forside - bricksite views this signification as ideological and an alibi - and it enables exchange 3...
TRANSCRIPT
Summary
The thesis is an attempt to reconstruct value theory as the foundation of economic theory. This is
done cogently in a process of several stages.
First the value theory of the founding fathers of economic science, Adam Smith and David
Ricardo, is examined. It is established that they believed firmly in the necessity of value theory,
but also that they viewed value first and foremost as a tool in understanding long term price
changes. They understood market dynamics, but that did not sway their dedication to value
theory. An interesting point is also that Ricardo clearly expressed a strong disbelief in value
founded on (marginal) utility - long before such a theory was even formalized.
Smith's and Ricardo's focus on price coupled with the much better and more exact modern
day understanding of price brings the necessity of value theory into question. And as long as the
main objective of economic analysis is determination of price it makes good sense to abandon
value theory as it has been done in economic theory at least since the 1930s. But there could be
other reasons for and benefits from value theory, and the rest of the thesis is an exploration into
such reasons and benefits.
The investigation starts out with the value theory of Karl Marx who used the same
concepts of 'value in use' and 'value in exchange' as Smith and Ricardo, but at the same time
evolved the theory into something completely new. This transformation of value theory into
something very different from price theory is the hard to grasp and for several reasons strangely
hidden critical potential in Marx' critique of political economy. The central part of the thesis is to
unveil this potential and make it understandable.
The remarkable Marxian insight is that abstract and immaterial social economic 'value' is
something undeniable real and that it plays an all-important role in the economic sphere. This is
due to fact that 'value' somehow materialises in things both physical and factual such as money
and capital. Without this understanding both money and capital are impossible to grasp in other
than their absolute surface - as can be verified by traditional economic analysis.
In the thesis this insight is reproduced by understanding money and the historical evolution
of the money-form. Money is a mysterious thing as it apparently has no value in itself, but still
can be exchange for valuable commodities. In turns out, however, that the mystery of money has
nothing to do with the money-form as this can be dissolved all the way back to pure commodity-
barter. But this must then by implication mean that the mystery is present already in the barter!
The root of problem is found to be in the fact that in all exchange one part of the exchange must
embody abstract value and thus turns into a contradiction in itself, as it is something concrete
expressing something abstract. And money is just the general expression of this contradiction.
2
This sheds light on the changing form of money observable in history. Money seems to become
the ever purer incarnation of abstract value - loosing even its physical form.
The implications of Marxian value theory are numerous. They can be grouped into two
categories: Effects on society as a whole and effects on the consciousness of the individual. The
later being the main concern as the thesis evolves, the effects on overall society is treated in more
general terms. Both types of effects however stem from the same fundamental problem in a
commodity-based economy: the value-form. The value-form is the means-whereby value can be
expressed. And in a commodity-economy value, which is something abstract and immaterial, can
only be expressed in something physical and/or factual such as goods and money.
These different expressions are always contradictive, as something concrete can never fully
express something abstract. Even more remarkably in money and capital the expressions of the
abstract economic social relationships turn into something that has its own existence and is a
factor strongly affecting the relations of which it is really just the mirror. This is the impact of the
value-form on the level society. Marx views the strong controlling power of what is just an
expression of their economic inter-relationships as an enslavement of conscious man. Viewed
from present day it has however had numerous positive effects and it is worth discussing the
extent to which money can be seen as an almost utopian expression of equality and freedom (as
Marx surprisingly enough also does).
On the personal level the value-form leads to commodity-fetishism, which Marx defined as
the process of ascribing the exchange value as belonging to the object in which it is expressed.
Value belongs to man but is ascribed to objects. What is really a social economic relationship
between people becomes a relationship between things. As described in the thesis fetishism can
however also indicate that many other properties than value are attributed to the object. And
'magical fetishism' is defined as when the attributed property is real within the specific social
context.
An important theory about the connection between commodity-fetishism and the
blooming magical fetishism in modern societies is formulated. Commodity-fetishism initiates the
process of seeing the object as more than just an object. And with this constant effect being all
around it is relatively easy to add other properties to the object than just value. Commodity-
fetishism opens the door to the 'deep' object and all things cultural can then fill this open space.
These insights lead naturally to Jean Baudrillard's theories of 'sign value' in the consumer
society. The commodity-sign is a commodity in which the exchange value (as the signifier)
signifies the use value. Sign value is thus an exchange value based on the signification of use
value. Baudrillard views this signification as ideological and an alibi - and it enables exchange
3
value to be freed from its economic rational Marxian form. In the consumer society needs and
use value are no longer real and serve only as an alibi for the ruling economic logic of 'the code' -
which is Baudrillard's very loosely defined governing economic principle.
Sign logic functions both within the commodity and on the cultural level where the
commodity in itself is a signifier that signifies a cultural meaning. In a pure sign-commodity
traditional use value ceases to exist even in its ideological form and is completely absorbed by the
cultural logic of fashion and status. This then enables sign-value to be determined solely by
reference to difference, which is the governing logic of sign value. Completely invalidating
traditional economy based on use value determined by needs and exchange value determined by
production.
Baudrillard views sign-value as the leading value system of the consumer society but realize
that different value systems can co-exist and cover different areas of the economic. It is thus
possible for Baudrillard to formulate a general theory of economic value that encompasses both
functional value, economic (in the Marxian sense) value and sign value. And through his analysis
of the symbolic Baudrillard is also able to draw a line between the economic and that which lies
beyond. Following Baudrillard who is building on Marx it is then possible to formulate a value
theory that can work as a foundation for all economic theory.
Through out the thesis theoretical arguments are augmented by empirical observations and
simple introspection. In the final chapter everything is brought together in formulating an
alternative model of consumer behavior. The model can be clearly understood on the basis of the
formulated foundational value theory and gives a reasonable description of all mentioned
empirical and introspectional phenomena. And as such it is a promising first step in a new and
fertile direction for economic theory.
4
Indholdsfortegnelse
Summary.................................................................................................................................... 2
Indholdsfortegnelse .................................................................................................................. 5
Forord. Marx og mig ................................................................................................................ 8
Redegørelse for specialets selvstændige bidrag ................................................................................................ 10
I. Problemformulering............................................................................................................ 12
II. Værditeori. Smith og Ricardo - og Marx.......................................................................... 13
Indledning............................................................................................................................................................ 13
Værditeori og økonomisk teori ........................................................................................................................... 13
Smith og de forskellige værdityper ..................................................................................................................... 14
Værditeori og pristeori ........................................................................................................................................ 14
Ricardo og bytteværdien ..................................................................................................................................... 15 Vand-diamant-paradokset.................................................................................................................................. 16 Den klassiske opfattelse af forbrug og behov ..................................................................................................... 18 Værditeoriens problemer ................................................................................................................................... 19
Værditeoriens potentiale - Marx og bytteværdien ............................................................................................. 20
Værditeori skal være andet og mere end pristeori ............................................................................................. 21
Opsamling............................................................................................................................................................ 22
III. Økonomisk værdi. Marx og bytteværdien...................................................................... 23
Indledning............................................................................................................................................................ 23
Forvaltningen af arven fra Smith og Ricardo..................................................................................................... 23
Marx' store problemer med at viderebringe sin indsigt.................................................................................... 25 Marx' problematiske metodiske valg .................................................................................................................. 26
Mystikken i kapitalismen .................................................................................................................................... 28
Penge er ikke kun papir ...................................................................................................................................... 29
Penge er altid penge, men penge er ikke altid bare penge............................................................................... 29 Kort rids af pengenes historie ............................................................................................................................ 30 Mystikkens mange skjulesteder .......................................................................................................................... 31
Mystikkens skjulte udspring i varebyttet ........................................................................................................... 32
Grundlæggende bestemmelser i varebyttet ....................................................................................................... 33
Pengenes historiske udvikling forklaret............................................................................................................. 36
Pengene og den samfundsmæssige værdi ......................................................................................................... 38
5
Værdiformen til nærmere eftersyn ...................................................................................................................... 39 Varernes værdi - den store åbenbaring ............................................................................................................... 41 Marx' indirekte anerkendelse af kapitalismen...................................................................................................... 42
Pengenes utopi .................................................................................................................................................... 43 Penge som frihed og lighed................................................................................................................................ 43 Værdiens selvstændighed ................................................................................................................................... 44 Broderskabet ..................................................................................................................................................... 46 De to spor i den marxske analyse....................................................................................................................... 48
Opsamling............................................................................................................................................................ 48
IV. Fetichisme. Marx og kritikken af vareøkonomien ........................................................ 50
Indledning............................................................................................................................................................ 50 Ekskurs ............................................................................................................................................................. 50
De levende varer .................................................................................................................................................. 50 Den marxske sprogpragt.................................................................................................................................... 51 Sproget som spejling.......................................................................................................................................... 51
Vareverdenens fetichisme ................................................................................................................................... 52
Fetichismens empiriske virkelighed .................................................................................................................. 54
Fetichismens omfangslogiske status ................................................................................................................. 55 Svagheden i den konkrete forståelse af penge-fetichismen ................................................................................. 56 Den fetichistiske cirkelslutning .......................................................................................................................... 57
Kapitalfetichismen og kapitallogikken .............................................................................................................. 58 Kapitallogikken ................................................................................................................................................. 58 Fetichismens forskellige niveauer....................................................................................................................... 59
Refleksioner over penge-fetichismen ................................................................................................................. 60 Magisk fetichisme .............................................................................................................................................. 60 Pengenes yderste logik....................................................................................................................................... 61
De tre slags fetichisme ........................................................................................................................................ 62 Sammenhængen mellem den konkrete og den magiske fetichisme...................................................................... 62
Opsamling............................................................................................................................................................ 63
V. Tegnværdi. Baudrillard og forbrugersamfundet.............................................................. 64
Indledning............................................................................................................................................................ 64 Ekskurs ............................................................................................................................................................. 64
Forbrugersamfundet............................................................................................................................................ 65
Bytteværdien i forbrugersamfundet.................................................................................................................... 67
Det radikale tegn og altings udskiftelighed....................................................................................................... 69
Tegnvarens oprindelse i den marxske fetichisme ............................................................................................. 70
Den konkrete økonomiske betydning af tegnværdien ...................................................................................... 70
Koden ................................................................................................................................................................... 73
Empirisk belæg for tegnværdien ........................................................................................................................ 74
6
Begæret ................................................................................................................................................................ 75
Tegnlogikkens to niveauer.................................................................................................................................. 76
Koden og den magiske fetichisme ..................................................................................................................... 78
Virkeligheden i fetichismen ................................................................................................................................ 79
En fundamental fejl hos Marx ............................................................................................................................ 80 Ekskurs ............................................................................................................................................................. 81
Opsamling............................................................................................................................................................ 81
VI. Værdisystemer. Baudrillard og økonomisk teori ........................................................... 82
Indledning............................................................................................................................................................ 82
De forskellige typer økonomisk værdi ............................................................................................................... 82
Den funktionelle værdi - kritik og perspektiver................................................................................................. 84
Marx' økonomiske værdi - kritik og perspektiver ............................................................................................. 86
Tegnværdien som løsning................................................................................................................................... 89
Skematisk oversigt over de tre værdisystemer ................................................................................................... 89
Symbolsk 'værdi', ambivalens - økonomiens og produktionens grænse ......................................................... 91 Ekskurs ............................................................................................................................................................. 91
Eksempel.............................................................................................................................................................. 93
Overgange mellem værdisystemerne ................................................................................................................. 95 Overgangene til og fra tegnværdi ....................................................................................................................... 95 Ekskurs ............................................................................................................................................................. 96
Opsamling............................................................................................................................................................ 98
VII. Forbrugerteori. Nye muligheder.................................................................................. 100
Indledning.......................................................................................................................................................... 100
Modellen ............................................................................................................................................................ 100 Fortolkning af modellen .................................................................................................................................. 101
Generelle betragtninger over modellering af forbrugerens problem.............................................................. 103
Opsamling.......................................................................................................................................................... 104
VIII. Konklusion ................................................................................................................... 105
Litteraturliste......................................................................................................................... 108
7
Forord. Marx og mig
Dette speciale er vokset frem af mange forskellige og dybe rødder. Det er kulminationen på en udvikling, der startede, da jeg allerede tidligt i gymnasiet købte 'Kapitalen' - og dengang også forgæves forsøgte at læse og forstå den. Universitetsmarxismen fremstod dengang som et uopnåeligt ideal. Jeg var overbevist om, at det var sandheden om samfundet, men jeg kunne simpelthen ikke finde nøglen til at forstå den sandhed. Der var noget mytisk og mystisk over det. Men jeg opgav ikke håbet om en dag at kunne forstå eller snarere dechifrere, hvad det i grunden handlede om.
I 3.g arrangerede jeg en studiekreds i marxistisk teori, og især min dansklærer var behjælpelig med at åbne mine øjne for de skjulte dybder. Men jo mere jeg forstod, jo mere følte jeg samtidig, at jeg løb panden mod en mur. Selve kernen i teorien, essensen, undslap mig. Og jeg måtte til min overraskelse konstatere den samme mangel på forståelse hos mennesker, som ellers var både begavede og havde interesseret sig for Marx. Og senere, når jeg forsøgte at forklare mine ansatser til forståelse for andre, blev det endnu mere klart, at det vigtigste manglede. For selvom jeg kunne forklare om varens dobbeltnatur af brugsværdi og bytteværdi - og om bytteværdiens tiltagende dominans - så var reaktionen altid uforstående eller i bedste fald 'og hvad så?'. Hvad var det for et problem, som Marx forsøgte at åbenbare? Jeg vidste det faktisk ikke! Kunne kun fornemme det - ikke formulere det.
Gennem mine år på økonomistudiet løb de marxistiske anelser som en altid tilstedeværende understrøm. På første år skrev jeg den større opgave i Samfundsbeskrivelse om penge og pengeteori ud fra en grundlæggende marxistisk forståelse. Ingen anede uråd. Men faktisk kan nogle elementer i dette speciale føres direkte tilbage til den opgave. BA-projektet var en kritik af den almindelige forbrugerteori - igen ud fra et så marxistisk udgangspunkt, som jeg kunne have og samtidig skjule. Igen gik det godt. Men jeg manglede jo også stadig den endelige erkendelse af, hvad det større perspektiv hos Marx egentlig var.
Min interesse for Marx havde længe været krydret med en fascination af den franske filosof Jean Baudrillard. Baudrillard var sociolog af uddannelse, og hans filosofi voksede ud af den marxske, men var samtidig både en videreudvikling, radikalisering og afvisning af denne. Så vidt jeg kunne forstå i hvert fald! For Baudrillard er notorisk svært forståelig. Og hans tidlige, Marx-inspirerede tekster, som han havde forfattet i en periode i slutningen af 1960'erne og starten af 1970'erne, var for længst blevet afløst af noget, der normalt blev betegnet som postmoderne filosofi og en nærmest total afvisning af overordnet samfundsmæssig analyse.
Men jeg havde besluttet, at jeg på et tidspunkt ville opsøge og bruge hans tidlige værker konstruktivt. Specialet syntes at være det oplagte sted for denne udforskning. Formålet med mit speciale blev således bestemt som en slags rationalisering af Baudrillard - en gøren ham brugbar for økonomisk teori. Under arbejdet med specialet fik jeg dog et par afgørende indsigter, som skulle ændre den plan.
8
Først blev jeg klar over, at det ikke kunne nytte at skrive om Baudrillard uden at skrive om Marx - dertil byggede Baudrillard alt for direkte på Marx. Specialet tvang mig altså tilbage til Marx - og denne gang var der ingen vej udenom: Jeg blev nødt til at forstå ham helt til bunds. Så jeg læste Marx igen - og igen og igen. Hovedsageligt var det bare et lille skrift, men et skrift, som tydeligvis indeholdt essensen af hans indsigt: Noget så bizart som en oversættelse af første oplag af første afsnit af første kapitel af første bog af 'Kapitalen' (normalt var det vareanalysen fra andet oplag, der blev oversat og brugt). Det blev til utallige gennemlæsninger og gennemtænkninger, længere pauser og megen indre kamp, før indsigten dæmrede.
Det var en slags åbenbaring. Som når man pludselig ser noget helt tydeligt, som man ikke før kunne se. Og jeg kunne også se, hvor meget Marx selv havde kæmpet for at gøre sin indsigt forståelig - og hvor meget han havde fejlet. Jeg havde aldrig hørt, læst eller set hans store indsigt gengivet på en umiddelbart forståelig måde. Nu sad jeg selv inde med nøglen. Og nu var det min tur til at prøve.
Men specialet handlede jo stadig hovedsageligt om Baudrillard. Og jeg måtte forlade Marx og kaste mig over Baudrillards endnu mere kryptiske tekster. Og langsomt gryede den næste afgørende indsigt: Baudrillards teorier kunne ikke indpasses i den økonomiske ramme på en fornuftig måde. Og det ville derfor være hovedløst at strukturere specialet omkring dem. Ikke mindst når jeg også have en gylden og skrøbelig indsigt om Marx, som jeg gerne ville udfolde.
Jeg fik nu den oplagte ide i stedet at vende specialet mod Marx - og så bruge Baudrillards bøger til netop det, de var: Forsøg på udviklinger og afviklinger af Marx. Baudrillard kunne være det ultimative eksempel på, hvordan den marxske indsigt og teori kunne videreudvikles, og hvordan den kunne bringes til at analysere en type samfund, som Marx ikke selv havde forudset.
Beslutningen gjorde det også muligt at vælge et citat, der længe havde lyst som en forjættende stjerne over hele projektet, som ledetråd for specialet. Et direkte lån fra citatet blev gjort til specialets nye titel. Og citatet i sin fulde længde indleder problemformuleringen. At det har været så afgørende skyldes, at citatet indgav mig den tro og det mod, som gjorde det muligt at fastholde udgravningen af et potentiale hos Marx, som ellers var blevet overset og ignoreret. Jeg ville finde og belyse det helt afgørende element, som hidtil havde ligget i mørke, og som hverken tilhængere eller modstandere havde forstået eller ønsket at se. Jeg ville åbenbare det stadig relevante og brugbare kritiske potentiale i den marxske økonomikritik.
Specialet er således materialiseringen af en indre teoretisk modningsproces, der blev sat i gang for snart 15 år siden. Den blev første gang forsøgt konkretiseret i økonomiske termer for snart 10 år siden. Og de sidste 5 år har jeg været i en kontinuert kamp for at få min langsomt voksende indsigt til at bære frugt. Det er således helt og aldeles mit eget projekt. Og jeg har ikke kendskab til, at andre har bedrevet noget, der ligner. Jeg skylder dog tak til Jesper Duelund, som jeg skrev den større opgave i 'Samfundsbeskrivelse' sammen med. Og til Niels Johannesen, som var en glimrende med- og modspiller på vores fælles BA-projekt.
9
Det er en meget speciel og specifik Marx, der trækkes frem i dette speciale. Jeg har ikke set ham præsenteret sådan før. Fyldt med grove fejl og oplagte mangler. Yderst tvetydig i sin analyse af kapitalismen. Og alligevel bærende på en kostbar og unik indsigt, som han havde meget svært ved at gøre forståelig. Jeg håber, at det bliver både en øjenåbner for både tilhængere og modstandere af det marxske - en overraskelse og en inspiration. Det skal bemærkes, at jeg næsten udelukkende har læst Marx i dansk oversættelse. Men jeg har ikke oplevet det som et problem, da han ikke bliver hverken mere eller mindre umiddelbart forståelig på tysk.
Baudrillard, som han fremstilles i specialet, er helt og aldeles min konstruktion og mit ansvar. Jeg har formet ham i min indsigts billede. Jeg har bevidst oversprunget næsten alle hans paradokser og ekstreme teoretiseringer. Og jeg har i det hele taget udelukkende holdt mig til en meget specifik periode i hans teoretiske arbejde. Jeg har været sparsom med citater, fordi de ofte ville skabe mere forvirring end klarhed - og tit virker rabiate eller uforståelige taget ud af kontekst. Alligevel er det mit håb, at jeg er forblevet tro mod den kølige analyse, der ligger under og bag den enigmatiske og meget franske postmodernist Baudrillard. Jeg har ikke forsøgt at læse Baudrillard på det franske originalsprog, men holdt mig til de anerkendte engelske oversættelser, som jeg også citerer fra.
Redegørelse for specialets selvstændige bidrag
Det har været afgørende for mig, at specialet skulle være læseligt for en bred gruppe af mennesker. Som økonomi i sin oprindelige form skulle det være tilgængeligt og oplysende for den interesserede borger. Klarheden var også afgørende, fordi en diskussion af så abstrakte emner, som specialet berører, nemt bliver forvrøvlet, fordi det ikke er klart, hvad der egentlig diskuteres. Jeg har derfor gjort mig den yderste umage for at gøre alting så gennemskueligt og forståeligt for den rationelt og selvstændigt tænkende læser som overhovedet muligt. Og jeg føler, at jeg i høj grad har opnået dette. Desværre medfører det et nyt problem. Det kan virke, som om jeg bare refererer tilgængelige og overskuelige tekster fra Marx og Baudrillard. Det er langt fra tilfældet.
Alt materiale er vasket frem gennem langvarig insisterende tålmodighed. Og jeg opfordrer læseren til at læse originalteksterne for at få et indtryk af, hvor meget arbejde der egentlig ligger i dette projekt. Forhåbentlig vil det med specialet i hånden være muligt at få en hel del ud af originalteksterne (og at se både uafklarede problemstillinger, fejl og mangler), men samtidig skulle det forhåbentlig også være klart, at noget tilsvarende ikke umiddelbart ville have været muligt uden specialet.
De grundlæggende begreber og ideer er hentet fra Marx og Baudrillard. Men formen er helt min egen. Systematiseringen og struktureringen af stoffet er helt min egen. Udviklingen og rationaliseringen af begreberne er helt min egen. Det, som dette speciale præsenterer, fandtes ikke før dette speciale. Det gælder samlet for helheden. Alligevel vil jeg også fremhæve de ting, som
10
jeg opfatter som helt unikke for specialet - i den forstand, at jeg aldrig har set dem beskrevet, forstået eller defineret på den måde før. Jeg håber, at læseren vil bære over.
- Pengenes mysterium - og dettes løsning og sammenhængen med pengenes historie.
- Penges mysterium og pengenes historie som indgang til forståelse af værdiformen.
- Værdiformens problem opstillet klart og gennemskueligt.
- Analysen af pengenes utopi.
- Magisk varefetichisme (og den klare adskillelse fra marxsk varefetichisme).
- Den direkte kobling mellem Marx' vareanalyse og Baudrillards tegnanalyse (gennem sammenhængen mellem fetichismeformerne).
- Tegnværdiens to niveauer.
- Forståelsen af værdisystemerne som parallelt tilstedeværende strukturer i forbrugerens bevidsthed.
- cj-modellen, som dog selvfølgelig er fra 'Slaget om forbrugerens sjæl'. Den 'irrationelle' tolkning er helt ny.
Marx og Baudrillards teorier er begravet i vrøvl. Både deres eget og andres. Og jeg har ikke villet forstyrres af dette i min indsigt. Hver gang jeg har følt mig distraheret i forhold til det afgørende spor, er jeg vendt tilbage til det centrale. Jeg har ikke udforsket forstæder og sideveje, men insisteret på at skabe overblik og tydelighed. Det er mit håb herved at have skabt noget faktisk nyt - at have blotlagt et faktisk overset potentiale hos Marx og åbenbaret en faktisk stringens hos Baudrillard. Bagsiden er, at store dele af det omkringliggende teorifelt kan føle sig unødvendigt firkantet kritiseret eller direkte overset. Det er selvfølgelig beklageligt. Til gengæld er muligheden for en meget mere omfattende og konstruktiv udforskning nu til stede, fordi der nu endelig er et forståeligt og brugbart udgangspunkt at arbejde ud fra. Afslutningsvis en bemærkning om min ret omfattende brug af 'enkelte' anførselstegn. De indikerer på ingen måde en afstandtagen fra eller en svækket version af det anførte. De bruges derimod til at indikere, at der her er tale om et specifikt begreb eller en specifik formulering, der skal forstås i netop den specifikke betydning og ikke i alle mulige andre. De bruges ofte første gang et begreb introduceres - og så ellers til at indikere, at det er vigtigt, at det netop her skal forstås i den specifikke betydning. God fornøjelse!
11
I. Problemformulering
"Jeg tror, at man kan sige, at intet har været så ødelæggende, så ufrugtbargørende i forhold til
Marx' økonomikritik som det forhold, at den historiske materialisme - i hans navn - blev gjort til
dogme og verdensanskuelse. Socialister kunne nøjes med den historiske materialisme og kunne så
plukke ideer og synspunkter hist og pist fra økonomikritikken. Ikke socialistiske teoretikere
kunne affærdige Marx' økonomikritik ved at angribe den historiske materialisme. Men det kritiske
potentiale, som lå og ligger i den marxske økonomikritik blev forbigået. Forbigået og overset - og
derfor heller ikke præcist kritiseret.
Efter Murens fald og socialismens inattraktivitet er den historiske materialisme afgået ved
døden som verdensanskuelse. Hermed frisættes således egentlig for første gang i bredden en
chance for at få øje på det teoretiske potentiale, som ligger gemt i Marx' økonomikritik - rent
teoretisk."1
Sådan skrev Hans-Jørgen Schanz i 'Karl Marx i tilbageblik efter murens fald' fra 1994.
Schanz, der selv var en af landets førende marxistiske teoretiske i 70'erne, argumenterer for, at
hele den lange kommunistiske og socialistiske marxistiske tradition ramte sørgeligt forbi netop
det, som han betragter som Marx' vigtigste teoretiske bidrag. Marx selv havde også taget fejl.
Grundigt fejl. Det stod uigenkaldeligt klart efter Murens fald, der således gav titel til Schanz' bog.
Men Schanz mente, at netop nu, hvor fejlene var åbenlyse, så kunne de afgørende elementer hos
Marx, der var blevet glemt og gemt for at gøre plads til en dogmatisk marxistisk
verdensanskuelse, bringes frem i lyset.
Det er ikke sket. Hverken Schanz eller andre har siden forsøgt at blotlægge et overset
kritisk potentiale hos Marx. Dette speciale er et forsøg. Marx' forbløffende og svært tilgængelige
værditeoretiske indsigt vil blive trukket frem i lyset og stillet nøgen. Og dens mange
forskelligartede perspektiver vil blive undersøgt.
Efterfølgende vil Baudrillards videreudvikling af den marxske teori forsøges rekonstrueret
på en måde, som funderer den direkte på den gemte og glemte Marx. Det vil kaste yderligere lys
over det tilbageværende potentiale i økonomikritikken. Det videre perspektiv er opstillingen af en
overordnet værditeoretisk model, der etablerer et møde mellem den i specialet konstruerede
Baudrillard og almindelig økonomisk teori. Det vil samlet forsøges påvist, at Baudrillard forstået
på disse betingelser har ydet et bidrag, der kan være med til at oplyse den økonomiske videnskabs
dunkle fundament - og befrugte dens fremtid.
1 Schanz: Karl Marx i tilbageblik efter murens fald, s. 100
12
II. Værditeori. Smith og Ricardo - og Marx
Indledning
For at forstå det udtryk, som den marxske teori får, er det nødvendigt at kende lidt til den
teoretiske tradition, som den voksede ud af. Sine grundlæggende begreber henter Marx i den
klassiske økonomi - især hos Adam Smith og David Ricardo. Ved at se på hvordan disse begreber
bliver defineret, udfoldet og begrundet i de klassiske tekster, bliver den betydning, Marx tillægger
dem, mere forståelig. Det, Marx henter hos Smith og Ricardo, er en værditeori. Derfor er det
indledningsvist nødvendigt med nogle mere generelle overvejelser om værditeori, fordi en sådan
tilsyneladende ingen rolle spiller i almindelig økonomisk teori.
Værditeori og økonomisk teori
En værditeori er en teori, der beskriver, hvorfor og hvordan et objekt har økonomisk værdi.
Økonomisk værdi forstået i modsætning til eksempelvis moralsk værdi. Ordet 'værdi' skal i
specialet i det hele taget kun forstås i den økonomiske betydning. Med lidt eftertanke bliver det
klart, at økonomisk teori slet ikke kan bestå uden en værditeori. En økonomisk teori må have en
forståelse af, hvad der giver økonomisk værdi. Ellers kan det ikke være en teori om økonomi!
Der findes derfor heller ikke økonomiske teorier, som ikke i en eller anden forstand
indeholder en værditeori. Alligevel lyder ordet 'værditeori' meget fremmed for den, der studerer
moderne økonomisk teori. Det er noget, der skal slås op i et økonomisk leksikon. Og her kan
man så læse, at 'værditeorien' i slutningen af 1800-tallet blev opgivet til fordel for 'pristeori' - og at
der i dag ikke længere skelnes mellem de to. En vares økonomiske værdi skulle så altså bare være
det samme som dens pris.
Sådan forholdt det sig dog slet ikke, da den økonomiske videnskab blev grundlagt. Som de
største klassiske teoretikere nævnes normalt Adam Smith og David Ricardo, og de to skelnede
omhyggeligt mellem pris og værdi. At værdi- og pristeori i moderne teori skulle være identiske
størrelser, er dog også en forhastet og grundlæggende forkert konklusion. Det vil blive klart
senere. For nu er det tilstrækkeligt at konstatere, at det snarere forholder sig sådan, at
værditeorien i dag spiller en så minimal og underkuet rolle, at den uden problemer kan overses og
ignoreres. Og at det medfører, at begreberne 'pris' og 'værdi' igen bliver blandet sammen - hvilket
Smith og Ricardo ellers gjorde deres bedste for at forhindre.
For når først værdi og pris bliver rodet sammen, er der mulighed for enorm teoretisk
forvirring. Ricardo konstaterer: "for from no source do so many errors, and so much difference
13
of opinion in that science [political economy] proceed, as from the vague ideas which are
attached to the word value."2
Smith og de forskellige værdityper
Og det er ikke kun pris og værdi, der risikerer at blive blandet sammen. Smith indfører et berømt
skel mellem to forskellige former for økonomisk værdi, der begge er nødvendige i en økonomisk
analyse: "The word VALUE, it is to be observed, has two different meanings, and sometimes
expresses the utility of some particular object, and sometimes the power of purchasing other
goods which the possession of that object conveys. The one may be called 'value in use'; the
other 'value in exchange'."3 Ricardo opfatter denne skelnen som så afgørende og præcis, at han
bruger netop dette citat som start på hans egen udredning om 'værdi' - et emne han opfattede
som så centralt, at det optager første kapitel af hans hovedværk 'Principles of Political Economy
and Taxation' (herefter blot 'Principles') fra 1817.
Denne skelnen mellem 'value in use' og 'value in exchange' er også helt afgørende for alt,
der følger i dette speciale. Begreberne vil blive uddybet og præciseret senere, men her skal de blot
umiddelbart fordanskes til 'brugsværdi' og 'bytteværdi'. Og så skal det konstateres, at megen
forvirring omkring 'værdi' skyldes, at der ikke skelnes klart og forståeligt mellem disse to former
for værdi. En klassisk værditeori skelner altså mellem både 'pris', 'brugsværdi' og 'bytteværdi'.
Yderligere kan også prisen splittes op i forskellige slags priser - eksempelvis 'markedspris' og
'naturlig pris'4 - men det påvirker ikke selve værditeorien.
Værditeori og pristeori
Det kan virke besværligt, forvirrende og unødvendigt at holde styr på de forskellige former for
værdi og pris. Især når moderne økonomisk analyse er kommet så langt uden at bekymre sig om
disse ting. Og det er sandt, at den klassiske værditeori set ud fra en ganske bestemt synsvinkel er
både upræcis og helt overflødig. Moderne økonomisk teori opstiller en model, der viser, hvordan
samtlige priser i økonomien bliver bestemt. Og netop hvis det er den økonomiske teoris
fremmeste formål at beskrive, hvordan priserne bestemmes, så bliver værditeorien problematisk.
Værditeorien kan nemlig ikke forklare noget om bestemmelsen af priserne, som den
moderne pristeori ikke også kan forklare. Og den moderne pristeori kan forklare en hel masse
om priserne, som den klassiske værditeori ikke kan forklare. Faktisk kan de resultater, som den
klassiske værditeori når frem til omkring bestemmelse af priserne, betragtes som et specialtilfælde
2 Ricardo: Principles of political economy and taxation, s. 19. 3 Smith: The wealth of nations, s. 131. 4 Se Wealth of nations, s. 132 og Principles s. 61-64.
14
af den således mere generelle udbud-efterspørgsel-teori. Og det er faktisk et problem for
værditeorien. For en af de ting, den mente at kunne, var at bestemme den 'naturlige pris', som en
vares 'markedspris' altid ville tendere imod. Værditeorien ville altså oprindeligt også være en teori
om priser, og på det område er den i dag forældet og uhåndterlig - selvom dens resultater sådan
set lokalt er i overensstemmelse med moderne teori.
Så på det grundlag er afvisningen af værditeori rigtig, men synsvinklen overser, at
værditeorien var meget mere end bare en pristeori. Især Marx udviklede den til noget, der er så
langt fra blot at være en pristeori, at det slet ikke har kunnet finde indpas i gængs økonomisk
teori og er blevet ignoreret. I stedet afvises Marx' værditeori ved at bevise, at den alligevel ikke
kunne bestemme priserne. Det er en korrekt påpegning af fejl hos Marx, men samtidig en helt
uhørt skyllen barnet ud med badevandet. Et groft eksempel kan findes i Mark Blaugs ellers
berømmede bog 'Economic theory in retrospect'. I sin gennemgang af 'Kapitalen' konkluderer
Blaug omkring det afgørende afsnit i første kapitel af 'Kapitalen', hvor Marx udfolder dybden i
sin værditeori: "The reader will miss little by skipping the pedantic third section of chapter 1 on
which the hands of Hegel lie all too heavily."5 Rystende arrogant - men et absolut slående
eksempel på, hvordan essensen i det marxske er blevet totalt ignoreret.
Det er derfor afgørende at anerkende, at værditeori er andet og mere end en pristeori, hvis
den skal forstås i dybden. Og det er nødvendigt for at kunne indse, at værditeori stadig er
relevant. Et første spor på denne rejse kan være at forsøge at forstå, hvorfor den skarpe
analytiker Ricardo gik så meget op i et begreb, som den skarpe moderne økonomiske analyse har
fundet overflødigt.
Ricardo og bytteværdien
Det er vigtigt at gøre sig klart, at de klassiske økonomer havde en udmærket forståelse af
dynamikken mellem udbud-efterspørgsel og pris. Det var ikke. fordi de ikke havde forstået denne
dynamik, at de fastholdt værdibegrebet. Ricardo skriver eksempelvis helt fra starten af 'Principles':
"Is not the value of labor equally variable; being not only affected, as all other things are, by the
proportion between supply and demand, which uniformly varies with every change in the
condition of the community"6. Citatet handler umiddelbart om arbejdskraftens værdi, men
Ricardo får udtrykkeligt gjort opmærksom på, at alle tings 'værdi' er påvirket af forholdet mellem
udbud og efterspørgsel, og at disse varierer med alle ændringer i samfundet.
Selvom Ricardo ikke havde en formaliseret udbud-efterspørgsels-teori, var han helt
opmærksom på de grundlæggende mekanismer i en sådan. Det bliver understreget i kapitlet om 5 Blaug: Economic theory in retrospect, s. 256. 6 Ricardo: Principles, s. 20.
15
'naturlig pris og markedspris'.7 Her skriver han, at selvom arbejdskraft er grundlaget for værdi, så
betyder det ikke, at en vares faktiske pris ikke kan være forskellig fra denne værdi. Han kalder den
faktiske pris for 'markedsprisen' og prisen bestemt ved forbruget af arbejdskraft for den 'naturlige
pris' (eller 'primære pris'). Og han skriver: "In the ordinary course of events, there is no
commodity which [...] is not subject to accidental and temporary variations of price"8. Herefter
beskriver han både, hvordan ændringer i efterspørgslen kan hæve og sænke markedsprisen - og
hvordan profitmaksimering (og følgende udjævning af profitrater) vil bringe markedsprisen
tilbage til den naturlige pris. Disse analyser er helt i overensstemmelse med moderne teori.
Alligevel fastholder han, at værditeori er den økonomiske teoris grundlag.
For Ricardo er værditeorien først og fremmest et redskab til at forstå grundlæggende eller
langsigtede ændringer i en vares pris. Og redskabet er faktisk nyttigt. Det giver det rigtige resultat.
Moderne økonomisk teori når nemlig også frem til det resultat, at på langt sigt og under
profitmaksimering og fuldkommen konkurrence bliver en vares pris faktisk bestemt udelukkende
fra udbudssiden, og den bliver lig med de minimale gennemsnitomkostninger. Et resultat, der
måske ikke i form og udtryk, men i indhold og sjæl svarer til Ricardos: En vares naturlige pris er
det, det koster at producere den. Det kan således være tillokkende at vælge den fortolkning, at
Ricardo kun havde blik for det langsigtede specialtilfælde, og at han, da han ikke havde adgang til
moderne analyse, brugte værditeorien som forklaringsmodel. Men Ricardos forhold til
bytteværdien er dybere end som så.
