til tro #1 2015 - mørke & tomhed

20 15 Kristeligt Forbund for Studerende

Indkaldelse til generalforsamling » 4

KFS søger tre volontører » 4

LTC fylder 25 år » 5

CREDO Bestsellers » 9

Tema: Mørke & Tomhed

Løssalg : 25 ,-

Bøger Refleksioner

KFS'eren Kirkens mørkerum

CREDO bestsellers

Stue 114

Glimt af lys

Hjælpsomhedi Etiopien

LTC fylder 25 år

herstår

du 486

252327

TEMA:Mørke

& Tomhed

Helvede

GeneralensMedier

Mørkedans

En af de glædeligste ting i 2014 var for mig, at vores gode samar-

bejdspartner Sømandsmissionen lykkedes med at få ansat en sø-

mandsmissionær med udgangspunkt i Nuuk, som skal bruge en del

af sin tid på at være evangelist. Igennem flere år har det været en

prioriteret indsats for os i KFS, at skabe kald og kærlighed til Grøn-

land og de mennesker, som bor der, og som mangler nogle til at gøre

Jesus kendt for dem. Også ind i studieverden. Da jeg selv besøgte

landet i 2010 mødte jeg en pige, som på det tidspunkt var noget

nær den eneste kristen på sit gymnasium, og som ikke vidste, at der

fandtes et KFS, som kunne hjælpe hende til at bevare sin tro, mens

hun tog sin studentereksamen. Det er mit håb, at der med denne

ansættelse ikke vil kunne ske en gentagelse af den situation: at der

er kristne studerende i Grønland, som ikke kender KFS.

Men som den vise kong Salomo sang, så bygger bygmestrene

forgæves, hvis ikke Herren selv bygger huset. Derfor vil jeg gerne

opfordre til vedholdende bøn for det pionerarbejde, som nu begyn-

des i Grønland, og som jeg har store forventninger til vil have en po-

sitiv effekt på vores mål om også at drive kristent studenterarbejde

i Grønland. Så dem, der udsendes, ikke er overladt til sig selv, men

mærker at deres sag også er vores sag. At vi som dem vil mission

og nå grønlænderne med evangeliet. For at der også der må være

mennesker, som bliver forvandlet af evangeliet, så det fører til et

engagement til Kristi ære i studieverden og samfundet.

Samtidig håber jeg, at dette skridt også kan være en katalysator

for en fornyet fokus på international mission ind i vores bevægelse,

hvor det igen bliver en realistisk overvejelse for mange af dem, som

kommer i kontakt med KFS, om jeg skal bruge min uddannelse i

andre kulturer, for at mennesker også der må høre og tro Jesus som

frelser og herre. Erfaringerne, vi har gjort os med Mission Sne, som

vi har kaldt vores satsning i Grønland, giver mig en ret stor optimis-

me omkring denne fornyede missionsglød. For når unge mennesker

stiller sig i kø for at komme til at rejse ud, så er det et tegn på, at

Gud har svaret vores bøn om at sende arbejdere ud til sin høst.

Det er den bøn, vi forsat skal bede med på, samtidig med at vi

takker for dem, som har hørt, og som konsekvens af det nu er på

vej til Grønland.

UdgiverKristeligt Forbund For StuderendeRibevej 71, Ødsted 7100 VejleTlf: 35 43 82 82E-mail: kfs@kfs.dkTIL TRO: tiltro@kfs.dkKonto: 9544-0004054954

AbonnementDet koster 100 kroner om året at abonnere på bladet. Abonnementet er gratis for medlemmer samt givere, som sidste år har givet over 500 kroner til KFS.

Det er gratis at modtage den elektroniske udgave af bladet. Tilmelding sker via KFS.dk

RedaktionenStudentersekretær Kristian Nakskov Kappel (ansvarshavende redaktør)Kommunikationsmedarbejder Jens Jørgen Jensen (redaktionssekretær og nyhedsredaktør)Lærerstuderende Mikkel Haahr AndersenStud.theol. Nicolai Woller JensenStud.scient.soc. Mathilde MølgaardStud.mag. i retorik Ida Esmarch PedersenStud.psych. Anna StaalSygeplejestuderende Rasmus DysagerStud.scient. i matematik Janus Rønn LindStud.theol. Louise Høgild Pedersen

LayoutPernille Leth Petersen

TrykØko-Tryk

ISSN1395-9786

Hjemmesidewww.tiltro.dk

DesignMartin Luckmann & Klaus Juul Jensen

AnnoncerKontakt KFS på tlf. 35 43 82 82 eller kfs@kfs.dk

Mission Sne

Af Peter Rask,

formand for KFS, vonrask@fibermail.dk

4 TIL TRO · # 1 · 2015 · nyheder

KFS søger tre volontørerNæste skoleår ønsker KFS igen at ansætte

tre volontører, der vil arbejde for, at stude-

rende på gymnasiale uddannelser i Dan-

mark bliver grebet af Bibelen og engageret

i at gøre Jesus kendt på deres studiesteder.

De tre stillinger knytter sig til henholdsvis

den nordlige halvdel af Jylland, Syddanmark

plus Fyn og Østdanmark.

Stillingen løber fra 1. august 2015 til 31.

maj 2016 tre volontører, og de er på fuldtid.

De primære arbejdsopgaver er at være

leder, inspirator og samtalepartner for

studerende på gymnasiale uddannelser.

Dette sker i tæt samarbejde med områdets

KFS-sekretær. Desuden vil de få tildelt

landsdækkende opgaver fx i forbindelse

med KFS' lejre.

Ansøgningsfrist:11. marts 2015 i form af udfyldt ansøgningsskemaSe mere på kfs.dk

En volontørstilling i KFS er en tjeneste

for og med gymnasieelever, som er kende-

tegnet ved masser af kompetent med- og

modspil fra frivillige og kolleger. Til støtte

for den personlige og åndelige modning,

udvikling og udrustning tilbyder KFS kolle-

gialt fællesskab med de cirka 18 ansatte og

områdets KFS-sekretær som medvandrer.

Stillingen i Østdanmark er med bopæl i

København, og der hører et værelse i KFS'

gymlejlighed til stillingen. Stillingen i Syd

er med bopæl i Odense, hvor volontøren

selv finder egnet bolig. Den sidste stilling

med arbejdsområde i Nord- og Midtjylland

er i modsætning til tidligere med bopæl i

Aalborg, hvor volontøren også selv finder

egnet bolig.

Så langt er vi nået indtil videre...86 af 96

148 af 160

1201af 1199

8 af 8

186 af 201

8 af 6

5 af 5

89,6 procent

92,5 procent

100,2 procent

100 procent

92,5 procent

133,4 procent

100 procent

studiestedsgrupper

kontaktpersoner

aktive deltagere

åbne bibelstudiegrupper

apologetiske events

tværkulturelle events

tværkulturelle fællesskaber

Målsætning 2014-17KFS' arbejde med at nå målsætningen skrider støt fremad. Fak-

tisk er vi med knap et halvt år tilbage af skoleåret i mål med over

halvdelen af målene, og de resterende tre ligger omkring de 90

procent.

Det betyder naturligvis ikke, at vi trykker på bremsen i arbej-

det. Det motiverer os til at nå endnu længere. Og antallet af stu-

diestedsgrupper er faldet siden sidste opgørelse, og selvom det er

ganske lidt, er vi stadig nødt til at kæmpe for at nå i mål på alle

parametre. Vi glæder os til at fortsætte arbejdet med de mange

engagerede studerende i hele landet.

Bestyrelsen i Kristeligt Forbund for Studerende indkalder

hermed til ordinær generalforsamling i forbindelse med

årets Påskelejr. Generalforsamlingen finder sted:

Søndag den 29. marts 2015, kl. 16.00 på Skanderborg Uddannelsescenter.

Blandt punkterne på dagsordenen er valg til KFS’ Landsbe-

styrelse. Af bestyrelsens 14 medlemmer er seks personer på

valg. En plads har stået vakant siden Discipeltræf 2014. Der

skal derfor opstilles kandidater til 7 poster og op til 2 sup-

pleanter.

Medlemmer, der har betalt kontingent for 2015, har stem-

meret. Både studerende og andre med interesse for KFS’ ar-

bejde kan blive medlem af KFS. Medlemmer modtager Til Tro

gratis, ligesom der gives rabat på KFS’ lejre. Er du endnu ikke

medlem kan du også blive det via hjemmesiden. Vælg den

blå knap ’Bliv medlem’ yderst til højre i skærmbilledet.

Indkaldelse til:

General-forsamling

nyheder · 2011 · # 6 · TIL TRO 5nyheder · 2015 · # 1 · TIL TRO 5

LTC fylder 25 år

LTC inviterer til fejringen af 25-års jubilæum lørdag den 29. august. I forbindelse med jubilæet ønsker KFS af give LTC en god fødselsdagsgave i form af en renovering.

Af LTC-forstander, Jakob Skovgård Højlund

På LTC vil vi kende Jesus og gøre Jesus

kendt. Sådan har det været i 25 år, og sådan

fortsætter vi i – ja, kun Gud ved, hvor

mange år! Men personligt håber jeg på

mindst 25 år mere. Og det er mit håb, fordi

jeg ser, at KFS’ motto om at kende Jesus og

gøre ham kendt ikke blot er ord, men levet

virkelighed: Vores LTC’ere vokser i kendskab

og dermed i relationen til Jesus. Han får en

større plads i deres liv. De bliver mere af-

hængige af ham. Hans nåde og tilgivelse får

lov til at gribe dem mere og mere. Og denne

rodfæstelse i Kristus forplanter sig og påvir-

ker LTC’ernes liv i sin helhed. Det gælder i

forhold til næstekærlighed, evangelisation,

ledelse af andre, hverdagens praktiske op-

gaver, store valg i livet og andre prioriterin-

ger. Og dette Jesusliv skal fortsætte sin gang

her på LTC af to væsentlige grunde:

For det første: I skrivende stund når

LTC’erne cirka 5000 gymnasieelever om

året med evangeliet. Det sker blandt andet

gennem religionstimer, dialogarrangemen-

ter og skolebesøg. Men vi kan nå endnu

flere. LTC og KFS’ sekretærer arbejder hele

tiden for flere religionstimer, flere dialogar-

rangementer og skolebesøg. Det gør nemlig

en forskel, når en almindelig dansk gym-

nasieelev møder en autentisk kristen, som

vidner om, hvad Jesus betyder for hende på

en håndgribelig og stærk måde. Fra vores

elever ved vi, at disse møder er igangsæt-

tere for, at gymnasieelever begynder at

komme i KFS og at åbne bibelstudiegrupper

startes op. Det vil vi have mere af!

For det andet: Vores elever tager fra LTC

med en masse kompetencer og redskaber,

som de investerer i KFS-arbejdet, kirker og

missionsbevægelser. I alt dette arbejde bæ-

rer de Jesus med sig. Han sætter retningen

for dem. LTC’erne kan en hel masse, ja, men

vigtigst af alt er, at Jesus sætter sig igennem

i deres indsats. LTC’erne skal nemlig mere

end noget andet være bærere af budskabet

om Jesus som frelser. Det vil vi også have

mere af!

Et af de tiltag, der skal sikre fremtidens

LTC er renovering af LTC-bygningen. Meget

praktisk og utrolig vigtigt. Vores reno-

veringsplan begynder i foråret 2015. Når

eleverne har pakket værelserne, så rykker

håndværkerne ind - både de professionelle

og de frivillige. De steder, der skal have en

ordentlig omgang indenfor, er køkkenet og

to af elevbadene. Udenfor trænger facaden

flere steder til en kærlig hånd. De sidste

trævinduer skal udskiftes med plastik,

murværket skal repareres flere steder, og

carporten skal flyttes ud til vejen.

Koster det penge? Ork, ja!

Så tak for en god gave, der er med til at

sikre, at vi på LTC bliver ved med at kende

Jesus og gøre Jesus kendt også i fremtiden!

Læs mere på ltc.kfs.dk

Kom til jubilæum

Tid: 29. august kl. 13

Sted: Brunmosehallen (bag LTC), Mølkær-

parken 5, Ødsted, 7100 Vejle

Deltagelse: 175 kroner

Tilmelding: jakob@kfs.dk senest 14. august

TIL TRO · #5 · 2012 · nyheder66 TIL TRO · # 1 · 2015 · nyheder

Afsked med Anne

Volontør Olivia stopper

Anne Toftdal, der har været kontorassistent i KFS og husmor på LTC, stopper.

Olivia Braüner Bjerge, som siden sommer har været volontør i Nord, stopper før planlagt.

Anne har valgt at opsige hendes stilling som

husmor og kontorassistent med udgangen

af 2014. Efter et længere sygdomsforløb

er trivslen med arbejdsopgaverne forsvun-

det, og Anne vurderer selv, at den ikke vil

indfinde sig igen. Derfor søger hun nu nye

udfordringer.

KFS har haft glæde af Annes åbne til-

gang til livet, mens hun har haft sin gang på

sekretariatet og LTC i Ødsted. Mange LTC-

elever har glædet sig over og haft glæde af

en husmor, der kunne bringe humor og sjov

ind i dagligdagens huslige sysler, og som

har haft lyst til at snakke om stort og småt

i tilværelsen. Anne har været en krumtap,

når vi er draget på lejr, og har med stor ef-

fekt stået for bogsalget med flotte omsæt-

ninger til følge.

I fællesskab med generalsekretær Robert

Bladt har Olivia Braüner Bjerge besluttet

at stoppe som volontør i Nord med udgan-

gen af januar.

