landhøns
DESCRIPTION
Gennemgang af en af vore hønseracer, LandhønsTRANSCRIPT
Tidsskrift for Racefjerkræavl 19
Den danske LANDHØNE– vor nationalrace
I en ca. 2000 år gammel aske-urne
fra jernalderen har man fundet halv-
forbrændte hønseknogler, der ved
deres størrelse tydeligt viser, at det
drejer sig om tamhøns.
Dette betegner det første tegn
på tamhøns i Danmark. Fra det tid-
spunkt og frem til de mange frem-
mede hønseracers indmarch i 1800
tallet, findes der utallige vidnesbyrd
om, at der har eksisteret en særlig
dansk hønsetype. Samtlige fund
gennem disse 2000 år udviser en
sådan typefasthed, at man med
god ret kan tale om en særlig dansk
hønserace med en alder af mere
end 2000 år på bagen.
Det vil altså sige, at den race
som Landhønseklubben hæger om
og tager vare på, er et nationalt kle-
nodie af høj karat. Ikke nok med det
- en nærmere undersøgelse vil vise,
at den formentlig er den sidste ægte
hønserace i Europa, og som sådan
også et europæisk klenodie, som vi
simpelthen har pligt til at forvalte
ansvarligt.
Men hvor kommer den fra, for
det er jo ingen dansk vildfugl, der
er hentet ”ind i varmen” blandt de
andre husdyr. Nej dens historie be-
gynder for 5000-8000 år siden i det
nordlige Indien og det sydøstlige
asiatiske område, hvor i hvert fald
4 arter af vilde junglehøns har levet
i utallige årtusinder og fortsat lever
som vildtlevende fugle.
Fra en eller flere af disse vildhøn-
searter menes samtlige tamhøns at
nedstamme, selv om detaljerne i
oprindelsen er ret dunkle og vel
næppe nogensinde bliver helt klar-
lagt. I dag mener man dog, at den
røde junglehøne Bankivaen spiller
en absolut væsentlig rolle som
20 Tidsskrift for Racefjerkræavl
stamfader til den Danske Landhøne,
og måske endog er ene ophav.
Den er givet bragt hertil med ind-
vandringen af germanske stammer
østfra og ankommer formentlig ca.
400 år før vor tidsregning, med de
stammer der indvandrede i det nor-
dlige germanske område, som om-
fatter det nordlige Tyskland, Dan-
mark og det skandinaviske område,
og den har været her lige siden.
At den danske landhøne har
været udsat for meget lidt forædling
ses bl.a. af dens meget slående
lighed med Bankivaen. Man skal
være lidt af en ekspert for umiddel-
bart ved første øjekast at se forskel
på brune Danske Landhøns og dens
stamfader Bankivaen.
Op gennem middelalderen for-
øgedes vrimlen af høns. De fortære-
des i enorme mængder ved kongers
og fyrsters hofgilder, de brugtes
som skyldig skattebetaling, og
da kirkebyggeriet kommer rigtig i
gang, blander man mørtelen med
æggehvide for at gøre den ekstra
holdbar. Både i landsbyerne og i
byerne løb hønsene rundt, og der
hørtes hanegal i hver en gård og
baggård. Og alle disse hønsegen-
erationer gennem 2000 år er intet
mindre end Danske Landhøns.
Indtil begyndelsen af 1800 tal-
let kendte man stort set ikke andre
høns i Danmark end netop land-
hønsene. På det tidspunkt begynder
”Det store Krydsningsvanvid” som
det kaldes i fjerkræverdenen. Kæm-
pe store asiatiske racer blev bragt til
Europa og krydset ind på Den Dan-
ske Landhøne i håbet om mange
og store æg. Men med ubodelig
stor skade for disse. I Danmark
fik man først meget sent øje på et
veldrevet fjerkræholds lønsomhed.
Hidtil havde småkravlet sorteret un-
der kvinderne. Hønsene var nok tålt,
men så heller ikke mere. Nogen røgt
og pleje var der sjældent tale om,
ofte var der ikke engang et hønse-
hus til rådighed, og egentlig avl-
sarbejde var der slet ikke tale om.
Dyrene måtte klare sig selv, og finde
føde og ly hvor de bedst kunne, og
så tog man lidt æg og kød fra dem,
når der var et overskud at tage af.
Først fra midten af århundredet
kom der rigtig gang i indkryds-
ningen, og allerede i 1875 udviste
hønsegårdene et broget skue af
krydsningsprodukter af langt ring-
ere kvalitet end 25 år tidligere.