Vand-diamant-paradokset
Efter fra starten at have citeret Smiths skelnen mellem 'value of use' og 'value of exchange'
forsætter Ricardo med citere Smiths uddybning af forskellen på de to: "The things which have
the greatest value in use have frequently little or no value in exchange; and, on the contrary, those
which have the greatest value in exchange have frequently little or no value in use."9 Og Ricardo
konkluderer: "Utility then is not the measure of exchangeable value"10. For den værdi, som en
vare har for forbrugeren af den, har jo tilsyneladende intet at gøre med prisen. Ricardo bruger
eksemplet guld og luft. Men han kunne lige så godt have fortsat med at citere Smith - for lige
efter ovenstående citat følger det, der er gået over i den økonomiske teoris historie som 'vand-
diamant-paradokset': "Nothing is more useful than water: but it will purchase scarce anything;
7 Principles, s. 61-64. 8 Principles, s. 61. 9 Smith: Wealth of Nations, s. 131-132 (Principles, s. 17). 10 Ricardo: Principles, s. 17.
16
scarce anything can be had in exchange for it. A diamond, on the contrary, has scarce any value
in use; but a very great quantity of other goods may frequently be had in exchange for it."11
Det er faktisk lidt besynderligt, at det er blevet kaldt et paradoks. For eksemplet skal jo
netop illustrere værditeoriens styrke og forklaringskraft. Diamanter er dyre, fordi de er dyre at
producere - og vand er billigt, fordi det er billigt at producere. Og for Smith og Ricardo viser det
lige præcis, at efterspørgslen ikke påvirker en vares grundlæggende værdi. Et paradoks bliver det
først, hvis man forkaster (arbejds-)værditeorien og mener, at værdien (også) bliver bestemt af
efterspørgslen. For vand er umiddelbart meget mere nyttigt end diamanter.
Den moderne forståelse er, at marginalnytteteorien løste dette paradoks: Ja, vand er
generelt meget mere nyttigt end diamanter, men nytten af en ekstra enhed diamant (altså
marginalnytten) er meget, meget større end nytten af en ekstra enhed vand.12 Og det er der
selvfølgelig noget sandhed i. Og det er oplagt at fortolke det sådan, at Smith og Ricardo bare ikke
havde opfanget det marginale aspekt. Ricardo skriver jo netop også, at 'nytten' ikke måler en
vares bytteværdi - men derfor kunne 'marginalnytten' jo godt gøre det.
Desværre for tilhængere af en sådan fortolkning er Ricardos støtte til værditeorien slet ikke
afhængig af en manglende forståelse af det marginale. Selvom det kunne se sådan ud fra det hidtil
citerede. Faktisk tager han senere i 'Principles' ret klart afstand fra den ide, der ligger bag
marginalnytteteorien - selvom den slet ikke var formuleret endnu! Han skriver: "If, then, I give
one shilling for a loaf, and 21 shillings for a guinea, it is no proof that this in my estimation is the
comparative measure of their utility."13 Ricardo sammenligner her nytten mellem et brød og den
besynderlige engelske møntenhed guinea14. Det kan både betragtes som nytteforholdet mellem de
to varer - og som forholdet mellem en vare og penge. Men Ricardo afviser altså i begge tilfælde,
at hans villighed til at give 1 shilling for et brød udtrykker hans relative nytte derved. Hans
betalingsvilje for den næste enhed brød er ikke funderet på nytten ved det brød.
Han skriver også: "When I give 2000 times more cloth for a pound of gold than I give for a
pound of iron, does it prove that I attach 2000 times more utility to gold than I do to iron?
certainly not; it proves only [...] that the cost of productions of gold is 2000 times greater than the
cost of production of iron. If the cost of production of the two metals were the same, I should
give the same price for them; but if utility were the measure of value, it is probable I should give
more for the iron."15 Disse citater viser med al ønskelig tydelighed en nærmest hånlig afvisning af
11 Smith: Wealth of Nations, s. 132. 12 Det gælder selvfølgelig ikke nødvendigvis for alle, men skal gælde for de forbrugere, der køber diamanter. 13 Ricardo: Principles, s. 197. 14 En guinea var en guldmønt, der netop havde værdien 21 shilling, mens et pund var 20 shilling. 15 Ricardo: Principles, s. 197.
17
de tanker, der ligger bag marginalnytteteorien. Og det er virker, som om Ricardo havde en helt
anden opfattelse af forbrug end den, der præger moderne økonomisk teori.
Den klassiske opfattelse af forbrug og behov
Og opfattelsen af behov og forbrug synes faktisk at være det springende punkt. Smith og Ricardo
opfatter næsten ikke forbruget som en selvstændig størrelse. Det er bestemt af nødvendighed og
ikke præferencer, og derfor kan det ignoreres i analysen. Udviklingen har siden vist, at det var
eller i hvert fald blev et fejlagtigt synspunkt. Efterspørgslen er blevet en selvstændig og meget
afgørende faktor. Selvom det klassiske syn på efterspørgslen således var meget præget af tiden, er
det alligevel interessant at se, hvad det var for et samfund og en økonomi, som Ricardo
forestillede sig.
"In the ordinary course of events, there is no commodity which continues for any length of
time to be supplied precisely in that degree of abundance which the wants and wishes of
mankind require".16 Det fremgår af citatet, at behov er noget, der kan tilfredsstilles 'præcist' -
selvom det altså ikke sker hele tiden. Behov er ikke noget i teorien umætteligt. Det svarer også til
Ricardos eksempel med brød og penge. Marginalnytteteorien ville sige, at hvis prisforholdet 1/21
ikke svarede til Ricardos personlige vurdering af nytteforholdet mellem brød og penge ved 1 brød
og 1 guinea, så ville han vælge et andet forhold mellem brød og penge, hvor det var tilfældet.
Ricardo ville sikkert i stedet sige, at med 1 brød var hans behov dækket, og derfor var der ingen
grund til at efterspørge anderledes.
Disse betragtninger fører nemt til en diskussion af alle de grundlæggende problemerne i
nytteteorien, men det vil blive gemt til senere. Her handler det om, at Ricardo opfatter behov
som en given størrelse, der i vid udstrækning er bestemt af nødvendighed, og derfor er behov og
efterspørgsel noget, der enten bliver dækket eller ej. Og hvis de bliver dækket, er der ingen, som
vil efterspørge mere.
Den tanke kan også ses ud af Ricardos lønteori. Lønnen bliver nemlig bestemt af den
omkostning, der er ved at dække arbejdskraftens givne behov i forhold til at kunne reproducere
sig selv. Denne teori er siden blevet grundigt modsagt af virkeligheden. Men bare fordi Ricardos
opfattelse af forbrug har vist sig ikke at kunne beskrive virkeligheden, betyder det ikke, at den
opfattelse af behov, på hvilken han grundlagde sin teori, nødvendigvis er helt forkert. Han havde
på forhånd afvist de tanker, der kom til at dominere den moderne forbrugerteori, og det kan der
sagtens være sandhed i, selvom hans egen model viste sig at være fejlagtig. Der kunne jo være en
helt tredje teori med større sandhedsindhold eller forklaringskraft.
16 Principles, s. 61.
18
Værditeoriens problemer
Ricardo var ikke interesseret i at forstå de overfladiske ændringer i økonomien. Eller han fandt
måske snarere, at de var banale. Smith og Ricardo havde en udmærket forståelse af banal udbud-
efterspørgsels-dynamik, så det var ikke derfor, at de underkendte den. Men de ville noget andet
og mere. De ville forstå, hvordan den økonomiske udvikling grundlæggende blev bestemt. Og
hertil fandt de værdi-begrebet. Og nødvendigheden af at skelne mellem værdi og pris. Og værdi
og rigdom. Det var et forsøg på stringent anvendelse af begreber, men det var åbenbart svært, og
Ricardo måtte påpege, at selvom Smith havde givet de rigtige definitioner og bestemmelser, så
havde han faktisk også givet nogle forkerte og havde fået modsagt sig selv.17
For Ricardo er værdien en indre samfundsmæssig logik, der dikterer udviklingen i blandt
andet priserne. Men den udvikling ville også kunne forstås og forudsiges med et generelt udbud-
efterspørgselsskema. Desuden er Ricardo (og Smith) godt klar over, at der er rigtig mange
praktiske problemer ved at måle bytteværdien ved hjælp af det relative forbrug af arbejdskraft.
Det er i teorien nemt ved sammenligning af helt simpel arbejdskraft. Men herfra vælter
problemerne frem. Værditeorien ('arbejdsværditeorien') kræver, at alle typer arbejde kan reduceres
til samme type ensartet arbejde, og det bliver hurtigt umuligt at gøre teoretisk, og Smith og
Ricardo må blot antage, at den store omregning til sammenlignelig arbejdskraft sker via markedet.
Der bliver også problemer så snart, der kommer fysisk kapital ind i billedet, for selvom den i
teorien kan reduceres til arbejdskraft, så har forskellig kapital forskellig holdbarhed, og
dynamikken bliver hurtigt meget mudret. Ricardo kommer med nogle ganske dybsindige analyser
af disse problemstillinger.18 Men det mest tydelige er, at det i praksis er umuligt at bruge
værditeorien til praktisk analyse. I stedet må det blot antages, at markedet realiserer dens logik.
Og så var det måske mere nærliggende at holde sig til en ren markedsanalyse med udbud og
efterspørgsel.19
Det må i tilbageblik konstateres, at det ikke lykkes Ricardo at give overbevisende grunde til
at fastholde værditeorien i stedet for en udbud-efterspørgsels-teori. Men samtidig er det også
blevet vist, at Ricardo tydeligt afviste alternativet til hans værditeori - nemlig at varens værdi var
lig med det, forbrugeren ville betale for den. Måske var værditeorien for Ricardo blot den ide fixe,
som den blevet gjort til, mens han i forbindelse med analysen af 'rent' er blevet udråbt som
marginalanalysens pioner. Han formår i hvert fald ikke at overbevise om dens rigtighed og
17 Se Principles, s. 19-23. 18 Se Principles, s. 23-38. 19 Og så er der endda slet ikke blevet taget fat op, hvordan arbejdskraftens bytteværdi (lønnen) bestemmes. Det gør den ifølge teorien ved den arbejdsmæssige omkostning, der er ved at producere arbejdskraften. Men det er igen et helt umuligt regnestykke. Og et eksempel på Ricardos (og Marx') naivitet omkring forbrug. Den naturlige løn bestemt af de grundlæggende behov er i hvert fald en af de mest modbeviste teser i økonomisk teori.
19
blotlægger faktisk i stedet en masse af dens problemer. Alligevel holdt han fast i den. Måske
havde han fat i noget. Det mente Marx i hvert fald.
Værditeoriens potentiale - Marx og bytteværdien
Marx byggede nærmest hele sin teori op på bytteværditeorien.20 Med følgende bredside hylder
han de klassiske økonomer og udtaler sin foragt for alternativerne: "- For at sige det én gang for
alle forstår jeg ved den klassiske politiske økonomi hele den økonomi [...] som udforsker den indre
sammenhæng i de borgerlige produktionsforhold, i modsætning til vulgærøkonomien, som kun farter
rundt i de tilsyneladende sammenhænge for at finde en plausibel forklaring på så at sige de groveste
fænomener, og som til borgerligt husbehov bestandigt tygger drøv på den videnskabelige
økonomis længst indvundne materiale, men som i øvrigt indskrænker sig til at systematisere,
pedantisere og som evige sandheder proklamere de borgerlige produktionsagenters banale og
selvbehagelige forestillinger om deres egen verden som den bedste."21
Citatet illustrerer Marx' skarpe pen, men samtidig får han påpeget forskellen på sit eget
projekt og det, han kalder 'vulgærøkonomien'. Han vil forstå den 'indre sammenhæng' og ikke
kun 'finde plausible forklaringer på tilsyneladende sammenhænge'. Det sidste kunne lidt frækt
kaldes den moderne økonomiske teoris ledestjerne: Brugbare forklaringer. At 'forstå' økonomiens
'indre sammenhænge' er blevet opgivet. Men det er ikke desto mindre Marx' projekt. Og for Marx
var bytteværdien grundstenen i det projekt.
Men selvom Marx umiddelbart bestemte bytteværdien på samme måde som Ricardo, så
forstod han den på en helt anden måde. For Marx var bytteværdien ikke et generelt, ahistorisk
fænomen, men noget, der var knyttet specifikt til kapitalismen og vareproduktionen. Marx
skriver: "Brugsværdier udgør rigdommens stoflige indhold, uanset hvad dens samfundsmæssige form end
måtte være. I den samfundsform, som vi skal betragte, optræder de tillige som de stoflige bærere
af - bytteværdien."22 Og den samfundsform, Marx vil analysere, er den, "hvor der hersker en
kapitalistisk produktionsmåde"23. Bytteværdien er noget, der hører uløseligt til kapitalismen.
Og kapitalismen er kendetegnet ved, at vareproduktionen er den altdominerende
produktionsform. En vare er en genstand, der er produceret for at blive byttet på et anonymt
marked. Marx skriver at: "For at producere en vare må han [producenten] ikke blot producere
brugsværdi, men derimod også brugsværdi for andre, samfundsmæssig brugsværdi."24 Så varen er en
brugsgenstand/brugsværdi, der er produceret for samfundet via markedet. Og dens værdi på
20 Hvilket har gjort det nemt at forkaste hele hans teori sammen med afvisningen af værditeori. 21 Marx: Vareanalysen, s. 62 (note 24). 22 Vareanalysen, s. 31. 23 Vareanalysen, s. 30. 24 Vareanalysen, s. 35.
20
markedets er netop dens bytteværdi. Bytteværdien er således den indre logik, der regulerer
bytningen af varer.
Bytteværdien bliver bestemt ved forbruget af 'simpelt samfundsmæssigt
gennemsnitsarbejde'. Og det giver en indsigt i det unikke ved kapitalismen. For det indebærer, at
alt arbejde skal kunne sammenlignes kvantitativt og derfor ikke i det samfundsmæssige perspektiv
er kvalitativt forskelligt. Alle varer kan byttes mod hinanden, og værdien af alle varer er bestemt
på samme måde - med samme logik. For at parafrasere nogle berømte borgerlige ord, kunne det
siges, at ikke kun alle mennesker, men også 'alle varer er skabt lige.'
Netop ligestillingen af alt arbejde gør det muligt at sammenligne alle varers værdi. Før
kapitalismen, før bytteværdien ville det ikke have været muligt. En vare er skabt til at blive byttet,
og derved bliver dens værdi kunne meningsfuld målt mod andre varer. Og i denne måling er det
netop ikke varens konkrete brugsværdi, der bliver målt, men dens samfundsmæssige værdi. Marx
formulerer det som: "Varens værdiform er [...] dens samfundsmæssige form."25 I en markedsøkonomi
bliver varer hele tiden byttet (det vil normalt sige 'købt') - og det meste af den bytning sker
mellem personer, der ikke selv skal forbruge varerne (producenter, grossister osv.). Og den
bytning må for Marx være dikteret af bytteværdien. Ikke åbenlyst, men så at sige bag de
handlendes bevidsthed.
Bytteværdien er en logik, der dikterer, hvad noget er værd. Og den bliver tydeligere jo
mindre de overfladiske markedsmekanismer dominerer et marked. Markeder, hvor varerne bliver
handlet til bestemte, ret faste priser. Det er også en logik, der har gennemsyret al offentlig
virksomhed: Priserne skulle være bestemt af omkostningerne. Det er også en logik, der ligger
dybt i mennesker, når de bliver spurgt tilstrækkeligt grundigt og præcist, om hvad de mener,
noget er værd: Omkostningen ved produktionen. Der er bestemt også andre logikker. Det så
Marx måske ikke - eller han formodede at bytteværdilogikken var så meget stærkere end de andre,
at den ville blive den eneste afgørende.
Værditeori skal være andet og mere end pristeori
Men alt dette er for så vidt stadig kun teori. Marx mere dybsindige forståelse af bytteværdien gør
det stadig ikke klart, hvad værditeorien kan, som udbud-efterspørgsels-teori ikke kan. Marx var
helt klar over, at analysen på det niveau ikke nødvendigvis ville virke overbevisende. Værditeorien
indeholder grundlæggende ikke en pristeori. Det handler ikke om priserne. Synspunktet kunne
fremstilles som: Varepriserne ville ikke være uden bytteværdien, men priserne kan sagtens
bestemmes teoretisk uden overhovedet at have noget begreb om bytteværdien. Sagt en gang for
25 Vareanalysen, s. 73.
21
alle: Til bestemmelse af priserne kan værditeorien aldrig være andet end en teori om en indre
sammenhængende logik bag disse. Og om udviklingen i de faktiske priser kan værditeorien kun
sige noget præcist under nogle meget specifikke omstændigheder, der normalt ikke kan antages at
være opfyldt.
Men en afvisning af værditeori til fordel for blot en pristeori er alligevel en stor
misforståelse. For værditeorien viser først sin styrke, når den udfoldes over andre og mere
komplicerede økonomiske fænomener. Og så får den pludseligt en forklaringskraft og bibringer
nogle så grundlæggende indsigter, at dens værdi er ubetvivlelig. Og det gør det nødvendigt også at
bruge værditeorien på de helt grundlæggende forhold. For det er netop via den værditeoretiske
forståelse af disse simple forhold, at de andre indsigter vokser frem. Og med den tanke er det
muligt at overlade scenen til den marxske vareanalyse.
Opsamling
Det er blevet påvist, at værdi og værditeori spillede en afgørende rolle i klassisk økonomisk teori.
Adam Smith og David Ricardo gjorde en dyd ud af at skelne mellem brugsværdi, bytteværdi og
pris. Og de forestillede sig, at deres værditeori var den oplagte teori til at forklare udvikling i
priserne. Det er siden blevet klart, at den klassiske værditeori ikke er nødvendig for at forstå
prisfastsættelsen, og at den moderne pristeori kan forklare og systematisere en hel masse tilfælde,
som værditeorien blot kunne henvise generelt til markedsudsving.
Men det er også blevet påvist, at Ricardo holdt fast i sin værditeori, selvom han fuldt ud
havde forstået den opfattelse, der ligger bag moderne forbrugerteori. Det antyder, at der kunne
være en mere omfattende teori, der rummer både Ricardos forståelse for værdiens afgørende
betydning og samtidig ikke låser sig fast i at forsøge at forklare prisbestemmelsen.
Marx anså bytteværdi for et system, der organiserede hele den kapitalistiske
vareproduktion. Bytteværdien var altså ikke bare den ene side af vareværdien, men en struktur,
der gennemsyrede hele økonomien. Og for Marx var værditeori derfor ikke først og fremmest et
redskab til at forstå priserne, men en mulighed for at gennemføre en omfattende og
sammenhængende analyse af det økonomiske.
22
III. Økonomisk værdi. Marx og bytteværdien
Indledning
Med sin værditeori ville Marx meget mere end blot forsøge at bestemme de relative priser.
Værditeorien var et redskab til at forstå hele det økonomiske system - fra dets simpleste enhed
(varen) til den fuldt udfoldede kapitalisme. Med udgangspunkt i Smith og Ricardo skabte Marx
noget, der var fuldstændigt forskelligt fra al anden klassisk økonomi. Han skabte også en masse
andet, som siden har fyldt ulige meget mere i forståelsen af det marxske. I dette kapitel forsøges
den tilsyneladende konstant undvigende kerne i teorien udgravet og fastholdt. Og det undersøges,
hvor langt indsigten kan bære i forståelsen af det økonomiske.
Forvaltningen af arven fra Smith og Ricardo
Marx syn på den klassiske økonomiske teoris fortrin frem for den 'vulgærøkonomiske' blev
citeret i afsnittet om 'Værditeoriens potentiale'. I forbindelse hermed kalder han Smith og Ricardo
for den klassiske teoris "bedste repræsentanter"26. Og Marx overtog sine økonomiske begreber
fra deres værker. Hans grundlæggende begrebspar til analysen af varen, brugsværdi og bytteværdi,
er hentet direkte fra Smiths 'value of use' og 'value of exchange', som også Ricardo benyttede. Og
de tre er også enige om den grundlæggende forståelse af de to begreber. Brugsværdien udtrykker
varens nytte eller funktion i forhold til forbrugeren, og bytteværdien bliver bestemt ved det
relative indhold af simpelt samfundsmæssigt gennemsnitsarbejde.
Alligevel mener Marx, at Smith og Ricardo slet ikke får fat i den egentlige indsigt, der følger
af deres begreber. For Marx er det fundamentale problem, at Smith og Ricardo ikke forstår deres
begreber historisk. "Forser man sig derfor på den [borgerlige produktionsmåde] som den evige
naturform for samfundsmæssig produktion, så overser man nødvendigvis også det specifikke i
værdiformen, altså vareformen, videreudviklet i pengeformen, kapitalformen osv."27
For dem, der ikke er bekendt med det marxske begrebsapparat, virker citatet sikkert
uigennemskueligt. Og en eksakt forståelse kræver sikkert en ganske betydelig indsigt i den
marxske teori. Og det er for tidligt at forsøge at viderebringe en sådan. Alligevel er det vigtigt at
få en fornemmelse af indholdet i citatet. 'Værdiformen' er den logiske form, der bestemmer,
hvordan værdien fremtræder og nødvendigvis må fremtræde. Med bedre og enklere ord er det
den 'måde hvorpå', værdien fremtræder. 'Vareformen' er varens logiske form - hvad og hvordan
en vare nødvendigvis må være. Så Marx påpeger i citatet, at der er noget specifikt i den 'måde
hvorpå', værdien fremtræder i den kapitalistiske produktionsmåde ('værdiformen'), og at dette
26 Marx: Vareanalysen, s. 62 (note 24). 27 Vareanalysen, s. 62 (note 24).
23
specifikke kan genfindes i alle kapitalismens former (vareformen, pengeformen og
kapitalformen).
Men fordi Smith og Ricardo ikke ser kapitalismen som et historisk fænomen, bliver de ikke
opmærksom på den logiske sammenhæng mellem dens forskellige former. Formuleret mere
direkte: Fordi Smith og Ricardo ikke opfatter varen som historisk knyttet til kapitalismen, kan de
ikke se den intime forbindelse mellem de to. De kan ikke se, at den måde, hvorpå værdien
udtrykker sig i varen, er den samme, som gentager sig i videreudviklet form i penge og kapital.
Smith og Ricardo forstår forskellen mellem brugsværdi og bytteværdi som et nyttigt og
uforanderligt analytisk redskab, mens Marx ser skellet som en dynamisk modsætning og et udtryk
for den indre logik, der driver den kapitalistiske økonomis udvikling. I sin egen optik mente Marx
således både at kunne overtage den klassiske liberale økonomis grundbegreber og samtidige
bruge dem mod selve den kapitalisme, som den støttede. I et brev fra 1858 skriver han:
"Arbejdet, som det nu handler om, går ud på at levere en kritik af de økonomiske kategorier,
eller, if you like, kritisk at fremstille den borgerlige økonomis system. Det er på en og samme
gang fremstilling af systemet og gennem fremstillingen kritik af samme..."28
Brugsværdi og bytteværdi er ikke bare to forskellige former for værdi. De indgår i
kapitalismen i et helt specifikt forhold til hinanden. Det er netop det 'specifikke', som Marx
henviser til i det forrige citat. Og det overses, hvis de blot betragtes som naturgivne og
naturnødvendige størrelser. For deres faktiske betydning åbenbarer sig kun i deres historiske
specifikhed.
Marx' pointe er, at bytteværdi udelukkende er et historisk fænomen. Bytteværdien har ikke
altid været og vil ikke altid nødvendigvis være.29 Sådan ser det kun ud, hvis kapitalismen betragtes
som den eneste mulige indretning af produktionen. Men historien viser, at der har været mange
andre måder at indrette økonomierne på. Og for Marx var der også fremtidigt andre muligheder.
Endemålet for Marx er også et ganske andet end hos de klassiske økonomer. Marx mener,
at de nærmest så sig blinde på at ville bestemme 'værdistørrelsen' (på samme måde som moderne
teori søger og er tilfreds med teoretisk at kunne bestemme 'prisen'). For Marx er værdistørrelsen
og endnu mere prisen kun det mest overfladiske resultatet af den samfundsmæssige udveksling.
Han ville i stedet forstå, hvilken effekt udvekslingens logik har på bevidstheden hos de
mennesker, der lever under den. Og helt specifikt på forståelsen af deres egen samfundsmæssige
virkelighed. Uden denne afgørende ændring af perspektivet fortoner meningen med den
abstrakte værdianalyse, der både er diamanten og akilleshælen i den marxske analyse, sig.
28 Citeret efter Schanz: Karl Marx i tilbageblik efter murens fald, s. 98. 29 Marx problematiserede aldrig på samme måde brugsværdien historisk, og det skulle mange år senere blive et af Baudrillards største kritikpunkter mod hans teori.
24
Marx' store problemer med at viderebringe sin indsigt
I problemformuleringen blev Hans-Jørgen Schanz citeret for den opfattelse, at der ligger et
kritisk potentiale i den marxske økonomikritik, som er blevet 'forbigået og overset'. Det lyder
næsten utænkeligt, for få teorier vel blevet udsat for så megen kritik, hyldest og fortolkning som
den marxske. Schanz forklarer mærkværdigheden ved at påpege, at Marx' teori i løbet af hans liv
gennemgik flere grundlæggende forandringer, og de forskellige faser faktisk ofte modsagde
hinanden, men alligevel normalt ikke separeres. Og det skyldes i høj grad, at Marx ikke tydeligt og
måske ikke en gang bevidst adskilte dem.
Schanz inddeler overordnet den marxske teori i tre faser. Den første fase forløber frem til
1845, og det centrale tema er her den menneskelige fremmedgørelse. Den anden fase løber
mellem 1845-1857, og det er her, at Marx formulerer den såkaldte historiske materialisme, som
blev socialismens og kommunismens teoretiske grundlag. Den tredje fase løber fra 1857 og frem
til Marx' død i 1883. Marx problematiserer i den periode den politiske økonomis grundbegreber.
Og det er det, som Schanz kalder 'økonomikritikken'.
Specialet forholder sig udelukkende til den sene fase i Marx' tænkning og følger Schanz i
den holdning, at der mellem anden og tredje fase er et så kraftigt og afgørende brud, at tredje fase
faktisk undergraver den historiske materialismes determinisme og skråsikkerhed. Ingen af
skrifterne fra første og anden fase vil således blive benyttet, og de kan følgelig heller ikke bruges
til at belyse, modsige eller underminere den argumentation, der gennemføres. De lades
simpelthen helt ude af betragtning under den opfattelse at de ikke indeholder nogen
sandhedsværdi, som er relevant for dette projekt.30
Hvis Schanz' analyse er rigtig, må dem, der har forsøgt at udlægge og viderebringe en
forståelse af den marxske teori, bære en stor del af ansvaret for forvirringen og misforståelserne.
Og sagt meget firkantet passer fortolkerne da også normalt i to grupper. Dem, der ikke forstod
selve analysen, men blev grebet og rørt af den kritik, som analysen var fundamentet for. Og dem,
der havde indset, at uden analysen var kritikken blot ideologi, men som enten heller ikke forstod
analysen og derfor blot sad fast i evindelige fortolkninger af denne - eller muligvis forstod
analysen, men ikke forstod at gøre det klart, hvori den afgørende forbindelse mellem analysen og
kritikken bestod.
30 Marx' teoretisk udvikling kan også forstås som en stadig mere nøjagtig indramning af den egentlige kerne i vareøkonomiens problemstilling. Den unge Marx' interesse i arbejdsdelingens påvirkning af den menneskelige bevidsthed kan derfor minde om en del af det, der senere vil blive åbenbaret. Men den afgørende forskel er, at den sene Marx baserer sin opfattelse på en helt specifik indsigt i vareøkonomiens indre sammenhæng. Og det er i denne specifikke nøjagtighed, at specialet forsøger at forblive mest tro mod Marx.
25
Schanz selv kan ikke fralægge sig et ansvar i den forbindelse. Hans hovedværk fra de tidlige
70'ere havde den umulige titel 'Til rekonstruktion af kritikken af den politiske økonomis
omfangslogiske status', og i et interview fra 1995 indrømmer han, at bogen var så langt fra at
blive forstået som overhovedet muligt. "Tænk engang: Den blev en bestseller, ene og alene fordi
den blev komplet misforstået. Man kan jo blive helt bange for at udtrykke sig, når det, man har at
sige, kan vendes til det stik modsatte."31 Men Schanz skulle måske i stedet vende brodden mod
egne formuleringer. I hvert fald har jeg hørt mennesker fortælle, at de har brugt bogen som hjælp
mod søvnproblemer.
Det kunne også siges, som Schanz næsten gør, at problemet var, at Marx' økonomiske
analyse blev rodet så grundigt sammen med socialistisk teori, at det har været næsten umuligt at
holde de to adskilt - både for dem, der havde socialistiske sympatier - og dem, der havde det
modsatte. Men Marx var jo faktisk socialist og kommunist og mente, at hans teorier dannede
videnskabelig basis for disse ideologier. For Marx var der en uløselig sammenhæng mellem hans
analyse af kapitalismen og en kritik af denne. Og det er også rigtigt. Det hører med til det kritiske
potentiale i hans teori. Alligevel må det i tilbageblik være klart, at essensen af den marxske kritik
af den kapitalistiske økonomi ikke har nogen direkte forbindelse med socialisme. Og det er lige
præcist nødvendigt at fjerne den socialistiske spændetrøje for at kunne se nøgternt på analysen.
Hvis resultatet er givet på forhånd, så er der jo ikke megen grund til at interessere sig for
analysen.
Og faktisk var Marx' vigtigste budskab ikke kritisk, men oplysende og forløsende. Han ville
gøre det, der var mystisk og uigennemskueligt, klart og forståeligt. Smukt formuleret i følgende
citat: "Det religiøse genskær af den virkelige verden kan kun forsvinde i det øjeblik, det praktiske
hverdagslivs forhold dag efter dag fremstår for menneskene som [disses] gennemskuelige og
fornuftige forhold til hinanden og til naturen."32 Den marxske teoris skæbne er således behæftet
med en hel del ironi. Marx ønskede at afmystificere økonomien og samfundsforholdene. I stedet
blev hans teori udgangspunkt for en mængde mystificerende udlægninger.
Marx' problematiske metodiske valg
Men Marx kan bestemt ikke siges selv at være uden skyld i denne ulykke. Hans skrivestil er ofte
ekstremt tung og samtidig præget af et håb om stringent videnskabelighed33, der i dag synes
håbløst forældet i samfundsvidenskaberne. Det er meget nemt at knække halsen på netop de
31 Det fri Aktuelt, 13/2-1995. 32 Marx: Vareanalysen, s. 67-68. 33 Følgende citater til illustration: "Dér forsøger jeg at fremstille sagen så simpelt og desuden så pædagogisk, som dens videnskabelige karakter tillader det." Vareanalysen, s. 29. "Til videnskaben fører der ingen kongevej, og kun de, der ikke skyr møjen ved at klatre op ad dens stejle stier, har udsigt til at nå dens lysende tinder." Kapitalen, s. 107.
26
vigtigste elementer og så enten give op og gå i stå eller fortsætte uden den forståelse, som får det
hele til at hænge sammen. Han kæmper og kæmper og forsøger på alle mulige måder at
viderebringe sin store indsigt, men jo mere han kæmper, jo mere mudret og uoverskueligt bliver
det hele.
Ikke at Marx har været uvidende om problemerne. Hele essensen af hans kritiske analyse af
kapitalismen findes i 1. afsnit af 1. kapitel af 1. bog af 'Kapitalen'34. I første udgave af 'Kapitalen'
var dele af afsnittet både i en version, som Marx kaldte 'videnskabelig', og i en version, som han
kaldte 'skolemesteragtig' - altså mere pædagogisk. I anden udgave droppede han dette skel og
skrev en helt ny version af afsnittet. Det gjorde dog kun det hele værre, og for dem, der virkelig
ville til bunds i sagen, har det ikke været unormalt at vende tilbage til de to versioner i
førsteudgaven. Det er også udgangspunktet i dette speciale.
Men selv med alle versioner tilgængelige er indtrykket rodet og uigennemskueligt. Og det
virker pludseligt ikke længere så mærkeligt, at diamanten i den marxske teori stadig ligger næsten
uberørt efter alle disse år. Marx trådte forkert. På flere fronter. Måske var hans indsigt så ny og
anderledes, at han havde svært ved at finde et sprog til den. Viljen til, at indsigterne skulle passe
ind i det socialistiske skema, har også været i vejen. Men det største problem er Marx' ønske om
at bedrive stringent videnskab. Det var et ønske, der lå i tiden, men ekstra stærkt hos Marx. Det
var sikkert motiveret af alle de socialistiske teorier, som Marx opfattede som fejlagtige og tåbelige
og derfor mere problem end løsning. Og løsningen for Marx var videnskabelighed. Og resultatet
blev, at nærmest ingen forstod det, han ville meddele.
Ingen tror i dag på, at de samfundsvidenskabelige discipliner kan efterligne eller overtage
den sandhedsværdi, der ligger i den naturvidenskabelige metode. Det er blevet klart, at sproget og
den verden, det beskriver, er alt for ukontrollable størrelse til at kunne bedrive stringent
videnskab. For at finde nøglen til det marxske pengeskab er det derfor helt afgørende ikke at
begå samme fejl som Marx. Og som hovedparten af dem, der har villet viderebringe hans indsigt.
Deres forståelse var nemlig tilsyneladende så usikker, at de ikke kunne andet end overtage den
form, som den havde fået hos Marx. Og på den måde gav de aben videre til deres læsere.
Marx brugte i traditionen fra de empiriske videnskaber en induktiv fremstilling: "I de
samfund, hvor der hersker en kapitalistisk produktionsmåde, fremtræder rigdommen som en
"uhyre vareansamling", og den enkelte vare som dens elementarform. Vor undersøgelse begynder
derfor med en analyse af varen."35 Sådan begynder 'Kapitalen' - og det første afsnit hedder netop
'Varen'. Varen er den grundlæggende enhed i kapitalismen, og derfor skal analysen af
34 Dette gælder kun første oplag. I andet oplag er det første afsnit gjort til første kapitel. 35 Marx: Vareanalysen, s. 30.
27
kapitalismen starte med denne. Hele kapitalismens hemmelighed lå gemt i varen. Så en forståelse
af varen ville skabe mulighed for forståelse af kapitalismen.
Marx mente, at varen var noget mystisk: "En vare synes ved første øjekast at være en
selvfølgelig, triviel ting. Analysen af den åbenbarer, at den er en særdeles indviklet ting, fuld af
metafysisk spidsfindighed og teologiske nykker."36 Men det lykkes ham aldrig at gøre det
indlysende, hvad det er, der er så mystisk. Fordi hans metode er så tilstræbt videnskabelig. Og når
det mystiske ikke fremstår klart, så er der ikke meget slagkraft over en afmystificering.
I stedet vil der her blive benyttet en mere lokkende og øjenåbnende metode. Det mystiske i
vareøkonomien bliver gjort til udgangs- og omdrejningspunkt for hele analysen. Lidt som i et
kriminaldrama, hvor en indledende forbrydelse siden skal afdækkes og opklares. For der er noget
mystisk i kapitalismen, som almindelig økonomisk teori slet ikke kan gribe. Og det er afgørende
at trække det frem i forgrunden, for ellers kan det være svært at forstå formålet med den
abstrakte og komplekse analyse. Men fordi det mystiske er så indgroet og udbredt, at det normalt
slet ikke ænses og langt mindre blive reflekteret, skal det virkelig tvinges frem i lyset. Først når det
mystiske står helt klart, vil det rigtig være muligt at værdsætte dybden og spidsfindighederne i den
marxske vareanalyse.
Mystikken i kapitalismen
Marx spørger: "Hvorfra stammer så den gådefulde karakter ved arbejdsproduktet, så snart det
antager varens form?"37 Men før det spørgsmål overhovedet kan give mening, skal det være klart at
varen har en gådefuld karakter. Og det er ikke nemt at indse. Selv hvis det godtages, at varen har
både en brugsværdi og bytteværdi, så er der vel ikke noget gådefuldt ved det. Varen fremtræder
for et menneske i et vareproducerende samfund som noget af det mest naturlige af alt, og
påpegningen af, at den har både en brugsværdi og en bytteværdi, gør det ikke umiddelbart mere
mærkeligt. Men der er andre dele af den vareproducerende økonomi, der, selvom de også ved
tilvænning føles naturlige, ved nærmere eftersyn hurtigt fremstår gådefulde.
Som skrevet kan almindelig økonomisk teori sagtens forklare værdistørrelsen/prisen uden
eksplicit at støtte sig på en værditeori. Men så snart det handler om penge, bliver den normale
økonomiske forklaringsmodel pludselig meget svag. Penge bliver i normal teori blot defineret ved
sine forskellige funktioner.38 Men der er ingen forklaring på, hvad penge egentlig er, eller hvorfor
de opstår - andet end at de gør udvekslingen af varer meget nemmere. Og det er faktisk
36 Vareanalysen, s. 62. 37 Vareanalysen, s. 65. 38 Se eksempelvis Mankiw: Macroeconomics, s. 155-156.
28
mærkeligt, for penge er ved nærmere eftersyn en ganske underfundig ting. Rejsen ind i
kapitalismens mystiske hjerte starter således mest oplagt ved pengene.39
Penge er ikke kun papir
Nogle ting er så dagligdags, at vi slet ikke reflekterer over dem. En af de samfundsmæssige
rutiner, der gentages flest gange i løbet af en dag af stort set alle mennesker, er indkøbet,
forbruget. Det at købe noget. Handlingen er så velkendt, at der stort set aldrig bliver tænkt
dybere over den. Og det er på sin vis mærkeligt. For ikke meget er vel umiddelbart mere mystisk.
Forbrugeren går ind i en butik - afleverer noget i sig selv ubrugeligt og stort set værdiløst metal
eller papir og får i stedet lov til at tage en mængde nyttige og værdifulde varer med sig. Eller
forbrugeren kører et plastikkort gennem en maskine, indtaster en kode - og får så lov at tage
varer med hjem. Noget absolut unyttigt byttes med noget nyttigt - eller nogle nyttige fysiske
genstande byttes mod nogle tal, der kun findes et eller andet sted på en computer.