”Efter en hård tid de sidste måneder

har jeg valgt at stoppe som volontør. Det

er en god beslutning for mig. Jeg har

været rigtig glad for de måneder, jeg har

haft som volontør. Og glæder mig meget

over alle de fantastiske KFS’ere, jeg har

mødt. Jer vil jeg savne rigtig meget! Jeg

er stoppet, da jeg har været tynget af

depression og har haft en hård periode i

mit liv, derfor har volontørjobbet været en

for stor udfordring på dette tidspunkt. Jeg

har det godt og skal nu finde et job med

færre udfordringer,” fortæller Olivia om

beslutningen.

Siden sommer har Olivia arbejdet med

KFS’ere i Nord- og Midtjylland i samarbejde

med Jan Pahus Nissen, som giver hende

denne hilsen:

”Som nærmeste daglige medarbejder vil

jeg gerne sige Olivia en kæmpe tak, for alt

det hun har bidraget med i KFS-arbejdet.

Selvom det desværre kun blev til godt to

måneder, har Olivia formået at være en

tydelig inspirator og sætte mange gode og

vigtige aftryk på KFS-arbejdet. Hun vil blive

savnet som medarbejder og sparringspart-

ner både af os ansatte og – er jeg sikker

på – af mange KFS’ere og KFS-ledere rundt

omkring i Nord- og Midtjylland. Olivia får

nu ro til at koncentrere sig om at blive helt

rask, og vi ønsker hende Guds rige velsig-

nelse fremover.”

Anne vil blive savnet af kollegaerne i Ød-

sted og som den venlige stemme, der har

mødt enhver i telefonen. Vi ønsker Guds

velsignelse over familien og fremtiden.

nyheder · 2011 · # 6 · TIL TRO 7nyheder · 2012 · #5 · TIL TRO 7nyheder · 2015 · # 1 · TIL TRO 7

Julehjælp fra Grindsted GymEn KFS’er tog i december måned initiativ til at organisere uddeling af julegaver til børn og voksne, der havde svært ved at få det til at hænge sammen.

I december havde nogle kristne fra Grind-

sted Gymnasium & HF fået den idé at sætte

et juletræ op på skolen, hvor der hang en

masse hjerter på træerne. På hvert hjerte

stod et navn på en person, man kunne

give en gave og skrive en hilsen til. I første

omgang havde gymnasieeleverne hængt 50

hjerter op, men de forsvandt hurtigt, og de

næste 50 forsvandt i løbet af to timer.

KFS’eren Jonathan Stephansen var en af

initiativtagerne, og han sagde til Jyske

Vestkysten:

”Jeg havde selv lyst til at gøre noget og

tænkte, at når vi er 650 elever på gymna-

siet, så var der mange andre, der kunne få

muligheden for at støtte en god sag.”

Da han delte idéen med sin KFS-gruppe

og en anden kristen gruppe på skolen,

Break, var de med på idéen.

”Folk synes, det er rigtig fedt. Jeg var

oppe og fortælle om det til morgensamling,

og de klappede helt vildt. Det er dejligt

med den opbakning,” fortalte han til Jyske

Vestkysten i december.

Projektet blev lavet i samarbejde med

Røde Kors og Dansk Folkehjælp.

Hjælpsomhed i EtiopienTo KFS’ere fra Aarhus tog til Afrika som volontører og lærte noget om den danske kultur.

Af Astrid Petterson, statskundskabsstuderende

I efteråret var min mand og jeg i Etiopien

som volontører for Promissio. Mødet med

den etiopiske kultur har lært mig meget og

givet nye perspektiver på livet i Danmark.

Den etiopiske kultur er meget gæstfri og

gavmild. Vi kunne ikke gå rundt i byen uden

at møde etiopere som spurgte ”How are

you?” eller råbte ”Welcome til Ethiopia!”, når

de kom kørende forbi i fuld fart. Etioperne

havde sjældent for travlt til lige at standse

op og snakke med den fremmede, som de

mødte på gaden og spontant invitere på

en kop kaffe. Gavmildheden kom også til

udtryk ved deres insisteren på altid at betale

for deres gæster på restauranten – også

selvom denne gæst på en dansk SU havde

langt flere penge til rådighed end dem.

En særlig venlig og hjælpsom mand

mødte jeg en dag, jeg skulle på posthu-

set. Jeg kom lidt forvirret ind i bygningen

og spurgte, hvilken skranke jeg skulle

henvende mig til, hvis jeg gerne ville sende

et brev til Europa. Men manden ville ikke

nøjes med at vise mig skranken. Han ville

også have mig til at gå foran ham i køen.

For som han forklarede: det kunne jo være,

at jeg fik brug for hans hjælp til oversæt-

telse, når jeg skulle snakke med den ansatte

på posthuset. Jeg erfarede, at den slags

hjælpsomhed betyder utrolig meget, når

man er ’fremmed’ og ikke forstår hverken

sprog eller kultur.

Tilbage i Danmark igen er jeg derfor nødt

til at spørge mig selv: hvordan hjælper jeg

med at modtage ’de fremmede’, f.eks. flygt-

ninge og asylansøgere, så de får det godt

i Danmark? (Se eventuelt Femte Mosebog

kapitel 10, vers 17-19).

TIL TRO · #5 · 2012 · nyheder88 TIL TRO · # 1 · 2015 · nyheder

Storslået natur, spæk og hundeslæder

Ny husmor/husassistent/kontorassistent

Antropologistuderende Cecilie har besluttet at rejse til Grønland for at kombinere studie og tro.

Mit studie, antropologi, har indtil nu drejet

sig om at læse om utallige antropologers

feltarbejde og udarbejdede teorier. Dette

forårssemester åbner muligheden for, at vi

selv kan rejse ud med det formål at afprøve

nogle af alle disse teorier.

Jeg har valgt at tage til Grønland. Op til

storslået natur, spæk og hundeslæder – det

er i hvert fald det, jeg forestiller mig. Jeg

skal i en måneds tid rejse rundt mellem

2-3 byer og ud fra interviews og lignende

forsøge at afdække, hvad kirken som insti-

tution betyder for en grønlænder.

Desuden vil jeg undersøge, i hvor høj grad

gennemsnits-grønlænderens kristne tro

indeholder rester fra den naturreligion, der

var dominerende inden kristendommen

blev introduceret.

Ingen tvivl om, at det lugter af en grøn

antropologistuderendes naive forestilling

om at opfinde den dybe tallerken, men ikke

desto mindre er jeg utrolig taknemmelig for

at have fået muligheden.

Det bliver garanteret en udfordring i

praksis, men jeg glæder mig til den, og jeg

glæder mig til at blive forhåbentlig bare lidt

klogere på, hvordan kristendommen udspil-

ler sig i en så relativt anderledes kultur end

den danske. Der er sikkert god inspiration

og nye perspektiver at hente, og uanset

hvad så vil det krydre studielivet herhjem-

me efterfølgende.

Alt i alt er det et privilegium, at kombi-

nationen mellem studie og rejselyst er en

mulighed, og endnu federe er det, at jeg

kan kombinere mit studie med min tro.

Solveig Hovaldt har siden december været ansat som hus-mor og husassistent på LTC, og i januar blev hun tilbudt også at tage kontorassistentstolen på KFS’ sekretariat, hvilket hun takkede ja til.

• Hvad laver du, når du ikke arbejder i Ødsted?

Jeg læser en lækker bog eller undersø-

ger hvilke andre, jeg skal tilføje til min

efterhånden alt for lange ”bøger jeg skal

læse-liste”. Derudover er jeg leder for de

fantastiske børn i Vejle Gospel Kids, og

jeg bruger noget tid på at engagere mig i

lovsangsledelse til forskellige arrangemen-

ter. Ellers slapper jeg bare af med venner og

familie rundt omkring i landet.

• Hvordan har dit engagement været i KFS?

Jeg brugte KFS utroligt meget gennem

min gymnasietid. Både på Katedralskolen,

men også til Basecamp, som er et fællesar-

rangement én gang om måneden for alle

gym-KFS’ere på Fyn. Her fandt jeg virkelig

opbyggelse, og jeg fik udvidet min troshori-

sont en hel del! Fællesskabet var fantastisk,

og det var centreret om Gud.

Udover det deltog jeg selvfølgelig i KFS’

lejre – både som deltager og i lovsangsle-

delsen på DT – og det var højdepunkter på

året!

• Hvad glæder du dig til i jobbet/jobbene?

Jeg glæder mig til at tage telefonen og sige

”KFS, det er Solveig” – det lyder bare fedt.

Jeg glæder mig over, at jeg på en så konkret

måde kan tjene Gud og hans riges arbejde.

Jeg glæder mig til kontakt med LTC’ere,

ansatte og alle andre KFS’ere i DK på den

måde, som jeg nu engang kommer til at

have det.

• Hvad skal du lave i de forskellige stil-

linger?

Jeg skal først og fremmest være opmærksom

på at gøre alt i tjeneste og til ære for Gud.

Og dét skal gøres gennem rengøring og ind-

køb til LTC, telefonpasning, administration af

kartoteker, post, mails, bogsalg osv. osv.

nyheder · 2011 · # 6 · TIL TRO 9nyheder · 2012 · #5 · TIL TRO 9nyheder · 2015 · # 1 · TIL TRO 9

CREDO bestsellersHer er en liste over de bedst sælgende Credo-bøger i 2014.

Det er en gammel kending, som slår alle de andre på listen. Derud-

over ligger præsten og forfatteren Timothy Keller som vanligt på

listen med flere titler, hvor flere også optrådte på forrige års liste.

KFS’ generalsekretær Robert Bladt har to andagtsbøger Anno Do-

mini og Anno Gratia, hvor førstenævnte netop er trykt i 3. oplag, på

top 10 samt Kan Gud virkelig tilgive alt?, hvor han har redaktørrollen.

1 2468

Forklædt - pæne psykopater og deres ofreIrene Rønn Lind

Anno GratiaeRobert Bladt

Miniguide til BibelenJørgen Sejergaard

Ikke alt der glimrer er GudTimothy Keller

Vejviser - En bog om kristent lederskabMagnus Malm

Anno DominiRobert Bladt

Det meningsfulde ægteskabKathy & Timothy Keller

Kan Gud virkelig tilgive alt?Robert Bladt, Manuel Vigilius (red.)

Min vej ud af anoreksiEmma Scrivener

KongenTimothy Keller

KFS’eren

TIL TRO · # 1 · 2015 · KFS’eren10

Proppet julegudstjenesteDa Aarhus KFS arrangerede julegudstjeneste, var der stuvende fyldt i Vor Frue Kirke af byens studerende.

Aarhus KFS arrangerede mandag den 15. december en julegudstje-

neste og inviterede alle studerende i byen med. De havde lavet en

aftale om at være i Domkirken, men på grund af en mindre brand

kunne de ikke bruge kirken. Heldigvis fik de i sidste øjeblik lov at

være i den nærliggende Vor Frue Kirke, som dog næsten ikke kunne

rumme alle de fremmødte.

Sissel Tind Søndergaard fra Aarhus KFS var en af tovholderne på

eventen.

Hvad gik arrangementet ud på?”Vi afholdt en julegudstjeneste for studerende og unge en ganske al-

mindelig mandag aften, og idéen var, at det skulle være let at invite-

re sine studiekammerater og venner med, som ikke normalt kommer

i kirke. Vi forsøgte derfor at skabe et miljø, som var ungdommeligt,

let at relatere til og med et minimum af kristne indforståetheder.

Eksempelvis havde vi skiftet orgelet ud med et helt formidabelt band

bestående af KFS’ere, og vi havde KFS’ere til at bede indgangs- og

udgangsbøn samt til at oplæse bibelteksterne.

Dog lagde vi også vægt på, at gudstjenesten var formet af den

traditionelle folkekirkelige julegudstjeneste, som rigtigt mange har

deltaget i i løbet af deres opvækst. Mange af sangene var derfor

de helt traditionelle julesange, og gudstjenestens liturgi var så godt

som tyvstjålet fra en normal folkekirkelig gudstjeneste.”

Hvorfor/hvordan fandt I på at lave en julegudstjeneste?”Det hele startede med, at vi hørte om UCCFs Carol Services, hvor vi

har tyvstjålet idéen fra (UCCF er KFS’ britiske pendant, red.). Plud-

seligt gik det op for os, hvor oplagt en mulighed julen egentligt er

til at invitere sine studiekammerater og venner med i kirke. Det er

nemlig vores indtryk, at mange som ikke kommer i kirke, eller som

ikke kalder sig selv kristne, forbinder kirken ved juletid med noget

traditionspræget og hyggeligt.”

Hvordan oplevede du/I arrangementet?”I starten meget hektisk, da vi alligevel ikke kunne være i Domkirken

på grund af røgskader fra en lille brand, så vi var lige ved at aflyse

arrangementet. Heldigvis kunne det lade sig gøre at låne Vor Frue

Kirke i stedet. Den kan huse langt færre mennesker end Domkirken,

så en del af de omkring 450 fremmødte endte med at måtte sidde

på kirkens gulv. På trods af de knap så komfortable siddepladser, var

det helt fantastisk at se, at så mange mennesker bakkede op om ar-

rangementet og havde inviteret studiekammerater og venner med.

Jeg selv endte med at sidde sammen med nogle af mine studiekam-

merater, som bestemt ikke vil kalde sig kristne, men som alligevel

havde inviteret venner fra deres kollegium med, og det var enormt

opmuntrende!”

To ting der ufravigeligt er en del af livet er mørke og tomhed. Det gæl-

der på et fysisk plan, hvor mælken er tom, når vi skal spise vores hav-

regryn, og hvor hver dag begynder og slutter med mørke. Men også

den mentale, sociale og åndelige del af virkeligheden indeholder de to

elementer – om vi vil det eller ej.

