Retsmedicinerens frokost

Retsmedicinerens frokostOversat fra engelsk efter “The Coroner’s Lunch”af Brian ChristensenCopyright © Colin Cotterill 2004Dansk udgave © Forlaget Hetland 2015Published in agreement with the author,c/o BAROR INTERNATIONAL, INC., Armonk, New York, U.S.A.Forfatterfotografi: © Roy HamricBogen er sat med Minion Proog trykt hos CPI Clausen & Bosse, LeckPrinted in Germany 20151. udgave. 1. oplagISBN: 978-87-9955-566-6

http://www.ForlagetHetland.dk

Forlaget HetlandKøbenhavn

Colin Cotterill

Retsmedicinerens frokost

Forlaget HetlandKøbenhavn

Til: Dommer Haeng Sombounc/o: JustitsministerietDen Demokratiske Folkerepublik Laos

Fra: Dr. Siri Paiboun

RE: Statsobducent

Dato: 13/6/1976

CV:1904: Plus-minus et år – årene var ikke så klart afgrænsede

dengang. Kommer til verden i Khammuan-provinsen, efter sigende som barn af hmong-forældre. Jeg husker det ikke selv.

1908: Adopteres af en styg tante.1914: Afleveres i et tempel i Savannakhet og overlades til

Buddhas vilje.1920: Bliver student fra tempelgymnasiet. Ingen større

bedrift.1921: Buddha-investeringen betaler sig: Sendes til Paris

af en venlig fransk sponsor, som er opsat på, at jeg skal blive til noget. Franskmændene forlanger, at jeg skal gå gymnasiet om for at vise, at det ikke var rent held første gang.

1928: Optages på Anciennes Medicinske Fakultet.1931: Møder og gifter mig med Bouasawan i Paris og

melder mig ind i kommunistpartiet for sjovs skyld.1934: Indleder turnusuddannelsen på Hôtel-Dieu Hospital.

Beslutter, at jeg alligevel gerne vil være læge.

1939: Vender hjem til Laos.1940: Muntrer mig i Laos’ og Vietnams jungler.

Lapper sårede soldater sammen og undgår bomber.1975: Flytter til Vientiane i håb om et fredeligt otium.1976: Bortføres af partiet og udnævnes til statsobducent.

(Jeg får tit tårer i øjnene ved tanken om den store hæder, man har tildelt mig).

Med venlig hilsenDr. Siri Paiboun

En stor tak og masser af venlige tanker til følgende personer:

Pornsawan, Bouasawan, Chantavone, Sounieng, Ketkaew. Dr. Pongruk, Don, Souk, Soun, Michael og hans sekretær,

Somdee, David L, Nok, Dtee, Siri, Yayoi og Steph.

Indholdsfortegnelse

Den Demokratiske Folkerepublik Laos, oktober 1976 10 1. Vientiane, to uger senere 11 2. Kammerat Khams kone 37 3. Langbådsfiskerens rekviem 79 4. Tran den ældre 89 5. Kyllingetælleren 98 6. Obduktionsmisundelse 116 7. Den patologiske rebel 122 8. En lille fisketur 127 9. Mordforsøg 13610. Til Khammuan med Yak-fly 14711. Eksorcistens assistent 17412. Frygt for at lande 19113. Tid at slå ihjel 19514. Frisøsens blå mærke 21215. En døende succubus 22616. Død ved samleje 23017. Rummet, der forsvandt 24018. Et hospital uden læger 24919. Samtale med de døde 25720. Sådan går man glip af That Luang-festivalen 26621. Den anden sag 28022. Død tre gange 28623. Den døde retsmediciners frokost 29024. Netop som man tror, at det hele er overstået … 301

Den Demokratiske Folkerepublik Laos, oktober 1976

Tran, Tran og Hok faldt gennem regntidens sidste tunge skyer. Den varme natteluft susede mod deres fortrukne ansigter og fik håret til at stå lodret op. De faldt i en fin formation som slud. Der var ikke tid til kunstflyvning eller flotte manøvrer. De fulgte bare de rustne granathylstre, som var bundet til deres fødder med lyserød nylonsnøre.

Tran den ældre lå forrest, for han var den tungeste af de tre. Da han ramte Nam Ngun-reservoirets overflade, havde han allerede et forspring på to sekunder. Hvis det havde været en udspringskonkurrence under de olympiske lege, ville han have scoret en karakter på omkring 9,98. Det sprøjtede knap nok ved nedslaget. Tran den yngre og den to gange døde Hok bragede ned i vandet uden så meget som et pulsslag mellem dem.

Et kvart ton uarmeret bombemateriel trak hurtigt de tre mænd ned mod reservoirets flade, mudrede bund og forankrede dem der. I to uger bølgede Tran, Tran og Hok blidt frem og tilbage i strømmen og bespiste fiskene og algerne, der tog for sig som gæster ved en nudelbod.

12

1

Vientiane, to uger senere

Det var et deprimerende møde, og der ville følge mange flere af slagsen. Nu, hvor Haeng, den bumsede dommer, var tilbage, måtte Siri hver eneste fredag forklare sig og krybe for en mand, der var ung nok til at være hans barnebarn. I marxistisk-leninistisk jargon blev den slags møder kaldt ‘byrdeaflastende samtaler‘, men efter at have siddet en time foran dommer Haengs skæve skrivebord i krydsfiner følte dr. Siri, at hans byrde var blevet endnu tungere. Dommeren, der kom lige fra samlebåndet, havde fundet stor fornøjelse i at så usagkyndig tvivl om Siris obduktionsrapport og rette hans stavefejl.

“Og hvad mener du, at blodtabet skyldes?” spurgte dommer Haeng.

Siri spekulerede endnu en gang på, om Haeng med vilje stillede ham drilske spørgsmål for at lodde hans mentale habitus.

“Hm,” sagde Siri og tænkte efter et øjeblik. “Måske at kroppen ikke formåede at holde på blodet?”

Den lille dommer brummede eftertænksomt og kiggede igen på rapporten. Han var tilmed for dum til at opfange sarkasme. “Det kan naturligvis også have noget at gøre med, at den stakkels mand havde fået benene kappet af oven for knæene. Det står alt sammen i rapporten.”

13

“Det mener du måske nok, kammerat Siri, men du virker meget selektiv, med hensyn til hvilke oplysninger du giver læseren. Jeg ser gerne, at du for fremtiden kommer med mange flere detaljer. Og ærligt talt så kan jeg ikke se, hvordan du kan være så sikker på, at han døde af blodtab og ikke af for eksempel …”

“Hjertestop?”“Netop. Det må have været et frygteligt chok for ham, da

benene blev hugget af. Hvordan kan du vide, at han ikke fik et hjertetilfælde? Han var jo ikke helt ung.”

