universelle.”160

Denne skepsis mod det økumeniske som organisatorisk ensretning kom igen frem i

forbindelse med IMC’s femte Assembly, der blev holdt i Ghana hen over nytår 1957-58.

Her var et af mødets temaer „the One Mission of the One Church.”161 Selv om diskus-

sionerne i Ghana også kom til at dreje sig om spørgsmål om forkyndelsen af evangeliet

for ikke kristne religioner, så drejede hoveddiskussion hurtigt i retning af selve kirken

og dens rolle. For EW blev det altså hurtig til en introvert diskussion, hvor kristne

alene beskæftigede sig med kirken og dens enhed, frem for en missional diskussion om,

hvorledes man i den nuværende situation møder verden med evangeliet, så man kan

bringe en forkyndelse til dem, som står uden for kirken.162 Og han tilføjer: „Mission

hører til selve kirkens væsen; vi har sagt dette så ofte, at det måske efterhånden er blevet

en selvfølge, som vi ikke længere kæmper med. Det er sandt – men hvad betyder det

her og nu?“ For EW var svaret klart, at kirken alene var til for at forkynde evangeliet.

Det kunne lyde barthiansk, men var i virkeligheden udtryk for en radikalitet i hans

missionssyn.

Dannelsesrejsen førte ham vider til Zürich, Paris, Holland og Tyskland. Alle steder

mødtes han med centrale missionsledere og drøftede de opgaver, som lå og ventede på

ham – ikke mindst studiet af „the missionary obligation of the church.“ Overalt mødte

der ham et billede af en dyb krise for kirke og mission her i tiden lige efter afslutningen

af Anden Verdenskrig. Hos de store teologer var der en udtalt pessimisme i skyggen af

krigens grusomheder. Men mere og mere stod det klart for ham, at missionens krise

ikke skulle søges i det ydre – i det politiske – men i kirkens eget indre liv og tænkning.

Det var for ham en understregning af de tanker, som havde arbejdet i ham siden han i

1947 formulerede sit kirke- og missionssyn i foredragene: „Mission og Kirke,“ og „Mis-

sion i en sådan verden.“ Undervejs havde han også lejlighed til at studere, hvordan man

rundt om i Europa havde organiseret sig med nationale missionsråd, der havde væ-

sentlig indflydelse på koordineringen af missionsarbejdet som en forløber for egentlige

sammenslutninger af missionsselskaber.

3.5 NEUENDETTElsAU AUGUsT 1950

I Tyskland fik han mulighed for at deltage i den store interkontinentale missionskonfe-

rence i byen Neuendettelsau i Sydtyskland, der med ca. 70 deltagere blev afholdt i dage-

ne 7.-12. august 1950, og som blev arrangeret i samarbejde med det tyske missionsråd.


Det blev Erik W. Nielsens første direkte personlige møde med tyske missionsteologer.

Det gjorde et meget stort indtryk på ham at opleve, hvorledes Anden Verdenskrigs

rædsler og for en dels vedkommende også erfaringen fra flere års russisk fangenskab

efter krigen var med til at præge disse menneskers teologiske grundforståelse.

En dag talte han med en præst fra Hamburg, som kunne fortælle, at før krigen havde

han haft 47.000 mennesker i sit sogn. Ved én nats bombardementer var dette tal redu-

ceret til 1.000 mennesker! Her i Neuendettelsau oplevede han noget af det, han havde

eftersøgt overalt på sin dannelsesrejse: at man ikke gravede sig ned i en diskussion om

liberal eller ortodoks teologi. Efter oplevelserne i Anden Verdenskrig var verden for

disse mennesker blevet for lille til, at man kunne beskæftige sig med disse spørgsmål –

man var tvunget ind i en økumenisk tænkning, eller som en af deltagerne formulerede

det i en samtale med EW: „Vi har set, at både den ortodokse og den liberale position egent-

lig var rationalistisk bestemt, og de to modsætninger er blevet ophævet og har fundet en ny

problemstilling, en ganske ny front i en eksistentiel kamp for selve det at være til; og dette

betyder, at frontlinjerne teologisk går ad ganske andre veje nu.“ Og EW konkluderede:

„Disse mennesker her synes at have oplevet noget værdifuldt; man mærker det i deres

diskussioner, deres indlæg, under fællesbøn og under hele samværet.”163

I Neuendettelsau fik EW desuden lejlighed til at overvære et møde i det tyske mis-

sionsråd. Noget af det, som beskæftigede forsamlingen var de nye visumregler, som

gjorde det muligt i meget begrænset omfang igen at udsende tyske missionærer. Dette

fremkaldte en voldsom glæde i forsamlingen, der så dette som et betydningsfuldt skub

fremad for missionsselskaberne. For den danske deltager var det interessant at følge

drøftelserne vedrørende Tanganyika, hvor DMS netop få år tidligere havde engage-

ret sig, blandt andet som følge af, at tysk mission efter Anden Verdenskrig ikke kunne

sende missionærer dertil. Nu regnede tysk mission igen med at kunne sende et par

missionærer til Tanganyika. Men de tyske selskaber vedtog, at de ikke igen ville komme

til Tanganyika som et enkelt selskab, men i fællesskab som tysk mission i et økumenisk

arbejde. Det betød konkret, at man havde i sinde at komme under en fælles ledelse, som

skulle være LWF, – hvilket fik EW til i en parentes i dagbogen at bemærke, at „LWF ikke

havde meget med økumeni at gøre!“ Tyskerne forventede, at andre lutherske selskaber

i Tanganyika ville gøre det samme – og igen kommer der en parentes fra EW: „så skal

man sandelig også i DMS til at tænke principielt, uha!”164

En anden sag, der var lige så betydningsfuld, var Berlinermissionens stilling. Efter An-

den Verdenskrig var Berlin placeret i den russiske zone. Derfor havde dette missions-

selskab det særdeles vanskeligt. De kunne ikke få del i de nye visumregler, og deres

økonomi var reelt set intet værd på grund af Østmarkens ringe værdi. Derfor beslut-

tede alle de missionsselskaber, der var tilknyttet det tyske missionsråd, enstemmigt,

hver måned at stille et beløb i D-mark til rådighed for Berlinermissionen, svarende til

selskabets egen indtægt i samme måned i Østmark. For Erik W. Nielsen var dette et gri-


bende øjeblik, da man foretog denne afstemning, fordi det betød, at Berlinermissionen

igen kunne begynde at arbejde på missionsmarkerne, og selskabets formand rejste sig

bevæget og takkede Gud for denne beslutning.

Helhedsindtrykket fra Neuendettelsau var, at tysk mission virkelig havde oplevet noget

i disse år. Man var blevet tvunget sammen i et samarbejde på en ganske ny måde. Dette

gjaldt også ganske praktiske ting som film, studiearbejde og missionsblade. Man havde

f.eks. før krigen 83 missionsblade fra 32 forskellige tyske selskaber. Man vedtog, at dette

ville man under ingen omstændigheder vende tilbage til. Flere selskaber havde allerede

vedtaget at udgive et fælles missionsblad. Det ville give missionsmenigheden et bedre

indtryk af, at det drejede sig om mission, ikke bare om et enkelt selskab. Hele ånden

gjorde indtryk, og det var ofte dybt gribende for EW at tale personligt med de enkelte

deltagere og se, hvordan deres indstilling var født ud af personlige kampe og ofte for-

færdende oplevelser. EW fandt det desuden ganske interessant og meget inspirerende

at se den rolle, som tysk missionsråd spillede i alle disse forhandlinger. Det var i mis-

sionsrådet, man forhandlede film, blade, litteratur, studiearbejde osv. Og missionsrådet

(som heller ikke i Tyskland havde andet end rådgivende myndighed) blev betragtet vir-

kelig som missionens øverste central, et koordinationscentrum, hvor man forhandlede

for at høre de andres mening og råd, og hvor man tog hensyn til disse meninger.

3.6 kirkE – MissiON - EskATOlOGi

Neuendettelsau var en stor oplevelse for Erik W. Nielsen. Det personlige møde med en

række tyskere, der havde gennemlevet krigens gru og efterkrigstidens ydmygende rus-

siske krigsfangenskab brændte sig ind i ham for altid. Konferencens faglige højdepunkt

oplevede han i to foredrag af henholdsvis den nytestamentlige professor, dr. Gustav

Stählin165, Erlangen, og missionsdirektor, dr. Karl Hartenstein166.

Vi har allerede set, hvorledes EW stillede sig kritisk over for Hendrik Kraemers eskato-

logi, idet han mente, at Kraemer ikke tænkte dybt nok om dette begreb, men alene så på

eskatologien som noget rent futurisk. Her i Neuendettelsau fik han sin kritik teologisk

underbygget.

For de tyske teologer havde krigen betydet, at man ikke længere kunne se på eskatolo-

gien udelukkende som et futurisk begreb. „I Kristi handling er vi midt i historien – og

midt i en eskatologisk handling,“ hed det i et af foredragene. Under bombardementer

eller i krigsfangenskab havde de set tegn på, at eskatologien realiseredes i deres nuti-

dige situation og gav dem styrke til at gennemleve trængslerne167. Midt i rædslerne var

Kristus nærværende.

Med tysk grundighed talte Gustav Stählin og Karl Hartenstein om forholdet mellem

kirke, mission og eskatologi og dermed om „Missio Dei,“ så EW i sin dagbog konsta-


terede, at „disse foredrag var af en sådan kvalitet fagteologisk, at de vanskeligt kunne

være holdt på en dansk, endsige en engelsk, missionskonference. Det var dybtgående,

tankemættet teologi, og det var velgørende at se en missionskonference, hvor man be-

handlede bunker af praktiske spørgsmål, indledet med en dybdegående teologisk be-

handling af selve missionens motiv og væsen.“

Professor Gustav Stählin understregede i sit foredrag168, at i Ny Testamente er kirken

eller menigheden ikke den primære bærer af mission. Det er Gud selv. Det er Jesus,

der er missionæren i ordets egentligste og dybeste forstand. Han er den, der er udsendt

(Joh 20,21), og som sendte disciplene, kirken. I pinsen er det egentlige vendepunkt ikke

kirkens stiftelse, men sendelsen af disciplene til folkeslagene. Det er sendelsen, der kva-

lificerer kirken som kirke. Gennem sin kirke virker Kristus i nutiden som missionær.

I Kristi handling gennem kirken er vi midt i historien og samtidig midt i en eskatologisk

handling, hvis egentlige handling ligger i begivenheden, som kommer, nemlig Kristus

– hvis komme ikke er begrænset alene til det fremtidige, men i lige så høj grad til det

nutidige. Kristus er ikke den fjerne, men nærværende Herre. Fra fremtiden træder den

opstandne Kristus sin menighed i møde i nutiden.

Kirkens bekendelse og kerygma er det historiske og eskatologiske: „Kristus er Herre“ (1

Kor 12,3), der er missionens egentlige og eneste budskab. I og med forkyndelsen af det-

te budskab er missionen den store eskatologiske handling i historien, frelseshistorien,

der betyder, at frelsen gennem kirken (de troendes fællesskab) bringes ind i historien.

Kirkens, missionens kerygma er altså denne missions egentlige væsen og eksistens. Det-

te kerygma er altid et vidnesbyrd (martyria), men i martyria perspektivet er vi straks

ovre i et ganske andet plan. Professor Stählin bemærkede, at de fleste af de store ta-

ler i Apostlenes Gerninger var taler for domstole af en eller anden art, taler, hvor der

skulle aflægges et vidnesbyrd til retfærdiggørelse eller forkastelse, et vidnesbyrd, som

i sin konsekvens ville medføre de alvorligste følger for vidnet selv. Hele perspektivet

er domsscenen. Det er verden, historien, mennesket, som holder dom over evangeliet,

over Kristus; og i og med denne domshandling er denne verden selv under den endelige

dom. Det er i dette domsperspektiv, kirkens kerygma får karakter af martyria, og dette

vil igen sige, at i dette martyria ligger missionens inderste væsen, den enkelte kristnes

inderste væsen, og i dette martyria ligger vor histories dybeste og egentlige mening.

Men dette vidne perspektiv – martyria – betyder personlig engagement på en ganske

ny måde. Det er det eksistentielle. Og professor G. Stählin sluttede med at sige, at „vi

kender det på vor egen krop fra Tysklands kirkehistorie i de sidste 15 år. Vi har lært mere

end tidligere om, hvad ordet credo betyder.”

For Erik W. Nielsen var dette på samme tid noget af en åbenbaring – og samtidig en

bekræftelse. Teologisk fik han her underbygget de tanker, som vi har set hos ham tilbage


fra foredragene i 1947 og i samtalerne med professor Hendrik Kraemer. I en kom-

mentar til det grundige referat af talen, skrev han: „Dette synes mig rasende vigtigt; den

rigtige understregning af begrebet martyria. Næste spørgsmål bliver så bare: hvad er det,

som gør en prædiken, som er kristelig rigtig og opbyggelig og kan frembringe en masse tårer

og fromme varmebølger i hjerteregionerne til ord, ord, ord? Og hvad er det, som kan gøre

alle vore fattige ord til martyria? Måske er vore ord ikke „fattige“ ret forstået. Nej, det er de

vist ikke! Vi har formået at erobre selve ordet „fattig“ og „from“ og „ydmyg”, har gjort os til

herre over dem. Hvordan skal det ske med os, at vore ord, vort liv kan blive til martyria, til

vidneafgørelse? Mon gennem at vi bliver fattige, også på kristne tanker”.

3.7 MissiO DEi

Som tidligere nævnt var en af de hovedopgaver, der ventede IMC og ikke mindst Erik W.

Nielsen som Research Secretary problemet om „the missionary obligation of the church.“

Dette tema havde været et af hovedpunkterne i EW’s samtaler i Schweiz med professor

Hendrik Kraemer, der havde hævdet, at der var brug for en redefinering af missions-

synet, hvortil EW havde hævdet, at dette ikke var tilstrækkeligt. Man måtte trænge ned

til en dybere forståelse af selve sagen, altså et studium af selve kristendommens struktur

og væsen, ikke blot ved en minutiøs gennemgang af skriftsteder, hvor mission blev

omtalt, men derimod en grundig indtrængen i hele kristendommens budskab, for ud

fra dette at forstå, hvad mission egentlig er. Dette ville så videre føre til et studium af

kirkens væsen. Mission er kirkens livsfunktion.

I Neuendettelsau var temaet igen sat på dagsordenen. Både i professor Gustav Stählins

foredrag – og efterfølgende i dr. Karl Hartensteins foredrag169. Men ikke som en redefi-

nering af missionssynet – men som en teologisk gennemtænkning af mission i lyset af

efterkrigstidens teologi.

For både Stählin og Hartenstein var udgangspunktet den nye forståelse af eskatologien.

I Hartensteins tilfælde i en analyse af Johannes Aabenbaring170, hvor han pegede på

afsnittet kapitel 4-19, som han inddelte i to dele: 1) kapitel 4-11: „den ophøjede Herre,

der hersker i Himlen og på jorden i skjult fuldmagt, såvel over kirken, der er hans

legeme, og som han samler i denne mellemtid,“ – og 2) kapitel 12-19: „menigheden,

der virkeliggør mellemtidens frelseshistoriske betydning ved sit vidnesbyrd for verden

i kamp og lidelser under verdensmagterne.”

I det store dobbeltkapitel 4-5 lyder verdensherskerens spørgsmål: „Hvem er værdig til

at åbne bogen og bryde dens segl?“ Over for dette spørgsmål opstår der dyb tavshed

i Himlen. Ingen tør tage verdensregeringen i sin hånd. Da træder én frem for Guds

trone - som lam og løve. Det er Himmelfarten, sagde Hartenstein. Det er Kristus, som

indtager sin plads ved Guds højre hånd og påtager sig den magt i Himmel og på jord,


som han har annonceret i Matt 28,18. Kristus er i begyndelsen (Joh 1) og slutningen

(Joh Aab 19) udtrykt ved logos – Guds ord, skaberordet og frelserordet, der er kommet

og kommer til verden. Til at bevidne dette har Gud kaldet menigheden. Den ved, at hele

verdens historie er skjult, men virkelig, ligger i Jesu Kristi hånd. Herudfra må vi – sagde

Hartenstein – med blikket rettet mod endetiden forsøge en helt ny kristelig historieop-

fattelse (frelseshistorie) for at hjælpe menneskene til at bære de uforståelige gåder og

historiens ildflammer. Således er denne mellemtid at forstå som frelseshistorie gennem

det skjulte Kristusherredømme. Vidnesbyrdet må hele tiden tage sit udgangspunkt i

den nærværende, om end skjulte, Kristi nærvær i hans menighed. Således bliver mis-

sionens vidnesbyrd det afgørende tegn på den frelse, der sker i Kristus, og det afgørende

fortegn på den frelse, der i Kristus kommer til fuldendelse. Dette sker i mellemtiden

mellem Kristi himmelfart og genkomst.

Det betyder, at missionen er den treenige Guds handlen i hans gennemførelse af sin

frelsesplan i folkenes verden, der med et teologisk slagord blev kaldt „Missio Dei.“ Eller

som EW udtrykte det et par år senere i en tolkning af missionærens situation ud fra

Jesu ord på korset: „Det er fuldbragt“ (Joh 19.30). Det skete med ordene: „Jo, vi skal gå

her, vi skal forkynde evangeliet – og leve ud af det, og vi skal lide vore nederlag, men vi

er her kun, fordi „det er fuldbragt,“ – fordi kampen ikke er vor, men Guds.”171

Der er i dette program, som blev fremlagt af Stählin og Hartenstein, tale om et para-

digmeskifte i forhold til den pietistisk inspirerede missionsforståelse, som havde her-

sket før Anden Verdenskrig. Samtidig er der en udvikling bort fra den kirkecentrede

missionsforståelse, som Hendrik Kraemer havde slået til lyd for ved Tambaram kon-

ferencen, 1938. Erik W. Nielsen havde det teologiske udgangspunkt fælles med Stählin

og Hartenstein i pietismen, og alle tre bevarede en veneration for pietismens arv i den

selvstændige videreudvikling, som de kom til at stå for.

3.8 lONDON kAlDEr

3.8.1 Hvor skal vi bo

I september rejste Erik W. Nielsen til London for at påbegynde sit nye arbejde som Re-

search Secretary i International Missionary Council. Marie og børnene skulle blive i Dan-

mark endnu et stykke tid. Marie skulle fortsætte som husmor for missionsskolens elever,

der endnu manglede et år, inden de skulle til den afsluttende eksamen. Og der var heller

ikke truffet nogen afgørelse om, hvor familien skulle bo. Der foreligger en lang række

breve fra EW til Marie fra denne periode, som beskriver de trængsler, han måtte opleve i

den første tid. Det var dels trængsler med at få sin kontrakt og lønforhold på plads, som

i efterkrigstidens England ikke var så enkle endda. Det gav store problemer, da der ikke

kunne overføres penge fra Danmark til England på grund af valutarestriktionerne, og

DMS havde forpligtet sig på at betale en del af EW’s løn de første måneder. Og det var

dels et spørgsmål om at finde en egnet bolig til familien og desuden, hvordan denne bolig


skulle finansieres. Flere gange er han tæt ved at løbe sur i det hele og ønske sig hjem til

Danmark og de trygge rammer i DMS. Desværre foreligger Maries breve til EW ikke i

arkivet. De kunne være nyttige. Af hans breve kan vi læse, at hun har været den rolige og

fattede, der gød olie på vandene, når han blev for utålmodig og ilter – en tolkning, der

bekræftes af deres børn. Spørgsmålet om bolig blev først afgjort efter mange forhandlin-

ger frem og tilbage, og efter at han havde været ude og se på adskillige mulige emner. Den

5. december 1950 købte han huset, 28 Forde Avenue, Bromley, Kent, for 2.700 £ - heraf

var 1.500 £ et rentefrit lån fra IMC (de 300 £ var reserveret til omkostninger til stempel,

salær mm). Det havde været en meget vanskelig proces, dels fordi aftalerne var så luftige i

forhold til IMC, dels fordi han alene sad i London og skulle passe sit arbejde, mens Marie

sad i Hellerup – og datidens kommunikationsmidler taget i betragtning, var det langsom-

meligt at få drøftet sagen mellem de to ægtefæller. Man greb ikke bare lige telefonen for

at tale om den slags spørgsmål! Først den 18. februar 1951 ankom Marie og børnene til

Liverpool Street Station, hvor en længselsfuld EW ventede på sin familie. I Bromley fødtes

familiens fjerde barn, Flemming i maj 1958.

Det var planen, at EW allerede i foråret 1951 skulle på en længere studierejse til Afrika,

men den blev til hans lettelse flyttet flere gange og først endelig gennemført fra efteråret

1953 til foråret 1954.

London kom i to lange perioder til

at danne hjem for familien Niel-

sen – her et motiv fra dokkerne i

East End


Vi husker, hvordan det kriblede i fingrene på ham, da han var hos professor Hendrik

Kraemer i Schweiz for at komme i gang med arbejdet – men samtidig sukkede: „Giv

mig et par år til at komme ind i stoffet!”

3.8.2 Ind i arbejdet

Med stor iver kastede han sig over bunker af papirer og rapporter om hans fremtidige

arbejde. Brev for brev rapporterede han til Marie, hvad han havde været i gang med –

og hvor langt han var kommet. Han længtes afsindigt efter familien – men fortrængte

længslen i arbejdet. Siden han som lille dreng var indlagt fjernt fra hjemmet på syge-

huset i Juelsminde, havde han vænnet sig til at bekæmpe længslen med læsning og

arbejde.

I oktober173 kunne han i et brev til Marie fortælle, at han nu havde arbejdet sig igennem

alt materialet vedrørende ægteskabsstudiet i Afrika, hvorpå han samtidig fortæller, at

han alligevel ikke skal have noget med dette projekt at gøre, hvilket han opfattede som

en lettelse. Samtidig fortalte han, at han var kommet langt med at studere de forskellige

arkiver vedrørende „the missionary obligation of the church.“ Det syntes han var meget

mere interessant end at læse om ægteskabsproblemer i Afrika, der syntes ham meget

fjerne. Men han syntes nu ikke, at han var blevet meget klogere af at læse de mange

rapporter, skrev han. Det hele syntes ham meget rodet, og han skrev, at han havde bedt

Norman Goodall om at sætte hele søndagen af til at de kunne gennemdrøfte projektet,

så han kunne få klarhed over, hvad han (Goodall) havde tænkt sig med dette projekt.

Samtidig funderede han over, hvad man i Danmark ville stille op med projektet ud over

en rent akademisk interesse, og han ironiserede over, at DMS nok ville udsende en ny

skriveblok med vignetter i stedet for et grundigt studiemateriale over dette emne!

Der gik ikke lang tid, før Norman Goodall var klar over, at selv om Erik W. Nielsen ikke

havde meriteret sig med en doktorgrad, så havde han fået en særdeles dygtig og ihærdig

medarbejder. Derfor foreslog han174 ham, at han skulle påtage sig en central opgave i

at lede tilrettelæggelsen og gennemførelsen af IMC’s 4. Assembly, der skulle finde sted

i sommeren 1952 i Willingen, Tyskland. Denne opgave tog EW med glæde imod, fordi

der her var tale om en helt konkret opgave, som ville føre ham ind i hjertet af IMC’s ar-

bejde. På den store Amerikarejse (se kap. 3.9) havde han mulighed for en længere drøf-

telse med professorerne John Mackay175 og Paul Lehmann176 på Princeton Theological

Seminary af programmet for konferencen i Willingen. Og på en rejse rundt i Europa i

juni 1951177 havde han ligeledes lejlighed til at drøfte programmet for dette Assembly

med fremtrædende missionsteologer som f.eks. Walter Freytag,178 Bengt Sundkler og

Karl Hartenstein.


3.9 DEN sTOrE AMErikArEJsE 1952

3.9.1 Med Queen Mary

Den 30. december 1951 gik Erik W. Nielsen ombord på den store britiske oceandamper

Queen Mary i Southampton for at begive sig ud på sin første rejse til Amerika – en

rejse på cirka to måneder179. Han glædede sig til denne rejse. Han havde en følelse af, at

meget ville komme til afhænge af udfaldet af denne tur med hensyn til om hans arbejde

skulle komme til at lykkes eller ej i de kommende år.

Ombord på Queen Mary var der meget prominente gæster som f.eks. den britiske pre-

mierminister, Winston Churchill180, som han dog ikke så noget til, da de ikke rejste på

samme klasse. Han sad i salonen på turistklasse og lod sig imponere over det fantastiske

skib. Der var cirka 2000 passagerer og en besætning på omkring 1500 mand. Der var

forretninger, biograf med tre daglige forestillinger, koncertsal med eget orkester og tre

daglige koncerter, barbersaloner i en uendelighed, en speciel stab til at tage sig af bør-

nene, og – hvad der især interesserede EW – eget bibliotek, som han flittigt benyttede

på overfarten.

På turistklasse var der cirka 700 passager, hvoraf de fleste var polakker. De var fra den

østlige del af Polen, som ved afslutningen af Anden Verdenskrig var blevet annekteret

af russerne, hvorefter polakkerne var fordrevet og gjort hjemløse. Denne sejlads var den

sidste af en lang række organiserede transporter af polakker til Amerika og Canada. Det

berørte ham dybt at gå rundt mellem disse mennesker og tænke på, at de hver for sig

rummede en tragisk skæbne.

Det Amerika, han rejste over til her ved indgangen til 1952, var på en anden måde end

Tyskland/Europa præget af Anden Verdenskrig. Krigen havde været „de andres krig,“

„Jeg sidder en aften og snakker med en polsk forfatter, taler meget dårligt engelsk, prøver at tiltale ham på tysk; han taler perfekt tysk,

men nægter at benytte sig af dette sprog, da det rummer for mange minder for ham. Hans forældre, hustru og børn er dræbt i krigen. Selv

har han været tysk krigsfange, derefter russisk. Flygtet til vest zonen, og videre til England, hvor han har været de sidste tre år. Nu på vej

til Amerika. Der er mange af hans slags blandt disse folk her…“

EW fortæller herefter om indsejlingen til New York, den 5. januar 1952, hvor de i tågen så Frihedsgudinden dukke op.

„Den polske forfatter står ved siden af mig – jeg fotograferer hende [Frihedsgudinden]. Han bare står, tavs, og tænker. Så siger han: „Ved

De, hvor længe, i hvor mange år, jeg har drømt om at se denne statue? Ved De, hvad den betyder for mig??“ Jeg aner vel lidt af, hvad den

betyder for ham. Men forstå det, nej, det gør jeg ikke. Jeg kikker rundt på de andre polakker, som står her med deres små børn ved hæn-

derne, alle tavse. De er på vej ind i et nyt afsnit af deres liv; de har ingen returbillet. Der er gamle mennesker på 70 år og derover, og der er

unge; der er små børn på 2 og 3 og 4 år. Hvad rummer fremtiden for dem? Vil de gå under som tusinde andre i dette land, eller vil de kunne

bygge en ny fremtid, hvor ordet „frihed“ betyder mere end politiske løfter?? Ingen ved det. Men uvilkårligt kikker man op i statuen igen, og

aner måske en lille bitte smule af dens historie.“ (Dagbogen, 5. januar 1952, EWN-RA, kasse 2)


der havde kostet Amerika dyrt i unge soldaters liv. Men krigen havde fundet sted på

fremmed jord. Her i efterkrigstiden var det præget af bestræbelserne for at overtage

Englands rolle som verdens førende nation. Landet blev ledet af den demokratiske

præsident, Harry S. Truman,181 der med Trumandoktrinen fra 1947 lagde kursen til at

inddæmme Sovjetunionen og de andre kommunistiske magter under den kolde krig.

Doktrinen ændrede rammerne for USA’s udenrigspolitik afgørende ved at erklære det

for landets politik at støtte alle „frie folk, der kæmpede mod forsøg på undertrykkelse

fra bevæbnede minoriteter eller kræfter udefra.“ Det medførte en storstilet hjælpe-

pakke på 13 mia dollar til det krigshærgede Europas genopbygning, Marshallhjælpen;

gennemførelsen af luftbroen til Berlin i 1948-49; oprettelsen af NATO i 1949 og den

mislykkede Koreakrig i 1950-51. Anført af den republikanske senator McCarthy182 vok-

sede der efter Koreakrigen en voldsom kritik af regeringen for at være influeret af kom-

munismen, og den såkaldte mccarthyisme iværksatte en regulær heksejagt på alle, der

udtalte eller opførte sig „uamerikansk“ – dvs. på en kritisk måde, der kunne udlægges

som kommunistvenlig.

Formålet med rejsen var, at Erik W. Nielsen skulle lære den amerikanske del af IMC at

kende og præsentere sig selv som ny Research Secretary. I den forbindelse var drøftelser

af studiet af „the missionary obligation of the church“ et særdeles vigtigt element. Des-

uden skulle han stifte personligt bekendtskab med amerikanske missionsselskaber og

teologiske uddannelsessteder for på den måde at lære, hvordan man tænkte og agerede

i den største og mest indflydelsesrige del af verdensmissionen.

IMC’s generalsekretær var ireren, Charles Ranson, som EW ikke tidligere havde mødt,

men nok havde korresponderet med. Derfor var mødet med Ranson en særdeles vigtig

del af Amerikarejsen.

3.9.2 Mødet med amerikansk mission

Straks efter ankomsten til New York fløj han videre til Toronto i Canada, hvor han blev

hjertelig modtaget af de amerikanske ledere af IMC med Ranson i spidsen, der var til en

konference med en gruppe fra Division of Foreign Missions (DFM) – det amerikanske

missionsråd. Han ankom lørdag og søndag var fridag på konferencen, hvor han deltog i

en gudstjeneste i United Church of Canadas hovedkirke i Toronto med Charles Ranson

som prædikant. Det var en prædiken lige efter EW’s hoved med „ægte evangelisk ind-

hold, modigt – mod det amerikanske anti-kommunistiske hysteri, som støttes af visse

kirker…“ EW var glad for at høre denne tone, og han glædede sig til at lære den mand

nærmere at kende, og tilføjede så: „Fra hvad jeg kender til ham og de samtaler vi indtil

nu har haft, vil jeg tro, at vi er på linje på mange områder, og da han selv var Research

Secretary, før han blev generalsekretær, har han et vågent øje for netop mit arbejde, og

er selv uhyre interesseret i det. Han skal pumpes!“ EW fik ret – der udvikledes et nært

venskabeligt og kollegialt forhold mellem de to i gensidig respekt for de kompetencer,

de repræsenterede.


Den konference, som han deltog i, var et led i det amerikanske missionsråds arbejde

med „the missionary obligation of the Church,“ og det blev en god anledning for EW

til at opleve, hvorledes man i det amerikanske missionsråd greb et sådant arbejde an i

forhold til den europæiske måde at arbejde på. De fem studiegrupper var sammensat af

kompetente folk i en blanding af tidligere missionærer og akademiker, og han spurgte

sig selv, hvorfor europæiske missionsråd ikke også havde taget opgaven så seriøst op.

Holland havde nedsat en komite, men så var alt også sagt. EW så dette som et eksempel

på, at i Amerika var missionsselskaberne ikke bange for at samarbejde i modsætning

til Europa, hvor man i langt højere grad koncentrerede sig om sit eget. Dette blev også

EW’s personlige erfaring, da han for en kortere årrække vendte tilbage til Danmark i

håbet om at kunne tilføre Dansk Missionsråd en større grad af dynamik. Det blev en

skuffelse, fordi selskaberne ikke ville give afkald på deres eget.

Han fandt dette første møde med den amerikanske missionsbevægelse særdeles spæn-

dende. Meget af det, der foregik på konferencen, var mærkeligt umage, og diskussio-

nerne viste mange gange brydningerne mellem de rent traditionelle, konservative, som

kun ønskede at konsolidere og en anden gruppe, som ønskede at se nyt, at kommentere,

men som tænkte i „promotion“ i en for ham temmelig anstødelig amerikansk form, og

som talte om amerikansk ansvar, om amerikansk hjælp til andre og nødvendigheden

af, i forbindelse med dette, at have en hånd med i disse andre kirkers udvikling; og så en

helt tredje gruppe, der også ønskede at se fremad, men var nået langt dybere og havde

virkeligt set noget af det dybeste i hele missionsproblematikken. Dette sidste kom tyde-

ligt frem i rapporten over studiet af missionens bibelske, teologiske grundlag. Professor

Paul Lehmann fra Princeton fremlagde rapporten i form af tre grundige teologiske

forelæsninger af kontinental tyngde, iklædt amerikanske formuleringer. Han kredsede

bestandigt om historieproblemet i forskellige formuleringer, ud fra en opstillet mod-

sætning mellem en ren kristologisk og en trinitarisk teologi. EW fandt denne modsæt-

ning kunstig, hvilket han efterfølgende diskuterede i mere end en time med professor

Lehmann, der efterhånden måtte tage kritikken til sig og love at udvide og nybearbejde

rapporten på visse punkter.

De andre grupper imponerede ikke EW så meget. Det mest interessante set i forhold

til Europa (kontinentet), var her rapporten og diskussionen over spørgsmålet: hvad

ville spørgsmålet om „The missionary obligation of the Church“ betyde for det rent

praktiske arbejde? Der kom ikke meget rent konkret frem, men for EW var det mest

interessante selve det, at man havde en speciel gruppe om dette spørgsmål, hvor mis-

sionssekretærer sammen med professorer, missionærer og ledende kirkemænd alvorligt

drøftede dette spørgsmål. Hvad ville det betyde for arbejdets organisatoriske opbyg-

ning, for hjemmearbejdet, missionspolitik, uddannelse af missionærer osv. Man gen-

nemgik mere eller mindre i detaljer alle de forskellige spørgsmål – f.eks. spørgsmålet

hospitals- og skoleinstitutioner og deres forhold til det evangeliserende arbejde. Han

fandt det interessant, at der netop i Amerika var røster blandt missionærerne, som ad-


varede mod institutionerne. Og han kunne ikke lade være at lade tankerne gå hjem

til Skandinavien, til Danmark, og ønske, at man ville have mod til tage en tilsvarende

diskussion her.

3.9.3 Til gudstjeneste i Harlem

Erik W. Nielsen bemærkede selv, at det var ejendommeligt, at denne menighed skulle

blive hans første møde med en menighed i Amerika – det første sted, hvor han del-

tog i en menighedsgudstjeneste. Det talte til hans lavkirkelighed. Her var han – alt det

fremmede til trods – hjemme i Hundborg. Det var aldeles ikke prædikenen, der gjorde

indtryk. Det var selve det at være der, selve det, at her var der en flok mennesker, der

var samlet til bøn for at få kraft til dagen i morgen. Selv om han gennem sine studier af

mission kendte lidt til disse menigheder og deres teologi, så var det noget helt andet at

være til stede midt i menigheden – ikke som observatør, men som deltager i gudstjene-

stens tilbedelse og lovprisning. Og særpræget at sidde i en afroamerikansk menighed

med et dansk ritual, der flere steder var en direkte oversættelse og synge danske salmer.

På denne søndag oplevede EW, hvad trosbekendelsens ord om „de helliges samfund“

betyder i praksis. Her var der kristne, der ligesom han selv tilhørte den hellige alminde-

lige kirke. Og han blev styrket igennem denne oplevelse. Det skete i Harlem – i et af de

fattigste kvarterer i New York. De store ords teologi fra Neuendettelsau blev kød og tog

bolig i ham – eskatologien realiserede sig i denne gudstjeneste.

Tilbage i New York mødtes EW med kaj Baagø183

„Vi tog ud til Harlem, negerkvarteret. Baagø ønskede, at jeg skulle til gudstjeneste i en lille negerkirke her. Det var en ejendommelig ople-

velse, ganske ejendommelig. Her er en luthersk menighed, kaldet The Evangelical Lutheran Church of the Transfiguration, bestående af

ca. 1000 mennesker. Disse negere kommer fra de tidligere danske vestindiske øer, mange af dem har danske navne. Vi kom ind. Kirken kan

rumme ca. 300, men vi var omkring 400 til stede, alt pakket. Sikke en sang, har aldrig hørt noget tilsvarende. Der er et kor på vel 40 unge

mennesker, men hele menigheden er kor. Det var ved at løfte taget af kirken. Disse mægtige, stærke stemmer, kraftige, men dog så bløde.

Melodierne var de almindelige, men ind imellem kom der pludselig - pr. improvisation – toneovergange, sløjfer, dekadencer, som ledte lige

over i Negro Spirituals. Det var i ordets bedste forstand en gudstjeneste; de var med, alle; sangen betød noget for dem. Man sad ganske

stille og blev grebet og lyttede til denne kraft, primitivt, ureflekteret, men stærkt og direkte. Præsten, en høj, flot neger, holdt en stærk,

voldsom i sin form, men direkte evangelisk prædiken. Efter prædiken sagde bæstet pludselig til menigheden, at de havde den glæde i dag

at have en dansker, som var her som repræsentant for den missionerende kirke ud over hele verden, hvorefter han bad mig komme og tale.

Jeg måtte skyndsomt smide frakken og op i koret, hvor jeg talte ca. et kvarter.

Det var igen ejendommeligt efter gudstjenesten: her kom den ene efter den anden af de gamle negere, mænd og kvinder, på 70 år og mere,

hen og trykkede mig i hånden. Vi vil aldrig glemme Danmark, hils dem „derhjemme”, husk, at trods salg og alt andet, vi er samme familie. Det

var ikke bare høflighed, men de stod der bevægede, mange af dem, og nævnede danske navne på præster, som de havde haft „hjemme.”

Jeg ville ønske, jeg kunne overbringe den hilsen til kirken derhjemme – og bede dem sende dem her en hilsen. Jeg bliver så sær ved alt

dette: var der ikke noget med, at vi engang havde en fin handel med rom til Afrika og negre til Vestindien; disse folk her er deres børn – et

og andet at tænke over.“

(Dagbogen 13. januar 1952, EWN-RA- kasse 2)


3.9.4 Politiske spændinger mellem Amerika og England

Politisk var der en spænding i forholdet mellem Amerika og England her i efterkrigs-

tiden, hvor det britiske imperium var under opløsning, og England dermed var ved at

miste verdensherredømmet til Amerika. Det var Amerika, der i væsentlig grad havde

befriet Europa fra fascismens og nazismens trussel, og det var Amerika, der økonomisk

stod som den stærkeste magt, der muliggjorde en hurtigere genopbygning af Europa.

Denne spænding sporede Erik W. Nielsen også inden for mission og teologi. Ved sine

besøg rundt om på de teologiske uddannelsessteder mødte han tydeligt en skepsis mod

europæisk teologi og IMC’s arbejde, herunder hans eget. I de mere konservative kredse,

som han mødte blev europæisk, kontinental teologi fejet til side som uinteressant. Og

gang på gang mødte han kritik af IMC og dets studiearbejde som udtryk for liberal

teologi. Når han så gik disse kritikere på klingen, viste det sig, at de oftest intet konkret

kendte til IMC og dets arbejde, men alene byggede på fordomme. Når han havde afslø-

ret dette, kunne der åbnes for en mere konstruktiv dialog mellem parterne.

Den politiske grundholdning, som gav sig udtryk i en udpræget nationalisme, kom

altså også til udtryk i det kirkelige liv – og inden for mission. Amerikanerne vidste,

at det var dem, der havde frelst verden. Og selv om man i mission bevægede sig mod

flere og flere selvstændige kirker, så var den udprægede holdning, at i det omfang, der

var amerikanske penge involveret, så måtte der også være en amerikansk kontrol over

brugen af disse penge, og dermed over disse kirker. Partnerskab, som man talte så me-

get om i IMC og international mission efter Whitby, var ikke slået igennem alle steder

i Amerika.

Det var nærliggende at blande det politiske med det missionsstrategiske. Når man

så på Kina, Nordkorea, Nordvietnam og de sovjetisk dominerede østeuropæiske

lande, så var det enkelt at forstå, hvor stor fare kirke og kristendom stod over for,

når man talte om kommunismens fremtrængen. Kommunismen kom nemt til at

stå som Antikrist, der skulle bekæmpes. Det betød, at store dele af amerikansk

kirkeliv støttede præsident Harry Trumans antikommunist doktrin. Derfor var der

en stor bevågenhed fra rige og indflydelsesrige amerikanere og virksomheder med

Rockerfeller Foundation og Ford Foundation i spidsen over for missionen. Ikke

mindst, når det gjaldt mission i randstaterne i Asien, samt i Sydafrika. Missionen

skulle hjælpe med til at undgå, at kommunismen kunne få fremgang184. Erik W.

Nielsen fik på nærmeste hold indblik i dette, da han mod slutningen af sit besøg

som en af fem æresgæster var indbudt til en stor promotion middag for 175 specielt

indbudte gæster. Blandt de andre æresgæster var IMC’s formand, professor John

Mackay, professor Horton Davies, Sydafrika185 og professor Hendrik Kraemer. Del-

tagerne, der var en række nøglepersoner inden for kirke og erhvervsliv, betalte selv

for arrangementet, hvor de fik en masse information, og man forventede så, at disse

mennesker selv gav store bidrag til arbejdet, ligesom de ville være ambassadører for

arbejdet i de kredse, de repræsenterede.


Gang på gang mødte han en forargelse over britisk imperialisme og det 19. århundredes

missionssyn, hvor missionen betragtedes som et led i imperiets udbredelse og stabilitet.

Stillet heroverfor kunne han ikke dy sig for at spørge: „Vel, men er der nogen speciel

grund til at mene, at Amerika ikke er hurtig på vej mod netop den samme situation?

Vil vi ikke få nøjagtig den samme forbindelse mellem mission og politik, som England

havde det i det 19. århundrede?“ Nogle mente naturligvis, at et sådant spørgsmål i sig

selv var den klareste tilkendegivelse af, at han intet som helst havde forstået af situa-

tionen. Men andre kom bagefter og bad om en privat samtale. I en sådan samtale var

der en mand, der sagde til ham: „De rører her ved et forfærdeligt ømt spørgsmål. Ganske

åbent sagt, jeg er bange for denne situation, vi er på vej imod. Det er f.eks. åbenbart, at i

årene efter krigen er der mere missionsinteresse end før. Nogle fortolker det glædestrålende

som tegn på, at nu er det kirken og ikke bare små missionsgrupper, som står bag missionen

og hentyder så til den umulige situation i Europa med de selvstændige missionsselskaber.

Men der er mere bagved. Masser af disse folk, som har en pludselig, voldsom interesse for

mission og skriver om det og taler om det, er store forretningsmænd, politikere osv., som i

virkeligheden taler om mission og kirkernes opgave som baggrunden for oprettelse af men-

neskelig frihed, hvilket alt for ofte betyder „The American way of life.“

Men Erik W. Nielsen mødte også et andet Amerika. Han mødte professor Paul Leh-

mann flere gange. Paul Lehmann havde i 1951 sammen med 150 lægfolk, gejstlige og

akademiker dannet „the Emergency Civil Liberties Committee“ som protest mod den

kirkelige tilslutning til mccarthyismen. Professor Lehmann, der selv var søn af en tysk-

ukrainsk protestantisk præst, havde i 30’erne studeret i Tyskland og var nær ven med

Dietrich Bonhoeffer.186 Han så tidligt den fare, der lå i mccarthyismens nationalistiske

antikommunisme. Og generalsekretær C. Ranson fra IMC var ligeledes særdeles klar

i mælet i sin udmelding imod de samme tendenser. En del gange blev EW under sit

ophold i Amerika bedt om at give en introduktion til europæisk mission, og hver gang

satte han fingeren på det ømme punkt, og hver gang skete det, at der var nogle af tilhø-

rerne, der tilkendegav, at de var betænkelige ved situationen.

3.9.5 Mødet med amerikanske universiteter

Fordelt over hele opholdet i Amerika besøgte EW en række teologiske uddannelsesste-

der. Alle steder havde de en missionsafdeling med professorer i mission. Men han var

ikke imponeret over en del af disse professorers akademiske niveau. Deres kvalifikation

var, at de var tidligere missionærer. Missionshistorie kendte en del af dem slet ikke

noget til og indrømmede det gerne med den begrundelse, at for dem var det vigtigste

ikke at uddanne akademiker, men gode præster. Flere steder blev han bedt om at give

forelæsninger over den moderne missionssituation og den økumeniske teologi. Det

blev anledning til grundige drøftelser på nogle af de bedste teologiske uddannelses-

steder, bl.a. The United Theological Seminary of the University of Chicago, og Luther

Theological Seminary, Minneapolis. Begge steder viste de en faglig interesse i at gå ind

i et samarbejde med IMC om studiet af „the missionary obligation of the church,“ som


EW skulle lede. Besøgene på de amerikanske universiteter blev for EW indledningen

til et livslangt arbejde med at udvikle det teologiske studium med henblik på at højne

præsteuddannelsen i de unge kirker. Og det blev desuden indledningen til et nært og

varmt venskab med flere af disse universiteters ledelse – og adskillige opfordringer til at

komme tilbage som professor i missionsteologi.

Ved en række møder, dels med IMC’s stab i New York med generalsekretær C. Ranson

i spidsen, dels med IMC’s formand, professor John Mackay, og endelig med profes-

sor Latourette187, der var formand for det udvalg, der skulle støtte Research Secretary,

havde Erik W. Nielsen mulighed for grundigt at drøfte målsætningerne for sit arbejde.

Det blev en stor opmuntring for ham, at hans ideer blev så godt modtaget. Ud over

studiet af „the missionary obligation of the church,“ som var en hovedopgave for ham,

nåede han gennem sine drøftelser frem til tre fokusområder, som han ville arbejde med.

Det drejede sig om følgende punkter:

1. Information: Han forestillede sig en serie af bøger, der skulle dokumentere centrale

emner inden for moderne mission og kirke. Det blev til serien: World Studies of Chur-

ches in Mission, der udkom løbende indtil hans død i 1971.

2. Et langsigtet studium af de unge kirker, hvor han ønskede at sætte særlig fokus på

deres udvikling over de foregående 50 år. Han forestillede sig, at dette studium skulle

omfatte kirkehistorie, konfession, forhold til mission og liturgiske forhold til kulturelle

omgivelser. Hans plan var at få et grundigt akademisk studium, der kunne komme til

at forløbe over måske 20 år.

3. En gruppe korte studieprojekter, som til stadighed ville komme op som svar på hen-

vendelser fra konferencer og missionsselskaber.

Da Erik W. Nielsen en af de sidste dage i februar igen gik ombord på Queen Mary,

kunne han i sin dagbog evaluere besøget som tilfredsstillende. Han havde fundet op-

bakning hos en række af de mest centrale personer i IMC samt i det akademiske miljø

til sine planer for missionsforskning. Han var blevet meget bevidst om de spændinger,

der var mellem New York og London – en erkendelse, der var vigtig for ham for at

kunne manøvrere i det farefyldte farvand. Og først og fremmest havde han vundet sin

generalsekretær, Charles Ransons venskab og tillid. Nu glædede han sig til at komme

hjem til Marie og børnene.

3.10 kOM HJEM

I sommeren 1953 blev Harald P. Madsen udnævnt til at være leder af WCC’s hjælpear-

bejde i Tyskland188. I den anledning besluttede DMS’s bestyrelse, at Rendtorff fremover

skulle være ene generalsekretær189 i DMS. Som noget nyt oprettede man i stedet to


stillinger som landssekretærer, en for hjemmearbejdet, som blev besat af den hidtidige

ungdomssekretær, Erik Petersen190, og en for missionsmarkerne. Rendtorff blev i den

forbindelse anmodet om at rette henvendelse til Erik W. Nielsen om at komme hjem og

overtage denne stilling.

Derfor fik EW den 24. august om morgenen et brev fra Rendtorff191. Marie var lige rejst

til Danmark på ferie med børnene, og EW havde travlt med at lægge sidste hånd på

forberedelserne til en 5 måneders rejse til Afrika, der skulle påbegyndes en uge senere.

Det kunne ikke være mere ubelejligt.

Det rev slemt i ham. Han havde nu været ansat i IMC i tre år, som var hans oprindelige

kontrakt. Han skulle derfor tage stilling til sin fremtid. Og i sit stille sind havde han

drømt om at komme hjem til DMS og overtage ansvaret for missionsmarkerne. Men

samtidig stod han næsten på trappen til flyveren til den store Afrikatur, som han havde

ventet på i mere end to år og havde glædet sig voldsomt til. Den ville give ham ganske

megen ny erfaring, som også ville kunne være en ballast for ham i et senere arbejde

med missionsmarkerne i DMS. Han var i syv sind og overvejede, om han skulle tage et

fly til Danmark for at drøfte sagen med Marie – men det var for dyrt, så det opgav han

igen. Men selv om det var lidt af en drøm for ham at få opfyldt, så var han på den anden

side betænkelig ved at vende hjem til DMS på dette tidspunkt, for han var bange for,

at han ville komme til at føle, at han var flygtet fra en vanskelig opgave, som ikke var

løst. Omvendt: sagde han nej til DMS, måtte han forberede sig på, at han havde tabt en

enestående chance og var bundet til IMC i en længere årrække.

I mangel af Marie til at drøfte sagen med vendte han sig i stedet til sine to foresatte i

IMC, generalsekretær C. Ranson, der nu boede og arbejdede ved London kontoret, og

Norman Goodall. Han havde en lang samtale med dem begge hver for sig, hvor han

forelagde dem problemet. De forstod hans dilemma, men var ganske klare i mælet: sig

nej til DMS og forbered dig på mindst ti års arbejde for IMC. Goodall formulerede det

på denne måde: „Brænd broerne og indstil dig på at give IMC dine bedste år her; vi vil

være taknemlige, og der vil være en fremtid for dig her.”

Men selv om han så gerne ville hjem og arbejde sammen med sine to gode venner

Rendtorff og Erik Petersen, så voksede tvivlen mere og mere i ham. Noget i ham sagde,

at han ikke turde, fordi det ville blive en skuffelse, og „hvis jeg nogen sinde skal få lov at

betyde noget i verdensmissionen, ja, så betyder det, at jeg skal midt igennem alle disse

vanskeligheder og skal modnes og afklares gennem dem.”192

Sagen drøftedes frem og tilbage i korrespondancen mellem EW og Marie i den kom-

mende uge, indtil EW skulle rejse til Sydafrika. Men uden en klar løsning. Derfor skrev

han lige før afrejsen til såvel Rendtorff som bestyrelsen og bad dem om mere tid til at

træffe sin beslutning193. Sagen var skudt til hjørne. Tre timer senere rejste EW til Afri-


ka. Men han havde ikke ro i sindet og måtte endnu engang i Afrika vende sagen med

Goodall, der nu var øjensynligt irriteret over atter at skulle beskæftige sig med dette

spørgsmål, hvorfor han kort og godt meddelte ham, at hvis han ikke regnede med at

blive i IMC, måtte han øjeblikkelig annullere resten af rejsen, for han kunne ikke tillade

sig at lade IMC betale for en rejse, som de ikke ville få noget fagligt udbytte af! Selv om

det gjorde ondt194, blev dette svar afklarende for ham. Han skrev til DMS og sagde nej

tak for tilbuddet og tilliden. Og han skrev til Marie og takkede hende for hendes støtte

gennem processen195. EW modstod fristelsen og kom stærkere igennem196.

3.11 AFGØrENDE TiDEr i AFrikA

3.11.1 Rejsens formål

Da Erik W. Nielsen fik brev fra DMS om at komme hjem og blive leder af missions-

markerne, stod han med det ene ben ude af døren på vej til Afrika. Rejsen havde været

bestemt lige siden, han tiltrådte sin stilling, men var ved flere lejligheder blevet udskudt

af forskellige årsager. Nu skulle det være. Som et lille kuriosum kan nævnes, at flybillet-

terne til den mere end fem måneder lange rejse, kostede 1.200£ (24.000 kr.) – eller cirka

halvanden gange EW’s årsløn!197 Rejsen varede fra begyndelsen af september 1953 til

midt i februar det følgende år.

Rejsen blev foretaget sammen med hans nærmeste kollega, Norman Goodall. Formå-

let med rejsen var at undersøge præsteuddannelsen i det sydøstlige Afrika, nærmere

bestemt i Sydafrika og det daværende Rhodesia198. Det var en del af et større studium,

hvor Bishop Stephen Neill havde undersøgt præsteuddannelsen i øst og vest Afrika i

april-juli 1950199, og en studiekommission med dr. M. Searle Bates200 som formand

undersøgte juni til december 1953 det tilsvarende emne i det fransktalende Afrika.201

Rejsen betød samtidig, at EW fik lejlighed til at besøge den danske mission i Aden202.

Det Sydafrika, som de to sekretærer fra IMC landede i, en septemberdag i begyndel-

sen af 1953, var et kludetæppe af forskellige nationale, etniske, religiøse og kulturelle

befolkninger. Sydafrikanerne ynder selv at kalde deres land for Regnbuelandet med en

henvisning til de mange forskellige etniske grupperinger. Det blev regeret af National

Party under ledelse af premierminister Daniel F. Malan203, der 1950 indførte nye skrappe

love til adskillelse af det hvide mindretal fra det store flertal af afrikanere og indere.

National Party kaldte selv dette program for apartheid. Den officielle begrundelse for

apartheid var, at man ville forbedre levestandarden for Sydafrikas sorte og sikre, at deres

kulturelle identitet kunne bevares. I realiteten var apartheid udtænkt som løsningen på

det hvide mindretals dilemma med hensyn til at regere over et sort og et asiatisk befolk-

ningsflertal. Disse befolkningsgrupper skulle forsvinde fra det hvide Sydafrika, uden at

der dog skulle ændres på deres funktion som billig arbejdskraft. Apartheidpolitikken

var inddelt i fire lovkomplekser: 1) den geografiske adskillelse, der blev praktiseret ved at

befolkningen blev opdelt i bestemte grupper efter hudfarve og race, og ved at landet blev


inddelt i områder, som var forbeholdt de forskellige befolkningsgrupper; 2) økonomisk

adskillelse, der blev gennemført ved, at ikke-hvide arbejdere blev udelukket fra faglært

arbejde og fra medlemskab af fagforeninger; 3) social adskillelse, der fremkom ved, at

alle samfundsinstitutioner og alt samkvem mellem mennesker blev opdelt og reguleret

efter racer – lige fra ægteskab til offentlig transport, undervisning og sportsudøvelse; 4)

politisk adskillelse, der blev praktiseret ved, at den sorte befolknings politiske rettigheder

blev begrænset til kun at gælde inden for de såkaldte bantustans, hvor der yderligere kun

var valgret til en del af disses selvstyreorganer. De sorte borgerretsorganisationer blev

forbudt, og deres politiske ledere blev fængslet eller måtte gå i landflygtighed204. Store

dele af de sydafrikanske kristne støttede denne apartheidpolitik.

Sydafrika var en voldsom ople-

velse for EW – her oplevede han

den ydmygende apartheid – og

mennesket midt i elendigheden


3.11.2 Midt i en racekamp

Men situationen her i begyndelsen af 50’erne var også den forstærkede modstands-

kamps tid set fra de undertrykte farvedes side. Man var organiserede i African National

Congress (ANC), der ved sit årsmøde i slutningen af 1952 havde udskiftet ledelsen

og udpeget en ny og mere energisk formand til en ny og mere aktivistisk tid: høvding

Albert Luthuli.205 Samtidig valgte man en ung jurist, Nelson Mandela206 som en af de

fire næstformænd. Dermed var banen kridtet op til en frihedskamp, der kom til at vare

frem til 2. februar 1990, da præsident F. W. de Klerk207 i sin åbningstale til Sydafrikas

parlament annoncerede ophævelsen af forbuddet mod bl.a. ANC og andre sydafrikan-

ske frihedsorganisationer208.

I Cape Town besøgte EW en tysk missionærfamilie fra Berlinermissionen. I denne fa-

milie mødte han nogle unge studenter – heriblandt missionærens søn - og deres sam-

tale kom hurtigt til at dreje sig om racespørgsmålet. De unge – kristne – studenter

tilhørte National Party og ville under ingen omstændigheder arbejde sammen med

sorte. Den ene af studenterne var mediciner, og han spurgte lidt hånligt EW, om han

troede, at en mand med respekt for sig selv ville arbejde på et hospital, hvor der var en

sort læge. Hertil svarede EW, at hans søn for nylig havde været på hospital i London,

hvor han var blevet undersøgt af en indisk læge. Det rystede den unge mand. Den

„Det er et dystert kvarter herude; det myldrer med børn; husene her overfor på den anden side af gaden er alle bordeller. Her er farvede af

alle afskygninger; de fleste af dem arbejder i en eller anden fabrik. Husene ser farlige ud, beskidte og dårligt vedligeholdte. Men se nu i går,

søndag, hvor mange børn kommer ud og i virkeligheden er meget velklædte; mange af dem er formelt kristne, dvs. de er døbte for mange

år tilbage, men har i dag ingen forbindelse med kirken mere. Den strammere racepolitik fra regeringens side understreger for de farvede,

at kirken er den hvide mands kirke, og derfor ønsker de intet at have med den at gøre. Det er ejendommeligt at sidde her i mit værelse om

aftenen. Ved 9-tiden vrimler gaden her af unge mennesker. Det er ikke sikkert at gå ud alene, og jeg er på det allerbestemteste blevet fra-

rådet at vise mig på gaden efter mørkets frembrud alene. Har prøvet det én gang, men gør det ikke mere. Der sidder, står og ligger grupper

her rundt på fortovene; her uden for på hjørnet sidder en gruppe og ryger opium og hash, ganske unge mennesker; derhenne slås de på livet

løs. Lige her overfor sidder en lille flok og synger; ganske tilfældigt begynder én, og de andre falder ind. Det gør et mærkeligt indtryk. Det

er almindelige fabriksarbejdere, men sikke stemmer, stærke og bløde. Det er amerikansk jazz – pludselig kommer der en salmemelodi – og

derefter går det gradvist over i negersange. Der ligger en styrke, et vemod og en længsel i denne sang, at man sidder ganske stille og lytter.

Slagsmålet fortsætter ved siden af, men de synger videre, uanfægtet. Hvad tænker disse mennesker, og hvad drømmer de om? Efter

sletterne, markerne, hjorden, landsbyen derhjemme? – men disse folk er jo ikke sorte, de er ikke negre, de er blandede, har ikke noget hjem

der inde i Afrika. Det er netop denne tragedie, som ånder igennem det hele. Det ligger dem i blodet, og dog hører de ikke til der. Der er et

skarpt skel mellem hvide, farvede og sorte her, og skellet mellem farvede og sorte er mindst lige så skarpt som mellem hvide og farvede.

Der er 225.000 farvede alene her i Cape Town, og i øjeblikket er regeringen ved at afgrænse deres beboelsesområde; de vil ikke længere få

tilladelse til at bo uden for „det farvede område”. Det synes, som om regeringens racepolitik er ved at tvinge de farvede og de sorte sam-

men i en politisk enhedsfront; men problemet er ikke løst dermed.“

Dagbogen, 7. september 1953 fra Cape Town209


tyske missionærs søn spurgte, om EW nogensinde kunne tænke sig at invitere en sort

ind i sit hjem, hvortil EW svarede naturligvis – og spurgte så omvendt, om den tyske

student ville invitere en jøde? Han blev rød i hovedet, men var ærlig nok til at svare nej

og fortsatte: „Hitler skulle ikke have dræbt dem derhjemme i Tyskland, men havde ikke

omverdenen misforstået os, så havde vi fået lov at udrense dem på fredelig vis, og det

trængte vi til. Gud har jo skabt os forskellige, og så skal vi også bevare disse forskelle.“

Den sidste dag i Cape Town mødtes han med en ældre tysk missionær, der nu var

medlem af parlamentet for regeringspartiet. De kunne ikke undgå at komme ind på

racespørgsmålet. EW havde en fornemmelse af, at ligegyldig hvor meget han gerne ville

tale om andre ting – præsteuddannelse f.eks. – så drejede de andre altid samtalen ind

på racespørgsmålet, som om de havde et behov for at forsvare regeringens politik. Det

EW fik ud af denne samtale var, at han kunne forstå, at alting ikke var sort/hvidt i dette

spørgsmål. Frustrationen blandt afrikanerne havde for nogles vedkommende givet sig

udtryk i voldelige handlinger, der havde stødt de moderate blandt de hvide bort, og

mange af de tidligere støtter havde ved sidste valg (1948) stemt på Malans National

Party. Sydafrikaneren fortalte som eksempel, at inden for det sidste år var tre-fire mis-

sionsskoler blevet nedbrændt – af skolens egne elever. Det havde fået en del af de mode-

rate til at tænke, at hvis afrikanerne ikke kunne skelne mellem ven og fjende, hvad nyt-

tede det hele så? Når EW igen og igen spurgte hvide missionærer og kirkeledere, om de

havde prøvet at sætte sig ved samme bord som afrikanernes ledere og finde en fredelig

løsning, svarede de alle nej, hvorfor skulle de? Afrikanerne var jo ikke selv interesserede

i samarbejde – hævdede de!

Under et besøg på det amerikanske Adams College, Durban, var han til gudstjeneste og fortæller:„Jeg fik en ung fyr med til at oversætte for mig og dumpede ind kl. 10 – det viste sig at være en

luthersk gudstjeneste (hvad jeg ikke havde anet). En ganske lille forsamling på ca. 40-50 – mest

kvinder og unge piger. Mange små børn, som sad musestille – alle pæne og rene. Der var pragtfuld

sang – et par kendte europæiske melodier blev radbrækket på det grusomste – men det gjorde

dem egentlig ikke dårligere, bestemt ikke i disse omgivelser. Det hele var lidt vildt, forsamlingen

rokkede frejdigt frem og tilbage i takt med sangen. Teksten var Lazarus’ opvækkelse – prædikenen

en dramatisk genfortælling af teksten med hyppige referencer til den lokale situation. Det var en

glæde at få lov at bringe denne lille menighed en hilsen både fra IMC og fra den danske kirke – en

endnu større glæde (og beskæmmende) at se den glæde, hvormed denne hilsen blev modtaget.

Som zulupræsten sagde i sin svartale: „Vi er så få her - sammenlignet med de andre kirker er vi

kun en ganske lille flok omgivet af tusinder og atter tusinder af vore egne folk, som endnu ikke har

fundet Kristus. Tak, at De viste os, at vi tilhører kirken ud over hele jorden. Vi skal også her bede

– sammen med alle I andre – om at Guds Rige må komme – og I må ikke glemme os. Vi trænger så

hårdt.“ Det var rigt at få lov at gå til alters sammen med denne lille flok.“

(Dagbog, Durban 23. september 1953, EWM-RA, kasse 2)


Det skete i Harlem i New York. Og det skete i et fattigt, afrikansk settlement i Durban

i Sydafrika. EW var til gudstjeneste. Det var ikke i den store og prangende domkirke,

men i den lille zulukirke. Og det var ikke prædikens teologiske kvaliteter, der fangede

ham. Det var menneskene – denne autentiske fattige menighed. Igen var han tilbage i

Hundborg i det lavkirkelige miljø, han var rundet af.

3.11.3 Kirkens stilling i racekampen

Langt ind i de sydafrikanske kirker trivedes raceadskillelsen. Den store Dutch Reformed

Church (DRC) er velkendt for dens teologiske støtte til apartheid, men også i andre

kirker florerede den. EW hørte således, hvordan der havde været distriktssynode i den

presbyterianske kirke. Der var omtrent lige mange sorte og hvide i denne synode. De

havde deres møder sammen, men ved måltiderne delte man forsamlingen i to rum, et

for sorte og et for hvide, og ikke nok med det: man serverede to forskellige slags mad –

finere for de hvide og simplere for de sorte.

En dag boede han hos en engelsk professor, der var meget velvillig over for afrikaner-

ne.210 Han havde to tjenestepiger. Professoren, hans kone og gæsten spiste i stuen, og da

de var færdige lagde EW mærke til, at professorens kone skar nogle store humpler brød

af det sorte rugbrød, smurte en anelse smør på den ene side, lagde to og to sammen,

hver skive en tomme tyk. Det var til tjenestepigerne. Småting – reflekterede EW – men

konstaterede samtidig, at afrikaneren lagde mærke til den slags småting og konklu-

derede, at dette ville gå gruelig galt. Han var sikker på, at det slet ikke var de mange

mægtige politiske problemer, men disse daglige ydmygelser, der en skønne dag ville få

det hele til at sprænge i luften.

Erik W. Nielsen sammenlignede de hvide sydafrikanere, DRC folk, med de bedste re-

præsentanter for den europæiske feudalisme i midten af det 19. århundrede. De be-

handlede deres folk – de sorte – med den største faderlige kærlighed, og det var en

kendsgerning, at mange af dem gjorde langt mere for de sorte end de folk, som var

imod raceadskillelse. Det var et faktum, at der blev gjort langt mere for skole og hospi-

talsvæsen for de sorte i Sydafrika end f.eks. i det engelske protektoratsområde Basuto-

land. Det tragiske var, at man ikke ville se, at denne periode – den feudalistiske – var

forbi. Man ønskede ganske tydeligt at låse udviklingen fast i den paternalistiske form.

Men EW mødte også andre – om end få – røster. Ved et besøg på Stellenbosch Univer-

sitet, der var centrum for DRC’s teologiske uddannelse mødte han en professor, som

tilhørte en ganske lille minoritet inden for DRC, der var absolut imod den herskende

racepolitik, og som udtrykte sig meget klart ved at sige: „Hele vor tale om race er intet

andet end sludder, en kæmpe illusion. Jeg er bange for, at en dag vil DRC stå under

anklage for at have været medansvarlig for et frygteligt drama.”


„Havde en meget interessant oplevelse på ruten. Kort før Melmoth – en lille by ikke så langt fra

Dingaanstat - drejede vi af for at besøge en negerhøvding. Jeg bruger bevidst dette udtryk for at

betegne kontrasten i navnet. „Negerhøvding“ leder hos os umiddelbart tanken hen på primitivitet.

Vel, opkørslen til hans lille hus er ganske primitiv; vi maser os frem ad en smal sandvej – eller rettere

et par hjulspor og finder endelig det lille simple hus – med 3-4 rum. ud kommer høvdingen – euro-

pæisk klædt – selerne hængende løst over skuldrene – en firkantet, kraftigt bygget mand, med et

vidunderligt smil, som på én eller anden måde dækker hele ansigtet, hver eneste lille rynke i hans

fede ansigt smiler – bukserne er lappet – huller i skoene. Vi går indenfor i hans lille, men pæne stue

– yderst simpelt – kan allermest sammenlignes med et rent, men meget fattigt dansk husmands-

hjem. Og her kommer pointen. Manden er ingen almindelig negerhøvding, men Høvding Luthuli,

præsident for „The African National Congress,“ det afrikanske politiske parti, som i stigende grad

er afrikanernes røst mod regeringen. Jeg skal meget sent glemme den time, vi tilbragte i hans lille

stue. Luthuli er en bekendende kristen, har ikke nogen stor boglig uddannelse, men har rejst en del

– Amerika, England – er en udpræget begavelse og ledertype. Man mærker omgående, at man står

over for en mand af stort format. Han er stille, beskeden, øjnene lyser af intelligens – ser undersø-

gende og vurderende på os.

Her fra denne lille fattige stue dirigeres en betydelig del af det sorte Sydafrikas kamp for politisk

ret. Hans svar kommer hurtigt og præcist. Vi taler om det spørgsmål, vi møder over alt herude:

hvordan kan kirkerne uden for Sydafrika bedst gavne Sydafrikas situation – ved at tie eller ved at

tale? …. Luthulis svar kommer straks: det er kirkernes pligt over alt at tale skarpt og klart om de

grundlæggende, kristne principper, f.eks. ved race og sociale spørgsmål, men lad kirkerne i den

lokale situation (her i Sydafrika) tage ansvar for at overføre disse principper på de konkrete, lokale

problemer. Men disse lokale kirker må ikke unddrage sig deres politiske ansvar i den givne situa-

tion. Han udformer dette nærmere med hensyn til f.eks. den passive modstandsbevægelse (her har

f.eks. det nationale kristne råd et ansvar).