Tidsskrift for Racefjerkræavl 21
Som ved et mirakel nåede en
håndfuld fremsynede mænd med
statsråd Mourier-Pedersen i spid-
sen at redde de sidste rester af de
oprindelige danske høns for at bev-
are de gode egenskaber, der i år-
hundreder har præget dem. I årene
1877-1878 opkøbes og samledes
alt hvad der kunne skaffes af høns
af påviselig ren dansk afstamning.
I 1878 dannedes foreningen Land-
hønseringen med lærer N. Jensen,
Badskær som formand og i 1901
udkom den første standard.
I årene fremover indtil 1950’erne
blev der oprettet avlscentre og
hønsenes type og farveslag blev
standardiseret med den brune farve
(tidligere så hånligt kaldet Ladeport-
shønsene) som den mest udbredte.
Den vi i dag forstår som den rigtige
Danske Landhøne. Men kræfterne
var for små og spredte, og skønt det
lykkedes at bringe ægstørrelsen op
på 55-60 g, så lykkedes det aldrig at
bringe det årlige gennemsnitsantal
over 180 stk. Danske Landhøns fik
aldrig nogen væsentlig landøkono-
miske betydning. (Til sammenlign-
ing lægger den moderne industri-
høne i dag over 300 æg årligt).
I dag spiller Danske Landhøns
overhovedet ingen erhvervsmæssig
rolle. Den eksisterer udelukkende
hos hobbyavlerne, som værner om
den i Specialklubben for Danske
Landhøns.
Elegantere type end den Danske
Landhøne kan man næppe tænke
sig, de skiferblå løb, den sirlige
harmonisk formede krop med den
smukke brune farve. Selvfølgelig
er hanen den mest fremtrædende,
dens farve er pragtfuld og met-
alglinsende og den flotte bårne
hale med de mange sortglinsende
seglfjer forhøjer yderligere dens
elegante udseende, den er dristig
og stolt.Det er imidlertid ikke alene
dens tiltalende og smukke ydre der
er det eneste gode ved den, men der
er også egenskaber som brugs dyr
der kvalificerer den til langt større
udbredelse end den har for tiden.
Der burde ikke være en landsby
hvor man ikke træffer opdrættere
af den. Den fortjener at man viser
den større opmærksomhed, thi den
er efter min mening og erfaring i be-
siddelse af de egenskaber man kan
ønske hos høns enten det skal være
høns til æglægning eller til kød.
Den Danske Landhøne er meget
rigtlæggende, æggene er hvide og
har en god størrelse 60 –65 g, de
lægges hovedsagelig i forårs-som-
mer- efterårstiden. Som kødhøns er
de ganske fortrinlige, selv om den
steg den Danske Landhøne leverer
ikke er stor (Standardvægt 2 –2,5
kg for hanen og ca. 1,75 kg for
hønen) så er kødet ualmindelig fint
og står i velsmag langt over andet
hønsekød.
Den Danske Landhøne er livlig,
kan være flyvelysten, er hårdfør,
nøjsom og flittig til at søge føde. I
fuld frihed kan den nøjes med et
ganske lille tilskud af foder og sta-
dig være i stand til at ligge et stort
antal æg. Den egner sig særde-
les godt til at have frit udløb. Den
Danske Landhønes æg er godt be-
frugtede, den viser ikke tidlig ruge-
lyst, hverken med hensyn til årstid
eller alder. I fuld frihed er den en
fortrinlig ruger og kyllingefører, der
vil kunne finde en masse føde selv.
Kyllingerne kommer let ud af æg-
get, er meget levedygtige, hårdføre
og befjeres let, opvæksten fore-går
ret hurtigt, særligt hvor de har frit
22 Tidsskrift for Racefjerkræavl
udløb eller i hvert
fald en græsbevok-
set hønsegård.
Til opdræt af
slagtekyllinger eg-
ner racen sig ud-
mærket, kyllingerne
er i besiddelse af et
rigeligt, fint og saft-
igt brystkød og har
en meget fin ben og
knogleopbygning.
For at bevare
den Danske Land-
høns med den
”rigtige Land-høn-
se” type og farve,
er det vigtigt at få
sorteret sine dyr
og være kritisk når
avlsdyrene skal
sammensættes.
