gidsel i amman af mogens blom læseprøve

155 mm. 155 mm.29,5 mm.100 mm.

231

mm

.

Maiken Tarp fra Forsvarets Efterretningstjeneste befinder sig i

Jordans hovedstad Amman, da en ung dansk kvinde kidnappes

for øjnene af hende. Straks indledes en klapjagt for at finde gid-

slet og stoppe et planlagt bombeattentat. Men det politiske spil

i både Danmark og Jordan undergraver efterforskningen. Derfor

må Maiken trodse sine overordnede, og sammen med journali-

sten Kåre Nygaard indleder hun sin egen jagt på terroristerne.

GIDSEL I AMMAN er en politisk thriller, der tegner et sammen-

sat billede af forholdet mellem Vesten og Mellemøsten. Bogen

er første del af en serie med efterretningsagent Maiken Tarp.MOGENS BLOM (f. 1956) har været ansat i Udenrigsministeriet i 17 år. I arbejdet med denne roman har han trukket på erfaring-erne fra sin tid som seniorrådgiver i minis-teriets mellemøstkontor. Han har gennem ti år rej st intensivt i Mellemøsten og var involveret i håndteringen af Muhammed-krisen, og han befandt sig på Radisson SAS-hotellet i Amman, da det blev bom-bet i 2005. Tidligere har han udgivet ro-manerne Naboerne fra Bagdad (2009), Af-tenholdet (1984) og Dræbt af en vildfaren kugle (1983).

Pressen om NABOERNE FRA BAGDAD:

»En både intrigant og informativ thriller fuld af nøgtern viden, trovær-dige personer tilsat relevante dialo-ger og et mærkbart, men ikke præ-dikende politisk engagement.«

– Bo Tao Michaëlis, Politiken

»Der er ingen tvivl om, at forfatteren har en stor viden. Han er også i stand til at skabe en både spændende og samfundskritisk thriller med ganske troværdige personer.«

– Anne Lise Marstrand-Jørgensen, Berlingske

»Troværdigt plot og overbevisende figurer.«

– Lars Ole Sauerberg, Jyllands-Posten

© Thomas A

T H R I L L E R

LINDHARDT OG RINGHOF

www.lindhardtogringhof.dk

9 788711 332474

ISBN 978871133247410000

Af samme forfatter:

Dræbt af en vildfaren kugle, roman 1983

Aftenholdet, roman 1984

Naboerne fra Bagdad, roman 2009

Gidsel i Amman.indd 2 14/08/14 15.57

Mogens Blom

Gidsel i Amman

Lindhardt og Ringhof


Gidsel i Amman

© 2014 Mogens Blom og Lindhardt og Ringhof Forlag A/S

Omslag: Henrik Koitzsch

Forsidefoto: Shutterstock

Bagsidefoto: Glasshouse Images/POLFOTO

Bogen er sat med Minion hos Lymi DTP-Service

og trykt hos Livonia Print

ISBN 978-87-11-33247-4

1. udgave, 1. oplag

Printed in Latvia 2014

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner,

der har indgået aftale med Copydan,

og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.


Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont


5

Tirsdag aften

Mod sin vilje var Maiken tilbage i Mellemøsten. Lyset, sandet

fra ørkenen, der hang som små korn i luften, og trafikkens kon-

stante larm. Alt sammen bragte minder frem, som hun havde

brugt år på at fortrænge.

»Skal fruen bruge en taxa?« spurgte hotelportieren, der stod

på trappen til hotellet, ulasteligt klædt i rød uniform.

Maiken rystede på hovedet. »Nej tak. Jeg bliver hentet.«

Den opmærksomme portier mindede hende om, at hun var

i Jordan og ikke Irak. Sproget var rundere her. Hun prøvede at

slappe af og fortælle sig selv, at Amman ikke var Bagdad. Hun

stod foran et luksushotel, hvor hun skulle bo et par nætter. Så

var det tilbage til København.

Men billederne trængte sig på. Billeder, der havde plaget hen-

de i årevis sammen med selvbebrejdelserne. Hjemme havde tje-

nestens psykologer prøvet at få hende til at forstå, at det ikke var

hende, der var noget i vejen med. Det var en naturlig reaktion

på det pres, hun havde været udsat for. Folk reagerede forskel-

ligt, men hun havde udført et professionelt job for sit land og

for tjenesten. Et job, hun kunne være stolt af.

Forklaringen var tillokkende, men Maiken vidste, at de tog

fejl. Hun havde ladet sig rive med. Mistolket situationen. Hun

var endt med at få tunnelsyn og havde undladt at reagere på de

advarsler, de modtog. Hun havde fejlet. Professionelt og privat.


