munaweera - de tusind spejles ø (læseprøve)

Omslag: www.designstudioe.comFoto: Shutterstock

© N

ath

anae

l F. T

rim

bol

i

NAYOMI MUNAWEERA er født 1973 på Sri Lanka og voksede op i Nigeria. I midten af 80’erne emigrerede hun med sin familie til Californien, hvor hun stadig bor og arbejder som billed-kunstner og forfatter. De tusind spejles ø er hendes debut. Bogen blev longlistet til The Man Asian Literary Prize 2012 og modtog i 2013 The Commonwealth Book Prize.

DE TUSIND SPEJLES Ø er historien om, hvordan tre pigers skæbner på tragisk

vis væves sammen, men også en smuk og tankevækkende kærlighedserklæring til

den frodige ø, Sri Lanka.

Da borgerkrigen i 1983 bryder ud på Sri Lanka, vælger den singalesiske familie Rajasinghe at forlade deres fi ne villa i

hovedstaden Colombo og fl ygte til USA. Men selv om familiens to piger, Yasodhara og Lanka hurtigt falder til, står minderne om deres barndomsø og deres tamilske barndomsven Shiva

stærkt, og som voksne drages de tilbage mod øen.

Et andet sted på øen vokser den tamilske pige Saraswathi op i en lille landsby, hvor hende og hendes familie kæmper for

at opretholde en dagligdag i det borgerkrigshærgede land og for at holde fast i håbet om, at der venter den dygtige og

fl ittige Saraswathi en bedre fremtid.

RYGG 26.5 MM

„Jeg skal vise dig noget. En hemmelighed.“ Der er en henrykt klang i hans stemme, og hun lader sig hive med, ligesom Sita, der bliver bortført af Dæmonkongen, mens lige dele ængstelse og begejstring dunker i hendes hals. Helt omme bag huset skubber han jasminerne til side og afslører en trappe, der fører nedad. Han træder først ned, rækker hånden op til hende, og så er også hun trådt ned i et lille, kvadratisk rum med jordgulv og blå vægge åbenbaret af den lille olielampe, han har stillet på gulvet, samt en overvæld-ende duft af blomster. [...]

I fl ere måneder er der kys ved hendes ører og mundvige. De hvisker på engelsk, deres eneste fælles sprog. Hakkende og stammende stifter de bekendtskab med konturerne af hinandens fremmede liv. Han fortæller om den egn, hans forældre forlod, langt oppe nordpå – et sted med tør jord og palmyrapalmer, laguner, der spejler himlens hårde, blå skål. Han vil på univer-sitetet, siger han, studere, måske blive læge. Det får hende til at huske sine egne drømme. Måske kan de blive læger sammen, siger han, da hun fortæller ham, at hun har ønsket sig det samme. Et vagt omrids af en fremtid åbenbarer sig, mens deres forfædres spøgel-ser, hendes nyligt afdøde far og andre, tilsvarende usete, vender sig i deres grave.

9 788763 832601

ISBN 978-87-638-3260-1

143mm 7mm7mm 143mm

Munaweera - De tusind spejles ø (638-3260-1) - 240 sider - 140x220 - IB.indb 2 15-10-2014 13:52:39

De tusind spejles ø


Nayomi Munaweera

De tusind spejles ø

Oversat fra engelsk af Louise Ardenfelt Ravnild

CICERO


De tusind spejles ø er oversat fra engelsk

af Louise Ardenfelt Ravnild efter Island of a Thousand Mirrors Copyright © 2012 by Nayomi Munaweera

Published by agreement with Ulf Töregård Agency AB, Originally published in the United States of America by

St. Martin’s Press, LLC. All rights reserved. Denne udgave: © CICERO / ROSINANTE & CO, København

1. udgave, 1. oplag, 2015 Omslag: Emma Graves

Omslagsillustrationer: Shutterstock Sat med Aldus LT Std og Brioso Pro hos ROSINANTE & CO

og trykt hos Livonia Print, Riga

ISBN: 978-87-638-3260-1 Printed in Latvia

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Citatet fra Milan Kundera Om latter og glemsel er hentet fra den danske oversættelse af Eva Andersen og Jiri Lichtenstein,

Gyldendal, 1980.

