du og jeg for evigt - læseprøve

“Raffi neret staccato-agtig psykologisk gyser

om tiltagende vanvid” lektørudtalelse

“Vellykket fortælling om en mors sorg og ... en psykopats fortælling

om sin fascination af sit offer” gyseren.dk

Sarah Engell, f. 1979, nomineret til

Læsernes Bogpris for ungdomsbogen

21 måder at dø leverer med Du og jeg for evigt en psykologisk gyser for

voksne. Bogen udkom oprindeligt i

2012 under titlen Lille pige.

du og jeg for evigt

“spændingsroman, der på en uhyggelig og

ubehagelig måde sætter spørgsmålstegn ved,

hvad der er virkelighed”

”Jeg var fange i mit eget hjem, i min egen krop.

Jeg skar lunser af mig selv og fodrede dig med

dem, og da der ikke var andet tilbage end sener

og knogler, spyttede du på mig og lirkede dig ud

af mig igen.”

sarah engell

roman | lindhardt og ringhof

sarah en

gell

sarah en

gell

du

og

jeg fo

r evigt

Du og jeg for evigt.indd 2 6/16/15 11:43 AM

sarah engelldu og jeg

for evigtroman

lindhardt og ringhof


5

Kapitel 1

Jeg vågner ved, at jeg knuger en pude ind til brystet

og kalder på min datter. Lyden forskrækker mig. Den

virker alt for høj i det tomme soveværelse. Jeg kniber

øjnene sammen, mens smerten ved at vågne breder sig

i kroppen.

Alt er stille. Kun savnet bevæger sig knirkende om-

kring i den tavse villa. Jeg ligger i den side af sengen,

hvor min mand skulle have sovet. Hans læsebriller lig-

ger stadig på natbordet. Det føles, som om de betragter

mig.

”Lad mig være,” siger jeg til dem.

Brillerne bliver ved med at betragte mig.

Jeg smider puden efter dem, men rammer ved siden

af. Irriteret sparker jeg dynen af og kravler ud af sen-

gen. Alting går mærkeligt langsomt som i en film, der

bliver afspillet ved lav hastighed. Samme forbandede

film igen og igen.

På gulvet ligger min hvide morgenkåbe. Jeg trækker

den på og binder bæltet med en stram knude. Stoffet

minder om det materiale, man udstopper fugle med.

Jeg bryder mig ikke om fugle.


6

Persiennerne rasler, da jeg trækker dem op. Udenfor

er sensommerens solskin svagt som støv. Det klæber

til teaktræsmøblerne, de vildt groende sommerfugle-

buske, ukrudtet mellem fliserne og swimmingpoolens

blå krater.

Bagerst i haven kan jeg ane det lille, olivengrønne

legehus med de hvidmalede vinduer. Døren er lukket.

Græsset klæber op ad ydersiden.

Hele vejen rundt om legehuset er viklet rød-hvide

plasticbånd. De bevæger sig i vinden. Synet får mig til

at tænke på pillerne. Jeg åbner skuffen i natbordet og

skruer låget af det første glas. Mit navn står på et kli-

stermærke: Rebecca Schnoor, 20 mg 1 x dagligt.

Jeg slår to piller ud i håndfladen. Med den modsatte

hånd åbner jeg de næste glas og blisterpakninger, hæl-

der og trykker medicinen ud i ordineret rækkefølge:

hvid, bleggul, glat eller med delekærv.

39 år, arbejdsløs og på nervepiller. Vær så god at

skylle.

Jeg slår pillerne ind i munden og tager en tår vand

fra det glas, der står på natbordet. I en enkelt bevægelse

lægger jeg nakken tilbage og synker.

En behagelig sløvhed breder sig i kroppen, mens pil-

lerne opløses og bliver til mig. Jeg lukker døren til

min datters værelse bag mig og hengiver mig til intet-

heden. Luften herinde er som i et fryserum, hvid og


7

stillestående. Der er en kraftig lugt af tørrede roser,

gammelt støv og kattehår.

Jeg sætter mig på sengen og lader en hånd glide hen

over det hvide sengetæppe. Sengetøjet er det samme.

Jeg kan ikke få mig selv til at vaske det. Hendes duft

hænger stadig i tekstilet.

