December 2013

Læs om:

min barndoms jul

Volley-Vm

Nye jægere

[]sidst i november har jeg allerede

fået nok. Julen bider mig al-lerede i halen. eller ér det julen?

eller noget, der giver sig ud for at være det? eller er det bare mig, der har en neurose under udvikling? Det er egentlig hyggeligt. Jeg går i et fakkeltog lige efter julemanden, som kører i en flot veteranbil. Forrest er der hornmusik og trommehvirvler. Da vi nærmer os torvet, kan vi se, at folk stimler sammen om det store juletræ, som snart skal tændes. Først skal vi lige høre en repræ-sentant fra handelstandsforeningen holde tale. Adventstale. Det er en tale, der er på rette spor, for taleren har med hjælp fra Google undersøgt, hvad ”advent” betyder. Det kommer af det latinske ”Adventus Domini” som bety-der ”Herrens komme”. men så smutter det for mig, hvad taleren mener. Jeg får aldrig helt fat i, hvad det er for en herre, der kommer. men det er nok bare mig, der er tungnem. Ingen i den store skare af børn er i tvivl. I dag kommer julemanden. Jeg føler mig lidt som mr bean. Hvad ethvert barn ved,

Klum

me

det ved jeg ikke, men jeg lader som om. Inden nogen opdager, hvor desori-enteret jeg er, sniger jeg mig bagud af skaren, og følger min næse hen til den pølsevogn, der er stillet op i dagens anledning. Fransk, rød eller ristet? De sidste 25 kroner i min pung rækker til en ristet hotdog med det hele. Lige som jeg skal til at sætte tænderne i den, opdager jeg, at boden ved siden af sælger varm gløgg. Det ville jeg hellere have haft, men nu har jeg ikke flere penge. mens jeg ærgrer mig, falder agurkesalaten af min hotdog og lander på min ene sko. Hvordan får jeg nu det tørret af, uden at nogen ser det? bare jeg var mr bean. Han ville have fundet på noget. resten af den dag i november skal jeg spare jer for. bare lige fortælle, at da jeg senere sidder hjemme og forsøger at overvinde min juleneurose, ser jeg på TV en reklame, hvor det på flerstemmigt velklingende englevis lyder: ”Vi håber I får et indbring’ne år. merry business!” så fik jeg nok, famlede febrilsk på fjernbetjeningen og fandt en kanal, hvor de viste curling. Ikke fordi cur-ling siger mig så meget, men det giver sig ikke ud for at være andet, end det er.

Alligevel vil jeg give julen en chance. Jeg vil bruge adventstiden til at finde ud af, hvem det egentlig er, der kom-mer, og hvad mon Han egentlig vil mig?

elevsnapshot … side 3

min barndoms jul … side 4

reportage … side 6

Hvor blev de af … side 8

Julemarked… side 10

Volley-Vm… side 12se-International … side 14

Lærerig orlov ... side 16

Julehilsen ... side 19

Kolofon ... side 19

Af sten mortensen, redaktør

MerryBusiness[ ] 2

snap

shotsnapshotElev

Hannah stossno kommer fra Harsefeld syd for Hamborg. Hun har gået i tysk gymnasium før hun kom til se. Nu taler hun efterhånden så godt dansk, at man kun bemærker en svag accent.

Hannah elisabeth stossno er opvokset i det tyske skolesy-stem, men bestemte sig for at tage et skoleår på en dansk efterskole. Det har styrket hen-des forbindelse til de danske rødder, og især har det betydet noget for hende at være en del af skolens kristne fællesskab.

Hannah har lang vej hjem. Hun kommer fra Harsefeld, som ligger cirka en times kørsel syd

for Hamborg. så det var med spæn-ding, at hun i august satte kursen mod nord for at gå på efterskole på se. mange ting er anderledes, end det hun var vant til, men det har været med til at modne hende, og hun siger selv, at hun er blevet mere end et halvt år ældre, selv om det kun er fire måne-der siden. Hun har gjort store fremskridt med det danske sprog. Det er ikke helt nyt for hende, for hendes mormor er dansk, men der bliver mest talt tysk hjemme i Hannahs hjem. Hun er hur-tigt blevet fortrolig med det danske sprog, selv om det er en af hendes udfordringer. Hendes accent er blevet mere dansk, og hendes kammerater har fået ørerne tunet ind på hendes melodi, så nu tænker ingen ret meget mere på den forskel. Hannah er opvokset i det tyske skolesystem. Det betyder, at hun al-lerede efter fjerde klasse skulle vælge hvilken vej, hun ville gå. Hun kunne vælge mellem Gymnasium, realschule, eller Hauptschule. Hannah valgte Gymnasium, som giver adgang til alle