I nogle tilfælde kan vi blive draget af mørket, fordi det skjuler ting,

vi gerne vil skjule – eller som måske endnu ikke er klar til at komme for

dagen. Og tomhedens mangel på kompleksitet kan være tillokkende –

og forførende.

Ofte søger vi at undgå mørke og tomhed, men når vi rammes af

det, er der måske alligevel lys for enden af tunnelen. Måske kan vi al-

ligevel møde nogen i tomheden og opdage et lille lys i mørket.

God læselyst!

Tema: Mørke & Tomhed

12 TIL TRO · # 1 · 2015 · Mørke & Tomhed · artikel

Kirkens mørkerum

Af Christian Bæk, psykolog, christian@christianbaek.dk

Det er helt naturligt, at vi lettere taler om li-

vets lyse sider. Det er naturligt at foretrække

godt helbred frem for lidelse og lykke frem

for ulykke. Samtidig er følelser som ensom-

hed, misundelse, angst, skuffelse og me-

ningsløshed helt naturlige i forskellige dele

af livet – de er menneskelige grundvilkår.

Men når de mørke sider i livet findes, hvor-

for kan vi så have svært ved at forholde os

til dem i kirken, i det kristne fællesskab og

i forkyndelsen? Egentlig har vi ikke noget

valg; det er en psykologisk og åndelig sand-

hed, at mørket ikke forsvinder ved at blive

ignoreret. Det vanskelige går ikke væk ved

at ”tænke positivt.”

En del af svaret findes muligvis i kulturen,

der definerer det gode, eftertragtede liv som

bestående af lykkeligt velvære, mens lidelsen

ofte ses som et tegn på, at noget er gået galt.

Måske er det kapitalismen, der med behovet

for evig vækst og fremgang har øvet så stor

indflydelse på os, at vi er begyndt at fortolke

menneskelige aspekter ud fra den; lidelse og

modgang bliver i høj grad forstået og fortol-

ket som uønskede tilbageskridt i selvaktuali-

seringens krav på evig personlig udvikling og

vækst. Mørket bliver noget, der truer vores

velbefindende, og som bør fjernes.

Når mørket ikke får pladsHvis vi i det kristne fællesskab danner os

den forståelse, at et liv uden sygdom og van-

skelige følelser er muligt, og endda noget vi

bør stile efter, så risikerer vi at ignorere helt

almindelige aspekter af livet. Prædikener

og undervisning, som konsekvent undgår at

tale om det svære, det onde og det lidelses-

fulde tager ikke menneskelivet alvorligt og

bliver dermed utroværdigt. Når vi ikke ved

og forstår, hvad der er normalt – fordi vi ikke

har fået det forkyndt eller talt med hinanden

om det – er det meget let at tro, at der er

Prædikener og undervisning, som konsekvent undgår at tale om det svære, det onde og det

lidelsesfulde, tager ikke menneskelivet alvorligt og bliver dermed utroværdigt.

Mørke er et uundgåeligt aspekt af livet. Ligegyldigt hvor meget vi kæmper og strider, kan vi ikke slippe for mørket. Det er der alligevel. Derfor skal vi også lære at finde dets plads – både personligt og i vores fælleskaber. I samtalen med sidemanden og i præstens samtale med menigheden bør der være plads til at tale om mørket.

artikel · Mørke & Tomhed · 2015 · # 1 · TIL TRO 13

gået noget galt med os selv, vores liv eller

vores relationer. Faren ved at gemme og be-

nægte mørket er, at vi kan begynde at tro,

at der er noget forkert ved os, når vi oplever

svære sider af livet. Hvis vi i kirken ikke sæt-

ter fokus på mørket som grundvilkår, kan vi

risikere at efterlade den enkelte alene i mør-

ket. Forkyndelse, der ikke medtager mørket,

bidrager derfor indirekte til at isolere det en-

kelte menneske.

Ban min vej, GudEn anden fare ved at undlade livets mørke

sider i forkyndelsen er, at billedet af Gud ind-

snævres og forvrænges. Det bedste eksem-

pel findes måske i herlighedsteologien, der

forkynder, at Gud ønsker at give os et fanta-

stisk og rigt liv uden problemer og sygdom.

Gud bliver brugt som redskab i jagten på

det perfekte liv og forkyndelsen reduceres

til selvhjælpsråd i kristelig indpakning. Det

kan være fristende at frasige sig indflydelse

af denne form for ”kristendom”. Men måske

er herlighedsteologien så besnærende, fordi

den netop beskriver noget helt centralt hos

det moderne menneske og derfor også hos

alle kirkesamfund. Tanken om, at Gud er til

for at gøre mit liv bedre, er nærliggende for

de fleste af os. Det er lettere at kunne give

sit liv til ham, når forventningen er, at livet

derefter bliver rigtigt godt! En forkyndelse,

som ikke taler om det svære, det onde og det

lidelsesfulde, kan give falske forventninger

til livet. Det skaber rum for at føle sig svigtet

af Gud, når livet viser sig at rumme mørke,

som man forventede, at Gud ville tage sig af.

Mange moderne kristne kan på denne bag-

grund have svært ved at forstå, at Gud, der

er lys, kan tillade mørke i livet. Måske er det

det vi støder på, når Gud opleves fraværende

i modgang.

Når der gives plads til mørketDet kan være meget vanskeligt at forholde

sig til livets mørke sider, hvis vi ikke ved,

hvad vi skal gøre ved dem. Måske har berø-

ringsangsten noget at gøre med den mag-

tesløshed, man kan føle i sådanne øjeblikke.

Måske tror vi ikke, at vi kan nå op på den

anden side, og derfor lader vi helt være med

at gå ind i mørket. Dette er fuldt forståeligt,

da der ofte ikke er noget, man kan gøre el-

ler nogen måde at løse situationen på. Da

er det vigtigt at være bevidst om, at vi ikke

behøver at kunne fjerne mørket, men i før-

ste omgang ”blot” forholde os til det. Den

ægte forandring begynder allerede, når vi

har accepteret (det vil sige erkendt og taget

til efterretning) dét, som er. Som teolog og

psykoterapeut Bent Falk skriver det i sin bog

I virkeligheden: ”Den fundamentale indsigt

er, at der ikke er noget, der forandrer sig, før

man accepterer det, sådan som det er. For-

andring forudsætter en accept af det, der er.

Det er forandringens paradoks.”

At give plads til mørket handler hverken

om at dvæle ved det eller om at dyrke det. I

Johannesevangeliet kapitel 3, vers 19-21 taler

Jesus om, at de, der gemmer på synden (og

det uperfekte, mislykkede, grimme og så vi-

dere.) og skjuler deres indre mørke – netop

lever i mørket. Modsat er de, der lever i lyset

karakteriseret ved at vise sit indre mørke. At

leve i lyset er altså at vise sit mørke. I Første

Johannesbrev kapitel 1, vers 5-10 skriver Jo-

hannes, at hvis vi vandrer i lyset (det vil sige

giver plads til mørket), så har vi fællesskab

med hinanden og har tilgivelse fra Gud. Der

sker altså en hel fundamental forandring, når

vi formår at forholde os til mørket. Uanset

om det er i fællesskaber eller i forkyndelse.

I mine samtaler som psykolog har jeg

mange stærke oplevelser af, hvad der sker,

når mennesker formår at være ærlige om

mørket. På spørgsmålet om, hvad der virker

forandrende for dem, svarer stort set alle

mine klienter, at det er muligheden for at

sætte ord på vanskelighederne. Det er fan-

tastisk at se den forvandling, der sker med

et menneske, der begynder at være ærlig

om sider, som tidligere har været skjult for

andre. Sider der har vakt stor skam, og som

har været skjult i mørket. Ved netop at være

ærlig om de mørke sider behøver vi ikke

bruge energi på at skjule dem, og derfor er

ærlighed ofte forbundet med en stærk for-

nemmelse af frisættelse. Den energi, der

blev bundet i ”gemmelegen” kan nu bruges

på andet i livet.

Sproget forløserDet er en empirisk underbygget antagelse,

at sproget trøster, og at det er forbundet

med store psykiske forandringer at sætte ord

på livets vanskeligheder. Når jeg konstaterer

dette i mit arbejde, ser jeg det som et meget

vigtigt vidnesbyrd på indretningen af Guds

skaberværk; vi er simpelthen skabt til at re-

spondere godt på at forholde os til alle livets

aspekter. Åbenhed og ærlighed har en direk-

te effekt på os, der virker både fysiologisk,

psykologisk og åndeligt helende. At forholde

sig til mørket fjerner ikke selve mørket, men

den fjerner skammen og isolationen. Præcis

samme princip gælder i det kristne fælles-

skab: mørket mister sin magt, når det kom-

mer frem i lyset.

Forkyndelse, samtaler og kristne fælles-

skaber, der ikke medtager livets mørkere

sider, er ikke bare overfladiske og uautenti-

ske – de forhindrer os også i at opleve denne

ressource. Det er positivt at give plads til

mørket, fordi det kan bryde isolationen og

skabe et autentisk, helt liv. Men ikke mindst

er åbenheden den eneste vej igennem mør-

ket på vej ud i lyset.

Ved netop at være ærlig om de mørke sider behøver vi ikke bruge energi på at skjule dem,

og derfor er ærlighed ofte forbundet med en stærk fornemmelse af frisættelse.

Stue 114Af Mikkel Haahr Andersen, lærerstuderende, mikkelhaahr@gmail.com

15artikel · Mørke & Tomhed · 2015 · # 1 · TIL TRO

Skræmmende ord, forvrængede ord, men

desværre også – dengang de blev skrevet

- sande ord. Ordene er mine og kommer fra

en samling af sange, som jeg kalder Stue

114. De er opkaldt efter stedet, hvor de er

skrevet: En lille, hvid stue på psykiatrisk

afdeling.

Hvordan jeg endte der, er så lang en hi-

storie, at det hele ikke kan blive fortalt her.

Den er rodet, og jeg har måttet erkende, at

jeg ikke altid selv er den bedste kilde. Men

her kommer den, helt uden filter:

Historien starter med et dødsfald. Tor,

en jævnaldrene folkeskolekammerat jeg

havde, blev ramt af en bus og døde. Han

var en god mand, der havde været en stor

del af min barndom, og selvom vi ikke

havde set meget til hinanden i årene op til

hans død, gjorde ulykken stort indtryk på

mig. Jeg blev konfronteret med døden på

en måde, der pludseligt var alt

for virkeligt.

Efter en enormt vemodig be-

gravelse kom jeg hjem, og fik det

dårligere, end jeg nogensinde

havde prøvet at have det. Kold-

sved, hjertebanken og en hjerne,

der kørte alt for hurtigt. Tanker

væltede gennem mit hoved i så-

dan en fart, at jeg ikke kunne nå at formu-

lere dem. Jeg var overvældet af dødsangst

og fortvivlelse.

En mærkelig dagJeg søgte hjælp og fik at vide, at det var en

”tilpasningsreaktion”, et ”ganske alminde-

ligt angstanfald” og en ”helt naturlig måde

at reagere på en traumatisk oplevelse.” Me-

get kunne man sige, men min søster

og jeg, som var de eneste, der havde

været vidne til denne ”tilpasnings-

reaktion”, nægtede at kalde det na-

turligt. Jeg startede hos en fantastisk

terapeut og havde et godt forløb dér,

men disse ”almindelige angstanfald”

forsvandt ikke, tværtimod eskalere-

de de, indtil jeg havde, hvad jeg sidenhen

ikke har kunnet kalde andet end en mær-

kelig dag.

Min terapeut var blevet erstattet af en

psykiater, som holdt til inde i centrum af

København. Jeg har aldrig været god til at

finde vej, men det var alligevel første gang

i 20 år, at jeg ikke havde nogen anelse om,

hvordan man kom til Nørreport. Jeg var ta-

get af sted på min brors cykel, men havde

undervejs smidt den væk og var begyndt

at løbe. Jeg oplevede alt omkring mig som

en syret tegnefilm, men på forunderlig vis

endte jeg – tre kvarter forsinket – hos min

psykiater, som allerede havde bestilt en

taxa, der kørte mig til Bispebjerg Hospital.

”Hvorfor er du her?” Dette spørgsmål

skulle jeg besvare små 20 gange inden for

de næste 24 timer, og jeg havde absolut in-

gen anelse. Jeg var der, fordi jeg havde en

maniodepressiv psykose og var i en såkaldt

blandingstilstand, men det var der altså

ikke nogen, der havde fortalt mig.

At være i en blandingstilstand er at have

symptomer fra en mani og depression på

samme tid. Jeg havde hjerneaktiviteten fra

en mani og tankeindholdet fra en depres-

sion, og det er ubeskriveligt pinefuldt. I en

mani er det normalt at føle sig som en su-

perhelt, et overmenneske der har løsningen

på alle verdens problemer. Jeg derimod var

årsagen til alle verdens problemer.

GudSpørgsmålet ”Hvorfor er du her?” blev ved

med at komme, og mine svar blev mere og

mere usammenhængende. Det fik en læge

fra et andet hospital nys om og kaldte mig

til et såkaldt SCAN-interview. Her leverede

jeg mit hidtil mest vanvittige svar, og derfor

tog det hende ikke mere end en halv time

at diagnosticere mig med skizofreni. Un-

dervejs i interviewet fandt hun ud af, at jeg

troede på Gud og tolkede det som et symp-

tom. Igen og igen skulle jeg svare på, om jeg

havde superkræfter, kunne se engle og dæ-

moner, og om jeg var Guds særligt udvalgte.

