DA N S K

IN T RO D U K T I O N T IL J ES P ER J U S T –A P P E A R I N G / I N T ER C O U R S ES

Den danske videokunstner Jesper Just (f. 1974) har siden sin afgang fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2003 udfordret og fornyet videokunstmediet, både nationalt og internationalt. Just anvender mainstreamfilmens genkendelige koder og formsprog men udfordrer os, når han tvister de velkendte filmklichéer og stiller flere spørgsmål, end han giver svar.

Udstillingen Jesper Just – APPEARING / INTERCOURSES er bygget op som to udstillinger i ét galleri.

Ved at vælge den højre indgang går man direkte ind i Justs hovedværk, totalinstallationen INTERCOURSES fra 2013. Inspireret af Justs interesse for at inddrage ”stedet” som en del af sine værker vil man her opleve levn fra ARoS’ tidligere særudstilling med den danske kunstner Tal R – men i et nyt udstillingsdesign som befinder sig på et udefinerbart stadie mellem opbygning og forfald.

Galleriets venstre indgang fører til den mere klassisk iscenesatte udstilling APPEARING, som præsenterer en række af Justs film fra 2002 og frem til i dag. Rummene har i denne del af galleriet en skæv trekantet form, så man ved at stå skråt i forhold til projektionerne opnår en øget bevidsthed omkring sin fysiske placering og tilstedeværelse i forhold til værkerne. Arkitekturen dikterer ikke, hvilken vej du skal gå, og de mange filmprojektioner, der afspilles simultant, gør det umuligt at overskue alt i ét blik. Man er som beskuer skaber af sin egen individuelle oplevelse af værkerne og udstillingen.

venstre indgang APPEARING / højre indgang INTERCOURSES

G RU N D PL A N

I N T ER C O U R S ES , 2013 (5 PRO J EK T I O N ER À 1 0:0 0 M IN. H V ER )

Installationsbillede Intercourses

Da Just blev udpeget til at varetage den prestigefyldte opgave at repræsentere Danmark på den verdensberømte samtidskunstfestival Venedig Biennalen i 2013, tog han udgangspunkt i essensen af biennalekonceptet: at repræsentere sit land i et andet land. Just undersøgte derfor fænomenet replika-byer, dvs. steder som kopierer allerede eksisterende steder. I en forstad til Hangzhou to timer syd for Shanghai i Kina opdagede kunstneren en kopi af dele af den franske hovedstad, Paris. I den delvis beboede replika-by møder vi Paris’ brede boulevarder, det ikoniske Eiffeltårn (dog i lidt mindre størrelse), men også kinesiske skrifttegn og salatmarker. Just anvender tre franske skuespillere, men af afrikansk oprindelse, for at tilføje et ekstra lag til nationalitetsforvirringen. Installationens gennemgående lyd af hylende vind i flaskehalse forbinder de tre karakterer på tværs af byens struktur. De fem projektioner er loops uden start og slut. Som betragter skal du derfor selv klippe din individuelle version af kunstværket.

I N T E R C O U R S E S

WH AT A FEEL I N G , 2014 (13:11 M IN. )

Installationsbillede What A Feeling

Just er optaget af ”stedet”. Når han optager sine film, er det den valgte location, der former karaktergalleriet og handlingen. ”I like it found as it is,” som kunstneren udtrykker det.

Just har filmet What A Feeling i et atomvåbenbe-skyttelsesrum i L.A., i Californien. Filmens eneste handling er en lyskegle og en pige der danser lydløst og i slowmotion til rytmerne af den ikoniske popsang What A Feeling fra den amerikanske 80’er-film Flashdance.

Just taler om kunst generelt som et ”åbent rum”, der tager dig et sted hen, hvor der ikke nødvendigvis sker noget spektakulært, og hvor signalerne er flertydige – præcis som vi oplever det i værket What A Feeling.

W H AT A F E E L I N G

T H I S N A M EL ES S S P EC TA C L E, 2011 (13:0 0 M IN. )

Installationsbillede This Nameless Spectacle

Blikket som tema optræder ofte i Justs værker. Man får fornemmelsen af at kigge med, når kameraet filmer over skulderen på karaktererne, og blikket er også i fokus, når vi betragter en person, der ”ser” noget andet.