CICERO er et forlag i ROSINANTE & CO Købmagergade 62, 3. · Postboks 2252 · DK-1019 København K

Rosinante-co.dk


Til mine forældre,Upamali og Neil, der gjorde det hele muligt

Og til min søster, Namal, der kæmpede for bogen,dens første og kæreste læser


Menneskets kamp mod magten er hukommelsens kamp mod glemslen

– MILAN KUNDERA: Om latter og glemsel


Colombo og Hikkaduwa

Fra Nord

Sylvia Sunethra + DommerenBeatrice Muriel + Doktoren

Mala + Anuradha Nishan + Visaka Ananda søster 1 søster 2

Krishna Balaram Kumar Saraswathi Lakshmi

Lanka Yasodhara

amma + appa


Prolog

Jeg ligger i hans krops hule med væsken sivende ud mellem benene. Skygger snurrer langsomt rundt på de himmelblå vægge i det fugtige, lufttomme rum, og mine lemmer er tunge, tynget af udmattelse og febrilsk, nærmest krigerisk elskov. Sveden perler på vores hud, løber i tynde strømme mellem os, så vi hænger sammen, klistret til hinanden, som siamesiske tvillinger. Han sover med den ene arm over ansigtet for at holde daggryets sølvtråde ude, den sukkersøde filmmusik, der stiger op fra naboens radio, det intense og ubønhørlige havs brølen. Hans læber bevæger sig. Fra hans søvns druk-nede dyb er det min søsters navn, dets enlige stavelse, der klinger om og om igen. En hviskende klynken af den lyd, jeg skænkede hende for en evighed siden. Jeg ligger helt stille, helt tavs, med hænderne foldet over hans dirrende hjerte. Herfra, så tæt på, kan jeg stadig høre hende trække vejret på den anden side af ham.


FØRSTE DEL


15

Kapitel 1

Året er 1948, og de sidste britiske skibe glider væk fra øen Ceylon, hugger i søen og knager under vægten af de tilranede skatte. Om bord på et af disse skibe opfører kaptajnens logbog: stødtænder og ben fra elefanthjorder, rubiner, smaragder, to-paser, duftende bjerge af kanel, kardemomme, sennepsfrø, hele skove af ibenholt, teaktræ og sandeltræ, skingert skrigende på-fugle, rastløse leoparder i bur, tre meter lange varaner, der slår med deres knivskarpe haler, tønder med gæret kokostoddy, ju-velbesatte troner fra kandiske konger, våben fra chola-krigere, uvurderlige tekster på pali og sanskrit, singalesisk og tamil. Ved den skumklædte agterstavn spejder en blåøjet, valnødde-brun sahib efter den forsvindende ø og siger til sin blege, unge hustru: „Sikken skam. Det var sådan et dejligt lille sted.“ Og hun, der først for nylig har lagt Manchester bag sig til fordel for kolonien og nu vender sejrrig tilbage efter en vel-lykket jagt og fangst af en ægtemand, siger: „Men så hedt! Og myggene! Sikken lettelse det bliver at komme hjem igen.“ Englænderen funderer over betydningen af ordet ‘hjem’, genkalder sig årtiers vajende palmer, bløde saronger mod låre-ne, de rappe fingre og smidige favntag fra mørkebrune kroppe.