Igen og igen svarede jeg nej, og sandheden

var, at jeg aldrig havde følt, at Gud var læn-

gere væk.

Hvor var Gud i alt det her?

Hvorfor havde han forladt mig?

Hvorfor havde han ikke passet på

mig? Så han bare passivt til, mens

jeg skulle gennem den ene under-

søgelse efter den anden, få stillet

de samme opslidende spørgsmål

og sluge piller, der slog så hårdt,

at jeg sov 14 timer om dagen og

i mine vågne rendte rundt som en anden

zombie? Var Gud bare et symptom på lige

fod med mine skyldsbetonede vrangforestil-

linger? Var min tro på Gud grunden til, at jeg

var havnet på dette sindssygehospital?

Mit selvbillede var knust, og jeg følte

ikke, at der var noget tilbage i mig af den,

jeg engang havde været. At en læge var

en autoritet, man kunne være uenig med,

Når I siger mit navnMinder I mig omAt jeg ikke længere ved, hvem jeg er

Jeg burde vist kende jeres stemmer

Burde nok vide, hvem I erMen alt er støj og knitrenHvad laver jeg her?

Jeg har aldrig glemt et ansigt af de tusinde, jeg har setNu sidder de omme bag i mit hoved og bidder mig til blodsDe minder mig om hver en fejl, jeg har begået, om alt det forkerte jeg har sagtAlt det jeg fortryder og kunne have fortrudt

Jeg kan ikke blive her i denne krop, jeg vil ud, jeg vil hjem, jeg vil bortDer er for meget larm, for mange knuste hjerter og hjerter at knuse endnuJeg rev mit hjerte ud for et øjebliks fred, men smerten er ikke mereJeg ser bare jeres skuffede øjne, I stirrer og stirrerI minder mig om, hvor meget jeg har skuffet dig

Det er MIG, MIG, MIG, der får verden til at dreje.Det er MIG, KUN MIG, der får verden til at dreje. Og jeg kan ikke få verden til at dreje mere

havde jeg hidtil ikke vidst, så jeg slugte ikke

bare lægens piller, men også alle hendes på-

stande om mig, råt. ”Du ejer tydeligvis ikke

social intelligens”, ”du har aldrig kunnet

tænke abstrakt”, ”du har svært ved at knytte

venskaber.” På den lille, hvide stue var det

så svært at tro, at jeg for en stund gav op.

Jeg følte ingenting, forstod ingenting, så jeg

endte med at give slip.

Heldigvis gav Gud ikke slip på mig. I Mar-

kusevangeliet kapitel 2 står beretningen om

en lam mand, hvis venner bar ham frem for

Jesus. ”Da Jesus så DERES tro, siger han til

den lamme: DINE synder tilgives dig.” Min

lamme tro lå med mig i båren, men jeg hav-

de venner og familie, der bar mig og troede

for mig.

HåbOmend de piller jeg fik mod skizofreni ikke

virkede optimalt mod min lidelse, slog de

med tiden mine maniske træk til jorden,

så jeg kun var deprimeret. Det var bedre,

men så sandelig ikke anbefalelsesværdigt.

Jeg havde stadig en konstant, udefinerbar

skyldfølelse og følte mig tom og apatisk.

Noget, der var hårdt, var, at jeg ikke kunne

græde. Alle mine tunge følelser lå i et stæ-

digt vakuum og nægtede at blive forløst. En

aften havde jeg fået lov til at komme hjem

til mine forældre, hvor hele familien var

samlet. Stemningen var tung. Det var svært

at snakke om særlig meget andet end syg-

dom, og min horisont gik ikke længere end

til næste pille, jeg skulle sluge. Da blev min

svoger Jonas spurgt, om han ikke ville spille

en sang. Det ville han, og denne sang var en

tidlig version af I see these things happening

på Hymns from Ninevehs album Visions.

Alt står for fald og alt forandres her, du som omskiftes ej, vær du mig nær (Den Danske Salmebog, nummer 541).

I see children playing at the cave of the bearAnd of the lion the lamb has no fearI see the blind regain sight by spit and dirt in their eyes

Jonas’ smukke sang brød mit vakuum, og

endelig fik jeg lov til at græde som en tyk,

lille baby. Sangen, der henter sin primære

inspiration i profetens Esajas’ syn om den

Nye Himmel og den Nye Jord, talte et håb

ind i mit forhærdede hjerte og hjalp mig til

at tro på, at en dag ville jeg virkelig kunne

”se disse ting ske.” Dér begyndte et håb at

spire frem, et håb, som hjalp mig ud af båren

og hen til Jesus. Et håb, som hjalp mig til at

bede mit livs vigtigste bøn. Fuldstændig uaf-

hængigt af mine følelser, mine anfægtelser

og min tvivl, bad jeg: ”Tag det hele, Jesus!

Tag det, og bær mig.”

Og nu følger der ikke en vild beretning

om en storslået, åndelig oplevelse, der ind-

traf med det samme, men en langsom hel-

bredelsesproces, der blev sat i gang. Lang-

somt formede Gud mig og gav mig fornyet

tillid til ham, selvom der gik måneder, før jeg

egentligt følte noget.

Historien slutter ikke herEfter fem uger blev jeg udskrevet fra psykia-

trisk afdeling, men kampen var langt fra slut.

Jeg prøvede forgæves at vende tilbage til mit

job som pædagogmedhjælper, men måtte

trække mig helt fra arbejdsmarkedet. Jeg

kom videre i det psykiatriske system til et di-

striktspsykiatrisk center, hvor jeg fra dag ét

fik at vide, at jeg var fejldiagnosticeret.

På det distriktspsykiatriske center fik jeg

hjertestartende psykologhjælp, og med ti-

den fik jeg mange af mine hårde oplevelser

fra indlæggelsen bearbejdet. Jeg trappede

ud af medicinen og mærkede kræfterne

vende tilbage. Desværre kom de også for

meget tilbage, og der tegnede sig et møn-

ster. Jeg røg ind i hypomaniske faser, som

er en art lette manier. Efter nogle dage i

for højt gear ramte jeg pludseligt en væg,

for så at ryge ned i en depression eller en

blandingstilstand. Det blev til et mønster,

der indtraf så nøjagtigt, at jeg begyndte at

kunne skrive min næste depression ind i ka-

lenderen – helt alvorligt!

Jeg måtte altså indse, at jeg har en psy-

kisk lidelse, en bipolar affektiv af slagsen, og

ville komme til at leve med den resten af mit

liv. En tung ting at se i øjnene, men med ti-

den også en ting, jeg har lært at leve med. I

knap halvandet år yderligere kæmpede jeg

som en anden Sisyfos med det føromtalte

mønster, i fagsproget ‘rapid cycle’.

Kompetent lægehjælp, gode venner og

en fantastisk familie fik hjulpet mig tilbage

til livet, og i dag har jeg været stabil i mere

end et år. Og over alt dette, nej, nærmere

lige præcis i alt dette, har Gud været med

mig, beskyttet mig og bevaret mig. Som et

sennepskorn har min lille tillid til Gud vok-

set sig stor, og jeg er ham evigt taknemmelig

for, at han aldrig, aldrig forlod mig og end

ikke, da jeg gav slip på ham, gav slip på mig.

Min sygdomshistorie er ikke skrevet

færdig, og jeg kommer næppe til at leve

et liv fuldstændig fri for flere maniske eller

depressive faser, men ét står fast. Min Gud,

den uomskiftelige, vil være med mig, holde

hånden under mig og gribe mig, når jeg fal-

der og, som han har gjort efter hvert eneste

fald, rejse mig op igen.

Støjen forstummer, og nu står du derFortæller mig, at verden stadig drejerOg at jeg ikke er og aldrig varAlene

17artikel · Mørke & Tomhed · 2015 · # 1 · TIL TRO 17

Mørket er koldt, sort og dunkelt. Mørke er fravær af lys. Vi opdager let mørket, men sjældent det lys, som altid er midt i det.

Af Steffen Birkmose, kandidatstuderende i kultur og formidling, rundstyk@gmail.com

Glimt af lys

I skrivende stund er det december. Det er

koldt, og dagende er grå og mørke. Det er

lige gået op for mig, at jeg er færdiguddan-

net om halvanden år, og jeg snart skal være

rigtig voksen. Når jeg tænker på det, så op-

står en ulækker urolighed i mig. Jeg er single

og er bange for at ende i en lille by på landet.

I hjørnet af mit værelse står en vaskekurv,

der skriger efter at blive tømt, jeg er pænt

stresset og døjer lidt med noget angst. Der

er mange ting, jeg ikke får sørget for, og uro-

ligheden i mig vokser sig større. Jeg graver

ned i mørket og mangler en udvej.

Her sidder jeg så og skal skrive en hyldest

til lyset. Det lys jeg selv er fjernt fra. For at

prøve at hylde det tror jeg, at jeg vil prøve

at konkretisere lyset med to spørgsmål, både

for mig selv og for dig, der læser dette. Hvad

er lyset, og hvor er det lys henne i mit mør-

Det første spørgsmål er nemt, for et søn-

dagsskolebarn som mig. Svaret er altid: JE-

SUS. ”Atter talte Jesus til dem og sagde ”Jeg

er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig

vandre i mørket, men have livets lys”” ( Johan-

nesevangeliet kapitel 8, vers 12). Det andet

spørgsmål er straks sværere. Hvor er Jesus

lys i mit mørke?

Her kunne jeg sagtens skrive en lang

poetisk tekst, men det ville være løgn, for

jeg oplever ikke det der lys specielt poetisk.

Lyset er så hverdagsagtigt, at jeg tit ikke

opdager det og kigger mig blind i mørket i

stedet. Men lyset er der. Jeg vil nævne nogle

konkrete eksempler.

Jeg oplever lyset bryde igennem mit mør-

ke, når jeg går til nadver. Der opstår ingen

følelser, og det er tit, jeg ikke tænker over

det, men i nadveren så kommer Jesus kon-

kret ind i mig. Jeg kan ikke forholde mig til

det, men præsten siger, det er sandt, og så

vælger jeg at tro på det. Lige meget hvor

mange dårlige ting jeg har fyldt mig med, og

lige meget hvor mørkt mit liv ser ud, så kan

jeg modtage nadveren og vide, at det er Je-

sus kød og blod.

Hvis jeg skal opleve Jesu kærlighed fy-

sisk, så er det mine venner, jeg går til. Igen-

nem det kristne fællesskab har Jesus mu-

lighed for at give mig den krammer, som

jeg engang imellem desperat mangler. Det

kristne fællesskab fejler, og det er ikke altid,

vi er helt vildt gode til at se, når nogen har

det svært, men jeg oplever at blive omfavnet

i fællesskabet. Der er nogle, der hjælper mig

ud af mørket.

Engang imellem snakker jeg også med en

præst, som jeg har som mentor, og det er vir-

kelig også lys i mørket. Jeg kan gå rundt med

alle mine forvirrede tanker og køre mig selv

ned, men til sådan en samtale kan det hele

pludselig blive helt normalt igen.

Jeg har også oplevet, at Jesus har hjulpet

mig i helt konkrette situationer Når jeg har

syntes, det hele har været helt uoversku-

eligt, så har jeg kunne sige det til Jesus. Jeg

har klamret mig til ham og bedt inde i mit

hoved, at nu måtte han sørge for at hjælpe

mig op af mit hul. Det er ikke tit, jeg har op-

levet problemerne løst med det samme, men

jeg er altid blevet hjulpet op i løbet af noget

tid. Jeg havde fnat på et tidspunkt, og jeg er

ekstremt bange for læger. Jeg bad og bad

om, at Gud måtte fjerne min fnat, men der

skete ikke noget som helst. Men jeg skulle

lære at gå til læge, så i stedet for at fjerne

min fnat, så sørgede han for at ordne mange

af de ting, der stressede mig i den periode

eller gjorde, jeg havde det dårligt. Først bag-

efter opdagede jeg, hvor meget han egentlig

havde hjulpet, og jeg kom til sidst til læge.

Dette er min måde at hylde lyset. I første

omgang handler det om, at man skal opda-

ge, at det er der.

Dette er min måde at hylde lyset. I første omgang handler det om, at man skal opdage, at det er der.

Lyset er så hverdagsagtigt, at jeg tit ikke opdager det og kigger mig blind i mørket i stedet.

Af Elli Kappelgaard, psykolog, ellikappelgaard@gmail.com

MørkedansMusikken pumper. Lysene blinker. I mellemrummene hersker mørket. Kroppe flakser, drejer, snor og vrider sig i mønstre. Dansegulvet er blevet en levende orga-nisme. DJ’en kan endelig ride på den bølge, det tog ham en time at starte fra lyset blev dæmpet, indtil de kropsforskrækkede subjekter glemte at tænke på, hvor fjollede de mon tog sig ud.

På et dansegulv er lyset typisk dæmpet, så

folk lettere skal kunne glemme hæmningerne

og turde slå sig løs. Lyset, derimod, kan gøre

os så selvbevidste, så vi bliver så optagede af,

hvordan vi fremstår i andres øjne, at vi glem-

mer at være til stede i nuet og fokusere på

andre og det, vi har sammen. I mørket kan vi

lettere glemme os selv. Men mørket kan ople-

ves vidt forskelligt alt efter situationen.

I det følgende vil jeg komme ind på tre

slags mørke: Den form for mørke, hvori vi på

godt og ondt kan skjule os. Det private mør-

kekammer, eller helle, hvor andre ikke har

adgang. Og endeligt det mørke vi kan blive

ramt af eller fare vild i.