Udvekslingen er så almindelig og dagligdags, at der næsten aldrig tænkes nærmere over det.
Men for en udenforstående ville det være et mysterium: En nyttig vare byttes mod papir. Eller
blot ved at køre et kort gennem en maskine og trykke på nogle taster kan man gå bort med store
mængder varer, uden at nogen brokker sig. Stop. Tænk grundigt over denne problemstilling. Lad
den egentlige forundring indfælde sig. Tænk over, hvor stærk en underliggende struktur, der skal
til at holde noget så usynligt og usikkert sammen.
Hvis sælgeren ikke kunne vide sig sikker på, at pengene kunne omveksles til andre varer,
ville ingen modtage penge som betaling. Penge er på forunderlig vis både værdiløse og
inkarnationen af værdi. Eller: De har ingen brugsværdi - kun bytteværdi. Alligevel er der ingen,
der normalt betvivler denne bytteværdi eller bekymrer sig om, at den skal forsvinde. Det er svært
at tænke over det uden at blive slået af forundring over, hvor fasttømret og almindeligt noget så
spidsfindigt forekommer. At den mystik, der omgiver os, føles så naturlig. Sagt helt direkte: Ren
bytteværdi giver ingen mening, hvis der ikke er en basis for bytteværdien. Der må være en ukendt
struktur, der holder pengenes værdi fast i det tilsyneladende umulige spændingsfelt mellem ren
værdi og værdiløshed.
Penge er altid penge, men penge er ikke altid bare penge
For at forstå den mystik, som penge indeholder, er det værdifuldt at se på penge som historisk
fænomen. For penge er ikke bare penge. Penge har gennemgået en lang historisk udvikling og har
39 Se min Samfundsbeskrivelses-opgave for mit første livtag med denne problemstilling. Den følgende fremstilling af pengenes mysterium og historie bygger på mit arbejde fra dengang.
29
ændret form mange gange. At følge denne historie giver mange interessante indsigter og gør kun
mystikken endnu større - og øger derfor den potentielle tilfredsstillelse ved en forklaring.
Kort rids af pengenes historie
Spørgsmålet om, hvad penge egentlig er, må vente lidt endnu. Men historisk kan det konstateres,
at penge tilsyneladende altid og uden undtagelse opstår i samfund, hvor der foregår omfattende
byttehandel. Det kan også konstateres, at alle mulige forskellige fysiske objekter har fungeret som
penge: sten, muslingeskaller, korn, kakaobønner, sølv, guld og meget andet. Pengefunktionen er
altså en naturlig ting i større samfund med arbejdsdeling, men samtidig er pengefunktionen ikke
naturligt knyttet til noget bestemt fysisk objekt. I udviklede økonomier knyttedes pengenes
funktion efterhånden nærmest uden undtagelse til ædelmetaller: Guld og sølv. Det er der selvsagt
nogle gode grunde til. Alligevel har de seneste 100 års vist, at pengenes udvikling bestemt ikke
standsede med deres inkarnation i guld og sølv. Faktisk har der været tale om en lang, men sikker
løsrivelsesproces fra guldet.
På et tidspunkt var pengerollen altså smeltet afgørende og entydigt fast med varerne sølv
og guld. Og pengene indeholdt disse ædelmetaller, og de havde en værdi, der var lig med værdien
af det indeholdte ædelmetal. Og det at købe med penge var altså stadigvæk lig med at bytte guld
eller sølv for en anden vare.
Det første store skridt væk fra det egentlige bytte var, da penge i stedet for at indeholde
ædelmetallet blot kom til at repræsentere det. Selve ædelmetallet blev opbevaret andetsteds - og
pengenes fysiske form kunne være noget så almindeligt og luftigt som papir. Det må have været
et stort bevidsthedsskift pludseligt blot at stå med et stykke papir i hånden. Et stykke papir, der
kunne brænde eller flyve bort. Og skiftet var også kun muligt med klare garantier om, at der mod
papiret altid kunne udveksles faktisk ædelmetal. Ellers var der jo ingen sikkerhed for værdien af
papiret!
Med tid og tilvænning - og vel især fordi systemet i store træk virkede - blev det muligt at
løsne båndene til ædelmetal endnu mere. Indløseligheden blev afskaffet. Pengene repræsenterede
stadig ædelmetal, der blev opbevaret i banken, men det kunne ikke blive udleveret. Dette skridt
kan kun have været muligt, efter systemet med de repræsentative penge havde virket så og godt
og så længe, at der ikke syntes nogen grund til at indløse papirpengene. Men det var samtidigt
afgørende, at de udstedte penges værdi altid skulle være helt dækket af ædelmetal - for ellers
havde de jo ingen egentlig værdi!
Alligevel skete der endnu et afgørende skridt videre i denne udvikling, da nationalbankerne
i de forskellige lande ikke længere var forpligtet til at have pengemængden dækket i guld eller
andre faktisk værdier. I USA blev dette skridt faktisk først fuldt gennemført i 1970'erne. Og
30
stadig i dag findes der rundt omkring store lagre af guld, der til tider flyttes rundt mellem de
forskellige bankers depoter. Det er en sidste rest af pengenes bundethed til en fysisk værdi.
Men papirpenge kan i dag grundlæggende ikke henvise til nogen værdi ud over deres egen.
Deres værdi er end ikke i teorien dækket af ædelmetal eller andet. Pengene er holdt op med at
henvise til en faktisk fysisk værdi - uden at det er blevet klart, hvilken værdi de så henviser til, og
hvad der sikrer denne værdi. Inflation og ikke mindst hyperinflation viser tydeligt, at pengenes
værdi ikke noget givent og sikkert. Men samtidig viser de samme tilstande, at penge tydeligvis
repræsenterer en værdi, der findes og et eller andet sted på en eller anden måde bliver bestemt.
Og i dag er fysiske penge så i høj grad blevet afløst af plastikkort og numre på en computer
et eller andet sted. Så nu udveksles altså ettaller og nuller på computere med fysiske varer - og det
i den skønneste orden! Det er i hvert fald udtryk for et ekstremt højt struktureret, organiseret og
stabilt samfund. Penge har været kendt i alle mulige forskellige former i alle mulige forskellige
samfund. Men de har aldrig før eksisteret i en så uhåndgribelig form som i dag.
Mystikkens mange skjulesteder
Et køb med betalingskort eller anden elektronisk overførsel er selvfølgelig kun muligt, fordi der
indirekte overføres penge. I stedet for at betale med kort kunne penge være hævet, og betalingen
gennemført med fysiske kontanter. Men det er interessant at overveje, om køb med penge eller
betalingskort er mest mystisk. Brugen af betalingskort har næsten fjernet de sidste spor af det
oprindelige varebytte, der ligger i købet. Hvis der bruges papirpenge er der stadig noget, der
byttes mod noget andet. Så umiddelbart er det måske købet med betalingskort, der er mest
mærkværdigt: Køberen får noget uden tilsyneladende overhovedet at give noget tilbage. Dette er
selvfølgelig kun den umiddelbare overflade. Men det er interessant - ikke mindst når det
betænkes, at mange især ældre mennesker har haft en stor skepsis mod betalingskort, digitale
overførsler og lignende, hvor følelsen af 'bytte' ikke er så håndgribelig. Hvis en fysiske udveksling
ikke cementerer købet, kan det føles usikkert og uvirkeligt.
Det ligger implicit i denne fortolkning og den følelse, at byttet afklarer mystikken - og at jo
nærmere man kommer et rigtigt varebytte, jo mindre mystisk ville udvekslingen være. Og det er
netop den opfattelse, som Marx forsøger at vise er fejlagtig. Mystikken i pengebyttet (købet)
ligger allerede gemt i varebyttet.
For der er ingen grundlæggende forskel på de forskellige pengeformer - kun et spring i,
hvor stor en abstraktion der er nødvendig. For problemet bliver ikke mindre, når fysiske penge
betragtes. Det er jo også blot i sig selv værdiløse stykker papir og metal. Og det var
grundlæggende det samme, dengang der stadig blev byttet med guld. Der er i virkeligheden kun
tale om skift i abstraktionsniveauet. For der er heller ikke noget, der garanterer gulds værdi eller
31
forklarer hvorfor guld overhovedet skulle være værdifuldt. I sig selv er guldet ret unyttigt, og det
vil i hvert fald ikke kunne tjene nogen til livets opretholdelse - altså hvis det ikke ubesværet kunne
byttes mod andre varer. Mystikken synes at sprede sig. Pengene i alle deres former synes i
virkeligheden ikke at have nogen fast værdi - selvom de netop i praksis netop udtrykker ren
værdi.
Når vi køber varer på betalingskort, svarer det til at bytte penge for varer. Og når vi bytter
penge for varer, er det altså ikke anderledes end at bytte guld for varer. Og når vi bytter guld for
varer, svarer det altså til at bytte varer for varer. Pengene gør, at den varebytning, der kendetegner
et samfund med arbejdsdeling, kan foregå meget nemmere. Og det er da også den gængse
økonomiske forklaring på penge. Men denne forklaring er kun en beskrivelse af, hvad der foregår
- ikke en forklaring af, hvordan det er muligt. Ikke en forklaring af pengenes historiske udvikling
og de problemer, den har indeholdt. Helt basalt forklares det ikke, hvad det er, der holder
systemet sammen. Og det forklares ikke, hvad penge egentlig er - eller hvilken værdi de
udtrykker.
Marx starter med at analysere det rene varebytte og udleder heraf pengene. Problemet med
den fremgangsmåde er, at forståelsen bliver så klar, at man ikke helt kan se, hvad problemet var.
Og problemet er, at pengevaren i alle dens former må være repræsentant for en værdi, der ikke er
dens egen. Penge i alle former bærer på en værdi, som ikke kan genfindes i deres fysiske form -
lige meget hvor grundigt man leder. Og netop fordi værdien ingen fast relation har til den fysiske
form, hvori den fremtræder, kan formen ændres i det uendelige. Og der er ingen grænser, for
hvor ikke-fysisk den kan ende med at blive. Men det er en proces, som kun yderst langsomt og
med svære problemer har kunnet komme til udtryk i den faktiske samfundsmæssige virkelighed.
At trykke flere penge forøger ikke rigdommen i samfundet - så meget medgiver den gængse
økonomiske teori. Men den redegør ikke rigtig for hvorfor. Den gør det heller ikke rigtig klart,
hvad penge er - og så sig helst fri for dem for at kunne regne i blot reale størrelser. Og når penge
nu er ren værdi, er det jo faktisk også mærkeligt, at der ikke bliver mere værdi, når der trykkes
flere penge!
Mystikkens skjulte udspring i varebyttet
Det er mystisk, at varer kan købes for ubrugelige penge. Penge er umiddelbart mystiske. Men det
forunderlige er, at pengene ikke er skyld i mystikken. Mystikken ville ikke forsvinde ved at
afskaffe pengene, for de ikke er ikke kilden til mysteriet - kun dets manifestation. Den følgende
gennemgang vil illustrere dette. For at anskueliggøre processen er udgangspunktet igen det helt
almindelige forbrug.
32
En vare købes. Eller med andre ord: Penges byttes mod en vare. Definer dette som P-V.
Det antages nu, at disse penge stammer fra at arbejde. Altså at de er løn for udført arbejde. Det
kan siges, at det udførte arbejde er blevet byttet mod lønnen. Det, der byttes mod lønnen, er
selvfølgelig ikke bare 'arbejde' som sådan, men det konkrete produkt (det behøver ikke
nødvendigvis være noget fysisk), som det konkrete arbejde resulterer i. Og det er dette konkrete
arbejde, dette konkrete produkt, der byttes mod lønnen, mod pengene. Og det vil altså sige, at vi i
vores arbejde bytter varer mod penge. Definer dette som V-P. Sætter vi de to udtryk sammen
fremgår det, at når en vare købes for penge, svarer det til, at der indirekte er blevet byttet varer
mod varer: V-P-V ≈ V-V
Pengene formidler blot et varebytte. Og det synes der ikke at være noget mærkeligt i. Og
det er også den normale økonomiske forståelse af penges rolle. Og den ovenstående udredning
kan synes triviel og overflødig. Men det er næsten hele pointen. For mystikken er ikke blevet
mindre! Pengenes funktion er altså ikke det mystiske, men deres dobbelte rolle som værdiløse og
ren værdi er stadig mystisk. Indkøbet er stadig en udveksling af unyttige penge mod nyttige varer.
Og det er stadig ikke klart, hvad der holder det system sammen. Den helt afgørende konklusion
er, at den mystik, der ligger i pengene og i at købe varer med penge, også må findes allerede i det
rene varebytte. Pengene har ikke lagt noget fundamentalt nyt til varebyttet - de kunne undværes.
Og derfor må deres besynderlige natur have sit udspring i og kunne spores til det rene varebytte.
Og det er derfor, at Marx tager udgangspunkt i varebyttet. Pengene er kun en udvikling af
den mystik, der ligger i varebyttet, og derfor kan mystikken ikke blotlægges ved at se på pengene.
Men omvendt kan det mystiske ved pengene netop ophæves ved at forstå det grundlag, de vokser
ud af - varebyttet.
Så for at komme til bunds i mysteriet vil det rene varebytte nu endelig blive analyseret. Og
det vil gøre det klart, at der ikke er noget mysterium i pengene, der ikke findes i varebyttet - og
ikke noget mysterium i varebyttet, der ikke genfindes i pengene. Marx' analyse af varebyttet kan
være ganske vanskelig at begribe, men ved en pædagogisk trinvis gennemgang er en forståelse
forhåbentlig mulig. Det vil dog ikke være nogen lille præstation, da det netop er her hele analysen
funderes - og samtidigt her næsten alle i tidens løb er stået af. I analysen vil Marx' tanker blive
gengivet så ukritisk som muligt - for ikke at slukke lyset, før det overhovedet er blevet tændt.
Grundlæggende bestemmelser i varebyttet
"Vi står her ved et springende punkt for alle de vanskeligheder, som hindrer forståelsen af
værdiformen."40 Det er i analysen af varebyttet, at Marx grundlægger sin værditeori. Og samtidig er
40 Marx: Vareanalysen, s. 47.
33
det netop her, at forståelsen bliver svær. For varebyttet analyseres normalt med henblik på at
forstå værdistørrelserne eller priserne. Varebyttet betragtes og fortolkes så at sige kvantitativt. Og
det har jo sin absolutte relevans, men varebyttet gemmer også på noget helt andet. "Hvis man i
det simple relative værdiudtryk: x vare A = y vare B kun betragter det kvantitative forhold, så
finder man kun frem til de ovenfor udviklede love for den relative værdis bevægelser, som alle
beror på at varernes værdistørrelse er bestemt af den arbejdstid, som er nødvendig til deres
produktion. Hvis man derimod betragter de to varers værdiforhold i dets kvalitative aspekt, så
opdager man i hint simple værdiudtryk værdiformens og dermed, in nuce, pengenes
hemmelighed."41
Formålet med dette afsnit er at gøre de begreber, som Marx bruger, forståelige og at
klargøre den struktur, som Marx opstiller og analyserer. Først når dette grundlag er forstået,
bliver det muligt at følge Marx i hans konklusioner.
Udgangspunktet er den producerede nyttige genstand. Den har i følge Marx en brugsværdi,
der svarer til dens nyttighed. Denne nyttighed er noget, der er tilknyttet genstanden som fysisk
objekt - den tilhører genstanden uafhængigt af de samfundsforhold, som den indgår.42
Denne nyttige genstand er ikke nødvendigvis en vare. En vare er objektet kun, hvis dets
brugsværdi er produceret til markedet. På markedet har objektet til gengæld også en bytteværdi.
Bytteværdien svarer til det relative indhold af gennemsnitligt samfundsarbejde. En vare har en
bytteværdi, men denne bytteværdi kan ikke konstateres, når varen betragtes for sig selv. Ingen
som helst steder i genstandens fysiske fremtrædelse kan bytteværdien måles eller vejes. Bytteværdi
er kun noget en vare har i forhold til andre vare.
For at kunne konstatere og analysere bytteværdien er det altså nødvendigt at se på to varer i
forhold til hinanden. To varer, hvis værdi ligestilles, er det simpleste forhold, hvori bytteværdien
kommer til udtryk. Det er det, som Marx kalder 'værdiformen'43. Det er den 'form hvori' eller
med de tidligere valgte ord 'måde hvorpå', værdien kan udtrykkes. Den kan ikke udtrykkes i varen
isoleret. Værdien kan også udtrykke sig på mere komplicerede måder, men de to ligestillede varer
er værdiformens simpleste udtryk. Den simpleste form, hvori bytteværdien viser sig.
(Bytte)værdiformens simpleste udtryk er altså: a vare X1 = b vare X2, eller blot: aX1 = bX2.
Hvor X1 og X2 er givne varer - og a og b udtrykker de mængder, der ligestiller værdien i de to. I
Marx' analyse udtrykker ligningen, at a vare X1 er b vare X2 værd. Hvilket betyder. at vare X1
41 Vareanalysen, s. 48-49. 42 Den opmærksomme læser vil muligvis finde Marx' definition af brugsværdien som en egenskab, der tilhører genstanden i sig selv, problematisk. Det er den også, men indtil videre gengives Marx' argumentation ukritisk. Baudrillard retter en stor del af sin kritik mod netop dette punkt i den marxske teori. 43 Det burde hedde 'bytteværdiformen', men Marx forkorter og forsimpler ofte sine udtryk ved at bruge ordet 'værdi' for 'bytteværdi'.
34
måler sin bytteværdi i vare X2. Fordi udtrykket er så simpelt, kan ligningen lige så godt siges at
udtrykke at b vare X2 er a vare X1 værd - og at vare X2 således måler sin bytteværdi i vare X1.
Men det er afgørende at forstå, at begge varer ikke på samme tid kan få målt deres
bytteværdi. De kan måle deres værdi i den anden på skift, men ikke på samme tid. Det må altid
være sådan, at den ene vare får målt sin værdi, men den anden netop bliver målet for den førstes
værdi. Det er helt afgørende for Marx, at de to forskellige roller holdes adskilt, og det er
nødvendigt at følge ham heri, selvom rollerne altid kunne byttes om. Marx giver følgende navne
til de to roller:
"Relativ værdiform" til den vare (X1), der får målt sin værdi, fordi "dens værdi er fremstillet som
relativ værdi"44.
"Ækvivalantform" til den vare (X2), der måler den andens værdi, fordi "den fungerer som
ækvivalent for den første vare"45.
Disse begreber er tunge og ikke videre oplysende. Mere enkelt kunne det måske kaldes, at
den ene vares værdi bliver 'målt', mens den andens værdi er 'målende' for den første. Det kan
være svært at forstå meningen med disse spidsfindigheder på nuværende tidspunkt, men det
bliver klart senere.
Ved nu at sætte definitionerne om brugsværdi og bytteværdi sammen med definitioner af
'målt' (relativ værdiform) og 'målende' (ækvivalentform) gøres følgende afgørende iagttagelse:
Den 'målte' vare får sin bytteværdi målt i den 'målende' vare, men det betyder, at den 'målende'
vare som brugsværdi bliver udtryk for bytteværdien. Brugsværdien, der er noget konkret og
fysisk, bliver således repræsentant for bytteværdien, der er noget samfundsmæssigt og
immaterielt.
Den 'målte' vare udtrykker sin bytteværdi i en anden vare og adskiller derved dens
bytteværdi fra dens egen brugsværdi. Men i den 'målende' vare er det netop den nyttige genstand,
der skal udtrykke noget fra den selv helt forskelligt - nemlig bytteværdien for den 'målte' vare. I
dens rolle som 'målende' spiller varens fysiske form og nyttighed ingen rolle. Alligevel er det
denne fysiske form, der kommer til at inkarnere dens modsætning: Den abstrakte
samfundsmæssige værdi. Dette er stadigvæk tilsyneladende blot en spidsfindighed, men igen, den
afgørende betydning heraf bliver klar senere.
Ud fra ovenstående bestemmelse bliver det muligt at udlede og forstå penge - eller med
Marx: pengeformen. Udfold vare X1's værdimåling til at gælde alle varer: aX1 = bX2 , aX1 = cX3 ,
aX1 = dX4 , aX1 = eX5 og så videre i uendelighed. Vare X1 er her i sin 'udfoldende relative
44 Marx: Vareanalysen, s. 75. 45 Vareanalysen, s. 75.
35
værdiform', mens varerne X2, X3, X4, X5 osv. stadig står i ækvivalentform. Alle disse udtryk kan
vendes om. Herved fås: bX2, cX3, dX4, eX5, osv. = aX1.
Vare X1 er her i 'almen ækvivalentform'. Den måler alle andre varers værdi og kan
umiddelbart udveksles med disse. Indsættes nu pengevaren - eksempelvis guld - som vare X1 fås
pengeformen. Her er det vigtigt at huske på det historiske faktum, at pengefunktionen netop
oprindelig var knyttet til en specifik vare. Guld fik historisk pladsen som pengevare. Det er her
igen klart, at penge ikke er noget mystisk. Der er mystik i penge, men de skyldes ikke
pengeformen. For pengeformen er en direkte udvikling af den simple værdiform. Og
pengeformen kan uden besvær reduceres til den simple værdiform. b vare X2 = a guld er helt
formmæssigt identisk med b vare X2 = a vare X1. Men alligevel er det blevet klart, hvad penge er,
og drivkraften bag pengenes historiske udvikling er faktisk blevet blotlagt.
Pengenes historiske udvikling forklaret
Penge er ikke i sig selv mystiske. Pengevaren er den vare, der gennem en historisk proces er
blevet udvalgt som værdimål for alle andre varer. Valget af pengevaren har været forbundet med
praktiske fordele, men også med en minimering af de problemer, som en pengevare nødvendigvis
må medføre.
For pengevaren er jo stadig en faktisk fysisk genstand med en brugsværdi. Og det er et
forhold, der er i grundlæggende modstrid med pengevarens pengerolle. Som penge er varen
udelukkende udtryk for bytteværdi, for samfundsmæssigt gennemsnitsarbejde. Det abstrakte
samfundsmæssige udtrykker sig således i noget konkret - den samfundsmæssige værdi i en
konkret fysisk genstand. Og det samfundsmæssige gennemsnitsarbejde udtrykker sig i det
konkrete arbejde, der har produceret pengevaren. De fysiske penge er således i grundlæggende
modstrid med sig selv. Og det er den indre kamp, der kan ses udfoldet i pengenes historie.
Pengevaren er blot en ham for den abstrakte samfundsmæssige værdi. Og så længe pengene
er afhængige af deres ham eller hylster, er der en masse usikre faktorer i bestemmelsen af deres
værdi og deres funktion. Det er problematisk, hvis pengevaren også indtager en anden
samfundsmæssig funktion, som eksempelvis korn eller kakao. Som penge kan de ikke benyttes i
forbrug - og samtidig kan de forsvinde i råd eller mug. Pengevaren har derfor ofte været en vare
med begrænset praktisk anvendelighed og stor holdbarhed - eksempelvis guld eller
muslingeskaller. Men disse varer bruges også til eksempelvis smykker. Pengevarens naturlighed
gør det også ofte svært at kontrollere pengemængden, fordi den bestemmes af produktionen af
pengevaren. Og den kan svinge voldsomt og uhensigtsmæssigt - eksempelvis ved store guldfund.
36
Og det er netop absurd, at pengene er knyttet til en vare, der kan findes i naturen. Pengene
repræsenterer det modsatte: En udelukkende samfundsmæssig værdi. Og den kan ikke bare
samles op i naturen. Denne modsigelse illustrerer glimrende det absurde ved at penge fremtræder
i et naturlig, fysisk hylster. Og ved at følge pengenes udviklingshistorie bliver det klart, at
udviklingen har været mod, at pengene får deres stadig mere rene samfundsmæssige form.
For Marx er disse faktiske praktiske problemer udtryk for en mere grundlæggende
modsætning og modstrid. Noget konkret (pengevaren) kan ikke give et dækkende udtryk for
noget alment (bytteværdien), og derfor mente Marx, at en indre samfundsmæssig logik ville sætte
sig igennem - det almene ville forsøge at bryde det konkretes begrænsning. Det lyder metafysisk,
og det er det sådan set også. Men det giver en forunderlig præcis og elegant forklaring på
pengenes historiske udvikling.
Det løste nogle problemer, at ædelmetallet blev fjernet fra de faktiske penge. Statsmagten
fik bedre kontrol med pengemængden46, for pengene blev nemmere at fremstille - og de kunne
ikke smeltes om eller på anden måde ødelægges, uden at værdien samtidig gik tabt.47
Og det er den samme indre logik, der har drevet den videre udvikling. Men det har været
en lang og sej kamp, og muligheden er altid til stede for, at pengeformen må vende tilbage til et
tidligere udtryk. I dag er computerpengene begyndt at dominere, og den umiddelbart mulige
regression er derfor en tilbagevenden til fysiske sedler og mønter. Og det vil ske, hvis tilliden til
computerpengene forsvinder.
Disse besværligheder skyldes bagsiden af pengenes udvikling: Jo mere rent de fremstår som
bytteværdi, jo mere tydelig bliver deres skrøbelige samfundsmæssighed også. Guld er stadig en
fysisk faktisk genstand, men computerpenge er næsten ingenting. Og uden for det
højtorganiserede samfund findes de slet ikke. Det er selvfølgelig i en forstand naivt at klynge sig
til værdien af guld, for uden for samfundet har den heller intet fundament. Alligevel er det en helt
basal opfattelse, og den har også baggrund i virkeligheden. For guld er en vare, der skal
produceres og derfor har en reel bytteværdi. Og i en samfundsmæssig krise vil samfundspengene
langt hurtigere miste deres værdi end guld - om ikke andet, så fordi det er formodningen, at det
vil være sådan.
46 Hvilket selvfølgelig også er et potentielt problem, som er forsøgt løst med uafhængige nationalbanker. 47 Samtidig begyndte falskmøntneri at blive en stadig mere oplagt trussel. Alle kan jo lave et stykke papir, der påstår at repræsentere ædelmetal. Pengenes udvikling er en konstant balancegang mellem at nærme udtrykket det rent samfundsmæssige, samtidig med at jo nærmere dette udtryk kommes, jo mere tydeligt fremstår det samfundsmæssiges absolutte uhåndgribelighed og følgende grundlæggende totale usikkerhed. Det kan på ingen mådes garanteres. Det kan forsvinde på et øjeblik. Og der gives ingen umiddelbar mulighed for at kende forskel på et falsk og et sandt udtryk for dette abstrakte samfundsmæssige.
37
Drivkraften bag pengenes historiske udvikling er nu beskrevet og forklaret. Pengene har
gradvist smidt deres konkrete ham, fordi den var i modstrid med deres egentlige
samfundsmæssige natur. Pengenes form har historisk nærmet sig en mere og mere faktisk
overensstemmelse med deres natur. De nærmer sig at være blot og bar samfundsmæssig værdi.
En immateriel værdi, der udelukkende findes i samfundet, og som ikke er virkelig uden for
samfundet.
Måske har pengene med deres udvikling til computerpenge taget det sidste skridt i at kaste
deres fysisk ham. Måske er der stadig mulighed for et mere rent udtryk mellem form og indhold.
Al tale om det pengeløse samfund er dog helt misforstået. Pengene har ændret form. De er ikke
længere nødvendigvis fysiske. Men de er stadig lige virkelige og nødvendige, og der er intet der
tyder på, at de skulle ophøre med at være det. Hvilket det efterfølgende også vil gøre klart.
Pengene og den samfundsmæssige værdi
"Hvad der gør opfattelsen af pengene i deres fulde bestemthed som penge særligt vanskelig -
vanskeligheder, som den politiske økonomi forsøger at undslippe derigennem, at den glemmer
den ene af deres [pengenes] bestemmelser for den anden, og at den, når den ene foreholdes den,
appellerer til den anden - er, at et samfundsforhold, et bestemt forhold individerne imellem her
fremtræder udenfor disse som et metal, en sten, en rent legemlig ting, der forefindes som sådan i
naturen, og hvor der end ikke forbliver en formbestemmelse, der adskiller den fra dens naturlige
eksistens."48 (G, s. 141)
Således Marx. Igen med sin skarpe og præcise pen. Først hån og så åbenbaring. Marx'
forståelse af penge er uafhængig af deres historiske form. Den er lige så rigtig i dag, som da han
formulerede den. Pengene er manifestationen af et samfundsforhold. I lang tid ville det have
været muligt at skrive 'den fysiske manifestation', men i dag er det ikke længere nødvendigvis
rigtigt. Marx skriver om forvirringen, der opstår, når penge ikke blot er fysiske, men også har
form af en specifik faktisk fysisk vare. Med forståelsen af penge er ikke blevet nemmere i dag,
hvor de ellers fremtræder mere rent. Pengenes mystik er stadig stort set uberørt.
Det samfundsforhold, som Marx refererer til, er vareproduktionen. Det forhold, at alle
varer produceres til det samme abstrakte marked, og deres værdi måles på samme abstrakte måde
i bytteværdien. Og pengene er netop bytteværdien i løsgjort form. Pengene er bytteværdiens
(fysiske) manifestation. Pengene er bytteværdiens (fysiske) bevis. Bytteværdien er det, der holder
pengenes værdi fast. Uden bytteværdien er pengene umulige.
48 Marx: Grundrids, s. 141.
38
Bytteværdien er et udtryk for det abstrakte samfundsmæssige arbejde. Og pengene er et
udtryk for denne grundlæggende samfundsmæssige værdi. Penge opstår altid i en bytteøkonomi.
Det kan forklares med, at det er nødvendigt af praktiske årsager, men samtidigt viser det, at den
samfundsmæssige værdi altid manifesterer sig i en bytteøkonomi. Og at varernes
samfundsmæssige værdi, deres bytteværdi, bliver nødt til at få et selvstændigt udtryk.
Penge er det tættest mulige på et bevis for, at der findes en endog meget virkelig
selvstændig samfundsmæssig værdi - at den er virkelig, selvom den ikke er noget fysisk. Og
pengene er således et slags bevis på, at Ricardo og Smith havde ret, når de fastholdt, at der lå
noget samfundsmæssigt bag den umiddelbare værdi. Og det viser, at værditeorien er en
nødvendig teori, selvom den ikke har nogen særlig præcision eller styrke, når det kommer til
bestemmelsen af priser. For værditeorien kan give et meningsfuldt svar med stor forklaringskraft
på pengenes mysterium. Men det svar kræver, at værditeorien som vist bliver anerkendt allerede i
det simple varebytte.
Værdiformen til nærmere eftersyn
Der er nu blevet ført en slags bevis for bytteværdiens (og dermed også selve værdiens)
virkelighed. Bytteværdien giver en stærk forklaring på penge. Og uden bytteværdien forbliver
pengene noget mystisk og nærmest uforklarligt. Som illustration af bytteværdiens forklaringskraft
er der blevet redegjort overbevisende for pengenes historiske udvikling. Og alt dette er blevet
åbenbaret ved at undersøge den simple værdiform - måden hvorpå værdien kommer til udtryk
(bytteværdien).
Således overbevist om det givtige i analyse af værdiformen har den gjort sig fortjent til et
endnu nærmere eftersyn. For forklaringen af penge var faktisk slet ikke det centrale for Marx i
forståelse af værdiformen. Pengene er en del af den overordnede dynamiske samfundsmæssige
udvikling, som bytteværdien sætter i gang. Og selvom denne er fantastisk spændende og bestemt
havde Marx' store interesse, så er det helt forkert at blive stående ved den, fordi det endnu en
gang blokerer for den egentlige indsigt, som Marx mente at have fundet. Under dette
overordnede dynamiske element lå nemlig nogle konstante forhold, der har at gøre med
oplevelsen/opfattelsen/bevidstheden hos de mennesker, der lever i en vareøkonomi.
I det følgende lange og tunge citat udreder Marx meget præcist for, hvad der efter hans
opfattelse er indholdet i værdiformen - og hvordan dette indhold fremtræder for de involverede.
Det er et meget åbenbarede sted, hvis det ellers bliver forstået. Så der vil efterfølgende blive brugt
en del tid på at klargøre indholdet.
39
"At f.eks. 20 alen lærred = 1 frakke eller 20 alen lærred er 1 frakke værd, udtrykker blot, at 1) de
forskelligartede arbejder, som er nødvendige for at producere disse ting, har samme gyldighed som
menneskeligt arbejde; 2) at det kvantum arbejde, som forbruges til deres produktion, måles efter
bestemte samfundsmæssige love; og 3) at skrædder og væver indtræder i et bestemt
samfundsmæssigt produktionsforhold. Det er et bestemt samfundsmæssigt forhold mellem producenterne, i
hvilket de ligestiller deres forskellige nyttige arbejdsarter som menneskeligt arbejde. Det er ikke i
mindre grad et bestemt samfundsmæssigt forhold mellem producenterne, i hvilket de måler størrelsen af
deres arbejder ved varigheden af forbruget af den menneskelige arbejdskraft. Men inden for vor
interaktion fremtræder - for producenterne - disse samfundsmæssige karaktertræk ved deres egne
arbejder, som samfundsmæssige naturegenskaber, som genstandsagtige bestemmelser ved arbejdsprodukterne
selv, ligheden mellem de menneskelige arbejder som arbejdsprodukternes værdiegenskab, målestokken
for arbejdet i den samfundsmæssigt nødvendige arbejdstid som arbejdsprodukternes værdistørrelse,
og endelig det samfundsmæssige forhold mellem producenterne gennem deres arbejder som disse
tings, arbejdsprodukternes, værdiforhold eller samfundsmæssige forhold."49
Dyb indånding. '20 alen lærred = 1 frakke' er det eksempel på værdiformen, som Marx
bruger i hele vareanalysen. Og de to stakkels varer bliver udstyret med temmelig meget og
tungtvejende indhold i Marx' forsøg på at få dem til at illustrere hans pointer. Her forsøger Marx
dog at skære ind til benet, hvilket både gør det meget klart og nærmest umuligt at forstå. Hvis
man ikke på forhånd ved, hvad det betyder, kan det være meget svært at trække meningen ud af
teksten. Det er nødvendigt at forstå hver sætning - men samtidig er det nødvendigt ikke at blive
fokuseret på Marx' på sin vis ubehjælpsomme sprog og besynderlige ord, for så glipper
forståelsen helt.
Men jeg vil efter bedste evne og på mest pædagogisk vis forsøge at redegøre for indholdet.
Efter redegørelsen anbefales det at læse citatet igen for at få bekræftet, at ja, det er jo faktisk det,
der står.
Værdiformen, måden hvorpå (bytte)værdien kommer til udtryk, indeholder/indebærer
nogle grundlæggende bestemmelser. Dem redegør han først for. Herefter beskriver han, hvordan
disse bestemmelser fremstår/fremtræder for de mennesker, der er involverede i det varebytte, der
indeholder værdiformen. Marx' helt afgørende pointe er nemlig, at de fremtræder på en helt
anden måde end deres faktiske indhold. Værdiformen indebærer at en vare kan ligestilles med en
anden i et kvantitativt forhold. Det simple faktum udtrykker:
1) At det konkrete arbejde, der har produceret dem, er kvalitativt ligestillet som
menneskeligt arbejde.
49 Marx: Vareanalysen, s. 93.
40
2) At der må findes samfundsmæssige love, der sammenligner den mængde arbejde, som
hver vare indeholder.
3) At vareproducenterne indgår i et samfundsmæssigt forhold, hvor de ligestiller deres
arbejde generelt kvalitativt og specifikt kvantitativt efter bestemte love.
Mere kompliceret er det umiddelbart ikke. På så lidt plads kan de dybtliggende og
grundsættende bestemmelser i varebyttet anføres. I Marx' optik indebærer det organiserede
varebytte nødvendigvis disse bestemmelser - ligegyldigt om de er bevidste for producenterne eller
ej. Og det er netop den anden pointe: At disse bestemmelser for producenterne fremtræder i en
aldeles forvrænget form.
1) At det konkret forskellige arbejde er kvalitativt ligestillet, fremtræder som det forhold, at
begge varer har (den samme type) værdi.
2) At det indeholdte arbejde i hver vare bliver målt efter samfundsmæssige love, fremtræder
som det forhold, at hver vares værdi en har vis, bestemt størrelse.
3) Det samfundsmæssige forhold mellem producenterne, hvor de ligestiller deres arbejde
efter de to foregående bestemmelser, fremtræder blot som værdiforholdet mellem deres
arbejdsprodukter.
Producenterne er altså helt blinde for de egentlige grundlæggende bestemmelser bag deres
interaktion. De oplever blot, at deres produkt (eller deres arbejde) har en værdi, der er af samme
slags som al anden værdi i samfundet og samtidig bestemt specifikt størrelsesmæssigt i forhold til
disse andre værdier. Og for Marx må det nødvendigvis være sådan. Det kan ikke være anderledes
i en vareproducerende økonomi. for forvrængningen skyldes det mest fundamentale i
vareøkonomien: Værdiformen - måden hvorpå værdien kan fremtræde. Under vareproduktion
kan det abstrakte, samfundsmæssige (værdien, bytteværdien) kun fremtræde gennem det
konkrete, tingslige (brugsværdien). Og på samme måde kan de abstrakte, samfundsmæssige
aspekter ved arbejdsprodukterne kun fremtræde som konkrete aspekter ved disse
arbejdsprodukter (deres værdi og deres værdistørrelse).
Varernes værdi - den store åbenbaring
Hvis læseren på nuværende tidspunkt føler sig nogenlunde tryg ved Marx' formuleringer, kan
man finde en opsummering af ovenstående indsigter i det følgende citat. Ellers spring det over.