16

Det er ti år siden, han har set kuplen på St. Paul’s Cathedral. Under sit seneste besøg i den kølige storby følte han sig som et fremmed væsen, hverken fugl eller fisk, som høstede hånlige smil fra elegante damer i kraft af sin ru hud, sine stive fingre og sin manglende evne til at skelne mellem fiske- og salatgaf-fel. En følelse af vrede stiger op i hans hals. Han siger til sig selv, at han ikke længere vil drømme om palmer og solskin. Hans hustru søger tilflugt under hans arm med brystet demonstrativt tæt på hans fingerspidser. Hun udstøder en lille, koket latter. Hun ved, hun besidder den fornødne charme til at føre hans tanker bort fra ø-minderne. Han drejer resolut hovedet væk fra øen, der hastigt forsvin-der, og over mod den anden og koldere forude. Hans øjne er knastørre. Bag den bortsejlende englænder troner på den nye nations flag en stiliseret løve med frodige flanker, svulmende muskler og et langt, drabeligt sværd i forpoten. Det er det oldgamle symbol for singaleserne, der mener at nedstamme fra elskovs-akten mellem en forvist indisk prinsesse og et stort kattedyr fra junglen. En grøn stribe repræsenterer den lille og om-tumlede muslimske befolkning. En orange stribe den større tamilske minoritet. Men i de kommende årtier vil den orange stribe ikke læn-gere stå til grundet raceoptøjer og diskrimination. Den vil blive erstattet af et nyt flag forestillende en frådende tiger med blottede tænder og dirrende knurhår. Og som om den militante tanke ikke allerede trådte klart nok frem, skyder knivskarpe kløer frem på poterne, mens krydsede geværer tårner sig op bag kattedyrets hoved. En geværgribende tiger. En sværdsvingende løve. Dette er en krig, der skal udkæmpes mellem beslægtede dyr.


17

Mit navn er Yasodhara Rajasinghe, og dette er historien om min familie. Det er også en af mange fortællinger om min ø. Men vi er alle kun gæster i historien, vi bliver kastet ind i en handling, der har været i gang, længe før vi blev født, og derfor må jeg begynde langt tidligere end min egen fødsel, og jeg må begynde med drengen, der siden hen skal blive min far. Idet de sidste britiske skibe glider ud mod horisonten, bol-trer min syv år gamle fremtidige far, Nishan, sig på strande, han ikke ved er jomfruelige. Han dykker i et hav, der ikke er forurenet af fremtidens benzindrevne turistbåde. I månederne før den tordnende monsun trækker havet ham i tæerne, slynger sine senede lemmer om hans og hiver ham ind i sit favntag, ud hvor der er dybt nok til at dykke, med hovedet først, fødderne ovenover, omvendt og under vand. Med åbne øjne i det svidende salt ser han korallerne som en travl, smuldrende by myldrende med alverdens mønstrede, plettede, prikkede, stribede, oplyste, opblæste og legesyge sø-skabninger. I ny og næ støder han på et nysgerrigt, plirende øje på en lille, rød blæksprutte, der dukker frem fra skjulte passager. Hvis man nærmer sig den for hurtigt, blegner blæk-sprutten kridhvidt, udsender en stråle blæk og skyder væk som en torpedo. Så han lærer at nærme sig langsomt, i takt med det vuggende vand, indtil væsenet lærer denne tobenede tændstikskabning at kende og føler sig tryg nok til at tillade hans stilfærdige nærvær. Længere ude på den anden side af revet, hvor korallerne viger pladsen for det virkelige dyb, samler en flok flade, sølv-farvede fisk sig i tusindtal på samme tid hver dag. At være der er som at være omgivet af levende lysskår. På et hemmeligt signal bliver alt kaos, som hundredvis af spejle, der knuses omkring ham. Så suser stimen til havs og efterlader drengen