Type og krops-
form, det er det
vigtigste ved sam-
mensætningen af
vore Landhøns, en
valseformet krop
med et bredt og
velafrundet bryst,
der skal den rette
bredde over skuldre
og ryg, for at skabe
den rette landhønse
type. Der skal læg-
ges vægt på at
bruge haner i avl der
har en halestigning
på ca. 60o samt en
god haleovergang
med god bredde i
haleroden. Man skal
undgå dyr der har
spidse haler. Ving-
erne skal være godt opbårne og
tilsluttende, med en god fjerstruktur,
en rimeligt bred afrundet fjer. Et lille
hoved, med livlige rød-brune øjne,
hvide mandelformede øreskriver,
en opretstående kam, der ikke
er stor og grov men som går godt
tilbage over nakken og hæve sig
over denne, med 4 – 6 velformede
takker. Et velformet næb, kraftigt og
let krummet, undgå dyr med lange
og spidse næb. For at bevare den
brune farve ved vore Landhøns er
man nødt til at være kritisk når av-
lsdyrene skal udvælges, brug haner
med en god varm glans, halsbe-
hænget gyldentbrun lidt lysere ned-
erst, med en fin sort ribstribe som
ikke må løbe igennem, vinrød un-
derfarve under kanten af behænget
ved brystet.
Skuldre, overvinge og ryg pur-
purrøde eller klart rødbrune, sad-
elbehænget samme farve som
halsbehænget. VingedækkerNe
grønlig eller blåligsorte med stærk
glans, dannende et smukt, skarpt
afgrænset bånd tværs over vingen,
yderfanen af 2. række svingfjer
kastaniebrun, dannende et klart
spejl. Bryst, underkrop og lår rent
sorte, haner med brune stænk på
brystet kan udmærket bruges i avl,
til primært fremavl af høner. Brug
ikke haner med lys gump i avl.
Høner, hovedet gulbrunt, halsk-
raven mørk gyldengul eller rødgul,
med sorte ribstriber som ikke må gå
helt til enden af fjeren. Overfarve,
ryg og vingedækkere lys nøddebrun
rislet med en mørkere brun, fjerrib-
ben skal falde sammen i farve med
fanen.
Halen matsort, de øverste fjer
Tidsskrift for Racefjerkræavl 23
Nyborg og Omegns Fjerkræklub fylder 90 år fredag d. 6. maj 2011Derfor bydes der til fest, på dagen og alle er velkomne!
Tilmelding og nærmere information fås ved mail til: [email protected]
Pris kr. 90,- + drikkevarer som købes ved festen.
Bestyrelsen
90 ÅR – TILLYKKE
med brunlige stænk. Vinger den
synlige del af den foldede vinge, 2
rækkes svingfjers yderfane, brun
stænket med lysere brunt faldende
godt sammen med den øvrige fjer-
farve. Forhalsen øverst under hagen
stærk vinrød, brystet laksefarvet,
gående over i gråbrunt mod sider af
lår, samt under bugen og bagparti-
ets dun, underfarven er grålig. Udo-
ver den brune farvevariant findes
der få sorte, sølvhalsede, sortgul-
dhalsede. Disse farvevarieteter er
der ikke mange dyr af, og skal de
bestå vil det kræve nogle seriøse
opdrættere, der vil lave et stykke
avlsarbejde.
For Den Danske Landhøne gode
nytteegenskaber, den smukke hold-
ning og prægtige farvers skyld,
kunne man ønske en langt større
udbredelse, og langt flere dyr vist
på vore udstillinger.
Man møder flere som har Land-
høns gående, men det med udstill-
ing og bedømmelse vil man ikke
deltage i. Det er jo en frivillig sag,
men for mig er det vigtigste, at vi er
med til at bevare den Danske Land-
høne, holde fast i den rigtige type og
farve, samt har dyr der kan ruge og
føre deres eget opdræt. Skulle disse
ord om Danske Landhøns have givet
dig interesse, er du velkommen til at
kontakte Specialklubben for Danske
Landhøns.
Niels
NS-EN ISO 6892-1 NS 3575 ASME NS-EN ISO 5173 NS-EN ISO 148-1 NS-EN ISO 6507-1 NS-EN ISO 6506-1 NS-EN
Crawford Station Former MGP Remedial Investigation ... NS NS NS NVT NS NS NS NS NS NS NS NS NS 20 NS
NS-107 NS-108 NS-109 NS-110 BOWLS Item # NS-314 NS-315 NS-305 NS-306 NS-303 NS-304 Round Description