6

I stedet for at deltage i de samtalegrupper, hun blev tilbudt,

begravede hun sig i sit nye arbejde som analytiker. På sit lil-

le kontor under skråvæggene i Forsvarets Efterretningstjene-

stes hovedkvarter på Kastellet dechifrerede hun tålmodigt og

metodisk de efterretninger, som andre indhentede. Rapporter

fra agenter såvel som de tusindvis af små bidder af elektronisk

overvågning, som tjenestens forskellige afdelinger hentede ned

fra cyberspace hver dag. Der kom altid mere materiale til, som

skulle gennemgås i det store puslespil med millioner af brikker.

Jobbet holdt hende beskæftiget og tankerne på afstand.

Hun havde troet, at alle havde forstået, at arbejdet på Kastel-

let var hendes måde at overleve på, men i går formiddags havde

Godtfredsen, chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste – eller

FE blandt indviede – kaldt hende ind på sit kontor. Han ville

gerne have hende til at tage til Amman i Jordan og se på »den

nye sag«.

Maiken havde forsøgt at protestere. Den jordanske sikker-

hedstjeneste havde rigtigt nok meddelt dem, at en voldelig jihad-

gruppe måske planlagde at ramme et ikkeidentificeret dansk

mål i Amman. Men sådanne oplysninger var ikke ualmindelige,

og den nødvendige informationsudveksling mellem de to efter-

retningstjenester kunne sagtens ske over nettet.

FE-chefen havde insisteret. Han havde forskånet hende for

rejser i snart tre år nu, og turen ville ikke vare mere end nogle

dage, måske en uge, understregede han. Maiken forstod, at hun

var nødt til at tage sig sammen. Enten det eller indrømme, at

hun stadig vågnede om natten gennemblødt af sved med bille-

der, der syntes lige levende hver gang. Det kunne ikke komme

på tale.

Ikke bare var hun nødt til at tage til Amman, hun havde

også fået besked på at tage en journalist med. Kåre Nygaard fra


7

Morgenposten havde åbenbart fået den idé, at han ville dække

FE in action. Eller var det Godtfredsens idé? I hvert fald argu-

menterede Godtfredsen for, at det var på tide, at tjenesten kom

»på fornavn med befolkningen«. FE skulle være lige så kendt

som PET, Politiets Efterretningstjeneste. Det var nødvendigt,

at de åbnede op og gav befolkningen et bedre indtryk af FE’s

arbejde.

»Du har gjort dig klar til en aften med diplomatiet,« lød det bag

hende.

Kåre Nygaard kom ud ad døren fra hotellet og afbrød hendes

tanker. Maiken kunne ikke vurdere, om hun skulle tage hans be-

mærkning som et kompliment, eller om den var ironisk ment.

Hun havde skiftet jakkesættet ud med et par løse bukser og

en halvlang jakke over en lys skjorte. Om halsen havde hun et

orange tørklæde, der matchede den lille taske. Hun havde ikke

brug for at skille sig ud, men for at blive taget alvorligt.

»Du ser godt ud,« fortsatte han.

Kåre selv havde nøjedes med at tage en jakke over den krølle-

de skjorte. Det var journalisternes privilegium ikke at være vel-

klædte. Det havde hun også lært i Bagdad. De tilhørte en klasse

af mennesker, der i deres egen indbildning stod uden for det,

der foregik. Med ujævne mellemrum lod de sig flyve ind, stil-

lede sig op foran kameraerne og kom med lange analyser af en

verden, de i bedste fald besøgte i et døgn eller to.

»Du har vel ikke ventet?« spurgte Kåre.

Maiken svarede ikke. Klokken var 18.37. De havde aftalt at

mødes halv.

»Skal vi komme af sted?« sagde hun i stedet. »Jeg bad chauf-

føren vente nede på parkeringspladsen.«


8

De var blevet tilbudt at deltage i en reception hos den danske

ambassadør, William Meidahl. Kåre havde straks takket ja, og

Maiken havde ikke haft nogen god undskyldning for at blive på

hotellet. Hendes primære opgave var, som hun havde forstået

det på Godtfredsen, at underholde Kåre Nygaard. Den konkrete

sag kunne jordanerne vel ret beset klare uden FE’s indblanding.

En større gruppe amerikanske turister var på vej ud af en stor

bus og dannede prop foran sikkerhedstjekket ind til hotellet.

»De er meget grundige med sikkerheden,« bemærkede Kåre.

»Det har jeg ikke oplevet før på et hotel. Det er ligesom kontrol-

len i lufthavnen.«

»Ja, men desværre lidt mere lemfældigt her,« konstaterede

Maiken. Selv om alarmen hylede, havde hun fået lov til at passe-

re, da vagtmanden genkendte hende som gæst på hotellet. »Men

det er helt almindeligt i Mellemøsten. Og her på hotellet har de

jo lært lektien.«

»Hvad mener du?«

»Jordans 9/11. Den 9. november 2005 sprængte tre selvmords-

bombere sig i luften på tre af byens bedste hoteller. Der var over

60 døde.«

»Ja, det husker jeg. Radisson SAS var det ene, ikke?«

»Netop. I dag hedder det Landmark.«

»Vores hotel?«

»Ja.«

»Hvorfor bor vi så her?«

»Det har vist altid været danskernes foretrukne sted at bo.