Eller nyd det som udtryk for Marx' unikke ulæselighed. "Mystikken ved varen udspringer altså af,
at privatarbejderens [: -produktionernes] samfundsmæssige bestemmelser for privatproducenterne
fremtræder som samfundsmæssige naturbestemtheder ved arbejdsprodukterne, at personernes samfundsmæssige
produktionsforhold fremtræder som tingenes samfundsmæssige forhold til hinanden og til personerne.
41
Privatarbejdernes [: -producenternes] forhold til det samfundsmæssige totalarbejde genstandsgøres i
forhold til dem og eksisterer derfor for dem i form af genstande."50
For Marx er vi her ved selve roden til vareproduktionens forbandelse. Vareøkonomien
indebærer og indeholder en fundamental, kvalitativ ligestilling mellem alle producenter og en
uundgåelig samfundsmæssig relation mellem samme producenter. Men disse bestemmelser
skjuler sig. De klæber i stedet til varerne som tilsyneladende egenskaber ved vare-genstandene i
sig selv. Den kvalitative lighed og den uundgåelig gensidighed opfattes som tilhørende varerne.
Og fremtræder som deres værdi.
Varerne opfattes og opleves som havende en værdi, der tilhører dem som fysiske
genstande. Men - og her kommer en af de helt store åbenbaringer - varen som ting i sig selv har
ingen værdi (brugsværdi har den selvfølgelig i Marx' optik - men ingen (bytte)værdi). Ligegyldigt
hvor nøje og grundigt en vare undersøges vil det ikke være muligt at finde 'værdien'. Den findes
ikke i varen. Tilhører ikke varen. Det er udelukkende den samfundsmæssige relation mellem
producenterne, der kommer til udtryk i (bytte)værdien. Og det er udelukkende det
samfundsmæssige arbejde, der har værdi. Varen (i sig selv) har ingen (bytte)værdi. Varen har
ingen værdi. Det er næsten for oprørende en påstand til at kunne forstå, i hvor høj grad det er i
modstrid med den almindelige opfattelse. Heldigvis bliver der god tid til at lade de
omfangslogiske konsekvenser af indsigten indfinde sig. For det er faktisk implikationerne af
denne forståelse, der fylder hovedparten af resten af specialet!
Men først er det nødvendigt endnu en gang at vende blikket mod det store dynamiske
perspektiv i den marxske teori for at se, hvor langt det er muligt at komme i den retning med
indsigterne hentet fra analysen af værdiformen.
Marx' indirekte anerkendelse af kapitalismen
Marx' forståelse af værdiformen rummer hans dybeste kritik af vareøkonomien, men samtidig
bliver nuancerne i Marx' opfattelse af kapitalismen også synlige her, når der ses endnu nærmere
efter. For vareproduktionen indeholder åbenbart en fundamental kvalitativ lighed mellem alt
arbejde og en samfundsmæssig gensidighed mellem alle producenter. Og begge dele er helt i tråd
med Marx' socialistiske sympatier. Så for Marx er det slet ikke problemet. Problemet er, at
ligheden og gensidigheden producenterne imellem slet ikke fremtræder for de involverede. Men
hvis Marx kunne gennemskue det, og det kan læses i dette speciale, så er det vel ikke teoretisk
umuligt, at alle skulle kunne bringes til at have samme indsigt. Marx var faktisk ganske
interesseret i dette spørgsmål om, hvad der kunne kaldes 'den borgerlige utopi' eller mere dristigt
for 'pengenes utopi'. Forklaring følger. 50 Vareanalysen, s. 67.
42
Pengenes utopi
Det står på nuværende tidspunkt klart, at penge er bytteværdiens umiddelbare faktisk-fysiske
udtryk. Og at bytteværdien indebærer, at alle varer er produceret kvalitativt ligestillet og handles
kvalitativt ligestillet. Og den indebærer dermed netop også de forhold at vareproducenterne står i
et kvalitativt ligestillet og gensidigt samfundsmæssigt forhold. Pengene er altså det faktisk-fysiske
udtryk for det faktum, at den vareproducerende økonomi er et system baseret på kvalitativ lighed
og gensidighed.
Penge som frihed og lighed
Med mindre præcise ord et pengene et udtryk for, at kapitalismen er et sammenhængende hele.
Pengene er det det fysisk-faktiske udtryk for samfundet. For pengene har kun værdi inden for
samfundet. Med penge bliver alle betalt for deres bidrag til samfundet. Og med disse penge kan
de nyde frugterne af alle andres bidrag. Yderligere er bytteværdien i pengene blevet frisat fra dens
tilknytning til en specifik fysisk vare. Den kan i pengeformen finde sit udtryk i alle varer. Penge er
den levende borgerlige utopi - virkeliggørelsen af lighed og frihed.
Og ja, det er faktisk netop Marx' opfattelse! "Når denne økonomiske form - byttet - altså i
alle henseender sætter subjekternes lighed, så er det - mere individuelle såvel som tingslige -
indhold, stof, der leder til byttet: friheden. Lighed og frihed er altså ikke blot respekteret i det bytte,
der beror på bytteværdier, men byttet af bytteværdier er den produktive, reale basis for al lighed og
frihed."51 Det var en overraskelse!
Men Marx stopper selvfølgelig ikke med den konstatering: "På den anden side viser det lige
så klart fjolletheden hos de socialister (navnlig de franske, der vil påvise socialismen som
realiseringen af de af den franske revolutions udtalte ideer om det borgerlige samfund), der
demonstrerer, at byttet, bytteværdien, etc. oprindeligt (i tiden) eller ifølge deres begreb (i deres
adækvate form) er et system af alles frihed og lighed, men er blevet forfalsket af pengene,
kapitalen etc."52 "De skal svares: at bytteværdien eller rettere pengesystemet faktisk er lighedens
og frihedens system, og at det, der træder dem forstyrrende i møde i systemets senere udvikling,
er systemets immanente forstyrrelser, [at det] netop [er] virkeliggørelsen af lighed og frihed, der viser
sig som ulighed og ufrihed. Det er et lige så fromt som dumt ønske, at bytteværdien ikke ville
udvikle sig til kapital, eller at det arbejde, der producerer bytteværdier, ikke ville udvikle sig til
lønarbejde."53
51 Marx: Grundrids, s. 145-146. 52 Grundrids, s. 149. 53 Grundrids, s. 149.
43
Marx var altid i indædt kamp med andre socialistiske teoretikere. Og ovenstående citater
gør det nemt at forstå hvorfor. Marx fastslår simpelthen, at 'pengesystemet er et lighedens og
frihedens system'. Det er ikke ligefrem et udsagn, man normalt ville forbinde med Marx i den
forståelse af ham, der er den fremherskende. Men, og det er et meget stort 'men', bytteværdien
standser ikke ved sit udtryk i pengene. Bytteværdien, pengene, vil nødvendigvis udvikle sig til
kapital. Og i kapitalen slår systemet ifølge Marx over i 'ulighed og ufrihed' (ulighed i forhold til,
hvem der ejer kapitalen - og ufrihed for dem, der må arbejde for kapitalen). Det er her, det
overordnede, dynamiske element i Marx kritik af kapitalismen igen kommer til udtryk. Og det
sætter nogle rammer for forestillingen om pengenes utopi.
Værdiens selvstændighed
Marx havde i værdiformen fundet frem til, at i en vareøkonomi kunne den abstrakte,
samfundsmæssige værdi kun komme til udtryk i noget konkret. I første omgang i en anden vares
fysiske væren - dens brugsværdi. Den fremtrædelsesform er helt besynderlig, fordi den nærmest
er det absolut modsatte af det abstrakt samfundsmæssige. Og helt i tråd med Marx' helgelsk-
dialektiske forståelse finder (bytte)værdien fremtrædelsesformer, der er mere i overensstemmelse
med dens egenskaber. I første omgang som penge.
Som penge er værdien meget bedre i overensstemmelse sig selv. Det gælder selvfølgelig
meget mere i dag, hvor penge er blevet noget næsten helt abstrakt og globalt, mens pengeformen
stadig var meget begrænset på Marx' tid, hvor penge stadig var et udtryk for de konkrete varer
guld og sølv. Men selvom pengene tilsyneladende - og især i deres moderne form - løser
modsigelsen mellem brugsværdi og bytteværdi i varebyttet, så mente Marx, at der stadig var noget
helt galt.
For samtidig med i form at nærme sig indhold har bytteværdien, der jo faktisk blot er
udtryk for samfundsmæssige relationer, i pengene fået en faktisk-fysisk løsrevet eksistens. I
pengene har de samfundsmæssige relationer pludselig fået et selvstændigt liv. De findes som en
ting i verden og spiller en afgørende rolle i den verden. Spejlbilledet af de samfundsmæssige
relationer er blevet levende og har fået sit eget liv. Og spejlbilledet står som en selvstændig magt
overfor netop det, som det er et billede af.
Det er essensen af Marx' overordnede kritik af de dynamiske kræfter i kapitalismen.
Spejlbilledet af de samfundsmæssige relationer bliver en magt, som står over de selv samme
relationer - uforståelig og uregerlig. Det er det, Marx mener, når han skriver, at det er
'virkeliggørelsen af lighed og frihed, der viser sig som ulighed og ufrihed'. Det kan godt gælde for
penge, men for Marx træder det uigendriveligt frem i bytteværdiens mere udviklede
fremtrædelsesform: kapitalen. Kapital er, med et meget meget simpelt udtryk, penge, der bliver til
44
flere penge. Og for Marx kan denne værdiforøgelse kun finde sted via en udbytning af
lønarbejdet. Dette speciale er ikke stedet til en redegørelse for de åbenlyse fejl i Marx'
merværditeori. Men et kort historisk overblik kan give nogle vigtige konklusioner omkring denne
del af Marx' teori.
Marx formodede, at kapitalens udbytning af lønarbejdet ville føre til gradvis forarmelse af
arbejderklassen, og at kapitalismen ville drive sig selv ud i stadig større kriser. Begge disse
formodninger har vist sig helt fejlagtige. I de lande, hvor den frie markedsøkonomi er blevet
omfavnet, er arbejderklassen i årenes løb blevet belønnet med stadig større rigdom og overflod.
Og selvom kapitalismen stadig oplever kriser, er det er intet, der tyder på, at disse bliver hverken
flere eller mere voldsomme. På det område synes det værste at være overstået i første halvdel af
det tyvende århundrede.
Så Marx' formodning om kapitalismens stadig større elendighed er (med forbehold for
fremtiden, selvfølgelig) blevet uigenkaldeligt modbevist. Denne tese kan dog heller ikke finde
støtte i Marx' økonomikritik. Økonomikritikken kan kun fastslå, at bytteværdien kommer til
udtryk som kapital, og at kapitalen står som en selvstændig magt over for det samfund, hvis
relationer den er et billede af. Og her har Marx ret. For at høste gevinsterne ved kapitalismen skal
de arbejdende acceptere systemet og de krav og restriktioner og den disciplinering, det indebærer.
Kapitalen står som en upersonlig og i høj grad ukontrollerbar magt, der i høj grad dikterer,
hvad der er muligt og umuligt på samfundsmæssigt niveau. Og det selvom den i udgangspunktet
blot er udtryk for de samfundsmæssige produktionsrelationer. Kapitalen er en vældig
rationaliserende kraft, og belønningen for at underlægge sig54 er en historisk helt uhørt materiel
overflod for et hidtil uhørt stort antal mennesker. Der er intet, der tyder på, at en tilpas politisk
styret og reguleret kapitalisme ikke er den absolut mest effektive metode til at skabe generel
materiel rigdom.
For Marx ville det ikke ændre på den principielle kritik: Det er spejlbilledet af vores egne
relationer, der har taget magten over os. Vi vælger ikke med vores bevidsthed, men følger en
magt, som vi selv har sat i verden uden at vide det. Marx skriver om "den utopisme, det er, ikke
at begribe den nødvendige forskel mellem det borgerlig samfunds reale og ideale udformning og
derfor igen at ville give sig i lag med den overflødige geschæft at ville realisere selve det ideelle
udtryk, da dette faktisk kun er denne realitets lysbillede."55 For Marx var der en 'nødvendig'
forskel på realitet og det ideale. Og det er måske nok rigtigt.
54 Det skal bemærkes, at det er et ret unikt træk ved kapitalismen, at rationaliseringen i høj grad indskrænker sig til arbejdslivet, og i hvert fald efterlader de fleste med en følelse af frihed i fritiden. 55 Marx: Grundrids, s. 149.
45
Men den historiske udvikling har alligevel været, at kapitalismen på mange områder har
nærmet sig det ideale billede med frihed og lighed for alle. Pengenes udvikling giver et bevis for
denne udvikling. Pengene er i dag nærmere deres realisering som løsgjort samfundsmæssig værdi
end nogensinde. Og det kan kun være muligt, fordi friheden og lighedens system er så virkeligt,
så fasttømret og stærkt, at pengene kan aflægge deres fysiske ham, uden at tilliden til dem
svækkes.
Perspektiverne på disse betragtninger er utallige. Og her er der ikke plads til andet en kort
afrunding. Ja, (bytte)værdien er blevet en enorm og meget svært kontrollerbar selvstændig magt.
Nej, det har ikke været en katastrofe, men ført til historisk uhørte grader af frihed og lighed og en
overflod af brugsværdier. Kapitalen har tilsyneladende ført os ned ad den bane, som de fleste
ønsker.
Der er dog også store konkrete problemer. Kapitalen tager ikke af sig selv hensyn til natur
og miljø. Og mange føler, at grænsen for menneskelig rationalisering er nået eller for længst
overskredet. Alligevel synes der ikke at være anden vej frem end yderligere rationalisering, for
kapitalismen som system fungerer kun under stadig vækst. Men kapitalismen har allerede
overvundet mange problemer. Den viser tegn på at kunne rumme natur- og miljøhensyn. Og
humanistiske værdier er så dybt rodfæstede i udviklede kapitalistiske økonomier, at der
umiddelbart ingen grund er til at tro, at rationaliseringens menneskelige grænser ikke skulle kunne
inkluderes i disse værdier. Om ikke andet så når de viser sig som en fare for kapitalismen selv.
Broderskabet
Fra den vellykkede kapitalisme og den vellykkede borgerlighed er der dog et stykke vej til den
oplyste borgerlighed, den borgerlige utopi. Denne rummede jo ud over frihed og lighed også
broderskab. Men Marx mener faktisk, at også denne dyd ligger i vareøkonomien. I varebyttet
gælder det ifølge Marx, at "den anden anerkendes og forstås også som en, der ligeledes
virkeliggør sin egenkærlige interesse, således at begge ved, at den fælles interesse netop kun består
i dobbeltsidigheden, mangesidigheden og selvstændiggørelsen i de forskellige henseender af byttet
mellem egenkærlige interesser. Almeninteressen er netop de egenkærlige interesseres
almenhed."56
Almeninteressen ('broderskabet') er altså en underforstået del af varebyttet og således af
vareøkonomien. Men i modsætning til ligheden og friheden, der faktisk realiserer sig byttet, så
forbliver almeninteressen et bagvedliggende element, som sådan set ikke behøves og faktisk står i
modstrid til den egeninteresse ('enkeltinteresse'), der er drivkraften i kapitalismen. Følg Marx i
følgende fornøjelige udredning af disse forhold: 56 Grundrids, s. 145-146.
46
"Men dette er ikke alt: individ A tjener individ B's behov formedelst varen a, men kun for
så vidt som og fordi individ B tjener individ A's behov formedelst varen b, og vice versa. Enhver
tjener den anden for at tjene sig selv; enhver af dem betjener sig gensidigt af den anden som sit
middel. Begge [forhold] er nu forhånden i begge individers bevidsthed: 1) at ethvert [individ] kun
når sig mål, for så vidt det tjener det andet som middel; 2) at ethvert bliver middel for det andet
(væren for det andet) som formål i sig selv (væren for sig); 3) at den gensidighed, hvorefter
ethvert på én gang er middel og formål og vel at mærke kun når sit formål, for så vidt det
[individet] bliver middel, og kun bliver middel, for så vidt det [individet] sætter sig som et formål i
sig, at enhver altså sætter som for væren for det andet [individ], for så vidt han ["enhver"] [er]
væren for sig, og [sætter] den anden som væren for sig [dvs. for førstnævnte "enhver"], for så vidt
denne anden er væren for sig [selv] - at denne gensidighed er et nødvendigt faktum, forudsat som
en naturlig betingelse for byttet, men [at] den som sådan er ligegyldig for ethvert af byttets to
subjekter, og [at] denne gensidighed kun har interesse for ham, for så vidt den tilfredsstiller hans
interesse som en interesse, der udelukker, ikke står i relation til den andens interesse. Det vil sige,
[at] den fælles interesse, der fremtræder som motiv for totalakten, rigtignok anerkendes som et
faktum fra begge sider, men som sådant er det ikke motiv, men foregår så at sige kun bag om
ryggen på de i sig selv reflekterede særinteresser, bag om ryggen på den enkeltes interesse i
modsætning til den andens interesse. I denne sidste henseende kan individet højst endnu have
den trøstende bevidsthed, at tilfredsstillelsen af dets modsætningsfulde enkeltinteresse netop er
virkeliggørelsen af den ophævede modsætning, virkeliggørelsen af den samfundsmæssige
almeninteresse."57
Så forståelsen af broderskabet eller almeninteressen ligger altså i forståelsen af, at enhver er
helt afhængig af de andre. Som Marx skriver, er det et problem, at det selvom almeninteressen er
nødvendig, så er den ikke et direkte motiv for at handle. Den er derfor ikke nødvendig at indse
eller fastholde - den virker under alle omstændigheder. Det er også kun muligt at tjene
almeninteressen ved at tjene sin egeninteresse. Det er værdiformens forvrængning og
broderskabets eller 'almeninteressens' indirekte og modsigelsesfulde form i vareøkonomien, der
gør, at pengenes utopi forbliver uvirkeliggjort.
Alligevel er det svært at se, at der skulle være noget til hinder for, at den kunne realiseres i
en oplyst borgerlighed. Det synes ikke umuligt, at alle skulle kunne lære at se, at de indgår i et
samfundsmæssigt fællesskab og er helt afhængig af andres indsats. Og at penge netop er
manifestationen af denne samfundsmæssighed og det fællesskab. At indse, at den enkelte kun
lever og overlever i kraft af det samfundsmæssige fællesskab, og derved anerkende og glædes ved
57 Grundrids, s. 145.
47
det bidrag, som alle andre yder. At kunne se på penge med nøgternhed, ydmyghed og respekt
som et fysisk udtryk for det samfundsmæssige fællesskab. Og således en virkeliggørelse af den
borgerlige utopi: Frihed, lighed og broderskab - og overflod til alle.
Måske Marx i dag, hvor socialismens utopi er forduftet, faktisk kan bruges som grundlag
for en realisering af det borgerlige samfunds idealbillede! Fordi Marx netop så og insisterede på at
se alt det fundamentalt positive i kapitalismen. Han nedvurderede det efterfølgende, fordi han
forestillede sig, at disse elementer kunne realiseres meget mindre modsætningsfuldt i en
kommunistisk økonomi. I dag hvor den mulighed ikke længere på nogen tænkelig måde synes
brugbar, og hvor kapitalismen har vist sig ikke nødvendigvis at blive det monster, som Marx
mente, den var, er det måske tid til en politisk omvending af Marx.
De to spor i den marxske analyse
Her på nippet til at erklære Marx for kapitalismens hemmelige profet er det dog nødvendigt at
vende tilbage til analysen af værdiformen. Marx fandt her frem til, at bestemmelserne i de
samfundsmæssige relationer klæbede til varerne som objekter i stedet for at fremtræde klart for
de involverede. Den indsigt er nu blevet fulgt hele vejen gennem pengenes utopi til de teoretiske
muligheder for realisering af kapitalismens idealbillede.
Men det var faktisk en vej væk fra det egentlige emne i specialet. For der er hele tiden to
spor i Marx' kritik: Det overordnede, dynamiske - og det individuelle og bevidsthedsmæssige. Og
selv i dag hvor kapitalismen fremtræder i sin mest charmerende og triumferende form, er der
noget afgørende at hente hos Marx. Selv hvis den overordnede kritik af kapitalismen opgives eller
blødes op, er det i analysen af det bevidsthedsmæssige, at det egentlige og hidtil godt skjulte
kritiske potentiale i den marxske økonomikritik bedst kommer til udtryk. For at varerne bliver
besjælet med de samfundsmæssige relationer, indebærer en hel del mere, end det hidtil er blevet
gjort klart. Og sikkert også en del mere end Marx selv indså!
Opsamling
Af mange og lange og snørklede veje er det skjulte omdrejningspunkt i den marxske
økonomiteori nu blevet blotlagt. I analysen af værdiformen fandt Marx roden til både
kapitalismens dynamiske udvikling og dens mere mystiske fremtrædelser. Mystikken indtræder,
fordi en ikke-fysisk værdi bliver sat i spil, så snart der produceres varer - og denne værdi kun kan
komme til udtryk i noget fysisk. Og værdien kommer så til at fremstå som tilhørende det fysiske.
Varen er mystisk, fordi den tilsyneladende har en værdi, men denne værdi tilhører alene det
samfundsmæssige forhold menneskene imellem.
48
På det overordnede plan giver analysen en unik forståelse af pengenes lange
udviklingshistorie. Den kaster også et helt nyt lys på det forhold, at det økonomiske står over for
samfundet som en selvstændig magt. De samfundsmæssige implikationer af disse indsigter er
blevet undersøgt. Samtidig er det klart, at der også er andre konsekvenser, som relaterer sig til det
enkelte individs virkelighed. Og efter forståelsen af 'det økonomiske' er forståelsen af det
økonomiskes afsmitning på den menneskelige virkelighed det oplagte næste skridt.
49
IV. Fetichisme. Marx og kritikken af vareøkonomien
Indledning
I analysen af værdiformen blev det klart, at de samfundsmæssige bestemmelser mellem
producenterne klæber til de producerede varer, som om det var egenskaber ved dem i sig selv
som objekter. Det blev undersøgt, hvordan dette forhold kom i vejen for en realisering af den
borgerlige utopi. Vareøkonomien har kvalitativ lighed som fundament, og i byttet og pengene lå
også en fundamental frihed. Men disse forhold kom kun til udtryk som forhold mellem ting
(mellem varerne) og i ting (i pengene), og det var en afgørende grund til, at vareøkonomien ikke
automatisk realiserede borgerlighedens ideale udtryk. Men ud over dette samfundsmæssige aspekt
har værdiformens forvrængning også afgørende konsekvenser for den enkelte samfundsborgers
oplevede virkelighed.
Ekskurs
Analysen af fetichismen var oprindeligt en del af kapitlet om 'Marx og bytteværdien', men ville
simpelthen ikke passe ind - og kapitlet truede med at blive uoverskueligt og helt
uforholdsmæssigt stort. Det gik gradvist op for mig, at årsagen var, at det marxske fetich-begreb
faktisk indeholdt en kæmpe mangel - selvom det også bar en meget vigtig og unik indsigt.
Manglen var til gengæld noget af det, som Baudrillard havde fat i, og jeg fik den afgørende
indsigt, at fetichismen var den mest levende vej fra Marx til Baudrillard.
Marx' analyse af varefetichismen er en direkte forlængelse af hans analyse af værdiformen.
Nogle dele kan derfor muligvis virke lidt som repetition af i forvejen repeterede pointer. Men det
er forskydningen af perspektivet, der er den afgørende forskel. Perspektivet er grundlæggende et
andet, fordi varerne nu kommer i selvstædigt fokus - og det er netop dette fokus på varerne, der
leder til Baudrillard. Kapitlet forsøger at formidle og klargøre alle disse mange modstridende ting.
De levende varer
For der er meget mere på spil i det faktum, at varerne bliver tillagt egenskaber, der slet ikke er
deres. Forvrængningen sætter ikke kun nogle problematiske rammer for den samfundsmæssige
interaktion - den bliver et grundlæggende vilkår i den enkeltes oplevede konkrete virkelighed. Det
er dette andet aspekt af værdiformen, der skal trækkes frem nu. Mest tillokkende og inspirerende
gøres det ved at gå tilbage og undersøge, hvordan Marx egentlig udtrykker sin indsigt - rent
sprogligt. Hidtil er den kun blevet betragtet i sin nøgterne form. Men Marx sprogbrug er på dette
område faktisk meget blomstrende, selvom den også forekommer besynderlig og forvirrende.
50
Den marxske sprogpragt
I analysen af varebyttet og værdiformen er det, som om varerne antager selvstændigt liv, og selv
er aktive deltagere i processen. Og som om selve 'værdien' også er en levende medspiller, der selv
ønsker at komme til udtryk ('fremtræde'). Følgende del af analysen af værdiudtrykket '20 alen
lærred = 1 frakke' kan bruges som eksempel: "Brugsværdien frakke bliver kun til
fremtrædelsesform for lærred-værdien, fordi lærredet forholder sig til frakkematerialet som det
abstrakt menneskelige arbejdes umiddelbare materiatur, altså arbejde af samme art som det, der er
genstandsgjort i lærredet selv. Genstanden frakke gælder for lærredet som sanselig, håndgribelig
genstandsagtighed af ensartet menneskeligt arbejde, og dermed som værdi i naturalform. Da
lærredet som værdi er af samme væsen som frakken, bliver naturalformen frakke
fremtrædelsesform for dets egen værdi."58
Højst besynderligt! Det er 'lærredet der forholder sig til frakken' - og 'lærredets værdi
bruger frakken som fremtrædelsesform'. Indtil nu er det i videst muligt omfang forsøgt undgået
at overtage og benytte denne sprogbrug, fordi den forstyrrer og afskrækker og skaber
misforståelser. Men der er faktisk afgørende og vigtige grunde til, at Marx skriver, som han gør.
Desværre er der også en del mindre hensigtsmæssige elementer, der ligger bag en
formulering som den ovenstående. Og et element, det er nødvendigt at kunne sortere fra, er den
kraftige hegelske afsmitning. Det hegelske har altid været et diskussionspunkt i Marx-forståelsen
og kan nemt gøre de fleste helt opgivende. Marx vedstod sig den kraftige formmæssige
inspiration fra Hegel, og uden et vist kendskab til helgelsk tænkning er Marx' formmæssige og
formuleringsmæssige valg uforståelige - ligesom hele den underliggende tankegang kan virke
besynderlig.
Men set i tilbageblik er det meget tvivlsomt, om Marx får brugt den hegelske inspiration
konstruktivt. Det var for en stor del igennem den, at Marx søgte videnskabelighed, men netop
den tunge logisk-dialektiske stil har gjort hans indsigter utilnærmelige for de fleste. Og
videnskabeligheden er der næppe nogen, der imponeres af i dag. Så selvom hegelsk tankegang må
være forudsat i forståelsen af Marx, så gælder det om at holde den direkte indvirkning på det
lavest mulige niveau. For indholdet kan sagtens bære at blive sat formmæssigt fri af Hegel. For
mens formen er skyld i ulæseligheden i ovenstående citat, så har den faktisk ikke noget at gøre
med årsagen til de levende varer. De besjælede ting kan sagtens begribes uden Hegel.
Sproget som spejling
Marx har en helt klar pointe med de besjælede varer. Han ønsker med sine formuleringer at
eksemplificere sin indsigt - at formuleringerne skal være eksempler på den indsigt, de forsøger at 58 Marx: Vareanalysen, s. 46.
51
viderebringe. Og han er faktisk helt åbenlyst reflekteret omkring, hvad han gør og hvorfor: "Når
jeg siger, at frakke, støvle osv. forholder sig til lærred59, som abstrakt menneskeligt arbejdes
almene materiatur, så springer det forrykte i dette udtryk i øjnene. Men når producenterne af
frakke, støvle osv. relaterer disse varer til lærredet som almen ækvivalent, fremtræder det
samfundsmæssige forhold mellem deres privatarbejder for dem nøjagtigt i denne forrykte form."60
Marx kalder selv sin sprogbrug forrykt, men han vælger den, fordi den netop skal beskrive
noget forrykt. Og det forrykte er, at værdien, som er et forhold mellem mennesker, i værdiformen
('værdiudtryksmåden') bliver til et forhold mellem levendegjorte ting. Så med sin sprogbrug
ønsker Marx at illustrerer, hvordan forholdet mellem mennesker tager form under kapitalismen.
"Det er blot det bestemte samfundsmæssige forhold mellem menneskene selv, som her for dem antager
den fantasmagoriske form af et forhold mellem ting."61
Problemstillingen er selvfølgelig den samme, som gjorde det samfundsmæssige
uigennemskueligt i vareøkonomien, men perspektivet er et andet her. Det handler ikke om
samfundet, og på sin vis heller ikke om den økonomiske værdi - i hvert fald ikke i den form, hvor
den har direkte økonomisk betydning. Det handler om tingene som varer og det liv, de får, når de
samfundsmæssige menneskelige relationer kun kan fremtræde via dem. Når varerne bliver
levende, forvandles vareverdenen til et teater, der gentager og gennemspiller de dramaer, der
finder sted i det menneskelige.
Vareverdenens fetichisme
For Marx er varerne i sig selv blot brugsværdien. Men fordi de spejler de menneskelige relationer,
bliver de ikke bare opfattet som sådanne, men kommer til at antage et selvstændigt liv. "I
forholdet vare til vare, f.eks. støvle til støvleknægt, har man set, at støvleknægtens brugsværdi,
altså nytten af dens virkelige tingslige egenskaber er aldeles ligegyldigt for støvlen. Kun som
fremtrædelsesform for sin egen værdi er støvleknægten interesseret i støvlevaren. Hvis varerne
altså kunne tale, så ville de sige: vor brugsværdi kan måske interessere menneskene. Den
tilkommer os ikke som ting. Hvad der imidlertid tilkommer os som ting, er vor værdi. Vort eget
samkvem som vareting beviser det. Vi forholder os kun til hinanden som bytteværdi."62
Det lyder vanvittigt, men Marx har her fat i den lange ende. Værdien kan kun komme til
udtryk i bytteværdi, men bytteværdien kan kunne komme til udtryk i brugsværdi. Alligevel er det
bytteværdien, der dikterer udvekslingen af varerne, og det er derfor samtidigt i udvekslingen
nødvendigt at abstrahere fra brugsværdien. "For at kunne relatere produkterne til hinanden som 59 Forholdet er her vendt om i forhold til ovenstående citat, men det betyder intet for indholdet. 60 Marx: Vareanalysen, s. 66. 61 Vareanalysen, s. 93. 62 Vareanalysen, s. 70.
52
varer, er menneskene tvunget til at sætte deres forskellige arbejder lig med abstrakt menneskeligt
arbejde. De ved det ikke, men de gør det, idet de reducerer den materielle ting til abstraktionen
værdi."63 Og jo mere gentaget og indgroet den abstraktion bliver, jo mere oplagt bliver det at
fuldende kortslutningen og betragte bytteværdien som det egentlige ved varen.
Men værdien og bytteværdien tilhører ikke genstanden, selvom den netop udtrykker sig i
denne genstand. Værdien og bytteværdien udtrykker et samfundsmæssigt forhold mellem
mennesker. Dette forhold kan under vareproduktionen nødvendigvis kun udtrykke sig gennem
genstandene, og hvis denne sammenhæng ikke er blevet gennemskuet, vil det være nærmest
umuligt at undgå, at værdien og bytteværdien bliver opfattet som en egenskab, der ikke kun
tilhører genstanden som vare, men genstanden som fysisk objekt.
Om dette fænomen skriver Marx: "For derfor at finde en analogi, må vi flygte ind i den
religiøse verdens tågede regioner. Her fremtræder produkterne af den menneskelige hjerne som selvstændige
væsner, der er begavet med eget liv, og som står i forhold til hinanden indbyrdes og til
menneskene. På samme måde forholder det sig i vareverdenen med produkterne af den menneskelige
hånd. Dette kalder jeg den fetichisme, som klæber ved arbejdsprodukterne, når de produceres som
varer, og som således er uadskillelig fra vareproduktionen."64
I vareverdenen gælder det altså, at 'produkterne af den menneskelige hånd fremtræder som
selvstændige væsner, der er begavet med eget liv, og står i forhold til hinanden indbyrdes og til
menneskene.' En fetich er en genstand, der tillægges magisk kraft, og derfor dyrkes religiøst, og
det er således et stærkt begreb, Marx vælger til sin beskrivelse. Tilsyneladende henviser han med
ordet blot til det forhold, at vareverdenen bliver en tingslig og uigennemskuelig
fremtrædelsesform for de samfundsmæssige relationer. Men at han netop vælger ordet fetich kan
næsten ikke opfattes som andet end en profetisk forudanelse om den nærmest religiøse dyrkelse
af varer, som senere tider har oplevet. Under alle omstændigheder er det en afgørende tanke, som
vil dukke op med fornyet styrke ved undersøgelsen af Baudrillards teorier.
Fetichisme er det forhold, at genstande tillægges egenskaber, som ikke er deres egne, men
hører til hos de mennesker, der tillægger dem til genstandene. Den fetichisme, som Marx
opdagede, er, at de samfundsmæssige former, som værdien iklæder tingene i dens forskellige
fremtrædelser, kommer til at klæbe til tingene som deres naturlige egenskaber. At en ting, fordi
den har en bytteværdi, bliver opfattet som havende en iboende værdi. Overordnet bliver
opfattelsen, at værdi(en) er noget, der tilhører tingene i stedet for noget, der tilhører den
samfundsmæssige relation. Og at tingene i sig selv har en anden værdi end deres brugsværdi - at
63 Vareanalysen, s. 65. 64 Vareanalysen, s. 93.
53
tingen for samfundsmennesket fremtræder, som om den har en værdi, selvom den for samme
menneske er ubrugelig.
Fetichismens empiriske virkelighed
Alle tanker om fetichisme kunne selvfølgelig umiddelbart affejes som blotte teoretiske
konstruktioner, der intet har at gøre med den økonomiske virkelighed. Men der findes faktisk et
fænomen, der er et næsten ubestrideligt bevis på vareverdenens fetichisme. Det er et
tilsyneladende ubetydeligt fænomen, der er så almindeligt og udbredt, at ingen tilsyneladende
tænker nærmere over det. Men det er mere end en eftertanke værd. For det ikke alene beviser
varernes fetichkarakter - det strider også mod hele den gængse økonomiske forbrugerteori.
Det handler om fænomenet 'før-priser'. Det er helt gængs praksis at reklamere med disse,
og der er fra de detailhandlendes side slet ingen tvivl om deres effekt. Enhver reklametryksag er
da også fyldt med før-priser. Den store effekt gør det selvfølgeligt tillokkende for forretninger at
snyde, og forbrugere, der bliver udsat for sådan svindel, føler en så stor forargelse og
uretfærdighed, at der faktisk findes lovgivning imod det. Der er altså tale om et helt konkret og
aldeles virkeligt økonomisk fænomen. Og alligevel findes der ingen forklaring i den almindelige
forbrugerteori. Ifølge denne skulle før-prisen ingen som helst rolle kunne spille ved
forbrugsvalget, der kun handler om de faktiske priser og marginalnytten.
Men virkeligheden beviser, at de penge, der opleves som værende sparet, har stor
betydning - at de i en eller anden forstand bliver opfattet som virkelige. Og det er fetichisme. For
forskellen mellem før- og nu-priser har jo intet at gøre med varens fysiske beskaffenhed. Det er
altså en værdi, der ikke tilhører varen som fysisk genstand, men som alligevel netop bliver tillagt
den. Det er svært, at opfatte dette fænomen som andet end et bevis på varefetichismens
virkelighed. Og altså endnu en illustration af, at Marx' abstrakte teoretiske begreber faktisk har en
tendens til at materialisere sig fysisk-faktisk, sådan som han mente, de måtte gøre.
Forståelsen er dog ikke givet med begrebet fetichisme alene. For fetichismen er en
konsekvens og refleksion af værdiformen, og det således i værdiformens begrebsramme, at dette
eksempel fra den konkrete samfundsmæssige virkelighed bedst forstås. Og før-pris-fetichismen
viser, at prisen bliver opfattet som værende udtryk for en faktisk værdi, der tilhører varen.
Det skyldes selvfølgelig, at prisen netop ikke bare er en pris, men bliver opfattet som
udtryk for bytteværdien i varen, der yderligere antages at repræsentere en slags indre værdi i
varen. Kun sådan giver det mening, at tillokkelsen til at anskaffe varen i høj grad er påvirket af,
hvor meget der opfattes som værende sparet. Det må betyde, at før-prisen fortolkes som
54
angivende varens egentlige værdi, og at nu-prisen således er en mulighed for at erhverve denne
værdi 'billigt'. Og jo billigere værdien opfattes at kunne fås, jo mere tillokkende er det.
Før-pris-fetichismen følger altså direkte af analysen af værdiformen. Den fysiske
brugsgenstand fungerer som fremtrædelsesform for bytteværdien. Og konsekvensen er, at
bytteværdien, der udtrykker en samfundsmæssig relation mellem producenterne, ender med at
være knyttet til brugsgenstanden, som om den var en egenskab ved denne.
Fetichismens omfangslogiske status
Marx var ganske grundig i sin analyse af fetichismen. Han mente eksempelvis, at det var muligt at
differentiere graden af fetichisme inden for værdiformen. Med Marx' ord: "Denne fetichkarakter
træder mere slående frem i ækvivalentformen end i den relative værdiform."65
For at forstå denne indsigt er det nødvendigt at genkalde de abstrakte bestemmelser i
værdiformen. Den relative værdiform var den 'målte' position i varebyttet, mens
ækvivalentformen var den 'målende' position. Og forskellen i fetichismen styrke skyldes, at i den
relative værdiform bliver bytteværdien formidlet gennem en anden vare. Den 'målte' vare får sin
bytteværdi målt, men bytteværdien bliver netop målt via en vare, der er forskellig fra den selv.