Her er en kristen leder af betydelig format. Det komiske – eller dybest set – det tragiske i situa-

tionen er, at Høvding Luthuli er lige blevet sat i band af regeringen. Der er en lov, som reelt sætter

regeringen i stand til at dømme en hvilken som helst som kommunist, der taler mod regeringen – og

man anvender loven systematisk mod de sorte. Luthuli har intet som helst med kommunisme at

gøre; men han er lyst i band for to år, må ikke tale offentligt – ikke deltage i offentlige møder af

nogen art og ikke vise sig i visse nærmere bestemte områder (må f.eks. ikke komme til Durban i

disse to år). Det hele er komisk, latterligt, hvis bare ikke det var så tragisk og dødsens alvorligt.

Vi siger farvel til Høvding Luthuli, og han beder os hilse de kirker og missioner, vi repræsenterer:

„Bed for os, at vi må blive ført rigtigt nu i den situation, hvor vi så let vil handle forkert.“ Jeg tror, vi

vil komme til at høre mere til Høvding Luthuli i de kommende år – men det vil blive meget svært for

ham at holde sine egne folk i tømme og sin egen tanke klar, efterhånden som presset bliver mere og

mere utåleligt.“

Dagbog 3. oktober 1953, EWN-RA, kasse 2


3.11.4 Præsteuddannelsen i Sydafrika

Formålet med rejsen var jo i virkeligheden, at Norman Goodall og Erik W. Nielsen

skulle studere den afrikanske præsteuddannelse. Derfor besøgte han da også en række

små og store teologiske seminarier og præsteskoler. Et kendetegn var, at hver konfession

havde sin egen præsteskole, hvor lille den end måtte være – hellere end at samarbejde

med andre konfessioner om uddannelsen, for „man kunne jo ikke tillade, at de stude-

rende blev udsat for vranglærdomme,“ – som en skoleleder sagde til EW.

En dag besøgte han i Wilberforce, en sort bydel uden for Johannesburg, en lille teolo-

gisk skole, der tilhørte African Methodist Episcopal Church (AME), der var en lille afri-

kansk sektkirke uden tilknytning til det sydafrikanske kirkeråd. Der var en lille gruppe

studenter med én leder af skolen, som selv var farvet. EW havde studenterne alene i

en time, sammen med lederen. Disse studenter tilhørte oprindeligt meget forskellige

kirker. En havde været katolik, en anden anglikaner; der var et par lutheranere, presby-

terianere osv. De var gået over til AME kirken næsten udelukkende i forbindelse med

raceproblemer. De var ikke udelukkende kommet her til denne kirke, fordi de ikke

kunne lide de hvide, men fordi de på et eller andet tidspunkt havde følt sig indeklemt

af de hvides former, selve gudstjenesteformen, melodierne osv. AME kirken var stærk,

og selv om denne kirke ikke var medlem af det kristne råd og officielt ikke havde nogen

som helst forbindelse med IMC eller WCC eller den økumeniske bevægelse, var EW

alligevel hjertelig velkommen her.

Samme eftermiddagen besøgte han en baptistisk skole i Johannesburg. Det var noget i

retning af et eksperiment. Denne bestemte skole var et teologisk seminarium for hvide

teologiske studenter, og tilhørte yderliggående fundamentalistiske baptister. De ville

intet have at gøre med IMC eller WCC, derfor var det så meget mere interessant, at

EW skulle få en invitation dertil. Han blev modtaget af rektor, som venligt fortalte EW,

at han personligt ikke havde så meget imod den økumeniske bevægelse, men at hans

studenter næsten alle var stærke modstandere, og at de sandsynligvis ville angribe ham

stærkt. Alligevel bad han EW om at gå ind i „løvens hule,“ som han sagde, og give dem

en kort forelæsning om „Det økumeniske problem“ og derefter have diskussion. Det

blev en yderst spændende time. EW holdt en temmelig fri forelæsning, hvor han gik

åbent og ærligt ind på problemet, sådan som han selv så det, og der blev naturligvis vild

debat, men den var saglig og holdt i en venlig ånd. For EW var det igen et bevis på, hvor

vigtigt det var simpelt hen at mødes og drøfte tingene ganske åbent og ærligt.

I Pretoria havde han en grotesk oplevelse. Universitetet, der tilhørte DRC, havde to

teologiske fakulteter med parallelle professorer osv. Grunden var, at DRC var delt op i

to fløje, hvor den ene var mere ortodoks og konservativ teologisk end den anden. De to

kirkefløje kunne derfor ikke samarbejde om den teologiske uddannelse, for man kunne

ikke „besudle troen af forkerte teologiske meninger.“ Derfor var man nødt til at etab-

lere to parallelle teologiske universitetsuddannelser! Den teologiske debat mellem de to


kirkeretninger begrænsede sig derfor til spørgsmålet, om man skulle have fællesbøn, og

hvis man skulle have det, om det da skulle være knælende, siddende eller stående. Dette

fik EW til ironisk i dagbogen at fundere over, at det var ubegribeligt, at der endnu var

kristne på denne jord!

Bedre var det ikke på det lutherske teologiske seminarium, hvor han oplevede en ameri-

kansk lærer, der terpede det synoptiske problem med studenterne uden at nå nogen veg-

ne. Han forstod ikke de afrikanske studenters kontekst – og studenterne fattede ikke, hvad

de skulle bruge denne „hvide“ lære til. De skulle blot ukritisk lære for at lære. Generelt

rystede det ham at iagttage, hvor lidt de udenlandske lærere studerede – ikke blot læste

de ikke mange bøger, hvad for EW i sig selv var en gåde, ham der ikke kunne sidde stille

i fem minutter uden at skulle læse. Men de studerede heller ikke de forhold, hvorunder

de levede og virkede. De talte ikke med deres studenter. I stedet oplevede han en række

missionærer, der ikke havde kvalificeret sig akademisk i de lande, de kom fra, men her i

det fremmede „skidtvigtige“ førte sig frem som professorer. Dette stod i skærende kon-

trast til EW’s egen tilgang til de studerende, han mødte såvel her i Sydafrika, som året før

i USA. Han gav sig altid god tid til at lytte og spørge ind til, hvorfor de havde valgt at læse

til præst, og hvad de havde brug for at lære for at kunne bestride det kald, de gik ind til.

I virkeligheden har vi nok her forklaringen på, hvorfor han overalt blev modtaget me-

get positivt. Han kom ikke som administratoren, men som missionæren, der sårbart og

tøvende var så dybt optaget af at dele sit liv og sin tro med de mennesker, han mødte på

sin vej. Men altid åbent spørgende. Her i Sydafrika erkendte han det ufravigelige behov

for, at teologien skulle tage sit udgangspunkt i det lokale steds udfordringer – det, der

efterhånden blev kendetegnet ved det teologiske slagord: indigeneous theology, som

han efterhånden fik indarbejdet som et arbejdsområde i først IMC og senere i Theolo-

gical Education Fund.

Besøget i Sydafrika varede cirka halvanden måned. Tiden var gået alt for hurtigt, syntes

han, og der var meget mere, han manglede at se og forstå af dette komplicerede land,

hvis indtryk han i høj grad oplevede som flimrende. Alt for megen tid var gået med

transport fra et sted til et andet – datidens transportmidler taget i betragtning. Men

i dagbogen blev der også plads til en humoristisk bemærkning: „……. Vi har endnu

hverken set løver, giraffer, elefanter eller isbjørne; det farligste vi har set, er såmænd et

par ret tamme missionærer ….“ Derefter fortsatte han mere alvorligt: „En af de rigeste

sider af hele denne rejse er ganske simpelt mødet med personer, mennesker; gad vide,

om der er noget, som kan være rigtigt kedeligt, så længe der er mennesker involveret i

det – og der er noget at lære fra dem alle – fra højanglikanerne til Frelsens Hær….. Bag

alle problemerne, som nu og da kan være ved at få hovedet til at svømme, ligger denne

dybe oplevelse af kristen samhørighed, samhørighed i tjenesten under korset – et kors,

som for uendelig mange mennesker, ikke mindst i dag for afrikanerne i Sydafrika, er

blevet en ny realitet….”211


Fra Sydafrika gik rejsen videre til Rhodesia, hvor de var i en måned. Derfra rejste de til

Nairobi, hvor de lavede det første udkast til rapporten, der blev sendt i høring hos de

institutioner, de havde besøgt. Alle steder var indtrykkene de samme. Rejsens faglige

udbytte blev en rapport, som han skrev sammen med kollega Norman Goodall, og

som blev udgivet i 1954212. Den var en minutiøs gennemgang af de 35 uddannelsesin-

stitutioner – små og store imellem hinanden – som de havde besøgt. Efter denne gen-

nemgang fulgte et kapitel med mere overordnede synspunkter på præsteuddannelsen.

Her kunne de ikke undlade at udtale sig særdeles kritisk over for den sociale situation

i landet: „Den kristne kirke er sendt for at kæmpe. Ingen steder er det formodentlig

mere sandt end i Sydafrika, hvor kirken er fanget i smertefulde spændinger og overvæl-

dende konfliktende kræfter. Forud for alt er der racemæssige problemer, ændringer i

de sociale mønstre og økonomiske strukturer, der er i konflikt med hinanden. Alt dette

påvirker dybt det åndelige liv i kirkerne; så meget mere som at kirkerne, de facto, er en

del af dette fortumlede mønster. Ved deres tro, som er deres liv, og med deres budskab,

som de forkynder, er deres plads lige i hjertet af konflikten.”213

3.11.5 Præster skal være Kristi tjenere

Med hensyn til præsteuddannelsen pegede de på nogle generelle problemer, som de

havde noteret sig under opholdet. For det første pegede de på, at det var svært at rekrut-

tere unge til at gøre tjeneste i kirken, fordi lønnen var så lav, at en familie havde svært

ved at kunne leve af den. For det andet havde præsterne en meget lav status og autoritet

i samfundet, og for det tredje var de bekymret over, at det distrikt, en præst skulle be-

tjene, havde en udstrækning på op til 45 miles med utallige små og store menigheder,

hvilket bevirkede, at præsten ikke kunne udfylde sin rolle som åndelig leder, men blev

reduceret til en administrativ figur, der en sjælden gang kom forbi for at forrette guds-

tjeneste med sakramenter. Resten af menighedernes liv var overladt til evangelister, ka-

teketer eller diakoner afhængig af den pågældende konfessions struktur. Hertil kom at

kirkerne af sparehensyn begyndte at reducere antallet af evangelister, hvilket gjorde det

åndelige liv endnu mere kaotisk.214

Dette førte dem frem til en generel refleksion over præsteuddannelsen, som de bl.a.

udtrykte på følgende måde: „Vi er absolut overbevist om, at kirkens opgave er at vid-

ne inden for den givne situation; derfor har vi sympati for alle forsøg på at give en

realistisk vinkel på præsternes uddannelse. Men kendsgerningen er, at det er ikke den

særlige opgave for et teologisk college at uddanne de kommende præster i økonomi,

social videnskab, psykologi eller lignede emner; den primære opgave for et college er at

uddanne dets studenter i teologi. Ligeledes er det ikke opgaven for en præst, når han er

blevet ordineret til en menighed, at være en politisk eller social leder, eller at løse politi-

ske, økonomiske eller sociale problemer på et politisk niveau. Hans opgave er at være en

Kristi tjener og husholder over Guds hemmeligheder.“215 For at kunne varetage denne

opgave skulle præsten være teologisk trænet, men ikke i den simple forstand som et

fag, der kan læres på akademisk vis. Det var ikke andet end ganske enkelt en fordybelse


i det centrale kristne budskab sat i relation til den situation, som menigheden befandt

sig i. Eller sagt med andre ord: det teologiske studium skulle være indigeneous theologi

og ikke indterpning i det synoptiske problem eller lignende akademiske færdigheder.

Men denne teologiske vinkel havde de ikke fundet megen forståelse for, og de sluttede

deres rapport af med at citere professor Kenneth S. Latourette for i 1935 at have skrevet:

„Protestantisk mission har haft meget større succes i at udvikle skoleuddannelse, i at

introducere moderne lægevidenskab og i en pionerindsats i bekæmpelsen af social nød

end i de opgaver, som de fleste missionærer og missionsbestyrelser hævder, er de mest

centrale!”216 Det var Goodall og Nielsens indtryk, at dette ikke havde ændret sig siden

1935.

Rejsen fik en anden væsentlig betydning gennem det fokus, Erik W. Nielsen var med

til at sætte på hele racespørgsmålet i Sydafrika. Gennem kronikker i Kristeligt Dagblad,

artikler i Dansk Missionsblad, Nordisk Missionstidsskrift og i forskellige andre faglige

blade, foredrag i en lang række kirkelige og verdslige sammenhænge samt hans to små

bøger om henholdsvis det afrikanske raceproblem og Islam i Afrika, der ud over at

komme i Danmark også blev udgivet i Sverige, rejste han en debat og forståelse for dette

problem længe før det øvrige samfund begyndte at interessere sig for det217. Det blev

registreret i Sydafrika. I foråret 1956 fik han en indtrængende henvendelse fra Sydafrika

om at blive generalsekretær for Christian Council of South Africa.218 Det var en spæn-

dende udfordring, som rev meget i ham, men principielt mente han, at der havde været

nok hvide udlændinge i Sydafrika. Der var brug for en afrikaner på denne post. Men det

var meget svært for ham at takke nej til dette tilbud.

3.12 DEN krisTNE kirkE FOrAN islAMs GÅDE

3.12.1 Islam udfordrer vor teologi

„Måske er islam et af de områder, hvor vi skarpest tvinges til erkendelse af, hvad kristen

mission virkelig er for noget; bestandig tvinges vi tilbage til ny selvransagelse og selv-

kritik; bestandig tvinges vi tilbage til vort grundlag og eneste eksistensberettigelse som

kristen mission: korsets budskab. Ikke underligt, at vi netop i muhammedanermissio-

nens historie møder nogle af de mest markante personligheder i missionshistorien.“219

I 1946 var Dansk Kirkemission til Arabien220 blevet integreret i DMS, og allerede i 1948

havde den unge studiesekretær i DMS, Erik W. Nielsen, udgivet et lille studiehæfte om

DMS’s missionsarbejde i Aden: Paa Pionermission i Arabien, (hans første bogudgivelse),

hvori det bl.a. hedder: „Det er ikke nogen stor menighed, der er her i Aden. Det hele er

småt og svagt. De få arabiske kristne har ofte vist sig svage og ufuldkomne. Selve mis-

sionsarbejdet har været skiftende, og meget beskedent – og alligevel tør vi tro, at Gud

er med i det.”221 Dette lille hæfte havde han fulgt op med den imponerende bog: Der

kæmpes om Arabien (1950), der i mange år kom til at stå som en grundbog i forståelsen

af den kristne mission blandt muslimer, og som stadig er særdeles læseværdig.


Der kan ikke herske tvivl om, at islammissionen kom til at stå Erik W. Nielsens hjer-

te særligt nær. Her udfordredes han på sin teologi. Der går en lige linje mellem hans

først artikel i Dansk Missionsblad (1943) og hans foredrag i 1947 om Missionsmotiver

over hans to bøger om islammission og diskussion med professor Hendrik Kraemer i

Schweiz frem til hans besøg i Aden i december 1953. Hele tiden er det arbejdet med at

forstå og tolke „korsets budskab,“ som står i centrum for ham: „Her har vi missionens

centrum. Dette budskab er vor eneste berettigelse. Vi kan ikke forankre missionen i noget

som helst andet end dette budskab, ikke civilisationen eller andet, men en forkyndelse af

Guds dom over verden, over mennesket, og om Guds forunderlige tilgivelse af dette men-

neske. Det er selve frelseshistoriens universelle linjer, som går lige midt ind gennem korset.

Vi må have missionen helt der ind. Det er dette, missionen skal forkynde og intet som helst

andet. Og det vedkommer os!”222 I mødet med islam oplevede han den teologiske ud-

fordring, som er indeholdt i „korsets budskab,“ fordi islam ikke accepterer den kristne

påstand om, at Jesus blev korsfæstet. Fra Aden formulerede han det således: „Men netop

i denne forbindelse må vi have blikket vendt mod Jesu ord: „Det er fuldbragt“ Vi er her

sendt som vidner; vi kan og skal kun vidne (med hele vort liv) om det, som er sket og vil

ske. Det er i sidste instans ikke vor grebethed, ikke vor religiøse iver, som betyder noget her.

En anden er Herre, og Han ser kampen og leder slaget. Vi har brug for her i arbejdet blandt

muslimer at se ganske klart, hvad kristendom og mission er: Guds gerning i den verden,

som er hans.”223

3.12.2 Aden

I december 1953 fik Erik W. Nielsen mulighed for ved selvsyn at iagttage islammis-

sionen i Aden, idet han fik lagt en pause ind i den store Afrikarejse til dette besøg, som

havde stået højt på hans ønskeseddel i flere år.

Hans første indtryk var, at Aden var en sydende smeltedigel i mere end én forstand. Ikke

blot blev missionærerne smeltet i de ekstreme høje temperaturer, man kunne opleve i

Aden, der er delvist placeret i et udslukt vulkansk krater. Men det var også en smeltedi-

gel forstået på den måde, at her mødtes næsten alle forskellige racer og religioner. Aden

var på det tidspunkt „kronjuvelen“ i det britiske imperium. Det afspejledes i de mange

mennesker, racer, religioner, folkeslag osv., der mødtes her. Formålet med besøget var

at besøge både de danske missionærer og folkene i de andre kirker og missioner (han

kom jo som IMC udsending). Ud af de mange samtaler, som han førte i den forholdsvis

korte tid, han var i byen, kunne han sammenfatte sine indtryk i nogle få punkter.224

Det første han pegede på var, at Aden var et strategisk centrum af overordentlig stor

betydning. På grund af byens placering og dens havn var den mødested for forskellige

kulturer og religioner. Her mødtes vejene fra de forskellige dele af det britiske pro-

tektorat, fra Yemen og Somaliland, fra Europa og Indien. Der var i Aden flere tusinde

arabiske og somaliske arbejdere, mennesker, der få år tidligere aldrig havde været uden

for deres stammeområde, men nu levede i denne storby for en tid, for derpå at vende

s. 105 >

EW så boghandlen i Aden som et

særdeles vigtigt element i frem-

tidens missionsarbejde og som

generalsekretær sørgede han for,

at man for første gang ansatte

en boghandler til at drive og ud-

vikle boghandlen, der senere blev

udviklet til Family Book Shop med

afdelinger i en lang række arabi-

ske lande – foto: Jørgen Nørgaard

Pedersen


tilbage til deres landsby. Og på grund af havnens betydning så samledes et stort net

af arabiske karavaneveje her i Aden. Missionærerne havde siden Oluf Høyers225 start

i 1904 haft en drøm om at få adgang til protektoraterne. Det var kun muligt at nå

dette mål gennem sygepleje. EW understregede, at nok var dette mål vigtigt, men det

var endnu vigtigere at holde sig klart for øje, at den afgørende vigtige pionermissi-

onsopgave i Aden lå i mødet med de mange forskellige kulturer og nationaliteter, der

færdedes her. Derfor kunne han ikke overvurdere betydningen af den lille boghandel,

som den danske mission havde her i Aden, og som han anbefalede måtte udbygges i de

kommende år.

Det andet, han pegede på, var, at de enkelte missioner (DMS, den skotske kirke m.fl.)

ikke havde kapacitet til alene at løfte de store opgaver, som lå og ventede. De måtte

samarbejde. Han foreslog derfor, at missionsbestyrelserne indledte forhandlinger om,

hvordan de i fællesskab kunne løfte missionsopgaven. Dette var ikke blot et organisa-

torisk spørgsmål for EW, men hang dybest set sammen med spørgsmålet om, at kirken

i Aden skulle vækkes til at se deres kristne missionerende ansvar, før denne opgave

kunne tages op. Dette blev startskuddet til dannelsen af Church of South Arabia, der

blev en realitet den 8. januar 1961.

Ud over de officielle anbefalinger, skrev EW et personligt brev til generalsekretær C.

Rendtorff,226 hvori han gav en vurdering af de enkelte missionærer og deres egnethed

til opgaven, og om en enkelt anbefalede han direkte, at vedkommende ikke blev ud-

sendt igen, da vedkommende slet ikke var i stand til at fungere socialt – hverken mellem

araberne eller de andre missionærer.

3.12.3 Begyndelsen til Church of South Arabia

I oktober 1956227 vendte generalsekretær C. Rendtorff tilbage til sagen. Inspireret af

EW’s besøg i Aden og hans rapporter, var man i Aden begyndt at arbejde med tanken

om at danne en selvstændig kirke. Nu ville Rendtorff gerne vide mere eksakt, hvor

realistisk disse tanker var. Sagen var, at det missionale kludetæppe i Aden ikke blot

bestod af den skotske og danske mission, men også talte frikirkelige missionsselskaber,

der praktiserede gendåb. Derfor måtte man have hånd i hanke med, hvad der foregik i

Aden, så sagen ikke hoppede af sporet. DMS ville være villig til at gå meget vidt – øku-

menisk – men måtte have sikkerhed for, at en sådan Church of South Arabia ikke blev

splittet op i forskellige dåbssyn. Han var heller ikke tryg ved, at man kørte et for isoleret

løb i Aden, men ville gerne, at man kom i kontakt med Near East Christian Council. Alt

dette ville han gerne drøfte med EW og høre hans mening om.

Den kom han ikke til at vente længe på. Et par uger senere var der et langt brev fra

EW,228 hvori han skrev, at han meget gerne ville have en lang samtale med Rendtorff –

og eventuelt også med bestyrelsen – om disse spørgsmål, som for ham var afgørende

vigtige. Han understregede nødvendigheden af, at DMS udarbejdede og vedtog en plan


for arbejdet i Aden, så man havde et styringsredskab at arbejde efter, så at udviklingen

ikke kom til at ligge hos tilfældige missionærer. Han ville gerne hjælpe i udarbejdelsen

af en sådan plan, men understregede, at det kunne ikke laves fra et skrivebord i London.

Han måtte have mindst tre ugers ophold i Aden, og hvis han skulle bruge tid på dette,

måtte DMS rette officiel henvendelse til IMC og bede om, at han blev sat på opgaven.

På denne baggrund besluttede DMS at bede IMC om, at Erik W. Nielsen blev sat på

denne opgave.229 Allerede i begyndelsen af januar 1957 var EW tilbage i Aden på sit an-

det besøg. Han var på vej på en længere rejse til Indonesien og fik det arrangeret således,

at han kunne gøre de indledende studier i Aden i en uges tid230.

Et af de spørgsmål, man var meget optaget af blandt de danske missionærer i Aden på

dette tidspunkt, var, at myndighederne havde udstedt et regulativ, der forbød under-

visning i kristendom på missionens skoler. Regulativet slog fast, at hvis der skulle un-

dervises i religion som et led i det regulære undervisningsprogram, så skulle det være i

børnenes egen religion. Enhver undervisning i kristendom skulle adskilles fuldstændig

fra den egentlige skoleundervisning og finde sted f.eks. i lærerindens eget hjem. Og i så

tilfælde med forældrenes klare tilladelse. Det var missionærerne rystet over, men EW

måtte fortælle dem, at det var et vilkår, som man måtte vænne sig til. Der var en tydelig

voksende nationalisme rundt om i Mellemøsten og Asien, som ramte missionens sko-

ler. I takt med de nye nationalstaters opståen voksede kravet om at fremme disse landes

nationale kultur og religion. Man så det allerede fra 1929 i Egypten med dannelsen af

Muslimsk Broderskab, og i både Syrien og Indien havde man oplevet denne tendens,

Kirken i Crater, Aden – EW kom

flere gange til Aden og følte sig

teologisk udfordret ved at møde

islam – foto: Jørgen Nørgaard

Pedersen


der var blevet forstærket i Mellemøsten under påvirkning af den arabiske frustration

over dannelsen af staten Israel i 1948.

3.12.4 Aden – et missionalt kludetæppe

Situationen i Aden var noget af et missionalt kludetæppe. Foruden det lutherske DMS,

var der også den skotske mission (presbyteriansk) og ikke mindst forskellige frikirkelige

missioner, hvis teologi gik i retning af pinsekirken. Det stillede store krav til missio-

nærerne om økumenisk forståelse. Dertil kom selve mødet med muslimerne. Derfor

foreslog EW, at man inviterede den kendte islammissionær, Kenneth Cragg231, der på

det tidspunkt var generalsekretær for Near East Council of Churches. Han kom og bo-

ede hos Erik Stidsen og ved et møde for såvel missionærer som arabiske kristne rystede

Cragg forsamlingen ved sit dialogiske missionssyn, eller som Erik Stidsen udtrykker

det:232

”Det er nok ikke helt forkert at sige, at de fleste kristne missionærer på det tidspunkt havde

et meget negativt syn på islam, og man havde ikke megen respekt for muslimernes tro. Or-

det dialog var endnu på det tidspunkt et ret ukendt begreb i kristen mission, men det var

netop det ord og dets betydning i kristen mission, Kenneth Cragg gik så stærkt ind for. Det

krævede respekt først og fremmest fra vores side. Det krævede et mere positivt syn på islam.

Vi var ikke blot sendt for at tale til muslimerne. Vi var måske i endnu højere grad sendt for

at tale med muslimerne. I vores samtale med dem og daglige omgang med dem skulle vi

vise respekt for det, de stod for og troede på. Det kunne jo godt være, det var alvor for dem,

lige så vel som vi ville hævde, at det var alvor for os, når vi kaldte os kristne.

Da Kenneth Cragg havde afsluttet sit foredrag, og jeg skulle takke og give ordet frit, kunne

jeg ikke tilbageholde et spørgsmål, som stærkere og stærkere havde trængt sig på hos mig

under hans foredrag: „Hvis det er rigtigt, det du har sagt (det billede, du har givet af islam),

så kan jeg jo ligeså godt rejse hjem igen, for så har jeg jo ikke noget at gøre her!?“ Det var

måske lidt hårdt sat op, men jeg følte, det var alvor for mig, så stærkt et indtryk havde hans

foredrag gjort på mig, som med så kort frist var rejst til et muslimsk land og uden at kende

ret meget til islam. Efter en lille pause svarede Kenneth Cragg: „Du mangler prikken over

i’et. Du mangler Kristus. Det er ham, du skal forkynde for dem!“ Det svar kom til at betyde

meget for mig. Jeg var ikke kommet for at tage noget fra muslimerne, jeg var kommet for at

give dem noget - budskabet om Jesus Kristus. Skulle noget fratages dem, måtte jeg overlade

det til Gud.”

Det var udfordringer som disse, der fik en af missionærerne, Inge Tranholm-Mikkel-

sen, til senere at skrive således om EW: „…i Aden – var det en inspiration, når han kom

på besøg. Han kunne give os et blik ind i kirkens liv andre steder på kloden, så vi igen for-

måede at kigge ud over kraterranden og fik nyt mod og inspiration til det arbejde, vi skulle

gøre inden for den. Han kunne analysere en situation og pege på problemerne, og fordi

han samtidig var i besiddelse af en dyb menneskekundskab og forståelse…..“ 233 Erik W.

Nielsen inspirerede altid sine omgivelser til at se ud over „kraterkanten.”


Men det egentlige besøg vedrørende den bestilte undersøgelse fandt sted i dagene 21.

marts til 28. april 1958. Der foreligger fra dette ophold en grundig rapport sendt til

såvel DMS som den skotske kirke og IMC.234 Denne rapport konkluderede, at den skot-

ske og den danske mission måtte betragtes som en enhed, der arbejdede hen imod

én kirke. Missionen skulle ikke trækkes bort fra Aden, men på grund af missionens

eskatologiske karakter skulle arbejdet ses i et langtidsperspektiv, hvor missionærerne

var Guds medarbejdere, der tog del i Guds frelseshistorie, hvorved mennesker ikke var

objekt for menneskelige aktiviteter, men subjekter i et menneskeligt fællesskab. Derfor

måtte missionen ud fra „compounden.“ Det var vigtigt at tænke i personer og ikke i

metoder. Det krævede god tid til at lære mennesker at kende. Kontakt, hed det, var bed-

re end compound. Endelig hed det, at missionen skulle tænke mere på koncentration

end på udvidelse. Derfor anbefalede han, at arbejdet blev koncentreret i Aden og ikke

i protektoratet, fordi Aden var det strategiske center. Derved gik han imod missionens

stifter, Oluf Høyers drøm og den trend, der havde været gennemgående gennem mis-

sionens historie indtil dette øjeblik.

Med denne rapport satte han for alvor gang i den proces, der endte med grundlæggel-

sen af Church of South Arabia, der blev konstitueret ved en gudstjeneste 8. januar 1961.

3.13 iMC’s FEMTE AssEMBlY i GHANA

3.13.1 Fra Whitby til Ghana

Siden Whitby konferencen i 1947 havde integrationen235 af IMC i WCC været den røde

tråd i alt IMC’s arbejde236. Erik W. Nielsen blev som medlem af staben i IMC centralt

placeret i dette arbejde, hvilket igen førte ham til USA til WCC’s andet Assembly, der

EW på vej til forhandlinger i Aden

– foto: Jørgen Nørgaard Pedersen


blev holdt i Evanston i august 1954. Det var hans første samlede møde med kristne fra

hele verden, samlet på samme sted.

Ud over det indtryk det gjorde på ham at opleve kristne fra hele verden samlet på

ét sted, så rapporterede han intet fra selve forhandlingerne. Han har sikkert kedet sig

bravt. Det gjorde han oftest i de store konferencers endeløse taler. På mødet i Evanston

blev det besluttet, at der skulle oprettes en Studieafdeling under WCC, der igen blev

opdelt i fire departementer: 1) Faith and Order, 2) Kirken og det sociale spørgsmål, 3)

Evangelisation og 4) Missionsstudier – sidstnævnte var identisk med IMC. Dermed var

integrationen i praksis en realitet.

I denne proces kom EW til at lede studiearbejdet af de unge kirkers liv og vækst. Hen-

sigten var over en årrække at foretage en serie grundige studier af forskellige unge kir-

ker i Afrika og Asien. Baggrunden for denne studieproces var erkendelsen af, at de unge

kirker i Asien og Afrika ikke bare var kopier af de såkaldte moderkirker i Vesten. De

unge kirker havde deres eget liv og levede i en ganske anden struktur, kulturelt, sociolo-

gisk, religiøst. Det var i denne kontekst, de skulle leve deres liv og udføre deres mission.

Studiet skulle afdække, hvorledes de unge kirker brød nyt land, organisatorisk og teolo-

gisk, og hvordan de formulerede deres egne svar på de problemer, som de blev sat i.238

Metodisk er dette oplæg interessant, da EW her lægger den kontekstuelle metode til

grund for studiet. Eller som han formulerede det: „Disse studier skal have deres hoved-

brændpunkt i kirkernes møde med deres omgivelser – det er i dette møde, at brydningerne,

fristelserne, nederlagene og de nye tanker og frembrud finder sted.”239

Et andet studium, som han satte i gang efter Evanston, var studiet af „kristendom-

men og de ikke-kristne religioner,“ der på dansk fik sit nedslag i en serie foredrag,

som han holdt i Danmarks Radio og som blev til bogen: De store Verdensreligioner,

situationsbillede fra WCC’s 2. Assembly i Evanston 1954„…Ejendommeligt bare at lade blikket vandre ned over forsamlingen. Her sidder afrikanerne og

amerikanerne, kinesere og indere. Der henne sidder en græsk-katolsk ærkebiskop i sin forunder-

lige, gamle klædedragt. Nogle indere har smidt deres europæiske klædedragt og taget deres lette,

hvide indiske klæder på igen. Et par afrikanere har deres farvestrålende sjaler kastet over skuld-

rene. En enkelt inder optræder med turban. Oppe på podiet sidder den gamle kæmpe, John R. Mott;

mærkeligt at se 50 års – et halvt århundredes – kirkehistorie legemliggjort i den gamle kæmpe; han

er affældig nu, taler ikke meget; vandrer rundt støttet af en stok og ved en anden mands arm, men

han er her endnu – et mægtigt vidnesbyrd om, at kirkehistorien og verdenshistorien har sit centrum

i en enkelt person. Nu skal Biskop Berggrav237 tale. Han har gjort et mægtigt indtryk her; han har en

simpel, enkel, personlig fromhed, som gør, at han kan stå op ganske enkelt og stille og sige ord, som

huskes…“

Brev 27. marts 1954 til Marie, MSN-PA

EW kedede sig ofte bravt under

de endeløse debatter på de store

konferencer. Så fordrev han tiden

med små skriblerier i sin dagbog

EWN-RA kasse 2.


der udkom første gang på dansk i 1959 og herefter i en række oplag samt i en svensk

og norsk udgave.

3.13.2 Debatten om integrationen i WCC

Alt dette førte frem mod IMC’s femte Assembly, der blev afholdt i Ghana hen over nytår

1957-58. Et hovedtema her var integrationen i WCC. I dette spørgsmål var IMC’s med-

lemmer splittede. En gruppe af medlemmer var skeptiske over for denne integration,

som man frygtede ville flytte fokus fra mission til kirke. Erik W. Nielsen var ikke i tvivl

om, at integrationen var nødvendig. Siden Whitby havde man haft et så snævert sam-

arbejde, at det var umuligt at forestille sig, at WCC og IMC skulle arbejde hver for sig.

I plenardebatten og i de forskellige grupper gjorde han sit syn gældende, som vi allerede

kender det fra hans foredrag tilbage i 1947 og hans samtaler med Hendrik Kraemer i 1950:

Mission er kirkens livsfunktion.240 At kirken er apostolisk betyder, at den er missionerende.

Det betyder ikke, at mission er kirkens udenrigstjeneste, eller at mission skal have kirkens

officielle stempel. Nej, det betyder i sin radikalitet den måde, som kirken forstår sig selv

på i forhold til sine omgivelser. Derfor er der heller ingen forskel på indre og ydre mis-

sion. Kirkens vidnesbyrd, dens lydighed, er en deltagelse i Guds mission (missio Dei) til

verden, er en del af Kristi legemes vidnesbyrd. Derfor er mission da heller ikke en aktivitet

i kirken ved siden af andre aktiviteter. Mission er selve kirkens livsbetingelse. Dette må

medføre en stadig fornyelse af kirken, og den fornyelse har sin plads under korset. Enhver

kirke, uanset om den er nok så lille eller nok så svag, er til for at bære evangeliet videre ud.

Derfor var det rigtigt set af WCC, at den havde forskellige afdelinger, hvoraf mission var

den ene. Men man måtte ikke forfalde til den fejlslutning, at disse afdelinger kunne leve

uafhængigt af hinanden. At kirken var missionerende betød, at den nødvendigvis måtte

være diakonal. At kirken var missionerende betød, at den nødvendigvis måtte være i et

stadigt forhold til andre kirker (inter church relations). Men på samme tid betød det, at

det mellemkirkelige aldrig kunne blive et formål i sig selv, men altid måtte fastholdes i

sin missionerende funktion. Ligeledes advarede han mod, at det diakonale reduceredes

til en social hjælpefunktion eller udviklingshjælp. Det diakonale må altid være uløseligt

forbundet med det missionale.

EW var i Ghana hen over julen og længtes hjem:„Hvor ville jeg gerne have været hos jer juleaften. Dette her har rent ud været den tristeste jul, jeg endnu har haft, ganske forfærdelig.

Juleaften, da vi var færdige med stabsmødet, vandrede jeg rundt lidt og derefter gik i seng; mandskabet her på colleget er borte i disse ju-

ledage; og vi kan intet få. Vi får morgenmad kl. 8 om morgenen, frokost kl. 12, aften kl. 7,30 og intet derimellem…. Den eneste gudstjeneste,

vi kunne komme til, var en slags søndagsskole, der holdtes her i chapel for de europæiske familiers børn – gyseligt….. I morgen kommer de

fleste af de delegerede, og så liver det vel lidt op.“

Brev 26. december 1957, MSN-PA


Derfor må kirken hele tiden stille sig selv det spørgsmål: Hvad vil det virkeligt sige at

være en kristen kirke på dette sted? Det var et spørgsmål, der altid måtte rettes ind i

kirken. Konsekvensen af dette var, at teologien altid måtte tage sit udgangspunkt i dette

spørgsmål. Naturligvis var der ingen kirke, der begyndte ud af ingen ting. Derfor måtte

al teologisk undervisning give en indføring i sammenhængen med verdenskirken, bl.a.

gennem kirkehistorien. Men for Erik W. Nielsen var den kopierende missionsstrategis

tid forbi. Man kunne ikke umiddelbart overføre de teologiske problemløsninger fra et

sted til et andet. Hermed understregede han metodisk indigeneous teologi. Hvad vil det

sige at være en kristen kirke på dette sted? Hvilke spørgsmål stiller verden til kirken på

dette sted? Det er de spørgsmål, kirken skal søge at svare på. Kirken skal ikke svare i vest,

når der spørges i øst! Dermed gjorde han op med den forestilling, at kristne overalt i øst

og i vest stod i samme situation, og at forkyndelsen skulle kunne appellere til alle men-

nesker uanset hvor de boede, uanset alder, uanset sociale forhold etc. Hvis man anlagde

denne holdning, ville forkyndelsen ikke appellere til nogen i det hele taget.

3.13.3 Partners in obedience

Dette måtte betyde, at de gamle og de unge kirker var partners in obedience241 [partne-

re i lydighed] over for evangeliets forkyndelse. De gamle kirker var ikke de unge kirkers

herrer. Den ene kirkes ene mission var altså ikke et organisatorisk spørgsmål, men det

økumeniske skulle være bundet i lydighed mod kirkens ene herre. Partnerskab betød

således, at man måtte være sandfærdig og give af den nåde og tilgivelse, man selv havde

fået. Derfor betød partnerskab, at man måtte lytte efter hos partneren for at høre, hvad

Gud ville sige gennem denne. Han advarede mod den partnerskabstænkning, der var

på vej ind i WCC, hvor partnerskab var et så at sige forretningsmæssigt forhold, som

kunne bestå for en tid og derpå opløses. Dette illustrerede EW ved at sige, at en bank i

Kenya kunne bede en bank i London om at sende en specialist til at hjælpe med at løse

en bestemt opgave på et bestemt tidspunkt. I denne forretningsmæssige partnerskab-

stænkning, er der lighed mellem de to partnere så langt, som opgaven rækker. De to

banker optræder som to fuldstændig selvstændige juridiske enheder, og når opgaven er

løst, har man ikke mere med hinanden at gøre. EW sammenligner dette med situatio-

nen i de mellemkirkelige relationer. Her er parterne også stadig uafhængige størrelser.

Men i den missionale forståelse af partnerskabet er parterne ikke længere uafhængige,

og partnerskabet kan ikke begrænses til en tidsbegrænset opgave.

Partnerskabet i den missionale forståelse skulle i EW’s optik forstås ud fra 1 Kor 12

om legemet og han understregede, at der var synd i såvel den største som den mindste

kirke, men der var også lydighed de samme steder. Og netop dér, hvor lydigheden blev

konkret – og derfor blev til en virkelig lydighed – der var der forskelle. Strukturerne var

forskellige. Arven var forskellig. Arven var ikke blot historiske fakta, men meget mere.

Det var en arv i vore lemmer, i måden vi trak vejret på, i vor dybeste loyalitet til familie

og venner. Disse forskelle betød, sagde EW, at vi behøvede hinanden. Vidnesbyrdet fra

én del af legemet var altså et vidnesbyrd fra hele legemet. På samme måde, understre-


gede EW, var lidelsen, fejlene, men også den måde vi rejser os efter fejlene igen, en del af

det ene legeme. Hvor en kirke indgår i et partnerskab med en anden i missional lydig-

hed, der peger bagom begge, dér opstår der en afhængighed af hinanden i den dybeste

forståelse af afhængighed. Legemet er en enhed.

Erik W. Nielsen pegede på, at det derfor var på sin plads at advare mod den tendens til

at forstå det økumeniske som noget uniformeret, der kunne udtale en „kristen mening“

og udsende resolutioner, der bandt alle kristne. For det, der var sandt i én kirke, var ikke

nødvendigvis sandt i en anden kirke. Indigeneous teologi skulle blive en udfordring,

som han kæmpede med resten af sit liv.

Set i forhold til de store verdensrådsmøder i IMC i Jerusalem (1928) og Tambaram

(1938) syntes EW, at møderne i Willingen (1952) og Ghana (1957-58) havde været

noget tamme. Man var ikke kommet ind til en egentlig drøftelse af de store missio-

nale spørgsmål, men havde hængt for meget fast i en introvert diskussion af IMC’s

interne, strukturelle spørgsmål. På den baggrund understregede han igen og igen, at

IMC’s rolle – også efter en integration i WCC – ville være, som den altid havde været,

at kalde kirken til at udfylde sin missionerende rolle og hjælpe - i det omfang det var

muligt – kirkerne til at påtage sig sin opgave med at forkynde Kristus i verden. Der var

ingen tvivl i EW’s hjerte om, at integrationen måtte finde sted. Men EW var nervøs for,

at mission ville blive trængt til side i forhold til kirkens optagethed af sig selv og sine

egne problemer, således som debatten i Ghana havde antydet (se kap. 5.9.2).

3.14 EN OMBEJlET HErrE

3.14.1 I spil som generalsekretær for IMC

Erik W. Nielsen slog hurtigt sit navn fast i IMC. Igen og igen beklagede han sig over, at

han manglede de akademiske kvalifikationer til at løfte den opgave, han var sat i. Men

tilsyneladende var det hans egne mindreværdsfølelser, som han aldrig kunne ryste af

sig. Omgivelserne lod sig hurtigt overbevise om hans dybe kvaliteter. Vi har allerede

set, hvorledes Norman Goodall i 1953, da EW blev bedt om at komme hjem til DMS,

sagde til ham, at han skulle brænde alle broerne bagud og indstille sig på at give IMC

mindst ti år af sit liv.

Og tilliden voksede år for år. Hans dybe teologiske forankring i, hvad missionen virkelig

er, gjorde indtryk. Ikke blot i staben lyttede man til ham. Men fremtrædende missions-

teologer som Kraemer, Latourette og Lehmann lyttede til ham og lod sig korrigere af

hans argumenter.

Det var derfor også naturligt for hans generalsekretær, Charles W. Ranson, under et

ophold i USA i februar 1956 at tage en personlig og fortrolig samtale med ham. Sagen

var, at Ranson, der siden 1948 havde været IMC’s generalsekretær, overvejede at forlade


IMC. Han var, som vi senere skal vende tilbage til, i forhandling med store amerikanske

donorer om at skabe midler til at oprette et teologisk uddannelsesfond, som han så

som sin mulighed for at komme videre i systemet. Anledningen til, at Ranson ønskede

at drøfte dette med EW, var, at han overvejede at foreslå EW som sin efterfølger som

generalsekretær.242 EW’s umiddelbare reaktion var, at det ville Ranson aldrig kunne få

gennemført – og tilføjede så i dagbogen: „….bortset fra at dette aldrig vil blive godtaget,

kunne man vanskeligt tænke sig en mere ubehagelig måde at blive kvalt på!”

Fra Ransons side var der ikke tale om andet end en sondering af et felt af flere mulige

kandidater243. Og selv om EW tilsyneladende var klar i mælet i sin afvisning, er der

flere bemærkninger i den følgende tid, som kan forstås i retning af, at han måske al-

ligevel inderst inde ikke var så afvisende over for opgaven endda! Samarbejdet mellem

Ranson og EW havde været særdeles konstruktivt og fortroligt. Hvem ville han få som

generalsekretær efter Ranson? Ville det være én, han kunne leve med? Uden at være sagt

direkte med ord synes det at fremgå af kilderne, at når EW valgte at indlede samtaler

med DMS’s generalsekretær, C. Rendtorff, om at vende tilbage til Danmark, så var der

en sammenhæng.

Samtidig med, at Ranson sendte sin prøveballon op om EW’s fremtid i IMC, kom der

et brev244 fra Christian Council of South Africa med en opfordring til ham om at blive

generalsekretær i en periode af tre til fem år med henblik på at være med til at forene

de hollandsk reformerte (DRC) med den øvrige del af den sydafrikanske kirke. Som

tidligere nævnt var den store DRC en stærk og voksende støtte til apartheidstyret, hvil-

ket bragte denne kirke i et voksende modsætningsforhold til de øvrige sydafrikanske

kirker. Det var en vigtig opgave, som rykkede kraftigt i ham. Under sit ophold i Syd-

afrika i efteråret 1953 havde han fået god indsigt i de vanskelige vilkår, som kirkerne

bar deres kald på. Han ville gerne være med til at bygge bro mellem de forskellige kirker

og fastholde dem i deres virkelige opgave. Men alligevel endte han med at meddele, at

han mente, at der havde været nok hvide kirkeledere i Sydafrika med udenlandsk bag-

grund. Han var overbevist om, at det bedste for løsningen af denne opgave ville være,

at man fandt en egnet sydafrikaner. Men han holdt en dør åben. Hvis det ikke viste sig,

at man kunne finde en egnet kandidat, ville han ikke undslå sig opgaven. Dermed døde

sagen. Det vil sige, den fik et efterspil. I efteråret 1960 var EW udlånt af DMS til det

sydafrikanske kirkeråd i en seks ugers periode for som konsulent at bistå i oprettelsen

af en teologisk uddannelse for lægfolk.245

3.14.2 Missionshistorie på Aarhus Universitet

Den næste henvendelse var fra det dengang unge teologiske fakultet i Aarhus246. Man

var endnu i gang med opbygningen af dette fakultet, og fakultetsledelsen havde derfor

henvendt sig til Erik W. Nielsen for at tilbyde ham et lektorat i missionshistorie. Man

havde et sådant lektorat ved det teologiske fakultet i København, og nu ønskede man

også at få et i Aarhus. Henvendelsen blev formidlet gennem professor Regin Prenter247.


Det var jo ønskestillingen. En universitetsstilling i Danmark. Dermed kunne han forene

sit store ønske om at undervise og at lade familien bo i Danmark. Men han turde ikke.

Over for Prenter begrundede han det med, at han ikke kunne forlade IMC de første to år.

Og derefter ville der være forskellige tilbud, som han måtte overveje seriøst, og nævnte

bl.a. stillingen i Sydafrika som en mulighed, der stadig var i spil. Han måtte derfor sige

„nej tak“ til Aarhus. For det første mente han ikke, han var kvalificeret rent videnskabe-

ligt. Dertil kom, at han mente, at han ikke økonomisk ville kunne forsørge sin familie for

den løn, der var til rådighed. Det ville betyde, at han skulle have et andet arbejde ved siden

af, men det ville der ikke være tid til, da der skulle opbygges et helt nyt institut.

Men var det hele forklaringen? I et privat brev248 til sin gode ven, Erik Petersen, afslører

han, at han havde en helt anden betænkelighed, nemlig, at lektoratet kun ville være en

midlertidig ordning, indtil Johannes Aagaard var færdig med sin disputats og kunne

overtage det. Hvorvidt dette kun er en gisning fra EW’s side eller en realitet, har ikke

kunnet afgøres ud fra de foreliggende kilder. Men det kan ikke afvises, at det igen er et

udtryk for hans aldrig svigtende mindreværdsfølelse.249

Aarhus var ikke det eneste universitet, der havde brug for ham. I foråret 1956250 fik

han en henvendelse fra University of Chicago. Man ønskede ham som professor i

mission og var villig til at vente et par år på ham, hvis han blot ville forpligte sig på

at komme. Det var en stilling, som trak rigtig meget i ham. Det var ikke et alminde-

ligt professorat, men et forskningsprofessorat. Det ville sige, at det vigtigste arbejde

bestod i egne studier og i at arbejde med en lille gruppe speciale studerende og dok-

torander. De studerende kom fra mange forskellige lande, hvilket tiltalte ham meget.

Men hvordan hang denne interesse sammen med den ene af hans begrundelser for at

afslå Aarhus, nemlig manglende akademisk kvalifikation? Talrige gange i hans breve

og dagbøger gjorde han rede for sit møde med amerikanske universiteter og missi-

onsprofessorer. Han var ikke imponeret. Hvis man blot havde været missionær, var

man kvalificeret til at blive professor i mission, for som en professor sagde til ham:

„Det drejer sig ikke så meget om teologisk undervisning og studium, men om at

vække missionsinteressen blandt vordende præster; de teologiske seminarer har en

meget stor betydning med hensyn til at kalde på vordende missionærer.”251 I mod-

sætning hertil havde han meget stor respekt for den akademiske standard blandt de

europæiske universiteter. Derfor turde han ikke binde an med et lektorat i Aarhus,

mens han var tiltrukket af et professorat i Chicago.

3.14.3 Chicago frister

Inden han var færdig med at overveje dette tilbud, kom der endnu et tilbud om et

professorat i Chicago. Denne gang fra the Lutheran Theological College252 – altså en

anden uddannelsesinstitution end University of Chicago. I virkeligheden var han mere

interesseret i denne stilling, viste det sig af forskellige personlige grunde. Men det blev

i sidste ende ikke Chicago. Han ville ikke udsætte sin familie for at skulle flytte til USA


– og han var nok også betænkelig over, om han kunne finde ind i et konstruktivt sam-

arbejde med de mennesker, han skulle arbejde sammen med.

Endelig var der bud efter ham fra LWF for at han skulle overtage ledelsen af at opbygge

en ny toårig teologisk uddannelse i Tanganyika.253 Også her blev det et nej med den

begrundelse, at en sådan leder nødvendigvis måtte have Afrikaerfaring.

Og så var der ud over de nævnte grunde til at afslå de mange forskellige, spændende til-

bud en helt overordnet grund, som han nævnte i et brev til generalsekretær C. Rendtorff,

DMS: „Desuden noget ganske andet, nemlig Danmark selv. Og her ville jeg meget gerne have

din direkte, åbne og broderlige mening, for dette er slet ikke let. Jeg føler, jeg har et ansvar over

for Danmark, og jeg har ingen ret til at tage noget andet uden først at være klar over stillingen

hjemme. Jeg vil gerne, stillingen her skal være ganske klar; jeg vil ikke tage hjem bare for at

komme hjem (i den forstand længes vi ikke efter Danmark, og det vil ikke være af afgørende

betydning for os, om vi bosætter os endeligt hjemme eller et andet sted) – men Danmark og

dansk mission har givet mig de chancer, jeg har haft her, og så at sige investeret lidt her (selv

om man jo ikke kan sige, at den danske kirke just brillerer med sin interesse for dem, der går

ud for at lære lidt mere – og måske også for at tjene den danske kirke i et internationalt og

økumenisk arbejde; denne form for tjeneste synes den danske kirke overhovedet ikke at have

fået øje for; man synes kun at kunne forstå tjeneste, når man taler om embeder, lønforhøjel-

ser, boligtilskud osv. – så ved man i hvert fald, at manden tjener den danske folkekirke - und-

skyld!); jeg skylder dansk mission (og i meget betydelig grad DMS’s vidsyn og frihed) at min

vej kom til at gå i den retning; det betyder også ganske reelt for mig, at jeg ganske simpelt ikke

kan tage Chicago jobbet, hvis der virkelig er en opgave derhjemme, som kalder på mig. Det

betyder ikke, at jeg ville tage hjem af bare pligtfølelse – slet ikke; jeg ville kunne gøre det med

glæde, hvis der er en klar opgave, men ellers ikke.

Hvordan ser du på dette? Jeg skriver alt dette ganske privat og ønsker ikke noget forelagt

bestyrelse eller andet i den retning. Hvis jeg forlader IMC omkring sommeren 1958, kan

du se nogen grund for mig til at tage hjem – altså ikke bare i al almindelighed, men ganske

konkret?... Lad mig spørge ganske brutalt, men konfidentielt: er der noget sted i DMS, hvor

I ville have brug for mig?”254

Hermed var bolden spillet over på Rendtorffs bane. Og han var ikke sen til at gribe den.

Når EW tænkte på at vende hjem til Danmark, hang det naturligvis også sammen med

en overvejelse om familiens fremtid. Han var ikke særlig tryg ved at forestille sig, at

hans børn skulle vokse op i Amerika, som han havde så mange reservationer over for.

Og fremtiden i London, hvor familien trivedes var usikker, da han ikke kendte sin egen

stilling i IMC, når man skiftede ledelse. I London voksede familien i øvrigt endnu en

gang, idet Flemming blev født i Bromley i maj 1958. Danmark kunne være et godt sted

for familien at leve og børnene at vokse op og udvikle sig.

Dansk intermezzo

DA N S K I N T E R M E z z O118

KAPITEL 4

DANSK INTERMEzzO

4.1 VEJEN TilBAGE

4.1.1 En klar opgave

Erik W. Nielsen var i spil til at blive den nye generalsekretær i IMC. Men der var også

andre navne på tapetet, ligesom der var foreslået en del navne til forskellige stillinger i

IMC. Det var navne på personer, som EW anerkendte som dygtige, bare ikke til de po-

sitioner, som man overvejede dem til. Og Charles W. Ranson var på vej væk fra IMC for

at starte Theological Education Fund, der blev en realitet efter mødet i Ghana 1957-58.

Som vi har set, var der mange, der trak i EW, og han måtte nødvendigvis gøre sin stilling

op. Han havde været otte år i IMC og skulle snart ud i en kontraktforhandling. Skulle

han fortsætte? – Skulle han videre i livet? – Eller havde DMS brug for ham? Og hvad

med familien? Han var som nævnt ikke tryg ved, at børnene skulle vokse op i Ame-

rika.255 Han havde skrevet til Rendtorff, at han skyldte DMS, at hans livsbane havde fået

den retning, den havde. Hvis DMS derfor havde en klar opgave, hvor man kunne bruge

hans evner, så ville han med glæde komme hjem.

Spørgsmålet var altså: kaldte DMS på Erik W. Nielsen? Kaldte DMS på den viden og

erfaring, som han havde fået gennem sit arbejde i IMC, et arbejde, som EW opfattede

som en investering fra DMS’s side, og som han skyldte dem at drage nytte af, hvis de

ønskede. Derfor kunne han ikke komme videre i sine overvejelser over fremtiden, før

han kendte DMS’s stilling i sagen.

4.1.2 Rendtorffs plan

Conrad Rendtorff svarede,256 at man ville byde EW hjertelig velkommen tilbage til

Danmark, og at der ikke var tvivl om, at der nok skulle blive et arbejde til ham på den

ene eller anden måde, et arbejde, som han kunne leve af og antagelig blive glad for, og

som ville gavne dansk ydre mission. Det næste spørgsmål var så: hvilket arbejde?

Efter at Rendtorff havde modtaget EW’s brev, havde han delt dets indhold med bi-

skop Halfdan Høgsbro, der på samme tid var medlem af DMS’s bestyrelse og DMR’s

formand. Det skulle vise sig at indeholde en interessekonflikt. Høgsbro tænkte mere i

DMR’s interesse end i DMS’s. Derved kom der allerede fra begyndelsen i denne proces

DA N S K I N T E R M E z z O 119

modsatrettede interesser i spil, hvilket var med til at vanskeliggøre beslutningen for EW,

der på den ene side følte sig forpligtet på at indfri DMS’s investeringer i ham, og på den

anden side kunne se et formål i at være med til at samle dansk ydre mission.

Rendtorffs forslag var meget konkret. DMS’s bestyrelse ledte efter en kandidat til at

overtage hvervet som formand257 efter pastor S. H. Sørensen258, der efterhånden var

blevet en ældre herre. I den forbindelse havde der været bestyrelsesmedlemmer, der

havde peget på Rendtorff som ny formand. Nu så Rendtorff muligheden for at få denne

kabale til at gå op, ved at Rendtorff søgte præsteembede og forlod generalsekretariatet

til fordel EW. Denne løsning ville passe Rendtorff personligt godt259, da han gerne igen

ville være præst. Den lange tid som generalsekretær havde slidt på helbredet, og kort før

jul 1957 fik han en længere sygeorlov på grund af en blodprop i hjertet.260

4.1.3 Biskop Høgsbros plan

Biskop Høgsbro tænkte i helt andre baner. Han ønskede, at såvel Rendtorff som Erik W.

Nielsen skulle lægge deres kræfter i dansk ydre mission, dvs. Rendtorff skulle fortsætte i

DMS og EW skulle tilknyttes DMR, der så skulle betale halvdelen af EW’s løn, mens den

anden halvdel skulle betales af folkekirken gennem stiftsfondene. Dette ville betyde, at

EW skulle anerkendes af landets biskopper som en slags konsulent i missionsspørgsmål.

EW havde efterlyst en klar opgave, hvis han skulle vende hjem til Danmark. Rendtorff

var ikke i tvivl om, at denne klare opgave lå i at blive generalsekretær i DMS. Opgaven

i DMR var alt for usikker og afhængig af opbakning fra en række instanser, som man

ikke på forhånd kunne vide sig sikker på.

Uklarheden var åbenlys. Biskop Høgsbro havde med sine dobbelte interesser forplum-

ret billedet. For EW ville uden tvivl gerne hjem til generalsekretariatet i DMS. Det var

drømmestillingen. Men han ville også gerne være med til at samle dansk ydre mission.

Allerede i 1946 havde han i DMR holdt foredraget Kirke og Mission, hvori han havde

kaldt til samling i dansk ydre mission. Kunne han være med til en sådan samling, ville

det give mening med en tilknytning til DMR – ja, i en sådan grad, at han senere kunne

konstatere, at „det var DMR, der virkelig havde min interesse, da jeg kom hjem.”261

I oktober 1957 var han hjemme i Danmark for at holde foredrag på Præsteforeningens

videnskabelige kursus262. I den forbindelse mødtes han med såvel DMS’s forretnings-

udvalg som medlemmer af DMR’s bestyrelse for at drøfte mulighederne. Det skabte

ikke klarhed. Stillingen i DMR var stadig forbundet med en række hvis’er. Således var

situationen, da EW og biskop Høgsbro mødtes i Ghana i julen 1957. EW kunne ikke

finde ud af, om det var Høgsbros private ideer – eller om han havde opbakning i sel-

skaberne. Derfor havde han bedt om, at Høgsbro skulle sætte forslaget på dagsordenen

i DMR, og han havde skrevet til sin gode ven Erik Petersen, der sad i DMR’s bestyrelse,

at denne skulle sørge for, at der kom en saglig drøftelse af spørgsmålet og ikke kun


en drøftelse af hans person.263 Denne drøftelse blev aldrig gennemført i DMR. Og i

Ghana nåede de heller ikke til større klarhed – set fra EW’s side. EW turde ikke tro på

konstruktionen med en fuldtidssekretær i DMR. Hvordan skulle den finansieres? Ville

selskaberne være med til det? Kunne biskopperne gå med på forslaget? Og hvordan

skulle hans stilling eventuelt være i forhold til folkekirken? Skulle han være en slags

stiftspræst for ydre mission? Det huede ham bestemt ikke. Eller skulle han være en

slags videnskabelig konsulent for selskaberne og stifterne? Hvad ville en sådan stilling

indebære? Spørgsmålene syntes uendelige – og i korrespondancen med biskop Høgs-

bro fik han intet svar. Biskoppen var dog ikke i tvivl om, at alt ville løse sig, hvis blot

EW besluttede sig for at tage udfordringen op!264 Til forvirringen hørte også, at biskop

Høgsbro stædigt havde holdt fast i sin holdning til DMS. „Der var intet for EW at gøre

i DMS!“ - (sagde et fremtrædende bestyrelsesmedlem i DMS!).265

4.1.4 Uklar beslutning i DMS

I denne uklarhed stod sagen, da Erik W. Nielsen i slutningen af marts kom til Aden

for i cirka fem uger at lave den grundige undersøgelse af missionen dér. Til sin store

forundring opdagede han ved ankomsten, at det, han ikke selv opfattede som en klar

beslutning, allerede var meldt ud til missionærerne: „….Jeg opdager til min rædsel, at

mine foreløbige samtaler med forretningsudvalget i oktober er blevet rapporteret herud – at

EP endog har været så utilgivelig uforsigtig at lade bemærkninger falde i brev til Jeppe266”

På denne baggrund holdt DMS bestyrelsesmøde i dagene 18.-19. marts 1958 og DMR

den 20. marts. Ved bestyrelsesmødet i DMS blev C. Rendtorff enstemmigt valgt som ny

formand efter S. H. Sørensen. Så skulle man vælge generalsekretær. Det blev ikke så let.

Biskop Høgsbro havde sin egen dagsorden. Han skulle have EW til DMR. Derfor var

hans holdning, som allerede nævnt, at EW ikke havde nogen fremtid i DMS. På den

baggrund fik han bestyrelsen til at slutte op om et forslag, der skulle gøre Erik Petersen

til generalsekretær i DMS. Han havde som landssekretær vikarieret for Rendtorff under

dennes sygdom „og gjort et fortrinligt arbejde…...”267 I dette fik han delvis opbakning,

idet man valgte at forfremme Erik Petersen enstemmigt. Men med den tilføjelse, at man

besluttede at opfordre Erik W. Nielsen „at træde ind i sekretærstaben som generalsekre-

tær ved siden af Erik Petersen.”268 Rendtorffs plan mislykkedes altså. Man valgte at gå

tilbage til systemet før 1953, da Harald P. Madsen havde forladt DMS, og Rendtorff var

blevet den eneste generalsekretær. Høgsbro havde opnået, hvad han ville, at bringe EW

i position til en stilling i DMR. Og DMS var endt i en organisatorisk umulig situation

ved at vende tilbage til to generalsekretærer, der allerede under Rendtorff og Harald

P. Madsen havde vist sig at være uhensigtsmæssigt. Et skib kan ikke have to kaptajner.

4.1.5 Høgsbros manglende mandat

Nu var det så DMR’s tur. Her viste det sig, at EW’s bange anelser blev opfyldt. Biskop

Høgsbro havde ikke gjort sit hjemmearbejde godt nok. Professor Torben Christen-

sen269 betvivlede EW’s videnskabelige betydning og ligeledes, at han skulle kunne få


betydning som konsulent for de forskellige selskaber, og advarede mod, at DMR for-

hastede sig, så længe man ikke havde et større fast program som dansk ydre missions

fællesorgan. Disse synspunkter fandt støtte hos nogle.270 Men et overvældende flertal

(12 mod 2) støttede formanden, men først efter at de enkelte medlemmer havde kon-

sulteret deres respektive bestyrelser kunne sagen endelig afgøres. Alligevel skrev biskop

Høgsbro allerede den 27. marts til Erik W. Nielsen om afgørelsen og bad EW om at

overveje situationen og tage imod opfordringen.271

Nogle dage senere kom brevet fra Rendtorff, der redegjorde for DMS’s afgørelse i sa-

gen.272 Rendtorff forklarede beslutningen om de to generalsekretærer med, at man

skulle have en ordning, der kunne træde i kraft med det samme, da han var blevet

udnævnt til præst og skulle indtræde i sit nye embede allerede en måned senere. Og

bestyrelsen mente ikke „at de uheldige erfaringer, man har gjort sig ved en sådan li-

gestilling mellem to generalsekretærer, i dette tilfælde skulle være tilstrækkelige til at

hindre en sådan ordning.“ Hermed hentydede Rendtorff til det nære venskab, som

havde eksisteret mellem EW og Erik Petersen, siden de begge var blevet ansat i DMS

nogenlunde samtidig i 1945. Heri skulle det vise sig, at bestyrelsen tog alvorligt fejl.

Delingen af generalsekretariatet sled venskabet mellem de to i stykker. Og bestyrelsen

havde ikke gjort sig nævneværdige tanker om, hvordan de to generalsekretærer skulle

dele embedet imellem sig. Det måtte de finde ud af senere og hen ad vejen. I virkelighe-

den blev der aldrig udarbejdet en klar stillingsbeskrivelse for de to til at regulere deres

arbejdsområder. Som hovedregel skulle Erik Petersen være generalsekretær for hjem-

mearbejdet og Erik W. Nielsen for missionsmarkerne – men grænserne flød, og gang på

gang overlappede de hinanden.

4.1.6 To generaler er én for mange

Bolden lå nu hos Erik W. Nielsen, der befandt sig i Aden endnu en måneds tid. Der

gik altså nogen tid, inden han kunne meddele DMS og DMR sin endelige beslutning.

Det vil sige, at han havde tid til at overveje sin situation. Og det var tydeligt, at de to

venner hver for sig var ganske betænkelige ved situationen273. EW fandt ikke, at biskop

Høgsbro havde givet noget som helst klart svar på, hvad stillingen i DMR ville komme

til at indeholde. Den gode tid i Aden til at filosofere over hele situationen uden at kunne

drøfte den indgående med Marie gav plads til tvivlen – „….Jeg er faktisk ikke engang

ganske og bestemt klar over, om de ganske ærligt ønsker mig hjem….”274 Men en be-

slutning skulle tages – og den blev taget. Det blev generalsekretariatet i DMS, der vandt,

selv om DMR trak i ham sådan, som han formulerede det i et brev til biskop Høgsbro:

„…. Som jeg sagde det klart både i DMS og i Dansk Missionsråd, min egentlige inte-

resse ligger i Dansk Missionsråds perspektivet, og jeg er overbevist om, at kardinalpunktet i

dansk ydre mission i mange henseender ligger her. Samtidigt føler jeg – måske forkert – at

det i hvert fald for tiden måske vil være lettere at arbejde ind i dette fra et af selskaberne,

og hvis jeg bliver bedt om at være sekretær for Dansk Missionsråd, så vil jeg gøre mit bedste

for at virkeliggøre dette – i håbet om, at det skal blive muligt eventuelt med tiden at glide


helt over i Dansk Missionsråd…..”275 Over for Erik Petersen gav EW klart udtryk for, at

det havde været en vanskelig beslutning, som han stadig var i tvivl om: „… Vi håber og

beder om, at valget må være det rigtige, MEN det har kostet blod, sved og tårer at træffe

det, og vi er stadig nervøse, men nu må vi prøve at gøre, hvad vi kan. Ikke mere om disse

vanskeligheder nu. De er vore egne, og kan vi ikke løse dem, ja, så må det vise sig, og vi må

tage konsekvenserne. Nu vil vi i hvert fald prøve, så godt vi formår. Jeg håber inderligt, at

vort Ja ikke må berede dig ekstra vanskeligheder. Det har stadigt naget mig, om ikke det

både af hensyn til DMS og til dig, havde været bedre for os at sige nej, men vi følte ikke, vi

kunne gøre det. Vi vil gøre, hvad vi kan….”276

Der blev altså ansat to generalsekretærer. Det var én for mange. I princippet blev de li-

gestillet, men da EW rejste så meget, som han gjorde, blev det naturligt, at Erik Petersen

gang på gang kom til at fremstå som førstemand blandt ligemænd.

De næste års arbejde lå nu i Danmark, og fra 1. januar 1959 var familien Nielsen tilbage

på Strandagervej i Hellerup.

Så var der Dansk Missionsråd. Her accepterede EW at overtage posten som sekretær og

kasserer, og fra 1. april samme år havde han således to stillinger – og én løn. Han fulgte i

Rendtorffs spor, der også havde bestridt samme to stillinger. I DMR’s protokol blev det

noteret, at Erik W. Nielsen blev ansat som sekretær og kasserer i DMR med myndighed

til at underskrive på DMR’s vegne. Men også her var dobbeltspillet. For samtidig blev

det bestemt, at Erik Petersen også havde tegningsret – men „almindeligvis vil pastor

Erik W. Nielsen være underskriver.”277

4.2 DANsk MissiONsrÅD

4.2.1 Mulighederne i DMR

Biskop Halfdan Høgsbro havde som formand for DMR store forhåbninger til Erik W.

Nielsen, da denne vendte hjem fra mere end otte års tjeneste ved IMC. Nu skulle DMR

løfte dansk mission. Og manden, der skulle indfri disse ambitioner, var Erik W. Nielsen.

Allerede i 1946 havde EW holdt foredraget: Skal vi ønske en anden plads i kirkens liv og

organisation i Danmark. Foredraget var holdt ved et møde i DMR, og selv om han ideelt

måtte ønske, at mission var hele kirkens sag, og ikke som tilfældet var, at missionen blev

varetaget af relativt få og små interessegrupper inden for kirken, så måtte han realistisk

forholde sig til, at sådan var situationen ikke i den danske folkekirke. Derfor måtte man

i hvert fald foreløbigt fortsætte som et frit missionsarbejde, men det måtte være den

danske kirke, som drev mission gennem selskaberne, der måtte anerkendes som de

retmæssige organer for kirkens missionsforpligtelse. Han ønskede altså ikke en anden

organisation for mission i den danske kirke, men han ønskede, at kirken anerkendte, at

mission er kirkens livsfunktion. Missionskaldet skulle ind i selve menigheden. Mission


skulle kirkeliggøres, selv om han indrømmede, at dette udtryk kunne misforstås. Han

mente, at mission måtte ind i selve det teologiske studium, ikke som et særligt fag med

særlige forelæsninger, men integreret i de forskellige teologiske hovedfag. Og mission

måtte ind i forkyndelse, i konfirmandforberedelsen, i skoleundervisning og i menig-

hedsarbejdet. For at opnå denne integration måtte selskaberne arbejde meget tættere

sammen end tilfældet var. Helst så han en sammenslutning af alle danske missionssel-

skaber, men da det ikke var realistisk, så måtte selskaberne opgive deres selskabsegois-

me og samarbejde i en udpræget grad, så man optrådte samlet over for menighederne.