Ved hovedgærdet sidder en porcelænsdukke i silke-

kjole. Ansigtet er hvidt og udtryksløst. Under det ene

øje er malet en tåre.

Dukkemageren brugte udelukkende ægte menneske-

hår. Det meste blev købt fra asiatiske børnehjem og far-

vet lyst på en fabrik i Polen. Asiatiske børn har verdens

blødeste hår, som han sagde.

Overalt i butikken sad dukkerne ret op og ned,

livagtige i deres livløshed. De havde negle, øreflipper,

næsebor og fingre, der kunne bøjes i samtlige led.

Jeg havde min datters hår med i en plasticpose.

Dukke mageren gav mig ret. Det var meget blødere end

det asiatiske. Jeg viste ham et fotografi, hvor øjenfarve

og smilehuller var særligt tydelige.

Den kom til at ligne på en prik. Han lagde ekstra vægt

i hovedet, så det faldt bagover ligesom på en rigtig baby.

Jeg tager dukken på skødet og vugger hende frem og

tilbage. Her er så stille.

Gråden samler sig bag øjenlågene. Jeg presser fing-

rene sammen om næseryggen og lægger nakken tilbage

mod væggen.


8

Ude på vejen kan jeg høre en bilmotor blive slukket.

Dukken betragter mig med store øjne. Jeg trykker læ-

berne mod den kolde porcelænshud og koncentrerer

mig om at smile til den.

Havelågen giver et smæld. Trinene kommer nærme-

re. Der er stille lidt, så ringer det på døren.

Jeg fastholder dukkens blik. Som altid forestiller jeg

mig, at det er hende. Hun står på dørtrinnet og smiler

til mig. Betjenten har givet hende lov til at ringe på dø-

ren selv. Jeg breder armene ud og knuger hende ind til

mig, mens jeg hvisker i hendes øre, at jeg aldrig tvivlede

på, at hun kom hjem.

Jeg går gennem hallen på bare tæer og med hænderne

skjult i den hvide morgenkåbes ærmer. Allerede på af-

stand kan jeg se, at det ikke er hende. Silhuetten bag

hoveddørens glasrude er alt for høj.

Jeg retter på ansigtet og tørrer mig under øjnene, in-

den jeg åbner.

Han træder et skridt frem. ”Hej, Rebecca.”

”Lars.”

Vi ramler sammen mellem knus og håndtryk. Han

klapper to gange på dørkarmen.

”Nå,” siger han.

Han har sin lysebrune læderjakke og mørkebrune

lærredssko på. Snørebåndet på den ene sko er bundet

forkert.


9

Man har aldrig kunnet se på Lars, hvor mange pen-

ge han tjener.

”Jeg gør det hurtigt,” siger han. ”Bare lige det

vigtigste ... Jeg kan jo dårligt læse datoen på mælken

uden.” Han peger på sine øjne og trækker på smile-

båndet.

Jeg strammer morgenkåbens bælte. ”Du har fundet

et sted at bo, kan jeg forstå?”

Han nikker. ”En toværelses på Østerbro.”

”Nå. Jamen, du har jo også altid gerne villet bo tæt-

tere på byen.”

Han trækker på skuldrene.

Vi står lidt i tavshed. Lars flytter vægten fra fod til

fod.

Hans ansigt er så tæt på. Tungen derinde, bag læber-

ne. Åndedragene. Hagen med den lille kløft, der føltes

så blød under min fingerspids.

Det er over tre uger siden, han gik.

”Men som sagt – jeg skal ikke forstyrre ret længe.”

Han klapper igen på dørkarmen.

”Hvor er din bil?” Jeg stiller mig på tæer og ser ud

på vejen.

Han laver en håndbevægelse.

Jeg klemmer mig ud forbi ham. Fliserne føles kolde

under mine bare tæer. Med lange skridt går jeg ud mod

vejen.

”Rebecca …”


10

Jeg åbner havelågen og skærmer for solen med un-

derarmen. Foran genboens hus holder hans sølvfarvede

Mercedes CLS med nedrullede vinduer. Der sidder en

på passagersædet. Jeg kniber øjnene sammen, men kan

ikke genkende vedkommende.