Mørket som socialt eksperimentariumMørket kan virke dragende. Her kan vi af-

prøve handlinger, vi måske endnu ikke tør

foretage i fuldt dagslys.

Sociologen, Erwin Goffmann, (1922-1982)

var optaget af at studere menneskers adfærd

og sociale interaktion med hinanden i hver-

dagen. Goffmann anvendte termer fra tea-

terverden til at beskrive sine observationer

og fortolkningerne heraf. Teaterverdenen er

også baggrunden for to af hans centrale be-

greber ’frontstage’ og ’backstage’, som han

benyttede til at forklare, hvordan det mon

kan være, at vores adfærd ændrer sig, når

den bliver synlig for andre.

Han mener, at vi, i det øjeblik vi træ-

der ud af døren derhjemme, performer

og præsenterer os selv på en særlig måde

(frontstage). Det er langt fra noget, vi altid

gør bevidst. Vi kan eksempelvist tage noget

bestemt tøj på og dermed forsøge at give et

bestemt indtryk på andre mennesker. Vi kan

også have nogle forestillinger om, hvordan

andre opfatter os, som vi gerne leve op til.

Her kan det blive problematisk, hvis det er

en rolle, der begrænser os eksempelvis ved,

at vi er bange for, at rollens fernis skal krake-

lere, og vi bliver afslørede.

I frontstage skaber vi således vores egne

roller, som vi slipper, når vi atter kommer

backstage. Det kan være en form for identi-

tet, vi tager på os på studiet/arbejdet, som vi

kan aflægge os igen. Baglokalet bag scenen

(backstage) kan vi benytte til at øve os på

ting, vi endnu ikke er sikre på, at vi tør gøre i

fuldt dagslys for alles øjne (frontstage).

Sociologen ser ikke backstage-handlin-

gerne som et bedrag, der optimalt set ikke

skulle finde sted. Backstage-rummet kan

tværtimod være vældig nyttigt.

Skjult fra andres øjne kan vi foretage eksperimen-ter, vi endnu er usikre på, om holder vand.

Mørket som skjulestedSkjult fra andres øjne kan vi foretage ekspe-

rimenter, vi endnu er usikre på, om holder

vand. Vi kan øve os på dansetrin, øve os i

øvelokalet med bandet eller forestille os,

hvad vi ville sige til den person, vi ikke tør

sige de risikable ord til, der kan ende i en

afvisning. Vi kan prøve kontroversielle hold-

ninger af, der ikke ville falde i god jord i fa-

milien, i omgangskredsen, på studiet/arbej-

det, i kirken eller lokalsamfundet, og som vi

ikke er parate til at bringe med ud frontstage

og i lyset.

På den anden side giver mørket også mu-

lighed for at skjule ting med andre hensigter.

Vi kan ønske at skjule sandheden og holde

afstand til dem, der ellers kunne komme tæt

på os af frygt for, at de ellers skulle afvise os.

Vi kan gemme det bort, vi ikke ønsker, andre

skal vide om os. Vi kan lyve for andre og be-

drage os selv. Og i mørket farer man lettere

vild. Mørket kan således både bringe os tæt-

tere på og længere fra hinanden.

Tag vare på dit mørkekammer Sindet kan også fungere som et godt skju-

lested, et trygt helle. Det kan måske betrag-

tes som en fotografs mørkekammer, hvor vi

langsomt fremkalder sarte billeder, der kan

indeholde stor betydning. Lukkes hvem som

helst ind, kan det ikke blot forstyrre proces-

sen, men ødelægge resultatet. Vi skal tage

vare på os selv. Ikke alle har krav på adgang

til vort mørkekammer.

Den katolske præst, Henri Nouwen (1932-

1996), der også underviste i sjælesorg og

psykologi, illustrerer det i bogen Stemmen i

mit indre med billedet af en middelalderborg

med en voldgrav og en vindebro som eneste

adgang til den indre borggård. Han påpeger,

at det ikke er sundt altid at have vindebroen

nede, så alle frit kan galoppere ind i ens pri-

vatsfære. Der skal være et helligt rum i os

alle, som kun de nærmeste bliver inviteret

ind i – ikke fri adgang, så alle kan invadere

det. Er vindebroen aldrig nede, snyder man

på den anden side sig selv for oplevelsen af

fællesskab med andre. Så bliver ensomhe-

den den mest trofaste gæst.

Ufrivilligt mørkeMørket er dog ikke altid selvvalgt. Ind i mel-

lem kan det opleves, som om vi er faldet ned

i et mørkt hul eller er blevet omklamret af

en mørk tåge, vi ikke kan komme op eller ud

af. Mørke tanker, skygger af sorg, bundløse

dyb af depressioner, tåger af forvirring og

uklarhed. Vi kan ikke længere finde lyset og

oplever en grundlæggende ensomhed i mør-

ket, som selv ikke de mennesker allertættest

på os helt kan forstå. Nogle gange kan det

synes, som om Gud er blevet væk, og vi kan

opleve det som om, vi også bliver væk for os

selv. Salmernes Bog er fuld af eksempler på

dette fra et første persons perspektiv.

Da er det godt at minde sig selv om, at

Gud også er i mørket. Jeg tilbragte for nogle

år siden en påske i det tværkirkelige fælles-

skab, Bjärke-Säby i Sverige. Det, som står

stærkest for mig, var opdagelsen af, at der

er en dag i kirkeåret tilegnet dem, der van-

drer i mørket og Dødsskyggens Dal, nemlig

dagen mellem Langfredag og Påskemorgen,

hvor Jesus steg ned i Dødsriget. Han, som

overvandt Døden og alle mørkets kræfter

Påskemorgen, er også i det allertætteste,

uigennemtrængelige mørke. Det kan virke

frygtindgydende i de situationer, hvor man

har lyst til at skjule sig i skyggerne, men kan

være en enorm trøst for den, der oplevelse

af at være ensom, forladt og fanget i mørket.

For Jesus er mørket lyst som dagen.

Hvilket slags mørke er dit mørke?Hvilken form for mørke, er dit mørke? Er det

et mørke, hvori du skjuler det, du skammer

dig over? Det, du ønsker, ingen anden skal

se? Eller er mørket et socialt eksperimenta-

rium eller som en fotografs mørkekammer,

hvor skrøbelige, potentielt fantastiske, men

endnu ikke flyvedygtige ideer udruges i ro

mag og beskyttet tryghed? Er mørket det,

der adskiller dig fra mennesket ved siden af

dig (og dig selv)? Eller har du en oplevelse af,

at det adskiller dig fra Gud på et tankemæs-

sigt, emotionelt eller åndeligt plan?

Mørket vil uundgåeligt være til stede i en

brudt verden. Og det er ikke enkelt at skelne

mellem, hvornår mørket skjuler, hvad der

burde komme frem i lyset, og hvornår det

kan tjene til at blive til et barmhjertigt rum

for fejlbarlige mennesker, der danser på livet

løs med tvivlsomme trin. Men tænk, hvis vi

kunne begynde at tale nådigt, frisættende

og ærligt med hinanden om dette – sandhe-

den tro i kærlighed.

Der skal være et helligt rum i os alle, som kun de nærmeste bliver inviteret ind i – ikke fri adgang,

så alle kan invadere det.

Julen er netop ovre. Vi har festet, spist til vi næsten sprængtes, brugt flere penge end vi havde. Og nu er det hele ovre og vi er lettede og har det godt. Måske… Det er ikke kun i vores moderne verden, at man har oplevet tomheden. Prædikeren skrev en hel bog om tomheden, som vi mennesker kan føle.

Af Gerhard Jónsson Mikkelsen, præst i Karlslunde Strandkirke, gerhard@strandkirken.dk

Jagen efter vind

Vi løber og løber. Løber stadig hurtigere. Vi

jager efter tilbud, relationer, popularitet,

topkarakterer, karriere, kæreste, ægtefælle,

børn, hus og bil. Det virker så meningsfuldt,

når vi er på farten, men vælger vi at standse

op, er det som om, at denne jagen efter det

fuldkomne liv giver bagslag – og vi spørger

os selv, hvad vi egentlig laver: ”Vi jager!”, si-

ger vi ufortrødent. ”Jager hvad?”, spørger vi i

næste åndedrag. Der er tavst. Ja, det er som

om, at jagtens genstand med dette spørgs-

mål ikke længere giver mening. Intet svar

på dette spørgsmål synes at være fyldestgø-

rende. Og midt i vores jagen rammes vi af

tomhed. Vi rammes af trivialitet. Af kedsom-

hed og meningsløshed. Forgængelighedens

vilkår har ramt os. – Nu er alt kun tomhed

og jagen efter vind.

Ovenstående erfaring er ikke helt ukendt

for det moderne menneske. Det ligger som

en grundklang i tilværelsen, at dette liv på

jorden er forgængeligt. Og vi forsøger at

fylde betydning og evighed ind i alting for

at give livet mening. Men hvad nu, hvis en

del af svaret er, at der ikke gives en fuldkom-

men mening? Hvad nu, hvis denne bratte

opbremsning i livet egentlig er en sandheds-

erkendelse? Hvad nu, hvis vi i vores mest

lykkelige øjeblik erfarer en snert af vemod

eller kedsomhed? Ja, hvordan kan det være,

at man efter at have fået en topkarakter til

en eksamen midt i lettelsens suk mærker en

følelse af tomhed og meningsløshed?

Prædikeren – en moderne tænkerDet er lige præcis disse spørgsmål, vi møder

hos den mest gådefulde - og måske den mest

udfordrende – tænker i det gamle testamen-

te, nemlig prædikeren i Prædikerens Bog.

Måske er denne gamle bog den mest moder-

ne, der nogensinde er skrevet. Prædikeren

tænker, som var han havnet i vores moderne

sindsstemning, hvor selvmord, stress og ked-

somhedssymptomer sætter deres præg som

aldrig før. Prædikeren er med andre ord en

befriende tænker. Og så delte han allerede

sine tanker på gammeltestamentlig tid.

Dog har der til alle tider været en berø-

ringsangst over for Prædikerens Bog; for

hvordan kan der være plads til en bog i bibe-

len, som slår på, at ”alt er tomhed og jagen

efter vind”? Og hvor er Gud i alt dette?

Tomhed er en følelseDa jeg i mine studieår havde læseplads ud til

Købmagergade i København, var det til tider

et ejendommeligt syn at se ned på folke-

mængden, der kom bærende på poser, børn

og store pengepunge. Det mest spændende

studie af dem alle var at iagttage gaden i

december måned, hvor mennesketilstrøm-

ningen steg for hver dag. Særligt bemærkel-

sesværdigt var det at iagttage, hvordan folk

begyndte at gå hurtigere og hurtigere, som

julemåneden skred frem – og hvordan de

overflodsagtige julesmil blev erstattet med

rynker i panden og en stresset mine; alt for

at blive færdig til jul! Og tilbage sad jeg og

grundede på følgende spørgsmål: Hvor er

det indholdsrige i alt dette? En følelse, som

jeg måske delte med få – men trods alt en

følelse. Og i takt med, at jeg december efter

december har stresset over min egen liste af

gaveindkøb, så er denne følelse blevet gen-

kaldt igen og igen. For det virker så formåls-

løst, at vi bruger al vores tid, overskud og

penge på en enkel festaften, for dagen efter

at sidde med en følelse af tomhed.

Og dette er nemlig pointen: At tomhed er

en følelse. Måske har det noget med virkelig-

heden at gøre, men det er først og fremmest

en følelse. En oplevelse. En sindsstemning.

Og denne følelse kan sætte sig som et gråt

slør over hele vores tilværelse, hvor alt sy-

nes tomt og meningsløst. Og selv om det

kan diskuteres, hvilken plads følelsen skal

Ja, hvordan kan det være, at man efter at have fået en topkarakter til en eksamen midt i lettelsens suk

mærker en følelse af tomhed og meningsløshed?

have i vores vurdering af tilværelsen, så kan

der aldrig herske tvivl om, at mennesket har

en sanselig ’kanal’, hvor livet kan føles an-

derledes end en umiddelbar erkendelse.

Dette ser prædikeren i Prædikerens Bog.

Han ser, at livet er noget, der erfares og ikke

kun defineres af en højere magt eller ideal.

Livet erfares, så længe det leves. Og den er-

faring, som alle mennesker bliver mødt med,

er, at livet er spændt ud mellem mening og

meningsløshed, mellem glæde og sorg, mel-

lem godhed og ondskab. En spænding som

prædikeren på fremragende vis beskriver

med modpolerne ”spis, drik og vær glad” og

”alt er tomhed og jagen efter vind”.

Det hebraiske ord ’hevel’, som vi i den

danske, autoriserede bibel har oversat med

’tomhed’, har ud fra sin rod betydningen ’ån-

depust’ eller ’damp’, hvilket spiller på, at no-

get er forgængeligt eller ophørligt. Og tager

man denne betydning med i prædikerens

udtalelser om livets tomhed, så har han jo

til dels ret. Livet her på jord er forgængeligt!

Og for at uddybe sin pointe, knytter prædi-

keren til, at alt er ”jagen efter vind.” Ordspil-

let er ikke til at tage fejl af: Ligesom vinden

er flygtig, lige så erstattes åndepustet i et nu

af et åndedrag. Vinden og åndepustet eksi-

sterer det ene øjeblik, men forsvinder i det

næste. Det er sådan forgængelighed funge-

rer. Og dette er prædikerens erfaring.

Gud er hos os midt i følelsen af tomhedenEn erfaring som vi også kan genkende i dag.