4.2.2 Konfessionel eller økumenisk

Med en god portion optimisme i bagagen og inspiration fra bl.a. Tyskland kastede EW

sig ud i de mange opgaver. Meget hurtigt satte han sin dagsorden i DMR, hvis struktur

blev sat til diskussion. Siden sin begyndelse i 1912 havde DMR været en ren folkekirke-

lig organisation, selv om den refererede til det økumeniske IMC, og DMR’s ledere såle-

des til stadighed samarbejdede og mødtes med internationale missionsledere af anden

konfession end den lutherske. Denne begrænsning fandt EW utilfredsstillende. Med sin

klare økumeniske forståelse af evangeliet, kunne han ikke andet end rejse spørgsmålet

om DMR’s isolation og opfordre til, at man tog fat på en åbning mod frikirkerne. I

august 1960 blev der åbnet en debat i DMR om vedtægterne, således at DMR fremover

kom til at bestå af „danske missionsvirksomheder, der anerkender Kirkernes Verdens-

råds basis.”278 Forslaget medførte en længere diskussion i rådet, hvor især professor

Torben Christensen var imod forslaget. Hans argumentation var, at DMR i stigende

grad havde fået en plads i den danske kirkes bevidsthed som et organ for den dan-

ske folkekirkes mission. Derfor mente han, at man ikke burde gøre DMR økumenisk,

men snarere stramme linjerne og kalde rådet: „Den danske folkekirkes Missionsråd”. Så

kunne man danne et „Dansk Økumenisk Missionsråd,“ hvor frikirkerne havde samme

antal medlemmer som de folkekirkelige selskaber. Begrundelsen var, at folkekirkelige

menigheder ikke skulle indsamle penge til støtte for frikirkelige missionsformål. Den

danske folkekirke var endnu ved begyndelsen af 1960’erne særdeles konfessionel. De-

batten kom til at strække sig over et par år, og de nye vedtægter blev først vedtaget ved

DMR’s møde den 23. november 1962279. DMR blev åbnet for frikirkelige organisatio-

ner. De første to frikirkelige organisationer, der blev optaget samme dag, som vedtæg-

terne blev vedtaget, var Metodistkirkens Missionsråd og Frelsens Hær. Resultatet blev,

at man løste det folkekirkelige spørgsmål ved at danne en ny organisation, Folkekirkens

Missionsråd, til varetagelse af de rent folkekirkelige forhold.

4.2.3 Forhøjet aktivitetsniveau

Indtil ansættelsen af EW som sekretær for DMR havde sekretariatet været varetaget til

venstre hånd af DMS’s generalsekretær – eller som man også sagde: „DMR var en skri-

vebordsskuffe på DMS.“ Med det forhøjede aktivitetsniveau i DMR, blev det aktuelt at

ansætte en kontorsekretær280 til aflastning af sekretæren i de administrative spørgsmål.

Dermed rejstes også spørgsmålet om bedre og adskilte kontorfaciliteter. Dette rejste vi-


dere spørgsmålet om et tættere samarbejde mellem selskaberne konkretiseret i et kon-

torfællesskab. Under de lange forhandlinger, hvor man først midlertidigt lejede kontor

hos DMS på Strandagervej, viste der sig en mulighed for at indgå i et kontorfællesskab i

stueetagen i Bispegården i Nørregade 11, København, med Folkekirkens Nødhjælp, Det

mellemkirkelige Råd, Det økumeniske Fællesråd og Dansk Santalmission. Ordningen

trådte i kraft pr. 1. januar 1963.281

Blandt de mange andre initiativer, som EW satte i gang i DMR, var forsøget på at danne

et fælles missionsblad, undervisningsmateriale til folkeskolen om mission, styrkelse af

Nordisk Missionsråd, sammenlægning af Norsk Tidsskrift for Misjon, Svensk Missi-

onstidsskrift og Nordisk Missionstidsskrift. I første omgang stillede de nordiske landes

missionsråd sig åbne og positive med hensyn til dannelsen af et fælles nordisk mis-

sionstidsskrift.282 Men efter nogen overvejelse fik svenskerne betænkeligheder og stil-

lede som betingelse, at Erik W. Nielsen ville stille sig til rådighed som redaktør. Under

WCC’s møde i New Delhi blev han opsøgt af en repræsentant fra det svenske mis-

sionsråd, der direkte spurgte ham, hvor længe han regnede med at blive på sin post i

Danmark. Baggrunden var, at „hvis man kunne regne med, at jeg ville blive i Danmark

og ville tage virkelig del i det skandinaviske arbejde, direkte eller indirekte gennem

Nordisk Missionsråd, sådan som jeg havde gjort det gennem de sidse to år, så var man

fra svensk missionsråd interesseret i, at udarbejde et skandinavisk samarbejde, så meget

som det overhovedet var muligt, altså ikke mindst på punkter, som skandinavisk mis-

sionærkursus og dannelsen af et fælles nordisk missions tidsskrift …. Han sagde, at

man fra det svenske missionsråds side var interesseret under forudsætning af, at man

kunne regne med mig som redaktør. Det ser sådan set ikke særlig godt ud, da jeg i al-

lerhøjeste grad har nok at gøre i forvejen. Men det blev meget stærkt understreget fra

hans side, at man i det svenske missionsråd meget, meget gerne så, at jeg ville fortsætte

i Skandinavien, i hvert fald 2 eller 3 år endnu.”283

Initiativet med at udarbejde materiale for folkeskolens undervisning i mission resulterede

i bladet Kirken Arbejder, der blev udgivet i et samarbejde med Materialecentralen.284

4.3 DEN MissiONErENDE kirkE

4.3.1 Arven fra Tambaram

Siden IMC’s Assembly i Tambaram i 1938 havde kirken stået i centrum i missionsdebat-

ten. Som vi har set under EW’s møde med Hendrik Kraemer (se. kap. 3.3), så overtog

EW ikke blot den ekklesiologiske missiologi fra Tambaram og Kraemer, men allerede i

sit foredrag Mission og Kirke (se kapitel 2) fra 1947 havde han anslået en mere radikal

missiologi, hvorved han understregede mission som kirkens livsfunktion. Man kunne

næsten med en omskrivning fra den tyske teolog, Rudolf Bultmann285 tale om, at for

EW var mission den eksistentielle interpretation af evangeliet. Ligesom overtagelsen af

livet på de givne eksistentielle vilkår var den nødvendige eksistentielle interpretation af


evangeliet for Bultmann, således var den eksistentielle interpretation af evangeliet for

EW kirkens forpligtelse på den mission, hvorpå den hele tiden overskrider sine egne

grænser.

4.3.2 Centrum og periferi

Biskop Halfdan Høgsbro fremhævede Kraemers ekklesiologi i en artikel i Nordisk Mis-

sionstidsskrift fra 1960286 og et andet af DMS’s bestyrelsesmedlemmer, biskop Chri-

stian Baun287, Viborg, der var formand for DMS’s hjemmeudvalg, anslog samme toner

i et oplæg til drøftelse af DMS’s hjemmearbejde.288 Baggrunden var, at man i DMS

kunne se, hvorledes samfundet i tiden efter Anden Verdenskrig havde ændret sig, hvil-

ket havde konsekvenser også for DMS’s hjemmearbejde. Kvinderne var nu hastigt på

vej ud på arbejdsmarkedet, hvilket betød, at en væsentlig del af DMS’s hjemmearbejde,

kvindekredsene, i disse år mistede fodfæste. Dertil kom en teologisk udvikling bort fra

den vækkelsesdominerende linje, som havde været rygraden i DMS siden 1889. I væk-

kelsernes tredje generation var opslutningen til Indre Mission vigende. Man begyndte

at samle sig mere og mere omkring et sognearbejde uden vækkelsespræg. I sit oplæg

formulerede biskop Baun sig med ordene, at „ …kirken er i nød. Vi er ikke dygtige nok;

vi er ikke „varme“ nok; og vi står med devaluerede ord, når vi taler om evangeliet, om

menigheden eller Kristus. – Det er derfor nødvendigt, at vi fordyber os i den bibelske bag-

grund først og fremmest.“ Det betød ifølge Baun, at man måtte arbejde på langt sigt,

for „kun en radikalt fornyet kirke kan løse sin opgave….Vi må forstå, at vi lever ikke blot

i perioden efter vækkelserne, men vi er også kommet ind i en tid, som kunne kaldes „den

efterkristne“ tid. Pietismen forsøgte at bøde på kirkens nød på sin måde, men man gjorde

kirken til målet for mission og ikke udgangspunktet. Man kom derfor til at bygge kirke på

„randbemærkningerne”. Til trods for pietismens fortjenester kan man ikke bygge videre på

den kirkeforståelse, der her kommer til udtryk.”

Det var biskoppen, der talte her. Kirken var i centrum. Randbemærkningerne var de

kirkelige organisationer – bl.a. missionsselskaberne. Det var kirken, der var i nød. Og

det var kirken, der måtte fornyes radikalt. Dette var biskop Bauns fundamentale hold-

ning, som han også gav udtryk for i en artikel i KFUM og KFUK’s lederblad: Ungdoms-

arbejderen, hvor han skrev: „Folkekirken må automatisk samle sig om det, der altid er

centrum i det kristelige liv: forkyndelsen og sakramenterne, mens organisationerne mere

samler sig om de opgaver, der er en følge af at møde dette centrum, undertiden opgaver, der

må kaldes helt centrale, men undertiden også mere periferiske.”289 I biskop Bauns verden

hørte såvel KFUM og KFUK som DMS hjemme i organisationernes verden – altså i

periferien i forhold til kirken, der i hans verden var centrum.

Det er givet, at folkekirken á priori må samle sig om forkyndelse og sakramenter. Gjorde

den ikke det, var den ikke kirke, da disse elementer hører til kirkens kendetegn. Men det

vil være relevant at minde om den kritik af reformatorerne, som kom til orde fra WCC

netop på denne tid, hvor det hed, at til kirkens kendetegn hørte også missionen.290


Men når Baun derpå hævdede, at organisationerne måtte samle sig om de opgaver,

der følger af mødet med det centrale, skitserede han en arbejdsdeling mellem kirke

og organisationer, hvorved han tabte begge dele på gulvet, for han tog sendelsen fra

kirken, hvorved den blev gjort introvert, og forkyndelsen og sakramenterne fra organisa-

tionerne, hvorved disse mistede deres ekklesiologiske substans, der var betingelsen for

sendelsen.291 I stedet for at tage sit udgangspunkt i den givne folkekirke, måtte biskop

Baun have startet sin sammenligning af forholdet mellem kirke og organisationer ved

at definere, hvad kirken er og, hvorved den kendes. Og her manglede han missionen

som et kendetegn på kirken. På den valgte måde gjorde Baun organisationerne afhæn-

gige af folkekirken, og det ville i praksis i hovedsagen sige dens præster, hvorved orga-

nisationerne blev et spejl af folkekirken.

4.3.3 Erik W. Nielsens kritik af biskop Baun

Erik W. Nielsen måtte nødvendigvis reagere på denne teologi. Det skete i et længere

brev292, hvori han indledte med at takke biskop Baun og hjemmeudvalget for at tage

denne grundproblematik op, hvilket han længe havde savnet. Men så fulgte kritikken.

”Det forekommer mig, at det lider af teologisk slagside eller, at det er for sikkert. Den gen-

nemgående tendens er „kirkeliggørelse af missionen.“ Nu må du ikke straks (som man jo

altid gør i Danmark) placere mig i en eller anden bås og derved afvæbne mig. Jeg har i

årevis, længe før jeg rejste til England, kæmpet for en sådan kirkeliggørelse – jeg er helt enig

i, hvad du sagde om kirken og de andre ting – det var, hvad du ikke sagde, jeg er betænkelig

ved … Du brugte meget stærkt ordet „fornyelse“ – på en måde, som både var klar omven-

delsestale, personligt, og samtidig tale om en kirkelig fornyelse, … men mener du for alvor

- , at fornyelsen kommer ved en ren kirkeliggørelse? Selvfølgelig ikke. Med mindre man de-

finerer begrebet kirke helt anderledes klart. Jeg skal ganske ærligt indrømme, at jeg faktisk

er temmelig skuffet over hjemmeudvalgets arbejde på dette felt indtil nu. Jeg kan med min

bedste vilje ikke se noget virkeligt nyt i alt det teologiske materiale, vi har fået tilsendt.”

Derpå konkretiserede han sin kritik i følgende:

a) Selve kirkeforståelsen i Danmark. Vi må jo da se klart i øjnene, at starter vi, hvor hjem-

meudvalget er startet, da drister vi os – inden for et missionsselskabs rammer (og det mener

jeg er nødvendigt og rigtigt) – til at studere og rejse spørgsmål vedr. vor egen kirke. Vi går

altså uden for vort „felt“ som missionsselskab. I selve dette ligger noget meget centralt og

væsentligt. Men, jeg har ikke mærket nogen virkelig problematik her. Det var omkring

Tambaram i 1938 og årene derefter, at man slog så stærkt på kirkeliggørelsen af missionen,

men har vi ikke i årene derefter set, at denne proces er ikke så ensidig? – At selve missi-

onsperspektivet er et meget kritisk element at bringe i berøring med kirkebegrebet… Jeg

har manglet denne spænding totalt i materialet … Studiet er foregået og foregår inden

for et missionsselskabs sfære, og man må altså forvente, at man netop her har et klarere

blik for missionsdimensionen, men jeg kan ikke af materialet se andet, end at det akkurat

lige så godt kunne være foregået inden for enhver præstelig kreds. Bortset altså fra, at en


af skribenterne efter en lang afhandling kommer til det revolutionerende, at en biskop bør

udsende missionæren (hvad jeg i og for sig er personligt enig med manden i, men det er dog

vel ikke det egentlige i sagen?). Altså, jeg mener, at vi har med en „farlig“ ting at gøre, når

vi drister os til at tale om mission og kirke, men jeg kan ikke finde noget „farligt“ i skrivel-

serne. De bliver mere eller mindre rene selvbekræftelser.

b) Og dermed er vi ovre i det konkrete, det lokale. Når jeg selv, sikkert på en ganske

uklar måde, som sædvanligt – spurgte dig om menighedens form i hverdagen, da lå der

jo derunder et forsøg på at se, om man kunne tænke sig, at den teologiske problematik

kunne stille spørgsmål til selve vor kirkestruktur – og form i Danmark i dag? … Kan vi

tale alle de stærke ord om kirken, uden at man taler om menigheden, og det sidste bliver

mærkeligt tamt og vagt. Det er – for mig – ligesom om menigheden ikke kan komme på

plads i skandinavisk teologi; man vover ikke at tale om det – jo, den sædvanlige klage

over „lægfolkenes“ manglende aktivitet, men lægfolket er menigheden, og kan vi ikke

tale klart om menigheden, give den „form i hverdagen, som er kirkens dag, den virkelige

dag“ (det er nu engang ikke søndagen), da vil lægfolkets aktivitet altid finde sin egen

form, som ikke er „kirkelig.”… Jeg ved meget godt, at dette her centralt stiller spørgsmål

til folkekirkens struktur (og jeg har de skarpeste spørgsmål og kan ikke acceptere alle de

generaliserende afvisninger af frikirkernes forhold og alt muligt andet), men kan vi vir-

kelig ærligt lade vor teologi stille spørgsmål til alt muligt andet – blot ikke til vor kirkes

struktur. Er det tilfældigt, at man kan gennemgå hele dette studium og aldrig virkelig

få stillet teologiske spørgsmål til vor egen kirkes form? Er det tilfældigt, at det synes, som

om enhver tale om kirken instinktivt løber ud i to former, enten ren teologisk formulering

(og teologien har nu i Danmark en tendens til at blive en højere form for åndelighed,

når den altså bevæger sig i den rene teoretiske formulering, som om man løste noget med

formler) – eller, nu altså moderne, i liturgi, begge dele dejligt ufarlige for de spørgsmål,

der ligger neden under og trykker – også i vort missionsarbejde.

Altså, hvis vi skal tale om kirkesyn i missionsperspektiv, og det er vel meningen, er det da

noget virkeligt nyt … at biskoppen udsender en missionær, at hjemmesekretærer får en

kirkelig indvielse (som det blev foreslået!), at kredsforbund bliver organiseret efter de kir-

kelige linjer osv. Er det hele ikke haltende?

Og videre, selv om du i dit foredrag sagde, at missionsbefalingen ikke var givet til kredsene,

men til kirken, så har der jo hidtil ikke været et kuk (hvis jeg husker ret), som har stillet

spørgsmål ved disse kredse og deres struktur (kredsforbund, bestyrelsesvalg osv.). Nogle vil

måske sige, at det er for tidligt, ja, men debatten i DMS kommer ikke, før man begynder

at forstå, at der virkeligt menes noget med disse teologiske formuleringer. Og vi kan jo ikke

simpelt hen lade, som om DMS skal kirkeliggøres alene i splendid isolation. Hvad med

forholdet til de andre selskaber? Vil ikke selve disse synspunkter uundgåeligt lede i den

retning, og skal de ikke? Hvorfor ikke tale klart om dette, hvis man altså mener det? Og før

eller senere, måske før, skal vi ind på forholdet til de unge kirker, og hvad et missionerende


kirkesyn fører med sig (og, please, ikke bare kirkeretligt forstået) – og vi skal ind på det

økumeniske problem. Alle disse ting ligger i billedet……”

For Baun var kirken institutionen, centreret omkring søndagens gudstjeneste. Mission

og diakoni var det perifere, som fulgte af evangeliets forkyndelse, men som strengt taget

ikke var identisk med kirken. Det var dette, EW reagerede så kraftigt imod. At kirken

var apostolisk betød i EW’s teologi, at den var sendt med evangeliet. Heri ligger linjen

klar helt fra hans første artikel i Dansk Missionsblad i 1943293. Derfor var problemstil-

lingen hos EW i virkeligheden snarere, at kirken skulle gøres missionerende frem for

som Baun hævdede, at missionen skulle kirkeliggøres. Eller som EW havde formuleret

det i 1955: „Hvad betyder det at være en levende kirke i en given kontekst?”294 Evangeliet

var kun evangelium i en forkyndt situation – altid i oversættelse!

4.3.4 Biskop Bauns svar

Biskop Baun svarede straks på EW’s brev.295 Han var skuffet over den uenighed, som

EW havde givet udtryk for. Men han hang fast i sit biskoppelige, barthianske embeds-

syn, at kirken er det centrale over for organisationerne, og han henviste til, at biskop-

perne kort tid forinden af Kirkeministeriet havde fået pålagt ikke at sige „vi”, men „jeg”,

og han pegede i den forbindelse på, at den danske kirke i virkeligheden var kongrega-

tionalistisk opbygget. „Sognet er ifølge den danske folkekirkes hele opbygning, lovgivning

og administration den eneste legale enhed, dog samlet i provstier og stifter med begrænsede

beføjelser… Derfor er grundspørgsmålet: Hvad er det at være kirke (menighed) i dette

sogn?.... i spørgsmålet om den missionerende kirke er det ikke spørgsmålet om hele kirkens

opbygning, man skal drøfte, men samle sig om den lokale menighed eller sognets opbygning

– derudfra vil resten følge. … Når du bruger ordet kirkeliggørelse, mener du noget helt an-

det end det, jeg taler om. Jeg føler, at du tænker på noget med forhold til kirkeinstitutionen,

mens jeg hele tiden opererer med kirkeorganisationen, det levende og fungerende legeme.

Jeg brugte udtrykket: „Det sted, hvor det hele kommer i gang, er det sted, hvor Guds krav

og Guds kald ikke besvares med en præstation, men med en funktion – ligesom grenen, der

vokser og lever og „virker“ som følge af sin forbindelse med stammen. … Ægte mission er

en funktion af Kristi legeme, en funktion der ganske simpelt følger af, at det er levende…“

Det er tydeligt, at Baun i sit svar strakte sig langt for at komme til at udjævne den

uenighed, som EW havde givet udtryk for. Det lykkedes kun til en vis grad, men dybest

set forstod han uden tvivl ikke helt radikaliteten i EW’s kritik. Der var en teologisk ge-

neration dem imellem. For Baun var kirken en sociologisk størrelse og menigheden de

troendes forsamling, der ud af den store folkekirkelige medlemsskare sluttede op om

kirkens gudstjeneste, der i Bauns verden var centrum, mens det kirkelige arbejde i mis-

sion og diakoni var periferien.296 Derfor var spørgsmålet om den missionerende kirke

heller ikke et spørgsmål om hele kirkens opbygning, men at menigheden samlede sig

om gudstjenesten, så ville alt det andet følge af sig selv. Kirkens nød var ifølge Baun, at

kirkens medlemmer ikke samlede sig om forkyndelse og sakramenter i gudstjenesten.


For EW var det tilbagevendende spørgsmål hele tiden: Hvad vil det sige at være en

kristen på dette sted? Derfor kunne mission ikke reduceres til nogle få interesserede

mennesker i nogle små kredse. Mission skulle integreres i alle kirkens livsformer. Mis-

sion var kirkens livsfunktion. Derfor ser vi en helt anden folkelig menighedsforståelse

hos EW.

4.3.5 Mission kan kun ske i et mellemkirkeligt mønster

For sagen er den, at mens Baun anså hjemmearbejdet primært som et spørgsmål om

at have en økonomisk base for indsamling af de nødvendige midler til missionsarbej-

det, så anskuede EW spørgsmålet teologisk, hvilket fremgår af følgende passus: „Hvis

vi siger – og tager det alvorligt, at missionsforpligtelsen hører til selve kirkens eksistens, at

kirken er sendt som missionerende kirke, så betyder det altså – uanset hvor fattigt det hele

kan se ud i den praktiske hverdag -, at missionens billede fra det 19. århundrede virkeligt er

endegyldigt forbi; at mission ikke længere er linjen fra Vest til Øst, at missionens „hjemme-

menighed“ ikke længere ligger i Vesten, men overalt hvor der er kirke; at linjen ikke længere

går fra Vest til Øst, men fra kirke til ikke-kirke – hvad enten dette er i Østen eller i Vesten.

Og det betyder, at missionen i dag kun kan ske i et „mellemkirkeligt“ mønster, i et snævert

samarbejde mellem de forskellige kirker.”297 I sin kritik af Baun og hjemmeudvalget lagde

EW sig på linje med generalsekretæren for det britiske CMS, Max Warren, når denne

sagde: „Vi driver mission i midten af det tyvende århundrede, men vi står med en hjem-

memenighed, som tænker i midten af det nittende!”298 Det er altså i sin grundsubstans

EW’s opgør med adskillelsen mellem indre mission og ydre mission, vi ser udformet i

denne diskussion med biskop Christian Baun (se kap. 2.6.3).

Erik W. Nielsen satte i sin tid som generalsekretær i DMS en større diskussion i gang om

mission i Danmark. Der var tale om en radikal nytænkning af mission, der som et

eskatologisk faktum betød, at mission var noget principielt andet end simpelt hen en

kirkes udbredelse, dens egen forstørrelse – mission betød i EW’s optik ikke kirkens

selvbekræftelse, men sprængning, hvor kirken i sin missionerende forkyndelse var på

vej frem mod Kristi genkomst.299 Denne tænkning fik bl.a. sit nedslag i en studieproces

ved Aarhus Universitet, der resulterede i et lille hæfte: „Menighedens struktur og funk-

tion,“ der søgte at implementere indsigterne fra WCC og det studiearbejde, som EW

havde forestået i IMC: The Missionary Obligation of the Church.300 For EW var det

ikke et spørgsmål for kirken, om den ville drive mission. Spørgsmålet var: vil kirken

være kirke?

Dette rejste for EW en kritik af de eksisterende forhold i Danmark, hvor kirke og mis-

sion blev betragtet som to selvstændige størrelser over for hinanden, sådan som det

også i en vis forstand kom til udtryk i Bauns fremstilling. EW var af den opfattelse, at

man alt for ofte i kirken opfattede mission som en interesse for de særligt interesserede,

som i virkeligheden ikke berørte selve kirken. Dette måtte ændres, mente EW. Kirken

måtte i videste forstand acceptere, at den var en missionerende kirke. Omvendt rettede


hans kritik sig også mod missionsselskaberne, der betragtede sin egen kirke som den

mark, hvorpå man kunne høste indtægterne og missionærerne, og at man ofte bebrej-

dede kirken, hvis den ikke havde bearbejdet marken tilstrækkeligt, så høsten var blevet

for lille. Dette blev ganske grotesk, når en række forskellige missionsselskaber kæmpede

om høsten på den samme mark.301

4.4 PArTNErE i MissiON

4.4.1 Det 19. århundredes missionsmodel

Det nittende århundrede var de store missionsstrategiers århundrede. Der syntes at

være en forholdsvis rolig, meningsfyldt udvikling i gang overalt. Man kunne tale om

strategi på langt sigt. I 1884 afholdtes i Berlin en konference mellem de europæiske

stormagter, hvor store dele af Afrika blev fordelt mellem disse lande. Fire år senere blev

der holdt en stor missionskonference i London. Der var en tydelig forbindelse mel-

lem disse to konferencer. For en rent historisk betragtning må det konstateres, at den

kristne mission i Asien/Afrika gennem det nittende århundrede i det væsentligste var

tæt knyttet til Vestens politiske og kulturelle ekspansion.

I 1848 kunne ærkebiskoppen af Canterbury i en prædiken tale om, at England var det

nye Israel i en ny verden. Gud havde givet England disse nationer, og det medførte en

forpligtelse, eller som han sagde: „De nationer, som bringer England rigdom og hædrer

dets storhed, ligger stadig i mørket og dødens skygge. Har mit folk set dette, eller er de gået

Det 19. århundredes

missionsmodel

ASIEN AFRIKA

VESTENS IN D FLY D EL S ESFæ

RE

VESTEN

HISTORIEN FORMES

INITIATIVER uDGÅR


forbi på den anden side? Har mit folk gjort disse nationer afhængige af sig, men ladet dem

forblive slaver af Satan? Har mit folk beriget sig med nationernes guld og ikke agtet på de

hedenske sjæle? Velsignet være Gud; denne anklage kan ikke med rette rettes mod os.”302

Det nittende århundredes mission var en envejsbevægelse fra Vesten mod Asien/Afrika.

Missionen var et vestligt initiativ. Verden var reelt delt i to store koncentriske cirkler.

Det var den indre ring, Vesten, der var centrum. Her formedes historien. Herfra udgik

initiativerne. Herfra udgik dynamikken. Den ydre cirkel – Asien/Afrika – var Vestens

indflydelsessfære. Her kopieredes Vestens religion og kultur – civilisationen. Selv Ve-

stens teologiske uenigheder og konfessioner kopierede man.

Første Verdenskrig ændrede en del ved verdens magtbalance, og det blev beseglet ende-

gyldigt i Anden Verdenskrig, som Vesten på sin vis tabte til Den Tredje Verden. Vesten

var ikke længere historiens herrer. Det samme gjaldt inden for missionen. Koloniernes

fald ændrede endegyldigt missionen.303

4.4.2 Den nye missionsmodel efter Whitby

Således var situationen, da IMC’s medlemmer mødtes i Whitby i 1947 (se kap. 3.1.3),

hvor man tog den nye verdensorden i mission til efterretning og formulerede den nye

missionsstrategi i ordene: partners in obedience. Dette betød ifølge EW, at initiativet nu

ikke entydigt gik fra Vesten mod Asien/Afrika, men at man var sat i et fællesskab, hvor

man var udleveret til hinanden.

Verden er smeltet sammen

i et globalt fællesskab,

hvor vi er hinandens

skæbne og eksistensASIEN

VESTEN

AFRIKA


Mission efter Anden Verdenskrig er samarbejde mellem kirker, og EW citerede en ja-

pansk shintoist, der havde formuleret sig således: „Vi har kun to alternativer: samar-

bejde eller fælles tilintetgørelse.”304 Dette fik EW til at formulere sig på følgende måde

i spørgsmålet om partnerskabet: „Hele denne samarbejdsstruktur, som vi står i og ikke

kan undgå at stå i, bliver til et hæmmende bånd, en vanskelig begrænsning, hvis vi med

mission udelukkende tænker på vor egen specielle linje til disse specielle kirker og opfat-

ter mission som værende praktisk udelukkende udsendelse af bestemte missionærer. Men

mission er noget uendeligt meget mere, noget langt videre, noget, der fortsætter, også når

vore missionærer ikke er derude mere… Den anden almindelige linje, jeg vil nævne, er

dette; lad mig blot sige det som et aksiom, en slags påstand, en grundsætning: Det er selve

den kristne menighed, kirken, som er den missionerende faktor, den vidnende faktor

sat ind i vor verden. Mission er ikke bestemte missionærer; vi må have blikket ændret

her….. Men har vi understreget tilstrækkeligt den anden side, som ikke har med magt

eller forfatning at gøre, nemlig, at missionæren står som et led i netop denne menigheds

fællesskab, at hans eget vidnesbyrd, hans egen gerning er en del af netop denne menig-

heds vidnesbyrd….”305

I Whitby havde der været en spænding mellem de unge kirkers krav om anerkendelse

som selvstændige kirker og deres angst for, at denne selvstændighed ville betyde, at

Vestens kirker ville trække sig tilbage og overlade dem til sig selv – åndeligt såvel som

økonomisk. Derfor blev det stærkt understreget, at man var partners in obedience.

Men et var en sluterklæring fra et verdensmissionsmøde. Noget andet var livet i daglig-

dagen bagefter. Implementeringen af de rigtige erklæringer kom ikke af sig selv. Hver-

ken i Vestens missionsselskaber og kirker – eller i de unge kirker i Asien og Afrika.

4.4.3 Unge kirker eller nye kirker

I tiden efter Whitby havde der været en vis diskussion om udtrykket de unge kirker,

som mange undgik, fordi man tolkede dette udtryk som noget sekundært – noget un-

derudviklet. I stedet foretrak man at tale om Asiens og Afrikas kirker. Erik W. Nielsen

gik ind i denne diskussion306 og valgte at fastholde begrebet unge kirker trods risikoen

for misforståelser. Hans pointe var, at de unge kirker ikke var en kopi eller fortsættelse

af Vestens kirker, og han advarede mod, at man ukritisk mente at kunne bruge ordet

kirke med samme indhold i Vesten og i Asien eller Afrika, fordi kirken altid på sit sted

er noget unikt, der hele tiden må forholde sig til, at den er sat til at oversætte evangeliet

ind i den kontekst, som den befinder sig i.

På den baggrund spurgte han, om de unge kirker i virkeligheden var nye kirker? Han

mente, at de unge kirker måtte forstås som en del af den universelle kirke med hele

kirkens historie som ballast. De unge kirker var ikke opstået ud af intet. De var en del

af Kristi legeme. Det betød, at den lille afrikanske lokalkirke var Kristi legeme. Selv om

den havde fejl og var ufuldkommen, så var denne kirke den universelle kirke på netop


dette sted og gennem missionen havde den sin kirkehistoriske forbindelse tilbage til

den første kirke. Men samtidig konfronteredes denne unge kirke hver dag med den

afrikanske tankestruktur og sociale traditioner og grundlæggende ideer, som den hele

tiden måtte forholde sig til for at kunne forkynde evangeliet. „Kirken lever i dette møde,

i denne konfrontation, som engagerer selve fundamentet i kirkens eget indre liv og dets

egne medlemmers tanke- og følelsesliv.”307

En forudsætning for at tale om dette samarbejde var først og sidst anerkendelsen

af, at de unge kirker var selvstændige kirker. Det rejste igen spørgsmålet om, hvil-

ken rolle missionsselskabet fremover skulle spille. I den gamle missionsmodel lå ini-

tiativ og beslutning i missionsselskabets bestyrelse. Pilen gik fra Vesten til Asien og

Afrika. Og missionæren var missionsselskabets repræsentant på missionsmarken og

arbejdsgiver for de lokale medarbejdere. Men hvordan skulle rollefordelingen frem-

over være?308

Ved debatterne i Whitby havde der været en udtalt betænkelighed fra Vestens kirker

og missionsselskaber ved at slippe kontrollen med de unge kirker.309 Selv om man var

enedes om en resolution, der talte om partners in obedience, så var man langt fra en

fælles forståelse af, hvad dette betød i praksis. Spændingen bestod – og består vel i en

vis grad stadig – om hvorvidt missionæren skulle underordne sig den lokale kirke som

arbejdsgiver, hvorved missionsselskabet ville tendere til at blive et engageringsbureau

for udenlandske arbejdere og en slags international bank for overførsel af penge til

andre kirker.

4.4.4 Erik W. Nielsens partnerskabsteologi

Ind i denne spænding formulerede Erik W. Nielsen sin partnerskabsteologi310, der

havde sit teologiske udgangspunkt i Paulus’ tale om den kristne menighed som Kristi

legeme (1 Kor 12). For EW var mission meget mere end at udsende missionærer.

Mission var at deltage i og medvirke til at løse de unge kirkers problemer. I den

forbindelse understregede han, at det var den kristne menighed, der var den mis-

sionerende faktor. Mission var ikke reduceret til den udsendte missionær. Den mis-

sionerende faktor i Asien og Afrika var selve den lokale kristne menighed i hele dens

sammenhæng – den kunne være svag, fortvivlende svag og kristeligt set usikker, hvor

det kunne være vanskeligt at finde kvalificerede mennesker til at bære ansvaret i le-

delse af institutioner og kirkeforfatninger. Men ikke desto mindre, påstod EW, var

det denne menighed, der var den missionerende faktor. Den udsendte missionær er

placeret i denne menigheds fællesskab. Hans og hendes vidnesbyrd og gerning er en

del af netop denne menigheds vidnesbyrd. Missionæren må bære vidnesbyrdet sam-

men med den lokale menighed. Den enkelte kristne – også den udenlandske missio-

nær – står som kristen i menighedens fællesskab. Missionæren og den lokale kristne

er intet i sig selv. Problemet – som EW ser det – er, at vi i missionsarbejdet fra Vesten

ikke til fulde har forstået betydningen af den kristne menighed. EW peger på, at dette


måske er det vanskeligste krav til en missionær, ikke blot at overlade magten til den

unge kirke, men at gå ind under dens lydighed mod evangeliet, at stå i dybeste alvor

i det fællesskab, netop denne kirke repræsenterer som den uvidende og ufuldkomne.

Vi ser igen, hvorledes EW også her trækker på sin erfaring fra hjemmet i Hundborg

fra spændingen mellem et pietistisk, individualistisk missionssyn og et grundtvigsk

menighedssyn.

4.5 PArTNErskAB MED ArCOTkirkEN OG JAPAN

4.5.1 Vil de unge kirker påtage sig partnerskabets ansvar

Partnerskabstanken gik begge veje. Ikke blot fra Vesten mod de unge kirker i Asien

og Afrika. Men også den anden vej. Det var et spørgsmål om, at de unge kirker måtte

påtage sig sit ansvar som selvstændige kirker. Allerede i 1913 havde ALC fået egen

kirkeforfatning. Denne var blevet revideret i flere omgange, og ved revisionen i 1951

blev der åbnet mulighed for, at en inder kunne vælges til formand for kirken. Hen-

sigten med denne ordning var helt åbenlyst, at man ville følge op på beslutningerne

i Whitby, og at der skulle vælges en inder til denne position. Men det var ti år senere

ikke sket. EW blev opmærksom på dette forhold under en rejse i Arcot hen over års-

skiftet 1959-60.311

Når han spurgte inderne, hvorfor de efter ti år ikke havde valgt en indisk formand,

forklarede de det med en henvisning til, at hvis ikke de valgte en missionær som for-

EW oplevede med alle sanser på sine rejser „…Det er lykkedes at fremskaffe et kørekort, så jeg selv kan rulle rundt i dette område og ikke

hele tiden skal lægge beslag på andre folks tid, og det betyder også, at jeg er fri til at se lidt af,

hvad jeg har lyst til at se!! Det er faktisk spændende at køre rundt her. I Vesten er der jo i og for

sig ret kedeligt; dér er det trods alt begrænset, hvad man har mulighed for at køre ind i; man kan

ramme en bil, en cykel, mennesker – men alligevel: et ret begrænset udvalg. Her er mulighederne

derimod næsten ubegrænsede: man har ingen som helst anelse om, hvad der i næste øjeblik

dukker op foran køleren – køer, bøfler, oksevogne, børn, en nydelig abefamilie, et helt regiment

geder, en roligt mediterende hindu, ris der nok så nydeligt ligger til tørre tværs over vejen, en flok

kvinder, der tørrer deres sarier på vejen, - der er sikkert endnu flere muligheder i dette frodige

land, men hidtil er jeg kun stødt på udvalget ovenfor. Det er muligt, man er håbløs romantiker,

men denne indiske vej er fascinerende – den er noget ganske for sig selv. Der er ikke noget helt

tilsvarende i andre dele af verden…. Den er ikke blot en færdselsåre fra ét sted til et andet, fra

én landsby til en anden, den er en levende organisme, den danner et sammenhængende net, er

hele blodåre systemet i legemet …“

Brev af 26. november 1959 til Marie, MSN-PA


mand, ville de sikkert miste mere eller mindre af den finansielle støtte fra Danmark.

Desuden var der dem, der mente, at dybest set var det kun en venlighed fra DMS’s

side, at man havde fået denne forfatning i 1951, for DMS ønskede ikke nogen for-

andring. Endvidere henviste man til, at hvis der sad en missionær på disse poster, så

ville de selv slippe for at betale omkostningerne ved administrationen, som så ville

blive betalt via missionærernes budget. Endelig var der dem, der ærligt pegede på, at

der var så mange stridigheder i kirken, så det var mest bekvemt, at det var missionæ-

rerne, der styrede kirken. Dette forhindrede dem dog ikke i at demonstrere en indre

mistænksomhed og let skjult bitterhed overfor missionærerne – et forhold, som EW

tolkede som en bitterhed hos inderne mod dem selv, fordi de trods alt ikke havde

påtaget sig ansvaret.

Hos missionærerne var holdningerne også delte. På den ene side var der en enkelt mis-

sionær, der udtrykte en radikal partnerskabsholdning og sagde: „…at hun havde ikke

noget med DMS at gøre; DMS var blot et forretningskontor, hvor igennem lønninger

og penge til missionsarbejdet blev udsendt. Ud over dette skulle DMS ikke blande sig i

noget, for det havde man alligevel ikke forstand på! ….. Min [EW’s] opgave var ganske

enkelt den at se så meget som muligt af arbejdet og så tage hjem og rejse de fornødne

penge….”312 Selv om der var flere, der i princippet mente det samme uden at sige det så

hårdt, så var et flertal af missionærerne dog af den opfattelse, at partnerskabet mellem

DMS og ALC måtte bygge på gensidigt samarbejde.

På baggrund af EW’s indstilling til DMS’s bestyrelse313 besluttede denne at henstille til

ALC, at man valgte en inder til posterne som formand og sekretær, hvilket skete med

virkning fra begyndelsen af 1960.314

4.5.2 Neyveli som case på partnerskabets begrænsning

Geografisk set er Arcotkirken et lille område – ca. 90-100 km fra den ene side til den

anden, og det præger kirken og hele arbejdet. Geografisk er den lille, men sociologisk

så situationen helt anderledes ud, da Erik W. Nielsen besøgte kirken for første gang fra

november 1959 til januar 1960.

Indiens premierminister på denne tid var socialisten Nehru315, hvis vigtigste politiske

redskaber var planøkonomi og statslige investeringer i den moderne sektor. Indu-

strien skulle skabe overskud. Staten skulle fordele goderne, slette fortidens skel og

bygge nye samfund, der vendte ryggen til det gamle316. For at nå disse mål skabte han

rundt om i det store land helt nye byer baseret på vestlig byplanlægning og udvik-

lede hele regioner omkring nye kraftværker og industrikomplekser. Han kaldte dem

moderne templer.

En af disse nye byer var Neyveli, der geografisk ligger inden for Arcotkirkens område.

Den indiske landsby„…Der siges at være 700.000

landsbyer i Indien – eller er det

900.000? Men et par hundrede

tusinde mere eller mindre gør

vel ikke så megen forskel? Jeg

har mulighed for at besøge nogle

ganske få af disse landsbyer,

men desværre kun alt for kort

tid hvert sted – og igen, besøget

gælder hvert sted den lille kristne

menighed, der er ikke mulighed

for (på denne rejse) virkeligt at

komme i forbindelse med lands-

byernes strukturer, med de folk,

som – repræsenterende regerin-

gen – arbejder med de forskellige

regeringsplaner for forbedring og

omdannelse af landsbyernes liv,

med de forskellige eksperimenter

på bredere basis osv...“

Brev december 1959 til Marie,

MSN-PA


Få år tidligere var det kun en lille samling lerhytter i en fjern afkrog, som ingen

havde bemærket. Men omfattende geologiske undersøgelser i området havde påvist,

at der var brunkulslag i et sådant omfang og kvalitet, at det kunne betale sig at bryde

dem. Derfor gik den indiske centralregering ind i sagen og etablerede en helt ny og

moderne storby, der skulle huse de mange arbejdere, der skulle engageres i dette in-

dustrieventyr. I 1960, da EW besøgte stedet, var byen endnu kun i støbeskeen, men

man talte om en byudvikling, der forventede omkring 75.000-100.000 indbyggere i

løbet af få år.

Kirkeligt hørte Neyveli under det gamle ALC pastorat i Vriddhachalam, og Church of

South India havde ifølge EW konsekvent henvist sine medlemmer i Neyveli til ALC317.

Selv om ALC’s ledelse havde kendt til planerne for denne udvikling over en længere

periode, havde man ikke reageret på denne udfordring, men ladet det forblive under

Vriddhachalam pastorat. Først ganske kort tid før EW’s besøg havde man besluttet at

udskille Neyveli som et selvstændigt pastorat med egen præst.

Efter et besøg i Neyveli skrev EW følgende hjem til DMS’s venner: „…. Men opgaven er

aldeles overvældende, hvis man virkelig ser på den – det er en kæmpe udfordring. Medens

man har diskuteret kirkeforfatning, valgregler og alt muligt andet, er dette uhyre ganske

stille vokset op lige ved vores egen bagdør. Ved en ’historisk tilfældighed!’ er noget af den

mest moderne storindustri med tilhørende byudvikling ved at finde sted inden for Arcotkir-

kens rammer. Her er det ikke nok at tale om at lave et specielt pastorat for Neyveli. Neyveli

er mere end et pastorat under Arcotkirken – Neyveli er en vældig ny økonomisk, social

kulturel faktor, som meget snart vil begynde at gøre sig gældende i et meget videre område.

Vi har set udviklingen og problemerne i ’Kobberbæltet’ i Nord Rhodesia. Vi har set proble-

merne i industriområderne uden for Johannesburg. Begge steder har vi årtier bag os og har

set lidt af, hvordan det hele vil udvikle sig – har mulighed for at se lidt til, hvilke problemer

der kommer, og hvordan det går. Har vi tænkt os at lære af disse erfaringer? Der er andre

steder i Indien, hvor noget mere eller mindre tilsvarende er ved at finde sted ……… Na-

tional Christian Council har foretaget studier af disse situationer og deres problemer. Det

kristne institut for studiet af samfund og religion har gennem længere tid foretaget studier

over kirkens forhold til den sociale og industrielle udvikling. Der er materiale – der er folk,

som har arbejdet og stadig arbejder med disse ting her i Indien. Bør vi ikke virkeligt bruge

dette materiale og den erfaring? …. Eller tør vi (Arcotkirken og DMS) selv tage ansvaret

for dette? Der er kommet en ansøgning hjem om en større kirkebygning i Neyveli. Det er

utvivlsomt rigtigt og skal gøres; men det er kun rammen – kun det rent ydre – hvad skal

vi fylde i den? Det er det egentlige spørgsmål, og det har vi ikke virkeligt arbejdet med. Vi

har – når vi skal være ganske ærlige – ikke en eneste missionær eller indisk præst, som har

begreb om arbejdet i moderne storindustri eller bydannelse; vi har ikke en eneste, som har

kendskab til moderne fagforenings tankegang, eller som har beskæftiget sig særligt med

kirkens og kristendommens stilling til og ansvar over for moderne social økonomiske pro-

blemer i en sådan situation i Indien. Vi står meget svage her….”317a


Det, EW her påpegede, var i virkeligheden en ganske ny missionsmodel i såvel DMS som

Arcot, nemlig storbymission. EW så klart, at denne nye bydannelse ville udvikle et sekulært

samfund, der kaldte på ganske andre missionsstrategier end en kopiering af den landsby-

menighedsstruktur, som der var lagt op til – og som også blev resultatet. Problemet var ikke

løst alene ved at ansætte en tilfældig præst, der stod for tur til at skulle forflyttes samt bygge

en kirke. Problemet krævede en helt anden måde at tænke mission og menighed på.

For at få en grundigere analyse af udfordringerne i Neyveli bad han Kaj Baagø, der var

DMS missionær i Indien og gjorde tjeneste som professor ved United Theological Col-

lege i Bangalore, om at besøge Neyveli og foretage nogle grundige analyser af, hvad der

burde gøres. Dette resulterede i en fyldig rapport til DMS med en række anbefalinger

om at løfte udfordringen økumenisk.

Selv pegede EW på, at ALC burde henvende sig til CSI for at få officielle forhandlinger i

gang, så de to kirker sammen kunne prøve at løse denne opgave. Han var nemlig over-

bevist om, at hverken ALC eller DMS ville have nogen chance for selv at gå i gang med

opgaven alene, og han gik så vidt, så han udtrykte, at „det vil næsten være kriminelt,

hvis vi simpelt hen kører videre og blot betragter det som ’vort område’. Dette her er af

en helt anden størrelsesorden.“

Men selv om DMS var hovedsponsor for ALC, kunne man ikke bestemme over kirken.

Man var bundet af den respekt for ALC’s autonomi, der var en konsekvens af den kirke-

forfatning, som havde været gældende for ALC siden 1951. Partnere kan inspirere hin-

anden. Men partnere kan ikke bestemme over hinanden. Om nogen var EW bundet til

denne holdning, han, der så kraftigt havde argumenteret for de unge kirkers selvstæn-

dighed. Og ALC’s ledelse ville ikke give slip på deres rettigheder i Neyveli. ALC ville ikke

overdrage arbejdet til National Christian Council eller indlede et samarbejde med CSI.

4.5.3 Identitet i partnerskabet – Japan som case

Den kommunistiske magtovertagelse i Kina i 1949318 betød afslutningen på ikke blot

den danske mission, men generelt missionen i Kina.319 Situationen kom som et chok i

EW havde livet igennem en facination for flyvning„Det er fantastisk flyvning, dette her – jeg kan overhovedet ikke hitte ud af tid og dag mere. Mit ur er nu 1,45 – dvs. lørdag eftermiddag

efter dansk regning, men her er det bælgmørkt, midt nat. Jeg vågnede omkring kl. 6 i „morges”; da lysnede det en del – kunne se en rødlig

bræmme i horisonten. Vi fløj da over et fantastisk bjerg- og islandskab et sted nordvest for Spitzbergen, altså langt nord om Grønland. Det

hele var ganske tydeligt – klart dagslys; „dagen“ varede kun ca. 1½ time, så begyndte det at mørkne igen, og det har været mørkt de sidste

5-6 timer og vil være det endnu i 3-4 timer. Har lige spurgt stewardessen, om datoen er 3. eller 4. oktober – hun aner der ikke! Jeg sidder

forholdsvis godt, men finder det næsten umuligt at sove for uro i årerne – og ben på denne snævre plads. Turen fra København til Ancho-

rage tager 15½ time – en lang flyvetur i et stræk.“

Brev af 4. oktober 1959 fra EW til Marie, MSN-PA


hele den internationale mission og nærede i høj grad kommunistforskrækkkelsen in-

den for kirkelige kredse.

Mange missionsselskaber valgte straks at flytte deres missionærer til Japan, der efter

Anden Verdenskrig åbnede sig ikke blot mod Vesten, men også mod Vestens religion,

kristendommen. DMS valgte i første omgang at se tiden an. Man var begyndt et arbejde

i Tanganyika i samarbejde med den svenske og tyske mission.320 Og i 1951 etablerede

nogle tidligere Kina-missionærer et nyt arbejde på Taiwan, der politisk havde løsrevet

sig fra fastlands Kina under ledelse af Chiang Kai-shek321. Dertil kom, at Dansk Kir-

kemission til Arabien i 1946 var blevet integreret i DMS.322 Alt sammen krævede det

økonomiske resurser. Derfor turde bestyrelsen ikke straks begynde en mission i Japan.

Men efterhånden, som man kom godt ind i 1950’erne, ændrede situationen sig. Man var

ikke sikker på, at arbejdet sammen med svenskerne og tyskerne i Afrika ville fortsætte,

og bestyrelsen begyndte at se sig om efter et nyt arbejdsområde.323 Efter opfordring fra

Det Norske Missionssambands generalsekretær begyndte man at overveje et arbejde i

Japan. Derfor blev Rendtorff i 1956 i forbindelse med en større rundrejse i Asien sendt

til Japan for at undersøge forholdene nærmere. Resultatet blev, at Rendtorff anbefalede

bestyrelsen, at DMS skulle påbegynde et arbejde i Japan,324 og det første missionærpar

kunne udsendes året efter. Arbejdet skulle foregå i samarbejde med norske, finske og

amerikanske lutherske missionsselskaber.325

Tv. kristen kirke i Japan placeret

øverst i en forretningsejendom

med antydning af et kors.

Th. klassisk japansk buddhist-

tempel. Foto: Jørgen Nørgaard

Pedersen


Det skulle vise sig, at dette arbejde indeholdt langt flere problemer, end man i DMS

havde forudset. Man havde ikke entydigt valgt en fast samarbejdspartner i Japan, og

nogle af de missionsselskaber, man havde kastet sin lid til, levede ikke op til de økume-

niske holdninger, som DMS havde hævdet siden Whitby.

På den baggrund blev Erik W. Nielsen som ny generalsekretær sendt til Japan for at rede

trådene ud. Rejsen foregik i oktober 1959. Forud havde missionær Ove Bartholdy326

efter samråd med Rendtorff og Erik Petersen underskrevet en samarbejdsaftale med

Japan Evangelical Lutheran Church. Da EW ankom til Japan annullerede han denne

samarbejdsaftale, idet den ikke anerkendte de økumeniske principper, som DMS hæv-

dede. Dette medførte en række problemer med såvel de andre missionsselskaber som

missionærerne. Helst ville EW have lukket arbejdet i Japan, men dette synspunkt kunne

han ikke komme igennem med i bestyrelsen. Dertil havde formanden og generalsekre-

tær Erik Petersen engageret sig for kraftigt i etableringen af denne mission.

4.6 kONsUlENTOPGAVEr

Da Østerlandsmissionen i begyndelsen af 1960’erne indså, at dens tid i Syrien var ved

at rinde ud, kontaktede formanden, Villy Sørensen,327 Erik W. Nielsen for at bede ham

være konsulent for bestyrelsen i dens søgen efter en ny fremtid. Baggrunden herfor

var EW’s store erfaring fra det internationale missionsarbejde, men også hans særlige

forudsætninger oparbejdet gennem hans arbejde med missionen i Aden og de dermed

forbundne ophold i den arabiske verden. I den anledning deltog EW i møder med

Østerlandsmissionens bestyrelse i foråret 1964. Efter at have sat sig ind i Østerlands-

missionens vanskeligheder i samarbejdet med kirken i Syrien rådede EW bestyrelsen

til at søge kontakt med DMS med henblik på en sammenslutning. Dette resulterede i

første omgang i et samarbejde mellem de to missionsselskaber om udsendelse af mis-

sionærer til Aden og senere til Den Arabiske Golf. Samarbejdet førte senere til en sam-

menslutning, der fandt sted fra 1. januar 1975.328

Også efter, at Erik W. Nielsen havde forladt DMS blev han benyttet som konsulent. Da

Kvindelige Missionsarbejdere i 1968 stod overfor at overdrage sin mission i Libanon,

konsulterede formanden, Søster Kirsten Vind329, EW, der bistod hende i forhandlin-

gerne med partneren i Libanon.330

Men også andre havde bud efter EW’s internationale viden og indsigt. I 1963-64 var

han således medlem af Oversøisk Instituts seminar om udviklingsproblemer, og ved

IMC’s femte Assembly i Ghana blev han valgt ind i redaktionskomitéen for Internatio-

nal Review of Missions.331 I oktober 1960 valgtes han til medlem af Deutschen Gesell-

schaft für Missionswissenschaft332.


4.7 MissiON OG UDVikliNGsHJÆlP

4.7.1 U-landshjælpens præludium

Det blev af afgørende betydning for Vesteuropa – og Danmark – at den amerikanske

udenrigsminister George Marshall333 i juni 1947 kunne præsentere en visionær, ambi-

tiøs og generøs plan til genopbygning af det krigshærgede Europa. Hjælpeprogrammet,

Marshallhjælpen, pumpede i de næste år omkring 13 mia USD ind i de vesteuropæiske

lande – heraf modtog Danmark 1,7 mia USD i kontanter, varer og produktionsud-

styr.334 En væsentlig forudsætning for denne hjælp var, at de modtagende lande skulle

indgå i Organization for European Economic Cooperation (OEEC), der fik til opgave

at koordinere de vesteuropæiske landes økonomi.

Jens Otto Krag,335 der var handelsminister, da det blev besluttet, at Danmark ville mod-

tage Marshallhjælpen, fik få år senere mulighed for på nærmeste hold at opleve den

globale fattigdom i nogle u-lande. Det skete under hans udstationering ved den dan-

ske ambassade i USA. Her fik han lejlighed til at foretage en rejse med et af rederiet

Lauritzens skibe langs Sydamerikas kyst. I Sydamerika besøgte Krag for første gang

udviklingslande, og han fik her sat fattigdommen i relief. Mødet gjorde stærkt indtryk

på ham. Han mødte her den fattigdom, der er svær at fatte uden personligt at have set,

lugtet og hørt den. „Statistik kan anvendes, men siger naturligvis så lidt om menne-

sker,”336 – måtte han indrømme. Han så også det udviklingspotentiale, der gik tabt, og

de katastrofale menneskelige, økonomiske og politiske følger, som den vestlige verdens

ignorance over for den tredje verden kunne få. Alt, hvad der var sandt i Danmark om

sammenhængen mellem en stabil demokratisk udvikling og en systematisk forbedring

af de sociale levevilkår, gjaldt naturligvis lige fuldt for disse mennesker, der var langt

fattigere, end danskerne havde været i mange år. Kort efter sin hjemkomst skrev Krag

en række artikler, hvor han kraftigt slog til lyd for iværksættelse af en vestlig bistands-

indsats rettet mod landene i den tredje verden. En international aktion var nødvendig,

men Danmark kunne og burde også selv tage initiativ til at hjælpe. For Krag var det

først og fremmest af rent menneskelige grunde, for set ud fra et moderne humanistisk

og socialistisk synspunkt var det uværdigt, at der eksisterede så megen nød. Men dertil

føjede Krag en vigtig grund mere. Man skulle også hjælpe af hensyn til Vesten selv.

Udviklingshjælp var en væsentlig faktor til at skabe og stabilisere fred i verden.337 Det

er interessant, at Krag allerede i 1952 så denne sammenhæng mellem udviklingshjælp

og sikkerhedspolitik, som senere skulle blive meget stærkere understreget – også inter-

nationalt.

Allerede i 1945 var det første danske samarbejdsudvalg for dansk internationalt hjælpe-

arbejde dannet, og i 1951 havde regeringen nedsat et udvalg for teknisk bistand under

FN. Gennem 50’erne støttede staten – især gennem FN – i mindre omfang forskellige

hjælpeprogrammer338.


Da Kennedy339 tiltrådte som præsident i USA, annoncerede han en række initiativer

til at føre landet ud af den isolation, som han hævdede, at USA havde været i under

hans forgænger. Det resulterede bl.a. i oprettelsen af Peace Corps, der skulle organisere

frivillige til at rejse ud og bistå u-landene med at komme ud af fattigdommen. Men

det betød også, at Kennedy lagde pres på de europæiske lande, der havde modtaget

Marshallhjælpen, om at omdanne OEEC til OECD – Organization for Economic Co-

operation and Development. Nu skulle de europæiske lande betale tilbage – blot ikke til

USA, men til udviklingslandene.

Dette faldt i Danmark sammen med et tilsvarende voksende engagement hos den dan-

ske statsminister Viggo Kampmann.340 Han havde som finansminister gennem en aktiv

finanspolitik medvirket til højkonjunktur i Danmark med kraftig vækst og fuld be-

skæftigelse, hvilket havde givet grundlag for såvel lønstigninger som velfærdsreformer.

Tiden var derfor gunstig til, at danskerne kunne udstrække deres solidaritet til andre

end sig selv. Der var plads til at tale for en international solidaritet, som skulle komme

verdens fattigste til gode. Regeringens to stærke ministre – Kampmann og Krag – trak

i denne sag på samme hammel.

Det vil være realistisk at se den voksende omsorg for udviklingslandene her ved ind-

gangen til 60’erne begrundet i tre forhold. For det første var der en idealistisk begrun-

delse, der refererer til Krags argumentation efter besøget i Sydamerika: Vesten måtte

vise solidaritet med verdens fattigste mennesker. For det andet var der den sikkerheds-

politiske, som såvel Krag som Kampmann slog til lyd for. Endelig var der for det tredje

den storpolitiske: verden befandt sig midt i den kolde krig med et kapløb mellem den

kommunistiske østblok og det demokratiske Vesten. Denne sidste faktor skal ikke un-

dervurderes, da de kommunistiske lande med Sovjet i spidsen i rigt mål bød sig til med

store hjælpeprogrammer i Asien og Afrika. Også i internationale missionskredse opfat-

tede man den kommunistiske fare. Smerten fra Kina sad dybt i missionens folk.

4.7.2 Kampmann i DMR

Ved Dansk Missionsråds vintermøde den 6. december 1960 havde Erik W. Nielsen som

rådets sekretær indbudt Kampmann som hovedtaler for at høre hans mening om Den

danske kirke og hjælpen til udviklingslandene.341 Efter nogle indledende høfligheder om

den store indsats, som danske missionærer havde udrettet gennem mere end hundrede

år, hvor han især fremhævede H.P. Børresen342 som „Santalernes Apostel,“ slog han

fast, at „danske missionærer har gennem mere end hundrede år levet med i de vældige

politiske og sociale forandringer, der har fundet sted ikke mindst i Indien og Afrika,“

og han mente, at de visse steder havde fået et forløb, som man havde vanskeligt ved at

dømme retfærdigt om. Herefter gik Kampmann over til at tale om udviklingshjælpen

og sagde: „….at vi gennem et års tid har arbejdet med et af de centrale spørgsmål i ver-

denspolitikken, nemlig de fattige og de teknisk tilbagestående landes situation. Jeg har før

offentligt gjort mig til talsmand for, at Danmark her må yde en indsats af format – også


når det gælder det rent økonomiske.“ Kampmann gav to begrundelser for, at Danmark

skulle engagere sig i udviklingshjælpen: 1) verdensfreden (”ingen bør være blind for,

at de store og voldsomme spændinger i levefoden forskellige steder i verden truer selve

freden”), og 2) for at komme den stigende materialisme til livs (”denne materialisme er

i mine øjne en meget stor fare… i Vesten taler vi om biler og fjernsyn, mens folk i Østen

ligger og dør på gaderne”). Begge argumenter fandt resonansbund hos de forsamlede

missionsfolk. Kampmann sluttede sit foredrag med at sige: „Jeg har på fornemmelsen, at

den danske kirke her kan være en værdifuld medhjælp for, at dette kan ske.”

Dette sidste synspunkt uddybede Kampmann i den efterfølgende debat og i de kom-

mende dage i såvel Kristeligt Dagblad343 som radioprogrammet Kirkeligt Magasin,344

hvor han klart gav udtryk for, at der kunne blive tale om, at staten ville dække op til

halvdelen af udgifterne til opgaver, som havde rent udviklingskarakter, mens staten na-

turligvis ikke kunne give tilskud til rene missionsopgaver, men føjede så til, at indirekte

ville dette betyde en støtte til missionsarbejdet, da missionsselskaberne derved kunne

frigøre penge fra andre opgaver til de missionerende opgaver. Foredraget blev fulgt op

med et møde i Statsministeriet den 2. januar 1961 med en delegation fra DMR un-

der ledelse af Erik W. Nielsen,345 hvor Kampmann fik en dybere orientering om dansk

missions arbejde, ligesom man drøftede omfanget af en eventuel statslig støtte. Den

13. januar samme år nedsatte regeringen et hurtigarbejdende ekspertudvalg, der skulle

komme med et første oplæg til en diskussion om, hvorledes Danmark bedst ville kunne

yde sit bidrag til løsningen af det problem, som statsministeren havde kaldt 60’ernes

største mellemfolkelige problem, udviklingsbistanden. Udvalget bestod primært af em-

bedsmænd og folk med tilknytning til Mellemfolkeligt Samvirke og dansk erhvervsliv.

Ingen fra DMR deltog i udvalgsarbejdet, hvilket skuffede missionsfolkene. Ikke mindst

på baggrund af Kampmanns meget positive udmelding kort før jul og mødet i Stats-

ministeriet den 2. januar var det forventet, at DMR ville være blevet repræsenteret i

udvalget. Hvad dette skyldtes, kan der kun gisnes om. Det var udenrigsminister Krag,

der som fagminister nedsatte udvalget. Havde han negative præferencer i forhold til

missionen? Koordinerede statsminister og udenrigsminister ikke deres udspil i en så

højt profileret sag? Ud fra det foreliggende materiale kan spørgsmålet ikke besvares.

Men interessant er det – og undren vækker det. Udvalget kom med sin betænkning i

maj 1961, hvor man anbefalede, at Danmark skulle yde 1% af bruttonationalproduktet

eller 400 mio kroner årligt – dog skulle man gå langsomt til værks og først over nogle

år nå dette mål.346

4.7.3 Skal/skal-ikke

Samtidig med ekspertudvalgets arbejde, foregik der en intens debat i DMR og dets

medlemsorganisationer, hvor Erik W. Nielsen spillede en central rolle. Efter den første

begejstring havde lagt sig over statsministerens positive og imødekommende udtalel-

ser ved vintermødet, kom eftertankens og refleksionens tid. Naturligvis ville det være

nogle rare penge at få fingrene i. Hvis det ville lykkes. Dansk mission indsamlede i 1960


ca. 7-8 mio kroner årligt, og det kunne være ret så vanskeligt at få denne indsamling

til at følge med pris- og lønudviklingen i disse år. Men spørgsmålet rejste sig, ville de

danske missionsselskaber overhovedet modtage penge fra staten? Ville det binde mis-

sionsselskaberne til staten og true deres neutralitet over for samarbejdskirkerne i Asien

og Afrika? Og kunne man identificere mission med den u-landshjælp, der var på tegne-

brættet? En del bestyrelser så de rare statspenge som en kærkommen hjælp til at klare

et altid skrantende budget. Over for dem stod folk med en mere principiel tilgang til

mission, og de var skeptiske.

To personer kom til at spille en central rolle i den debat og det arbejde, der blev udført

det næste års tid. Det var dels Erik W. Nielsen som sekretær i Dansk Missionsråd og dels

professor Hal Koch, der var medlem af Dansk Santalmissions bestyrelse. De dannede et

tæt parløb347 i denne tid med Hal Koch som den offentlige debattør, mens EW koordi-

nerede det interne arbejde i DMR og sørgede for at skaffe informationer fra WCC om,

hvorledes andre europæiske landes missionsselskaber reagerede på tilsvarende statslige

initiativer rundt om i Europa.

4.7.4 Hal Kochs mageløse opdagelse

I en række avisartikler og foredrag rundt om i landet tog Hal Koch fat om en mere prin-

cipiel vurdering af forholdet mellem mission og u-landshjælp, der senere fandt en mere

systematisk form i den lille bog: Fremtiden Formes (København 1962).

Koch delte sin kritik i to dele. Den ene del var en principiel teologisk kritik. Den anden

var en kraftig kritik af, at regeringens ekspertudvalg ikke udnyttede den viden, som

missionsselskaberne sad inde med. I det arbejde, som lå bag Kochs offentlige tilken-

degivelser, optrådte EW hele tiden som hans sparringspartner, hvorfor de fremsatte

synspunkter må antages også at udtrykte EW’s synspunkter.

Den principielle teologiske kritik fokuserede på selve missionens væsen og opgave med

det, der er blevet kaldt Kochs „mageløse opdagelse,”348 der handlede om en sondring mel-

lem, hvad der var statens opgave, og hvad der var kirkens opgave. I den forbindelse greb

han tilbage til Luthers to-regimente-lære. For Luther var der ingen tvivl om, at verden

styres af Gud – den Gud, som har skabt alle ting, slog Koch fast. Dette sker gennem to sty-

reformer – det verdslige og det gejstlige eller åndelige regimente. Det verdslige regimente

er betroet øvrigheden, hvis opgave det er at sikre borgernes timelige liv, så at de kan få

føde og klæder, hus og hjem og hindre vold og undertrykkelse. Derfor hører u-lands-

hjælpen ind under det verdslige regimente. Omvendt, påpegede Koch, at kirkens mission

ikke hørte hjemme under staten. Den var ude i sit eget ærinde, der var helt forskellig fra

u-landshjælpen, nemlig „at fortælle historien om ham, der gik omkring og gjorde vel.”349

Men netop, fordi det var historien om „ham, der gik omkring og gjorde vel,“ så har mis-

sionen også altid været engageret i undervisning og sygdomsbekæmpelse, altså det, man

normalt kalder diakoni. Hvorledes Koch rent principielt forstår forholdet mellem mis-


sion og diakoni står ikke helt klart, selv om han understregede, at der „har aldrig kunnet

drives mission uden, at man samtidig søgte at hjælpe – på de punkter, hvor hjælp behøvedes.

Men det vil blandt meget andet i de underudviklede lande sige, at man kommer til at drive

både skoler og sygepleje. Det skyldes ikke tilfældigheder og misforståelser, at en meget væsent-

lig del af, hvad der hidtil er gjort i U-landene på disse felter, er sat i gang af missionærerne.”350

Og Koch konkluderede: „Hovedsagen har for mig her været at slå fast, at de to arbejdsformer

er forskellige i ærinde og mandat, men at den ene ikke er vigtigere end den anden, ja, den er

ikke engang mere from og kristelig end den anden. De er blot forskellige.”351

Hvad Koch her udtrykker svarer nøje til hans generelle syn på forholdet mellem kirke

og stat, sådan som det også havde været tilfældet i dansk middelalder. Kirken havde set

behovet for at hjælpe syge og nødlidende eller give børn undervisning. Derfor havde

kirken etableret de relevante institutioner, som gradvist var overdraget staten i takt med

velfærdssamfundets indførelse. Det samme mente Koch måtte gælde i missionsområ-

derne. I denne forbindelse tog Koch ikke hensyn til, at diakoni indgik helt anderledes

aktivt i det 19. og 20. århundredes missionsstrategi.

Hvornår Koch har fået sin „mageløse opdagelse“ står hen i det uvisse. Da han behand-

lede sagen i to artikler i Santalposten i foråret 1961,352 nævnte han ikke de to regimen-

ter med et ord. Da forholdt han sig mere til en voksende skepsis over, om missions-

selskaberne kunne bevare deres neutralitet over for partnerne, hvis de modtog penge

fra staten. I den forbindelse nævnte han nogle motiver, der gjorde ham utryg, nemlig at

kristendommen skulle komme til at fremstå endnu mere som Vestens religion, og at en

statslig finansiering ville få modtagerne til at frygte for nykolonialisme – her ses afsmit-

ningen fra EW’s teologi slå igennem. Ud fra sådanne og lignende overvejelser havde

de protestantiske missionsselskaber i Tyskland svaret nej tak til at modtage penge fra

staten, og det samme ville ske i Holland, Schweiz og Frankrig, kunne han oplyse. Man

ville tilbyde sin hjælp med hensyn til planlægning og erfaring, men økonomisk ønskede

man at stå frit. Koch håbede, at man i dansk ydre mission ville følge dette eksempel.