Med Marx' ord: "I denne værdiform [den relative værdiform] bliver varens værdi udtrykt som
noget, der er aldeles forskelligt fra varens egen sanselige eksistens."66 For en vare i relativ værdiform
er det derfor nemmere at indse, at bytteværdien ikke tilhører den som fysisk genstand, fordi den
netop kun kan komme til udtryk i noget, der er forskelligt fra den selv.
Omvendt med ækvivalentformen. For at være ækvivalent betyder, at varens fysiske form er
umiddelbart udvekslelig med en anden eller flere andre eller alle andre vare (det sidste gælder
pengeformen, den almene ækvivalent). For varen i ækvivalentform er netop den fysiske genstand
fremtrædelsesform for det samfundsmæssige forhold - værdien. Værdien bliver således ikke
udtrykt i noget andet, men smelter sammen med den fysiske form.
Heri ligger en nøgle til forståelse af pengenes enorme tiltrækning og magi. Marx skriver:
"Men blot fordi ækvivalentformen i værdiudtrykket for varen A naturligt tilkommer varen B, synes
den også uden for dette forhold af naturen at tilhøre sidstnævnte. Heraf [udspringer] f.eks. det
gådefulde ved guldet, som ved siden af dets øvrige naturegenskaber [...] også af naturen synes at
besidde ækvivalentformen eller den samfundsmæssige kvalitet at være umiddelbart udveksleligt med
andre varer."67
65 Vareanalysen, s. 93. 66 Vareanalysen, s. 93, 67 Vareanalysen, s. 95.
55
Det er umiddelbart helt korrekt, og det er forbløffende at tænke på, hvor stærk guld-
fetichismen egentlig er. Selv i dag, hvor penge ingen officielle bånd har til ædelmetal og gradvist
bliver elektroniske, besidder varen guld en speciel rolle, der udelukkende tilkommer den som
følge af denne gamle fetichkarakter. Guld opfattes stadig på et eller andet niveau som 'sande
penge' eller 'sand værdi'. Der er jo i virkeligheden intet, der principielt adskiller varen guld fra en
hvilken som helst anden vare. Men guldets specielle penge-fetichkarakter klæber til det den dag i
dag.
Svagheden i den konkrete forståelse af penge-fetichismen
På trods af dette skarpsyn og den store sandhedsværdi er Marx' formulering af
ækvivalentformens (og deraf pengeformens) fetichisme faktisk problematisk. Det er en meget
nøgtern konstatering, der handler specifikt om den konkrete pengevares (gulds) fetichkarakter,
hvor det i stedet kunne og burde handle om selve pengeformens fetichkarakter. Marx får hverken
skærpet indsigten maksimalt eller bredt den ud i sit fulde omfang. Det er yderst sjældent at fange
Marx i den slags synder, da han normalt strækker sine indsigter til det yderste og ofte længere.
Men han har selvfølgelig været begrænset af, at penge på hans tid stadig var nærmest synonym
med guld. Faktisk ender formuleringen med at afsløre en svaghed i Marx' fetichisme-forståelse.
For efterhånden som penge mere og mere nærmer sig en helt immateriel form, indtræder
en modsigelse i den marxske forståelse af ækvivalentformens 'mere slående' fetichisme. For
pengenes immaterialitet betyder jo, at der ikke længere er noget faktisk materielt, som kan
tillægges pengenes værdiegenskab og sløre deres samfundsmæssighed.
Selvom metalpenge stadig på skrømt giver sig ud for at være lavet af ædelmetal, så er der
vel ingen, der tillægger papir en særlig værdi, blot fordi mange penge og især de mest værdifulde
har været lavet af netop dette materiale. I marxsk forstand burde pengenes fetichkarakter blive
opløst, efterhånden som de fremtræder som det, de er - ren samfundsmæssig værdi. Men det
gælder jo samtidig i følge Marx, at fetichkarakteren er 'mere slående i ækvivalentformen' - og
pengene er stadig den almene ækvivalent.
Og der er heller intet, som tyder på, at penge i dag, hvor fysiske penge er et sted mellem at
være en kun rent symbolsk undskyldning og blive afskaffet, er ved at miste deres unikke
fetichkarakter. Penge bliver stadig opfattet som havende en egentlig værdi (i sig selv). Deres værdi
er kun udtryk for et fasttømret samfundsmæssigt forhold, men forholdet er så fasttømret, at selv i
deres åbenlyse (immaterielle) form opfattes pengene som havende værdi. Og det har de
selvfølgelig også i praksis - men denne praksis er netop det fasttømrede samfundsmæssige
forhold (uden for dette har penge jo ingen værdi).
56
Fetichkarakteren er således tilsyneladende ikke knyttet entydigt til ækvivalentformens
materielle udtryk, men til selve (ækvivalent)formen. Den almene ækvivalent kan byttes til al anden
værdi. Derfor er det så nærliggende at opfatte den som havende værdi i sig selv, at penge i enhver
tænkelig form tilsyneladende uundgåeligt underlægges den betragtning. Så stærk er pengeformens
effekt på den menneskelige bevidsthed.
Den fetichistiske cirkelslutning
Et andet problem med Marx' beskrivelse af den slående fetichisme i ækvivalentformen er, at det
ikke giver en relevant beskrivelse af hverdagens økonomiske virkelighed. For den almindelige
forbruger bytter jo sjældent vare mod vare (V-V) eller vare mod penge (V-P). Langt de fleste
konkrete transaktioner sker i dag via penge byttet mod varer (P-V). Men i et sådant bytte bliver
varen (den faktiske brugsværdi) til ækvivalent for pengene!
Varen fungerer som en bekræftelse af værdien i pengene. Varens fysiske form68 skal kunne
indeholde den værdi, der allerede på fetichistisk vis tillægges pengene - varens fysiske form må
opleves som besiddende den værdi, som pengene bliver oplevet som havende. I den grad
pengenes fetichisme ikke er gennemskuet, må den nødvendigvis blive overført til varen i byttet.
Pengenes fetichkarakter smitter af på alle (andre) varer.
Processen er en salgs cirkelslutning. En dobbelt- eller selvforstærkende fetichisme. Pengene
er den almene ækvivalent og som sådan allerede underlagt en stærk fetichisme. De fungerer og
betragtes som 'værdi i sig selv', men er i deres fysiske form værdiløse. Så når penge byttes mod
faktiske varer med brugsværdi forstærkes fetichismen, fordi varen bliver ækvivalenten, der
bekræfter værdien i pengene. Eftersom pengene er underlagt en stærk fetichisme, må varen
underlægges en endnu stærkere fetichisme, når dens fysiske form skal kunne rumme værdien af
noget, der i sin fysiske form ingen værdi har.
Givet denne forståelse er det tydeligvis svært at sætte grænser for fetichismen. Den
omfatter i teorien alle varer og kan potentielt sive ud i alle afkroge af samfundet. Alt, hvad der
købes for penge, kan smittes, ja bliver i en forstand nødvendigvis smittet, med fetichisme. Men
dermed er langt fra sagt, at fetichisme er det eneste aspekt i menneskets forhold til varer.
Det er et aspekt, som ved nærmere eftersyn næsten altid er til stede i en eller anden grad.
En vares pris bliver næsten altid i et eller andet omfang opfattet som en værdi, der hører til varen
i sig selv. Tankegangen gennemsyrer vores forhold til varer. Men den er ikke det eneste og
altdominerende aspekt. Og selvom fetichismen er en direkte følge af vareøkonomien og
68 I forhold til tjenesteydelser og lignende ikke-fysiske varer gælder samme princip, men fetichismen kan her ikke knytte sig til et fysisk objekt, og den er derfor mindre konkret.
57
værdiformen, så er det i hvert fald i teorien muligt at tænke sig ud af den. At det dog ikke bare er
så nemt vil blive tydeligt, når Baudrillard prikker hul på brugsværdien.
Kapitalfetichismen og kapitallogikken
Marx' fetich-begreb er umiddelbart meget konkret og snævert: Bytteværdien klæber til
brugsgenstandene. Men han havde måske også en bredere forståelse end den hidtil analyserede. I
hvert fald skriver han et sted følgende: "Vareformen var som den borgerlige produktions mest
almene og uudviklede form [...] endnu relativ let at gennemskue. Men [hvad med] mere konkrete
former, som f.eks. kapitalen? Her bliver fetichismen i den klassiske økonomi håndgribelig."69
Marx uddyber ikke på dette sted, hvad han mener. Han mente bestemt, at den klassiske
økonomiske teori havde en meget naiv forestilling om kapital, men det er ikke umiddelbart en
grund til at kalde det fetichisme.
Måske var Marx bare blevet for glad for sit begreb. Men det kan også være, at han faktisk
havde en grund. Fetichisme i opfattelsen af kapitalen må betyde, at den tillægges egenskaber, der
ikke er dens egen. Og i Marx' opfattelse endvidere, at den blev tillagt egenskaber, som i
virkeligheden er et udtryk for de menneskelige samfundsmæssige relationer.
Kapital er penge, der bliver til flere penge. Sagt mere populært: Kapital er penge, der yngler.
Der findes den forunderlighed ved penge, at de kan yngle. Penge synes i sig selv at indeholde
kimen til egen vækst.70 Men denne egenskab er selvfølgelig ikke noget, der tilhører pengene som
blot og bare penge. Det er menneskelige og samfundsmæssigt økonomiske egenskaber, som
kommer til udtryk gennem pengene og bliver tillagt pengene.
Marx mente, at kapital i den teoretiske økonomi blev betragtet alt for naivt og slet ikke
forstået i dens helhed. Men samtidig så han måske også en fetichisme i forestillingen om, at
kapital som den naturligste ting i verden skal forrentes. Penge yngler jo faktisk ikke i dette udtryks
bogstavelig forstand. Forrentningen var for Marx et udtryk for et udbytningsforhold mellem
kapital og lønarbejde - altså for et forhold mellem mennesker: Dem, der ejer kapitalen, og dem,
der ejer arbejdskraften. Og denne samfundsmæssige menneskelige relation bliver så tillagt
kapitalen som en egenskab ved denne.
Kapitallogikken
Det viser sig altså, at kapital-fetichismen i et perspektiv ligner vare-fetichismen. Både varen og
kapitalen bliver tillagt egenskaber, som i virkeligheden tilhører de menneskelige økonomiske
69 Marx: Vareanalysen, s. 70. 70 Og det er sikkert derfor, at forargelsen over penge, der ødsles bort eller ligefrem destrueres, er så meget større end over destruktion af værdi i form at faktiske varegenstande.
58
relationer i samfundet. Det er ikke varen i ækvivalentform, der har (bytte)værdi. Det er det
abstrakte samfundsmæssige arbejde, der er virkeliggjort i den. Og penge har ingen værdi i sig selv.
Værdi har de kun inden for samfundet som udtryk for det abstrakte samfundsmæssige arbejde.
Og kapital skaber ikke bare en naturlig forretning. Forrentning opstår kun som følge af kapitalens
udbytning af arbejdskraften.
Det er her muligt at fornemme rækkevidden af Marx' såkaldte kapitallogik. Nemlig at den
logik, der hersker i den simpleste værdiform, i alle henseender spejles i de mere udviklede
økonomiske forhold. Og således også fetichismen. Ækvivalentformens fetichisme spejles i
pengenes fetichisme. Penge er blot som en naturlig ting i sig selv værdifulde. Og pengenes
fetichisme spejles i kapitalen. Kapital skaber blot som en naturlig ting af sig selv forrentning.71
Fetichismens forskellige niveauer
Det marxske fetichismebegreb er ikke entydigt. Det indeholder en helt konkret betragtning, hvor
det dækker over, at fysiske genstande, bliver tillagt egenskaber, der intet har med deres fysiske
virkelighed at gøre. Og samtidig rummer det en kritik af, at værdien og dens forskellige former
(penge, kapital) betragtes med en blanding af naiv realisme og ophøjet mangel på perspektiv.
Deres eksistens og forskellige egenskaber betragtes blot som nødvendige og naturgivne. At tale
om 'kapitalismen' er eksempelvis allerede fetichistisk. Kapitalismen er vores samlede indbyrdes
samfundsmæssige økonomiske relationer. Den gør intet og er intet i sig selv.
Marx har således både fat i en konkret fysisk fetichisme og en overordnet begrebsmæssig.
Alligevel synes hans forståelse af fetichismen i vareøkonomien mangelfuld. Imellem den konkrete
og den overordnede fetichisme findes et afgørende felt, hvor fetichismen handler om
tiltrækningen og det tilsyneladende magiske ved den umiddelbare vareøkonomiske virkelighed.
Marx analyserede ikke dette område. Men hans begreber og teori åbnede feltet for andre -
heriblandt Baudrillard.
Det oplagte sted at starte udforskningen af denne 'mellem-fetichisme' er ved en nærmere
undersøgelse af penge-fetichismen. For det er her, at den konkrete marxske fetichisme først
kommer til kort, når den ikke kan forklare pengenes vedblivende fetichisme i deres ellers ikke-
fetichistiske moderne form. Og den overordnede begrebsmæssige forståelse af fetichismen kan
ikke rumme andet end en konstatering af den generelle naivitet omkring pengeformen. Men 71 Det klassiske skel mellem penge og kapital bliver stadig mindre relevant. I kapitallogisk forstand er penge en uløst modsætning: Både ufravigeligt samfundsmæssige og helt private. Som kapital kommer de nærmere en løsning på den modsigelse. De mister egenskaben af at være helt private, fordi de er samfundsmæssigt engagerede. Men kapitalen er ikke en egentlig løsning, fordi den stadig er privatejet. Der er således ikke en fundamental logisk forskel på penge og kapital. Og skellet mellem penge og kapital bliver da også gradvist mere og mere utydeligt, efterhånden som pengene nærmer sig en mere ren form. I deres moderne form smelter penge i praksis næsten sammen med kapital. Og der er næppe nogen grund til fastholde et egentligt skel mellem penge og kapital, efterhånden som 'penge' i den gammeldags forstand forsvinder.
59
penge er så meget mere end blot bytteværdiens levende spejlbillede indsmurt i nøgtern konkret
fetichisme.
Refleksioner over penge-fetichismen
Penge har til alle tider haft en næsten magisk tiltrækning. De har efterhånden mistet deres fysiske
ham, men selv i deres immaterielle form besidder de en tilsyneladende overnaturlig kraft og
magisk effekt. Der er en glæde ved penge som blot og bare penge, der synes aldeles irrationel, og
som også synes at kunne betegnes med ordet fetich. Penge bliver normalt ikke opfattet som det,
de er - en faktisk næsten-fysisk manifestation af de samfundsmæssige værdi-relationer - men det
er jo ikke i sig selv en begrundelse for den ærbødighed, hvormed penge normalt omgås. Pengenes
magi ville måske fordufte, hvis de blev forstået, men den manglende forståelse kan ikke forklare
magien.
Magisk fetichisme
Fetichisme er det, at en genstand tillægges egenskaber, der ikke tilhører den, men de mennesker,
der tillægger den dem. Et forunderligt aspekt herved er, at med visse typer af egenskaber så kan
genstanden faktisk i praksis have denne - i virkeligheden kun tillagte - egenskab i den konkrete
samfundsmæssige virkelighed. Og netop her bliver fetichismen magisk: Når den tillagte egenskab
bliver faktisk virkelig.
At penge tillægges 'værdi i sig selv' er hovedsageligt et bevidsthedsfænomen hos den
enkelte, og derfor spiller den konkrete pengefetichisme umiddelbart mest en indirekte rolle i den
menneskelige interaktion. Det skyldes måske også, at det er en abstrakt samfundsmæssig
økonomisk egenskab, der her bliver lagt over i pengene (og varerne). Helt anderledes er det, når
det er mere menneskelige egenskaber, der bliver tillagt penge eller ting.
Magtforhold er en del af de menneskelige relationer. Og netop denne mellemmenneskelige
magt er en af de ting, der på fetichistisk vis tillægges penge. De fleste samfundsmæssige forhold
kan manipuleres med penge - penge er samfundsmæssig magt. Det er pengenes rolle som almen
ækvivalent og den medfølgende umiddelbare udvekslelighed med alle varer, der gør det
nærliggende, at de må være noget, der kan købe alt. Og faktisk i høj er noget, der kan købe alt.
Alt har sin pris, som det siges.
Og de er jo faktisk en nærmest overnaturlig effekt at noget immaterielt, og kun inden for
samfundet virkeligt og meningsfuldt, faktisk foreligger i en mere eller mindre materiel form og
kan løsrives og bruges og udnyttes og manipuleres med. Penge er samfundsmæssig magt, men
netop en frisat magt, der kan manipuleres med efter personligt forgodtbefindende. Værdien, der
er udtryk for den yderste samfundsmæssige rationalitet, er som penge ikke selv underlagt denne
60
rationalitet, men overlades til menneskets egen rationalitet eller mangel på samme. Pengenes magt
er en yderst begribelig og håndgribelig ting. Og på en måde således også en magtens
demokratisering. For alle, der har penge, har magt. Og pengenes magt er både i teorien og til en
vis grad i praksis tilgængelig for alle.
Den magiske fetichisme er en slags stabil ligevægt. For så længe det virker, så længe penge
rent faktisk kan udøve en sådan magt, er der jo god grund til at fastholde et sådant syn på dem.
Og det at gennemskue pengenes egentlige væsen gør ingen positiv forskel for den enkelte, så
længe alle andre fastholder deres syn på dem. Når næsten alle er villige til at lade sig manipulere af
penge, så er effekten af den enkelte, der ikke lader sig manipulere, forsvindende lille. Og effekten
for denne enkelte kan meget vel være negativ. Penge har en kraft og magt over mennesker, som
netop lever af og bestyrkes ved, at de har denne kraft og magt over mennesker.
At pengene er den almene ækvivalent påvirker selvfølgelig, hvilke typer af menneskelige
egenskaber de kan tillægges. Eftersom penge er ens, kan de ikke udtrykke noget specifikt eller
individuelt. De kan kun udtrykke almene egenskaber som magt, succes og prestige. Men tillagt
alle disse fantastiske egenskaber forvandles penge til en magisk ting. Og det er jo også næsten
ubegribeligt! Penge kan forvandles til alt. Og penge har en tiltrækning på alle. Og alligevel er de jo
i sig selv ingenting.
En lignende problematik knytter sig til en hel masse andre varer. Penge er blot det mest
ekstreme eksempel, fordi de tillægges så meget og i sig selv er så lidt. Overflodskapitalismen
omgiver mennesket med et hav af magiske varer. I modsætning til hvad Marx forestillede sig,
lader kapitalismen i allerhøjeste grad mennesket forblive i en religiøs væren.
Der gives intet generelt pres i forhold til en generel affortryllelse. I det private kan det
magiske og det religiøse frit sprede sig. Vareverdenen ligefrem lever af magi og fortryllelse. Og
det til stadighed mere. Hvilket er til menneskets store tilfredsstillelse. Og vel også i høj grad er
med til at gøre, at den stadigt øgede disciplineringsbyrde i det ikke-private kan bæres. Vi belønnes
ikke kun med materiel overflod, men også med magisk overflod. Og som religiøst væsen er det
yderst behageligt for mennesket at få lov at leve i denne fortryllede verden af magiske objekter.
Pengenes yderste logik
Penge svarer på en interessant måde til individernes situation i vareøkonomien. Ufravigeligt
samfundsmæssigt bestemte og alligevel helt private. Uden penge, i en ren uformidlet gensidig
samfundsmæssighed, der i marxsk forstand ville være gennemskuelig, ville det private element
forsvinde. Efter temperament kan man forestille sig, hvor uudholdeligt det ville være. Pengene
medierer på nærmest perfekt vis mellem det samfundsmæssige og det private. Eller med andre
61
ord: Pengene tillader det samfundsmæssige at være privat. Men omvendt muliggør pengene
(bytteværdien) selvfølgelig også at det private bliver samfundsmæssigt.
Penge kan byttes for alt, der har en bytteværdi. Og ting, der ikke har bytteværdi, er i
økonomisk forstand værdiløse. Den enkeltes incitament til at underlægge flere og flere ting
bytteværdien er stærkt, fordi de penge, der modtages som bytte, kan byttes til alt andet. Alt, der
kan tillægges bytteværdi, kan byttes til alt andet (i et eller andet kvantitativt forhold). Så hvorfor
ikke sælge sin samvittighed, når man kan købe alt muligt andet for den. Denne grundlæggende
menneskelige problemstilling i vareøkonomien er formmæssigt identisk med prostitutionens.
De tre slags fetichisme
Det er altså muligt at tale om tre forskellige slags fetichisme - umiddelbart i forhold til penge,
men også i det hele taget i det økonomiske område.
En 'konkret' fetichisme, hvor pengene (eller varen eller genstanden) i sig selv tillægges en værdi
eller egenskab, som i virkeligheden tilhører den samfundsmæssige relation, hvori pengene (eller
varen, eller genstanden) indgår. Det var denne fetichisme, som Marx opdagede, som han indså
blokerede for at gennemskue og forholde sig objektivt til den samfundsmæssige virkelighed.
En 'overordnet begrebsmæssig' fetichisme, hvor abstrakte begreber, som 'kapital' og 'penge' bliver
opfattet umiddelbart og naivt, hvilket samtidig muliggør, at de kan tillægges egenskaber, som helt
og aldeles tilhører de samfundsmæssige relationer.
En 'magisk' fetichisme, hvor pengene (eller varen eller genstanden) bliver tillagt mere almene
menneskelige egenskaber, som de så faktisk i en slags samfundsmæssig ligevægt også har i den
konkrete samfundsmæssige virkelighed.
Den magiske fetichisme er meget tæt på fetichismen i dens oprindelige religiøse betydning
og ikke umiddelbart noget, der optog økonomen og rationalisten Marx. Men det synes i dag
oplagt, at Marx aldeles undervurderede den økonomiske betydning af den magiske fetichisme.
Det er der mange gode grunde til. Ikke mindst at han i den konkrete fetichisme havde opdaget en
helt ukendt og unik slags fetichisme. Alligevel viser det sig med Baudrillard at være udtryk for en
afgørende mangel hos Marx.
Sammenhængen mellem den konkrete og den magiske fetichisme
Den er her på sin plads at fremsætte en teori om sammenhængen mellem den konkrete og den
magiske fetichisme. Det er en teori, der både viser styrken og nødvendigheden af den marxske
indsigt, men samtidig fastholder, at den i dag langt fra er tilstrækkelig.
Marx var dedikeret oplysningsmand. Han ønskede sig et samfund baseret på fornuft og
gennemsigtighed. Et samfund, som ophævede nødvendigheden af al religion. Og selvom han så
62
den konkrete fetichisme, som vareproduktionen medførte, forestillede han sig sikkert, at den
samfundsmæssige rationalisering, der fulgte med, ville arbejde i fornuftens tjeneste. Snarere er det
gået sådan, at den af Marx opdagede vare-fetichisme har åbnet sluserne for en tilbagevenden til
den magiske fetichisme, som ellers var på tilbagetog og udsat for latterliggørelse på Marx' tid.
Vareproduktionen gør, at varer allerede i udgangspunktet tillægges egenskaber
(bytteværdien), der ikke er deres egne. Denne allestedsnærværende konkrete fetichisme tildeler
således alle varer et lag af 'dybde'. En vare bliver altid oplevet som et objekt, der indeholder mere
end dens blotte fysiske eksistens. Og denne 'dybde' har vist sig at kunne rumme meget, meget
mere end blot værdien. Alle tænkelige menneskelige egenskaber kan lægges over i varerne. Og
tesen er, at det er så uforholdsmæssigt nemt i dag at gøre en vare til en slags magisk fetich, fordi
den allerede i udgangspunktet indeholder dybde ('mere'). Den konkrete betydning af disse
betragtninger vil blive meget mere klar i det efterfølgende afsnit om Baudrillard og
forbrugersamfundet.
Opsamling
Ud over den uigennemskuelige og problematiske samfundsmæssighed og værdiens
selvstændiggørelse i penge og kapital og de problemer, der følger heraf, medfører værdiformen
altså også et andet problem - fetichismen. Og dette problem kan både betragtes som værende
større og mindre end de andre. Mindre, fordi det ikke materialiserer sig som en fysisk-faktisk
samfundsmæssig magt, men forbliver et bevidsthedsfænomen. Og større, fordi det netop er dette
bevidsthedsfænomen, der giver kapitalismen dens enorme tiltrækningskraft. Og samtidig gør
mennesket til den nødvendige og umættelige medspiller i kapitalismens vækst og ustoppelighed.
Alligevel er det vigtigt at påpege, at der i dette kapitel ikke er gjort nogen som helst
antagelser om eller konklusioner i forhold til fetichisme som en god eller dårlig ting i sig selv.
Den trives i alle samfund. Og mennesker har eksempelvis til alle tider være fascineret af runde og
glatte ting - og kaldt dem smukke. Der er således ikke gjort nogen konklusioner om
hensigtsmæssigheden i eller overhovedet muligheden for at leve et fetich-frit liv. Fetichisme er i
høj grad med til at give livet farve og mening.
63
V. Tegnværdi. Baudrillard og forbrugersamfundet Indledning
I 'Kapitalen' forsøgte Marx at give en forståelse af den økonomiske virkelighed i en
vareproducerende økonomi. Det strukturerende i den marxske forståelse var 'værdien', som kom
til udtryk i 'bytteværdi', 'penge' og 'kapital'. Marx opfattede sin teori som videnskab.
Virkeligheden har for længst godtgjort, at videnskabeligheden i Marx' teorier i hvert fald intet
havde at gøre med eksakt videnskab. Også i dette speciale er det blevet gjort helt klart. at
forholdet mellem den marxske teori og den økonomiske virkelighed er meget mindre entydigt,
end Marx selv ville se. Marx havde tydeligvis fat i noget vigtigt, men det blev uklart og
uigennemskueligt i Marx' forsøg på at gøre det til alt-forklarende sandhed (og er derfor blevet
overhørt og glemt). Den økonomiske virkelighed indeholder meget mere og er meget mere
kompleks end den marxske teori kan rumme. Det var langt fra alt om en vareproducerende
økonomi, der var blevet sagt med 'Kapitalen'.
Alligevel har det marxske begrebsapparat levet videre i forskellige teoretiske nicher og
sammenhænge. Ofte blot som misforstået reproduktion. Andre gange har det givet anledning til
ny indsigt og nye brugbare teorier. Et af de mest radikale og samtidigt interessante forsøg på at
kritisere og reformulere Marx med Marx' egne begreber stod den franske sociolog Jean
Baudrillard for i en periode fra slutningen af 1960'erne til begyndelsen af 1970'erne. Baudrillard
formulerede i de år en værditeori, som både var et brud med og en videreudvikling af den
marxske. Og samtidig lykkedes det Baudrillard at indarbejde Marx' teori som en del af noget
større, som han ganske rimeligt opfattede som en mere generel teori. I dette kapitel om
'forbrugersamfund' og 'tegnværdi' undersøges, hvordan Baudrillard videreudvikler de marxske
begreber. Det kræver dog først en forståelse af, hvorfor Baudrillard fandt det nødvendigt at
opgive den traditionelle marxske analyse.
Ekskurs
En kort oversigt over værkerne i Baudrillards tidlige Marx-inspirerede periode:
Le système des objets (The system of objects), 1968. Hovedsageligt en analytisk beskrivelse af
forskellige faktiske tegn og tegn-kodede objekter.
La société de consummation (The consumer society), 1970. Indeholder flere konkrete
beskrivelser og analyser, men også en begyndende formulering af overordnet teoretisk ramme til
forståelse af vare-tegnene. Rammen umiddelbart kaldet 'forbrugersamfundet'.
Pour une Critique de l'économie politique du signe (For a critique of the political economy of the
sign), 1972. Må gælde, i hvert fald i forhold til dette speciale, som det teoretiske hovedværk,
selvom det faktisk er en artikelsamling. Som følge heraf indeholder den også nogle kapitler
64
(artikler), der igen analysere mere konkrete fænomener. Den bedste overordnede beskrivelse af
Baudrillards værditeori opnås ved at samle følgende kapitler: (2) The ideological genesis of needs,
(5) The art auction: Sign exchange and sumptuary value, (6) For a general theory, (7) Beyond use
value, (8) Towards a critique of the political economy of the sign, (11) Concerning the fulfillment
of desire in exchange value. Baudrillards syn på fetichisme belyses bedst i kapitlet: (3) Fetishism
and ideology: The semiological reduction.
La Miroir de la production (The mirror of production), 1973. En rimeligt stringent teoretisk kritik
af fejl og mangler hos Marx.
Baudrillard er meget svær at referere i forhold til indholdet i specialet. Det skyldes flere
forhold. Langt de fleste af hans skrifter er enten analyse af faktiske fænomener, kritik af andre
(heriblandt Marx), eller de peger frem mod hans store fascination af det symbolske. Meget
sjældent er han systematisk eller definerende i forhold til sine egne værditeoretiske begreber. Og
når han endelig er, så interesserer Baudrillard sig mest for tegn-formen, hvilket svarer til
vareformen. Men den Marx-tanke, der forfølges i specialet er netop ikke vareformen, men
værdiformen, og den (eller dens pendant i forbrugersamfundet) skriver Baudrillard ikke meget
om. Indsigterne i tegn-formen giver selvfølgelig mange indsigter i tegn-værdien, men ikke på en
måde, der kan forbindes direkte til Marx og det økonomiske.
Forbrugersamfundet
I udgangspunktet giver Baudrillard Marx ret i kritikken af 'den vareproducerende økonomi'72. Og
han opfatter faktisk kritikken af vareøkonomien som værende afsluttet med Marx.73 Problemet
er, at Baudrillard ikke længere anser 'vareproducerende økonomi' som en dækkende beskrivelse af
den økonomiske samfundsstruktur. I sit forsøg på at beskrive den nye økonomiske virkelighed
vælger han betegnelsen 'forbrugersamfund'. Det ligger flere afgørende brud gemt i dette begreb.
For Marx var den afgørende dynamik i økonomien entydigt forbundet med produktionen.
Efterspørgslen var blot et vedhæng til produktionen og havde ingen aktiv indvirkning på
udviklingen af det økonomiske system. Baudrillard vender stort set den opfattelse på hovedet. I
forbrugersamfundet kan det økonomiske kun forstås gennem efterspørgslen. For Marx (og de
klassiske økonomer) var forbruget en indlysende ting, der gav sig selv. I Baudrillards optik er
forbruget blevet den afgørende dynamiske økonomiske faktor i det, han så netop kalder
'forbrugersamfundet'.
72 Dette udtryk foretrækkes frem for 'kapitalismen', fordi 'kapitalisme' er et vagt begreb - og fordi det at skrive om 'kapitalismen' nemt blive begrebs-fetichistisk 73 Se eksempelvis afsnittet 'The critique of political economy is basically completed' i 'The mirror of production', s. 50-51.
65
På sin vis er denne drejning af perspektivet næsten en nødvendig konsekvens af en af
fejlene i den marxske teori. Marx mente, at den vareproducerende økonomi ville gå under som
følge af overproduktion. Rent logisk kan denne død jo undgås, hvis det lykkes at få efterspørgslen
op på et niveau, der svarer til det, som Marx opfattede som 'overproduktion'. Men så bliver den
afgørende dynamik i økonomien altså også et spørgsmål om (tilstrækkelig) efterspørgsel, mens
det er produktionen, som giver sig selv.
For Marx var det nok umuligt at tænke sådan. Både fordi den tid, han levede i, var så
anderledes - og fordi hans og tidens almindelige opfattelse af menneskelige behov umuliggjorde
det. Behov var noget naturgivent og naturbestemt. Behov var noget, der kunne tilfredsstilles og
mættes. Så om ikke før, så når alles behov var blevet tilfredsstillet, ville vareøkonomien falde
sammen under vægten af sin egen overproduktion.74 Det givne og begrænsede i efterspørgslen er
således en følge af opfattelsen af behovene som givne og begrænsede.75
For Baudrillard er det blevet tydeligt, at menneskelige behov er en yderst kompliceret
affære. De er bestemt ikke naturgivne og bestemmelige. De er fleksible, påvirkelige, justerbare,
manipulerbare - ikke-givne, ubestemmelige og tilsyneladende umættelige. Baudrillard mener, at de
blevet underlagt produktionen: "needs - such as they are - can no longer be defined adequately in
terms of the naturalist-idealist thesis - as innate, instinctive power, spontaneous craving,
anthropological potentiality. Rather, they are better defined as a function induced (in the
individual) by the internal logic of the system: more precisely, not as a consummative force liberated by
the affluent society, but as a productive force required by the functioning of the system itself, by its
process of reproduction and survival. In other words, there are only needs because the system
needs them."76
Baudrillard betvivler endda, at det overhovedet længere er meningsfyldt at tale om 'behov'.
Ordet 'længere' er vigtigt her, hvis man vil bruge Baudrillard til noget konstruktivt. For
Baudrillard kan godt finde på at benægte, at der overhovedet findes behov,77 men det er ikke et
universelt udsagn, der påstår altid at have været gældende. Det er en beskrivelse, af den
nærværende virkelighed, og det kunne mere diplomatisk formuleres som, 'at i den nuværende
økonomiske virkelighed spiller egentlige behov en så forsvindende lille rolle, at det er mere
meningsfuldt at sige, at de slet ikke findes'. 74 Det skal bemærkes, at det ikke var denne yderste konsekvens, som Marx forestillede sig ville føre til vareøkonomiens sammenbrud. Sammenbruddet ville komme langt før, fordi 'udbytningen' af arbejdskraften ville hæmme dennes efterspørgsel i en grad, der ville umuliggøre afsætning af den kraftigt stigende produktion. 75 Og det at behovene er givne og bestemmelige er faktisk en helt afgørende forudsætning i det marxske system. For hvis behovene ikke kan bestemmes, kan arbejdskraftens reproduktionsomkostning ikke bestemmes, og så kan bytteværdien af arbejdskraften ikke bestemmes - og så kan bytteværdien slet ikke bestemmes. Dette er endnu et yderst problematisk element i Marx' analyse. 76 Baudrillard: For a critique of the political economy of the sign, s. 82. 77 Lidt på samme måde som han benægtede at Golfkrigen havde fundet sted.
66
For Baudrillard er det ikke længere behovene der driver forbruget, men begæret. Fornuften
vil påpege, at der gemt bag alt begærs-forbruget stadig ligger nogle 'naturlige' behov. Hertil ville
Baudrillard nok svare, at vores virkelighed er så langt væk fra disse behov, at vi slet ikke længere
kan vide, om de er der. Det er blot en påstand, en rationalisering, en idealisering at tale om
behov. Og for Baudrillard er det endda langt mindre uskyldigt end som så.
Det teoretiske ryk, som Baudrillard laver, er faktisk i Marx' ånd. Marx mente, at
økonomiske teorier var en spejling, af den økonomiske virkelighed. Det må derfor gælde, at når
denne virkelighed ændrer sig, må teorien også ændre sig for stadig at have gyldighed. På samme
måde som Marx opfattede Ricardos 'Principles' som meget langt fra en generel teori - og langt
mere en teori om økonomien i Storbritannien i starten af 1800-tallet, kan Marx' økonomiske teori
altså opfattes som en teori for beskrivelse af den økonomiske virkelighed i 1860'erne. I 1970'erne
var samfundsøkonomien fuldstændig forandret i forhold til dengang, og det ville i det perspektiv
derfor være yderst usandsynligt, at den marxske teori stadig skulle være gældende.
Bytteværdien i forbrugersamfundet
Baudrillard opfatter altså 'forbrugersamfundet' som en mere dækkende beskrivelse af den
økonomiske virkelighed end 'en vareproducerende økonomi'. Og det er ikke bare en lille ændring.
For hele strukturen i Marx' teoretiske system hviler på produktionen af varer. Det er den, der er
fundamentet for den værditeori, der holder hele systemet sammen. Marx' værditeori beskriver
nemlig vareøkonomien på alle niveauer. Det er en teori om, hvad der bestemmer en vares værdi.
Men det er også en teori om værdien (den samfundsmæssige værdi) som en aktiv og skabende
kraft i samfundsudviklingen. Den udfoldede marxske teori lever og dør med værditeoriens
gyldighed. Og en eventuel sandhedsværdi forsvinder, hvis værditeorien enten ikke er gyldig - eller
hvis den mister sin gyldighed.
Og det er netop her, at Baudrillard skærer igennem. Den marxske værditeori har haft sin
gyldighed, men i forbrugersamfundet bliver værdi bestemt på en anden måde, og som
konsekvens falder hele strukturen og dynamikken i marxske teori. Eller mere præcist: Den
marxske teori kunne måske beskrive den økonomiske virkelighed i en vareproducerende
økonomi, men den er helt ude af stand til at beskrive den økonomiske virkelighed i
forbrugersamfundet.
Værdien kom i Marx' teori altid til udtryk i bytteværdi. Og bytteværdien kunne rationelt
bestemmes ved det til produktionen nødvendige forbrug af abstrakt samfundsmæssigt arbejde.
