Jens BlendstrupLars Gundersen

VE

NE

DIG

SAMLEREN

Jens Blendstrup, alias Mørkets Magister. Cand.mag. i litteratur og historie, forfatter, Frode i Frodegruppen 40 og bestyrelsesmedlem i Øverste Kirurgiske. Født 1968 i Risskov, Aarhus. Debut med Mennesker i en mistbænk, 1994. Litterær Hypnose. Dan Turèll Prisen, 2005. Årets piberyger, 2009. H.C. Andersen Prisen, 2013. Årets forfatter i Korsør Nøglen, 2013. Radioteater. Dramatik. Prix Italia. Gud taler ud. Du ligner noget fra en pejs. Bombaygryde. Luskefisefortællinger . . . jensblendstrup@adr.dk

Lars Gundersen, alias Den Vandrette Tumling. Fotograf, grafisk tilrettelægger og autoriseret nødvendigt onde. Født 1954 i Sorø. Debut med Idiotikon, 1983. Idiotikon FUKT. Forlaget A Ducksoup Book. Tid og evighed. Berlin. Thisted. Viborg. Læsø. Billedborgen, historien om et hus. Stemmer og sten, kirkegårdspoesi. Maskebal, med femten af de fineste. Skjulte skygger, stafetroman. Lutter Læsø. Hofsnog. Victor B. Andersens’s Maskinfabrik. Portrættet . . . idiotikon@lars-g.dk

Venedig den 16. oktober 2013, klokken 21.48.20.

Pressen skrev blandt andet:

»Digteren Jens Blendstrup og fotografen Lars Gundersen har skabt et fremragende berliner-bogværk … ganske enestående … for satan, hvor er det godt!«

Jes Stein Pedersen, Politiken

»Hverdagslivets horror bliver indfanget - eller gestaltet i kraft af en god fantasi. Det fremgår ikke, om de to har lavet gedigen historisk research. Men i mine øjne lykkes trylleriet, uanset om de to har gjort deres hjemmearbejde eller bare lader sig inspirere af Berlin.«

Erik Svendsen, Jyllands Posten

»æstetisk lækker, godt turneret«Liselotte Wiemer, Kristeligt Dagblad

»Gundersen og Blenstrup har tidligere arbejdet sammen om bogprojektet Toværelses med lykkelig udgang. Denne gang er de lykkedes med at skabe en smuk og til tider gruindjagende dialog mellem tekst og billede, fortælling og by, i grænselandet mellem fiktion, myte og virkelighed. Det er bestemt ikke nogen ringe præstation.«

Troels Heeger, Information

kunsten at

fare vild

eller

eller

kunsten at fare vild

Jens Blendstrup og Lars Gundersen

SAMLEREN

Hr. Danodolo og signore!Lapis and gentlemen.

Mine damer og herrer. Må jeg ha’ lov at præsentere?De falske ansigter på en pind.

97887638340

Venedig_Mat_0101.indd 2 22/09/14 08:31

VENEDIGeller

KUNSTEN AT FARE VILD

Venedig_Mat_0101.indd 3 22/09/14 08:31

Jens Blendstrup og Lars Gundersen

eller

KUNSTEN AT FARE VILD(l’arte di perdersi)

SAMLEREN

Venedig_Mat_0101.indd 4 22/09/14 08:31

Jens Blendstrup og Lars Gundersen

eller

KUNSTEN AT FARE VILD(l’arte di perdersi)

VENEDIG

SAMLEREN

Venedig_Mat_0101.indd 5 22/09/14 08:31

Venedig eller kunsten at fare vild

© Jens Blendstrup, Lars Gundersen og Samleren/Rosinante & Co, 2014

Forlagsredaktion: Jacob Malling Lambert, vor mand i bogens tjeneste

Omslag og grafisk tilrettelæggelse: Lars Gundersen/Idiotikon F.U.K.T.