Har jo engang været ejet af SAS.«

»Man behøver da ikke bo her, fordi det engang var ejet af SAS?«

»Jeg forestiller mig, at ambassaden har en aftale om en særlig

god pris.«

»Jo, men derfor behøver man jo ikke være dum,« sagde Kåre.


9

»Det kan du sige. Og faktisk …« Maiken tog sig i det.

»Faktisk hvad?«

»Ikke noget. Vi må hellere komme af sted.«

Faktisk var hotellet blevet bombet ikke én, men to gange. Af

den samme mand. Jordans mest berygtede terrorist, al-Zarqawi.

Men der var ingen grund til at gøre Kåre nervøs. Desuden var

al-Zarqawi død. Amerikanerne dræbte ham i Irak i juni 2006,

mens den jordanske sikkerhedstjeneste diskret lod verden vide,

at de havde skaffet efterretningerne.

Jordanerne var dygtige. Det var hendes gamle ven Omar al-

Rashid, der var næstkommanderende i antiterrorafdelingen nu,

og han havde styr på sagerne.

***

Abu Zaki stirrede ud i mørket på vej mod byens centrum. Ring-

vejen, de kørte på, var netop åbnet. For få år siden havde der

været ørken her. Dette var hans forfædres land. Her havde deres

dyr græsset. Nu var det ved at blive ædt op af byen, der hvert år

bredte sig over et stadig større areal. Ustandselig blev der bygget

nye imponerende vejanlæg, indkøbscentre, hoteller og fashio-

nable boligområder i ørkenen.

Abu Zaki følte ikke stolthed over alt nybyggeriet. Det var ikke

den vej, folket ønskede at gå. Korruptionen var udbredt, og det

var kun en lille gruppe omkring kongen, der fik gavn af udvik-

lingen. Almindelige mennesker blev bare fattigere og fattigere.

I årtier havde den jordanske kongefamilie siddet på magten

mod flertallets vilje. I tv og radio foregav kongen at være en fol-

kets mand og beskytter, men i virkeligheden tænkte han kun på

sig selv og sin familie. Han var afbildet på store portrætter, der

hang overalt. Det ene sted som hærfører, det andet sted som rar


10

familiefar, beduin eller moderne politiker. Utroligt, at folk ikke

for længst havde gennemskuet ham. Svagheden lyste ud af ham.

På det sidste havde flere og flere dog indset kongens forræ-

deri mod det arabiske folk, og oprøret ulmede. Hans medsam-

mensvorne i Egypten, Tunesien og Libyen havde måttet forlade

deres paladser. I nabolandet Syrien var det kun et spørgsmål om

tid, før præsident Assad måtte give op.

Snart ville der også ske ændringer i Jordan. Meget snart.

***

Maiken betragtede den tætte trafik, der kun langsomt bevæge-

de sig fremad på trods af de imponerende trafikanlæg med nye

motorvejsbroer overalt i byen. Siden hun sidst var i Amman,

var der, så vidt hun kunne bedømme, bygget endnu flere veje

og tunneller, men mængden af biler var tilsyneladende steget

tilsvarende.

Chaufføren satte dem af foran ambassadørboligen. Bevæb-

nede sikkerhedsfolk bevogtede på afstand indgangen, hvor en

civil vagt kontrollerede deres invitationskort. I lobbyen til den

store toplansvilla tog den danske ambassadør imod dem. Mai-

ken havde læst, at han var 49 år, men som han stod dér i ny-

presset jakkesæt, så han yngre ud. Omkring 180 cm høj, slank

og ungdommelig med enkelte grå stænk i det mørke hår. På

Maiken virkede hans smil glat som hos én, man ikke er sikker

på, hvor man har. Måske fordi han mindede om hendes bror.

Broren havde det samme smil og skøjtede efter hendes mening

overfladisk gennem sit liv. Utrolig god til at sætte alt for mange

ord på alle problemer, men uvillig til at tale om dét, det egentlig

drejede sig om. Hun så ham kun, når de en sjælden gang mød-

tes hos moren.


11

»Maiken. Godt at se dig.«

Hun fik et fast håndtryk sammen med det professionelle

smil. Meidahls hænder var varme.

»Kåre Nygaard. Velkommen.« Ambassadørens smil blev en

tak bredere. »Jeg ved, det har været en lang dag, men jeg håber,

at de mennesker, du møder her i aften, kan give dig et lidt mere

nuanceret billede af landet end det, man normalt får. Og der-

med også et indtryk af det brede kontaktnet, ambassaden har

opbygget.«

Jeg har opbygget, oversatte Maiken indvendig.