18

i smult vande, der vugger hans krop lige så behageligt, som når han sidder i sin fars udspændte sarong og bliver sunget i søvn. Når han kommer drivvåd op af vandet, finder han sin far, landsbyens ayurvediske doktor, siddende på en katamaran med bunden i vejret, i dyb samtale med fiskerne, der sidder på hug foran ham. Fiskerne er iført saronger overstænket med blæksprutte-blæk. Deres hænder har læderhud af at arbejde med reb, re-parere net og bakse hajer op på stranden ved halerne. De håndterer brutalt kødet på de skabninger, de fanger, vender godmodige havskildpadder om på skjoldet i sandet for at skære stykker af det stadig levende kød. Skildpadderne bløder lang-somt, drypper salte tårer fra deres ældgamle øjenkroge. På den måde holder kødet sig frisk i flere dage, forklarer fiskerne. Af tilsvarende årsager griber de nys fangede blæksprutter, vender vrangen ud på dem og blotter de sarte indvolde, der blinker i forskellige farver. Flere årtier senere, i Amerika, da min far ser julelyskæder for første gang, forbløffer han os med den iagttagelse, at de minder ham om døende blæksprut-ter. Solen synker hurtigt, blusser kortvarigt dybrødt i hori-sonten. Far og søn vandrer hjemad. Ved hoveddøren venter Nishans mor, Beatrice Muriel, med en lygte i hånden. Den anden hånd knuger skulderen på hans tvillingesøster, Mala, som ikke må spadsere rundt på stranden, fordi hun er en pige. Beatrice Muriel ignorerer sin mand. Hun er vred over, at de har tilbragt dagen sammen med fiskerne, lyttet til fiskersange, tillagt sig fiskervaner og kommer hjem med strandsand over det hele. Der er for mørkt til at bade, skænder hun. Koldt vand fra brønden efter solnedgang fremkalder nysen og løbende næser. „Du render rundt som en anden vildmand. En dag


19

finder jeg dig oppe i en kokospalme sammen med safttapperne. Den dag flår jeg dig levende! Vent du bare og se!“ Mens hun skælder og smælder, trækker hun ben ud af fisk med ferme fingre, blander kødet med røde ris og kokos-sambal og former det til kugler, som hun stikker i munden på sine børn – ligesom en fugl, der mader sine unger. Hendes monolog hører først op, da tallerkenen er tom. Bagefter lægger Nishan sig til at sove på stråmåtten ved siden af Mala med havsandet som et glitrende overtræk på lemmerne og knasende i hår og øjenvipper. På hver side af dem ligger de mørke skikkelser af deres forældre, hvis beroligende åndedrag luller ham i søvn. Hans mor, Beatrice Muriel, stammer fra en prominent fa-milie fra syd befolket af Vincent’er, Victoria’er, Annie-Henri-etta’er, Elizabeth’er og Herbert’er som hyldest til den tidligere herskende race. Siden sit ægteskab med den ayurvediske doktor i Hikkaduwa har hun været landsbylærerinde. I det lille klas-selokale, som havbrisen blæser igennem, lærer hun børnene at læse, leder dem, mens de højlydt messer et engelsk menageri: „Q ER FOR QUAIL! R ER FOR ROBIN! S ER FOR ESQUIR-REL!“ På de lumre eftermiddage lærer hun dem at regne med tal, så de ikke bliver snydt, når indkøberne fra Colombo kom-mer efter fisk. Syv år tidligere ligger den sekstenårige Beatrice Muriel, der på det tidspunkt har været gift i et år, blodfattig og med kvalme. Hendes nye mand undersøger hendes tunge, trækker hendes øjenlåg tilbage og nikker, men sømmelighedshensyn tillader ham ikke at sætte navn på hendes lidelse. Tre måneder senere sender han hende, som sædvanen foreskriver, hjem til hendes mor med slingrende oksekærre. I sit fædrene hjem bliver hun fodret og forkælet, kærteg-net og pylret om. Da smerterne indtræffer, ligger hun med