1. udgave, 1. oplag. 2014

Trykt hos Livonia Print, Riga

Printed in Latvia 2014

ISBN 978-87-638-3324-0

Alt råmaterialet til billederne i denne bog er udført på en fornøjelig

og berigende tur til Venedig fra den 14. til den 20. oktober 2013

Tak til:

Det Danske Kulturinstitut og Komiteen Pro Venezia Danimarca, herunder Merete Agger og Henrik Rée Iversen,

for logi på øen San Michele i Casa Danese Refugiet. Hans Scheving for sin hang til smil og hjælpsommelighed.

Jakob Malling Lambert for deltagelse og højt humør. Mark Gry Christiansen for font-raising.

Jacob Strandberg for udråbelse af dogeduoen. Asger Schnack for sit enorme vingefang.

Susie for dagligt at lufte direktøren for De Blendstrupske Industrier, uanset vejret.

Teodor, Tintin, Line, Simon, Joakim, Silje og Christian for alt det gode de er.

Wilma og Liva for at være nogle af de sødeste blandt døtre.

Vores hustruer, Malene og Lisbeth, for varme hjerter.

Vore mødre for mildt pres og våde sæbehænder.

Vaporettokaptajnerne for ustandselige standsninger.

Venedig_Mat_0101.indd 6 22/09/14 08:32

Gå ikke gennem byender kommer vand.

Venedig_Mat_0101.indd 7 22/09/14 08:32

Fædrene i denne by er større end ellers. Deres skæg er gigantisk. Deres parykker små. Og deres kærlighed. Åh gud. Når der har været barnedåb, lugter byen af stolte taler. Når børnene er flyttet hjemmefra, hænger fædrenes lange arme ud af bygningerne på jagt efter nye sønner de kan holde om og give velmente råd.

Venedig_Mat_0101.indd 8 22/09/14 08:32

Man siger at jo længere ind du kommer mod centrum, jo mere farer du vild. Det er derfor de lokale aldrig har noget fast mål. Kun turister er dumme nok. Så render de rundt dér med et kort og leder efter en bette kirke. Næ du, jo mindre du leder, jo mere finder du. De lokale mødes i udkigstårne, de såkaldte: Imperium rundetårnis, og ler så tårerne står dem ud af øjnene. Er han nu der igen. Den fede amerikaner. Forstår han da ikke at han bare skal sætte sig ned og drikke en Aperol og lade bygningerne komme af sig selv. Mis mis mis… Ah, der har vi den jo, Campanilen.

Venedig_Mat_0101.indd 9 22/09/14 08:32

Venedig_Mat_0101.indd 10 22/09/14 08:32

Mennesker flyttede ikke hertil af fryd. Mennesker flyttede ud i lagunen af frygt. Det var da det vestromerske rige brød sammen og barbarerne væltede ind. I starten tog de bare derud for at gemme sig. De dækkede sig med mosevand og sumptåge. Og de kunne ikke være der for længe for lagunen var for blød. De ventede på at hunnerne skulle trække sig tilbage. Til Attila havde slagtet det der skulle slagtes, og ranet det der skulle ranes. Så gik de atter hjem med rystende knæ, indtil næste angreb og det næste. Til sidst kunne de ikke længere komme hjem, for barbarerne gav sig for god tid. Lombarderne blev. Barbarerne satte sig tungt. Og Rom gik under. Sådan startede Venedig. På frygt. På flugt. Langsomt begyndte de at udvikle lette konstruktioner. Små huse af bark og tang. Siden brædder. De første mennesker giftede sig kun med tynde kærester. For deres børn måtte være lette for ikke at synke ned i slammet. Sproget var lyst. Heliumvenligt. De prøvede at holde solen oppe med stilladser indtil det gik op for dem at solen ikke sank, men blev hængende af sig selv. De havde intet vand, for der var salt i havet. Men så gav de sig til at syde saltet og så solgte de salt og fisk til fastlandet og så fik de vand igen.

Venedig_Mat_0101.indd 11 22/09/14 08:32