Baudrillard opgiver ikke bytteværdien som sådan. Han holder fast i begreberne brugsværdi og
bytteværdi, men han mener, at bytteværdi i forbrugersamfundet bliver bestemt på en helt anden
67
måde, end den Marx beskrev for den vareproducerende økonomi. Og samtidig mener
Baudrillard, at Marx fuldstændig manglede at analysere brugsværdien.78
For Marx var et af problemerne ved vareproduktionen, at bytteværdien blev bestemt
uafhængigt af brugsværdien, og at det var bytteværdiens strenge logik, der blev den bestemmende
faktor i stadig flere områder af samfundslivet. Det passer fint samme med den indsigt, at den
marxske værditeori er (lokalt) sammenfaldende med den moderne pristeori i specialtilfældet 'på
langt sigt med fuldkommen konkurrence'. For fuldkommen konkurrence beskriver en
udmarvende situation, hvor enhver (overnormal) profit, forsvinder og enhver 'unødvendig'
kvalitet skæres bort.
Det er ubarmhjertigt at producere under fuldkommen konkurrence, og det er ikke
unormalt i driftsøkonomi at omtale fuldkommen konkurrence som 'ruinøs konkurrence'.
Virksomheder på næsten alle markeder gør et stort arbejde for at differentiere deres produkt i
forhold til andre produkter for netop at undgå en sådan situation. Og det lykkes! Det er meget få
varer, der med bare en vis rimelig kan siges at bliver produceret under fuldkommen konkurrence.
Og det er i denne virkelighed, at Baudrillard formulerer sin nye teori. Det er stadig en værditeori,
men en værditeori for en 'tegn-producerende' økonomi - ikke for en vareproducerende. En
værditeori for en økonomisk virkelighed, hvor bytteværdien ikke kan bestemmes økonomisk
rationelt ud fra forbruget af arbejdskraft, men i stedet bliver bestemt ud fra en differentiel
kulturel logik. Disse punkter bliver uddybet i det følgende.
Tegn-varen
Varen er altså for Baudrillard ikke længere en vare i marxsk forstand. Derfor foretrækker han
også at tale om objekter frem for varer, og han kalder objekt-varen for et tegn. Da Baudrillard
skrev sine værditeoretiske værker var tegnteori meget i vælten - kendt under navne som
semiologi, semiotik og lignende. Det var hovedsageligt en teori for kulturvidenskaberne, og da
den desuden siden har mistet meget af sin store popularitet, kan der ikke forventes noget som
helst forhåndskendskab blandt økonomer. Og det er derfor nødvendigt med en smule basal
tegnteori.
Begrebet 'tegn' har sin oprindelse i sprogvidenskaberne, og blev oprindeligt brugt til at
beskrive det forhold, at et ord både har et konkret betydende udtryk (ordet selv) og en betydning
(det, ordet henviser til). Ordet er således hverken kun det betydende udtryk eller betydningen,
men netop begge dele. Og hermed er definitionen på et tegn givet: Enheden af en betydende-del
78 Det er oplagt at drage en parallel til den måde, hvorpå Marx overtog begreberne brugsværdi og bytteværdi fra Ricardo og Smith, men samtidig gennem analysen af bytteværdien blotlagde deres naivitet og fejltagelser - og økonomiens skjulte dynamik.
68
og en betydnings-del. De to elementer vil herefter blive omtalt som 'betydende' og 'betydning'.
Tegnteori handler så grundlæggende om forholdet mellem betydende og betydning. Og med
dette begrebsapparat er det muligt at beskrive Baudrillards teori om tegnværdi.
Tegnværdien er ikke et brud med brugsværdi og bytteværdi, men en videreudvikling af
disse. Den marxske vare indeholdt brugsværdi og bytteværdi, men de to værdibestemmelser
forholdt sig ikke til hinanden i den enkelte vare. Deres eneste relation var det forhold, at en vare
kun kunne have en bytteværdi, hvis den også var en brugsværdi. Brugsværdien og bytteværdien
blev bestemt helt uafhængigt af hinanden. Men når varen forvandles til et tegn, forsvinder dette
skel.
Tegnvaren har også en brugsværdi og en bytteværdi, men relationen mellem dem er aktiv
og strategisk. Brugsværdien er tegn-varens 'betydning', og bytteværdien er dens 'betydende'.
Bytteværdien (prisen) begrundes og retfærdiggøres via brugsværdien. Og tegnværdien er således
en bytteværdi, der begrundes via direkte henvisning til brugsværdien (i modsætning til den
marxske bytteværdi). Ved hjælp af denne leverende relation til brugsværdien, kan bytteværdi
komme fri af den stramme marxske bestemmelse. Hvordan tegnværdien (tegn-bytteværdien) så
bliver bestemt, vil blive klart lidt senere. Forholdet mellem vare, tegn og tegnvare kan illustreres i
følgende figur, hvor pilene illustrerer den betydendes henvisning til betydningen:
Figur 1. Vare, tegn og tegnvare.
Det radikale tegn og altings udskiftelighed
I sine radikale udgaver siger tegnteorien, at der ingen nødvendig eller reel forbindelse er mellem
betydende og betydning. Sammenhængen er blot tilfældig og kan tænkes manipuleret på alle
mulige måder. Baudrillard læner sig mod denne forståelse og omtaler gerne betydningen som det
betydendes alibi. Det skal forstås på den måde, at det betydende begrunder sin eksistens med
betydningen, men i virkeligheden lever sig eget liv uafhængigt at denne.
Og i sine mest radikale øjeblikke hævder Baudrillard således, at tegn-varen faktisk slet ikke
har en reel brugsværdi (hvilket jo på sin vis også er den nødvendige konsekvens af, at der ingen
reelle behov er). Og derfor er tegn-varen også udskiftelig med en hvilken som helst anden vare.
Et køleskab kan problemfrit udskiftes med en bil. Tegnvarens brugsværdi er udelukkende
69
betydningen. Så hvis betydningen af en bil og et køleskab er den samme, kan den ene være lige så
god som den anden. Det hele er blot tegn, og der gives ingen egentlig forskel.
Radikaliteten i denne anskuelse kan virke afskrækkende, men den tjener et formål. Ikke at
vise, hvordan virkeligheden almindeligvis opfattes. Men at vise den yderste konsekvens af en
logik, der faktisk spiller en afgørende rolle i virkeligheden. I det omfang forbrugsvarer mere og
mere købes for at udsende signaler, er det klart at en vare uden problemer kan udskiftes med en
anden, der udsender samme (eller et andet) signal. Hvis alle varer kun var underlagt denne logik
ville 'betydning' være den eneste slags brugsværdi, og alt ville kunne udskiftes med noget andet.79
Tegnvarens oprindelse i den marxske fetichisme
Den marxske vare er ikke et tegn, fordi brugsværdi og bytteværdi bliver bestemt helt uafhængigt
af hinanden. Brugsværdi tilkommer den af 'naturen' og bytteværdien gennem den menneskelige
arbejdsdeling og interaktion. Men selvom Marx derfor med god grund ikke undersøgte det
betydningsmæssige forhold mellem brugsværdi og bytterværdi, så opdagede han faktisk alligevel
det fænomen, der lagde fundamentet til varens forvandling til tegn. Nemlig bytteværdi-
fetichismen: Det forhold, at i en vareproducerende økonomi blev bytteværdien i den
menneskelige bevidsthed tillagt varen som en faktisk egenskab ved denne. For det indebærer lige
præcis, at bytteværdien begynder at 'betyde' (sige) noget om brugsværdien (den fysiske vare).
I det fetichistiske perspektiv kan bytteværdi og brugsværdi ikke længere holdes adskilt.
Marx så ikke selv den afgørende betydningen heraf. Eller også opfattede han bytteværdi-
fetichismen som noget, der på samme måde som religiøse tågeslør ville fordufte i rationalismens
skarpe lys. Sådan kom det ikke til at gå. I stedet blev det fetichistiske element det fremtrædende
ved varen. Og varen gik fra at være en vare (enhed af brugsværdi og bytteværdi) til at være et tegn
(sammenblanding af brugsværdi og bytteværdi). Tegn-varen er nærmest per definition underlagt
fetichisme, fordi den altid har en betydning. Betydningen er noget, der bliver tillagt tegnet
gennem fortolkning, og er dermed altid en slags fetich.
Den konkrete økonomiske betydning af tegnværdien
Ud fra en umiddelbar betragtning virker de grundlæggende bestemmelser i tegnværdien
indlysende og oplagte. En bytteværdi eller pris er kun meningsfuld, hvis den henviser til en
79 Et dristigt eksempel, som jeg fik inspirationen til fra et radiointerview med Schanz, er den måde, hvorpå religioner for moderne mennesker er noget meget udskifteligt. Religionen bliver brugt som et tegn. Den tillægges en betydning, og det er den betydning, der er afgørende - ikke religionen i sig selv. Og derfor kan den ene religion snildt udskiftes med en anden, hvis den skønnes at kunne passe bedre til betydningen. Og den kan lige så snildt udskiftes med noget helt andet end religion, hvis det skønnes at være endnu mere passende. Der kan selvfølgelig også gives mange mere objektbaserede eksempler. Et samtalekøkken kan være alternativ til en firhjulstrækker, når det vellykkede moderne familieliv skal vises frem.
70
brugsværdi. Og tværtimod synes det mærkværdigt i den ricardoske og marxske model, at
bytteværdien bliver bestemt helt uden hensyntagen til brugsværdien, som blot skal være der. De
fleste forbrugere ville vel nikke genkendende til et udsagn om, at deres villighed til at betale for
en vare afhang af, hvor meget fornøjelse eller brugsværdi, den gav dem. Og det da er også
formodningen i den gængse forbrugerteori.80
Men selvom Baudrillard betragter forholdet mellem brugsværdi og bytteværdi som levende
og dynamisk, så afviser han alligevel tankegangen om, at brugsværdien er med til at bestemme
bytteværdien. Langt fra at bestemme bytteværdien, fungerer brugsværdien i stedet som
bytteværdiens alibi. Bytteværdien 'lader som om', at den bestemmes af brugsværdien, men bliver
reelt set fastlagt uden hensyn til denne. Det kan siges på følgende måde: Tegnvaren eller
'forbrugsobjektet' siger: 'Min pris (bytteværdi) er en afspejling af min brugsværdi, så hvis jeg er
dyr, må det være fordi, jeg har en høj brugsværdi.' Og forbrugsobjektet bruger denne strategi
netop for at undslippe den marxske værdi(teori), der dikterede, hvad der ville svare til
fuldkommen konkurrence, omkostningsbestemt bytteværdi (pris) og nul profit.
Det er således selve muligheden for at tjene en overnormal profit, der er på spil. Hvis en
vare falder fra den baudrillardske tegnværdi over i den marxske værdibestemmelse er der ikke
penge at tjene. Varen glider ind i vareverdenen som en grå, ligegyldig og anonym massevarer.
Hvis derimod varen formår at fastholde sin tegnværdi og derved slippe fri af den marxske værdi,
så kan der potentielt tjenes store penge, fordi prisen kan sættes som henvisning til brugsværdien
og ikke ud fra omkostningerne.
Fuldkommen konkurrence kræver udbud af en ensartet vare fra et potentielt uendeligt antal
udbydere. Virkeligheden modsiger i næsten alle tilfælde denne forudsætning. Der gives nærmest
ikke helt ens varer. Selv basisvarer findes i et utal af mærker og påståede kvaliteter. Og hvad en
vare kan sælges til, bestemmes netop i høj grad ud fra, hvor meget den i positiv forstand kan
differentiere sig fra andre lignende varer.
Driftsøkonomien er selvfølgelig i praksis udmærket klar over disse forhold, fordi en
virksomheds indtjening afhænger så afgørende af det.81 Men den abstrakte teoretiske økonomi
befinder sig stadig i den samme verden som Marx, hvor det var muligt at tro, at varer ville blive
stadig mere ens og ikke stadig mere differentierede. Men udviklingen er gået entydigt mod, at alle
varer bliver tilsyneladende forskellige, og alle producenter derfor har en slags monopol på deres
eget mærke. Derved falder hele teorien om konkurrencens indbyggede udvikling mod
80 Marx' ville næppe heller benægte dette, men påpege at i hans model påvirker forbrugernes villighed til at betale for en vare ikke dennes bytteværdi. 81 En lærerig og interessant bog i den henseende er Rolf Jensens 'Dream society', der beskriver hvordan alle varer bliver gjort unikke ved at få tilknyttet en historie.
71
fuldkommenhed i en fri markedsøkonomi. Konkurrence fører i stedet til stadig større
differentiering. 82
Med sine teorier om tegnværdi har Baudrillard skabt rammerne for en ny forståelse af
virksomhedens problem. I første omgang i forhold til den konkurrencesituation som
virksomheden står i. Han skriver, at tegnværdien bliver bestemt gennem en differentiel logik,
mens Marx' bytteværdi var bestemt af en økonomisk logik. At tegnværdien bestemmes af en
differentiel logik betyder netop, at tegnværdien bestemmes af, hvor meget varen som tegn kan
differentiere sig i forhold til de andre tegnvarer.
I økonomiske termer: Der findes ikke rene monopoler, for der er altid mulige substitutter
af samme eller lignende vare, men styrken af det enkelte 'mærkemonopol' afhænger af, hvor
stærkt differentieret mærket er i forhold til de andre mærker. Og denne differentiering sker
næsten altid under en eller anden form for henvisning til en brugsværdi, der således bliver et alibi
for mærkets strukturelle placering.
Anskuet på den måde, at tegnværdien er en strategi for at undslippe det marxske
værdisystem, så eksisterer der også altid en fare for at blive trukket tilbage i dette. Værdien af et
mærke afspejler direkte, i hvor høj grad det er løftet over den grå massevare. Og det er
selvfølgelig en afstand, som det er værd at forsvare og forsøge at udbygge - selv med høje
omkostninger. Langt de fleste reklameudgifter må i hvert fald kunne skrives på den konto. Og
den enkelte mærkevares løftede position bliver hele tiden testet af andre varer af samme type,
som ofte forsøger at udnytte det område mellem den omkostningsbestemte pris og
mærkevareprisen. For hvis forbrugerne kan overbevises om, at den nye vare har næsten samme
placering i varernes hierarki, og den samtidig er billigere, så kan der være store penge at tjene.
Producenter er som tidligere skrevet altid monopolister på netop deres mærke, men
profitmaksimeringsproblemet er alligevel anderledes end normalt for et monopol. For betragtet
som tegn, så udsiger prisen i sig selv noget om brugsværdien af varen. Så en nedsættelse af prisen
vil ikke kun have den negative effekt, at indtjening på hver enhed bliver mindre, men også at
produktets status vil falde - og dermed også forbrugernes tilskyndelse til at købe produktet. En
prissænkning kan således føre til kortsigtet gevinst, men langsigtet ruin, hvis den fører til, at
mærkets status formindskes. Og derfor vil producenterne gerne have kontrol med priserne i
detailhandlen - ikke for sikre, at prisen ikke bliver for høj, men for at sikre at den ikke bliver for
lav!
82 Det skal bemærkes, at den såkaldte Industriøkonomi ofte forsøger at modellere mere realistiske scenarier. Men fordi den er funderet på de urealistiske grundlæggende principper i teoretisk økonomi, må den slå ypperlige matematiske knuder på sig selv for at beskrive ellers helt oplagte problemstillinger.
72
Koden
Sandhedsværdien i den baudrillardske værditeori er ret åbenlys, og den spejles da også i
driftsøkonomien, som eksempelvis regner på værdien af forskellige mærker. Men det er mindre
klart, hvordan teorien eventuelt ville kunne formaliseres, så den kunne benyttes mere direkte i
økonomisk teori. Baudrillards bidrag hertil er mildt sagt begrænset, og det har hans interesse i det
sikkert også været. Baudrillard formoder, at tegnværdierne bestemmes af noget, han kalder
'koden'. Men han har aldrig opstillet en bare nogenlunde præcis teori om, hvordan koden bliver
bestemt eller hvordan den gør sin magt gældende. Men tanken om en kode er alligevel et
udmærket startpunkt.
Koden indeholder nøglen til 'afkodningen' af varen som socialt tegn. Baudrillard definerer
netop et tegn som 'kodet forskel'83. At en sådan afkodning finder sted og er virkelig i et utal af
daglige situationer kan ikke meningsfuldt benægtes. Og når afkodningen er virkelig, så må 'koden'
altså også være virkelig. Koden er immateriel og uhåndgribelig, men ikke desto mindre en
ubestridelig social virkelighed. Og denne sociale virkelighed er også i mange tilfælde en
økonomisk virkelighed. Fordi det netop er denne sociale kode, der bestemmer værdien af en hel
masse varer. Mere matematisk kan koden afbilledes som en matrix. For hver varetype bestemmer
koden placeringen af et givet mærke i en vertikal differentiering. Og jo højere placeringen er, jo
højere kan prisen være i forhold til konkurrenterne.
Koden minder om den marxske værdi, der aldrig kan endegyldigt blotlægges eller med
sikkerhed konstateres, men alligevel strukturer dele af den sociale og økonomiske virkelighed.
Men værdien får dog i pengene, en slags fysisk manifestation, der ved nærmere analyse gør det
meget svært at benægte dens virkelighed. Koden materialiserer sig ikke, men dens påvirkning af
den enkeltes bevidsthed er til gengæld meget mere åbenlys. At værdien af (prisen på) mange varer
er kulturelt betinget er ubestrideligt. Og ved at undersøge et menneskes vurdering af forskellige
mærker ville der kunne gives et billede af koden i den enkelte. Og ved at undersøge mange ville
der også kunne laves et overordnet øjebliksbillede af koden.
Men det ville ikke hjælpe meget, for koden er under stadig forandring. Fra utallige sider
gøres der konstante forsøg på at påvirke den. At kunne bestemme koden er en afgørende form
for økonomisk magt. Men det er også et uafslutteligt projekt, fordi koden bliver drevet af modens
logik. Den værdifulde er altid det nye, det unikke og det anderledes. Et mærke må hele tiden
forny sig for ikke at blive 'almindeligt'. Det almindelige, det, som alle har, har ingen tegnværdi,
83 Se 'For a critique of the political economy of the sign', s. 65: "as a sign, that is, as coded difference".
73
fordi det er udifferentieret. Mærket må hele tiden leve i og løse det paradoks at udtrykke noget
'forskelligt fra', selvom det jo netop er noget ens.84
Empirisk belæg for tegnværdien
På samme både som betydningen af før-priser beviste virkeligheden af den marxske værdi i
menneskers bevidsthed, så gives der også beviser på den differentielle tegnværdi. Alle denne slags
beviser vedrører forhold, der ikke kan forklares inden for den almindelige forbrugerteori, som
ellers er formuleret så vagt og bredt, at næsten alt er muligt. Men den kan helt grundlæggende
ikke forklare, at ting, der hverken har indflydelse på forbrugeren (subjektet) eller varen (objektet),
skulle kunne påvirke forbrugerens valg.85 Den kan ikke rumme, at der findes en samfundsmæssig
virkelighed, som påvirker bevidstheden hos de mennesker, der bor i samfundet. Værditeorier er
derimod netop teorier om disse samfundsmæssige strukturer, der i høj grad udøver deres
betydning bag om ryggen på de involverede.
Der findes ikke et lige så udbredt og indlysende og empirisk ubestrideligt fænomen
omkring tegnværdien, som 'før-priserne' er det for den marxske bytteværdi. Men der gives en
masse fænomener, der viser at tegn-teorien har langt større sandhedsindhold end den gængse
økonomiske teori. Et godt empirisk eksempel på tegnværdiens virkelighed er det forhold, at
producenter af stærke mærkevarer ser sig nødsaget selv at opkøbe deres varer, hvis de bliver
udbudt til en pris, som de finder for lav. Eller med forskellige magtmidler forsøger at forhindre
en forretning, hvis status en for lav, i at sælge varen - især hvis prisen samtidig er for lav.86
Disse umiddelbart ganske besynderlige fænomener kan slet ikke forklares inden for gængs
økonomisk teori, hvor producenterne forsøger at få solgt så mange varer som muligt. Men de er
til gengæld helt forståelige inden for tegnværdiens differentielle logik. Det er netop den logik, der
driver producenterne til at forsvare mærkets status, selvom det umiddelbart koster penge og ikke
maksimerer salget.
Et mere generelt fænomen, der beviser, at tegnværdien er en samfundsmæssig virkelighed,
der påvirker den enkeltes bevidsthed, er det forhold, at en vares status afhænger af, hvem der ejer
den. Hvis andre eller i hvert fald de forkerte ejer en vare, er det muligt helt at miste lysten til at eje
den samme vare. Varen er et tegn, og den fysiske vare er en betydende, der henviser til en
84 Dette paradoks forsøges for tiden løst via en stadig større individualisering af varerne. Og det er bestemt muligt at tænke sig en situation, hvor alle mærkevarer er blevet 'unikgjort'. Efterspørgslen efter unikke 'håndlavede' varer er også stigende. Og de rigtigt dyre mærker skjuler da også netop deres mærke, for at virke unikke. 85 Og her var før-priserne så glimrende et eksempel. Det viste nemlig virkeligheden af noget samfundsmæssigt, som den gængse teori ikke kan indeholde. 86 Der gengives masser af den slags historier i aviserne. Selskabet bag Coca Cola forhindrede eksempelvis supermarkedskæden Aldi i at sælge deres sodavand. Og Helly Hansen havde medarbejdere til opkøbe deres tøj i Føtex, der det blev sat til salg billigt i en kampagne.
74
betydning. Og denne betydning kan blive helt ødelagt af, at andre, de forkerte eller for mange ejer
den samme vare, fordi den vigtigste betydning ofte er individualitet, unikhed eller tilhørsforhold
til en bestemt gruppe.87
Det er selvfølgelig meget forskelligt, hvor stærkt forskellige mennesker er påvirket af den
differentielle logik. Og netop økonomer med deres kendskab til og forkærlighed for homo
economicus kan være nogle af de mest stædige fastholdere at rationalismens kombination af
sandhed og løgn. Men alle bliver påvirket af den differentielle logik. Og tegnværdiens
omfangslogiske status vokser nødvendigvis med forbrugersamfundets stadigt mere dominerende
rolle i det økonomiske.
Der er ingen grund til bare at fornægte eller skammes over den differentielle irrationalisme.
For tegnværdien er en samfundsmæssig virkelighed, og et samfundsmæssigt liv kan ikke ignorere
den samfundsmæssige virkelighed, som er virkelig i menneskets liv. Og den differentielle logik er
bare en anden blanding af sandhed og løgn end rationalismen. Begge lever i fornægtelse omkring
en egentlig forståelse af de behov, som de begrunder sig på. Det bliver forhåbentlig mere klart i
næste kapitel.
Begæret
Med behovenes forsvinden er det selvfølgelig også noget andet, der driver forbrugerens indkøb.
Baudrillard vælger ordet 'begær'. Behovene er mættet i sådan grad, at de udelukkende fungerer
som rationalistisk undskyldning for begærets hersken. Selv hvis behovene stadig opfattes som
virkelige, så ville de kunne tilfredsstilles billigt af de grå massevarer. Det er kun muligt at tjene
penge, hvis forbrugerens begær kan aktiveres. Det irrationelle begær efter en given vare er det,
der driver forbruget af mærkevarer - forbruget inden for kodens herredømme.
Og der gøres fra reklameindustrien et ihærdigt forsøg på at vække forbrugeres begær. I
reklamer udstyres en vare ofte med en nærmest magisk brugsværdi. En anden reklame-strategi er
at appellere til varens strukturelle status og differentiering. Men det er stadig et forsøg på at
aktivere forbrugerens begær - begæret efter social status og social differentiering (følelsen af at
være unik). I den udstrækning hvor varen faktisk har en social effekt, lover reklamen noget
virkeligt. Og den strukturelle henvisning er derfor umiddelbart mere langsigtet holdbar end at
fodre forestillingen om en urealistisk brugsværdi, der nemmere kan føre til skuffelse. Uden det
aktiverede begær falder kodens strukturerende effekt sammen. Og det økonomiske system er
derfor i dag ikke længere holdt oppe og sammen af behov, men af begær.
87 Der var eksempelvis en lærerig historie om, at guld er ved at miste sin sociale status, fordi for mange (og ofte 'de forkerte') efterhånden går med (lavkarats) guld.
75
Tegnlogikkens to niveauer
Tegnlogikken er til stede på to niveauer. I tegnvarens (økonomiske) 'indre' fungerer dens
bytteværdi som en betydende, der kan tolkes som udtryk for dens brugsværdi-betydning. Det kan
kaldes for den økonomiske tegnlogik. Men forbrugsobjektet ('varen') er også i sig selv en
betydende, som kun kan afkodes til dens kulturelle betydning gennem kendskab til koden. Det
kan kaldes for den kulturelle tegnlogik.88 Det gælder for det rene kulturelle tegn, at det er
betydningen, der er afgørende, mens den konkrete betydende er ligegyldig.89
Det unikke ved forbrugersamfundet er, at tegnlogikken ikke er begrænset til det kulturelle,
men spiller en helt afgørende i den økonomiske sfære. Ikke bare specielt udvalgte objekter, men
snart sagt alle varer fungerer som kulturelle tegn. Og det er kun muligt, fordi varen i sig selv er
blevet til et tegn.
Varens indre tegnlogik er en slags udvikling af den marxske fetichisme, hvor bytteværdien
bliver tillagt forbrugsobjektet som en egenskab ved dette i sig selv. Med den marxske fetichisme
begyndte 'fortolkningen' af varen (bytteværdien fortolkes som tilhørende varen). For at varen skal
blive et tegn mangler så blot den forskydning, at bytteværdien fortolkes som betydende
brugsværdien.
I varen som tegn bliver bytteværdien til objektets egentlige økonomiske virkelighed, fordi
brugsværdien blot er en strategisk henvisning til behov, der ikke længere er virkelige. Fra at være
en fetichistisk tilføjelse til varen i sig selv er bytteværdien blevet varens egentlige eksistens, mens
brugsværdien er reduceret til den fetichistiske illusion. De forskellige sammenhænge kan
illustreres i følgende figur:
Figur 2. Kulturelt tegn, fetichistisk vare og fetichistisk tegnvare.
De fuldt optrukne pile illustrerer stadig den betydendes henvisning til betydningen. En
stiplet linje mellem de to niveauer illustrerer fetichismens sammenrodende effekt. Den stiplede
pil illustrerer, hvordan bytteværdien tendere mod at blive tillagt brugsgenstanden som en
egenskab ved denne i sig selv.
88 Det skal bemærkes, at kulturel kodning (og dertil hørende fetichisme) er et universelt fænomen og kendes til alle tider og i alle samfund. 89 Et flag er et godt eksempel på et rent kulturelt tegn.
76
I sin funktion som tegn efterligner varen den kulturelle tegnlogik. Men i
forbrugersamfundet støtter den kulturelle tegnlogik sig også hele tiden på den økonomiske tegn-
virkelighed. Denne vekselvirkning gør, at de to niveauer bliver stadig mindre adskilt. Det
kulturelle bliver økonomisk, og det økonomiske bliver kulturelt. I det omfang en vares
brugsværdi bliver identisk med dens kulturelle betydning, smelter de to niveauer i tegnlogikken
næsten sammen.
Forskellen er blot den ganske slående, at kulturelt er den betydende ligegyldig, mens
bytteværdien, som er den betydende i tegnvaren, økonomisk betragtet er helt afgørende. Når
brugsværdien reduceres til kulturel status, er den eneste begrænsning på varens bytteværdi også
kulturel. Hvilket giver ultimative frihedsgrader i fastsættelsen af prisen.
Sammensmeltningen forklarer også det besynderlige fænomen, at bytteværdien for
tegnvaren kan være både ligegyldig ('det er lige meget, hvad den koster') og helt afgørende ('hvis
den ikke er dyr, er den ikke interessant'). For når den selvstændige brugsværdi i den økonomiske
tegnvare forsvinder, er bytteværdien i tegnvaren både den betydende i det økonomiske tegn, hvor
den er afgørende, og det eneste udtryk for den betydende i det kulturelle tegn, hvor den er
ligegyldig. Den komplekse sammenhæng kan illustreres i følgende figur:
Figur 3. Tegnlogikkens to niveauer.
De fuldt optrukne pile har den sædvanlige henvisnings-betydning. Den store stiplede pil
illustrerer den egentlige brugsværdis tendentielle forsvinden i den kulturelle betydning.
Det er koden, der bestemmer forbrugsobjekternes indbyrdes differentiering. Og
forbrugsobjekternes henvisning til en kulturel betydning er således kodens umiddelbare
77
virkelighed. Og det er kodens strukturering, der bestemmer den (tegn)bytteværdi, der fungerer
som betydende i den enkelte tegnvare. Koden fungerer efter modens logik, og denne logik bliver
derfor bestemmende for alle de områder, hvor koden regerer: "The logical processes of fashion
might be extrapolated to the dimensions of 'culture' in general - to all social production of signs,
values and relations."90 CPES, s. 79
Som del af det 'større' tegn, hvor den i sig selv henviser til en kulturel betydning, bliver
varen underlagt den magiske fetichisme. Det var den fetichisme, hvor elementer af de
menneskelige relationer lægges over i tingene, og potentielt faktisk kan have den givne egenskab i
den konkrete sociale virkelighed. Og det er derfor især denne fetichisme, der interesserer
Baudrillard.
Koden og den magiske fetichisme
Følgelig bliver Baudrillard også nødt til at afskrive Marx' fetichismeteori. Bytteværdien er ikke et
fetichvedhæng i den enkelte vare, men et udtryk for dens faktiske placering i tegnenes hierarki,
som for Baudrillard er den egentlige økonomiske virkelighed. Det er langt nærmere
brugsværdien, der har fetichkarakter. For Baudrillard er der ingen sandhed eller essens, der kan
forpurres. Og bestemt ingen uskyldig og naturgiven brugsværdi, der kan overskygges af
bytteværdien. Og fetichisme er for Baudrillard derfor heller ikke at anse bytteværdien som
tilhørende varen, men at blive opslugt i kodens værdisystem. Inden for kodens sfære er
bytteværdien sand, og det er i stedet graden af overensstemmelse mellem koden og egne
præferencer, der dikterer graden af fetichisme.
Med Baudrillards ord: "If fetishism exists it is thus not a fetishism of the signified, a
fetishism of substances and values (called ideological), which the fetish object would incarnate
for the alienated subject. Behind this reinterpretation (which is truly ideological) it is a fetishism of
the signifier. That is to say that the subject is trapped in the factitious, differential, encoded,
systematized aspect of the object. It is not the passion (whether of objects or subjects) for
substances that speaks in fetishism, it is the passion of the code, which, by governing both objects
and subjects, and by subordinating them to itself, delivers them up to abstract manipulation."91
Underlagt koden er alle varer underlagt den magiske fetichisme. Baudrillard bryder sig ikke
om alle de konnotationer, der følger med ordet fetichisme, og bruger det derfor sjældent. Men
om forbrugersamfundet skriver han, at "[...] consumption is governed by a form of magical
thinking; daily life is governed by a mentality based on miraculous thinking, a primitive mentality,
in so far as that has been defined as being based on a belief in the omnipotence of thoughts 90 Baudrillard: For a critique of the political economy of the sign, s. 79. 91 For a critique of the political economy of the sign, s. 92.
78
(though what we have in this case is a belief in the omnipotence of signs)."92 Så forbruget er
baseret på en magisk tænkning/fetichisme, der tillægger tegnene overnaturlig kraft.
Og hvor både bytteværdien for Marx og brugsværdien for Baudrillard kan gennemskues
som blot og bart fetichistiske, så er den kulturelle fetichisme magisk i netop det øjeblik, den også
er virkelig. En given vare kan virkelig give en reel status i en given social virkelighed. Og selvom
denne status i en rationel betragtning ikke tilhører varen i sig selv, så gør den det faktisk reelt. Det
unikke ved den magiske fetichisme er, at den faktisk er virkelig, selvom den er fetichistisk. Under
kodens herredømme kan det fetichistiske således ikke længere afvises som bare fetichistisk. Det
kan slet ikke bare afvises, fordi det faktisk er mere virkeligt end det virkelige - for nu for en gangs
skyld at tale i baudrillardske paradokser.
Det er tilsyneladende en universel og gennem alle tider tilstedeværende menneskelig
egenskab at tillægge objekter magiske egenskaber. Og disse egenskaber er i høj grad virkelige i
den konkrete sociale virkelighed. Det nye og unikke ved den moderne tid er, at så enormt mange
varer er blevet magiske fetichobjekter. Og det kan kun forstås som et resultat af den økonomiske
virkelighed, der gør alle varer til 'tegn i sig selv'. I samme øjeblik varen i sig selv er tegn, er det
heller intet, der hindrer, at den kan blive et kulturelt tegn. Den er allerede uvirkelig og fetichistisk.
Og at gøre den magisk forøger blot mulighederne for at aktivere forbrugerens begær.
Virkeligheden i fetichismen
For Marx spejlede de faktiske samfundsmæssige forhold sig i varerne, og han kaldte det
fetichisme. Baudrillard fastholder tanken, men vender også den på hovedet. Ved at undersøge
den fetichistiske opfattelse af tingene er det muligt at få et indblik i den samfundsmæssige
virkelighed - netop fordi den spejler sig i tingene. Og faktisk er det hovedvejen til
samfundsmæssig indsigt. Fordi det giver indsigt i den faktiske virkelighed, mens Marx' og andre
rationalistiske systemer er konstruktioner, der forsøger at presse virkeligheden ind i deres
rammer. Men virkeligheden passer ikke (længere) ind. Og der gives ikke et system, der kan
rumme forbrugersamfundets konstant skiftende virkelighed. Kun ved at undersøge den
fetichistiske opfattelse af tingene er det muligt at få et sandt indblik i de kræfter, der bestemmer
udviklingen. Der gives kun den sandhed, som tingene udsiger.
Det bliver således for Baudrillard meget meningsfuldt at undersøge opfattelsen og
markedsføringen af konkrete forbrugsobjekter. Nøgternt og rationelt betragtet tjener varen et
bestemt behov, men det siger næsten intet om dens samfundsmæssige virkelighed. Nøgternt og
rationelt betragtet tilhører alle de egenskaber, en given vare kan tillægges, ikke det givne objekt.
92 Baudrillard: The consumer society, s. 31.
79
Men det givne objekt i sig selv siger intet om den samfundsmæssige virkelighed. Det gør derimod
alle de egenskaber, som objektet bliver tillagt. Indblik i fetichismen er derfor en vej til forståelse
af samfundet, når næsten alle andre veje synes blokeret.
En fundamental fejl hos Marx
I sin analyse af tegnværdien i forbrugersamfundet borer Baudrillard i det, han betragter som den
mest fundamentale fejl i den marxske økonomikritik. En marxsk vare giver kun mening med en
helt given og fuldstændig ureflekteret brugsværdi. Det er rimeligt at spørge, om der overhovedet
findes den slags varer, hvor brugsværdien er endegyldigt givet og fuldt ud forstået af forbrugeren.
Brugsværdien er også rationelt betragtet en udflydende størrelse, hvor det er uklart, hvor
meget, der skal regnes med, og i hvor stort et perspektiv den skal betragtes. Vand slukker tørst,
men tjener også mange indre kropslige og livsnødvendige formål. Og er det således nærmest
umuligt at sammenligne brugsværdien af vand med andre tørstslukkere, som måske har helt andre
fysiske konsekvenser, der måske endda kun viser sig efter lang tid. De fleste brugsværdier er
således også rationelt betragtet underlagt en enorm fundamental usikkerhed.
Disse usikkerheder kan selvfølgelig ignoreres, og der kunne i teorien skabes en slags
rationalistisk konsensus om en given vares brugsværdi. Og det er netop sådanne varer, der
nødvendige i det marxske system. For en helt given brugsværdi vil selvfølgelig blive udsat for den
yderste kræmmermentalitet hos både producenter og forbrugere. Producenterne vil konkurrere
om at finde den absolut billigste måde at producere den på - og forbrugerne vil ikke være villige
til at betale mere end det minimalt nødvendige. Men denne form for rationalistisk konsensus
findes ikke. Selv omkring de meste enkle varer spiller kvalitet, status og eksternaliteter som miljø
en afgørende rolle for forbrugerens valg. Og samtidig spiller de en afgørende rolle i
virksomhedernes forsøg på at undgå den ruinøse fuldkomne konkurrence.
Både kvalitet, status og eksternaliteter kan være virkelige ting. Det kan også være illusioner.
Når varen er et tegn, er det lige meget, om de er det ene eller det andet. For varen købes ikke for
disse differentierende elementer i sig selv, men for den sociale, kulturelle betydning de har. Men
denne forskydning er kun mulig, fordi differentieringen potentielt er virkelig. En dyr vare kan
være af bedre kvalitet end en billig (om denne ekstra kvalitet så er relevant for forbrugeren, er et
helt andet spørgsmål). Den kan give mere status. Den kan have færre negative eksternaliteter eller
flere positive. Uklarheden omkring brugsværdien er således selve mulighedsbetingelsen for
tegnværdien. At Marx fuldstændig overså alle brugsværdiens spidsfindigheder er unægtelig den
mest graverende fejl i hans system. Men selvfølgelig også en fejl, uden hvilken systemet ikke ville
have kunnet formuleres.
80
Ekskurs
For Marx er brugsværdien noget indlysende og givent. For Baudrillard eksisterer brugsværdien
ikke som andet end et alibi. Marx tager åbenlyst fejl, men har selvfølgelig alligevel en vigtig
pointe. Og hvor meget Baudrillard end har ret, er det ikke rigtig tilfredsstillende at dele hans
sortsyn. Der må findes et rum for sand brugsværdi. Og også selvom det ikke er et stort og
afgørende rum, så er det dog et vigtigt rum. Der må findes sande behov - eller behov dikteret af
sandhed eller forbundet med sandhed. For at kunne leve et anstændigt liv er det nødvendigt at
kunne udvælge brugsværdier, som er forbundet med sandhed - alt andet kan misbruges og
manipuleres.