Først i foråret 1962 dukker „den mageløse opdagelse“ op i et interview353 med Infor-

mations journalist, Nan Henningsen,354 og senere samme år i en gennemarbejdet form

i bogen Fremtiden formes. Noget kunne tyde på, at der hos Koch er tale om en form

for teologisering af problematikken – eller efterrationalisering. Principielt har der ikke

været divergerende opfattelser mellem Koch og Erik W. Nielsen i denne sag.355

4.7.5 Hvorfor lytter staten ikke til erfaringen

Den anden side af Kochs kritik tog sit udgangspunkt i den betænkning, som regerin-

gens ekspertudvalg udsendte, og hvor man til stor skuffelse for missionens folk slet

ikke overvejede den indsats, som missionærerne gennem mere end hundrede år havde

ydet i u-landene. Stik imod de synspunkter, som Kampmann havde givet udtryk for, så

havde udvalget ikke sat sig ind i missionens arbejde, og når man omtalte det, så skete

det nærmest i karikerende former. I en anmeldelse i Santalposten356 af udvalgets rap-


port refererede Koch først udvalgets indstillinger og det tekniske lovarbejde, som han

håbede måtte blive gennemført hurtigt. Dertil rejste han spørgsmålet om, hvordan ydre

mission ville komme ind i billedet, hvilket han mente, ville være vanskeligt at svare på.

Men derpå kom kritikken. Og den gik lige til benet. „Da man så, hvem ministeriet havde

udpeget til medlemmer af det nedsatte udvalg, blev man – i hvert fald jeg – ikke synderlig

imponeret af den dér repræsenterede erfaring og sagkundskab. Sandt at sige fandt jeg det

mere end påfaldende, at man overhovedet ikke havde inddraget sagkundskab fra den orga-

nisation, som i snart halvandet hundrede år har arbejdet med sagen, og hvis virksomhed

da er større end noget andet, som foregår i øjeblikket, nemlig Dansk Missionsselskab – og

det så meget mere som dette selskabs generalsekretær vel roligt kan siges at repræsentere

lige så megen erfaring og sagkundskab som alle udvalgets medlemmer til sammen. Om det

skyldes ond vilje eller blot uvidenhed, at Erik W. Nielsen ikke blev valgt ind i det nedsatte

udvalg, ved jeg ikke. Men det nærmede sig det fornærmelige. Og det har hævnet sig. Be-

tænkningens forfattere gør sig nemlig til grin, når de i afsnittet om bilateral bistand ydet

af private danske organisationer, bruger over en spalte til at fortælle om det udmærkede

„mellemfolkelige samvirke”… og nævner hver lille skole eller virksomhed, som ad den vej

er oprettet, og at man endog gennem kuponplanen har indsamlet 220.000 kr., medens

der om Ydre Mission kort siges, at en stor del af virksomheden sigter mod en oplæring af

U-landenes befolkninger ved oprettelse af især skoler og andre undervisningsanstalter og

af hospitaler…..”357 Derpå ridsede Koch op, hvor omfattende dansk ydre mission var

repræsenteret med hensyn til skoler og medicinske institutioner.

Koch var sikker på, at dette slet og ret skyldtes uvidenhed i et udvalg, der var famlende

over for ydre mission. Man ønskede, at den kommende u-landshjælp skulle være re-

ligiøs neutral, hvor „bare tanken om at ville drive propaganda for vor religion blandt

Asiens og Afrikas folk er udtryk for den stupideste intolerance og formørkelse.”358 For

Koch var denne ængstelse for missionsselskaberne så meget mere komisk, som den

slet ikke blev delt af statsministeren. Derfor sluttede han af med at gøre rette vedkom-

mende, udenrigsministeren, opmærksom på, „at det simpelt hen er en skandale, hvis

man ikke i styrelsen for dette nye foretagende indvælger mindst et par stykker fra Ydre

Mission og under alle omstændigheder Erik W. Nielsen.”359

Koch har uden tvivl ret i, at mission hørte hjemme i uvidenhedens provins hos rege-

ringsudvalget. Men denne uvidenhed dækkede uden tvivl over en endnu dybere pro-

blematik, nemlig, at mission i Danmark ikke var et folkeligt engagement. EW havde

været inde på dette problem i sit foredrag fra 1946 om kirke og mission (se kap. 2.9),

hvor han efterlyste, at missionen fik en plads i kirkens liv, og ikke kun var henvist til

private missionsselskaber. Den samme problematik var taget op i Højskolebladet360 i

en anmeldelse af EW’s bog: „Den missionerende kirke“ (1950), hvori der beklages, at

det grundtvigske spillede en så beskeden rolle inden for ydre mission. Historisk var det

grundtvigske fortrængt fra DMS i 1889361, da Indre Mission overtog kontrollen over

DMS. Herefter gled det grundtvigske ret hurtigt ud af DMS’s arbejde. Nogle relativt få


grundtvigianere engagerede sig herefter i forskellige andre mindre missionsselskaber,

men generelt gled den folkelige opbakning til ydre mission ud og indsnævredes til In-

dre Mission og det indremissionske bagland. I anmeldelsen i Højskolebladet efterlystes

en dialog om efterkrigstidens missionssyn mellem det indremissionske og det grundt-

vigske. Denne dialog kom aldrig rigtig i gang. Og som vi har set i diskussionen mellem

EW og biskop Baun, så kom den organiserede interesse fra missionsselskaberne for

et folkeligt engagement først ti år senere, da man erkendte, at man ville komme til at

mangle et bidragydende bagland. På det tidspunkt var tiden forpasset – både i forhold

til et folkeligt engagement i missionsarbejdet og i en selvfølgelighed med hensyn til at

være bærer af statens u-landsengagement.

At Koch ikke skød i blinde i sin antagelse af den skepsis, som herskede i regeringsud-

valget kom til udtryk i en artikel i Nordisk Missions Tidsskrift af en af de ministerielle

embedsmænd i udvalget.362 Han lod hele artiklen være en begrundelse for nødvendig-

heden af dette nye tiltag inklusiv overvejelser over den fremtidige administration og

sluttede så af med følgende: „Missionens historiske rolle på dette område er en naturlig

følge af, at den medmenneskelige solidaritetsfølelse, hvis tvingende nødvendighed nu fin-

der så hurtigt voksende erkendelse, jo er inspireret af den kristne etik. Denne etik er aldrig

blevet helt trængt ud selv af den sekulariserede verdens samvittighed, og dens sejr i denne

verden vil være en sejr for Galilæeren. Vi, der skal forvalte solidaritetens politik, håber at få

et sådant samarbejde i stand med Missionen, at dens erfaring og sagkundskab kan komme

denne politik til størst mulig nytte.”

4.7.6 Europæerne er verdens skæbne

For Koch blev det mere og mere klart, at u-landshjælpen var et politisk ansvar, som

påhvilede Vesten. „Europæerne er nu engang blevet verdens skæbne.”363 U-landshjælp

drejede sig om noget langt større og vigtigere end filantropi og medmenneskelighed.

Det drejede sig om at forme den nye verden, som Koch anså for at være det vigtigste

politiske, økonomiske og sociale spørgsmål, som verden stod over for ved indgangen

til 60’erne. Langt større end EF og de to verdenskrige.364 Dertil krævedes missionæ-

rer, sagde Koch. Ikke missionærer i kristen forstand, men missionærer for et politisk

kulturmønster. Og han skød den påståede neutralisme i sænk, som regeringsudvalget

havde påberåbt sig for at gå uden om missionen. Det ville nemlig aldrig være neutralt at

yde økonomisk eller teknisk bistand. Det havde russerne allerede erkendt – og handlet

efter. Derfor måtte man vedkende sig, at motivet for u-landshjælpen var, at fremme den

vestlige demokratiske samfundsmodel. Det er interessant, at man skulle mere end 30 år

frem til tiden efter den kolde krigs afslutning, før man officielt erkendte det i u-lands

politikken.

Som nævnt var Erik W. Nielsen en flittig sparringspartner for Hal Koch i denne pe-

riode, hvor disse tanker blev udfoldet. Derfor har jeg da også fundet det relevant så

udførligt at gøre rede for Kochs argumentation, for den ligger tæt op af EW’s.


Internt i DMR blev sagen taget op ved rådets møde i marts 1961. Det var første gang

DMR mødtes efter Kampmanns foredrag ved vintermødet. Ved dette møde indledte

EW forhandlingerne med en kort redegørelse for baggrunden og skitserede, hvordan

stillingen var i visse andre europæiske lande. Derpå fulgte en længere forhandling, hvor

den gennemgående indstilling var, at en række af selskaberne var interesserede i at ar-

bejde med et forsøgsprojekt. Men man var ikke endnu i stand til at tage nogen prin-

cipiel stilling for eller imod selve begrebet statshjælp. Der var dog fuld enighed om, at

man skulle fortsætte forhandlingerne med regeringsorganerne, og at selskaberne skulle

stille deres erfaring til rådighed. Ligeledes udtryktes der ønske om, at missionsselska-

berne måtte blive repræsenteret i det endelige regeringsudvalg.365 Usikkerheden om

statsstøtte eller ej fortsatte uden afklaring ved DMR’s forretningsudvalgsmøde i maj

samme år, hvor Hal Koch ekstraordinært var indbudt til at deltage. Ved dette møde blev

det besluttet at nedsætte et lille udvalg bestående af Hal Koch, sekretær Arne Thom-

sen,366 Folkekirkens Nødhjælp, Erik Petersen, DMS og Erik W. Nielsen,367 som fik til

opgave at holde sig informeret om forhandlingerne omkring denne betænkning.

Missionær Kaj Baagø, Bangalore, rettede i begyndelsen af januar 1962 et kraftigt angreb

på planerne om den kommende u-landshjælp.368 Baagøs indblanding i sagen skal ikke

behandles her, da den, så vidt jeg kan se, ikke var koordineret med den debat, der fandt

sted fra DMR’s side repræsenteret først og fremmest ved Hal Koch og Erik W. Nielsen,

om end de var ude i samme ærinde.

4.7.7 Kirkens ansvar

Det ovenfor omtalte udvalg inviterede i juni en række nøglepersoner fra dansk kirkeliv.

Københavns biskop, W. Westergaard Madsen,369 åbnede og ledede mødet, der fandt

sted på DMS i Hellerup. Ved dette møde holdt EW et foredrag med titlen: Kirkens an-

svar i og overfor hjælpen til Asien-Afrika.370

I dette foredrag valgte han ikke at gå ind i problematikken om, hvorvidt missionssel-

skaberne burde modtage statsstøtte eller ej, og han gik heller ikke ind i den teologiske

diskussion om forholdet mellem mission og u-landshjælp, som senere kom til at betyde

så meget i debatten. Derimod understregede han, at „u-landshjælp er ikke bare penge og

teknik eller såkaldte eksperter, men mennesker og menneskelige forhold, og her vil der blive

stillet store krav om forståelse, om villighed til at indordne sig under andre strukturer og også

om villighed til at lade sig adspørge af de andre. Det kan ske, at giveren har noget at lære af

modtageren, og det er ikke altid så let at acceptere.“ Vi ser altså den internationale mis-

sionsteolog, der gennem sit møde med de unge kirker har erhvervet sig en dyb respekt

for disse kirker og deres ledere. Og vi aner en brod mod regeringsudvalget og de politiske

kræfter, der argumenterede for u-landshjælp, som i samtidens terminologi betød „hjælp

til de underudviklede lande.“ Hos EW var det ikke tale om et de-vi forhold, hvor vi var de

kloge, og de var de uvidende, der skulle hjælpes. Hos EW var der tale om en ligeværdig

partnertanke, hvor vi sammen kunne udvikle verden. Det kom frem, da han i sit foredrag


videre tog fat på motiverne for u-landshjælpen og sagde, at giverens motiv kunne være at

danne et bolværk mod kommunismen eller at være med til at skabe afsætningsmarkeder

for egne produkter, hvilket han ikke i sig selv så som noget odiøst. Over for dette gjorde

han opmærksom på, at modtageren meget ofte ville have helt andre motiver for at mod-

tage hjælpen, nemlig ønsket om at bekæmpe sygdomme og fattigdom, at opbygge teknik

og undervisning. Og han gjorde opmærksom på, at hans erfaring var, at der knyttede sig

en del mistænksomhed og misforståelser til u-landshjælpen. Der var en agtpågivenhed i

de tidligere kolonier, der var bange for, at man igen ville blive underlagt vestlig imperia-

lisme gennem en økonomisk afhængighed.

På denne baggrund stillede han spørgsmålet: har kirken – og med kirken mente han de

kristne - et ansvar i denne sag? I denne forbindelse ridsede han op, hvad missionsselska-

berne allerede gjorde og havde gjort længe før, nogen tænkte på begrebet u-landshjælp,

og hvor mange skoler, hospitaler, poliklinikker osv., der var skudt op som følge af mis-

sionen. I den forbindelse understregede han, at u-landshjælpen nødvendigvis måtte

fremkalde et kulturmøde, hvor han var overbevist om, at kirken – de kristne – havde

et ansvar, men også noget at byde ind med på baggrund af den lange tradition, hvori

missionen havde udviklet sig. Konkret anbefalede han, at man begyndte med at tage sig

af de unge studerende, som kom fra afrikanske og asiatiske lande til Danmark for at få

en uddannelse. Det var i vid udstrækning unge, som kom fra en kristen baggrund, som

efter hans mening, skulle modtages i en dansk menighed. Her ser vi igen hans teologi

slå igennem. Mission var ikke et spørgsmål om en bevægelse fra Vesten mod Asien og

Afrika. Mission gik begge veje. Mission var et partnerskab mellem kristne verden over

for at finde veje og udtryksformer til at forkynde, hvad det ville sige at være kristen lige

netop på dette sted. Derfor anbefalede han, at man ansatte en studenterpræst for disse

u-landsstuderende i lighed med, hvad man allerede havde i Tyskland. I Danmark havde

DMS besluttet at stille en mand til rådighed for dette på halvtids basis. 371

I forlængelse af dette pegede EW på et andet sted, hvor man konkret kunne sætte ind,

nemlig i forhold til de danskere, der udsendtes til et arbejde i Asien eller Afrika. I den

forbindelse informerede han om et britisk initiativ, Oversea Service, der havde til formål

at udruste udsendte medarbejdere med den erfaring, som man sad inde med i missi-

onsselskaberne fra mange års arbejde i de asiatiske og afrikanske kulturer. For EW var

det indlysende, at kristne danskere måtte stå ved deres kristendom, når de arbejdede i

fremmede kulturer.

Teologisk er der ingen tvivl om, at EW havde et skeptisk forhold til udviklingshjælp,

som han oplevede som en sekularisering af den kirkelige diakoni. Hvis dette skete i en

sekulær velfærdstatsmodel, havde han ingen problemer med den. Men hvis den skete i

en ubevidst missionssammenhæng, anså han den for farlig. Allerede i forbindelse med

debatten om integrationen af IMC i WCC advarede han mod dette, idet han sagde,

at det, at kirken var missionerende, betød, at den nødvendigvis måtte være diakonal.


Samtidig advarede han mod at reducere det diakonale til en social hjælpefunktion eller

udviklingshjælp (se kap. 3.13.2). Senere tydeliggjorde han denne kritik ved et konkret

eksempel. Det drejede sig om, at han havde modtaget en brochure fra et canadisk mis-

sionsselskab, hvori man kunne læse, at udviklingsbistand var den eneste relevante form

for mission i dag. Dette udsagn tog han kraftigt afstand fra, idet han med samme argu-

ment som ovenfor pegede på, at diakoni aldrig måtte reduceres til udviklingsbistand,

og at missionens opgave var til stadighed at arbejde med at oversætte evangeliet til det

moderne menneske.372

I den efterfølgende debat takkede tidligere minister Per Federspiel373 for EW’s til-

gang til emnet, som han sagde, „var langt det mest konstruktive, han havde hørt i de

12 år, han havde beskæftiget sig med de oversøiske lande, som man tidligere kaldte u-

landene. Han havde været vant til at høre om disse problemer ud fra politiske og øko-

nomiske synspunkter – bl.a. i Europarådet – men var glad for, at Erik W. Nielsen her

nærmede sig spørgsmålet ud fra det gensidiges betragtning. Han mente, at man måtte

gå i dybden med disse ting, navnlig hele det kirkelige arbejde, og han var imponeret

over de tal, der var blevet oplyst, og de mange menneskelige kontakter, det indebar.”374

En enkelt af deltagerne i mødet kritiserede forslaget om, at kristne danskere så at sige

skulle være missionærer på deltid, når de var udsendte af et dansk firma i en fremmed

kultur. Han mente, man måtte adskille disse ting. Hertil svarede EW med en henvisning

til Neyveli i Indien og hævdede, at når danskere kom til at arbejde i en sådan kontekst, så

havde man et ansvar over for de mennesker, man arbejdede iblandt. Man måtte stå ved

sin tro. De voldsomme forandringer, der skete samfundsmæssigt og kulturelt i et indu-

strisamfund som Neyveli betød nemlig, at gamle værdinormer, der var engang og havde

mening for disse mennesker, var ved at forsvinde, og at mennesker dér var ved at blive

knust under forandringerne. Og han spurgte derpå: „Er det muligt, at vi kan komme i den

situation, at man står som bevidst kristen og netop ud fra en kristen opfattelse af et menne-

skeliv og dettes værdi må sige til en hindu, som står i den situation [at hans værdier er ved at

gå i opløsning], at han skal påtage sig det ansvar at sige til denne hindu, at han skal være en

konsekvent hindu og tage sin situation alvorlig? …. Kan det ske, at man kommer til at stå i

den situation, at man må henvende sig til en hindu og bede ham om at være en bedre hindu?

Kan det blot opstå som konsekvens af at være kristen i den situation? Der er en hel masse

aspekter, som har med det menneskelige element at gøre i u-landshjælpen.”

4.7.8 Den store landsindsamling

Debatten om, hvorvidt missionsselskaberne skulle modtage u-landshjælp eller ej, fort-

satte endnu et stykke tid. Ved Nordisk Missionsråds møde i sommeren 1961 blev sagen

også drøftet, og her anbefalede man, at selskaberne stod frit, men at man ville opfordre

til at stille sig positivt med hensyn til at dele sin erfaring. Og så glædede man sig over de

positive vinde, der blæste fra politisk hold angående disse spørgsmål. Denne udtalelse

tilsluttede DMR sig.375


I foråret 1962 blev u-landshjælpen skudt i gang i Danmark med en stor landsind-

samling, som blev støttet af de forskellige missionsselskaber. Til præsidiet for denne

indsamling blev bl.a. biskop Halfdan Høgsbro udpeget i sin egenskab af formand for

DMR376 og professor Hal Koch, der også var medlem af DMR – men nok snarere blev

udpeget i sin egenskab af offentlig debattør. Et kuriosum er desuden, at da loven var

vedtaget i 1962, var kirkeminister Bodil Koch377 i spil til minister for det nye mini-

sterium for u-landshjælp.378 I anledningen af landsindsamlingen skrev EW en leder i

Dansk Missionsblad om emnet. Heri ridsede han behovet for hjælp op ved at henvise

til, at mere end 1,5 mia mennesker var sultende i verden og at ca. 600 mio børn levede i

den største elendighed. „Lad os blot høre meget godt efter – og tænke alvorligt og grundigt.

Dette vedkommer os. Vi ved godt, at u-landshjælp er andet og mere end humanitær hjælp

til sultne og syge, og alligevel er det denne rent menneskelige situation, som ind gennem det

hele er grundfaktoren. Vi undgår ikke at tage stilling her…..Midt i denne medansvarlighed

står vi som kristne, som kirke, og her ved vi, og det må vi sige ganske klart, at blikket må

gå dybere ned – altså ikke uden om disse rent menneskelige problemer, men midt igennem

dem gå dybere ned. Vi ved, at selv om den menneskelige levestandard hævedes, så hvert en-

kelt menneske på jorden havde automatisk vaskemaskine, fjernsyn, bil og masser at spise,

så var vi dog stadig ved overfladen. Det drejer sig om mennesket, og mennesket skal have

brød, men mere end brød… [og så lader han sin leder munde ud i at sige, at] Fred er mere

end ’ikke-krig’ – også mere end ’ikke-sult’ – det har at gøre med selve menneskets allerdy-

beste væsen, mennesket som Guds skabning, skabt til Ham og bestemt for Ham – og kun i

Ham finder dette menneske denne fred, som velsignelsen taler om. Her møder vi et kors og

en opstandelse, som hører uløseligt sammen med denne fred…”379

Kritikken af sammensætningen af det indledende regeringsudvalg blev taget til efter-

retning, da udenrigsministeren i 1962 skulle nedsætte den endelige administration af

u-landshjælpen. I april 1962 blev EW valgt som den ene af to observatører til Styrelsen

for U-landshjælpens administration.380 Den anden observatør i Styrelsen tilfaldt Mel-

lemfolkeligt Samvirke. Det kan se ud, som om udenrigsministeriet herved tog kritikken

til efterretning og afbalancerede indflydelsen mellem DMR og Mellemfolkeligt Sam-

virke. Ved slutningen af året blev EW af udenrigsministeren beskikket til Rådet for

teknisk samarbejde med udviklingslandene.381 Men deltog han nogen sinde i møderne?

Det kan ikke ses ud af hans arkiv, at han har gjort det, og i hvert fald holdt han orlov

fra DMS i det meste af 1963 for at hellige sig sine disputatsstudier (se kap. 4.8.4), kun

afbrudt af en måneds rejse i Asien. Den øvrige tid var han bortrejst.

I 1963 blev de første penge fra u-landshjælpen delt ud, og der blev også penge til to mis-

sionsselskaber, nemlig Baptisternes Mission, der fik 550.000 kr. til et projekt i Burundi,

og 90.000 kr. til DMS til Siloam kostskole i Indien.382


4.8 OPBrUD

4.8.1 Voksende frustration

Da man begyndte at forhandle om at få Erik W. Nielsen tilbage til Danmark, havde

han skrevet til Rendtorff, at han med glæde ville komme hjem, hvis der var en klar

opgave, som DMS kaldte ham til. Vi har ovenfor set, hvordan ansættelsesproceduren

blev mudret af forskellige interesser mellem DMS og DMR, således, at der blev ansat to

generalsekretærer i stedet for én, hvilket gav anledning til betænkelige miner hos såvel

Rendtorff som de to venner, Erik W. Nielsen og Erik Petersen, der kom til at skulle dele

ansvaret og selv finde ud af arbejdsfordelingen imellem sig.

Allerede under en rejse til Asien i slutningen af 1959 gav EW da også udtryk for, at han

ikke befandt sig vel i den ledelseskonstruktion, han var havnet i. Til Marie skrev han:

„… Herude har han [Erik Petersen] en forbløffende fin stilling – er beundret af stort

set alle missionærerne (i hvert fald dem, jeg har mødt) – og man er klar over, at han har

gjort et fint stykke arbejde. Jeg er mere og mere tilbøjelig til gerne at have ham gjort

til ene general, netop fordi generalposten i så høj grad (i den danske situation) er en

administrativ post, og på dette punkt er han dygtig – har et langt større overblik, hvor

jeg ofte kan fortabe mig i en enkelt side. Jeg ville kunne arbejde langt mere direkte med

missionspolitik og Dansk Missionsråd, hvis han havde alt det øvrige…..”383 Langsomt

men sikkert gled de to gamle venner fra hinanden. Men EW kunne på den anden side

ikke bare slippe stillingen som generalsekretær, der netop var knyttet til hans store in-

ternationale erfaring og viden. Det ville Rendtorff ikke høre tale om.

4.8.2 New Delhi 1961

Ved WCC’s Assembly i New Delhi i december 1961384 bestod den danske delegation

af fem medlemmer med Københavns biskop, W. Westergaard Madsen, som leder af

delegationen og biskop Halfdan Høgsbro som repræsentant for DMR. Der var ikke

plads i delegationen til EW, der i stedet blev bedt om at deltage i Assembly’et som

konsulent for den danske delegation. Det var et oplagt valg al den stund at i hele

den tid, han havde været ansat i IMC, havde man arbejdet målrettet frem mod sam-

menslutningen af IMC og WCC. Som det fremgik af hans rolle under IMC’s As-

sembly i Ghana 1957-58, så havde han været særdeles tæt på udformningen af de

retningslinjer, som sammenlægningen kom til at følge. Derfor kan det da også undre,

at debatten op til New Delhi i Danmark ikke afspejler, at man gjorde brug af denne

interne viden, som man havde repræsenteret i EW. DMR’s formand, biskop Halfdan

Høgsbro, havde deltaget i mødet i Ghana og havde rapporteret om det i forskellige

blade, men nogen egentlig debat fandt ikke sted i Danmark i løbet af året 1961, inden

man skulle samles i New Delhi for at beslutte den egentlige sammenlægning. Var det,

fordi man opfattede sagen for at være så oplagt og uden komplikationer, at den ikke

trængte til yderligere diskussion? Eller var det, fordi sagen var så kompliceret, så man

ikke kunne overskue den og derfor lænede sig op af den idealistiske, økumeniske


holdning, at det var godt med så få organer som muligt til at tegne billedet? Det lader

sig ikke afgøre ud fra det undersøgte materiale.

Efter New Delhi skrev EW en række artikler, der primært ridsede historien op fra Edin-

burgh 1910 frem til New Delhi og priste mødet og dets konklusioner.385 Grundlæg-

gende gik EW ind for denne sammenlægning, men han var ikke uden blik for nogle af

de problemer, der var forbundet med sammenlægningen. Hans holdning var, at en or-

ganisatorisk sammenlægning mellem IMC og WCC kunne få nogle til at få det indtryk,

at dette ville løse alle de problemer ang. verdensmissionen, som kirken stod overfor.

Men en sammenslutning ville ikke løse nogen problemer i sig selv, måske snarere få

folk til at lukke øjnene for dem. Hans bekymring var, at man ville miste fokus og ikke

længere stille de grundlæggende spørgsmål til kirken om, hvad mission i virkeligheden

var – hvordan man udtrykte, hvad det ville sige at være en kristen på det lokale sted,

hvor man var sat. Det var derfor vigtigt, at man ved en sammenslutning sørgede for,

at den rolle, som IMC hidtil havde spillet, måtte blive tydelig i en ny fælles organisa-

tion386 (se kap. 5.9.2). Efter New Delhi mødet blev der skabt en struktur i WCC, hvor

det tidligere arbejde, der var udført af IMC blev lagt i Division of World Mission and

Evangelism med vicegeneralsekretær Lesslie Newbigin387 som leder, mens der tilsva-

rende blev skabt en Division of Inter-Church Aid and Service to Refugees. EW fandt

Indien er kontrasternes land hvor

fortid og nutid mødes. Lige uden

for det fine hotel, hvor Kirkernes

Verdensråd holdt møde, mødte

EW den dybeste fattigdom.

(Se boks side 153)


denne struktur god, men pegede samtidig på, at man skulle være opmærksom på, at

man ikke måtte tage denne struktur alt for firkantet, idet der hele tiden måtte foregå

en kommunikation mellem mission og Inter-Church Aid. På samme måde hilste han

velkommen, at man samlede mission og evangelisation i én afdeling, men pegede også

her på, at denne struktur ikke ville blive let at gennemføre i praksis, fordi de to organer

(evangelisation under WCC og mission under IMC) var meget forskellige i deres ind-

hold og arbejdsmetode.388

EW’s stilling som konsulent gav ham en del frihed under selve mødet i New Delhi. Det

nød han. Han kunne få tid til at mødes og tale med en del af vennerne fra det interna-

tionale missionsmiljø, som han savnede. Og han kunne få tid til at reflektere over, hvor

lang tid han skulle blive i Danmark. Hvornår kunne han slippe væk? Disse tanker blev

forstærket af, at han blev opsøgt af en del repræsentanter fra forskellige lande. I Ham-

burg stod professoratet ledigt efter Walter Freytag, der var død i 1959. I den forbindelse

blev han opsøgt af en biskop fra Hamburg, der sad i bestyrelsen for Missionsakademiet,

der tilbød EW en æresdoktorgrad og et professorat – eller i det mindste, at EW ville

komme til Hamburg som gæsteprofessor.390 Det rykkede i ham, og han stillede i udsigt,

at han eventuelt kunne komme nogle måneder i sommersemesteret 1963 som gæste-

professor. Det blev ikke til noget. I stedet valgte EW i sidste ende at søge orlov fra DMS

for at samle materiale til sin disputats.

I samme brev kunne EW fortælle, at han var i spil som vicegeneralsekretær for WCC’s

afdeling for økumeni. Det var han ikke så interesseret i, da han ikke mente, at han var

kvalificeret til denne stilling – det var ikke det speciale, han havde dyrket i sine år i in-

ternational mission. Og når vi husker hans skepsis overfor den uniforme økumeni, som

kom til udtryk allerede under hans besøg i Geneve 1950, og som ikke havde fortaget sig

i årenes løb, forstår man hans kølige holdning til netop denne stilling.

Bor på Janpalle Hotel [New Delhi]

– flot, rasende flot og dyrt – utvivlsomt den eneste mulighed og alligevel kan man ikke undgå at rystes over, hvad kirkerne egentlig er

blevet til. Her i Asien kommer kontrasterne voldsomt frem. Stod lige nu og talte med to indere, der står i en „messing butik“ her. Den ene

har været tre år i de forskellige lande i Europa, bl.a. Norge som student og arbejde. Han sagde – lidt eller meget bittert: „I wish I belonged

to one of the churches; then I also could afford to stay here at this hotel! It is only when people have sufficient food in their stomach that

they can find leisure time to think about religion. Religion is a luxury for the man who does not know where his next meal is to come from.“

Han var måske kommunist, ved det ikke – men i og for sig ganske ligegyldigt. I en vis forstand har hen jo ret. Hans medhjælper gabte og

måbede, da han fortalte om de lande i verden, hvor rige de er – „de smider mad bort – gider og kan ikke spise alt det, de har lavet“ – det er

dér, de er kristne. Alle disse afrikanere og asiatiske kristne her betales jo af dem der fra Vesten. En ikke uinteressant samtale, som sikkert

kun reflekterer lidt af en større sammenhæng.

(Dagbog 1960-1961, p. 144ff)389


Det rev heller ikke i ham, at en canadisk delegation bad ham komme til Toronto for

at overtage et professorat der. Han havde ikke den store lyst til at flytte familien til den

anden side af Atlanterhavet.

Mere indtryk gjorde det på ham, at den svenske generalsekretær kontaktede ham på

vegne af svensk mission for at få at vide, hvor længe han ville blive i DMS. Anledningen

var, at man ville være sikker på, at han kunne være med til at udvikle det skandinaviske

samarbejde (se kap. 4.2.3).

Det var en stor opmuntring for ham, at ALC’s sekretær også opsøgte ham – ligeledes

for at spørge ham, hvor længe han ville blive i DMS, „for i ALC var man bange for, at

han ville forlade DMS, idet han gjorde opmærksom på, at Arcot ikke kunne undvære ham

i DMS.“ Dette glædede ham, da han netop i ALC ikke havde følt sig særlig velkommen

– hverken hos kirken eller missionærerne.391 Der kom ikke mere ud af disse opbrud-

stanker i denne omgang. Men de vidner om den frustration, han følte ved de usikre

ansættelses- og samarbejdsforhold, han havde i DMS.

4.8.3 EW dropper DMR

Men det var ikke kun DMS, der frustrerede ham. Da EW var kommet tilbage til Dan-

mark, havde han en forestilling om, at han kunne være med til at danne et stærkt mis-

sionsråd efter tysk forbillede. Derfor kastede han sig straks ud i en række initiativer,

som vi allerede har set. Men snart skulle han opleve en træghed i DMR. Selskaberne

ville ikke opgive noget af deres eget til fordel for fællesskabet. Og de havde også svært

ved at bakke op økonomisk omkring fælles projekter. Sagen omkring vedtagelse af nye

vedtægter, der skulle få DMR til at gå fra at være en luthersk konfessionel organisation

til at være en økumenisk organisation er ret så sigende. Det tog sin tid at få alle med. Og

EW havde ikke tålmodighed til at tærske langhalm på alle spørgsmål.

I april 1962 trængte han til at drøfte denne frustration med sin gode ven, Johannes

Aagaard.392 Det blev til en brevveksling, hvor EW tog bladet fra munden og gav udtryk

for sin skuffelse over, at selskaberne ikke ville være med til noget af det, han foreslog.

Aagaard gav udtryk for forståelse – og en lignende irritation, som han havde oplevet

omkring et undervisningsudvalg, som han var formand for, og hvor der ligeledes var

vanskeligt at nå frem til nogen beslutning, idet alting altid skulle gå frem og tilbage

mellem DMR og medlemsorganisationerne. Det var, som om ingen havde mandat til

at træffe beslutning på medlemsorganisationernes vegne. Denne brevveksling slutter

den 16. april med et længere brev fra EW til Aagaard, hvor han slutter af med følgende

sætning: „Ganske mellem os sagt vil det måske interessere dig, at jeg nu definitivt har sagt

fra som sekretær i Dansk Missionsråd fra 1. januar 1963 (men altså indtil nu mellem

os…..)”393 Ved DMR’s forretningsudvalgsmøde den 7. juni 1962 blev denne oplysning

givet DMR.394 Man gik nu i gang med at løse denne situation. EW foreslog, at man

ansatte en fuldtidssekretær for DMR. I første omgang løste man problemet ved for et


år at konstituere395 generalsekretær Erik Petersen, DMS, og sekretær Arne Thomsen,

Folkekirkens Nødhjælp.

4.8.4 Studieorlov

Erik W. Nielsen søgte og fik orlov fra DMS for det meste af året 1963. Nu skulle der gøres

noget alvorligt ved disputatsstudierne. Hele tiden havde han sin egen selvkritik hængende

over hovedet, der sagde ham, at han ikke var akademisk kvalificeret til at påtage sig nogle

af de mange stillinger, han i tidens løb havde fået tilbudt på forskellige universiteter i både

Europa og Amerika. Derfor ville han nu gøre en ekstraordinær indsats. Hans projekt var

en undersøgelse af forholdet mellem mission og kolonialisme i det 19. århundrede med

fokus på Indien, Kina og Nigeria. I den forbindelse havde han brug for at kunne arbejde

på arkiver i London. Dertil havde han brug for orlov. Biskop Westergaard Madsen og Hal

Koch skaffede ham nogle legatmidler til at finansiere denne orlov, hvilket hjalp ham me-

get,396 og fra april til december 1963 var han i London, hvor han flittigt studerede dagen

lang, indtalte de mange kilder på bånd, som blev sendt hjem til Danmark, hvor sønnen

Jørgen renskrev dem, så han havde materialet samlet.397

I slutningen af april tog han en pause i studierne for at tage til Glasgow, hvor han mød-

tes med en delegation fra DMS, der skulle forhandle med den skotske kirke om den fæl-

les kirke i Aden. Her fik han lejlighed til at drøfte sine studier med sin gamle professor,

N. H. Søe, der også var medlem af DMS’s bestyrelse. „Det glædede og opmuntrede mig

meget at se, at Søe fuldt ud billigede dette og ganske åbenbart var meget stærkt interesseret

„…Jeg sidder og roder i gamle breve – sidder nede i et ganske hyggeligt kælderrum og roder i gamle

kasser og beskidte (i ordets egl. forstand) papirer, sidder og ser forbandet (sorry) lærd ud, medens

jeg forsøger at tyde nogle håbløse kragetæer – for endelig at finde ud af sagen slet ikke vedrører

mig det bitterste – hvis da altså ikke jeg skal lave meningen lidt om ved at fortolke det i øvrigt gan-

ske ulæselige ord på en anden måde – dette er videnskab, mutter. Jeg sad i formiddag med et langt,

knudret brev på 4-5 sider fra William Wilberforce398 til Henry Venn399 (jeg har læst masser af breve

fra Wilberforce) – hans skrift er formidabel – min er skønskrift sammenlignet dermed. Jeg troede

lang tid, det var noget meget vigtigt og interessant vedr. slaveriets afskaffelse. Jeg kunne se, at der

stod noget om en parlamentskomite – det lød da lovende, ikke sandt – endelig gik det op for mig,

at det ganske simpelt drejede sig om en invitation til Henry Venn om at komme til the hos ham lige

efter en parlamentskomite – dette tog ca. 15 minutter at opdage. ære være. Men det hører med, er

en uundgåelig del af selve det dokumentære arbejde. Det lyder måske utroligt, men jeg tror faktisk

godt, jeg kunne få 2-3 år til at gå med dette her, og det ville passe mig aldeles glimrende. Alvorligt

talt, mener jeg faktisk, at dette vilde være det helt rigtige. Der er så meget stof vedr. hele denne

problematik om mission og politik og civilisation, som slet ikke er behandlet. Bare jeg kunne finde

en mæcen, som ville påtage sig at lønne os for tre år, hva! …”400

Brev 9. april 1963 til Marie, MSN-PA


i dette oplæg. Han mente, det var en meget frugtbar studielinje, og var tilsyneladende selv

temmelig opmuntret over sagen….”401

Derfor var han temmelig forbavset over senere på året i et brev fra Marie at erfare, at

Søe over for hende havde givet udtryk for bekymring over, om EW havde spredt sig for

bredt og derfor aldrig ville få noget færdigt. Det irriterede EW ganske meget – vel mest,

fordi det ramte hans egen bekymring. Samtidig udtrykte han en dyb skuffelse over sin

nære ven, domprovst Paul Verner Hansen, 402 der i bestyrelsen havde sagt, at han ikke

troede, at EW havde evnerne til at gennemføre dette projekt. 403 Anderledes opmun-

trende havde det været for ham at møde en af sine gamle kolleger fra IMC, der havde

sagt til ham: „Du bliver aldrig færdig – jeg taler ikke om dine evner, for dine evner er

større end nogen af vi andres; men du er alt for stor en perfektionist til nogen sinde at

ville aflevere noget….”404

4.8.5 Hal Kochs død

Hal Kochs pludselige død ramte ham lige i solar plexus. Det var et hårdt slag for ham.

Gennem de seneste år havde han oparbejdet et særdeles nært og fortroligt forhold til

Koch, som næsten kunne betragtes som et venskab. Og Koch havde troet på EW’s aka-

demiske evner – og støttet ham i hans bestræbelser for at nå sit store mål, disputatsen.

Derfor var det et hårdt slag pludselig at skulle vænne sig til, at dette menneske ikke

længere var der for ham. Kochs opbakning betød mere for ham end Søes tvivl.

„…Har lige hørt, at Hal Koch er død. Det er et chok – gad vide, om han egentlig har ventet noget i den retning i hele den lange sidste tid,

hvor han har været træt og meget modløs. Stakkels Bodil Koch, som ikke har haft noget hjemliv i mange år. Og så tænker man på Charles

Ranson, som også stod i situationen, hvor deres arbejde, deres situation, splittede dem op, gjorde dem fremmede overfor deres egne

børn, rejste mure mellem dem, som de holdt mest af i verden – og så pludselig blev det hele brudt af, før de nåede til den tid, de alle sam-

men drømte om, hvor de ligesom ville indhente noget af det, som var forsømt, og bygge noget op igen af det, som var brudt i stykker. Hal

Koch, også, havde drømt om at få et hjemliv igen – måske i en præstegård. Han nåede det ikke, og nu sidder hun tilbage – er for meget gået

i stykker? Tænker hun nu på, om det egentlig var det hele værd?

Sorry, men somme tider er det så svært at føle, at det smuldrer mellem ens fingre, at man bringer sorg og vanskeligheder for ens kære,

kone og børn – at man selv bliver mere og mere ensom – står og rækker hænderne ud for hjælp og ødelægger det ved mangel på tålmo-

dighed, på forståelse, på ydmyghed. Man klynger sig til en lille fyr som Flemming, fordi han er den mest ukomplicerede, den umiddelbare,

uden problemer – det er jo patetisk og let tragisk – manden, der bruger det lille barn for at finde hjælp, støtte, indre fred – og meget godt

ved, at snart er det også forbi – hver eneste måned er kostbar, men han er ikke hjemme. Og somme tider spørger man sig selv, om det hele

er det værd. … Sorry. Jeg skulle nok ikke lade brevene gå – og lade andre få ekstra byrder – dem har jeg nok pligt til at bære alene. Men

prisen for dette arbejde her kan sommetider synes for høj – og man ved meget godt, at Hal Kochs skæbne vil blive ens egen. Vel ved man

ej – men det er sandsynligt. Gud give os styrke og kærlighed og tålmodighed og forståelse nok til at bære det. Hav det godt, min kære – og

hils alle de kære børn, som – Gud bedre det – også er mine. Jeres egen Erik.“

Brev 13.august 1963 til Marie, MSN-PA


Men Kochs pludselige død vakte igen den dårlige samvittighed i ham. For han var jo også

hele tiden på farten. Også han var mere væk end hjemme. Tidligere missionær Gudrun

Vest405, der var med til Maries og EW’s sølvbryllup i 1969 fortæller, hvorledes EW kunne

spøge med sit store fravær fra familien ved i sin tale til Marie at sige, at de på denne dag

faktisk kun burde holde kobberbryllup, da han jo havde været væk halvdelen af tiden.

Men under den spøgende overflade gemte den dårlige samvittigheds byrde sig og sled.

Kochs død rejste spørgsmålet for ham: Er det det hele værd? Samtidig holdtes han fast i

den kaldstanke, som han far havde indskærpet ham mange år tidligere, da han indviede

faderen i sine planer om en fremtid i mission. Vær dér, hvor Gud vil have dig! At tage dette

kald på sig kostede en høj pris. En gang imellem kunne han overveje, om prisen var for

høj. Om det var ham – og især hans familie - der skulle betale den. Midt i det let depres-

sive dukker der også den tanke op hos ham, at måske vil han en dag være slidt op ligesom

Koch – og dø lige så pludselig. Hans egen far døde af en blodprop, og den tanke var ikke

fjern for ham, at det også ville kunne ramme ham. Men hurtigt skyder han det fra sig og

undskylder over for Marie, at han lægger for store byrder på hende.

Han var ensom i London. Uge efter uge – måned efter måned – var han alene og kæm-

pede med uret for at nå så meget som muligt i arkiverne, mens han endnu havde orlov.

Men samtidig voksede længslen efter dem derhjemme, som han følte, at han svigtede.

Det slog igennem i brevene til Marie, hvor hans frustration over arbejdet fyldte meget.

Det fik Marie til i midten af november at kalde ham til orden. „Du er ikke tilfreds med

dit arbejde,“ skrev hun til ham. 406 Det fik EW til straks at svare tilbage, hvor han gav

hende fuldstændig ret. Men hvad var det, der var forkert? Hvad var det, der fik ham til

at føle sig utilfreds? Han betroede hende, at han ofte tænkte på, om det var forkert, da

han i sin tid forlod sit håndværk for at studere. Han indrømmede, at han var fuld af

„ambitioner og dundrende egoistisk,“ og han mente, at han var et af de mennesker, der

ikke rigtigt slog til nogen steder. Han kunne lidt af det hele – og alligevel ikke rigtigt

noget. Og han spurgte, om han var bange for at tage klar stilling til noget? Derpå ind-

rømmede han, at han i betydelig grad havde fejlet i DMR, „og det var DMR, der virkelig

havde min interesse, da jeg kom, og stadig har.“ Derpå går han videre i en refleksion

over selve det arbejde, som han står midt i: missionen, som han er kommet i tvivl om!

Ikke om missionens berettigelse, men den måde det traditionelle missionsarbejde blev

varetaget i DMS. Han følte, at dette arbejde ikke længere var i pagt med den tid, han

levede i nu. Det pinte ham, fordi han ikke fandt, at han nogen steder i Danmark kunne

finde genklang for sine synspunkter, og gjorde dermed klart, at hans frustration dybest

set bundede i dette divergerende syn på arbejdet.

4.8.6 Tilbud fra Theological Education Fund

Midt i alt dette kom så forløsningen. I midten af december fik han en officiel opfor-

dring til at blive vicedirektør i Theological Education Fund, og han ilede med at indvie

Marie i tilbuddet. „Hvad siger du til det? Familien, børnene? DMS? Jeg kan ikke blive klog

på, om de i virkeligheden vil blive lettet, hvis jeg stille gik – jeg tvivler ikke, om at nogle


vil….. Skal jeg sige blankt nej? Giv mig et praj. Jeg ved godt, at dette kun er en uformel fore-

spørgsel, men, men, men…. Sorry, to trouble you with all that. Du kan eventuelt snakke

med Rendtorff om det….”407

Men Marie havde forstået sin Erik. Hun havde forstået, at arbejdet i Danmark pinte

ham og ikke kunne bringe ham tilbage på arbejdsglædens spor. Så hun accepterede

med det samme – og Erik var i den syvende himmel. „Kæreste, elskedeste, sødeste tøs.

Hun er en knop, hun er en knop, hun er en knop – en fantastisk pige, nemlig! Her går man

og har sådan lidt af en skidt samvittighed, fordi man har sendt breve hjem, der måske bety-

der, i hvert fald rejser spørgsmålet, om at skulle bryde op engang igen og stikke et andet sted

hen. Man ved, at konen morderligt gerne ville have lidt fred nu snart, have mulighed for at

have en rolig tilværelse, at det bedste, hun kunne tænke sig i denne verden, var at manden

ville søge et roligt anstændigt præsteembede, hvor han måske havde udsigt til engang med

tiden at kunne avancere til provst – og hun kunne blive provstinde med stiv krave, ugentlig

bridgeklub, samvær nu og da med den lokale amtmandinde, pæn omtale i den lokale sprøj-

te, kunne tilbringe mange aftener til bryllupper og begravelser, og resten af aftenerne kunne

lægge puslespil sammen med hr. provsten. Jo, man havde en dårlig samvittighed. Og så får

man sådan et pragtfuldt brev fra hende hyrdinden derhjemme. Saftsuseme, om ikke hun

er en knop. Hun er ikke død endnu. Selvfølgelig, der er jo også den hage ved provstejobbet,

at hun har manden, undskyld, provsten, hjemme det meste af tiden! – og det kan faktisk

blive lidt kedsommeligt. Men altså, bitte søster, tusind tak for et dejligt brev, som jeg blev så

glad for. Resten kan vi snakke om på søndag – er du helt klar over det – næste søndag!!!!”408

EW måtte nu hjem og meddele bestyrelsen for DMS, at han havde i sinde at sige ja til

denne opfordring, Og bestyrelsen ville bestemt ikke være tilfreds med, at han forlod

sin stilling som generalsekretær så hurtigt efter, at han havde haft orlov i næsten et år.

Men fra 1. november 1964 stod det fast, at han overtog en stilling som vicedirektør i

Theological Education Fund med bopæl i London.409

Til verdens ende

T I L V E R D E N S E N D E160

KAPITEL 5

TIL VERDENS ENDE

5.1 THEOlOGiCAl EDUCATiON FUND

5.1.1 Grundlæggelsen af TEF

The Theological Education Fund (TEF)410 blev grundlagt i forbindelse med IMC’s As-

sembly i Achimota, Ghana, i årsskiftet 1957-58. Siden IMC’s andet Assembly i Tamba-

ram, Indien, 1938, havde IMC vist den teologiske uddannelse en særlig opmærksom-

hed med henblik på at gøre de unge kirker ressourcestærke til at være selvstyrende.

Dette blev fulgt op i 1947 ved det tredje Assembly i Whitby, Canada, hvor IMC’s Re-

search Secretary fik pålagt at prioritere træningen af kommende præster. Mellem 1947

og 1956 foranstaltede IMC en serie undersøgelser af den teologiske uddannelse – bl.a.

gennem en systematisk kortlægning af den teologiske uddannelse i landene syd for

Sahara i Afrika samt Madagaskar.

Det var som en konsekvens af denne resolution fra Whitby, at Erik W. Nielsen sammen

med kollega Norman Goodall blev sendt på den store rejse til Afrika i 1953-54 (se kap.

3.11) for at studere præsteuddannelsen. Dette indgik i et større studium dokumenteret

i en række delrapporter.411

Initiativtageren og den mand, der mere end nogen anden kom til i de første år at præge

udviklingen af TEF, var IMC’s generalsekretær, Charles W. Ranson412. I 1956 henvendte

han sig til John D. Rockefeller, Jr.413, for at undersøge muligheden for en større finansiel

assistance til et projekt for en videre udbygning af den teologiske uddannelse i Asien, Afrika

og Latinamerika. Efter en meget grundig undersøgelse i Rockefellers Sealantic Fund414 blev

der bevilget 2 mio USD på betingelse af, at amerikanske missionsselskaber skulle stille et

tilsvarende beløb til rådighed over en fem års periode. Otte amerikanske missionsselskaber

påtog sig at yde disse 2 mio USD415 og lovede samtidigt, at dette ikke ville få indflydelse på

deres allerede eksisterende forpligtelser over for teologisk uddannelse i de unge kirker.

Den anden betingelse, som blev stillet af Rockefeller var, at en international, repræsen-

tativ komité skulle lede det nye fonds arbejde, og at en kvalificeret stab skulle forestå

den daglige administration. Den tredje betingelse var, at den finansielle hjælp til teo-

logiske uddannelsesinstitutioner skulle begrænses til et mindre antal, og at ca. 1 mio

USD skulle bruges specielt til forbedring af bibliotekerne og til fremskaffelse af bøger.

T I L V E R D E N S E N D E 161

I 1965 vendte familien Nielsen

tilbage til London og bosatte sig

igen i Bromley. Her er den yngste

søn, Flemming med far ude og ro i

Regents Park


På denne baggrund besluttede det femte Assembly i Achimota, Ghana, 1957-58, at

danne TEF. Som første direktør for TEF valgtes initiativtageren, Charles Ranson. Ho-

vedkontoret blev i den første periode lagt i New York. Til den internationale komité

valgtes bl.a. Erik W. Nielsen.

Målsætningen for TEF i første mandatperiode, som man kaldte den første 5 års pe-

riode, var:

· at der skulle anvendes 1 mio USD til fremme af teologisk litteratur og oprettelse af

teologiske biblioteker,

· at omkring 20 større projekter skulle støttes økonomisk ved udbygningen af teologi-

ske college på baggrund af den kvalitet, de allerede havde vist sig i stand til at udføre

· at der skulle opmuntres til at udvikle indigeneous teologi,

· at understrege ansvarligheden i de unge kirker for træning af kommende præster og

for præsters efteruddannelse, og

· missionsselskaber og kirker verden over skulle opmuntres til at støtte op om TEF’s

program.

5.1.2 Valget af Erik W. Nielsen

I august 1963 var der møde i den internationale komité i Toronto, Canada. EW tog en

pause i disputatsstudierne i London for at deltage i dette møde, hvor man bl.a. skulle

udstikke retningslinjerne for den næste fem års periode i TEF, der skulle begynde i

1965. I den forbindelse blev han uofficielt spurgt, om han ville påtage sig en stilling som

vicedirektør i TEF. Men da han ikke hørte mere til sagen, troede han ikke, der blev mere

ud af den idé. Derfor orienterede han end ikke Marie om forespørgslen.416

Ved mødet i Toronto var der blevet nedsat et ansættelsesudvalg under ledelse af Charles

Ranson og med bl.a. vicegeneralsekretær i WCC, Lesslie Newbigin som medlem, der

skulle drøfter målsætningerne for den næste fem års periode og i den forbindelse også

drage omsorg for ansættelsen af den fornødne stab. Dette udvalg mødtes i november

1963 i Berlin, hvor man blev enige om at nominere EW til en stilling som vicedirektør

med ansvar for Mellemøsten og Sydøstasien. Og som bekendt sagde EW – og Marie

– ja til den nye stilling. Ansættelsen trådte i kraft den 1. november 1964 med bopæl

i Danmark og fra 1. juli 1965 med bopæl i England.417 Derved knyttedes så at sige en

ring for EW, der allerede i 1951 ved den interkontinentale missionskonference i Freu-

denstadt, Tyskland, i foredraget „Mission i en tid, hvor dørene lukkes,”418 havde slået

kraftigt til lyd for at man skulle satse på den teologiske uddannelse i de unge kirker. Og

han havde forholdt sig kritisk til gældende praksis med følgende formulering: „… Selv

et spørgsmål om uddannelse af præster i de unge kirker er i høj grad blevet et strategisk,

organisatorisk problem mange steder. Ja, man har undertiden følelsen af, at den stærkere

understregning af kirkens betydning for missionsarbejdet, som vi har set i de sidste 20 år,

er mere en erkendelse af den strategiske nødvendighed af en kirkeorganisation end egentlig

en dybere forståelse af selve kirkens og missionens væsen.”419 Nu fik han ansvaret for at


implementere sine tanker i et partnerskab med de unge kirker i Sydøstasien og Mel-

lemøsten. Som sin personlige sekretær tog EW sin sekretær fra DMR, Alice Johansen-

Stolt420, med sig til London421.

Erik Petersen, der var den anden af DMS’s to generalsekretærer, valgte samtidig også at

forlade DMS422. Det betød, at bestyrelsen nu skulle finde en helt ny ledelse for DMS.

Valget faldt på pastor Ole Bertelsen,423 og bestyrelsen valgte kun at have én general-

sekretær, hvilket EW i sin dagbog kommenterede på følgende måde: „Det er en stor

fornyelse, at DMS skifter til kun at have én generalsekretær.”424 Det kom blot seks år

for sent.

Når familien først flyttede til London i sommeren 1965, hang det sammen med bør-

nenes uddannelse. Jørgen gik i 3. G og skulle færdiggøre sin danske studentereksamen,

inden han kunne forlade Danmark. Hans plan var at begynde et studium ved School of

Oriental and African Studies (SOAS) ved University of London. Det skulle vise sig ikke

at være så lige til, da SOAS ikke accepterede en dansk studentereksamen som adgangs-

eksamen. EW fik i den forbindelse forhandlet igennem, at Jørgen kunne indskrives på

et gymnasium i London og tage det sidste gymnasiale år dér, og således få adgang til at

studere ved SOAS. Per skulle ikke med til London, men starte en karriere ved søværnet.

Lis skulle ligesom Jørgen færdiggøre et skoleår, før hun kunne rejse med til London.

Desuden skulle Lis konfirmeres i Danmark i foråret 1965 inden afrejsen til London. Og

Flemming var ikke ældre på dette tidspunkt, end at han skulle i almindelig folkeskole.

For familien var det næsten som at vende hjem igen. De bosatte sig som sidst i Bromley

ganske få hundrede meter fra det sted, hvor de havde boet under deres første ophold i

London.426

5.1.3 Status på TEF’s arbejde op til 1964

Da Erik W. Nielsen begyndte sit arbejde i TEF i november 1964, var TEF’s status efter

at have arbejdet i ca. fem år, at man havde gennemført et større udredningsarbejde over

teologisk litteratur med engelske, tyske, franske, portugisiske og spanske titler. Dette

arbejde var blevet publiceret i to store bøger, der var udsendt gratis til alle de teologiske

institutioner, som var omfattet af projektet.427

„…Ja, vist er det dejligt at være i London. Sjovt, men det var faktisk først i bussen ud til Kastrup, at

det pludseligt gik op for mig, at jeg ikke er i DMS mere! Det var lige pludseligt, som om bunden gik

ud af bussen, og et øjeblik havde jeg en voldsom trang til at vende om og tage tilbage til det sikre og

kendte; der er jo spilleme ingen, der ved, hvad det her fører til …. Men lige meget, jeg har dog ikke

endnu fortrudt skridtet. Man bliver fint modtaget herovre – med største varme og venlighed, og

det hagler med hilsner til dig…I onsdags hørte jeg Baagø425 … det var faktisk tyndt…“

Brev 13. november 1964 til Marie, MSN-PA


En anden vigtig nydannelse på grund af TEF var oprettelsen af regionale teologiske for-

eninger, der havde til formål at fremme kontakten mellem de teologiske institutioner og

lærere.428 Hertil kom, at der var anvendt et større beløb til stipendier til videreuddannelse

af teologiske lærere og projekter vedrørende rekruttering af teologiske studenter.

Fondens administration, lønninger og stab, stabsrejser, komitémøder og lignende var

blevet dækket udelukkende ved renterne fra kapitalen.429

I betingelserne fra Rockefellers donation hed det, at man skulle koncentrere sig om et

mindre antal institutioner. Det blev i praksis 23 institutioner. Man vedtog at koncentre-

re sig om de institutioner, som stod stærkest, og som havde størst strategisk betydning i

et område. Da der var mange flere skoler, end man kunne støtte, så betød dette et stort

arbejde for staben, idet man måtte besøge hver enkelt ansøgere for at lave en vurdering

af, om den skulle støttes eller ej. Det betød en del bitterhed hos dem, som fik afslag.

Et andet vigtigt princip i administrationen af TEF var, at fondens virksomhed aldrig

måtte gøre den pågældende institution afhængig af fonden. Institutionen måtte ikke

betragte fonden som en aflastning af f.eks. missionsselskabernes forpligtelser over for

den teologiske uddannelse i de unge kirker. Fonden skulle tværtimod forbedre og ud-

bygge den teologiske undervisning. Inden TEF derfor besluttede at yde en institutionel

støtte, måtte det sikres, at der virkelig var mulighed for og villighed til fra f.eks. de

missioner, som allerede støttede den pågældende institution, at videreføre og bære den

påtænkte udbygning og udvidelse.

Endelig var det vigtigt, at TEF ikke måtte komme med noget færdigt program, som man

søgte at gennemføre ved hjælp af penge. Man måtte ikke købe sig til påvirkning. Dette

var ikke mindst påtrængende ved biblioteks- og litteraturprogrammet. Udvælgelsen af

de forskellige bøger, som skulle oversættes, kunne blive en skjult form for indflydelse

på den teologiske tænkning og forsøg på at eksportere Vestens teologi til de områder,

der var omfattet af TEF’s program. Derfor blev der i hvert sprogområde oprettet lokale

komitéer, hvis medlemmer var udvalgt af kirkerne og de teologiske seminarer. Valget

af bøger, der skulle oversættes, lå udelukkende i disse komitéer. På samme måde be-

sluttede det teologiske bibliotek suverænt, hvilke bøger der skulle indkøbes, hvis man

havde fået bevilget et beløb til biblioteksfornyelse.

5.1.4 Arbejdsprogram for den anden periode

TEF’s første mandatperiode løb i årene 1958-1963. Ved komitéens møde i Mexico i

december 1963 blev det på baggrund af den kritiske evalueringsrapport430 besluttet,

at der skulle være en ny fem årig periode, der skulle løbe fra august 1965 til 1970.

1964-1965 var en overgangsperiode, hvor man skulle opbygge den nye stab – med bl.a.

EW – og forberede det nye arbejdsprogram. Rockefeller var ikke med i den nye man-

datperiode, og de mere end 20 mio DKK, som fondet i denne periode rådede over,


kom udelukkende fra missionsselskaber og kirker. Mens arbejdet, som vist i den første

mandatperiode, havde haft en hovedvægt på det institutionelle og den overvejende del

af fondens midler var blevet anvendt i forbindelse med bygninger mm., blev formålet

for den anden mandatperiode ændret til i langt højere grad at dreje sig om indholdet i

den teologiske uddannelse – mennesker frem for mursten.

Ved TEF’s komitemøde i Mexico blev der vedtaget et arbejdsprogram med følgende

punkter:

· Man skulle betragte den teologiske institution som et kristent samfund – det blev

understreget, at sand teologisk undervisning og studium måtte finde sted inden for

et gudstjenesteligt fællesskab, og TEF skulle derfor opmuntre og fremme alt det, der i

de teologiske seminarer kunne styrke det gudstjenestelige liv og et kristent fællesskab

i tjeneste.

· Styrkelse af lærerstaben – der skulle gives hjælp til videre studier og til forskning for

de enkelte lærere.

· Styrkelse af studentergruppen – med forsøg på at fremme tilgangen af studerende og

højnelse af uddannelsens kvalitet.

· Ny gennemtænkning af undervisningsplanen – her drejede det sig ikke så meget om

at føje nye fag til planen, som at gennemtænke de eksisterende grundfag under hensyn

til kirkens hele situation og opgave.

· Forbedring af værktøj – dvs. bøgerne og bibliotekerne

· Efteruddannelse.

I forbindelse med denne handlingsplan blev det besluttet, at TEF’s stab i efteråret 1964

og foråret 1965 skulle foretage rejser rundt i de områder, de havde ansvaret for, med

henblik på at mødes med de teologiske institutioner og kirkerne for i samarbejde med

dem at drøfte, hvordan disse punkter i praksis skulle implementeres.

Vi ser, hvorledes hele denne programformulering ligger tæt op ad den partnerskabsteo-

logi, som EW havde udviklet gennem sin tid i såvel IMC som i DMS. Hans forståelse

af hele problemkomplekset med den teologiske uddannelse i de unge kirker var, at

den omhandlede hele kirkens selvforståelse og af dens forståelse af sin missionerende

opgave431. Og EW var da heller ikke sen til at indse, at en vigtig forudsætning for, at

han overhovedet kunne bestride sin stilling i TEF var hans tid i IMC og DMS, „…. den

periode i Danmark har, det er jeg ganske sikker på, givet mig en masse baggrund fra en helt

anden vinkel, og har desuden rent personligt betydet en del for mig, selve det at få fødderne

på jorden i en bestemt situation og ikke blot flyde i en international, løs atmosfære….”,

skrev han hjem til Marie fra sin første rejse.432

TEF inspirerede til, at man ikke opretholdt små konfessionelle skoler, men samarbej-

dede økumenisk i regionale skoler. Dette involverede ikke blot de enkelte institutioner,

men også de kirker og missionsselskaber i såvel Vesten som i de unge kirker i Afrika og


Asien, som stod bag de pågældende seminarer. De måtte inspireres til at gå sammen om

at uddanne deres kommende præster, naturligvis med mulighed for, at man havde egne

lærere til at varetage den specielle undervisning i de særlige konfessionelle dogmatiske

spørgsmål.

I EW’s forståelse var TEF ikke blot en organisation, der gav penge ud. TEF var en del af

hele kirkens sendelse med evangeliet, og som sådan var TEF dybt engageret i evange-

liets møde med verden i Asien og Afrika. Og EW opfattede sig selv som missionær.433

TEF skulle være med til at formidle det bedste af den teologiske tænkning, som fandt

sted i Vesten. Men endnu vigtigere var det, at TEF hele tiden var opmærksom på at stille

spørgsmålet om, hvad det ville sige at være en kristen på lige netop dette sted – hele

tiden at trænge dybere og dybere ned i den indigeneous teologi, som også var en del af

TEF’s arbejdsprogram i den anden mandatperiode.434

5.1.5 Første ansøgning

Efter et kort ophold i London gik turen videre for EW til New York, hvor han i slutnin-

gen af november skulle mødes med den øvrige stab for at tilrettelægge arbejdet i den

kommende mandatperiode. Det blev intense arbejdsdage, hvor han næsten ikke kom

uden for sit hotel, der lå en halv times gang fra TEF’s hovedkontor. Han havde nu heller

ikke lyst til at komme ud og se noget i New York i modsætning til tidligere, hvor han

udnyttede selv den mindste pause til at opleve det pågældende sted. Når han havde en

ledig stund, f.eks. i weekenderne, så læste han. Han benyttede Union Theological Col-

lege’s gode bibliotek og fik læst en del til sine disputatsstudier. Og nød det. Ligesom han

nød igen at være sammen med „de gamle gutter.“ Marie kunne da også hurtigt konsta-

tere, at nu havde han fået arbejdsglæden tilbage. Væk var de traurige breve. Og han gav

hende ret. „Ja, du har ret; jeg befinder mig faktisk godt ved den slags arbejde her…..”436

Den første faglige ansøgning, han måtte tage stilling til, mens han opholdt sig i New

York, drejede sig om støtte til et forskningsprojekt fra den danske missionær Kaj Baagø,

der var professor ved UTC i Bangalore. Baagø havde i 1963 modtaget 3.000 USD fra

TEF til et projekt til affotografering af utrykte kilder til Indiens kirkehistorie fra Vestens

missionsarkiver. Nu ønskede han at følge dette op med et langt større projekt, nemlig

at udgive en antologi over kristen indisk teologi fra de sidste 150 år, herunder litteratur

om Kristus i hinduistisk fortolkning.437

„…Der lå, da jeg kom her til New York, et meget pænt brev fra Wümpelmann,435 en hilsen og tak for

tiden i Danmark. Det var rørende og pænt. Mærkeligt, at Wümpelmann (baptisten) skulle være den

eneste, der i sin tid i Dansk Missionsråd sagde tak for arbejdet og nu igen er den eneste fra DMR-si-

den. Hvis du kan få tid, ville jeg egentlig gerne, om du ville ringe ham op fra mig og sige tusind tak…“

Brev 20. november 1964 til Marie, MSN-PA


Det var denne ansøgning, som lå og ventede på EW i New York438. I første omgang

bevilgede TEF 4.000 USD til at udarbejde et pilotprojekt med de relevante titler. På

baggrund af dette projekt udpegede TEF i december 1966 Baagø som redaktør og ho-

vedansvarlig over for TEF og de teologiske uddannelsesinstitutioner i Indien. Det var

et kirkehistorisk projekt, men samtidig var det Baagøs intention, at han herved ville

give indiske teologiske studenter inspiration og materiale til at arbejde videre på at

skabe en hindu-kristen teologi, der var rodfæstet i Indiens kultur, som Baagø skrev i et

kredsbrev til missionsvennerne i Vejle.439 Det var et konkret eksempel på indigeneous

teologi, som Baagø satte i værk, og som først blev afsluttet i 1969, efter at Baagø havde

forladt DMS og UTC.440

5.2 TEOlOGisk UDDANNElsE i ET GAMMElT krisTENT lAND

5.2.1 Den koptisk ortodokse kirke

Erik W. Nielsen blev dybt engageret i en række teologiske institutioner i Mellemøsten

(eller Nærøsten, som han kaldte det efter datidens skik), og i Sydøstasien. Det vil føre

for vidt på dette sted at behandle alle de colleges og institutioner, som EW kom i kon-

takt med i sin tid i TEF. Derfor vil vi i det følgende koncentrere os om den teologiske

uddannelse i Egypten, Libanon og Indien. Disse prioriteter er valgt, da der har været

– og er – et dansk missionsengagement i disse lande.

Egypten er et af de ældste kristne lande i verden. Allerede i 50’erne kom evangelisten

Markus ifølge traditionen til Alexandria, hvor han forkyndte evangeliet og grundlagde

en menighed. I løbet af de følgende århundreder voksede den kristne kirke i landet, og

da de arabiske (muslimske) hære i 642 kom, regner man med, at kristendommen var at

betragte som folkereligion i landet.

Arvtageren af denne gamle kristne kirke i landet er den koptisk ortodokse kirke, hvor

ordet koptisk er det gamle førarabiske ord for egyptisk. Kirken tilhører den ortodokse

familie, der er udbredt i hele den østlige del af den gamle kristenhed. Men ved de store

teologiske stridigheder om forståelsen af Jesu guddommelige natur i det 4. århundrede,

stillede den ægyptiske kirke sig uden for den fælles trosbekendelse og blev i århundre-

der isoleret. Først med dannelsen af WCC i 1948 brød den koptisk ortodokse kirke ud

af sin isolation og tilsluttede sig WCC.

Efter det første århundrede af det arabiske herredømme over Egypten, hvor der havde

været en ganske fredelig sameksistens mellem kristne og muslimer i landet, begyndte

muslimerne fra omkring 750 at betragte de kristne som andenrangs borgere i Egypten.

Det betød, at det blev vanskeligere og vanskeligere at bevare sin kristne identitet under

et voksende muslimsk pres. Derfor konverterede store grupper af kristne til islam. I dag

skønnes det, at der kun er ca. 10% af den egyptiske befolkning, som er kristne. Men der

findes intet officielt tal, som kan bekræfte dette.