20

veer omgivet af kvinderne fra sin familie. Hendes mor spreder hendes ben og hvisker kærlige ord og opmuntringer i hendes svedende ører. Der følger de sædvanlige timers sveddryppende, pres-sende, sprækkende smerte, før et lillebitte væsen smutter ud. En dreng! Guderne har været velvillige! Men vent – Beatrice Muriel ligger stadig i sin barndoms seng og sveder, spænder og presser. Med en sidste kraftanstrengelse, i en rivende rød strøm, glider endnu et barn med hovedet først fra det salte vand ud i den store, luftige verden. Kvinderne nedsænker barnet i det ventende vandfad i håb om at afsløre en lysere, mere passende gylden hudfarve. Van-det skifter farve, men barnet gør ikke, og Beatrice Muriel besigtiger parret – den ene auberginefarvet og den anden lys som mælket te – og udbryder højlydt: „Hvis blot det havde været drengen, der var så mørk! Et kulsort pigebarn! Hende får vi aldrig gift.“ Hvortil hendes mor stemmer i: „En sortsmudsket datterdatter. Den nuance har vi aldrig haft i vores familie. Det må være fra faderens side!“ Dér, blotlagt for alles åsyn, på pigens hud, lavkasteherkomstens skamplet. Splittet og udmattet efter at have født sænker Beatrice Mu-riel skamfuldt hovedet. For på nuværende tidspunkt er det, der ikke var kendt før brylluppet, blevet afsløret. Nemlig at Doktoren, i årene før han søgte ægteskab, havde aflagt et besøg hos den lokale myndig-hed, hvor han havde øvet en form for alkymi: en rundhån-det bestikkelsessum for at udskifte sit efternavn, Aposinghe, skæmmet af dets mugne fiskeklang og markedsdunst, med det fyrsteligt klingende Rajasinghe. På den måde var Doktoren ligesom så mange andre af lav kaste undsluppet skæbnens begrænsninger og kunne erhverve sig både lægeuddannelse og hustru.


21

Baglokalet i deres hus er Doktorens apotek. På væggene udstiller støvede, smaragdgrønne flasker deres mangfoldige tågede eller klare indhold. På verandaen forsamles patienter hver morgen. Fiskere og bønder, der ofte betaler i naturalier. En stor thora-fisk for et barns sundhed, et pund ris for en salve til at lindre en bedstemors gigtplagede knæ. Trods sin hengi-venhed over for sin brogede flok patienter nærer Doktoren derudover ingen ambitioner og har det bedst, når han går på stranden med sine børn. Tit finder Beatrice Muriel ham i samtale med fiskerne, saft-tapperne, tjenestefolkene, somme tider sågar den tamilske kuli, der kommer for at tømme latrinspandene hver morgen ved daggry. Når hun ser ham tale til denne sodsværtede djinn, der stinker af lort og bærer den stivbørstede kost, som han udfører sine lidet lykkebringende pligter med, kræver det al hendes viljestyrke at gå forbi dem med hovedet misbilligende hævet. Hun er opdraget med udtrykkelige idéer om værdien af den enkelte ting og person, dens betydning og retmæssige plads i et strengt hierarki. Hun kan ikke tolerere denne slaphed, hen-des mands manglende evne til eller sågar bevidste beslutning om ikke at behandle alle i overensstemmelse med de ældgamle love. Hendes vrede sigter mod ægtemandens hoved gennem børnenes ører. „På min fars tid holdt disse mennesker sig ude af syne. Hvis en af dem var kommet ind i byen og havde spredt ulykke og dunster over det hele, havde han fået et lag tæsk med sin lortekost. Det er alt sammen jeres fars skyld. At tale med de mennesker! At behandle dem som enhver anden! Hvis det var op til ham, ved I så, hvad I alle sammen ville lave?“ Børnene prøver med store øjne at forestille sig det. „Så ville I samle lort op sammen med ham dér. Vil I gerne det? Gå fra dør til dør om


22

morgenen og tømme spande med puha med jeres bare næver og en lille kost?“ Børnene ryster eftertrykkeligt på hovedet. Nej, det vil de absolut ikke. Som modvægt til sin mands skødesløse omgang med folk køber Beatrice Muriel thora-fisk. Hun koger den langsomt og hælder vandet ud på den tørstige jord i forhaven. Hun stiller med store armbevægelser fadet foran sin familie. „Nu ved de, hvad vi er for nogle mennesker.“ Udenfor stiger den krasse lugt op. Forbipasserende indsnuser den med udspilede næsebor og ved, at familien har mæsket sig i havets dyreste fisk. De mindre velstillede spiser tørret fisk, mens de virkelig forarmede kæmper med de hårde skaller på krabber eller hum-mere. Flere årtier senere finder min far det ubegribeligt, at amerikanerne er vilde med det, der i hans barndom blev be-tragtet som afskyelig kost. Han studerer forundret skaldyrs-retterne på menukortet og ryster på hovedet over menneskets i sandhed uransagelige natur.