I forbindelse med de tre forudgående sager, som de havde talt om, havde Haeng på en eller anden måde drejet kends-gerningerne, så en naturlig død var en mulighed, men det her var hans hidtil mest kreative forslag. Siri fik det indtryk, at det ville glæde dommeren, hvis alle de obduktionsrapporter, der landede på hans skrivebord, konkluderede, at døds-årsagen var hjertestop.

Fiskerens hjerte var ganske rigtigt holdt op med at slå, men det var blot et tegn på, at han var død, og ikke selve årsagen. Den nypansrede patruljebåd var braget ind i betonkajen i Tar Deua. Den ekstra vægt gjorde, at den stak dybt i vandet. Til alt held for besætningen var kollisionen blevet afbødet af fiskeren, der stod i sin lille langbåd af træ op ad kajen uden nogen chance for at komme væk. Som overraskende mange andre fiskere på Mekong havde han aldrig lært at svømme.

Det udragende metaldæk huggede ham midtover som en le, der skærer sig gennem risstilke, og rælingen spiddede ham mod kajen. Den pinligt berørte kaptajn og hans besætning trak ham – eller rettere hans torso – ned på dækket, hvor han lå følelsesløs og forvirret og snakkede og lo, som om han ikke vidste, at han manglede et par lemmer.

14

Båden bakkede, og folk på bredden så benene plaske i vandet og synke til bunds. De ville sikkert svulme op i løbet af nogle timer og stige op til overfladen igen. Fiskeren havde haft forskellige slags sandaler på fødderne, så der var ringe chance for, at de ville blive genforenet inden begravelsen.

“Hvis du har tænkt dig at angive hjerteanfald som døds-årsagen i alle sager, kan jeg ikke se, hvad vi overhovedet skal bruge en retsmediciner til, kammerat.” Siri havde nået sin grænse for, hvad han ville finde sig i, og det var ellers en grænse, der lå langt væk i det fjerne. I løbet af sine tooghalvfjerds år havde han været ude for så meget, at han nu besad samme ro som en astronaut, der svævede rundt i rummet. Selv om han ikke var nogen udpræget bedre buddhist end kommunist, formåede han dog at lægge låg på vreden gennem meditation. Ingen kunne mindes, at han på noget tidspunkt havde mistet besindelsen.

Dr. Siri Paiboun blev tit omtalt som en lavstammet mand. Han havde en speciel kropsbygning og lignede en letvægts-bryder med en ludende holdning. Når han gik, var det, som om den nederste halvdel forsøgte at holde trit med den øverste. Hans hår var kortklippet og kridhvidt. Mens andre laotiske mænd en skønne dag i en sen alder vågnede og så, at deres hår ved et guddommeligt mirakel pludselig havde genvundet ungdommens sorte farve, havde Siri fornuftigere ting at bruge sine penge på end det kinesiske hårfarvningsmiddel Yu Dum. Der var intet kunstigt eller forbedret ved ham. Han var helt og aldeles sig selv.

Han havde aldrig haft det store held med at anlægge bakkenbarter, medmindre man talte øjenbryn med som bakkenbarter. Siris var så buskede, at det tog et stykke tid, før folk lagde mærke til hans underlige øjne. Selv ikke de, der

15

havde rejst jorden rundt ti gange, havde set den slags øjne før. De havde samme klare grønne farve som filtet på et veloplyst billardbord, og Siri morede sig over dem, hver gang han så sig i spejlet. Han vidste ikke ret meget om sine biologiske forældre, men han havde aldrig hørt rygter om, at der skulle være rumvæsener i familien. Hvordan han havde fået den slags øjne, havde han ingen forklaring på.

Fyrre minutter inde i ‘byrdeaflastningssamtalen’ havde dommer Haeng stadig ikke kunnet se ind i disse øjne. Han havde kigget på sin vippende blyant. Han havde rettet blikket mod den dinglende manchetknap på lægens hvide skjorte. Han havde stirret ud ad det smadrede jalousivindue, som om den røde stjerne funklede på aftenhimlen uden for Justitsministeriets mure. Men han havde på intet tidspunkt set ind i Siris klare grønne øjne.

“Vi er naturligvis nødt til at have en retsmediciner, kammerat Siri, for som du ved, skal ethvert socialistisk system stå til regnskab for sine brødre og søstre. Den revolutionære bevidsthed styrkes i det socialistiske fyrtårns klare lys, men folket har ret til at se fyrvogterens rene undertøj tørre på klipperne.”

Man måtte sgu lade knægten, at han var dygtig: Han var mester i at komme med den helt forkerte maksime i den helt rigtige situation. Folk gik hjem og analyserede maksimerne og fandt for sent ud af, at de ikke havde nogen relevans for … noget som helst. Siri så på knægten, der manglede sol, og fik en smule ondt af ham.

Hans eneste fordring på respekt var et afgangsdiplom fra jurastudiet, der var trykt på så tyndt papir, at man kunne se væggen bagved, hvor det hang. Han var i al hast blevet uddannet i Sovjetunionen, så han kunne udfylde et af de

16

mange huller, der var opstået efter overklassens flugt. Han havde studeret på et sprog, som han ikke rigtig forstod, og havde erhvervet en juridisk embedseksamen, som han ikke rigtig fortjente. Russerne føjede hans navn til listen over asiatiske kommunister, som var blevet uddannet af det mægtige og vidunderlig oplyste socialistiske moderland.

Siri var af den mening, at en dommer gennem et langt liv burde erhverve sig lag på lag af visdom som årringe af viden. Han mente ikke, at man bare kunne træde ind i embedet efter tilfældigt at have afkrydset de rigtige svar på russiske multiple choice-opgaver.

“Må jeg gå nu?” Siri rejste sig og gik hen mod døren uden at vente på tilladelse.

Haeng så på ham, som om han var noget, han havde trådt i. “Jeg synes, at vi skal tale om din indstilling næste gang. Er du ikke enig?”

Siri smilede og modstod fristelsen til at komme med en bemærkning.

“Og doktor” – retsmedicineren stod med front mod døren – “hvorfor tror du egentlig, at Den Demokratiske Republik gratis udstyrer sine embedsmænd med fine sorte sko?”

Siri så ned på sine slidte brune sandaler. “For at holde de kinesiske fabrikker i gang?”

Dommer Haeng bøjede hovedet og bevægede det langsomt fra side til side. Det var en gestus, som han havde tillagt sig efter ældre mænd, og den passede ikke rigtigt til ham.

“Vi lever ikke længere i junglen og bor heller ikke i huler mere. Vi aftvinger masserne respekt, og vores påklædning afspejler vores status i det nye samfund. Civiliserede mennesker går med sko. Vores kammerater forventer det af os. Forstår du, hvad jeg siger?” Han talte langsomt som en sygeplejerske til en senil patient.