5.2.2 Protestantisk mission i Egypten

Fra midten af det 19. århundrede indledtes der en systematisk protestantisk mission i

Egypten. Da englænderne overtog kontrollen over landet i 1882, fulgte den anglikanske

kirke med og etablerede sig i landet, primært som en kirke for de udstationerede eng-

lændere, og ikke så meget som en missionskirke.

Anderledes så det ud med den protestantiske mission, som primært var en amerikansk

presbyteriansk mission, hvis største navn var Samuel Zwemer.441 Det blev dog ikke

mange muslimer, man omvendte til kristendommen. I dag regnes de protestantiske

kirker i Egypten, hvoraf den presbyterianske er den største, for at have omkring 1 mio

medlemmer (eller 10% af de kristne egyptere), hvoraf de fleste er konvertitter fra den

koptisk ortodokse kirke.

Politisk var situationen i Egypten, da EW overtog sin stilling i TEF i midten af 1960’erne,

at Nasser442 var præsident. Man var stadig i en krigstilstand med Israel. Samtidig kæm-

pede man for at hævde lederskabet i den arabiske verden, og Nasser var ligeledes aktiv

som en samlende figur i det, der blev kaldt „den alliancefri verden,“ der var en række

lande, der ikke accepterede at stille sig under de to store supermagter, USA og Sovjet.

Det protestantiske præstesemi-

nar i Cairo flyttede i 1927 til denne

bygning i bydelen Abbasiya


Mod slutningen af sin regeringsperiode nærmede Nasser sig dog kraftigt Sovjet i det

internationale magtspil.

Der var to teologiske institutioner i Egypten, som EW kom til at arbejde sammen med.

Det drejede sig om Coptic Orthodox Seminary (COS) og Evangelical Theological Sem-

inary in Cairo (ETSC).

Da han første gang besøgte regionen som TEF direktør i 1965 skrev han til Marie: „

Jeg finder det meget svært virkeligt at finde mine ben rent TEF mæssigt her i Nærøsten.

Monstret er fantastisk broget og indviklet – alle de forskellige kirker, forskellige ortodokse

variationer – indbyrdes spredninger og jalousier – WCC Geneve politik – missionspolitik

udefra – TEF indfanget i alt dette, hvad enten man ønsker det eller ej. I hvert fald er jeg sik-

ker på, at jeg bevidst skal forsøge at stoppe op her et eller andet sted, når som helst jeg tager

til Asien eller kommer tilbage. Heldigvis er det ret let. …. Jeg er naturligvis meget spændt

på at høre, hvordan tingene udvikler sig med huset i Bromley. Lad mig vide, hvordan det

går med Per og Jørgen…… „443

Det var i sandhed en vanskelig opgave, han var blevet stillet over for. Dette virvar af old-

gamle kirker, der skulle samarbejde, men som i vid udstrækning ønskede at køre deres

eget løb. Det var noget ganske andet end det, han var vant til fra de unge missionskirker.

Derfor var hans konklusion, at han var nødt til at afsætte mange besøg i denne region

for at sætte sig ind i det brogede politiske og religiøse billede.

De to seminarer, som han skulle arbejde sammen med, kappedes om, hvem af dem, der

var den mest teologisk konservative. COS var den gamle kirkes præsteuddannelse, der

blev ledet af biskop Shenouda,444 ETSC var det presbyterianske seminar med hyppigt

skiftende ledere, hvor man var ung, hvis man var under 70 år.445

Som en vesterlænding (med min egen protestantiske baggrund fra det europæiske kontinent), har jeg altid fundet den koptisk ortodokse

kirke i Egypten fascinerende. Man prøver igen og igen at forstå, hvad man ser – man læser bøger om det – og pludselig føler du, der er et

eller andet, en attitude, et klima, hele livsmønsteret med hen ved to tusind års historie bag og man forstår!

Der er så mange gamle kirkeruiner i forskellige dele af verden, som vi studerer med stor interesse og fascination, men her er der ikke blot

ruiner – der er gamle klostre ude i den egyptiske ørken, og når man besøger et par af dem, føler man de første sider af kirkehistorien blive

levende – man kan næsten se biskop Shenouda vandre ud af disse første sider! Der er liv og kontinuitet, og den kolde, analytiske vester-

lænding kan ikke forstå, hvad det hele drejer sig om!

Dagbogsblad, oktober 1970, EWN-RA, kasse 2


5.2.3 Biskop Shenouda og ortodoks spiritualitet

Det er interessant at se på den analyse, som EW fortog af biskop Shenouda og hele den

koptisk ortodokse kirke. Skarpsindigt så han ind bag facaden på denne kirke og fandt

de kræfter, som ikke blot styrede kirken i 1960’erne, men gør det den dag i dag:

”Den samme biskop Shenouda, som har tilbragt adskillige år som eremit i en hule i den

egyptiske ørken, og hvem man møder i det gamle ørkenkloster, er den samme, som er rektor

for the Theological Seminary i Cairo [CAS], har nu i adskillige år på CAS’s grund lige i

centrum af Cairo, holdt offentlige møder – han kalder dem bibeltimer – hver uge. For øje-

blikket har han to sådanne ugentlige aftenmøder med omkring to tusinde deltagere til det

første aftenmøde og omkring tre tusinde registreret til det andet aftenmøde – omkring fem

tusinde hver uge446. Efter aftenkurserne fortsætter han med personlige samtaler indtil ved

to-tre tiden om natten med sjælesorg for alle typer mennesker, som beder om hans åndelige

vejledning og velsignelse. Dette sker i det moderne Cairo, og man kan ikke undgå at notere

sig, at en meget stor del af deltagerne er unge mennesker under 30 år – mange af dem er

universitetsstuderende – og mange af dem er kvinder.

Hvad er det, der virkelig foregår her? Jeg stillede dette spørgsmål til en ung meget

levende og moderne koptisk teolog, som netop havde taget sin PhD ved Cambridge

på en afhandling om „A Survey of Sacramental Theology in the Coptic Orthodox

Church.”

Hans svar tog et par timer! Hans hovedpointe var, tror jeg, noget i retning af dette:

’Det er virkelig meget vanskeligt for enhver uden for den koptiske kirke fuldt ud at

forstå, hvad der sker her. Du må studere vores psykologi og hele vores historie. Du

må kende S. Antonius!! – den helt specielle antikke koptiske tradition for askese. Det

sande spirituelle liv, der er model og mål for alt liv, involverer virkelig en tilbagetræk-

ning fra verden (billedet af ørkenhulen og ørkenklosteret) – fra ægteskab, kærlighed,

forretningsliv, alt, som tilhører dette lavere, uhellige niveau, i hvilket almindelige

mennesker og almindelige kristne må leve. Den hellige person er ham, som trækker

sig tilbage fra alt dette, eller ham, som lever i det som om, han ikke levede midt i det.

Livet i sig selv – det almindelige liv med familie, børn, arbejde osv., er derfor ikke

en virkelig gave fra Gud, som du som kristen bør eller kan acceptere med glæde og

under ansvar over for Ham, men er snarere en binding, en fristelse (der har at gøre

med den gamle Adam!), som du i en vis forstand må bede Gud om tilgivelse for, idet

du forsøger at stræbe mod det hellige liv, fra hvilket du er – i det mindste i analysen

– konstant afskåret fra med disse bånd. Derfor udvikles der en psykologisk, nærmest

en psykopatisk stræben efter og et konstant behov for „åndelig vejledning“ og for en

åndelig velsignelse.’

Den unge koptiske teolog, med hvem jeg talte, er fast overbevist om, at det fundamentalt

er denne form for indre stræben, som ligger bag dette forbløffende fænomen, at tusindvis


Rektor for Coptic Orthodox Se-

minary var biskop Shenouda, der i

efteråret 1971 blev valgt som pave

Shenouda III og dermed åndeligt

overhovede for alle koptisk orto-

dokse kristne i verden


flokkes for at høre Shenouda disse aftener, om de endeløse samtaler og bøn om sjælesorg

og velsignelse. Han tilføjer hertil, hvad han kalder et „forfølgelses kompleks”, som, siger

han, har eksisteret af historiske grunde i den egyptiske kirke i århundreder, og som stadig

eksisterer. Han påstår, at dette kompleks næres og fremelskes af mange, mange præster, som

- formodentlig ubevidst – føler, at dette er en form for beskyttelse imod den store masse, der

er blandet med samfundet, og som er alt for åbent over for indflydelse andre steder fra.”447

Det er væsentligt her at sammenholde EW’s fascination over for denne gamle, auten-

tiske kirke, som har levet isoleret og derfor har kunnet bevare sit åndelige liv, med den

moderne kopters kritiske distance overfor, at biskop Shenouda, som den hellige mand,

derved får så stor en magt over kirkens almindelige medlemmer, at deres liv får karakter

af at være på et lavere niveau end de hellige mænds liv. Det er interessant at se, at der

sker præcist det samme inden for den koptisk ortodokse kirke med en niveaudeling,

som der var sket mellem muslimer og kristne, hvor det blot var de kristne, der blev an-

set som andenrangs mennesker. Derved forklares trangen til at konvertere. For nogles

vedkommende til islam. For andres vedkommende til de protestantiske kirker, hvor

man oplevede, at man kunne leve i højere grad som moderne mennesker.

5.2.4 Biskop Samuel

Over for biskop Shenouda, der var leder af præsteuddannelsen, stod en anden frem-

trædende koptisk biskop, Samuel.448 Han var kirkens ansigt udad til og plejede tætte

kontakter til såvel det politiske liv som WCC og internationale missionsselskaber. Han

var leder af kirkens nødhjælpsorganisation, og blev karakteriseret af EW som „den stort

smilende biskop Samuel.”449 Biskop Samuel sad ved siden af præsident Anwar Sadat,450

da denne blev myrdet ved et attentat i Cairo den 6. oktober 1981, og han blev selv dræbt

ved samme lejlighed.

Længe så det ud til, at valget ville komme til at stå mellem disse to biskopper, når der

skulle vælges ny pave for den koptisk ortodokse kirke. Ikke mindst biskop Shenoudas

bibeltimer kom til at betyde, at hans magt og indflydelse voksede i løbet af 1960’erne

og ved pavevalget i 1971 løb han af med sejren.

Biskop Samuel så tydeligt, at biskop Shenouda ville være en stærk kandidat til at blive

den næste pave for den koptisk ortodokse kirke. Derfor bekymrede det ham, at Shenou-

das baggrund var den tilbagetrukne tilværelse som ørkenmunk. Eksempelvis talte han

ikke andre sprog end egyptisk-arabisk. Derfor bad han EW om,451 at TEF kunne fi-

nansiere, at Shenouda blev sendt på en dannelsesrejse til teologiske uddannelsessteder

forskellige steder i verden – primært i den ortodokse del af verden. Desuden bad han

om hjælp til, at Shenouda fik lært engelsk!

Efterhånden som EW lærte biskop Samuel bedre at kende, kunne han se hans evne

til at indynde sig hos store internationale donorer for at få mest mulig hjælp til sine


projekter, hvortil EW føjede: „….jeg er ikke sikker på, at han er en mand, der har en

fuldstændig intetgritet…. men som er forskellig alt efter hvilken forretning, han er ude

i…“ EW forudså under sit sidste besøg i Egypten, at den gamle pave meget snart

ville dø, da han var alvorlig syg, og spurgte sig selv: „Vil vi så få biskop Samuel som

ny rektor for COS?”452

5.2.5 Forsøg på samarbejde mellem to konfessioner

Med sin økumeniske baggrund indkaldte EW under sit første besøg de to institutioners

lærerforsamlinger til et fælles møde, hvor man skulle diskutere TEF’s målsætninger for

den anden mandatperiode. Målsætningerne var udsendt på forhånd – og ingen havde

læst dem! EW havde taget to medarbejdere fra NECC med til at bistå sig ved dette

første møde med de egyptiske teologiske lærere. De var på forhånd meget nervøse for

mødet, som de frygtede ville komme til at fremstå som to skarpt adskilte grupper, der

ville stå med klare spændinger over for hinanden. Sådan gik det ikke. Mødet samlede

ca. 15 personer, og EW kunne i sin dagbog notere, at „atmosfæren var første klasses hele

vejen igennem.”453 Der var en levende samtale under mødet. Man fik lejlighed til bredt

at diskutere kravene til den teologiske præsteuddannelse i Egypten, og diskussionen

afslørede, at der ikke var nogen markant forskel mellem lærerne fra de to teologiske

institutioner. Som sagt var mødet forløbet i en god og åben atmosfære, og en af de

evangeliske lærere udtrykte det efterfølgende på denne måde: „Hvis dit besøg ikke har

afstedkommet andet, så vil dette møde være alt nok – det er første gang i mange, mange

år, at vi har haft mulighed for at mødes på denne måde!“ En af TEF’s prioriteter var at

skabe teologiske associations rundt om i regionerne. Derfor havde EW også tænkt over,

hvordan han skulle få præsenteret et forslag til, hvordan lærerne fremover regelmæssigt

kunne mødes på denne måde og drøfte den teologiske uddannelses fælles anliggende.

Men inden han nåede at stille sit forslag, tog en af lederne fra ETSC ordet og foreslog

det samme, hvilket straks blev accepteret fra koptisk ortodoks side. Alt udstrålede ara-

bisk imødekommenhed, og EW var lettet efter mødet. Det skulle dog vise sig at være en

imødekommenhed uden intention om opfølgning. Der skete ikke mere i den sag i den

tid, EW kom i regionen.

Det presbyterianske præsteseminar, ETSC, var grundlagt i slutningen af det 19. år-

hundrede af amerikanske missionærer. I begyndelsen havde den til huse i en båd på

Nilen, som sejlede rundt til byerne i Øvre Egypten, hvor de studerende kunne prøve

deres teologiske kræfter af som evangelister.454 Senere fik den til huse i Down Town i

Cairo, sammen med den presbyterianske kirkes hovedkontor. I 1928 flyttede ETSC til

sin nuværende adresse i Abbasiya.455

Konklusionen efter dette første møde i Cairo var, at EW havde en klar opfattelse af, at

standarden ved ETSC var elendig, hvorfor han ville prøve at få et møde med den pres-

byterianske missions leder, for at han skulle træde i karakter og overbevise seminarets

ledelse om at højne niveauet.456


Han var mere imponeret over COS, som han syntes indeholdt et potentiale, og som han

glædede sig til at se, hvorledes TEF i de kommende år kunne hjælpe.

I oktober 1965 var EW tilbage i Cairo. I mellemtiden var der overhovedet ikke sket no-

get af det, der var blevet lovet ham fra ETSC. Derfor havde han sendt dem – hvad han

selv kalder – et skarpt brev.457 Et møde med nogle amerikanske missionærer bekræf-

tede, at der var grund til dyb bekymring over det evangeliske seminar, men de samme

missionærer bad ham så mindeligt om at blive ved at komme, for derved at fastholde

samtalen med missionærer og lærere, for det ville være deres eneste chance for at ud-

vikle denne institution.

Ved det efterfølgende møde med lærergruppen blev hans bange anelser bekræftet. Man

havde ikke på nogen måde arbejdet med at sætte sig ind i, hvad TEF’s målsætninger

var, og hvad TEF kunne hjælpe med. Man betragtede dem groft sagt som et andet rigt

vestligt missionsselskab, som man kunne malke for penge. Derfor lagde de et projekt

på bordet til 35.000 USD til et nyt bibliotek, som man bad TEF om at betale. Hver

gang EW forsøgte at få en anden dagsorden bragt i spil, afbrød man ham. Man var kun

interesseret i TEF’s penge. Betal eller forsvind. Situationen blev endnu mere proble-

matisk, idet ETSC rent faktisk samtidig havde planer om at flytte fra Abbasiya til den

mere mondæne bydel, Heliopolis. Hvis TEF imod sit arbejdsprogram skød et større

pengebeløb i bygning af et nyt bibliotek, kunne det hele være spildt, hvis man alligevel

flyttede til en anden bydel. Til stor vrede for seminarets ledelse måtte EW derfor afvise

enhver tale om støtte til biblioteket.

5.2.6 De koptiske og islam

Herfra gik turen videre til COS og biskop Shenouda. Her oplevede EW igen, at der var et

anderledes perspektiv for institutionen, selv om denne også havde sine begrænsninger.

I sine samtaler med biskop Shenouda blev EW overrasket over, at man ved COS havde

en oversættelseskommission, som havde til opgave at oversætte kirkefædrene til ara-

bisk. Denne kommission havde allerede færdiggjort en hel del af det store materiale,

hvilket TEF’s komité for bøger til de teologiske uddannelsessteder intet kendte til. EW

fik nu formidlet, at man inddrog disse oversættelser i de oversigter, som TEF udsendte.

Et andet væsentligt spørgsmål, som EW bragte på bane over for biskop Shenouda, var

forholdet til islam. EW spurgte direkte, om der inden for de sidste 100-150 år havde

været nogen som helst form for fremskridt i dette forhold – altså om der fandt en

samtale sted mellem kristne og muslimer. Biskop Shenouda svarede, at det havde der

naturligvis ikke været! Hvad skulle en sådan samtale gavne? Men selvfølgelig blev der

undervist i islam på COS. Præsterne skulle jo ud og virke i menigheder, der var omgi-

vet af muslimer på alle sider. Derfor måtte de vide, hvad islam var. Og Shenouda fandt

faget så vigtigt, så han selv forestod denne undervisning. På EW’s spørgsmål om, hvilke

lærebøger man brugte, svarede biskoppen, at man brugte Samuel Zwemers bøger, der


var skrevet i tiden før Første Verdenskrig, og som repræsenterer et særdeles negativt

og konfrontatorisk syn på islam, og er skrevet ud af et helt andet verdensbillede. Dette

var i sig selv interessant, at man på dette koptisk ortodokse præsteseminar anvendte

denne konservative protestant. Da EW yderligere spurgte, hvorfor man ikke anvendte

Kenneth Craggs bøger, svarede biskop Shenouda, at ham kendte han ikke. Kenneth

Cragg havde på dette tidspunkt i flere perioder været en central figur i Mellemøsten,

bl.a. var han på dette tidspunkt generalsekretær for NECC, og hans forfatterskab var

allerede ganske omfattende. I perioden 1970-1981 blev Kenneth Cragg biskop ved den

anglikanske kirke i Cairo.458

Der skete dog noget gennem de år, hvor EW hyppigt besøgte Cairo. Da han var i byen

sidste gang i oktober 1970, få dage efter præsident Nassers død, kunne han konkludere,

at der var sket en udvikling. ETSC havde langt om længe nedsat en arbejdsgruppe,

som havde udarbejdet en plan for seminarets udvikling over de nærmeste år. Den var,

med EW’s ord, ikke god, men omvendt måtte man glæde sig over, at det var lykkedes

at få nedsat denne arbejdsgruppe, og at den var nået frem til et resultat. I planen var

indarbejdet, at man opgav at flytte seminaret til Heliopolis, og man fremlagde en plan

for fornyelse og udbygning af de eksisterende bygninger med et budget på ca. 5-6.000

Coptic Orthodox Seminary viser

den smukke ornamenterede,

arabiske byggestil


USD, hvilket TEF bevilgede. EW’s konklusion lyder: „Der er gjort en begyndelse. Der er

nedsat en komité for seminaret, og der er taget beslutning for seminarets udvikling. Men

det er pinligt klar, at hvis seminaret nogen sinde skal blive til noget, der bare ligner, hvad

det burde blive til, så vil det kræve en stor indsprøjtning af noget meget stærkt! Det vil, så

vidt jeg kan se, betyde indsættelse af en fuldtids rektor med lederskab, fantasi og energi, en

mand, der kan gøre et team ud af en temmelig konfus og demoraliseret lærerstab, og derpå

danne et fakultet af fem til seks fuldtids kvalificerede lærere. Hvis de over de næste 4-5 år

kan få det op at stå, tror jeg, de kan gå en god fremtid i møde.”459

5.3 liBANON

5.3.1 Et folkeligt og religiøst kludetæppe

Ved afslutningen af Første Verdenskrig fik Frankrig af Folkenes Forbund mandat over

Syrien og udskilte i 1920 et mindre vestligt område ud til Middelhavet med byerne

Beirut, Tripoli, Tyros og Sidon.460 I løbet af 1920’erne og 1930’erne enedes de forskel-

lige grupperinger om, at landet udgjorde en politisk enhed. Dette førte til dannelsen af

Den Nationale Pagt i 1943, der blev det uafhængige Libanons politiske fundament. De

to største grupperinger, de kristne maronitter461 og de muslimske sunnier, opgav ved

denne lejlighed at skade Libanons uafhængighed ved at søge hjælp hhv. fra Frankrig

og Syrien.

Landets befolkning er fordelt på 18 forskellige religiøse grupperinger, hvoraf de største

i dag er shiamuslimer, maronitter og sunnimuslimer. Hertil kommer drusere462, græsk-

ortodokse kristne, og armenske kristne, der for de flestes vedkommende var kommet

til landet i slutningen af Første Verdenskrig i forbindelse med det store folkemord på

armenierne. En del af armenierne slog sig ned omkring den gamle by Byblos, hvor

den danske missionær Maria Jakobsen463 grundlagde et skolehjem for armenske børn,

Fuglereden, drevet og støttet af Kvindelige Missions Arbejdere (KMA). En stor del af

Libanons undervisningssystem er kontrolleret af de forskellige religiøse grupper. Dertil

kommer mindre protestantiske kirker, der er resultat af vestlig mission fra slutningen

af det 19. århundrede.

„En herlig gruppe midaldrende og ældre amerikanske turister var med på flyet i dag fra Cairo til

Beirut – de talte alle meget højt om deres opdagelser, og hvad det betød. En venlig og „meget åben“

ældre amerikansk gentleman (omkring 65-70 år) sad ved siden af mig, og i en cirka fem minutter

lang elskelig (og høj) konversation med en egypter og en libaneser fortalte han, hvordan vi måtte

elske hinanden og nedbryde barriererne, og at det var, hvad Amerika forsøgte at gøre overalt i

verden, og hvorledes de, naturligvis, var turister, men i virkeligheden betragtede dem selv som

værende på en fredsmission i Mellemøsten. Well. Well.“

Dagbogsblad 9. oktober 1970 fra Beirut, EWN-RA, kasse 2


Libanons forfatning er fra 1926 og er senere blevet revideret, senest i 1990. Den lovgi-

vende magt ligger hos Nationalforsamlingen. På EW’s tid var styrkeforholdet i Natio-

nalforsamlingen 6:5 i kristent favør. I dag har Folkeforsamlingen 128 medlemmer, der

er ligeligt fordelt mellem kristne og muslimer efter nogle gamle folketællinger, hvilket

betyder, at præsidenten altid skal være en kristen maronit, mens premierministeren

altid skal være sunnimuslim. Pladserne i Nationalforsamlingen er nøje afstemt i hen-

hold til befolkningens sammensætning tilbage i 1932, da den sidste folketælling blev

foretaget. Det betyder, at Nationalforsamlingen ikke afspejler den virkelige aktuelle be-

folkningssammensætning.

Landet er lidt mindre end Danmark og har ca. 4 mio indbyggere, hvoraf det anslås, at

omkring en halv million er palæstinensiske flygtninge, hvoraf igen mere end halvdelen

bor rundt om i landet i flygtningelejre. I tiden frem til borgerkrigens udbrud i 1975

oplevede Libanon en kraftig økonomisk udvikling, der bl.a. var resultat af, at ved etab-

leringen af staten Israel blev Beirut finansielt centrum mellem den arabiske verden og

Vesten. Det lykkedes for landet indtil slutningen af 1960’erne at holde sig uden for den

israelsk-arabiske konflikt, men i 1970 blev mange palæstinensere udvist fra Jordan og

slog sig ned i Libanon, ligesom den palæstinensiske befrielsesorganisation (PLO) i 1970

Gadesælger i Beirut – EW så ud-

fordringen til præsteuddannelsen

i et muslimsk land. Det handlede

om at studere kristendom og

islam i deres religionsteologiske

forhold til hinanden.


flyttede sit hovedkvarter til Beirut, hvorefter Libanon mere og mere blev involveret i

konflikten, hvilket vanskeliggjorde det traditionelle samarbejde mellem maronitter og

sunnimuslimer. De voksende spændinger mellem disse to største grupper i Libanon

førte frem til den lange og opslidende borgerkrig i 1975-1990, der skønnes at have

kostet omkring 150.000 mennesker. I 1989 blev der i Saudi Arabien indgået en for-

soningsaftale mellem medlemmer af Nationalforsamlingen, der året efter blev tiltrådt

af de kæmpende militser. Siden 1990 har der hersket fred i landet, men situationen er

særdeles sårbar, hvilket bl.a. kom til udtryk i februar 2005, da premierminister Rafiq

Hariri,464 blev dræbt i Beirut ved en bilbombe. Syrien blev beskyldt for at stå bag mor-

det, som aldrig officielt er blevet opklaret, men det førte til, at Syrien måtte trække sine

besættelsestropper ud af Libanon, efter at de havde været i landet siden afslutningen på

borgerkrigen – i visse områder af landet havde de syriske tropper faktisk været siden

1976. Og i sommeren 2006 udbrød der en væbnet konflikt mellem Israel og Hizballah,

i det sydlige Libanon, der er støttet af Syrien og Iran. Efter omfattende ødelæggelser

endte konflikten med en våbenhvile, der kom i stand efter pres fra det internationale

samfund. Konflikten øgede befolkningens modstand mod Israel og øgede opbakningen

til Hizballah, der uofficielt i dag skønnes at have omkring en million tilhængere. Men

da Hizballah, der er shiamuslimsk, ikke er repræsenteret i Nationalforsamlingen i et

forhold, der svarer til denne opbakning, afspejler det, hvor spinkelt den demokratiske

situation er i landet.

5.3.2 Near East School of Theology

Erik W. Nielsen overtog arbejdet i Libanon efter Charles W. Ranson, der havde bevilget

et „major grant“ til Near East School of Theology (NEST), der var en fælles præsteud-

dannelse for de protestantiske kirker i Syrien og Libanon. Man var i fuld gang med at

planlægge bygningen af en helt ny og stor bygning i det centrale Beirut, der skulle huse

såvel undervisning som kollegium for de studerende. EW’s dagsorden i Beirut var altså

ikke, om man skulle bygge denne nye bygning, for man var allerede i gang, og grunden

var allerede udgravet, selv om man ikke havde finansieringen på plads og heller ikke

fik den i EW’s tid. Derfor omtalte han ofte byggesagen som „hullet i jorden!”465 Bygge-

riet blev gennemført med betydelige budgetoverskridelser (ca. 70.000 USD)466, og man

kunne flytte ind i efteråret 1971.

Da byggeriet ikke stod til diskussion, tog EW fat på det indholdsmæssige i forbindelse

med NEST. Ved sit første besøg i februar 1965 stillede han skolen og dens ledelse over

for spørgsmålet om, hvordan den opfattede sig selv placeret netop på dette sted i en

muslimsk kontekst. I samtaler med forskellige kirkeledere og teologiske lærere kunne

han konstatere, at situationen rundt omkring i regionen var, at de studerende, inden de

begyndte på deres teologiske uddannelse, allerede havde haft kontakt med islam idet

det gymnasium, de havde gået på, var en regeringsskole, eller en skole der endte med at

give et eksamensbevis fra regeringen. Det ville betyde, at de studerende derfor allerede

havde lært arabisk, ligesom de havde mødt muslimer som klassekammerater. Men han

Near East School of Theology

indviet i efteråret 1971 er bygget

med støtte fra TEF – EW prøvede

– forgæves – at få skolen til at

udvikle sig til en international

skole med fokus på studiet af

forholdet mellem kristendom og

islam – foto: NEST


„Ankom søndag eftermiddag fra London. Intet at se på Beirut lufthavn efter Israels angreb for

nogle uger siden. Alt normalt igen – tilsyneladende, men vist desværre kun på overfladen. Der er

i øjeblikket politisk krise; intet kabinet funktionerer for tiden ….. kun præsidenten fungerer; man

forsøger stærkt at danne en ny regering, men hidtil ikke lykkedes. Årsagen til regeringskrisen ligger

i Israels angreb: vrede og utilfredshed over, at forsvaret åbenbart var i uorden, at man intet kunne

gøre for at opdage angrebet i tide. Det er vanskeligt at undgå indtrykket, at Israel har begået en

kæmpe dumhed ved det angreb. Hvad de har opnået er at forene kræfterne og styrke modstanden

fra arabisk side. Der er i øjeblikket strejker på universiteter og skoler, hvor ungdommen forlanger

styrkelse af forsvaret, indførelse af tvungen militærtjeneste i Libanon. En af lederne, som søger

at danne regering, siger at hans program er baseret på tvungen militærtjeneste, styrkelse af for-

svaret, nyt militærbudget og nært samarbejde med de klart arabiske stater. Efter sigende fra et

par venner her er den arabisksprogede presse helt anderledes skarp end den engelsksprogede.

Her taler man (i den arabiske presse) klart om modstand, angreb osv. – og mener det. Den kristne

befolkning (både protestanter og ortodokse – tilsyneladende) er i en vanskelig situation. De er

stort set ikke mere forelskede i israelerne end den muslimske befolkning, men de er bange for en

militarisering af landet (hvad fører det til? – andet end endnu større chancer for konflikt? – og det

vil betyde vanskeligheder for landets økonomi – og det vil umuliggøre betydningen af Libanons

stilling som stort set neutral, som et slags Nærøstens Schweiz) – det bringer dem ind i konflikter

ikke blot med muslimerne, men meget ofte med deres egne unge, som tager den aktive stilling på

universiteter og skoler.

Tilsyneladende endnu ikke muligt at se noget virkeligt klart billede – meningerne er delte, men

alle er bange for fremtiden – synes mere eller mindre sikre nu (efter Israels angreb), at den eneste

virkelige udvej er direkte krig igen, snart eller senere.

Der er tydeligt pres fra Egypten (som ikke er alt for ked af, at Libanon viste sig ude af stand til at

modstå angrebet fra Israel – altså i samme situation som Egypten tidligere). Man anklager – fra

egyptisk/arabisk side – også Libanon for at leve højt på international sikkerhed, ikke mindst vest-

lig; man presser på for en kontrolleret handel (som man har det i Egypten), som altså skal sikre

begrænsning af handel med uønskede lande, gøre det til en direkte del af det politiske billede – alt

sammen helt imod Libanons handelsmæssige tradition, men adskillige mener, at resultatet af

Israels angreb uundgåeligt vil føre i den retning, mere eller mindre radikalt.“

Dagbogsblad, 14. januar 1969 fra Beirut, EWN-RA, kasse 2


konstaterede samtidig, at lige så snart de kom på NEST, så forsvandt denne forbindelse.

Derfor udfordrede han NEST til at tage islam ind i undervisningen på et højt fagligt

niveau, fordi de præster, der blev uddannet fra NEST måtte formodes at komme til at

virke i en udbredt muslimsk kontekst. Yderligere udfordrede han i denne sammenhæng

NEST til også at arbejde teologisk med forholdet til det moderne arabiske liv i Mellem-

østen, hvor man tog opbruddet i arabisk kultur fra bondesamfund til industrisamfun-

det og den nye sekularisme alvorligt. EW så frem til, at der ville komme noget positivt

ud af disse drøftelser, der blev fulgt op med, at man nedsatte et udvalg af nøglepersoner

fra såvel protestantisk som ortodoks side.467

Der var en lydhørhed for at arbejde med EW’s udfordringer, og da han året efter be-

søgte Libanon, kunne han notere sig: „Jeg ser ikke så mystisk på NEST’s fremtid, som jeg

gjorde tidligere, og jeg tror virkelig, der er mulighed for at udbygge noget her, og at man

ikke stiller sig alt for afvisende over for dem, men snarere virkelig prøver at hjælpe dem;

der er ingen tvivl om, at der er fremragende folk på fakultetet – både højt kvalificerede folk,

men også folk, som er parate til at tænke fremefter i virkelige frugtbare eksperimenter.”468

Jo mere han tænkte over NEST’s fremtid, jo mere følte han, at der var tre hovedmulig-

heder, der forekom ham at være:

„At man konsekvent accepterer den lokale situations begrænsninger (både talmæssigt og

kvalitetsmæssigt) og siger, at NEST primært skal være simpelt hen en lokal skole, som skal

arbejde med at uddanne præster for de lokale kirker primært i Syrien og Libanon. Der er,

så vidt jeg kan se, det element af realitet i den mulighed, at for så vidt det drejer sig om

den almindelige præsteuddannelse, tror jeg ikke at NEST i virkeligheden vil have megen

mulighed for at gå ud over Syrien og Libanon i hvert fald her i Nærøsten – Egypten vil

vanskeligt være i stand til at sende studenter hertil, og de har deres eget ETSC – Iran vil

sandsynligvis arbejde med linjer øst over med forbindelser til Pakistan og evt. Indien

snarere end med forbindelseslinjer til den arabiske verden. Alligevel kan jeg ikke se rettere

end at den mulighed er forkert. Det kunne måske have været en mulighed for adskillige år

siden, da NEST endnu ikke havde begyndt på den senere udvikling, men jeg er temmelig

sikker på, at selve TEF’s tilskud i virkeligheden har sat en konsekvent stopper for dette.

Den yderliggående modsatte mulighed ville være konsekvent at sige, at dette er primært

en international skole, som tilfældigvis er blevet anbragt i Nærøsten. Det ville samti-

dig kunne kombineres med, at man naturligvis ville tjene de lokale kirker i Syrien og

Libanon – altså på et lavere akademisk plan uddanne de præster, der er brug for, men

at skolens egentlige formål ligger på et andet plan. Så vidt jeg kan se, er der i øjeblikket

masser af tendenser, der virker i den retning, og så vidt jeg kan se, har de amerikanske

presbyterianere i virkeligheden lang tid før TEF’s tilskud begyndte, rent faktisk lagt

grundlaget for en sådan internationalisering af skolen – f.eks. ved faktisk at bygge en

amerikansk studieplan op med stærk tilknytning til … Det Amerikanske Universitet.


En tredje mulighed vedrørende NEST’s fremtidige totalsigte vil skulle tage i betragtning

både den umiddelbare opgave over for de lokale kirker i Syrien og Libanon og samtidigt

tage alvorligt, at man har et videre sigte, et mere internationalt sigte, og et sigte, som vir-

keligt kræver og forlanger den bedst mulige akademiske kvalitet. Ville det være muligt

at betragte NEST’s egentlige formål at være en protestantisk, teologisk skole bevidst i

en muslimsk kontekst? Jeg ved, at det lyder temmelig vagt, og måske er vagt, og alligevel

er der noget her, som jeg tror er værd at arbejde med. Det ville give den internationale

sammenhæng, altså sådan at forstå, at man tager alvorligt, at man arbejder med folk fra

forskellige dele af kloden, men hele tiden i denne muslimske kontekst. Det ville række

over hele Nærøsten indtil Pakistan, evt. Indien og Indonesien, og det ville række til

Afrika, i hvert fald Øst- og Nordafrika, hvor der en muslimsk sammenhæng. Hvad jeg

tænker på, er ikke simpelt hen opbygningen af en islamisk afdeling, som man har det

i øjeblikket, det betyder primært studiet af islam, men jeg er ude efter noget mere – et

forsøg på en hel teologisk skole i en bevidst muslimsk sammenhæng, sådan at forstå, at

man arbejder med Ny Testamente, etik, systematik osv., idet man er sig bevidst, at man

hele tiden står i en samtale med islam. Der er så vidt jeg ved, ikke et eneste sted på klo-

den, hvor der findes et teologisk college, som virkelig for alvor forsøger at tage alvorligt,

at man arbejder med islam.469

Det sidste punkt hænger nøje sammen med TEF’s formål om at skabe indigeneous

teologi. Her var chancen til at skabe en skole, hvor man ikke blot studerede islam med

henblik på at forstå, hvad det var for en religion, men studere teologi i en tæt kontek-

stuel samklang med islam og lade mødet med islam få indflydelse på hele den teologi-

ske konception af de bibelske skrifter og de systematiske fag. I virkeligheden tog EW på

dette punkt afsæt til at videreudvikle indigeneous teologi til kontekstuel teologi.

Dette forslag blev aldrig til noget. Man fik – og har – en afdeling for studiet og under-

visning i islam. Men længere kom man ikke. På den måde forblev skolen et spejl af den

klassiske vestlige teologi.

Det endte med, at NEST lagde sig på en linje som en lokal skole for uddannelse af præ-

ster til de protestantiske kirker i Syrien og Libanon. Det internationale fik skolen ved at

åbne for kurser for vestlige studenter og præster, der her kunne få et dybere kendskab

til islam. På dette område arbejder NEST i dag sammen med Danmission.

5.3.3 ATENE

Ved siden af arbejdet med NEST gik EW i gang med at implementere TEF’s øvrige mål-

sætninger i Libanon i forbindelse med NEST, samtidig med at der blev lagt pres på ham

fra Libanons gamle ortodokse kirker om også at tilgodese det græsk ortodokse univer-

sitet i Balamand nord for Beirut. Dette projekt alene var budgetteret til at ville koste en

halv million amerikanske dollars, hvilket altså var en ganske betydelig del af hele TEF’s

budget. EW modstod presset, og de græsk ortodokse måtte finde finansieringen blandt

deres venner ikke mindst i USA. Da EW i 1967 besøgte Libanon kunne han konstatere,


at byggeriet i Balamand var i fuld gang, og han endte med at bevilge 2.000 USD til

udarbejdelse af en grundlæggende liste for det kommende bibliotek på Balamand.470

Allerede ved sit første besøg i Libanon i februar 1965 tog han kontakt til lærere på Det

Amerikanske Universitet i Beirut med henblik på at skabe forståelse for dannelsen af

en sammenslutning af de teologiske lærere og uddannelsessteder i Mellemøsten for at

styrke den faglige bevidsthed og diskussion. Det var en fortsættelse af de initiativer,

som vi har set, han satte i gang i Cairo på samme rejse.

Det lykkedes rent faktisk at skabe denne organisation med en del diplomatisk snilde.

Navnet på sammenslutningen blev ATENE (Association for Theological Education in

the Near East) og den eksisterer stadig.471 Efter tre år kunne EW gøre status for ATENE

og konstatere, at med hensyn til teologi og teologisk uddannelse ville der lang tid frem-

over være store problemer. „Det er klart, at gennem ATENE’s arbejde over de sidste tre år

er der allerede opnået en del. Der er en organisation, en struktur og et apparat, og inden for

denne struktur er der mennesker fra de forskellige teologiske skoler og derfor også fra de for-

skellige teologiske traditioner, som mødes og lærer hinanden at kende, og de begynder (men

formodentlig kun begynder) at diskutere teologiske spørgsmål sammen. Men de forsøger

formodentlig ganske rigtigt ikke at tage spørgsmål op, som rummer de største uenigheder.”

Det forhindrede dog ikke, at der opstod kraftige divergerende opfattelser med hensyn

til den historisk kritiske læsning af de bibelske skrifter mellem de konservative og mere

liberale lærere, ligesom forholdet til Kalkedon472 kom i fokus i drøftelser mellem kop-

tisk ortodokse og de fleste af de andre kirkehistorikere.473

ATENE gav anledning til en vis glæde hos EW over, at det var lykkedes at danne denne

sammenslutning af teologer og teologiske institutioner i Mellemøsten, men det for-

hindrede ham dog ikke i også ved samme lejlighed at udtrykke en vis bekymring for,

om det nu også ville blive den ønskede organisation, eller det hele ville ende i storslået

repræsentation uden indhold. Det sidste gav han udtryk for i forbindelse med, at han

havde deltaget i en reception i ATENE i Libanon afholdt i forbindelse med indsættelse

af en daglig leder, betalt af TEF. „Det var bestemt en imponerende forsamling med folk

fra Southern Baptist School som ansvarlige og med ret så anseeligt et antal af forskellige

typer af romersk katolske og ortodokse deltagere. Når jeg tænker tilbage over situationen

for tre-fire år siden, er det klart, at noget ganske enestående er blevet skabt. Der er ingen

tvivl om, at ATENE i dag har en imponerende bred økumenisk position – måske bredere

end nogen anden økumenisk organisation her i regionen. Og ATENE er så at sige sat på

kortet som en faktor, man tager hensyn til. …. På samme tid er der noget i billedet, der

bekymrer mig på en eller anden måde …. Jeg har hele tiden understreget, at ATENE skulle

være en funktionel organisation og ikke en økumenisk organisation – med andre ord, at

det primære formål er ikke at bygge en økumenisk sammenslutning op eller skabe en ny

økumenisk platform, men direkte at arbejde med den teologiske uddannelse og understrege

en fornyelse af den teologiske uddannelse. Ethvert økumenisk aspekt skulle betragtes som


en sidegevinst – ikke som formålet. Det vil næsten være umuligt ikke at ende i en sådan

økumenisk paraply, når man spænder over så forskellige og stærke meninger fra de romersk

katolske til Southern Baptist.”474 Hvad EW frygtede var, at ATENE skulle blive reduceret

til en kirkelig magtfaktor, hvor de mellemøstlige kirker ville kappes om at få magt over

organisationen, der derfor ikke ville få nogen betydning for udviklingen af den teolo-

giske uddannelse i regionen.

5.4 iNDiEN

5.4.1 Serampore

Indien var ikke som Mellemøsten et ukendt område for Erik W. Nielsen, da han 1964

tiltrådte sin stilling i TEF. Allerede som student havde han skrevet speciale om forhol-

det mellem mission og koloniherredømme i Indien i det 19. århundrede. Og som ge-

neralsekretær i DMS havde han flere gange besøgt Indien i tiden mellem 1959 og 1964.

Den danske mission i Indien går tilbage til 1705, da den danske konge, Frederik IV

udsendte de to første missionærer til kolonien Tranquebar på Sydindiens østkyst. Frem

til 1847 forestod den danske stat missionen i Tranquebar, hvorefter den overgik til det

tyske missionsselskab, Leipzigermissionen.475 I 1863 brød en af de tyske missionærer

Lidt uden for Calcutta ligger

Serampore university med denne

nyklassicistiske bygning fra 1821

tegnet af den danske arkitekt

C. F. Hansen og bygget med bl.a.

materialer fra det nedrevne Hirch-

holm (Hørsholm) slot – foto: H. E.

Sørensen


med Leipzigermissionen og tilbød at træde i DMS’s tjeneste. DMS arbejdede i Syd Ar-

cot distriktet i delstaten Tamil Nadu, hvilket blev indledningen til den nuværende Arcot

Lutheran Church.

I den anden af de danske kolonier i Indien, Serampore nær ved Calcutta, kom der ikke

nogen dansk mission, idet den danske regering overgav retten til mission til et britisk,

baptistisk missionsselskab476 under ledelse af den navnkundige William Carey.477 Men

der kom dog et dansk islæt i missionen i Serampore, idet Frederik VI i 1827 gav univer-

sitetsstatus til „The College for the Instruction of Asiatic and Other Youth in Eastern

Literature and European Science in Serampore,”478 der var oprettet af det britiske Bap-

tist Missionary Society, der siden 1799 havde haft ret til at drive mission i og ud fra

kolonien Serampore. Dette college var oprettet til at forestå oversættelse af Bibelen til

en lang række asiatiske sprog fra sanskrit til kinesisk. I 1818 ansøgte man den danske

konge, Frederik VI, om tilladelse til også at oprette et missionskollegium i Serampore,

hvilket man fik lov til på betingelse af, at der blev undervist i andet end teologi. Der

skulle bl.a. være mulighed for at studere sprog og naturvidenskab. Carey udarbejdede

herefter en plan for den kommende undervisning, og i 1820 gav kongen sin endelige til-

ladelse. Året efter blev grundstenen lagt til den store hovedbygning, der stadig står som

en dansk nyklassicistisk arkitektonisk perle479 midt i det indiske landskab nær Hooghly

River. Det var denne institution, der 1827 fik universitetsstatus, i øvrigt som det første

universitet i Indien. Og den dag i dag er det stadig det eneste indiske universitet, der

har eksamensret i teologi, hvilket betyder, at alle indere, der tager eksamen fra et af de

teologiske uddannelsessteder i Indien skal aflægge eksamen efter Serampores retnings-

linjer og får et eksamensbevis fra Serampore.

5.4.2 Bangalore

Et andet af de markante teologiske uddannelsessteder er United Theological College

(UTC) i Bangalore i det sydlige Indien. Dette college blev oprettet af en række mis-

sionsselskaber og kirker i 1910. En af hovedkræfterne bag oprettelsen af UTC var den

danske teolog L. P. Larsen480, der også var den første rektor for UTC i årene 1910-1924.

„Det er egentlig fantastisk, hvad der er blevet bygget her, siden jeg var her sidst – dels for penge

fra TEF (Bangalore fik et af disse Major Grants) – og dels med penge andre steder fra. Der er blevet

bygget nye fakultetsbygninger – der er blevet bygget sovesale, og der er blevet bygget en kæmpe

stor Assembly Hall med administrationsafdeling og klasseværelser ovenpå. Denne Assembly Hall

har nu, desværre, indskrevet over hovedindgangen med store guldbogstaver „Charles Ranson Hall”.

Jeg må indrømme, at det gav mig lidt af et chok, da jeg så det, og jeg begriber ikke, at Charles Ran-

son har været så naiv, at han har tilladt sit navn at blive brugt på den måde. Det er så helt åbenbart,

at inderne her faktisk griner ad det. Det har bestemt ikke hjulpet TEF’s navn og har sandelig heller

ikke hjulpet Charles Ransons navn.”

Dagbog 28. februar 1965, EWN-RA, kasse 2


I den tid, EW var ansat dels som generalsekretær i DMS og senere i en del af hans

TEF-periode, var den danske missionær Kaj Baagø ansat ved UTC som professor i kir-

kehistorie, og som tidligere nævnt havde Baagø modtaget midler fra TEF til dels at mi-

krofilme europæiske missionsarkiver vedr. Indien, dels til udgivelse af en antologi over

kristen indisk teologi. UTC havde fået et „major grant“ under EW’s forgænger, Charles

Ranson, og ved EW’s første besøg i Bangalore, efter at han havde tiltrådt sin stilling i

TEF, så han resultatet af denne bevilling.

Bangalore ligger langt fra Hundborg og Thy, og Janteloven er ikke oversat til nogle af

de indiske lokalsprog. Derfor blev det et kultursammenstød for EW at opleve, hvordan

man i Indien elsker at sætte tavler på alle mulige bygninger og opkalde dem efter en el-

ler anden vestlig missionssekretær eller bestyrelsesformand. Den samme skæbne skulle

overgå EW fire år efter hans død. Da kunne rektor for det teologiske college i Madurai i

Sydindien glad skrive til Marie, at man i ærbødighed for EW’s arbejde for skolen havde

kaldt en ny bygning: „Eric W. Nielsen Block”.481 Ak, ja – det var jo virkelig venligt ment,

men brevet blev forhåbentlig ikke sendt med luftpost, for så ville EW uden tvivl have

sagt mærkelige ting i sin himmel.

I øvrigt forekom det ham, at der var en alvorlig svaghed ved den bygning, som TEF

havde været med til at finansiere. Der var plads til mange studenter i det nye kollegium,

men der var kun én afdeling til syv gifte familier, hvilket efter EW’s mening var alt for

lidt. Og endnu værre fandt han det, at UTC overhovedet intet gjorde for studenternes

koner. Der blev holdt forelæsninger om kristen etik og synet på familien, men det blev

på et teoretisk, akademisk plan. Man gjorde intet for konerne, der mere eller mindre gik

for lud og koldt vand. EW påtalte dette problem, hvor han kunne komme af sted med

det, og „jeg har tænkt mig at blive ved med at hamre på det spørgsmål, da det, for mig

at se, er en afgørende svaghed i UTC.”482

5.4.3 Assam

Den indiske delstat Assam udgjorde et kapitel for sig. Her i disse bjergegne havde hin-

duismen aldrig fået fat blandt stammefolkene, ligesom kastevæsnet af samme grund

ikke spillede nogen rolle. I februar 1966 fik EW en særlig tilladelse til at besøge dette

område. Det blev en meget anstrengende tur, der startede ved midnatstid fra Seram-

pore og med bil til Calcuttas lufthavn. Herfra fly til Assam, hvor han landene midt

om eftermiddagen. Så med taxa op i bjergene til den lille teologiske skole, hvor mødet

skulle holdes. Hertil nåede han klokken otte om aftenen og gik straks i gang med at

holde møde med de fem mennesker, der sad og ventede på ham. De repræsenterede tre

forskellige teologiske skoler i Assam og var kommet for at tale med ham. Mødet slut-

tede ved midnatstid. Næste morgen op igen klokken fem – og tilbage til Serampore!483

Det var oplagt, at den teologiske uddannelse var en væsentlig nødvendighed – men

hvordan? Der var tre institutioner i dette område med ca. 100 studerende. De to af sko-


„I Assam er det hovedsageligt stammefolk (hinduismen har aldrig slået virkelig rod her, og kastevæsenet spiller

ingen væsentlig rolle) og bjergfolk, og inden for de sidste ca. 50-60 år er kirkerne vokset med eksplosionsagtig fart.

Der er områder, som er reelt kristne – med 80-95% af befolkningen kristne; i andre områder regner de med en årlig

numerisk vækst på 5-10.000. Der er meget få udenlandske missionærer i området, og det allermeste er i hænderne

på assameserne. Samtidig tror jeg (så vidt jeg kan forstå på samtaler og rapporter her), at man i væsentlig grad står

over for en krise – i nogen grad netop på grund af denne hurtige vækst. Den gamle indgroede animisme (i en eller

anden form) ligger lige under overfladen. Jeg fik et interessant eksempel på det i samtale med en lærer fra Jorhat;

man holder traditionelt en meget mere stram søndag; intet arbejde af nogen art er tilladt; man må ikke rejse på en

søndag – kun hvis man samme søndag kommer tilbage til samme udgangspunkt – hvis tyve forsøger at røve kvæg

eller korn fra markerne, kan man på en søndag ikke forhindre det. Læreren, som er født herude og har haft adskillige

år her, har hele tiden troet, at dette kom fra de gamle strenge missionærer. Han fortalte mig, at det kun var ca. tre

måneder siden, han opdagede den egentlige baggrund, nemlig, at det ganske simpelt var alle de gamle tabuer, som

de kristne har overført til søndagen og samlet på denne dag. Derfor tør de ikke lave noget som helst på en søndag.

Et andet eksempel hørte jeg. I en landsby ikke langt fra Jorhat har den kristne menighed haft et vanskeligt problem.

De onde ånder „forvandlede“ nogle mænd til aber, og som aber løb disse mænd rundt og ødelagde afgrøden, brænd-

te huse osv., hvad skulle man gøre? Læreren tog derud. Menigheden var ganske forvirret, men ikke fordi der var

onde ånder, men fordi, som menighedens ældste sagde det: „Vi ved, at onde ånder kan forvandle folk til tigre, men

vi har aldrig hørt, at de forvandlede mennesker til aber“ – det var sagen! Det hele er jo heller ikke mere end 50-60 år

gammelt, og samtidig er befolkningen (efter fleres udsagn her) stærkt bevægelig, følelsesbetonet, og en kristen

vækstsituation som denne her tiltrækker jo naturligvis og bedrøveligvis alle mulige andre; yderliggående pinsefolk

og andre mindre grupper (ofte en slags én mands missionær fra Amerika) flokkes om fadet, og nogle af dem arbej-

der ganske bevidst – og med betydelige pengemidler på at slippe kirkerne (og tilsyneladende med noget held).

Fællesbrev februar 1966, til venner og kolleger, EWN-RA, kasse 2

Den gamle danske koloni Seram-

pore ligger smukt ved Hooghly

River – morgenstemning ved

floden


lerne var i en ynkelig forfatning, men den tredje, som havde fået støtte fra Amerika var

i fin stand. EW afviste, at TEF ville skyde penge i bygninger, selv om det var tiltrængt.

Han henviste dem til at søge hjælp andre steder. Men han ville gerne være med til at

udvikle skolerne, og han så straks, at det mest afgørende spørgsmål, som rejste sig, var

spørgsmålet om, hvilke type præster man skulle bruge i disse kirker. Skulle det være

heltids eller halvtids? Hvad var de egentlige problemer i disse stammekirker, som den

teologiske uddannelse skulle hjælpe præsten til at forstå og tage stilling til? En ting stod

klart for ham: man skulle ikke ved en fremmed, vestlig uddannelse gøre disse præster

fremmede for den kontekst, de en dag skulle arbejde i som præster.484

5.4.4 Madurai

Madurai ligger i den sydlige del af delstaten Tamil Nadu. I byen ligger et af Indiens

største templer, der gør byen til mål for mange pilgrimme fra hele Indien. Også her

arvede EW et projekt til en præsteskole. Interessenterne her var den økumeniske kirke,

CSI, samt de to lutherske kirker, ALC og TELC.485 Af disse var CSI den store – og domi-

nerende. Det vanskeliggjorde forhandlingerne, som stort set var gået i stå, da EW trådte

ind på scenen.486 Det var tydeligt, at der var en magtkamp mellem især CSI og TELC.

ALC’s præsident Dorairaj Peter487 var formand for planlægningskomitéen og „sad som

en lus mellem to negle.“ EW så det som sin opgave at få de stridende parter på talefod

og gøre dem klart, at han ikke ville komme med en færdig løsning udefra. Dog stillede

„Om eftermiddagen med futtog til Madurai fra 12.30 til 7 – lang, trist, modbydelig varm tur. Ved hver eneste station en sværm af elendige,

fattige tiggere – nogle af dem spedalske. Der er to andre i 1. klasses kupeen – begge indere. Den ene stikker en mønt ud til en hånd – straks

er der 10 andre hænder. Han ryster bedrøvet og opgivende på hovedet og siger med et lille trist smil: „It is so hopeless – what is our fu-

ture?“ I Madurai er der uden for stationen et par grupper tiggere, alle små børn fra 4-13 år. Nogle lidt større drenge (6-10 år) har sluttet sig

sammen om en blind dreng – han er hoved tiggeren – de leder ham rundt; det samme laver en anden gruppe. En enkelt lille spinkel knægt

(ca. fem år) er alene; de andre skubber ham bort. Han er hverken blind eller krøbling; han er bare fattig og bange. Han forsøger grædende at

komme til også.

Jeg vænner mig aldrig til det. Og der var andre blødhjertede, naive missionærer, som aldrig vænnede sig til det, og som derfor hjalp så-

danne børn (i stedet for at fotografere dem med forbandede apparater som mit eget, der koster mere end den knægt vil tjene i 25 år) – tog

dem til sig, - og gjorde dem afhængige af sig og derfor endte med at blive ofre for gavmildhedens og kærlighedens afhængighed. „Det er

saligere at give end at tage“ – hvor ofte har jeg stødt mig på det ord! Vi bruger det – også i mission – som de riges, de bedrehavendes og

bedrevidendes sikre given til „de fattige“ – og hvor meget af det er en parodi på den virkelige, forfærdende dybde i det „at give”? Vi kan

give alt – undtagen det virkelige fællesskab, skæbnefællesskabet – lidelsens fællesskab. Men hvad andet kunne de gøre, de kære menne-

sker, vi kritiserer så stærkt? Jeg aner det ikke og tror ikke på nette teologiske rationaliseringer her; men det har noget at gøre med korset,

som jeg slet ikke forstår dybden af…“

Dagbog 3. marts 1965, EWN-RA, kasse 2


han i udsigt, at man kunne komme i den situation, at man måtte acceptere, at man ikke

kunne nå til enighed om at have ét fælles college, men måtte indstille sig på at skulle

oprette to colleges. Møderne fandt sted i Madras, hvor EW boede hos sin gode ven, bi-

skop Lesslie Newbigin, hvilket betød, at disse to mænd havde en mulighed for at drøfte

sagen, uden at der var indiske ører, der lyttede med. Lesslie Newbigin var optaget af, at

man skulle nå til en løsning, hvor man blev enige om at oprette et fælles college. Ved

mødet i marts 1965 nåede man ikke længere end til at afklare de forskellige spørgsmål,

der var til forhandling, samt det ganske væsentlige: at få genoptaget forhandlingerne,

og EW kunne skrive til Marie, at „jeg tror det er et skridt fremad.”488 Da han året efter

besøgte Tamil Nadu var situationen stadig, at CSI var den dominerende part, men nu

var der rakt en forsonende hånd ud mod TELC og ALC, som han håbede, at de ville tage

imod. Da inderne ikke selv var kommet frem med nogle forslag til den fremtidige pro-

cedure, afslog han at deltage i møder med parterne, som han insisterede på skulle løse

problemerne selv.489 Derfor måtte EW tage „et par skrappe samtaler”490 med biskop

Lesslie Newbigin, før det virkelig gik op for biskoppen, at han måtte gøre en indsats for

at få CSI til at give afkald på deres dominerende attitude og sikre, at forhandlingerne

kom ind i en god gænge. Det hjalp. Og i november kunne EW konstatere, at „der er in-

gen tvivl om, at Lesslie Newbigin har betydet meget her….”491 Det betød, at der nu kom

et gennembrud i forhandlingerne, og man fik lavet vedtægter og udarbejdet tegninger

for det kommende byggeri. Der var stadig vanskeligheder, men nu troede EW på, at

man ville nå et resultat.

I den sydindiske tempelby, Madu-

rai, var EW med til at etablere

Tamil Theological Seminary, som

Danmission også i dag arbejder

sammen med. Foto: Agnete Holm


Men ét var vedtægter og bygninger, noget andet var undervisningens indhold. Det var

unægtelig noget, der lå EW’s hjerte nærmere. I den forbindelse havde han den fordel,

at der ikke var en skole i forvejen med en indgroet tradition, sådan som han havde

været oppe imod de andre steder, han arbejdede. Det betød, at han fik mulighed for at

præge beslutningerne i retning af, at man ikke bevidstløst kopierede Vestens teologiske

undervisning, men kunne arbejde forfra med at indholdsbestemme den. Det første,

man besluttede sig for, var, at undervisningen skulle foregå på tamil, og man skulle

arbejde med at bevidstgøre de studerende om den opgave, de skulle ud og arbejde i, når

de havde afsluttet deres studier. Derfor blev skolen på mange måder en prøve på at im-

plementere indigeneous teologi i praksis. Vi ser en tydelig afsmitning i dette undervis-

ningsprogram fra de samtaler EW havde i sommeren 1950 med Kraemer (se kap. 3.3.4).

De studerende skulle personligt erfare, hvad det ville sige at være hjemløs, i fængsel, syg

eller en fattig bonde. Derfor skulle de undervejs i studierne gennemleve praktikperio-

der hos mennesker i livets udsatte situationer. De skulle på egen krop prøve, hvordan

det var at være hjemløs, at være i fængsel, at være på hospital. Og ud fra det, skulle de

arbejde med det grundlæggende spørgsmål: hvad vil det sige at være en kristen på dette

sted? Hvordan oversættes det kristne budskab for disse marginaliserede mennesker?492

I oktober 1969 kunne man indvie Tamilnadu Theological Seminary i Madurai. Til sin

store overraskelse så EW, da han dagen før indvielsen fik den trykte indbydelse til fest-

lighederne, at han skulle være hovedtaler og foretage indvielsen. Det skete i anerkendel-

se af, at det var ham, der havde fået løst den hårdknude, som forhandlingerne var endt

i, da han overtog sagen i 1965. Selv betragtede han sig med sokratisk ydmyghed kun

som fødselshjælper. Der havde været mange tråde, der skulle trækkes i, før det lykkedes

– men nu stod skolen der med 70 studenter, og EW var taknemlig over, at han kunne

være med ved åbningen, der på mange måder stod som en milepæl i hans arbejde.493

5.4.5 Evaluering af arbejdet

Arbejdet med de forskellige teologiske institutioner i Mellemøsten og Indien efterlod

ham med nogle kritiske refleksioner vedrørende hele TEF’s virksomhed. Han mærkede

alle steder, at der var en tendens til, at de projekter, som institutionerne kom op med,

lå inden for det, EW kaldte de sekundære teologiske fag, som f.eks. sammenlignende

religion, religionshistorie, pædagogik, mens institutionerne var meget tilbageholdende

med at komme med eksperimenterende projekter inden for de klassiske teologiske fag

som Ny og Gammel Testamente, systematisk teologi og kirkehistorie. Det generede

ham. Hans vision var netop, som vi har set helt fra hans tidlige ungdom i DMS, at mis-

sion ikke skulle være et selvstændigt fag, men integreres i alle de teologiske fag. Mission

var kirkens livsfunktion. Her var der et område, som han ønskede, at TEF skulle arbejde

videre med.

Men i Indien viste det sig, at TEF’s målsætninger om indigeneous teologi løb ind i

vanskeligheder med den centrale placering, Serampore havde i den teologiske under-


visning. Her var man bundet af det såkaldte Serampore Syllabus, der bestemte, at alle

seminarer og colleges, der var affilieret med Serampore, måtte indordne sig under pen-

sum og eksamenskrav, der blev udarbejdet af senatet for Serampore Universitet. Og

det var ikke så lige til at kæmpe mod, for det var hele den akademiske stolthed, der lå

gemt her. Man ønskede bestemt at være en kopi af Vestens universiteter. Derfor ville

man ikke åbne for andre former for teologisk undervisning end den, der var godkendt

i Serampore.494

Det stod også klart for EW, at et afgørende spørgsmål var videreuddannelsen af de

indiske lærere. Dette hang sammen med hele tanken om, at de unge kirker skulle være

selvbærende. Hvis der skulle finde en udvikling sted i indisk teologi, skulle den udvikles

af indere selv, og i den forbindelse forudså han, at Serampore standarderne ikke ville

være tilstrækkelige.

Endelig fandt han det kritisabelt, at man i så høj grad var afhængig af udenlandsk støtte

– inklusive støtte fra TEF. Sagen om Madurai og erfaringer fra DMS syntes at have vist

ham, at hvis ikke der hele tiden var et pres fra en udenlandsk partner, ville sagen hurtigt

gå i stå eller måske helt falde til jorden.495

5.5 MissiON i EN FOrANDrET VErDEN

5.5.1 Evangelisk anfægtelse

Der går en lige linje fra den første artikel, som EW offentliggjorde i Dansk Missions-

blad i 1943, over diskussionen med biskop Baun i 1964 (kap. 4.3) og frem til de sidste

skriftlige arbejder, vi har fra hans hånd. Mission er ikke en teoretisk sag, der svæver i

sit eget rum. Mission hænger sammen med den verden, vi lever i. Påvirkningen fra Hal

Koch til at se kirken i en vekselvirkning med den verden, den levede i, tog form i hans

missionstænkning. Karakteristisk hed hans første kendte foredrag: Mission i en sådan

verden. Og titlen på hans sidste bog var: Mission i en forandret verden.

I hele hans arbejde skinner det igennem, at han først og fremmest var kirkehistoriker

i sin metode. Han var ikke og blev aldrig dogmatiker. Det var ham for snævert og for

statisk. Og det systematisk teologiske var underordnet hans historiske tilgang til teolo-

gien. På en måde kan man sige, at han livet igennem var drevet af den samme anfæg-

telse, som den tyske missions- og diakonileder F. von Bodelswingh havde udtalt med

de berømte ord: „Nicht so langsam, sie sterben darüber!“ [Ikke så langsomt – de dør jo

imens!] Selv om Bodelswingh havde udtalt disse ord i en anden teologisk sammen-

hæng, så var EW livet igennem anfægtet af, at mennesker til verdens ende skulle møde

evangeliets befriende budskab om inkarnationen, korset og opstandelsen496. Derfor

stod mennesket i centrum i EW’s teologi. Hans foredrag og skriftlige arbejder var altid

spækket med eksempler på mennesker, han havde mødt – i en lufthavn, i en fattig hytte

i en afrikansk landsby eller en avismand på et gadehjørne i London osv. Den japanske

Hvordan oversætter vi evangeliet

så det besvarer det moderne

sækulære menneskes spørgsmål?

– Dette spørgsmål drev EW gen-

nem hele hans liv


teolog, Kosuke Koyama,497 understregede dette i en nekrolog over EW498 ved at henvise

til sin sidste samtale med EW, der fandt sted få måneder før EW’s død. I denne samtale

fortalte EW om nogle få, ganske almindelige mennesker, som han havde mødt i Afrika.

EW havde talt om dem, som om hans liv var afhængig af, hvad de havde fortalt ham.

Han havde kun mødt disse personer en enkelt gang – og kun nogle ganske få timer.

Men for EW var et sådant møde som en guddommelig åbenbaring – en menneskelig

anfægtelse, skrev Koyama.

Det var denne anfægtelse, der drev ham i mission. Mødet med det enkelte menneske

i den verden, hvor han levede på et bestemt historisk tidspunkt. For ham var mission

mennesker.

Det kom meget fint frem i en prædiken499, som han holdt i den danske kirke i London

midfaste søndag 1969. Teksten var Jesu bespisningsunder, Joh 6,1-15. Han tog sit ud-

gangspunkt i en tekst af The Beatles, Lady Madonna, som han indrømmede ikke var

den store poesi – ja, nogle ville måske ligefrem kalde teksten blasfemisk. Men den talte

til ham. For i teksten kaldte det moderne, sekulære menneske – i Beatles’ gengivelse – på

Madonna Maria. Kom ud til os – kom ud i det virkelige liv – forlad din kirke og sikre

beskyttelse – kom ud til os, der har svært ved at klare os for ugelønnen, som ikke ved,

hvor vi skal få mad til vore børn – som ikke ved, hvordan vi skal få vort liv til at hænge

sammen. Og sangen spørger: Er du virkelig, Maria? Eller er det bare ord og pæne bil-

leder og from tale, men ganske uvirkeligt, noget der ikke vedkommer os? For vi skal leve

her midt i det virkelige liv!

Prædikenen kredsede hele tiden omkring dette spørgsmål: det virkelige. Derved bliver

den et svar på et hovedspørgsmål i hans sidste lille bog: Mission i en forandret verden

(Synspunkt nr. 1, 1968). Her i bogen foretager han en historisk analyse af de forhold,

som har ført vort samfund derhen, hvor det befinder sig i slutningen af 1960’erne. Med

afsæt i tankerne om verden som en global landsby500, foregreb han hele debatten om

globalisering, som først blev en almen offentlig diskussion i 1990’erne. „”En forandret

verden“ – bag årstallene og navnene ligger helt andre dybder, strømninger og bevægelser,

der former og ændrer menneskelivets indhold og livsnormer, sprænger tidligere, nedar-

vede og accepterede livsmønstre og skaber nye, måske gennem smerte og forvirring. Denne

mærkelige verden, der er blevet så lille, at papuaneren sidder på sin ø og over radioen hører

beretningen om forhandlingerne i De Forenede Nationer aftenen i forvejen….Den verden,

hvor ingen provinsialisme mere er mulig, hvor alle tilhører hinanden som aldrig før – og

den verden, som samtidig er blevet så forvirrende stor og kompliceret, at afstanden til dette

andet menneske, der er kommet os nær, kan synes større og vanskeligere end tidligere.”501

5.5.2 Afstanden i den globale landsby og fremmedgørelsen

For EW betød denne forandrede verden ikke blot ændrede politiske magtkonstellatio-

ner, nye økonomiske mønstre og problemer. Nedenunder og ind igennem alt var der


sket og skete der stadig andre og dybere forandringer, og det var måske dem, der først

og fremmest burde optage os, understregede han.

Med ordene om „afstanden til dette andet menneske, der er kommet os nær, kan synes

større og vanskeligere end tidligere,“ hentydede EW til den situation, som han kaldte

„emigrantsituationen.“ Mennesket var blevet emigranter, både rent geografisk, men

også kulturelt. De geografiske emigranter hentydede til „folkevandringerne“ såvel lo-

kalt fra landsbyerne til de store industricentre, som globalt fra land til land. Derved

kom emigrantsituationen også til at omfatte Vesten, hvor der fandt et kulturmøde sted

– uden at man i Vesten lagde mærke til det502. Men der fandt også – og det var langt

alvorligere ifølge EW – en kulturel emigration sted. Dette eksemplificerede han på føl-

gende måde: „Pubertetsriten viser principielt tilbage; drengen eller den unge mand optages

i de voksnes, ansvarliges rækker, „indvies“ til fremtidens ansvar, men det sker ved, at han

peges „tilbage“ til stammens grundlag og mening, og gennem de rituelle handlinger til

stammens grundlæggende kilder og sammenhæng. I skoleundervisningen, gennem læs-

ning, skrivning, historie, matematik osv., peger linjen fremad, ud i det ukendte, mod andre

værdinormer og målsætninger“ 503

Stammens ritualer skabte sammenhæng og tryghed, er EW’s påstand, og skoleunder-

visningen med alt det nye løsriver mennesket kulturelt fra sin stammes traditioner og

tryghed, og mennesket skal finde sin egen vej i den nye verden.