En aften ved midnat splintres oksefrøernes sang af et infer-nalsk menneskeligt spektakel. Råbende mænd kommer stor-mende ind i huset. De bærer en ung fisker mellem sig i arme og ben som en tung sæk ris, smider ham op på Doktorens bord, hvor han vrider sig hulkende. Familien, der er blevet revet ud af søvnen, ser den store, middelalderlige lanse, der skærer gennem drengens knæskal. En sværdfisks næb, siger fiskerne. De havde fået fisken på krogen og var ved at hale den ind, da den pludselig vendte sig om og gennemborede træet og knæet lige så ubesværet, som havde den sigtet efter lige præcis det. De måtte save sværdet over for at gøre drengen fri, mens sværdfisken kastede sig ind mod katamaranen om og om igen. Den ene amputation bliver hævnet med en anden. Doktoren må save sig gennem kød og knogler i skæret fra en


23

spruttende petroleumslampe. Uden for vinduet stimler hele landsbyen sammen som en oprørt myretue. Bagefter beholder man patienten inde i apoteksrummet, hvor han kæmper mod infektion og svæver mellem dunkende smerte og drømme om havet. Hans navn er Sini Banda, og det er Nishans opgave at made ham og følge ham til dasset. Nogle år senere anskaffer Sini Banda hans livslange ledsager, den trebenede tæve Kalu Balla, som i modsætning til så mange andre af sine firbenede fæller overlever morgentoget og kun mister et ben til Doktorens nådige kniv.

For Beatrice Muriel har ægtestanden ikke været den vidunder-lige idyl, hun var blevet stillet i udsigt gennem sin opvækst. På forbløffende kort tid svinder hendes krops behagelige blødhed, tæret bort af nådesløs sol, salt luft og ægteskabelig utilfreds-hed. Natten over bliver hun gusten, hendes næsebor sammen-snerpede og blikket knivskarpt. Hun udvikler skolelærerens overnaturlige evne til at opfange og undertrykke barnlige skarnsstreger. Nishan må se sine venner blive sendt ned bag i klasselokalet for at sidde på hug med armene krydset for at gribe om hver sit øre. Når disse drenge går hjem sammen, siger de: „Aiyo, hun har øjne i nakken.“ Og kun en søns kærlighed til sin mor afholder ham fra at svare: „Machang, så skulle du bare se hende derhjemme.“ Eftersom den ægteskabelige skuffelse har fostret moderlig ambition, drømmer Beatrice Muriel om den dag, hendes søn kommer på universitetet og kan omgøre arven fra en far, der er fuldt tilfreds med dagdrømme og spadsereture på stranden. Hver dag sætter hun sig på hug og laver mad ved den åbne ild med sarien trukket op mellem knæene. I fiskecurryen rører hun kokosmælk og stædig standhaftighed. I sambal’en blander hun rødløg, grøn chili og forventning. Lavmælt mumler hun


24

besværgelser for at beskytte sin søn mod as-vaha – misun-delsens giftige pile kastet af blikkene fra dem, hvis sønner er mindre lovende. Dagene med dykning i havet, omgang med blæksprutter og søvn i sandet bliver et særsyn. Han tilbringer al sin tid i selskab med bøger, hun har indsamlet. Bøjet over den lille sø af lys fra lygten kæmper han med at huske engelske digte og matematiske ligninger, følge snoede singalesiske hieroglyffer med fingrene. Hans mor sidder ved siden af, rap på fingrene med nål og tråd, og nægter at gå i seng, før han er færdig.