»Tak. Det håber jeg,« nikkede Kåre.

Meidahl virkede upåvirket af den mulige terrortrussel og det

faktum, at det mest sandsynlige mål, hvis det ulykkelige skulle

ske, ville være ambassaden og ambassadøren selv. Det virke de,

som om han havde valgt at se det positive i situationen: op -

mærksomhed omkring ambassadens arbejde fra en seriøs dansk

journalist.

En ung mand først i trediverne kom til og gav hånd. Det var

ambassadens førstesekretær Kristian Thorsen. Han tog dem

med ud til den store buffet, der var stillet op på græsplænen

foran swimmingpoolen. Der var samlet små 100 mennesker.

Flest mænd. Enkelte optrådte i skjorteærmer, men de fleste var i

jakkesæt med slips. Kvinderne var iklædt halvlange aftenkjoler,

diskrete lyse jakkesæt eller jeans. Kun få bar tørklæde.

Kvart over ti stod Maiken lidt på afstand og betragtede de sidste

grupper af receptionsgæster. Hun havde et par gange signaleret

til Kåre, at hun var parat til at tage tilbage til hotellet. Men Kåre

havde ikke travlt og var lige nu i gang med en længere samtale

med en dansk direktør, der mente, at danske regeringer greb

tingene helt forkert an i Mellemøsten.


12

Maiken gik op til baren for at bestille en tonic uden gin. En

ung kvinde fik serveret hvidvin. Da kvinden vendte sig om, var

hun lige ved at gå ind i Maiken og reddede kun i sidste øjeblik

vinen og Maikens jakke.

»Sorry. I really apologize.«

»Du behøver ikke undskylde. Der skete ikke noget,« sagde

Maiken og gav hånd, selv om hun tidligere var blevet præsen-

teret for den unge kvinde. »Maiken Tarp. Jeg tror, vi hilste på

hinanden før. Du er da dansk, ikke?«

»Jo. Anne-Sophie Hvidebæk. Mange tror, jeg er jordaner.

Nok på grund af mine ‘italienske aner’, som min mormor altid

siger. Jeg arbejder for Dawrak her i Amman.«

»Dawrak?«

»Dawrak er arabisk og betyder din rolle. Det er en organisa-

tion, der kæmper for, at unge får mere indflydelse i samfundet.«

»Spændende,« nikkede Maiken.

»Ja, meget. Jeg er her som en slags frivillig,« fortsatte hun,

som havde hun behov for at legitimere sin tilstedeværelse. »Jeg

er journalist og er i Jordan på et års udveksling. Den jordanske

informationsmedarbejder, jeg afløser, er så i praktik hos Da-

wraks søsterorganisation i Danmark. Jeg møder en masse fan-

tastiske mennesker.«

Maiken overvejede, hvordan en kvinde som Anne-Sophie

havde fundet på at tage til Jordan. Men Mellemøsten var selv-

følgelig blevet hipt efter det såkaldte Arabiske Forår, og Anne-

Sophie virkede entusiastisk. Hun havde et ansigt, man fik lyst

til at udforske. Brune øjne, der skelede en smule og lå dybt i

hovedet, og store, runde kinder over en lille hage.

»Det er første gang, du er i Mellemøsten?« spurgte Maiken.

»Ja, men jeg har længe tænkt på, at jeg gerne ville herned,«

sagde Anne-Sophie og nippede til vinen.


13

Maiken ventede på, at hun ville uddybe, men i det samme

kom en ung, jordansk udseende kvinde over mod dem. Lige-

som Anne-Sophie så hun ud til at være midt i trediverne. Hun

var afslappet klædt i jeans, en enkel bluse og med et mønstret

tørklæde om hovedet.

»Hej, Zahra,« hilste Anne-Sophie. »Har du mødt Maiken

Tarp? Hun er gæst på den danske ambassade.«

»Nej, det tror jeg ikke,« sagde Zahra og rakte Maiken hånden.

Som alle de andre jordanere, der var med til receptionen, tal-

te hun flydende engelsk. Mon ikke Zahra havde taget sin ud-

dannelse i Europa?

»Zahra arbejder også for Dawrak,« forklarede Anne-Sophie.

»Hun er kursuschef og en rigtig god underviser.«

Maiken spurgte til hendes arbejde, og Zahra fortalte om Da-

wraks træningskurser, der havde til formål at få de unge til at

involvere sig mere i deres lokalsamfund.

Zahra så på sit ur.

»Vil du gerne hjem nu?« spurgte Anne-Sophie.

»Ja, hvis det kunne passe,« nikkede Zahra.