17

Siri vendte sig om mod Haeng uden det mindste tegn på, at han var blevet ydmyget. “Det tror jeg, kammerat. Men hvis proletariatet skal kysse mine fødder, synes jeg, at jeg i det mindste bør tilbyde det et par tæer at trykke læberne mod.”

Han rev den bindende dør op og forlod rummet.

Siri gik hjemad gennem Vientianes støvede gader mod slutningen af denne lange fredag. Han sendte normalt folk et muntert smil, men han havde bemærket, at stadig færre gengældte det for tiden. De forretningsdrivende, som han kendte, kom altid med en venlig bemærkning, men fremmede var begyndt at mistolke hans ansigtsudtryk. Hvad er det, han ved, den lille mand? Hvorfor smiler han sådan?

Han mødte statsansatte kvinder, som var på vej hjem fra arbejde. De var iført kakiskjortebluser og traditionelle sorte phasin‘er, der hang stift ned til anklerne. De formåede hver især at give deres uniform et særpræg for eksempel ved hjælp af en broche, en anderledes krave eller et specielt fald i skørtet.

Han gik forbi skolebørn i fint vaskede hvide skjorter og kradsende røde tørklæder. De virkede forbløffede over dagens begivenheder, alt for forvirrede til at fnise eller fjolle rundt. Siri havde det på samme måde.

Han kom forbi mørke, halvtomme butikker, der alle lod til at falbyde de samme ting. Han gik forbi fontæner, hvis rør var blevet tilholdssted for insekter, og ufærdige bygninger, hvis bambusstilladser var overgroet med grøn efeu.

Det tog ham tyve minutter at komme hjem, lige akkurat tid nok til at fortrænge det irriterende billede af dommer Haeng. Siri boede i et gammelt fransk toetages hus med en lille forhave, som var plantet til med grøntsager. Bygningen trængte til stort set alt: maling, puds, nye ruder, fliser – alt

18

muligt – men det ville næppe få nogen af tingene inden for overskuelig fremtid.

Saloop sprang frem fra kålplanterne som en krokodille, sådan som den havde for vane, og selv om den halvsov, begyndte den at hyle ad Siri. Hunden havde hylet ad ham og kun ham i samtlige ti måneder, han havde boet der. Ingen kunne forklare, hvad der fik det dorske kræ til at være sådan efter lægen, men der foregik ting og sager i den hunds hjerne, som intet menneske kunne blive klog på.

Som altid satte Saloops uhyggelige hylen gang i et kor af glammende hunde rundtom i gaden og længere væk, og Siri åbnede som sædvanlig den knirkende dør til et akkom-pagnement af hundeglam. Han kunne aldrig snige sig ubemærket indenfor. Selv trappen forrådte ham. Dens knirken under hans fødder gjaldede i den nøgne trappe-opgang, og de løse gulvbrædder meldte hans ankomst på reposen.

Hverken hoveddøren eller døren til hans egen lejlighed var låst. Det var der ingen grund til, for der var ikke længere nogen kriminalitet i landet. Hans lejlighed lå i den bageste del af huset med udsigt til det lille Hai Sok-tempel. Han trådte ud af sandalerne og gik indenfor. Ved vinduet stod et skrivebord med en stabel bøger og ventede på ham. En tynd madras lå rullet sammen op ad væggen under et moskitonet. Tre stole i afskallet vinyl stod samlet omkring et sofabord af blik, og en lille beskidt håndvask tronede på et tykt metalrør.

Badeværelset nedenunder delte han med to par, tre børn og en kvinde, som var fungerende leder af Undervisnings-ministeriets læreruddannelsesafdeling. Dette var frugterne af kommunisternes sejr, men eftersom forholdene ikke var værre

19

end før, var der ingen, der klagede. Han tændte for sit enlige gasblus og satte en kedel vand over til kaffe. På en måde var det rart at være hjemme igen.

Men dette skulle vise sig at blive en weekend med underlige opvågninger. Fredag aften sad han ved skrivebordet og læste ved en olielampe, indtil natsværmernes snurren blev for meget for ham. Hans madras lå, så han kunne se månen komme til syne bag en sky og derpå en til og endnu en, indtil han blev lullet i en fredelig søvn.

Siris drømmeverden havde altid været bizar. Da han var barn, forstyrrede de billeder, der gemte sig i den, hele tiden hans søvn. Den fornuftige kvinde, som han var vokset op hos, satte sig ved hans seng og mindede ham om, at det var hans drømme i hans hoved, og at ingen havde mere ret til at være der end ham. Han lærte at holde hovedet højt i sine mareridt og ikke være bange for det, der skete i dem.

Selv om han voksede fra at være bange, fik han aldrig magt over drømmene og kunne for eksempel ikke holde ubudne gæster ude af dem. Der gik mange fremmede rundt i hans drømme, og de havde ikke til hensigt at underholde ham. De drev bare omkring, som om Siris hoved var et venteværelse. Han følte tit, at hans drømme dannede kulisse for en anden mands.

De mest usædvanlige gæster i hans underbevidsthed var de døde. Lige siden det første dødsfald, det første gennemhullede skudoffer, der havde udåndet på hans operationsleje, havde alle de, der var draget til det hinsidige, aflagt ham besøg bagefter.

Som ung læge havde han spekuleret på, om han mon blev straffet for ikke at have reddet dem. Ingen af hans kolleger

20

oplevede lignende hjemsøgninger, og en psykolog, som han engang havde arbejdet med i Vietnam, kom med den teori, at de blot var manifestationer af hans skyldfølelse. Alle læger spekulerer på, om de mon kunne have gjort mere for deres patienter. I Siris tilfælde, mente den lærde mand, antog denne tvivl billedlige former. Det beroligede Siri, at de afdøde i drømmene ikke bebrejdede ham noget, men blot var tilskuere, som fulgte med i begivenhedernes gang. Han blev aldrig truet af dem. Psykologen forsikrede ham om, at det var et godt tegn.

Efter at Siri var begyndt at arbejde som retsmediciner og kom i kontakt med døde mennesker, som han ikke havde kendt, da de var i live, havde disse besøg fået en dybere karakter. Han kendte på en eller anden måde til de dødes følelser og personlighed. Og det var åbenbart lige meget, hvor længe siden det var, at ånden havde forladt kroppen: Hans drømmeverden kunne i åndelig henseende rekonstruere personen, og han kunne føre samtaler med det samlede hele og få en fornemmelse af, hvordan personen havde været i levende live.

Siri havde naturligvis ikke fortalt sine venner og kolleger om disse rekonstruktioner. Han kunne ikke se, at det ville gavne nogen, at han indrømmede, han blev rablende vanvittig, når mørket faldt på. Hans særlige evne gjorde ingen skade, og den fik ham til at vise de afsjælede legemer større respekt, for han vidste, at de tidligere beboere ville vende tilbage.