videregående uddannelser. Det er en stor forskel, at alle går i skole sammen i det danske system. Hannah trives godt i sin klasse, selvom der fagligt er større forskel mellem eleverne. en anden stor forskel for Han-nah er det familiære forhold, der er mellem alle på eftersskolen. Hun har fået et meget mere personligt forhold til sine lærere. Før var det kun et fagligt forhold, men det tilskriver hun ikke så meget det danske system, men efterskolefor-men. - efterskoler findes slet ikke i Tyskland, siger Hannah og lyder forundret over, at den opfindelse ikke er nået over grænsen. Når Hannah skal gøre status over, hvad hun har fået ud af sit efterskoleophold, nævner hun tre vigtige ting: - Jeg er blevet bedre til dansk, ble-vet en del af et dejligt fælleskab og så har efterskoleopholdet allerede haft stor betydning for mit kristen-liv. Før var jeg den eneste kristne i min klasse. Her er det almindeligt at bede sammen og at snakke sam-men om Gud.

Af sten mortensen, redaktør

[ ]

[ december 2013 ]

3

Nost

algi

Min barndomsVi husker den alle: Ju-len, dengang vi var børn. Dengang det var mor, der passede køkkenet, far der passede køerne, og smartphones havde tryk-knapper og en ledning i den ene ende, og skær-men højst viste Disneys juleshow.

På forespørgslen om at være nostal-giske og dykke ned i barndommens juleminder, kan man se lærerkolle-

giet på se blive ganske fjerne i blikket.

Der er minderne om de helt særlige gaver…Tove: ”Da jeg var 8 år, var min mor gravid med min lillesøster. Hun blev indlagt nat-ten til d. 24. december, og juleaftensdag kom vi alle på besøg på sygehuset. efter jul husker jeg levende, at da læreren spurgte rundt i klassen, hvad den bedste julegave havde været, udbrød jeg: ”Jeg har fået en lillesøster”! Det var stort!”Frederik: ”Jeg husker tydeligt det år, hvor der lå en KæmPe stor hård pakke under juletræet – den var over en meter lang. Hvem af vi otte søskende skulle mon have den? men øv! Jeg fik den ikke – det gjorde min storebror! Det var selvfølgelig en skuffelse, for det var en racerbane! men skuffelsen lagde sig, da vi jo opdagede, at der kunne køre to biler ad gangen. så fik jeg også del i glæden!”ole: ”I mit barndomshjem har vi helt kon-krete minder om det år, min hesteglade far fik en longeringspisk i julegave. Han

Af Inge Østerby lærer

øvede sig begejstret. Det smældede løs, og vi var betagede og begejstrede - lige indtil vi kiggede op og opdage-de, at loftet var fuld af sorte pletter!” så er der traditionerne…bente og susanne er begge vokset op på landet. Der var stadig et arbejde, der skulle gøres, selv om julen stod for døren.susanne: ”For mig betød det meget, at traditioner blev holdt. min far var landmand. men juleaften gik han me-get tidlig i stalden for at kunne nå at få en kop kaffe inden kirke, og når vi så sad der i kirken, sÅ begyndte julen. Det var som om, alle bare var ekstra søde ved hinanden. Lyset var slukket, det duftede helt særligt, og der var stearinlys over det hele.”bente: ”Jeg er jo også vokset op på en gård. Den 24. hjalp alle vi børn far med at blive færdig i stalden. Gangene blev fejet og halmen hentet ned fra loftet, så arbejdet også var lettere for ham juledag. Det havde vi det godt med, for vi vidste, at så kom min far tidligt ind. og sÅ begyndte julen…”

jul[ ] 4

barndoms Juletræet er omgærdet af traditioner i alle hjem. I oles barndomshjem var det mor og far, der pyntede træet lil-lejuleaften. ”Hele d. 24. var der lukket af til ‘den pæne stue’, og når træet så om aftenen var tændt, fik vi lov at komme ind.” Anders var efternøler, og i det Øster-byske hjem var det de tre storesøsken-de, som pyntede træet lillejuleaften. ”Det var noget helt særligt at stå op juleaftensmorgen og liste ned og se træet stå helt klar.”

og så selvfølgelig den skønne julemad…christian: ”Jeg må indrømme, at mit juleminde går igen fra år til år. men jeg husker tydeligt, det første år min far og jeg forspiste os. Til hverdag skulle vi altid vaske op, men til jul sørgede vi for at spise så meget, at vi fik så ondt i maven, at vi kunne slippe for at tage opvasken! og sådan er det vel egentlig stadig…”

og de særlige oplevelser…For christian er barndommens jul også knyttet sammen med ‘blå Kors’. ”I en del år holdt vi jul sammen med en masse alkoholikere. Der var et år, hvor politiet havde påkørt et rådyr, og så fik vi det! Der kommer en mand, hvis kone dagen før – d. 23. december