Og nu forlader vi Nishan, der kæmper med bøgerne i kyst-landsbyen, og begiver os nordpå ind i Colombos røgfyldte rige. Blot hundrede kilometer væk, men en verden til forskel. Det er den fugtige, pulserende hovedstad, hvor menneske-mængderne bølger fra fortove ind i røg-ræbende busser, der slingrer rundt om oksekærrer, og samtlige øens sprog og gu-der svæver over masserne. Her, hvor Galle Road enerådende forbinder byen med øen og afløses af rolige villaveje, her på en af de rolige, løvrige gader på en eksklusiv privat fødeklinik, har Nishans kommende hustru, og siden hen min kommende mor, Visaka Jayarathna, travlt med at blive født. Efter at have bedrevet denne heltegerning uden videre traumer end normalt vokser hun op i et stort, hvidt hus i Welawatte – et af Colombos finere kvarterer. Kun adskilt fra havet af jernbanespor og en ganske vist kort, men dog vær-dig, afstand fra Wellawattes grøntsagsmarked styres huset af Visakas far, Dommeren, der nyligt hjemvendt fra Oxford insi-sterer på strenge formalia tillært i hans tidlige studietid, hvor han blev pånødet den ubærlige skam over sin brunhed. Som hyldest til denne formfuldendte periode er anklerne krydset, accenterne omhyggeligt kontrolleret, lillefingrene dresseret


25

til at pege væk fra tekopperne. Familien spiser desserter og supper, oksebøffer og lammekoteletter, kogte kartofler, kar-moisinrøde og orangefarvede sandwich. De drikker te klokken fem, med sukker og mælk, vælger kager fra en sølvbakke i flere etager. I december er der julekage, frugtkage, ostekage. Skrædderen kommer en gang om måneden. Visaka bliver kørt til skole af chaufføren i sin fars bil og efterfølgende hentet ved porten. Om tirsdagen går hun til taleundervisning, og om fre-dagen øver hun Bach og Beethoven i to timer på det lille flygel. Men husets hjerte er imidlertid en indre gård, bygget på portugisernes tid, hvor man yndede at holde kvinderne af-sondret i disse indvendige haver fyldt med kaskader af løv, fuglekvidder og abeskrig. Af irritation over denne overdådige frodighed og manglende orden sender Dommeren gartneren ud for at rive itu og rykke op med rod. Men få dage efter disse overgreb skyder de lemlæstede grene atter lianer ud og snor sig på ny ind i smedejernsbalkonens favntag. Fugle vender tilbage for at bygge rede i træernes fremstrakte arme. Dron-ningen over dette domæne, en enorm vildtvoksende jasmin, uimodtagelig for beskæring, udbreder et velduftende hvidt tæppe. Når havbrisen hvisker, hvirvles et væld af blomster ind i huset, så Visakas tidligste og kæreste minde er duften af jasmin iblandet havsalt. Det er dette pulserende grønne rum, hun flygter til efter det kogte oksekød med grøntsager. Det er her, hun leger sine barndomslege, med fugle, gekkoer og egern som venner på forsigtig afstand. Hun siger om sin skiftevis pæne og vilde barndom: „Det var som at vokse op i Edens Have midt i det følelseskolde England.“

Et fotografi fra den tid afbilder hele familien stadset ud i jakke-sæt og sarier på græsplænen foran huset, hvor Colombo-heden