Vi kan alle sammen blive ramt af erfaringen

af, at dét, der var, ikke længere er. Og Guds

eksistens er ikke nødvendigvis en garanti for

den modsatte oplevelse. Selvfølgelig er Gud

i stand til at gøre det umulige. Gud kan sag-

tens give mening ind i det meningsløse. Han

kan sagtens redde os ud af kedsomheden.

Men det ændrer ikke ved, at et menneske

kan opleve livet svært. Det ændrer ikke ved

den følelse, man sidder med. En tro på al-

tings meningsgiver – nemlig Gud – fratager

ikke mennesker fra at føle sorg, lidelse og

meningsløshed. Og glem de usande floskler

om, at ”det, du ikke dør af, gør dig stærk”,

for indimellem vil livet erfares som ”tomhed

og jagen efter vind.” Og der vil være mod-

gang, som ingen mening har i sig – ene og

alene fordi der ingen mening gives. At give

mening er ikke det, der gør Gud til Gud. Nej,

det er, at Gud kan være hos os midt i vores

meningsløshed. At Gud er hos os midt i fø-

lelsen af tomhed.

Og læser man prædikerens bog vil man

opdage, at prædikeren – midt i denne spæn-

ding mellem tomhed og ”spis, drik og vær

glad” – opmuntrer til, at man under alle om-

stændigheder husker på, at livet er en gave

fra Gud. Livet er en gave. Men hvordan kan

det spændingsfyldte liv mellem mening og

meningsløshed opleves som en gave? Dette

melder prædikerens historie intet om. Men

dette tager intet fra prædikerens berømte

ord om livets spænding. Og derfor er det

også den mest moderne bog; for midt i den-

ne erfaring af et udspændt liv, så er Gud ikke

taget ud af ligningen. Men hvordan hænger

det sammen? Det er jo gådefuldt. Uforstå-

eligt. Ja, det lyder nærmest som tomme ord

og jagen efter vind. Lidt ligesom denne ar-

tikel, som i et nu vil forsvinde som et vind-

pust…Eller vil den?

Prædikeren ser, at livet er noget, der erfares og ikke kun defineres af en højere magt eller ideal.

Helvede er stedet, hvor det ultimative mørke findes. Det er stedet, der per definiti-on er dårligt. Det er stedet med gråd, tænderskæren og ikke ret meget andet. Men ifølge Gud er det også et sted med retfærdighed, hvor provokerende og forfærde-ligt det end lyder.

Af Claus Tøndering, civilingeniør, claus@tondering.dk

Har I nogen side være ude for meningsud-

vekslinger i stil med disse:

• Gud er kærlighed og ønsker at tilgive selv den

største forbryder.

– Jamen, Gud kan da ikke bare lukke øjnene

for mord og voldtægt og børnemishandling

og sådan noget! Det er da ikke rimeligt!

• Gud er en vred og straffende Gud der hævner

ondskaben og sender dens udøvere til Helvede.

–Sikken en frygtelig, middelalderlig holdning!

Når man taler om kristendom med andre

mennesker, sker det ikke sjældent, at man

støder på indvendinger som dem, der er

nævnt ovenfor. For mange mennesker er det

åbenbart uacceptabelt, at Gud vil tilgive, og

det er også uacceptabelt, at Gud vil straffe.

Men hvordan skal vi forholde os til det?

For det er jo en kendsgerning, at Bibelen

både taler om den kærlige, tilgivende Gud

og om den vrede, hævnende Gud. Hvordan

hænger det sammen?

I det følgende skal vi se lidt nærmere på

Guds hævn og på Helvede.

Nogle af de bibelsteder, vi har vanske-

ligst ved at forstå, har at gøre med Guds

hævn. Der er masser af dem, især i det

Gamle Testamente. For eksempel: ”Herre,

du hævnens Gud, du hævnens Gud, træd

frem i stråleglans!” (Salme 94, vers 1). I det

Nye Testamente tales der ikke så meget

om Guds hævn, til gengæld taler Jesus ofte

om Helvede, det sted hvor Guds dom over

menneskeheden kommer til udførelse. For

eksempel: ”Ve jer, skriftkloge og farisæere,

I hyklere! [...] Hvordan vil I undgå at blive

dømt til Helvede?” (Matthæusevangeliet ka-

pitel 23, vers 29 og 33).

Hvad skal vi stille op med den slags bibel-

steder? Hvordan forener vi dem med troen

på en kærlig Gud? Kristne har i århundre-

der kæmpet med dette spørgsmål, og rigtig

mange er nået til den konklusion, at Helvede

ikke eksisterer, altså at der på en eller anden

måde er tale om tomme trusler, når Jesus ta-

ler om Helvede og den evige fortabelse.

Men hvis man tager Bibelens ord for

pålydende, kommer man ikke uden om, at

der findes et virkeligt Helvede. Og det er

en kendsgerning, at Jesus, den person som

mere end nogen anden forkynder os Guds

kærlighed, samtidig er den person, som flest

gange nævner Helvede. På en eller anden

måde må der altså være en forbindelse mel-

lem Guds kærlighed og Helvede.

For at nå frem til en forståelse af dette,

er der to vigtige ting, vi skal være opmærk-

somme på:

Den første og væsentligste fejlopfattel-

se vi må gøre op med, er forestillingen om

Helvede som Djævelens bolig. Vi kender vel

alle sammen vittigheder, der bygger på, at

Djævelen piner de fortabte i Helvedes ild.

Vittighederne antyder, at i Helvede regerer

Satan på samme måde, som Gud regerer i

Himlen. Når en sjæl går fortabt, påstås det,

sender Gud den til Helvede, hvor den bliver

modtaget af Djævelen og hans håndlangere,

som overgiver den fordømte sjæl til evige

pinsler. Men ifølge Bibelen regerer Djæve-

len ikke i Helvede. Tværtimod! At det skulle

være Djævelen, der piner de fortabte i Hel-

vede, er en overtro, der intet har med Bibe-

lens lære at gøre.

Men hvis man tager Bibelens ord for pålydende, kommer man ikke uden om,

at der findes et virkeligt Helvede.

HELVEDE

Bibelen siger flere steder, at Helvede er det

sted, hvor Djævelen og hans medarbejdere

får deres endelige dom. I den berømte lig-

nelse om verdensdommen fortæller Jesus

om, hvordan han på dommedag skal skille

de gode fra de onde. Til de onde vil han

sige: ”Gå bort fra mig, I forbandede, til den

evige ild som er bestemt for Djævelen og

hans engle.” (Matthæusevangeliet kapitel

25, vers 41).

Helvede er Guds redskab. Det er Gud –

ikke Satan – der hersker over Helvede. Gud

bruger Helvede til at fjerne ondskaben fra

verden. Derfor er Helvede en god ting.

Den anden ting, vi skal hæfte os ved,

er så banal, at den næsten lyder tåbelig:

Ondskab er ondt! Derfor er det godt, når

ondskab udslettes. Det er godt, når børn

ikke længere skal misbruges, det er godt,

når kvinder ikke længere voldtages, det er

godt, når mennesker ikke længere torture-

res, det er godt når bagtalelse, misundelse

og had forsvinder.

I klassisk kristendom har vi lært, at vi alle

er syndere. Vi er ikke bedre end de værste

forbrydere, og derfor må vi klynge os til for-

ventningen om Guds nåde og tilgivelse. Det

er en god og rigtig holdning, men desværre

betyder det ofte, at vi er tilbøjelige til at ba-

gatellisere synden. Vi forventer, at Gud i sin

tilgivende kærlighed møder vores fejltrin

med ord som: ”Det gør ikke noget.”

Men hvis Guds eneste kommentar til

ondskab var, ”det gør ikke noget,” ville han

ikke være en kærlig Gud. Hvad skal Gud

sige, når et menneske misbruger og torte-

rer et barn? ”Det gør ikke noget”? Det ville

være en grusom Gud, der tog så let på men-

neskers synder. Selvfølgelig gør det noget,

når mennesker piner og plager hinanden!

Guds kærlighed er heldigvis alt for stor til,

at han kan lukke øjnene for et menneskes

overgreb mod et andet. Når Gud ser ond-

skab iblandt os, ligger intet ham fjernere

end et ”det gør ikke noget.” For det gør i

allerhøjeste grad noget.

Guds svar på vores synd er ikke et ”det

gør ikke noget”. Guds svar er meget mere

voldsomt: ”Dine overtrædelser fortjener

dødsstraf, men jeg vil selv påtage mig skyl-

den for det du har gjort. Jeg vil bære dine syn-

der, og derfor vil jeg blive straffet for dem.”

Det er i dette lys, at vi skal læse om Guds

hævn og om Helvede.

Salme 94, vers 1 siger: ”Herre, du hæv-

nens Gud, du hævnens Gud, træd frem i

stråleglans!” Men i vers 6 fortælles det,

hvorfor Gud hævner: ”Enken og den frem-

mede slår de ihjel, faderløse myrder de.” Vi

ser, at formålet med Guds hævn er at ud-

slette ondskab. Det handler om mord på en-

ker, på fremmede, på faderløse. Det handler

om voldelige overgreb på svage mennesker.

Guds hævn tjener kun ét formål: Udryddel-

se af ondskab.

”For han der hævner mord, husker dem,

han glemmer ikke de hjælpeløses skrig,” si-

ger Salme 9, vers 13. Guds vrede, Guds hævn

er altid et udtryk for kærlighed. Kærlighed til

de hjælpeløse der skriger.

Her adskiller Guds hævn sig naturligvis fra

et menneskes hævntørst. Når et menneske

ønsker at hævne sig, sker det ud fra en læng-

sel efter at volde andre ondt. Guds hævn er

helt anderledes. Dens eneste formål er at ud-

rydde ondskab.

Også Helvede skal ses i samme lys. I Hel-

vede møder den ondskab, der ikke ønsker

tilgivelse, sin dom. Og Guds dom er glæde-

lig, for den viser, at Gud ikke vil acceptere

ondskab.

Men naturligvis har Gud ikke lyst til at

straffe. Når vi forfærdes ved tanken om, at

mennesker går fortabt, gør Gud det i endnu

højere grad. Når vi bliver fortvivlede ved at

tænke på vores gode ikkekristne venners

skæbne efter døden, bliver Gud det i endnu

højere grad. Og der findes et alternativ til

Helvede. Gud har en anden måde at fjerne

ondskab på: Han er villig til selv at påtage sig

ansvaret for ondskaben.

Deri ligger håbet for os onde mennesker:

Vi kan bede Gud om tilgivelse, vi kan bede

ham tage vores skyld på sig. Det betyder

ikke, at han siger ”det gør ikke noget” til vo-

res synd, men det betyder, at han påtager sig

skylden og straffen. Når vi tager imod Jesus,

tager han vores skyld fra os. På den måde

kan ondskaben fjernes fra vores liv, uden at

der er brug for hævn eller Helvede.

Guds hævn er helt anderledes. Dens eneste formål er at udrydde ondskab.

Tomhedens fyldeMindfulness boomer i disse år og får stadig større udbredelse inden for stressbe-handling, smertereduktion, selvudvikling og personlig velvære. Selvom begrebet og en række af dens praksisser er hentet fra buddhismen beskrives Mindfulness som ikkereligiøs. Alligevel formidles ofte en psykologi og et menneskesyn, som er meget anderledes end et bibelsk menneskesyn. Derfor må kristne være opmærk-somme på, hvad der tilbydes.

Af Ole Skjerbæk Madsen, missionspræst Areopagos

Moderne vestlig Mindfulness er ikke mindst

udviklet med udgangspunkt i Jon Kabat-

Zinns arbejde i stressreduktionsklinikken

på University of Massachusetts og lanceret

som mindfulnessbaseret stressreduktion. Han

har udgivet klassikeren inden for Mindful-

nesslitteratur Full Catastrophe Living i 1990,

og som kom på dansk i 2012 på Dansk Psy-

kologisk Forlag: Lev med livets katastrofer. Så-

dan bruger du din krops og dit sinds visdom til

at håndtere stress, smerte og sygdom.

Jon Kabat-Zinn definerer Mindfulness

som ”at være nærværende i Nuet, eller op-

mærksom fra det ene øjeblik til det næste.”

Mindfulness handler altså om opmærksomt

nærvær i Nuet og om at møde tilværelsen

og omstændighederne uden (for)dom. Når

mennesker lærer at være nærværende i

Nuet, kan de også bryde gamle og uhen-

sigtsmæssige handlingsmønstre og vaner.

Læser man Jon Kabat-Zinns bog, er der

mange praksisser og indsigter, som også

kendes fra kristen trospraksis, blandt an-

det åndedrættet som basispraksis; dertil

kommer opmærksomheden på kroppen:

fornemmelsen af at sidde, jordforbindelse

og opmærksomhed på fødder, hænder og

brystregion. Vi deler formentlig også en ho-

listisk forståelse af mennesket i relation til

sundhed og sygdom, at krop og psyke sam-

virker, og at der også er et åndeligt aspekt

af at være et helt menneske. Og vi er fælles

om, at det opmærksomme nærvær i Nuet er

afgørende og at komme ud over vore dom-

me, vores automatiske reaktionsmønstre.

Er mindfulness buddhisme?Alligevel rejser Mindfulness er række

spørgsmål, som det er nødvendigt at forhol-

de sig til. Disse spørgsmål handler dels om

betimeligheden af Mindfulness i erhvervsli-

vet, på arbejdspladser, i sundhedssektoren

og offentlige institutioner, dels om det men-

neskesyn, som formidles, herunder hvor

stor en rolle buddhismen spiller i Mindful-

ness uanset hævdelsen af Mindfulness som

en neutral, ikkereligiøs praksis.