- lige havde forladt ham. Han spørger, om han må komme ind, og sidder hele aftenen tavs. Det eneste, jeg hørte ham sige, var, da han hviskede til min far: ‘Tak, fordi jeg må være her’. Det gjorde stort indtryk.” Jakobs minde er ganske dramatisk: ”Der var dengang, min far satte ild til sit eget ansigt! Vi plejer at få lidt natmad d. 24, og om formiddagen ville min far ryge en mørbrad i en rygeovn udenfor. Jeg kan se, han står og bøvler med at få ild i halmen. Det ryger lidt, men der går ikke rigtigt ild i skidtet. Han tager noget sprit, og jeg tænker

‘hvor dum er du lige?’ Da han kaster spritten på

halmen, siger det ‘puf’ og han pja-sker i forskrækkelse sprit tilbage i ansigtet, som antænder. Han styr-ter ned til fjorden, som ligger 20 meter fra huset og hopper i vandet. Hele juleaften lå han med en klud på hovedet. Den jul glemmer jeg ikke sådan lige…” selv husker jeg tydeligt - og med stor fortrydelse – det år, hvor jeg for første gang vandt mandelgaven – og så slet ikke kunne nyde det, fordi jeg lå syg med høj feber. og så havde mor endda flottet sig og købt en slæde med chokoladejule-mand og tilhørende chokoladejule-gaver! men der er også året, hvor min søster pludselig kommer løbende ind i den julegavebesmykkede stue og råber, at vi skal skynde os at komme. og vi styrter ud og står så stille sammen i døren og ser, at NU – selveste juleaften – falder sneen!med disse hyggelige erindringer ønsker ses lærerkollegie alle en glædelig jul – fuld af minder, der kan finde deres plads i hvert en-kelts bagkatalog.

Fotos: Inges barn-domsjul fra familieal-bummet.

[ ]

[ december 2013 ]

5

repo

rtag

e

Nu når kulden er ved at komme, så skal man lige den sidste gang i Tivoli, inden det lukker.

Tivoli er altid åben for nye og sjove eventyr; nu når musicalen ”H.c. Ander-sen” bliver spillet i koncertsalen, er det blevet meget mere eventyrligt. Lyden af regnen, der slår mod pa-raplyen. Himlen, der er helt grå. man fryser ører, næse og hænder. så tyder det på, at det er ved at blive efterår, og på sådan en dag skal man lige nå at komme i Tivoli den sidste gang, inden det lukker. Når man træder ind igennem den store port til Danmarks største og ældste forlystelsespark, bliver alle ens sanser vækket til live, duften af de tusindvis af blomster rundt om en, farverne fra blomsterne og lyden af glade børn, som ikke kan vente med at komme længere ind i parken. Når man er kommet et godt stykke ind i Parken, kommer man ind i en helt ny verden. Ind til et eventyr med prinser, prinses-ser, dæmoner, trolde og selvfølgelig klovne. Tivoli er en stor legeplads for børn, men da også for unge og voksne.

Af sofie skibsted Jensen, elev

bare det at gå ind i Tivoli, det er en fantastisk oplevelse. man får det lille barn frem i sig. Når man sidder i ”Det gyldne tårn” og bare venter på at suse ned, med vinden i håret og følelsen af, at ens ben flyver væk under en, bliver man barn igen. Inde i selve Parken prøver voksne og de store børn kræfter med ”Dæmonen” og tager en svingtur med ”Himmelskibet”, hvorfra man kan se hele København. De små tager deres mor og far med ud at køre i ”Veteranbilerne”, og til sidst tager hele familien sammen en tur i ”Den gamle rutschebane”.

et rigtig eventyrLige siden den 3. september har det magiske show ”H.c Andersen” kørt i Koncertsalen i Tivoli. Alle kender H.c. Andersens fantastiske eventyr. H.c. Andersen-showet er seks af de bedste historier, som blandt andet Klods Hans, Prinsessen på ærten og Den Grimme ælling. Under hele showet fortæller Nicolaj Lie Kaas de 6 historier, mens skuespillere fra ind- og udland opfører eventyrerne. Når

I efteråret har alle tre 9. klasser arbejdet sammen om sagprosa, hvor de er blevet præsenteret for forskel-lige typer af sagtekster. Til sidst skulle de skrive en reportage, og selvfølgelig have kendetegnene med for reportagen: sanser, indle-velse og det at give læseren en oplevelse. Vi bringer her sofies reportage fra se’s aften i Tivoli i september.

Sidste tur i Tivoli[ ] 6

Sidste tur i Tivoliman sidder der i den bløde stol, imens showet er i gang, kommer man ind i en helt anden verden. Alle farverne lyser op på de to store rekvisitter, som står i hver side, og som skuespillerne kravler rundt på. Lyden af Nicolajs stemme, der fortæller historierne, med stille musik i baggrunden. Det føles som om, du står lige ved siden af den grimme ælling eller ridder sammen med Klods Hans til slottet. man bliver en del af eventyret. så når det lysner op i hele salen, og det hele er slut, er man så glad. For nu er der endnu en oplevelse, man kan fortælle om på arbejdet eller i skolen.