26

kun anes i de krøllede lokker, der klæber til kvindernes kinder og halse. Vores mor er flankeret af sine to langt ældre søstre, hver især smuk på sin helt egen måde. Den ene med et rundt og mørkt ansigt som en fuldmoden figen, frodig og saftig. Den anden leder høj, slank og elegant tanken hen på månen. Vores mor, en grønskolling ved siden af disse fuldmodne skønheder, poserer helt ude på kanten af en ibenholtstol. En alvorsfuld, bebrillet skolepige med lange fletninger og stift strøget uniform, fanget i en tåge, som er hun på nippet til at løbe sin vej. Hendes frygtindgydende mor, Sylvia Sunethra, er klædt i sari på gammel victoriansk manér, med flæseærmer, stivelse og snorlige holdning samt hånden på pigens skulder for at holde hende nede. Bag dem alle står hendes flotte bror, Ananda, og ser elegant ud i jakkesæt med vest. I stolen sidder Dommeren, der trods sin omsiggribende skaldethed fremstår for ung til at være far til disse voksne børn. Fotografiet giver intet forvarsel. Og dog afbilder det af-slutningen på min mors barndom, for hvis vi med historiens vished træder ind i de hemmelige røde gange, der fører til min bedstefars hjerte, ser vi, på lur i hans papirtynde arterier, en amøbeformet prop af blod, der seks måneder senere får ham til at sætte sig op i sengen og tage sig til hjertet. Han dør ikke af denne første blodprop, men derimod nogle år senere under angreb af adskillige efterfølgende og midt i hans besættelse af husbyggeri. Nogenlunde samtidig med dette fotografi husker vores mor Alices ankomst. Mandlige slægtninge fra Dommerens fødeby sidder på hug på verandaen og venter på Dommeren. Sam-men med dem er en kvinde, hvis ansigt er skjult bag sariens pallu. Vores mor husker omridset af et stort, lyshudet an-sigt, rundt som fuldmånen, med lange dådyrvipper. Og over venstre skulder udspiles sariblusens billige stof af en enorm,


27

dirrende pukkel. „Det her er Alice nona,“ siger mændene og genopridser omhyggeligt kapillærerne af det blodsbånd, som gør hende til „vort folk“. Hun er ugift, af indlysende årsager. Har boet hos sine ald-rende forældre og passet dem. Men det seneste års tid har der været problemer. Mændene er vage i vendingerne. De vil ikke nærmere ind på det. Dommeren tordner: „Hvad er det for noget pjat? Bringer I en falden, pukkelrygget kvinde til mit hus?“ Mændene rykker nervøst på sig. Én siger: „Hun kan lave mad og gøre rent … bare tag hende ind som tyende.“ Kvinden står tavs med blikket slået ned i jorden. Men der må have ligget en uudtalt bøn i de store, knoklede hænders vriden sig, for nu siger Sylvia Sunethra, der er tolv år yngre end sin mand, men allerede godt på vej til at blive sine senere års benhårde matriark: „Jeg skal nok tage hende.“ Dommeren er rystet. Men noget i hans hustrus øjne truer med en uspecificeret brutalitet, hvis ikke han indordner sig. Så mens mændene drager et lettelsens suk, siger han blot: „Udmærket. Hun kan blive og slutte sig til tyendet. Men hvis der bliver det mindste problem, ryger hun ud.“ Mændene går, og Alice får sin plads et sted mellem fami-liemedlem og tyende. Hun sover på en måtte uden for Syl-via Sunethras soveværelse. I tre måneder er hendes ansigt en studie i udtryksløshed, hun bevæger sig som i søvne, og end ikke braget fra en smadret tallerken bag hende udløser den mindste reaktion. Omsider siger Sylvia Sunethra, der ikke længere kan beherske sin irritation: „Åh, nu må det være slut med de dystre miner konstant. Sig, at de skal hente barnet.“ Allerede ugen efter dukker en runken kvinde op ved por-ten. Fra sariens folder lyder en sulten, killingeagtig mjaven, og nu går Alice rundt med et smil på læben og et spædbarn klynget til brystet. Om aftenen falder mor og barn i søvn sam-


menkrøbet uden for Sylvia Sunethras dør, og selv Dommeren vover af frygt for sin hustrus giftige tunge ikke at spørge til herkomsten af dette barn, som Sylvia Sunethra har besluttet at give husly sammen med dets egensindige mor. Det er således, at vi, endnu ufødte, erhverver os Alice, vores barndoms kære Quasimodo, og tillige hendes søn, Dilshan.


munaweera - de tusind spejles ø (læseprøve)

Documents