»Zahra og jeg kører sammen i Dawraks vogn,« forklarede

Anne-Sophie henvendt til Maiken.

»Skal I ind mod centrum?«

»Ja. Vil du med?«

»Gerne. Der er en dag i morgen. Hvis det ikke er til besvær.«

»Selvfølgelig ikke.«

***

Abu Zaki så til, mens de gjorde bilerne klar. De var anskaffet tre

dage tidligere, og nummerpladerne var skiftet ud med pladerne

fra et par ældre biler fra FN’s depot. FN havde så mange gamle


14

køretøjer parkeret, at der ville gå uger, før de opdagede, at to sæt

nummerplader manglede – og endnu længere tid, før de ville

tage sig sammen og rapportere det til myndighederne.

Abu Zaki fulgte forberedelserne med tilfredshed. De unge

var dygtige, og han vidste, at han kunne stole på dem. De hav-

de kontrolleret telefonerne, der skulle sikre, at de kunne holde

kontakt. Det var helt nye mobiltelefoner med taletidskort købt

i forskel lige supermarkeder de sidste dage. Der ville ikke være

nogen risiko for, at ekspedienterne kunne udpege køberen af

netop disse kort.

I det samme mærkede Abu Zaki telefonen vibrere let. Der

kom en sms.

Chauffør gør klar til at køre.

Abu Zaki svarede med et hurtigt OK.

Så var de i gang.

***

Maiken fulgte efter Anne-Sophie ud af ambassadevillaen. Mei-

dahl havde overbevist Kåre om, at han skulle blive lidt endnu.

»Jeg skal nok passe på ham,« smilede Meidahl. »Vi kører ham

hjem. Min bil er skudsikker, og sikkerhedstjenestens vagter føl-

ger endda efter i en ekstra vogn.«

Maiken nikkede. »Det går nok.«

Hun vidste, at den jordanske sikkerhedstjeneste passede godt

på ambassadens stab. Med god grund, for terrorister gik som

regel efter højt profilerede mål, der var prestige i at ramme.

De fandt Dawraks bil lidt nede ad vejen. Det var en stor,

hvid Land Cruiser med organisationens navn malet på døren

i grønt.

Anne-Sophie satte sig ind på forsædet ved siden af chaufføren.


15

»Abdul-Majid,« præsenterede Anne-Sophie. »Og det er Mai-

ken Tarp, en gæst på ambassaden.«

»Velkommen til Jordan,« sagde chaufføren og nikkede til Mai-

ken.

Maiken vurderede ham til at være midt i halvtredserne. Han

var mager med kortklippet hår og et tæt lille overskæg. I hånden

havde han en bedekrans, som han ubemærket lod glide mellem

fingrene. I forruden hang et koranvers. Maiken prøvede at tyde

den kunstfærdige kalligrafi med arabiske bogstaver. Hun så, at

det var en del af den første sura i Koranen.

I den nådige og barmhjertige Guds navn. Lovet være Gud,

alverdens Herre, Den Nådige og Den Barmhjertige, Herske-

ren på dommens dag!

»Majid. Vi venter bare på Zahra. Hun skulle lige sige farvel til

en bekendt.«

»Fint,« nikkede chaufføren.

Et øjeblik efter kom Zahra ned til bilen og satte sig ind på

bagsædet ved siden af Maiken. Chaufføren startede og drejede

ud på vejen.

De passerede et kompleks med restauranter og barer, hvor

der var et vældigt leben, og dyre biler kæmpede om at finde en

parkeringsplads.

»Abdoun er Ammans velhaverkvarter,« forklarede Anne-So-

phie.

I det store fitnesscenter på den anden side af gaden, Fitness

First, var der også liv. Maiken så, at der i anden sals højde var

bygget en løbebane, der som et gennemsigtigt rør stak ud af

bygningen. To kvinder joggede af sted, mens de spejdede ud

over nattelivet.


16

»Meget imponerende,« konstaterede Maiken. Hun havde

ikke set en sådan konstruktion før, men gættede på, at man her

kunne løbe med behagelig aircondition hele døgnet både som-

mer og vinter.

»Det kan man sige,« nikkede Zahra. »Vi jordanere lægger

vægt på, at alt skal se pænt ud. Bag facaden er tingene ofte knap

så pæne. Abdoun er kun en lille del af virkeligheden. Jordan er

frygtelig meget andet.«

»Det ved jeg,« svarede Maiken.

»Det er ikke første gang, du er i Jordan?«

»Nej. Jeg har været her flere gange før. Jeg arbejdede i Irak og

kom her en gang imellem.«

Zahra nikkede og skulle til at sige noget, men blev afbrudt,

da hendes mobil ringede. Hun svarede på arabisk. På samtalen

forstod Maiken, at et af hendes børn var blevet syg. Zahra in-

struerede den, der passede børnene, om at lægge et koldt om-

slag på barnets pande, og fortalte, at hun ville være hjemme om

20 minutter.