Hjemad det gårefter en eventyrlig tur i Tivoli skal man jo også hjemad på et tidspunkt. Når mørket kommer ind over Tivoli, bliver hele Tivoli lyst op af tusindvis af lys og lamper i træer og på forlystel-serne. Lige inden man går ud af Tivoli, skal man lige have det sidste billede af familien oppe ved indgangen og derefter er det hjem til den dejlige bløde seng.

[ ]

[ december 2013 ]

7

Hvo

r ble

v de

af

Jeg har altid spillet musik – siden jeg var 5 år gammel. Da jeg kom på se, var der ikke så meget

fokus på musik, som der er i dag, men jeg havde nogle dejlige år, som kom til at gå ret meget op i alt muligt andet end lige musik - måske var det sidste gang i mit liv, at det skulle være sådan! Det er dejligt at se, hvordan musik-livet på se har udviklet sig siden da. min efterskoletid var præget af gode venskaber, dejlige mennesker og fis og ballade. Vi levede på en måde livet efter ”osteklokke”-princippet, hvor kontakten til omverdenen, efter eget valg, var begrænset, og man havde nok i hinanden og livet på skolen. set i bagklogskabens lys, kunne jeg måske have været mere bevidst om fremtiden og min videre uddannelse end jeg var, men som teenager er det nogle gange svært at vide, hvad man vil. Det at spille på blokfløjte var heller ikke det allerfedeste man kunne gøre som teenager, så det blev lagt på stand by i den periode. I stedet styrkede efterskoletiden mig menneskeligt og moralsk og gav mig sunde værdier,

Fra SE tilRoyal College of MusicAf Louise Hjorth Hansen, tidligere elev

som jeg kan drage nytte af hele livet.

Til den yderste grænseefter en studentereksamen blev jeg optaget på det konservatorieforbere-dende musikalsk Grundkursus, hvor jeg gik i to år, indtil jeg blev optaget på syddansk musikkonservatorium i esbjerg. Jeg startede på konservatoriet i 2005, lige hjemvendt fra en måned som backpacker i mexico. Tre år efter fulgte en bacheloreksa-menskoncert, derefter en fordybel-sesorlovsår med studier i sverige, og endnu to år efter i 2011 lavede jeg en kandidateksamen. Jeg blev derefter opfordret til at søge ind på solistklassen (konservatoriets 2-årige pendant til den akademiske PhD, hvor studerende bliver videreuddannet til at virke som udøvende musiker på det højeste kunstneriske niveau). Jeg blev optaget på solistklassen på konservatoriet i odense. samtidigt søgte jeg nye udfordringer i udlandet og blev også optaget på den 1-årige solistuddannelse, Artist Diploma, på

Louise Hjorth Hansen gik på se i 8.-9. klasse i 1996-98. Derefter har livet udviklet sig således, at hun, efter ti års studier i musik, nu kan kalde sig professionel solistuddannet blokfløjtenist.

[ ] 8

Royal College of Music

royal college of music i London. Jeg fik lov til at bo og studere i London samtidig med at jeg tog mit første solist-år i odense. Året i London var fantastisk - musikalsk og fagligt blev jeg afprøvet til den yderste grænse, og jeg udviklede et enormt netværk af internationale venner og kolleger. selve byen inspirerede til kunstne-risk udfoldelse, og man stimuleredes af alle de sanseindtryk, man kunne få - både kunstnerisk, menneskeligt, kulinarisk osv. Da jeg kom hjem igen i 2012 flyttede jeg til København. med de mange niche-prægede projekter, som jeg laver, var København den mest realistiske mulighed for at blive set og hørt i det nationale musikliv.

Karrrierefremmende priser I 2013 begyndte det at tage mere fart i den professionelle karriere. I januar modtog jeg et af Leonie son-nings musikfonds talentpriser på 60.000 kr, som også medførte et por-trætprogram på Dr, og i sommer blev jeg indlemmet i statens Kunstråds ”Unge elite”, som er en støtteordning på 250.000 kr til at fremme karrieren for nye musikalske navne med inter-nationalt potentiale. Pengene skal bl.a gå til køb af flere instrumenter, ud-gifter ved koncerter og konkurrencer i udlandet samt til en cD-indspilning i 2014. Det er et enormt skulderklap at få, og det gør, at jeg de næste to år kan koncentrere mig om koncerter og projekter. Derudover underviser jeg på Hørsholm musikskole to dage om ugen. I oktober afsluttede jeg så definitivt mine studier på konservato-

riet i odense med en eksamenskoncet-række rundt om i Danmark.