For religiøse mennesker er spiritualitet

aldrig en neutral praksis. Hvor sekulariseret

disse praksisser med rod i Østens spiritua-

litet end er, betyder det jo ikke, at de ikke

længere er spirituelle, og at deres psyko-

logi ikke er farvet af deres oprindelse. Jon

Kabat-Zinn lægger da heller ikke skjul på, at

Mindfulness har hentet værdifulde teknik-

ker i Østens meditationspraksis og spiritu-

elle psykologi.

Mindfulness udgør i Buddhismen en

del af den rette otteleddede vej, som fører

til oplysning: Ret anskuelse, ret beslutning,

ret tale, ret handlemåde, ret levemåde, ret

stræben, ret eftertanke (Mindfulness), ret

selvforståelse.

I en Mindfulnesssammenhæng forstås

mennesket primært som bevidsthed, mens

mennesket i kristen forstand forstås som

person. Dette kommer til udtryk både i for-

ståelsen af Nuet og i forståelsen af opmærk-

somt nærvær.

Nuet og tomhedenNår Mindfulness fastholder Nuet som det

eneste virkelige, kan det give en oplevelse

af virkelig at være til stede i livet. Der er

altså tale om en accept af livet, som det

former sig her og nu: situationen, omstæn-

dighederne, kroppen og så videre. Men der

kan også blive tale om en opløsning af virke-

ligheden. Hvis Nuet er det eneste virkelige,

er livet måske bare et bevidsthedsflow. Vir-

keligheden er så kun den oplevede virkelig-

hed; resultater er, at tilværelsen og verden

opleves som en illusion. Subjekt-objekt erfa-

ringen og dermed jeg-du relationen ophæ-

ves i en non-dual bevidsthed. Mindfulness

er da også i sin oprindelse vejen til at gen-

nemskue lidelsens og tilværelsens illusori-

ske karakter.

En populær udgave af et buddhistisk

tilværelsessyn møder os i Eckhart Tolles

Nuets kraft. Han hævder, at Nuet er den

eneste virkelighed; der er ikke liv uden for

Nuet. Buddha talte om tomheden, og Tolle

hævder, at det er en formløs, tidløs tilstand.

Tolle identificerer vores eget væsens indre

natur med det ingenting, der gik forud for

For religiøse mennesker er spiritualitet aldrig en neutral praksis.

Big Bang. Det er denne identitet af vores in-

dre væsen og tomheden, som erfares i Nuet

som en udifferentieret bevidsthed. Den udif-

ferentierede bevidsthed har to bevægelser:

udefter, idet den finder udtryk i tid og rum,

i galakser og stadig mere komplekse livs-

former, i tanker og forestillinger; tilbage for

at blive sig sin egen tidløse og grænseløse

rummelighed bevidst. Den oplysning af sin-

det, som Eckhart Tolle formidler, handler om

det sidste.

Mindfulness kan altså føre til en erfaring

af tomhed, både i en positiv og en negativ

forstand. Positivt er der tale om en tomhed,

hvor mennesker er befriede fra de illusio-

ner, som binder vores tilværelse i fortid og

fremtid og eventuelt i sanseverdenen. Men

tomheden kan også opleves truende, når

den synes at ende i en opløsning af person-

ligheden eller jeg’et.

Den ikkedømmende holdning kan tilsva-

rende indebære en afstand til medmenne-

sket. Hvis det ikkedømmende nærvær alene

handler om at være en objektiv betragter

af omstændighederne, ophører nærværet

set med kristne øjne med at være opmærk-

somt på medmennesket; dette kan føre til et

disengageret forhold til medmennesket og

lidelsen i verden, en accept af status quo, en

fatalistisk holdning til livet.

Tro, håb og kærlighedSom kristen forstår jeg mennesket som per-

son; det betyder, at hvem jeg er ikke kan

forstås uden om relation og udvikling (histo-

rie). Derfor lægger et kristent menneskesyn

mere vægt på tro, håb og kærlighed end på

Nuets kraft. Troen som tillid har med erfa-

ring og relation at gøre og forholder sig til

Guds åbenbarings historie og menneskets

egen historie; håbet handler om formål,

retning, udvikling, helliggørelse, altså at det

kommende Guds Rige manifesterer sig ind

i nutiden; kærligheden handler om Nuet og

samler tro og håb i relation, nærvær, tjene-

ste; kærligheden binder livet sammen og ser

og elsker det skabte som virkeligt.

Man bliver ikke buddhist af at praktisere

de åndedræts- og kropsøvelser, Mindfulness

har videreudviklet; de er i og for sig univer-

selle. Mindfulness bliver først problemati-

ske kristent set, hvis det vil gøre det ud for

kristen trospraksis, eller hvis et buddhistisk

præget tilværelsessyn overtages. Man kan

ChristfulnessOle Skjerbæk Madsen har udviklet

begrebet Christfulness, til mennesker

som søger inspiration i Mindfulness

og andre sekulariserede former for

østligt inspireret spiritualitet. Hermed

fastholdes Jesus Kristus som fokus i

kristen trospraksis.

Læs mere og find ressourcer på

christfulness.dk

Mindfulness bliver først problematisk kristent set, hvis det vil gøre det ud for kristen

trospraksis, eller hvis et buddhistisk præget tilværelsessyn overtages.

forveksle tomhedserfaringen i Mindfulness

med erfaringer fra kristne mystikere, som fx

kan tale om sjælens eller sansernes mørke

nat. Den buddhistiske tomhedserfaring er

dog ikke identisk med en kristen oplevelse

af mørke eller tomhed. Mindfulness har ret

i, at vi ofte ser på omverdenen og os selv

på en fordomsfuld måde. Også kristne må

renses for forestillinger om Gud, sig selv og

omverdenen – ikke for at ende i en skabel-

sesfornægtende tomhed – men for at for-

enes med Gud i Kristus Jesus. Det handler

om, at vort gamle menneske må dø, for at vi

kan have livet i Kristus, og at han må bo ved

troen i vort hjerte.

Når Gud er tavs

Leif Andersen108 sider99,95 kr.Lohse, 2014

BØGER

Af Mikkel Haahr Andersen, lærerstuderende, mikkelhaahr@gmail.com

Hvad Guds rolle i den lidelse og ondskab,

vi oplever i verden, er, har beskæftiget

de fleste kristne. Oveni er det dér, mange

ikkekristne mennesker starter, når de vil

snakke om tro.

Der er mange forskellige måder at

gå til lidelsens problem på: intellektuelt,

polemisk, anfægtet, skråsikkert, troende,

tvivlende, håbende. Inden for teologien er

der særligt to felter, hvor dette spørgsmål

i særdeleshed fylder, nemlig systematik-

ken og sjælesorgen. Systematik har at gøre

med troslære, hvad Bibelen og de kirkelige

bekendelser siger, mens sjælesorg handler

om, hvordan man som kristen trøster og

støtter en lidende.

2 i 1I bogen Når Gud er tavs tager Leif Ander-

sen fat i lidelsens problem ud fra både et

systematisk og et sjælesørgerisk perspektiv.

Bogen er delt op i to dele: "Når Gud er tavs"

og "at søge Guds kærlighed". Ikke forstået

sådan at den ene del er systematisk, mens

den anden er sjælesørgerisk – slet ikke. Det

er fuldstændigt centralt for Leif Andersen at

gå til lidelsens problem, Guds almagt og det

onde med begge briller på. "Knivskarpe, dog-

matiske distinktioner kan være både gode og

nødvendige. Men den rette rækkefølge er langt

vigtigere: Først må tilliden til Guds kærlighed

være vundet! - derudfra kan så (måske) hans

almagt blive til trøst" (side 71). Man kan sige,

at systematikken og sjælesorgen i denne

henseende giver hinanden berettigelse.

En mand på vandringI 1987 skrev den selv samme Leif Andersen

bogen Gud, hvorfor sover du?, som også be-

handler dette emne. Den læste jeg for nogle

år siden, og den har været med til at forme

mit (og mange andres) syn på, hvordan man

skal forstå forholdet mellem Guds almagt

og det onde, der sker i denne verden. At

Leif igen i 2014 udgiver en bog om dette

emne, siger ikke blot noget om, at det er

vigtigt at forholde sig til, men også at han

selv har været – og fortsat er – på vandring

i forhold til at finde sit ståsted. Det kan

måske lyde som en anklage herfra, men det

er det på ingen måde! Tværtimod beundrer

jeg den respekt og ikke mindst ydmyghed,

han besidder, når han går til Bibelen. "Der

er sommetider en barriere af mistænksom-

hed og stereotype forestillinger om teologers

selvtilfredse verdensfjernhed – en barriere, det

kan være meget svært at gøre noget ved. For

den forsvinder ikke nødvendigvis, fordi man i

en prædiken vover pelsen og kommer med per-

sonlige, hudløse eksempler. Vores dogmatiske

nøjsomhed i dette emne er ikke bare en myste-

riets "theology of the gaps", en teologisk nød-

løsning, hvor vi stopper hullerne i vores viden

om Gud ud med ord som gåde og mysterium.

Det hører til vores bekendelse til Gud, at han

er uudgrundelig. Det er en teologisk nødven-

dighed at hævde mennesketankens kommen

til kort; vi slutter ikke bare nødtvungent af

med at erkende vores teologiske uformåenhed

- vi begynder med at erklære og bekende den,

simpelt hen når vi siger: Vi tror på Gud." (Side

101) En forbilledlig og opmuntrende tilgang,

der på mange måder tiltaler en ung og som

oftest forvirret mand som mig.

KontekstEn anden grund til, at bogens emne blev re-

aktualiseret, var en konference i kølvandet

på, at Peter Olsen fra Dansk Bibel-Institut

skrev en afhandling (og efterfølgende en

meget omtalt artikel) om Guds forsyn. Må-

let med konferencen var ikke at sætte punk-

tum ved debatten, men snarere at være et

springbræt til at grave endnu dybere ned i

lidelsen problem, og det er Når Gud er tavs

også et eksempel på. Bogen indholder et af-

snit, der kommenterer på Peters afhandling,

og det kræver en rimelig stor indsigt i hans

forsynsteologi at få noget ud af denne del.

Jeg giver Når Gud er tavs mine varmeste

anbefalinger og vil opfordre dig til at læse

den, om du så er skråsikker, anfægtet, tro-

ende, tvivlende eller håbende.

artikel · Bibelen · 2012 · #5 · TIL TRO 27bøger · 2015 · # 1 · TIL TRO 27

Hvordan lede et åbent bibelstudie?

Rebecca Manley Pippert96 sider99,95 kr.Credo, 2014

Af Mathias Wibo Kure, danskstuderende, mathiaswibokure@gmail.com

For tiden snakkes der en del om såkaldt

’missional livsstil’, det at vi som kristne

altid og allerede er i mission, og ofte med

den underliggende pointe, at vi bør droppe

event-tankegangen, når det kommer til det

at række evangeliet videre. Og skulle det

nu være noget nyt? Næh, egentlig ikke.

Med hendes måske mest kendte bog Ud

af Saltbøssen (1979, da overs. 1985), satte

Rebecca Manley Pippert netop spot på

evangelisation som en livsform. Nu er endnu

en af Pipperts bøger tilgængelig på dansk.

En lille og hurtiglæst sag om en af hendes

allerstørste kæpheste: Den åbne bibelstu-

diegruppe (herefter ÅBS).

I Hvordan lede et åbent bibelstudie? deler

Pippert ud af sine mange års erfaringer med

evangelisation og det at møde mennesker,

hvor de er. ÅBS er for Pippert et godt sted at

pege på Jesus, og bogen igennem insisterer

hun på at være både praktisk og opmun-

trende. Konkrete anvisninger såvel som

generelle refleksioner spejles i Guds løfter

på området.

Fordoblingens fortællekunst I bogens første og længste kapitel giver

Pippert en solid indføring i idéen om og

med ÅBS. Med vanlig sans for fortællingens

kraft, iscenesættes introduktionen som et

tilbageblik: ”En eftermiddag i oktober var

jeg på vej over til min veninde Nancy, hvor

vi skulle mødes til bibelstudie sammen

med vores naboer […] pludselig kom jeg

til at tænke på dengang, jeg selv fik lyst til

at være med i sådan en gruppe […]” (side

9). Via indfaldet tager Pippert sig selv og

sine læsere med tilbage i tiden, da hun som

udvekslingsstudent i Barcelona første gang

hørte om konceptet og blev varm på idéen.

På side 13 er vi atter tilbage i oktobernu-

tiden, og med Pippert til hende og Nancys

nabo-ÅBS. Tidsfordoblingen er et gennem-

gående træk; der er arbejdet længe på og

med idéerne, og erfaringerne er mange.

Tiden er imidlertid ikke det eneste, der

fordobles. Således uddelegerer Pippert ofte

fremstillingen til sin egen direkte citerede

stemme. Her er vi stadig hos Nancy, Pippert

leder gruppen:

”Vi har købt bibler, og mens de bliver

delt rundt til dem, der ikke har en, under-

streger jeg formålet med gruppen: »Grup-

pen er for dem, der har lyst til at finde ud af,

hvem Jesus er, og hvad Biblen har at sige. Vi

er forskellige steder i vores liv. Det er ikke

en gruppe for dem, der allerede ved det

hele. Her må man gerne stille spørgsmål«.

Derefter gennemgår jeg nogle retningslinjer

[…]” (side 14)

Formen underbygger det praktiske sigte.

Pippert giver simpelthen eksempler på,

hvad hun selv siger, når hun leder en ÅBS-

gruppe. Også Nancy og de andre fra Pip-

perts netværk, der kommer til orde, citeres

direkte. Stemmefordoblingen er ligeledes

et gennemgående træk og skal her nævnes

som et lille kritikpunkt. Simpelthen fordi det

virker lidt skørt at både halve og hele sider

falder som direkte tale.