Der lyder skridt bag mig. Lars lægger den ene hånd

på havelågen.

”Du kan måske ikke bære dine ting alene?” Jeg gør

et nik over mod bilen.

Lars drejer formålsløst på havelågens metalgreb.

Der er en smal, bleg aftegning på højre ringfinger.

Lyden af en bildør, der bliver smækket, får os til at

se op. Ved siden af Lars’ bil står en ung kvinde med

kort rød nederdel, store blå solbriller og en stram

åbenstående læderjakke, hvis skriggule farve reflekte-

rer solen.

Hun tager sin røde hat af og roder op i sit hår. Ciga-

retten placerer hun på underlæben, mens hun skærmer

for vinden med den ene håndflade. Hun læner sig op ad

bilen og lægger nakken tilbage. Røg hvirvler ned ad den

tomme villavej.

Jeg vender mig langsomt om mod Lars.

Han tager en indånding og træder frem som for at

tvinge mig tilbage i haven.

”Forbandede løgner,” hvisker jeg.

Den unge kvinde drejer hovedet. Hun betragter mig

udtryksløst, mens hun tager et nyt hvæs af cigaretten.


11

Hendes slanke skikkelse hænger skødesløst og dog ele-

gant på bilens kurver. Barmen strutter triumferende

under en turkis bluse, der er alt for tynd til årstiden.

Hun har tydeligvis ikke bh på.

Lars stryger mig over armen med en hurtig bevæ-

gelse, hvis kejtethed forstærker min følelse af at gå i

stykker. Jeg hader mig selv for at have lyst til at række

ud efter ham. Efter alt, hvad der er sket, burde det være

mig, der gik fra ham.

Jeg slår hans hånd væk. Fliserne smælder under

mine bare fødder, da jeg går tilbage mod huset.

I Rusland blev en knap 13-årig pige spærret inde i et

lille rum. Der gik ni år, før nogen fandt hende. Hun sad

bag et møbel og turde ikke komme frem.

Lars løber efter mig ned ad flisegangen.

”Værsgo,” siger jeg og skubber hoveddøren helt op.

”Bare tag, hvad du vil have.”

”Rebecca, for fanden …”

Jeg ryster på hovedet og peger ind ad døren.

Lars sukker og går ind. Han løfter fødderne højt,

som om han overvejer, hvor han skal placere dem.

For første gang i dagevis opdager jeg, hvor klamt her

faktisk er blevet. Hans blik tydeliggør alt det, der er

blevet usynligt for mig selv: pizzaæsker og tomme cola-

flasker. Krøllet vasketøj. Stabler af affaldsposer, der

sender en sødlig stank ud i rummet. Støvede papkasser

med legetøj, som jeg har hentet ned fra loftet.


12

Han ser på mig, og bekymringen i hans øjne får min

mave til at knuge sig sammen.

Jeg vender ansigtet bort, mens noget i mig går i

stykker for anden gang. Hvordan kan han bare skride?

Hvordan helvede kan han bare skride fra det hele?

Lars kommer hen til mig. Han klapper sig på inder-

lommen og rækker mig en serviet.

Jeg ryster på hovedet.

Han stikker servietten ind i min hånd og mumler:

”Det var jo ikke meningen …”

”Hvad?” Jeg skubber hans hånd væk. ”At hun

skulle forsvinde? At vores ægteskab skulle gå i styk-

ker? At du skulle vise dig at være fuldstændig …” Jeg

krøller servietten sammen og smider den efter ham.

”Føj, hvor må du have en dårlig smag i munden. At

rende rundt med den dulle, når du ved, hvordan jeg

har det. Men hun er sikkert også nemmere at være

sammen med, ikke? Ung og smuk og med garanti ikke

på nervepiller.”

Jeg ville ønske, at han holdt om mig, men han står

bare og ser på den sammenkrøllede serviet, der har

ramt en pizzaæske.

Savnet bevæger sig knirkende gennem huset, og det

er kun mig, der ser det. Erkendelsen får mig til at kra-

kelere. Tårerne flyder klodset ned over mine kinder.

”Hvordan kan du gøre det mod mig?! Hvordan kan du

bare fortsætte som ingenting?”


Jeg griber hans arm og holder fast. ”Jeg savner dig.