I betragtning af at der foregik den slags mystiske ting i Siris drømme, var der ikke noget at sige til, at han tit var forvirret, når han vågnede. Denne lørdag morgen befandt han sig i en af disse hverken-eller-tilstande. Han var klar over, at han var i sit værelse, og at han var blevet stukket i fingeren af en myg.

21

Han hørte vandhanen dryppe. Han kunne lugte røgen af blade, der blev brændt af i tempelgården. Men han drømte stadigvæk.

På en af vinylstolene sad der en mand. Morgenlyset sivede gennem stofgardinet lige bag hans hoved. På grund af moskitonettet kunne Siri ikke se hans ansigt, men det var ikke til at tage fejl af, hvem manden var. Han havde ingen skjorte på, og hans spinkle overkrop var dækket af gamle, blå tatoverede mantraer. Han var iført et ternet lændeklæde, og på sædet under ham hvilede to benstumper. Det størknede blod matchede vinylbetrækket.

“Hvordan går det?” Det var et underligt spørgsmål at stille en død mand, men det var jo trods alt en drøm. Siri hørte hundenes skingre hylen ude på gaden. Alle tegn på, at han var ved at nærme sig vågen tilstand, meldte sig, men manden fra langbåden nægtede at forsvinde.

Han sad og så på Siri med et smørret tandløst grin. Så fjernede han blikket og pegede frem for sig med sin lange, knoklede finger. Siri måtte sætte sig op mod puden for bedre at kunne se. På blikbordet stod der en flaske Mekong-whisky – det var i hvert fald sådan en flaske, men indholdet var mørkere og mere tyktflydende. Det kunne godt ligne blod, men var det mon bare Siris morbide fantasi, der spillede ham et puds?

Han lagde hovedet på puden igen og spekulerede på, hvor meget mere vågen han skulle være, før manden ville forsvinde. Så flagrede gardinet en smule, og mere tempelrøg drev ind i værelset. I det samme blev han distraheret, og tvivlen meldte sig. Fiskerens hoved kunne have været en fold i gardinet, og hans krop kunne have været den fordybning, som utallige rygge havde afsat i stoleryglænet.

Som om en dirigent pludselig havde svunget dirigentstokken, forstummede hundekoret, og Siri kunne nu kun høre

22

vandhanens dryppen. Der var ingen tvivl om, at han var vågen nu. Han undrede sig endnu en gang over de forunderlige drømme, hans drømme, og klukkede ved tanken om, at en af hans indsatte havde forsøgt at flygte.

Med ét følte han sig opkvikket og underlig opstemt, og han trak moskitonettet til side og stod op. Han fik øje på myggen, der havde været fanget bag nettet og havde mæsket sig i hans blod. Den fløj ud ad vinduet for at prale af sin bedrift.

Siri satte vand over, trak det ikke videre effektive gardin fra og bar sin lille transistorradio over til sofabordet. Det var en synd, men en, som han nød i fulde drag.

Laotiske radioudsendelser drønede fra gadehøjttalere overalt i byen fra klokken fem om morgenen. Nogle heldige indbyggere havde æren af at blive blæst ud af sengen, når statistikker om Folkerepublikkens Nationale Rishøst kom bragende ind ad vinduerne. Andre folks huse dirrede af påmindelser om, at bræmmer af udstrøet salt ville holde snegle væk fra deres grøntsager.

Men Siri boede heldigvis i et sort hul så langt væk fra højttalerne, at meddelelserne kun lød som en fjern brummen. I stedet lyttede han til sin kære transistorradio. Med lyden skruet ned kunne han stille ind på den thailandske militærkanals verdensnyheder. Man hørte ikke meget om verden udenfor på laotisk radio for tiden.

Thailandsk radio og tv var naturligvis forbudt i Den Demokratiske Folkerepublik. Man ville ikke blive arresteret for at lytte til thailandsk radio, men det lokale medlem af Distriktssikkerhedsrådet ville buldre på ens dør og råbe så højt, at alle naboerne kunne høre det: “Kammerat, er du ikke klar over, du vil blive forskruet i hovedet af at lytte til dekadent udenlandsk propaganda? Er vi ikke tilfredse med det, vi har?

23

Hvorfor skal vi dog give de kapitalistiske svin den glæde at lytte til deres smuds?”

Ens navn ville blive føjet til listen over samfundsundergravere af fjerde grad, og i teorien ville ens arbejdskammerater miste tilliden til en. Men efter Siris mening tjente forordningen kun til at fratage laoterne lidt underholdning.

Thailænderne var forfærdede over, at de havde fået onde kommunister som naboer. Deres paranoide militær kunne ikke ligefrem beskyldes for at være subtile. Siri fandt stor fornøjelse i at lytte til deres udsendelser. Han mente oprigtigt, at hvis politbureauet tillod fri adgang til thailandsk radio, ville folk selv beslutte, hvilket regime de foretrak at leve under.

Han havde hørt ‘eksperter’ udtale sig om kommunisternes medfødte forkærlighed for partnerbytte, en svaghed, der affødte så meget kaos i samfundet, at “incest var uundgåelig”. Han skulle ikke kunne sige, hvordan kommunismen havde ført til en dramatisk stigning i antallet af nyfødte med to hoveder, men thailandsk radio lå inde med tal, der beviste det.

Lørdag morgens udsendelser var hans foretrukne, fordi thailænderne gik ud fra, at laoterne sad klinet til radioen i weekenden for at blive fodret med propaganda. Men denne lørdag havde Siri andet at tænke på. Han fik ikke engang tændt for radioen. Han bar sin kraftige vietnamesiske kaffe over til bordet, satte sig i sin yndlingsstol og indåndede den skønne aroma. Kaffen lugtede langt bedre, end den smagte.

Han skulle til at tage en tår, da lyset fra vinduet glimtede i noget på bordpladen. Det var en af den slags ringe, som et fugtigt glas afsætter. Det var der ikke noget mærkeligt i, bortset fra at han ikke havde stillet noget på bordet den morgen. Hans kaffekop var tør, og han havde den stadig i hånden. Og i

24

Vientianes varme klima ville ringen ikke kunne stamme fra aftenen før.

Han nippede til kaffen og kiggede roligt på den fugtige ring, mens han ventede på, at en forklaring meldte sig. Han så over på stolen, hvor morgenskyggerne havde spillet ham et puds. Hvis han skulle give efter for sin overnaturlige side, måtte han medgive, at ringen befandt sig det sted, hvor fiskerens whiskyflaske havde stået. Han vendte sig om mod hylden på væggen bag sig og rev et stykke køkkenrulle af.

Men da han igen vendte sig om mod bordet, var ringen forsvundet.