Louise udfordrer publikummit ønske for fremtiden er fortsat at kunne leve som udøvende kunst-ner, samt at fortsætte arbejdet med at sætte fokus på mit instrument, blokfløjten, som et moderne, eks-plosivt udtryksfyldt instrument, og dermed ændre folks normale opfat-telse af instrumentet og af klassisk musik generelt. Det er derfor særligt koncerter af mere eksperimenterende art, som jeg sætter fokus på. Det har ledt til flere samarbejder med jazz- og elektroniske musikere, og jeg har også samarbejdet med flere komponister (senest bl.a Fuzzy), fået dedikeret stykker og uropført dem i både Dan-mark og england. med denne musik prøver jeg at lokke publikum ind i en

anderledes klangverden med alt lige fra svævende, hypnotiserende og improviserende lydcollager, til virtuos, nærmest sønderrivende nykomponeret musik. Jeg vil gerne udfordre folks opfattelse af musik og kunst, og skubbe grænserne for musikkens formåen ud i det uvisse. www.louisehjorth.dk

[ ]

[ december 2013 ]

9

Traditionen tro

Jule

mar

ked Julemarked

[ ] 10

[ ]

[ december 2013 ]

11

Volle

y-Vm Nybegynder

rasmus Fredensborg Laurid-sen går i 9. klasse på sydvest-jyllands efterskole og begynd-te at spille volleyball i august. Nu skal han repræsentere Danmark til verdensmesterska-berne i april.

smilet på rasmus’ ansigt er me-get bredt, da han fortæller om kvalifikationen til Vm.

”Vi var virkelig glade, da vi kvalifice-rede os til Vm! en gyserfinale vundet med 16-14 over Ikast Idrætsef-terskole i 3. sæt. Flere af drengene rystede stadig af spænding på vej hjem i bussen – vi havde faktisk sat en 13-6 føring over styr i sidste sæt, men heldigvis endte det godt. Det er vist ikke gået helt op for mig endnu, at vi skal til Vm, men det sker nok først, når vi sidder i flyet til Portugal. Jeg havde ikke regnet med, at jeg efter kun få måneders volleytræning nu skal til verdensmesterskaberne. Da min far og mor hørte, at vi havde vundet, blev de også meget glade.”

Det er tydeligt, at rasmus er begej-stret ved tanken om den kommende begivenhed. ”Det er faktisk rimeligt vildt, at vi skal repræsentere Danmark til et Vm. Vi er jo de eneste drenge fra Danmark, der får lov at deltage, og vi skal møde unge på vores alder fra hele verden. Det er helt uvirkeligt, at vi skal spille mod fx brasilien, Kina, Iran, chile eller Israel. Vi skal nok få trænet inden Vm, for på se er der altid er nogen at spille med. Det er dejligt, at man altid kan finde én, der vil med i hallen – der er nemlig op til 80, der har valgt vol-leyball som valgfag. Jeg har tidligere gået til fodbold, badminton og ikke mindst spring – og så lidt håndbold, da jeg var lille.” Det har ikke ligget i kortene, at rasmus ville blive optaget af den nye sportsgren. ”Jeg har kun spillet volleyball i haven sammen med min storebror, Anders. men jeg er overra-sket over, så hurtigt spillet kan læres. Det er en fed følelse at lykkes med et smash. man bliver så glad, når bolden smadres i gulvet. Det sværeste er at

til VM i Portugal[ ] 12

Volle

y-Vm

lære at modtage modstandernes ser-ver. Der er meget lidt tid til at komme på plads. og så er der også meget psykisk i volley. Det gælder om at have god gejst på holdet og være ovenpå. Det er ikke ligesom i fodbold, hvor en dårlig dribling kan reddes med en tackling. I volley koster fejl ofte point.” Turen til Vm er dog ikke gratis.”Vi kommer til at betale noget af turen selv. Vi håber dog at finde fx nogle fir-maer, der vil have deres navn på vores trøjer og på den måde sponsorere os. ellers må vi jo selv ud og tjene nogle penge på en anden måde. men hvad gør det, når Vm i Portugal venter…?”

Fakta Den 13. november 2013 vandt sydvestjyllands efter-skoles drengehold i volley en spændende finalekamp i IsF-cup mod Ikast Idrætsefterskole med 16-14 i 3. sæt og kvalificerede sig dermed til verdensmester-skaberne i skolevolley fra d. 9.-17. april 2014 i Portu-gal.29 lande deltager ved Vm i espinho, Portugal – fx lande som Kina, brasilien, Armenien og Iran. Lod-trækning til puljerne finder sted d. 10. januar 2014. http://isfsports.org/

[ ]

[ december 2013 ]

13

se-in

tern

atio

nal

Fra Ungarn til SE- Verden ind på efterskolenAdam mack har en doktorgrad i jura, en mastergrad i økonomi og en bachelor i management. siden efterårsferien har den 27- årige ungarer været international praktikant på se.