I This Nameless Spectacle, 2011 er to projektioner placeret over for hinanden. På den ene skærm følger vi en transkønnet kvinde kvinde i kørestol, mens installationens anden skærm viser en ung mand, der betragter hende. Scenen er Parc des Buttes-Chaumont i Paris, som er berømt for sin stærkt iscenesatte udformning. Just har ladet sig inspirere af 1800-tallets bevægelige panoramaer (også kaldet stereorama). Stereoramaerne gav beskueren en spektakulær oplevelse kropsligt og visuelt. Både fysisk og symbolsk er vi i This Nameless Spectacle fanget midt i blikretningerne og i dramaet med mandens og kvindens nærvær på hver sin side. Hertil kommer, at filmens kvindelige hovedperson qua sin transkønnethed er repræsentant for et både mandligt og kvindeligt blik. I al sin kompleksitet arbejder This Nameless Spectacle altså med fire blikretninger: mandens, kvindens, manden i kvindens og betragterens.

T H I S N A M E L E S S S P E C TA C L E

B L I S S A N D H E AV EN, 20 04 (07:42 M IN. )

Installationsbillede Bliss and Heaven

Justs værk Bliss and Heaven fra 2004 er bygget op omkring en række sceneskift fra et genkendeligt, virkeligt miljø til et symbolladet, teatralsk univers. Filmens to mandlige karakterer kunne være far-søn – men som altid i Justs værker forbliver relationerne åbne – vi får ikke noget svar.

Ved at anvende en næsten stereotyp maskulin arketype, nemlig lastbilchaufføren, forstærker Just transformationen af sin karakter, som i filmen forvandler sig til drag queen. Lastbilens container får karakter af en forvandlingssluse fra virkelighedens verden til et teater - et symbolsk rum, hvor følelser og seksuelle tilbøjeligheder får frit løb. Just sætter mænd og mænds syn på sig selv og hinanden til diskussion i værket, men rejser også spørgsmål af almenmenneskelig karakter: hvordan optræder vi mennesker i relation til hinanden? Og er vores adfærd og seksualitet biologisk eller kulturelt betinget?

B L I S S A N D H E A V E N

T H I S LO V E I S S I L EN T, 20 03 (05:45 M IN. )

Installationsbillede This Love is Silent

”Når jeg skaber en film, beslutter jeg mig først for et sted. Jeg bruger omgivelserne til at beskrive det indre i karaktererne,” siger Jesper Just. Filmen This Love is Silent fra 2003 er et godt eksempel på, hvordan Just udfordrer et arketypisk maskulint miljø som havnen og dens betydninger, når han lader mænd fremstå åbenlyst følsomme.

I tilfældet med This Love is Silent står den mørke og rå havnekaj i kontrast til den handling, der udspiller sig mellem de tre mandlige skuespillere. Ved at lade sine karakterer bryde ud i sang, dans og gråd udfordrer Just de maskuline koder og punkterer ”havnen” som et rent maskulint sted. Hvor fortællingen i en mainstreamfilm ofte starter med tvivl men ender med vished, forholder det sig omvendt i Justs værker: her indledes filmene ofte med det genkendelige, fx i form af en stereotyp location som havnekajen, men ender med tvivl og mangel på forløsning hos betragteren.

T H I S L O V E I S S I L E N T

A V OYA G E I N D WEL L I N G , 20 08 (11 :11 M IN . )

Installationsbillede A Voyage in Dwelling

Just anvender filmkameraet som et blik – fyldt med begær. De sanselige close-ups af ansigter og langsomme bevægelser giver hans film en næsten drømmeagtig karakter.

I A Voyage in Dwelling fra 2008 følger vi en midaldrende kvinde, der bevæger sig gennem forskellige fysiske scener: et smukt gammelt hus, en dybblå sø og en tom færge med lange tomme korridorer. Kvindens fysiske rejse er en metafor for den mentale færd, hun er ude på. Færgen med dens lange gange med uåbnede døre kan opleves som et billede på menneskets psyke. Kvindens rejse – som også nævnes i værkets titel ”a voyage” – vil blive tolket individuelt, alt efter hvilke øjne der ser.

A V O YA G E I N D W E L L I N G

S I R EN S O F C H R O M E, 201 0 (12:38 M IN. )

Installationsbillede Sirens of Chrome

Sirens of Chrome fra 2010 er filmet i en nedlagt biograf i downtown Detroit. Stedet er i dag lavet om til et parkeringshus, men den tidligere biografs udsmykning er stadig intakt. Synet og det at se er derfor temaer, der ligger implicit i netop denne bygning, som Just her aktiverer med et hold afroamerikanske kvinder i hovedrollerne.

Modsat mainstreamfilmen, som tenderer til kun at anvende minoriteter i hovedrollerne, når der er tale om en tragedie, ønsker Just at undersøge de farvede kvinder set i relation til hinanden. Med udgangspunkt i fortærskede klichéer – sorte ghettoprægede kvinder i et råt parkeringshusmiljø – overrasker filmens udvikling. Da en kvinde rammer kølerhjelmen er de fire kvinder inde i bilen vidner til det, der kunne være en ulykke eller en ekspressiv performance. Just sætter altså den sorte kvinde i centrum i en fortælling, der netop ikke handler om det at være ”sort” – men om subtil intimitet kvinderne imellem.