Hans anden underlige opvågnen den weekend var ikke så mystisk. Frøken Vong fra Undervisningsministeriet havde for vane ikke at banke på døren, inden hun gik ind. Hun havde tit overrasket Siri, mens han klædte sig af eller på, men hun så altid på ham, som om det var hans skyld. Hvis han havde gjort det samme i hendes lejlighed, ville han med sikkerhed have fået serveret en stævning.

Men denne søndag morgen sov han stadigvæk dybt, da hun kom ind, så han vidste, at klokken ikke var ret mange. Lugten af tempelrøgelse var allerede drevet ind i hans værelse, men hanerne drømte stadigvæk om fortryllende flyveture over søer og bjerge.

“Vågn op, syvsover. Ud af fjerene med dig.”Den irriterende kvinde havde ikke selv børn, så hun havde

det med at spille mor over for andre. Hun gik hen til gardinet og trak det fra med en rask bevægelse. Lyset strømmede ikke ind, det sivede. Det var vitterlig tidligt. Hun blev stående ved vinduet med hænderne i siden. “Der skal graves en vandingskanal.”

25

Siri sukkede indvendigt. Var der ikke længere noget, der hed weekender, fritid og fridage? Hans lørdag formiddage på arbejdet blev tit til hele arbejdsdage, og nu lagde man også beslag på hans søndage. Han åbnede det ene øje op.

Frøken Vong var iført fløjlsarbejdsbukser og en praktisk langærmet skjorte, der var knappet i halsen og ved ærmerne. Hun havde sat sit tynde hår i rottehaler og mindede Siri om den kinesiske bondepige, som var blevet udødeliggjort på Mao-plakater. Kinesisk propaganda sparede på ansigts-trækkene, ligesom naturen havde gjort det hos frøken Vong. Hun var et sted mellem tredive og tres og havde samme kropsbygning som en underernæret teenagedreng.

“Hvorfor plager du mig på den måde? Lad mig være i fred.”“Nej, jeg vil ikke. Du pjækkede fra fællesmalingen af

ungdomscenteret sidste måned. Jeg vil i hvert fald ikke lade dig gå glip af chancen for at grave vandingskanalen.”

I Vientiane blev fællesarbejde ikke anset som en straf, men som en belønning til gode borgere. Det var statens gave til folket. Man ville ikke have, at nogen mænd, kvinder eller børn gik glip af at mærke, hvordan hjertet svulmede af stolthed over at asfaltere en vej eller oprense et vandløb. Staten vidste, at folk hellere end gerne ofrede deres eneste fridag for den slags fornøjelser.

“Jeg er forkølet,” sagde Siri og trak tæppet over hovedet. Han hørte kedlen blive fyldt med vand og gassen blive tændt. Så mærkede han, at moskitonettet blev trukket til side, og hørte en raslen, da det blev fæstet til krogen på væggen. Lidt efter hørte han fejekosten glide over gulvet.

“Det er derfor, jeg laver en kop nærende te med et pift …”“Jeg hader te.”“Nej, du gør ej.”

26

Han lo. “Jeg skulle ellers mene, at jeg efter tooghalvfjerds år ved, hvad jeg kan lide og ikke kan lide.”

“Du skal samle energi til gravearbejdet.”“Hvad er der blevet af fængselsfangerne? De plejede da at

gøre den slags … grave grøfter, rense kloakker.”“Jeg er overrasket over dig, dr. Siri. Nogle gange kommer

jeg i tvivl om, hvorvidt du virkelig har kæmpet for revolutionen. Der er ikke længere nogen undskyldning for at lade alle de uuddannede og uvidende gøre alt vores beskidte arbejde for os. Vi kan udmærket selv svinge en hakke eller en økse.”

“… og dissekere en kræftlever,” mumlede Siri under tæppet.“Alle vores ubesindige kriminelle bliver genopdraget på

øerne – det ved du da. Nå, står du op, eller bliver jeg nødt til at hive dig ud?”

Han besluttede at straffe hende for hendes uønskede familiære facon.

“Nej, jeg skal nok stå op. Men jeg advarer dig: Jeg er nøgen og har morgenerektion. Det er ikke noget seksuelt, skal du vide. Det skyldes tryk mod …”

Der lød et svagt klik og en skramlen på de løse brædder ude på reposen. Han trak tæppet ned og så sig triumferende rundt i det tomme værelse.

Da han kom nedenunder, så han to lastbiler læsset med tavse, søvnige naboer, som tydeligvis glædede sig til at komme i arbejde. Område 29C skaffede arbejdere til Vandingskanalafsnit 189. Arbejdet ville tage det meste af dagen, men man ville få frokost bestående af klisterris, saltet fisk og tamnin.

Han afværgede Saloops dorske angreb og satte sig op i den bageste lastbil. Han havde set, at frøken Vong sad i den forreste, hvor hun var i gang med at belære de unge fra værelset over

27

for hans. Han nikkede og pjattede med naboerne, da konvojen satte i gang. De nikkede og pjattede også med ham. Men der var intet ægte over det gode humør.

Selv om Siri havde sluttet sig til kommunistpartiet af de helt forkerte grunde, havde han været fuldgyldigt medlem i syvog-fyrre år. Hvis sandheden skulle frem, var han en hedensk kommunist. Han troede på to modstridende idéer med lige stor overbevisning: at kommunismen var den eneste måde, mennesket kunne blive rigtig tilfreds og lykkelig på, og at mennesket på grund af sit egoistiske væsen aldrig ville kunne føre kommunismen ud i livet med gode resultater. Historien med sin lange række af misfornøjede idealister lod til at give ham ret.

Efter at han havde kæmpet sig gennem et fransk uddannelsessystem, som var et tæt tilgroet vildnis af restriktioner for de fattige, havde han til sidst bevist, at en dreng fra landet kunne drive det til noget. Han fandt en sjælden, gavmild fransk sponsor, som sendte ham til Paris, og her blev han en dygtig, men ikke fremragende medicinstuderende. Frankrig var ikke kendt for at gøre livet nemmere for de stakler, der var født uden for landets grænser. Enhver homme var sig selv nærmest.

Men Siri var vant til at kæmpe. De to første år på Ancienne var der intet til at distrahere ham, så han lå i den øverste tredjedel af sin årgang. Hans lærere syntes alle, at han var meget lovende “af en asiat at være”. Men som så mange andre brave mænd før ham opdagede han hurtigt, at nok så meget potentiale ikke kunne stille noget op mod et par flotte bryster. Under patologitimerne på tredje år koncentrerede han sig ikke om den enorme tavle, der var overtegnet med detaljerede

28

tegninger, men om den vuggende sweater, der sad på Boua. Hun var en rødmosset laotisk sygeplejerskestuderende, som sad ved vinduet, uanset hvordan vejret var. Ud fra hendes tøj kunne Siri for det meste regne ud, hvor koldt det var udenfor. Om sommeren gik Boua med en vuggende skjortebluse med flere knapper knappet end strengt nødvendigt. Han klarede sig lige akkurat gennem patologidelen og rutsjede ned i den nederste femtedel.