De kørte over en bro, der havde en markant oplyst stålkon-

struktion.

»Broen er blevet byens nye vartegn,« forklarede Anne-Sophie.

»Den fører fra Abdoun over en af Ammans mange dalsænknin-

ger til Vestamman.«

Da de havde passeret broen, lå vejen med ét øde foran dem.

Maiken bemærkede en hvid personbil, der kørte et stykke bag

dem. Havde den ikke også fulgt efter dem på vejen op til rund-

kørslen? Passede den jordanske sikkerhedstjeneste virkelig så

godt på hende?

***


17

Anne-Sophie så ud over Abdoun-dalen, der lå som et stort, sort

hav under dem. På hver side af dalen skinnede lysene fra byen.

De øde dalsænkninger mindede hende om, at området for få år

siden havde været uopdyrket land.

»Her måtte min far beskytte sig mod ulvene, da han kom til

byen,« havde Zahra engang fortalt. »Nu er der ingen ulve, men

livet for de fattige er ikke blevet lettere af den grund.«

Zahra talte stadig i mobil omme på bagsædet. Det var vist

hendes søster. De talte arabisk sammen, og Anne-Sophie for-

stod ikke, hvad de sagde.

Det havde været en god aften. Ud over Zahra havde tre andre

fra Dawrak været med til receptionen, hvor Anne-Sophie hav-

de fået dem præsenteret for flere udenlandske ambassadefolk.

Det var vigtigt for de jordanske aktivister at have kontakt til

diplomater. For selv om tingene foregik langt mere civiliseret i

Jordan end eksempelvis nabolandet Syrien, var sikkerhedstje-

nesten opmærksom på enhver opposition.

Blandt dem, hun selv havde fået talt med, var journalisten

Kåre Nygaard fra Morgenposten. De var blevet introduceret

for hinanden på ambassaden i eftermiddags. Han havde været

meget nysgerrig efter at høre om hendes arbejde, og de havde

en halv aftale om, at han skulle komme forbi organisationens

kontor.

Uden at sige noget specifikt om emnet have hun fisket efter,

om der var mulighed for, at hun kunne få nogle af sine egne

artikler om Jordan trykt i Morgenposten. Overraskende nok

havde han ikke været afvisende. Det åbnede nye perspektiver.

Hun overvejede, om hun skulle involvere ham mere, men var i

tvivl om, hvor langt hun kunne gå.

Det var begyndt med nogle unge fra Dawrak, der var blevet

tævet i forbindelse med en stor demonstration. Da Anne-So-


18

phie havde udtrykt sin forfærdelse, havde hun på sine kolle-

ger forstået, at mishandling i fængslerne ikke var ualmindeligt.

Særligt ikke når der var tale om politiske fanger.

Anne-Sophie havde gravet i sagen og var begyndt systematisk

at indsamle vidneudsagn fra unge demonstranter. Det havde

bragt hende i kontakt med retshjælpscenteret og, for mindre

end en uge siden, en jordansk journalist. Hun havde mødtes

med ham på en lille mørk café, og han havde fortalt en rystende

historie. Anne-Sophie tvivlede stadig på, om den virkelig kunne

være sand.

Hun havde besluttet at tale med ham om det, når de skulle

ses næste gang.

Det havde været svært ikke bare at gå over til ham til recep-

tionen. Hele aftenen havde hun diskret holdt øje med ham. Han

cirkulerede rundt og talte med alle, som man skulle til en re-

ception. Hun blev helt varm indeni, mens hun betragtede ham.

»Jamen, hvad vil du med ham?« spurgte Zahra hende altid,

når de diskuterede forholdet. Anne-Sophie havde svært ved at

give et konkret svar. Havde man ikke lov til at gøre noget dumt

en gang imellem? Kaste sig ud på dybt vand? Han var en rigtig

mand. Og han lyttede til hende. Var ærligt interesseret i det, hun

fortalte og tænkte.

»Du er da nødt til at tage dig selv alvorligt,« havde Zahra sagt.

Måske. Anne-Sophie åbnede sin lille taske og rodede rundt

mellem nøgler, læbestift, tyggegummi og telefoner. Hun fandt

den lille HTC-mobil, åbnede den og læste hans sidste besked.

Hun skulle se ham på lørdag og ville prøve at skubbe tankerne

om ham væk indtil da. Hun havde en masse arbejde med både

Dawrak og artiklerne.

Anne-Sophie havde en følelse af at flyve på en lyserød sky.

Der var så meget, der lykkedes lige nu.


19

***

Abu Zaki besvarede irriteret opkaldet. Det var en aftale, at de

ikke ringede, medmindre det var strengt nødvendigt. Der var

ingen grund til at udfordre skæbnen. Efter aktionen ville sik-

kerhedstjenesterne gennemgå al mobiltrafik med en tættekam.