Dette førte EW over i at tale om det sekulære menneske, og hans påstand var, at missio-

nen gennem historien siden 1830 havde medvirket til denne sekularisme. Da Alexander

Duff504 i 1830 grundlagde sin skole i Calcutta, byggede den på tre grundpiller: engelsk,

vestlig videnskab og evangeliet. Med denne kombination skulle Indien forberedes på

mødet med kristendommen og med kristen kultur. Det ville blive en bombe, der skulle

sprænge hinduismen i luften – forstillede han sig. Duffs skole fik afgørende betydning for

hele udviklingen af det indiske skolesystem. Og selv om hinduismen ikke sprang i luften,

så skete der alligevel dramatiske ting i det indiske samfund, påviste EW, der mente, at der

gik en lige linje fra Duffs gamle skole til Indiens moderne skoler og universiteter, hvor de

studerende flokkedes om de tekniske, økonomiske og medicinske fag, mens kun få interes-

serede sig for historie, og praktisk talt ingen for religion eller andre humanistiske fag.505

5.5.3 Sekulærteologi

Det førte EW over i en beskrivelse af det, man har kaldt sekulærteologien, altså en teolo-

gi, der tog sit udgangspunkt i det sekulære menneske. Intentionen for sekulærteologien

var spørgsmålet, hvordan evangeliet kunne forkyndes for en sekulariseret verden og et

sekulariseret menneske. Det var samme spørgsmål EW uafladeligt kredsede omkring.

Derfor, sagde han, var det nødvendigt at tage sekulærteologien yderst alvorlig. Men

kommet så vidt måtte EW erkende, at han ikke var enig med sekulærteologerne i deres

videre forløb. Hans kritik af denne teologi hævdede, at den gik så radikalt til værks, at


den så at sige forsøgte at sekularisere selve kirken, evangeliet, forkyndelsen, for over-

hovedet at få en samtale i gang.506 Denne udvikling var EW ikke enig i. For ham var

det vigtigt at fastholde, at budskabets kerne stod fast: korset og opstandelsen. Og han

understregede, at det sekulære menneske var skabt i Guds billede. Opgaven var altså

ikke at ændre budskabet, men at lade budskabet forholde sig til det sekulære menneske

i dets aktuelle situation. Hvor protestantiske teologer som Barth, Bultmann og Bonho-

effer, havde arbejdet for at redde kristendommen ud af religionens sammenbrud,507 så

gik EW den modsatte vej. I løbet af det 20. århundrede havde der eksisteret en gensidig

skepsis mellem teologer og samfundsforskere, og den protestantiske teologi havde ikke

fundet det relevant at tage religion som udgangspunkt for en dialog med moderniteten.

Her ser vi EW’s opgør med den herskende teologi. Han ønskede at møde moderniteten,

det sekulære menneske, i øjenhøjde i den dialog, der ville den anden noget.

5.5.4 Det funktionelle sandhedsbegreb og virkeligheden

Vanskeligheden i dette var, at det sekulære menneske ikke blot var blevet frigjort fra de

gamle traditioner og riter, men fra religionen i det hele taget. Det sekulære menneske

var stillet nøgent. Netop i sin frigørelse fra systemerne blev det tvunget til at spørge om

sin egen menneskelighed – hvem er jeg?508 I den situation – sagde EW – tyer det seku-

lære menneske til det, han kaldte et „funktionelt“ sandhedsbegreb. Om noget er sandt

eller rigtigt, vurderes efter, om det „virker“ rent faktisk og praktisk i menneskelivet.509

Men „virkede“ den kristne forkyndelse? Gav man mennesker stene for brød? I EW’s

optik var kirken handicappet af, at den i alt for høj grad kiggede indad og beskæftigede

sig med sig selv og sine egne problemer, i stedet for at se mennesket og lytte til dets

spørgsmål og forholde sig til dem. Fristelsen for kirken var nærliggende til at gemme

sig i nyortodoksi, hvor man prøvede at holde fast i den rigtige dogmatik i stedet for at

arbejde energisk med spørgsmålet: hvordan forkynder jeg evangeliet på dette sted, så

det bringer trøst og lindring for det sekulære menneske, der kæmper med at finde sig

selv i en forandret verden. Derfor var kirkens tragedie, at selv om man syntes, at man

havde verdens bedste budskab, så mente det sekulære menneske ikke, at det havde brug

for dette budskab. Dette var ikke blot missionens krise, som Kaj Baagø havde debat-

teret ved DMS’s landsmøde i Herning i oktober 1964, og som blev til en længere debat i

DMS, der sluttede med, at Kaj Baagø forlod ikke blot DMS, men også kirken. Dette var

først og fremmest kirkens krise - menighedens, som EW havde diskuteret med biskop

Baun i 1964 (kap. 4.3). Og for EW kunne menigheden ikke lukkes inde i den snævre

folkekirkelige ordning. Menigheden var de helliges fællesskab – og fællesskabet om det

hellige, sådan som han mødte det i en afroamerikansk menighed i Harlem, New York,

eller i et lille skur i Sydafrika. Men også i en folkekirkemenighed et sted i Danmark.

Menigheden er mennesker.511

Kirkens og missionens krise var ikke, at man mistede en opbakning, som resulterede i

vigende indtægter til at finansiere arbejdet512. Krisen bestod i, at man ikke lyttede til det


Kristendommen må hele tiden

befinde sig i en dialog med de

andre religioner

sekulære menneske og tog dets spørgsmål alvorligt. Og når det sekulære menneske kred-

sede omkring identitetsspørgsmålet: Hvem er jeg, så var svaret, at mennesket – også det

sekulære menneske – var skabt i Guds billede. Mennesket var dyrebart. I den forbindelse

mindede han om et gammelt udtryk, der sagde, at „kristendom er Kristus,“ – hverken

mere eller mindre513. Kristendommen må aldrig reduceres til en Kristus-idé. Kristen-

dommen var mødet med den inkarnerede Kristus, „den historiske person med alt, hvad

han var og er.“ Og EW’s påstand var, „at mennesket – også det sekulære menneske –

kunne møde Gud selv, Gud, som har skabt og skaber, Gud, som skaber hvert menneske i

sit billede, som hvert menneske… i sin religion stræber efter og kæmper imod.”

Når Kristus sagde, „jeg er sandheden,“ så mente han ikke, at han var summen af en

række dybe tanker og ideer, ikke engang teologisk rigtige tanker. Når Kristus sagde, „jeg

er sandheden,“ så indeholdt denne sætning hele Guds inkarnation: at Gud blev men-

neske, at Gud handlede i sin skabte verden med sin skabning.

Derfor er mission i denne forandrede verden, hvor mennesker emigrerer, og hvor de

traditionelle stilladser falder sammen, en farlig og udfordrende ting, som måske ikke

vil vedblive at være en forholdsvis respektabel affære, forudså EW.


5.5.5 Ved vi hvad kærlighed er

Lad os herefter vende tilbage til EW’s prædiken midfaste søndag 1969 i den danske

kirke i London. For i denne prædiken gjorde EW et forsøg på at lytte sig ind til det

moderne sekulære menneske, der i Beatles’ tekst stillede det samme spørgsmål, som

den japanske professor: Er det bare poesi, eller betyder det noget for os? Det er jeres

opgave som opstandelsestroende at fortælle os, hvad disse fortællinger betyder ind i

vort liv. I Beatles teksten hører han det sekulære menneske sige, at det har intet imod

religion eller kristendom, hvis nogen stadig har lyst eller kan finde mening og trøst i

den slags, men vi kan da ikke se, at det har noget med virkeligheden at gøre. Samtidig

kæmper det samme menneske med livets realiteter og søger dybere for at finde ud af,

hvad meningen er med dets liv.

Lyder det indviklet og kompliceret? – spørger EW. Og han konkretiserer det med en lille

avismand, som han dagligt mødte på Oxford Street i London. Han havde en søn, der

var ude at sejle, og som han ikke havde hørt livstegn fra i meget lang tid. En anden søn

sad i fængsel og en datter var prostitueret i Mayfair. „Men hun er sådan en god pige,“

forsikrede faderen, „for hun har ikke glemt sin gamle far; hun besøger mig hver dag.

Du er præst, ikke sandt? – Hvordan tror du, Ham deroppe vil se på dem og på mig? Jeg

ved jo lidt om det hele fra min barndom, men der er jo ingen, der har bekymret sig om

mig.“ Og EW svarer: „Hvad svarer man? Der er ligesom ingen prædikener, der passer

rigtigt!”

„Lad mig nævne et enkelt eksempel på noget af dette. Ved et kristent universitet i Japan er der for

nogle få år siden blevet bygget et nyt kirkelokale. Man besluttede ikke at opføre en særlig bygning,

men at bygge dette kirkelokale som en organisk del af hovedbygningen. Man kommer ad hoved-

trappen op på første sal – til højre er indgangen til det juridiske auditorium; til venstre indgangen

til det medicinske, og lige over for er der et teologisk klasseværelse. På den fjerde side er der en

stor hvid væg – ved begge ender af væggen er indgangene til kirkelokalet. På væggen står med

store bogstaver – på hebræisk – „I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden.“ Man kan kun komme

ind til de juridiske, medicinske og teologiske forelæsninger ved at gå forbi denne indskrift. Inde i

kirken står over alterpartiet „Således elskede Gud verden…”……..En dag sad professorer fra de

forskellige fakulteter, kristne og ikke-kristne, i professorernes værelse. Pludselig sagde en af de

juridiske professorer: „Hvad betyder egentlig den her tekst, I har sat på væggen derude? Jo, vi har

efterhånden fået oversat det hebræiske, men hvad betyder det egentligt. Jeg mener ikke blot for

mig som menneske, men for mig som jurist. Vi arbejder i min afdeling med samfundets ordning, med

grundlæggende retsbegreber; vi kan ikke nøjes med simpelt hen at lære lovparagraffer udenad og

at finde fortolkninger; hvad bygger vi det hele på? Det er jeres opgave som kristne og teologer at

fortælle os, hvad det hele betyder for os som jurister, at Gud skabte himlen og jorden. Er det bare

poesi, eller betyder det virkeligt noget for os?

Mission i en forandret verden, p 33


Det er igen den funktionelle sandhed, han kredser omkring. Virker det? Eller er det

bare poesi? Den lette løsning ville være, at lave et manual, hvor man kom med en række

standardsvar. Men det gør EW ikke. Tværtimod stiller han sig nøgen og indrømmer

blankt, „jeg ved ikke, hvad mission i denne forandrede verden er – hvad det er i dag, i

morgen, om 25-30 år. Jeg har intet program, ingen lysende, klare forslag. Vi finder vel

kun svaret ved at gå ud i dette „adventure,“ altså i selve handlingen.514 Og prædikenen

til midfaste søndag slutter han stilfærdigt med at spørge: „Ved vi, hvad kærlighed er?”

Ja, ved vi hvad kærlighed er? EW talte ind i en tid, hvor der fra alle sider taltes om

kirkens fornyelse, og der blev eksperimenteret med salmer, gudstjenesteformer, litur-

gi mm., men EW var ikke overbevist om, at dette løste noget som helst. For kirkens

fornyelse var ikke en ansigtsløftning, men noget meget dybere, det „nye“ midt i det

gamle,515 sagde han med et ekko fra diskussionen med Kraemer i sommeren 1950 (kap.

3.3). Kirkens eksistensberettigelse i den forandrede verden var at være det eskatologiske

tegn på det nye midt i den gamle verden. Og EW understregede, at med kirken mente

han ikke et begreb, men personer, samfund, menighed, noget, der var næsten forarge-

ligt håndgribeligt, som han kaldte opstandelsens menighed. Det var en kirke, som var

svag og impotent i sin egen styrke, men stærk i sin egen svaghed, som levede ud af

korsfæstelsen og opstandelsen, hvis den da ønskede at være kirke. Missionens væsen

er at være opstandelsens samfund midt i verden, altså netop der, hvor mennesker er.516

5.6 MissiON OG DiAlOG

5.6.1 Er Kristus frelsesbetingelse

I sin første artikel i Dansk Missionsblad i 1943 stiller Erik W. Nielsen mod slutningen

spørgsmålet: „Er Kristus virkelig frelsesbetingelse for alle folkeslagene? Kan en inder

ikke frelses uden gennem at møde Kristus?”518 EW vælger ikke at svare på spørgsmålet,

men lader det stå åbent, hvilket vel har virket provokerende på DMS’s venner, hvoraf

flertallet tilhørte Indre Missions pietistiske missionsforståelse. Siger Jesus ikke: „Jeg er

vejen, sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig.“ (Joh 14,6) Den

udbredte forståelse af dette ord var, at Jesus og kirken i denne forbindelse var identiske,

og at kirken dermed besad den sandhed, som rangerede over alle andre sandheder. Men

hvis EW’s udsagn har provokeret, så vakte det ikke offentlig debat, så vidt vi kan se kil-

derne. Det forhindrede heller ikke DMS i at se, at her var der et talent, der rakte ud over

det almindelige. Man ansatte manden. Men det bragte ham ikke til tavshed.

Ved mødet på DMS i juli 1961 (se kap. 4.7.7) om kirkens ansvar over for u-landene var

han der igen. Dette var ganske vist ikke et offentligt møde, men det var en stor, ind-

budt skare, der repræsenterede vidt forskellige holdninger til mission. Og pressen var

til stede, så man kunne aldrig vide, hvad der ville blive refereret. Som svar på et spørgs-

mål efter hans foredrag, kom han med et modspørgsmål, som man formodentlig ikke

ventede fra en generalsekretær i DMS, da han spurgte, om man som bevidst kristen


EW’s sidste dagbogsblad, 3. marts 1971Opstandelsen. Hvad betyder det? Er det mere end et dogme, en ting, som man skal holde fast på

som kristen – og hvis man tvivler eller ikke kan holde fast på det, ja, så er man altså „liberal“ eller

noget andet slemt. Er denne opstandelse virkelig så central? For mig at se ganske afgjort. Vi kan

tale om tro og videnskab, og kristendom og historie og være enige om, at kristendommen ikke

kan bevises historisk og videnskabeligt. Helt rigtigt. Og alligevel kan jeg aldrig komme uden om, at

evangeliet ikke er en idé, et dogme, et system, en „lære”, som man kan stille op sammen med eller

imod andre systemer eller læresætninger – ikke et stort, mystisk, videnskabeligt X, som eventuelt

kan udskiftes med et andet X i den religiøst matematiske beregning, ikke noget, vi kan putte i lom-

men og gøre til vort eget. Det drejer sig om en person, som vi ikke kan indrubricere i „det lutherske

koordinatsystem”, i dette lutherske teologisk matematiske system, som er så sikkert, at vi kan

parere ethvert spørgsmål eller enhver usikkerhed med henvisning til systemet, til dogmatikken. Vi

er så vældig dygtige til det – vi har arvet hele den germanske besættelse for grundighed og syste-

matik og sikkerhed, og selve vort lutherske „system“ er blevet et afvæbningssystem, et forsvar,

som vi kan dække os bag, netop fordi vi kan finde forklaring på alt muligt. Men midt i det hele har vi

måske bygget et så stærkt forsvarssystem op, at vi kan dække os mod Gud selv og mod livet i hele

sin storhed og dynamiske forfærdelighed, mod mennesket selv i sin lidelse, ensomhed og længsel.

Vi har også sat opstandelsen på system og har udviklet den fulde opstandelseslære - systemet er

i orden (er det?); men har det forhindret os i at møde den opstandne? Jeg kan ikke komme bort fra,

at her er et punkt, punktet, hvor evangeliet og historien virkeligt mødes. Det er meget godt at tale

om, at kristendommen er en historisk religion, at tale om evangeliets historiske, lineære linje og så

videre; men hvis det virkeligt betyder noget, er mere end fint snak, så må det f.eks. betyde, at hvis

man en dag fandt uden tvivl og med videnskabelig sikkerhed, at Jesu legeme og ben var i graven, så

er evangeliet den sorteste løgn og det grummeste bedrag, der nogen sinde er givet mennesker. Jeg

ser ikke nogen mulighed for at bortforklare dette, for at udvikle det eller bortforklare det i smukke

og fine teorier om den evige sandhed (ren gnosticisme) eller Jesus billedet (fin humanisme) eller no-

get andet. Dette kan ikke bort afmytologiseres – hvis vi gør det, da er det langt ærligere at erkende

klart, at vi ikke længere vil have noget at gøre med dette såkaldte kristne budskab, men vil søge på

rent humanistisk basis efter en model, en inspiration, en lederskikkelse, som vi evt. kan finde i Jesus

skikkelsen eller i en anden - og der er andre, som, rent menneskeligt, kan være ledende og inspire-

rende modeller lige så godt som Jesus. Hvad forhindrer os i, hvis vi tagen den position, at havne i de

„Deutsche Christen”517 stillingen – på en eller anden måde? Eller en Gandhi, en Marx, en Sokrates, en

Guevara osv.? Her er, så vidt jeg kan se, evangeliet og historien uløseligt bundet sammen. Hvis dette

falder, hvad er der så tilbage? Er det for simpelt? Jeg ved det ikke. Men hvis det falder, hvad er der

så tilbage? Intet for en ensom, lidende, håbende og kæmpende lille menneskefigur, som kæmper

for tilgivelsen (den virkelige tilgivelse, som tager mig, som jeg er – i al min usikkerhed, afstumpet-

hed, lidelse og nederlag – og jeg bliver aldrig andet – jeg kan ikke være andet – og tilgiver dette.)

EWN-RA, kasse 2


kunne komme i den situation, at man måtte formane en hindu til at blive en god hindu

i stedet for i det sekulariserede samfund at miste sit ståsted. Også dette spørgsmål var

provokerende al den stund, at den almindelige forventning var, at et missionsselskab

skulle omvende mennesker af anden tro til kristendommen.

Når man læser EW i sammenhæng, er der ingen tvivl om, at han på ingen måde kan an-

ses som relativist. Tydeligst ses det vel i det sidste dagbogsnotat, der foreligger fra hans

hånd, og hvori han tydeligt siger, „at hvis man en dag fandt uden tvivl og med viden-

skabelig sikkerhed, at Jesu legeme og ben var i graven, så er evangeliet den sorteste løgn

og det grummeste bedrag, der nogen sinde er givet mennesker.“ Dette måtte ikke afmy-

tologiseres eller gøres til en dogmatisk tanke, et system, som man kunne lære udenad

og håndtere. Dette var selve kernen i Kristustroen for ham. Her mødes evangeliet og

historien. Opstandelsen var eksistentiel for ham, et møde med den opstandne selv.

5.6.2 Frihed til dialog

Men netop denne opstandelsestro gav ham frihed til at møde andre religioner – og først

og fremmest mennesker af anden tro - med et åbent sind. Han var så dybt forankret i

det dyrebareste i verden, at han trods tvivl og svigt var omfattet af korsets gåde. Derfor

var det en mangel for ham, at der oftest kun var ét kors i en kirke. Der skulle være tre.

For han var en del af dem, der hang på de kors – også røverens kors skulle være der.519

Dette kombineret med hans livslange aversion mod ortodoksi, rettroenhed, fik ham til

at advare om ikke at dømme andre mennesker. Hans livsgerning kom til at spænde over

de år, hvor ordet dialog kom til at spille en større og større rolle inden for mission. I den

forbindelse gjorde han opmærksom på, at mission og dialog ikke var en ny foreteelse.

Den havde eksisteret så længe, der havde været kristne. Den begyndte hos Jesus selv, der

gik i dialog med sine omgivelser.

Som altid pegede han også i denne forbindelse på, at mission og dialog ikke først og

fremmest skulle forstås som noget eksotisk – noget, der finder sted i Mellemøsten eller

Indien. Mission og dialog hører først og fremmest hjemme her hos os. Det er en del af

den missionerende menigheds selvforståelse at være i dialog med sine omgivelser, og

han pegede i den forbindelse på, at kirkens største fare består i, at den gemmer sig i et

lukket rum og kun taler med sig selv.520

Desuden gjorde han opmærksom på, at selv de mest radikale deltagere i denne debat,

talte ud fra en erkendelse af den situation, kirken befandt sig i, dvs. det sekulære sam-

fund. Selv om han ikke var enig med sekulærteologien521, måtte han anerkende dens ud-

gangspunkt, der var en missional anfægtelse af, hvordan man skulle forkynde evangeliet i

denne verden. På den baggrund formanede han til at lytte til disse mennesker og til ikke at

dømme: „Der er mennesker rundt omkring, hos os, i Indien og andre steder, som arbejder –

ved skrivebordene og i praktiske forsøg – med spørgsmål omkring evangeliets møde med disse


andre ’kulturkredse,’ med de andre religioner; deres tanker kan være radikale og ensidige og

forstyrrende, men det nytter ikke blot at stemple dem som kætterske og at forsvare ’os’; deres

spørgsmål er ægte nok, og det kunne jo være, at de rejste spørgsmålene og tænkte de radikale

tanker netop ud af foruroligede samvittigheder, for evangeliets skyld.”522

Artiklen, Mission og Dialog, som her refereres til, er trykt i Norsk tidsskrift for Misjon

i 1967. Den er blevet til på baggrund af et foredrag, som EW holdt i Oslo i oktober

1966523 på Egede Instituttet. De radikale, som han hentyder til og beder om, at man

prøver at forstå i stedet for at dømme, kunne nemt være hans gode ven, Kaj Baagø, der

efter sit foredrag på DMS’s repræsentantskabsmøde i oktober 1964 var kommet i strid

modvind. Det kunne også være en hentydning til det forberedelsesmateriale, der var

udsendt fra WCC til dets fjerde Assembly i Uppsala, og som var under stærk kritik fra

de såkaldte evangelikales side (se kap. 5.9.2).

5.6.3 Religionsteologi

Forholdet til de andre religioner var her i 1960’erne for alvor rykket ind i debatten om

kirkens selvforståelse. I en serie radioforedrag holdt i 1959 om „De store „Verdensreli-

gioner”524, tog EW fat om de teologiske spørgsmål, der var knyttet til kristendommens

møde med de andre religioner. Det var ikke en ny interesse for kirken, understregede

EW. Spørgsmålet om kristendommen og de andre religioner ligger i selve den kristne

kirkes egen natur.525 Men som kristen kirke kan vi ikke være neutrale, ikke blot fordi

disse religioner er ved at komme os nær, men fordi det ligger i selve kristendommens

væsen, fordi kirken som apostolisk kirke er sendt i en bestemt mission med et bestemt

budskab. Det er ikke blot kristendommens væsen ikke at være neutral, påpeger EW,

men de andre religioner kræver også af kristne mennesker, at de ikke er neutrale, men

står ved, hvem de er. I den forbindelse minder han om, at de andre religioner heller ikke

ønsker at være neutrale. „Islam betragter ikke sig selv som et stykke menneskelig tænkning

eller som blot et udtryk for Det mellemste Østens kulturliv; kaldet til bøn fra minareten

begynder med et „jeg vidner…”; Islam betyder underkastelse under Allahs vilje.”526

Man skal heller ikke glemme, at disse religioner har kraft og styrke til at omdanne

menneskeliv, mindede EW om. Nogle af de fineste etiske personligheder vil man finde

i nogle af Østens religioner. Og det er her, disse religioner i den globaliserede verden

bliver påtrængende, for de begynder at optræde rundt omkring i Europa og gøre krav

på forståelse og efterfølgelse hos Vestens sekulariserede og rodløse folk. Vi står ved be-

gyndelsen af religionsmødet, hævdede EW527, „den kulturelle og religiøse provinsialisme,

hvori vi har levet i så mange århundreder er uigenkaldeligt forbi; vi har talt om en ’kristen

verden,’ en ’muslimsk verden,’ en ’hinduistisk verden,’ osv., men i dag er disse ’verdener’ alle

blevet blot dele af en stor helhed, som er under omdannelse, hvor der hele vejen igennem er

indre brydninger, som omdanner både Østen og Vesten, og hvor indflydelserne går på tværs

af gamle skillelinjer.”528 Mødet mellem religionerne består i dag ikke først og fremmest i

at der skrives lærde studier om kristendom og hinduisme eller islam. Dette akademiske


arbejde er i sig selv uhyre vigtigt, og må ikke forsømmes, understreger EW, men mødet

foregår ikke mellem bøger, men mellem mennesker, der står i deres kulturelle og religiøse

sammenhæng.529

Gennem alt dette er det vigtigt at holde sig for øje, at religionerne er levende organis-

mer, som har kraft og styrke til at forme menneskeliv, til at bestemme livsrytme og livs-

mål, til at give mennesker mening og livsretning, og det gælder, hvad enten der er tale

om en såkaldt primitiv religion i Afrika, om hinduisme, buddhisme eller kristendom.

Det er disse organismer, som mødes i dag, hvis cirkler skærer ind over hinanden i den

verden, der er blevet mindre, og hvor mennesker fra Øst og Vest er blevet hinandens

naboer som aldrig før. I religionernes møde stilles mennesket, hvad enten det er en

kristen, en hindu eller en muslim, over for spørgsmålet om sandhed. Hvis man lever

i en konventionel, tilvænnet, overfladisk kristendom eller hinduisme, tvinges man ind

i en grundlæggende samtale med sin religions grundlæggende væsen og budskab, og

igennem dette tvinges man ind i spørgsmålet om sandhed. I dette spørgsmål kan ingen

være neutral, påstår EW.530

5.6.4 Hvad er sandhed

Når Jesus sagde, at han var sandheden, så mente han jo ikke, at han var summen af

en række dybe tanker og ideer, ikke engang teologisk rigtige tanker, påstod EW, og

føjede til, at man i andre religioner møder tanker, som nærmer sig eller ligger tæt op

ad grundtankerne i kristendommen.531 Det afgørende i spørgsmålet om sandhed er

Kristus selv, understregede EW. Det vigtige i hele spørgsmålet om sandhed er ikke en-

gang en Kristus-idé eller et Kristus-begreb. Det afgørende er Guds handling: at Gud

blev menneske i Jesus Kristus.

Inkarnationsteologien, der samtidig er identisk med trinitetsteologien, er en afgørende

faktor for at forstå hele EW’s religionsteologi. Han er urokkelig i sin forståelse af, at Gud

er én – det er den samme Gud, som er skaberen, som inkarneres i mennesket Jesus fra

Nazareth, og som er med sin kirke til verdens ende.532 Derfor er der ikke givet noget an-

det navn til frelse, for Jesus er ikke et navn blandt profeterne, men Guds aktive handlen

i sin skabning. „Kristus, som var der fra begyndelsen, ’uden hvem intet er blevet til af

det, som er’, han er historiens midtpunkt….. Kristus, Guds søn, Guds billede, stod der

ved begyndelsen, og han står der ved enden, når han kommer igen. Ind imellem bevæ-

ger hele historiens drama sig, ikke et hjul, der i et bestandigt kredsløb vender tilbage i

sig selv, dybest set uden mening, men en vej frem mod et mål, en historie, som får sin

egentlige mening og spænding netop fra sit mål.”533

På den baggrund tilslutter EW sig Lesslie Newbigin, når denne siger: „…hvad betyder

i praksis vor tro, at Gud udfører sin hensigt i historien, og at nøglen til denne hensigt

findes i Jesus Kristus? Hvordan kan vi tolke Guds handling i historien?“ – Og Newbigin

fortsætter: „Overalt, hvor han ser mennesker blive frigjort til ansvarligt menneskeliv


under Gud; hvor han ser gensidig ansvarlighed mellem menneskers liv; der vil han, den

kristne konkludere, at Gud arbejder, og at han er kaldet til at være Hans medarbejder,

endog hvor Kristi navn ikke anerkendes. Omvendt, hvor han ser den modsatte proces,

mennesker blive gjort til slaver, gensidig ansvarlighed nægtet, og det modsatte af Kristi

karakter blive fremelsket i mennesker, der vil han genkende djævelens gerning og vil

vide, at han er kaldet til modstand. Jesus Kristus er den eneste målestok.”534

5.7 iNDiGENEOUs TEOlOGi

5.7.1 Ris og fisk

Hvordan skal vi forkynde evangeliet på netop dette sted, hvor vi befinder os lige nu?

Dette spørgsmål var gået igen hele livet hos Erik W. Nielsen, lige fra hans første artikel

i Dansk Missionsblad i 1943. Det var udtrykt kortest i formlen: Mission er kirkens livs-

nerve, som EW ofte gentog.

Derfor tirrede det ham,535 at det netop var på spørgsmålet om implementeringen af

indigeneous teologi – eller manglen på samme, TEF blev kritiseret i evalueringen af

den anden mandatperiode. Han syntes, han havde arbejdet med dette spørgsmål både i

Mellemøsten og i Asien gennem hele perioden. Men ved formuleringen af målsætnin-

gen for den tredje mandatperiode, hvor EW blev den administrerende direktør for TEF,

blev det pålagt TEF’s stab at sætte dette spørgsmål højt på dagsordenen.

For at komme længere ind i selve substansen af fænomenet indigeneous teologi, tog

han spørgsmålet op i en længere drøftelse med den japanske teolog, Kosuke Koyama,

som EW udfordrede til at formulere nogle asiatiske tanker om spørgsmålet.536 Efter

nogle indledende prøver på at definere sagen, begyndte Koyama at formulere sig og

brugte et billede. Han følte, sagde han, at det var som at sidde i en bil, som han kunne

køre, hvorhen han ville. Der var blot det lille problem: bilen var ikke hans egen. Han

havde ikke betalt den. Skete der noget med bilen, så ville det ikke være afgørende for

ham selv, for bilen var ikke hans egen. Sådan oplevede han sit forhold til teologien. Han

kunne analysere og dissekere teologiens regler og drage interessante konklusioner, men

hvad betød det egentlig? For det var ikke ham! Det var ikke hans baggrund. Det var

ikke hans egne spørgsmål, han stillede, men det var spørgsmål, som andre havde lært

ham at stille. Derfor spurgte han, om teologi i virkeligheden havde nogen betydning.

Om det var andet end spekulationer! Koyama fortsatte med at sige, at hvis teologi vir-

kelig havde nogen betydning, så ville den også være farlig – farlig for ham som person,

farlig for hans folk og for hans kirke. Men denne tillærte teologi stillede ikke farlige

spørgsmål. Den engagerede ham ikke virkeligt. Det var som om denne vestlige teologi

havde lagt et tykt lag sne, der dækkede alt. Hver gang vi får post, sagde han, kommer

der nye forsendelser af bøger på engelsk eller tysk. Vi kan ikke engang nå at læse alt det,

I skriver, sagde han. Vi læser i jeres bøger, for at finde ud af, om vi er på den rette vej

eller ej, sagde han. Vi dækker os under en paraply – en Barth paraply eller en Bultmann


paraply – eller måske en skandinavisk paraply. Vi lever under denne paraply og bruger

dens teologi og citerer den så ofte, vi kan, og vi former vore egne tanker under denne

paraply for ikke at komme på afveje. Så sad han lidt og tænkte. Derpå sagde han: Indi-

geneous teologi er fisk med ris! Ja, sagde han, det er fisk og ris. Fisken er evangeliet. Det

er det samme alle steder. I spiser kartofler til fisken i Danmark. Vi spiser ris til fisken.

Men fisken er den samme.

5.7.2 Hvad er indigeneous teologi

På baggrund af dette reflekterede EW over begrebet536a. Efter nogle indledende be-

mærkninger om, hvor meget emnet havde fyldt gennem længere tid, og hvor store for-

ventninger der havde været knyttet til begrebet indigeneous teologi, indigeneous kirke

osv., spurgte han, hvor ofte havde man ikke talt om kirkerne i Asien og Afrika som

produkter af fremmed mission, og at hvis blot kirkerne ville benytte indigeneous prin-

cipper, så ville alting løse sig og kirkerne vokse. Men uanset hvad man så ellers mente

om indigeneous, hævdede EW, så var det eneste spørgsmål, der var relevant at stille:

hvad er virkeligheden her? Det drejede sig ikke kun om Indien, men om hvad der var

virkeligheden i Indien, og det var under konstant forandring i forhold til tradition og

indtryk fra nye faktorer, hvad enten de kom fra landet selv eller udefra. Der er aldrig tale

om et konstant billede. Virkeligheden ændrer sig hele tiden.

EW eksemplificerede dette ved henvise til en lille kirke i en bjergstamme (er det Assam,

han tænker på her? – se kap. 5.4.3), og han spurgte: „hvis man tænker sig sådan en lille

stamme-kirke, der øjensynligt er indkapslet i sin stammebaggrund og stammestruktur og

helt åbenlyst ikke er interesseret i eller i stand til at gå uden for disse rammer, som stammen

sætter, er det så ikke præcis, fordi denne kirke i virkeligheden er indigeneous?”

Et andet område, som EW nævner, er præsteembedet, og han siger: „Vi taler konstant om

nye former for embede, og det siges til stadighed, at embedet i dets nuværende form er et

importeret fænomen, der virkelig er fremmedgjort i forhold til de afrikanske eller asiatiske

kirker. Dette er uden tvivl historisk sandt i én forstand – men er det ikke også sandt, at det

ganske ofte bygger på en indre magt, et fundamentalt billede af hvilken autoritet, en præst

skal have, og at denne autoritet ikke har noget at gøre med importerede strukturer, men

med den rolle, præsten skal indtage i samfundet? Er det ikke en indigeneous realitet?”

Det område, der lå EW nærmest, var den teologiske uddannelse. Han havde i årenes

løb besøgt mange af disse uddannelsessteder rundt omkring i Afrika, Mellemøsten og

Asien. Når han tænkte på nogle af disse institutioner, måtte han konstatere, at de aka-

demisk måtte rangeres som tredjerangs skoler med for lille en stab og med en forvirret

og uduelig administration. De var ikke særlig optaget af indigeneous teologi eller andre

nye eksperimenter. Og EW konstaterede, „at det ofte var meget lettere for en udlænding

at studere og tale om den interessante „indigeneous realitet”, end det var for den „indi-

geneous person”, for hvem disse realiteter var virkeligheden!”


Hvorfor er der kun ét kors i kir-

kerne – der skal være tre kors som

på Golgata – der skal også være

plads til mig på røverens kors


Derfor måtte man ofte undre sig, sagde EW, når man så på de nævnte eksempler, i hvor

lille et omfang man linkede den teoretiske brug af ordet „indigeneous“ med den virke-

lighed, som disse „indigeneous“ folk levede i. „Hvis „indigeneous“ betyder at beskæftige

sig med det, som er virkeligt på dette specielle sted, da har vi helt sikkert med noget meget

farligt at gøre, en virkelighed, hvor vi har at gøre med både det dæmoniske og det guddom-

melige, fra hvilket vi ikke kan undslippe!“

Som vi har set en del gange allerede, så viser dette endnu en gang, at mission eller

teologi for EW ikke var en teoretisk sag, der svævede i sit eget rum. Teologien hænger

sammen med den verden, vi lever i. Og den verden er ikke den samme i Afrika og i

Danmark. Rammende sagt med Koyamas ord: Indigeneous teologi er fisk med ris! Fisken

er den samme, men tilbehøret er forskelligt fra sted til sted. Sammenholdt med part-

nerskabsteologien må vi tilføje, at det er vigtigt at huske på, at dette gælder begge veje.

På samme måde, som man ikke fra Vesten kan komme og pålægge kirkerne i Afrika og

Asien at overtage Vestens teologi, fordi Vestens teologi er udtænkt i Vesten til at svare på

Vestens spørgsmål, således kan man heller ikke fra de unge kirker i Asien eller Afrika gå

den modsatte vej og hævde, at Vestens kirker skal indrette sig efter, hvad der er rigtigt i

deres lande. Teologiens rolle vil altid være at lytte til det samfund, som man eksisterer i

for at oversætte evangeliet ind i den aktuelle situation. Det betyder ikke, at man ender

i relativisme. EW var sig hele tiden bevidst, at fisken (evangeliet) var det samme alle

steder – men oversættelsen var forskellig.

5.7.3 Mission er oversættelse

Det er i denne sammenhæng interessant at se, hvorledes EW uden tvivl kom til at påvir-

ke sin gamle professor i kirkehistorie, Hal Koch til en forståelse af indigeneous teologi

i EW’s forståelse af ordet. Netop på den tid, da de havde det nære samarbejde omkring

debatten om mission og u-landshjælp, skrev Koch sin lille bog: Kristendommens oprin-

delse (1963)537, hvori han gjorde opmærksom på, at den kendsgerning, at Jesus havde

talt aramaisk, og at Det Gamle Testamente var skrevet på hebraisk, betød, at lige fra de

første kristne måtte der finde en oversættelse sted af budskabet om Jesus fra Nazareth.

Koch nævnte som eksempel det ganske enkle, at når jøden talte om Jahve, så var der

tale om et helt andet gudsbegreb, end det, grækeren hørte, når han hørte Paulus tale

om theos. Eller når Jesus talte om retfærdighed, så betød det i den jødiske kontekst en

lydighed mod Guds ord og loven, mens det græske ord, som Paulus brugte i sin mission

betød i den græske kontekst: den harmoniske udformning af menneskers muligheder, den

rette balance, den menneskelige fuldkommenhed. De menigheder, Paulus prædikede for

i Lilleasien og Grækenland, havde andre religiøse oplevelser og bindinger end jøderne i

Jerusalem og forstod derfor ordene på en anden måde, end en jøde ville forstå dem, selv

om de var aldrig så korrekt oversat.

Dette fik Koch til at konstatere: „….I den øjeblikkelige situation er det for den kristne

mission et stort problem, at den gennem hen ved 2000 års historie er blevet så nært


sammenknyttet med europæisk tankegang og livsform. Det viser sig i den mærkelige

overbevisning, at kun de former for kristelig lære, forkyndelse, gudstjeneste og orga-

nisation, som dannede sig i den europæiske verden i de første århundreder af vor tids-

regning, godkendes som „rettroende.“ Men endnu stærkere træder denne vanskelighed

frem i tilbøjeligheden til at forstå kristendommen som en europæisk „ideologi,“ der så

at sige underbygger og sikrer hele den vestlig-europæiske livsform. Anderledes kan den

næsten ikke komme til at tage sig ud set med afrikanske eller asiatiske øjne. Herudover

er det vigtigt at minde om, at kristendom ikke er en europæisk, men en asiatisk religion,

at det er „tilfældige“ historiske begivenheder, som har gjort, at vi kun har kendt den i

dens europæiske klædebon. Det var mod vest fra Palæstina – ud i middelhavslandene,

at kristendommen stærkest bredte sig, og hvad der fandtes af østlig kristendom – uden

for Romerrigets grænser – er næsten totalt forsvundet, ikke mindst som følge af muha-

medanismens udbredelse. Forhåbentlig står vi nu over for en tid, hvor fortællingen kan

fortælles vidt og bredt i Afrika og Asien, og hvor ordet vil danne sig sine nye livsformer.

Der er ingen rimelig grund til, at de nye menigheder skal overtage hverken lærefor-

muleringer eller gudstjenestelige former, som har deres rod i senantik tankegang og

psykologi, og som er blevet omformet og nyskabt ud fra det moderne vesteuropæiske

menneskes behov. Skal det lykkes at få kristendommen til at fæste rod i de fremmede

folkeslag, vil der af de kristne missionærer kræves både frisind og tålmod og uselvisk-

hed.”538

5.8 FOrTsATTE TilBUD

5.8.1 Biskop? – Nej tak

Vi har tidligere set, hvorledes der blev kaldt på Erik W. Nielsen fra universiteter og

organisationer. Dette fortsatte også, efter at han var vendt tilbage til London for at

arbejde i TEF.

I 1967 var det generalsekretæren for Overseas Mission i Presbyterian Church of Ca-

nada, der skrev til ham: „…..Jeg ønsker at finde ud af, om du ville være interesseret i en

lærerstilling, som vil blive ledig her i Toronto. Knox College, vores presbyterianske college

her i Toronto, leder efter én til at efterfølge ….. i professoratet for historie og religionsfilosofi

og kristen etik…… Vi overvejer at ændre dette professorat til en lærestol i mission…..”539

Hertil svarede EW, at det var ikke let, for han var bundet af TEF frem til sommeren

1970. Selv om han var meget interesseret i netop denne stilling, og gerne ville flytte til

Canada, så var han ikke i stand til at forlade TEF. Det ville ikke være fair set i forhold til

de projekter, han havde sat i gang, og som han følte sig forpligtet på at følge til dørs.540

I 1969 skulle der vælges ny biskop i Roskilde efter Gudmund Schiøler.541 En kreds af

menighedsrådsmedlemmer i Roskilde stift henvendte sig i den forbindelse gennem po-

litimester O. T. Kann542, Roskilde, og bad EW om at kandidere. EW var dybt taknem-


melig for denne henvendelse – „og i en vis forstand rystet!“ Tænk sig, at der var nogle,

der kunne forestille sig ham som dansk biskop. „Den tillid, der ligger bag, betyder me-

get for mig, og den skal De have tak for.“ Alligevel måtte han sige nej til opfordringen.

Han anførte to grunde hertil.

Den ene var, at hans liv var blevet drejet ind på de unge kirker i Asien og Afrika, hvilket

betød, at han var blevet missionær, „men missionær i en ny situation, men alligevel

ligeså helt og fuldt missionær som den traditionelle mand, vi kender fra et missions-

selskab. Og her kan jeg ikke rigtigt frigøre mig fra, at jeg skal fortsætte så længe, der er

brug for mig, og man vil have mig.“ Den anden grund til, at han sagde nej, havde „at

gøre med min egen stilling til folkekirken. Jeg er faktisk ikke så særlig „fredelig”!! For mig

at se er der masser af meget store opgaver, der presser på ikke mindst netop i Roskilde stift

over de næste år (med hele befolkningsudviklingen, by- og teknisk udvikling osv.), og her

var der i allerhøjeste grad noget at tage fat på, og det gælder ikke bare om kirkebyggeri

eller sognestruktur; det gælder det helt grundlæggende om, hvad det er at være menighed

i netop den situation, en menighed i bevægelse. Her ville vi have brug for alle præster

(uanset retningsfarve), menighedsråd, lægfolk, de kirkelige organisationer – på tværs af

det hele – mødes i stiftsdrøftelser og planlægninger. Men bagved alt dette er jeg nødt til at

gøre det helt klart, at jeg ville blive en meget vanskelig mand i forhold til kirkeministerium

og stat, da jeg i virkeligheden ganske klart mener, at folkekirkens dage (i den nuværende

form) er forbi, og faktisk mener, at vi burde have principiel adskillelse mellem stat og kirke.

Vel, det er jo ikke noget særligt godt valggrundlag!!! Det betyder ikke, at jeg er ude på en

kæphest, men at hovedvægten ville blive lagt på menighedens, kirkens bevægelighed, dens

missionerende væren.“ 543

Det er ikke usandsynligt, at den kreds, der ønskede at opstille EW, nemlig den mission-

ske del af stiftet, ville ønske sig en biskop med de visioner, som EW her præsenterede.

Om det var, hvad hele Roskilde stift ønskede, er en ganske anden og meget mere tvivl-

som sag. EW havde uden tvivl ret i, at hans program ikke var noget godt valggrundlag.

Vi ser, at det endnu en gang er spørgsmålet om den missionerende kirke (se kap. 4.3),

der også var centrum i debatten med biskop Baun i 1964, der pressede sig på. Desuden

annoncerede han et synspunkt, som kun havde ganske lidt opbakning i 1969: den prin-

cipielle adskillelse af stat og kirke. Det var trådene tilbage til dannelsesrejsens indsigter i

1950, der her foldede sig ud (kap. 3.2). Efter Anden Verdenskrig var den æra, der strakte

sig fra Konstantin den Store indtil verdens folkekirker forbi. Det gjaldt også i Danmark.

Og så noterer vi os, at EW betragtede sig selv som missionær – ikke i den klassiske for-

stand, men missionær.544

Det var i øvrigt ikke eneste gang, han fik en opfordring til at kandidere til en dansk

bispestol. I et brev fra 1970 til den katolske sognepræst i Oslo545 skrev han, at han to

gange var blevet opfordret til at kandidere, men at han ikke kunne gøre det, fordi han

ikke længere var overbevist om folkekirkens struktur. Det har ikke været muligt at finde


noget i de tilgængelige kilder om hvilket stift, der var tale om i anden omgang, men

begrundelsen for afslaget stemmer godt sammen med afslaget til Roskilde.546

I sommeren 1969 kaldte Selly Oak ved University of Birmingham på ham til et profes-

sorat i mission.547 Også her blev det et nej,548 selv om han måtte skrive, at „dette ikke

var et frygteligt lykkeligt brev for ham at skrive.“ Der er ingen tvivl om, at han forfær-

delig gerne ville have haft et professorat i mission ved Selly Oak, men hans stilling i TEF

forhindrede ham i tage imod denne kaldelse. Sagen var, at han var blevet nomineret til

at blive den administrerende direktør for TEF for den næste syv års periode, 1970-1977,

hvilket han havde accepteret. Den nye stilling var med tiltrædelse pr. 1. august 1970.

Dermed var kursen lagt for de næste mange år, og EW begyndte straks at arbejde med

de strategier, der var lagt for den kommende mandatperiode i TEF. Det forhindrede

ham dog ikke i at acceptere en opfordring fra forlaget Lutterworth Press i London om

at skrive en bog: „Survey of the Christian Mission, 1870-1970”.549 Når han syntes, at der

var et perspektiv i dette projekt, var det ikke så meget for at skrive en historiebog, men

for at se tilbage over de sidste hundrede år og få hjælp til at forstå, hvor man stod nu.

Han forudså, at man gennem en sådan perspektivering kunne vise, at den nuværende

situation ikke var så revolutionerende ny endda, men at man kunne få en basisforstå-

else til at møde de aktuelle udfordringer. Han understregede, at det var et vejledende

princip for ham i forståelsen af mission, at det var en integreret del af historien, og mis-

sionen fik sin betydning og indhold fra inkarnationen, således som den er indeholdt i

trinitetsteologien. Bogen skulle være klar til udgivelse i 1972-73.

5.8.2 Disputatsdrømmen brister

Disputatsstudierne havde lige siden kandidateksamen i 1944 været et tilbagevendende

tema. I flere omgange havde han haft små eller store orlovsperioder, sidst i 1963, hvor

han havde arbejdet i cirka ni måneder i arkiver i London. Parallelt med sit arbejde

havde han, når der bød sig en mulighed, brugt sin tid målrettet til at besøge biblioteker

og arkiver i både Amerika og Indien. Og man havde indtrykket af, at han trivedes i dette

arbejde. Ligesom han gang på gang drog nytte af sin store historiske viden i diverse

artikler og foredrag. Emnet var „Mission og kolonisation i det 19. århundrede.“ Til at

begynde med spredte han sig – for – vidt og ville undersøge såvel Indien (specialet fra

studietiden) som Kina og Nigeria. Dette vide felt blev kritiseret af såvel professor N. H.

Søe som domprovst Paul Verner Hansen,550 og efterhånden indskrænkede han sit emne

til kun at omfatte Indien. Drømmen om at skrive disputats blev mere konkret, da han i

1966 blev optaget på University of London som PhD-student.551 Men i sommeren 1970

punkterede ballonen.

Fra den 1. august var han udnævnt til direktør for TEF, og han forudså nu, at han måtte

bruge al sin energi og arbejdskraft til dette arbejde. Det skete ved et dagbogsnotat,552

der udstråler, hvor hårdt et slag det var for ham at slå drømmen ud af hovedet:


”Jeg har nu endeligt besluttet definitivt at opgive enhver tanke om at lave doktordisputats.

Det er faktisk tragisk, men det kan simpelt hen ikke nytte noget. De forskellige stemmer,

der har advaret mig, har nok haft ret. Paul Verner Hansen553 sagde i sin tid, da jeg fik et

års orlov fra DMS, at han ikke troede, jeg kunne lave et sådant studium – jeg havde ikke

baggrund nok og havde ikke tilstrækkelig vedholdende stædighed. Han ville ikke modsætte

sig DMS’s beslutning, da han mente, at jeg havde brug for et års frihed og ville få noget ud

af det. Han havde ret. Andre har sagt (og endnu flere tænkt!) det samme554. De par gange,

jeg har henvendt mig til Sundkler (i 50’erne), gjorde han det helt klart, at han nærmest be-

tragtede det som en interessant joke – men aldeles ikke troede på den mulighed.555 Jeg kan

se nu, at de havde ret. Jeg tror – altså hvis jeg havde haft lidt mere stædighed, eller naivitet!,

end Verner Hansen tillagde mig – at jeg da kunne have gjort det, men dels er jeg kommet

forkert ind på tingene, dels har jeg simpelt hen været for splittet i mit arbejde gennem

masser af år til at kunne gøre noget som helst virkeligt. Jeg har arbejdet og faktisk fået en

hel del materiale vedr. spørgsmålet om mission og kolonipolitik i 19. århundrede – specielt

England, men jeg er nødt til nu at opgive det. Jeg er efterhånden blevet nærmest hypnotise-

ret af sagen – den ligger som en blok, der forhindrer alt; jeg kan ikke rigtig tænke på andet,

og samtidig føler jeg dybt nede, at jeg ikke kan, og hver gang jeg sætter mig til at arbejde,

melder denne forbandede tvivl sig, og stopper det hele. Jeg skal frigøres fra dette. Jeg vil ikke

bruge hele mit liv til at kæmpe med noget, som alligevel ikke kan lade sig gøre. Jeg er også

efterhånden nået en alder, hvor det er nærmest lidt latterligt at kæmpe for dette. Jeg er ikke

nogen videnskabsmand, og bliver det altså nu heller aldrig. So what?? Det var faktisk ikke

doktortitlen, jeg var ude efter, men en kvalifikation, som ville gøre det muligt for mig at ar-

bejde med studier mere systematisk, og det er på dette felt, jeg har min egentlige interesse.

Dertil kommer, at jeg arbejder, tænker bedst i samarbejde, i arbejde med andre. Jeg duer

ikke til at sidde for mig selv og spekulere og studere; jeg skal have arbejde med studenter og

andre for at kunne producere noget, og den mulighed udelukker jeg nu mig selv fra.

Jeg er også nødt til, selvom det svier, at erkende, at jeg rent intellektuelt faktisk ikke har

kræfterne, jeg kan tilsyneladende samle materiale, men jeg har svært ved at tænke selv, selv

støde nye veje, svært ved at systematisere og begrænse stoffet. Det er klart, at jeg har for lidt

grundlæggende baggrundsuddannelse (blot min lille tid ved universitetet i København,

som i grundighed ikke gik til ret meget) til virkeligt at kunne lave noget videre. Jeg har hel-

ler ikke haft hjælp fra andre – er lidt bange for at henvende mig til folk, at tage deres tid,

når jeg alligevel ved, at det hele er for tyndt.

Vel, det løb er kørt nu, og jeg tror, det er bedst at se tingene i øjnene. Der er vigtigere ting

at tage fat på end at få en disputats, og da specielt på et historisk emne. Jeg har lært noget

selv gennem hele den proces, og man kan vel håbe, at det også på en eller anden måde kan

komme andre til gode.”

Notatet er spændt ud mellem frustration over ikke at nå sine drømmes mål, dis-

putatsen, og den tilbagevendende manglende selvtillid (der er så mange, der ikke


har troet på mit projekt). Hvad der var størst, skuffelsen eller den manglende selv-

tillid, er svært at afgøre. Men et hårdt slag var det for ham. Og et stort tab var det

for missionsforskningen. Den dybe undersøgelse af forholdet mellem mission og

politik, som han hele livet kredsede om, og som skinnede igennem mange foredrag

og artikler, for ikke at tale om engagementet omkring forholdet mellem mission og

u-landshjælp, savnes stadig. Nu blev det i stedet TEF’s fremtid han kastede sig over.

5.9 FOrBErEDElsE AF DEN TrEDJE MANDATPEriODE

5.9.1 EW overtager ledelsen

Udnævnelsen til at være administrerende direktør for TEF var pr. 1. august 1970556. Det

betød en ændring i Erik W. Nielsens arbejdsliv. I familiens julebrev til venner og familie

dette år, fortalte EW lidt om, hvad ændringen i hans stilling betød. „….. Vi har haft en

masse problemer at slås med her i begyndelsen, men vi er vist nu ved at kunne se igennem

tågen. Vi har flyttet kontoret inde fra central London til Bromley. Det blev for dyrt derinde,

så vi har fundet et gammelt KFUK, hvor vi har den ene halvdel, og i den anden halvdel er

der et narkomancenter – vældig flinke folk, som vi kommer godt ud af det med. Det hele er

yderst primitivt, men vi sparer ca. 50.000 kr. om året, og vi befinder os fint; men selvfølgelig

har det taget tid, før alt var i orden igen. Et chok har det været, at vores kasserer – jo en

yderst vigtig post i sådan et fond – døde under en hjerteoperation for tre uger siden, og det

skete lige midt under arbejdet med at færdiggøre det store regnskab for hele den sidste fem-

års periode. Det har været og er stadig svært at få dette arbejde gjort færdigt, så vi har haft

tre ekstra folk i gang med det, og det vil tage i hvert fald en måned endnu, før vi er i orden.

For mig selv har det betydet, at jeg ikke har kunnet tage større rejser og vil heller ikke tage

dem i foråret. Jeg har været en tur i Singapore og Nærøsten samt Geneve, og i januar skal

jeg til New York – lidt senere til Geneve og Rom. Andre ting ligger ikke klare endnu, men

ingen af disse rejser er på mere end tre uger, og det er jo meget kort efter vores normale

målestok. Heldigvis har jeg en aldeles fortrinlig stab, simpelthen første klasses …. – et ene-

stående sammenhold og arbejdsvilje hele vejen igennem. Gang på gang sidder de til både

7 og 8 om aftenen, hvor de egentlig skulle være gået kl. 5. Vi er fire mand i centralstaben

– en taiwaneser (presbyterianer), en brasilianer (arenier), en amerikaner (metodist) - og

så altså lille mig – de øvrige tilhører næsten enhver kirkeretning, også den katolske kirke,

så der er luft under feltet! Hvad vi så egentlig skal arbejde med i disse kommende syv år, er

en anden og langt vanskeligere og vigtigere sag, men det må jeg skrive nærmere om i næste

julebrev (!) – forhåbentlig ved jeg mere om det til den tid….”

I Singapore havde EW forhandlet med lokale folk om oprettelse af et områdekontor

for Asien for TEF.557 Fordelen ved et sådant kontor ville være, at lederen var tæt på

opgaverne, og en decentral administration ville betyde færre rejser og dermed billigere

administration. Det var også ved denne lejlighed, EW havde de grundige teologiske

drøftelser med Kosuke Koyama om indigeneous teologi (se kap. 5.7).


5.9.2 Sidste rejse

Den sidste rejse, Erik W. Nielsen kom på, gik til Geneve og Rom. Det var i dagene 17. til

21. februar 1971, altså kun et par uger før, han døde.

I Geneve558 førte han en række samtaler med WCC’s Philip Potter,559 som var den kom-

mende generalsekretær i WCC, der var i gang med en større omlægning af strukturen.

Division for World Mission and Evangelism (DWME), der var blevet dannet efter sam-

menlægningen af IMC og WCC i New Delhi som en slags efterfølger for IMC, blev lagt

sammen med Faith and Order og Church and Society til én stor afdeling. Også i LWF

var der store omlægninger i gang på dette tidspunkt. Samtalerne med Philip Potter

drejede sig først og fremmest om det fremtidige arbejde i TEF, men derudover havde de

to mænd en personlig samtale, hvor Philip Potter med bekymring forudså, at der ville

komme en splittelse af WCC i forbindelse med det planlagte møde i Bangkok i nytåret

1972/73. Emnet for dette møde var „Frelse i dag,“ og de oplæg, der var kommet fra

forskellige arbejdsgrupper, pegede i retning af en temmelig radikal teologisk tolkning

af frelsesbegrebet. Efter WCC’s Assembly i Uppsala i 1968, hvor sekulærteologien havde

vundet indpas i WCC havde der rejst sig en kraftig protest fra den såkaldte evangelikale

fløj i WCC anført af bl.a. den tyske professor Peter Beyerhaus.560 I samtalerne mellem

Philip Potter og EW gav Potter udtryk for, at DWME var under kraftigt angreb fra for-

skellige sider. På den ene side var der hele Beyerhaus fraktionen, der ikke ville acceptere

den sekulærteologiske linje. På den anden side var det et angreb på DWME fra WCC’s

indre linjer, og Potter karakteriserede dette angreb åbent og skarpt med ordene: „…vi er

oppe mod et bundt amatører, der ikke ved, hvad de taler om. Central Committee kan ikke

være mindre interesseret i DWME som sådan – blandt de andre afdelinger og afdelingsle-

dere betragtes DWME nærmest som en joke.“ Philip Potter ønskede dermed at sige, at

DWME ikke kunne tage noget for givet, men måtte levere noget solidt arbejde, hvilket

han mente, at de ikke gjorde, og han knyttede sit håb til TEF og sagde, at TEF’s stab

var helt anderledes kvalificeret end staben i DWME, siden Lesslie Newbigin var vendt

tilbage til Indien som biskop561.

Dette fik EW til at reflektere videre over situationen i sin dagbog: „Jeg tænker på studiet

af „Frelse i dag.“ Der har været og der er alle former for studier om „menneskelige insti-

tutioner,“ om „menighedens missionale strukturer,“ osv. – alle disse studier er på en eller

anden måde centret i det menneskelige, fænomenologien, på en eller anden måde i kirken,

det menneskelige samfund og mødet mellem de to. Selv i studiet af forholdet til andre

religioner begynder de altid med visse teologiske bekræftelser, men så fortsætter de med at

blive til alle slags fænomenologi, analyser og beskrivelser, trends, møder mellem religio-

nerne osv. Ved at iværksætte et studium af frelsen har de imidlertid vovet (måske uden at

vide det) at røre ved noget fundamentalt forskelligt. Dette kan ikke sammenlignes blot ved

fænomenologi. Her rører de ved hjertekulen og betydningen af selve evangeliet, og de gør

det på en meget farlig måde. Det kan meget vel være, at ved at tage dette emne op, når de

til selve sandhedens øjeblik. Hvis der ikke er noget at sige, hvis vi ikke har noget at sige, hvis


der ikke er noget virkeligt budskab og intet virkeligt evangelium, så ender det med at blive

en nådesløs afsløring af denne type studier. Jeg tror, at … Philip Potter forstår det, men jeg

tvivler meget på, hvorvidt nogen af de andre gør, og jeg har bestemt ingen forestilling om,

at …. som har ansvaret for dette studium, forstår det overhovedet. Hvad jeg har set indtil

nu af studiemateriale er temmelig skræmmende. Dette tema har efterhånden været på

den godkendte dagsorden temmelig længe nu, og det materiale, som jeg i det mindste har

set, er stadig overordentligt tyndt. Og det værste er, at der synes at være meget lidt klarhed

over hele studiets fundamentale struktur, om hvilke spørgsmål, der er blevet rejst…… Jeg

er bange for, at man er så optaget af at finde et eller andet „nyt”, så at de måske mister den

kendsgerning, at de søger efter noget meget „gammelt.“ Jeg er virkelig dybt bekymret for, at

dette studie vil blive til „sandhedens øjeblik.”

Som i andre forhold kom også denne forudsigelse til at holde stik. Bangkok mødet

kom til at markere et skisma i WCC. Den såkaldte evangelikale fløj dannede året efter

Lausannebevægelsen, og i mange år var der en kløft mellem de to økumeniske bevæ-

gelser.

I forbindelse med IMC’s Assembly i Ghana 1957/58 havde EW udtrykt nervøsitet for,

om missionen skulle blive trængt i baggrunden ved en sammenlægning mellem WCC

og IMC (se kap. 3.13.3). Ved EW’s møde i februar 1971 med Philip Potter, blev EW be-

kræftet i, at hans nervøsitet dengang ikke havde været ubegrundet. Sammenlægningen

af DWME med andre afdelinger i WCC understregede, at mission ikke længere havde

så klar en status i WCC som ved sammenlægningen i 1961, hvilket var i klar overens-

stemmelse med trenden inden for WCC siden Uppsala 1968, hvor sekulærteologien

havde vundet indpas.

Fra Geneve rejste Erik W. Nielsen videre til Rom.562 Her mødtes han med lederne

af den katolske organisation for teologisk uddannelse, der svarede til TEF, og han fik

knyttet gode personlige kontakter i Vatikanet, og man besluttede snarest at tage disse

drøftelser op i et videre forum med henblik på et samarbejde mellem Vatikanet og TEF

om udviklingen af den teologiske uddannelse. Det skete ikke. EW døde to uger senere.


Næsten symbolsk var Rom den

sidste by, som EW besøgte. To

uger før sin død lavede han for før-

ste gang en aftale med Vatikanet

om, at man skulle samarbejde om

at udvikle den teologiske uddan-

nelse i de unge kirker

Det er en stor tid vi lever i

D E T E R E N STO R T I D V I L E V E R I214

KAPITEL 6

DET ER EN STOR TID VI LEVER I

6.1 lONDON – HErTil MiN VErDEN GikDet var lørdag den 6. marts 1971. Det var om eftermiddagen hjemme i Bromley. Erik

var i gang med at tapetsere, da han fik et hjertetilfælde og hurtigt blev bragt på hospi-

talet. Lægerne sagde, at han havde fået en lille blodprop i hjertet. 563 Mens han lå her,

bad han om, at Marie ville bringe ham Det Nye Testamente. Det skulle være det gamle

slidte eksemplar fra 1935 i læderindbinding, som havde fulgt ham på alle rejserne. Her

havde han indstreget de ord fra Filipperbrevet, som han havde prædiket over ved sin

fars begravelse i 1950: „….at leve er mig Kristus….”

Livet igennem havde dette ord lydt som en resonans i ham fra hans far. Det menneske,

som havde betydet mest for ham, studiemæssigt, som han i sin tid skrev til moderen i

forbindelse med faderens død. „Det er en stor tid, vi lever i,“ havde faderen indprentet

ham gang på gang som et valgsprog. „… det er måske det, som har betydet allermest for

mig, når jeg tænker på Far, altså alt, hvad dette udtryk rummede for Far. Han har atter og

atter, ved en bemærkning eller i et foredrag åbnet mine øjne for storheden i det at leve, og

for Far var selve det at leve inderligt forbundet med „at leve er mig Kristus”….“ (se kap.

1.1.3) Dette blev dyrebart for EW – livet igennem. Dette blev så dyrebart, så han ikke

kunne holde det for sig selv. Han måtte dele det med andre mennesker – i en sidega-

demenighed i Harlem i New York med mennesker fra de tidligere danske kolonier i De

Vestindiske Øer – i en lille menighed i et sydafrikansk settlement i Durban blandt sorte

afrikanere, der led under apartheidregimets undertrykkelse – i Assam i Indien blandt

bjergstammer, der på samme tid var kristne og dog ikke havde forladt den gamle religi-

ons tabuer. Ordene var blevet så dyrebare for ham, at de måtte bringes til verdens ende.

”Pas nu på, at du ikke bliver dum, Erik! Hvordan det går dig og dine planer, betyder over-

hovedet egentlig ingen ting. Der er kun én eneste ting, som betyder noget: det er at være dér,

hvor Gud vil have dig, og dér skal du arbejde, til sveden driver af dig!”

Derfor arbejdede Erik, så sveden drev af ham. På sin vis var han ambivalent. For han

var i sit es, når han arbejdede. Men han længtes hjem. Hver gang og altid. Der er breve

fra ham, skrevet allerede i Heathrow lufthavn, hvor han takkede Marie for, at hun havde

D E T E R E N STO R T I D V I L E V E R I 215

kørt ham til lufthavnen, og så skrev han, at han allerede længtes så forfærdeligt. Og brev

efter brev osede af dårlig samvittighed over, at han ikke var en nærværende far. Derfor

slog det ham lige i solar plexus, da han modtog budskabet om Hal Kochs død. Var det

det hele værd? Var det bedre, at han var blevet hjemme ved høvlebænken i Hundborg

og ikke havde kastet mig ud i det eventyr med at skulle læse? Men så lød faderens ord i

ham: „Vær nu ikke dum, Erik. Du skal være der, hvor Gud vil have dig.”

Det kan være en tung byrde at bære Guds kald. Og fristelsen for at vende det døve øre

til er stor. Erik betalte prisen – eller rettere: Sammen med Marie og familien betalte

han prisen. Marie beklagede sig aldrig. Gennem alle årene stod hun bag ham. Hun

opmuntrede ham, når han var langt nede – og hun gød olie på vandene, når han svang

sig for højt op. Også hun var bundet af den samme kaldstanke som EW. Hun delte ikke

med andre, hvad hun inderst inde led, men i en biografisk skitse til børnene mange år

senere kunne hun afslutte beretningen om hendes og Eriks bryllup i 1944 med ordene:

„Alt dette var starten på 27 begivenhedsrige år, som også for mig blev både ensomme og

krævende år!”.

Søndag, den 7. marts tidligt om morgenen fik han endnu en – stor – blodprop i hjertet.

Denne gang kunne lægerne ikke stille noget op, og her sluttede rejsen til verdens ende.

På et hospital i London.

Den følgende fredag blev han begravet fra den danske kirke, St. Katherine, i Regent

Street, London. Det var hans gode ven Poul-Erik Fabricius564, der begravede ham. Man

indledte med at synge Grundtvigs store salme: Lover den Herre. Så talte bl.a. Philip

Potter, som fortalte om, at engang, da EW havde været i Indien, havde han haft en lang

samtale med nogle buddhister, og han var rejst derfra med følelsen af, at han havde

været en meget dårlig repræsentant for kristendommen. Et årstid senere fik han et brev

fra en af de buddhister, der havde været med i denne samtale, og han skrev: „Jeg skriver

til dig for at fortælle, at i morgen skal jeg døbes. Mit vendepunkt kom efter dit indlæg den

dag, hvor du var svag og afmægtig og ikke skjulte det. Den åbenhed og ærlighed gjorde så

dybt indtryk på mig, så i morgen skal jeg døbes.”

Mission er kirkens livsnerve, slog EW fast gang på gang. Mission er mennesker. Men-

nesker, der ikke skal manipuleres med, men mødes i åbenhed. Ikke med overtalelsens

store ord, men i svaghedens ærlighed, hvor der skal være de tre kors fra Golgata. „Røve-

rens kors skal også være der, for der skal være plads til mig,“ som EW skrev i sin dagbog

i december 1970. Derfor sang man også Johannes Ewalds: Udrust dig helt fra Golgata.

Det kunne ikke være anderledes. Livet igennem havde korset fulgt ham. Det mødte den

unge teologiske student, da han vandrede i natten på Nørrebro og ikke kunne finde sig

til rette i storbyen. Da lyste korset fra Frue Kirke i natten og bragte orden i hans sind. Og

det skete igen og igen i forskellige sammenhænge i tale og skrift, at han vendte tilbage

til korset som både gåden og svaret på gåden.


Da skal jeg sikker ved din hånd,

ej frygte døden mer,

men ofre dig min frelste ånd

på dens nedbrudte ler!

”Her har vi missionens centrum. Dette budskab er vor eneste berettigelse. Vi kan ikke for-

ankre missionen i noget som helst andet end dette budskab, ikke civilisationen eller andet,

men en forkyndelse af Guds dom over verden, over mennesket, og om Guds forunderlige

tilgivelse af dette menneske. Det er selve frelseshistoriens universelle linjer, som går lige

midt ind gennem korset. Vi må have missionen helt der ind. Det er dette, missionen skal

forkynde og intet som helst andet. Og det vedkommer os!“ Således havde den unge EW

formuleret sig i et af sine tidligste foredrag. Og da han første gang besøgte Aden føjede

han til: „Men netop i denne forbindelse må vi have blikket vendt mod Jesu ord: „Det er

fuldbragt“ Vi er her sendt som vidner; vi kan og skal kun vidne (med hele vort liv) om det,

som er sket og vil ske. Det er i sidste instans ikke vor grebethed, ikke vor religiøse iver, som

betyder noget her. En anden er Herre, og Han ser kampen og leder slaget. Vi har brug for

her i arbejdet blandt muslimer at se ganske klart, hvad kristendom og mission er: Guds

gerning i den verden, som er hans.”