Fjerde år var han og Boua forlovet og boede sammen på et værelse, der var så lille, at de havde måttet save et stykke af sengen, for at døren kunne åbnes. Hun var en sund velformet pige fra Laos’ gamle kongelige hovedstad Luang Prabang. Hendes familie havde blåt blod i årerne og havde været royalister igennem flere generationer. Men mens hendes forældre knælede og bukkede for den forbipasserende konge og strøede orkidéblade på hans vej, sad hun på sit værelse og lagde planer om hans fald.

Hun havde hørt om Det Franske Kommunistparti gennem sin første kæreste, en mager ung lærer fra Lyon. Ved først givne lejlighed var hun draget mod sit Mekka. Mens Siri var taget til Paris for at blive læge, læste Boua udelukkende til sygeplejerske som et påskud. Hun var i virkeligheden rejst til Paris for at blive en god kommunist, så hun kunne vende tilbage og hjælpe hjemlandets undertrykte masser på fode.

Hun lagde ikke skjul på, at hvis Siri ville have hendes hånd, måtte han også tage den røde fane til sig. Han ville gerne have hendes hånd, og resten af hende, og syntes, at fire mødeaftener om ugen, en søndag nu og da og fem francs om måneden var billiget sluppet. I begyndelsen var han utryg ved at skulle deltage i møder, hvor man agiterede for det mægtige kapitalistiske riges fald. Han var meget glad for kapitalismens

29

musik og så frem til at danse til den, så snart chancen bød sig. Han havde været fattig hele livet, en lidelse, som han håbede at kunne komme sig over, når han blev læge. Men til sidst fik han dårlig samvittighed over at have den slags tanker.

Så på den måde rottede kommunismen og Boua sig sammen om at knuse hans håb og drømme. Fordi han indlod sig med sin forlovede og hendes røde fane, mistede han langsomt grebet om lægestudiet, og for at bestå femte år var han nødt til at tage adskillige eksamener om. Da han skulle indlede sin turnusuddannelse, havde han to sorte stjerner på forsiden af sit dossier. De angav, at han skulle udmærke sig som en usædvanlig dygtig turnuskandidat for at undgå at blive sat på et Aéropostale-fly før tiden og fortabe retten til sin sponsors økonomiske støtte.

Siri var heldigvis den fødte læge. Patienterne var meget glade for ham, og personalet på Hôtel-Dieu Hospital satte så stor pris på ham, at ledelsen gav ham muligheden for at blive i Frankrig og arbejde der fuld tid. Men han elskede Boua, og da hun rejste hjem for at kæmpe for Sagen i sit fødeland, var han ved hendes side.

Om mandagen gik Siri ned til Mekong og blev stående ved bredden et øjeblik. Regntiden var stædigt blevet ved dette år, men nu var han sikker på, at den først ville vende tilbage om fem måneder. Det var en frisk novembermorgen, og solen havde endnu ikke fået magt nok til at til at tørre græsset på bredden. Han lod den kølige dug gøre partiets blanke laksko våde og spekulerede på, hvor længe de mon ville holde under den næste regntid.

Han gik hen ad bredden og sparkede duften op fra de kragelortsplettede blomster, der voksede der. Fra den modsatte

30

bred stirrede Thailand ubehøvlet på ham. Bådene gled forbi tæt på bredden. Floden, der engang været forbindelsesled mellem de to lande, var nu blevet til en barriere.

Foran Mahosot Hospital satte han sig på en vakkelvorn taburet i vejkanten og spiste gamle foi-nudler, som han havde købt ved en madvogn. Der var ikke længere rigtig noget, der smagte friskt. Men med alle de sygdomme, som han havde været udsat for gennem årene, ville det ikke påvirke hans helbred det mindste. Hvis han gav sig selv en indsprøjtning med salmonella, ville den sikkert glide lige gennem systemet.

Da han ikke havde flere påskud for at trække sit fremmøde på arbejdet ud, gik han mellem de kasseformede bygninger til sit kontor. Hospitalet var blevet opført uden stil eller elegance af franskmændene og var i bund og grund en landsby af betonbunkere. Han tøvede foran sin egen bygning, inden han trådte indenfor. På skiltet over døren stod der ‘Retsmedicinsk Afdeling’ på fransk. På dørmåtten – hans eget lille bidrag – stod der ‘Velkommen’ på engelsk.

Kun to af rummene i bunkerne havde naturligt lys. Et af dem var hans kontor. Han delte det med sine to medarbejdere, som dommer Haeng altid omtalte som halvanden.

“Godmorgen, kammerater.” Han trådte ind i det grå betonlokale og gik hen til sit skrivebord.

Dtui så op fra sit thailandske idolblad. “Vel mødt, doktor.” Hun var en solid ung sygeplejerske med

et soigneret, men temmelig rynket ansigt og en glad mund. Hendes første reaktion var altid at smile, og guderne skulle vide, at hun ikke havde ret meget at smile ad.

“Jeg tvivler på, at Informations- og Kulturministeriet vil bryde sig om, at du læser den slags småborgerligt smuds.”

31

Hun smilede ad hans bemærkning. “Jeg minder bare mig selv om, hvor afskyeligt det kapitalistiske system er, kammerat.”

Hun viste ham et dårligt gengivet billede i tre farver af en tv-stjerne i miniskørt. “Jeg mener: Kan du lige forestille dig mig i den slags?”

Siri smilede ved sig selv og hævede brynene. En mand, der sad og vippede frem og tilbage ovre i hjørnet, fangede hans opmærksomhed.

“Åh, godmorgen Geung.”Manden smilede, da han hørte sit navn, og så op.

“Godmorgen, doktor kammerat. Den … den bliver varm i dag.” Han nikkede samtykkende til sine egne ord.

“Ja, Geung. Det har du sikkert ret i. Er der nogen kunder i dag?”

Geung lo som altid ad Siris gode gamle vittige bemærkning. “Ingen kunder i dag, doktor kammerat.”

Det var dét. Det her var det hold, som han havde arvet, det arbejde, som han ikke havde bedt om, det liv, som han ikke havde regnet med at leve. I snart et år havde han været landets ledende og eneste retsmediciner. Han skulle være den første til at indrømme, at han hverken havde kvalifikationerne eller lysten til at beklæde stillingen.

Den første måned af hans praktiske uddannelse havde været helt til grin. Den eneste laotiske læge med erfaring i at foretage obduktioner var flygtet over floden – efter sigende i en oppustet slange fra et bildæk – længe før Siris ankomst. Så bortset fra Geung, som havde erhvervet en enorm, men godt skjult viden som omtalte læges assistent, var der ingen til at lære Siri, hvordan han skulle udføre sit nye arbejde.