Opsamling
Varen som tegn har altså to forskellige betydninger. Varen er en betydende, der henviser til social
kulturel betydning, som kun kan aflæses med koden. Forholdet mellem betydende og betydning
er sådan, at den betydende nærmest er ligegyldig, og den kan udskiftes med en anden betydende,
hvis den mister sin betydning. Men også som sammenblanding af brugsværdi og bytteværdi er
varen et tegn.
For at kunne gennemføre en løsrivelsesstrategi fra den marxske værdibestemmelse
efterligner den økonomiske tegn(værdi)bestemmelse den kulturelle kodebestemmelse. Den siger,
at bytteværdien, som den betydende, er ligegyldig, fordi det er brugsværdien, betydningen, der er
afgørende. Men faktisk er det lige omvendt. Brugsværdien er en illusion, et alibi, og den
økonomiske bestemmelse handler kun om bytteværdien.
Der er således ikke tale om, at Baudrillard opgiver værditeori, men at han udskifter Marx'
værditeori baseret på en 'økonomisk' logik med en anden baseret på en 'differentiel' logik. Marx
ville have medgivet, at hans værditeori måtte være åben for forandring, for han så teori som en
afspejling af den dialektisk materielle virkelighed, og teorien må således ændre sig med
virkeligheden.
Men Marx viste ingen vej ud af sit værdisystem. Han mente tværtimod, at det måtte slå
igennem med stadig større styrke. Baudrillard påpeger gennem sin analyse de fejl i den marxske
optik, der har medført, at mange af Marx' profetier ikke holdt stik.
Baudrillard opdaterer den marxske værditeori, men det er ydermere en afgørende tanke
hos ham, at et værdisystem aldrig er enerådende. Forskellige værdisystemer eksisterer side om
side, men forbrugersamfundets gennembrud betyder, at tegnværdien bliver stadig mere udbredt
og dominerende, men uden at de andre værdisystemer forsvinder.
81
VI. Værdisystemer. Baudrillard og økonomisk teori Indledning
I sidste kapitel blev det undersøgt, hvordan den af Baudrillard definerede tegnværdi,
kendetegnede vareøkonomien i det såkaldte forbrugersamfund. Det fremgik også, at Baudrillard
ikke anså tegnværdi som en universel og ahistorisk sandhed, men netop som knyttet til den
moderne økonomisk virkelighed - forbrugersamfundet. En anden formulering kunne være, at et
samfund er et forbrugersamfund, i netop den grad som tegnværdien er den dominerende
værdiform.
Baudrillard anklager således ikke Marx for at have taget fejl på Marx' egen tid (eller: det gør
han også, men ikke omkring bytteværdien), men fastslår, at den marxske værditeori er ganske
utilstrækkelig til at beskrive den moderne økonomi. Den tanke indebærer, at der må have været
en overgang fra den af Marx analyserede værdi til den af Baudrillard bestemte. Og det er klart, at
en sådan overgang ikke sker fra det ene øjeblik til det andet. Og heri ligger en afgørende indsigt
gemt. Værdi er ikke bare værdi. Der findes forskellige slags værdi. Og de forskellige typer værdi
kan sagtens eksistere side om side. Baudrillard fremstiller det på den måde, at der findes
forskellige værdisystemer, og at et værdisystem kan være dominerende, men aldrig er
eneherskende eller kan udelukke de andres i hvert fald potentielle eksistens.
I denne åbenhed for forskellige typer af værdi møder og indfanger Baudrillard også
traditionel økonomisk tankegang. Og han opstiller en generel teori, der indeholder både
værditeorien bag moderne økonomisk teori, Marx' værditeori og tegnværdien. Den samlende,
generelle teori er et forbindelsespunkt mellem Baudrillard og almindelig økonomisk teori, og den
peger frem imod, hvordan Baudrillards indsigter kan være anvendelige og givtige i en
reformulering af grundlæggende postulater i økonomisk teori.
De forskellige typer økonomisk værdi
Økonomisk værdi i bred forstand (altså ikke kun i specifik marxsk forstand) er et udtryk for de
regler, der ligger bag den samfundsmæssige udveksling af arbejdsprodukter. Og disse regler
afspejler en specifik logik, der dikterer værdien. Hvert værdisystem er således kendetegnet ved
nogle bestemte regler og en given logik. Baudrillard opererer umiddelbart med tre værdisystemer.
I overskrift kan de kaldes:
Funktionel værdi
Økonomisk værdi
Differentiel værdi
82
Den økonomiske (ordet bruges her i den specifikke marxske betydning) værdi er den, som
Marx analyserede under navnet bytteværdi. Og den differentielle værdi er den, som Baudrillard
betegnede tegnværdi. Begge disse har været analyseret grundigt i det foregående. Lidt mere
uddybende kunne de altså opskrives som:
Økonomisk værdi. Kommer til udtryk som bytteværdi. Bytteværdien bestemmes af en
økonomisk logik. ('Økonomisk logik' er normalt et meget vagt begreb, men bruges altså her som
en eksakt beskrivelse af de rationelle regler, som Marx beskrev som gældende for bestemmelsen
af bytteværdien i vareøkonomien.)
Differentiel værdi. Kommer til udtryk som tegnværdi. Tegnværdien bestemmes af en differentiel
logik. ('Differentiel' i den betydning, som Baudrillard bruger ordet: At værdien bestemmes
gennem (betydnings-)forskellene til andre tegnvarer.)
Den funktionelle værdi har indtil videre kun været beskrevet mere indirekte. I stil med de
to overstående definitioner kan den beskrives som:
Funktionel værdi. Kommer til udtryk som brugsværdi. Brugsværdien bestemmes af en funktionel
logik. ('Funktionel' henviser her til, at brugsværdien bestemmes gennem den funktion, som den
udfører. Mere om det senere.)
Ifølge Baudrillards analyse vil alle beskrivelser af det økonomiske (ordet bruges nu igen i
den generelle betydning) baserer sig på en af disse tre værdisystemer - en af disse tre logikker. Og
hans teori, der rummer alle tre systemer, er således en generel teori om økonomisk værdi.
Det må derfor også gælde for moderne økonomiske teori, at den baserer sine udsagn på et
værdisystem. Også selvom den benægter ethvert kendskab til værditeori. Og det viser sig da også,
at gængs økonomisk teori benytter netop den funktionelle logik som værdimæssig begrundelse.
Et såkaldt 'gode' er værdifuldt for forbrugeren, og det har denne værdi, fordi det tjener en
funktion for forbrugeren. Og det udsagn er baseret på den funktionelle værdilogik. Og så længe
det skal forsøges forklaret, hvordan og hvorfor forbrugeren vælger, så er en værditeori
nødvendig.
I teoretisk-økonomiske termer er værdien bestemt som nytten ved den næste enhed af
varen (marginalnytten).93 At den definition faktisk indeholder værditeorien bag moderne
økonomisk teori, kan ses ved, at standardforklaringen på det såkaldte vand-diamant-paradoks94
netop er baseret på marginalnytten.95
93 Da 'nytte' dog ikke længere bruges som et egentligt mål eller en egentlig enhed, kan marginalnytten kun ses i relation til en anden vare. Mere intuitivt og praktiske anvendeligt kan den i teorien måles ved de penge, som den enkelte maksimalt er villig til at betale for enheden. 94 Se Værditeori-kapitlet. 95 Se eksempelvis Boserup: Deres egne ord, s. 177.
83
Grunden til at den 'unyttige' diamant kan være så meget dyrere end det 'nyttige' vand er
nemlig ifølge moderne økonomisk teori, at nytten af en ekstra diamant (den marginale nytte) er
meget høj sammenlignet med nytten af en ekstra enhed vand. Det skyldes, at forbrugeren
normalt i udgangspunktet har meget vand og få diamanter. Værdien er således givet ved den nytte
den næste enhed af varen giver - og den nytte er bestemt af den 'funktion' (funktion må her
endelig ikke forstås i den matematiske betydning), som varen tjener. Derfor er værdien bestemt af
en 'funktionel logik'.
Og denne logik er jo umiddelbart ganske overbevisende. Værdien er det, som forbrugeren
er villig til at betale. Og økonomisk teori har med dette udgangspunkt opstillet en teori, der kan
forklare prisfastsættelsen i en generel ligevægt. Og det kan ikke benægtes, at menneskets
opfattelse af værdi kan være påvirket af den funktion, en given vare udfører. I en situation med
tørst vil vand selvfølgelig være yderst værdifuldt. Men selvom den funktionelle logik således
tydeligt vil vise sig i ekstreme situationer, er det ikke noget bevis for dens generelle gyldighed.
Den funktionelle værdi - kritik og perspektiver
Den funktionelle logik er faktisk næsten kun en værditeori - intet egentligt værdisystem. For
værdien forbliver noget individuelt og personligt.96 Den kan skifte fra det ene øjeblik til det andet
og er således ikke i stand til at strukturere den økonomiske virkelighed i et system. Og den kan
således ikke leve op til værditeoriens formål med at forstå økonomiens underliggende
konstruktion.
Det er selvfølgelig også derfor, at moderne økonomisk teori ikke behøver beskæftige sig
med værditeori. Og i ligevægtsteorierne er der fundet en erstatning for værditeoriens
grundlæggende strukturering. Så hvis alle ligevægtsteoriens postulater accepteres, er det muligt i
mange henseender at ignorere manglen på værdi-struktur. Men graden af stabilitet i den
økonomiske virkelighed må dog alligevel vække forundring, hvis det virkeligt var rigtigt, at
efterspørgslen blev bestemt af noget så flygtigt som funktionelt bestemt nytte.
Meget værre er det, at teorien bygger på nogle aldeles urealistiske psykologiske antagelser.
Det afgørende begreb er 'betalingsviljen' - det beløb, forbrugeren er villig til (maksimalt) at betale
for varen givet dens funktion og følgelig den 'nytte', den giver. Det må betegnes som yderst
tvivlsomt, om den enkelte overhovedet kender denne yderste betalingsvilje i langt, langt
størstedelen af de forbrugsvalg, der træffes. Og lige så tvivlsomt, om den overhovedet findes.
Den yderste betalingsvilje for vand er eksempelvis umulig at fastlægge. Den er noget plastisk, der
nok er bestemt af situationen, men endnu mere er fastlagt af de strukturer, som de overordnede
96 Den populære version lyder: 'Price is what you pay. Value is what you get.'
84
værdisystemer fastsætter. Og langt de fleste forbrugsvalg bliver truffet, uden at den slags
overvejelser overhovedet kommer i spil.
Der kan gives mange eksempler på, at noget bliver opfattet som 'for dyrt'. Og det betyder
vel umiddelbart, at priser overskrider den maksimale betalingsvilje. Men hvis det gælder varer,
som normalt købes, er det meget snarere et spørgsmål om, at varen er for dyr i forhold til, hvad
den plejer at koste. Og overskridelsen af betalingsviljen er funderet på en forventning om, at
varen eller en passende substitut kan anskaffes til sædvanlig pris et andet sted eller til et andet
tidspunkt. Forbrugeren bliver således nærmest aldrig tvunget til at overveje, hvad den 'egentlige
værdi' af en given varen er - i yderste konsekvens. Det centrale begreb i forhold til overskridelse
af betalingsviljen er således den forventede pris - og ikke den maksimale betalingsvilje.97
Endnu mere generelt må der sættes spørgsmålstegn ved, om den funktionelle værdi
overhovedet kan oversættes til en pris. Værdien af vand er jo i sidste ende i hvert fald
ubestemmelig eller uendelig. Og hvor mange glæder eller tilfredsstillelser er det egentligt muligt at
fastsætte en pris på? Det ville utvivlsomt føles som et psykologisk overgreb at skulle gøre det. Og
det føles da også sådan, når man en gang imellem i overført forstand får kniven sat på struben og
bliver nødt til at beslutte, hvor meget man faktisk i yderste konsekvens vil betale for noget, som
man faktisk gerne vil have. Og det er et overgreb netop, fordi det kræves, at noget, der faktisk er
umåleligt, bliver målt.
Det er næppe muligt at formulere ovenstående kritik på måde, der overbeviser alle.
Økonomisk teori i hele dens enorme omfang illustrerer, at det er muligt at komme endog meget
langt med de gjorte antagelser. Og der er heller ikke nogle grundlæggende logiske brister i
systemet som sådan. Problemet er snarere, at forbrugerteorien grundlæggende er tautologisk. Den
er således nødvendigvis (i teorien) sand, men samtidig udsiger den intet om virkeligheden. Men
det forsøger økonomer selvfølgelig alligevel at gøre, og her kommer de meget hurtigt i store
problemer, da teorien er nærmest uden forbindelse med forbrugerens virkelighed. Fanget i disse
fejl og urimeligheder, har økonomerne så desværre altid den mulighed at falde tilbage til deres
ubestridelige tautologier. Og det er således ikke muligt endegyldigt at få skovlen under
økonomisk teori på dens egne præmisser. Den må nødvendigvis indses som værende fejlagtig helt
i udgangspunktet.
Almindelig selvindsigt og introspektion vil for de fleste være nok til at afvise teorierne om
forbrugeradfærd. Og ellers er der alle de fænomener, der er i direkte modstrid med
forbrugerteorien. Stærkt står her betydningen af før-priser. Denne betydning er ubestridelig. Og
denne betydning er uforklarlig ud fra en funktionel logik. Den ville simpelthen ikke kunne
97 Se mere om dette i 'Slaget om forbrugerens sjæl'.
85
eksistere, hvis forbrugerne alene fastsatte værdi funktionelt. Den almindelige forbrugerteori er
altså i direkte modstrid med den mest almindelige virkelighed. Derfor må teorien være fejlagtig.
Længere er den sådan set ikke. Og så snart man holder op med at forsøge at forsvare den
økonomiske forbrugerteori, virker den nærmest øjeblikkeligt tåbelig. Især når alternativerne er så
frugtbare.
Men ifølge Baudrillard er problemet faktisk endnu større. Han anser ikke bare den
funktionelle værdi som en fejlagtig forklaring på forbrugsefterspørgsel, men også som et
strategisk alibi. Igen skal det først understreges, at fejlen ikke angår den mulige 'sandhed' af den
funktionelle logik. Der kan sagtens tænkes eksempler, hvor den vil være gældende. Illusionen er,
at den funktionelle logik har nogen som helst betydning i et normalt forbrugsvalg. Det er
simpelthen ikke virkeligt.
Det normale forbrugsvalg er ikke bestemt af funktion og behov. For Baudrillard befinder
forbruget sig langt hinsides disse ting. Det er bestemt af koden og drevet af begær. Men den
funktionelle logik fungerer som et alibi for den differentielle økonomiske virkelighed. Baudrillard
skriver: "The differential function of sign exchange always overdetermines the manifest function
of what is exchanged, sometimes entirely contradicting it, repossessing it as an alibi, or even
producing it as an alibi."98
Forbrugerne bliver bildt ind - og bilder efterfølgende sig selv ind - at de køber varer, fordi
de tjener en funktion. Disse funktioner præsenteres som henvisninger til formodede
underliggende behov som tørst, sult, menneskelig kontakt, lykke. Men forbruget selv foregår i en
helt anden dimension - og kommer ikke i kontakt med det påståede behov i andet end en yderst
perverteret form.
For en mere omfattende, udfoldet og afsluttet kritik af den økonomiske forbrugerteori
henvises til min BA-opgave 'Slaget om forbrugerens sjæl'. For nærværende er det tilstrækkeligt at
konkludere, at der findes en funktionel logik for værdi, og at den ligger bag gængs økonomiske
teori. Samt at tilføje, at den ikke kan strukturere den økonomiske virkelighed, og at den også er i
direkte modstrid med denne virkelighed.
Marx' økonomiske værdi - kritik og perspektiver
For Baudrillard føder den funktionelle logik illusionen om brugsværdien. Illusionen om behov.
Og en af hans største anker mod Marx er, at Marx ikke antaster denne illusion. Marx slugte
brugsværdien råt - og beskæftigede sig så i stedet med bytteværdien og dennes bestemmelse og
konsekvenserne i vareøkonomien. For Baudrillard er brugsværdien Marx' egentlige blinde punkt.
98 Baudrillard: For a critique of the political economy of the sign, s. 78.
86
Fordi Marx anser den og forbruget som noget, der giver sig selv, kan han ikke se, at netop i
illusionen om brugsværdien findes muligheden for at slippe fri af den strenge bytteværdi-logik,
som han mente, ville bringe kapitalismen i knæ og til sammenbrud. Men brugsværdien og
forbruget giver bestemt ikke bare sig selv. De er yderst fleksible og manipulerbare størrelser.
Men det gør selvfølgelig ikke bytteværdien mindre virkelig. I forbrugerens bevidsthed er
varens bytteværdi bedst bestemt ved den pris, som forbrugeren forventer at betale for varen. I
den moderne virkelighed har denne pris tilsyneladende ofte ingen særlig forbindelse til
omkostningen ved produktionen af varen. Og det er umiddelbart i direkte modstrid med den
marxske værditeori. Men produktionsomkostningerne er yderst komplicerede at beregne. For de
fleste varer er det nærmest umuligt (hvilke udviklingsomkostninger skal regnes med, hvor meget
administration og så videre). Og det har været den marxske teoris nødudgang, når den blev
konfronteret med virkeligheden.
Alligevel er der en stærk logik i tanken om den omkostningsbestemte værdi. For hvad
skulle varen egentlig ellers være værd? Alt andet er jo i sidste ende bare mentale konstruktioner.
Og ikke mindst samfundsøkonomisk er det af afgørende værdi at kunne gennemskue, hvad
samfundets omkostning ved produktionen af varen er. Og denne omkostning er i
samfundsøkonomisk forstand varens værdi.
Men bag bytteværdierne ligger stadig den marxske antagelse om brugsværdier, der giver sig
selv. Bytteværdien er kun virkelig, hvis den er knyttet til en virkelig brugsværdi. Og for Marx er
alle virkelige brugsværdier skabt lige. De tilfredsstiller et behov. En mere naiv forestilling om
brugsværdi kan næppe tænkes. Og følgeslutningen er den dramatiske, at hvis en bytteværdi er
virkelig, så må dens brugsværdi jo også være virkelig - for ellers ville den bytteværdi jo ikke være
virkelig. Marx antagelser viser sig således pludseligt at bevise, at de menneskelige behov generelt
er både uendelige og umættelige. For produktionen af bytteværdier synes i hvert fald potentielt at
være uendelig.
Og her fanger Baudrillard den marxske teori i ureflekteret at godtage vareøkonomiens mest
grundlæggende drivkraft: Produktionens ustoppelighed og potentielle uendelighed. Her havde
Marx intet alternativ til kapitalismen. Kommunismen var blot en endnu mere rendyrket
produktionisme (et nyt, selvopfundet ord). Kapitalismens kritikere har talt om 'kunstige behov',
men det viser netop, at de stadig tror på ægte behov og derfor ikke har set ned til bunden af
manglen i behovsteorierne. Teorien om behov er den ultimative undskyldning, det ultimative alibi
for uhæmmet forbrug. Der er et behov, og derfor skal det tilfredsstilles.
Marx' kapitallogiske model kan faktisk ses som den ypperste repræsentant for denne
tankegang. For den grundlæggende værdi kan mest meningsfyldt ses som en spejling af de behov,
87
der findes i samfundet. Der findes kun værdi, fordi der findes behov. Men når behovene så er
eller bliver til en løgn, så er det klart, at værdien ikke længere er en hjælpende hånd til
tilfredsstillelsen af menneskets behov, men en logik, der tjener et andet formål under dække af
behovenes behagelige illusion. Og dette skjulte formål er for Baudrillard produktionens
videreførelse og den modsvarende konstante akkumulation (af varer, penge, kapital).
Kapitalisme og kommunisme var for Baudrillard to former af den samme produktionistiske
logik. Og da produktionen og akkumulationen er den dybeste logik i de to systemer, så var
kommunismen faktisk slet ikke et alternativ til kapitalismen. For Baudrillard måtte et sandt
alternativ være ikke-producerende og ikke-akkumulerende. Og her er det først og fremmest
relevant at bemærke, at det netop er behov og brugsværdi, der danner grundlaget for en økonomi
funderet på akkumulering og produktion. Og Marx kritiserede kun bytteværdien og dens
ødelæggelser. Han så, at bytteværdien hvilede på brugsværdiens fundament. Men han så ikke, at
det netop var dette fundament, der var vareøkonomiens egentlige fundament, illusion og løgn -
ifølge Baudrillard.
Den marxske analyse har bidraget med vigtige indsigter, og den underliggende såkaldte
økonomiske logik er stadig relevant på mange områder. Men det må alligevel konstateres, at den
omkostningsbestemte værdi er aldeles utilstrækkelig som beskrivelse af den struktur, der ligger
bag prisdannelsen på en hel masse varer. Det er simpelthen ikke en brugbar beskrivelse. Heller
ikke selvom omkostningen er nærmest umulig at bestemme. For så ender forklaringen i en
tautologisk fælde: Prissystemet struktureres af den omkostningsbestemte værdi (omregnet til
gennemsnitligt samfundsmæssigt arbejde), og den faktiske pris må derfor være struktureret af
omkostningerne, for ellers ville prisen jo være en anden.99
Svag forklaringskraft kan tit bruges som en styrke, når en teori skal forsvares (fordi det er
svært eller umuligt at modbevise teorien), men svag forklaringskraft er ikke ensbetydende med
god teori. Marx kunne også blot henvise til, at markedet ville sørge for, at hans teori blev
virkeliggjort, men senere økonomisk teori har meget tydeligt slået fast, at markedet i langt de
fleste tilfælde (kun undtaget 'fuldkommen konkurrence på langt sigt'), kommer til et andet
resultat. Så hvis den marxske værditeori kun har markedet at læne sig op ad som garant for dens
virkelighed, så har den fraskrevet sig muligheden af at være generel forklaringsmodel.
Problemerne skyldes, at Marx fuldstændigt har overset efterspørgslens strukturerende rolle i
prisdannelsen. Den ære tilfalder den senere økonomiske teori, der til gengæld intet brugbart svar
har på, hvad der så strukturerer den strukturerende efterspørgsel.
99 Det svarer helt til den økonomiske forbrugerteoris tautologi: Forbrugeren vælger det bedste, og det forbrugeren vælger må derfor nødvendigvis være det bedste, for ellers ville forbrugeren havde valgt noget andet.
88
Tegnværdien som løsning
Hverken den funktionelle eller den økonomiske logik kan tilvejebringe et dækkende værdimæssigt
fundament for prisdannelsen i en moderne økonomi. Og Baudrillard tilføjer derfor en tredje type
værdi: Tegnværdien og dens differentielle logik. Tegnværdien er en bytteværdi, men den er ikke
som den marxske bestemt af omkostningerne. Og tegnværdi indebærer en direkte henvisning til
brugsværdien som begrundelse for bytteværdien, der således kan frisættes af den
omkostningsbestemte pris.
Tegnværdien tillader således både varens brugsværdi og dens bytteværdi at spille en rolle
for forbrugerens efterspørgsel. Og på den måde kan Baudrillard både inkludere brugsværdiens
realistiske element, og bytteværdiens strukturerende. Men hverken brugsværdi eller bytteværdi
optræder i tegnværdien i deres oprindelige form. De følger ikke deres oprindelige logik, men har i
stedet antaget en slags irrationel eller perverteret form. Brugsværdien er ikke længere funderet på
rationelle behov, men på irrationelt begær. Og bytteværdien henviser ikke længere til en rationelt
kalkulerbar omkostning, men til den irrationelle kode.
Men brudene med de rationelle rødder er sjældent fuldstændige. Brugsværdien i tegnvaren
husker stadig i et eller andet omfang sin fortid, og kan også henvise til denne som alibi og
undskyldning. Og det samme gælder bytteværdien. Tegnvaren er altid et gradsspørgsmål. Det
rene tegn har ingen hukommelse om behov og omkostninger, men det er de færreste varer, der
lever som rene tegn. Til gengæld er langt de fleste konsumvarer i dag i et eller andet omfang
blevet tegn.
Skematisk oversigt over de tre værdisystemer
Funktionel værdi - instrumental logik. Objektet tjener en funktion. Det er et instrument til at
tilfredsstille et behov. Derfor er det nyttigt. Subjektet har nytte af det. Værdien bestemmes af
graden af behovstilfredsstillelse og kan måles i brugsværdi. Den funktionelle logik definerer
derfor begrebet brugsværdi og giver en begrundelse for den. Som instrument kan objektet kun
udskiftes med en objekt, der kan udføre en tilsvarende funktion.
Økonomisk værdi - økonomisk logik. Objektet er en vare. Økonomiske værdier er kun
kvantitativt forskellige - ikke kvalitativt. Værdierne skabes og måles inden for det økonomiske
system - markedet. Værdien bestemmes uafhængigt af nytten/brugsværdien. Den økonomiske
logik definerer begrebet bytteværdi og giver en begrundelse for den. Varen er kvalitativt ligestillet
med alle andre varer. Den økonomiske logik er ækvivalens: Alle varer kan ligestilles i bestemt
kvantitativt forhold.
89
Tegn-værdi - differentiel logik. Objektet er en forbrugsgenstand, der giver status. Tegn-værdien
bestemmes af varens forskellighed fra andre varer. Det almene har ingen værdi - eller rettere: det
synker ned i den økonomiske logik. Brugsværdien er erstattet af betydning, mens bytteværdien
bestemmes af den af kulturelt bestemte differentielle logik - modens logik. En vare må hele tiden
forsøge at fastholde sin forskellighed i forhold til andre. For som betydning er varen potentielt
udskiftelig med en hvilken som helst anden vare.
Det er nu muligt at lave en rationalistisk rekonstruktion af objektets kulturhistorie. Objektet
tjener umiddelbart som et instrument, der har en given funktion og dermed tilfredsstiller et givent
behov ('objektet er nyttigt'). Jo mere nyttigt objektet er, jo større værdi har det. Men så snart
objektet indgår i vareøkonomien og bliver produceret, bliver dets værdi bestemt beregneligt
økonomisk (som bytteværdi). Men når varen bliver et tegn antager både de funktionelle og
økonomiske forskelle semiotisk funktion. De bliver kulturelt betydningsfulde. De antager en
kulturel og statusmæssig betydning.
Omvendt kan et objekt, der bliver taget ud af sin sociale sammenhæng, øjeblikkeligt miste
sin tegnværdi (status). Det kan herefter forfalde til en økonomisk bestemmelse (hvor det antages
at tilfredsstille et givent behov, og dets værdi bliver målt ved omkostningen ved produktionen).
Eller til en funktionel bestemmelse, hvor dets værdi bestemmes ved dets funktionelle funktion.
Et meget værdifuldt tegn kan under sådanne omstændigheder blive fuldstændig værdiløst, fordi
dets værdi udelukkende er social, og det faktisk ikke tilfredsstiller andre former for behov.
Det afgørende at forstå, at de tre værdisystemer på ingen måde udelukker hinanden.
Værdien af en given vare kan således i teorien potentielt falde ind under alle tre systemer. Én vare
handles for dens funktionelle værdi, en anden for den økonomiske og en tredje for den
tegnmæssige. Eller den samme vare kan på ét tidspunkt handles efter den instrumentelle logik, på
et andet tidspunkt efter den økonomiske logik - og på et tredje tidspunkt efter den differentielle.
Eller den givne vare kan af forskellige personer bliver vurderet efter forskellige værdistrukturer.
Baudrillard mente ikke, at den funktionelle værdi grundlæggende var andet end et
ideologisk alibi. Og han har nok ret i, at den fylder meget lidt, når det kommer til bestemmelsen
af de priser, varer handles til. Men den har alligevel en sandhedsværdi og kan i både ekstreme og
mere realistiske eksempler forestilles at have en effekt. Som grundlæggende værdimæssig struktur,
spiller den dog næppe nogen rolle.
Værdien af en given (masseproduceret, massehandlet markeds)vare falder således normalt
under enten den marxske bytteværdis økonomiske logik eller kodens differentielle logik. En vare
90
kan være en anonym massevare eller et tegn. Tegn-varerne findes i mange forskellige grader. Det
er et spørgsmål om, hvor meget en given vare kan differentiere sig i forhold til andre varer - hvor
meget den kan løsrive sig fra den marxske bytteværdi. Langt de fleste varer, der handles i
detailhandlen, er i eller anden grad tegn. Forskellen er, i hvor høj grad de stadig husker deres
væren som 'almindelige marxske varer'.
Symbolsk 'værdi', ambivalens - økonomiens og produktionens grænse
Funktionel værdi, økonomiske værdi, og tegn-værdi afgrænser Baudrillards forståelse af det
økonomiske. Men han opererer faktisk også med en fjerde form for 'værdi'. Den har ikke været
nævnt indtil nu, men det skyldes, at den faktisk falder uden for det økonomiskes område. Og den
har derfor ikke været relevant for alle de betragtninger omkring vareøkonomien, der har båret
dette speciale. Frem for at forvirre kan den så nu, hvor alle de andre typer af værdi er blevet
grundigt analyseret og afgrænset, være med til at kaste et afrundende blik på, hvad økonomi er -
og hvad det ikke er.
Baudrillard kalder den fjerde værdiform for symbolsk, men fastslår samtidig, at det
symbolske netop ikke er en 'værdi' i den overordnede økonomiske forstand. Grundlaget for
vareøkonomi og produktion er værdi, og det symbolske er netop det, som står uden for
vareøkonomien, produktionen og værdien i det hele taget. Men det symbolske kan alligevel være
et værdisystem, fordi det i formen 'symbolsk udveksling' ('symbolsk bytte') kan fungere som
strukturerende system for udveksling af samfundsmæssige værdier. Og det er netop definitionen
på et værdisystem.
Ekskurs
Det er vigtigt i disse betragtninger at skelne klart mellem 'tegn' og 'symbol'. Mange af de ting, som
i daglig tale kaldes symboler, er i virkeligheden blot tegn. Et tegn er enheden af en given
'betydende' og dennes 'betydning'. Et symbol udtrykker derimod altid mere, end der kan
redegøres for. Det har en betydning, men denne er uudgrundelig. Symbolet udtrykker altid mere
end fortolkningen. Dets betydning kan ikke fuldt eller endegyldigt afkodes. Og hvis fortolkningen
blev dækkende ville symbolet være blevet til et tegn.
I lighed med de andre værdisystemer kan det symbolske beskrives som værende behersket af en
bestemt logik. Overordnet kan det symbolske beskrives som:
Reciprok værdi. Kommer til udtryk gennem symbolsk udveksling (symbolsk bytte). Den
symbolske værdi styres af en reciprok logik.
91
Det enkleste eksempel på symbolsk udveksling er gaven (mange gaver er dog i vores kultur
for længst blevet til tegn eller ren bytteværdi - alligevel har de stadig en smag af deres oprindelige
funktion). I forståelsen af gaven bliver det reciprokke ved den symbolske udveksling klart. Under
gaveudvekslingens logik skal en gave fra en person til en anden altid modsvares af en gave den
modsatte vej. Idet man giver en gave, indtræder der således et afhængighedsforhold de to parter
imellem. Jo større en værdi, der er blevet givet - jo større en værdi skylder modtageren af gaven.
Der ligger endog en slags vækstlogik gemt - fordi den modsvarende gave måske endda helst
skal være lidt større end den oprindelige. Det symbolske afhængighedsforhold er således aldrig
helt gennemsigtigt eller gennemskueligt. Baudrillard kalder relationen for 'ambivalent'. Gaven er
givet - og skal af princip være vederlagsfri. Men den reciprokke logik gør, at gaven samtidig er en
gæld. Gaven er altid både gave og gæld. Den symbolske værdi er aldrig entydig eller målelig, men
altid usikker og omskiftelig (ambivalent). Det symbolske er i det hele taget kendetegnet ved at
være ambivalent. Det er aldrig fastlagt eller endelig givet.
Og det er netop gavens reciprokke logik, der gør, at de samfund, hvor udvekslingen af
objekter foregår gennem symbolsk udveksling, står uden for det egentligt økonomiske:
produktionen og akkumulationen. Baudrillard mener, at det gælder for de fleste såkaldt primitive
samfund. Fordi alting opfattes som gaver, skal det altid gives videre. Det er aldrig egentligt ejet.
Det overskud, som opstår i sådanne samfund, skal derfor altid på et tidspunkt gives tilbage - til
naturen eller guderne. Ifølge Baudrillard er denne logik grundlaget for 'festen' og 'ofringen'.
Et andet karakteristisk træk ved det symbolske er, at det altid indeholder en psykisk binding
(en 'psykisk investering'). I det symbolske spiller objektet i sig selv en underordnet rolle. Et
hvilket som helst objekt kan være et symbol. Det afgørende er, at et subjekt er knyttet (bundet)
psykisk til det. Og det kan ikke bare udskiftes med et andet objekt - også selvom dette
tilsyneladende er tilsvarende. Det symbolske objekt er således unikt. (I modsætning til
instrumentet, der er funktionelt udskifteligt, varen, der kvalitativt er ækvivalent med alle andre
varer, og tegnet, der er fuldstændig udskifteligt.)
I den symbolske udveksling er det således hverken brugsværdi, bytteværdi eller betydning,
der udveksles. Det er en gensidig psykisk binding. En gensindig psykisk afhængighed mellem
giver og modtager. Men det er stadig et system til udvekslingen af samfundsmæssige værdier -
udvekslet efter bestemte regler. Disse regler er ofte religiøst bestemt, men kan indeholde mange
elementer. Og det er ofte netop en rationalisering af disse regler, der udgør overgangen til det
økonomiske.
I en vareøkonomi kan det symbolske stå i et uklart forhold til det økonomiske, Symbolsk
udveksling er i modstrid med det økonomiske, værdien og produktionen. Men et objekt kan godt
92
antage symbolsk 'værdi' (form) i en vareøkonomi - eksempelvis når det bliver 'personligt' og
'unikt'. Men det kan så nemt komme til at ligne eller blive blandet sammen med tegn, der skal
udtrykke 'personlighed' og 'unikhed'.
Forholdet mellem det symbolske og fetichismen er også speget. Det symbolske er altid
fetichistisk, fordi det bliver tillagt objektet. Men al fetichisme er ikke symbolsk. For at det
fetichistiske skal være symbolsk skal objektets brugsværdi og bytteværdi være nærmest ligegyldige,
og dets betydning skal indeholde noget 'mere', noget uforklarligt. Men samtidig spiller disse
betingelser fint sammen med tegnværdien, fordi objektets funktion bliver underordnet og prisen
ligegyldig. Og det er perfekte arbejdsbetingelser for, at tegnværdien og koden kan udøve deres
dominans - og for at forbruget i det hele taget kan fremmes. I teorien er tegn og symboler næsten
modsætninger, men i praksis kan de nogle gange være meget svære at adskille.
Svært definerbare kvaliteter som eksempelvis 'enkelhed', 'funktionalitet' og 'lækkerhed'
ligger også og svæver på grænsen til det symbolske. Mennesket har altid haft en tendens til at
helliggøre visse objekter og kvaliteter. Men på forunderlig vis er denne evne og forkærlighed i dag
blevet en af de stærkeste motorer i forbrugerismen. Det er, som om det symbolske også kan
gøres til en betydning. Og som betydning kan det symbolske hele tiden udskiftes med noget, der i
teorien endnu bedre udtrykker det symbolske.
Eksempel
Efter alle disse teoretiske overvejelser er det måske på sin plads med et jordnært eksempel. En
hvilken som helst type vare kan bruges til at illustrere forskellene mellem de forskellige slags
værdi. (At valget netop er faldet på det givne eksempel skyldes min samfundsbeskrivelseslærer fra
1. år. Han brugte nemlig en trøje til eksemplificere sin komplette misforståelse af vores projekt -
selvom han troede, at han var enig.) En trøje er noget, de fleste ejer adskillelige af og har et
rimeligt stort erfaringsgrundlag med. Den er også umiddelbart et ganske simpelt objekt og dækker
fint alle fire typer værdi. Den er derfor et udmærket indledende eksempel.
Funktionel værdi: En trøje har funktionel værdi, fordi den kan holde på varmen. Sekundært tjener
den funktionen at dække den nøgne overkrop. Til at tilfredsstille disse behov er de fleste trøjer (af
samme 'type') nogenlunde lige gode. Der er dog mange mulighed for at en given trøje i nogle
situationer kan tilfredsstille disse behov bedre end andre trøjer, og at dens brugsværdi således er
højere.
Økonomisk værdi: Når en trøje handles på markedet, har den en økonomiske værdi (bytteværdi),
der komme til udtryk ved, at den har en pris. Hvis trøjen bare skal tjene en funktion
(udelukkende købes for den umiddelbare brugsværdi), er det fordelagtigt at vælge den billigste
93
trøje. Marx forestillede sig, at denne dynamik ville føre til, at alle varer blev handlet til en pris, der
afspejlede den arbejdsmæssige omkostning ved deres produktion. Så længe trøjen kan handles på
markedet, har den denne bytteværdi - også selvom personen, der ejer trøjen, ingen brugsværdi
kan få af trøjen (eventuelt fordi vedkommende har masser af trøjer i forvejen). Denne dynamik
gør, at varer kan handles uafhængigt af deres brugsværdi (så længe de har en brugsværdi, der i
sidste ende kan realiseres).
Tegn-værdi: Som tegn udtrykke trøjen noget både socialt og kulturelt. Den signalerer status. Den
kan signalere et tilhørsforhold til bestemt en social gruppe. Eller afstandtagen fra en social
gruppe. Med et ord: Forskel. Trøjen i sig selv er ligegyldig. Det er kun dens betydning, der er
interessant. Den kan udskiftes med et hvilket som helst andet objekt med samme betydning. Og
hvis forbrugeren ønsker en anden betydning, kan trøjen også bare udskiftes. Baudrillard
forestiller sig, at betydningerne af de forskellige tegn-varer fastlægges af det, han kalder koden.