I sofaen overfor sidder Adam mack, en ung mand på 27 fra budapest i Ungarn. Adam er

kommet til se som international praktikant. Han smiler meget og er ualmindeligt høflig ud fra danske standarder. Hans første spørgsmål til skribenten, da han kom til skolen lige efter efterårsferien var ”How can I be of service?” – ”Hvad kan jeg hjælpe med?” Det har siden vist sig at være meget symptomatisk for Adams tilgang til opgaven på se.

rejsende og studerende

Adam er født i den østlige del af Ungarn i en by, der hedder Kun-hegyes. Han er vokset op som enebarn, men med en stor familie omkring sig i hjembyen. siden er familien flyttet til budapest, hvor

han har studeret. og sandelig om ikke han har studeret. siden Adam blev færdig med gymnasiet for otte år siden, har han været studerende hele tiden, men ikke hele tiden på fuld tid. Adam har en bachelor i management og master i økonomi, det gav ham job i centraladministrationen i Ungarn, hvor han som en del af indkøbsafde-lingen, stod for at indkøbe medicin til de statsejede hospitaler. samtidig med jobbet har han taget en doktorgrad i jura, (men som Adam siger, det er

ungarsk lov, og ubrugeligt i resten af verden). Det sidste års tid har han mest været rejsende og studerende. Han begyndte sidste sommer at læse teologi ved et baptistisk præstesemi-narium, men har samtidig deltaget i to andre praktikantophold, svarende til det han er i på se, et i Portugal og et i Litauen. Når han har fri hjemme i Ungarn, er han en del af The Interna-tional baptist church i budapest. Hans kristne tro var en af hovedgrundene til, at han valgte at komme til en kri-

Af Torben Linden, lærer

[ ] 14

sten skole. som praktikant på

se er Adam med i undervisnin-gen i sprogfagene. Adam taler både engelsk og tysk, men han deltager også i volleyball og gospelkor. ellers er ideen med at have Adam på se mest, at han skal tilbringe tid sammen med eleverne og af den vej give eleverne lidt internationalt input og give alle en mulighed for at bruge sprogkund-skaberne uden for klasseværelset i friere rammer. Den udfordring, som eleverne møder i snakken på engelsk, strækker sig også ind på lærerværel-set, fordi Adam ofte stiller spørgsmål til måden. lærerne gør tingene på.

bemærkelsesværdig omgangstoneI Ungarn er forholdet mellem lærere og elever et ganske andet end det, han har mødt på se ind til nu. Det er især omgangstonen, som Adam har lagt mærke til. Det virker jo nærmest venskabeligt her, mens opfattelsen af læreren i Ungarn er, at han eller hun er en diktator, som blindt skal adlydes.

Adam fortæller, at han har lagt mærke til, at de danske elever er gode til at tænke og agere på egen hånd. eksem-pelvis har nogle elever arrangeret en lovsangsaften uden hjælp og støtte fra en lærer. Noget sådant ville være utænkeligt i Ungarn. For at et sådant arrangement kunne være blevet gen-nemført, så måtte det lærerstyres, for eleverne i Ungarn er opfostret med at gentage og reproducere, det som læ-reren kommer med. Derfor har de slet ikke evnen til at arbejde selvstændigt og i grupper på den måde, som det sker på en efterskole. Adam ynder at sammenligne syd-vestjyllands efterskole med Disney-land. Når man nærmer sig skolen gen-nem alleen, er det ligesom at komme til Disneyslottet for enden af vejen. og stemningen her er lige så glad og smilende som i en forlystelsespark.

Interkulturel KompetenceHvorfor arbejde med den internatio-nale dimension? som skole tror vi på, at arbejdet med den internationale dimension, det at

have gæster på skolen fra hele verden og at tage vores elever med ud for at besøge mennesker, der tænker og handler helt anderle-des end os, giver os noget ganske særligt. Hvis det skal siges lidt fint, så handler det om Interkulturel Kom-petence. Det er et begreb, der dæk-ker over: et individs indsigt i og evne til at kunne forstå dagligda-gens kulturelle kompleksitet samt at kunne kommunikere fordomsfrit med mennesker fra andre kulturer. Vi vil gerne, at vore elever bi-bringes evnen til at møde andre mennesker med fordomsfrihed. en måde at lære dette på er at lade vore elever møde mennesker fra andre kulturer i vores egen trygge ramme på efterskolen. I løbet af indeværende skoleår skal vores 10. årgang en tur til ramstein Airbase og der møde amerikanere i europa. senere på året får vi også besøg fra en skoleklasse fra england. Verden er kommet ind på efter-skolen.