Da han havde besluttet at udskyde sin pension, gav han sig til at lære faget ud fra et par lettere forkullede franske

32

lærebøger. Han brugte et gammelt nodestativ fra den nedlagte amerikanske skole til at sætte bøgerne på, mens han skar og snittede i sine første sager. Med det ene øje rettet mod nodestativet optrådte han som en koncertretsmediciner, der spillede løs på ligenes indre organer. “Vend,” sagde han, og så vendte Dtui siden. Han gjorde tingene, som de blev anbefalet af franske patologer i 1948.

Han havde foretaget en hel del kirurgiske indgreb på slagmarken gennem årene, men at holde de levende i live var noget helt andet end at undersøge de døde. Man skulle følge bestemte procedurer og foretage bestemte observationer. Han havde ikke regnet med, at han som tooghalvfjerdsårig skulle lære et helt nyt fag. Da han første gang var ankommet til Vientiane med den sejrrige Pathet Lao-bevægelse den 23. november 1975, havde han haft en meget behageligere fremtid i tankerne.

Efter den skelsættende partikongres den 5. december havde humøret været skyhøjt. Man festede på livet løs med flaske efter flaske af friskbrygget laotisk riswhisky, og folks kinder var røde af begejstrede kys.

Kronprinsen havde været dyster både i antrækket og ansigtet, da han læste sin fars abdikationstale op, og han havde naturligvis nægtet at deltage i festlighederne. Efter at have ledet oprøret fra huler i flere årtier havde Pathet Lao vundet magten i Laos. Kongeriget var nu en republik. Det var en drøm, som mange af de gamle soldater inderst inde aldrig havde troet ville blive opfyldt.

Som de junglekrigere, de var, bar de bordene ud af festsalen og bredte stråmåtter ud på gulvet, hvor de satte sig i rundkreds og nød sejren. Kønne unge kadrer med kraftig læbestift og i grønne uniformer sørgede for friske forsyninger af mad og drikke hele aftenen.

33

Siri mente, at han havde siddet mere i skrædderstilling på jorden, end han havde siddet på en stol. Han var også i højt humør den dag om end af andre grunde end sine kammerater. Han ville være taget hjem til sit pensionat for at sove sejrherrernes søde søvn, hvis ikke det havde været for kammerat Kham. Det høje, magre ledende partimedlem udså sig en ledig plads i kredsen ved siden af Siri og satte sig.

“Nå, kammerat Siri, så lykkedes det rent faktisk for os.”“Det ser sådan ud.” Siri var ikke vant til riswhisky i så store

mængder og havde ikke helt kontrol over sin mund og tungen indeni. “Men jeg har på fornemmelsen, at vi er her for at fejre afslutningen på noget snarere end begyndelsen.”

“Marx lærer os, at al begyndelse er svær.”“Der er intet af det, som I eller Marx har lært, der kan

forberede jer på de problemer, der venter. Men hvad fanden, Kham, I har i hvert fald fået tvivlerne til at klappe i.” Han hævede glasset og klinkede det mod Khams, men han drak alene. Kammeratens øjne lå dybt i hulerne som slanger, der stirrede ud på verden.

“Du siger ‘I‘, som om du ikke har tænkt dig at hjælpe os med vores problemer.”

Siri lo. “Kammerat Kham, jeg er næsten lige så gammel som dette århundrede. Jeg er træt og synes, jeg har gjort mig fortjent til min lille have, mine rolige morgener med en kop kaffe, mine eftermiddage med en god bog og mine aftener med en sød cognac at falde i søvn på.” Kham hævede glasset mod premier-ministeren, der sad rødmosset og lyksalig i anden rundkreds. De tømte begge deres glas og bad om at få dem fyldt op.

“Det lyder mystisk. Så vidt jeg husker, har du ingen nulevende familie. Hvordan har du egentlig tænkt dig at finansiere denne dekadente livsstil?”

34

“Jeg går ud fra, at seksogfyrre års partimedlemskab giver mig ret til …”

“Til en pension?” Kham lo hånligt.“Hvorfor ikke?”Siri havde hele tiden regnet med, at hvis oprørerne

nogensinde vandt kampen, ville han gå på pension. Det var det, han havde drømt om i de regnvåde nætter i skovene nordpå. Det var det, han havde bedt til over liget af enhver ung mand eller kvinde, som han ikke havde formået at redde fra døden. Han havde troet det så længe, at han tog det for givet, at alle andre også var indforstået med det.

“Gamle ven,” fortsatte Kham, “jeg troede ellers, at du vidste bedre efter seksogfyrre år. Socialisme indebærer, at man yder, så længe man er i stand til det. Når man begynder at glemme, hvor ens mund sidder og spilder æg ned ad skjorten, og når man er nødt til at stoppe håndklæder i underbukserne for at holde sig tør, så vil staten vise en taknemmelighed. Kommunismen tager sig godt af sine svagelige.

Men se på dig. Du er stadigvæk kernesund og har en skarp hjerne. ‘Enhver skal yde efter evne og nyde efter behov.’ Det ville være frygtelig egoistisk af dig at nægte at stille dig til rådighed for det land, som du har kæmpet for at befri for tyranniets åg.”

Siri så over mod kredsen af rangspersoner. Præsidenten, et omvendt medlem af kongefamilien, havde en sød, mascarasminket kvindelig soldat på hver side og var begyndt at synge en revolutionær vietnamesisk sang for dem. Opmærksomheden samledes om ham, og samtalerne forstummede i rummet. Sangen sluttede midtvejs i andet vers, da han glemte teksten, og kammeraterne brød ud i jubel og bifald. Et lille orkester med bambus- og træinstrumenter

35

gik i gang på scenen, og samtalerne fortsatte på mere værdig vis.

Siri var endnu ikke kommet sig over skuffelsen. Han ventede på, at Kham blev færdig med sin ophedede samtale med den anden sidemand, og gik ham så mere på klingen, end manden var vant til.

“Jeg går ud fra, at man allerede har drøftet min situation i politbureauet?”

“Ja. Du har imponeret os alle med dit stille engagement gennem årene.”

Siri tolkede ‘stille’ som ‘passiv’. I de sidste ti år var han holdt op med at udvise den revolutionære begejstring, der forventedes af ham, så han var blevet forvist til partipensionat nummer 3, langt væk fra de politiske beslutninger, der blev truffet i Xam Neua. I sit ufrivillige eksil behandlede han kadrer, der vendte sårede hjem fra slagmarken, og han mistede således kontakten til de ivrige kammerater og deres politiske liv.

Kham rykkede tættere på Siri og lagde armen om ham. Lægen var på ingen måde berøringsangst, men under disse omstændigheder fandt han gestussen respektløs.