»Ja?«

»De er to mere end beregnet.«

»Hvad?«

»Ud over Anne-Sophie og chaufføren er der to kvinder. Til-

syne ladende en udenlandsk og en jordansk. Ikke nogen, jeg

genkendte.«

»Hvor er I nu?«

»Broen over til Abdoun.«

»Tak. Giv mig besked, hvis situationen ændres,« sagde Abu

Zaki og afbrød forbindelsen.

Hvad var nu det?

***

Maiken fulgte med øjnene vejen ind mod Forth Circle. En af

de store rundkørsler, der tilsammen dannede en halvmåne gen-

nem Vestamman og blev brugt som pejlemærker, når adresser

skulle forklares.

»Hvilket hotel bor du på?« spurgte Anne-Sophie. »Land-

mark?«

Maiken nikkede. »Er det et problem?«

»Slet ikke.« Hun vendte sig mod chaufføren: »Majid. Jeg tror,

det er lettest, hvis du sætter mig af først. Bagefter kan du køre

Maiken til Landmark og til sidst køre Zahra hjem. Det er ved

universitetet. Så er du også næsten selv hjemme.«


20

»Fint.«

»Ligger Landmark ikke i den modsatte retning af universite-

tet?« spurgte Maiken Anne-Sophie på dansk.

»Jo, men det tager ikke mere end fem-ti minutter at køre den

vej forbi.«

»Lad mig hoppe af her, der er masser af tomme taxaer,« sagde

Maiken. »Zahra skal hjem til sit syge barn.«

»Jamen, det er kun en lille omvej. Så meget tror jeg da ikke,

det haster.«

»Jeg har godt af lidt luft og at komme ud på egen hånd, så

jeg kan træne mit arabiske. Babysitteren var bekymret. Lad nu

Zahra komme hjem.«

»Okay, hvis du insisterer,« sagde Anne-Sophie. »Men så vent,

til vi kommer op til min gade. Dér er det let at få fat i en taxa.«

***

Abu Zaki havde besluttet at aflyse. En af de unge havde lavt

brokket sig og sagt, at de da sagtens kunne klare fire personer.

Men Abu Zaki ønskede ingen usikkerhed. De vidste ikke, hvem

den udenlandske kvinde var. Selv om han ikke troede det, kun-

ne kvinden være en sikkerhedsvagt. Hvem vidste, hvilke ryg-

ter der gik? Og sikkerhedsvagter kunne have backup. Nej, deres

plan var baseret på, at de skulle tage Anne-Sophie Hvidebæk.

Hellere vente en dag end at risikere hele operationen.

Han skulle til at sende en besked om, at missionen var af-

brudt, da hans telefon vibrerede igen og meddelte, at der var

kommet en ny sms.

Den udenlandske kvinde er steget ud af bilen. De to kvinder er

på vej.

Abu Zaki tænkte sig om et sekund, før han besluttede sig til


21

alligevel at gennemføre aktionen. Hurtigt gav han mændene de

nødvendige ordrer.

Nu begyndte det. Abu Zaki mærkede, hvordan adrenalinen

pumpede i kroppen. Han trak elefanthuen ned over ansigtet. De

var i gang. Det ville være et signal til folket om at gøre op med

den jordanske konge og det regime, han stod i spidsen for.

***

Maiken betragtede Land Cruiseren, der fortsatte 2-300 meter

ned ad den brede Queen Noor Street, før et hul i midterrabat-

ten tillod den at lave en U-vending. I næste nu passerede den

hvide personbil, som hun havde lagt mærke til tidligere. Den

blev kørt af en ung jordansk udseende mand, der ikke værdige-

de hende et blik.

Hun mærkede en let vind. Aftenluften virkede helt frisk. Der

var kun få biler på den brede gade. Mens andre byer i Mellem-

østen først rigtig levede efter klokken ti om aftenen, var de fle-

ste områder i det centrale Vestamman allerede lukket ned nu.

Neonskiltene over butiksruderne lyste kun halvhjertet op i den

brede gade, og forretningerne så utilnærmelige ud med deres

metalgitre og nedrullede skodder. Fra Land Cruiseren på den

anden side af vejen så hun Anne-Sophie vinke. Straks efter svin-

gede bilen til højre ind ad en sidegade, hvor hendes lejlighed

åbenbart lå.

Maiken kiggede ned ad Queen Noor Street for at fange en

taxa. Den ene af dem, der holdt ved trafiklyset ved det nærme-

ste kryds, så ud til at være ledig. Hun løftede hånden for at gøre

tegn til taxachaufføren, da hun hørte et råb. Et øjeblik forstod

hun ikke, hvor det kom fra. Hun vendte sig om, men kunne ikke

se noget. Så kiggede hun ned ad den gade, hvor Land Cruiseren


22

var kørt ind. Bilen holdt stille midt på kørebanen, og fire mænd

med mørke elefanthuer havde omringet vognen. Et sekund ef-

ter blev chaufføren hevet ud af bilen. Maiken kunne høre ham

protestere.