Pege på JesusPipperts idé med ÅBS-grupperne er kort

sagt at invitere folk ind i et fællesskab, hvor

deltagerne via arbejdet med teksterne –

Johannesevangeliet foreslås – får mulighe-

den for at møde Jesus: ”ÅBS er målrettet

folk, der har et fragmenteret, forvirret eller

svagt billede af evangeliet” (side 18), ÅBS

er dialogbaseret, hedder det andetsteds,

og stiller det krav til lederen, at denne tør

have tillid, ikke til sig selv, men til Gud. ÅBS-

grupper kan både være små (2 mand i alt)

eller store (op mod 20), men altid med over-

vægt af ikketroende. I de større grupper

anbefaler Pippert, at man organiserer sig i

teams, ligesom bønnen og tilliden til Guds

ords virksomhed igen og igen fremhæves.

Pipperts lille bog er sprængfyldt med op-

muntring og anbefales til alle, der gerne vil

dele evangeliet.

TIL TRO · #5 · 2012 · Bibelen · artikel2828

REFLEKSIONER

Det sker tit sådan hen i februar eller marts.

Bedst som jeg cykler rundt i egne halv-

mørke tanker og spekulerer på teologi og

irriterer mig over alle de andre i trafikken,

mærker jeg pludselig noget i nakken. Ikke

den sædvanlige halvallergiske kløen fra et

gammelt støvet Manchester United hals-

tørklæde. Men noget andet. Noget bedre.

Det føles varmt og rart, og da jeg samtidig

rammes af et stærkt lys, er jeg pludselig

ikke i tvivl. Det er solen. Solen, som jeg

helt havde glemt fandtes. Jeg fyldes af en

spontan glæde, og det vanlige vintertung-

sind fordufter. I stedet længes jeg nu efter

pløjemarker, forårsblomster og kåde køer

på deres første græs.

”Gud sagde: ”Der skal være lys!” Og der

blev lys. Gud så, at lyset var godt, og Gud

skilte lyset fra mørket. Gud kaldte lyset dag,

og mørket kaldte han nat.”

Sådan lyder de kendte ord fra skabelses-

beretningen i Første Mosebog. Gud skabte

lyset først. Det er det primære, på en måde

det vigtigste. Uden det, så var alt endnu

mørke og resten af skaberværket var aldrig

blevet synligt. Uden de ord kan vi ikke blive

overrasket af solens genkomst i det tidlige

forår eller i det hele taget leve. Lyset skaber

liv. Det giver energi til planter og varme

til frø i jorden, så de spirer og gror. Og det

giver liv til os mennesker. Vi har brug for

lyset for varmens skyld, men også for vores

sinds skyld. Uden lys sænker mørket og

depressionen sig over os.

Lys og mørkeVi kniber øjnene sammen, når vi kigger

mod solen. Lys kan være skarpt. For skarpt.

Vi gemmer os bag solbriller eller bag gardi-

ner. Lyset afslører, og det er ikke altid rart

at se, hvad der gemmer sig indeni. Nogle

ting er det rarest at holde for sig selv. Nogle

ting er ikke for verdens øjne. For hvad mon

de andre siger og gør, hvis de virkelig ser,

hvad der bor i mig? Forlader de mig? Vil de

fortsat elske mig? Der er noget trygt over at

gemme sig i sit eget mørke og holde det for

sig selv. Undgå andres opmærksomhed og

gå og ruge på sit mørke. Men i længden går

det ikke. For mørket føder ikke noget godt

i os, det føder vel i længden ikke andet end

råddenskab.

Modsat er det med lyset. Det kalder

gode ting frem i os. Lyset kommer udefra,

trænger ind i os og vækker de gode ting og

følelser i os, som har ligget i dvale. Glæden,

som var glemt i mørket, overvælder nu

igen. Smilene fødes næsten automatisk på

vores læber. Lyset giver os lyst til at røre os,

gå ud, danse, opleve verden.

Når jeg sidder på mit værelse og kigger

ud af vinduet, er det tit som om, den blå

himmel og lyset kalder på mig. Jeg må bare

ud, inden det forsvinder. Hvert øjeblik med

lys er som et dyrebart øjeblik, en gylden

mulighed, som måske ikke kommer igen.

For hvem ved, hvornår skyerne kommer

igen, eller hvornår stilladsarbejderne byg-

ger stilladser foran vinduet igen?

Gud er lysEn dag skal lyset helt forsvinde. Ikke på

grund af skyer eller stilladser, men fordi der

på den nye jord ikke bliver brug for lys.

”Der skal ikke mere være nat, og de har

ikke brug for lys fra lamper eller lys fra solen,

for Herren Gud lyser for dem, og de skal være

konger i evighedernes evigheder.”

Sådan lyder det i Johannes’ Åbenbarings

sidste kapitel. Gud vil selv være lyset. I

begyndelsen skabte han lyset, og til sidst

vil han selv være det. Hvis vi vil holde os

til Gud, må vi altså holde os til lyset. Ikke

gemme os i mørket. Eller være bange for at

Gud ikke kan tåle vores mørke. Gud, det ul-

timative lys, kan overvinde ethvert mørke.

Både mit og dit.

Af Mikael Kongensholm, stud.teol., mikaelkongensholm@gmail.com

REFLEKSIONER

artikel · Bibelen · 2012 · #5 · TIL TRO 2929

MEDIER

Jeg elsker film. Det betyder, at jeg også har

set mange film. Flere end jeg har lyst til

at tælle. En af de ting, jeg elsker ved at se

film, er, at de kan påvirke mig på både godt

og ondt – og i højere grad, end jeg nogle

gange er klar over.

En af de film, der har efterladt et varigt

indtryk hos mig, er Nymphomaniac, der ud-

kom i slutningen af 2013. Dem, der har hørt

om filmen, vil måske tænke: ”Er det ikke

den der Lars von Trier-film med en masse

sex?” Og jo det er det. Det er en todelt

film på i alt fire timer, der handler om den

selverklærede nymfoman Joe og hendes

seksuelle rejse igennem livet. På mange

måder er det en god film, der råt og brutalt

viser, hvilke konsekvenser det får, når et

menneskes seksualitet bliver selvcentreret

og grænseløs. Det er bestemt ikke noget

kønt syn.

Desværre er den så grænseoverskriden-

de i dens skildring af de mange sexscener,

at jeg bagefter har måttet konstatere, at

jeg ville ønske, jeg ikke havde set den. For

disse mange billeder af den nøgne Joe, der

har sex med et utal af forskellige mænd, er

ikke noget, jeg kan slette igen. Desværre.

De ligger i min hjerne og gemmer sig,

imens de påvirker mig og mit syn på sex.

Jeg vidste godt på forhånd, at dette

måske var en film, jeg skulle gå uden om,

men min nysgerrighed og et hav af gode

anmeldelser fik desværre overtalt mig til,

at det nok ikke var så slemt igen. I forbin-

delse med, at jeg skulle forfatte denne

klumme, blev jeg også bevidst om, at jeg

ikke har taget den påvirkning alvorligt,

som film har. Jeg har altid levet efter man-

traet, at jeg selv kan vælge, om jeg vil lade

en film påvirke mig. Derfor har jeg ikke

nogen præcis grænse for, hvilke film jeg

kan se, og hvilke jeg skal gå i en stor bue

uden om. Men jeg er blevet pinligt bevidst

om, at jeg må tage det faktum alvorligt, at

de dårlige ting, jeg har set, ikke umiddel-

bart kan slettes igen. De vil altid ligge på

min nethinde og true med at påvirke mig

i en retning væk fra Gud. Når jeg ser en

fire timer lang film fyldt med sexscener, så

er det ikke nødvendigvis sundt for mig og

mit forhold til Gud, selvom filmen har fået

gode anmeldelser.

Jeg tror ikke, løsningen er at holde

sig fra alle film, der ikke har et godt og

klart kristent budskab, og som indehol-

der sexscener. Det vil medføre en unødig

isolering fra film, der kan give rigtig mange

gode, sjove, deprimerende og fantastiske

oplevelser, tanker til refleksion, og som kan

vise nye sider af Gud og hans skaberværk.

Men jeg tror også, der er film, som det ikke

er gavnligt at se, også selvom de måske er

gode. Jeg har desværre ikke nogle gyldne

regler, grænser eller en lang liste over

gode film, som jeg kan give videre. Blot en

opfordring til eftertanke og overvejelser

omkring films påvirkning, som jeg især selv

skal tage alvorligt.

Af Morten Birkmose, medievidenskabsstuderende, mortenbirkmose@gmail.com

MEDIER

Det der ikke kan slettes

TT # 1 - 2015

Bestil nyt katalog med uforglemmelige oplevelser

Uforglemmelige oplevelser!

7592 2022

Frederiksborg ApotekSlotsgade 26, 3400 Hillerød

Tlf: 48 26 56 00Apoteker Troels Ingemann

www.frederiksborg-apotek.dk

Apoteket har døgnvagt

BIBELskole

tilmeld dig efter års

holdet 2015

Vælg 5+

hvis du vil mere på

BIBELskolebagefter

Studieture til

Israel (efterår)og Etiopien

(forår)

Få masser af

BIBEL undervisning og en

leder og instruktøruddannelse

imb.dk

Ta´ på bibelskole Tid til Gud Tid til andre Tid til dig selv

DK-3400 Hillerød · Tlf. 48 26 07 66 · lmh@lmh.dk · www.lmh.dk

luthersk missions højskole

TT # 1 - 2015

KFS søger kontorelevHar du lyst til at være den første kontorelev i Kristeligt Forbund for Studerende?

Vi tilbyder nu en kontorelevplads med speciale i administration på sekretariatet i Ødsted.

Ansøgningsfrist er 1. marts 2015

Læs mere på www.kfs.dk

Til Tro abonnementGavebrevFastgiverAlmindelig gaveOplys cpr.nr.

kr. __________kr. __________kr. __________kr. __________

______________________________

Om kunder, kendskab og KFS’ere

Generalens

Magasinpost SMP • • ID-nr. 42728 • •

For nylig var jeg i byggemarkedet for at købe en tele-

stat til mit varmeanlæg. Ekspedienten havde desvær-

re ikke taget telestat-efteruddannelsen, så han måtte

ringe til en ven for at få hjælp. Den del af samtalen,

jeg hørte, lød nogenlunde sådan her: ”Hej. Jeg står her

med en kunde, som vil købe en telestat. Ja? Nej! Det

tænkte jeg nok. Men så siger jeg til kunden, at han

selv må købe den på nettet.”

Som I fornemmer, gik jeg derfra med uforrettet

sag. Men det, der gav mig stof til eftertanke, var ople-

velsen af at blive omtalt i tredjeperson, mens jeg var

til stede. Det virkede utrolig fremmedgørende. Som

om jeg var mere en kategori end en person.

Siden har jeg opdaget dette alle vegne. På en vare-

vogn, der kørte forbi, stod der: ”Hos os er kunden i cen-

trum.” Hvem er målgruppen for det slogan? Hvis det er

mig, ville jeg foretrække at blive tiltalt ”du”. Når vi er til

forældrearrangementer i skolen, falder jeg i snak med

Karl Emils far, men jeg får ikke altid spurgt, hvad han

hedder. Eller præsenteret mig selv. Og derfor bliver Karl

Emils far ved med at hedde Karl Emils far - selv om han

formodentlig har et velklingende navn selv.

Vi finder samme tendens på arbejdspladsen, hvor util-

fredse medarbejdere giver den upersonlige ”ledelsen”

skylden, mens ”ledelsen” bebrejder ”de ansatte”. Men

”ledelsen” består af personer, som er kollegaer til ”de

ansatte”, og det er ikke 10%, der skal fyres på grund

af nedskæringer, det er Arne og Henrik og Charlotte.

Når vi bliver allermest sårbare, bliver tendensen

allermest tydelig. Det mindste og mest sårbare men-

neske kaldes i bestemte sammenhænge for et ”gravi-

ditetsprodukt”. Måske fordi ”foster” rykker for tæt på,

bliver for personligt.

Jeg kunne blive ved med at give eksempler på

denne afpersonalisering, på hvordan vi tingsliggør

hinanden gennem sproget. Det kan også ske i KFS.

Når studerende eller KFS’ere bliver kategorier, når vi

glemmer, at der er personer bag.

Så er det godt at have KFS’ slogan in mente: ”Ken-

de Jesus og gøre Jesus kendt”. Jesus kalder os ind i en

personlig relation til sig. Det er der frelse og glæde i,

og det er et forbillede for vores relation til hinanden.

Af Robert Bladt

generalsekretær i KFS,

robert@kfs.dk

til tro #1 2015 - mørke & tomhed

Documents

tro presentation

universets ekspansjon og mørke energi foredrag i taf 6....

troverdig tro

tro - å komme til tro

mørke flekker i laksefilet - skretting...rapport isbn:...

den mørke engel af mari jungstedt - læseprøve

-io - 74.pdf' 14 sukesh adhikari tro-21 15 shyamal kuma dar...

16. makhan lal inspector, 0/0 ito (audit), gurgaon 12. 13...

connell tro

tro clan burrock - tro clan burrock

mørke dager

fremtidens samfund - basisindkomst....ret og plig; marked og...

alverdens tro, tro i verden

tro prototypes

tro possible

stjerner over, mørke under

láminas tro

beautiful creatures vakkert mørke

tro suncor

tro- wolverines 3062 - tro- wolverines 3062