Ved du godt det? Jeg tænker på dig hele tiden. Hver

morgen vågner jeg i din side af sengen. Huset er så tomt

uden dig og vores lille datter.”

Jeg lægger ansigtet mod hans bryst. Hjertet slår hur-

tigt. En hånd bliver lagt på min ryg. Den klapper et par

gange, inden den bliver fjernet igen.

Jeg indsnuser hans duft, presser læberne mod den

varme skjorte. ”Sig, at du har det ligesom mig, Lars.

Kom hjem igen. Lad os glemme alt det, der er sket. Jeg

kan forandre mig. Jeg lover det.”

Lars stryger mig let over armen. Han tager mig om

skuldrene og fjerner mig helt blidt, som et støvkorn

eller et hårstrå.

”Vi taler om det en anden dag,” siger han. Blikket er

allerede på vej ud mod solskinnet og hende.

Savnet er et tungt møbel, vi burde bære sammen,

men han har sluppet i sin ende og lader mig stå med det

hele.

Der er noget uhyggeligt ved hans ligegyldighed.

Noget, der får mig til at fortryde, at jeg har vist svag-

hed.

Jeg presser ryggen mod væggen, væk fra ham. ”Så

tag dine ting,” siger jeg. ”Tag dine ting og forsvind.”


14

Kapitel 2

Det var ikke min mening at gøre pigen fortræd. Jeg

er ikke morder. Jeg er ikke pervers. Jeg er altid blevet

misforstået af de selvsamme idioter, som hævder, at de

forstår mig.

Jeg ville bare se på hende. Det var alt.

Jeg stod bag det vindue, der vendte ud mod gaden.

Himlen havde samme farve som asfalten.

Jeg ventede.

Kameraets rem skar sig ind i min nakke. Mine læber

var tørre. Jeg fugtede dem med tungen, mens jeg spejde-

de ud ad ruden.

Kameraet var splinternyt, det dyreste og mest avan-

cerede på markedet. Det var sort og blankt, velpropor-

tioneret, næsten erotisk at holde om.

For at højne perfektionen havde jeg købt et stativ

med panhåndtering og zoomkontrol og et ekstra langt

telezoomobjektiv med flourit og ultrasonisk ringmotor,

der gav hurtig og lydløs autofokus.

Jeg var selv bevidst om det paradoksale i at vægte

kvaliteten så højt, når det kun var mig, der så billeder-

ne. Men mine følelser for hende forbød mig andet.


15

Hver aften tog jeg kameraet frem og pudsede linsen

med en steriliserende vådserviet, der duftede svagt af

citrus. Mens jeg omhyggeligt rensede glasset, tænkte

jeg på hendes gang. Den nonchalante måde, hun slen-

trede ned ad gaden på uden at værdige mig et blik.

Nogle gange hoppende med musik i ørerne og læberne

spidset om en ordløs sang, andre gange med blikket ret-

tet koncentreret mod fliserne, som om hun talte dem

eller gentog en indre remse.

I min dagbog noterede jeg alle observationer. Hen-

des påklædning. Hvem hun fulgtes med. Om hendes

hår var løst eller sat op.

Jeg nummererede tidspunktet med en særlig kode

bestående af tal og bogstaver. Billederne fra det pågæl-

dende tidspunkt gemte jeg i en filmappe med samme

nummer.

Nogle gange ærgrede det mig, at jeg ikke kunne vise

mit enorme arkiveringsarbejde frem. Hun især ville synes

om det. Jeg tror, hun ville blive smigret over de mange

timer, jeg havde tilbragt bag ruden med det tunge, sorte

kamera om halsen. Udelukkende for at vente på hende.

Tanken om hendes smil fik mig til at holde hårdere

om kameraet.

Jeg så på digitaluret og knækkede mine fingre ved at

presse dem ned i bordet. Min krop dirrede. Nogle dage

var længslen så stærk, at jeg havde svært ved at opret-

holde alt det pæne, omhyggelige og velordnede.


16

Jeg bed sammen om kuglepennens prop og trak den

af. Med sirlig, sort skrift gjorde jeg et notat med klok-

keslæt efterfulgt af et minus. Det værkede i mine skuld-

re og min nakke. Jeg vippede hovedet fra side til side

uden at slippe gaden af syne.