Fakta Aiesec, er navnet på den organisation, som har skaffet

kontakten mellem se og Adam, Aiesec er en organi-

sation drevet af unge for unge, hvis sigte er at skaffe

kontakt mellem unge og virksomheder over hele ver-

den. Aiesec er til stede i 124 lande over hele verden.

[ ]

[ december 2013 ]

15

Nye jægeremed succes

Af sten mortensen, lærer

Valg

fag

benjamin sand er inviteret med på nyjægerjagt. For første gang har han selv gevær med. Han

står på post, da et rådyr forsøger at slippe væk fra hundene inde i såten og løber lige forbi ham. benjamin kaster geværet til skulderen, og afgiver sit første skud til levende vildt. bang. Dyret falder. Ét skud ét dyr. sådan en entre i jagtens verden er der vist ikke mange jægere, der kan fortælle om. christoffer Lodahls historie er næ-sten lige så god. Han skød en fasan på sin første jagt, og senere på sæsonen

Jagtholdet 2012-13 klarede jagtprøven med stor succes. 17 ud af 18 elever bestod. Nu er deres første jagtsæson godt i gang, og rækken af spæn-dende jagtoplevelser har fået nye kapitler. De deler glade ud af deres erfaringer, og snakken går godt, når de mødes.

[ ] 16

med succes har han også skudt en sneppe. sådan en er et sjældent bytte for en ny jæger, for snepper flikser og flakker og er svært bytte. Det er ikke for ingen-ting, at sneppen skal ligge forrest på vildtparaden. Da jagten er slut må christoffer, som jagttraditionen byder, kysse den i måsen. Det siges, at hvis man ikke gør det, skyder man aldrig flere. ruben Arendt Nielsens første bytte blev en krage, og Jakob storbjerg skød to ænder. sådan kan de alle fortælle lange

rækker af historier om gode oplevelser ude i naturen. Det er stort hver gang samarbejdet mellem drivere, hunde og skytter går op i en højere enhed. Årets undervisning om vildtkending, vildtbiologi, sikkerhed, våbenkend-skab, jura og jagtetik skal stå sin prøve i den virkelige verden. Af-standsvurdering, skydefærdighed og behandling af det skudte vildt er først sidste afsnit i den gode jagtoplevelse. Jagtoplevelser kan godt fortælles, men den sande jagtglæde kender man først, når man selv står der.

[ ]

[ december 2013 ]

17

Hjem

fra

orlo

v

Interesserer DU dig for at lave FILm? Hvad skal du bruge

dét til? Hvad går det ud på? Disse spørgsmål og mange flere blev jeg mødt med, da jeg sidste år ved denne tid stod overfor at skulle have orlov fra se i et halvt år for at studere. Til dokumentarinstruktør... efterhånden omdøbte jeg ud-dannelsen til dokumentarFILms-instruktør, for det forstod folk lidt bedre – eller i hvert fald sagde det noget om, at det handlede om film. men spørgsmålene var faktisk rigtig gode... For jeg vidste ikke meget om at lave film, og jeg vidste heller ikke, hvad jeg kunne bruge det til bagefter. men jeg syntes, at det lød virkeligt spændende, og jeg kunne godt tænke mig at få noget mere viden om at lave film – så måtte tiden vise, om jeg også kunne bruge det til noget. Heldig-vis mødte jeg stor opbakning til at ”hoppe ud i det” og ”følge drøm-men” både fra familie, kolleger og venner. også selvom det føltes som

et stort skridt at tage. Ikke mindst fordi uddannelsen lå i København... og hvad gik uddannelsen så ud på? Ja, kort sagt at blive klædt på til at kunne producere små film af forskel-lig art. Dokumentar-, reklame- og webfilm. Fra den første spæde ide og til færdig film. Derfor blev vi på skolen introduceret for mange forskellige emner lige fra researcharbejde, histo-rieopbygning, manuskriptskrivning og interviewteknik til kamerateknik, lyd, lys og klipning. Alle områderne var interessante hver for sig og øgede min indsigt i, at der skal mange små dele til for at få en god film sat sammen.