S I R E N S O F C H R O M E

A V I C I O U S U N D ER T O W, 20 07 (1 0 :0 0 M IN. )

Installationsbillede A Vicious Undertow

Værket A Vicious Undertow fra 2007 er skelsættende i Justs kunstneriske praksis ved at placere en kvinde i hovedrollen. Filmens s/h billeder af mystiske kvinder i glamourøs Hollywood-stil er en tydelig reference til film noir-genren.

Scenen er et tidligere legendarisk bordel i København, nu en lesbisk bar, med amourøse asiatiske illustrationer som vægdekorationer. Seksualiteten dirrer i rummet og forstærkes af de mange close-ups af den kvindelige hovedpersons fløjtende læber. De melankolske fløjtelyde bringer hende i kontakt med filmens anden kvinde, og sammen indleder de en flirtende dans. Der krydsklippes til scener, hvor den kvindelige hovedperson danser med en mandlig karakter, og vi efterlades med det uafklarede spørgsmål om, hvorvidt der er tale om et trekantsdrama eller en kvinde i mentalt opgør med sin egen seksualitet.

A V I C I O U S U N D E R T O W

N O M A N I S A N I S L A N D I I, 20 04 (04:0 0 M IN. )

Installationsbillede No Man Is an Island II

Just er optaget af de sociale konventioner, der knytter sig til specifikke steder. Hvordan opfører du dig på et givet sted? Hvad forventes der af dig på et givet sted?

I No Man Is An Island II fra 2004 mødes fem mænd i forskellige aldersgrupper i en stripklub. Der er dog ingen kvinder til stede, så klubben fremstår bizar og helt anderledes end alle de forudindtagede forventninger, vi måtte have til netop dette sted. Da filmens yngste karakter begynder at synge en kærlighedsballade, som hen ad vejen udvikler sig til en flerstemmig a cappella, punkterer Just vores stereotype idé om den maskuline mand som værende drevet af sex og begær. De stripper, så at sige, mentalt.

Filmen afslører således hudløst inderlige og følsomme mænd, som igennem den musikalske performance finder sammen på en intim måde.

N O M A N I S A N I S L A N D I I

I N G EN M A N D ER EN Ø, 20 02 (03:40 M IN. )

Installationsbillede Ingen Mand er en Ø

Udstillingens ældste værk, filmen Ingen Mand er en Ø fra 2002, blev til, mens Just stadig var studerende på Det Kongelige Danske Kunstakademi i København. Filmen var oprindeligt tænkt som en happening, hvor to mænd på tværs af generationer skulle mødes i det offentlige rum i et følelsesudbrud ud over det sædvanlige. Filmen viser en moden herre, der danser en kejtet form for ballet foran en yngre tårevædet mand.

Just udfordrer her mainstreamkulturens stereotype opfattelse af maskulinitet. Ved at give et billede af manden som værende følsom – og ovenikøbet i det offentlige rum – bryder Just med vores generelle forventninger til mænds følelser og relationer til andre mænd. Vi motiveres til at reflektere over vores opfattelse af, hvordan den moderne mand kulturelt set er eller bør være. Er kønnenes adfærd biologisk betinget, eller er det nærmere socialt dikteret, hvordan mænd og kvinder bør opføre sig?

I N G E N M A N D E R E N Ø

L L A N O, 2012 (07:17 M IN)

Installationsbillede Llano

Hvor Just i sine tidlige film bruger arketypiske locations såsom stripbaren og havnekajen, har han i sine seneste film fundet interesse for kulturelle og geopolitiske landskaber.

Filmen Llano er optaget i den forladte ørkenby Llano del Rio øst for L.A. i Californien. Stedet var i begyndelsen af 1900-tallet tænkt som et utopisk kommunistisk projekt, hvor tusindvis af håbefulde amerikanere slog sig ned for at etablere et nyt samfund. Projektet mislykkedes dog, bl.a. på grund af en saboteret vandtilførsel, der skulle have gjort ørkenbyen frodig, og i dag står kun ruinerne fra den kuldsejlede utopiske byplan tilbage.

Filmen Llano fra 2012, følger en ensom kvindes ihærdige – men forgæves – forsøg på at reetablere byens vandsystem for at bringe samfundet tilbage til dets oprindelige funktion.

L L A N O

Jesper Just FOTO: NINA MOURITZEN

UDSTILLINGEN ER BLEVET TIL I SAMARBEJDE MED

HOVEDSPONSORER ARoS 2014

SOLARFONDENAF 1978