Det var mørkt, næsten sort udenfor. De tre nærme-

ste gadelygter var gået i stykker. De svingede langsomt

fra side til side i blæsevejret. De lignende kirkeklokker.

Der kom ikke en lyd udefra.

Jeg lod blikket glide ned ad gaden, talte sekunderne.

Da jeg tjekkede uret, kunne jeg se, at jeg endnu en gang

havde talt for hurtigt.

Jeg knækkede fingre igen. Måske var der sket hende

noget. Måske så jeg hende aldrig igen. Det var sket før,

at hun kom senere, end hun plejede, og hver gang bore-

de frygten sig gennem min mave og gjorde det umuligt

at trække vejret.

Jeg så på gadelygten. Jeg så på mørket. Jeg tænkte på

hullerne i nummereringssystemet. Jeg tænkte på døden.

Kameraets øje indrammede gaden. Jeg skruede på

objektivet, drejede millimeter efter millimeter for at

stille skarpt.

Mange af aftenens billeder ville sikkert blive for

mørke til, at motivet trådte ordentligt frem, men det

var ligegyldigt. Jeg ville forsøge at oplyse dem med

mit nye redigeringsprogram, sandsynligvis uden held,

og også det var ligegyldigt. Det, der betød noget, var


17

øjeblikket, hvor jeg trykkede udløseren i bund. Sekun-

det, hvor vi smeltede sammen, forevigede længslen

efter hinanden.

Klik.

En cykel kørte ind i mit synsfelt. Jeg holdt vejret og

fulgte den med øjnene. Det var en ung knægt med langt

pandehår, lavtsiddende bukser og en lædersnor om hal-

sen. Han steg af cyklen og vendte sig om. Hans mund

bevægede sig.

Kort efter kom hun til syne. Hun stod op i pedaler-

ne. Det lange hår flagrede efter hende. Jakken stumpe-

de og blottede et stykke af hendes maveskind. Da hun

grinede, kom togskinnerne til syne.

Jeg strammede grebet om kameraet. Jeg så gennem

den lille sorte firkant på den spinkle, knap 13-årige

pige.

Klik. Klik. Klik.

Jeg havde sort tøj på. Jeg var omhyggelig. Kun lyden

af kameraet afslørede min tilstedeværelse.

Med hurtige klik indfangede jeg den farvestrålende

kolibri derude. Hendes smil. Måden, hun kastede med

håret på. Hendes fnisende, lidt klodsede måde at stige

af cyklen på.

Hjertet hamrede i mit bryst. Jeg følte en sær blan-

ding af vellyst og ubehag. Af længsel og afsky.

Jeg fotograferede hende fra alle vinkler, i alle situa-

tioner. Uden blitz, så hun ikke skulle opdage mig.


Jeg vidste, at det var patetisk. At lige så intenst jeg

længtes efter hende, lige så lidt så hun til min side. Jeg

ville ønske, jeg kunne stoppe. Men inderst inde vid-

ste jeg godt, at det blot var begyndelsen. At det var et

spørgsmål om tid, før fotografierne ikke længere var

nok for mig.


“Raffi neret staccato-agtig psykologisk gyser

om tiltagende vanvid” lektørudtalelse

“Vellykket fortælling om en mors sorg og ... en psykopats fortælling

om sin fascination af sit offer” gyseren.dk

Sarah Engell, f. 1979, nomineret til

Læsernes Bogpris for ungdomsbogen

21 måder at dø leverer med Du og jeg for evigt en psykologisk gyser for

voksne. Bogen udkom oprindeligt i

2012 under titlen Lille pige.

du og jeg for evigt

“spændingsroman, der på en uhyggelig og

ubehagelig måde sætter spørgsmålstegn ved,

hvad der er virkelighed”

”Jeg var fange i mit eget hjem, i min egen krop.

Jeg skar lunser af mig selv og fodrede dig med

dem, og da der ikke var andet tilbage end sener

og knogler, spyttede du på mig og lirkede dig ud

af mig igen.”

sarah engell

roman | lindhardt og ringhof

sarah en

gell

sarah en

gell

du

og

jeg fo

r evigt

du og jeg for evigt - læseprøve

Documents