Koden følger en modens logik, der tilsiger, at det værdifulde er forskelligt og nyt ('nyt' i den
forstand, at det er anderledes end det, der var før).
Symbolsk værdi: Som symbol er trøjen noget helt unikt. Den har en betydning, der ikke kan
rationelt forklares eller begrundes. Og den kan ikke erstattes af en ellers tilsyneladende identisk
trøje. De fleste har sikkert oplevet at få en psykisk binding til noget bestemt tøj. Tøjet er ikke
længere bare tøj, men opleves, som om det udtrykker noget om eller sammenhængende med
personligheden. Det sker normalt med tøj, som man har haft længe, og som har været med en i
forskellige emotionelt intense situationer. Det er umuligt at angive værdien af et symbol. Det
opleves normalt som meget værdifuldt, selvom det ikke har en speciel brugsværdi og måske
endda slet ingen bytteværdi.
Alle typer varer ville kunne gennemgås på samme måde - og det er faktisk hver gang en
ganske interessant øvelse. Det skyldes, at de forskellige typer værdi normalt enten bliver
sammenblandet eller overset, når værdien af en vare skal bedømmes. Og det er sundt at begynde
at se dem tydeligt og at skille dem ad. Ikke mindst fordi den refleksion vil gøre det klart, hvor
svært det er entydigt at bestemme ting som brugsværdi og bytteværdi. De færreste kan angive en
specifik værdi på en given vare, men vil alligevel entydigt kunne svare på, om varen har en værdi
eller ej. I deres begrundelse herfor vil de nødvendigvis støde ind i en eller flere af de ovenstående
værdityper. Værdi ligger gemt et eller andet sted i enhver økonomisk transaktion.
Det er også klart ud fra eksemplet, at den givne vare kan ændre værdiform. Ja, faktisk at
den i sin 'livscyklus' må ændre værdiform. På markedet er trøjen bytteværdi, men efter at den er
købt, bliver den brugsværdi for forbrugeren (om det så er i den funktionelle forstand eller den
tegnmæssige eller begge dele er en anden historie). Men disse overgange mellem værdiformerne
94
gælder ikke kun for de enkelte objekter. Det gælder også på det overordnede
samfundsøkonomiske plan. Hele det såkaldte økonomiske kredsløb er funderet på, at værdien
skifter form. I den simple normale analyse er det overgangene mellem brugsværdi og bytteværdi,
der er åndedrættet i økonomien. Brugsværdier bliver i produktionen forvandlet til bytteværdier
for så i forbruget at blive forvandlet til brugsværdi igen.
Overgange mellem værdisystemerne
Baudrillard udvider dette skema voldsomt. Alle fire typer værdi kan forvandles til en hvilken som
helst anden af de andre. De giver i alt 12 overgange. Men de kan grupperes, og det gør, at det
blive nemmere at se det store billede.
Overgangene mellem brugsværdi-bytteværdi og bytteværdi-brugsværdi er allerede blevet
berørt. De udgør tilsammen det klassiske (og marxske) økonomiske kredsløb. Produktion består i
produktivt forbrug af brugsværdier - og heri forvandles brugsværdi til bytteværdi. Denne
bytteværdi bliver så enten endegyldigt forbrugt af forbrugerne eller forbrugt som brugsværdi i ny
produktion.
Overgangene fra symbolsk udveksling til brugsværdi, bytteværdi og tegn-værdi følger alle
tre et identisk skema. Det er overgangen til det økonomiske. Objektet bliver trukket ud af sin
symbolske cirkulation og bliver enten et instrument, en vare eller et tegn. Det er den proces, der
indtræder, når det rationelle gennembryder det symbolske (det hellige).
Det modsatte - brugsværdis, bytteværdis eller tegn-værdis forvandling i symbolsk
udveksling - sker, når brugsværdi, bytteværdi, eller tegn-værdi destrueres (forbruges) i en proces
for at overskride det økonomiske. Det falder uden for disse rammer at beskrive de processer
indgående, men det er det, der potentielt sker med gaven, ofringen og festen. Der findes ingen
egentlig forvandling af økonomisk værdi til symbolsk værdi. Kun ved at ophøre med at være
økonomisk værdi kan noget antage symbolsk værdi - og omvendt.
Overgangene til og fra tegnværdi
Mest interessant for den baudrillardske analyse er selvfølgelig overgangene mellem tegnværdi og
brugsværdi og bytteværdi. Det er her, at hans analyse er mest original, og heri, at han får
beskrevet forbrugersamfundets normale økonomiske kredsløb.
Overgangen fra brugsværdi til tegnværdi var dog allerede blevet analyseret længe før
Baudrillard - af den amerikanske økonom Torsten Veblen.100 Hans begreber om 'conspicuous
consumption' ('iøjnefaldende forbrug') og 'the leisure class' analyserede for første gang
systematisk, hvordan 'unyttigt' forbrug kunne fungere som en måde at markere status og sociale 100 I hans bog 'The Theory of the Leisure Class' fra 1899.
95
skel. Det er altså forbrug, der ikke er knyttet til behov. Forbrug der kun tjener det formål at
markere en betydning eller en forskel. Dem, der har brugsværdier i overflod, kan således via et
ikke-behovsbestemt eller direkte destruktivt forbrug af dem markere en statusmæssig forskel.
Brugsværdi forvandles til tegnværdi.
Ekskurs
Dette speciale er selvfølgelig ikke første gang, at økonomisk teori - og ikke mindst
forbrugerteorien og dens manglende realisme - er blevet anklaget for at være grundlæggende
fejlagtig. Og Veblen kan betragtes som en slags hovedfigur inden for de kritiske, alternative
opfattelser. Og selvom Baudrillard påpeger manglerne i Veblens tilgang, giver han ham også
megen anerkendelse: "We should refer at this point to Veblen, who, even if he posited the logic
of differentiation more in terms of individuals than of classes, of prestige interaction rather than
of exchange structure, nevertheless offers in a way far superior to those who have followed him
and who have pretended to surpass him the discovery of a principle of total social analysis, the
basis of a radical logic, in the mechanisms of differentiation."101
Veblen og andre har ret i mange af deres påstande og analyser. Men det forbliver en kritik
af det lokalt individuelle. Der mangler en overordnet, strukturel forståelsesramme, der ikke kan
afvises, og som gør, at kritikken ikke bare kan affejes som 'snak', der måske nok kan være noget
om, men som ikke har noget at gøre med 'rigtig økonomi'. Den lokale kritik skal være funderet i
en rationelt begrundet og rationelt forståelig global forståelse, hvis den skal gøres sig håb om at
trænge gennem økonomisk teoris muskelpanser. Og det er netop det, som dette speciale forsøger:
Med Marx' unikke indsigt i værdiformen i vareøkonomien som det strukturerende motiv og
konstante omdrejningspunkt og Baudrillard som fartøj at skabe et frugtbart og spændende
alternativ, der ikke lader sig afvise som snak og løst struktureret teoretisering.
Baudrillard har også nogle interessante perspektiver på overgangene fra brugsværdi til tegnværdi:
"Here technique and knowledge are divorced from their objective practice and recovered by the
'cultural' system of differentiation."102 Altså at viden og teknik mister deres rationelle
'videnskabelige' betydning og bliver overtaget af det kulturelle som en måde at skabe forskel på.
Og: "it is functional difference playing as a statutory difference (semi-automatic vs. entirely
automatic washing machine)."103 Den funktionelle forskel bliver til en statusmæssig forskel. En
101 Baudrillard: For a critique of the political economy of the sign, s. 75-76. 102 For a critique of the political economy of the sign, s. 124. 103 For a critique of the political economy of the sign, s. 124.
96
fuldautomatisk vaskemaskine har mere status end en semi-automatisk - også når den funktionelle
forskel er fuldstændig ligegyldig for forbrugeren.
Omvendt forvandles tegnværdi til brugsværdi, når tegnene tilfredsstiller netop de behov
for forskelle og sociale hierarkier, der driver selve tegn-værdiens strukturerende magt. Driften til
forskellighed opleves som et 'behov', og når et tegn kan tilfredsstille dette behov, forvandles det
til en brugsværdi for forbrugeren.
Men overgangene mellem brugsværdi og tegnværdi er stadig mest noget, der foregår på det
personlige niveau. Det kan lidt søgt kaldes 'forbrugssiden' i forbrugersamfundets (eller 'tegn-
økonomiens') økonomiske kredsløb. For Baudrillard er den egentlige økonomiske magt funderet
på overgangene mellem bytteværdi og tegnværdi. Forbruget af bytteværdierne (traditionel
økonomisk magt) fungerer også i forbrugersamfundet som social markør. Varer forbruges med
det formål at skabe forskel og betydning. På overordnet samfundsmæssigt plan benyttes
økonomisk magt til at påvirke koden. Økonomisk magt er i høj grad med til at fastsætte den
kulturelle virkelighed.
Baudrillard skriver samlet om overgangen fra bytteværdi til tegnværdi: "here more
accurately, we have the ascension of the commodity into sign form, the transfiguration of the
economic into sign systems and the transmutation of economic power into domination and
social caste privilege."104 Varerne bliver til tegn. Det økonomiske bliver til tegnsystemer. Og
økonomisk magt forvandles til kulturel dominans og social kasteinddeling.
Og dominansen i den sociale, kulturelle virkelighed kan så transformeres tilbage til
økonomisk magt. Baudrillard skriver: "This involves the reconversion of cultural privilege, of the
monopoly of the signs, etc., into economic privilege."105 Den kulturelle magt, monopoliseringen
af tegn, bruges til fastholde den økonomiske magt og de økonomiske strukturer.
Overgangene mellem økonomisk og kulturel magt er således for Baudrillard selv
forbrugersamfundets magtstruktur. Det er "the total cycle of a political economy in which
economic exploitation based on the monopoly of capital and 'cultural' domination based on the
monopoly of the code engender one another ceaselessly."106 Det kan samtidig lige så søgt kaldes
'produktionssiden' i forbrugersamfundet - og sammen med overgangene mellem tegnværdi og
brugsværdi udgør den forbrugersamfundets totale økonomiske kredsløb.
Samtlige overgange og deres funktion i de økonomiske kredsløb kan illustreres i en figur.
Udseendet på figuren er selvfølgelig arbitrært. Det er ingen mening i, at det symbolsk er rundt og
det økonomiske trekantet. Men figuren illustrerer, at det økonomiske er indlejret som noget
104 For a critique of the political economy of the sign, s. 124. 105 For a critique of the political economy of the sign, s. 125. 106 For a critique of the political economy of the sign, s. 125.
97
radikalt anderledes i det oprindeligt symbolske menneskefællesskab. Det er også forsøgt
illustreret, at det symbolske stadig findes rundt om det økonomiske, og at det økonomiske også
kan rumme symbolske elementer. Det er også antydet, at det økonomiske kan overskride det
symbolsk - altså skabe helt nye menneskelige relationer.
Figur 4. Overgange mellem værdiformerne.
Opsamling
Baudrillards tre økonomiske værdisystemer er blevet gennemgået. Også hans begreber om
symbolsk værdi og symbolsk udveksling er blevet undersøgt. Og det er blevet påvist, hvordan
disse fire systemer strukturerer dem samfundsøkonomiske virkelighed. Og det gælder både på
niveauet for den enkelte vare og den enkelte forbruger - og på overordnet samfundsmæssigt
niveau. I det af Baudrillard beskrevne forbrugersamfund fungerer den funktionelle brugsværdi
som alibi for en systematisk økonomisk udnyttelse og reproduktion, der er baseret på både
økonomisk magt og kulturel dominans.
I forbrugersamfundet forvandles alle varer til tegn, hvis værdi bestemmes gennem en
differentiel logik (rationalitet). I den konkrete virkelighed indebærer det, at funktionelle og
98
økonomiske forskelle bliver ladet med kulturel, statusmæssig værdi. Forskellen bliver det
dominerende princip, som omslutter hele det sociale. Det er umuligt at stå udenfor, fordi det er
umuligt at være forskellig fra logikken om forskellighed. Det ville kræve at være ikke-forskellig -
altså ens. Men det er ikke muligt at være ens med det forskellige uden at være forskellig.
Ved det økonomiskes grænser findes det symbolske. Hvor de tre økonomiske værdityper
har hver deres rationalitet, er det symbolske økonomisk irrationelt. For Baudrillard er det
symbolske det eneste alternativ til det økonomiske, som gennem den differentielle logik opsluger
enhver kulturel modstand og gør den til netop en af de forskelle, som den lever af. Men det er
samtidig med sin grundlæggende irrationalitet et umuligt og ubrugeligt alternativ. Det symbolske
ligner mere en både forjættende og skræmmende drøm, der ligger gemt på grænsen til det
bevidste og truer med at bryde igennem, hver gang vores rationalitet falder i søvn.
99
VII. Forbrugerteori. Nye muligheder
Indledning
I BA-opgaven 'Slaget om forbrugerens sjæl' gennemførte Niels Johannesen og undertegnede en
grundlæggende kritik af den forbrugerteori, der anvendes i økonomisk teori. I den forbindelse
opstillede vi en ny model for forbrugerens valg (herefter cj-modellen). Denne var på mange
afgørende måder bedre end den normale. Det er interessant at undersøge den nye model igen i
lyset af den forståelse, som er opnået hidtil i dette speciale. Det skyldes, at modellen i sin tid var
inspireret af nogle af de tidligste indsigter i forhold til disse emner. Men især at der nu er givet et
fyldestgørende teoretisk grundlag at opstille og forstå modellen på. Endeligt skulle det også gerne
tjene til yderligere at udbrede kendskabet til denne alternative model. For indledende, forklarende
og perspektiverende betragtninger henvises til BA-opgaven selv. Her belyses kun det centrale.
Modellen
Som argumenteret for i 'Slaget om forbrugerens sjæl' kan 'forbrugerens problem' opstilles som en
forhandlingssituation mellem forskellige dele af personligheden. I 'Slaget' opstilles de to
delpersonligheder 'behovspersonen' og 'kræmmeren'. Forstået i lyset af de baudrillardske
værdisystemer er behovspersonen den del af personligheden, som vurderer varen ud fra dens
'instrumentelle brugsværdi'. Kræmmeren er derimod den del af personligheden, hvis
værdiforståelse er den 'økonomiske bytteværdi'. Der blev opstillet følgende matematiske
funktioner til at illustrerer de tos tilbøjeligheder:
Behovspersonen: f(x,t)
hvor x er mængden af en given vare, og t er tiden siden sidste behovstilfredsstillelse. Funktionen f
måler Behovspersonens glæde ved forbruget, og den antages at være stigende i x indtil et
mætningspunkt, hvorefter der ikke er yderligere incitament til at øge x. Funktionen er normalt
voksende i t, men der kan selvfølgelig sagtens konstrueres eksempler, hvor det ikke er tilfældet.
Kræmmeren: (E[p⏐I(t)]-p)⋅x
hvor x er mængden af den givne vare, p er varens pris, I(t) er forbrugerens information på
tidspunkt t, og E[] betegner forventningen (altså forventning til prisen givet informationen på
tidspunkt t). Funktionen illustrerer altså, at kræmmerens glæde afhænger af, om den faktiske pris
er større eller mindre end den forventede. Er p mindre end E[p⏐I(t)] er udtrykket således
voksende i x.
Behovspersonens instrumentelle rationalitet står altså over for kræmmerens ønske om at
handle billigt. Samspillet modelleres som en forhandling mellem de to parter, og der kan findes
100
en løsning på forhandlingen ved at finde den mængde x, der maksimerer Nash-
forhandlingsproduktet:
Ω = [f(x,t)]β(t)⋅[E[p⏐I(t)]-p)⋅x]1-β(t) ; for β∈[0;1]
på et givet tidspunkt t og ved en given pris p.
f(x,t) er som skrevet behovspersonens glæde eller nytte ved et køb og (E[p⏐I(t)]-p)⋅x er
kræmmerens glæde. β(t) og 1-β(t) udtrykker henholdsvis behovspersonens og kræmmerens
forhandlingsstyrker. At disse afhænger af t kan forstås på den måde, at behovspersonens
forhandlingsstyrke bliver gradvist større, jo længere der er gået siden sidste behovstilfredsstillelse
- og kræmmerens derfor tilsvarende mindre. Ved at lave en logaritmiske transformation Ω og
vælge en for situationen passende funktion f(x,t) kan problemet løses matematisk.
For at der overhovedet bliver tale om en forhandling, er der dog den betingelse, at begge
parter skal have glæde af at købe. Behovspersonen har altid glæde af at købe (hvis der er et
behov), men kræmmeren har kun fornøjelse af købet, hvis p er mindre end E[p⏐I(t)]. Hvis p =
E[p⏐I(t)] forsvinder kræmmeren ud af ligningen, og behovspersonen vælger en tilfredsstillende
mængde. Er p > E[p⏐I(t)] ønsker kræmmeren ikke at handle og forhandlingen lukkes ned indtil
enten β bliver lig 1 og kræmmeren forsvinder eller E[p⏐I(t)] eventuelt har tilpasset sig. Modellen
og dens implikationer drøftes indgående i BA-opgaven og interesserede henvises dertil.
Fortolkning af modellen
Det interessante er nu, at modellen helt uden problemer kan fortolkes i de termer, der er blevet
introduceret i dette speciale. Behovspersonen vurderer varen ud fra den funktionelle værdi. Og
kræmmeren er underlagt ægte værdifetichisme og opfatter således prisbesparelsen på en given
vare som faktisk værdi. Spørgsmålet er så, hvordan modellen kan indpasses i en baudrillardsk
forståelsesramme, hvor tegnværdien i forbrugersamfundet er blevet til den afgørende værdiform.
For tilsyneladende kan modellen kun rumme behov og besparelse.
Det synes derfor umiddelbart oplagt at indføre en tredje delperson, der repræsenterer den
differentielle værdiopfattelse. Denne delperson kunne kaldes for 'statuspersonen'.
Statuspersonens overvejelser går på de sociale statusmæssige implikationer af købet - på det
signal, som købet og varen udsender. Forbrugeren indeholder alle de tre værdiopfattelser og skal
balancere dem i forhold til hinanden i forbrugsvalget. Der ville således være tale om en udvidelse
af cj-modellen. Men denne tilgang har flere ulemper. For det først ville det være svært at opstille
en brugbar matematisk funktion for statuspersonen. Det afgørende værdibegreb er her 'forskel',
og det er svært at matematisere. Yderligere ville noget at modellens enkle skønhed forsvinde.
101
Et interessant og smukt alternativ er at omtolke cj-modellen i stedet for at udvide den.
Baudrillards vare-tegn indeholder også både brugsværdi og bytteværdi. Og hvis behovspersonen i
stedet opfattes som en 'begærsperson' kan modellen faktisk bruges til at beskrive forbruget af
tegn.
Begærspersonen har glæde ved at købe, når begæret er blevet vakt i forhold til en given
vare.107 Det kan ske på alle mulige måder og undskyldes ofte med en henvisning til et eller andet
behov, der dog nemt kan tilfredsstilles med mange andre varer. Når begæret er vakt, skal der en
vis mængde af varen (typisk bare 1) til umiddelbart at tilfredsstille begæret. Så længe begæret er
vakt, vil det være voksende i t indtil det eventuelt på et tidspunkt begynder at aftage. Det vil også
være meningsfuldt at inddrage prisen i begærspersonens glæde. Og det på den måde, at jo højere
prisen er, jo stærkere vil begæret og glæden være. En generel funktion for begærspersonen kan
derfor skrives som: f(x,t,p).
Kræmmerens funktion er tilsvarende den oprindelige model. Blot skal E[p⏐I(t)] fortolkes
lidt bredere som forventningen, til hvad et tegn (statussymbol) af tilsvarende (tegn-bytte)værdi
(ifølge kræmmeren) kan købes til.
For at gøre det nemt vil den oprindelige cj-model blive kaldt for rationel og den nye
irrationel. De beskriver grundlæggende det sammen. Men mens der i den oprindelige tolkning er
tale om en 'rationel' overvejelse mellem behov og pris, er det i nye den nye tolkning en 'irrationel'
konflikt mellem begær og pris. I den rationelle model ønsker behovspersonen at forbruge en
rimeligt rationel mængde af varen i forhold til behovet, og det er kræmmeren, der i tilfældet p <
E[p⏐I(t)] trækker mod et 'irrationelt' (bedømt ud fra et almindeligt rationalistisk perspektiv) stort
forbrug.
Omvendt i den irrationelle tolkning, hvor begærspersonen forsøger at gennemtvinge et
'irrationelt' (fordi det ikke er baseret på behov) forbrug, og hvor kræmmeren fungerer som en
slags rationalistisk stopklods, der hele tiden vurderer, om varen er sin pris værd i status.
Kræmmerens rationalisme er dog funderet udelukkende på fetichisme, og den er derfor ikke
egentligt rationalistisk.
cj-modellen har således vist sig stærk nok til at kunne modellere både traditionelt rationelt
forbrug og moderne tegn-forbrug. I forlængelse af Baudrillards åbne værdisystemer er det snildt
muligt at forestille sig den rationelle tolkning værende gældende for én type af indkøb og den
irrationelle for en anden type - for den samme forbruger. Eller at begge tolkninger er relevante i
et givent forbrugsvalg.
107 Bemærk, at 'begær' her skal forstås meget bredt. Det dækker altså eksempelvis også 'begæret' efter social staus (eller bare social accept).
102
Modellens afgørende fordel er, at den kan rumme en indre splid i forbrugeren. Og denne
splid kender de fleste nok, hvis de foretager en lille smule introspektion. Modellen har også vist
sig yderst velegnet til at illustrere de indsigter, der ligger i den baudrillardske værditeori (eller de
baudrillardske værditeorier). Og indtil en bedre model bliver opstillet, er den det bedste alternativ
til den almindelige økonomiske forbrugerteori.
Generelle betragtninger over modellering af forbrugerens problem
En realistisk model for forbrugsvalget må kunne rumme følgende fundamentale spørgsmål for
forbrugeren.
Er det overhovedet noget, jeg gerne vil have ('har et behov for')? Kun hvis der svares ja til det
spørgsmål, er forbrugeren interesseret i varen - og først da kommer de forskellige
værdibedømmelser i spil. Et behov eller et begær skal være vakt.
Hvad koster det i forhold til andre ting, jeg gerne vil have? Der er selvfølgelig en
budgetrestriktion for de fleste forbrugere. Men det påvirker ikke indkøbet så direkte som
modelleret i almindelig teori. Snarere er der en indirekte effekt via svaret på dette spørgsmål (og
fra en delvist fleksibel mængde penge, der opfattes som disponible)
Hvad koster det i forhold til den pris, jeg forventede, at det ville koste? Det er kræmmerens
generelle spørgsmål, og svaret afgør umiddelbart, om der kommer en indre forhandling i gang
om et køb.
Hvad koster det i forhold til sin normale pris? Det er kræmmerens specifikke spørgsmål. Og en
besparelse vil altid være motiverende for kræmmeren.
Hvor attraktivt (forskelligt på den gode måde) er det sammenlignet med andre ting, der dækker
samme behov? Jo mere forskelligt fra 'det almindelige' varen er, jo mere vil den virke tillokkende
på begærspersonen og dennes kræmmer.
Hvad koster det i forhold til andre ting, der dækker samme behov? Det er et mere rationalistisk
spørgsmål, som motiverer en mindre status-orienteret kræmmer.
For at kunne svare på alle disse spørgsmål er det således nødvendigt at inddrage alle tre
værdibestemmelser. De er nemlig højst sandsynligt alle med til at bestemme forbrugerens valg:
Brugsværdi: Tjener den et uopfyldt behov (den nødvendige undskyldning)?
Bytteværdi: Hvad koster den (i forhold til forventning, alternativer, 'før')?
Tegnværdi: Hvilken status (forskel) bevirker forbruget (bestemt af den kulturelle kode og prisen)?
Et forbrugsvalg er således en stor samlet beslutning, hvor mange elementer mere eller
mindre bevidst spiller ind. Der skal være en oplevelse af behov - og den oplevelse kommer
103
normalt overraskende hurtigt, så snart begæret er vakt. Jo stærkere begæret er aktiveret, jo mindre
vil rationelle overvejelser spille ind.
Pris i forhold til behov er umiddelbart en meget rationel betragtning, men den fylder
normalt meget lidt. Det skyldes selvfølgelig, som berørt adskillige gange i løbet af specialet, at det
er nok er umuligt at gennemføre betragtningen egentligt rationelt, fordi behov er så problematisk
en størrelse. Prisen i forhold til alternativer er også en ganske rationel betragtning, og den spiller
ofte en større rolle. Besparelse kan være både en rationel (hvis varen ville være købt alligevel) og
irrationel motivation (hvis det er besparelsen i sig selv, der lokker).
Hvor meget tegnværdien spiller ind i forbrugsvalget, er bestemt af graden af indlevelse i
den af koden definerede kulturelle virkelighed. Denne indlevelse er netop den baudrillardske
fetichisme. For nogen kan tegnværdien være det eneste afgørende. For andre kan den spille en
minimal rolle.
Det symbolske kan have en indflydelse på forbruget, men det kan være svært at adskille fra
både det vakte begær og den differentierende effekt (det unikke). I det hele taget er den
symbolske værdi ikke forsøgt modelleret, fordi den står uden for den økonomiske rationalitet. Til
gengæld er det i højeste grad muligt, at det symbolske i hin enkelte kan være i voldsom konflikt
med den økonomiske rationalitet. Om der er tale om en uløselig konflikt, eller der er mulighed
for en forhandlingsløsning mellem det symbolske og det økonomiske, er både en kulturel
problemstilling og et personlighedsspørgsmål. Jesus smed kræmmerne ud af templet.
Opsamling
Modellen af forbrugerens problem fra 'Slaget om forbrugerens sjæl' er blevet genopstillet. Og det
viste sig, at den nemt kunne forstås ud fra de værditeorier, der er blevet opstillet i specialet.
Gennem en omtolkning af modellen var det også muligt at få den til rumme og beskrive alle de
forskellige økonomiske værdiaspekter: funktionel brugsværdi, økonomisk bytteværdi og
tegnværdi.
Desuden er modellen en tilfredsstillende realistisk beskrivelse af forbrugsvalget, fordi den
er i stand til at rumme alle de spørgsmål, der med rimelighed kan stilles til en sådan model. Der er
altså alle gode grunde til overveje at benytte modellen som et realistisk alternativ til den normale
forbrugermodel. Især på baggrund af de værditeoretiske indsigter, der er blevet trukket frem i
specialet. Indsigterne illustrerer nødvendigheden af en ny teori, og udgør et fundament for en
sådan. Og cj-modellen tilfredsstiller alle de krav til en model af forbrugerens valg, som
værditeorien dikterer.
104
VIII. Konklusion
Som postuleret af Schanz, har der vist sig at være et hidtil stort set forbigået kritisk potentiale i
den marxske økonomikritik. Og gennemgangen af Marx' vareanalyse lokaliserede det stadigt
frugtbare område i den marxske værditeori. Det viste sig også muligt at frisætte den afgørende del
af indholdet fra alle de uheldige formmæssige valg, som Marx traf. Tilbage står den forbløffende
indsigt, at abstrakte samfundsmæssige forhold mennesker imellem tilsyneladende ubestrideligt
materialiserer sig i en for selv samme mennesker uigennemskuelig og tingslig form. Det er
'værdien', der kommer til udtryk som bytteværdi og materialiserer sig i penge og kapital.
Perspektiverne af disse indsigter er omfattende. De belyser overraskende klart pengenes
forunderlige historie og viser, at det samfundsmæssige er en gennemtrængende, men til stadighed
problematisk del af vareøkonomien. Mindst lige så afgørende forklarede vareanalysen og
værdiformen, hvorfor varer og værdi bliver blandet så grundigt sammen. Marx samlede
fænomenet under betegnelsen fetichisme, og tankegangen blev videreudviklet af Baudrillard.
Tegnvarer og tegn-bytteværdi, som defineret af Baudrillard, beviser, at den marxske værdianalyse
kan udvides og udvikles til at rumme forbrugersamfundets komplicerede værdistruktur.
Alle specialets forskellige elementer kunne samles i en generel værditeoretisk model, der
rummer og forklarer både almindelig økonomisk teori, Marx og Baudrillard. Og den generelle
model kunne på glimrende vis kobles sammen med den specifikke cj-model for forbrugerens
problem.
Alt i alt antydes med Marx' grundlæggende værdianalyse, Baudrillards indsigter og specialets
strukturering et interessant og frugtbart alternativ til den herskende og på mange områder
mangelfulde økonomiske tænkning. Det oversete kritiske potentiale i den marxske økonomikritik
er således muligheden for på stringent og sammenhængende vis at skabe en overordnet
værditeoretisk ramme for forståelsen af samspillet mellem det økonomiske og det
samfundsmæssige. En ramme, som samtidig (igen) forbinder økonomisk teori med psykologiske,
sociologiske og antropologiske problemfelter.
Overraskende nok indbefatter det kritiske potentiale i økonomikritikken faktisk en
opvurdering af kapitalismen i forhold til et normalt venstreorienteret synspunkt. Det er ikke
kapitalismen, der er noget galt med. Det er vores blindhed i forhold til kapitalismens skjulte
indhold. At det så ligger i vareøkonomiens allerdybeste struktur at forblinde og skjule, er netop
det problem, som Marx påpeger. Men at bedømme kapitalismen negativt ud fra denne blindhed
er faktisk at være underlagt kapitalen. Fra et mere oplyst synspunkt er sammenhængene meget
mere komplekse, og det bliver muligt at se perspektiverne i det eksisterende. Det er her på sin
plads med et smukt Baudrillard-citat: "There is no possible or impossible. The utopia is here in all
105
the energies that are raised against political economy. But this utopian violence does not
accumulate; it is lost."108
Samlet set har specialet mere end levet op til forhåbningerne. Den baudrillardske værditeori
er gennem optikken af det kritiske potentiale i den marxske økonomikritik blevet transformeret
til noget, der forholder sig direkte til økonomisk teori og de problemstillinger, som den normalt
beskriver. Det var ikke muligt at rationalisere Baudrillard i sig selv, men rekonstrueret på Marx
viste det sig faktisk muligt.
Blandt omkostningerne er en likvidering af Marx, hvor kun de solvente dele af teorien
betragtes. Og en teoretisk voldshandling mod Baudrillard, hvor hans komplekse og uregerlige
teori bliver regnet med i det marxske bo. Et sådant projekt havde ikke Baudrillards interesse, og
han ville ikke have brudt sig om det. Men det er gjort for at skabe en ny og meget anderledes,
men samtidig realistisk og overbevisende ramme for forståelse af økonomisk værdi.
Baudrillard havde ikke blik for hvor realistisk, selvfølgelig, uhistorisk og ubestemt109 den
oplevede virkelighed faktisk stadig er. Og det er et problem. For det er nødvendigt at forholde sig
til det menneskelige, som det bliver oplevet, og ikke som det kan opfattes i sin mest ekstreme
teoretiske variant, hvis der skal oprettes en meningsfuld og konstruktiv diskurs.
Specialet fastholder nogle overbevisende forklaringer på fænomener, som ellers ignoreres
eller overses. Men økonomiens største og mest basale spørgsmål står også efter specialet
ubesvarede hen. Forhåbentlig kan det give appetit til endnu en gang at kaste sig over disse
samfundsteoretiske grundproblemer. Hvad er værdi? Kan vi leve af at klippe hinanden? Bliver
der mere værdi eller kun mere rigdom? Hvordan opstår fortjeneste? Der bør igen gøres forsøg på
at forstå disse spørgsmål. Og indsigterne i specialet kan være et skridt på vejen.
På trods af - men også på grund af - alle de indsigter en værditeoretisk indgang til det
økonomiske giver, indeholder den også en masse umiddelbare problemer og mysterier, som kan
og bør undersøges og udforskes af den økonomiske videnskab. Den abstrakte samfundsmæssige
værdi må ligge bag en masse empiriske fænomener, men det er uklart, hvordan værdien faktisk
indvirker på den samfundsmæssige virkelighed. Penge kan eksempelvis kun forstås som udtryk
for den samfundsmæssige værdi, men det giver ingen indsigt i, hvordan værdien faktisk
bestemmer pengenes værdi. Det er selvfølgelig i første omgang et spændende forskningsfelt, men
det kan også tænkes at udtrykke en mangel i de værditeoretiske forklaringsmodeller (selvom
almindelig økonomisk teori heller ikke har brugbare forklaringer på bestemmelsen af penges
værdi).
108 Baudrillard: The mirror of production, s. 166. 109 Jeg alluderer her til Schanz, der i forskellige bøger - især den glimrende 'Selvfølgeligheder' - har gjort op med ideen om det menneskelige som entydigt bestemt af det historiske.
106
Økonomisk teori har forklaret og systematiseret en masse fænomener udelukkende ved at
henvise til udbud og efterspørgsel. Markedsmekanismerne er en helt afgørende økonomisk
faktor. Og det må være afgørende og frugtbart at forsøge at forstå, hvordan de spiller sammen
med det værditeoretiske. Sammenhængen er tydeligvis meget mere kompleks end Marx, Ricardo
og Smith forestillede sig. Markedsmekanismerne realiserer ikke blot gnidningsløst
værdisystemerne. Den levende økonomi er et komplekst system, der ikke bare kan ignoreres ved
hjælp af gennemsnittets store lov, som Marx forsøgte at gøre.
Men økonomisk teori mangler i eklatant grad et brugbart værditeoretisk fundament. Alt for
mange fænomener kan ikke forklares. Økonomisk teori er blevet klinisk steril og kastreret som
konsekvens af verdensfjerne matematiske abstraktioner. Der er nødvendigt at finde mødesteder
og mødemuligheder mellem værditeori og moderne økonomisk analyse. Den nye model for
forbrugerens valg, der gengives i dette speciale, viser trods alle begrænsninger, at det helt bestemt
er muligt. Den værditeoretiske befrugtning kan give nye og meget bedre modeller, som er mere
levende og i kontakt med den konkrete økonomiske virkelighed. Og heri kan anes en fremtid for
den teoretiske økonomi, der ellers blot 'bestandigt tygger drøv på længst indvundet materiale' og
er ved at miste sin almenmenneskelige relevans fuldstændigt.
Steriliseringen af økonomisk teori har den triste, men yderst forståelige konsekvens, at
offentligheden stort set ingen interesse har i akademisk økonomi. Økonomer er blevet til
embedsmænd og teknokrater, for hvem økonomisk teori mest var noget, der skulle overstås. Og
til meteorologer, som får deres fem minutter til at give økonomiske vejr-prognoser, som alle ved,
er mindst lige så usikre som den danske sommer. Økonomi er som bekendt den eneste
videnskab, der kan forklare eksakt, at den ikke kan forudsige noget. Og alt dette kunne måske
være fint nok, hvis der stadig var et bankende, levende, menneskeligt hjerte i centrum af den
økonomiske teori. Et forsøg på at forstå og begribe det menneskelige i det økonomiske. Ring
efter ambulancen.
107
Litteraturliste
Primærlitteratur
Jean Baudrillard: For a critique of the political economy of the sign. Telos Press, 1981.
Jean Baudrillard: The consumer society. Sage Publications, 2006.
Jean Baudrillard: The mirror of production. Telos Press, 1975.
Jean Baudrillard: The system of objects. Verso, 2005.
Marc Blaug: Economic theory in retrospect, 5th edition. Cambridge University Press, 1998.
Jeppe Juhl Christensen & Niels Johannesen: Slaget om forbrugerens sjæl. BA-projekt ved
Økonomisk Institut, Københavns Universitet, 2001. Kan lånes af forfatteren.
Jeppe Juhl Christensen & Jesper Duelund: Penge og værdi. Samfundsbeskrivelsesprojekt ved
Økonomisk Institut, Københavns Universitet, 1999. Kan lånes af forfatteren.
Karl Marx: Vareanalyseafsnittet fra Kapitalens første oplag, 1867. 2. udgave. Modtryk, 1975.
Karl Marx: Grundrids. Modtryk, 1974.
David Ricardo, Principles of political economy and taxation. Prometheus Books, 1996.
Hans-Jørgen Schanz: Karl Marx i tilbageblik efter murens fald. Forlaget Modtryk, 1994.
Adam Smith, The wealth of nations, books I-III. Penguin Books, 1999.
Sekundærlitteratur
Jean Baudrillard: Selected Writings, 2nd edition. Stanford University Press, 2001.
Mogens Boserup: Deres egne ord. Akademisk forlag, 1976.
Det singulæres politik - om og af Jean Baudrillard. Det kgl. danske Kunstakademi, 1992.
Hector Estrup: Nogle grundtræk af den økonomiske teoris udvikling, 2. udgave. Jurist- og
Økonomforbundets Forlag, 1998.
Hinsides Marx. Artikel i Det fri Aktuelt, 13/2-1995.
Rolf Jensen: Dream society. Børsens Forlag, 2006.
N. Gregory Mankiw: Macroeconomics, 4th edition. Worth Publisheres, 2000.
Karl Marx: Kapitalen. Rhodos, 1970.
Marcel Mauss: Gaven. Forlaget Spektrum, 2001.
Peter Nyord: Kapitallogik og bevidsthedsdannelse. I BIDRAG. Bevidsthedssociologisk tidsskrift.
Nr. 2, 1976.
Hans-Jørgen Schanz: Til rekonstruktion af kritikken af den politiske økonomis omfangslogiske
status. Modtryk, 1974.
Hans-Jørgen Schanz: Selvfølgeligheder. Forlaget Modtryk, 1999.
108