Lærerig procesNetop dét, at der i en film er mange forskellige ting, der skal spille sam-men, blev da også en stor udfordring, da jeg skulle i gang med min egen lille film. For hvad gør man lige, når man skal have et interview i kassen, men selv er lydmand, lysmand, kamera-mand og interviewer på én gang? og når man ikke har haft plads til lamper og stativer i toget, så man må nøjes

med det naturlige lys fra vinduerne? På en gråvejrsdag? og knappen på ka-meraet, der får den trådløse mikrofon til at virke, bare ”er væk”? eller man har glemt, hvilket spørgsmål, det var man lige stillede, fordi man tænker på, om kameraet nu også står i den helt rigtige vinkel i forhold til interviewof-ferets blikretning? Ja, desværre kunne jeg ikke tage det på rutinen, så jeg måtte lade det gå som det kunne og glæde mig over, at jeg ikke havde forsøgt at sælge filmen til Dr eller TV2. For helt perfekt blev den ikke. men det var en utrolig lærerig proces at komme igennem, og bag-efter ser jeg tilbage på et forløb, der har givet mig meget på flere områder. Dels har jeg fået et fagligt løft på de tekniske og teoretiske områder af filmarbejde, og dels har jeg fået mod på at forsøge mig med nogle små videoprojekter på se. og i en tid, hvor de virale medier fylder så meget som de gør, kan jeg ånde lettet op og sige, at uddannelsen vist ikke bliver foræl-det lige med det samme.

Susanne går til filmen Af susanne Toft Hansen, lærer

[ ] 18

[ Kol

ofon

]

[ Kolofon ]skolebladet

for sydvestjyllands efterskole

redaktør: sten mortensenoplag:1750 stk.

DTP: sten mortensen Tryk: Grafisk Trykcenter, esbjerg

sydvestjyllands efterskole Kirkebrovej 7 | 6740 bramming

Tlf.: 7517 4299 | Fax: 7517 4545e-mail: se@sydvestjyllandsefterskole.dk

www.s-e.dk

Ved en fejl – jeg kunne ikke læse skiltene før det var for sent – kørte vi ind gennem mea shearim, som er et ultra ortodoks jødisk kvarter i Jerusa-lem. Det var som at køre ind i en anden verden og især en anden tid. Folk

gik meget anderledes klædt. Vadede ud foran bilen, ikke altid med det karakte-ristiske sving med hånden, som kan opfattes både som tak og som arrogance, pludselig stod en barnevogn parkeret midt på gaden. cykler tog turen forbi bilen på begge sider – man tager det ikke så nøje. Det var vildt spændende og lidt skræmmende for vi følte os meget anderledes, selvom vores lejebil var ekstremt bulet. senere så vi selvfølgelig ortodokse jøder i mange forskellige situationer – i deres hektiske handel inden sabbaten – de sKAL nå hjem. Jeg bliver så glad for at være kristen, når jeg ser på jøderne og muslimerne. Jeg bliver så glad for at være frigjort – sat fri af Jesus. For hold op hvor er der mange ting at overholde og forholde sig til. Har man ikke timer på lyset, må man lige ned og spørge naboen på sabbaten – Øh gider du lige komme med op og tænde for lyset. De er så bundne af ting, de skal og bestemt ikke må. Det er ikke fordi, jeg ser ned på dem - Jeg får lidt ondt af dem – de har ikke set lyset, tænker jeg! Jesus har sat os fri, vi kan ikke fortjene os til frelsen, vi skal modtage den som en gave. Jøderne skal opfylde loven og har travlt med at gøre en masse ting for at gøre Gud tilpas. meget kontrastfyldt. men samtidigt med at jeg kan have ondt af dem, kan jeg godt misunde dem lidt. For de tager virkelig deres tro alvorligt, de har ærefrygt og flere går baglæns væk fra grædemuren. De går halvfjollet klædt i forhold til nutiden, men de gør det. De har fletninger og er stolte af det. Jeg kan misunde lidt, at de synes, de skal gøre noget. Jeg skal kæmpe med, at jeg intet skal gøre… Det ligger ikke til mig. Gør nogen noget for mig, tænker jeg straks, hvordan jeg kan gøre gengæld, give et eller andet igen. Det simpleste – at modtage en gave er noget af det sværeste. men det er jo fantastisk, at jeg intet skal… Jeg kan også beundre jøderne for deres ihærdighed, deres trofasthed – tænk at nogle stadig græder over templets ødelæggelse for så mange år siden. De er dedikerede. Gid jeg altid selv var så dedikeret til Jesus. så på en gang kan jeg have ondt af dem og tænke nej nej nej, hvad har de gang i, og på den anden side kan jeg beundre dem deres vedholdenhed og de-res vilje til at tjene Gud .Deres ihærdighed, deres lydighed, trofasthed. Det kan jeg lære noget af. men jeg vil leve på, at jeg er sat fri, større gave får vi ikke.

Julehilsen Jesus sætter friSusanne går til filmen

Glædelig Julbirthe Poulsen

[ ]

[ december 2013 ]

19

20. december

Juleafslutning7. - 8. januar

Projekt 10 besøger Ramstein Airbase 11. - 17. januar

Udenlandstur - Hafjell7. februar

Skole-hjem-samtaler7. - 16. februar

Vinterferie17. - 21. februar

Projektuge 14. - 15. marts

Musical - alle er velkomne

29. marts

Gospelkidsfestival - alle er velkomne

[ Følg med i kalenderen på vores hjemmeside ]