For EW stod det klart, at han livet igennem var vidne til det, der var sket på korset – på

det tredje kors, røverens kors. Der hvor han selv var anbragt. Her stod det lysende klart,

hvad kristendom og mission er: Guds gerning i den verden, som er hans.

Erik W. Nielsen blev kremeret, og hans urne blev nedsat på Korup kirkegård Påskedag

1971. Her var det vennen fra de unge dage på Rønde Kursus, Anders Melgaard Kjær,

der som præst forestod urnenedsættelsen. Vennen og svogeren, der sammen med Marie

var livsmedvandreren.

6.2 Erik W. NiElsENs BETYDNiNGDa generalsekretær Conrad Rendtorff DMS i 1943 modtog en artikel fra den unge stud.

theol. Erik W. Nielsen så han straks, at her var der et menneske, der havde noget ud

over det sædvanlige for en ung student. Derfor fulgte han ham gennem den kommende

tid og iagttog ham. Og da DMS ved afslutningen af Anden Verdenskrig havde et øko-

nomisk råderum, tøvede Rendtorff ikke med at sende bud efter ham og ansætte ham.

DMS opfandt en stilling til ham som studiekredssekretær, hvor hans teologiske evner

kunne komme til udfoldelse, uden at han var bundet for hårdt ind i administration. Og

talentet svigtede ikke. Derfor var det også oplagt at bede EW om at være den daglige

leder af missionsskolen, hvor han både skulle være husfar og hovedlærerkraften for de

unge missionselever.

I disse tidlige år i DMS havde den unge EW den tid til fordybelse, som grundlagde hele

hans livslange indsats. Han så med skarphed, at det var en falsk opdeling, som man hav-


de, når man talte om indre mission og ydre mission. For der var ingen forskel. Mission

var Guds sendelse til mennesket, uanset hvor i verden dette menneske befandt sig. Der-

for slog han fast, at mission altid begynder i det nærmeste. Dette inddrog hurtigt hans

ekklesiologi. I den lutherske forståelse har kirken to kendetegn: evangeliets forkyndelse

og sakramenternes forvaltning. For EW blev dette for statisk og snævert. Han efterlyste

en mere dynamisk ekklesiologi. Derfor måtte han tilføje et tredje kendetegn: mission.

For mission var kirkens livsnerve. Sådan måtte det være i den danske folkekirke, hvor

han var ordineret til præst. Men sådan måtte det også være i de mange kirker, som

verden over bekendte sig til den sammen Herre. Kirken er Kristi legeme. Hverken mere

eller mindre. Derfor blev han hurtigt overbevist om det økumeniske som fortolknings-

princip for evangeliet. Men han tog afstand fra enhver form for uniform økumeni, der

ville gøre kirken til en magtfaktor i verden.

Da grænserne åbnede sig efter Anden Verdenskrig, betød det for den unge EW, at han

kunne få international missionslitteratur. Især Hendrik Kraemer og J. Merle Davies

kom til at præge ham i udformningen af en missionsteologi. Da han få år senere fik

lejlighed til personligt at møde Kraemer i Geneve, forstærkede dette inspirationen, men

markerede samtidig selvstændigheden. Han kunne se styrken i Kraemers teologi – og

samtidig kunne han se, hvortil dens grænser gik. I mødet med tyske teologer føjede

EW den realiserede eskatologi til Kraemers futuriske forståelse af eskatologien. Og EW

antog Missio Dei forståelse af mission. At kirken er apostolisk betød for ham, at den er

missionerende. Det forholdt sig ikke omvendt. Dette synspunkt udfoldede han i diskus-

sionen med biskop Baun. Den missionerende kirke var den missionerende menighed.

Hvis ikke lægfolket tages alvorligt i denne missionerende kirke, så vil lægfolket finde

andre veje, hævdede EW over for Baun. I dag kan man spørge, om lægfolket virkelig

fandt andre – ukirkelige - veje? I dag er det ikke kun sekulære mennesker, der synes,

at kirkegang er en mærkelig gangart – denne holdning går i dag langt ind i kirkelige

kredse.

I IMC kom EW til at arbejde med et af hovedtemaerne fra Whitby: partners in obedi-

ence. Det blev klart for ham, at når man sagde, at Anden Verdenskrig ikke havde haft

vindere og tabere, så var dette ikke rigtigt. EW’s opfattelse var, at i Anden Verdenskrig

havde Vesten tabt til Den Tredje Verden. Tidligt opdagede han potentialet i de unge kir-

ker, hvis selvstændighed han tog dybt seriøst. Disputatsstudierne om forholdet mellem

mission og kolonialisme i det 19. århundrede spillede uden tvivl ind i denne partner-

skabsforståelse. I missionshistorien havde man i alt for høj grad skabt konfessionelle

kolonier parallelt med de politiske kolonier.

Da han i 1969 blev bedt om at kandidere til bispestolen i Roskilde Stift, takkede han

nej, med den begrundelse, at han ville være for vanskelig. For han troede ikke længere

på folkekirkens struktur. Principielt mente han, at der måtte ske en adskillelse af stat og

kirke. Samme år blev der på Aarhus Universitet afholdt en konference om stat og kirke.


Budskabet fra denne konference var det samme. Der måtte ske en adskillelse af stat og

kirke. Dengang blev dette betragtet nærmest som en sekterisk kuriositet. Det blev dog

en beskeden indledning til en debat, som ikke har kunnet ryddes af vejen siden. I dag

ser vi, hvorledes Selskab for Kirkeret på det seneste har anbefalet en sådan adskillelse,

ligesom det i 2011 er indskrevet i regeringsgrundlaget.

Da International Missionary Council i 1961 blev integreret i Kirkernes Verdensråd, var

EW overbevist om, at dette var det eneste rigtige at gøre. Men det gjorde ham ikke blind

for, at der var indbygget en risiko for, at mission ville blive nedtonet i den store sam-

menslutning. Hans nervøsitet grundede sig i, at ved de to foregående Assembly i IMC,

Willingen 1952 og Ghana 1957/58, havde debatten ikke handlet så meget om mission,

som om kirken selv. Han var bange for, at når man ikke længere havde IMC til hele

tiden at arbejde med, hvordan man skulle oversætte evangeliet ind i den enkeltes ak-

tuelle situation, så ville kirkerne forfalde til den lette samtale om sig selv, om sine egne

problemer, om gudstjenesteordning, liturgi og salmer – og man kunne fortsætte med

synet på kvindelige præster, skilsmisse, vielse af homofile eller sognesammenlægninger.

Alt sammen spørgsmål, som peger indad i kirken og understreger ortodoksiens sikre

rettroenhed. Alt sammen situationer hvor kirken er mere optaget af at tale med sig selv

og bevare sine hænder rene i stedet for at tage livtag med det vanskelige spørgsmål:

Hvordan forkynde evangeliet for det sekulære menneske? Hvordan svare på det seku-

lære menneskes spørgsmål i stedet for at bekymre sig om sine egen spørgsmål?

På sin sidste rejse blev han bekræftet i denne nervøsitet. Organisatorisk skete det ved,

at WCC ikke længere skulle have en særlig afdeling for mission og evangelisation, men

mission blev slået sammen i en endnu større enhed, hvor det ville være svært at komme

til orde. Det rejser spørgsmålet, om det også i dag gælder, at mission glemmes i det

mellemkirkelige?

EW var livet igennem optaget af, hvordan man forkynder evangeliet i en sådan verden,

som han kaldte et af sine første foredrag – eller mission i en forandret verden, som

var navnet på hans sidste bog. Det drev ham til at arbejde med indigeneous teologi.

Hos professor Hal Koch havde han i kirkehistorie lært, at kirken var i samfundet på

godt og ondt. Der var en vekselvirkning og en sammenhæng mellem samfund og kirke.

Kirkens – og dermed missionens historie – er ikke en historie „indenfor“ kirkerne, det

er en historie midt i verdens historie. Da han derfor blev administrerende direktør i

TEF i sommeren 1970, inddrog han kontekstualiseringen som en udvikling af begrebet

indigeneous teologi, som havde været med i TEF’s arbejdsprogram i de to første man-

datperioder.

Officielt er det hans efterfølger, der tilskrives ophavsretten til kontekstualiseringen. Men

der kan næppe være tvivl om, at EW var den egentlige bagmand. Allerede i 1950 brugte

han denne metode første gang offentligt i sine bøger: „Linier i Missionens Historie“ og


„Den Missionerende Kirke“. Bengt Sundkler fremhævede da også i sin nekrolog over

EW netop, at han havde anvendt kontekstualiseringen som et helt nyt greb i sin metode

ved fremstillingen af missionens historie. Og gang på gang livet igennem fremhævede

han nødvendigheden af altid at se tingene i sin kontekst. I arbejdsgrundlaget for TEF’s

tredje mandatperiode565, der blev fremlagt ved TEF’s første komitémøde efter EW’s

død, juli 1971, og udgivet året efter, hedder det bl.a., at begrebet indigeneous teologi har

forsøgt at svare på evangeliets udfordringer ved hjælp af den lokale kultur. Dette udvi-

des nu ved begrebet kontekstualisering, idet man uden at ignorere indigeneous teologi

nu inddrager det sekulære samfund, den moderne teknologi og kampen for menne-

skerettigheder i den oversættelsesproces, som mission hele tiden er i gang med.566 EW

nævnes ikke i denne sammenhæng, men det er tydeligt at høre hans stemme bag disse

formuleringer. Det vil dog på dette sted føre for vidt at gå ind i en dybere analyse af

ophavsretten til begrebet kontekstualisering. For at kunne gøre dette må der foretages

grundigere arkivstudier i TEF’s arkiv i Geneve, hvilket arbejdet med denne bog ikke

har levnet plads, tid og budget til. Men det vil være oplagt at dykke dybere ned i denne

problematik på et senere tidspunkt.

„Ikke siden begyndelsen af 1800-tallet, da würtembergeren og Basel-manden K. Friedrich

Steinkopf gjorde sin indsats i London i det Britiske og Internationale Bibelselskabs tjeneste,

har nogen sekretær fra kontinentet kunnet øve et så kontinuerligt og væsentligt bidrag til

den internationale missionsbevægelse som danskeren Erik W. Nielsen.“ 567 Ordene stam-

mer fra den ansete svenske missionsteolog, professor Bengt Sundkler, hvis stilling EW

overtog som Research Secretary i IMC i 1950. EW var her og der og alle vegne. Optændt

af spørgsmålet: hvordan oversætte evangeliet så det bliver meningsfuldt for den enkelte.

Dette arbejde var det mest meningsfulde, han kunne forestille sig. Derfor var det en

stor tid, han levede i.

220

NOTER

1 Hans Peter Nielsen, 1863-1938, 1897-1931 sognepræst i Hundborg, var medlem af Sudan Missionens bestyrelse og forstander for Sudan Missionens Missionsskole, der lå i Hundborg.

2 Niels Kristian Nielsen, karetmager i Hund-borg, Eriks far, født 27. april 1885 i Hund-borg, død 23. april 1950 i Hundborg, frem-trædende i det lokale Indre Mission og KFUM, lægprædikant.

3 Ingeborg Nielsen, født Hansen, Eriks mor, født 6. april 1890 i Kollerup, Fjerritslev, død 18. juli 1968 i Hundborg, lærer og organist i Hundborg

4 Anne Marie Petersen, 1878-1951, 1909 rej-ste hun til Indien for at være missionær i Løwenthals Mission, 1912-1920 missionær for DMS, 1921 grundlagde hun kostskolen Seva Mandir i Sydindien tæt ved Tranque-bar, som hun var leder af til sin død, til støtte for Seva Mandir grundlagdes en støt-tekreds i Danmark, der blev til missionssel-skabet Porto Novo.

5 Christian Ludwigs, 1877-1930, grundtvigsk præst og teolog, 1915-1930 biskop over Aalborg Stift

6 Højmark, 1944, p. 434.7 MSN-PA8 EWN-RA, kasse 19 Søren Bækgaard, 1892-1947, 1931-1938

sognepræst i Hundborg, 1938-1947 sogne-præst i Skjern, hvor EW var hans hjælpe-præst 1944-1945

10 Friedrich von Bodelswingh, 1831-1910, tysk præst og diakonileder, fra 1872 grund-lægger af kolonien Bethel udenfor Bielefeld, ligesom han 1886 grundlagde missionssel-skabet Bethelmissionen, der arbejdede i Tanganyika, hvor DMS kom til at arbejde sammen med dem.

11 Brev af 30. april 1950 til EW’s mor, MSN-PA

12 DMB 13/1964, p. 238-3913 DMB 4/71, p. 16-1714 EWN-RA, kasse 115 Kristian Herskind, 1868-1946, forstander

for Rønde Kursus 1917-194616 MSN-PA

17 Brev af 28. oktober 1935 fra Søren Bækga-ard, MSN-PA

18 Anders Melgaard Kjær, Eriks svoger og nære ven, 1917-1979, teolog, sognepræst i Korup 1960-79

19 MSN-PA, utrykte erindringer.20 EWN-RA, kasse 121 Hal Koch, 1904-1963, dr. theol. 1932, pro-

fessor i kirkehistorie ved Københavns Universitet 1936-1963, holdt nogle meget berømte Grundtvigforelæsninger på Kø-benhavns Universitet i begyndelsen af den tyske besættelse, 1940-1946 formand for Dansk Ungdomssamvirke, 1946-1956 den første forstander for Krogerup Højskole, 1958-1963 medlem af Dansk Santalmissi-ons bestyrelse. Samfundsdebattør.

22 Lorenz Bergmann, 1875-1966, professor i kirkehistorie og missionshistorie ved Kø-benhavns Universitet 1939-47. 1958 ud-nævnt til dr.theol.h.c., desuden Eriks vej-leder ved specialeskrivningen i 1943.

23 Niels Munk Plum, 1880-1957, professor i dogmatik ved Københavns Universitet 1942-50. Derefter biskop over Lolland-Fal-ster Stift.

24 Brev af 9. marts 1943 til forældrene, MSN-PA

25 Michael Neiiendam1895-1962, dr. theol. 1922, docent ved Pastoralseminariet 1935, Holmens Provst og Kgl. Konfessionarius 1934

26 EWN-RA, kasse 127 Svend Hauge, 1890-1976, dr. theol., præst

ved Diakonissestiftelsen 1930-61 (heraf forstander 1945-61)

28 EWN-RA, kasse 4, Manuskriptet er dateret 1938, må være fra efteråret 1938, da EW var flyttet til Blågårdsgade på Nørrebro i Kø-benhavn

29 DMB 1964, p. 372-74 og 396-98, se også DMB 1965/10, p.4-6 og 1965/11, p. 12-14 og 1965/12, p. 15-16

30 EWN-RA, kasse 231 Samtale med Jørgen S. Nielsen, 26.07.2010 32 Brev af 9. marts 1943 til forældrene. MSN-

PA33 Max Moses Friediger, født 1884 i Budapest,

overrabbiner ved den jødiske menighed i

221

København 1920-47, deporteret af tyskerne til Theresienstadt 1943 og kom hjem til Kø-benhavn med De Hvide Busser i maj 1945, død i Købehavn 1947.

34 K. E. Skydsgaard, 1902-1990, dr.theol. 1937, professor i systematisk teologi ved Køben-havns Universitet 1942-72, senere markant inden for international økumenisk teologi og var Det Lutherske Verdensforbunds ob-servatør ved 2. Vatikanerkoncil.

35 Brev af 9. marts 1943 til forældrene. MSN-PA

36 Mails af 12. og 13. september 2011 fra mu-seumsinspektør Henrik Lundbak, Friheds-museet, til forfatteren.

37 Samtale med Jørgen S. Nielsen, 26.07.2010, og samtale med Per S. Nielsen, 15.08.2010

38 Mails af 12. og 13. september 2011 fra mu-seumsinspektør Henrik Lundbak, Friheds-museet, til forfatteren

39 Egon Johannesen, 1900-1944, teolog, præst ved Husum Kirke i København, sekretær i Israelsmissionen, blev myrdet af Schal-burgfolk i et clearingmord den 25. novem-ber 1944 i sit hjem i Husum ved Køben-havn.

40 Tidligere missionssekretær i DMS, Leif Munksgaard, fortalte forfatteren dette den 11. september 2010, og henviste til en sam-tale, han havde haft i 60’erne med Erik W. Nielsen. Egon Johannesen var Leif Munks-gaards onkel.

41 MSN-PA, utrykte erindringer.42 MSN-PA, utrykte erindringer43 Marie Schøler Nielsen, født Kjær, Eriks

hustru, kontoruddannet, født 26. oktober 1915 i Vinding ved Holstebro, død 9. april 1991 i Hellerup. Begravet sammen med Erik på Korup Kirkegård.

44 Peder Vad Kjær, 1890-1971, Eriks svigerfar, oprindelig husmand i Vinding ved Holste-bro, senere missionær for Indre Mission med bopæl forskellige steder i landet.

45 Andersine Kjær, født Pedersen, 1893-1978, Eriks svigermor,

46 MSN-PA, utrykte erindringer.47 EWN-RA, kasse 148 Skat Hoffmeyer, 1891-1979, dr. theol. i

1913, biskop i Aarhus 1931-61.49 Oplysning afgivet af Marie til Teologisk

Stat, MSN-PA50 MSN-PA, utrykte erindringer.51 DMB 1943 p. 436-438 og 451-5352 Sadhu Sundar Singh, 1889-1929, indisk

kristen mystiker af sikhisk familie, omvendt

1909 til kristendommen ved en lysvision af Kristus. Han optrådte som en hellig mand, sadhu, og ville forene kristen og hinduistisk tradition. Han prøvede i 1929 at komme ind i Tibet; derefter hørte man aldrig mere til ham.

53 Jens Strandbygaard, 1874-1961, bogtryk-ker i Skjern og medlem af DMS’s bestyrelse 1925-49

54 Johanne Jensen, 1879-1961, missionær i Kina 1917-33, medlem af DMS’s bestyrelse 1935-49

55 C. Rendtorffs nekrolog, KD, 9. marts 197156 Harald P. Madsen, 1901-1984, cand. theol.

1926, præst, 1940-1953 generalsekretær i DMS for hjemmearbejdet, 1953-1955 se-kretær for Kirkernes Verdensråds hjælpe-arbejde i Tyskland, 1955-1967 præst ved Københavns Domkirke.

57 Herefter vil jeg oftest bruge denne forkor-telse

58 Bernhard Law Montgomery, 1887-1976, britisk præstesøn, feltmarskal og Danmarks befrier i maj 1945. Modtog Elefantordenen i maj 1945.

59 Folke Bernadotte, greve af Wisborg, 1895-1948, svensk diplomat og vicepræsident for svensk Røde Kors. Han er i Danmark mest kendt for sit arbejde med at få frigi-vet danske og norske koncentrationslejr-fanger i slutningen af Anden Verdenskrig, og organiseringen af hjemtransporten af i alt 15.000 skandinaviske fanger med De Hvide Busser. Han blev udnævnt til FN’s hovedmægler i Palæstina i 1948 og fik bl.a. etableret en våbenhvile mellem Israel og de arabiske lande. Under denne opgave blev han skudt af en jødisk terrorgruppe.

60 MSN-PA, utrykte erindringer.61 Ansættelsen fandt formelt sted ved DMS’s

bestyrelsesmøde den 7.-8. juni 1945, jf. DMS’ bestyrelsesprotokol 1937-54, p. 154. Løn og pensionsforhold blev godkendt ved bestyrelsesmødet 14.-15. november 1945, bestyrelsesprotokollen p. 161. Der er ikke i arkivet bevaret en formel ansøgning fra EW, formodentlig fordi der på sin vis var tale om en kaldelse – DMS-RA

62 DMB 1945, p. 150-5163 DMS havde to generalsekretærer på denne

tid, Harald P. Madsen var generalsekretær for hjemmearbejdet, og Conrad Rendtorff var generalsekretær for missionsmarkerne.

64 DMB 1945, p. 150-5165 Købet af huset i Glostrup blev muliggjort

222

ved et lån fra DMS på 4.000 kr. til 3% p.a. – afdragsfrit i 3 år - Bestyrelsesprotokol p. 164 – DMS-RA

66 Gudrun Vest, født 1936, 1962-1968 husmor og økonoma ved Dansk KFUK i London, missionær i Tanzania 1968-2004

67 Erik Jacob Stidsen, født 1926, Missionssko-len 1947-51, bestået missionseksamen fra Københavns Universitet 1951, missionær i Aden 1954-61, sognepræst i Aabenraa 1970-90, oplysningen er givet i brev af 17. august 2010 til forfatteren.

68 Godkendt af DMS’s bestyrelse på dens møde 14.-15. november 1945, DMS’s bestyrelses-protokol 1937-54, p.164 – DMS-RA

69 DMB 1946, p. 9-1070 EWN-RA – kasse 13 – manuskriptet blev

aldrig offentliggjort, årbogen kom kun til at handle om DMS’s arbejde på missions-markerne

71 Oplysningen er givet i brev af 17. august 2010 til forfatteren.

72 DMB 1948, p. 60 – notitsen er ikke under-skrevet.

73 Axel Malmstrøm, 1888-1951, dansk teolog og præst, biskop i Viborg 1936-1951, for-mand for Dansk Missionsråd 1946-1951, medlem af DMS’s bestyrelse 1925-51. Redaktør af Nordisk Missions Tidsskrift 1946-51. Deltog i de store internationale missionskonferencer i Jerusalem 1928, Northfield, USA, 1935, Tambaram 1938 og Whitby 1947, og skrev en bog om hver af disse konferencer. Var særdeles aktiv i hele det internationale missionsmiljø med et meget stort internationalt netværk. Skrev desuden en stor missionshistorie Evangeliet til Verden 1-3 (1945-51).

74 Conrad Arthur Venø Rendtorff, 1900-1982, cand. theol. 1922, præst, 1926-34 udsendt som KFUM sekretær til Cuddalore og Tra-vancore i samarbejde med DMS, 1935-41 sognepræst ved Kingos Kirke, København, 1940-58 generalsekretær i DMS for mis-sionsmarkerne, 1958-69 præst ved Sct. Johannes Kirke, København, 1958-73 for-mand for DMS. 1937-47 var Rendtorff medlem af Verdensbestyrelsen for KFUM, 1952-58 medlem af International Mis-sionary Council, 1957-63 medlem af Com-mission on World Missions under Det Lu-therske Verdensforbund.

75 Utrykt manuskript til C. Rendtorffs erin-dringer. Familiens eje. CR-PA

76 Konferencen fandt sted 11.-14. juni 1946

på High Leigh, Hoddesdon, Herts, med 154 deltagere, som kom fra Amerika, Danmark, Frankrig, Holland, Norge, Schweiz, Sverige og Tyskland foruden værtslandet England. Des-uden var der to deltagere fra Kina, en fra In-dien, en fra Guldkysten og en fra Vestindien.

77 Bengt Sundkler, SMT 1971/2, p. 9078 Hendrik Kraemer, 1888-1965, hollandsk

teolog, lingvist og missionær, udsendt af Det Hollandske Bibelselskab til Indonesien 1922-37, professor i religionsvidenskab i Leiden, Holland, 1937-47, direktør for Kir-kernes Verdensråds Økumeniske Institut, Chateau de Bossey, Geneve, 1948-1955.

79 Karl Barth, 1886-1968, schweizisk teolog, skønt han ikke selv var missiolog kom han til at øve afgørende indflydelse på den sam-tidige missiologi, bl.a. Hendrik Kraemer, Emil Brunner og Karl Hartenstein.

80 Foredrag holdt på videnskabeligt præste-kursus på Krabbesholm: Aktuel Missions-litteratur, oktober, 1947, ikke publiceret, EWN-RA, kasse 4

81 Dagbog 1. marts 1956, EWN-RA, kasse 2, 1950-1971

82 J. Merle Davies, 1875-1960, født i Japan som søn af en pionermissionær, teolog fra Oberlin, College, USA 1899, studier i Tysk-land, 1905 hentede John R. Mott ham tilba-ge til Japan som KFUM sekretær i Nagasaki. 1929 blev han direktør for Department of Social and Economic Research i IMC, hvil-ken stilling han besad til 1949.

83 Foredrag på videnskabeligt præstekursus på Krabbesholm: Aktuel Missionslitteratur, oktober, 1947, ikke publiceret, EWN-RA - kasse 4

84 NMT 1947/1, p. 37-4485 N.F.S. Grundtvig, 1783-1872, dansk teolog,

præst, forfatter, historiker, politiker og me-get, meget mere.

86 Poul Hartling, 1914-2000, teolog og poli-tiker, cand.theol. 1939, præst, en årrække i Østerlandsmissionens bestyrelse, udgivet: Kirketankens vækst på missionsmarken (1947), 1959 rektor for Zahles Seminarium, 1964-77 medlem af Folketinget, 1965 for-mand for Venstre, 1968-71 udenrigsmini-ster, 1973-75 statsminister, 1977-85 FN’s Flygtningehøjkommissær.

87 Laurits Stampe, 1919-2008, teolog, lektor i missionshistorie ved Københavns Universi-tet, præst og provst i Dragør 1975-86.

88 DMR’s protokol – 1912-1948, p. 185, DMR-RA

223

89 Foredrag holdt i Akademisk Missionsfor-ening august 1947, EWN-RA, kasse 4

90 Foredraget: Mission i en sådan verden, 1947, EWN-RA, kasse 4,

91 Den missionerende kirke, var også titlen på en serie radioforedrag, som han holdt i 1949-50, og som resulterede i bogen af samme navn, udgivet 1950.

92 Foredrag holdt forskellige steder i 1947 og 1948, EWN-RA, kasse 4,

93 Greve Joachim Moltke, 1857-1943, cand. jur. 1880, hofchef hos Kronprins Frede-rik 1889 og efter Kong Christian IX’s død 1906 hofmarskal hos Kong Frederik VIII 1906-08. Fremtrædende medlem i dansk og internationalt KFUM og Den Kristne Gymnasiastbevægelse og Den Kristne Stu-denterbevægelse, medlem af DMS’s be-styrelse 1910-34, 1909 foretog han en stor Asien rejse til Teltmissionens, DMS’s og Santalmissionens arbejdsområder, deltog i missionskonferencen 1910 i Edinburgh. 1912 medstifter af Dansk Bibelskole

94 Herman Göring, 1893-1946, tysk nazist og politiker, var en overgang udpeget som Hitlers stedfortræder, blev dødsdømt ved Nürnbergprocessen.

95 N. Bundgaard, 1935, p. 10896 T. Skat Rørdam, 1832-1909, teolog, 1895-

1909 Sjællands Biskop, 1870-95 medlem af DMS’s bestyrelse

97 Ditlev Gothard Monrad, 1811-87, teolog og politiker, central person i udformning af Grundloven af 1849, biskop over Lolland-Falster Stift, Kultusminister, Konseilspræsi-dent (statsminister).

98 Henry Braem Ussing, 1855-1943, teolog, 1883 lic.theol., præst forskellige steder, 1915-1943 stiftsprovst ved Vor Frue Kirke, København, 1887-90 forstander for DMS’s missionsskole.

99 Peter Gabriel Koch, 1858-1922, teolog, præst, biskop i Ribe, senere Odense, 1890-91 forstander for DMS’s missionsskole.

100 Her citeret fra Ernst Moltke: Joachim Molt-ke – en kristen stridsmand (1962), p 148.

101 Niels Brønnum, 1882-1966, læge og pio-nermissionær, var 1911 medstifter af Su-danmissionen og udsendtes 1913-21 mis-sionær i Nigeria, 1922-53 sekretær for Su-danmissionen.

102 Halfdan Høgsbro, 1894-1976, cand. theol. 1917, præst og provst i Sønderjylland, som en af de første teologer tog han skarpt af-stand fra nazismen (bogen: Politisk Drøm

og Kristent Haab, 1934), frontfigur i Ox-fordbevægelsen i Danmark i 30’erne, 1942-50 forstander for Pastoralseminariet, 1945-48 formand for Det Økumeniske Fællesråd, 1945-48 formand for Kirketjenesten blandt flygtninge i Danmark, 1949 dr. theol. h.c. i Kiel, 1950-64 biskop over Lolland-Falster Stift, 1953 formand for biskoppernes ri-tualudvalg, der i 1958 udgav Prøveritual-bogen, 1948-50 delegeret ved Kirkernes Verdensråd for Tyskland, medlem af DMS’s bestyrelse 1935-58, formand for DMR 1952-1964, formand for Nordisk Missions-råd 1958-1964, 1961 indvalgt i WCC’s ko-mite for verdensmission, deltog i flere af de store økumeniske møder og besøgte flere af missionsmarkerne.

103 DMR’s protokol 1912-1948, p. 169, DMR-RA

104 DMR’s protokol 1912-1948, p. 170, DMR-RA

105 DMS’ protokol 1937-1954, p. 235 – Besty-relsesmøde 26.-27. august 1947 – det be-mærkes, at det er i DMS’s protokol, at disse ting er protokolleret og ikke i DMR’s pro-tokol. DMR’s protokol er ligeledes tavs om forholdene, hvorunder missionsskolen blev solgt i 1950 og det afsluttende år. Det må man også søge oplysning om i DMS’s arkiv. Der oplyses intet om, hvorvidt Marie Schø-ler Nielsen har modtaget løn for sit arbejde som husmor. Det har hun formodentligt ikke – det har været efter præstekoneprin-cippet: Betal for én og få to! Hun blev hel-ler ikke spurgt. Forhandlingen førtes alene med EW. – DMS-RA

106 Jens Kristian Enevoldsen, 1922-1991, mis-sionseksamen 1951, cand. theol. 1952, præst Sct. Michaelis, Fredericia og Erritsø frem til 1958, 1958-1972 missionær for Dansk Pathanmission, Pakistan, derefter præst i Danmark.

107 Jens Møller, f. 1921, missionseksamen 1951, ordineret til præst og udsendt til Indien 1952, formand for Kristeligt Folkeparti 1973-79, medlem af Folketinget 1973-79.

108 Johannes Lund, 1926-1992, missionseksamen 1951, 1951-59 missionær for Brødremenig-hedens Danske Mission i Tanzania, 1959-1965 assisterende generalsekretær i DMS, derefter sognepræst i Sønderup-Suldrup

109 Georg Sørensen, 1927-2008, missionseksa-men 1951, 1951-65 missionær for Brødre-menighedens Danske Mission i Tanzania, 1966-97 sognepræst i Snejbjerg, 1968-2000

224

medlem af BDM’s bestyrelse fra 1974 som formand.

110 DMS’s bestyrelsesprotokol, 1937-1954, p. 250 – Bestyrelsesmøde den 18.-19. novem-ber 1947, DMS-RA

111 DMB 1947, p. 424-27112 Oplysningen er givet i brev af 17. august

2010 til forfatteren 113 „Fra Edinburgh til New Delhi“ i bogen:

Kirkernes møde i New Delhi, red. af Johs. Langhoff, 1962, p. 9.

114 Erik W. Nielsen: Linier i Missionens Histo-rie, 1948, p. 64

115 Bengt Sundkler, 1909-1995, svensk teolog, missionær og biskop i Tanzania, studiese-kretær i IMC, professor i Uppsala i missi-onshistorie.

116 Tidigt framträdde han som författere. Som studiesekreterare i DMS utgav Nielsen år 1948 en sammenfatning av missionshisto-rien, Linier i missionens historie. Här möt-te et nyt greb. Politisk historia och missio-nens insatser framställdes som integrerede till en levende, spänningsfyld enhet, på ett sätt som dittills knappast uppnåtts i andre liknande framställninger.“ SMT 1971/2 p. 90

117 EWN-RA, kasse 4,. 118 The World Mission and the Church, Tam-

baram 1938, udgivet af International Mis-sionary Council, London, 1939. På dansk er Tambaram konferencen behandlet i bogen: Kirkens Verdensmission, udgivet af Axel Malmstrøm, København 1939.

119 William Wilson Cash, 1880-1955, missio-nær, generalsekretær i CMS 1925-41, der-efter biskop i Worcester. Udgav 1939 bogen: The Missionary Church.

120 EWN-RA, kasse 4.121 Udateret brev til Marie juni 1949, MSN-PA122 Max Warren, 1904-1977, ledende britisk

missionsteolog i midten af det 20. århund-rede, 1942-63 generalsekretær for CMS, derefter til sin død canon ved Westminster Abbey, stort forfatterskab

123 Udateret brev fra juni 1949 til Marie, MSN-PA

124 Brev af 14. juni 1949 til Marie, MSN-PA125 Udateret brev, juni 1949, til Marie, MSN-

PA126 Udateret brev, juni 1949, til Marie, MSN-

PA 127 Norman Goodall, 1896-1985, Britisk teo-

log, missiolog og administrator. Kongrega-tionalist. Tjente under Første Verdenskrig i

centraladministrationen, graduerede deref-ter fra Mansfield College i Oxford, hvoref-ter han blev ordineret til præst i sin kirke. 1936 blev han udpeget til London Missio-nary Societys ansvarlige leder af arbejdet i Indien og South Pacific. 1944 blev han valgt til at efterfølge William Paton som London sekretær i IMC og redaktør af International Review of Mission, hvilket placerede ham i centrum af udviklingen af det økumeni-ske arbejde efter Anden Verdenskrig. Han spillede en ledende rolle i planlægningen af IMC’s 3. Assembly i Whitby, Canada, 1947 og 4. Assembly i Willingen, Tyskland 1952, ligesom han var en af arkitekterne bag inte-grationen af IMC i WCC, New Delhi 1961.

128 Brev af 8. december 1949 fra Dr. Norman Goodall til generalsekretær Conrad Rend-torff, DMS, DMS-PA, kasse 706, min over-sættelse.

129 Jf. Rendtorffs nekrolog over Erik W. Nielsen i KD, 9. marts 1971.

130 Udateret brev fra januar 1950 til Marie, MSN-PA

131 DMB 1950, 14. april, p. 127: Ny sekretær i Det Internationale Missionsråd.

132 Oplysningerne om International Mission Council stammer primært fra Erik W. Niel-sens artikel: „Fra Edinburgh til New Delhi,“ i bogen: Kirkernes møde i New Delhi, red. af Johannes Langhoff, 1962, p. 9-27

133 Dansk Missionsråd blev stiftet 18. april 1912 ved et møde i Bethesda, København. DMR var en fortsættelse af Komiteen for de Nordiske Missionsmøder. Som første for-mand valgtes professor Frederik Torm, der fortsatte som formand indtil 1946, da han afløstes af biskop Axel Malmstrøm. Kilde: Dansk Missionsråds protokol, Rigsarkivet.

134 Nielsen: The role of IMC, p. 196f135 John R. Mott, 1865-1955, 1886 repræsente-

rede han sit universitet i den første interna-tionale kristne studenterkongres, der blev afholdt i tilknytning til KFUM bevægelsen. Mere end 100 af kongressens 251 medlem-mer inkl. Mott forpligtede sig til at arbejde for ydre mission efter at have afsluttet sine studier i filosofi og historie i 1888 arbejdede han en årrække som KFUM sekretær for-skellige steder i USA og Canada. Han var 1895 medstifter af Student Volunteer Mo-vement for Foreign Missions og dets gene-ralsekretær og rejste rundt i hele verden og organiserede nationale grupper, bl.a. i Dan-mark i samarbejde med Olfert Ricard og

225

Greve Joachim Moltke. 1915-28 var han ge-neralsekretær for det internationale KFUM og 1926-37 formand for KFUM’s Verdens-komité. Medarrangør af konferencen i 1910 i Edinburgh og siden central person i opfølgningsarbejdet, fra 1921 formand for IMC. Nobels Fredspris i 1946. Medstifter af Kirkernes Verdensråd 1948.

136 Joseph H. Oldham, 1874-1969, skotsk mis-sionær, der fik en fremtrædende rolle i op-bygningen af den økumeniske bevægelse, 1910 sekretær for konferencen i Edinburgh, 1912 redaktør af International Rewiev of Missions, sekretær for IMC 1921-38, med-stifter af Kirkernes Verdensråd 1948.

137 Christian Frederik Frimodt-Møller, 1877-1943, cand. med. 1905, DMS’s første læ-gemissionær i Indien, udsendt 1907 til Tirukoilur, 1914-1939 overlæge ved tuber-kulosehospitalet Madanapalle, 1939-1943 den indiske centralregerings konsulent i tuberkulosesygdomme

138 Axel Malmstrøm: Missionsproblemer be-handlede på Whitbykonferencen (ikke publiceret foredrag holdt ved missionær-kursus på KFUK i København den 10. de-cember 1947) AM-RA

139 Erik W. Nielsen: Den missionerende kirke, København 1950, p. 159

140 Charles Wesley Ranson, 1903-1988, født i Nordirland, metodist, teolog, 1929-43 mis-sionær i Madras, Indien, 1943-45 sekretær for National Christian Council i Indien, Ceylon og Burma, 1946-47 Research Se-cretary i IMC, London, 1948-58 generalse-kretær IMC, New York, 1952 dr. theol. Kiel, 1958-64 grundlægger og direktør for Theo-logical Education Fund, 1962-68 professor økumenisk teologi, Drew University Theo-logical School, 1968-72 professor økume-nisk teologi Hartford.

141 C. Ranson: Renewal and Advance, London 1948, p. 203

142 F.eks. J. Merle Davies: New Buildings on Old Foundations, 1945 (IMC 1945).

143 Brev af 20. september 1950 fra IMC til EW, EWN-RA, Kasse 1

144 Interview i Kristeligt Dagblad i forbindelse med EW’s udnævnelse, dato ukendt.

145 Ernst Troeltsch, 1865-1923, førende tysk teolog af den religionshistoriske skole, teologisk professor i Heidelberg, og senere professor i filosofi i Berlin.

146 EWN-RA, kasse 1147 EWN-RA, kasse 2

148 „Jo mere jeg kommer til at kende Kraemer personligt, jo mere forstår jeg, at det er et privilegium at have kendt den mand per-sonligt, have arbejdet sammen med ham – og – i hvert fald i nogen grad – have vun-det hans venskab“ - kilde: EW’s dagbog 1. marts 1956, EWN-RA, kasse 2

149 EWN-RA kasse 2, 150 EWN-RA, kasse 2151 Ved den kontinentale missionskonference

i Freudenstadt, Tyskland, i oktober 1951, holdt EW et foredrag under titlen: „Mission i en tid, hvor dørene lukkes“ (NMT 1951/4, p. 219-231. I dette foredrag tog EW bolden op fra mødet med professor Kraemer og fremlagde sine synspunkter på præsteud-dannelsens nødvendighed i den unge kirke. Dermed blev præsteuddannelsen for alvor sat på dagsordenen i IMC.

152 EWN-RA, kasse 2 153 Sylvester Clarence Michelfelder, 1889-1951,

amerikansk luthersk præst og teolog, den første generalsekretær for LWF 1947-1951

154 Martin Luther, 1483-1546, tysk teolog og kirkereformator

155 Rapport fra rejse 8.-26. juni 1951 til Tysk-land, Sverige, Norge og Danmark, EWN-RA, kasse 2

156 Stephen Charles Neill, 1900-1984, mis-sionær i Indien og 1939 biskop i Tinnevelly, Indien, forsker, spillede en ledende rolle al-lerede ved missionskonferencen i Tambaram 1938, 1947-54 sekretær ved WCC, 1962-67 professor ved Hamburgs Universitet, 1969-73 professor ved Nairobi Universitet. Bl.a. udgivet History of the Ecumenical Move-ment 1517-1948 og Concise Dictionary of the Christian World Mission, 1971, samt redaktør af World Christian Book-serien.

157 Hal Koch: Kirkens historie, 1962, p. 14158 Dagbogen, tirsdag den 25. juli 1950 –

EWN-RA, kasse 2 159 Brev 30. august 1970 til den katolske præst,

pater D. J. Boers, Oslo, EWN-RA, kasse 1160 SMT 1971, p. 95 – min oversættelse161 The role of IMC, p. 206ff162 The role of IMC, p. 207 – min oversættelse163 Dagbogen 12. august 1950, EWN-RA, kasse 2 164 Her lagdes spiren til det samarbejde i Tan-

ganyika (Tanzania) som senere blev kon-kretiseret i det nuværende LMC (Lutheran Mission Coordination), der samler alle de tanzanianske lutherske kirker og de forskel-lige lutherske missionsselskaber fra forskel-lige lande.

226

165 Gustav Stählin, 1900-1985, tysk nytestament-lig teolog, 1927 dr. phil. (Erlangen), 1928 lic. theol. (Leipzig), 1930 dr.theol. (Leipzig), 1932-39 docent ved den ev.-luth. Højskole i Madras, 1943 professor i Wien, efter krigstje-neste og fangenskab blev han 1946 professor i Ny Testamente i Erlangen, og 1952-68 profes-sor i Ny Testamente i Mainz.

166 Karl Hartenstein, 1894-1952, tysk missi-onsteolog og administrator. En af de cen-trale figurer i moderne tysk mission og mis-siologi. Hartenstein begyndte som præst i sin fødeegn, Württemberg, hvorfra han blev hentet som missionsdirektør til Basel Missionen (1926-39). Derefter indtil sin død besad han centrale stillinger i sin lokale kirke. I mødet med Karl Barth var han den første missiolog til at formulere tanken om „Missio Dei“ som en umistelig indikation af Guds åbenbaring. Hartenstein spillede en central rolle ved IMC’s 3. Assembly i Whitby, 1947, og i de følgende års arbejde i IMC som medlem af IMC’s styrelse frem til det 4. Assembly i Willingen, i Tyskland, 1952, hvor han var den ledende kraft bag vedtagelsen af teologien om „Missio Dei”. Han døde kort tid efter mødet i Willingen.

167 Jf. hertil også tyske teologer som O. Cull-mann: Heil als Geschichte (1965) og Hans Conzelmann: Die Mitte der Zeit (1964) – se endvidere: W. Freytag: Mission im Blick auf das Ende (Evangelische Missionszeitschrift, December 1942, p. 321-333), K. Harten-stein: Mission und Eschatologie (Evangeli-sche Missionszeitschrift, Marts 1950, p. 33-42), og G. Stählin: Die Endschau Jesu und die Mission (Evangelische Missionszeit-schrift, Marts 1950, p. 97-105) Denne teo-logi vil man desuden se afspejlet hos Gustaf Wingren i hans bog Credo (d.o. 1979)

168 Foredraget er grundigt refereret af EW i hans dagbog, EWN-RA, kasse 2

169 Foredraget blev på EW’s foranledning over-sat til dansk og bragt i NMT, 1950/4, p.224-46

170 Hartenstein støtter sig i denne analyse til Oscar Cullmann: Christus und die Zeit, 1948

171 DMS’ Årbog 1953, p. 108172 Slutseddel i Rigsarkivet, EWN-RA, kasse

1 – Slutsedlen bekræftes af IMC, godkendt i hovedkontoret i New York, 5. december 1950.

173 Brev af 25. oktober 1950 til Marie, MSN-PA.

174 Brev 4. november 1950 til Marie, MSN-PA175 John Mackay, 1889-1983, født i Skotland,

1915 teolog fra Princeton, USA, 1916-26 missionær i Peru, hvor han grundlagde en skole, 1926-30 evangelist for KFUM i Uru-guay, 1930 studieophold i Bonn hos Karl Barth, fra 1936 præsident for Princeton Theological Seminary, 1947 valgt til for-mand for IMC.

176 Paul Louis Lehmann, 1907-94, amerikansk, presbyteriansk teolog af tysk-ukrainsk af-stamning, etiker, professor på Princeton Theological Seminary og Harvard Univer-sity Divinity School og Union Theological Seminary i New York, ven med Dietrich Bonhoeffer, engagerede sig aktivt imod maccathyanismen I 50’erne.

177 Rapport fra rejse 8.-26. juni 1951 til Tysk-land, Sverige, Norge og Danmark, EWN-RA, kasse 2

178 Walter Freytag, 1899-1959, indflydelsesrig tysk missionsteolog, 1947-59 professor i missionsvidenskab ved Hamburg Universi-tet.

179 Der foreligger i Marie Schøler Nielsens pri-vatarkiv en række breve fra denne rejse – de fleste af privat karakter, og en udførlig dag-bog i Erik W. Nielsens privatarkiv, Rigsarki-vet, kasse 2, hvorpå dette afsnit bygger.

180 Winston Churchill, 1874-1965, britisk statsmand og forfatter, premierminister 1940-45 og 1951-55.

181 Harry S. Truman, 1884-1972, 1944 vicepræ-sident hos den sygdomssvækkede Franklin D. Roosevelt, der døde 84 dage efter valget, hvorefter Truman overtog præsidentembe-det 1945-53.

182 Joseph McCarthy, 1908-57, amerikansk ju-rist og politiker

183 Kaj Baagø, 1926-1987, dansk teolog, mis-sionær i DMS, 1959-1968 professor ved United Theological Seminary, Bangalore, Indien; 1968-1984 ansat i Danida, 1984-1987 ambassadør i Indien. Døde i Indien.

184 ”Der gives i disse år millioner af dollars fra både Rockerfeller og Ford Foundation til udbygning af teologiske studier – men kun ved „non-konfessionel“ universiteter og colleges. I hele kampen om Amerikas position og i kampen mod kommunismen behøver man kristendommen – for at styr-ke nationen.“ Dagbog den 16. februar 1956 – EWN-RA, Kasse 2

185 Horton M. Davies, 1916-2005, britisk teo-log og religionshistoriker, kongregationa-

227

list, var under Anden Verdenskrig præst i et af de mest bombehærgede områder af Lon-don, 1947-53 professor i Sydafrika, 1956-84 professor ved Princeton.

186 Dietrich Bonhoeffer, 1906-1945, tysk pro-testantisk teolog, der var stærkt engageret i den tyske kirkekamp mod nazisterne, hen-rettet 9. april 1945.

187 Kenneth Scott Latourette (1884-1968), baptist, amerikansk missionshistoriker, 1909-10 sekretær i den kristne frivilligbe-vægelse, 1910-12 universitetslærer i Kina, 1916-21 professor forskellige steder i USA, 1921-53 professor i missionshistorie ved Yale, forfatter til mere end 80 bøger om kri-stendom, mission og historie.

188 DMB 1953, p. 334189 DMS’s protokol, 1937-1954, p. 463, Besty-

relsesmøde den 19. august 1953, DMS-RA190 Erik Petersen, 1915-2009, 1938-1945 for-

bundssekretær i FDF, 1946-1953 ungdoms-sekretær i DMS, 1953-58 landssekretær for hjemmearbejdet i DMS, 1958-63 general-sekretær for hjemmearbejdet i DMS, 1963 konstitueret generalsekretær for DMR, 1964- programredaktør i Danmarks Radio.

191 Brev 24. august 1953 til Marie, MSN-PA192 Brev af 26. august 1953 til Marie, MSN-PA193 Brev af 1. september 1953 til Rendtorff, og

brev af 1. september 1953 til DMS’s besty-relse, MSN-PA

194 Brev af 13. september 1953 til Marie, MSN-PA

195 Brev af 18.-19. september 1953 til Marie, MSN-PA

196 Stillingen som landssekretær for missions-markerne blev ikke besat, da EW takkede nej til den, men blev fortsat varetaget af Rendtorff.

197 Billetterne foreligger i familiens eje, MSN-PA

198 Jf. Norman Goodall and Erik W. Nielsen: Survey of the Training of the Ministry in Africa, Part III, London and New York 1954, 61 pages.

199 Stephen Neill: Survey of the Training of the Ministry in Africa, Part I, IMC, London and New York 1950

200 Miner Searle Bates, 1897-1978, amerikansk missionær og missionsteolog, 1920-1950 professor Nanjing, Kina, 1950-1965 professor ved Union Theological Seminary, New York

201 M. Searle Bates, (ed.): Survey of the Trai-ning of the Ministry in Africa, part I, IMC, London and New York, 1954

202 Der foreligger en del breve i Marie Schøler Nielsens privatarkiv, som EW har skrevet til familien fra denne rejse, desuden et omfat-tende dagbogsmateriale i EWN-RA, kasse 2. Dertil kommer, at EW var flittig til at for-tælle om sine oplevelser gennem ni kronik-ker til Kristeligt Dagblad, artikler i Dansk Missionsblad samt Nordisk Missions Tids-skrift. Dette kapitel bygger på disse kilder.

203 Malan, Daniel Francois, 1874-1959, Syd-afrikansk politiker. Malan var uddannet te-olog, 1924 blev han indenrigsminister, hvor han var med til at indføre afrikaan som officielt sprog ved siden af engelsk. I 1934 dannede han sit eget parti, der dog i 1939 fusionerede med det gamle parti, Natio-nal Party, for at skabe en national samling forud for Anden Verdenskrig. 1940 overtog Malan ledelsen af partiet, og ved at slå på racespørgsmål lykkedes det ham 1948 at danne den første regering, der udelukkende bestod af afrikaanere. Som premiermini-ster og udenrigsminister 1948-54 skærpede Malan, der er blevet kaldt apartheidpolitik-kens far, den allerede førte raceadskillelse ved bl.a. at gennemføre, at befolkningen i 1950 inddeltes efter race.

204 Kilde: Den Store Danske Encyklopædi, 1, p. 487

205 Albert Luthuli, 1898-1967, læreruddannet og virkede nogle år som lærer ved Adam College, blev 1935 valgt som høvding, var i årene 1952-1967 præsident for African Na-tional Congress (ANC), modtog som den første afrikaner i 1960 Nobels Fredspris, var flere gange idømt band af Sydafrikas regering, efter en arrestation i 1956 udsendte han er-klæringen: „The Road to Freedom is via the Cross.“ Et stærkt kristent, religiøst menneske, der efter inspiration fra Ghandi gik ind for ikke-vold i kampen mod apartheid.

206 Nelson Rolihlahla Mandela, f. 18. juli 1918 i Transkei provinsen, søn af en høvding, jurist, åbnede 1952 landets første sorte advokatfirma, 1952 næstformand i ANC, i december 1961 besluttede ANC at indlede en væbnet kamp mod det hvide styre og Mandela blev som øverstbefalende sendt på træningsophold i Algeriet. I 1962 blev han fængslet og 1965 idømt livsvarigt fængsel på fængselsøen Robben Island. Han blev løsladt 11. februar 1990 og i 1994 blev han valgt som sit lands første sorte præsident. Modtog sammen med F. W. de Klerk No-bels Fredspris i 1993

228

207 Frederik W. de Klerk, f. 1936, jurist, sydafri-kansk politiker, præsident 1989-1994, fra 1889 formand for National Party, modtog 1993 sammen med Nelson Mandela Nobels Fredspris. I 1997 trak han sig tilbage fra po-litik.

208 Nelson Mandela: Vejen til frihed, en selv-biografi, København 2007, p. 127 og p.464

209 EWN-RA, kasse 2. EW boede hos den ang-likanske stiftsprovst i det farvede Distrikt 6, Cape Town.

210 Ordet afrikaner bruges i denne fremstilling om Afrikas indfødte befolkning, der på en-gelsk betegnes native, mens ordet afrikaan bruges om den især hollandske indvandrer-befolkning.

211 Dagbogen 11. oktober 1953, EWN-RA, kasse 2

212 Norman Goodall and Erik W. Nielsen: Survey of the Training of the Ministry in Africa, Part III, London and New York 1954

213 Survey p. 29214 Survey p. 37-38215 Survey p. 41 – min oversættelse216 Survey p. 61 – International Review of Mis-

sions, January, 1935 – min oversættelse217 Lederen af Kirkernes Raceprogram i Dan-

mark, Leif Vestergaard, skriver i mail af 8. august 2011 til forfatteren følgende: „Som jeg husker det, begyndte debatten omkring raceproblemerne i Sydafrika først at dukke op i økumeniske kredse i slutningen af 60’erne – navnlig inspireret af Sydafrikas økumeniske Råd. WCC’s generalforsamling i Uppsala satte for alvor fokus på racespørgs-målet i hele det sydlige Afrika, og det resulte-rede i oprettelsen af Programme to Combat Racism i 1969. I Det økumeniske Fællesråd var der stor tøven overfor at oprette et lig-nende program i Danmark, og derfor blev Kirkernes Raceprogram oprettet som en selvstændig organisation af Det økumeniske Center (med adresse sammesteds) i 1971. Det skabte som bekendt en voldsom debat med bl.a. missionsselskaberne (især Sudan-missionen) og Folkekirkens Nødhjælp. In-formationsarbejdet blev i 1974 fulgt op af rapporten „Danmarks aktier i apartheid”, der beskæftigede sig med danske firmaers arbejdsvilkår for sorte medarbejde i Sydafri-ka, og deltagelse i ØK’s generalforsamling.“

218 EWN-RA, kasse 1 - fra 21. februar 1956 indtil sommeren samme år var der en kor-respondance mellem den svenske biskop i Sydafrika, E. Sundgren, Erik W. Nielsen og

Ronald K. Orchard m.fl. – Igen i 1959 var der bud efter EW fra Sydafrika, man ville låne ham i fem uger til at hjælpe med at opbygge en teologisk uddannelse for læg-folk (DMS-RA, brev af 3. august 1959, Skr 140/59) – dette besøg blev gennemført i ef-teråret 1960

219 Det Danske Missionsselskabs Beretning for 1954, p. 105.

220 For en samlet fremstilling af missionen i Aden, se: H. Nielsen: Tålmodighed forplig-ter, København 2005, p. 237-331

221 Erik W. Nielsen: Paa Pionermission i Ara-bien, København 1948, p. 39

222 EWN-RA, kasse 4223 Det Danske Missionsselskabs Beretning for

1953, p. 107f.224 Der foreligger en rapport bragt i Det Dan-

ske Missionsselskabs Beretning for 1953, p. 103-108, desuden har EW sendt en rapport til IMC, der ikke er dateret, men sendt fra Aden, så den må være fra midt i decem-ber 1953, og et brev til generalsekretær C. Rendtorff i DMS, dateret 11. december 1953 og mærket: „Strikte privat og konfi-dentielt.“ Rapporten til IMC og brevet til Rendtorff findes i EWN-RA, Kasse 2

225 Oluf Høyer, 1859-1930, dansk missionær og præst, grundlægger af Dansk Kirkemis-sion til Arabien.

226 Brev af 11. december 1953 til Rendtorff, EWN-RA, kasse 2

227 Brev af 23. oktober 1956 fra Rendtorff til EW – EWN-RA, kasse

228 Brev af 3. november 1956 til Rendtorff – EWN-RA, kasse

229 Brev af 24. november 1956 fra Rendtorff til EW, og brev af samme dato fra DMS til IMC – EWN-RA, kasse 1

230 Brev af 12. januar 1957 til Marie, MSN-PA 231 Albert Kenneth Cragg, f. 1913, britisk mis-

sionær og islamkender, 1950 doktor på afhandlingen: „Islam in the Twentieth Cen-tury: The Relevance of Christian Theology and the Relationship of Christian Missions to Its Problems.“ 1950-1958 professor ved Hartford Seminary, 1958 vendte han til-bage til Mellemøsten, 1967-1970 professor Ibadan, Nigeria, 1970-1981 anglikansk bi-skop i Cairo, stort forfatterskab om forhol-det mellem kristendom og islam.

232 Erik Stidsen, brev af 18. august 2010 til for-fatteren

233 Inge Tranholm-Mikkelsen, nekrolog I KD, 10. marts 1971

229

234 Erik W. Nielsen: Report on a Visit to Aden, March 21st – April 28th, 1958, With parti-cular reference to the work of the Church of Scotland Mission and the Danish Mis-sionary Society – DMS-RA

235 For en samlet fremstilling af denne proces, se: Karsten H. Nissen: Det internationale Missionsråds integration med Kirkernes Verdensråd, Århus 1972, guldmedaljeaf-handling, Aarhus Universitet.

236 The Role of the IMC, p. 186237 Eivind Berggrav, 1884-1959, norsk teolog,

dr.theol. 1925 på en religionspsykologisk afhandling, 1928-1937 biskop i Tromsø, og 1937-1951 biskop i Oslo, leder af den norske kirkekamp 1940-1945, interneret af tyskerne 1942-1945, efter krigen blev han et fremtrædende medlem af WCC

238 Præsenteret ved foredrag holdt på Svenska Instituttet för Missionsforskning, 15.-16. marts 1955, offentliggjort i SMT 1955, p. 78-88 og Kristen Gemenskap, efterår 1955.

239 Manuskript til Kristen Gemenskap, efterår 1955, EWN-RA, Kasse 13

240 The role of IMC, p. 208f241 Jeg vælger i denne fremstilling formulerin-

gen partners in obedience, da den teologisk rummer mere end den danske oversættelse

242 Dagbog 16. februar 1956, EWN-RA, kasse 2243 Valget faldt i sidste ende på Lesslie Newbi-

gin244 Der er en serie breve om dette emne i

EWN-RA, kasse 1245 Brev af 3. august 1959 fra Christian Council

of South Africa til DMS med anmodning om at låne EW i perioden 4. september til 21. oktober 1960. Besøget fandt sted i forbindelse med, at EW sammen med Rendtorff deltog i Det lutherske Verdens-forbunds Missionskomités møde i Bukoba. Skr. 140/1959 – DMS-RA, kasse 10, og DMS Skr. 76/1960 – DMS-RA, kasse 113.

246 Brev af 26. september 1956 fra EW til pro-fessor Regin Prenter, Aarhus, og brev af 3. november 1956 fra EW til generalsekretær C. Rendtorff, DMS, - EWN-RA, kasse 1

247 Regin Prenter, 1907-1990, dansk teolog og præst, 1944 dr. theol. på afhandlingen „Spi-ritus Creator”, 1945-72 professor i dogma-tik ved Aarhus Universitet, regnes for én af „de fire store i Aarhus.“

248 Brev af 26. februar 1958 fra EW til Erik Pe-tersen, - EWN-RA, kasse 1

249 Der var en del, som beklagede, at EW ikke fik et dansk professorat, blandt disse kirke-

minister Orla Møller, der i et brev dateret 8. marts 1967 skrev til EW: „Kære Erik. Tak for en ualmindelig interessant samtale. Det er længe siden, jeg i den grad har følt mig ført ind i det centrale i problemerne om-kring den kristne forkyndelse. Hvor kunne jeg ønske mig, at du havde været professor ved et teologisk fakultet her i landet……“ EWN-RA, kasse 2

250 Brev af 3. november 1956 fra EW til C. Rendtorff, - EWN-RA, kasse 1

251 Dagbogen den 21. februar 1956, - EWN-RA, kasse 2

252 Brev af 24. februar 1958 til H. Høgsbro – EWN-RA, kasse 1

253 Brev af 24. februar 1958 til H. Høgsbro – EWN-RA, kasse 1

254 Brev af 3. november 1956 fra EW til C. Rendtorff, - EWN-RA, kasse 1

255 Brev af 27. januar 1957 til Marie, MSN-PA 256 Brev af 24. november 1956 fra Rendtorff –

EWN-RA, kasse 1 257 E. Nielsen, 1975, p. 141 – jf. Rendtorffs

utrykte manuskript til bogen, p. 269, CR.PA258 Søren Hansen Sørensen, 1880-1971, dansk

præst, medlem af DMS’s bestyrelse 1919-1958, formand for DMS 1935-1958

259 „Jeg ville gerne have Erik W. Nielsen ind som generalsekretær, og han havde ved et møde i udlandet, hvor jeg var sammen med ham, lovet, at hvis det kom til at ligge for, ville han ikke sige nej til en opfordring dertil.“ (CR-PA, utrykt manuskript, p.269). I Egon Nielsens bog er dette nedtonet til: „Den unge præst, Erik W. Nielsen, havde forlods lovet, at han ikke ville sige nej, hvis han en dag blev opfordret til at overtage generalsekretærpo-sten i DMS.“ (Som tiden dog går, p. 141) Når der er denne forskel, skyldes det for-modentlig et hensyn til Erik Petersen, at han ikke skulle kunne læse, at Rendtorff i virke-ligheden havde ønsket EW til denne stilling. Rendtorff ønskede EW og kun EW som ge-neralsekretær. Han vidste af erfaring, at det var uholdbart med to generalsekretærer. Det er altså ikke helt i overensstemmelse med virkeligheden, når Rendtorff i sin nekrolog i KD, 9. marts 1971, skriver: „DMS skulle have ny generalsekretær, og det var alles overbe-visning, at man ikke kunne få nogen bedre mand til den post end Erik W. Nielsen.“ Her pyntede Rendtorff på historien.

260 E. Nielsen, 1975, p. 137f 261 Brev af 16. november 1963 til Marie, MSN-

PA

230

262 De to foredrag: 1) Raceproblemet i Afrika, og 2) Kristendom og Islam i Afrika, blev året efter udgivet som to små bøger med samme titel

263 Brev 1. januar 1958 til Marie, MSN-PA264 Brev af 8. februar 1958 fra biskop Høgsbro,

EWN-RA, kasse 1265 Brev af 26. februar 1958 til Erik Petersen –

EWN-RA, kasse 1 266 Inge Jeppesen, 1928-2001, dansk missionær

og præst, i DMS’s bestyrelse 1970-75 og 1979-82, gift 1961 med Verner Tranholm-Mikkelsen

267 Brev af 27. marts 1958 fra biskop H. Høgs-bro, EWN-RA, kasse 1

268 DMB 1958, p. 116-118269 Torben Christensen, 1921-1983, dansk

teolog og kirkehistoriker, dr. theol. 1954 og samme år professor i kirke- og dogmehisto-rie ved Københavns Universitet, formand for Dansk Pathanmission 1960-1974.

270 DMR’s protokol 1948-1960, p. 111 – DMR-RA, kasse 113

271 Brev af 27. marts 1948 fra biskop H. Høgs-bro, EWN-RA, kasse 1

272 Brev af 31. marts 1958 fra C. Rendtorff, EWN-RA, kasse 1

273 Brev af 7. april 1958 til Marie, MSN-PA274 Brev af 15. april 1958 til Marie, MSN-PA 275 Brev af 6. juni 1958 til biskop H. Høgsbro,

EWN-RA, kasse 1 276 Brev af 7. juni 1958 til Erik Petersen, EWN-

RA, kasse 1 277 DMR’s protokol 1948-1960, p. 141 – DMR-

RA, kasse 113278 DMR’s protokol 1948-1960, p. 185f – DMR-

RA, kasse 113279 DMR-RA, kasse 113280 Fra 1. november 1962 blev Alice Johansen-

Stolt ansat som kontorsekretær281 DMR-RA, kasse 114282 Nordisk Missionsråds møde i Helsingfors

30. august 1961, DMR-RA, kasse 113283 Brev fra til Marie december 1961, MSN-PA284 Brev af 28. september 1962 fra DMS til

DMR, og brev fra EW til Johs. Aagaard, 27. december 1962, - DMR-RA, kasse 114

285 Rudolf Bultmann, 1884-1976, tysk luthersk teolog, var medlem af den tyske bekendel-seskirke i 30’erne og 40’erne, 1921-1951 professor i Ny Testamente ved Marburg Universitet.

286 H. Høgsbro: Er det nu kirkernes og ikke missionens tid? – NMT 1960/4

287 Christian Møinichen Baun, 1898-1972, cand. theol. 1924, generalsekretær for

KFUM og KFUK i Danmark 1931-40, bi-skop i Viborg 1951-1968, medlem af DMS’s bestyrelse 1958-1966,

288 Bestyrelsesskrivelse 75/1964, DMS-RA, kas-se 115

289 Ungdomsarbejderen 1959, p. 3290 Williams 1963, p. 44: „I dag er der et stærkt

spørgsmål vedr. det adækvate i denne type definition; det er foreslået at reformatorernes definition af kirken var alt for statisk, alt for meget reflekterede den middelalderlige situa-tion i hvilken kirken var synliggjort som den lokale gruppe på et givet lokalt sted, der udø-vede alene de religiøse handlinger….“ – min oversættelse

291 H. Nielsen, 1975, 38f292 Brev af 26. april 1964 til biskop Chr. Baun,

EWN-RA, Kasse 1293 DMB 1943, p. 436-38 og 451-53294 SMT 1955, p. 82295 Brev fra Christian Baun, dateret 29. april

1964, EWN-RA, kasse 1296 Ungdomsarbejderen, 1959, p. 3f.297 NMT 1962/4 p. 251298 Citeret efter EW: Mission i økumenisk per-

spektiv, NMT 1962/4 p. 253299 Ibid p. 258300 Inge Tranholm-Mikkelsen: Menighedens

struktur og funktion, København 1968.301 NMT 1962/4 p. 264f.302 Her citeret efter EW: Mission i økumenisk

perspektiv, NMT 1962/4 p. 245303 ibid, p. 246304 Ibid p. 248305 NMT 1959/3 p. 134ff.306 SMT 1955 p. 78-88307 Ibid p. 86308 I dette spørgsmål kom EW til at øve indfly-

delse på sin gamle lærer, professor Hal Koch – se Kirkens Historie, 1962 p. 184ff

309 Axel Malmstrøm: Missionsproblemer be-handlede på Whitbykonferencen (ikke pub-liceret foredrag holdt ved missionærkursus på KFUK i København den 10. december 1947) – AM-RA

310 NMT 1959/3 p. 129-138 og The role of IMC, London 1958

311 Skr. 15/1960, DMS-RA kasse 111312 Brev 12. dec. 1959 til Marie, MSN-PA313 Skr. 15/1960, DMS-RA kasse 111 og DMB

1960, p. 63f., læs også Ove Hørlyck: System-skifte i Arcotkirken, DMB 1960, p. 213-217

314 Man valgte pastor Dorairaj Peter som præ-sident, læge R. V. Daniel som sekretær og John Nallatambi som kasserer.

231

315 Jawaharlal Nehru, 1889-1964, indisk poli-tiker, der siden 1917 havde arbejdet sam-men med Mahatma Gandhi. Ved Indiens selvstændighed blev han 1947 landets pre-mierminister og udenrigsminister, og det var ikke mindst på grund af ham, at Indien hurtigt udviklede sig til en sekulær demo-kratisk stat. Modsat Gandhi var han over-bevist om, at Indiens fremtid lå i en hurtig industrialisering efter europæisk forbillede.

316 Harboe, 2010, p. 116f., se også EW: Neyveli – den store udfordring, DMB 1960 p. 112-116 og Ove Hørlyck: Menigheden i Neyveli, DMB 1960, p. 426-428

317 Harboe, 2010, p. 118f., tegner et andet bil-lede af situationen i Neyveli på baggrund af Kaj Baagø, som EW bad om at skrive en rapport til DMS om mulighederne i Ney-veli. Harboe fremstiller sagen som en strid mellem CSI og ALC om retten til at bygge menighed i Neyveli i henhold til en aftale mellem CSI og ALC om grænsedragningen mellem de to kirker. Det kan ikke afvises, at EW har harmoniseret forholdet til CSI for at tilfredsstille DMB’s læsere.

317a DMB, 1960 p. 112-116318 Til udviklingen i Kina – se: Anne Hviid Jen-

sen: I Lys og Mørke, København 2005319 NMT 1949/3, p. 181-98320 Til DMS’s start i Tanganyika – se: Knud

Ochsner: Hånd i Hånd, København 2006 321 Chiang Kai-shek, 1887-1975, kinesisk poli-

tiker og militærmand, leder af nationalist-partiet Guomindang fra 1926 og den domi-nerende lederskikkelse i Republikken Kina i årene 1928-49, efter kommunisternes magtovertagelse 1949 slog han sig ned på øen Taiwan, hvor han fortsatte til sin død som præsident anerkendt af USA og Eng-land med plads i FN og FN’s sikkerhedsråd som en af verdens fire stormagter.

