naoki higashida, derfor hopper jeg (læseprøve)

DERFOR HOPPER JEG

Higashida - Derfor hopper jeg (638-3339-4) - 192 sider - 125x200 - IB.indb 1 07-02-2014 12:57:07

Naoki Higashida

DERFOR HOPPER JEG

Forord af David Mitchell

Oversat af Marie Louise Valeur Jaques

ROSINANTE


Derfor hopper jeg er oversat fra engelsk af Marie Louise Valeur Jaques efter The Reason I Jump Japansk tekst © Naoki Higashida 2007 Engelsk oversættelse © KA Yoshida and David Mitchell 2013 Introduktion © David Mitchell 2013 Illustrationer © Kai and Sunny 2013 Oprindelig udgivet på japansk hos Escor Publishers Denne udgave: © ROSINANTE/ROSINANTE&CO, København Omslag: Kai and Sunny Dansk versionering: Nic Oxby Sat med Caslon 3 LT Std og Trajan Pro hos ROSINANTE&CO og trykt hos Livonia Print, Riga ISBN: 978-87-638-3339-4 Printed in Latvia 2014

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

ROSINANTE er et forlag i ROSINANTE&CO Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K www.rosinante-co.dk


DERFOR HOPPER JEG


21

FORFATTERENS FORORD

Da jeg var lille, vidste jeg ikke engang, at jeg var et barn med særlige behov. Hvordan fandt jeg ud af det? Ved at andre fortalte mig, at jeg var anderledes, og at det var et problem. Sandt nok. Det var virkelig svært for mig at opføre mig som en normal person, og selv nu kan jeg ikke føre en rigtig samtale. Jeg kan godt læse højt eller synge, men så snart jeg forsøger at tale med nogen, forsvinder mine ord. Nogle gange kan jeg måske nok få sagt et par ord, men selv da kan jeg komme til at sige det stik modsatte af det, jeg ville! Jeg kan ikke give et passende svar, når jeg bliver bedt om noget, og hvis jeg bliver bare den mindste smule nervøs, kan jeg finde på at stikke af fra den situation, jeg befinder mig i. Selv en forholdsvis ligetil opgave som at købe ind kan virkelig være en stor udfordring, hvis jeg skal klare det på egen hånd.


22

123456789101112131415161718192021222324252627

Hvorfor kan jeg så ikke finde ud af de her ting? Når jeg har været allermest ulykkelig, frustreret og hjælpe-løs, har jeg prøvet at forestille mig, hvordan det ville være, hvis alle var autister. Hvis autisme slet og ret blev anskuet som et karaktertræk, ville livet være meget lysere og nemmere for os, end det er i dag. Der ville selvfølgelig stadig være dårlige dage, hvor vi var til en masse besvær for andre mennesker, men det, vi virkelig godt kunne tænke os, er at have en lysere fremtid at se frem imod.

Takket være min mor og frk. Suzuki på Hagukumi Skole har jeg lært en måde at udtrykke mig på via skrift. Nu kan jeg endda skrive på min computer. Problemet er, at mange børn med autisme ikke har mulighed for at udtrykke sig selv, og ofte har deres forældre ikke den mindste anelse om, hvad der foregår i deres hoveder. Mit store håb er derfor, at mine ord kan hjælpe med at forklare, hvad der foregår inde i hovederne på børn med autisme. Det er også mit håb, at du ved at læse denne bog måske vil blive en bedre ven for en, du kender, med autisme.

Man kan ikke dømme folk på deres ydre. Men når først man kender en andens inderste væsen, kan man få et meget tættere forhold. I dine øjne er autisternes verden sikkert et dybt mystisk sted. Jeg beder dig derfor om at


bruge lidt tid på at høre, hvad jeg har at sige – og håber, at du vil nyde turen gennem vores verden.

Naoki HigashidaJapan, 2006


26

THE REASON I JUMP


25

1 HVORDAN SKRIVER DU DE HER SÆTNINGER?

Alfabettavlen er en måde at udtrykke sig på uden at bruge stemmen. Du tror måske, at tale er den ene-ste måde at forklare, hvad man mener, og hvad man godt kunne tænke sig, men det er muligt at fortælle, hvad man vil uden at bruge taleorganerne. Jeg havde ikke troet, at det var muligt, men nu er jeg i stand til at udtrykke mit inderste væsen blot ved hjælp af en computer og en alfabettavle.

Det er en helt utrolig fornemmelse! Når man ikke kan tale, kan man heller ikke dele sine følelser og tanker med nogen. Det er som at være en dukke, der tilbringer hele sit liv alene, uden drømme og uden håb. Det tog ganske vist rigtig lang tid, før jeg selv kunne udtrykke mig gennem skrevne ord, men den dag min mor første


gang tog min hånd for at lære mig at skrive, tog jeg hul på at lære en ny måde at kommunikere med andre.

Senere opfandt mor alfabettavlen, så jeg bedre kunne udtrykke mig selvstændigt. Alfabettavlen gjorde det muligt for mig at danne ordene bare ved at pege på bogstaverne i stedet for at skulle skrive dem et efter et. Alfabettavlen hjælper mig også til at få hold på mine ord, ord der ellers ville flakse væk, lige så snart jeg havde fået dem ud.

Mens jeg lærte at udtrykke mig på denne måde, var jeg ofte fuldkommen udmattet. Men til sidst lykkedes det mig at nå til det punkt, hvor jeg selv kunne forme ordene ved at pege på bogstaverne. Det, der fik mig til at holde ud, var tanken om, at der ikke er noget, der er vigtigere for mit liv som menneske, end at jeg kan udtrykke mig selv. For mig er alfabettavlen altså ikke kun en mulighed for at lave sætninger. For mig er det en mulighed for at fortælle andre mennesker, hvad jeg gerne vil have dem til at forstå.


27

2 HVORFOR TALER FOLK MED AUTISME SÅ HØJT OG MÆRKELIGT?

Jeg får tit at vide, at min stemme er meget høj, når jeg taler med mig selv, selvom jeg stadig ikke kan få den til at sige det, jeg gerne vil, og selvom den andre gange er alt for lav. Det er en af de ting, jeg ikke selv kan styre. Det gør mig virkelig ked af det. Hvorfor kan jeg ikke fikse det?

Når jeg taler med en mærkelig stemme, er det ikke med vilje. Der er selvfølgelig nogle gange, hvor jeg bare godt kan lide lyden af min egen stemme, eller hvor jeg gentager velkendte ord og vendinger, fordi det virker beroligende. Men det er anderledes med den stemme, som jeg ikke selv kan styre. Den kommer med plud-selige udbrud, ikke fordi jeg selv ønsker det, men mere som en refleks.


En refleks udløst af hvad? Ofte udløst af noget, jeg lige har set, eller måske et gammelt minde. Når min mærkelige stemme bliver udløst, er det næsten umuligt at holde den tilbage – og hvis jeg prøver, gør det faktisk ondt, næsten som om jeg kvæler min egen hals.

Min mærkelige stemme er okay, når jeg er alene, men jeg ved, at den generer andre. Hvor mange gange har jeg ikke været ved at dø af skam over de mærkelige lyde, der er kommet ud af min mund? Ærlig talt, så vil jeg også bare gerne være sød og rar og stille og rolig! Men selv hvis vi får besked på at holde mund eller tie stille, så aner vi ganske enkelt ikke, hvordan man gør det. Vores stemmer er som vores vejrtrækning, tænker jeg: Den kommer bare ud af munden på os, fuldkom-men ubevidst.


naoki higashida, derfor hopper jeg (læseprøve)

Documents