“Vi har tildelt dig en rolle med et meget stort ansvar.”Kham fik det til at lyde som en belønning, men ordene

ramte Siri som en kølle i ansigtet. Han havde lige så meget brug for ansvar som for et hoved til.

“Hvorfor?”“Fordi du er den bedste til jobbet.”“Jeg har aldrig nogensinde været den bedste til noget job.”“Vær nu ikke så beskeden. Du er en erfaren kirurg. Du har

et nysgerrigt sind og tager ikke bare tingene for gode varer. Vi har besluttet at udnævne dig til statsobducent.” Han kiggede ind i Siris grønne øjne i forventning om at finde et glimt af

36

stolthed, men så kun forvirring. Han kunne lige så godt have fortalt ham, at han skulle være landets nye ledende ballonkunstner eller cirkusartist på ethjulet cykel.”

“Men jeg har aldrig nogensinde foretaget en obduktion.”“At flikke døde sammen og skille dem ad er det samme.”“Det er det i hvert fald ikke.”Han sagde det uden vrede, men Kham blev alligevel

overrumplet over at blive sagt så frækt imod. De øverste parti-medlemmer havde vænnet sig til en vis respekt, så Siri havde for vane at lade dem vide det, når de tog fejl, og det var endnu en grund til, at han var blevet ekspederet ud i junglen.

“Hvabehar?”“Jeg ved dårligt, hvor jeg skulle begynde. Selvfølgelig kan

jeg ikke klare det. Det er jo et enormt krævende arbejde. Hvad tror du, jeg er?”

Selv om riswhiskyen havde givet gav kammerat Khams slangeøjne et glasagtigt skær, røbede hans blik, at han var foruroliget over Siris mangel på taknemmelighed. Han strammede grebet om den gamle mands skuldre og brølede ind i hans øre.

“Jeg ser dig som et lille hjul i denne mægtige revisionistiske maskine, der nu driver vores elskede land. Du er et hjul, ligesom jeg er et hjul, og præsidenten er et hjul. Hvert hjul er med til at få maskinen til køre fejlfrit. Men omvendt kan et enkelt defekt hjul få hele maskineriet til at gå i stå. På dette vigtige tidspunkt i vores historie har vi brug for, at alle tandhjulene falder i hak og kører perfekt. Lad være med at skuffe os. Kast ikke grus i maskineriet, Siri.”

Kham gav Siri et sidste smertefuldt klem, nikkede og rejste sig for at tage plads i en anden rundkreds. Siri kiggede forvirret rundt på det revisionistiske maskineri. Hjulene var smurt med

alkohol og var allerede blevet eksede, og to af dem var dejset om i et ottetal. Der var store, vigtige tænder i hjulene og små ubetydelige, hvoraf nogle var gået på toilettet uden at vende tilbage. Det efterlod gabende huller i deres hjul. Andre sad tæt sammen i mindre underhjul og ignorerede fuldstændig den store maskine.

Siri følte sig pludselig deprimeret og forklarede sin rundkreds, at han skulle tisse. Han vaklede i retning af toilettet, men gik forbi det og fortsatte ud ad rådhusets indgang. Vagterne ved døren hævede riflerne til hilsen. Han gengældte hilsenen og rev sit sorte slips af. Så gik han hen til en af drengevagterne og hængte det over den blanke bajonet, hvor det svingede frem og tilbage.

Med et smil og et tak vinkede han afvisende til chaufførerne i de gamle, sorte russiske Zil-limousiner, der ventede på at køre kammeraterne til deres midlertidige indkvartering. Det var en kold decembermorgen, og der var ingen stjerner på himlen, men det gik ligeud hele vejen hjem. Siri slingrede hen ad den øde Lane Xang Avenue. Forude lå præsidentpaladset og en fremtid, som han ikke glædede sig særlig meget til.

38

2

Kammerat Khams kone

Selv i de sværeste tider i Vientiane fyrede man op i den gamle stenovn ved moskéen klokken tre hver nat for at bage det bedste brød i landet. Tre mænd i bare overkroppe kom brænde i ovnen og æltede dejen til lange ruller, som de lagde på rustne sorte bageplader. Det var så som så med hygiejnen, men mange mente, at det var støvet, soden, sveden og rusten, der gjorde tante Lahs baguetter til de lækreste i Vientiane. Hendes tre sønner hev de brandvarme brød ud af ovnen med hænderne omviklet med gamle grå håndklæder og lagde dem direkte over på hendes kærre.

Klokken seks om morgenen kørte tante Lah sine sødt-duftende brød hen til hjørnet ved den sorte stupa. Ved halvottetiden havde hun for det meste solgt dem alle og vendte tilbage til bageriet for at hente et nyt parti brød. Disse brød kørte hun hen til hjørnet af gaderne Sethathirat og Nong Bon, hvor de fleste af ministerierne lå. Nu var baguettevognen blevet til en sandwichbiks. Embedsmænd på vej til arbejde kunne vælge mellem kondenseret mælk, sardiner eller saltet bøffelkød, som hun tilberedte og garnerede med kærlig hånd, mens de ventede.

Men der var altid en sandwich med ekstra fyld pakket ind i pergamentpapir, som ventede på at blive hentet af hendes særlige kunde hver dag. Siri behøvede aldrig at bestille. Han spiste bare

39

det, som tante Lah havde lyst til at lave til ham. Det var noget nyt hver gang og smagte altid skønt. Han betalte i slutningen af ugen, og hun forlangte aldrig mere end den normale pris.

Når Siri havde for travlt til selv at hente maden, sendte han Dtui, som svor på, at hun kunne fornemme den gamle dames skuffelse, allerede inden hun gik over vejen.

“Sikke noget pjat.”“Men det kan jeg. Hun er lun på dig.” Mindst fire af Siris

fem liter blod løb ham til ansigtet. Dtui klukkede og rakte ham hans frokost.

“Folk i vores alder … bliver ikke forelskede.”“Vås.”“Undskyld?”“Somchai Asanajinda siger, at så længe ens hjerte kan slå

for en, kan det også slå for to.”“Så er Somchai Asanajinda tydeligvis ikke læge.”“Fik I ikke lov til at se film deroppe i hulerne? Han er nok

den mest berømte thailandske filmstjerne, der findes.”“Jaså? Hvordan bærer et land uden nogen berømte film sig

ad med at have en berømt filmstjerne?” “Det har skam berømte film. De er i hvert fald berømte i

Thailand. Thailænderne laver nogle dejlige film.”“Det er ikke andet end skydegal vold og billig romantik.”“Ha! Jeg vidste, at du så dem i smug. Somchai er meget

gammel, men han taler stadig om kærlighed og romantik.”“Hvor gammel er han da – fyrre?”“Over halvtreds.”“Hold da helt op. Hvordan holder de dem dog i live i

Thailand?”“Og der er ikke noget billigt over romantik. Kærlighed kan

ikke købes for alverdens penge.”