322 H. Nielsen, 2005, p. 270-78323 Rendtorff, upubliceret manuskript til erin-

dringer, p. 262-67 CR-PA324 DMB 1956 p. 153325 Ang. missionen i Japan – se speciale i hi-

storie, Aarhus Universitet, udarbejdet af Michael Christensen 2005

326 Ove Bartholdy, 1929-2008, 1955 cand. the-ol., præst, 1956-62 missionær i Japan

327 Villy Peter Sørensen, 1916-1995, formand for Østerlandsmissionen 1960-74, medlem af DMS’s bestyrelse 1976-1982

328 H. Nielsen, 2005, p. 223-236329 Kirsten Vind, f. 1919, dansk diakonisse,

formand for Kvindelige Missionsarbejdere 1959-1981

330 Vind, 2002, p. 148. EW’s bistand fandt sted på baggrund af, at han 3. marts 1966 under et besøg i Libanon besøgte Fuglereden og vendte tilbage i november samme år. I brev af 2. januar 1967 gjorde han rede for sine forslag til Fugleredens fremtid og deltog 14. januar 1967 i et møde med KMA’s ledelse om emnet. (EWN-RA, dagbøger, kasse 3)

331 DMS-RA, Kasse 706332 Brev af 31. oktober 1960, EWN-RA, kasse 1333 Georges Marshall, 1880-1959, 1939-1944

øverstkommanderende for den amerikan-ske hær, 1947-1949 udenrigsminister, hvor han tog initiativ til Marshallhjælpen til gen-opbygning af det ødelagte Europa, 1950-51 forsvarsminister, 1953 modtog han Nobels Fredspris

334 Lidegaard, 2011, p. 225ff.335 Jens Otto Krag, 1914-1978, dansk social-

demokratisk politiker, hovedforfatter til Socialdemokratiets handlingsprogram ef-ter Anden Verdenskrig (Fremtidens Dan-mark), 1947-50 Handelsminister, 1953-58 Økonomi- og Arbejdsminister, 1958-62 Udenrigsminister, 1962-68 og 1971-72 Statsminister. Hans store politiske vision var at føre Danmark ind i de europæiske fællesskaber (EF), hvilket skete med over-vældende flertal ved folkeafstemningen den 2. oktober 1972, hvorefter Krag dagen efter trak sig tilbage som minister.

336 Lidegaard, 2001, p. 433337 Lidegaard, 2001, p. 433 f338 Bach, 2008, p. 72-89339 John Fitzgerald Kennedy, 1917-1963, ame-

rikansk politiker, præsident for USA 1961-63, skudt den 22. november 1963 i Dallas, Texas.

340 Viggo Kampmann, 1910-1976, dansk økonom og socialdemokratisk politiker, finansminister 1953-60 og statsminister 1960-62, trak sig af helbredsgrunde tilbage i august 1962 hvorefter Jens Otto Krag blev statsminister.

341 Viggo Kampmanns embedsarkiv i Rigsarki-vet, Statsministeriet, Kasse 4: Taler, artikler mm.

342 Hans Peter Børresen, 1821-1901, dansk missionær, grundlagde 1867 sammen med nordmanden L. O. Skrefsrud et missions-arbejde blandt stammefolket santalerne i Bengalen, Indien, hvilket blev til Dansk Santalmission.

232

343 KD 7. december 1960, bragte et grundigt referat af mødet og dagen efter en leder

344 Kirkeligt Magasin den 16. december 1960, se også det svenske tidsskrift Kristen Ge-menskap, hvor Kampmann i juni 1961 fremførte lignende synspunkter

345 Brev af 20. december 1960 til Høgsbro, DMR-RA, kasse 113

346 Vi skal frem til finansåret 1963-64 før vi fin-der en budgetlinje for u-landshjælpen. Den var da på ca. 29 mio kr. svarende til 0,05% af BNP – jf. http://www.dst.dk/da/statistik/publikationer/vispub.aspx?cid=13348 – i 2009 udgjorde den danske udviklingsbi-stand 0,73% af BNP jf. http://www.dst.dk/da/statistik/publikationer/vispub.aspx?cid=16217

347 Professor K. E. Bugge har i telefonsamtale med forfatteren den 20. september 2010 oplyst, at han husker, at EW „ofte kom på Institut for Dansk Kirkehistorie for at holde møde med Hal Koch.“ Bugge var på det tidspunkt Kochs nærmeste akademiske medarbejder på instituttet. En anden af Kochs nære medarbejdere, professor Hol-ger Bernt Hansen skriver i en mail til forfat-teren november 2010, at EW „var stærkt in-volveret i Hal Kochs udarbejdelse af bogen Fremtiden Formes og kom i den tid ofte på instituttet.”

348 Holger Bernt Hansen: Mission og U-lands-hjælp, p. 186, og samme: Mission, udvikling og ulandshjælp, p.112-113, og Uffe Torm: Brød og Bibler

349 Koch: Fremtiden formes, p. 48ff.350 Ibid. p. 50351 Ibid. p. 51. 352 Koch: Santalposten 1961/5, p. 83-86 og

Santalposten 1961/ p. 158-163353 Information 10. februar 1962354 Nan Henningsen, 1920-2004, dansk jour-

nalist355 Jf. hertil EW’s artikel om U-landshjælp og

Ydre Mission i mindebogen om Hal Koch, p. 155-162, hvor EW gør Kochs synspunkt om to-regimente-læren til sit eget.

356 Santalposten 1961/ p. 158-163357 ibid. p. 161358 Ibid. p. 162359 Ibid. p. 162f.360 Vilhelm Nielsen: En folkelig opgave, Høj-

skolebladet 1950/45, p. 493-495 (anmeldel-se af EW’s bog: Den missionerende kirke)

361 Se hertil: Harald Nielsen: Systemskiftet i Det Danske Missionsselskab 1889, ikke of-

fentliggjort emnekredsopgave ved Aarhus Universitet 1973

362 A. Rosenstand Hansen: Nogle synspunkter vedrørende u-landshjælpen, NMT 1962/2

363 Koch, Fremtiden: p. 25364 Ibid. p. 29365 DMR – møde den 22. marts 1961, Protokol

1960-1965, p. 14-15 – DMR-RA, kasse 114366 Arne Thomsen, f. 1928, cand. theol. 1954,

sekretær i Folkekirkens Nødhjælp 1958-1964, konstitueret sekretær i DMR 1963, efter 1964 præst og provst

367 DMR – FU 12. maj 1961, Protokol 1960-1965, p. 21-22 – DMR-RA, kasse 114

368 Berlingske Aftenavis, 23. januar 1962, se hertil Harboe: 2010, p. 129-138

369 Willy Westergaard Madsen, 1907-1995, præst, generalsekretær i De samvirkende Menighedsplejer 1942-1960, Københavns biskop 1960-75,

370 DMR-RA, kasse 113371 Det drejede sig om tidligere missionær

i Indien, pastor Ove Hørlyck. I en del år havde man en sådan studenterpræst for u-landsstuderende. Koch havde i denne tid planer om, at omdanne den bygning på Vodroffsvej på Frederiksberg, hvor Institut for Dansk Kirkehistorie havde til huse til en ny seks etagers bygning, hvor øverste etage skulle indrettes som kollegium for u-lands-studenter.

372 DMS’s Årbog 1971, p. 53f373 Per Federspiel, 1905-1994, dansk mod-

standsmand og politiker, cand. jur. 1931, 1945-1950 minister for særlige anliggender, 1947-1950 og 1957-1974 medlem af Folke-tinget, 1960-1963 præsident for Europa-rådet, 1973-1974 medlem af Europaparla-mentet.

374 Referat fra mødet den 19. juni 1961, DMR-RA, kasse 113

375 DMR møde den 1. november 1961, Proto-kol 1960-65 p. 37, DMR-RA, kasse 114.

376 DMR protokol 1960-1965 p. 47, DMR-RA kasse 114 – i samme sag havde en delegati-on fra DMR under ledelse af Poul Hartling og Erik W. Nielsen foretræde for folketings-udvalget.

377 Bodil Koch, 1903-1972, en af de første seks kvinder i Danmark der blev cand.theol., gift med Hal Koch, medlem af Folketinget 1947-1971, Kirkeminister 1950 og 1953-1966, Kulturminister 1966-1968

378 Brev fra Bodil Koch til Hal Koch, august 1962: „Hal, så er der noget, du ikke kan

http://www.dst.dk/da/statistik/publikationer/vispub.aspx?cid=13348





233

lide. Måske bliver det ikke til noget, så don’t worry. Men jeg blev kaldt til Kampmann og spurgt, om jeg (uden at opgive Kirkemini-steriet) ville være minister for U-landshjæl-pen. Jeg kan ikke sige nej. Men endnu er det ikke sikkert, at jeg får det endelige tilbud. Og så er det kun godt, for det bliver et an-svar uden lige at få noget ordentligt ud af det….“ – her citeret efter: Bodil Possing: Uden Omsvøb, p. 296

379 DMB 1962, p. 96380 DMR protokol 1960-1965, p. 67, DMR-RA,

kasse 114 – der blev udpeget to observa-tører, ud over EW var det formanden for Mellemfolkeligt Samvirke. Formand for Styrelsen, der havde syv medlemmer, var professor P. Nybo Andersen. Efter EW over-gik hans mandat til DMR.

381 Brev af 28. december 1962 fra udenrigs-minister Per Hækkerup, DMS-RA, kasse 794 – udnævnelsen var personlig og var gældende for tre år. I Rådet sad også profes-sor Hal Koch og generalsekretær Erik Pe-tersen, DMS. Da EW forlod DMS, overgik hans plads i Rådet til ass. generalsekretær Johannes Lund, DMS. Rådet var på ca. 50 medlemmer, det var her den bredere u-landspolitiske debat førtes.

382 DMR – FU 7. maj 1963 skr. 27/1963, DMR-RA, kasse 114

383 Brev 12. november 1959 til Marie, MSN-PA384 For en grundig gennemgang af sammen-

lægningsprocessen og mødet i New Delhi se Karsten H. Nissens guldmedaljeafhandling: Det internationale Missionsråds integrati-on med Kirkernes Verdensråd, Århus 1972

385 Se hertil: Langhoff (red) 1962, p. 9-27, DMS’s Årbog 1961-62, p. 5-9, NMT 1962/4, p. 243-71

386 The role of IMC, p. 185-190387 James Edward Lesslie Newbigin, 1909-

1998, britisk missionær og teolog, 1936-1947 landsbyevangelist i Indien, var arki-tekten bag Church of South India, og blev 1947-1959 biskop for denne kirke i Madu-rai, Sydindien; 1959-1961 generalsekretær i IMC og ledte i den forbindelse IMC til inte-grationen med WCC i 1961, hvorefter han 1961-1965 var vicegeneralsekretær i WCC med ansvar for Devision of World Mission and Evangelism; 1965-1974 biskop i CSI i Madras, 1974-1979 professor ved Selly Oak. Stort forfatterskab.

388 The role of IMC, p. 238-240389 Dagbog 1960-1961 – EWN-RA, kasse 3

390 Brev til Marie, december 1961, MSN-PA, da EW takkede nej til dette tilbud, blev biskop Stephen C. Neill i stedet professor i Ham-burg i årene 1962-1967

391 Brev til Marie december 1961, MSN-PA392 Brev 4. april 1962 til Aagaard, brev 5. april

1962 fra Aagaard og brev 16. april 1962 til Aagaard, DMR-RA, kasse 114

393 Brev 16. april 1962 til Aagaard, DMR-RA, kasse 114

394 DMR, FU møde 7. juni 1962, Protokol 1960-1965, p. 77 – DMR-RA, kasse 114

395 DMR, FU møde 23. oktober 1962, Protokol 1960-1965 p. 89f., DMR-RA, kasse 114

396 Brev 20. januar 1963 til Marie, MSN-PA397 Det har ikke været muligt at opspore disse

udskrifter, som ikke findes i EWN-RA eller i MSN-PA

398 William Wilberforce, 1759-1833, engelsk politiker, der ledede kampagnen for afskaf-felse af slaveriet og var en af stifterne af Church Missionary Society i 1799.

399 Henry Venn, 1796-1873, engelsk missio-log, blev 1841 udnævnt til sekretær i CMS, bedst kendt som en af ophavsmændene til de tre selv’er: selv-styre, selv-underhold og selv-udbredelse.

400 Brev 9. april 1963 til Marie, MSN-PA401 Brev 23. april 1963 til Marie, MSN-PA402 Paul Verner Hansen, 1909-1996, dansk

teolog og præst, domprovst i København 1963-79, medlem af DMS’s bestyrelsen 1949-1966

403 Brev 23. september 1963 til Marie, MSN-PA404 Brev 28. august 1963 til Marie, MSN-PA –

min oversættelse405 Samtale med forfatteren den 14. juni 2010406 Desværre er brevene fra Marie til EW ikke

bevaret, men af EW’s brev 16. novem-ber 1963 til Marie, fremgår det, at Marie har prøvet at kalde ham tilbage på sporet. MSN-PA

407 Brev 13. december 1963 til Marie, MSN-PA408 Brev 16. december 1963 til Marie, MSN-PA409 Se hertil Rendtorffs nekrolog i KD, 9. marts

1971 og DMB 18/1964, p. 331410 Oplysningerne bygger på: A Report from

the Theological Education Fund – Five Ye-ars 1958-1963 – AJS-PA

411 Survey of the training of the ministry in Africa, IMC, London, New York, 1950-1954 – 3 dele i et bind.

412 Se hertil: Erik W. Nielsen: Det teologiske Uddannelsesfond, NMT 1965/1, p. 3-13

413 John David Rockefeller, Jr., 1874-1960,

234

amerikansk filantrop, regnes for en af de rigeste amerikanere nogensinde, donerede bl.a. grunden, hvorpå FN bygningen står i New York, og er grundlægger af Rockefeller Center i New York.

414 Yorke Allen: A Seminary Survey, Harper, New York, 1960

415 Jf. International Review of Missions, Okto-ber 1965, p. 433

416 Brev 16. december 1963 fra EW til MSN, MSN’s privatarkiv

417 Ansættelseskontrakt, dateret 1. januar 1966 og underskrevet af TEF’s Director, Rev. James F. Hopewell, meddeler, at EW er ansat pr. 1. november 1964 med bopæl i Danmark og fra 1. juli 1965 med bopæl i England, som Associate Director, årlig løn 2.000 £ + 107£ som pensionstillæg. – EWN-RA, kasse 1

418 NMT 1951/4, p. 219-231419 Ibid., p. 224420 Alice Johansen-Stolt, f. 1935, blev i 1962 an-

sat som den første kontorsekretær i DMR og fulgte med EW til London, hvor hun var hans sekretær frem til 1969

421 Oplyst forfatteren i samtale med Alice Jo-hansen-Stolt i samtale 29. juni 2010

422 DMB 1964, p. 231: meddeler Rendtorff, at generalsekretær Erik Petersen den 9. juni 1964 blev udnævnt til programredaktør i Danmarks Radio

423 Ole Sven Bertelsen, f. 1925, præst, 1957-1962 landsekretær i KFUM og KFUK i Danmark, 1962-1964 præst ved Helleruplund kirke, 1964-1972 generalsekretær i DMS, 1972-1975 præst ved Messiaskirken, Hellerup, 1975-1992 biskop over Københavns Stift.

424 EW’s dagbog 21. oktober 1964, RA, kasse 3425 Kaj Baagø holdt sit berømte foredrag ved

DMS’s Repræsentantskabsmøde i Herning i oktober 1964 (DMB 353f.), netop som EW var fratrådt sin stilling i DMS, og ved det møde, hvor Ole Bertelsen blev præsenteret som generalsekretær. Foredraget indledte en proces, der endte med, at Baagø afbrød sit samarbejde med DMS. Da bruddet lig-ger efter EW’s ansættelse i DMS behandles det ikke her, men der henvises til Jørgen Harboes bog: Manden der ville frelse ver-den, København 2010. Der findes i EW’s arkiv kun et enkelt brev om denne sag.

426 Oplysninger givet af Jørgen S. Nielsen den 1. februar 2012 og brev af 13. november 1964 til Marie, MSN-PA

427 A Theological Book List – by Raymond P. Morris, udgivet af TEF 1961, – og: A Theological Book List of Works in English, French, German, Portuguese, Spanish – ud-givet af TEF 1963, Distributors: Blackwell’s Oxford and Allenson’s Naperville, Illinois.

428 D.T. Niles: Den kristne østasiatiske Konfe-rence, DMS’s Årbog 1960-61, p.10-18

429 NMT 1965/1, p.10f430 A Report from the Theological Education

Fund 1958-1963 – AJS-PA431 NMT 1965/1, p. 13432 Brev 3. december 1964 til Marie, MSN-PA433 Brev af 18. september 1969, EWN-RA, kas-

se 1434 Ibid. p. 13435 Knud Wümpelmann, f.1922, blev 1960

formand for Baptistkirkens ydremissions udvalg og blev dermed observatør i DMR og fra 1962 fuldgyldigt medlem, samme år blev han medlem af DMR’s FU. Wümpel-mann udtrykker i mail af 13. august 2010 til forfatteren, at han satte stor pris på EW, fordi denne havde en dyb økumenisk for-ståelse.

436 Brev af 3. december 1964 til Marie, MSN-PA

437 Harboe, 2010, p. 154 og p. 167438 Brev 28. november 1964, MSN-PA439 Her citeret efter Harboe, 2010, p. 167440 Kaj Baagø: A Bibliography of Indian Theo-

logy (Library of Indian Christian Theolo-gy), Madras, CLS for UTC, Bangalore, 1969

441 Samuel Marinus Zwemer, 1867-1952, 1890-1929 var han missionær i Egypten og andre arabiske lande, 1929-1937 var han profes-sor i missionshistorie ved Princeton Theo-logical Seminary, forfatter til en lang række bøger.

442 Gamal Abdel Nasser, 1918-1970, egyptisk officer og politiker, deltog i 1940’erne i for-skellige grupper, der var imod udenlandsk dominans i Egypten, og i 1952 anførte han de unge officerers kup mod kongen, 1954-1970 var han Egyptens anden præsident.

443 Brev af 14. februar 1965, MSN-PA444 Shenouda, f. 1929-2012, levede i mange år

som eremit i huler i den egyptiske ørken, blev derefter hentet ind som biskop og le-der af COS, blev valgt som pave for den koptisk ortodokse kirke i 1971 under nav-net Shenouda III.

445 Dagbog 6. oktober 1965, EWN-RA, kasse 2446 Forfatteren har to gange i hhv. 2005 og

235

2007 deltaget i disse bibeltimer, der nu fin-der sted i den koptisk ortodokse domkirke i Abbasiya, Cairo. Begge gange anslog man, at der var ca. 5.000 deltagere. Bibeltimerne blev simultantolket til engelsk for ikke-ara-bisk talende deltagere, og de blev transmit-teret direkte på TV.

447 Dagbogsblad, oktober 1970, EWN-RA, kasse 2, min oversættelse

448 Biskop Samuel, 1921-1981, præsteviet 1950, biskop 1962.

449 Dagbog 13. februar 1965, EWN-RA, kasse 2450 Mohamed Anwar al-Sadat, 1918-1981,

hørte til kredsen omkring præsident Naser ved kuppet i 1952 og besad flere minister-poster indtil han 1970-81 efterfulgte Naser som præsident. Han sluttede 1979 fred med Israel, for hvilket han modtog Nobels Fredspris i 1978 sammen med Israels pre-mierminister.

451 Dagbogsblad 13. februar 1965, EWN-RA, kasse 2

452 Dagbogsblad 4.-9. oktober 1970, EWN-RA, kasse 2 – min oversættelse

453 Dagbogsblad 13. februar 1965, EWN-RA, kasse 2

454 Båden eksisterer stadig og ejes i dag af, CE-OSS (Coptic Evangelical Organization for Social Services), der er Egyptens største NGO. I dag ligger båden fast forankret i byen el-Minia, ca. 200 km syd for Cairo, og bruges som konferencested og overnatning for organisationens medarbejdere.

455 Oplysninger givet af CEOSS’ administrerende direktør, dr. Andrea Zaki Stephanous, i mail 13. februar 2012. Bruno Bødker Hansen og Betty From Jensen, gjorde 1998-2001 tjeneste som hhv. lærer i kirkehistorie og bibliotekar ved ETSC, udsendt af Danmission.

456 Brev af 17. februar 1965 til Marie, MSN-PA457 Dagbogsblad 5. oktober 1965, MWN-RA458 Forfatteren var 10. september 2003 i audi-

ens hos pave Shenouda sammen med en delegation fra den egyptisk-tyske dialog-konference. Ved den lejlighed udtalte paven som et svar på et spørgsmål fra deltagerne, at den eneste dialog med islam, der fandtes i den koptisk ortodokse kirke, fandt sted på hans kontor. Han tillod ikke sine præster og munke at deltage i nogen som helst form for dialog med muslimer, uden det var un-der hans personlige kontrol.

459 Rejserapport fra Cairo, 4.-9. oktober 1970, EWN-RA, kasse 2

460 Den store danske Encyklopædi, 12, p. 140-142

461 Maronitterne er medlemmer af et syrisk-sproget kirkesamfund, opkaldt efter den oldkirkelige eneboer, Maron, der levede i 5. århundrede. I modsætning til de øvrige sy-risksprogede kristne, forblev maronitterne inden for Kalkedons bekendelse. Under korstogstiden fik maronitterne nær for-bindelse til den romersk-katolske kirke og anerkendte pavens overhøjhed, hvilket man stadig gør, samtidig med at man har bevaret egen ritus og kirkeret. Maronitternes patri-ark er i dag romersk katolsk kardinal.

462 Druserne betragter sig selv som en blan-dingsreligion mellem kristendom og islam. De er tilhængere af en egyptisk kalif, der omkring år 1000 påberåbte sig at være Gud selv. De lever i Libanon, Syrien, Jordan og Israel, ligesom der findes en del emigranter. De lever primært i Libanons bjerge syd for Beirut og har oprindeligt været bjergbøn-der, der har levet isoleret og har giftet sig ind i hinandens slægter. Under den liba-nesiske borgerkrig spillede de en vis rolle. I dag har de eget undervisningssystem og indtager en del nøglestillinger i det libane-siske samfund.

463 Maria Jakobsen, 1883-1960, dansk sygeplejer-ske og missionær, udsendt første gang til Ar-menien for KMA i 1907 og i forbindelse med det store folkemord på armenierne i 1920 fulgte hun med de armenske flygtninge til Libanon, hvor hun oprettede skolehjemmet Fuglereden 1922, som hun drev til sin død.

464 Rafiq Hariri, 1944-2005, libanesisk for-retningsmagnat og milliardær, 1992-1998 og 2000-2004 premierminister i Libanon. Myrdet 14. februar 2004.

465 Oplyst af såvel Jørgen S. Nielsen som tid-ligere missionær Leif Munksgaard, der på dette tidspunkt boede i Beirut tæt ved det kommende byggeri og derfor ofte fik besøg af EW, når han træt og frustreret trængte til at tale frit med en dansker, der ikke havde noget med hverken TEF eller NEST at gøre.

466 Dagbogsblad, oktober 1970, EWN-RA, kasse 2

467 Dagbogsnote, 11. februar 1965, EWN-RA, kasse 2

468 Dagbogsnote, 2.-7. marts 1966, EWN-RA, kasse 2

469 Dagbogsnote, 2.-7. marts 1966, EWN-RA, kasse 2

236

470 Dagbogsnote, 18. oktober 1967, EWN-RA, kasse 2

471 Ifølge mail fra dr. Andrea Zaki Stephanous, Cairo, 13. februar 2012 til forfatteren eksi-sterer sammenslutningen stadig og har den netop afgåede rektor for NEST, dr. Mary Mihail, som formand.

472 Ved kirkemødet i Kalkedon 451 skiltes van-dene mellem det store flertal af ortodokse og katolske på den ene side og bl.a. de kop-tisk ortodokse på spørgsmålet om Kristi guddommelighed.

473 Dagbogsblad, 4.-9. oktober 1970, EWN-RA, kasse 2 – min oversættelse

474 Dagbogsblad, oktober 1970, EWN-RA, kasse 2 – min oversættelse

475 Om overdragelsen af Tranquebarmissio-nen, se: H. Nielsen: Det Danske Missions-selskab og Tranquebarmissionen, i: Bugge m.fl., 2005, p. 147-164

476 H. Nielsen: DMS og Tranquebar, Bugge m.fl., 2005, p. 149-152

477 William Carey, 1761-1834, var en engelsk missionær i Indien, der ofte benævnes som den moderne missions fader. 1792 grund-lagde han Baptist Missionary Society i Eng-land, og året efter rejste han til Indien som missionær.

478 Østergaard: Universitetet i Serampore, i Bugge m.fl., 2005, p. 166f.

479 Denne bygning blev bl.a. bygget af meteria-ler fra det tidligere Hirchholm (Hørsholm) slot, der efter affæren mellem Dronning Ca-roline Mathilde og Struense blev revet ned.

480 Lars Peter Larsen, 1862-1940, dansk teolog og missionær, 1889-1899 udsendt som mis-sionær af DMS, som han derpå brød med, 1899-1910 KFUM sekretær i Madras, 1910-1924, rektor for UTC, 1918 dr.theol. h.c. ved Lunds Universitet, 1924-1933 ansat ved Det Britiske Bibelselskab med henblik på en revision af den tamulske bibeloversæt-telse, i 1933 vendte han tilbage til Danmark.

481 Brev af 2. april 1975 fra rektor til Marie, MSN-PA

482 Dagbog, 28. februar 1965, EWN-RA, kasse 2

483 Brev af 4. februar 1966 til Marie, MSN-PA484 Dagbog, 28. februar 1965, EWN-RA, kasse

2485 TELC, Tamil Evangelical Lutheran Church,

var dannet af den svenske mission og Leip-zigermissionen og var altså arvtageren fra den gamle danske Tranquebarmission.

486 TELC „var rasende over, at CSI havde plan-lagt Synod Committee [intern CSI] sam-men med mig hele lørdag formiddag og kun afsat tre timer til samlet komité….“ Dagbog 5. marts 1965, EWN-RA, kasse 2

487 Dorairaj Peter, 1919-1999, indisk luthersk præst i ALC, 1960-1981 valgt som første in-diske præsident for ALC og var 1981-1983 ALC’s første biskop.

488 Brev af 12. marts 1965 til Marie, MSN-PA489 Rejserapport, Indien 29. januar til 25. fe-

bruar 1966, EWN-RA, kasse 2490 Brev af 17. november 1966 til Marie, MSN-

PA491 Ibid 492 Til en nærmere beskrivelse af undervis-

ningen i Madurai, se: Wingate, 1999: Does Theological Education make a difference. Wingate har i en årrække været lærer ved Madurai.

493 Brev af 28. oktober 1969 til Marie, MSN-PA, og Dagbogsblad 28. oktober 1969, EWN-RA, kasse 2

494 Dagbog 28. februar 1966, EWN-RA, kasse 2495 Rejserapport, Indien 29.januar til 25. fe-

bruar 1966, EWN-RA, kasse 2496 DMB 1971/4, p. 16-17497 Kosuke Koyama, 1929-2009, japansk, lu-

thersk teolog 498 South East Asia Journal of Theology, 1971499 MSN-PA500 Tanken om verden som en global landsby

var første gang fremsat i 1964 af kommuni-kationsteoretikeren Marshall McLahan

501 Mission i en forandret verden, p. 12502 Først i 1978 besluttede DMS’s repræsen-

tantskabsmøde at lade DMS gå ind i Mis-sion i Danmark, H. Nielsen, København 2005, p. 382-387

503 Mission i en forandret verden, p. 15504 Alexander Duff, 1806-1878, skotsk missio-

nær i Indien505 Mission i en forandret verden, p. 16506 Ibid., p. 23f507 Se hertil Niels Thomsens diskussion af det-

te spørgsmål i Sjørup, 2008, p.11-17508 Mission i en forandret verden, p. 27509 Ibid., p.28510 Kaj Baagø m.fl.: Missionens krise, 1970511 Ved DMS’s 150 års jubilæum i 1971 var

titlen på den udsendte jubilæumsbog: Mis-sion er mennesker

512 Mission og Dialog, p. 32513 Ibid., p. 7

237

514 Mission i en forandret verden, p. 31515 Mission og Dialog, p. 9516 Ibid., p. 8517 Deutsche Christen var navnet på den kirke,

som nazisterne etablerede i Tyskland fra 1933 til 1945, og som blev en arisk, hu-maniseret religion løsrevet fra den kristne åbenbaringstanke. Kristus blev reduceret til en arisk moralprædikant uden guddomme-lighed.

518 Se hertil kap. 1.6.2519 Udateret dagborgsblad, december 1970,

EWN-RA, kasse 2520 Mission og Dialog, p. 6521 EWN, Mission i en forandret verden, p. 23f.522 Mission og Dialog, p. 6f523 Dagbog 17. oktober 1966, EWN-RA, kasse

2524 Radioforedragene blev fulgt op med bogen:

De store Verdensreligioner, der udkom i flere oplag i Danmark og blev oversat og udgivet i Sverige og Norge.

525 Verdensreligioner, p. 147526 Ibid., p. 149527 Ibid., p. 150528 Ibid., p. 151529 Ibid., p. 158530 Ibid., p 160531 Mission og Dialog, p. 7532 DMS’s Årbog 1971, p. 52-53533 Ibid., p. 53f.534 Ibid., p. 54 – citatet er fra Lesslie Newbigin:

The Finality of Christ. 535 Dagbogsnoter, 20. november 1970, EWN-

RA, kasse 2536 I dagbogen for 20. november 1970 har EW

nedfældet disse refleksioner. 536a Dagbogsnoter, 20. november 1970, EWN-

RA, kasse 2537 Koch, 1963, p. 64ff.538 Koch, 1963, p. 98f.539 Brev af 20. februar 1967, EWN-RA, kasse

1 – min oversættelse540 Brev af 3. marts 1967, EWN-RA, kasse 1541 Gudmund Schiøler, 1900-1978, biskop

i Roskilde Stift 1953-1969, formand for Dansk Santalmission 1956-1963

542 Oluf T. Kann, 1893-1975 politimester i Ros-kilde, medlem af DMS’s repræsentantskab

543 Brev af 18. september 1969, EWN-RA, kas-se 1

544 Se hertil kap. 5.1.4, hvor TEF bestemmes som en del af evangeliets sendelse til ver-den.

545 Brev 30. august 1970, EWN-RA, kasse 1546 Ifølge oplysning fra professor Jørgen S.

Nielsen til forfatteren, mail 13. februar 2012, skulle det dreje sig om Haderslev stift. I så fald skulle det have været i 1964. Per S. Nielsen bekræfter denne opfattelse i mail af 16. februar 2012.

547 Brev af 30. juni 1969 fra dr. Paul R. Clifford, EWN-RA, kasse 1

548 Brev af 25. september 1969, EWN-RA, kas-se 1 – som kuriosum kan nævnes, at EW’s søn, Jørgen en del år senere blev ansat som professor netop ved Selly Oak

549 Brev af 18. september 1969, og brev af 22. februar 1970, EWN-RA, kasse 1

550 Brev 23. september 1963 til Marie, MSN-PA551 Brev af 4. oktober 1966 fra University of

London bekræfter EW som PhD-student ved SOAS, EWN-RA, kasse 1

552 Dagbogsblad til 9. juni 1970, EWN-RA, kasse 2

553 Se Brev fra EW fra London til MSN 23. sep-tember 1963 – MSN-PA

554 Se dog breve fra EW fra London til MSN 23. april 1963 og 13. august 1963, der viser, at Hal Koch støttede ham, og sørgede for, at han fik et legat til at finansiere sin orlov, og vel dermed også troede på hans projekt. Han modtog også økonomisk støtte fra bi-skop W. Westergaard Madsen, der sørgede for, at han fik Biskop Martensens legat. Se også brev fra EW fra London til MSN 28. august 1963 der viser, at kollegaen Ronald Orchard støttede ham og troede på hans projekt og evner, men nævner, at hans selv-kritik og manglende tro på sig selv stod i vejen.

555 Det stemmer ikke med Bengt Sundklers udsagn i nekrologen over EW, SMT 1971/p. 89-96

556 Familiens julebrev til familie og venner 1970, MSN-PA

557 Dagbogsblad, oktober 1979, EWN-RA, kasse 2

558 Dagbogsblad, Geneve 17.-21. februar 1971, EWN-RA, kasse 2

559 Philip Potter, f. 1921 i Vestindien, metodi-stisk teolog, blev 1954 ansat i WCC som le-der af ungdomsafdelingen, 1960-1968 for-mand for World Student Christian Federa-tion, 1972-1984 generalsekretær i WCC.

560 Peter Paul Beyerhaus, f. 1929, tysk pro-testantisk teolog, dr. theol. i mission fra Uppsala Universitet, 1965-1997 professor

238

i missionsvidenskab og økumenisk teologi i Tübingen, 1969 medstifter af Lausanne-bevægelsen, hvis leder han har været siden 1972, har gennem mange år haft et nært samarbejde med sin kollega i Tübingen, professor Josef Ratzinger (i dag: Pave Be-nedikt XVI) med hvem han 2004 stiftede en økumenisk organisation af konservative protestanter, katolikker og ortodokse.

561 Dagbogsblad, Geneve 17.-21. februar 1971, EWN-RA, kasse 2

562 Dagbogsblad, Rom, 24. februar 1971, EWN-RA, kasse 2

563 Oplysninger givet af Lis Schøler i mail af 7. marts 2012 til forfatteren

564 Poul-Erik Fabricius, 1930-2010, dansk sø-mandspræst i London 1967-1997.

565 Ministry in Context: The Third Mandate Programme of the Theological Education Fund (1970-77), Bromley, England: Theo-logical Education Fund, 1972

566 David J. Hesselgrave and Edward Rommen: Contextualization, Leicester, p. 31.

567 B. Sundkler, nekrolog, SMT 1971 p. 89-96

239

KILDER

Primærkilder:Erik W. Nielsens privatarkiv i Rigsarkivet

Marie Schøler Nielsens privatarkiv, privateje.

Det Danske Missionsselskabs arkiv i Rigsarkivet

Dansk Missionsråds arkiv i Rigsarkivet

Statsministeriets arkiv vedr. Statsminister Viggo Fischer Kampmanns taler, i Rigsarkivet

Biskop Axel Malmstrøms arkiv i Rigsarkivet

Biskop Halfdan Høgsbros arkiv i Rigsarkivet

Alice Johansen-Stolts privatarkiv, privateje

Conrad Rendtorffs privatarkiv, privateje

Professor, dr. theol Hal Kochs privatarkiv, Rigsarkivet

Erik W. Nielsens egne bøger – se bibliografi

Erik W. Nielsens artikler udgivet i tidsskrifter – se bibliografi

240

LITTERATuRLISTE

sekundær litteratur, bøger:

Allen, John .......................................... Fredsrebellen, Den autobiografiske biografi om

Desmond Tutu, København 2007

Bach, Christian Friis m.fl. (red.) ........ Idealer og Realiteter, Dansk udviklingspolitiks

historie 1945-2005, København 2008

Bates, M. Searle, (ed.) ......................... Survey of the Training of the Ministry in Africa,

Part II, IMC, London and New York 1954

Berentsen, Jan-Martin m.fl. ............... Missiologi i dag, Oslo 1994

Bosch, David ....................................... Transforming Mission, New York 1997

Bugge, Knud E. m.fl. .......................... Det begyndte i København, Odense 2005

Bundgaard, Niels ................................ Det Danske Missionsselskabs Historie,

København 1935

Baagø, Kaj .......................................... A Bibliography of Indian Theology (Library of

Indian Christian Theology), Madras, CLS for

UTC, Bangalore, 1969

Baagø, Kaj m.fl. .................................. Missionens krise, særnummer af Synspunkt,

København 1970

Cash, W. W. ......................................... The Missionary Church, London og New York

1939

Davies, J. Merle ................................... New Buildings on Old Foundations, IMC,

London og New York 1945

Frimodt-Møller, Chr. og

Axel Malmstrøm ................................ Udsyn fra Oliebjerget, København 1929

Goodall, Norman og

Erik W. Nielsen ................................... Survey of the Training of the Ministry in Africa,

Part III, IMC, London and New York 1954

Harboe, Jørgen ................................... Manden der ville frelse verden, København 2010

Hesselgrave, David J. and

Edward Rommen ............................... Contextualization, Meanings, Methods, and

Models, Leicester

Højmark, Asger og Uffe Hansen ....... De grundtvigske fri- og valgmenigheder,

Odense 1944

Jensen, Anne Hviid............................. I Lys og Mørke, København 2005

Koch, Hal ............................................ Fremtiden formes - U-landshjælp og ydre

mission, København 1962

241

Koch, Hal ............................................ Om Tolerance - udvalgte taler og artikler,

København 1966

Koch, Hal ............................................ Kirkens Historie fra aposteltid til atomtid,

København 1962

Koch, Hal ............................................ Kristendommens oprindelse, København 1963

Kraemer, Hendrik ............................. The Chirstian Message in a non-Christian

World, London 1938

Langholff, Johs. (red.) ....................... Kirkernes Møde i New Delhi, København 1962

Lidegaard, Bo ...................................... En fortælling om Danmark i det 20.

århundrede, København 2011

Lidegaard, Bo ...................................... Jens Otto Krag 1914-61, København 2001

Malmstrøm, Axel ................................ Kirkenes Verdensmission, København 1939

Malmstrøm, Axel ................................ Da vi mødtes paany, København 1948

Mandela, Nelson ................................ Vejen til frihed, København 2006

Moltke, Ernst ...................................... Joachim Moltke - en Kristi stridsmand,

København 1962

Mortensen, Viggo ............................... Hvad hjertet er fuldt af, København 2012

Møller, Jes Fabricius ........................... Hal Koch - en biografi, København 2009

Neill, Stephen ..................................... Survey of the Training of the Ministry in Africa,

Part I, IMC, London and New York 1950

Nielsen, Egon ...................................... Som tiden dog går, København 1975

Nielsen, Harald ................................... Tålmodighed forpligter - 9 kapitler af

Danmissions islamhistorie, København 2005

Nielsen, Harald ................................... Kirke og Forening, emnekreds til teologisk

embedseksamen, udgivet af Teoltryk, Aarhus

1975

Nielsen, Harald ................................... Systemskiftet i Det Danske Missionsselskab

1889, ikke publiceret emnekreds fra Aarhus

Universitet 1973

Nilsson, Jan (red.) .............................. Kirkeligt nødhjælpsarbejde, København 2003

Nissen, Karsten H. .............................. Det internationale Missionsråds

integration med Kirkernes Verdensråd,

Guldmedaljeafhandling ved Det teologiske

Fakultet, Aarhus Universitet, rhus 1972

Ochsner, Knud.................................... Hånd i hånd - mission og partnerskab i

Tanzania, København 2006

Possing, Birgitte .................................. Uden omsvøb, Portræt af Bodil Koch,

København 2007

Ranson, Charles.................................. Renewal and Advance, London 1948

Shenk, Wilbert R. ............................... Changing Frontiers of Mission, New York 1999

Sjørup, Lene, red. ............................... Udviklingsteologi, Odense 2008

242

TEF ...................................................... A Report from the Theological Education Fund

1958-1963, London 1963

Theological Education Fund ............. Ministry in Context. The Third Mandate

Programme of the Theological Education Fund

(1970-77), Bromley 1972

Tranholm-Mikkelsen, Inge ................ Menighedens struktur og funktion, København

1968

Vind, Kirsten ...................................... Aldrig færdig - altid på vej, København 2002

Williams, Colin W. ............................. Where in the World? WCC, New York 1963

Wingate, Andrew ................................ Does Theological Education make a difference?

Geneve 1999

sekundær litteratur, tidsskrifter:

Baun, Christian .................................. Folkekirken og de frie kirkelige organisationer, i

Ungdomsarbejderen 1959, p. 3-5

Bertelsen, Ole ..................................... Erik W. Nielsen, nekrolog, DMB 1971/3, p.15-16

Christensen, Michael ......................... Ikke pubiceret historiespeciale fra Aarhus

Universitet om missionen i Japan, 2006

Hansen, A. Rosenstand ...................... Nogle synspunkter vedrørende u-landshjælpen,

NMT 1962/2

Hansen, Holger Bernt ........................ Mission og u-landshjælp, i Festskrift til K. E.

Bugge, København 1988, p. 183-197

Hansen, Holger Bernt ........................ Mission, udvikling og ulandshjælp, i Kirken

Mellem Magterne, Red. Carsten Bach-Nielsen

m.fl., København 2007

Hartenstein, Karl ................................ Til nybesindelse paa Missionens Væsen, NMT

1950/4, p. 224-46

Henningsen, Nan ............................... Interview med Hal Koch, Information, 10.

februar 1962

Høgsbro, Halfdan ............................... Er det nu kirkernes og ikke missionens tid?

NMT 1960/4

Kampmann, Viggo ............................. Mission og u-landshjælp, DMB 1962 p.432-437

Koch, Hal ............................................ Hjælpen til U-landene og Ydre Mission,

Santalposten 1961/5, p. 83-86

Koch, Hal ............................................ Betænkning om hjælp til U-landene,

Santalposten 1961/8, p. 158-193

Koyama, Kosuke ................................. Erik W. Nielsen, nekrolog, South East Asia

Journal of Theology, 1971

Lund, Johannes ................................... U-landshjælp - et kristent ansvar, DMB 1962

p.75-79

243

Nielsen, Harald ................................... Det Danske Missionsselskab og Tranquebar, i

Bugge m.fl.: Det begyndte i København, Odense

2005, p. 147-164

Nielsen, Harald ................................... L. P. Larsen og hans arv, i Bugge m.fl.: Det

begyndte i København, Odense 2005, p. 243-247

Nielsen, Vilhelm ................................. En folkelig opgave (anmeldelse af EW’s bog:

Den missionerende kirke), Højskolebladet

1950/45 p. 493-495

Niles, D.T. ........................................... Den kristne østasiatiske Konference, DMS’s

Årbog 1960-61, p. 10-18

Rendtorff, Conrad .............................. Erik W. Nielsen, nekrolog, KD 9. marts 1971

Stidsen, Erik ........................................ Ikke pubicerede erindringer

Sundkler, Bengt .................................. Erik W. Nielsen, nekrolog, SMT 1971, p. 89-96

og NMT/3 1971, p. 205-211

Torm, Uffe .......................................... Brød og bibler - om mission og udvikling, i Ny

Mission nr. 12, København 2007

Tranholm-Mikkelsen, Inge ................ Erik W. Nielsen, nekrolog, KD 10. marts 1971

Østergaard, Uffe ................................. Universitetet i Serampore, i Bugge m.fl.: Det

begyndte i København, Odense 2005, p. 165-176

244

BIBLIOGRAFI

Erik W. Nielsen var flittig til at publicere små og store artikler, ligesom han gennem

sit liv nåede at udgive en del bøger. Nedenstående bibliografi gør ikke krav på at være

fuldkommen, men det er, hvad der er blevet fundet under forarbejdet til nærværende

biografi. Den er ordnet i to kategorier: 1) Bøger og artikler i antologier, 2) Artikler i

diverse blade og tidsskrifter.

1. BØGEr OG ArTiklEr:Artikel: Missionskortets hvide pletter – KLOKKERNE KIMER1947-48, 7-21,

København 1948

Paa pionermission i Arabien, København 1948 og 1950

Linier i Missionens Historie, København 1948

Der Kæmpes om Arabien, København 1950

Den missionerende Kirke (Statsradiofoniens grundbøger), København 1950

Oversættelse: Barnabas: Kristendommen i Kommunist-Kina, København 1953

På dansk ved Erik W. Nielsen

Artikel: Den kristne kirke og Sydarabien – DMS Beretning for 1953, p. 103-108,

København 1954

Artikel: Kampen om Afrikas sjæl – KLOKKERNE KIMER, p.43-58, København 1954

Artikel: Den kristne kirke foran „Islams gåde”, i Beretning for 1954, p. 104-113,

København 1955

Norman Goodall and Erik W. Nielsen: Survey of the Training of the Ministry in

Africa, Part III, London and New York 1954

Artikel: Hvad må verdensmissionen lære af udviklingen i Kina? i: Dansk Kirkeliv

medens tiderne skifter red.: Knud Tågholt, Aarhus 1956, årgang 33

Artikel: The Role of the IMC, Some Reflections on the Nature and Task of the IMC in

the Present Situation, i: Ronald K. Orchard: The Ghana assembly of the

International Missionary Mission Council, 28th December, 1957 to 8th

January, 1958, London 1958, p.185-240

Raceproblemet i Afrika, København 1958

Svensk udgave: Afrikas Racproblem i, Svensk Institut för

Missionsforskning 1963 (udg: Svenska Kyrkans Diakonistyrelses

Bokförlag)

Kristendom og Islam i Afrika, København 1958

245

De store Verdensreligioner (Danmarks Radios Grundbøger), København 1959, 1960

(2), 1962 (4), Ny udgave på Fremads Forlag 1968

Svensk udgave: De stora världsreligionerna, Stockholm 1963

Norsk udgave: De store verdensreligioner, Oslo1963

Hvor går vejen fremover? – DMS’s Årbog for 1958-59, p. 6-13, København 1959

Artikel: Glimt fra et besøg i Indonesien – KLOKKERNE KIMER, p. 8-20,

København 1959

Artikel: Fra Edinburgh til New Delhi i: Kirkernes Møde i New Delhi, red. Johs.

Langhoff, København 1962, p. 9-27

Artikel: Omkring New Delhi – DMS’s Årbog for 1961-62, p. 5-9, København 1962

Artikel: Hvor de religiøse forhold spiller ind i: Jørgen Vedel-Petersen (red): Afrika -

hvad sker der? (Danmarks Radios Grundbøger), København 1962

Mission i en forandret verden, Synspunkt nr. 1, København 1968

Artikel: U-landshjælp og ydre mission, i: Hal Koch og hans virke, red. af Poul Koch,

P.G. Lindhardt og Roar Skovmand, København 1969, p. 133-62

Artikel: Ingen frälsning utanför kyrkan? – Svenska Kyrkans Missions årbog,

Stockholm 1970

Artikel: Uden for kirken ingen frelse? – DMS’s Årbog, p. 42-56, København 1971

DANsk MissiONsBlAD:I Dansk Missionsblad udgav Erik W. Nielsen i 1945 og 1946 en række små artikler

under overskriften „Begynderens Side.“ Disse sider blev grundlaget for

hans fremtidige arbejde med skriftlige kurser i DMS.

1945 Begynderens Side

Kallakurichi, p. 14; Tirukoilur, p. 23, Polur, p.46; Shervaroi-Bjergene, p. 69;

Arogyavaram og Kotagiri, p. 102;

Manchuriet, p. 114; Port Arthur, p. 152; Dairen, p. 171; Chinchou, p. 188; Pulantien, p.

203; Siuyen, p. 218; Takushan, p. 232; Antung, . 250

1946 Begynderens Side

Pitsaikou, p. 11; Fenghuangcheng, p. 27; Kuantien – Huanjen, p.45; Mukden, p. 75;

Hsinking (Chungshun), p. 92; Fu-Yu, p. 108; Harbin, p. 155; Sui-hua-

fu, p. 171;

Artikler i Dansk Missionsblad:

Skal vi drive Mission?, 1943, p. 436-38 og 451-53

Anmeldelse: Poul Hartling: Kirketankens Vækst paa Missionsmarken, 1945, p. 199

Nu kommer der skriftlige Kursus, hvor ALLE kan deltage, 1946, p. 9f.

Udsyn – fra Burmas kirke, 1947, p.102-103

Den muhamedanske Verden, 1947, p.328-31

Udsyn – Dr. Stanley Jones om Missionen i et frit Indien, 1947, p. 390-391

Tanganyika, 1948, p.40-42

246

Uro i Korea, 1948, p. 102-103

Anmeldelse: af Axel Malmstrøm: Da vi mødtes paany, 1948, p. 239

Religionsfrihed i Nærorienten, 1949, p. 104-107, p. 123-126,

Anmeldelse En meget betydelig bog om Kina (Chiang Monlin: Bølger fra Vest), 1949,

p. 107

Situationen i Kina i dag, 1949, p. 294 (Studiekredsmateriale)

Kirken under korset, 1953, p. 86-88

Mau Mau, 1953, p. 171-173

Lidt mere om Mau Mau, 1953, p. 196-198

Gud er også her, 1953, p. 332-333

Besøg bag frontlinien, 1954, p. 3-5

Indre brydninger i Afrika, 1955, p. 282-283

Kirken i Afrika, 1955, p. 294-295

Vi behøver jer alle, 1958, p. 45

Afrikas kirker mødes, 1958, p. 88-90

Fra et besøg i Tokyo, 1960, p. 7-9

Vejen, som er selvfornægtelse, tjeneste, bod, 1960, p. 23-26

Hongkong, 1960, p.43-47

Den indiske landsby, 1960, p. 94-97

Neyvelli – den store udfordring, 1960, p. 112-116

Noter fra forhandlingerne i Japan – januar 1961, 1961, p. 77

Kirken må være der, hvor mennesket er, 1961, p. 256-260

En indisk delegation forhandler i Danmark, 1961, p. 274-279

U-landshjælpen, 1962, p. 96

Vi søger nye missionærer til Sydindien, 1962, p. 275-76

DMS søger nye missionærer til Øst Jeypore, 1962, p. 295

Til Sydarabien søger DMS nye missionærer, 1962, p. 311

DMS søger nye missionærer, 1962, p. 367-68

Der er brug for mennesker, 1964, p. 238-39

Kors og underkastelse, 1964, p. 372-74 + p. 396-99

Kors og Mission, 1965/10 p. 4-6 og 1965/11 p. 12-14 og 1965/12 p. 15-16

Mission i en forandret verden, 1967 p. 212-213

Anmeldelse: Missionens krise, 1971/3 p. 22-24

2. ArTiklEr i DiVErsE BlADE OG TiDsskriFTEr OrDNET EFTEr UDGiVErNordisk Missionstidsskrift

1945/3 p. 162-69: Nye Tider – Nye Opgaver

1947/1 p. 37-44: Missionsstrategi

1949/2 p. 82-97: Er vi endnu Pionermission?

1949/3 p. 181-198: Situationen i Kina i dag

1951/1 p. 5-18: Ved Overgangen til den sidste Halvdel af det tyvende Aarhundrede

1951/4 p. 219-231: Mission i en tid, hvor dørene lukkes

247

1953/1 p. 59-60: Boganmeldelse af Fridtjov Birkeli: Politikk og Misjon

1953/2 p. 86-102: Politik og mission

1955/1 p. 1-23: Afgørende tider i Afrika

1958/4 p. 193-207: Missionsbefalingen og den muslimske verden

1958/4 p. 208-226: Bandung-Cairo-Prapat-Ghana??

1959/3 p. 129-138: Mission og konsolidering

1959/4 p. 228-236: Nogle spørgsmaal vedrørende missionæruddannelse

1961/2 p. 116-122: Sydafrika analyseres

1962/4 p. 243-271: Missionen i økumenisk perspektiv

1963/1 p. 59-60: Boganmeldelse: Jan Hermelink: Christ im Welthorizont

1963/2 p. 3-17: Rapport fra „Situation Conferences“ i Madrid og Tokyo,

februar-marts 1963

1963/3 p 10-14: Kommentar fra dansk side (til Nordisk Missionsråds målsætning og

muligheder).

1965/1 p. 3-13: Det teologiske uddannelsesfond

1968/1 p.11-24: Glimt fra de protestantiske kirker i Indonesien

Norsk Tidsskrift for Misjon

1954, p. 193-205: Nogle Reflektioner over Raceproblemet

1956, p. 158-174: Kommunisme og kristendom i Asien

1967, p. 1-11: Mission og Dialog, nogle randbemærkninger

Svensk Missionstidsskrift

1955, p. 78-88: Studiet av de unge Kyrkorna

1955, p. 239-247: Krise i Sydafrika – Nogle synspunkter og par spörsmål

Præsteforeningens Blad

Kirke og Mission, 1953, p. 17-23

Præsteuddannelse i en missionerende kirke, 1967, p. 669-672

International Review of Missions

Scientia Missionum Ancilla: Clarissimo Doctori Alphonso Joanni Mariae Mulders.

Anmeldelse, 1953/42, p. 339-341

Pentacost and the Missionary Witness of the Church Anmeldelse, 1956/45, p. 443-446

Die Neuheit des Lebens als Ziel und Frucht der Weltmission. Anmeldelse, 1963/52, p.

482-483

248

Religion in Life

The „younger Churches“ – 1964: In the beginning was the congregation

Religion in Life, 1964/33, p. 521-530

Artikel

South East Asia Journal of Theology

Towards excellence in theological education

South East Asia Journal of Theology, 1965/6-7, p. 95-108

Artikel

Practical Anthropology

Asian Nationalism

Practical Anthropology, 1964/11, p. 211-226

Artikel

Lutheran World

Younger union churches and the LWF

Lutheran World, 1963/10, p. 190

Artikel

Ungdomsarbejderen

Moderne Missionsproblemer, Ungdomsarbejderen 1947, p. 26-28 og 41-48

Kristeligt Dagblad

Skæbnesvangre tider for Kina – 10. marts 1948

Kirkemission – Selskabsmission, 9. juli 1953

London – Cape Town, 16. september 1953

Et glimt af Sydafrikas historie, 19. oktober 1953

Sydafrikas problem er ikke blot sort-hvidt, 20. november 1953

Det er muligt at gennemrejse Sydafrika uden at møde negeren, 21. november 1953

En prøvetid for den kristne kirke og mission i Central-Afrika, 8. februar 1954

Et kors på en klippe ved indsejlingen til Arabien, 12. februar 1954

Arabien – hvor kulturer og religioner mødes i kontrast, 17. februar 1954

Tilbageblik, 9. marts 1954

Gensyn med Aden – det vigtige missionsstrategiske knudepunkt, 21. februar 1957

Vi må tage risikoen – vove at dykke ned i oceanets dybder, 13. marts 1957

Kirkerådet symbol på et nyt klima i Indonesien, 1. april 1957

En rig historie bag en kirke på „de små øer”, 2. april 1957

Javas gamle kultur brydes i nutidens strømninger, 15. april 1957

Indonesiens batakker – et stolt kirkesamfund, 23. april 1957

Asiatisk kirkekonference er holdt på indonesisk jord, 2. maj 1957

Kirkemødet på Sumatra slog bro mellem Asiens kirker, 13. maj 1957

249

Kirken i Asien er ikke afhængig af missionærerne, 28. juni 1957

Konference kan blive en milepæl i Afrikas kirkehistorie, 25. januar 1958

Islam er en af de største opgave for Afrikas kirker, 4. februar 1958

Tragedien i Sydafrika, 14. april 1960

Det nye Afrika, 22. oktober 1960

Det nye Afrika, 5. november 1960

Samtale under ansvar, 28. januar 1961

Vort ansvar som kristne i og overfor u-landshjælpen, 12. juli 1961

Hvor længe endnu? 3. januar 1962

Asiatiske spørgsmål til de vestlige missioner, 1. oktober 1962

Sorø Amtstidende

Mission i verdensperspektiv, 31. januar 1958

250

IMC/WCC KRONOLOGI

IMC WCC ANDRE1910 Verdensmissionskonferencen i Edinburgh, der dannes en Fortsættelseskomité, der samlede

Edinburghs arbejde i tre hovedgrupper: 1. udbygning af samarbejde og planlægning i verdensmissionen 2. kirkernes samtale omkring spørgsmål vedrørende tro og kirkeorden,

(fra 1927 organiseret i Faith and Order) 3. Kirkernes ansvar i sociale spørgsmål (fra 1925 organiseret i Life and Work)

1921 International Missionary Council grundlægges til at udbygge planlægning og samarbejde i verdensmissionen.

1925 Life and Work grundlægges i Stockholm 1927 Faith and Order grundlægges i Lausanne

1928 IMC’s første Verdensrådsmøde afholdes i Jerusalem

1938 IMC’s andet Verdensrådsmøde afholdes i Tambaram, Indien

1947 IMC’s tredje Verdensrådsmøde afholdes i Whitby, Canada - fra nu af er samarbejde/sammensmeltning af IMC og WCC inkorporeret i alt IMC’s arbejde

1948 World Council of Churches (WCC) grundlægges i Amsterdam.

1952 IMC’s fjerde Verdensrådsmøde afholdes i Willingen, Tyskland

1954 WCC’s andet Verdensrådsmøde i Evanston, USA

1957 IMC’s femte Verdensrådsmøde afholdes i Achimota, Ghana - det besluttes at arbejde frem mod en sammensmeltning af IMC og WCC Theological Education Fund – vedtages for en 5 års periode

1961 WCC’s tredje Verdensrådsmøde i New Delhi, Indien - sammensmeltningen af IMC og WCC vedtages endeligt

1963 Mexico City, Mexico Mødet i Mexico var efter sammenlægningen mellem IMC og WCC det første møde i den ny CMWE – Commission for World Mission and Evangelism, der var en komite under WCC.

1965 TEF’s andet mandatperiode begynder

1968 WCC’s fjerde Verdensrådsmøde i Uppsala

1970 TEF’s tredje mandatperiode begynder

251

PERSONINDEX

Poul Nyboe Andersen 233

Karl Barth 45, 193, 201, 222, 226

Ove Bartholdy 139, 231

M. Searle Bates 94, 227

Christian Baun 125, 126, 128, 129, 146,

190, 193, 206, 217, 230

The Beatles 191, 195

Eivind Berggrav 109, 229

Lorenz Bergmann 28, 47, 56, 57, 220

Folke Bernadotte 38, 221

Ole Bertelsen 26, 163, 234

Peter Beyerhaus 210, 237

Biskop Samuel 172, 173, 235

Biskop/Pave Shenouda 169, 170, 171,

172, 174, 175, 234, 235

Friedrich von Bodelswingh 24, 190, 220

Dietrich Bonhoeffer 91, 193, 226, 227

Emil Brunner 222

Niels Brønnum 52, 223

K.E. Bugge 232, 236

Rudolf Bultmann 124, 125, 193, 201, 230

N. Bundgaard 223

Søren Bækgaard 24, 25, 26, 27, 34, 220

Hans Peter Børresen 141, 231

Kaj Baagø 89, 137, 147, 163, 166, 167

185, 193, 199, 226, 231, 234, 236

William Carey 184, 236

W. W. Cash 57, 224

Chiang Kai-shek 138, 231

Torben Christensen 120, 123, 230

Winston Churchill 86, 226

Kenneth Cragg 108, 175, 228

Horton Davies 90, 226

J. Merle Davies 46, 47, 217, 222, 225

Palle Dinesen 18

Alexander Duff 192, 236

Jens Enevoldsen 53, 55, 223

Poul-Erik Fabricius 215, 238

Johannes Ewald 215

Per Federspiel 149, 232

Frederik IV 183

Frederik VI 184, 223

Walter Freytag 85, 153, 226

Max Friediger 31, 38, 220

Christian Frimodt-Møller 65, 225

Gamal Abdel Nasser 168, 169, 175,

234, 235

Normann Goodall 60, 61, 85, 93, 94,

100, 102, 103, 113, 160, 224, 227,

228, 240, 244

N.F.S. Grundtvig 47, 215, 222

Hermann Göring 51, 223

Bruno Bødker Hansen 235

C.F. Hansen 183

Holger Bernt Hansen 19, 232

Paul Verner Hansen 156, 207, 208, 233

Jørgen Harboe 231, 232, 234

Rafiq Hariri 178, 235

Karl Hartenstein 80, 82, 83, 85, 222, 226

Poul Hartling 47, 222, 232, 245

Svend Hauge 28, 220

Nan Henningsen 144, 232

Kristian Herskind 27, 220

Adolf Hitler 97, 223

Skat Hoffmeyer 34, 221

James F. Hopewell 234

Per Hækkerup 233

Halfdan Høgsbro 18, 52, 118, 119, 120,

121, 122, 125, 150, 151, 223, 229,

230, 232

Oluf Høyer 106, 109, 228

Hans Raun Iversen 19

Maria Jakobsen 176, 235

Betty From Jensen 235

252

Johanne Jensen 36, 221

Egon Johannesen 32, 221

Alice Johansen-Stolt 18, 163, 230,

234, 239

Jonas A. Jørgensen 19

Viggo Kampmann 141, 142, 144, 147,

231, 232, 233

Otto T. Kann 205, 237

John F. Kennedy 141, 231

Anders Melgaard Kjær 27, 32, 216, 220

Andersine Kjær 32, 221

Peder Vad Kjær 32, 221

F. W. de Klerk 96, 227, 228

Bodil Koch 150, 156, 232, 233 241

Gabriel Koch 52, 223

Hal Koch 28, 31, 40, 56, 74, 77, 143, 144,

145, 146, 147, 150, 155, 156, 157,

190, 204, 215, 218, 220, 225, 230,

232, 233, 237, 241, 242, 245

Konstantin den Store 68, 206

Kosuke Koyama 191, 201, 204, 209, 236

Hendrik Kraemer 45, 46, 57, 65, 70, 71,

72, 73, 74, 75, 80, 82, 83, 85, 90, 104,

111, 113, 124, 125, 189, 196, 217,

222, 225

Jens Otto Krag 140, 141, 142, 231

Lars Peter Larsen 184, 236

Kenneth S. Latourette 92, 103, 113, 227

Paul Lehmann 85, 88, 91, 113, 226

Bo Lidegaard 231

Christian Ludwigs 23, 220

Johannes Lund 53, 223, 233

Henrik Lundbæk 221

Martin Luther 35, 67, 68, 75, 143, 225

Albert Luthuli 96, 99, 227

John Mackay 85, 90, 92, 226

Harald P. Madsen 36, 39, 61, 92, 120,

211, 221

Willy Westergaard Madsen 147, 151, 155,

232, 237

Daniel F. Malan 94, 97, 227

Axel Malmstrøm 18, 42, 43, 44, 45, 47,

61, 65, 222, 224, 225, 230, 239, 240

Nelson Mandela 96, 227, 228

Lars Mandrup 19

George Marshall 140, 231

Joseph McCarthy 87, 226

S. C. Michelfelder 75, 77, 225

Mary Mihail 236

Mogens S. Mogensen 19

Joachim Moltke 51, 52, 223, 224,

225, 241

D. G. Monrad 52, 223

Bernhard Law Montgomery 38, 39,

44, 221

John R. Mott 64, 109, 222, 224

Muhammad 16

Leif Munksgaard 221, 235

Jens Møller 53, 223

Orla Møller 229

Napoleon 67, 68

J. Nehru 135, 231

Michael Neiiendam 28, 220

Stephen Neill 76, 94, 225, 227, 233

Lesslie Newbigin 152, 162, 188, 200, 210,

228, 229, 233, 237

Flemming S. Nielsen 19, 84, 116, 156,

161, 163

H. P. Nielsen 22, 220

Ingeborg Nielsen 22, 220

Jørgen S. Nielsen 16, 17, 19, 39, 54, 163,

169, 220, 221, 234, 235, 237

253

Marie Schøler Nielsen, f. Kjær 16, 27, 32,

33, 34, 38, 51, 53, 55, 59, 60, 84, 85,

92, 93, 94, 110, 121, 134, 135, 137,

151, 155, 156, 157, 158, 163, 165,

166, 169, 214, 215, 216, 221, 223,

224, 226, 227, 229, 230, 233, 234,

236, 237

Niels Kristian Nielsen 22, 220

Per S. Nielsen 17, 19, 54, 55, 163, 169,

221, 237

Rita Nielsen 20

Karsten H. Nissen 229, 233

Anders Nørgaard 19

J. H. Oldham 64, 225

Paulus 27, 42, 133, 204

Henrik Sonne Pedersen 19

Dorairaj Peter 187, 230, 231, 236

Anne Marie Petersen 23, 220

Erik Petersen 93, 115, 119, 120, 121, 122,

139, 147, 151, 155, 163, 227, 229,

230, 233, 234

Niels Munk Plum 28, 220

Philip Potter 210, 211, 212, 215, 237

Regin Prenter 114, 115, 229

Charles W. Ranson 66, 87, 91, 92, 93,

113, 114, 118, 156, 160, 162, 178,

184, 185, 225

Conrad Rendtorff 19, 42, 43, 47, 52, 61,

62, 92, 93, 106, 114, 116, 118, 119,

120, 121, 122, 138, 139, 151, 216,

221, 222, 224, 227, 228, 229, 230,

231, 233, 234, 239

Hermann Rendtorff 19

Jens Riishede 19

John D. Rockerfeller Jr. 90, 160, 164,

226, 233

T. Skat Rørdam 52, 223

Anwar Sadat 172, 235

Gudmund Schiøler 205, 237

Lis Schøler 19, 54, 55, 163, 238

Sadhu Sundar Singh 35, 221

K. E. Skydsgaard 31, 221

Laurits Stampe 47, 222

K. Friedrich Steinkopf 219

Andrea Zaki Stephanous 235, 236

Erik Stidsen 18, 40, 41, 42, 51, 53, 55, 60,

108, 222, 228

Jens Strandbygaard 36, 221

Gustav Stählin 80, 81, 82, 83, 226

Bengt Sundkler 57, 59, 60, 61, 62 76, 78,

85, 209, 219, 222, 224, 237, 238

L. C. Sunesen 24

N. H. Søe 155, 156, 207

Georg Sørensen 53, 223

S. H. Sørensen 119, 120, 229

Villy P. Sørensen 139, 231

Arne Thomsen 147, 155, 232

Niels Thomsen 236

Frederik Torm 224

Uffe Torm 232

Inge Tranholm-Mikkelsen 108, 228, 230

Ernst Troeltsch 67, 225

Harry S. Truman 87, 90, 226

Henry Ussing 52, 223

Henry Venn 155, 233

Gudrun Vest 40, 157, 222

Leif Vestergaard 228

Kirsten Vind 139, 231

Max Warren 59, 129, 224

William Wilberforce 155, 233

Knud Wümpelmann 166, 234

Samuel Zwemer 168, 174, 234

Johannes Aagaard 115, 154, 230, 233

Harald N

ielesn: E

rik W. N

ielsen - og hans bidrag til efterkrigstidens m

issionsteologi

Erik W. Nielsen var ikke blot en dygtig teolog og missionsteoretiker,

men i høj grad også en praktiker med sans for organisation og stra-

tegi. Både hans tid i Det Danske Missionsselskab og hans virke for

Kirkernes Verdensråds Theological Education Foundation vidner

om et specielt talent for at omsætte en teologisk vision til organisa-

torisk virkelighed. Beretningen om hans liv og virke er derfor ikke

kun et vigtigt stykke dansk og international missionshistorie, men

også en beretning, der på en gang inspirerer og aktiverer den selvkri-

tiske refl eksion her i 2012. Dette gælder ikke mindst hans afgørende

overvejelser over gensidigheden mellem Danmark og den 3. verden

i missionsarbejdet og hans tanker om missionsarbejdets – herunder

særlige Det Danske Missionsselskabs (nu Danmissions) – rolle i for-

hold til den folkekirkelige hverdag og struktur.

Peter Fischer-Møller, biskop i Roskilde Stift,

formand for Danmissions bestyrelse

Erik W. Nielsen var én af det 20. århundredes største danske teolo-

giske begavelser, selvkritisk til det pinefulde. Samtidigt forstod han

klarere end andre i samtiden, at kirken kun lever i mission. Hans alt

for tidlige død blev prisen for hans eminente indsats som dansk og

international missionsteolog. Det er en kæmpegave til teologien og

kirken i Danmark, når denne bog nu 40 år efter tydeliggør, hvordan

Erik W. Nielsen levede sig dybt ind i de udfordringer, vi stadig står

med. På den måde kan hans solidariske ildsjæl fortsat have sin virk-

ning i blandt os.

Hans Raun Iversen, lektor, Det Teologiske Fakultet,

Københavns Universitet

Harald Nielsen


Erik W.Nielsen

Dansk Missionsråd

Harald Nielsen, f. 1946, cand. theol.

fra Aarhus Universitet 1975, tidli-

gere sognepræst i Viby J., Højskole-

forstander Løgumkloster Højskole

og generalsekretær i Det Danske

Missionsselskab/Danmission.

Har været undervisningsassistent i

kirkehistorie ved Aarhus Universitet

og lærer i kirkehistorie ved Teologi

for Lægfolk.

Var medredaktør af L. P. Larsen,

Theology for Mission (Bangalore

1982), og Det Begyndte i København

(Odense 2005). Har bl.a. udgivet

Tålmodighed Forpligter, 9 kapitler

af Danmissions Islamhistorie (Kø-

benhavn 2005) og redaktør af Dan-

missions historieserie 2003-2006.

Dansk Missionsråd

ISBN: 978-87-87052-09-2


Erik W.Nielsen

Dansk Missionsråd

erik w nielsen og hans bidrag til efterkrigstidens danske missionsteologi - harald nielsen

Documents