Hvad fanden skete der? Var det sikkerhedspolitiet, der af en

eller anden grund undersøgte bilen?

I næste sekund så Maiken, at Anne-Sophie blev hevet ud af

vognen.

»Abdul. Hvad sker der …?« fik Anne-Sophie sagt, før en hånd

lagde sig over hendes mund, og hun blev trukket over i retning

af en stor sølvfarvet kassevogn, der spærrede vejen for Land

Cruiseren.

Maiken forstod, at der var noget helt galt.

Hun var ved at blive kørt ned af en bil, da hun løb ud på ga-

den over mod midterrabatten.

Af gammel vane prøvede hun at få fat på pistolen i skulder-

hylsteret, men det var flere år siden, hun havde gået med pistol.

I stedet fik hun fat i mobilen i tasken.

Hun så, hvordan chaufføren Abdul-Majid blev ført over til

kassevognen. En af overfaldsmændene bevægede sig hen mod

bagdøren i den side af Land Cruiseren, hvor Zahra sad. I det

sammen smækkede bildøren op med stor kraft og ramte ham i

hovedet. Han udstødte et skrig. Zahra smuttede lynhurtigt ud

og gav sig til at løbe ned mod Queen Noor Street.

Maiken sprang over de lave betonsten, der delte den store

sekssporede vej. Bag Zahra så hun endnu en mand træde frem

bag kassevognen. Med klar stemme gav manden Zahra besked

på at stoppe. Som de andre var hans ansigt skjult af en sort ele-

fanthue. Zahra ænsede ikke hans ordre, men fortsatte sit løb.

Manden havde en kort maskinpistol i hånden.

»Stop! Smid våbnet!« råbte Maiken for at distrahere manden


og advare Zahra, mens hun kæmpede med at finde den rigtige

kontakt på sin mobil: Omar, hendes kollega fra den jordanske

sikkerhedstjeneste. I det samme så hun manden hæve maskin-

pistolen.

»Smid dig! Kom ned!« råbte Maiken. Denne gang på arabisk.

I telefonen hørte hun Omar svare.

Maiken så, at manden drejede våbnet en anelse, og hun for-

stod pludselig, at det var hende selv og ikke Zahra, han sigtede

på. Maiken smed sig ned på asfalten.


155 mm. 155 mm.29,5 mm.100 mm.

231

mm

.

Maiken Tarp fra Forsvarets Efterretningstjeneste befinder sig i

Jordans hovedstad Amman, da en ung dansk kvinde kidnappes

for øjnene af hende. Straks indledes en klapjagt for at finde gid-

slet og stoppe et planlagt bombeattentat. Men det politiske spil

i både Danmark og Jordan undergraver efterforskningen. Derfor

må Maiken trodse sine overordnede, og sammen med journali-

sten Kåre Nygaard indleder hun sin egen jagt på terroristerne.

GIDSEL I AMMAN er en politisk thriller, der tegner et sammen-

sat billede af forholdet mellem Vesten og Mellemøsten. Bogen

er første del af en serie med efterretningsagent Maiken Tarp.MOGENS BLOM (f. 1956) har været ansat i Udenrigsministeriet i 17 år. I arbejdet med denne roman har han trukket på erfaring-erne fra sin tid som seniorrådgiver i minis-teriets mellemøstkontor. Han har gennem ti år rej st intensivt i Mellemøsten og var involveret i håndteringen af Muhammed-krisen, og han befandt sig på Radisson SAS-hotellet i Amman, da det blev bom-bet i 2005. Tidligere har han udgivet ro-manerne Naboerne fra Bagdad (2009), Af-tenholdet (1984) og Dræbt af en vildfaren kugle (1983).

Pressen om NABOERNE FRA BAGDAD:

»En både intrigant og informativ thriller fuld af nøgtern viden, trovær-dige personer tilsat relevante dialo-ger og et mærkbart, men ikke præ-dikende politisk engagement.«

– Bo Tao Michaëlis, Politiken

»Der er ingen tvivl om, at forfatteren har en stor viden. Han er også i stand til at skabe en både spændende og samfundskritisk thriller med ganske troværdige personer.«

– Anne Lise Marstrand-Jørgensen, Berlingske

»Troværdigt plot og overbevisende figurer.«

– Lars Ole Sauerberg, Jyllands-Posten

© Thomas A

T H R I L L E R

LINDHARDT OG RINGHOF


9 788711 332474

ISBN 978871133247410000

gidsel i amman af mogens blom læseprøve

Documents